FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sturlaugs saga starfsama

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
B. Sagaer uden historisk grundlag


3. Sturlaugs saga starfsama


3. Sturlaugs saga starfsama findes i AM 171 a. fol., pap., 173, fol., pap., 335, 589 f., 4°. Udg. i Fas. III. Sturlaugr er en søn af den nummedalske herse, Ingolfr; han omtales straks som voksen, og han frier til jarledatteren Ása den fagre, der er opfostret af den troldkyndige enke Véfreya. Ása siger først nej til Sturlaugr, men efter at flere har friet til hende ægter Sturlaugr hende, efter at have tvunget den kongelige frier, Harald, der selv ikke har turdet kæmpe, til at afstå hende, og han fælder hendes jætteagtige bejler i holmgang ved Götaelven (!). I denne saga er der altså ikke tale om farefulde tog og kampe for at få en hustru; for såvidt er sagaen afvigende fra de fleste andre. Kong Harald vilde nu indebrænde jarlen, men Sturlaugr får ham forsonet mod at love at hænte et uroksehorn, hvilket naturligvis er forbundet med allehånde farer, men Véfreya står ham altid bi. Senere bliver Sturlaugr landeværnsmand i Sverrig og konge, og man skulde tro, at sagaen dermed var ude, men nu aflægger Sturlaugr (k. 21) et løfte om at få at vide, hvorfra det berømmelige horn stammer, to af hans mænd aflægger også løfter; det lykkes Sturlaugr uden egenlig fare for ham selv; der fortælles også udførlig om de andres løfter og følgerne deraf. Det hele ser ud til at være senere tilklistret (jfr. Sagabibliothek II, 645—46); det mangler i 171, fol., og i rimerne, der ellers i det hele stemmer med sagaen; nogle navne er her anderledes, og enkelte personer findes ikke. Rimerne er også noget mere kortfattede (sål. i k. 6—7). Sagaen findes ikke i sin ægte form. Den begynder med at omtale Tyrkerne og Odins indvandring efter fortalen i Snorres Edda, der her altså er nyttet som kilde. I øvrigt er det vanskeligt at påpege nogle historiske lån her; der mærkes en indflydelse af sagnet om de fabelagtige Hundingjar (Hauksb. s. 167). Der er de gængse motiver (endogså to Bjarmelandsrejser) og gamle æventyrtræk (uroksehornet). Sammensætningen er noget løs, hvilket måske er bearbejderes skyld, og stilen er mindre god. Enkelte træk, som Sturlaugs måde at tage Véfreyja på ved deres første møde, er ganske godt skildrede. Sagaen er ældre end den følgende saga, der henviser til den, og dog er der flere afvigelser som den, at Sturlaugr her dør i sottesæng, men i Hrolfss. (der dog kender sagaen og meddeler hans død efter den som variant-sagn) falder han i Garderige. Yngre end 1300 er den vel ikke.