Fortælling om Erkebiskop Absalons Gjerrighed og om en Bonde

Fra heimskringla.no
Revisjon per 21. feb. 2016 kl. 08:17 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Bispesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 11


Fortælling om Erkebiskop Absalons Gjerrighed og om en Bonde


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829


Det findes skrevet, at der i Danmark var en Erkebiskop, ved Navn Absalon, i en berømt Stad, som hedder Lund; han var en mærkelig Mand, og særdeles virksom i mange Henseender, men meget pengegjerrig, som sees af Beretningen. Han havde med sin Fædrenearv beriget og fra Grunden anlagt et Sortebrødrekloster med betydelige Indtægter og skjønne Herberger. Men det er dernæst at fortælle, at en meget god Ager laae til Kirken i Lund; det var en meget herlig Eiendom, af hvilken den ene Halvdeel tilhørte Kirken og den anden Halvdeel en Bonde. Der voxte den bedste Afgrøde. Biskoppen spurgte ofte Bonden, om han vilde sælge sin Deel af Løkken, og sagde at han var meget bedre tjent med Penge eller med en Jord, hvoraf han ene havde alt Udbytte. Hver Høst pleiede man at skifte Afgrøden med Maal imellem Kirken og Bonden, og det var da begge til Gavn eller Skade, eftersom der var Fordeel eller Tab derved. Saa ofte som Biskoppen forlangte Jorden til Kjøbs, ligesaa ofte afslog Bonden at sælge den, han sagde at den i lang Tid havde været hans Forfædres Eiendom, og at han derfor ikke vilde afhænde den. Da Biskoppen nu saae, at Bonden ikke stod til at bevæge, blev han meget opbragt, og engang da de talte derom, sagde han, at den hellige Kirke fra den Dag ikke skulde have noget med ham at gjøre, men at Ageren skulde paa en Dag, som han bestemte, skiftes, baade i Henseende til Jorden selv og Afgrøden. Bonden lod sig det befalde, thi han syntes at Fællesskabet i enhver Henseende blev ubehageligt. Tiden led nu frem, indtil begge skulde komme, at dele Ageren. Det var om Sommertide og Ageren derfor smukkest og ønskeligst for en begjerlig Mand. Erkebiskoppen vilde have, at Delingen skulde gaae for sig paa den Maade, at et Reb skulde drages tværs over Ageren; han vilde heller ikke tillade nogen anden uden sig selv at holde det paa den ene Side imod Bonden; og da nu Rebet sank ned i Midten, slæbte Bugten paa Jorden, og det blev ikke saa tydeligt at see, hvilken Linie det angav tværs over Ageren. Erkebiskoppen raabte da: ”Stram bedre, Bonde!" sagde han. Bonden agtede at gjøre saa, men eftersom et saadant Reb behøver, som man kan tænke, et dygtigt Tag til, inden det strammes, anvendte Bonden sine Kræfter, og rykkede Rebet haardt til sig, da han tænkte, at der vilde blive holdt tilstrækkelig imod ved den anden Ende. Men det gik anderledes end han tænkte, thi Erkebiskoppen snublede ved Rykket, og faldt forover, saa uheldig at han traf paa en jordfast Steen, som var i Ageren, og kom derved til at bløde. Han stod derpaa op, kastede Rebet, og sagde at Ageren var fuldkommen skiftet, efterdi han af Avind var beskadiget; at man ikke behøvede at tale længer derom, da det var en afgjort Sag, at Bonden var falden i Pavens Band formedelst hans avindsgjerning, og den skade, han havde tilføjet ham. og at der skulde lyses det samme band over ham i hele Landet, hvis ikke han overgav sig til den hellige Kirkes Dom og Erkebiskoppens Bestemmelse. Enden derpaa blev da, at Bonden vilde heller give efter, end udstødes af det kristne Samfund; thi han saae sin overmand for sig, men ventede at denne Sag vilde engang komme under en anden Dommer, og han modtog derfor Afløsning. Og da nu Erkebiskoppen havde overtænkt Sagen, afsagde han Dommen imellem Bonden og Kirken, og det var en bestemmelse i Dommen, at Bonden skulde overgive til Kirken den halve Part, som han eiede af Ageren; og han kaldte det en Paamindelse, men ikke nogen Dom for saa stor en Brøde. Bonden lader sig ikke mærke med noget, thi nu opklarede det sig for ham, hvorledes denne Sag i det Hele var anlagt; han fandt sig rolig i sit Tab, og viste Biskoppen samme Lydighed som tilforn. Tiden forløb nu, indtil samme Bonde faldt i en dødelig Sygdom; han lod da en paalidelig Klerk kalde til sig, for at berette ham det anordnede Sakramente af den hellige Kirke; iblandt andet talte han da saaledes til Præsten: ”Min Herre!" sagde han, ”jeg veed at du er en rask og dristig Mand, derfor vil jeg give dig den bedste Hest, som du kan udvælge dig af min Eiendom, og derhos en tydsk Sadel og Bidsel, for at du, naar jeg er død, skal bringe mit Ærende til Erkebiskop Absalon, som er det, at jeg stævner ham for den himmelske Konges Domstol, at svare mig der for Ageren og det mere, som staaer dermed i Forbindelse." Præsten antog Gaven, som var god, men syntes dog, at Betingelsen var haard. Bonden døde kort derefter, og havde, saavidt man kunde see, en rolig Udgang af Livet. Men Præsten gjorde, som han havde lovet, skyndte sig til Erkebiskoppen, og kom der til Staden paa den Tid, da denne sad ved Frokostbordet; han gik ind i Hallen fremfor Høisædet, og hilste paa Erkebiskoppen, og sagde derpaa: ”Bonden (han nævnte ham ved Navn) er nu dragen bort fra denne Verden, og bad mig, paa hans Vegne at sige eder disse Ord, Herre! at han stævner eder for den himmelske Konges Høisæde, at svare ham der for Agerskiftet fordum." Men i samme Øieblik som Præsten havde udsagt dette sit Ærende, lænede Erkebiskoppen sig tilbage i Stolen, og var død paa Stedet. Dette opvakte stor Frygt over hele Riget, som siden skal fortælles, Men nu skal først berettes om det Kloster, som vi før nævnte. Der skete det samme Dag, som Erkebiskoppen døde den pludselige Død, at efter Completorium silde om Aftenen, da Brødrene agtede at gaae i Seng, og de endnu ikke havde spurgt hans Død, da hørtes en ynkelig Røst fra Hjørnet af Alteret, saa talende med lav og kummerfuld Stemme: ”Sora, Sora! pro me supplex Ora!" Det er Udtydningen paa disse Ord, at Stemmen bad Munkeklosteret ydmygeligen at bede for den for Guds Aasyn. Paa denne Maade viste den almægtige Guds Miskundhed sig, at, skjønt Erkebiskoppen forbrød sig i sit Liv, fik han dog Tilladelse til at søge Hjælp og Husvalelse der, hvor han havde den største Fortjeneste; thi efter at Brødrene nogle Dage derefter spurgte Erkebiskoppens Endeligt, nærede de ikke længer nogen Tvivl om, at hans Aand da har forlangt Bistand af deres Bønner. Men nu er dernæst kortelig at berette om, hvorledes denne Begivenhed opvakte stor Frygt i Riget. Det hændte sig kort derefter, at en Forbryder blev greben af Øvrigheden, lagt i Jern og sat i Fængsel. Han var saa haardnakket og forhærdet i sin Ondskab, at han forsvarede alle sine Ugjerninger med Løgn og Meened; og medens han sad i Jern Dag og Nat, havde han i sin elendige Forfatning hørt, hvad der havde gaaet for sig imellem Erkebiskoppen og Bonden; derfor oplægger han sig et Raad, og faaer en Fjante til at paatage sig det Ærende, at bringe hans Stævning til den Herremand, som havde ladet ham gribe, men denne Stævning lignede noget den forrige, med den Forskjel, som man kunde vente, at han stævnede ham for den nedre Høvding, som ikke dømmer nogen godt. Det gik da her ved denne Fjendes store Snedighed saa, at Dommeren ikke dristede sig til at lade den lovlige Straf gaae over Misdæderen, men lod ham undløbe, hvorhen han lystede. Af denne Begivenhed kan man vel indsee, at en Kirkens Bestyrer maa meget vogte sig for, hverken at berige sig selv eller sin Kirke med uretfærdigen erhvervet Gods, thi Herrens Ret færdighed er prøvet i den Henseende, at han ikke vil modtage det, som ikke er lovligen erhvervet. Amen.