Forord (Gammel norsk Homiliebog)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 19. apr. 2018 kl. 12:49 av August (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Gammel norsk Homiliebog


Forord


Nærværende Homiliebog er valgt som den første i Rækken af vore gamle Homiliesamlinger, dels fordi den danner et afsluttet Helt, dels fordi den som utvivlsomt skreven i Norge har særlig Interesse for norske Læsere, og sandsynligvis er den ældste her i Landet skrevne Bog som endnu er i Behold (den er formodentlig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede), den har derhos saa meget eiendommeligt i Sprogform og Retskrivning, at den vel fortjener at kjendes i sin Helhed. Bogen begynder med en Oversættelse af Alcuins Afhandling om Dyder og Laster, dernæst følger en Række forskjellige Homilier paa bevægelige og ubevægelige Festdage i den Orden, hvori de indfalde i Aarets Løb, begyndende med Juledagen (25 December) og endende med Allehelgensdag (1 November), hertil slutter sig en Prædiken om Tienden, og den ogsaa andenstedsfra bekjendte Samtale mellem Sjælen og Legemet efter Døden, her fremstillet som et Syn af Apostelen Paulus, og tilsidst Herrens Bøn med Forklaring.

Af de øvrige Homilier, som ere os levnede, er den allerstørste Del skreven paa Island, og mange af disse ere maaske ældre, i alt Fald af endnu større sproglig Interesse, end nærværende Samling, men der synes nu ikke længere at existere noget Haandskrift, der indeholder dem i en bestemt Orden, og der kan ikke godt tænkes paa deres Udgivelse, førend samtlige Membraner og Membranfragmenter ere afskrevne eller sammenlignede og en bestemt Plan for deres Anordning lagt. Mange af dem findes nemlig i flere Haandskrifter, hvis Afvigelser for største Delen kun grunde sig paa den forskjellige Tidsalder, hvori de ere skrevne, og det vilde blive en unødig Vidtløftighed, om man skulde aftrykke dem alle i sin Helhed. Det indholdsrigeste af disse findes i det kongelige Bibliothek i Stockholm, Membranen No. 15 qvarto; denne Bog, der er skreven paa Island, er et af vore ældste og mærkeligste Haandskrifter, og vil afgive det rigeste Stof til den næste vidtløftigere Samling af Homilier.

Det til Grund for nærværende Bog liggende Haandskrift er Membranen No. 619 qvarto i den Arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn. Denne med en smuk Haand skrevne og med sirlige forskjelligfarvede Initialer prydede Codex udgjør 10 Læg, hvert paa 8 Blade, da den var fuldstændig, men nu er 7de Lægs 2det (Udg. 13627) og 4de Blad (Udg. 1391) bortskaame, ligeledes er 9de Lægs 1ste (Udg. 16526) og dermed sammenhængende 8de Blad (Udg. 18112) udrevne; Tabet af de to sidste Blade har dog kunnet erstattes andenstedsfra. Paa det Sted, hvor den sidste Lacune indfalder i Codex, ere 4 Blade indheftede (her trykte som Anhang I), hvilke ere tagne af en anden Bog, der har indeholdt Oplysninger om Messen og Skikkene ved denne, samt Homilier; Haand og Orthographi, skjønt af samme Alder som det øvrige i Bogen, ere dog noget forskjellige; selve Bogen har ogsaa 30 Linier paa Siden, medens disse 4 Blade have 31. Ved denne Tilgift fra et andet ellers tabt Haandskrift, har da denne Bog kommet til at beholde sit oprindelige Bladantal: 80 eller 160 Sider.

Udgavens Formaal har været at gjengive Haandskriftet saa nøiagtig som muligt, og at opløse de ikke mange Forkortninger paa den Maade, Afskriveren selv har gjort, hvor han skriver Ordene helt ud. Saaledes er k'gr opløst konongr, da Ordet mange Gange findes saaledes opløst; et Sted staar konong konunga helt ud (S. 9526), men et Par Linier ovenfor staar konongar og konongum. Formen byscup findes saaledes opløst 1233, derfor er den ellers stadig forekommende Forkortning b'p, overalt opløst saaledes, og ikke biscup. For Ordet maðr (Nominativsformen) forekommer stadig Runen ᛘ, undtagen S. 1315, 10214, 10526 (l. væiðmaðrenn) paa hvilke Steder der staar med sædvanlige Bogstaver maðr, samt 1808 maðren. Conjunctionen oc skrives saaledes paa mange Steder, men hyppigst betegnes den med det samme Forkortningstegn, hvormed et udtrykkes i latinske Haandskrifter. Eða (eller) skrives saaledes og ikke eðr, men udtrykkes dog oftest ved den latinske Forkortning for vel: ul' eller l'. Med Hensyn til Gjengivelsen af Haandskriftets Accenter, da har den ikke kunnet være saa nøiagtig, som det maaske havde været ønskeligt. Saaledes savnes Accenter over æ og ø i den største Del af Bogen, og først efterat det 11te Ark var trykt, ankom de bestilte c og ǿ til Trykkeriet. Dog synes Accenterne i dette Haandskrift ofte at være uden synderlig Betydning[1], og stundom kun at være anvendte som en Slags kalligraphiske Sving eller Forviringer uden at have noget at bestille med Vokalens Længde, f. Ex. etá, avitásc o. lign. Dog indrømmes det gjerne, at Udeladelsen af Accenterne i Udgaven i lignende Tilfælde kan ansees som en Mangel, hvorfor Utgiveren dag haaber den velvillige Læsers Overbærelse i Betragtning af den indskrænkede Tid, han har kunnet anvende paa Confereringen af Codex.

Hensigten med Rettelserne i Texten har været at fjerne fra denne, hvad der i Codex maatte ansees for at være Skrivfeil. Da Udgiveren i nogle Tilfælde her maaske kunde synes at have gaaet for vidt, maa ved et Par Punkter gjøres nogle Bemærkninger. Hankjønsordene paa naðr (f. Ex. arnaðr, dugnaðr, dulnaðr, fagnaðr, metnaðr) have i Genitiv naðar; paa nogle Steder i dette Haandskrift er a udeladt af Endelsen i disse Ord, saa at Nominativ- og Genitivformen falder sammen; dette er vel snarere en orthographisk Egenhed hos Afskriveren, der maaske har villet, at Stregen gjennem Halsen af Bogstaven ð tillige skulde tjene som Udeladelsestegn for a; dette er aabenbart Tilfældet S. 16326, hvor ransacaðr staar for ransacaðar Feminin. Plural, af Particip. Præter. Paa de allerfleste Steder forekommer naðar helt ud skrevet: fagnaðar, dugnaðar o. s. v. I Overensstemmelse hermed er den opløste Form altid optagen i Texten, og den forkortede stillet neden under i Noterne. Partikelen en forekommer paa flere Steder for er, dette sidste er her i Udgaven optaget i Texten, og en henvist til Noten med Henvisningstegn. Dette er vistnok mindre rigtigt, da det snarere maa ansees for en Sprogegenhed, hvoraf der ogsaa andensteds findes Spor, end en Skrivfeil. De herhen hørende Steder ere følgende: 10614, 13221, 1415, 1455, 15125, 18131, 2087. Een Forandring er foretagen uden nogen Antydning i Noterne: Præpositionen um er i Udgaven trykt med enkelt m, skjønt det i Codex overalt skrives um̄ d. e. umm, hvilken Fordobling af m ogsaa forekommer paa nogle faa Steder i Dativ-Endelser af Nomina, f. Ex. rœðum̄, ollum̄, uden at dette er bleven anført i Noterne.

Hvad de orthographiske eller sproglige Egenheder angaar, maa man lægge Mærke til, at baade a og á, ere underkastede u-Omlyd, dog betegnes ikke altid denne, saa snart det Omlyd virkende u (o) virkelig er tilstede i Endelsen, f. Ex. ollum og allum, siolfum og sialfum, v3rum 1217 og varom 1216. Til at betegne denne Omlyd synes egentlig Vokalforbindelsen ao at være bestemt, saaledes Aollu 417, aoðrum 416 (jvf. Anmærkning), vaon 68,10, fao 67, dog sammendrages denne gjerne til 3[2], f. Ex. v3n 1715(= vön), 3llum, v3n 72 (= ván), fc 8415, vcr 8028, t3cn 8417, eller udtrykkes ved o: ollum, iórn 14521, vópn 282. I Flexionsendelser iagttages Omlyden sædvanligst ikke: ritað 87 (= rituð), misgerandum 1217. Stundom findes denne Omlyd, hvor der ikke synes at være nogen Grund forhaanden dertil, f. Ex. sit m3l 12911, nolgasc 3219.

I Endelserne vexle i og e, o og u, dog ikke saa regelmæssig som i flere andre i Norge skrevne Codices (s. Fortalen ix. til Olafs Saga hins helga. Chr.a 1849).

For e bruges meget hyppig æ og ę, samt for ei: æi og ęi; for i findes e og æ i Ordet andlit 1718, 1410. (Jvf. Olafs s. h. 2214, 8834).

I-Omlyden af ó betegnes sædvanlig ø, sjeldnere œ, og Diphtongen au skrives ogsaa 3u og ou, og dennes Omlyd ey, æy, øy og œy.

Hvad Consonanterne angaar, maa mærkes den hyppige Forenkling eller Fordobling af disse, der ofte er ganske modsat den sædvanlige Sprogbrug. Saaledes sæl 315, 2618 (dog det rigtige sæll 44, 278), ilr 252 = illr, vinr 312,13 = vinnr, in 62 = inn, grimr 1111,12 = grimmr, várar 165 = várrar; især er denne Forenkling hyppig ved t: droten 145 (og mange andre Steder), dog ogsaa drotten 2212, sciot 2317, 243 = skiott, vát 2015= vátt (Vidne), sætir 189 = settir. Som Exempler paa usædvanlig Fordobling kan mærkes: gorr (Feminin) 227, 2710, bættra 2814, vættrat3lu 224, mycclo 264. En Sammenstilling af begge Egenheder har man i ato matt 17025 = áttu mat.

Den reflexive Form af Verberne (der ikke saa sjelden i dette Haandskrift ogsaa bruges for Passiv) betegnes almindeligst ved sc (sk); 1 Person Plur. har dels umc (omc), dels umsc (omsc); dog findes ogsaa st: hælgast 1427, nalgast 14425 (nalgasc 14427) og z: oðlaz 6330, 14717, snerez 14723, og s: lycs 235, lægs 321; denne sidste Endelse er især hyppig, naar Verbet efterfølges af det personlige Pronomen þú, hvilket da gjerne antager Formen tu: snustu 311, lægstu 171, læges tu 172. Levning af den ældre Form vesa = vera har man i þu est 176.

Hvad det Haandskrift angaar, hvoraf de 4 som Anhang I trykte Blade ere Levninger, da har dets Sprogform stemt temmelig nøie med nærværende Haandskrifts, dog synes Orthographien at have været noget regelmæssigere; enkelte Forkortninger have ogsaa været særegne for dette, og blandt Egenhederne kan fremhæves Brugen af s i Crists, lands, hvor sædvanlig Bogstaven z anvendes.

Det som Anhang II trykte Blad tilligemed et andet dermed sammenhængende, er Fragment af en meget mærkelig Pergaments-Codex, der har hørt til de allerældste paa Island skrevne Bøger. Den har været en temmelig stor tospaltet Foliant, skreven saa godt som uden Forkortninger, og de to tiloversblevne Blade have udgjort det første og sidste i et Læg. Ved Udfyldingen af Lacunen (S. 181-183) efter dette Fragment har man lagt an paa at lempe Sprogform og Orthographi efter den ellers i nærværende Bog brugelige, det er derfor man har troet at burde levere en saa vidt muligt nøiagtig Gjengivelse af Fragmentet selv med dets Egenheder.

Tid og Omstændigheder have ikke tilladt at give Anmærkningerne det Omfang, som fra først af var paatænkt, og disse have da væsentlig maattet indskrænkes til nogle faa Bemærkninger Texten vedkommende; flere af disse skyldes Hr. Lector Bugge, der har havt den Godhed at gjennemlæse Arkene, efter som Bogens Trykning skred frem. Udgiveren maa ogsaa, før disse Forord sluttes, bevidne Hr. Candidat K. J. Lyngby i Kjøbenhavn sin Tak for den Velvillie han har vist ham ved at jævnføre nogle Sider af nærværende Udgave med Originalen, da herved adskillige Trykfeil ere blevne rettede, kun maa det beklages at hans Tid ikke har tilladt ham at give denne Jævnførelse en videre Udstrækning.


Christiania i Juni 1864. C. R. Unger.




Fotnoter:

  1. En ganske anden Betydning ville disse have, naar det gjælder om en nøiagtig Gjengivelse af enkelte andre Haandskrifter, f. Ex. af Annales Regii, (paa det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn) eller Codex Arnamagn. 75c in folio.
  2. Dette Tegn 3 er gaaet over til ǫ og ö, ligesom æ er gaaet over til ę og 0.