Vis kilden til Familielivet på Island i den første sagaperiode

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Familielivet på Island i den første sagaperiode]] !!  !! 
|-
|}

[[Fil:Kristian Kaalund by Laurberg.jpg|thumb|220px|<center> Kristian Kålund (1844-1919).</center>]]


<center><big>'''Familielivet på Island'''</big><br>'''i den første sagaperiode indtil 1030'''<br>'''således som det fremtræder i de historiske sagaer.''' 

<br>Af '''Kristian Kålund<ref>Med hensyn til afhandlingens form bedes bemærket, at den oprindelig (i efteråret 1869) under en anden titel og med nogle forandringer er skrevet som besvarelse af en opgave ved magisterkonferens i nordisk filologi.</ref>'''

<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1870</center>






==Indledning==

Ved fremstillingen af den nordiske oldtids familieliv er der meget, der frister til særskilt at behandle tilstanden på Island fra landets bebyggelse til 1030. Ved at indskrænke sig til Island får man et område, hvor kulturen har udviklet sig aldeles ensartet; ved at indskrænke sig til tiden fra landets bebyggelse til 1030, får man et tidsafsnit, indenfor hvilket samfundsforholdene har bevaret sig så godt som uforandrede, og vi har her et rigt stof, hvorfra oplysninger kan hentes; denne tid er nemlig sagaens blomstringstid, over hvilken ingen af Islands betydeligere sagaer skrider ud. Den efterfølges af en stille og fredelig tid, og da atter, i det 13de århundrede, store begivenheder tildrager sig og betydelige, ejendommelig udviklede karakterer fremstår, har alt fået et andet, mindre oldtidsagtigt præg. — Som det sés af titlen, tages i den følgende fremstilling ikke hensyn til de mytisk-heroiske digtninge, være sig i bunden eller ubunden stil, ligeså lidt til æventyrsagaen, romanen og helgensagaen. — Af de historiske sagaer, omhandlende begivenheder inden 1030, er igen kun de troværdigste benyttede; de der i nogen højere grad bærer præg af opdigtelse eller udsmykning derimod forbigåede. Undertiden er til sammenligning forholdene i Grågås anførte. Til forholdene i Norge tages her ikke hensyn; når en enkelt gang en efterretning, fra en ellers begivenheder på Island omhandlende saga, vedrørende norske forhold anføres — navnlig angående landnamsmændenes og deres nærmeste forfædres skæbne i Norge — sker det altid med udtrykkelig angivelse af, at tilfældet er norsk.

Forinden selve fremstillingen påbegyndes, vil det være nødvendigt med få ord at omtale Islands særlige bebyggelsesforhold og samfundsforholdenes deraf følgende udvikling. — Den første nordbo, der opdagede det da ubeboede Island — det havde århundredet i forvejen været gæstet af nogle irske munke — var den svenske, i Danmark bosatte, mand Gardar, der fandt landet 860; opdagelsen sikredes ved flere rejser af forskellige i årene 860—870; og straks efter begyndte landets bebyggelse, der varede ved i den såkaldte landnamstid 874—930. At landet i så kort tid kunde blive fuldt bebygget, skyldtes væsenligt de politiske forhold i Norge. Her havde Harald Hårfager bemægtiget sig enekongedømmet, slaget i Havrsfjord havde tilintetgjort ethvert håb om at modstå kongen; en mængde af hans uforsonligste modstandere, navnlig odelsbønder — den del af folket, der var mest forbitret over Haralds ny foranstaltninger, at hvilke navnlig beskatningen af odelsjord forekom dem som en stor skændsel, der gjorde dem til ufri mænd — besluttede sig da til at forlade landet. Af disse var det naturligvis igen de ætstolteste og mægtigste, efterkommerne af de gamle høvdingeslægter, hvem tilstanden var mest utålelig. De gik enten lige til Island, eller sværmede i længere tid om som vikinger mellem de britiske øer og gik derfra til Island, ofte efter at have optaget keltiske elementer. Bosættelsen på Island skete oftest i store hobe, idet i reglen enhver høvding ledsagedes af venner og slægtninge, afhængige og trælle. Efter ankomsten udsøgtes et passende, oftest ved naturlige grænser bestemt, stykke land til "landnám", hvoraf mindre dele gaves til følget; noget uddeltes til betroede trælle, andet bortfæstedes, atter andet gaves som fri ejendom til de anseligere ledsagere eller senere ankommende, men for alle, der modtager, bliver naturligvis følgen større eller mindre afhængighed, en afhængighed, der også for de flestes vedkommende måtte falde naturlig på grund af de fra Norge medbragte patriarkalske begreber om forholdet mellem høvdingen og hans undergivne. Snart rejser sig ved landnamsmandens gård et hov (tempel), til hovet slutter sig et ting, landnamsmanden bliver gode (tempelforstander) og tingforstander — værdigheder, der går over til at blive slægtens fuldstændige ejendom — og kan herske med betydelig myndighed over sine tingmænd, en myndighed, som endnu forøges ved den vej, som udviklingen af Islands forfatning tog. Som hovedpunkter må mærkes : Altingets indstiftelse c. 930, herredstingenes ordning, fjerdingsretternes indstiftelse og lovrettens omordning 965, femterdommens indstiftelse 1005. Af disse bestemmelser er det især de af år 965, der styrker godemagten ved at fastslå de priviligerede godords tal, samt ved at give ejerne heraf ret til at udnævne dommerne på herredstingene (vårtingene) og i fjerdingsretterne, og til selv at tage sæde i den lovgivende lovrette. — I et land med en sådan forfatning, på et sådant kulturtrin, uden stærk påvirkning udenfra, er det naturligt, at traditionen kommer til at dreje sig om høvdingernes forhold indbyrdes og til de få mægtige bønder, der kunde måle sig med dem. De lavere klasser af befolkningen: mindre formuende uafhængige bønder, fæstere, frigivne, trælle omtales kun lejlighedsvis. På grund af skrifternes indhold vil altså denne fremstilling væsenligt blive en fremstilling af storbøndernes familieliv, fra hvilket der dog vel med temlig sikkerhed kan sluttes til de ringere bønders, når man kun overalt her tænker sig forholdene mindre. De tjenende klasser af befolkningen vil blive omhandlede under storbøndernes familieliv, da «familie» her tages i betydningen "hjón", altså omfattende hele husstanden: husbond, hustru, børn, tyende.

==Islands bebyggelses- og samfundsforhold==

Alene et flygtigt blik på de islandske samfundsforhold endog i en langt senere periode: med bevarelsen af ættens sammenhold, af de nedarvede æresbegreber og den hele livsanskuelse — vil bringe til at formode, at den nys indførte kristendom i de 30 år fra 1000—1030 ikke kan have haft nogen kendelig indvirkning på det islandske familieliv. Læser man i sagaerne, hvorledes man vel i en fart fik landet omvendt, idet ofte det hele distrikt fulgte høvdingens eksempel, og fik høvdingerne til at bygge kirker, idet præsterne lovede kirkebyggeren rum for lige så mange i himlen, som der var plads til i kirken, men at man ikke kunde skaffe præster til at holde messer i de nybyggede kirker, fordi der var så få af dem på Island i den tid, så ser man let, at folket, i høj grad overladt til sig selv, i det væsenlige måtte bibeholde de gamle anskuelser og de gamle skikke, hvad der også udtrykkeligt siges mange steder (Eb. .54;  Fbr. 6.). Kun i et par tilfælde — ved dåb og begravelse — måtte de gamle skikke straks vige for ny.

Idet her ved fremstillingen af familielivet den form vælges, at belyse den enkeltes stilling i livets forskellige forhold fra fødselen til graven, skal altså først de umiddelbart efter fødselen brugelige skikke omhandles, men herom findes i de af os benyttede kilder ikke mange oplysninger. I almindelighed berettes ganske kort: De fik et barn (han fik et barn med sin kone, hun fik et barn), det blev vandøst og fik det eller det navn. Man har antaget, at det nyfødte barn efter fødselen henlagdes på jorden uden at røres af nogen af frænderne, indtil faderen havde taget bestemmelse, om det skulde opfødes eller udsættes: Som støtte herfor nævnes især Landn. 293. — der i øvrigt omhandler norske forhold — hvor der fortælles om den senere landnamsmand Torstejn (Tjaldstæding), en søn af hersen Asgrim i Telemarken, at faderen efter hans fødsel befalede. at han skulde udbæres; trællen, der skulde grave ham en grav, hvæssede hakken, men drengen var lagt ned på gulvet; da forekom det dem alle, som om drengen kvad dette: "Bring sønnen til moderen! det er koldt for mig på gulvet; hvor mon der være sømmeligere for drengen end på sin faders arme; ej skal man hvæsse jærn eller skære græstørven, lad af med det hæslige værk! end skal jeg leve blandt mennesker". Men i ovennævnte tilfælde synes det snarere, at barnet først er blevet henlagt på gulvet, efterat der på grund af den tagne bestemmelse om udsættelse ikke længer var nogen opfordring til at bære omsorg for det.

==Barndom==

At det har været lovlig tilladt at udsætte sit barn og således overlade dets skæbne — som oftest den visse død — til tilfældet, sés af Nj. 106., hvor der berettes, at man ved kristendommens indførelse måtte indskrænke sig til at påbyde, at barneudsættelsen skulde ske hemmelig; først nogle år senere kunde dette hedenskab aldeles afskaffes. Dog var barneudsættelsen ilde anset. Således siges der Gunl. 8: "Det var tildels sædvane, medens landet var fuldstændig hedensk, at de mænd, der vare fattige, men som havde mange at forsørge, lod deres børn udbære; dog syntes det altid slet handlet." Denne skik omtales også kun få steder i de her benyttede sagaer. Ifølge Vatsd. 37 lader Torgrim på Karnså et frillebarn udsætte efter sin kones tilskyndelse — hans frænde Torstejn Ingemundssøn finder det slet handlet og beslutter at redde det. I Gunl. 3. fortælles, at Torstejn Egilssøn på grund af den udlæggelse en drøm, han har haft, har fået, befaler sin hustru at udsætte det barn, hun i hans fraværelse føder, hvis det er et pigebarn. Hun finder det uværdig talt af ham og usømmelig handlet af en så rig mand; dog bliver han fast ved sin beslutning.

Det var naturligt, at beslutningen om et barns udsættelse måtte tilkomme faderen på grund af hans stilling i familien, således som vi også af ovennævnte eksempler sér, men intet i de her benyttede kilder, tyder på, at der har hersket nogen bestemt skik, ifølge hvilken afgørelsen af udsættelse er bleven truffet for hvert enkelt barns vedkommende. Det kan vel også på grund af den almindelige fordømmelse, som barneudsættelse fandt, anses for sandsynligt, at det hos de bedre stillede er blevet betragtet som en selvfølge, at det nyfødte barn skulde opfødes, og at som følge heraf en sådan formel fremgangsmaade, som den ovenfor omtalte, hvis den nogensinde har hersket, er forsvundet på Island på sagaernes tid.

Fuldbyrdet udsættelse omtales i de her benyttede kilder kun én gang — det alt omtalte sted Vatsd. 37. — hvor der berettes, at Torgrim på Karnsås udsatte barn blev reddet på Torstejn Ingemundssøns foranstaltning. Dennes træl havde fundet det ved Karnså, hvor det var skjult; da Torstejn og hans broder kom til det, så de, at der havde været bredt noget over ansigtet; barnet var da næsten dødt. Her synes der ikke at være truffet nogen foranstaltning til barnets frælse; snarere synes døden at være fremskyndet ved det over ansigtet bredte. Derimod omtales ofte barneudsættelse i andre — tildels mindre troværdige sagaer — i reglen som følge af familietvist eller armod, hvor det synes, som om man har søgt at opholde barnets liv sålænge som muligt og bevare en vis mulighed for frælse.

Det til udsættelse bestemte barn har forældrene naturligvis undgået at give sig af med; således vil Torstejn Egilssøns hustru Jofrid efter fødselen ikke tillade kvinderne at bære det til udsættelse bestemte barn til hende (Gunl. 3.).

Allerede den sædvanlige bemærkning efter et barns fødsel "det blev vandøst og fik det eller det navn" lader formode, at disse handlinger udførtes umiddelbart efter fødselen — at de foregik samtidig ligger allerede i, at de så ofte nævnes sammen. Vi sér også af flere steder i sagaerne, at det har været skik, at barnet umiddelbart efter fødselen blev forevist faderen, som da straks bestemte navnet. Således fortælles der Laxd. 13. ved Olav Pås fødsel: Frillen (Melkorka) fødte Høskuld et drengebarn; derpå blev Høskuld kaldt derhen, man viste ham barnet .... "og spurgte ham, hvad drengen skulde hedde ; han befalede, at de skulde kalde ham Olav, ti kort før var hans morbroder Olav Fejian død«. Andre eksempler — fra før overflytningen til Island — haves Vatsd. 7., hvor der berettes, at den norske høvding Torstejn fik en søn med sin kone: da drengen var født, blev han båren til sin fader. Torstejn betragtede ham og sagde "denne dreng skal hedde Ingemund efter sin morfader, og jeg venter ham lykke på grund af hans navn". Og Vatsd. 13., hvor der berettes, at der blev født den ovennævnte Ingemund — den senere landnamsmand i Vatnsdalen — en søn. Ingemund så på drengen og sagde "denne dreng har et forstandigt udtryk i sine øjne, og han skal ikke have sit navn med urette; han skal hedde Torstejn, og jeg formoder, at der vil følge lykke med".  Samt lidt længere nede i kapitlet: de fik en anden søn, denne blev også bragt til faderen, og han skulde råde for navnet; han så på ham og sagde "denne dreng sér meget kraftfuld ud og har hvasse øjne. Heller ikke mange vil blive hans lige, hvis han lever; han vil blive vanskelig at omgås med, men trofast mod venner og frænder, og han vil blive en stor kæmpe, hvis jeg ellers sér rigtigt; nu er der stærk opfordring til at mindes vor frænde Jøkul, som min fader bad mig om, og han skal hedde Jøkul".

Vandøsningens betydning har man ingen nærmere oplysninger om, heller ikke, hvem der i reglen udførte den. At den kunde foretages af andre end faderen, sés af Dpl. 25., hvor Helge Droplaugssøn nævner Øssur som den, der har vandøst ham, og af hvem han derfor intet har at frygte under kampen — Øssur dræber dog Helge, da hans svoger Helge Asbjørnssøns drab ikke på anden måde kan forebygges. I andre kilder — f. eks. i flere af sagnhistorisk indhold fortælles der om, hvorledes faderen, idet han giver sønnen navn, giver ham en eller anden kostbarhed i "navnefæste".  Det har vi intet eksempel på her, men at skikken har været kendt, kan sluttes af Fbr. 37., hvor enken Katla, idet hun giver skjalden Tormod tilnavnet Kolbrunsskjald — fordi han havde digtet et lovkvæde om hendes datter Torbjorg Kolbrun — drager en ring af sin finger og skænker ham den i kvædeløn og navnefæste. En anden gave, som barnet — ligeledes ifølge andre kilder — modtog, rigtignok på et noget senere stadium, er "tandfæ", en gave barnet fik ved den første tands frembrud. Eksempler herpå mangler også, men at skikken var bekendt, kan sluttes af de ord, der lægges den irske kongedatter, trælkvinden Melkorka i munden Laxd. 20.,  "denne kostbarhed (en guldring) gav min fader mig i tandfæ".

Ifølge fremstillingen i de ovennævnte eksempler (Laxd. 13; Vatsd. 7. 13.) skulde man holde det for en selvfølge, at faderen bestemte barnets navn; men forholdet kan dog undertiden stille sig anderledes. Således spørger Glum sin kone Halgerd, der har født en datter, hvad denne skal hedde; og hun lader hende kalde Torgerd efter sin farmoder, fordi denne nedstammede fra Sigurd Fåvnesbane (Nj. 14. med G. V. s rettelser). Ja Torgerd, Tråen Sigfussons kone, sender endogså efter sin søns fødsel bud til sin moder Halgerd og beder hende vælge, om drengen skal hedde Glum (Torgerds faders navn), eller Høskuld (Halgerds faders navn). I de fleste tilfælde får man i denne henseende ingen oplysning af sagaerne, da det blot hedder "han (hun) fik navn, blev kaldet".

De samme navne kommer hyppigt igen i samme æt, idet man opkaldte efter berømte forfædre, hvorpå adskillige eksempler er givet i det foregående. Flere af disse steder egner sig tillige til at vise, hvor tilbøjelig man var til at opdage og glæde sig ved nedarvede ætstræk hos det spæde barn, hvorledes man opkaldte barnet efter den frænde, man skønnede, det mest vilde komme til at ligne, og antog, at der med navnet fulgte den tidligere bærers lykke.

Også frænderne selv var det magtpåliggende at blive opkaldte, forat deres navn ikke skulde uddø. Således beder den døende røver, jarlesønnen Jøkul sin overvinder Torstejn indstændig om, hvis han, som han håber, får hans søster tilægte, da at opkalde en af hans efterkommere efter ham og ikke lade hans navn "ligge nede"  (Vatsd. 3.). Vel er endél af disse eksempler tagne fra en ældre tid — før overflytningen til Island —, men der er al grund til at antage, at den samme opfattelse af opkaldelsen har vedligeholdt sig i den følgende tid.

Adskillige navne vare sammensatte, så at første led betegnede en guds — navnlig Tors — navn; sidste led forekommer som oftest tillige som et selvstændigt navn. Men at forbindelsen mellem de to led skulde være endnu i sagatiden så løs, at kun sidste led betragtedes som det egentlige navn, tilføjelsen af gudens navn derimod betegnede en særlig indvielse til denne, kan dog på grund af disse sammensatte navnes store almindelighed neppe antages, uagtet flere udsagn herom haves i sagaerne, således Eb. 7 : "Torolv og Unn fik en søn, som hed Stejn; denne dreng gav Torolv til Tor, sin ven, og kaldte ham Torstejn." Og Eb. 11: "Tora fødte et drengebarn, som blev kaldt Grim, da det blev vandøst; den dreng gav Torstejn (faderen) til Tor og sagde han skulde være hovgode og kalder ham Torgrim. " Dog forringes disse udsagns betydning noget ved den øjensynlig fejlagtige forklaring, der i samme saga gives af navnet Torolv, nemlig i Eb. 3: "Hrolv... var en inderlig ven af Tor... derfor blev han kaldt Torolv".

For tydeligheds skyld benævntes man foruden med sit eget navn tillige som søn (eller datter) af sin fader. Undertiden sér man mænd benævnte efter moderen, især når faderen var død før moderen; således siges Vigagl. 10: "Torgrim... blev kaldet Hlivssøn, fordi hun levede længere end Gunstejn (faderen)". Og Laxd. 57 : "Torgils Hallassøn...  benævntes efter moderen, fordi hun levede længere end hans fader". Foruden benævnelser efter forældrene var det overordenlig almindeligt til en mands navn at lægge et tilnavn hentydende til en indre eller ydre ejendommelighed - sjælden smigrende -, en eller anden begivenhed eller komisk situation i vedkommendes liv. Medens det var meget almindelig i det daglige liv at omtale folk med deres tilnavne, brugtes de, måske netop på grund af deres art og oprindelse, ikke i tiltale eller ved højtidelige lejligheder uden som spot. En undtagelse danner dog enkelte tilnavne, der endog hos den, hvem de først blev givne, fortrængte personnavnet; dette var ifølge Eb. 12. tilfælde med navnene "Snorre" og "Styr", der oprindelig var blevet tillagte Torgrim Torgrimssøn og Arngrim Torgrimssøn på grund af disse mænds stridighed og voldsomhed. Kvinder fik naturligvis på grund af deres mere tilbagetrukne stilling sjældnere tilnavne, dog findes endél sådanne, for yngre kvinders vedkommende især hentydende til skønhed, for ældres til tryllekyndighed, snaksomhed o.d.1. Flere findes også benævnte med tillægget "læge", da lægekunsten i særdeleshed udøvedes af kvinder.

Eksempler på kristelig barnedåb findes ikke, men da vi straks ved kristendommens indførelse sér dåben fremhævet som det bestemmende for optagelsen i det kristelige samfund, og da vi i loven (Grg. I, 3.) finder indskærpet, at dåben skal ske så snart som muligt og ledsages af navnegivning, kan der neppe være tvivl om, at dåben straks efter kristendommens antagelse har indtaget vandøsningens plads, og den er vel endnu i dette tidsrum på grund af præstemanglen ofte bleven udført af ulærd mand, således som vi af Grg. I, 6. sér, at det i nødstilfælde var tilladt; ifølge loven (smsts.) måtte faderen mindst af alle døbe sit eget barn, og han skulde da erklære sig skilt fra konen. — At barneudsættelsen afskaffedes på Island få år efter kristendommens indførelse er allerede omtalt. Om skikkene sålænge barselsængen varede, findes heller ikke mange oplysninger. I Dpl. 8. fortælles, at det dengang var skik at bringe de kvinder mad, der lå i barselsæng; på hjemveien fra en rejse til sin moder i en sådan anledning druknede Droplaug. — Ofte opdroges børnene ikke hjemme, men gaves til opfostring ud af huset — tildels i en meget tidlig alder. Således beretter Laxd. 17., at Olav Pås søn Haldor gaves Holmgange-Berse til opfostring ét år gammel. Gudrun Osvivsdatter opfostrede Bolle Bollessøns etårige datter Herdis (Laxd. 72.). Opfostring omtales i de her benyttede sagaer så hyppigt, at man kan slutte til skikkens store almindelighed, i al fald hos de fornemmere familier. Både i de her benyttede kilder og andetsteds fremhæves ordsprogsvis, at den, der fostrer en andens barn, erkender sig for ringere end denne; således Laxd. 27., hvor Olav På for at fjerne den uenighed, der hidtil har været mellem ham og hans halvbroder Torlejk, tilbyder denne at opfostre hans søn Bolle og ved denne lejlighed ytrer: "Altid er den kaldet ringere mand, der fostrer en andens barn". Men ligesom det ikke gælder i dette tilfælde, hvor talemåden åbenbart kun er anvendt som smiger, således er der mangfoldige andre tilfælde, hvor faderen, eller en anset slægtning eller familieven tilbyder opfostringen, hvoraf det sés, at et sådant tilbud intet nedværdigende havde ved sig, men i sådanne tilfælde kun kunde betragtes som et særdeles hæders- eller venskabsbevis. Eksempler herpå frembyder bl. a. den store høvding Torolv Mostreskæg, der opfostrer sin sønnesøn Torstejn Halstejnssøn (Eb. 7.), den måske endnu fornemmere og mægtigere høvding Tord Gelle, der opfostrer sin datterdatter (Hænsn. 11),  den ved visdom og retsindighed udmærkede lovkyndige Njål, der opfostrer Torhal, søn af Asgrim, med hvem han er i svogerskab (Nj. 27.), og desforuden Høskuld Tråenssøn og sin svigerson Kåres søn Tord (Nj. 110.) — endvidere det ovennævnte eksempel Laxd. 72. — I Laxd. 50. tilbyder Torstejn Kuggessøn Hrevna for at trøste hende at opfostre Kjartans søn Asgejr. — I mange tilfælde er det naturligvis ikke let at sé forholdet mellem faderen og fosterfaderen, men såvel den anskuelse, der giver sig tilkende i ordsproget: "For en fjerdepart slægter man sin fosterfader på, som følelsen for egen værdighed måtte bringe til at vælge sit barns fosterfader med skønsomhed.

At denne ikke altid blev anvendt, så at man sér mange lidet hæderlige personer som fosterfædre for ansete mænds bøm er dog forklarligt nok. Det at opfostre barn for en, medførte for fosterfaderen et sikkert håb om udstrakt beskyttelse fra barnets faders side — vi se at fosterfædrene i pågældende tilfælde næsten altid understøttes af barnets fader, selv om deres færd end dadles nok så meget af ham — derfor måtte netop folk med slet samvittighed ivrigt attrå barneopfostring for mægtige mænd. Når de nu tillige som ofte skete, lovede at tilsikre deres fostersøn en betydelig arv etter sig, så kunde fristelsen ofte være vanskelig at modstå for faderen. Således tilbyder (Hænsn. 2.) den rige, men ilde ansete Hønse-Tore Arngrim gode at opfostre hans søn Helge, og uagtet faderen finder det altfor uanseligt, mener han dog, da Tore lover sin fostersøn halvdelen af sit gods, ikke at kunne afslå et så godt tilbud. Ligeledes tilstår Høskuld Tord Godde at fostre hans søn Olav På, da Tord tilbyder at gøre Olav til sin arving — men moderen Melkorka er utilfreds og synes, at opfostringen er for langt under Olavs stand (Laxd. 16.). Både Hønse-Tore og Tord Godde tilbyder opfostringen for at opnå fædrenes beskyttelse, Hønse-Tore tillige for straks i tillid til denne at begå slette handlinger. Betegnende eksempler på den stærke forpligtelse man følte til at yde barneopfostreren hjælp, og den tillid han nærede til bistanden, afgiver Vigagl. 17—18., hvor der berettes om Glums frigivne Halvard, hans søn Vigfus fosterfader: han overdrager V. sit gods; V. kræver af sin fader beskyttelse for ham, da han anklages for fåretyveri. G. hjælper ham også, skønt meget nødig og til sin egen vanhæder. Ligeledes Dpl. 14. i beretningen om Tord på Gejrulvsøre, der fostrede barn for Helge Asbjørnssøn. Han opdages i fåretyveri, men vil ingen bod give, ti "han havde kun liden nytte af at fostre H. A.s barn, hvis han skulde bøde i en sådan sag". H. søger også at støtte ham, uagtet han forgæves har befalet ham at give efter.

Undertiden stillede barnets værge stærke forpligtelser; således må Ketil fra Mørk love sin svigerinde angående sin tilkommende fostersøn, hendes søn, Høskuld: afhjælpe ham, når han er bleven voksen, at hævne ham, hvis han fældes, og udstyre ham, når han skal giftes (Nj. 94.).

Oftere (Vigagl. 17; Nj. 9. 39. 125; Hav. 9.) nævnes frigivne, frigivnes sønner, tjænestetyende eller andre, der have ophold i huset, som børnenes fosterforældre — men måske menes der kun, at de har haft særligt tilsyn med barnet som lille. At netop mellem denne art af fosterforældre og fosterbørnene det inderligste forhold dannede sig, kan ikke forundre.

Den andetsteds omtalte skik ved antagelse til opfostring at knæsætte barn findes der i de her benyttede kilder intet eksempel på. — Mange eksempler på stor kærlighed mellem fosterforældre og fosterbørn haves; blandt de mest bekendte kan foruden forholdet mellem Melkorka og hendes amme, der neppe kunde skildres således, når ikke tilsvarende forhold på Island var bekendte, nævnes: Olav På og Torgerd, der elsker deres fostersøn Bolle som deres eget barn (Laxd. 27.); selv efter at Bolle har dræbt Kjartan vedvarer Olavs kærlighed til ham (Laxd. 50.), men Torgerd fatter stærkt nag til ham, fordi han har lønnet opfostringen så slet. Njål ytrer (Nj. 112.) ved efterretningen om sin fostersøn Høskuld Tråenssøns (Hvidenæsgodes) drab, at hellere vilde han have mistet to af sine sønner; det var den eneste sag han aldrig kunde tale om uden at græde (dog måske fordi han vidste, hvad der vilde følge efter). På altinget siger han (Nj. 123.), at han elskede Høskuld mere end sine sønner, og at ved efterretningen om hans død tyktes ham hans øjnes sødeste lys slukt. Torhal Asgrimssøn elskede sin fosterfader Njål mere end sin fader (Nj. 27.); ved efterretningen om at Njål er indebrændt, gribes han i den grad (opsvulmen — blodstrøm ud af ørene — afmagt), at han selv finder det umandigt, men håber at kunne hævne det på nogle af mordbrænderne (Nj. 133.). Da søgsmålet mod disse skal begynde (Nj. 143.), bliver han blodrød i ansigtet, tårer så store som hagl springe ham ud af ansigtet; ved efterretningen om at søgsmålet er tilintetgjort, stikker han hul på bylden på sin fod og farer i kamp. — Drengen Tord vælger at lade sig indebrænde med sine bedsteforældre og fosterforældre Njål og Bergtora (Nj. 130.). — Et smukt eksempel på barnlig kærlighed til fosterfaderen giver Gudmund den mægtige, der som lille sidder og vifter myg fra sin sovende fosterfaders skallede hoved; da han ved sin broder Ejnars falske råd at bruge sin økse mod myggene bringes til at såre fosterfaderen, lægger dette grunden til et langvarigt fjendskab mellem brødrene (Ljosv,.16.). — Endelig sér vi i Halgerds forhold til Tjostolv (Nj. 11. o. fl.), og i Vigfus Glumssøns til Halvard (Vigagl. 17.) eksempler på hengivenhed for fosterfædre også i tilfælde, hvor disse ikke fortjænte det.

Ligesom fosterforældre og fosterbørn ofte knyttedes sammen ved inderlig kærlighed, således var det ofte tilfælde, at børn, der var opfostrede sammen, forenedes ved et livsvarigt venskab, men den nærmere fremstilling heraf opsættes bedst til behandlingen af "fostbroderskab".

At man ikke ganske har savnet lignende bekvemmeligheder og adspredelser for børn som nutidens, sés af forskellige steder i sagaerne. I Laxd. 28. omtales "vugge". Til den treårige Egil Skallegrimssøn blev sneglehuse og andeæg anset som en passende gave (Eg. 31.). I Vigagl. 12. fortælles der, at da den seksårige Arngrim og den fireårige Stejnolv en dag legede, bad Stejnolv Arngrim om at låne ham sin messinghest, men Arngrim giver ham den, fordi det legetøj nu passer bedre for Stejnolv end for ham på grund af deres alder. I Eb. 40. fremstilles den noget ældre Kjartan løbende om med en lille økse, der vel også snarest må betragtes som et legetøj; ligeledes Gudmunds økse (se ovenfor Ljosv. 16.). Vi ser forøvrigt som det var at vente, at drenge og piger frit tumle sig imellem hverandre, således Nj. 8., hvor to drenge og en pige leger sammen på gulvet hos Tjostolv på Lund og efterligner Mords og Hruts tingtrætte — samt at de unge efterligner de ældres lege og idrætter, således Eg. 40., hvor drengene indretter sig en boldtleg ved siden af de voksnes, og Eb. 40., hvor drengen Kjartan rødner sin økse i en falden mands blod.

Det er temlig vanskeligt at finde nogen bestemt alder, med hvilken i den almindelige bevidsthed barndommen hører op; men selv om man sætter dens ophør så tidligt som muligt, nemlig med det 12te år — hvorom mere senere — så vil man dog allerede inden den tid finde mange eksempler på stor frihed i opdragelsen og selvrådighed, men tillige på selvfølelse og tidlig vakt fornuft — navnlig hos drengen — ti pigens liv i barndommen og den første ungdom indtil kærlighedsforholdet indtræder, hører man kun lidet om.

Blandt de flere exempler på tidlig udviklede bøm kan mærkes den berømte viking og skjald Egil Skallegrimssøn, der 3 år gammel digtede sin første vise og besluttede på egen hånd at rejse til gilde bag efter den øvrige familie (Eg. 31.). Om Olav På fortælles der, at han i en alder af 2 år kunde sige alt og løbe ene som børn på 4 år (Laxd. 13.). Men selv hvor fremmeligheden ikke udtrykkelig fremhæves, forbavses man over den modenhed, der ofte giver sig tilkende i drengenes tale og optræden. Således siger den fredløse Grims seksårige søn, da han af en spejder bliver spurgt, om hans fader var hjemme: "Jeg véd det ikke, og om jeg vidste det, vilde jeg ikke sige det." (Dpl. 34.) Arngrim godes søn Helge, der er til opfostring hos Hønse-Tore, afslører på den frejdigste måde Tores løgne, viser gæstfrihed, hvor Tore er ugæstfri o. s. v. (Hænsn. 5-6).

Ofte kan drengene ikke afholde sig fra at deltage i de voksnes kamp, således Eg. 88., hvor under en kamp mellem Torstejn Egilssøn og Stejnar deres to 10 årige sønner sendes tilside; men de mødes og kæmper, så at den ene falder, den anden såres dødelig.

Som eksempel på tidlig udviklet selvfølelse kan også det tidligere anførte tjæne, at den seksårige Arngrim anser sig for gammel til legetøj.

På stor selvrådighed mangler der heller ikke, allerede i en meget tidlig alder, eksempler, skønt de navnlig tage til henimod 12 års alderen. Egil begik således sit første drab 7 år gammel (Eg. 40.). Udådsmanden Hrollejv praler af at have rådet sig selv siden 9 års alderen (Vatsd. 91.). En sådan uafhængig og anmassende optræden af den unge synes aldrig at være blevet straffet, eller endog blot at have mishaget, og det er jo også naturligt nok, at glæden over ethvert tegn på, at drengen vilde udvikle en kæk og ubøjelig karakter, let må have overvundet ærgrelsen over at han til tider kunde falde besværlig at have at gøre med. Den oprindelige myndighedsalder for drenge begyndte med det 12te år; således sér vi (Vapnf. 2.) den 12 år gamle Broddhelge anlægge sag for Skibes drab og få Svart dømt fredløs. - Fra et noget senere tidspunkt berettes der i Eb. 38., at det i anledning af den ikke tilbørlig påtalte drabssag efter Arnkel gode bestemtes, at ingen kvinde, samt ingen mand under 16 år, måtte påtale en drabssag — hvad der også stemmer med loven (se således Grg. 1, 166-170.). For den almindelige bevidsthed hørte vistnok også barndommen op i årene 12—16. På den ene side finder vi nemlig, at drenge tidt allerede ved 12 års alderen er blevet ansete for voksne, navnlig efter at have udført en eller anden bedrift, eller når de var meget tidlig legemlig udviklede. Således fortælles det om Egil (Eg. 40.), at han tolv år gammel var så stor og stærk som få mænd, han brydes med sin fader, dræber hans værkstyrer til hævn, fordi faderen i bersærkegang har dræbt en trælkvinde, der havde fostret Egil i hans barndom, da hun søgte at holde Skallegrim fra at ødelægge sin egen søn i sit raseri — og tiltvinger sig udenlandsrejse med sin broder Torolv. — Bolle Bollessøn beskrives ligeledes ved 12 års alderen som udmærket ved styrke og forstand som en voksen, og sagaen lader ham i den alder deltage i hævnen over sin fader (Laxd. 59.).  — Olav På rider til tings 12 år gammel og vækker almindelig beundring (Laxd. 16.)  Gunlaug Ormetunge kræver 12 år gammel rejsepenge af sin fader for at kunne drage udenlands, faderen nægter ham dem på grund af hans uregerlighed; og da et forsøg på selv at tage dem mislykkes, forlader han faderens hjem og drager til Torstejn Egilssøn på Borg. Her bliver han betragtet som voksen, ti Torstejn finder det nødvendigt at tage højtideligt forbehold, inden han lader fæstemålsprøven mellem ham og Helga (T.s datter) foregå (Gunl. 4.). — Torkel Kravla omtales 12 år gammel som stor og stærk, men som legende med de andre drenge — han dræber Torkel Silvre, faderens medbejler til godordet, anerkendes af denne, sendes udenlands og betragtes nu som voksen (Vatsd. 42— 43.). — Til eksempel på, at forældrene ikke fandt denne alder for ung til selvstændig optræden, kan Dpl. 9. tjene, hvor moderen Droplaug ægger sine to sønner, 12 og 13 år gamle, til at hævne en hende tilføjet fornærmelse — de dræber også ophavsmanden. — Hav. 14. viser faderen Torbjørns glæde over, at hans to sønner, 12 og 10 år gamle, har dræbt den uretfærdige Ljot. Stedet er tillige interessant ved drengenes forbitrelse over, at faderen af Ljot lader sig afkue penge og således formindsker deres arv, samt ved deres foragtelige omtale af ham, sålænge de tror, at han af frygt ikke vil give sig af med dem efter drabet. — Som eksempler på tidlig overtagelse af egen husholdning kan Snorre (16 år gammel, udenlands 14 år gammel) og Høskuld (á ungum aldri<ref>I ung alder; kan sædvanlig oversættes: som barn.</ref>) nævnes, men i det ene tilfælde skete det med bistand af moderen, i det andet nævnes udtrykkelig Høskulds faders mange frænders bistand (Eb. 15. Laxd. 7.).

På den anden side omtales drenge af denne og endnu ældre alder ofte som "drenge". — I Laxd. 64. betragter Bolle angreb på sønnen Hardbejn, da faderen Helge er dræbt, som fejg mands værk, åbenbart på grund af Hardbejns unge alder, 12 år. — Vigaglum lader den 12 årige Gudbrand, der er sendt ham som bud, deltage i kampen og får ham senere bildt ind, at han — skønt "dreng" og "barn af alder" — har dræbt en af de ypperste faldne fjender (Vigagl. 22—23.). — Kjartan på Frodå, der 13—14 år gammel fordriver gengangere, omtales som "drengen Kjartan", men kort efter, efter faderens død, optræder han selvstændigt (Eb. 53. ffg.). — I Hitd. 62. omtales Bjørns ledsager som en "15 år gammel dreng".

==Ungdom==

Som den egentlige ynglingealder ansås vistnok 18 års alderen; i den alder drog man ofte udenlands, således Olav På og Gunlaug Ormetunge (Laxd. 28. Gunl. 5.); i den alder var den håbefulde yngling Olav Håvardsson ved sin død (Hav. 4.).

I denne alder havde den unge nåt en kraftig legemlig og åndelig udvikling; nu gjaldt det om at bevare og uddanne denne, samt ved sin optræden at vise, at man forstod at benytte begge dele på den rette måde. — Hvad nu først den legemlige udvikling angår, vil det være indlysende, at det i en tid, hvor kraft og styrke var så højt anset og så nødvendig til selvhævdelse, måtte være af største vigtighed at have et så sundt og kraftfuldt legeme som muligt; vi sér også, at ynglingen ikke lod nogen lejlighed til dets uddannelse gå ubenyttet bort. Således dreves på Island med stor iver flere arter af lege, hvor det navnlig var den mandlige ungdom, der efter legenes natur måtte spille hovedrollen. — Blandt disse kan især den ofte omtalte boldtleg (knattleikr) fremhæves, hvortil folk forsamlede sig langvejs fra og forblev samlede flere uger; at det navnlig var de yngre mænd, der deltog i legen sés af Eb. 43. Ligeledes brydningen (glima) og den ofte blodige hestehidsning (hestaþing). Mærk Glums ord Vigagl. 13., da det kom til håndgribeligheder mellem hestehidserne: "således ender her hvert hesteting". — I Laxd. 33. omtales svømning som drevet af de unge mænd; og hvilken færdighed man kunde opnå deri viser Kjartans og Kong Olavs kapsvømning i Nid; at færdigheden var almindelig, viser de mangfoldige eksempler på dens benyttelse.

Men vigtigst af alle øvelser måtte dog øvelsen i våbenbrug være; og det gælder vel så godt som om alle, hvad der siges om den urolige Torgejr Havarssøn (Fbr. 5.), at han alt "á unga aldri" lærte at dække sig med skjold og bruge våben. Om den overordentlige færdighed man havde i at uddele og undgå hug vidner de mangfoldige omstændelige kampskildringer sagaerne har efterladt os, men fægtningen var ingen kunst i den forstand vi nu tager ordet, idet alle hug var tilladte. Det ypperste, man kunde nå til i kampdygtighed og mandige færdigheder overhovedet, kan beskrivelsen af Gunnar fra Hlidarende<ref>Den bekendte helt, der i lige grad udmærkede sig ved våbenfærdighed, tapperhed og ædel karakter.</ref> (Nj. 19.) give en forestilling om.

Sin styrke og sit mod gjaldt det for ynglingen om at vise ved farlige foretagender; derfor sér vi også den gamle Håvard, da enken Torgerd beder ham om hjælp mod hendes afdøde mand, der går igen, svare: "Det er mit råd, at du beder min søn Olav derom; det kunde være passende for unge mænd at vise således deres mandighed; sligt vilde fordum have tykkets mig gammen" (Hav. 6.). — Sammenlign Unes opfordring til sønnen Odd om at forhindre Hrollejvs besøg, der vil forføre datteren Hrodny, ledsaget af de ord: "Yderligere vovede jeg mig i min ungdom, da jeg stred mod Kolbejn og vandt sejr, og han er dog høvding og meget mægtig" (Vatsd. 18.). — Endnu stærkere udtrykkes det samme i den norske storbonde Ketil Raums ægning af sin søn til at forsøge sig i krigerske foretagender: "Anderledes opføre nu de unge mænd sig, end da jeg var ung; da higede de efter berømmelige foretagender, enten hærtog eller farlige bedrifter, hvorved de kunde erhværve sig gods og hæder, men nu vil de unge være hjemmefødninger, sidde ved madildene og fylde deres bug med mjød og mungåt, og derfor aftager kækhed og hårdførhed; mit gods og min hæder har jeg erhværvet mig ved det, at jeg turde vove mig i fare og hårde enekampe .... Du er nu også kommet til den alder, at det var tid for dig at prøve hvad lykken vil unde dig" (Vatsd. 2.). — En ejendommelig art af hårdførhed sér vi ynglingen Olav Håvardsson i besiddelse af, så ejendomlig, at man endog mente, at han i den henseende havde en egen natur, som man betegnede ved at sige "han havde bjørnevarme", ti hvor koldt det end var, bar han aldrig flere klæder end ét par bukser og en skjorte stoppet ned i bukserne (Hav. 2.). — Forresten var den højeste grad af hårdførhed ikke noget ejendommeligt for ynglingen, men fælles for enhver ungdommens og manddommens alder; derfor er der ingen grund til særlig at omhandle denne sag her. — For den fornemme og ærgærrige yngling var dog Island en altfor snever tumleplas; heller ikke kunde her nogen fuldendt dannelse og verdenskundskab erhværves. "Uvidende synes en mand, om han ikke har været videre om end her på Island,"  anfører Bolle Bollessøn (Lax. 72.) som grund til sin udenlandsrejse; og mange andre foruden ham dreves afsted af lyst til "at se andre folks færd" (Gunl. 4. Laxd. 40.), atter andre rejste for at "besøge nemme frænder" (Laxd. 20.), "få anseelse af fornemme frænder" (Vigagl. 5.)j for at "vinde anseelse på grund af sin dygtighed" (Hitd. 4.), efter venners råd "fordi man vilde findes værdig til hæder udenlands  (Nj. 28.)- — Så hyppigt omtales udenlandsrejser i den første ungdom, at det næsten må betragtes som en regel for enhver den af anseligere stand, der nogenlunde kunde få råd dertil. Anledningen var ofte bekendtskab med købmænd, der havde overvintret i huset, således Hitd. 4.; ligeledes Vigagl. 1., hvor købmændene nægter at tage Ejolv Ingjaldssøn med uden faderens tilladelse og således komme denne slet for opholdet. — At den utålmodige yngling ikke altid forud indhentede faderens tilladelse, sés også af Laxd. 40., hvor Kjartan på egen hånd gør aftale med skibsejeren. Af Laxd. 40. sés også, at man undertiden drog afsted i hele små flokke, ti Kjartan ledsagedes af i alt 10 Islændere, som af kærlighed til ham ikke vilde skilles fra ham.

Fremgangsmåden, når man vilde udenlands, var enten at købe part (sædvanlig halvdelen) i et skib, hvad der hyppigst omtales, og hvad der vel også var det anseligste, eller at betale en vis pris for overrejsen. Tord Kolbejnsson, der således købte part i et norsk købmandsskib, omtales endog (Hitd. 6.) som fører deraf (styrimaðr). — De allerfleste skibe, der fòr mellem Norge og Island, synes at have været norske.

Oftest gik rejsen til Norge, hvor man ved hjælp af formuende frændskab og bekendtskab søgte at få adgang til den norske konges hird og ofte blev kongens håndgangne mand; derfra hyppigt til de danske, svenske og engelske konger, samt til jarlen over Orknøerne og endnu videre om. Man deltog i disse fyrsters hærtog, mange gik også på egen hånd i viking, eller bestod farefulde æventyr for at beskytte deres gæstevenner, hos hvem de opholdt sig; og efter nogle års forløb vendte man rig på hæderfuldt erhværvede kostbarheder og berømmelse hjem til det mere ensformige om end ikke mindre blodige liv på Island. At fraværelsen fra hjemmet adstraktes til en længere årrække var ikke almindeligt; særegne årsager kunde medføre det for enkeltes vedkommende; således vilde f. eks. Bjørn Hitdølekappe i lang tid ikke vende tilbage, fordi hans fæstemø var bleven bortgiftet til en anden. Den sædvanlige tid for en udenlandsrejse var 3 år, hvilket blandt andet sés af, at fæstemanden oftere ved sin forestående udenlandsrejse betingede sig, at den til ham bortfæstede kvinde skulde i så lang tid vente efter ham. — Medens man således søgte rigdom og berømmelse ved hærfærd udenlands, er det kun undtagelsesvis, at unge mænd, som fostbrødrene Torgejr og Tormod, søge lejlighed til bytte og manddomsprøver ved at strejfe om (med skib og følge, flere somre i træk) fra sted til sted indenlands — en fremfærd, der, skønt velvilligere skildret i Fostbrødresaga, ikke er synderlig forskellig fra de ransmænds, der ellers, f. eks. i Eb. 57—59, 60—62, skildres afgjort fordømmende og som i en ganske anden grad stående udenfor samfundet.

En forbindelse, som bedst kan omtales her, er "fostbroderskabet", ti den ene art af dette måtte ifølge sagens natur hyppigst stiftes i ungdommen, den anden, om end af en tidligere oprindelse, kom som oftest i denne alder til sin fuldeste udvikling. Den berømteste art af fostbroderskab, der blev sluttet under iagttagelse af visse skikke med visse gensidige forpligtelser, bærer dette navn kun i uegenlig forstand; oprindelig må "fostbrødre" betegne mænd, der er kommet i forhold til hinanden som brødre ved at opfostres sammen. Enten kunde nu den ene af disse være fosterfaderens eget barn, eller begge være tagne til opfostring af den samme; hyppigst vil man finde, at denne art af fostbrødre tillige var frænder på grund af den almindelige skik at give en slægtning sit barn i opfostring. I betydningen "opfostrede sammen som børn" finder vi udtrykket hyppigst brugt<ref>Således sandsynligvis, når Kjartan og Bolle (Laxd. 33.) nævnes som fostbrødre. I denne betydning endvidere om Arngrim og Stejnolv (Vigagl. 12. og 20.).</ref>. Ofte kan det ifølge udtryksmåden være vanskeligt at afgjøre, om der foruden sammenopfostringen er sluttet et særligt forstbroderskab<ref>Således, naar det Fbr. 71. hedder: "Tordis... havde en søn, som hed Ejolv ; Torgejr hed hans frænde ; ham havde Tordis opfedt og fostret... De Ejolv og Torgejr var fostbrødre og mellem dem herskede inderligt venskab." Ligeledes Eb. 12: "Snorre opfostredes hos Torbrand i Alvtefjord, han havde 5 sønner ... de var alle Snorre Torgrimssøns fostbrødre." Samt Vatsd. 7 : "Ingjald tager Ingemund Torstejnssøn til opfostring... Grim og Hromund hed Ingjalds sønner, de var håbefulde mænd og blev Ingemunds fostbrødre." — Undertiden er efterretningen så kort, at man af den grund må lade sagen uafgjort, som f. eks., når det Nj. 26. hedder: "Gauk Trandilssøn var Asgrim Ellidagrimssøns fostbroder."</ref>. Vi har kun få afgjort sikre eksempler på "indgået" fostbroderskab; den eneste udførlige beskrivelse af et sådant, indgået mellem ynglinge findes Fbr. 5—6: "Torgejr Havarssøn og Tormod Bessessøn voksede op hver på sin faders gård i Isefjord; de blev tidligt venner, ti de var af lige sind. Tidligt anede det dem, at de vilde blive våbenbidte.... derfor tog de den beslutning med fast aftale, at den af dem, der levede længst, skulde hævne den anden. Der havde hersket den skik (den nævnes som en hedenskabets gnist) blandt berømte mænd, som aflagde dette løfte, at de skulde gå under 3 jordstrimler, og det var deres ed. Dette udførtes på den måde, at man skulde løsne 3 lange græstørv fra jorden; deres ender skulde alle være faste i jorden, men løkkerne skulde løftes op, så at man kunde gå under dem. Dette udførte Torgejr og Tormod ved deres faste aftale."

Samme art af fostbroderskab, men indgået af 4 tildels gifte og bosatte mænd, brødrene Torkel og Gisle, deres fælles svoger Torgrim samt Gisles svoger Vestejn for at bestyrke deres indbyrdes enighed og venskab, da folk drog varigheden deraf i tvivl, med samme forpligtelse, nemlig at hævne hverandre, men med noget afvigende skikke, beskrives Gisl. 11: "En græstørv løsnedes med begge ender faste i jorden, under den sattes et "màlaspjot"<ref>Et ord af omtvistet betydning; måske snarest: et spyd med tværjærn.</ref>, så langt, at en mand kunde med sin hånd nå til døllenaglen. De fire gik derunder, lod deres blod løbe sammen i jorden under græstørven og rørte blodet og mulden sammen; derpå faldt de på knæ, svor den ed, at hver skal hævne den anden som sin broder, og kalder guderne til vidne." — Indgåelsen af fostbroderskabet i det sidst omtalte tilfælde forstyrredes nu rigtignok tildels ved, at Torgrim i det sidste øjeblik, da de alle skulde give hinanden hånden, gjorde vanskeligheder, så intet fostbroderskab blev indgået af ham med Vestejn og Gisle; men for de øvrige må det vel være anset som gældende, da Vestejn (Gisl. 21.) omtaler Torkel som "svarabroðir" — et navn, der oftere bruges om de ved forpligtende eder forbundne fostbrødre; således også af Tormod om Torgejr (Fbr. 77.). — Ingemund Torstejnssøn kalder vikingen Sæmund, som han har indgået venskab med efter en hidsig kamp, for fostbroder (Vatsd. 8.), uden at man hører noget om, på hvad måde dette er sluttet.

Hvor inderligt det bånd var, der sammenknyttede fostbrødrene — af hvad art forbindelsen end var — oplyses af mange steder i sagaerne, således Vatsd. 14., hvor Grim tilbyder høvdingen Ingemund, der er ankommet til Island, vinteropbold med hele sit følge og opfordrer ham til at tage af hans jorder og gods hvad han ønsker; — men ofte indirekte, idet just de fostbroderskaber er mest omtalte, hvor det unaturlige indtraf, at den ene fostbroder dræbte den anden. Dog er disse steder ikke de mindst bevisende, således, når man for at forklare bruddet, har måttet tilskrive det overnaturlige årsager. Dette er tilfælde både Vigagl. 4. og Fbr. 71., hvor den uenighed, der senere opstår mellem fostbrødrene Arngrim & Stejnolv og Ejolv & Torgejr, og som i begge tilfælde ender med drab, tilskrives en forbitret gammel kones onde spådomme. — Hvor unaturligt det syntes at kunne dræbe sin fostbroder, ses også af ytringen Nj. 26 om fostbrødrene Asgrim og Gauk : "Det gik ilde til mellem dem, ti Asgrim dræbte Gauk," samt af Nj. 140., hvor Hjalte Toroddssøn lader Asgrim dette høre og denne svarer: "Få lader en høre det gode, når han véd det onde, men det vil mange sige, at jeg ikke dræbte Gauk, førend jeg var nødt dertil."

Med hvilken troskab man opfyldte forpligtelsen til at hævne sin fostbroder, sés af Tormods og Torgejrs liv; ti uagtet fostbrødrene skilles i anledning af Torgejrs spørgsmål til Tormod: Hvem af dem han tror der vilde sejre, hvis de forsøgte sig indbyrdes, da Tormod finder, at dette indeholder en udfordring (Fbr. 24.), så forfølger han dog Torgejrs drabsmand til Grønland og fuldbyrder hævnen dér (Fbr. 77. 80. ffg.).

I Hitd. 58 træffer vi en aftale mellem Bjørn Hitdølekappe og Torstejn Kuggessøn, der vel blot er en nyere form for fostbroderskab. Bjørn foreslår nemlig, da hver af dem har endél udestående med folk, at den af dem, der lever længst, skal hævne den anden, men Torstejn foreslår, at man skal lade sig nøje med at opnå selvdømme eller fredløshedsstraf som mere stemmende med kristendommens fordringer. De beslutte med fast aftale, at hver af dem skal hævne den anden eller anlægge sag efter ham, som om de var sambårne brødre.

Men også ofte træffer man, uden at der mældes om nogen særlig indgået forpligtelse, et venskab så trofast, som noget fostbroderskab kunde være; man behøver blot at minde om Gunnar og Njål, Arinbjørn og Egil — ja Ingemund Torstejnssøns venner Ejvind og Gaut mente ikke engang at burde overleve ham. Ved efterretningen om Ingemunds død siger Ejvind Sørkve til sin fostersøn: "Gå og sig min ven Gaut, hvad jeg foretager mig, og sligt tror jeg også er hans pligt." Derpå lod han sig falde på et sakssværd og døde. Da Gaut erfarede dette, sagde han: "Det sømmer sig ikke for Ingemunds venner at leve længer, jeg skal efterligne min ven Ejvinds brave færd" og stødte sig et saksværd i brystet og dræbte sig (Vatsd. 23.). — Flere steder, navnlig i æventyrsagaer, berettes der om mænd, der i ungdommen tilbragte livet i unaturlig dorskhed liggende i asken ved ilden (en sådan kaldtes "kolbìtr" dvs. kulbider), men som senere pludselig viste sig som mænd af stor kraft. Herpå kendes intet eksempel i de her benyttede sagaer, ti man kan neppe hertil regne Glum, om han end i opvæksten var sent udviklet og sløv; hans optræden i hans morfaders, hersen Vigfus', hal, der bragte folk dér til at anse ham for fjollet (et "fól" og "úvitr"), må nærmest anses som forstillelse.

Som alt omtalt har vi kun få efterretninger om den unge piges sysler og daglige liv. At hun har deltaget i den indre husgærning, samt syning, vævning o. s.v. kan man på forhånd antage, da vi sé den gifte kone have færdighed i sligt. — Lejlighedsvis omtales en ung pige gående ud at sé til sine lærreder (Ljosv. 5.), en anden som deltagende i sæterlivet (Hænsn. 18.); af tilfældige ytringer i sagaerne ser vi, at de med frihed har kunnet færdes omkring, de mødte ved badene (Laxd. 33.), deltog i alle slags sammenkomster: gilder (Nj.34.), tingforsamlinger (Nj .2.), lege (Vatsd.37.), besøgte skibene med deres frænder (Laxd.44.) o.s.v. At de deltog i de almindelige huslige adspredelser, såsom tavlspil, sés af Gunl. 4.; dog var det vel neppe sædvanligt, at yngling og pige spillede sammen,  på grund af den mistro enhver fortroligere tilnærmelse betragtedes med af værgerne. — At det på Island har været skik, at mand og kvinde ved gæstebudene sad sammen eller drak sammen, således som det oftere berettes at være sket i Norge (Eg. 7. 48. Vigagl.4.), kendes intet eksempel på.

==Giftermål==

De islandske kvinder synes at have været tidlig udviklede;  af de oftere omtalte tidlige giftermål kan vel i og for sig intet sluttes på grund af giftermålets betragtning som en blot og bar retshandling, men beretninger, som Nj. 34., om den 14 årige Torgerd Glumsdatter, der ved sin skønhed opflammer Tråen Sigfusson til straks under gildet at forskyde sin kone og begære hende til ægte, er oplysende; ligeledes beskrivelsen af den 15 årige Gudrun (Laxd. 32.). — Når den fuldtudviklede unge mand begyndte at komme til ro, og når forresten intet var til hinder, var den naturlige tid til at indgå et giftermål forhånden. Hyppigt indledede da en eller anden af hans nærmeste og anseligste frænder sagen ved at opfordre ham til at gifte sig, udpege ham et passende parti og tilbyde ham at bringe sagen i orden, et tilbud, som han i almindelighed med glæde modtog, ofte med tilføjelse af, at sligt havde han hidindtil ikke tænkt på, men at han vilde følge hans anvisning, hvorpå han slog sig til ro indtil bortfæstningen hos pigens værge, vel ofte uden at finde det nødvendigt forud at gøre sig bekendt med sin tilkommendes udseende. Således råder Njål aldeles for sine sønner Skarphedins og Helges, samt for sin fostersøn Høskulds giftermål; ligeledes skaffer han Hogne Gunnarsøn en kone (Nj. 25. 26. 98. 81.). — Høskuld foreslår og afgør sin broder Hruts giftermål (Nj. 2.). — Efter Høskulds opfordring og anvisning søger sønnen Olav På sig sin kone, efter Unn den dybriges sønnesønnen Olav Fejian (Laxd. 22. 7.). — Ofte var politiske hensyn den fornemste eller eneste bevæggrund til et giftermål, idet det attråede svogerskab antoges at kunne styrke vedkommendes stilling. Således gifter Tord Gelle sin frænke Torhild med Torgrim Kjallakssøn for at få et forlig i stand mellem Kjalleklingerne og Torsnæsingerne (Eb. 10.). — Torkel Trevil frir egenmægtig for Herstejn Blundketilssøn hos Gunnar Hlivssøn til hans datter for således at sikre Herstejn Gunnars hjælp ved et forestående søgsmål (Hænsn. 10.)

Også når ynglingen af egen drift beslutter sig til giftermål, er det den samme rent forretningsmæssige betragtningsmåde, der gør sig gældende — det gælder om at finde et i alle henseender passende parti d.v.s. en pige af ansét og velhavende familie, selv legemlig og åndelig vel udstyret. Således har Høskuld Dale-Kolssøn hørt tale om en pige, der forener alle disse betingelser, Jorun Bjørns datter, der gik for det bedste parti i alle Vestfjordene — han rejser derop, frir og får ja (Laxd. 9.). — Snorre gode fæster af Styr hans datter Asdis efter en dags uafbrudt samtale, åbenbart af rent politisk indhold (Eb. 28.) — En lille tilnærmelse hen imod et erotisk forhold kunde indtræde, når ynglingen inden afgørelsen ved fæstemålet søgte lejlighed til en samtale for således at lære pigen at kende. Således taler Kjartan ved en offenlig sammenkomst dagen igjennem med Hrevna og overbeviser sig derved om, at hun både er dygtig og forstandig, hvorpå han næste morgen frir hos faderen (Laxd. 45.). — Olav På besejrer ved en samtale med Torgerd Egilsdatter på selve fæstemålsdagen al den uvilje hun fra begyndelsen nærede mod partiet (Laxd. 23.). — Men større spillerum fik erotiken sjelden. En på nøjere bekendtskab grundet gensidig tilbøjelighed forinden fæstemålet hørte til de store undtagelser. Alt hvad der lignede det, som med et moderne udtryk kunde kaldes en længere fortsat "gøren cour", satte pigens fader eller værge i stor uro og bragte ham straks til at tro, at vedkommende vilde forføre hende. Således, da Ingolv Ingemundssøn efter på et høstting at have gjort bekendtskab med Ottars datter Valgerd jævnlig besøger hende, beder faderen ham ikke forføre hende; han vil hellere gifte hende med ham (Vatsd.37.). — Da den unge Olav Håvardssøn hyppig kommer til Laugabol for at besøge husbestyrersken Sigrid, og da der opstår gensidig tilbøjelighed hos dem, tror man straks, at han forfører hende (Hav. 2.). — Da Styr mærker, at bersærken Halle, der opholder sig hos ham, har begyndt at give sig i tale med hans datter, beder han ham ikke gøre sig den skam og sorg at forføre hans datter (Eb. 28.) — Da Tormod begynder hyppigt at komme til Øgur og længe at sidde og tale med Tordis, går der det rygte, at han vil forføre hende (Fbr. 30.).

Hvor ilde en sådan giftermålsindledning, der let vakte folks omtale, var anset, sés også af, at fædrene fandt tilstrækkelig anledning til at afslå et forresten i alle henseender passende parti, når de unges forhold på grund af ynglingens gentagne besøg var kommet i folkemunde. — Således afslår Gudmund den mægtige Sørle Broddhelgessøn sin datter, fordi han ofte har talt med hende, medens han var i besøg hos faderen, og senere, efterat hun var ført til farbroderen Ejnar på Tværå, har fortsat sine besøg dér; først ved en list og ved andres mellemkomst lykkes det at få Gudmund til at give efter (Ljosv. 5.).

Undertiden sér man dog de unges forhold betragtet med venligere øjne; således udvikler Gunlaugs og Helgas kærlighed sig uforstyrret (Gunl. 4.) dog må mærkes hans unge alder og halvvejs opfostring på Borg. — Kjartans og Gudruns samtaler begunstiges af fædrene (Laxd. 39.). — Bjørn Hitdølekappe har ofte besøgt Oddny, og de elsker hinanden inderlig, inden han fæster hende (Hitd. 4—5.).

Nogen grund synes også fædrene at have haft til deres uvilje mod et fortroligt forhold inden fæstemålet, når man sér, hvor sjælden der udviklede sig giftermål deraf; selv om der kommer et fæstemål istand, viser det sig gærne, at frierne er nogle urolige hoveder, der først skal sé sig om i fremmede lande, og så ikke kan passe den fastsatte bryllupstid og derfor går glip af bruden; således Bjørn Hitdølekappe og Gunlaug, mærkes kan også Kjartans og Gudruns forhold; og i mange tilfælde er den yngling, der allerivrigst søger en ung piges underholdning, en letsindig, der blot vil fordrive kedsomheden, men ingenlunde har lyst til at gifte sig. Således tager Ingolv Ingemundssøn intet hensyn til Ottars ytring, at han gærne vilde gifte sin datter med ham (Vatsd. 37.). Tormod Kolbruneskjald opfordres ligeledes af Grima til at fri til hendes datter, og svarer, at han ingen hellere kunde ønske sig til kone, men han har ingen lyst til at gifte sig (Fbr. 30.).

Endnu værre end hyppige besøg lader kærlighedsviser (mansöngsvisur) at være blevet optagne; idetmindste finder vi at loven (Grågås A. M. vigsloþi c. 106.) bestemmer skovgang derfor, men det er ikke let at se forholdet i sagaerne, da vi kun har få eksempler. — Efter at være opfordret af Ottar til at holde op med sine besøg digter Ingolv nogle kærlighedsviser om Valgerd og kvad dem siden. Ottar er højlig utilfreds, kræver pengebod af broderen Torstejn eller tilladelse til at sagsøge Ingolv til lovens straf. Torstejn fraråder ham det, men indrømmer, at han efter loven kan gøre det. Dommens afsigelse forhindres ved vold (Vatsd. 37.).

Derimod kvæder Tormod Kolbruneskjald sine kærlighedsviser til stor glæde for alle kvinderne hos Katla i Arnardal; og det lovkvæde han først digter om Katlas datter Torbjørg Kolbrun, men senere vender til pris for Grimas datter Tordis, vækker deres højeste gensidige misundelse (Fbr. 37—40.).

Under betragtningen af de ovenfor omtalte forhold, hvor fædrenes ængstelse for forførelse kommer frem, må kvindernes passive stilling i høj grad forbavse. Der er aldrig tale om at bebrejde dem noget eller opfordre dem til at afvise den påtrængende; end ikke når frieren, som f. eks. Hrollejv (Vatsd. 18.), forud til faderen har pralet af, at han vilde gøre hans datter til frille, ser man, at familien advarer datteren, eller at hun på nogen måde søger at afværge hans besøg eller samtaler. — At kvindernes modstandskraft ikke ansås for stor, ses af Nj. 72., hvor Mørd som en blot og bar politisk plan foreslår, at Torgejr Otkelsson skal forføre Gunnars frænke Ormhild alene for at vække Gunnars vrede. — Alene mod forføreren vendte man sig og søgte at stanse hans besøg; hvis opfordringer ikke hjalp, søgte man at rydde ham af vejen (Eb.28. Vatsd.37. Fbr.31.) eller anlagde lejermålssag imod ham, hvad kvindens frænder havde ret til (og "sekr um konumál"<ref>Dømt for løsagtighedsforseelse.</ref>) er et udtryk, der ofte forekommer i sagaerne, for således at hævne den skændsel han bragte over huset. Kun sjelden var man så overbærende som Lejdolv Kappe, der, da Une Gardarsson<ref>En søn af Islands første opdager.</ref> efterat have opholdt sig en vinter hos ham flygter bort, fordi han har gjort hans datter frugtsommelig, sætter efter ham og tvinger ham til at vende tilbage, fordi han vil have, at Une skal gifte sig med kvinden, bosætte sig og arve ham. Først da Une flygter påny, dræber han ham (Landn.246.) — Med en vis ro synes også Starkad på Trihyrning at have taget sagen, ti husfruen indskrænker sig til at laste en nordmand, der er gæst dér, fordi han ikke følger husbonden i kamp til gengæld, fordi datteren har ladet sig forføre af ham (Nj.61.).

Derimod synes en forførelse ikke at være blevet betragtet som en skam for forføreren; kun voldtægt eller med vold forbunden forførelse omtales med forbitrelse; således Torbjørn, der røvede folks døtre eller frænker, beholdt dem hos sig nogen tid og derpå sendte dem hjem (Hav. 1.), eller Vidarssønnerne Sølmund og Søksolv, der udmærkede sig ved stor voldsomhed i løsagtighedssager; Sølmund vil således føre en bondedatter, han har forført, med magt bort fra hjemmet. Stedet kan også mærkes på grund af kvindens ejendommelige passive stilling (Ljosv. 1.).

Som det vil være indlysende af det foregående, var ynglingens stilling ved indgåelse af giftermål aldeles selvstændig; vel lod han sig ofte lede af faders og frænders råd, eller lod dem aldeles afgøre sagen, men det var kun fordi han betragtede det hele som en forretning de måtte have mere forstand på. — Ganske anderledes var derimod pigens stilling. Ifølge loven<ref>Her og i det følgende er oplysningerne om forholdene angående fæstemål, ægteskab og skilsmisse ifølge Grågås hentede fra: V. Finsen, Fremstilling af den islandske Familieret efter Grågås AnO 1849—50.</ref> havde værgen ret til at tvinge hende til ægteskab, og på sagaernes tid træffer vi samme forhold. Det regelmæssige var upåtvivlelig, at faderen bortgiftede sin datter uadspurgt, således som det af adskillige af de ovenanførte og en stor mængde andre eksempler vil sés; når han i virkeligheden lod afgørelsen bero på hendes egen vilje, var det vel enten i erkendelsen af hendes stolte og ubøjelige karakter, eller på grund af særdeles agtelse og kærlighed. Således ytrer Egil (Laxd. 23.) ved Olavs frieri til Torgerd — der omtaler sig selv som faderens mest elskede barn og hvis snilde adfærd for at forhindre faderens selvmord i anledning af sønnen Bodvars død vi kender fra Eg. 81. — at han er gunstig stemt for sagen, men at han vil tale derom med sin datter, "ti ingen skal få hende uden hendes vilje". I Nj. 10. ytrer Halgerd til sin fader ved efterretningen om sin bortfæstelse til Torvald Osvivssøn: "Nu har jeg erfaret, hvad jeg længe har frygtet, at du ikke elskede mig så meget, som du altid har sagt, siden du ikke fandt det værd at omtale denne sag for mig". — Til Hildegun Starkads datter — der beskrives som en mandig kvinde og særdeles smuk, så kunstfærdig at få kvinder var hendes lige, men særdeles grum og hårdsindet, dog brav i sin opførsel, når alt føjede sig vel — siger farbroderen Flose (Nj. 98.) ved Høskuld Tråensøns frieri, at, "når hun ikke vil gifte sig med Høskuld, er det mere end grund nok, til at han heller ikke vil indlade sig på partiet." — Også Joruns mening bliver hørt, inden faderen bortgifter hende (Laxd. 9.). Men alle disse tilfælde står dog som undtagelser overfor den almindelige regel: ingen adspørgen eller en ren formel.

Man skulde nu let tro, at følgen af denne ufrihed var en stor mængde ulykkelige ægteskaber; det synes dog ikke så, og grunden hertil var vel — foruden konens stilling i ægteskabet — væsenlig den, at pigen ikke gik til et sådant af faderen anordnet ægteskab med krænkelse og fortvivlelse, men nødvendigvis ifølge tidens anskuelse måtte betragte denne art af bortgiftelse som en sag, der var ganske i sin orden. De ulykkelige ægteskaber stammer navnlig fra kvindens misfornøjelse over ikke at have fået et passende parti, d.v.s. en mand, der i stand, samt i legemlige og åndelige vilkår, stod i rang med hende. I sådanne tilfælde var det næsten altid bejlerens formue, der havde stukket faderen i øjnene og bragt ham til at overse manglen af de øvrige betingelser, hvorfor det er en hyppig klage hos den utilfredse kone, at hun er bortgiftet for penges skyld ("gefin til fjár"<ref>Eksempler herpå frembyder Tord Goddes og Vigdis' ægteskab (Laxd. 11. ffg.), Gudruns og Torvald Haldorssons (Laxd.34.), Halgerd og Torvald Osvissons (Nj. 9.) o. fl.</ref>).

For romantisk kærlighed var der, som man af alt det ovenanførte vil sé, ikke nogen stor plads i det islandske samfundsliv, som følge deraf får den heller ingen hyppig omtale i sagaerne; Gunlaugs saga står ene med sin beskrivelse af Gunlaugs og Helgas kærlighed — Helgas død — sin hele erotiske duft — sine ordsprog: "lengi man þat er ungr getr" og "eigi leyna augu, ef ann kona manni". — Bjørn Hitdølekappes saga, der også handler om sang og kærlighed, om kvindens hentærelse efter den elskedes død, men hvor Oddny efter fæstemandens formodede død ægter Tord, lever lykkeligt med ham og får 8 børn, har allerede en temlig forskellig karakter. — Her bør måske også nævnes Sigrid, der forsvinder efter elskeren Olavs drab (Hav. 4.). Ligeledes Torodd Oddsson, der træffer Jotrid, Gunnar Hlivssons datter, i hendes sætertelt, frir hos faderen, men får nej, og først senere, efter med besvær at have bragt forsoning tilveje mellem fader og tilkommende svigerfader, opnår partiet. — Dog kan det ikke noksom fremhæves, at sagaerne, hvor lejlighed gives, med stor sandhed og finhed forstår at skildre kvinden netop som elskerinde; således kan, foruden de alt omtalte, fremhæves, i Laxd.: Gudrun, kongedatteren Ingebjorg, Hrevna.

En særegen stilling med hensyn til giftermål indtog enken, idet hun efter sagaerne havde ret til selv at tage bestemmelse angående sit giftermål. Flere gange forekommer udtryk som "[Hun] havde at give svar, da hun var enke", eller "[Hun] er enke og har selv svar for sig". (Laxd. 7. 43.). Virkelig har vi også eksempel på, at denne ret er blevet benyttet i sin fulde udstrækning; således gifter Droplaug sig med Halstejn imod sin søn Helges vilje (Dpi. IL), men i almindelighed rådførte enken sig med sine frænder inden afgørelsen, hvad der vistnok ansås for det sømmeligste og regelmæssige. — Sidder enken fri og uafhængig på sin gård med unge sønner som de nærmeste frænder, er hendes vilje naturligvis forholdsvis mest afgørende. Således sér vi Gudrun, da Snorre frir til hende på Torkel Ejolvssøns vegne, vel henskyde sagen til sine sønner, men det mærkes dog, at hun selv har ret til at tage bestemmelsen (Laxd. 68.). Det samme er tilfælde Vall. L, hvor Torve frir hos sønnerne til moderen, Sigmunds enke — de henviser til moderen — hun til dem.

Opholder derimod enken sig hos faderen eller en af frænderne, bliver afhængigheden naturligvis større. Således ytrer vel Osviv, da Bolle frir hos ham til hans datter enken Gudrun, at hun selv har at svare for sig, men han blander sig dog stærkt i frieriet øg bevirker, at hun egentlig mod sin vilje gifter sig med Bolle (Laxd. 43.). — Ja Snorre, hos hvem søsteren, enken Turid, opholder sig, og hos hvem Torodd Skatkøbende frir til hende, afgør endog, såvidt man kan sé, sagen på egen hånd, som det kunde være en pige han bortgiftede (Eb. 29.) — Da Glum (N. 13.) og Gunnar (Nj. 33.) vil fri til enken Halgerd, henvender vedkommende sig til faderen Høskuld. Efter at have aftalt betingelserne beslutter de, at disse skal meddeles Halgerd, at giftermålet skal bero på hendes vilje, og at hun selv skal bortfæste sig, hvad lovsigemanden erklærer for ret, uden at det dog udtrykkeligt siges, at det er ifølge sin stilling som enke, at hun har denne ret<ref>Halgerd bortfæster ligeledes sin datter Torgerd, dog rigtignok først efter at den egentlige forhandling er afgjort med Høskuld (Nj. 34.).</ref>.

Ifølge Grågås ansås fraskilt kone med hensyn til giftermålsforhold som enke. At hun har haft samme forret som denne, sés også af Nj. 25., hvor Unn gifter sig med Valgard, uden at rådspørge nogen af sine frænder.

Enkers og fraskilte koners frihed i omgang med mænd sés af Nj. 33., hvor Halgerd på tinget stanser Gunnar, der aldeles ikke kender hende, tiltaler ham og beder ham fortælle sig om sine rejser; ligeledes af Laxd. 35., hvor den fraskilte kone Gudrun følges til tings af Tord Ingunnsson, hvem hun opfordrer til skilsmisse fra konen, der går i mandfolkebukser.

I det foregående er der udviklet, hvorledes giftermålet betragtedes fra et aldeles forretningsmæssigt standpunkt; nu skal de nærmere omstændigheder ved dets indgåelse, hvorom navnlig Njåls saga meddeler mange oplysninger, fremstilles. — Når den unge mand havde udset sig en brud, drog han til hendes fader eller nærmeste frænde for med ham at afslutte fæstemålet, en handling, der ifølge Grågås var en nødvendig forudsætning for ethvert retsgyldigt ægteskab, og som vi heller ingensinde ser forsømt i sagaerne. Han ledsagedes af sin fader eller en af sine frænder eller venner, ofte også tillige af et storre følge. Således samler Glum og Torarín folk til sig og red 10 sammen til Høskuldsstad, da Glum vil fri til Halgerd (Nj. 13.). — Njål opfordrede folk til ledsagelse, da han skulde fri til Hildegun Starkadsdatter på Høskulds vegne; med ham drog Sigfussønnerne, Njålssønnerne og Kåre Solmundssøn (Nj. 98.) — Illuge rider selvtolvte til Borg, da han skal fri for sin søn til Helga (Gunl. 5.). — Og at det måtte være magtpåliggende at have følge med, er jo rimeligt nok, både for at kunne gøre et anseligt indtryk, og navnlig på grund af de vidnefaste aftaler, der skulde træffes. Når det af enkelte steder i sagaerne kan se ud, som om frieren ganske ene røgtede sit frieri, så er det vistnok fordi fæstemålsakten på vedkommede sted kun er berørt, ikke omstændelig beskreven, således Eb. 28, Nj. 34, Hav. 4. — Enten kunde nu frieren selv tale sin sag, således som måske i de to sidst anførte eksempler, eller som vi sé det Nj. 34., hvor Tråen Sigfusson står op under gildet og begærer Torgerd Glumsdatter til ægte — eller, hvad der var langt det almindeligste, en af hans ledsagere førte ordet for ham. Således sér vi Høskuld føre ordet for sin søn Olav På (Laxd. 23.), llluge Svarte for sin søn Gunlaug (Gunl. 5.), Njål for sin fostersøn Høskuld (Nj.98.), Høskuld for sin broder Hrut (Nj. 2.), Torarin Ragebroder for sin broder Glum (Nj. 13.), Skule for sin frænde Bjørn (Hitd.5.). Giftermålet betragtedes som et køb, hvorved fæstemanden for en vis sum købte sin brud af hendes værge ; ved fæstemålet blev den nærmere aftale og den forpligtende overenskomst angående denne handel trufne. Benævnelser som "køb" eller "handel" træffes mangfoldige steder i sagaerne. Således Nj. 150., hvor nordmanden Ejolv, der står i frieri til en islandsk bondedatter, fortæller Flose "alt om sin og bondens handel (kaup)", og Flose lover at lægge et godt ord ind, "såat der kunde blive handlet". Følgen af Floses bistand var, "at handlen blev sluttet imellem dem". I Nj. 2. siger Høskuld til Mord: "Jeg vil foreslå dig en handel, Hrut vil være din svigersøn og købe din datter." I Hav. 4. siges om Torbjørn og Gest, der er kommet overens om bestemmelserne for et giftermål, at "de handle (kaupa) ifølge denne aftale". Da Glum frir til enken Halgerd omtales fæstemålsoverenskomsten som "kaupmáli" d.e.: købekontrakt, og således nævner hun den selv (Nj. 13.).

Ifølge Grågås var intet ægteskab retsgyldigt, når bruden ikke var købt med "mund", isl. mundr, d.e.: den sum, som fæstemanden betalte til brudens værge, men som tilfaldt hende efter ægteskabets indgåelse, og til gengæld for hvilken der sædvanlig betaltes en medgift (heimanfylgja) af brudens frænder. — En sådan "mund" nævnes også ofte ved fæstemålet (Hitd. 5, Nj. 7.) — foruden at det jo må være den, der har foranlediget udtrykket "kaup" — fæstehandling —, men mange steder omtales ikke den økonomiske overenskomst omstændelig nok til at man kan få indblik i sagen. Ved Hilderidssønnernes arvekrav Eg. 9., hvor jo rigtignok norske forhold omhandles, tilbyder den ene af dem, Hårek, sig at ville bevise, at deres moder var købt med "mund", hvad der altså betragtes som en betingelse for arvekravets gyldighed. Under fæstemålsforhandlingerne afgjordes også ægtefællernes formuesforhold i det hele, om der skulde være formuefællesskab, og i så tilfælde, af hvad art; i det almindelige (legale) fællesskab ejede<ref>Ifølge Grågås.</ref> manden to tredjedele at den fælles formue, konen én tredjedel, men andre forhold kunde også indtræde, hyppigt vedtog man "helmingar félag", fællesskab, så at hver af ægtefolkene ejede en lige dél af formuen. Således bestemmes der i Laxd. 34. ved Torvald Haldorssøns og Gudruns fæstemål, at "Gudrun skal eje hælvten af alt, hvad enten deres samliv varede kort eller længe, hvorfor hun også ved deres skilsmisse får halvdelen af alt godset, så at hendes formue nu er større end før". Denne fæstemålsoverenskomst indeholder desuden flere andre bestemmelser, der giver konen en overordenlig rådighed over mandens formue. I Nj.19. bestemmes der, efterat Halgerds gods er vurderet og Glura har lagt ligeså meget der imod, at der skal være ligeligt formuefællesskab. —I Nj.2., hvor fæstemålet mellem Hrut og Unn går for sig, bestemmes der, at Unn skal have 60 hundreder, som skal forøges med en tredjedel af den af ægtefolkene under deres samliv erhværvede formue; men hvis de får arvinger, skal der være "helmingar félag" mellem dem.

Når frieren ikke selv var tilstrækkelig velstående, måtte frænderne udstyre ham, så at han kunde frembyde et passende parti. Således udstyrer Høskuld Hrut både med jorder, gårde og et købmandsskib (Nj. 2.). — Njål lover at "lægge penge til, så at det kan synes sømmeligt", hvis Høskuld kan opnå partiet (Nj. 98.)<ref>Hildegun Starkadsdatter.</ref>.

Desuden vedtoges ved fæstemålet efter omstændighederne mangehånde andre bestemmelser. Således bortfæster Gest (Hav. 4.) sin søster til Torbjørn Tjodrekssøn på det vilkår, at Torbjørn skal holde op med sine voldsomheder; sker det ikke, er Gest berettiget til at gøre skilsmisse. Da Torbjørn ikke holder overenskomsten, fuldbyrder Gest skilsmissen (Hav. 7.). — I Hitd. 5. bestemmes det, fordi Bjørn har besluttet sig til udenlandsrejse, at Oddny skal være ham fæstet i 3 år; også det fjerde år skal hun vente, hvis Bjørn er indenlands, men ikke kan komme at fuldbyrde giftermålet; Bjørn kunde også sende mænd til Island at ordne sagen påny, hvis han ikke selv kunde komme. — I Nj.2. sér vi, at fæstemålsoverenskomsten mellem Mørd og Hrut forandres, da uventede efterretninger tvinger ham til at rejse til Norge, og det bestemmes nu, at Unn skal være ham fæstet i 3 år. — I Gunl. 5. bestemmes det, fordi Gunlaug har besluttet at rejse udenlands, at Helga skal vente efter ham i 3 år; hun skal være hans "løftekvinde (heítkona)", men ikke hans "fæstekvinde" (festarkona); faderen skal være løst fra enhver overenskomst, hvis han ikke kommer tilbage til den tid, eller "hvis hans (Gunlaugs) sindsbeskaffenhed ikke behager ham". — Det er ikke let at sé, hvori forskellen mellem "heitkona" og "festarkona" har bestået, ti også en "festarkona" må åbenbart, som også Grågås viser, være løst fra sin forpligtelse, når fæstemanden ikke overholder overenskomsten; og den anden betingelse "hvis hans sindsbeskaffenhed ikke behager ham" synes ikke at kunne have nogen betydning med hensyn til distinktionen. At 3 år regnedes for den korteste tid, der kunde medgå til et ophold i Norge, når man enten havde forretninger, eller skulde se sig om, viser sig også af Laxd. 40.,  hvor Kjartan ved sin forestående udenlandsrejse beder Gudrun vente på sig i tre år. Kun når sådanne overordenlige forhindringer stillede sig i vejen for bryllupsdagens bestemmelse, betingede man sig, at pigen skulde "sitja i festum"<ref>Være bunden ved trolovelse.</ref> en vis tid; ellers bestemtes tid og sted for brylluppet straks. — Af Grågås sér vi, at, når intet andet udtrykkelig bestemtes, skulde brylluppet holdes i løbet af de første 12 måneder fra fæstemålet af, og i sagaerne sér vi det også altid holdt indenfor dette tidsrum; oftest med langt kortere frist. Den sædvanligste årstid var vistnok høsten eller vinterens begyndelse (Eksempler: Eb. 28, Laxd. 7. 34. 43, Gunl. 9.). — Mørds og Torkatlas bryllup skulde holdes med 14 dages frist (Nj.65.), Herstejn Blundketilssøns og Turid Gunnarsdatters med en uges frist (Hænsn. 12.), Torgrims og Tordis' straks efter fæstemålet (Gisl. 10.); Tråen Sigfussøns og Torgerds holdtes endog i umiddelbar forbindelse med fæstemålet, da han friede ved moderens bryllup (Nj. 34.)

Hyppigst stod brylluppet hos brudens fader; således Laxd. 23. 35, Nj. 2. 65, Gunl. 9. Af den måde Bolles og Gudruns fæstemål og bryllup omtales på Laxd. 33., synes det, som om det var en selvfølge, at brylluppet skulde stå hos brudens fader: Fæstemålet gik for sig og brylluppet blev bestemt til vinternattetiden...Bolle er hjemme til han skal møde til brylluppet... Gildet på Lauge (Gudruns faders gård) var "prægtigt". — Herstejns og Turids bryllup står efter faderens ønske hos Tord Gelle, hans svoger og brudens fosterfader (Hænsn. 11.). — Da enken Gudrun skal giftes med Torkel Ejolvssøn, ønsker deres fælles gode ven Snorre Gode at holde brylluppet, men Gudrun vil selv afholde det, da hun hverken vil ulejlige sin tilkommende mand eller andre hermed (Laxd. 68.).

Undertiden stod brylluppet hos brudgommens fader; således Kjartans og Hrevnas bryllup (Laxd. 45.), hvor sagen omtales, som om denne anordning var noget usædvanligt, nemlig: "Ikke vilde Kjartan finde sig i, at brylluppet stod andetsteds end på Hjardarholt". At det var en indrømmelse af brudens slægtninge, er både udtrykt her og endnu stærkere i Laxd. 23., hvor meningen vel må være:  "Da gjorde man Laksdølerne en indrømmelse på grund af deres anseelse, ti man førte dem bruden hjem" (om Olav Pås og Torgerds bryllup, der stod på Hjardarholt). — Høskulds bryllup med Jorun stod på hans egen gård Høskuldsstad (Laxd. 9.). — Olav Fejlans giftermål stod hos hans farmoder Unn den dybrige på Hvamm, hvor han var opdraget (Laxd. 7.) — Arnor Rødkinds bryllup stod hos hans søskendebarn Glum (Vigagl. 11.). — Om Høskuld finder vi, at han straks ved Halgerds første giftermål og endnu stærkere ved de senere fremhæver hendes fejl, og samme adfærd har vel mangen en hæderlig fader brugt, da det måtte være ham magtpåliggende også i sådanne tilfælde at slutte en svigløs handel.

Alle disse forhandlinger blev som sagt ført mellem brudens fader og frierens talsmand; frieren selv sad hos og blandede sig først mod slutningen i deres tale for også at give sit bifald tilkende. Var alt afgjort, fæstede han sig pigen af hendes værge — de særlige tilfælde undtagne, hvor hun fæstede sig selv. Måden, på hvilken det skete (ved håndslag, i vidners overværelse) sés blandt andet af Gunl. 5., hvor Gunlaug gør prøve på fæstehandlingen.

Med hensyn til fæstemålet kan bemærkes, at når Tord (Hitd. 9.) ved tilbagekomsten til Island fortæller (løgnagtigt) Bjørns fæstemø Oddny, at Bjørn har givet ham partiet, hvis han ikke selv kommer, så kan meningen ikke være, at Tord påstår at have ret til giftermål med Oddny på grund af at hendes fæstemand Bjørn har skænket ham hende, men kun at der i disse ord skal ligge en anbefaling fra Bjørn, hvad der også fremgår af at Tord senere bejler til Oddny hos hendes frænder, der her som sædvanligt afgør giftermålet. (Hitd. 11.).

Nogen anden sømmelig forbindelse forud for bryllupet, end fæstemål, kendtes ikke; når således Tordis Grimasdatter og Torbjørg Katlas datter omtales som Tormods "unnostor"<ref>Kærester.</ref> (Fbr. 40.), er det vistnok en temlig tvetydig betegnelse, ligesom "hjalskona"<ref>Veninde.</ref> brugt om Tova Torkelsdatter i forhold til Helge Droplaugssøn (Dpi. 19.)

Tiden mellem fæstemålet og brylluppet gik vistnok i almindelighed hen uden gensidige besøg mellem fæstemand og brud; lejlighedsvis underrettes vi en og anden gang af sagaerne om at det forholdt sig således, som når det om Høskuld hedder: "Han rider nu (efter fæstemålet) bort og hjem til sin gård, og er nu hjemme til dette gæstebud (brylluppet) skulde være" (Laxd. 9.). Eller når det hedder efter fæstemålet: "Alt er nu stille til folk rider til brylluppet" (Nj. 13.). Ligeledes sés det af den måde hvorpå brylluppet næsten altid omtales umiddelbart efter fæstemålet uden mellemliggende begivenheder, i al fald uden at man nogensinde hører noget om fæstemandens besøg. Og sådanne var der da heller ingen grund til at vente efter den opfattelse vi har set gøre sig gældende ved indgåelsen af ægteskab.

Grågås opstiller tre hovedbetingelser for retsgyldigt ægteskab: Fæstemål, brudekøbssum og bryllup; og for et lovmæssigt bryllup navnlig det, at brudeparret går i samme sæng, hvilket som det synes, skulde ske i vidners overværelse. En sådan åbenlys bestigelse af brudesængen omtales dog ikke i de her benyttede sagaer, selv ikke i de udførlige beskrivelser af det i anledning af brylluppet holdte bryllupsgilde, der flere steder haves; heller ikke andre skikke henhørende til ægteskabets indstiftelse omtales. Bryllupsgildet, der krævede stor bekostning og lang forberedelse, holdtes flere dage igennem for de i talrig mængde indbudne — dog mangler i de her benyttede kilder udtrykkelig angivelse af gildets længde; andetsteds fra véd vi, at det kunde vare en uge eller længere. — Hvad enten brylluppet skulde stå i brudens eller brudgommens hjem, foretoges der indbydelser såvel fra den tilrejsende parts, som fra værtens side. For den tilrejsende gjaldt det tillige om at møde med et anseligt og veludrustet følge, hvorfor denne — være sig brudgom eller brud — foretog rejsen ledsaget af de indbudne, der måtte vælges med skønsomhed, både hvad stand og udseende angik. Det følgende vil bekræfte dette for begge parters vedkommende. — I Nj. 10. fortælles der, at Høskuld red ud for at byde folk til sin datter Halgerds bryllup med Torvald; også Torvald og hans fader Osviv indbød folk; der blev indbudt ikke færre end hundrede. — Da Glum skulde drage til sit bryllup med Halgerd, samlede han og hans broder mange folk og fik et udvalgt følge; på Høskuldsstad (Halgerds hjem) var også mange folk samlede (Nj. 14.). — Da Hrut skal holde bryllup med Unn, drager han og hans broder afsted 60 mand stærke; på Rangåvoldene (Unns hjem) samlede sig også en mængde indbudne (Nj. 6.). — Da Torkel Ejolvssøn skal holde bryllup med Gudrun, drager han og Snorre afsted med omtrent 60 mand, det var et meget udvalgt følge, ti de fleste var i farvede klæder; Gudrun havde indbudt omtrent 100 (Laxd. 68.). — Da Høskuld skal giftes med Jorun Bjørnsdatter, drager Bjørn til gildet med et smukt følge, Høskuld har også indbudt mange, både venner og frænder (Laxd. 9.). — Da Olav På skulde giftes med Torgerd Egilsdatter, drog Egil og hans søn Torstejn til Høskuldsstad og med dem bruden og et udvalgt følge fra herredet (Laxd. 23.). — Til Kjartans bryllup med Hrevna kommer Hrevnas familie med i alt 60 mand, Kjartan og hans havde også mange folk samlede (Laxd. 45.). — Gunnar red om og indbød folk fra herredet til sit bryllup med Halgerd; Høskuld og Hrut og med dem bruden kom også ledsagede af et stort følge (Nj. 33.).

I reglen indbød man vistnok folk fra sit eget herred; ved meget storartede bryllupper som Unn den dybriges for hendes sønnesøn Olav Fejian fremhæves, at man vide om lod indbyde ansete mænd fra andre bygdelag.

Antallet af de indbudte gæster kan man også danne sig et begreb om af de anførte eksempler; dog må det erindres, at disse bryllupper hørte til de mest storartede, og at antallet af gæster omtales, som var det usædvanlig stort.

For anordningen af deltagerne i bryllupsgildet synes der at have hersket en bestemt regel, således at brudgommen sad i højsædet på den fornemste af de to langbænke med de af ham indbudte på begge sider af sig, brudens nærmeste frænde i højsædet på den ringere bænk med sine indbudte på begge sider, bruden midt på tværbænken med kvinderne til begge sider. Således siges der Laxd. 68—69: "Torkel (brudgommen) og Snorre besatte den fornemmere bænk, de af Gudrun indbudte den anden" og noget senere "Gudrun sad inde på tværbænken og kvinderne hos hende og de havde lin på hovedet, og såsnart hun sér, hvad der er på færde, stiger hun ned af brudebænken" — hvor altså "brúdbekkr" betegner det samme der ellers nævnes "þverpallr." — I Vatsd. 44., hvor Torvald Torgilssøns bryllup med Sigrid Klakke-Orms datter beskrives, siges: "Orm sad i hæjsædet på den ringere side og hans mænd".  Oftere siges blot, at brudens frænder indtog den ene bænk, brudgommen den anden, eller omvendt, uden at man kan sé, hvilken af dem der har været den fornemste, således Hænsn. 12., Nj. 14. 34. —

Om brudens dragt vides ikke meget; det eneste sted i disse kilder, hvor "lin" brugt som kvindeprydelse ved et bryllup er omtalt, er Laxd. 69., men der synes denne hovedbedækning fælles for alle de tilstedeværende kvinder, og ikke ejendommelig for bruden. — Værten var det navnlig magtpåliggende, at ansete mænd skulde hædre festen med deres nærværelse (Vatsd. 32., Nj. 10.); undertiden indrømmedes højsæderne til sådanne; således sér vi af Vatsd. 32., at det ved Torgrim på Borgs bryllup var bestemt, at Finboge skulde sidde i højsædet lige overfor Torstejn Ingemundssøn. Ligeledes sad ved Torstejn værkstyrers bryllup Gudmund den mægtige i højsædet og Tore Helgessøn lige overfor ham; disses hustruer sad på hver sin side af bruden, der sad midt på tværbænken (Ljosv. 13.).

I Gunl. 11., hvor der berettes om Sverting Havr-Bjørnsøns og Hungerds bryllup, der holdtes hos brudens frænde Torkel på Skånø, fortælles, at den af Torkel indbudte storbonde lluge med sine sønner fik plads i højsædet; lige overfor ham i det andet højsæde sad høvdingen Torstejn Egilssøn med sin svoger Ravn og brudgommens følge.

Havde således end hver af hoveddeltagerne i et bryllup sin bestemte plads, stod der tilbage at anvise enhver af de øvrige gæster sin plads, et arbejde, der kunde falde vanskeligt nok, da de her, som ved andre gilder, skulde ordnes efter anseelse — pladserne aftog nemlig i godhed, jo længere afstanden fra højsæderne var, således at pladserne nærmest døren, der fandtes i den ene ende af stuen, ansås for de ringeste. Undertiden sér vi en velsindet mand komme værten til hjælp, som da Tore fra Holt (Nj. 34.) vilde sidde yderst af de anselige mænd "ti da var enhver tilfreds, hvor han sad". Af samme sted (Nj. 34.) sér vi også, at flere af de gifte koner blandt gæsterne (således her Torhild skjaldkvinde og Bergtora Skarphedinsdatter) hjalp til med at sørge for gæsternes opvartning.

Hovedforlystelsen ved et sådant gæstebud var drik, eller, om man vil, den ved drikken fremkaldte munterhed. Således opfordrer Unn den dybrige ved sin bortgang fra gildet gæsterne til at more sig hver efter sin lyst, men mungåt skulde fornøje almuen; efter hendes bortgang drak folk aftenen igennem til sovetid (Laxd. 7.). — Hyppigt forekommer udtryk som "drekka þeir veizluna ok ferr hón vel fram"<ref>De drak nu gildet og det løb vel af.</ref> (Nj. 6.), eller: "Og sad nu hver mand i sit rum og de drak og var glade." (Nj. 34.). — Undertiden oplivedes festen ved fortælling, som når Kjartan glæder sine gæster ved at fortælle om sine rejser (Laxd. 45.); eller ved digtning, som da Olav På indviede sit prægtige ildhus (opholdsværelse) med sin datters bryllup med nordmanden Gejrmund Gny, ved hvilken lejlighed Ulv Uggesson fremførte sit kvæde "húsdrápa" om Olav Hoskuldsson (På) og de begivenheder, der var afbildede på panelet, og taget (Laxd. 29.).

At den store sammenstrømmen af mennesker kunde give anledning til forhandlinger, er let tænkeligt. Saaledes friede under Hravns og Helgas bryllup Sverting Havr-Bjørnssøn til Hungerd Toroddsdatter (Gunl. 11.).

At også, hvad vi vilde kalde "skandaler" og alle hånde rivninger blandt gæsterne kunde indtræffe, sés af Torhild skjaldkvindes spottevers til manden, da han ved Gunnars og Halgerds bryllup så formeget på den unge Torgerd Glumsdatter og hans øjeblikkelig påfølgende skilsmisse fra hende — hendes bortjagning — hans frieri og giftermål med Torgerd (Nj. 34.), samt af Jøkul Ingemundssøns og Bergs trætte ved Torgrim på Borgs bryllup, der ender med at alle Ingemundssønnerne tager bort (Vatsd. 32.).

Af ejendommelige skikke ved bryllupsgilder berettes der Hænsn. 12. om en løfteaflægning. Da ved Herstejn Blundketilssøns bryllup hos Tord Gelle bordene var fremsatte og alle komne til sæde, gik brudgommen Herstejn frem og hen, hvor en sten stod; han trådte med den ene fod op på stenen og aflagde det løfte inden førstkommende altings slutning at skulle have fuld fredløshed eller selvdømme over Arngrim gode, der havde været med til at indebrænde hans fader; derpå satte han sig igen i sit sæde. Dernæst sprang hans svigerfader Gunnar Hlivsson frem og aflagde et lignende løfte med hensyn til en anden mand, samt opfordrer sin svoger Tord Gelle til at gøre ligeså, hvad der dog ikke frugter.

En sådan løfteaflægning omtales også i andre kilder som stedfindende ved andre arter af gæstebud, sædvanlig i forbindelse med bragebægrets drikning.

At brud og brudgom gav hinanden gaver ved indgåelsen af fæstemålet omtales ikke. Den i andre kilder omtalte skik, at manden dagen efter brylluppet skulde give konen den såkaldte bænkegave (morgengave, linfæ) omtales i de her benyttede kilder kun Laxd. 43. 45: Den norske kongedatter Ingebjørg giver Kjartan et guldindvirket hovedklæde (motr) med opfordring til ham om at give Gudrun den "at bekkjargjöf"; da han ikke bliver gift med Gudrun, men med Hrevna giver han under brylluppet hende hovedklædet »at linfé«.

Ved brylluppets ophør gav den, der afholdt brylluppet i reglen de anseteste gæster gaver, ligesom det var skik efter andre store gæstebud eller besøg. Således giver Olaf Fejlan ved bryllupsgildets ophør rige gaver til de betydeligste mænd (Laxd. 7.). — Efter Høskulds bryllup (Laxd. 9.) drager endogså alle hjem med sømmelige gaver, hvad der dog vel ikke skal tages bogstavelig. — Ligeledes giver Olav På alle stormændene gaver (Laxd. 29.); Kjartan stormændene gaver (Laxd. 45.); Gunnar mange mænd gaver (Nj. 34.). — Brudgommen Torkel Ejolvssøn giver alle de fornemme mænd kostbare gaver ved afskeden, skønt Gudrun har afholdt bryllupsgildet (Laxd. 69.). - Høskuld spørger ved slutningen af Torvalds og Halgerds bryllup sin broder Hrut om han skal give nogle gaver, men da det aner Hrut, — der har gennemskuet Halgerds karakter — at hans broder vil få lejlighed nok til at øde sit gods for hende (nemlig som bøder for hendes slette gærninger), råder han ham til at lade være (Nj. 10.)

Vi véd af loven, at ethvert ægteskab, hvor pigen ikke blev bortgivet efter sine frænders råd, på lovlig vis ved fæstemål, brudekøb o.s.v. var ugyldigt; det blev betragtet som frillelevnet, børnene vare altså ikke arveberettigede. — Sådanne ægteskaber finder vi oftere omtalt, hvor skuepladsen er Norge. — I Eg. 7. ffg. fortælles om lendermanden Bjørgolv, der tvinger Hogne på Leka til at lade ham holde "løsebryllup" med hans datter; han købte hende for en øre guld og gik i seng med hende. Børnene får ingen arv, skønt de påstår, at moderen er købt med "mund". — I Eg. 32. fortælles der om herseætlingen Bjørn Brynjolvssøn, at han bortførte Tore herses søster Tora Ladhånd, da hendes broder havde givet ham afslag, og holdt bryllup med hende; senere kommer det til en forsoning mellem Bjørn og Tore, der udreder Toras gods; ikke desmindre påstås senere (Eg. 57.), at Bjørns og Toras datter Asgerd ikke er arveberettiget "ti hendes moder blev hærtaget og derefter taget til frille, men ikke efter hendes frænders råd, og ført fra land til land". Modparten mener at kunne omstyrte påstanden ved at bevise, at der i forliget mellem Tore og Bjørn blev fastsat, at Asgerd skulde ledes til arv efter sin fader Bjørn. — Om Ketil Trym fortælles det (Landn. 243. — Dpl. 4. 5.), at han udenlands købte den hærtagne syderøiske jarledatter Arnejd. Ketil tilbyder hende at føre hende til hendes frænder med en stor sum penge hun havde fundet, men hun vælger at følge med ham til Island; her holder han bryllup med hende. Dette ægteskab må vel egentlig strengt taget også betragtes som ugyldigt, skønt man ikke hører noget derom. — Ellers omtales ugyldige ægteskaber ikke i de her benyttede kilder. De stedlige forhold på Island var også af den natur, at en af pigens frænder forsmået bejler vanskelig kunde finde noget sted, hvorhen han kunde bortføre hende og håbe at være i sikkerhed for slægtens hævn — og det samme gjaldt naturligvis i mange tilfælde i Norge. — Så måtte de forsmåede friere nøjes med at give deres sorg og vrede luft på anden måde — Da Olve Hnuve fik afslag på jarledatteren Solvejg den fagre, slog han sig fra hærtog og digtede mange kærlighedssange (Eg. 1. norske forh.). — En bondesøn fik afslag på Torfins datter; han gjorde forgæves forsøg på at forføre hende; da vilde han riste elskovsruner for hende, men han forstod det ikke og ristede af en fejltagelse sygdomsruner (Eg. 75 ffg,)<ref>Begivenheden foregår hos en norsk grænseboer hvem Egil på sin Værmelandsfærd gæster; Egil opdager trolddommen og helbreder datteren</ref>. — Da Oddny af faderen Une nægtes den slette og tryllekyndige Hrollejv, truer denne med at gøre datteren til frille og begynder straks sine besøg hos hende; da hendes broder vil stanse dem, dræber han ham (Vatsd. 18.). — Hroar Tungegodes søstersøn Tjorve frir til Astrid Mannvitsbrekka, men hendes brødre nægter ham hende og giver hende til Tore Ketilssøn. Da tegnede Tjorve deres billeder på vandhusets væg, og hver aften, når Hroar og han gik til vandhuset, spyttede han i ansigtet på Tores billede, men kyssede hendes. Da Hroar skrabede disse billeder bort, skar Tjorve dem på sit knivskaft og kvad en vise, hvori han siger, at billederne på væggen var sat der til spot, og kalder udskæringerne på knivskaftet for "et mén, som han ene rådede for". Følgen heraf var både hans og hans broders samt Hroars drab (Landn. 247.). — Når det var bersærker og holmgangsmænd, der fik afslag, var naturligvis følgen en udfordring for pigens frænde; således optræder Asgaut og Ljot den blege (Vigagl. 4. Eg. 7. norske forh.).

==Ægteskab==

Fra betragtningen af fæstemål og bryllup går vi nu over til at fremstille ægteskabet, og da navnlig husbondens og hustruens indbyrdes forhold. Idet vi erindrer, hvorledes hun viljeløs ved en art salg kom i mandens besiddelse, må det i høj grad forbavse at sé den ansete og selvstændige stilling hun indtager som "husfrue", en stilling, som måske for en stor del skyldes den lethed, hvormed hun kunde opnå skilsmisse med bevarelse af sin formue og som man med ublandet tilfredshed betragter på grund af hendes evne til at udfylde sin plads og i alle henseender opfylde de til hende stillede krav. — Først betragtes området for hendes myndighed med hensyn til husets bestyrelse. Såsnart det nygifte par er flyttet hjem til deres egen gård, hvad der i almindelighed skete umiddelbart efter brylluppet — undertiden tilbringer de dog det første halvår hos en af deres nærmeste (Nj. 91. 98.), sjældnere opgiver de aldeles selv at sætte bo, men lever hos svigerforældrene og lader deres ejendom bestyre af undergivne; således flere af Njålssønnerne — overtog husfruen bestyrelsen af det indre husvæsen. — Således siges om Jorun Bjørnsdatter, at hun "tekr við húsumsyslu" med Hæskuld (Laxd. 9.). — Om Halgerd siges der, at hun "tok við búráðum" og var driftig og myndig, om hendes datter Torgerd, at hun "tok við búraðum"<ref>forskellige udtryk for overtagelsen af husholdningens bestyrelse.</ref> og var en god husfrue (Nj. 34.). — Om Hrut siges der, at han gav Unn al rådighed i hænde "fyrir innan stokk"<ref>vera f. i. st. — bestyre det indre husvæsen.</ref>  (Nj. 6.). Undertiden når moderen bestyrede huset for den ugifte søn, var hun "fyrir innan stokk"; således Tordis i Snorres hus (Eb. 15.). — Halgerd afslår, sålænge Glum og broderen Torarin bor sammen, at "taka við búi",  men da han senere flyttede bort, skaffede hun sig tyende (Nj. 14.). Husfruens forhold til husfolkene kan sés af Gunnars ytring til Halgerd: "Skænds med dine tjænestefolk, men ikke i andre folks huse" (Nj. 35.). —  I Nj. 36. siger Bergtora til arbejdsmanden Kol, der søger tjeneste: "Jeg er Njåls kone og antager tyende ligesåvel som han". — Konens uafhængige stilling kan sés af Gunl. 3., hvor Jofrid er i stand til at give sin fårehyrde, som hun hemmeligt skaffer ud af landet, 3 mark sølv, uden at husbonden mærker dette. — Når manden drog udenlands, var det almindeligt, at han overlod hustruen hele gårdens bestyrelse og børnenes opdragelse; således "varðveitir" Jorun "bú ok børn"<ref>Passer hus og børn.</ref>, medens Høskuld er udenlands; ligeledes Torgerd under Olav Pås rejse (Laxd. 11. 29.). Undertiden finder man dog, at manden inden sin afrejse skaffer konen en medhjælp; således er det tilfælde ved Torgrims, Torkels og Gisles udenlandsrejse (Gisl. 13.).

I enkelte tilfælde ser vi husfruens område udvides langt mere. Således sørger Bjargø aldeles for huset under den gamle Håvards årlange svaghed, ror på fiskeri om dagen, arbejder om natten, anordner hans rejser angående bod for deres dræbte søn, drager rundt og opfordrer slægten til hævn (Hav. 5. 9.).

Om høvdingen Vermund Torgrimssøns kone Torbjørg fortælles der, at hun, naar manden ikke var hjemme, styrede herredet og beboerne, og dermed var enhver tilfreds. Engang i Vermunds fraværelse, da bønderne havde fanget den fredløse Grette og vilde hænge ham til straf for hans røverier, drager hun til med sine huskarle og befrir ham (Fbr. 1—2.). — Unn den dybrige, der rigtignok nævnes som "mikit afbragð annarra kvenna"<ref>Frit overs.: et vidunder blandt sit køn.</ref>, lod, efter hendes faders død, da hun hørte, at hendes søn var falden i Skotland, en knor hemmeligt bygge i skoven og sejlede bort fra Katanæs med sit gods og alle sine frænder, så at man neppe véd eksempel på, at en kvinde er kommet bort fra en sådan ufred med såmeget gods og følge (Laxd. 4.). Vel var hun enke, men stedet kan dog her benyttes som eksempel på, hvad kvinder under vanskelige forhold kunde påtage sig og udføre.

Den kærlighed, hvis tilblivelse inden brylluppet forholdene som oftest forhindrede, indfandt sig hyppigt og hurtigt hos de nygifte. Ofte møder vi i sagaerne umiddelbart efter at brylluppet er omtalt udtrykket "takast ástir miklar (goðar ástir) með þeim" d.e.: de fatter stor kærlighed til hinanden (Laxd. 7. 24. 45. 69. 70.). Om Mørd, der har ægtet Torkatla ifølge en politisk rådslagning (Nj. 62.), siges der af svigerfaderen (Nj. 136.), at han "elsker hende som sine egne øjne". Mange er de eksempler på rørende kærlighed mellem ægtefolk, som vi i sagaerne møder. Aud — der dog under sin og svigerinden Asgerds uforsigtige samtale må høre, at hun inden giftermålet med Gisle har haft et godt øje til Torgrim, men som også da alt viser sit smukke forhold til sin mand ved i modsætning til Asgerd, da samtalen er opdaget, at sige, at det eneste råd hun véd, er at sige Gisle alt, hvad vanskeligt hun har at tale eller tage beslutning om — vælger at følge sin mand under hans fredløshed, modstår alle løfter og trusler sigtende til at forråde ham, der da også på sin side elsker hende så meget, at han ikke kan være i længere tid borte fra hende, og deltager tilsidst i hans sidste kamp (Gisl. 15. 69.). — Bergtora opfordres indtrængende til at gå ud under mordbranden på Bergtorshvål; hun svarer: "Ung blev jeg given Njål, jeg har lovet ham, at ét skulde ramme os begge" (Nj. 130.) — Hrevna var efter Kjartans drab meget "harmþrúngin"  (sorgbespændt), men hun bar sin sorg med så megen anstand, at hun talte venligt med alle. Hun tog ingen mand mere efter Kjartan, hun levede også kun kort tid efter, og folk mener, at hendes hjærte brast af sorg (Laxd. 50.).

Undertiden får det kraftig-ubøjelige, virksomme, karakterfaste hos den islandske kvinde stærkere overhånd på det kvindeliges bekostning, end det nu synes os tiltalende, men sådanne kvinder, der betegnes med navnet "skörungr", omtales altid med udelt beundring. Som sådan viste Gudrun sig på sin og Torkel Ejolvssøns bryllupsdag, da hun, for at forsvare sin gæst den fredløse Gunnar Tidrandebane, hvem Torkel vilde dræbe, befaler sine mænd at hjælpe Gunnar og ikke skåne nogen, der vilde hindre dem. Snorre søger at forsone ægtefolkene og fremhæver for Torkel "hversu mikill skörungr"<ref>Hvilken mandig kvinde.</ref> Gudrun er, der ved sine beslutninger viser sig dem begge overlegen ... en sådan kone vilde han aldrig få, om han end søgte vide om (Laxd. 69.). Høskulds moder Torgerd, der i Norge bliver gift med lendermanden Herjolv, viser snart, at hun er "enn mesti skörungr", og hans stilling syntes nu meget bedre og anseligere end for, efterat han havde fået en sådan kone, som Torgerd var (Laxd. 7.). — Kvinder af den art måtte naturligvis have stor indflydelse på deres mænd. Således ser vi Høskulds kone Jorun — om hvilket ægtepar der efter brylluppet siges, at de levede godt sammen, men gav sig ikke meget af med hinanden til daglig — give sig i tale med sin mand, da hun sér ham samle folk for at angribe sin halvbroder Hrut, der havde røvet noget kvæg fra ham og dræbt folk for ham; hun forestiller ham det skændige i at dræbe broderen, minder ham om det berettigede i broderens fordring på mødrenearv, om det sandsynlige i at han har sikret sig mægtige mænds hjælp, sådanne, der har udestående med Høskuld og opfordrer ham til at tilbyde broderen et sømmeligt forlig, der vil være til hæder for dem begge. Høskuld beroligedes meget ved Joruns forestillinger, og han fandt, at hun havde ret (Laxd. 19.). — Om Torkel Gejtessøns kone siges der (Ljosv. 12.): Hun var "hinn mesti kvennskörúngr" i sin æt og bragte det i stand, som ingen hidtil havde formået, at frænderne Gejtessønnerne og Bjarne Broddhelgessøn sluttede forlig. Herom berettes nærmere i Vápnfirðinga saga: På grund af forskellige stridigheder mellem svogrene og de tidligere gode venner Broddhelge og Gejte var der ættedrab i disse slægter. Torkel Gejtessøn og Bjarne Broddhelgessøn har gjort flere forsøg på at overfalde hinanden og har tilsidst leveret hinanden en kamp hvori begge såredes. Efter at Bjarne er bleven helbredet af lægen Torvard, sender han denne hen at se til Torkel; senere hen, da Torkel på grund af sine sår ikke kan sørge for sit hus, tilbyder Bjarne ham at modtage hans husfolk og kvæg, eller at sende ham mad og hø. Da Torkel får dette budskab, svarer han længe intet. Jorun, der havde været beskæftiget med at bære frem til måltidet og var stanset på gulvet for at høre efter, hvad han vilde svare, spurgte hvorfor han tav til et så smukt tilbud; og da han svarede, at han var tvivlrådig, fordi det kom så uventet, sagde hun: "Det vilde jeg, at vi drog til Hov i morgen og traf Bjarne, ti sådanne tilbud af en mand som han er, synes mig meget hædrende." Torkel svarer: "Du skal råde for dette, ti jeg har ofte erfaret, at du er både klog og velsindet". Næste morgen drog de også afsted, og følgen heraf var naturligvis et oprigtigt forlig (Vapfn. 30.).

Ofte optræder kvinderne som afbrydende mændenes kamp, nemlig ved at kaste klæder på de kæmpendes våben; ved en sådan lejlighed mister endog Torarin Måvehlidings kone Aud sin ene hånd, et tab hun bærer med stor standhaftighed (Landn. 89. = Eb. 18.).

Også på anden måde søgte kvinderne at formindske kampens ulykker navnlig ved at forbinde de sårede. I Landn. 80. fortælles, at, da Gunlaug den rige og Torfin fra Røaudemel under en holmgang begge var blevet sårede, lægte Gunlaugs kone Turid dem begge og forligte dem. — Om Glums kone Haldora fortælles der, at hun, da hendes mand og Torarin Toressøn kæmpede med deres flokke, kaldte kvinder til og gik med dem til kampen for at forbinde alle de faldnes — venners og fjenders — sår. Glum sagde efter kampen til Haldora, at hvis hun havde holdt sig hjemme, havde de haft en heldig dag, og da var Torarin ikke sluppet bort med livet. Hun svarer, at om end Glum kun i kort tid vil kunne opholde sig i herredet, hvis Torarin lever, så vil han dog aldeles ikke kunne opholde sig i landet, hvis han dør (Vigagl. 23.).

Oftere optræder konen overfor manden som den forsigtige, rigtigt formodende. Således viser Torkel Haks kone fra det første øjeblik hun sér spejderen Torbjørn Rindil den stærkeste uvilje imod ham, medens Torkel umistænksomt modtager ham, hvad der også koster ham hans liv (Ljosv. 18.). — Helge Asbjørnssøn advares forgæves af sin kone om ikke at overlade sin sikre lukkede seng til de fremmede, da han kan vente sig overfald — han følger sit eget hoved og det koster ham hans liv (Dpi. 28—29.). — Ligeledes advarer Bjørn Hitdølekappes hustru ham forgæves på hans dødsdag om ikke at begive sig hjemmefra (Hitd. 62.). — Et sted, der viser det samme og tillige den indflydelse, der i de fleste forhold tilstodes konen, er Vatd. 42., hvor Torkel Silvres kone advarer ham mod at tage til mødet ved Karnså angående godordsbestyrelsen — ved hvilket møde han også virkelig blev dræbt — ; han svarer: "i andre ting skal dine ord gælde, men ikke her".

At manden ikke altid vidste at holde konens indflydelse indenfor de rette grænser, har vi oftere eksempler på. I Eb. 51. lader Torodd sig ved sin hustrus bønner og overhængen bevæge til ikke fuldstændigt at opfylde sit løfte til Torgunna fra Syderøerne om efter hendes død at brænde hendes kostbare sengeklæder; deraf opstod stærk gengangerfærd og dødelighed. — Nordmanden Gejrmund Gny fride hos Olav På til hans datter, men fik afslag. Derpå bestak han husfruen Torgerd til at hjælpe sig; hun anbefaler også Olav partiet, og han svarer: "Jeg skal ikke gøre dig mere imod heri, end i andet, skønt jeg hellere vilde give min datter til en anden mand". Nu får han pigen, men viser sig tilliden uværdig (Laxd. 29.). — En betydelig indflydelse på børnenes giftermål — om ikke just så stor som i dette tilfælde, havde vist hustruen som oftest, skønt loven ikke hjemlede hende en sådan.

Når vi betragter ægtefolkenes daglige samliv, møder der os ligeledes mange eksempler på, at manden langtfra at optræde på nogen tyrannisk måde tværtimod i høj grad har taget hensyn til hustruens særegne karakter og læmpet sig derefter; således f. eks. er Gunnars forhold til Halgerd. Straks efter brylluppet udvikler der sig et bittert fjendskab mellem hende og Bergtora; kort efter da Gunnar rider til tings, beder han Halgerd ikke vise fjendskab mod hans venner, medens han er borte, men får til svar: "Troldene have dine venner", og sér "at det ikke er godt at skifte ord med hende", en lære, som han synes vel at have erindret. Da Halgerd i hans fraværelse har ladet Bergtoras huskarl Svart dræbe, og hun lader ham det tilmælde på tinget, dadler han ikke Halgerd, så folk vidste ikke, hvad han syntes om det; da han ved hjemkomsten bebrejder Halgerd gærningen og hun svarer med at klage over at der er kommet bod for den dræbte, siger han "at hun måtte råde for hvad hun tog sig for, han for hvorledes sagerne endte". Da drabsmanden, Halgerds værkstyrer Kol, dræbtes til gengæld på Bergtoras foranstaltning, og Gunnar modtager samme bod som han har betalt for Svarts drab, laster Halgerd ham meget og gav meget ondt af sig, Gunnar gav ikke agt derpå. Da Halgerd har ladet Kols drabsmand, huskarlen Atle, dræbe, finder Gunnar sig med samme ro heri; først da hun beskylder ham for fejghed i anledning af at han har givet bod for drabet, er han i lang tid kold imod hende, indtil hun igen nærmede sig til ham. De gensidige drab fortsattes, og skønt Gunnar advarer sin frænde Sigmund mod at lade sig benytte som redskab af Halgerd, "thi hun tager sig mangen gang det for, som er fjærnt fra min vilje", undgår han dog altid at skifte ord med hende, selv når hun, ved sine trusler om hævn over den på Bergtoras foranstaltning sidst dræbte, udæsker ham. Da Sigmund dog har begået drab efter Halgerds tilskyndelse, siger Gunnar til ham: "Du er ikke mig lig i sind, du farer frem med hån og spot, men det er ikke mit sind. Derfor kommer du godt ud af det med Halgerd, fordi eders sind stemmer mere overens", men Halgerd bebrejder han intet; selv da Halgerd har fået Sigmund til at digte nidviserne mod Njål og hans sønner, vender han sig kun til Sigmund med sin dadel; og alle Halgerds ophidselser i anledning af Sigmunds påfølgende drab, besvarer han med "ikke at give agt derpå". Først da Halgerd har ladet stjæle ost og smør i Kirkebø, og giver Gunnar, der spørger, hvor den mad er kommet fra, til svar: "Fra det sted, at du gærne kan spise den, men det er ellers ikke mænds sag at give sig af med madlavning", vredes han og giver hende en kindhest med de ord: "Ilde er det, hvis jeg skulde være tyvshæler" — et slag, som hun lovede at skulle mindes og lønne, hvis hun kunde (Nj. 36-48.).

Et andet eksempel på hustruens store frihed, men hvor denne tillige frembyder en langt ædlere karakter, haves i forholdet mellem Njål og Bergtora. Hun var "kvennskörungr mikill ok drengr góðr ok nokkut skaphörð" (Nj. 20.), og denne forening af kraft og hårdhed ledsaget af bravhed viser sig i alle hendes handlinger. Hun er ikke den, der lader nogen fornærmelse sidde på sig, hun gengælder ondt med ondt, som godt med godt. Medens hun således stadig mod Halgerds drab lader komme andre, er hendes fjendskab mod denne ikke istand til at forandre hendes følelser for Gunnar, så at hun endog, da han ikke kan få hø og mad til købs, tilskynder Njål til at give ham det (Nj. 47.). Den vise, lov og ret nøje følgende, Njål, ønsker naturligvis ethvert forlig overholdt og dadler ogsaa Bergtora for Kols drab, hvortil hun svarer, "at hun aldrig vil give efter for Halgerd" (Nj. 37.), men både ved forud at tage bodssummen med til tings, og endnu mere ved sine forskellige ytringer (Nj. 38.), viser han, at han betragter Bergtoras hevngærrighed, som noget man kan vente sig og hvortil der intet er at sige.

Hustruer med en så pirrelig æresfølelse og så udviklet selvstændighed kunde naturligvis ikke finde sig i legemlig revselse; i virkeligheden finder vi også kun få tilfælde, hvor manden i hidsighed har ladet sig bevæge til at give konen en kindhest — oprørende pryglescener og andet desl. kendes ikke — og sér, at det altid af konen er blevet betragtet som en stor krænkelse, der vanskelig kunde tilgives. — Således sér vi Halgerd love Gunnar at huske slaget og sér hende opfylde sit løfte ved, da det gælder hans liv, at nægte ham en lok af sit hår til en buestreng. "Hun mindes nu kindhesten og bryder sig ikke om, enten han værger sig længere eller kortere". Flere steder i den foregående dél af sagaen efter kindhesten antydes vistnok desuden, at Halgerd ønsker Gunnar døden; mærk således hendes tvetydige glæde, da Gunnar har dræbt Torgejr Otkelsson (Nj. 73.), ligeledes hendes glæde, da Gunnar vender tilbage til Hlidarende og ikke drager udenlands (Nj. 76.) — to handlinger, der ifølge Njåls spådomme vilde bringe ham fordærvelse. Den samme Halgerd har tidligere rådet sin første mand Torvald bane, fordi han i vrede over at hun beskyldte ham for at have sultet sig og sin fader af gærrighed, slog hende i ansigtet (Nj. U.). Hendes anden mand Glum slår også til hende med sin hånd engang, fordi hun ivrigt forsvarer sin fosterfader Tjostolv, en slet person, hendes første mands drabsmand; hun elsker Glum højt, er derfor aldeles ude af sig selv af sorg og græder højt. Hendes fosterfader tror, at også dette slag bor hævnes med drab, uagtet Halgerd beder ham ikke blande sig i sagen; men følgen bliver, at hun til hævn formanden råder fosterfaderen bane (Nj. 16—17.).

Ifølge Eb. 13—14. anser Borks kone Tordis det for tilstrækkelig grund til skilsmisse, at hendes mand året i forvejen har slået hende, fordi hun i deres eget hus sårede hans frænde Ejolv, der havde dræbt hendes fredløse broder Gisle Sursson, Torgrims — Borks broders, hendes første mands — drabsmand; "hun vilde ikke ligge under hans hug". — I Hitd. 22. giver Tord Kolbejnsson i vrede sin hustru et slag på kinden, fordi hun besvarer hans opfordring til at malke, hvortil hun ikke er vant, med en opfordring til ham om at muge kvægfoldene. — Det sés vel ikke, at dette slag har draget bestemte følger efter sig, men rimeligt er det, at det har bidraget til at fjærne hende fra Tord, nærme hende til Bjørn.

At den for kvinden ejendommelige pirrelighed og iver i småting heller ikke dengang var ukendt, sés såvel af Halgerds og Bergtoras forhold, idet grunden til deres fjendskab var, at Bergtora ved et gilde hos sig havde fordret, at Halgerd skulde vige hædersplassen for den ankommende svigerdatter Torhalla — som af mange andre eksempler; således Ljosv. 13., hvor Gudmund den mægtiges kone Torlaug og Tore Helgessøns kone Gejrlaug kommer i strid om, for hvem af dem der først skal bæres vand til håndtvæt; derfra går ordskiftet over til en strid om, hvem af dem der er bedst gift, og dette bringer Gejrlaug til at udslynge store fornærmelser mod Gudmund; Torlaug anstiller sig syg, får sin mand til at tage bort fra gildet og røber ham alt. — Mærkes kan ogsaa Skarphedins ytring til sin moder (Nj. 44.): "Ikke har vi kvindesind, at vi skulde vredes over alt".

Holder man for øje det her udkastede billede af den islandske kvinde og erindrer tillige, at blodhævnen var en hellig pligt for ethvert lem af ætten, vil det synes naturligt, at sorgen over mandens død oftest viste sig hos konen i stærk forbitrelse mod hans drabsmænd, og at hun så sin eneste trøst i en hurtig og blodig hævn; og vi finder også i virkeligheden, at hustruen i reglen er den, der aller ivrigst ægger til hævn. Som karakteristiske eksempler i denne henseende kan fremhæves: Da Hildegunn finder sin husbond Høskuld Hvidenæsgode dræbt, tager hun hans kappe — en kostbar gave fra Flose — aftørrede alt det levrede blod og svøbte det deri; derpå lagde hun den sammen og gæmte den i en kiste. Da nu hendes nærmeste slægtning Flose Tordssøn kom til hende i anledning af drabet, viste hun ham på forskellig måde sin fortrøstning til ham og sin sorg og spurgte ham dernæst, hvad hjælp han vilde yde hende. Med Floses svar, at han vilde skaffe lovens fulde straf eller sømmeligt forlig, er hun ikke tilfreds og kræver hævn, og for end mere at ægge ham, lukkede hun kisten op, tog kappen Flosesgave frem og gik tavs henimod Flose, da han netop var mæt og der var taget af bordet. Hun kastede kappen over Flose, så at blodet strømmede ned over ham, og sagde: "Denne kappe, Flose, gav du Høskuld, og jeg vil nu give dig den tilbage; i den blev han dræbt. Derpå kalder jeg Gud og alle gode mænd til vidne, at jeg besværger dig ved Kristi kraft og din mandighed og tapperhed, at du hevner alle de sår han havde på sig død; ellers hedde du hver mands niding". Flose rev kappen af sig, kastede den i favnen på hende og sagde: "Du er en fordærvelig kvinde og vilde, at vi skulde begynde på det, som vilde blive os alle værst. Ja kolde (ildesindede) er kvinderåd." Flose var så bevæget, at han i sit åsyn stundom var rød som blod, stundom bleg som hø, stundom sort som Hel. Flose lader sig dog siden på altinget ved de indflydelsesrigeste høvdingers bønner bevæge til forlig, men i det sidste øyeblik, da han skal modtage pengebøderne, slår han om og gør ethvert forlig umuligt ved at fornærme Njål, som det synes, ophidset ved synet af en silkekåbe, som denne i den bedste mening har føjet til boden (Nj. 113. 117. 124.).

Vigfus Ottarsson havde gjort et mislykket forsøg på at lade Snorre gode myrde, Snorre havde dræbt ham. Hans hustru søgte at bevæge en af frænderne til at overtage drabssagen, men hun maatte forgæves drage fra den ene til den anden; alle vilde støtte sagen, ingen stille sig i spidsen for den. Da får hun endelig det råd at opgrave sin husbond Vigfus' lig og bringe hans hoved til Arnkel gode — den af frænderne, til hvem hun først havde vendt sig. Hun drager da påny til Arnkel, og da han ikke vil opfylde hendes begæring, tager hun hovedet frem under sin kappe og siger: "Her er nu det hoved, der ikke vilde undslå sig for at påtale drabssag efter dig, hvis det behøvedes". Arnkel bevæges stærkt herved og overtager sagen (Eb. 42—44.) — Det synes i det hele, som det at få den dræbtes hoved bragt til sig i høj grad forpligtede til hævn; således beklager Halgerd, at fårehyrden ikke efter Skarphedins befaling havde bragt hende den af Skarphedin dræbte Sigmunds hoved; hun skulde da have bragt Gunnar det, og han måtte da hævne sin frænde eller udsætte sig for hver mands dadel. — Da Torhalla følger tilbudet om fri udgang under branden på Bergtorshvål, er hendes eneste trøst, at hun skal ægge sin fader og sine brødre til hævn (Nj. 30.).

Hidtil er ægteskabet betragtet fra sin lyseste side, men naturligvis frembyder også sagaerne eksempler på ulykkelige ægteskaber, på et dårligt samliv mellem mand og kone; dog synes sådanne at have hørt til undtagelserne. Undertiden må grunden søges i ganske særlige forhold, som tilfælde er med Hruts og Unns ægteskab, hvor Unn får modbydelighed for sin mand på grund af naturlige mangler, eller med Hravns og Helgas ægteskab, hvor hendes tidligere kærlighed til Gunlaug samt Hravns falske fremfærd bringer hende til at hade ham. Undertiden finder vi også eksempler på, at en mand for pengenes skyld har taget en styg og uduelig pige, som han ikke kan lide (Laxd. 32.). Men som oftest er forholdet det, at en smuk, stolt og begavet pige er for pengenes skyld bleven gift med en mand, der baade i stand og i legemlig og åndelig udstyrelse står tilbage for hende, og hvem hun nu lader føle sin utilfredshed og ringe agtelse. Således blev Halgerd mod sin vilje gift med den velhavende Torvald Osvivssøn, hvem hun ikk anser for et passende parti; hun var som husmoder begærlig og ødsel, og da Torvald vil holde igen, pådrager det ham fornærmelser, der fra hans side gengældes med slaget, der foranledigede hans drab (Nj. 9—11.).

Vigdis, der var gift med den rige Tord Godde, var "meirr gefin til fjár enn brautar-gengis<ref>d.e.: hendes giftermål var heldigere med hensyn til penge end til beskyttelse</ref>; til sin mand, om hvem hun siger, at han er "ekki garpmenni mikit" (ingen helt) tager hun kun grumme lidet hensyn; trods alle hans indvendinger modtager hun en slægtning, der har en drabssag på halsen, og beholder ham hele vintren; da husbonden senere vil udlevere ham, forhindrer hun det og befaler Tord at levere tilbage de penge han i denne anledning har modtaget, hvortil han svarer, at hun nok vil råde i denne sag, hvad der også sker (Laxd. 11. 14—15.). — Valgerd var given Bjørn i Mørk "til fjár", og hun holdt ikke videre af ham. Hos dem opholdt Njåls svigerson Kåre sig en tid under blodhævnen efter Njålsbranden; Bjørn gjør sig meget vigtig med den bistand han skal yde Kåre, men husfruen afslører på den ubarmhjertigste måde hans pralerier. Under Kåres og Bjørns påfølgende kampe med mordbrænderne bilder Bjørn sig ind, at han har været meget tapper, skønt han bestandig har stået bag Kåres ryg, dækket af ham; da de skal ride hjem, beder han Kåre rose ham for konen, "det er ham meget magtpåliggende, ti hun vil ikke tro et ord af hvad han selv siger". Da han ved hjemkomsten begynder sine brovterier, svarer hun så godt som ikke, smiler kun og henvender straks sine spørgsmål til Kåre (Nj. 149. 153.). — Gudrun var mod sin vilje bleven gift med Torvald Haldorssøn, en rig mand, men just ikke synderlig kæk; fæstemålskontrakten indrømmede hende stor rådighed over formuen, og hun var også meget ublu i sine fordringer. Dette går så vidt, at Torvald engang i hidsighed giver hende en kindhest, der foranlediger skilsmisse imellem dem (Laxd. 34.).

Undertiden synes det også, som svigerfaderen gennem datteren har udøvet en temmelig trykkende myndighed over svigersønnen. Gissur Hvide tvinger Mørd til at overtage en farlig drabssag med trusel om ellers at lade sin datter, dennes kone, hente hjem (Nj. 136.). — Gudmund den mægtige ytrer om Skaftes søn Torstejn Holmund, at han vil komme til at følge samme parti i kampen på altinget, som han selv, "ti han tør ikke vove at gøre andet end hvad jeg vil, da han er gift med min datter Jodis« (Nj. 141.).

Da Flose rejser rundt til Østlandets høvdinger for at bede dem om hjælp, svarer Sørle Broddhelgessøn, at han vil intet love, for han véd, hvem hans svigerfader Gudmund den mægtige holder med. Floser siger: "Jeg mærker af dit svar, at du står under kvindeherskab (kvánriki)" og drager straks bort (Nj. 135.).

Hustruens dyd synes at have været upåklagelig, vi finder kun få eksempler på utroskab; derimod ansås det for en fuldstændig lovlig sag, at manden havde frille, et forhold, der senere skal blive omhandlet. Ualmindelig letfærdig synes Snorres gode søster Turid at have været; som enke efter Torbjørn digre bliver hun gift med Torodd Skatkøbende, og straks efter begynder hendes og Bjørn Asbrandssøns forståelse. Torodd søger forgæves at stanse hans besøg, men får ham ved Snorre godes bistand dømt fredløs på tre år. Da han efter en mangeårig fraværelse vender tilbage, begynder deres gamle forhold straks igen — han antyder, at han er fader til Turids søn Kjartan og fortsætter sine besøg; Torodd er magtesløs mod hans krænkelser, men endelig får Snorre ham til at forlade landet for bestandig (Eb. 29. 40. flfg.).

I Bjørn Hitdølekappes saga forekommer et andet, men langt mere undskyldeligt tilfælde, ti Bjørn er Oddnys første kærlighed, og kun under et svigagtigt foregivende af at Bjørn var død, lykkedes det Tord at få hende til ægte; og desuden drog han ved at indbyde Bjørn til vinterophold hos sig, samt ved sin hele tåbelige adfærd overfor Bjørn og Oddny, selv uvejret over sit hoved.

Et eksempel på høj grad af skinsyge har vi i Gisl. 15. ffg., hvor Torkel lytter til sin kone Asgerds og Gisles kone Auds samtale og bliver så forbitret ved at høre, at Asgerd ynder Gisles svoger, hans egen fostbroder, Vestejn mere end ham — nogen utroskab har efter Asgerds forsikring ikke fundet sted — at han beslutter Vestejns død, flytter fra sin broder Gisle og sammen med sin svoger Torgrim, hvem han får til at dræbe Vestejn.

Viste det sig under ægteskabet, at ægtefolkenes sind ikke stemmede overens, eller opstod der en alvorligere uoverensstemmelse imellem dem, stod tilbage som sidste middel ægteskabets opløsning. Friheden til skilsmisse synes på sagaernes tid næsten uindskrænket, de i sagaerne forekommende tilfælde har så forskellige og tildels lidet betydende årsager, at det er vanskeligt at opstille visse indskrænkende betingelser; det synes endog som en enkelt tvist mellem ægtefolkene eller svigerfaderens vilje har været tilstrækkelig grund til at hæve ægteskabet. Således er det alt omtalt, hvorledes Gissur Hvide ved truslen om at lade sin datter hente hjem, får Mørd til at overtage en drabssag (Nj. 136.). — I Vigagl. 16. fortælles, at Vigaskute på grund af gensidig uoverensstemmelse skilte sig fra sin hustru Torlaug Glumsdatter ("sendte hende hjem og lod hende ene"). — Da Torkel, efter at have beluret Auds og Asgerds samtale, om aftenen viser sig uvenlig og ikke vil lade Asgerd komme i sæng til sig, truer hun ham med skilsmisse — en trusel, der straks hjælper (Gisl. 15—16.). — I Nj. 151. truer Valgerd Bjørn i Mørk med skilsmisse, dersom han ikke trofast hjælper Kåre, der har taget sin tilflugt til dem.— I Vigagl. 21. sér vi husfruen sige sig skilt fra sin mand Arngrim i forbitrelse over, at denne af skinsyge har dræbt sin fostbroder, husvennen Stejnolv, — Ofte opstod den skilsmissen foranledigende uenighed af frændskabsforholdene, når nemlig manden ikke vilde understøtte konens frænder, eller havde lagt råd op imod dem eller deltaget i drab på dem. Således truer Gudrun Bolle med skilsmisse, hvis han ikke deltager i hendes faders og brødres anfald på Kjartan (Laxd. 48.) — Bjorn Hitdølekappes faster Torhild, truer sin mand med, at de ikke skal søge samme sæng den aften (dette eller et lignende udtryk det sædvanlige for at betegne skilsmisse), hvis han ikke beskytter Bjørn mod overfald på rejsen hjem fra deres gård (Hitd. 36.)- — Vigdis, der ikke levede godt med sin mand Tord Godde, sagde sig skilt fra ham, da han havde lagt råd op mod hendes fredløse frænde Torolv, om at overlevere ham til hans fjender (Laxd. 16.). — Ifølge Gisl. 72—73. sagde Tordis sig skilt fra Børk, fordi han havde rådet hendes broder Gisle bane, med hvis drabsmand Ejolv han var ven og frænde; forud for skilsmissen berettes om Tordis' fjendske optræden mod Ejolv ved dennes besøg hos Børk, der skildres på samme måde som i Eb. Eb. 14. beretter også om skilsmissen, men angiver, at hun først næste år, da hun kunde flytte sammen med sin søn Snorre, sagde sig skilt fra Børk og som grund anførte det slag han (ifølge Eb. 8 beretning) havde slået hende, da hun sårede Ejolv. Slaget synes altså her at være anset for storre grund til skilsmisse end mandens frændskabsforhold til hendes broders drabsmand og hans meddelagtighed i hans drab. Ejendommelig er husfruen Torgerd Torbrandsdatters optræden (Eb. 46.); hun nægter at søge sæng med sin husbond, der har deltaget i en blodig kamp mod hendes brødre, indtil hun hører, at også en af hans brødre er falden — da er alt godt. — Som en endnu mere fyldestgørende grund til skilsmisse end slag sés upassende klædedragt at være betegnet. Således fortælles det Laxd. 34., at da Gudrun engang på grund af sine ublu fordringer til sin mand Torvald får en kindhest af ham, forbitres hun i høj grad og tænker på, hvorledes hun skal lønne det. Hun får af sin gode ven Tord Ingunssøn det råd at sy sin mand en skjorte med halsåbning så stor, at det, at han bærer den, berettiger til skilsmisse og så sige sig skilt fra ham af den grund. Dette råd følger hun. I Laxd. 35. siger Tord Ingunssøn sig efter Gudruns opfordring skilt fra sin hustru Aud, fordi hun bærer bukser med bagstykke, som mandfolk. På Tords spørgsmål, hvad straf der var for en kvinde, om hun bestandig gik i mandfolkebukser, svarer Gudrun: "Hun lider samme straf, som en mand, hvis han bærer så stor halsåbning, at hans brystvorter kan ses, begge dele berettiger til skilsmisse". Ifølge dette sted synes altså dette at være lovbestemt skilsmissegrund. Som lovlig grund til skilsmisse omtales Nj. 7. den, der foranledigede Hruts og Unns skilsmisse, nemlig at han ikke kunde have ægteskabelig omgang med hende. Ligeledes var skilsmissen naturligvis fuldstændig lovlig, når den fulgte af undladelsen eller overtrædelsen af visse ved fæstemålet fastsatte betingelser, således når Gest gør skilsmisse mellem sin søster og Torbjørn, fordi denne ikke, således som han har forpligtet sig til, vil ophøre med sine uretfærdigheder (Hav. 4. 7.). — I Vapnf. 11. flfg. har vi et eksempel på, at husfruen efter længere tids godt samliv meddeler sin mand, at hun på grund af svaghed ikke længere kan forestå husholdningen; dette at "beiðast or búi" (egl. bede sig ud af husholdningen) var ifølge sagaen i den tid skik. Manden Broddhelge opfatter det som skilsmisse og fæster sig straks en anden kone (en enke), som han hjemfører endnu inden den første er rejst. Men hans opførsel omtales ilde, hans fraskilte kone bebrejder ham, at han har handlet uforsvarligt imod hende, og efter Broddhelges død bortdriver sønnen af første ægteskab straks enken.

I de fleste af de ovenanførte tilfælde var det konen, der begærede skilsmisse; i Nj. 34. hvor der fortælles om Torhild Skjaldkvinde og hendes mand Tråen Sigfusson, har vi et eksempel på, at manden erklærer sig skilt fra sin kone på grund af et spottevers hun under et gilde digter og kvæder om ham. — Når man var kéd af sin kone og ifølge forholdene ikke godt kunde få skilsmisse i stand, kunde det vel også falde en og anden ind ved bortrejse at fri sig fra ethvert tryk; således fortæller Laxd. 30. om Nordmanden Gejrmund Gny, at han vilde rejse fra kone og barn uden at efterlade noget til deres forsørgelse, men den forbitrede kone medgiver ham ved list barnet, og berøver ham hans kostbareste ejendom sværdet «Fodbider».

I Grågås omtales kun få lovbestemte skilsmisseårsager; gejstlighedens indflydelse synes at have indskrænket skilsmissefriheden i høj grad. Når skilsmissehandlingen omtales i sagaerne, siges der sædvanligt, at vedkommende "nævnte vidner og sagde sig skilt" fra N. N. (Eb. 14. Dpl. 20. Gisl. 16.), eller, vel blot med et mere skødesløst udtryk, "sagde sig skilt" (Laxd. 16. 34.). I Nj. 7. beskrives skilsmisseakten som mere omstændelig. Mørd indskærper nemlig sin datter Unn, at hun skal nævne vidner ved sin husbonds sæng og sige sig skilt fra ham ved lovlig skilsmisse, overensstemmende med altings dom og lands lov; samme fremgangsmåde skulde hun anvende foran hovedindgangen (karldyrr). Dette udfører hun nøjagtigt og red derpå efter aftale med sin fader til ham, der opholdt sig på tinget. Her gik hun til lovbjærget og sagde sig skilt fra Hrut. — Også Tord Ingunssøn udfører skilsmissen fra sin hustru ved at gå til lovbjærget, nævne sig vidner og sige sig skilt fra hende. Men den i disse to tilfælde omtalte bekendtgørelse fra lovbjærget anvendtes måske kun, fordi de vedkommende dengang tilfældigvis opholdt sig på tinge.

At afgøre i hvilke tilfælde den fraskilte hustru kunde kræve sit gods er efter sagaerne ikke godt muligt. Hvormeget hun opnåede, og om hun overhovedet opnåede noget, afhang vistnok væsenligt af de to familiers indbyrdes magtforhold. Ved skilsmissen opstod der nemlig som oftest et mere eller mindre fjendtligt forhold imellem dem (Vigagl. 16. Hav. 7.), hvorunder den ene part søgte at tiltrodse sig så meget som muligt — intet at få ansås for en vanhæder (Vapnf. 13.) — den anden at holde fast på hvad man engang havde mellem hænder. Vi finder godsskifte betragtet som en selvfølge, hvor man skulde tro der var allermindst berettiget grund til skilsmisse; således siger Valgerd, hvor hun truer sin mand til trofast at hjælpe Kåre, at "ellers skal han aldrig komme i hendes sæng og hendes frænder skal gøre godsskifte imellem dem" (Nj. 151.). — Asdis truer ligeledes sin mand, da han ikke vil lade hende komme i sæng til sig, med skilsmisse og med at hendes fader skal hente hendes "mund" og "heimanfylgja" (Gisl. 16.).— Derimod siger Høskuld, da Vigdis' frænder vil kræve hendes gods hos Tord Godde, fra hvem hun havde skilt sig på grund af hans forræderi mod hendes fredløse frænde, at de ikke havde noget lovligt krav på gods, da hun ikke havde fremført nogen gyldig skilsmissegrund (Laxd. 16.). — Da Mørd krævede sin datter Unns gods af Hrut, svarer denne, at han søger sin datters sag mere af pengebegærlighed og stridslyst end med velvilje og bravhed — og udæsker ham til holmgang, hvis han ikke vil opgive enhver fordring; og dog synes denne skilsmisse netop at være i alle henseender fuldstændig lovlig.

Undertiden tages "skilsmisseforkyndelse" og "godsskiftning"  i samme betydning, selv om denne ikke foregik med det samme. Således beder Dpl. 18. 20. Ranvejg sin frænde Helge Droplaugsson at fare til godsskifte mellem hende og hendes mand; da Helge kommer, spørger han, om hun nu vil godsskiftet; hun siger ja, nævner sig vidner, siger sig skilt fra manden og kaster alle hans klæder i urinkulen — hvilket sidste vel kun er en tilfældig form for ytringen af hendes foragt. Derpå drog de bort, da Helge først senere vilde kræve hendes gods. — Af en sådan brug af ordet "godsskifte", kan man vel slutte, at godsskiftning som en selvfølge antoges at ledsage skilsmisse.

Når den fraskilte hustru drog bort uden at få noget af sit gods med sig, siges der i almindelighed, at hun drog bort med sine kostbarheder (gripir) alene, som hun i ethvert tilfælde synes at have beholdt, således Laxd. 16. Vapnf. 12.

I Nj. 7. forudsættes det af Mørd, at hans datter, når hun rider bort efter skilsmisseforkyndelsen i sin mands fraværelse, vil blive eftersøgt af herredsmændene; dette sker virkelig også. Grunden hertil er ikke let at sé; ti selv om det ikke skulde være hustruen tilladt uden mandens vilje at forlade huset, hvad ikke andetsteds vides omtalt, må dog forholdet stille sig anderledes efter at den lovlige skilsmisse er forkyndt; og at det var lovligt at forkynde den i mandens fraværelse, giver hele sammenhængen grund til at formode.

At hustruen har brugt voldsomme midler for at blive af med sin mand, omtales kun enkeltvis. Således fortæller Dpl. 17., at det var den almindelige mening, at Droplaug, der mod sin søn Helges vilje havde ægtet Halstejn, og som senere havde fået denne til at indbyde Helge til vinterophold, havde lagt råd op med sønnen om at dræbe manden; Helge havde ladet drabet udføre ved en træl, der så blev ryddet af vejen. Men denne fremfærd vakte almindelig afsky, næsten ingen vilde hjælpe hende på tinget; hun forlod landet inden tingets begyndelse og drog til Færøerne.

Enkelte efterretninger tildels fra en ældre tid, der imidlertid står aldeles isolerede, tyder på en langt større myndighed hos husbonden og en hensynsløs, tyrannisk benyttelse af den. — I Landn. 151—152. fortælles om Halbjørn Oddsson og Halgerd Tunge-Odds datter, at de levede dårligt sammen, men den første vinter, sålænge de opholdt sig hos Tunge-Odd havde denne jævnlig bedret forholdet. Da Halbjørn ved flyttedagstid var færdig til at drage afsted, opfordrede han Halgerd, der sad på kvindebænken og kæmmede sig, til at stå op og rejse med. Hun sad og tav. Tre gange forsøgte han forgæves at løfte hende op fra bænken ; han stod da stille foran hende og kvad en vise, hvori han udtrykker sin sorg over hendes forhold til ham; da han derpå, ligeledes forgæves havde viklet hendes hår om sin hånd og søgt at rykke hende op fra bænken, svingede han sit sværd, huggede hovedet af hende og red derpå bort. Da Tunge-Odd, der var gået bort fra sit hjem, fordi han anede, at Halgerd vilde gøre vanskeligheder ved at rejse, fik budskab herom, sendte han bud til sin frænde Snebjørn og bad ham ride efter Halbjørn, selv vilde han intetsteds drage. Snebjørn dræbte Halbjørn og hans to ledsagere. — I Landn. 63—64. fortælles det, at Illuge, den røde og Holm-Starre byttede både jorder og koner og alt gods; Illuge fik da Jorun, men Illuges kone Sigrid hængte sig i hovet, fordi hun ikke vilde finde sig i byttet af ægtemænd.

I Eg. 9. har vi vel et tilfælde, hvor en døende, lendermanden Bård, med kongens tilladelse giver sin ven Torolv Kveldulvssøn både ejendomme og kone, men sammenhængen viser, at den afdøde mands og kongens vilje betragtes af enken og frænderne blot som en anbefaling mere, der, sammen med hvad øvrigt der kan tale for Torolv, må tages under overvejelse, da denne foretager frieriet til enken ganske på sædvanlig vis.

Med hensyn til kvindens stilling kan endvidere bemærkes, at mishandling af kvinder, end sige drab, betragtedes som nidingsværk, ligesom det på den anden side betragtedes som en stor skam at modtage slag af kvinder, slag, som altså ikke kunde hævnes, men som man vel også kun pådrog sig ved meget foragtelig opførsel. — Som bevis på ovenanførte kan Gisles forfølgeres forhold til hans kone Aud nævnes. Uagtet de vidste, at han ofte opholdt sig hos hende, og at hun var bekendt med hans skjulesteder, anvender de dog aldrig tvang imod hende; en enkelt gang truer de, men ellers søger de at lokke hende ved løfter. Engang lod hun som hun vilde modtage penge, men neppe har hun fået pungen, før hun driver den i næsen på Gisles ivrigste forfølger Ejolv og fremhæver den skam, der overgår ham, at blive slået af en kvinde. Ejolv råber rasende: "Grib og dræb hende, skønt hun er en kvinde", men en af hans ledsagere opfordrer til at forhindre ham i dette "nidingsværk", og også de andre mener, at man bør holde ham fra at begå denne "udåd". (Gisl. 41. 61—63.).

Også i Hav. 8. omtales det som en nedrighed at anfalde kvinder, i Dpl. 23. som råt at slå kvinder. Flerkoneri eller tokoneri kendes i sagaerne ikke, ikke engang, såvidt vides, det i loven som tilladeligt omtalte at have én kone på Island, én i Norge.

Enkelte gange finder vi kvinder omtalt som beklædende religiøse embeder under hedenskabet, uden at det dog på grund af de sparsomme oplysninger er muligt at få nogen besked om skikkens almindelighed, kvindernes adkomst dertil o.s.v. Således berettes der Vapnf. 10. om en kvinde Stejnvor, der var "hofgyðja" (tempelforstanderske) og bestyrede hovedhovet; til dette, skulde alle bønder betale hovtold, og da en enkelt (en kristen) vægrede sig, måtte hun søge at få den inddrevet ved at henvende sig til en af sine frænder.

==Frillelevnet==

Under ægteskabet er naturligt kvindens stilling i det hele bleven omtalt, da de allerfleste oplysninger dertil må hentes fra sagaernes omtale af ægtehustruen. — Det er alt omtalt, at medens utroskab hos en gift kone sjælden findes, er det meget hyppigt, at en mand foruden sin ægtehustru holder en frille, et forhold, der var fuldstændig lovligt, og hvori samtiden heller intet forargeligt så. — Hyppigheden af frillevæsenet sés ikke såmeget af de steder i sagaerne, hvor et enkelt sådant forhold udførligere omtales, som af den mængde steder i Landn. og de øvrige sagaer, hvor ved opregningen af slægtregistre og i lignende tilfælde siges om en mand, at han havde en eller flere uægte sønner eller trælkvindesønner, eller om en mand at han var "óskilgetinn", "laungetinn", "ambáttarson",  d.e.: uægtefødt, trælkvindeson. I almindelighed kan man vel antage, at frillen har været en trælkvinde, enten en af gårdens egne, eller en der købtes udenlands netop i den hensigt at tjæne til frille, således Melkorka, købt af Høskuld på et marked ved Brennøerne. Laxd. 12.; Torgrim på Karnsås frille, viser det sig Vatsd. 43., er en frænke af jarlen på Orknøerne; besvangrelse af en fri kvinde var jo nemlig en beskæmmelse af vedkommende og hendes slægt, hvorfor frænderne kunde anlægge lejermålssag, og i almindelighed har de vistnok ingenlunde ladet sagen gå rolig af. — Undertiden finder vi rigtignok, at frillens frænder står i et venskabeligt forhold til den, der holdt hende. Således havde Njål en frille Hrodny, hvis broder Ingjald, gift med Floses broderdatter, omtaler sit svogerskab med Njål som en hindring for at tage parti imod ham; han lover det vel, men da hans søster Hrodny senere foreholder ham Njåls velgærninger, hvorledes han tre gange har løst ham fra skovgang (fredløshed), holder han sig dog tilbage (Nj. 117. 125.). — Som oftest synes husbonden at have haft sin frille boende på en egen gård, i alfald, når hendes børn begyndte at vokse til (Laxd. l3. Nj. 99.), hvad der også måtte være hensigtsmæssigst på grund af husfruens skinsyge. Hendes forhold til medbejlersken var nemlig alt andet end venskabeligt. Således viser Høskulds hustru Jorun straks sin uvilje mod frillen Melkorka, da Høskuld kommer hjem med hende fra udenlandsrejsen; Høskuld beder sin hustru være venlig imod hende og ønsker helst, at hun skal have ophold dér på gården; hun svarer, at hun i intet tilfælde agter at give sig af med hans fremmede frille, mindst nu, da hun efter hans sigende formodenlig både er døv og stum; efter hjemkomsten giver Høskuld, formodenlig for at berolige sin hustru, sig ikke meget af med Melkorka. Senere kræver Jorun, at Melkorka skal arbejde eller fare bort; hun bliver sat til ægtefolkenes opvartning. Da hun har åbenbaret sin herkomst, vil Jorun ikke tro på sandheden deraf, behandler hende uvenligt som før, og en aften, da Melkorka har klædt hende af, kaster hun hende sokkerne i hovedet, Melkorka besvarer dette med et næsedrag, så blodet flyder, Høskuld må skille dem ad og lader nu Melkorka med sin søn flytte til en anden gård, hvor han underholder dem. Da Melkorkas og Høskulds søn er vokset til, overlader Høskuld for en dél omsorgen for Melkorkas underhold til ham, men dette opfatter hun som en fornærmelse, som hun hævner ved at ægte Torbjørn Skrjup, der i nogen tid havde frit til hende, på den betingelse, at han skal lade Olav rejse udenlands. Da Høskuld, der har været til tings, kommer hjem og erfarer disse begivenheder, bliver han temlig forbitret, men da hans egne slægtninge havde dél deri (hans søn Bård havde overværet brylluppet), så beroliges han. For at Melkorka kan optræde på en sådan måde, må man mindst antage, at hun er frigivet, men derom hører man intet, måske fordi det betragtedes som en selvfølge på grund af hendes høje stand og Høskulds kærlighed til Olav (Laxd. 13. 20. 21.). — Også Njåls frille Hrodny bode med sin voksne søn Høskuld på en egen gård, uagtet forholdet mellem hende og Bergtora synes at have været bedre (Nj. 99.). Her sér vi tillige frillen omtale (eller tiltale) hustruen som sin medbejlerske (elja), uden at der i brugen af ordet synes at ligge nogen ytring af forbitrelse eller skinsyge. — Finboges søstersøn Berg den rakke ledsages hjem fra udenlandsrejsen af en kvinde Helga, der var hans frille; hun var stor og myndig, fremsynet og forudseende og i mange henseender trolddomskyndig. Som følge deraf er hun i optræden meget selvstændig overfor Berg (Vatsd. 31. 33. 34.).

Faderens forhold til frillebørnene var vel for en stor dél afhængig af hustruens karakter og hendes indflydelse på ham, frillens stand, frillebarnets åndelige og legemlige udstyrelse o.s.v. Hustruens uvilje mod frillen overførtes nemlig som oftest også på dennes afkom. Således er det hustruen, der bevæger Torgrim på Karnså til at lade sin frillesøn udsætte (Nj. 37.). — Joruns vedvarende uvilje mod Olav På sés af hendes ytring, da Høskuld ønsker lykke over Olav ved hans indflytning på Hjardarholt og siger at hans navn vistnok længe vil mindes. Da udbryder hun nemlig: "Skulde den trælkvindesøn have rigdom, så at hans navn skal mindes." (Laxd. 24.1. — Påfaldende er Bergtoras optræden, da frillen Hrodny fører sin dræbte søn til Njåls hus for at få ham hævnet af sønnerne dér; Bergtora ægger nemlig sine sønner meget stærkt til hurtig hævn, inden nogen kan byde forlig (Nj. 99.). — I det ovenomtalte tilfælde, hvor Torgrim udsætter sin frillesøn, bliver denne vel reddet, men faderen vil i lang tid ikke vedkende sig ham, uagtet han var langt raskere end hans ægtefødte sønner; endelig opnår han i sit 12te år anerkendelsen ved at dræbe faderens medbejler til godordet, og følger nu hjem med ham; ved faderens senere påfølgende død viser det sig, at de ægtefødte sønner får "hele arven, som loven byder" (Vatsd. 42—43.).

Høskuld fatter straks stor kærlighed til sin frillesøn Olav på grund af hans skønhed og fremmelighed, og denne forøges, da han erfarer hans mødreneæt. Han skaffer ham en fordelagtig opfostring, og efter at hans æt er bleven almindelig bekendt et anseligt giftermål. Under sin sidste sygdom ønsker han at få Olav ledet til arv, men dertil udfordres de ægtefødte sønners tilladelse, og da kun den ene af de to vil gå ind derpå, må Olav indskrænke sig til ifølge loven at give ham indtil en værdi af 12 ører (Laxd. 13. 16. 23. 26.).

Den nærmere fremgangsmåde ved en sådan ætledning — om den foregik med samme skikke som omtales i de gamle norske love — vides ikke omtalt i de her benyttede kilder.

Et andet forhold, hvori faderen undertiden kunde træde til sine uægte børn, sés i Eb. 31., hvor Frejstejn Bove omtales, der var Torbrand i Alvteljords "fostersøn" og udlagte søn, ti det var en almindelig mening at han var hans søn, men en trælkvinde hans moder. At det ansås for en skam at være uægtefødt og, endnu mere, trælkvindebarn, kan sés af de mange steder, hvor disse eller lignende udtryk benyttes mere eller mindre som skældsord.

==Forholdet mellem forældre og børn==

Efterat husbonds og hustrus indbyrdes forhold er omtalt, skal nu deres stilling til den øvrige husstand betragtes, for så vidt den ikke alt er omhandlet. Først må da forældrenes forhold til de voksne børn fremstilles. Som regel fremtræder i sagaerne et smukt forhold mellem fader og voksne sønner; med stor frihed i optræden forbinder de lydighed og ærbødighed mod faderen. Således er forholdet mellem Vatnsdalens høvding Ingemund og hans sønner og fremfor alt forholdet mellem Njål og hans sønner. Njål slutter forlig med Gunnar efterat hans frænde har dræbt Njålssønnernes fosterfader Tord; han vil ikke lade sine sønner være tilstede, ti de vil søge at forhindre det, hvis de er nærværende, men de vil ikke bryde det forlig han slutter; da han ved hjemkomsten siger dem forliget og beder dem ikke bryde det, lover Skarphedin det på alles vegne, og de holder det også, til nye fornærmelser føjes til; og da modsætter Njål sig heller ikke for alvor deres forehavende. Samme fremfærd benytter Njål, da han slutter forlig med Høskuld Hvidenæsgode på Lytings vegne, der har dræbt Høskuld Njålssøn; sønnerne bliver ikke tilkaldte, men Njål er sikker på, at de vil holde det af ham sluttede forlig. Da Njål meddeler sine sønner forliget og Grim ytrer sin utilfredshed, men får et skarpt svar af faderen, opfordrer Skarphedin dem til ikke at dadle denne. Da der ved angrebet på Bergtorshvål opstår meningsforskel mellem Njål og hans sønner, om på hvad måde man skal forsvare sig, klager Njål over, at de ikke nu, som da de var yngre og da alt gik bedre for dem, vil følge hans råd. Helge opfordrer da de andre brødre til at gøre hvad deres fader vil; det vil være dem gavnligst. Skarphedin svarer, at det tror han ikke, ti nu er faderen dødsens, men "jeg kan gærne fornøje min fader med at lade mig brænde inde med ham, ti jeg ræddes ikke for min død." (Nj. 43. 100. 129.).

I Laxd. 78. finder vi, at Snore gode ved sin død overdrager sin svigersøn Bolle Bollessøn gård og høvdingskab med forbigaaelse af sine egne sønner uden at disse føler sig krænkede derover.

Ofte overdrog faderen endnu i levende live, navnlig når han var blevet noget til års, en (eller flere) af sine sønner fuldstændig eller tildels gårdbestyrelsen. Således havde Bård lige så megen dél i gårdens bestyrelse som Høskuld, da denne var "hníginn á enn efra aldr". (Laxd. 20.). — Egil overtog godsets og gårdens bestyrelse, da Skallegrim blev gammel og affældig (Eg. 60.). Egil overlader igen, da han bliver gammel, gården til Torstejn og flytter selv til sin gifte stedatter Tordis, som han elskede mest (Eg. 83.). — Da Ingemund bliver gammel og næsten blind, opgiver han formuens og gårdens bestyrelse (Vatsd. 22.).

Undertiden omtales dog tilfælde, hvor forholdet mellem fader og søn var mindre godt; enten på grund af karakterforskellighed, således som tilfælde var med Egil og Torstejn — hvor dog Egil yder ham vigtig bistand på altinget (Eg. 81. 83.); eller af andre særlige grunde. Der kunde endog opstå ligefremt fjendskab mellem fader og søn, hvad der dog altid betragtedes som i høj grad utilbørligt og forargeligt. Således hører vi Skarphedin til gengæld for de af Torkel Håk brugte hånsord bebrejde denne, at han har kuet sin fader og kæmpet mod ham, hvad der dog aldrig var hændet ham (Nj. 121.). — Om den gamle ondskabsfulde Torolv Bægefot berettes, at han levede i uenighed med sin søn Arnkel gode, der endog udartede til bittert fjendskab, da sønnen hindrede sin faders ugærninger, først ved at betale noget hø, som denne havde røvet fra en bonde, og gøre sig selv betalt ved at slagte syv af faderens okser, dernæst ved at lade seks af faderens trælle hænge, da denne havde forlokket dem til at forsøge på at indebrænde den af Arnkel alt tidligere beskyttede bonde. I sin vrede lokker faderen ved afståelsen af en skov Snorre gode, der dog længe vægrer sig ved at blande sig i en strid mellem fader og søn, til at anlægge sag mod Arnkel for trællenes hængning og forbitres højligt, da Snorre lader sig nøje med et billigt forlig. Senere søger han, men forgæves, at sætte Arnkel og Snorre sammen for at berøve denne skoven (Eb. 30—32.). — Om Torgejr fra Ljosavatn fortælles det, at han, bevæget ved Håkon jarls gave, i forening med Gudmund den mægtige understøtter den fredløse Sölmund imod sine egne sønner; det kommer endog til kamp, hvor fader og sønner er på forskellige partier; de adskilles af en frænde, der bebrejder Torgejr hans store forblindelse at gå mod sine sønner med kamp. Den ene søn anstiller sig såret for at bevæge faderen til at skille sig fra Gudmund, og dette lykkes også for en tid. Men senere ruster begge parter sig til sagens førelse på tinge, sønnerne tænker på at berøve faderen hans godord; endelig opnås ved frænders og venners anstrængelser forlig Ljosv. 2—4. — Om Gudmund den mægtige og hans søn Haldor fortælles der Ljosv. 20., at der aldrig kom noget godt forhold imellem dem, siden han hindrede faderen i en mordbrand. En mand Ejliv havde nemlig dræbt spejderen Torbjørn Rindil til hævn for Torkel Haks drab; Gudmund kom til hans gård og vilde brænde ham inde. Da gik en kvinde frem til døren. Gudmund så, at det var hans egen kone Torlaug og tilbød hende udgang, men hun sagde, at hun ikke vilde forlade sin frænke Alvdis og denne vilde ikke skilles fra sin husbond. Gudmund svarer, at hvis hun vil vælge at dø med skam, bliver det hendes sag. Da gik en ung mand frem; Gudmund kendte sin søn og tilbød ham udgang, men denne beder ham ikke opfordre så stærkt dertil, ti "ingen skal være dig værre end jeg, hvis min moder brænder inde". Og ved folks forestillinger om dog ikke at begå så stor utilbørlighed afstår nu Gudmund endelig fra sit forsæt.

Hvordan end forholdet havde været mellem fader og sønner, påhvilede dog hævn eller affordring af bod i tilfælde af drab den efterlevende som en hellig pligt; sagaerne har bevaret os mange eksempler på den iver, med hvilken man stræbte at opfylde denne; og ofte finder vi med stærke farver fremstillet den tilintetgørende sorg en gammel mand føler ved sønnens drab, når han ikke har håb om at kunne få bod for ham, og den pluselige legemlige og åndelige kraft han gennemstrømmes af, når der viser sig udsigt til hævn og endnu mere, når denne fuldbyrdes. Mærkes kan f. eks. skildringen af den gamle Håvard, der efterat have erfaret sønnnens drab må ligge 12 måneder til sængs; da gør han et mislykket forsøg på at kræve bod for sønnen, må påny ligge 12 måneder, drager ussel og affældig til tings for påny at kræve bod. Da konen opfordrer ham dertil, svarer han tvivlende, men siger: "Hvis jeg vidste, at min søn vilde blive hævnet, vilde jeg aldrig bryde mig om, hvor dyrt jeg skulde købe hævnen." På tinget forhånes han og må igen ligge 12 måneder. Da har hans kone forberedt alt til hævn; han står nu rask op, ruster sig til kamp og viser sig som den mest hårdføre og uforfærdede; under udførelsen af sin hævn kvæder han en hel række viser. Da den er fuldbragt, synes både han og hans kone, at de er blevet unge for anden gang (Hav. 5—23.).

Her kan også mindes om den gamle Torbjørns iver for at få sømmelig bod for sin søn Ejnar, som Hravnkel Frejsgode havde dræbt; dennes gode tilbud kan han ikke modtage, fordi de ikke fremtræder som formelig bod; han vælger at anlægge et meget farligt søgsmål, der dog ved uventet bistand får et heldigt udfald (Hrafnk. 9. ffg.)- — Under Njålsbranden tilbydes der Njål udgang, men han vil ikke modtage den, fordi han er en gammel mand kun lidet skikket til at hævne sine sønner, og med skam vil han ikke leve (Nj. 130.).

Kun i ganske overordenlige tilfælde ser vi en fader opgive at kræve bod for sin dræbte søn. Da det efter den store kamp på altinget er vanskeligt at få forlig tilvejebragt, tilbyder Hal fra Sida for at fremme dette, at han vil lade sin søn ligge ubødet og dog tilsikre sine fjender fred. Til belønning herfor giver hele tingforsamlingen ham bøder, så at summen bliver ikke mindre end firedobbelt mandebod (Nj. 146.).

Naturligvis var sønnerne ligeså ivrige efter at hævne faderen. Da Høskuld Njålssøns blindfødte søn ikke får bod for sin fader, lader han sig under tinget lede til drabsmandens telt og kløver hans hoved med en økse; man mente, at han ved et mirakkel et øjeblik var bleven seende (Nj. 109.). — Ingemunds sønner beslutter ikke at sætte sig i faderens højsæde, før han er hævnet; de sidder på den ringere bænk; ligeledes afholder de sig fra at besøge folkemøder og lege. Først efter at hævnen er fuldbyrdet, sætter de sig i højsædet (Vatsd. 23. 24. 27.).

Ofte sér vi faderen vise en rørende sorg ved sin søns død; digtekunsten synes især at have været et middel til at lette denne. Da Egil har mistet sin kæreste søn Bodvar ved et ulykkestilfælde, svulmer han af sorg, så at klæderne sprænges; han vil ikke overleve ham, men lægger sig til sængs for at dø af hunger. Hans datter Torgerd får under påskud af at ville dø sammen med ham, adgang til ham, narrer ham til at drikke noget mælk og opfordrer ham derpå til at leve, i al fald til han har digtet et arvekvæde over Bodvar; Egil digter nu "sonar-torrek", oplives under digtningen, fremfører det for husfolkene og viser derpå ved at sætte sig i sit højsæde og holde arvegilde efter ham, at han har opgivet dødstankerne (Eg. 81.). — I Landn. 146. fortælles det, at Egil Volvestejnssøn kom til Gest Oddlejvssøn, der var til høstgilde hos Ljot den spage, og bad ham om råd for, at den dræbende sorg (helstrið) kunde lindres, som hans fader led over sin søn Øgmund. Gest digtede da begyndelsen af Ogmundsdråpa.

Moderens og sønnernes indbyrdes forhold synes at have været meget kærligt. Som enke bode moderen i reglen sammen med en eller flere af sine sønner og bestyrede den indre husholdning, sålænge de var ugifte. Det er alt omtalt, hvorledes Gudmunds søn Haldor truede med at hævne sin moders død på sin fader eller og at lade sig brænde inde med hende. — Da Torgerd efter sin mand Dalekolls død meddeler sin søn Høskuld, at hun vil forlade Island, svarer han, at det vil være ham tungt at skilles fra hende, men han vil dog lige så lidt gøre hende imod heri, som i andet. Efter sin anden mands død i Norge rejser hun tilbage til sin søn Høskuld, ti ham elsker hun fremfor alle (Laxd. 7—8.). — En smuk modsætning til den egenkærlige stolte Halgerd danner Gunnars moder Ranvejg ved sin kærlige bekymring for sønnen, der altid rigtigt aner, hvor faren truer — således frygter hun ondt af Torgejr Otkelssøns drab, er misfornøjet med at Gunner ikke ifølge forliget drager udenlands — og ved sin forbitrede sorg efter sønnens drab: Angribernes høvding Gissur hvide svarer hun på hans spørgsmål om hun vil unde to faldne mænd jord dér, at hun sagtens vil unde to jord, da hun gærne vilde unde dem alle den. Halgerd var hun så hård imod, at hun nær vilde have dræbt hende, og sagde, at hun havde voldet hendes søns død; Halgerd må drage bort. Gunnars hellebard må kun den røre, der vil hævne ham (Nj. 73. 76. 78-79.).

Ofte optræder moderen som den til hævn æggende. Bergtora æggede jævnlig med hårde ord sine sønner til hævn, således da hun har hørt Sigmunds nidvise, da Halgerd og alle tilstedeværende uden Tråen Sigfusson har gentaget hånsordene mod Njålssønnerne ved disses besøg hos denne, og da Høskuld Njålssøn er bleven dræbt (Nj. 44. 92. 99.).

Torgerd Egilsdatter, der i modsætning til sin mand Olav På er i høj grad forbitret på Bolle over Kjartans drab, ægger efter sin mands død ivrigt sine sønner til hævn, beskylder dem i de forsmædeligste udtryk for at mangle mod og mands hjærte, og da de endelig foretager anfaldet, drager hun med dem, da hun bedst kender sine sønner og véd, at de behøver at ægges. Hun ophidser til stedse ivrigere angreb, beder dem skille hoved fra krop; og den af sønnerne, der på denne måde fører det dræbende hug, ønsker hun højtidelig til lykke (bað hann heilan njóta handa) (Laxd. 53—55.).

Med hensyn til forældres forhold til idiotiske børn — i hvor høj grad man anså dem for dyr, uden at man dog undlod at opføde dem — kan mærkes skildringen af  Ingjaldsfivl Gisl. 46—47: Han var Ingjalds søn og hed Helge, men blev kaldet Ingjaldsfivl, han var aldeles fjollet og idiotisk (fifl), stor af vækst næsten som en trold. Han gik med en sten, med et hul i, bunden om halsen og gik på græs ude som kvæg.

==Forholdet til de gamle==

For alderdommen som den ved visdom og erfaring udmærkede alder bar man ingen særlig agtelse. Det mest iøjnefaldende ved den: sjælsstyrkens aftagen, og den dermed følgende given efter for sine følelser, hvori der var noget kvindagtigt, samt den legemlige og åndelige svækkelse, kunde heller ikke opfordre et folk med den i sagaerne fremtrædende livsanskuelse dertil. Derfor findes også i sagaernes fremstillinger mere en slags medynk eller godmodig spot, end ærefrygt. Dette fremlyser såvel af flere i sagaerne forekommende ordsproglige udtryk, f. eks: "svá ergist hverr, som eldist" (Hrafnk. 25.) (så arges d.e.: bliver forsagt, hver, som han ældes), eller: "ómæt er ómaga orð" (Gisl. 5.) (afmægtigt er umyndigs ord) — som af mange enkelte tilfælde i sagaerne. Da således Halle ængstes over de hånsord sønnen Bård har ytret mod Vigfus Glumsson, og vil have ham til at drage bort fra landet, svarer denne: "Det vilde ikke have noget at betyde, hvis du ikke var forsagt (ragr); sligt bevirker alderdommen, at man er ængstelig for sine sønner". (Vigagl. ly.).

Da Njål så stærkt ytrer sin sorg over Høskuld Hvidmæsgodes drab, siger Skarphedin, at det er at undskylde, at det går ham nær, da han er en gammel mand (Nj. 112.). — Da Torbjørn, der dog har været så ivrig for at få søgsmål i stand mod Hravnkel, mærker, at ingen synes at ville hjælpe dem på tinge, véd han intet andet råd, end at ride bort med uforrettet sag, og da hans frænde Såm bebrejder ham dette, bevæges han så meget, at han græder (Hrafnk. 13.).

Derimod trods høj alder at kunne bevare sin kraft usvækket var en sikker adkomst til beundring. Således fortælles der om Unn den dybrige, at hun nåde en meget høj alder; mod slutningen af sit liv stod hun ikke op før middag, gik tidlig til sængs, og kun i den tid hun var oppe, tillod hun folk at tale med hende; men når hun viste sig for folk vakte hun beundring ved sit anselige udseende. Således blev hun ved til det sidste, døde midt under sin sønnesøns bryllupsgilde, som hun holdt, og man beundrede meget, hvorledes hun havde vidst at bevare sin anseelse til sin dødsdag. (Laxd. 7.).

Ikke sjælden var alderdommen for mændenes vedkommende forbundet med særhed eller ondskabsfuldhed. Torolv Bægefot er alt omtalt. Om landnamsmanden Ketilbjørn fortælles der, at han var så rig, at han befalede sine sønner at slå tværtræer af sølv i det hov de lod bygge; da de nægtede det, skjulte han sølvet i et fjæld og dræbte den træl og trælkvinde, der havde stået ham bi (Landn. 313.). Skallegrim kræver kort før sin død af Egil sin dél af det gods kong Adelsten havde givet til bod for hans søn Torolvs fald; da han ikke får det, skjuler han til straf en kiste og en kedel fulde af sølv (Eg. 61.).

Da Egil bliver gammel, beslutter han engang at drage til tings og have de to kister fulde af engelsk sølv, som kong Adelsten havde givet ham, med sig; sølvet vil han udstrø fra lovbjerget, for at tingforsamlingen kan slås om det. Da han forhindres i at udføre sin plan, skjuler han kisterne og dræber de to trælle, der har hjulpet ham. (Eg. 89.).

Man antog, at hos kvinderne ofte fremsynethed var skjult under en tilsyneladende gåen i barndom. Således var der på Bergtorshvål en gammel kærling. Bergtoras fostermoder, klog på meget og fremsynet, men hun var meget gammel og Njålssønnerne anså hende for at gå i barndom. Hun gik en dag hen og pryglede løs på en arvestak, ti den vilde — sagde hun — blive brugt til atv tænde ild med, når Njål og Bergtora indebrændtes; mange gange snakkede hun om, at den skulde tilintetgøres, men det blev aldrig til noget. Stakken fik virkelig ved mordbranden den anførte bestemmelse (Nj. 125. 130.). — En lignende gammel kærling omtales i Eb. 63. Hun var Torodd Torbrandssøns fostermoder, gammel og blind, tidligere havde man anset hende for fremsynet, nu mente man hun gik i barndom. Hun mærkede straks, da hun hørte den på overnaturlig vis avlede kalvs brøl, at det var troldelyd og opfordrede til at slagte den; man lod den dog leve, men den blev senere Torodds bane. Man antog, at den var avlet af en ko, der havde slikket stene bedækkede med den på grund al gengang af Torodd brændte Torolv Bægefots aske.

==Forholdet mellem søskende indbyrdes==

Forholdet mellem søskende — eller rettere brødre, da navnlig disse omtales — synes i reglen at have været godt. Undertiden slutter alle brødre sig nøje sammen, som f. eks. Ingemundssønnerne, af hvilke Torstejn på grund af sin forstand og besindighed har mest indflydelse og anses for høvding (Vatsd. 37. o. fl.).

Også Njålssønnerne optræder altid i forening, af hvilke Skarphedin synes at have været lederen (Nj. 45. o. fl.). — Ofte har to brødre fælles bo, således Torkel og Gisle, hvor Gisle egenlig er den, der bestyrer det hele, men dog kun med sorg sér Torkel skille sig fra ham, idet han mindes ordsproget: "Saman er bræðra eign bezt at líta ok at sjá"  (Brødres eje tilsammen er bedst). Ejendomligt er tillige forholdet mellem disse brødre efterat Gisle har dræbt deres fælles svoger, Torkels bofælle og gode ven, Torgrim. Torkel ønsker ikke drabsmanden opdaget, vil nok til en vis grad hjælpe ham, men ikke åbenbart understøtte ham (Gisl. 14. 17. 34—36). — Også brødrene Torarin og Glum har fælles bo (Nj. 13.). — Som eksempel på god forståelse mellem brødre kan forholdet mellem Høskuld og Hrut, således som det fremtræder i Njåls saga, hvor Høskuld i enhver vigtig sag tages overordenligt hensyn til Hruts mening, nævnes. — Ligeledes forholdet mellem Torgejr og Torkel Lepp. Torkel har overdraget Torgejr sin del i godordet til bestyrelse, denne tager særdeles hensyn til broderens mening (Hrafnk. 14-- 17.).

Undertiden kunde der opstå nogen uenighed mellem brødre — navnlig angående arv, når de var halvbrødre, således forholdet mellem Høskuld og Hrut i Laxd. (19. 25.), eller når den ene var uægte søn, således Torlejks forhold til Olav På. Dog har vi hos Njålssønnerne et venligt forhold til den uægte fødte broder; Skarphedin vil således ikke, at Høskuld skal deltage i angrebet på Sigmund, da han ved sine rejser oftest er udsat for angreb (Nj. 45.). Imellem Gudmund den mægtige og Ejnar sér vi et vedvarende koldt forhold, opstået alt i barndommen og vedligeholdt ved brødrenes magtforskel (Ljosv. 13. 16. ffg.).

Forholdet mellem brødrene havde ingen indflydelse på forpligtelsen til at hævne hinanden. Således sér vi Ingjald vise stor iver for at hævne sin broder Hall, skønt der stadig havde hersket uenighed imellem dem (Laxd. 14.)

Indtil hævnen var udført, hvilede der et knugende tryk på den efterlevende; Grim Droplaugssøn var ikke munter og lo aldrig, efterat Helge var falden; først da han efter store anstrængelser flere år senere får ham hævnet, kan et pudsigt tilfælde bringe ham til at lé, og deraf mærker man at der må være sket noget (Dpl. 27—31.)

Det samme bånd, der forbandt forældre og børn, og søskende indbyrdes, kan siges at sammenknytte hele ætten, sålangt slægtskabet regnedes, skønt naturligvis dets styrke gradvis aftog. "Frænde" var det fælles navn, hvormed de betegnede deres indbyrdes forhold — såvel fader og søn som tjærnere beslægtede. Den enes hæder eller dygtighed var hele ættens hæder og fordel, så at man altså kunde hævne sig på en mand ved at dræbe den dygtigste i slægten; en fornærmelse, tilføjet ét medlem af slægten, fornærmede den hele. Dette interessante forhold påtrykker den hele livsanskuelse et eget præg og skaber for en stor dél det islandske samfundslivs ejendomlighed, idet det fremkalder en uophørlig række af småfejder. Fremstillingen af dette forhold vilde, foruden at frembyde mangfoldig anden interesse, give rig lejlighed til at fremstille eksempler på det kække mod, den sjælsstyrke og ubøjelighed i udførelsen af den engang fattede plan, der udmærkede den tids mænd, og som fremtrådte endnu mere glimrende ved den baggrund, disse egenskaber fik: Var beslutningen end nok så fast, kækheden og iveren end nok så stor, omtaltes dog altid den forestående plan med få ord, på en beskeden og forbeholden måde, som noget, der måske ved lejlighed kunde gøres lidt ved. Og var dåden så udført, måtte den tale for sig selv, praleri var i højeste grad foragtet. Kostede den livet, var der dog altid i dødsstunden tid til en kort, træffende ytring, en spøg, der viste, at man forstod at beherske de legemlige smærter.  Disse forhold må dog lades uberørte, da først og fremmest familielivet i snævrere forstand, således som det førtes af de til samme husstand hørende personer, skal fremstilles, og da er der endnu en hél klasse, nemlig tyendet, tilbage at omtale.

==Tyende og træller==

Endel af gårdens arbejde udførtes vel af husbonden og hans sønner, endog i de fornemste huse; således er Arnkel gode i færd med at nagle sin yderdør sammen, da den fredløse Torlejv træffer ham (Eb. 36.); han deltager også i høhøsten (Eb. 37.). Bjørn Breidvikingekappe er ved at forfærdige sig en slæde, da Snorre gode træffer ham (Eb. 47.). Skallegrim var en dygtig smed (Eg. 30.). I det hele var håndværksarbejde meget anset, og mange, f. eks. Gisle Sursson (Gisl. 47.), opnåede stor færdighed deri. Gunnar fra Hlidarende sår selv sin sædemark (Nj. 53.); ligeledes Høskuld Hvidenæsgode (Nj. 112). Bolle og Gudrun deltager i sæterarbejdet (Laxd. 55.), og da Gudrun efter Bolles ønske forlader sæteren, går hun til en bæk og begynder at to sine lærreder. Om Gudmund den mægtige fremhæves det som noget ualmindeligt, at han indbød fornemme mænds sønner til sig og behandlede dem så udmærket, at han ikke krævede arbejde af dem, men altid lod dem være sammen med ham selv; men når de var hjemme, var det skik, at de arbejdede, skønt de var af anselige ætter (Ljosv. 5.). Også andetsteds omtales det som en fordums skik at fornemme folks børn deltog i arbejdet; således siges der om Ingemunds sønner, at de fordelte arbejderne imellem sig, ti det var på den tid skik for ansete mænds børn at have et eller andet arbejde mellem hænder (Vatsd. 22.).

Men dels kunde disse ikke bestride gårdens hele arbejde, dels ansås det ikke for sømmeligt at give sig af med det grovere arbejde: Fårevogtning (Hrafnk. 5—6.), svinevogtning (Vatsd. 44.) o. d. I. I Hitd. 43. ytrer endog Torkel Dålksson, at den hånligste af den masse nidviser Tord og Bjørn havde digtet om hinanden, forekom ham at være den, hvori Tord omtaler, at Bjørn har taget en nyfødt kalv og kastet den op i båsen til koen. Af Hitd. 22. sés, at malkning ansås for en upassende bestilling for husfruen, mugning endnu mere for husbonden. Dette mere anstrængende og uhæderlige arbejde udførtes dels af trælle, dels af lejede tjænestefolk (heimamenn, húskarlar), som det i de islandske sagaer ikke altid er let at adskille fra trællene. Hovedstammen af trællene overførtes naturligvis med landnamsmændene fra disses tidligere opholdssted — altså de fleste fra Norge. Dog havde mange en anden oprindelse; navnlig må man antage, at de fleste af de landnamsmænd, der fra Norge drog i vesterviking og først efterat have drevet denne i længere tid gik til Island, næsten udelukkende forsynede sig med irske eller skotske trælle, som de selv havde hærtaget. Dette fortælles også om mange af dem. Somren før sin Islandsfærd drog Lejv i vesterviking og tog 10 irske trælle, som han førte med sig til Island (Landn. 33—34.). Halstejn Torolvsson havde hærget i Skotland og tog dér de trælle, som han havde med sig ud til Island (Landn. 131.). Ketil Guve førte med sig fra vesterviking irske trælle, hvoraf seks nævnes (Landn. 133.). Desuden nævnes navnlig irske trælle mange steder i sagaerne. I den følgende tid forøgedes trællebesætningen undertiden, dog vist ikke hyppigt, ved køb af udenlandske trælle. Således køber Høskuld Melkorka på markedet ved Brennøerne, hvor det af købmandens svar synes, som om trælkvinder var en vare man ikke kunde vente at få tilkøbs dér. Af dette sted sér man tillige, at den sædvanlige pris for en trælkvinde var 1 mk. sølv — dog betales Melkorka med 3 mk. sølv — og, at man ikke måtte sælge uden angivelse af trællens lyder (Laxd. 12.). Købmanden meddeler nemlig før handelens afsluttelse at Melkorka har den store fejl at være stum, ti fra hans side skal handelen gå for sig "uden al svig". Dette sidste fremgår også af følgende eksempel. Halbjørn Hvide fører en irsk træl med sig til Island; denne viser sig meget tjænstvillig mod Halbjørns broder Otkel. Denne vil købe ham, Halbjørn giver ham trællen, men siger, at gaven er slettere end han tror; og trællen begynder nu også straks at vise dovenskab. Otkel sælger ham til Gunnar fra Hlidarende, men da han stjæler fra Otkel i Gunnars tjæneste, vil denne ikke betale bøder for ham, fordi Otkel har skjult hans lyder (Nj. 47. 51.).

Navnlig de på hærtog røvede trælle måtte være utilfredse med deres stilling og fjendske mod deres herrer; vi finder også under landnamstiden flere gange omtalt trælle, der forsøger flugt og drab af deres herre. Lejvs 10 irske trælle, hvem han rigtignok havde ophidset ved at lade trække plov, dræbte ved list ham og hans mænd og flygtede med de dræbtes koner til Vestmannaøerne, hvor de opsøgtes af Lejvs broder Ingolf. Ved hans ankomst grebes de af rædsel og flygtede hver sin vej, men indhentedes og dræbtes alle (Landn. 35—36). — Da Ketil Guve kom til Island løb den anden vinter to trælle fra ham med to kvinder og meget gods; deres skjulested opdagedes og de dræbtes. Den tredje vinter, medens Ketil var hjemmefra, løb hans øvrige trælle bort, kom til Lambestad, hvor de brændte husbonden Tord og alle hans folk inde, røvede heste og løsøre og drog til Alvtenæs. Her dræbtes de af Tords søn Lambe, der havde samlet folk fra de omliggende gårde, for hvilke de fejgt flygtede til alle sider (Landn. 133—135.). — Fra Ingolv bortløb en træl Karle med en trælkvinde af misfornøjelse over at denne følgende sine højsædesstøtters anvisning bosatte sig på "udnæsset" Reykjarvik (Landn. 37.).

Efterhånden som trællene ved fødsel og opfødning grode fast til herskabet, måtte lysten til flugt tabe sig; desuden blev den også mere og mere håbløs, efterhånden som landets bebyggelse tog til og ordnede tilstande indførtes. Dog måtte altid trællenes stilling være sørgelig, og længslen efter frihed lader til at have været almindelig og stærk, i al fald hos de bedre af dem. Således sér vi ofte herren overtale sin træl til at påtage sig et farligt drab ved at love ham friheden som løn. Da Vigfus vil overtale sin træl Svart til at dræbe Snorre gode, siger han til ham, at det er en stor skade, og det føler han vistnok selv, at en så stærk og dygtig mand, som han, skal være træl. "Vistnok", svarer trællen, "tykkes det mig mén, men det beror ikke på mig selv". Vigfus vedblev: "Hvad vil du gøre for at jeg skal give dig frihed". "Købe den med penge", svarede trællen, "kan jeg ikke, ti jeg har ingen, men af hvad jeg formår, skal jeg ikke undslå mig for noget." (Eb. 26.). — Da Torolv Bægefot vil have sine trælle til at brænde bonden Ulvar inde, drikker han dem fulde og ægger dem derpå ved at love dem friheden; på denne betingelse forsøger de foretagendet (Eb. 31.). — Torbrand i Alvtefjord havde en træl, som hed Egil, stor og stærk; hans liv forekom ham usselt, da han var træl, og ofte bad han Torbrand og hans sønner om at give ham frihed, han vilde udføre derfor alt hvad han formåede. De tilbyder ham den mod at dræbe en af deres fjender Breidvikingerne; herpå går han ind (Eb. 43.). I alle disse tre tilfælde går forsøget galt og koster trællene livet.

Alene den foragt, hvormed trællestanden betragtedes, måtte gøre det tungt at tilhøre denne, selv om den enkelte træls kår kunde være ret tålelige. Denne foragt finder vi udtrykt på mangfoldige måder, blandt andet i de mange fortællinger, hvor trælle fremstilles i besiddelse af en til fjollethed grænsende fejghed, dumhed og upålidelighed. Lejvs og Ketil Guves trælles fejge flugt, da de sér sig forfulgt, er alt omtalt. Under en kamp mellem Torarin og Torbjørn bliver en Skotte Nagle i Torarins følge greben af panisk skræk (varð at gjalti) og løb op på fjældet. Her træffer han to af Torarins trælle, hvem han fortæller, at Torarin og hans folk vistnok er faldne; da de i det samme sér mænd ride imod sig, tror de, at det er fjenderne og giver sig til at løbe af alle kræfter, Nagle får man dog fat, men trællene styrter sig i rædsel ned af en stejl klippe og knuses (Eb. 18.). — Da Arnkel, der med sine to trælle er i færd med bearbejde, sér Snorre gode og hans folk drage væbnede imod sig, sender han trællene hjem for at hente hjælp. Den ene, Ofejg, var så angst, at han næsten gik fra forstanden, han rendte af alle kræfter til fjælds, styrtede i en fos og druknede der. Den anden løb hjemad, men da han kom til laden, råbte en af hans kammerater på ham og bad ham hjælpe sig at bære hø ind. Det mærkedes, at trællen kunde lide det arbejde, han tog straks fat. Da de var færdige, gik de ind, og på Arnkels mænds spørgsmål, hvor denne var, var det som trællen vågnede af en drøm, og sagde: "Det er sandt, han strider nok inde på Orlygsstad med Snorre gode". Da ilede man ham til hjælp, men det var for silde (Eb. 37.). — Gisle havde en træl Tord den modløse, han var så bange for lig, at han slet ikke turde komme i nærheden af den dræbte Vestejn; han gribes af forfærdelse, da han sér folk drage til gården (for at melde Torgrims drab). Gisle benytter sig af hans dumhed og barnagtighed for at redde sit liv på hans bekostning (Gisl. 22. 30. 37.). Som eksempel på trællenes løjerlige fjollethed kan også nævnes Tunge-Odds trælle, der sendes hjem af ham fra tinget med hestene. Husfruen spørger dem om tidender, men de véd kun at fortælle om Tord Gelles stærke røst; først tilsidst husker de på, at der har været kamp mellem ham og Odd, hvor fem mænd faldt og mange blev sårede (Hænsn. 13.).

"Træl" var ensbetydende med "fejg"; derfor svarer Tjostolv Glum, der har skældt ham ud for en træl, at det skal han få at mærke han ikke er, "ti jeg skal aldrig vige for dig" (Nj. 17.). — At dræbes af en træl var en skændsel. Således beklager Ingolv sin broders skæbne at falde for trælle, og anser det for gudernes straf, fordi Lejv ikke har villet blote. — Stejnars træl Trånd siger til Torstejn Egilssøn, at han anså ham for at være for klog til at ville have natteleje under hans økse og således sætte sin anseelse på spil (Eg. 85.). — Det ansås ikke for hæderligt at modtage indbydelse af trælle. Da Torkel Trevil kommer til Gunnar Hlivsson silde om dagen, er denne alt gået i sæng og lader derfor en af sine huskarle bede den ankomne blive der natten over. Men Torkel svarer, at han ikke modtager indbydelse af trælle, men af husbonden selv (Hænsn. 10.). Heller ikke at følges med trælle. Tjostolv svarer Glum, da denne opfordrer ham til fåresøgning, at det passer sig ikke for ham, desuden vil han ikke gå i Glums trælles spor (Nj. 16.). Om foragt for trælle vidner også ordsproget: "Illt er at eiga þræl at einka vin" d.e.: Ilde er det at have træl til hjærtensven (Nj. 49.). Ligeledes Håvards ord, da man efterat Torbjørn og hans mænd er dræbte, spørger ham, om man ikke skulde dræbe trællene, "at det vilde ikke forøge hævnen over hans søn Olav". (Hav. 11.). Af samme grund var det vel, at man som oftest lod dem gå ud under indebrændingen. Det almindelige i denne legemlige og åndelige usselhed hos trællene sés også af den forundring hvormed det modsatte fremhæves undertiden at have været tilfælde. Således siges om Tord Goddes træl Asgaut, at han var en stor og dygtig mand, og skønt han bar trællenavn, kunde få måle sig med ham, skønt de hed fri; vel kunde han være sin herre til tjæneste (Laxd. 11.). Denne foragt for trællene i forbindelse med at de betragtedes som herrens fuldstændige ejendom, der af ham kunde dræbes, om han fandt for godt, medførte naturligvis ofte en meget hensynsløs behandling. Nogen egenlig grusom eller tyrannisk adfærd omtales derimod sjælden, da sådant lå folkets karakter fjærnt. En brug, som den Lejv gør af sine trælle, at lade dem trække ploven, er enestående, og dette forklares endda ved, at han kun havde én okse.

Kun et enkelt sted (Laxd. 38.) omtales det, at man lader en trælkvinde tvinge til bekendelse, da man har hende mistænkt for at holde til med en fredløs røver og lade ham få sin husbonds kvægs mælk. Efterat hun har bekendt, lover man hende endog penge for at forråde røveren, og da hun har opfyldt dette, giver man hende friheden. Den hensynsløse behandling viser sig derimod i, at man ikke gjorde sig den ringeste betænkelighed ved at opofre en træls liv, når det af en eller anden grund var fordelagtigt — om det end skete ved lumskhed eller svig. Kåre Kylansson æggede sin træl til at dræbe Karle Konalssøn, med hvem han havde haft en strid angående en okse. Trællen lod, som han var forstyrret, løb ned over marken og huggede Karle, der sad på dørtærsklen, banehug. Siden dræbte Kåre trællen (Landn. 65—66.).

Ifølge opfordring af Helge og hans moder Droplaug dræbte trællen Torgils Droplaugs anden mand; Helge kom til og så ham dræbt, og dræbte straks trællen (Dpi. 16—17.) Da Gisle har erfaret, at hans fjender er på vejen til hans hjem for at stævne ham i anledning af Torgrims drab, læsser han sit gods på en slæde og ager til skoven med sin træl Tord. Han siger til Tord, at til belønning, fordi han altid har været ham lydig, vil han give ham sin smukke blå kappe, og opfordrer ham til straks at nyde gaven. Trællen skal iført kappen sætte sig i slæden, så vil Gisle iført hans kofte lede øgene; hvis nogen taler til ham, skal han tie; hvis nogen vil gøre ham mén, skal han løbe til skoven. Således sker det også, ti Tords vid var ligeså beskaffent som hans mod, ingen af delene fandtes hos ham. Såsnart fjenderne sér slæden, løber de efter den, Tord iler til skoven, men gennembores af et spyd, Gisle derimod undslipper (Gisl. 37.). — Det er alt tidligere omtalt, hvorledes Ketilbjlørn og Egil dræber de trælle, der har hjulpet dem med at skjule de af dem gæmte skatte.

Dog har vi på den anden side mange eksempler på at trælle indtog en betroet stilling, at de viste stor trofasthed, og at denne belønnedes af herren. Gejrmund Heljarskinn oprettede i sit andet landnam i Strandene fire gårde, hvoraf den ene bestyredes af en årmand, de tre andre hver af en af hans trælle. Af disse havde trællen Atle endog 14 andre trælle under sig. Denne Atle gav Gejrmund frihed og den gård han bestyrede, da han hørte, at Atle havde modtaget nogle anselige norske udvandrere, Vebjørn Sygnekappe og hans søskende med deres følge, hos sig vintren over, da de havde lidt skibbrud. Atle blev siden en betydelig mand (Landn. 124. 149.). — Ejolvs enke havde blandt sine trælle to, der var så trofaste i henseende til omsorg og arbejde, at hun neppe vilde kunne holde sin husholdning vedlige, hvis de faldt fra; da de (falskelig) beskyldes for tyveri, vil hun hellere overlade anklagerne selvdømme, hvorved hendes bedste jordbesiddelse går bort, end miste trællene (Vigagl. 7.). — I en kamp mellem Glum og Torarin falder Glum til jorden, men to af hans trælle frelser hans liv ved at kaste sig ovenpå ham og lade sig stikke ihjel (Vigagl. 23.).

Både her og oftere sér vi trælle deltage i de fris kampe. Frigivelse af trælle lader til at have været meget almindelig på Island; frigivne, frigivnes sønner o.s.v. omtales hyppigt i sagaerne. Ikke sjælden hører vi tillige anledningen til frigivelsen. Et par tilfælde er nævnt i det foregående, flere kan føjes til. Laugarbrekke-Ejnar gav sin træl Hrejdar frihed og jord, fordi han under en kamp dræbte to af modstanderens flygtende trælle (Landn. 85.). Da trællen Rolbak efter Grimas opfordring har anfaldet Tormod og tilføjet ham et stort sår, beskytter hun ham mod efterstræbelser, giver ham frihed og skaffer ham udenlands, hvor han går i viking og viser sig som en kæk mand (Fbr. 34—36.). — Den omtalte træl Asgaut erhværver sig af husfruen Vigdis frihed og penge til udenlandsrejse ved trofast og kækt at hjælpe hendes frænde Torolv bort fra sine fjender. Asgaut bosatte sig i Danmark og viste sig også der som en kæk og brav mand (Laxd. 16.). Unn den dybrige giver Erp, en søn at Meldun jarl, frihed på grund af hans høje byrd (Laxd. 6.) Landnamsmændene ses ofte at have givet deres frigivne jord, således fortælles det om Aud (Unn) Landn. 111.; men hyppigt forblev de i den tidligere herres hus, til hvem de vedblev at stå i et stærkt afhængighedsforhold. Om Gejrmund Heljarskinn fortælles det, at han havde 80 frigivne om sig (Landn. 123.). Af Eb. 31 og flere steder sés det, at den tidligere herre havde ret til at arve sin frigivne.

Medens herren ustraffet kunde dræbe sin egen træl, var dette naturligvis ikke tilfælde med anden mands træl; vedkommende måtte have erstatning for det ham tilføjede tab. Af Eb. 43. sér vi, at for træls drab kunde intet søgsmål anlægges, når trællebod, 12 ører sølv, var bragt den dræbtes herre inden tredje dag efter drabet. Blev denne bod derimod ikke betalt inden tredje dag, gjaldt det ''fjörbaugsgarð'' (den mindre grad af fredløshed) (Eg. 85.). Af Eg. 84. lærer vi, at trælleboden 12 ører svarer til en middeltræls værdi, der sættes til 1 mk. sølv, men gode trælle kunde betales med indtil det dobbelte. Trællene var ubodsmænd, når de faldt på deres gærninger (Eg. 86.), men de skulde dræbes på selve ildgærningsstedet (Eb. 31.). At man ved straffen ikke tog noget hensyn til, om trællen havde handlet efter befaling eller ej, vil man let forstå. Men ikke enhver herre fandt sig i, at man dræbte hans trælle for ham, selv om der var grund dertil; forstyrredes eller beskadigedes hans ejendom — af hvad art denne end var — var det en fornærmelse, der måtte hævnes. Da Ejrik Torvaldssons trælle havde fældet et skred på Valtjovs gård, og da Valtjovs frænde Ejolv af den grund havde dræbt trællene, dræbte Ejrik Ejolv (Landn. 103.).

Om trællenes ægteskaber og derhen hørende forhold giver de her benyttede kilder så godt som ingen oplysninger; kun i Fbr. 83—84. berettes det om en arbejdstræl Lodin på Brattahlid i Grønland, at han levede sammen med en kvinde Sigrid, og etter fremstillingen sér det ud, som om et sådant forhold var almindeligt, og som han med billighed kunde fordre, at ingen anden gav sig af med hende ham til skændsel.

At trælle kunde erhværve eget gods synes et sted (Landn. 124.) at tyde på, hvor der fortælles om Gejrmunds træl og gårdbestyrer Bjørn, at han efter Gejrmunds død blev dømt skyldig i fåretyveri; af hans forbrudte gods blev almenninger. I Landn. 59. siges der om Ploke, Ketil Guves træl, at han "nam"<ref>Tog i besiddelse — et udtryk der ellers bruges om selvstændige landnamsmænd.</ref> Flokedal. Svarts ovenanførte ytring til Vigfus (Eb. 26.), at han ikke kunde købe sig sin frihed med penge, da han ingen havde, synes at forudsætte, at en træl kunde være i en sådan stilling, at han kunde købe sig sin frihed. Vi ved også af andre kilder, at herren undertiden gav sine trælle tilladelse til efter endt dagværk at arbejde for egen regning og med det således erhværvede at frikøbe sig<ref>Dette fortælles om den norske høvding Erling Skjalgssøn. — Trælle kunde modtage gaver. Otkel gav således sin broders træl en kniv med bælte og en hel klædning (Nj. 47.). Trællen Koll, der tilligemed meget andet gods var givet den norske hersesøn Are Torkelssøns hustru Ingebjørg i medgift, ejede et udmærket sværd Gråside ; han lånte det engang til Ingebjørgs svoger Gisle; da han ikke kunde få det tilbage med det gode, søgte han at hævne sig, men dræbtes under forsøget (Gisl. 4.).</ref>.

Om trællenes levevis og klædedragt får vi heller ikke meget at vide. De omtales sædvanligvis klædte i "kufl" (kappe) (Gisl. 37.), "skinnkufl" (Vigagl. 23), eller "skinnstakkr" (skindkofte) (Eb. 37.), hvilken sidste på dette sted trækkes af, da de kommer ind efter endt arbejde.

En særegen vanskelighed ved at bedømme trællenes talrighed og anvendelse ligger i at "húskarl" og "þræll" så ofte sammenblandes i de islandske sagaer, således Hænsn. 10., hvor den huskarl, der går til døren og modtager Torkel Trevil af ham benævnes træl. Ligeledes Fbr. 9. — I Nj. 16. opfordrer Glum Tjostolv til at gå til fjælds med hans "huskarle", men Tjostolv svarer, at han ikke vil gå i hans "trælles" spor; og i Nj. 17 kalder Glum Tjostolv — Halgerds fosterfader, syderøisk af æt, men hvis stilling ellers ikke omtales — for  "þræll fastr á fotum". Njåls huskarl Svart og Halgerds værkstyrer Kol bødes begge med trællebøder; disse i forening med den lejede huskarl Atle omtales af Skarphedin som trælle ("nu er trællene anderledes storværksmænd end for, da sloges de, og det gjorde ingen skade, men nu vil de dræbe hinanden"). Atle beder Bergtora om at sørge for, at der ikke kommer trællebøder for ham, og det opnår han også. Halgerd kalder ham ved omtale af boden ufri, Gunnar fri; i overskriften k. 38. benævnes han "Atli þræll" (Nj. 36—38.).

En bestilling, som vistnok ofte beklædtes af en træl, da den hørte til de mindre ansete, men som alligevel var af stor vigtighed, var fårehyrdens. Bestillingen var vigtig ikke blot på grund af den store værdi af de ham betroede hjorder, men også fordi han ifølge sin levevis kunde være en slags forpost og spejder for sin husbond. Vigfus Glumsson gik ofte til fårehyrden og spurgte ham om tidender (Vigagl. 19.); vi sér ham også på dette sted få vigtige efterretninger fra ham. I reglen synes disse at have været særdeles trofaste og pålidelige folk. Bolles fårehyrde sér tidlig om morgenen folk og heste i skoven ved sæteren; han formoder, at dette er ufredsmænd og iler straks tilbage for at advare Bolle. Men fjenderne opdager ham på vejen og dræber ham (Laxd. 55.). Da Gunnars fårehyrde sér sin husbonds fjender, Otkel med Skamkel og øvrige følge, ride langs Markarfljot, rider han i flyvende fart hjem for at mælde det: Han har ofte hørt Skamkels hånlige ord om Gunnar, det har krænket ham, nu vil han vise sin troskab. Gunnar belønner ham med løftet om, at fra nu af skal han ikke forrette andet arbejde, end hvad han selv finder for godt (Nj. 54.). En morgen, medens Helge Hardbejnssøn opholder sig i sin sæter, sender han sin fårehyrde ud for at spejde, da han har haft urolige drømme. Denne kommer tilbage efterat have opdaget alle Helges fjender siddende i en kreds og spise davre. Han har iagttaget dem så nøje, at han kan beskrive hver enkelt (10 i alt), så at Helge af beskrivelsen kan kende dem (Laxd. 63.). Ejnar på Tværå indskærper sin fårehyrde, at han skal iagttage solens og stjærnernes gang; også alt andet, hvad der tildrog sig, skulde han berette ham (Ljosv. 14.). På de ovenanførte steder Laxd. 55., Nj. 54., Laxd. 63. omtales fårehyrden som "sveinninn" (drengen), hvoraf man måske kan slutte, at i reglen halvvoksne eller ganske unge mænd blev sat til dette arbejde.

Medens det i mange tilfælde kan være vanskeligt at gøre forskel på "huskarl" og "træl", sér vi i andre tilfælde tjænestemændene fremtræde bestemt som fri mænd indtagende en hæderlig og forholdsvis selvstændig stilling. Bonden Torbjørns søn Ejnar lader sig leje af Hravnkel; for et års ophold og underhold skal han påtage sig et bestemt begrænset arbejde. Da Ejnar gør brud på aftalen og derfor bliver dræbt af Hravnkel, sér vi denne gøre faderen forholdsvis store indrømmelser; da faderen ikke vil tage derimod, men lader det komme til en retssag, ender det med, at Hravnkel bliver fuldstændig fredløs (Hrafnk. 6—9. 18.). Medens Halgerds værkstyrer omtales som træl, antager Glum på sin søn Mårs opfordring til værkstyrer en bondesøn Ingolv, som denne har truffet på altinget og sluttet venskab med efterat have sét hans brydefærdighed. Inden antagelsen må han vise sin dygtighed ved at forfærdige en slæde. Mår giver ham gode råd med hensyn til hans forhold til Glum; et stod heste han ejer får han lov til føre med sig. Uagtet han opvækker Glums vrede mod sig engang, er denne dog meget ædelmodig mod ham, hævner en Ingolv tilføjet fornærmelse med drab; da Ingolv for at fuldbyrde en af Glura udtænkt list må rejse udenlands, giver han ham 9 hundreder vadmel, der skal være hans løn, uagtet de ingen aftale har truffet. Under Ingolvs fraværelse holder Glum friere borte fra den kone Ingolv har udset sig; da han kommer hjem, modtager Glum gaver af ham, skaffer ham konen og udstyrer ham vel; han går nu over til at blive bosiddende mand (Vigagl. 13—16.).

Også af Torkel Gejtessøns ytring til Vöðu-Brand sér vi, at det ansås for usømmeligt ikke at yde sin hjemmemand bistand (Ljosv. 9.). Af Ljosv. 13. sér vi, at Gudmundc den mægtige frir for sin værkstyrer Torstejn, der er opvokset hjemme hos ham, til "matseljan" på Bæså, en frænke af bonden, hos hvem hun tjænte; Gudmund og hans kone overværer også brylluppet.

Oftere sér vi eksempler på en temlig fri optræden af tjænestetyendet; således i Hitd. 22., hvor huskarlen, af ærgrelse over at være faldet over den nyfødte kalv, nægter at tage den op. Husbonden Bjørn må da selv gøre det; heraf roser huskarlen sig. En tjænestekvinde, der er ude at to lærreder, iler hurtigt hjem, da hun sér Sams broder Ejvind ride forbi, og ægger med hårde ord sin husbond Hravnkel til hævn (Hrafnk. 25—2Q.). Erindres kan også husfruen Torelvs trevne og søvnige husfolk, der neppe kan bevæges til at gå til døren ved nattetid og lukke den fremmede ind (Fbr. 10—11.).

Af husfolk med særlige forretninger er alt omtalt foruden fårehyrde, "værkstyrer" (verkstjóri) og "matselja" (ordr. maduddelerske), hvis bestillinger antydes ved navnet. Dog må med hensyn til den sidste bemærkes, at husfruen i reglen synes selv at have båret maden på bordet (Eb. 13. Nj. 28. Vapnf. 30.).

På større gårde fordeltes naturligvis arbejdet nøjagtigt, således har Olav På én huskarl til at vogte det golde og gildede kvæg samt ungkvæget, en anden til at vogte tyrene (Laxd. 24.).

Mangen en høvding antog en mand i sin tjæneste, når denne anmodede derom, uden at han egenlig trængte til ham som arbejder, men ofte hændte det sig, at denne, især når han var en uvennesæl eller fredløs mand, først nåde tjænesten ved at love at lade sig bruge som drabsmand eller snigmorder mod en af høvdingens fjender. Herpå frembyder sagaerne mangfoldige eksempler (Vatsd. 39. Vigagl. 16. Nj. 36. o. m. fl.).

Om husstandens størrelse er det vanskeligt at sige noget bestemt. Enkelte høvdinger skal have haft et overordenlig talrigt tyende. Gejrmunds 80 frigivne er omtalt. Gudmund den mægtige havde 100 husfolk (Ljosv. 5.). Under sine stridigheder med Sigfussønnerne og Flose havde Torgejr Skorargejr "mange folk, så at der var aldrig færre end 30 våbendygtige karle hjemme hos ham". (Nj. 147.). På Bergtorshvål, hvor familien rigtignok var vidtløftig, var der altid 30 våbendygtige mænd, huskarlene indbefattede (Nj. 125.). Tråen Sigfussøn havde 15 våbendygtige karle på sin gård, og 8 ledsagede ham, hvorhen han drog (Nj. 92.). Tord Kolbejnsssn omtaler i en vise, at Bjørn har forstyrret de 16 husfolks (hjóna ef. flt.) enighed (Hitd. 27.). Såm og hans folk tager Hravnkel og alle hans våbenføre hjemmemænd, stikker hul i haserne, drager reb igennem, kaster disse op over en stang og binder dem således med benene i vejret. Det er 8 i alt, der bliver således behandlede (Hrafnk. 20.). Da Håvard kom til den rige Atle, der indtil da havde udvist den smudsigste gærrighed, var der 10 våbendygtige karle (Hav. 18.). Den rige men gærrige Torkels husstand bestod kun af 3 personer: ham, hans kone og en tjænestekvinde<ref>hann var kvángaðr maðr ok hafði ekki fleiri hjón en þrjú; griðkona var it þriðja hjón (Fbr. 19.)</ref>. Flere angivelser af trællenes antal hos de enkelte herrer ved overflytningen til Island er anført i det foregående. Olve, en god bonde, havde 18 trælle (Ljosv. 1.).

==Begravelsesskikke i den hedenske tid==

Efterat nu familiens medlemmers indbyrdes forhold, samt det enkelte medlems stilling i livets forskellige afsnit, er udviklet, skal til slutning berøres den sidste tjæneste, som de efterlevende anså det for pligt at vise den afdøde — altså begravelsen og de derved brugelige skikke.

Her er et af de få tilfælde, hvor kristendommens indførelse frembringer en pluselig og afgørende forandring i sæder og skikke; den hedenske og den kristne tid må derfor omhandles hver for sig. I den del af den hedenske tid, som falder indenfor det her behandlede tidsrum, var den eneste brugelige begravelsesmåde at jorde ligene ubrændte. Den første pligt, der påhvilede de efterlevende, efter at døden var indtrådt, var at yde liget "nábjargir" (lighjælp), der bestod i at lukke næseborene; i tilfælde af voldsom død synes der med ydelsen af "nábjargir" at have fulgt forpligtelsen til hævn (Nj. 99.). Inden denne lighjælp var ydet, var det farligt at gå foran den døde; i al fald, når denne havde været af en voldsom og uhyggelig karakter, så at man kunde vente sig ondt af ham; derfor ydedes også lighjælpen ofte ved at gå til den døde bagfra (Eg. 61. Eb. 33. Nj. 99.). Foruden den omtalte lighjælp, nævnes ofte, at man behandlede liget efter skik og brug, uden at man nærmere får at vide, hvori denne behandling (vel nærmest påklædning) har bestået. Om Egil hører vi, at han efter døden iførtes gode klæder (Eg. 89.).

Begravelsen synes at have fundet sted, såsnart forberedelserne var trufne, undertiden allerede på selve dødsdagen (Eb. 26.). Med hensyn til ligets ophold i huset og udførsel til begravelsen kan mærkes, at når en mand havde fået en uhyggelig død, førte man ham undertiden ikke ud ad den sædvanlige dør, men brød væggen itu bagved ham eller ligeover for ham og bar ham ud gennem hullet; kunde man så ikke straks få ham begravet, tjældede man over ham etsteds ude (Eg. 61. Eb. 33.). I Dpl. 26. omtales det, at man vågede over de faldnes lig natten inden de kunde blive begravne; vågen over lig i den kristne tid omtales Laxd. 49.

Den hyppigst omtalte begravelsesvis er høj lægning, nævnt i de her benyttede kilder c. 40 gange, mest hvor talen er om høvdinger eller berømte mænd, dels fordi kun sådannes gravhøje erindredes, dels vistnok også fordi hjølægning, der krævede meget arbejde, ofte indskrænkede sig til de anseligere mænd. Denne begravelsesart menes vel desuden med de hyppigt forekommende udtryk: Han begravedes "efter gammel skik",  "efter den tids skik, som det dengang var skik blandt fornemme folk".

Det almindelige navn på en gravhøj var "haugr" ; om en mand Asmund Atlessøn siges der, at han højlagdes i "Ásmundarleiði" (Landn. 81.). Torarin Krok faldt selvfjerde sammen med 7 af modstanderen Stejnolvs folk i en kamp på øren ved Fagredalsåos; om disse siges der, at dér er deres "kuml". Også Torbjørn Skrjup og Melkorka omtales som lagte i "kuml". (Laxd. 38.).

Højkastningen var, som omtalt, et betydeligt arbejde; Gisle drager ud med alle sine folk for at højlægge Vestejn i sandbanken lige over for Sevtjørn, også Torgrim og mange folk med ham deltager i højkastningen (Gisl. 23.). Om Arnkel godes høj hører vi, at den var af omfang som en stor høstaksindhegning (Eb. 37.). 1 øvrigt erfarer vi kun lidet om højens bygning og indretning; mærkes kan, at Egil i et vers omskriver "begravede mig" ved ladede "sten om mig". (Eg. 83.). Et vink m. h. t. opførelsen giver udtryksmåden Gisl. 31., hvor talen er om den af Gisle dræbte Torgrims høj : "Nu kaster de højen efter gammel sæd, og da man er færdig til at lukke højen, går Gisle til åmundingen og tager op en sten, så stor som en klippe og lægger i skibet" (som T. var bleven højlagt i) — hvoraf det synes som om højen opførtes med en indgang, som lukkedes tilsidst, da Gisle vel ad denne vej får bragt stenen ind i højen.

Foruden våben eller kært værktøj — også undertiden heste eller trælle — nedlagdes der i reglen kostbarheder i højen hos den afdøde. I højen hos Hravnkel Frejsgode lagdes meget gods, alle hans hærklæder og hans gode spyd (Hrafnk. 31.). Egil højlagdes med sine våben og klæder (Eg. 89.). Skallegrim højlagdes med sin hest, sine våben og smederedskaber — løsøre lagdes der ikke hos ham (Eg. 61.). Hvor almindeligt det var at give den døde kostbarheder med i graven, sés bedst af, at det undertiden, som her, hvor der tillige stikles til sønnen Egils pengebegærlighed, fremhæves ikke at være sket. Om Høskuld fortælles der, at der opkastedes en anselig høj efter ham, men der blev kun båret lidet gods i højen til ham (Laxd. 26.). I høj med Asmund Atlessøn, der højlagdes i Ásmundarleiði, lagdes hans træl, men da man hørte en vise blive kvædet i hans høj, om at tomt rum var bedre end slet følge, opgravede man højen og tog trællen ud (Landn. 81—82.). Den oprindelige tanke ved at medgive den døde våben i højen, kan sés af Hognes ytring, da han griber sin fader Gunnars hellebard, som moderen Ranvejg ikke vilde lade lægge i høj med Gunnar, fordi med den skulde hans drab hævnes: "Jeg har i sinde at bringe min fader den, at han kan have den med til Valhal og fremvise den der på våbentinget." (Nj. 80.). En anden, dog vistnok mindre sandsynlig, anskuelse, ifølge hvilken det på krigstog erhværvede gods skulde lægges i høj med den afdøde, for at ikke arvingerne ved den forefundne overflødighed skulde miste sporen til krigsfærd og således henfalde i blødagtighed, giver sig rigtignok til kende i den norske storbonde Ketil Raums ord til sin søn Torstejn, da han ægger ham til bedrift (Vatsd. 2.): "Det var mægtige mænds sæd, kongers og jarlers, vore ligemænds, at de gik på hærtog og samlede sig gods og hæder; det gods skulde ikke regnes til arven, og ikke sønnen tage det efter faderen, men man skulde lægge det i høj til dem selv. Nu om end deres sønner fik jorderne i arv, kunde de dog ikke vedligeholde deres stilling, om de end blev fornemme folk, med mindre de lagde sig og sine mænd i fare og krigsfærd og derved skaffede sig gods og berømmelse, den ene efter den anden, og således trådte i deres frænders fodspor". Dette kaldes sammesteds "hermanna lög" (krigeres lov), og allerede denne benævnelse synes at betegne ovennævnte bestemmelse som indskrænket til en snævrere kreds, uden almindelig anvendelse.

Undertiden begravedes den døde siddende i højen, således Gunnar (Nj. 79.); dertil kan måske også udtryk som "højsat" (Laxd. 8.) hentyde. Undertiden højlagdes flere i én høj, enten samtidigt eller med mellemrum. Således blev Helge Droplaugsson og Torkel Svarteskjald, der var faldne i samme kamp, højlagte i én høj, der tilmed skulde antages at indeholde Helges broder Grim, hvem man for hans sikkerheds skyld udgav for dræbt (Dpl. 26.). Såm kaster en høj efter broderen Ejvind og hans 4 ledsagere (Hrafnk. 29.). Egil lod, da hans søn Bodvar var druknet, Skallegrims høj åbne og lagde ham der ned hos Skallegrim. (Eg. 81.) Ægtefolk højlagdes ofte sammen, flere eksempler herpå forekommer i det følgende.

Undertiden højlagdes den døde i et skib; således den alt omtalte Asmund Atlessøn. — Torgrim Torstejnssøn, Gisles og Torkels svoger, højlægges ligeledes i et skib (Gisl. 31.). Når der om Gejrmund Heljarskinn siges (Landn. 125.), at han døde på Gejrmundarstadir og blev lagt i et skib dér i skoven udenfor gærdet, så menes vel også højlægning i skib. Ligeledes når det om Ingemund hedder, at han blev lagt i båden fra skibet Stigande og prægtig behandlet, som det dengang var skik for fornemme mænd (Vatsd. 23.).

Af særlige skikke, der nævnes at have fundet sted ved højlægningen kan mærkes den i Gisl. 24. omtalte "at binde helsko". Torgrim siger ved Vestejns højlægning: "Det er skik at binde folk helsko, på hvilke de kan gå til Valhal, og det vil jeg gøre ved Vestejn". Og da han havde udført det, sagde han: "Ikke kan jeg binde helsko, hvis disse løsner",  (hvormed han vil antyde, at han har dræbt Vestejn). Da Gisle til hævn har dræbt Torgrim, og denne er højlagt i et skib, tager Gisle en uhyre stor sten og lægger den i skibet, så hver planke gav efter og det knagede stærkt, og sagde: "Ikke kan jeg fæste skib, hvis uvejr rokker dette." (Gisl. 31.). Bavtastene findes ikke omtalt på Island; i Eg. 22 siges om den norske lendermand Torolv Kveldulvssøn, at hans frænder behandlede hans lig, som skik var med anselige mænds lig; de satte bavtastene efter ham.

Efter Torgrim Torstejnssøns højlægning, fortælles der, tildrog der sig, hvad der syntes folk forunderligt, at aldrig fæstede der sig sné på den søndre side af Torgrims høj, og man formodede, at han var Frej så kær på grund af blotningerne, at han ikke vilde det skulde fryse imellem dem (Gisl. 32.). I Landn. 86. fortælles der, at Laugarbrekke-Ejnars høj var bestandig grøn vinter og sommer, hvad der vel tilskreves en lignende overnaturlig årsag, uagtet ingen angives.

Med hensyn til ringere folks begravelse kan mærkes, at sådan kun omtales lejlighedsvis f. eks. når de i en kamp faldnes behandling nævnes. Efter den afgørende kamp mellem medbejlerne Helge Asbjørnssøn og Helge Droplaugssøn ved Eyrargilså, blev af Helge Asbjørnssøns parti den faldne Kåre, besvogret med Helge Asbjørnssøn, båret hjem på skjolde, og der blev opkastet en høj efter ham. Helge Droplaugssøns faster Groa drog til valen, lagde af de faldne Helge, hans broder Grim og Torkel Svarteskjald i en slæde, de sårede drog hjem til hest, de døde blev jordede på stedet. Groa og hendes søn vågede om natten over ligene i et udebur. Man sendte bud efter en lægekvinde og der fandtes liv hos Grim. Om morgenen efter blev der opkastet en høj ved Eyvindarå syd for gærdet, og der blev Helge og Torkel jordede af Groas søn og én mand til, som man stolede på ikke vilde røbe at Grim var i live (Dpl. 26.). Dels Kåres behandling, dels det at Helge og Torkel føres hjem for at højlægges, medens de andre dræbte jordes på valpladsen, kunde synes at antyde forskel i de mere og mindre fornemmes begravelse. Men måske føres de nævnte mænd — i al fald med undtagelse af Kåre — hjem, for at man desbedre kunde undersøge, hvorvidt der fandtes liv hos dem. Derimod siges Landn. 128., at på øren ved Fagredalsåos, hvor Stejnolv og Torarin Krok kæmpede og hvor der faldt 7 af det ene og alle (4) af det andet parti, findes de faldnes "kuml". Om Stejnars dræbte træl siges blot, at Stejnar førte ham op i holtene<ref>Holt, på Island: stenig bakke.</ref> (Eg. 84.).

Af udtryksmåden flere steder i sagaerne synes det, som om man ikke altid — selv ved anseligere, mænds begravelse — har anvendt højkastning, men undertiden har ladet det bero ved simpel gravlægning.

Når der Vapnf. 8. siges om den dræbte nordmand Hravn, at hans "begravelse (úför) holdtes sømmeligt efter den da brugelige sædvane", og så sagaen senere (Vapnf. 9.) lader Broddhelge sige: "Ikke havde han (Hravn) den (ringen) i graven (grøft) med sig", så kan dette sidste vel blot være et mindre nøjagtigt udtryk for "høj". Men når Eg. 55. fortæller — rigtignok om en begivenhed, der foregår i England —  at Egil efter kampen på Vinhede "tog hans (Torolvs) lig, tóde det og behandlede det som skik var; derpå grov de en grav og satte Torolv deri med alle hans våben og klæder, siden spændte Egil en guldring på hver arm af ham; derpå ladede de sten og øste muld derover" — så vilde man ifølge sagaens udtryk neppe tænke på nogen højkastning; dog fristes man stærkt dertil efter de seneste ivDanmark gjorte iagttagelser, ifølge hvilke det viser sig, at grave fra den yngre jærnalder kan være skjulte flere alen under det oprindelige jordsmon og dog have en anselig høj opkastet over sig<ref>Se Mammen fundet af J. J. A. Worsaae. Aarb. f. nord. Oldk. o. Hist. 1869.</ref>.

Røvere, troldmænd o. d. 1. synes man altid at have begravet på en mindre hæderlig måde nemlig ved at dysse dem. Således blev troldfolkene Kotkel og Grima stenede ihjel og over dem dannet en dysse af sten, af den sés endnu spor, der kaldes skrattevarde. Sønnen Stigande, der flygter og i nogen tid lever som ransmand, bliver senere grebet, stenet og dysset. Den anden søn Halbjørn druknes, men da hans lig driver op, bliver han "kasaðr". (Laxd. 37—38.). Troldmanden Torgrim Nev bliver stenet og "kasaðr" (Gisl. 34.). Den gamle, ondskabsfulde og på en uhyggelig måde døde Torolv Bægefot føres på en slæde op i Torsådal og dysses dér forsvarligt af sønnen Arnkel. Da hans fårehyrde og senere hans enke dør af hans spøgeri, dysses de hos ham (Fb. 33—34.). Da Styr har dræbt bersærkerne, lader han dem føre ned i en dyb dal i "hraunit" (lavastrækningen), og der blev de "kasaðir" (Eb. 28.). Efter at Ejolv og hans folk har dræbt den fredløse Gisle, drager de ham ned og "gotva" (nedgrave) ham i en sténstrækning dér (Gisl. 7J.—72.). Da Hravnkel havde dræbt sin lejede fårehyrde, bondesænnen Ejnar, lod han ham føre til klippeafsatsen ved sæteren og rejste dér en varde ved dyssen (Hrafnk. 9.). Da vi i det foregående både har sét "varde" taget ensbetydende med "dys" (Laxd. 37.), og, her, sét en varde blive rejst ved graven, er det ikke let at afgøre, om det Landn. 158 er meningen, at de pågældende dyssedes, eller om begravelsesmåden ikke nærmere omtales. Der fortælles, at Snebjørn indhentede Halbjørn ved de højder, der nu hedder Halbjørnsvarder; på den ene højde faldt 3 af Snebjørns folk, 2 af Halbjørns, på den anden 2 af Snebjørns og Halbjørn selv; derfor er der 3 varder på denne højde, men 5 på hin.

Blev en mand dræbt, var det pligt for drabsmanden at tilhylle hans lig; forsømtes det, betragtedes drabet som mord, der medførte fredløshed. Således fortælles der (Dpl. 16—16.), at Helge Droplaugssøn havde dræbt en mand Bjørn, fordi han havde forført anden mands kone, en frænke af Helge. Næste nat førte Helge og tre andre mænd Bjørns lig ud på et skær udenfor landet og hyllede dér hans lig. Da drabssagens sagsøger Helge Asbjørnssøn om våren skulde forberede sagsanlæggelsen, kunde han ikke finde liget — sandsynligvis har han villet opgrave liget og nævne vidner på sårene; denne fremgangsmåde omtales Nj. 55. og 64. Han stævnede derfor Helge Droplaugsson og gjorde påstand på skovgang, fordi "han havde myrdet<ref>"Myrde" bruges nemlig tillige om den der holder et drab hemmeligt eller behandler liget utilbørligt.</ref> død mand og sænket ham i sø og ikke hyllet ham med muld". Da Helge Droplaugssøn med vidner kunde bevise, at Bjørn var "hyllet med muld", tilintetgjordes søgsmålet. At tilhyllingen just skulde ske med muld, synes dog ikke nødvendigt. Således tilhyller Sigmund og Skjold Tord Løsingesøns lig med græstørv og sten (Nj. 42.). Tjostolv tilhyller Glums lig med sten (Nj. 17.). Snorre gode tilhyller Arnkels lig med hø (Eb. 37.). Torstejn Egilssøn tilhyller endog trællen Grånes lig kun med et gærde — dog vistnok nærmest for at vise sin foragt (Eg. 84.). Undertiden, når tilhyllingen har været forsvarlig, synes det som man har ladet sig nøje hermed og ikke på anden måde begravet den dræbte; ellers sørgede naturligvis den dræbtes frænder for en ordenlig begravelse. Om Tord Løsingesøn fortælles (Nj. 39.), at han, da han ønskede at træffe Brynjolv, brugte som påskud, at han vilde vide, hvor Brynjolv havde hyllet Atles lig; det var ham sagt, at han kun dårligt havde behandlet det.

I Vapnf. 15. fortælles, at Broddhelge efterat have dræbt nogle af Gejtes mænd lod ligene bære til en tomt og bedække med ris. Gejtes folk var meget ilde til mode over deres nederlag, men mest dog over at de ikke kunde jorde deres venner og frænder, og klager ofte herover til Gejte; senere bemægtiger denne sig ligene ved list.

Undertiden ser vi den døende give anordninger med hensyn til sin forestående død. Da Kveldulv på rejsen til Island føler døden nærme sig, befaler han, at hans lig lagt i kiste skal kastes over bord; hvor den driver i land, skal sønnen Grim tage bopæl. Da Skallegrim lander på Island, finder han straks kisten, som bæres ud på et næs og bedækkes med sten (Landn. 56. Eg. 27.). Da den voldsomme Hrapp er ved at dø, befaler han, at man skal grave ham en grav i ildhusdøren og sætte ham stående ned dér forat han desto nøjagtigere kan overse sit hus; dette skete (Laxd. 17.). Den smukke og kvindekære Ingolv, om hvem der blev kvædet, at alle piger, små og store, unge og gamle, ønskede sig ham til mand, befalede for sin død, at man skulde begrave ham i et andet holt end hans frænder var begravne i, og sagde, at han da lettere vilde huskes af Vatnsdalens møer, når han lå så nær ved vejen (Vatsd. 41.). Af dette sted sér man tillige, at et fælles begravelsessted for frænder kendtes, hvad ellers ikke vides omtalt. Tunge-Odd befalede, at man, når han var død, skulde flytte ham op på Skåneyjarfjæld; derfra vilde han se ud over hele tungen (Hænsn. 17.). Hensynet til udsigten har i det hele vistnok ofte været rådende ved valget af højlægningsstedet for den afdøde, skønt det ikke nævnes; vi finder de fleste høje lagte ved søen på et næs, på et holt o.d.1. Den første landnamsmand Ingolvs sønnesøn Torkel Måne, der, efter hvad folk véd, har haft de reneste sæder af alle hedenske mænd, lod sig i sin dødsstund bære ud i solskinnet og befalede sig i den guds hånd, der havde skabt solen (Landn. 38.).

Om Aud (Unn), Ketil Flatnevs datter, fortæller Landn. 117., at hun for sin død bestemte, at hun vilde begraves i flodmålet i strandbredden, ti hun vilde ikke ligge i uviet jord, da hun var døbt. Laxd. 7. derimod beretter, at hun blev højlagt i et skib, og at meget gods blev lagt i højen til hende.

Kvinders begravelse omtales ifølge forholdene sjældnere end mænds; men skikkene synes at have været de samme. Unn er alt omtalt. Torgerd Torstejnsdatter blev "højsat" (Laxd. 8.). Torbjørn Skrjup og Melkorka ligger begge i "kuml" i Laksådalen (Laxd. 38.). Torbjørn Sur og Tora lagdes i høj (Gisl. 9.).

Efter højlægningen holdt man sædvanligvis et arvegilde "erfi" til ære for den afdøde. Således taler efter Høskulds død hans sønner om afholdelse af "erfi" efter deres fader; ti det var skik på den tid (Laxd. 26.). Ligeledes blev der drukket "erfi" efter Vestejn (Gisl. 25.), og efter Torgrim (Gisl. 31.). "Arvekvæde", et digt til ære for den afdøde, omtales i de her benyttede kilder kun ét sted Eg. 81., hvor Torgerd efter at have narret sin sørgende fader Egil til at tage næring til sig siger: "Nu vilde jeg ønske fader, at vi forlængede vort liv, så at du kunde digte et arvekvæde efter Bodvar (hans afdøde søn), men jeg vil riste det på kevle; derefter kan vi dø, om det synes os. Længe vil det vare, inden din søn Torstejn digter et kvæde efter Bodvar; heller ikke er det sømmeligt, at der ikke bliver holdt arvegilde efter ham, men ingen af os skal være med ved det drikkelag" d.e.: de vilde dø, inden et sådant kunde holdes, og da vilde der kun være ringe udsigt til dets iværksættelse. Derpå digtede Egil "sonar-torrek", og fik påny lyst til livet. Siden lod han holde arvegilde efter sine sønner på gammel vis (Eg. 81.). Ifølge Landn. 117 holder Aud (Unn) i forventning om sin nær forestående død selv sit "erfi", og dør også under gildet. Ifølge Laxd. 7. dør hun under sin sønnesøns bryllupsgilde, hvorpå hans bryllup og hendes "erfi" drikkes på engang, og først på gæstebudets sidste dag lægges hun i høj. I Eb. 54. fortælles det, at da der kom bud til Frodå om at husbonden selv sjette var druknet på en sørejse, indbød husfruen og hendes unge søn naboerne til "erfi"; man tog da juleøllet og anvendte det til arvegildet. Hver aften, sålænge gildet varede, indfandt den druknede Torolv sig med sine ledsagere, hélvåde, og satte sig ved ilden i skålen. Man glædede sig herover, ti man havde den tro, at når sødøde mænd besøgte deres arvegilde, var det tegn på, at de havde fået en god modtagelse hos Ran. Af ovenanførte sted ses tillige, at arvegildet kunde vare flere dage; det synes, som de tilligemed bryllupsgilderne har været de prægtigste og vidtløftigste familiefester. Da Høskuld var død, blev sønnerne enige om, at Olav skulde forberede alt til arvegildet, men alle 5 skulde deltage med en tredjedel i omkostningerne. Da det var sent på høsten, en tid, på hvilken man vanskeligt kunde skaffe det til et anseligt gilde fornødne tilveje, og på hvilken det var besværligt for gæsterne at rejse, besluttede man foreløbigt at opsætte det. På næste ting stod Olav frem, forkyndte sin faders død, indbød alle godordsmænd til arvegilde efter Høskuld med løfte om, at ingen af de betydeligere mænd skulde drage bort uden gave; dernæst indbødes bønder og alle, fornemme og ringe, hvem der vilde komme, alle indbødes til et halvmånedsgilde på Høskuldsstad. Da brødrene hørte dette, fandt de dog, at dette var altfor storartet. Dette gilde, der besøgtes af 900 mand, har været det næststørste på Island; det største var det arvegilde, som Hjaltesønnerne holdt efter deres fader; det var besogt af 1200<ref>Her som i det foregående betegnes ved 100 et stort hundred =120.</ref> mand (Laxd. 26—27.).

Var nu den døde begravet og arvegildet holdt, var i reglen alt i orden, men der gaves uhyggelige, ondskabsfulde naturer, hvem graven ikke kunde fængsle; mod aften kom de frem, skræmmede de efterlevende og tog ofte livet af dem; da måtte man ved kraftigere midler end en almindelig begravelse fjærne dem fra det menneskelige samfund. Da Torolv Bægefot øder hele dalen ved sit spøgeri, graver sønnen Arnkel ham op med bistand af en nabo — "ti det var i deres love, ligesom nu, pligt for alle, der opfordredes dertil, at føre døde mænd til graven" — og fører ham med stor besvær til en afsides højde, hvor han jordes, og tværs over højden opføres et gærde, så højt, at kun flyvende fugl kan komme derover (Eb. 34.). Der lå nu Torolv rolig, sålænge Arnkel levede, men senere begyndte han påny at gå igen, dræbte folk og fæ og gjorde megen forstyrrelse. Da gravede man ham op, brændte ham — han var nemlig endnu ikke opløst, men så ud som den værste trold — og strøde såvidt muligt al asken i søen; men endog dette til trods syntes man at kunne mærke hans fordærvelige virkninger (Eb. 63.).

Opbrænden synes at have været et af de virksomste midler mod gengangere. Da Hrapp straks efter sin død begynder at gå igen og dræbe folk, graver man ham op og fører ham til et afsides sted; da tager gengangen noget af, men hans fordærvelige virkninger spores dog. Senere begynder den igen; Olav På består en kamp med ham, under hvilken Hrapp brækker hans spyd og synker i jorden. Næste dag graver man ham op, finder spydspidsen hos ham, brænder ham — han var nemlig endnu ikke opløst — og kaster hans aske i søen; fra nu af lider ingen mén af Hrapps gengang (Laxd. 17. 24.).

Noget anderledes er fremgangsmåden med den på endnu mere legemlig vis fremtrædende genganger Tormod. Efter sin død begynder han, der i live var hamram (gik bersærksgang), at gå igen og besøger om natten sin kones sæng. Hun søger hjælp hos Olav Håvardssøn. Denne kæmper med ham og tror efter en hård brydekamp at have gjort det af med ham; men senere viser Tormod sig igen, og de brydes påny. Dennegang knækker Olav rygraden på Tormod og sænker ham i havet; dér i nærheden er det siden ikke godt at sejle (Hav. 2—3.).

Med kristendommens indførelse måtte gravskikkene forandres; den døbte kunde ikke hvile i uindviet jord; Auds befaling i denne henseende er alt omtalt. Vi finder også udtalelser, der henpeger på højlægningen som bestemt hedensk; således siges der (Landn. 95.) om Bjørn den østrøne: Han blev højlagt ved Borgarløk, ti han var af Ketil Flatnevs bøm den eneste udøbte. Vi finder begravelse ved en kirke indtræde samtidig med kristendommens antagelse. Da Torkel Torgilssøn (Kravla) med alle Vatnsdølerne havde ladet sig døbe, byggede han en kirke og gav der grav (grøft gstf. hk.) til alle sine tingmænd (Landn. 183.). Ved de enkelte hårdnakkede hedningers begravelse, der ikke vilde antage kristendommen, anvendte man den gamle skik; således højlagdes Valgard den grå (Nj. 108.), uagtet kristendommen alt var antaget.

Var der ingen kirke i nærheden, førte man ligene en lang vej for at nå til en sådan. Kjartans lig blev således ført til Borg (Laxd. 51.). Torgunna fra Syderøerne befalede, at hendes lig skulde føres fra Frodå til Skålholt, ti der vidste hun, at der var præster til at synge over hende (Eb. 51.).

Undertiden opgravede man sine hedenske frænders bén og lod dem føre til kirke; således lod Tordis Egil flytte til den kirke, som hendes mand Grim havde ladet opføre på Mosfell. (Eg. 90.).

Den tidligere skik at tildække den dræbte fjendes lig vedblev, men nu føres naturligvis altid den dræbte senere til kirke; således "kasa" Bjørn og Arnor de 2 dræbte nordmænds lig; deres frænde Tord lod dem føre til kirke (Hitd. 37—38.).

Om en mand, Ejolv på Möðruvellir, der for begravelsen blev primsignet, erfarer vi, at han "jordedes hjemme i tunmarken" (Vall. 3.).

==Forklaring over de anvendte forkortelser==

:Dpl. = Droplaugar sona saga. Kbhn. 1847. 
:Eb. = Eyrbyggja saga. Leipz. 1864; det vedføjede tal betegner sagaens kapittel. 
:Eg. = Egils saga. Reykj. 1856; det vedf. tal sag. s kap. 
:Fbr. = Fóstbræðra saga. Kbhn. 1852. 
:Gisl. = Gísla saga Súrssonar I. Kbhn. 1849. 
:Grg. = Grágás. Kbhn. 1850 flg. ; de vedf. tal bind og side.
:Gunl. = Gunnlaugs saga Ormstúngu. Chrania. 1862; det vedf. tal. sag.s kap. 
:Hav. = Hávarðar saga Ísfirðings. Kbhn. 1860; det vedf. tal sag.s kap. 
:Hitd. = Bjarnar saga Hítdælakappa. Kbhn. 1847. 
:Hrafnk. = Sagan af Hrafnkeli Freysgóða. Kbhn. 1847. 
:Hænsn. = Hænsa-Þóris saga. Kbhn. 1847; det vedf. tal sag. s kap. 
:Landn = Landnámabok. Kbhn. 1843. 
:Laxd. = Laxdæla saga (indtil k. 79.). Kbhn. 1826; det vedf. tal sag.s kap. 
:Ljosv. = Ljósvetninga saga (indtil k. 22). Kbhn. 1830; det vedf. tal sag.s kap. 
:Nj. = Sagan af Njáli  Þorgeirssyni. Kbhn. 1772; det vedf. tal sag.s kap. 
:Vall.  = Valla-Ljóts saga. Kbhn. 1830; det vedf. tal sag.s kap. 
:Vapnf. = Vápnfirðinga saga. Kbhv. 1848. 
:Vatsd. =- Vatnsdæla saga. Leipz. 1860; det vedf. tal sag.s kap. 
:Vigagl. = Vigaglúms saga. Kbhn. 1830; det vedf. tal sag.s kap. Hvor intet andet er angivet, betegner det vedføjede tal siden. 


==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:  Kristian Kaalund]]