Folkevisetiden (AO)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 19. apr. 2015 kl. 12:27 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Aandsliv
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik


XI
Folkevisetiden


Billed 68.
Dansk Folkevise med Noder, optegnet i Runehaandskriftet af Skaanske Lov: »Drømde mig en Drøm i Nat om Silke og ærlig Peld.« E. Ålund, Runorna i Norden 1904 S. 75.

Islands særlige Kultur beror i saa höj Grad paa, at det er Fortsættelsen af det ældre Liv; det er rendyrket Vikingekultur. Vikingetidens stærke Indtryk og Samfundsdannelser har i Ro kunnet modnes; alle senere Bevægelser kom saa meget svagere, at de kun krusede Overfladen eller smulnede Strömmen; de skabte ingen urolig Strömhvirvel af nyt og gammelt. Middelalderens religiøse Liv, Kirkemagt, Kongevælde, Adelsskab og ridderlige Digtekunst naaede kun i Dönninger derud.


Anderledes med de tre gamle nordiske Riger. Kongemagt, Kirkekamp, Munkevækkelse, Ridderskab, kommer med, ikke alle Dele i samme Omfang som ved Sydens eller Vestens Arnesteder, men dog saa at der virkelig leves med i det. Bølger af Digtning — vor ridderlige Folkedigtning — og af mystisk Religiøsitet (den hellige Birgitta) gaar ind over Norden; Hovedstrømmen bliver det evropæiske Liv, men vi faar det aldrig i Spring, aldrig paa japansk — for at tale med et Ord fra Nutidens Kultur —, men saaledes at man overfører til det ny ikke blot Menneskematerialet med sine sjælelige Særmærker, men ogsaa en stor Del Kulturgoder, Former af aandelig og legemlig Frembringelse.


Danmark ligger mest aabent for Sydens Strömninger; her naar de nye Tanker hurtigst at sætte Frugt. Og, paa den anden Side, denne tidlige Middelalderskultur bærer i mangt og meget Præg af Oldtidslivets Nærhed.


Endnu det 11te Aarhundrede igennem ligner Danmark mest det øvrige Norden. Runeskikken dør langsomt bort. Adam af Bremen, der sent i Aarhundredet rejste igennem Landet, følte sig endnu slaaet af det hedensk-barbariske Præg der var over hele Livet. Vikingerne kom endnu hjem med de bytteladede Skuder og udbetalte Rigets Konge hans Andel. Lokket Mø blev endnu solgt som Trælkvinde til fremmed Land. Mændene havde stive Nakker, vilde heller miste Livet end taale legemlig Revselse; de satte en Stolthed i at se muntre ud naar de domfældtes, og græd end ikke over Tabet af deres kære.


Men det 12te Aarh. bringer Forandringer; stærkest paa det religiøse Omraade. Kristendommen havde hidtil været en Magt, der udefra omformede Lov og Livsvaner, mere end at den rørte Sjæledybet. Ikke glødende Evangelieforkyndere, men de Konger der kæmpede for Carolus-Magnus-Idealet — for Kongevælde som Opdrager til kristen Livsførelse — blev Martyrerne for den „ny Sæd”, her ligesom overalt i Norden.


Anderledes i det 12te Aarh. Som Rykninger i Folket, som Rørelser i dets bredeste Lag, begynder de religiøse Bevægelser. Snart er det Kravet om Præsternes Ugifthed, som Almuen kaster sig over med sværmersk Voldsomhed; snart samles den om de nye Helgengrave. Det Folk, der koldt var Tilskuer til Hellig Knuds Skrinlæggelse (1095 og 1101), søger nu skarevis til hans Alter. De höjere Klasser, Storfolk og mange Præster, ser uvillig til. De søger at urene Knud Lavards Kilde; eller en fornem Frue kaster disse haanende Ord ud i den tilbedende Flok: „Kan han ikke göre min krumme Skosnabel lige, saa kan han heller ikke helbrede jer!” Men snart kommer hun selv, syg, og drikker af Kilden, og vælter sig i voldsomme Smærter; Helgenen var den stærkeste. Et stærkt, troende, salmesyngende religiøst Liv har sit Brændpunkt ved disse Helgengrave. Fra de Kirker og endnu mere de Klostre, der nu bygges og ofte grundlægges ved Hjælp af de nidkæreste blandt udenlandske Munke, straaler den middelalderlige Religiøsitet i sine stærkeste Former over i de store Skarer.


Ogsaa paa det verdslige Aandsliv bringer Tidsalderen sin Omvæltning. „Saksiske Sangere” — som man kaldte dem — synger deres Hjemlands Heltesagn i romantisk-ridderlig Omarbejdelse, medens den islandske Skjald skuffet drager bort fra den danske Kongsgaard. Og Dansen kommer ind, med sine Smaavers af stadig skiftende Art, og snart med sine store betagende Kvad, vore middelalderlige Folkeviser. — Det ydre Liv stræber at efterligne Riddertidens Pragt; de frugtbare Marker og givtige Sunde yder Midler nok til at købe Sydens Varer. Det var kun i Knud Lavards Dage, at sligt kunde vække Ophidselse og Lyst til at sætte en Dolk gennem Silkedragten. Snart har alle Danske aflagt den korte Sømandskofte for at iføre sig Silke og Skarlagen. Ophold ved tyske Hoffer eller franske Höjskoler kommer i Gang. Kongerne er, siden de samnordiske Forbindelser gik i Graven med Margrete Fredkulla, knyttede ved Giftermaal til tysk Kultur. Ogsaa Hærvæsenet søger fremmede Forbilleder, efter at Fodevigslaget, denne „bitre og beske Dag”, har vist Ledingshæren dens Underlegenhed overfor et Rytterangreb.


Billed 69.
Rytterkamp. Fra Hamborgskriveren Karls Bibel 1255. Kgl. Bibliotek. Fotografi.

Danmark synes at glide helt over mod sin Tids europæiske Kultur, og dens skilte Standsinteresser begyndte at virke til Opløsning paa det gamle Samfund, da Venderkampene greb ind og bragte 12te Aarhundredes sidste Halvdel til atter at vende sig mod de oldtidsagtige Livsformer. Det förste der dukker op, under det farlige Tryk af vendiske Hærjninger, er Vikingelaget. De hedder „Roskildebrødrene”, de nyder Nadveren for hvert Tog, og de giver alle kristne Fanger fri og skænker dem en Kappe i Tilgift; men ellers er de, hvad de ogsaa kalder sig, Vikinger: Nöjsomhed med Føde, Sövn paa Skibets Tofte, Aarvaagenhed overfor hver mulig Fare, den strængt gennemførte lige Ret, — alt minder om det Starkadske Vikingeliv; de lever af Byttet fra Fjenden; Skibe og Levnedsmidler tager de naar de trænger til dem, og vederlægger dem med en viss Andel af det vundne. Laget, der havde sit Arnested i Roskilde, fik Medlemmer over hele Sælland, — dette gamle Vikingehjem, — og talte da 22 Skibsmandskaber; de erobrede i alt et firdobbelt Antal af vendiske Fartöjer. Snart ser vi dog den store Rigsudrustning, Ledingshæren under Valdemars og AbsaIons Førelse, drage ud paa samlet Tog eller i mindre Udvalg færdes paa længere Krystogt. Under 20 Aars uafbrudte Venderkamp, indtil Fjendens Modstand er brudt, former Livet sig efter de gamle Vikingers Art. Lad os gribe en Enkelthed blandt de talrige haarde Prøver, som Kampen stillede Krigerne paa. Det er Esbern Snare, da han ved Nat bryder gennem Venderflaaden med sit eneste Skib: „Alle de brynjeklædte

Billed 70.
Kriger fra 12te Aarh. Danm. Riges Historie I, S.635.

bliver paa deres Plads,” siger han, „de andre staar hos mig i Stavnen og sender Fjenden en Regn af Pile; lykkes det at bryde igennem, løber de straks til Bagstavnen og giver dem nok en Sending; ingen mæler under Kampen et Ord, at det kan høres hvad jeg byder; falder jeg, har Tue Kommandoen; falder han, har Esge; er ogsaa han falden, er næppe mere Værn tilbage.” „Hvormed skal jeg værne mig? siger Rorgængeren, „jeg har begge Hænder nødig til at føre Roret.” Esbern rækker ham sin Brynje. Her er Vikingens Vovespil og samtidig hans klare Overblik midt i Faren! Eller lad os høre Esbern, naar han taler paa Tinge. Det er Odensemødet 1187; der prædikes Korstog efter Jerusalems Fald. Esbern staar frem, minder om hvorledes alle Landene indtil Myklegaard og Lombardi har været Vidner til Fædrenes Stordaad; England, Normandi og Østens Lande böjet under deres Magt; og han ægger nu sine Landsmænd, ringere end deres Forfædre, til at stræbe op at naa dette Maal, — en Starkad-Tale om igen midt i kristen Tid; og den rev Hærmændene med sig.


Billed 71.
Skib fra 12te Aarh. Danm. Riges Historie I, S. 257.

Hans Broder Absalon er ikke mindre stærkt bundet i Minderne, og han elsker dem frem endnu mere bevidst; de følger ham fra Barndomshjemmets Heltesagn til Islændingenes Sagaer; han lader skrive Krønike, skrive Hirdlov; der ristes Runer. Men samtidig er der i hans rige Aand saa meget, der ikke bærer Oldtidens Præg. Midt i Kamptiden toner der Julemesse i hans Indre; baade Pariserskolens Dannelse og den mystiske Munkereligiøsitet har mægtigt Tag i ham, og han drager dens nidkære Talsmænd til de lidet vakte nordiske Egne. Han bygger Samfund, han grunder Stad; Kirkens Kulturopgave som Kongedömmets höjre Haand staar for ham med en overbevisende Kraft, der drager al hans Samtid, læg og lærd, med sig.


Paa mærkelig Maade afspejler Literaturen fra Absalons Tid denne Tilbagevenden mod Fortiden — og dens forskellige Styrke og Dybde. I Roskilde, i Absalons förste Bispesæde, vender man sig tidligst mod den Fortid, som Kirken i mange Aar ikke havde villet kendes ved. En Klærk af höjst beskeden Dannelse skriver sin Krønike om Lejrekongerne, der er et tro Afbillede af Tidens mest gængse Sagnstof: rigt paa stedlige Smaasagn og skæmtende Fortællinger, løftet hist og her af Fædrelandsfølelse, men mærkelig fjærn fra den Helteaand, hvoraf Sagnene fra först er groede frem. Svend Aggeson var den næste, der gik i Lag med at skrive en Danmarkshistorie, en skaansk-jysk Herremand af en af de ypperste Slægter, med en boglig Dannelse der ytrer sig i en ordrig og pyntelig Stil, men en selvstændig Aand, der mestrer Stoffet; han vælger i den korte

Billed 72.
Skriveren ved sit Arbejde. Fra Hamborgskriveren Karls Bibel 1255. »Bogvennen«, 1901-03, S. 36 og 39.

Krønike sit Stof, saa kun de storste Begivenheder — Danmarks Frelse ud af den truende Fare, Uffes og Tyre Danebods Værk, — træder klart i Lyset; han vælger sine Kilder, forkaster med tydeligt Henblik paa sin Forgænger alt hvad der er fabelagtigt, og udfritter „de gamle”. Han har haft ypperlige Hjemmelsmænd, „fródir menn” af den rette Art; hans Oldtidskongerække er den mest oprindelige indenfor al nordisk Literatur; med overraskende Finfølelse gaar han aldrig ud over hvad hans Kilder byder, bruger det vage Udtryk, naar Sagen er i mindste Maade tvivlsom, overlader til „en kyndig Eftermand” (ɔ: Sakse) at finde Rede i de mest filtrede Steder, og dvæler i Samtidshistorien ved sin Slægts Oplevelser og især ved hvad han har „set med egne Öjne”. Selv om det rent personlig er ham en Tilfredsstillelse at minde om, at han kan vidne om Dronning Sofias Skönhed, eller at han har set Julins Mure blive jævnede med Jorden, er den kritiske Sans hans ledende Egenskab. Til den ny Tid skatter han kun med sin latinske Stilkunst og lidt Hofmandstone, og med de Roser og Liljer hvormed han maler Tyre Danebods Aasyn, ja for saa vidt ogsaa ved den stærke Fædrelandsfølelse. Mest har han de gamle Stormandsslægters Aand, Vikingetidens bærende Statsmænds, med deres Overblik og deres Nøgternhed; en ny Frænde af Are og af hele den islandske Aandsretning. For det gamle Heltesagns Storhed, saa vidt han kender det, har han Sans; og dog kunde Tonen være taget lidt dybere: hvorfor skal man lade Uffe saare sin Modstander i Hoften, naar det dog er „Skræp”s Væsen at skære helt igennem?


Billed 73.
Skriveren ved sit Arbejde. Fra Hamborgskriveren Karls Bibel 1255. »Bogvennen«, 1901-03, S. 36 og 39.

Dengang Svend skrev sin korte Danmarkshistorie, ganske nær efter den store Sejr over Bugislav 1184, havde Absalon allerede givet en Klærk i sit Følge den Opgave at skrive Danmarkshistorien udførlig. Sakse var en ung gejstlig, der ved udenlandske — sikkert parisiske — Studier havde taget Magistergraden i de „frie Kunster” og var kommen i nær Berøring med den Tilegnelse og Efterligning af den antike — sen-antike, kunstlede — Literatur, der da rejste Hovedet, vel ogsaa med den Hang til nationalbevidst og romantiskfarvet Historieskrivning, som opstod især paa engelsk-keltisk Grund. Absalon tog den unge Sprogmester til sin personlige Skriver; snart har han vel ogsaa opdaget, at han, Sön og Sönnesön af Herremænd der havde kæmpet i Valdemars Hær, var inderlig bunden til sit Fædreland og kunde „kæmpe for det med Aandens Vaaben”. En Menneskealder igennem sidder Sakse og arbejder paa sin Krønike. Vi hører förste Gang om den ved 1185, og længe efter Absalons Død, saa sent som ved 1216, da Valdemar II har „udstrakt sit Herredömme over Elbens tideskiftende Vande”, arbejder han paa Fortalen til det store Værk.


Billed 74.
Haandskrift af Sakses Danmarkshistorie med tilskrevne Forfatterændringer, o. 1200. Palæogr. Atlas, Planche VI, halv Störrelse.

Fra at være en Samtidshistorie vokser den op til at være en fuldstændig Danmarkshistorie, en Gesta Danorum. „Jeg har fulgt Absalons Udsagn, baade om hvad han selv har udført, og hvad han har næmmet om andre; jeg tog mod hans ærværdige Fremstilling ligesom mod en guddommelig Lære.” Sakses Værk er den rigeste Samling af livfulde Billeder fra hele denne Tidsalder, der førte Danmark til Frelse og løftede det til Storhed, — et enestaaende Memoireværk (fremgaaet af dens störste Aands Minde) og i sin Art ikke overtruffet af noget senere. Men tillige afslører hans Krønike os en Fortidsverden, som vi ellers vilde have troet uddød. Han har vidst at grave ind til Minder i Folket, hos Absalon og hos andre, og sammenstillet dem til det rigeste Billede, med store Skikkelser ragende vældig op, og hver eneste Plet fyldt af et levende Mylder, virkeligt og fantastisk imellem hinanden som en Stavkirkes brogede Snitværk. Gransker vi nærmere Sakses Oldtid, viser det sig at den mest er runden af to Kilder. Den ene den danske, mest den sjællandske (dette gamle Hövdingsædes) Overlevering med de samlede Kvad, de store klare Optrin; den anden er norske Æventyrsagaer, især som de fortaltes i de sydvestlige Kystegne. De maa være tilført ham af en islandsk Sagamand, snarest af Skjalden Arnald Islænding der 1167 og følgende Aar findes i AbsaIons Følge. Saaledes kom Sakses Værk til at forene de forskellige Aandsretninger, blev fælles nordisk som intet tidligere, spændende tillige i sin Vidde fra Oldsagnets faste Styrke til Æventyrsagaens bølgende Romantik. Kun for Islands særlige Indsats i Aandslivet blev han — trods lejlighedsvis stærk Ros over det mindekære Øfolk — i Virkeligheden fremmed. Han kendte ikke den Literatur paa Modersmaalet, der i Løbet af hans Liv naaede frem mod sin ypperste Blomstring, og han kunde ikke tilegne sig dets kølige Klarhed, hverken i sin Forskning eller i sin Fremstilling. Der er Varme i hans Syn og hans Sagn, noget i Slægt med Opsangen i Bjarkemaal og med Starkads Harmtaler, men med en endnu större Meddelelsestrang, der skaffer sig Afløb i Latinens klangfulde Vendinger, men som i sin Bund sikkert er mere sjællandsk end man tror. Grænsen for Sakses Følelse er den underlige Ligegyldighed i religiøs Henseende, hvorved han afviger fra sin Mester; Daaden og Eftermælet lyser for ham som höjeste Idealer, som de havde gjort det for Bjarke og Starkad. Overhovedet er det mærkeligt, saa samstemt hans Oldtid og hans Samtidserindringer er; man kunde Træk for Træk stille dem ved Siden af hinanden og se hvorledes det er den samme Verden: Esberns ridderlige Krigerfærd synes Gentagelse snart af Uffe, snart af Starkad. Da vil man ret se, hvorledes denne Tidsalder rummer den afklarede Form for, hvad Folket i Aarhundreder har stilet mod.


Billed 75.
Skriveren ved sit Arbejde. Fra Hamborgskriveren Karls Bibel 1255. »Bogvennen«, 1901—03, S. 43.

Endnu mens Sakse sidder over sit Værk med Blikket vendt mod det forbigangne, gror nyt Liv frem. I straalende Forsommer fyldes Nordsjællands Skove af syngende og jublende Skarer, Beretninger om Jærtegn og Helbredelser flyver fra Mund til Mund. Det er Klosterkirken i Æbeltoft, der er Maalet for Pilgrimsskarerne. Det er Munkeidealet, der pludselig staar for dem i Herlighed. De har set ham den fremmede, Abbed Vilhelm, vandre iblandt sig, set ham stride sit Krav frem trods stædige Viljer, men ogsaa set ham ydmyge sig, gøre daglig Bod, har alvorsfuldt lyttet til, hvorledes hans tilstundende Endeligt gjorde den stille Uge til Fest, indtil i Paaskenatten Morgenens förste Gry aandede hans Sjæl bort. De aner, at man i Fornedrelse kan gaa ind til Herlighed, og de jubler, naar Herrens Kraft er stærk paa dette viede Sted. — Saadan hos Munke og Folkeskarer. Af anden Type er Andreas, Absalons Efterfølger paa Lundesædet, der i et Digt og „vidunderligt Lærdomsværk” Hexaemeron har sammenfattet saa meget af hvad han næmmede ved Udlandets Höjskoler: den skolastiske Gennemplöjning af alle Troslærens Spörsmaal. Eller Biskop Gunner i Viborg. Som han sidder der med Faareskindspelsen over den hvide Munkekjortel, venlig og gæstfri, mens han med rolig Haand styrer Bispedömmets hele Gerning og Gods, kan han minde om den gamle Tids fredsæle Storbonde; retslærd er han ogsaa; men den Paavirkning der straaler ud fra ham til Kresen af de unge Klærke, til Nonnerne i Asmild eller Egnens Adelsfruer, er kirkeligt Trosliv med en Tilsætning af human Dannelse. Med et latinsk Vers paa Læben gaar han ud at tale en vred Bonde til Rette; eller han indlader sig i munter Ordkamp med de nylig hjemvendte Pariserklærke; men siger han: „Jens, tag dit Blækhorn”, da sætter den unge Klærk sig ved hans Fødder med Skrivebrættet over Knæene, og véd, at det er teologiske eller opbyggelige Tanker han vil have fæstet i Skrift. Saa let tilgængelig ligger allerede den ny Kultur; Biskop Gunner er en Skikkelse, der ved Dannelse og Vid synes os at høre hjemme nok saa meget i det 19de Aarh.s Danmark, som nærved Oldtid og Venderkampe.


__________________________


Omdannelser i Samfundet har imens fundet Sted. Der er opstaaet en Adel af de mere velstaaende og fremfor alt de mere krigerske Dele af den gamle Bondestand. Blandt dem finder man Skibsførere, „Styresmænd” (arvelige Hövdinger over et Lægd af Ledingsbønder) og især de gamle Slægter af Jorddrotter, som nu ved Arv, Køb og Rydning har skaffet sig endnu langt större Rigdom af spredt Bøndergods. Men man træffer overhovedet alle, uanset deres större eller mindre Velstand, der gaar ind paa sommerlangt at ligge ude i Kongens Tjæneste, imod at lönnes med Bytte og Skattefrihed. De er „Kongens Mænd”, Herre-Mænd; og den gamle Huskarleret, Vederloven, udstrækkes til at gælde dem alle. Intet Under, at der er saa meget Viking i dette Krigersamfund; Snilde og Vovespil, men samtidig en egen Ædruelighed og Forstandighed kan følges helt ned til Visedigtningens Riddere og Jomfruer, der trods lyrisk Sværmen ikke glemmer deres sunde Vid eller sikre Gang paa Jorden.


Snarere kunde man tale om Bondefolket som en ny Samfundsklasse, skönt det retslig set er gammelt nok. Den nyopstaaede Herremandsstand unddrog Bondesamfundet dets mest krigerske og udsynede Medlemmer; tilbage blev de, der heller skattede end drog i Leding; de optog i sig den gamle Trællestand, og skabte sig ved flittigt Agerbrug et hjemligt Velvære, til Trøst for den ringere Magt i Samfundet, og for den svækkede Selvstændighed, da de fleste sad som Fæstere paa fremmed Jord. Skulder ved Skulder i fælles Arbejd former de Danmarks nuværende Udseende: det aabne frodige Land og de hyggelig sammenbyggede Landsbyer. Trælkvindens tunge Kværnsang afløses af Møllehjulets Klapren; ingen har den overvættes Möje, fordi de alle jævnt løfter med.


Herremændene er som sagt mere ublandet de gamle Ætter; Runestenenes Navne gaar kraftig igen i den tidlige Adel. Men de ranke Kæmper, der havde gjort Danernes Navn frygtet, og hvis Ben smuldrede i Jærnalderens Grave, døde ud; eller de tabte sig mellem det menige Folk. Selve de store Valdemarer synes endnu at have haft Typen i sin Renhed; men paa Middelalderens Kirkegaarde søger vi forgæves efter Langskallefolket i dets mest udprægede Skikkelse. Nye Folkelag groede op fra Undergrunden, ligesom nye Tanker finder Vej.


__________________________


Intet præger den ny Tid, saaledes som Visesangen gör. Selve dens Ydre er nyt; Strofer med Enderim, i Stedet for Oldtidens Bogstavrim, — en Kunstform født af de romanske Sprog i den sene Oldtid, og trængende ind overalt med Middelalderens kirkelige og ridderlige Liv.


Sammen med den kommer Dansen. Hvad der för kun har været til i Norden i ganske naiv Form som Barnets Leg eller som Ungdommens Jubel, naar den førte Sommer i By, optræder nu under det bestemte Navn af „Dans” og knyttet til lyrisk Digt. For Oldtidens Mænd var den fremmed og frastødende. Dens Böjelighed og Modtagelighed for Stemninger, dens vage Længsel og flimrende Elskovstrang — alt det var ganske modsat den Hærdelse der havde baaret Oldtidens Heltedigt. Derfor ser vi Skjaldene spotte med „Legemes” Krumspring; og Sakse stundom haaner, oftest undgaar den Magt som Dansen havde over hans Samtid.


Billed 77. Dansen omkring Guldkalven. Kalkmaleri fra Härkeberga Kirke i Södermanland. H. Schück, Svensk Literaturhistorie s I, S.207.

Ti Dans og den nye Digtekunst, fyldt med Lyrik, Farve, Naturindtryk, breder sig som et Foraar, hvor Sneen smælter og Blomsterne med ett spirer frem. Gennem 12te Aarhundrede og Begyndelsen af 13de gaar der et saadant folkeligt Omslag. Fra Islands Bondestuer til Munkesalen paa Eskilsø danser alle. Det var ikke bare noget fremmed, — skönt naturligvis Tilslutningen til fremmed Ridderdigt var stærk —, men det var et Gennembrud af noget hjemligt. Under den gotiske Stamme med dens Vilje og dens Kløgt, dens Faamælthed og dens Drik, gemte sig Folkelag der lettere gav Slip paa den daglige Dont for at give sig hen i Öjeblikkets Indtryk af Glæde eller Smærte: jublende, klagende, nedstemt, eller fortonende det i Sang. Derfor blev de nye lyriske Livsformer tilegnede ikke blot af Hovmænd i Kongens Gaard, men ogsaa af Bønder. Digtningens Skær lagde sig om alskens gammel Folkeskik, om Foraarsfest og Gadeblus, om Midsommernatten ude ved Strand eller paa aaben Plads ved Helligkilden; eller — hvorfor ikke — ved Kirken i Vaagenatten foran de store Fester, mens Munkesangen nu og da lagde Stillied over den sværmende Folkehob. Livsröret blev et ganske andet end Oldtidens. Naturopfattelsen blev en anden. Oldtiden havde sin Sans for Natur, alt det vældige og det krigerske i dens Væsen; Vikingen forstod Havet, fordi han maa spænde sig til Kamp imod det; og han forstaar Rovdyret, svælger med bakkantisk Rasen i Blod og Lig og Ørnens Klo. Han forstaar den enlige Fyrr der knuges og visner under Vejrets Magt; men de mildere Naturfølelser er saa afstumpede. Folkevisetiden kommer og har pludselig faaet Öje for „Urterne der de udspringe”, for Lunden der løves; den elsker Lilje og Rose, de farveklare fremmede Blomster i Urtegaarden, men endnu mere den bløde lysegrönne og gyldne Lind (modsat Oldtidens haarde og ranke Ask), elsker „Fryd og Fuglesang”. Elsker Sommerens milde Lys, des inderligere jo længer nordpaa den kommer dragende paa hvide Svanevinger: „da er det Lyst at skæmte sig, min Lilje hvid!” Naturlivet trænger ind i Mennesket i en Grad som aldrig för; baade den groende Lind og Løvet der falmer og falder. Da toner det ogsaa fra Menneskesjælen af Kildevæld der bryder frem; al Livets Leg og al Livets Længsel faar Lov at synge sig ud. Hvem kvæder da ikke gærne en „Elskovens Vise” til den der møder ham i Dansen? Hvem vil ikke gærne — ubekymret om Livsmaal og sligt — drikke en af de skönne til: „Her er saa godt og glæderigt, det volder du; mig længes ud i Lundene, med dig, Jomfru!” Aabne for hvad der gemmer sig i Sjælen: „Mine er Sorgerne tunge som Bly,” „Herre Gud han løse vor Angest og Sorgen af vort Bryst!”


Billed 76.
Ledingsmænd. Initial til Ledingsbalken i et norsk Lovhaandskrift. Norges Historie II, 1, S. 128.

Det var ikke blot Stemningsbølger, der gik ind over Norden. Det var ogsaa bestemte Tanker, formede som fortællende Digt. Vi fik dem undertiden fra deres Arnested i Frankrig, endnu rigere fra deres andet Hjem i England; ogsaa de Kæmpesange, som den tyske Spilmann førte med sig, hørte til Dels hid. Det var Viser i en simpel, næsten barneklar Stil; næppe fik de ny Grund under Fødderne, for selv den jævneste Bonde kunde synge dem efter. Det var Digte som det engelske om Mimering, der gik i Tvekamp for sin Dronnings Ære imod Bagvaskeren — Ridderlighedens Værn om Kvinden i sin mest udtalte Form; eller „Møens Morgendrömme” (egenlig Visen om Kong Ædelstans Fødsel) der indeholder Tidsalderens glade Lykkedröm om Elskov og Dronningkrone. Der var Visen om Grev Rainaud eller Clerk Colvill der kommer hjem fra Mødet med Elverkvinden, mærket til Død. Og der var mange flere i samme Flok. Hver af dem kaldte paa en hjemlig Forestilling. Hvor leger ikke Sangen med den purunge Mø og hendes Drömme, til det barneglade Præg skinner helt igennem. Elverdansen i Lunden væves ind i den fremmede Olafsvise som den Baggrund af overnaturlige Magter, hvori der gemmer sig Fare for Mennesket. Hvor hurtig Digtningen føler sig hjemme, ser man allermest paa den store Mængde af Valdemartidens Skikkelser — Kongeætten og de mægtigste Herremænd — der blev dens Eje, undertiden kun et flygtigt Glimt af Virkeligheden, som Visesangen fangede ind og vævede i nye poetiske Omgivelser. Snart er det Æmner, som efter deres Art hører hjemme i den almindelige Visedigtning: den misundelige Dronning der brænder sin Medbejlerske inde, eller den strænge Hersker der danser sin lokkede Søster til Døde; snart de historiske Begivenheder: Kong Volmer der redder sit Liv ud fra Forrædernes Gildehal, Riber-Ulf der griber den faldne Bannerstage, Stig der gaar i Døden, at ikke hans Fæstemø skal spörge hans Fejhed. Ingen Vise blev dog Middelalderens Yndlingsdigt som den om Ridder Stig, der vandt Kongens Søster. Stig gaar som Mundskænk ved Kongens Bord, han kaster Trylleruner til liden Kirstin for at vinde hendes Elskov, men de kom under Frøken Regises Kaabe; fortvivlet søger han Raad hos sin Fostermoder: nej om han saa rider til Verdens Ende, kommer hun i Nat til hans Seng, og hans Elskovsæventyr vil koste ham hans Liv. Ved Nat kommer Kongedatteren til hans Loft, hun banker, men han lader ikke op, hun piller Laasene fra og sætter sig paa hans Sengestok. „Hun minded ham for hans Mund saa rød; da laa Ridder Stig som han var død. Hun tog ham listelig i sin Arm: da laa han stille, som var han et Barn”. Han har bestaaet Prøven! og næste Morgen gaar han selv „for Kongen at klage”; man vælger at gifte hende med ham, og Visen slutter med det pragtfulde Bryllup i Stigs Gaard: dens Springvand og Hvidebjørne, Marmelsten og guldudskaarne Loft, Bænkene sat med høviske Møer, og selve Ridder Stig dansende frem med Bægeret paa sin Haand og drikkende sin unge Brud til, saa „Skov og Mark de blomstres derved”. — Ingen Vise er som denne fyldt med den høviske Tidsalders Glæde over Skönhed og Rigdom; men Stig der i Kongedatterens Arme tvinger den Attraa der vaagner, er langt mere i Pagt med hans Forfædres hele Væsen; Oldtidens Møde af Viljesstyrke og Raadsnilde fejrer endnu en Gang sin Sejr, da det redder hans Liv og aabner for hans Lykke. Endnu bæres den danske Adel af Mandsviljens Sejr selv over Runerne, over denne Trolddomsmagt der lister sig ude omkring og saa sælsomt kan bore sig ind i det enkelte Menneskes Væsen. Men Sejren bliver ikke ved, man runebindes af det nye Følelsesvæld; al den Angst for det dunkle, som Vikingen kækt gav sig i Kamp med, rejser atter Hovedet; og den ny Tro lægger en Gru over det, större end för: „Det er stor Vaade for jert Liv, halve mere For jer Sjæl.” Jomfru Mettelil sidder i Stævnen af Hr. Tidemands Skib, tvunget did ved hans Runer, og den sejrsstolte Bejler lader hende sidde uænset, haaner hende halvt i Spög; da randt hende Taare af Öjebryn, og hun kastede sig i Havet; længe stod Hr. Tidemand og saa efter hende, saa tog ogsaa han den mörke Sti til Havsens Bund. Det maa synges ud i Digt, alt det om de lurende Magter, der ligger udenfor de rolige ordnede Mennesker, og som efter sin Natur gör Ulykke naar det vinder indenfor Menneskelivets Grænser. For den gamle Mytologi, hvor Aserne slog Jætter ihjel, har man faaet en ny, hvor Mennesker sædvanlig ligger under for Elverfolk og Runebaand; og man digter den videre, til man har faaet sig lettet i Sang, indtil Angsten mere er en digtersk Fornemmelse end en virkelig; da först gribes man af Medynk med de Sjæle der er indelukte i Elvernes Bolig, med den ulykkespaaende Havfrue der selv saa bittert savner Salighedshaabet.


Tilknytningen til Oldtidens Tankeverden er en af Traadene i Middelaldrens Visedigtning, men heller ikke mere. Danmark arvede af sine Heltesagn kun Elskovsdigtningen, som den genfødte med rige og stærke Farver. Arvet fra Oldtiden er Forkærligheden for det korte Kvad og den skarpe Tegning, for Ordskiftet i de knappe, hinanden mødende Strofer. Den norske Folkeverden øste ganske anderledes af Oldkvad og især af Æventyrsagaer, om end med mindre kunstnerisk Formning, og kunde skænke sine østnordiske Naboer ikke lidt af denne Arv; overhovedet blev Viserne i stort Omfang spredt over hele Norden, det mærkeligste i hvert Folks Oplevelser blev alles Eje.


Brynhild af Joakom Skovgaard

Sit rigeste Æmne fandt Visedigtningen i det danske, til Dels det nordiske Ridderliv. Hundreder af Viser har ingen anden Kilde end Livet som det da levedes; og udtrykker da Folkets Færd med det Præg som nye og gamle Oplevelser havde sat paa det. Derfor gaar saa mangt oldtidsagtigt Træk igen i dem: Marskens Frue der sidder uden at rejse sig ved sin Husbonds Hjemkomst, indtil han har hævnet hendes Kvide; endnu mere alle de djærve Ungmøskikkelser, undertiden med Skjoldmøens Væsen eller Daad, oftere endnu med den koldblodige Snarraadighed; derfra vel ogsaa det Krav paa Elskoven helt og fuldt, der undertiden former sig som Indsigelse mod Udlandets Smagsretninger. Men det oldtidsarvede giver kun noget af den nordiske Digtnings Særpræg. Dens egen Skabelse er dette, at Lyrikken gennemstrømmer al den fortællende Digtning, følger den som Omkvæd (der varieres paa mangfoldig Vis), lader Dansen og en æventyrlig Livsglæde følge med som Ledemotiver ind blandt al den Kval og Kvide som Digtet ogsaa rummer. Derhos en Sammenhæng med den jævne Adelsmands Liv, forskellig fra den Hofpoesi som den europæiske Riddertid dyrker. Visesangen og Middelalderens religiøse Liv staar paa en egen Maade i Forbindelse; begge vakte de slumrende Følelser i Sjæledybet. Först kommer de stærke Syner af det hinsidige Liv. I andre Lande kom de langt tidligere, i Norden brød de med ett ind henimod 1200. Virkelig Oplevelse og Digt gaar mellem hinanden; hvad Digtningen tillægger Dronning Dagmar, da hendes Husbonds Bönner kaldte hende tilbage igen til Live, og hvad Ranveig, den islandske Præstefrille, selv oplevede i 1198, stemmer mærkelig overens. Ud af Enkeltberetningernes Mangfoldighed opstod den islandske „Solsang” (i Oldtidsversemaal) og det norske „Draumekvæde”, en Slags kristen Vølvespaadom i middelalderlig Viseform: Olav Aastesön falder Juleaften i Dvale og vaagner ikke för 13de-Dagen, rider da til Kirke og sætter sig paa Dörtrinnet for at fortælle Menigheden sine Drömme: „Jeg har været under Sky og nede paa Havsens Bunde; den som skal mine Fodspor følge, han ler ej lystig af Munde”; han har traadt Dødningevejen over den tjørnede Hede, vandret under Mulde, hvor man hører Vandene bruse men ikke ser dem, og höjt i Vejret over Gjallarbroen, som styrter de onde i Dybet, har skuet ind i Helvede hvor Jøklerne brændte blaa, hvor Drabsmanden altid slæber paa den myrdedes Lig, Skelflytteren vrider sine Frænder i Blod, og den gerrige slæber sin Blykaabe; han har været i Domshallen, hvor Djævleflokken kommer nordfra med Brask og Bram og med den gamle Graaskæg i Spidsen, og sydfra en stille Skare; foran Krist sidder Sankt Mikael paa hvid Hest med Luren under sin Arm, men da han blæser paa den, skælver de fattige Sjæle som Aspeløv for Vinden; — men den salige Guds-Moder med røde Guld paa Haand møder Vandreren midt i Dødningeflokken og fører ham op paa Stjærnevejen hvor han skuer ind i det lyse Paradis. „Salig er den, i Fødesheimen (denne Verden) giver fattige Mad; han skal ikke i anden-Heimen ræddes for Haad og Had”. — Her skal ikke dvæles ved de andre Synedigtninger. „Tungen taler, men Sjælen skal svare paa Dommedag,” — det er som Omkvæd for dem alle; Syndeskylden plöjes frem i de hidtil trodsige Sind. Men i Sporene paa dem gaar en mildere Digtning, Viser hvor Maria søger efter Jesusbarnet og med Angst hører om hans kommende Lidelser, eller Maria Magdalena græder sin Syndeskyld ud i stille Eneboertid. Og Visedigtningen der begyndte i de stærke Helvedsyner, samler sig mere og mere i en Salighedslængsel. Det er ikke blot Fuglen fra Paradis der i Skoven synger for Jomfruen om Himmeriges Salighed. De tre bortgangne Døtre kommer i natlig Time ved deres Moders Seng for at trøste hende i hendes Sövn, „den ene skulde spinde, den anden skulde tvinde, den tredje skulde tælle de Timer som ginge;” hun vil tigge dem til al blive, tre rige Riddere vil hun give dem; men ved Hanegal viger de fra hende: „Det er langt bedre i Himmerig i bo, end her paa Jorden i röde Guldsko; det er langt bedre i Himmerig al være, end her paa Jorden Guldkrone at bære.”


Det var ikke Adelen, der bar denne gudelige Visedigtning oppe, det var Folkets brede lag. Ved Siden af den kirkelige Gudsdyrkelse dannede der sig en folkelig under aaben Himmel. Her fik den latinske Salmetone hjemlige Ord, naar Pilgrimsskaren vandrede frem: „Den signede Dag med Fryd vi ser”; Jordelivet og Himmerigets Glans smæltede sammen til ett. De unge Pigers Tog paa Valborgs Dag synger om Maria og Jesus: „Her kommer vi vakre Piger smaa — Maje er velkommen”. Tydeligst træder disse gamle Festskikke frem paa finsk Grund, i Ritvala ved Aabo indtil vore Dage, men saaledes at vi skimter de nordiske Forbilleder. Ved Pinsedagstider i den lyse Skumring sætter Toget sig i Gang, de unge Piger syngende forrest, saa de gifte Kvinder og efter dem Mændene; langsomt drager de Landsbyen igennem paa Krys og Tværs og videre, blomsterstrøende, ud til Helligbjærget, hvor Baalet tændes og Ungdommen danser i Kres indtil Midnat. Helgen skal holdes, ellers vil Ritvala Marker ikke give Grøde, ellers vil Verdens Ende komme. Den förste Aften synges om Maria Magdalena der væder Jesu Fødder med sin Angers Taarer; den anden om stolt Inger der holder sin Kærlighed til Lovmand fast, og se, under hendes tvungne Bryllup med en anden skinner hans Sejl frem paa Sundet og han naar til sin Mø; tredje Dag om liden Anna som den fremmede Skipper sveg, men Gud lod hans Skib synke i Bølgerne. Saadan omtrent har det været overalt i Norden, den samme umiddelbare Enhed af Troens og af Digtningens Verden. Ved Jomfrukilderne i Nørrehviddinge midt paa den skaanske Slette samledes Ungdommen i den lyse Midsommernat, drak af Vældet og sang om de ulykkelige og uforsigtige Jomfruer af hvis Blod Kilden sprang frem, — ældgammel folkelig Fest, men Tidsalderen har fyldt den med en ny Tankeverden.