FJ-Litteraturhist.Bd.3a Rimedigtning: E
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning
E. Rimer over de romantiske og dermed beslægtede sagaer
Herunder hører de rimer, der er digtede over de franske ridderromaner, riddersagaer; dertil slutter sig andre hjemlige sagaer, der er opdigtede med hine som forbillede. I det hele er der ikke så mange, der her haves. Sagaen er også her i flere tilfælde gået tabt. Til den første slags hører følgende:
1. Skikkjurímur
Skikkjurímur; navnet findes i næst sidste vers; de er 3 i alt og er udg. af G. Cederschiöld og Wulff sammen med den til grund liggende saga, Möttulssaga, i Lunds univ. årsskr. XIII og efter et bedre hds. i Rímnasafn II. Rimerne indledes med mansange, der særlig her kunde sættes i sammenhæng med det øvrige ejendommelige, erotisk-letfærdige indhold. Det gør digteren da også. I den 3. mansang omtaler han spøgefuldt sit eget forhold til kvinderne, fornemmelig til den fra fortællingen om Tor bekendte dame »Ælde«. Uagtet digteren med liv og lyst behandler sit æmne og gotter sig over det, bliver han aldrig plat eller anstødelig. Hvad forholdet til sagaen angår, er indholdet her noget forkortet, især i lidelsen. På den anden side tilføjer digteren også noget af sig selv og får lejlighed til at vise sit kendskab til de øvrige riddersagaer; han giver for det første en oversigt over Artuskæmperne (især dem, der forekommer i eksisterende sagaer); dernæst tildigter han, at der blandt Artus’ gæster også er kongen fra Dværgeland med sin lille dronning, dronningen over Småmøersland med stort følge, og flere andre personer med samt deres elskerinder: alle disse kvinder prøver også den forheksede kappe. Alt dette sker for at få endnu flere udmalinger end sagaens: i grunden skulde man tro, at det måtte være nok med alle Artus' hofdamer med hans egen dronning i spidsen. Rimerne er vel digtede men næppe ældre end fra den første halvdel eller anden fjærdedel af det 15. årh.
2. Geiplur
Geiplur, 4 i alt, udg. i Koschwitz: Sechs bearbeitungen osv. 1879 og i Rímnasafn II; jfr. Kölbing i Germania XX. Der findes korte erotiske mansange; versemålene er udelukkende firlinjede. Indholdet er Karl den stores Jerusalemsreise (sagaens VII. afsnit) med hans og hans 12 jævningers ophold i Konstantinopel, hvor de om aftenen praler af deres uhyre kræfter og ævner: deraf navnet, der findes i rimernes slutning; det betyder »Pralerierne (geipa at prale). Det hele indledes med en oversigt over kæmperne, hvis navne dog ikke alene er hæntede fra det nyttede sagaafsnit. Sagaens fremstilling følges helt igennem omtrent ordret, dog en smule forkortet. Det til grund liggende håndskrift har været nærbeslægtet med udgavens a. Forfatteren er latinlærd; han anvender olim som rim på polim (ifr. grex i Friðþj. ovf. s. 36). Er det den samme forfatter? Vitulus vates? Rimerne stammer fra omkr. 14001).
3. Landrésrimur
Landrésrimur, 9 i tallet, udg. i Rímnasafn II, digtede i forskellige, hvad rim angår ret »dyre« (vanskelige) versemål, hvoraf det fremgår, at de ikke tilhører den ældste række. Mansangene er ganske korte; der findes ingen »bundne« navne, og da sproget ikke indeholder noget særligt ungt, er rimerne dog næppe yngre end 1450. De er digtede over det II. afsnit i Karlamagnussaga efter B-bearbejdelsen (og udg.). Dette følges helt igennem meget nøje. Dog er enkelte navne forskellige, og det er klart, at forfatteren har haft en tekst, der var noget forskellig fra vor. I den IV. rime har han vistnok selv indsat en liste over Karl den stores kæmper, der ikke er hæntet fra sagaen men fra senere opdigtede sagaer.
4. Herburtsrimur
Herburtsrimur eller þáttr, som det hedder i slutningen (jfr. Krítarþáttr om Filpórimur). Rimerne er 4 i alt, alle i firlinjede versemål; udg. i Riddararímur (Wisén). Der findes korte mansange med hentydninger til kvinder. Rimerne er digtede over afsnit XIV, kap. 231—39, i Didrikssaga, afsnittet om Herburt og Hilde. Sagaen, vistnok et med A nærbeslægtet hdskr., følges ret nøjagtig; der er få og lidet betydende afvigelser; jfr. Wisén i fortalen XVIII— XIX og Kölbing i Germ. XX, 242 f. Rimerne er temmelig gamle.
Til den anden gruppe, hvor æmnerne vistnok er helt opdigtede, hører følgende:
5. Geirarðsrímur
Geirarðsrímur, 8 i tal, udelukkende i firlinjede versemål; den første halvdel er uden nævneværdige mansange; i den sidste findes der sådanne og særlig lang er den til rime VII hørende med opregning af elskovshelte; her nævnes bl. a. også den Priamus, som netop forekommer i rimerne selv, hvilket kunde tyde på, at der her forelå en yngre tildigtning. Æmnet er romantisk. Kejser Karl i Frankrig efterlader sig en datter Elinborg, opfostret hos jarlen Håvard, en søn af Mágus jarl (se Bragðamágussaga). Jarlen Geirarðr i Småland bejler til hende, men afvises med hån. Særkerkongen Priamus, der i sit rige har skændet alle kvinder, gør krigstog til Frankrig (jfr. Elissaga) og forlanger Elinborg til ægte; ellers vil han tage hende med magt til sin frille. I sin vånde sender hun sin fosterfader (jfr. Friðþj.s.) til Geirarðr for at bede om hans hjælp, men han nægter den. Ikke desto mindre drager han selv tredje afsted og kommer til Elinborgs belejrede by (Reins) med maske for ansigtet; de tre kæmper drabelig og fælder den hedenske konge med hele hans hær, hvorpå Geirarðr naturligvis ægter Elinborg. Sagaen eller æmnet er vistnok helt opdigtet med motiver, samlede fra forskellige steder; den findes i den udvidede bearbejdelse af Mágussaga (se nedenfor), men rimerne frembyder en ældre tekst end den der nu haves. Rimerne er ret godt digtede Og næppe yngre end fra o. 14002). De er udg . i Rímnasafn II.
6. Filpórímur
Filpórímur eller, som de i slutningen kaldes. Kritarþáttr, 8 rimer, udelukkende i firlinjede versemål og uden mansange; udg. ai Wisén i Riddararímur. Den til grund liggende saga er tabt. Hovedpersonen Filpó er en søn af kong Reinald på Kreta: han opdrages til en stor helt. Og han udfører bedrifter. Efter en kamp, i hvilken han bliver svært såret, plejes han af Lilja, kong Blávus datter i Spanien. De forelsker sig i hinanden. En blålandsk konge, Kastór, kommer imidlertid til Spanien og kræver Lilja til ægte. Filpó slår ham ihjæl og trolover sig med Lilja, men forfatteren er ikke fornøjet med, at sagaen dermed skal være ude; nej. nu først begynder den. Filpó vil besøge sin fader før brylluppet; på rejsen bliver han forslået til en Søborg, hvor en konge hersker; dennes datter forelsker sig straks hæftig i den smukke Filpó. Nu vil tilfældet, at en jætte kommer for at bejle til hende; Filpó slår også ham ihjæl og har nu også fortjænt denne kongedatters hånd, men han afslår den. Hun giver ham en elskovs- og glemselsdrik, og han ægter hende og glemmer Lilja. Denne havde givet ham en trylleskjorte. der bevirker, at han hos sin ægtemage ligger som død i sængen, og alle sørger over ham. Hans unge hustru dør af sorg, og en grib kommer flyvende og fører Filpó bort til hans skibe. Han fortsætter rejsen: først efter endnu et elskovsæventyr og det af en endnu farligere art, hvor det stadig er Liljas troldkyndige fostermoder (gribben var også hende), der hjælper i nøden, forenes Filpó med Lilja og bliver konge i Spanien. Som man ser, er her mange motiver samlede, fuldt op af trængsler for de elskende, næsten for meget af det gode. Uagtet noget kan bero på fremmede kilder, er sagaen i denne form som helhed en digtning fra 14. årh. Rimerne hidrører fra tiden omkr. 1400.
7. Konráðs rímur keisarasonar
Konráðs rímur keisarasonar, 8 i alt, trykte i Wiséns Riddararímur. De er alle affattede i ferskeytt versemål af lidt forskellig art; enkelte af dem er ret »dyre« og viser således et temmelig fremskredet standpunkt. De fleste af rimerne indledes med virkelige mansange, der ikke er dårlige; i en af disse siger digteren, at han har forfattet rimerne for en kvinde. Til grund ligger sagaen om Konrad (se nedenfor); ifølge udgiverens påvisning (udg. XXI— XXX) er et hdskr. benyttet, der var nærmest beslægtet med den af G. Thordarson udgivne tekst, uagtet der også er afvigelser og overensstemmelser med den af Cederschiöld udgivne; ligeledes findes der afvigelser fra bægge tekster. I det hele forkorter digteren ret stærkt, hvorved enkeltheder er bortfaldne, så at motiveringen på sine steder kan blive mangelfuld. Rimerne tilhører de yngre. Deres sprog bærer ganske vist ikke noget yngre præg i det hele (det findes et par gange, at i rimer på y, men teksten er ikke fuldt pålidelig; tilmed forekommer dette så sjælden, at det kunde betragtes som unøjagtigheder). Derimod er der nok noget andet, som tyder på at de tilhører de yngre af dem, der her behandles; f. ex. det, at digteren erklærer, at han ikke støtter sig til »edda« — det er første gang dette udtryk træffes i en rime (VII, 5), der senere bliver så almindeligt: men navnlig det, at digteren (VIII, 4) klager over, at »sagaer og rimer« er i stærk tilbagegang, hvad almenyndest angår; selv om denne klage rimeligvis er grundløs, vidner den dog om, at der var gået et ikke så ganske kort rimetidsrum forud. Der findes også ligheder med Griplur. Digteren har i øvrigt godt herredømme over sprog og form.
8. Mágusrímur
Mágusrímur eller rímur af Játmundi konungi og Ermengá (hovedpersonerne i sagaens første del); de er 9 i tal med dels korte, dels ingen mansange, udg. i Rímnasafn II. De følger nøje den af Cederschiöld udgivne sagatekst, men slutter ret pludselig i kap. 10 (øverst s. 18 første spalte i udg., jfr. G. Thordarsons udg. s. 57). Det er blevet udtalt, at rimerne er ufuldendte eller at afskrifterne må være mangelfulde; det sidste forekommer rimeligst. Rimerne hidrører fra 15. århs. første halvdel, men de udmærker sig ikke i nogen henseende.
9. Rímur af Blá(v)us og Viktór
Rímur ai Blá(v)us og Viktór, 8 i antal. udg. i Rímnasafn II, så godt som uden mansange og alle i firlinjede versemål, undt. den sidste, hvis vers er trelinjede, men her består første linje kun af 5 trokæer og rimer for sig. Digteren forudsætter tilhørere; han antyder elskovsforhold meget lidt. Kong Vilhjálmr i Frankland har sønnen Viktor, der straks etter faderens død opbruger alt sit løsøre til prægtige gæstebud; så begiver han sig bort, træffer en anden konge Blávus; de bliver fostbrødre. På en trylledug føres de gennem luften til Blávus rige. En købmand Samarjón kommer til landet med en stor flåde: ham giver Blávus riget Affrika, medens Samarjón giver ham sine skibe. Fostbrødrene drager nu ud på vikingetog og fælder flere vældige bersærker, hvorpå Viktor vender tilbage til Frankland og får sit rige. Her slutter rimerne, men ikke sagaen (se nedenfor). Rimerne stammer fra den første halv- eller fjærdedel af det 15. årh.3).
10. Sálus rímur og Nikanórs
Sálus rímur og Nikanórs, 11 i alt. udg. i Rímnasafn II, mest i firlinjede og ret ensartede versemål; kun én rime er i trelinjet versemål, hvor langlinjen også kun består af 5 trokæer. Af mansange er der dels nogle korte, dels ingen. Sproget godtgør, at de ikke er yngre end de sidst behandlede. Æmnet i dem (og sagaen, der haves) er ret simpelt; det er åbenbart en islandsk digtning, lavet særlig efter sagaer som Flóventssaga og Elissaga som mønstre (Saracenerkampe). I et gilde hos kejseren i Rom kommer kongesønnen Sálus op at strides med hertugen Nikanór, og de kæmper med hinanden. Efter den hæftige kamp forsoner de sig med hinanden og Nikanor lover Sálus sin skønne søster til ægte. Inden brylluppet finder sted, kommer Særkerkongen Matteus og frir til hende: det kommer til kamp. Hertugen kommer til kort, staden erobres og hans søster bortføres af Matteus. Da Sálus får dette at vide, sejler han afsted til dennes rige og kommer ligesom Matteus er i færd med at holde sit bryllup. Med list får han sin fæstemø i sin magt og sejler atter bort. Matteus ruster en flåde og sejler til Sálus' hjem, der straks har holdt bryllup. I den nu påfølgende kamp slutter rimerne noget brat (i sagaens kap. 16). Der mangler øjensynlig slutningen, hvad enten det er digterens eller afskriverens skyld.
Noter:
1) Rollantsrímur, der findes i Sth. 22, 4° mbr., er digtede over Rollants kamp med risen Ferakut ; det er kap. 15-22 i den oprindelige Agúlandus-þáttr, de er digtede over; sagaens tekst følges nøje; det er æmnets gudelige tone, der har lokket digteren. Men rimerne bærer et meget ungt præg i sproglig henseende og tilhører snarest tiden omkr. 1500.
2) Der findes deri et ord bíleggja (belejre); dette er et gammelt tysk låneord.
3) I en afskrift (Access. 22) findes endnu 4 rimer som fortsættelse, men disse er åbenbart en yngre tildigtning; de findes medtagne i udgaven.
