Fortælling om Reidar (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 6

Fortælling om Reidar

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1831

Kapitel 1

Thord hed en Islænder, en Søn af Thorgrim Reidarsøn; Thord var liden af Væxt, men af smukt Udseende; han havde en Broder, som hed Reidar, denne var stor af Væxt og styg, og holdtes ikke for dygtig til at raade sig selv formedelst sin svage Forstand; men han var stærk af Kræfter, meget rask til Fods, og godmodig af sig; han var altid hjemme, Men hans Broder Thord var ofte paa Rejser; han var Kong Magnus den Godes Hirdmand, og vel anseet af ham. En Sommer, da Thord lavede sit Skib til ved Gaase i Øfjord, kom hans Broder Reidar derhen, men da Thord saae ham, spurgte han, hvad han var kommen for. Han svarede: “Jeg var ikke kommen herhen, naar jeg ikke troede at have et vigtigt Ærende.” “Hvad er det da?” sagde Thord. “Jeg vil rejse udenlands med dig,” sagde Reidar. Thord sagde: “Den Rejse tykkes mig lidet passende for dig, jeg vil hellere understøtte dig paa den Maade, at du allene skal have hele vor Fædrenearv, hvilket er mere end en halv Gang saa meget Gods, som jeg har med paa mine Rejser.” Reidar svarede: “Da havde jeg kun liden Forstand, hvis jeg vilde finde mig i det urimelige Skifte, og saaledes udsætte mig for, at blive din Omsorg berøvet; da vil hver Mand see at skille mig ved vort Gods, saasom jeg ikke forstaaer mig paa at bestyre det paa den rette Maade: men det er dog uvist, hvor vidt jeg vil finde mig i, at man lægger an paa at lokke mit Gods fra mig eller at tage det med Magt; og for dig vil det blive endnu værre at tage dig af Sagen, hvis jeg giver mig til at prygle andre, eller for slig Sags Skyld gjør andre dumme Streger, og bliver siden selv slaaet eller lemlæstet for min Adfærd; og naar alt kommer til alt, skal du have Vanskelighed med, at holde mig tilbage, naar jeg vil rejse.” “Det kan vel være,” sagde Thord, “men jeg vil ikke, at du for andre skal lade dig forlyde med noget om din Rejse, skjønt jeg heri giver efter for dig.” Dette lovede Reidar; men saasnart han var kommen Thord ud af Øjnene, fortalte han enhver, der vilde høre det, at han havde i Sinde at rejse udenlands med sin Broder. Mange lagde da Thord det til Last, hvis han vilde føre en saadan Tosse udenlands med sig. De gik til Søes, saasnart de vare færdige, havde en lykkelig Rejse, og landede ved det Throndhjemske. Dette var just Høsten, før Kongerne Magnus og Harald vare komne østenfra; og kort efter at Kongerne vare komne til Byen, var Reidar en Morgen tidlig kommen paa Benene, førend andre vare vaagnede; han sagde: “Vaagn op, Broder! Lidet veed den, som sover, men jeg veed Nyt, jeg hørte nylig en underlig Ting.” “Hvad lignede det efter?” sagde Thord. “Det klang, som det kunde være noget Levende,” sagde Reidar, “og gav en Høj Lyd af sig, men jeg kan aldrig i Mine Dage vide, hvad det var for en Ting.” “Stil dig ikke saa underlig an,” sagde Thord; “det maa have været Hornblæsen.” “Hvad skal det betyde?” sagde Reidar. Thord svarede: “Som oftest blæses der, naar Møde skal holdes, eller et Skib skal trækkes paa Land.” “Og hvad betyder Mødet?” sagde Reidar. “I det,” sagde Thord, “paadømmes vanskelige Sager, og der foredrages hvad Kongen finder fornødent at bekjendtgjøre Almuen.” “Er da Kongen paa Mødet?” sagde Reidar. “Det skulde jeg troe,” sagde Thord. “Der vil jeg da tage hen,” sagde Reidar, “thi jeg har stor Lyst til at komme hen, hvor jeg kan see jo flere jo bedre paa eet Sted.” “Saa ere vi Hinanden stik imod,” sagde Thord: “mig synes det er bedst, at du ikke kommer hen, hvor der ere mange samlede, og jeg vil ingensteds tage hen.” “Det hjælper ikke hvad du siger, det nytter ikke at tale saa,” sagde Reidar, “vi skal begge følges ad, det er dog ikke bedre for dig, at jeg gaaer allene; desuden bør du besøge din Velynder Kong Magnus, siden du endnu ikke har været hos ham, og du faaer mig ikke til at lade denne Gang være;” Reidar løb derpaa strax. afsted. Thord saae nu, at han virkelig vilde gaae derhen, og gik langsomt bag efter, men den anden løb rask foran ham, saa der var et langt Stykke imellem dem. Men da Reidar saae, at Thord kom langsomt efter, sagde han: “Det er dog sandt, at det er slemt at være lille, for saa har man ikke saa mange Kræfter; men derfor kan man dog nok være rask til Fods; men ingen af Delene, troer jeg du er, og det var bedre for dig, om du var noget mindre smuk, men kunde bedre følges med andre.” Thord svarede: “Jeg veed ikke hvad der er bedst, min Langsomhed for mig, eller for dig din Styrke.” “Lad os nu tage Hinanden ved Haanden, Broder!” sagde Reidar; de gjorde saa, men det varede ikke længe, førend Thords Haand sov, og han gav Slip. Reidar gik da fra ham, indtil han kom op paa en Bakke; der saae han en stor Mængde Mennesker for sig, han blev staaende der, og stirrede sig næsten fordærvet paa de Mænd, som vare der paa Mødet; Thord kom da bagefter, og sagde: “Lad os nu gaae sædelig, Broder! og følges ad.” Reidar gjorde saa; men da de kom paa Thinget, kjendte mange Thord, og hilste paa ham; Thord begav sig strax hen til Kong Magnus, thi han havde den Gang endnu ikke hilset paa ham, siden han kom til Byen. Thord hilste Kongen sømmelig, og Kongen modtog ham venlig. Strax da de kom paa Thinget, skiltes Brødrene ad; man fandt Reidar temmelig stærk voxen og ikke synderlig smuk; de traf ham i Kjolen, og skjød ham frem og tilbage, saa han tilsidst hverken vidste ud eller ind; han lod Tungen løbe og lo meget ad den Maade, man tog imod ham, men de andre fandt ikke mindre Fornøjelse i at have med ham at gjøre. Kong Magnus spurgte Thord om Nyheder fra Island, og derpaa spurgte han, hvilke Mænd der havde gjort Rejsen med ham, og som han ønskede skulde have Ophold ved Hoffet med ham. “Min Broder har gjort Rejsen med mig,” sagde Thord. “Det maa være en brav Mand, hvis han ligner dig,” sagde Kongen. Thord svarede: “Han ligner mig ikke.” Kongen sagde: “Endda kan han være en brav Mand, men hvori bestaaer Uligheden imellem eder?” Thord svarede: “Han er stor af Væxt, styg og temmelig træg af sig til at stemme sit eget Vel, men ellers stærk og af et mildt Gemyt.” Kongen sagde: “Han kan derfor have andre gode Sider.” Thord svarede: “Han blev just ikke holdt for vittig og opvakt i sine unge Dage.” “Jeg seer mere paa, hvorledes han nu er,” sagde Kongen, „han kan da vel sørge for sig selv?” “Nej, dermed gaaer det kun daarligt, naar han ej er under Opsyn,” sagde Thord. “Hvorfor førte du ham da udenlands med dig?” “Herre!” sagde Thord, “han har Deel i alt Godset lige med mig, men har ingen Nytte deraf, og har ikke gjort nogen Brug af Pengene for sin Deel, men ladet mig handle dermed, som jeg vilde; det tyktes mig derfor ubilligt, at nægte ham den eneste Ting, han forlangte, nemlig at tage ham med mig, da han for Resten lod mig ene raade for hele vor Formue; jeg haabede ogsaa, at han, som saa mange andre, skulde nyde Godt af eders Lykke, hvis han kom hid til eder.” “Jeg vil see ham,” sagde Kongen. “Det skal skee,” sagde Thord, “og derfor gik han herhid til Thinget med mig, men nu er han dog kommen bort fra mig.” Kongen sendte da Bud efter ham; men da Reidar hørte, at Kongen vilde tale med ham, knejsede han dygtig, saae sig kun lidt for, og traadte paa alt hvad der kom ham i Vejen; han var klædt saaledes, at han havde lange Strømpebeenklæder paa, og en graa Kappe over sig; men da han nu kom til Kongen, faldt han paa Knæ for ham, og hilste ham ærbødig. Kongen svarede ham leende, og sagde: “Hvis du har noget Ærende til mig, saa siig snart din Begjering, thi andre Mænd have ogsaa vigtige Ting at tale med mig om.” Reidar svarede: “Mit Ærende tyktes mig pligtmæssigst, det er, at jeg vilde see dig, Konge!” “Synes dig da nu vel om mig,” sagde Kongen, “nu da du har seet mig?” “Vel nok,” sagde Reidar, “men mig synes jeg endnu ikke har seet dig tilstrækkelig.” “Hvorledes skal vi da bære os ad,” sagde Kongen, “vil du have, jeg skal staae op?” “Det saae jeg gjerne,” sagde Reidar. Kongen stod da op, og sagde: “Nu synes dig vel dog, at du kan have seet mig nok?”Endnu ikke tilfulde,” sagde Reidar, “men det gaaer dog nogenlunde an.” “Vil du da have,” sagde Kongen, “at jeg skal tage min Kappe af?” “Ja det var herligt,” sagde han. Kongen svarede: “Vi maae dog først see at komme tilrette med hinanden om den Ting: mange af eder Islændere ere noget forslagne og djærve mod Høvdinger, jeg kan ikke vide, om du maaskee blot vil have mig til Bedste; men det skal jeg have mig frabedt.” Reidar svarede: “Ingen Mand sømmer det, at have dig til Bedste, Herre! eller at lyve for dig.” Kongen tog derpaa sin Kappe af, og sagde: “Betragt mig nu saa nøje, du lyster!” “Det skal jeg,” sagde han; han gik derpaa rundt omkring Kongen, og mumlede tit for sig selv imellem Tænderne: “meget brav! meget brav!” sagde han. Kongen sagde: “Har du nu seet mig, saa meget som du vil?” “Ja,” svarede Reidar. Kongen spurgte: “Hvorledes synes dig nu om mig?” Reidar svarede: “Min Broder Thord har ikke sagt mig for meget om dig, alt hvad godt er.” Kongen sagde: “Kan du finde noget at udsætte paa det, du nu Seer, som ikke enhver simpel Mand kan see eller skjønne?” Reidar svarede: “Jeg vil ikke, og naar jeg skal sandt sige, jeg kan ikke finde noget at udsætte, thi saaledes vilde enhver vælge sin Skabning, som din er, naar det stod i hans egen Magt at bestemme den.” “Nu gjør du igjen for meget af det,” sagde Kongen. De fleste andre ansee det for Spot, naar man roser dem alt for meget og dog taler til deres Berømmelse; saaledes vil det gaae mig, hvis det ikke passer til dig,” sagde Reidar, “hvad mig synes, og som jeg nu har talt.” Kongen sagde: “Sæt da noget ud paa mig, om det er nok saa lidet!” Reidar svarede: “Saa vil jeg da, Herre! snarest anmerke, at eders ene Øje sidder en lille Kjende højere oppe, end det andet.” “Det har en Mand før bemærket,” sagde Kongen, “og det var min Frænde, Kong Harald; men nu skal det gaae ligelig til mellem os to,” sagde Kongen, “nu vil jeg betragte dig, staa du nu, og læg din Overkjole fra dig!” Reidar slængte strax sin Kappe fra sig; han var, som vi før have sagt, en styg Mand, stærk af Lemmer, havde store og meget smudsige Hænder, thi de vare kun daarlig vaskede, og Klæderne vare heller ikke for rene. Kongen betragtede ham nøje. Da sagde Reidar: “Herre!” sagde han, “hvad finder du nu at udsætte paa mig?” Kongen svarede: “Jeg tænker, at aldrig er der opvoxen en hæsligere Mand, end du er.” “Saa siger man,” sagde Reidar, “men er der da noget ved mig, som kunde kaldes smukt i dine Tanker?” Kongen sagde: “Din Broder Thord berettede mig, at du var et sagtmodigt Menneske.” “Det er ogsaa sandt,” sagde Reidar, “og det tykkes mig ilde, at saa er.” “Du kan dog vel blive vred,” sagde Kongen. “Gud velsigne dig, Herre!” sagde Reidar, “men hvor længe vil det vel vare, inden det skeer?” “Det veed jeg ikke saa vist,” sagde Kongen, “men jeg tænker det vil indtræffe endnu i Vinter.” “Gud glæde dig for de Ord!” sagde Reidar. Kongen sagde: “Er du noget behændig?” Reidar svarede: “Det kan jeg ikke vide, thi jeg har aldrig forsøgt det.” “Det forekommer mig dog ikke usandsynligt,” sagde Kongen. “Gud velsigne dig for de Ord!” sagde Reidar, “thi det maa være sandt, naar du siger det; men jeg vil, tykkes mig, behøve Vinterophold.” Kongen svarede: “Det skal staae din Broder Thord frit for, at blive hos mig, med en Mand til eller nok een, om han vil, men bedre tykkes mig dog, det vilde passe for dig at være et Sted, hvor der ej vare saa mange Mennesker.” “Det kan under visse Omstændigheder være saa,” sagde Reidar, “men der er aldrig saa faa, at det jo kommer ud iblandt Folk, hvad man siger, allerhelst naar det er noget til at lee af, men jeg er just ikke den Mand, som gjemmer Mine Ord, og der kommer mig tidt noget paa Tungen; kanskee da de Mænd, som ere hos mig, skjønt de ikke ere mange, udtyde mine Ord vrangelig for Folk, og spotte mig og udbrede til Haan for mig alt hvad jeg for Løjer siger eller gjør; nu synes det mig ligesaa klogt, hellere at blive hos ham, som vil sørge for mig, saadan som min Broder Thord, skjønt der ere mange Mennesker samlede, hellere end der, hvor der kun ere faa, men ingen til at tage sig af mig.” Kongen sagde: “Saa raad nu selv derfor, og du og din Broder kan begge tage til mit Hof, hvis det tykkes eder bedst.” Strax løb Reidar bort, da han hørte disse Kongens Ord, og sagde til hver Mand, som vilde give Agt derpaa, at han havde gjort en god Rejse til Kongen, og fornemmelig sagde han til sin Broder Thord, at Kongen havde givet ham Tilladelse til at være ved Hoffet om Vinteren. Thord sagde: “Da skal du forsyne dig anstændig baade med Vaaben og Klæder, thi vi have gode Raad dertil, og mangen een vinder meget ved en god Dragt, enhver bør ogsaa klæde sig omhyggeligere i Kongens Herberg, end andensteds, at han ikke skal blive til Latter for Hirdmændene.” Reidar svarede: “Da skal du staae tidlig op, hvis du tænker, at jeg lader Stadsklæder komme paa min Krop.” Thord sagde: “Vi vil da lade skjære Klæder til dig af godt Vadmel.” “Ja det kan jeg endda finde mig i,” sagde Reidar. Han fik da, efter Thords Raad, en god Vadmels Klædning, og væbnede sig vel, og syntes strax en anderledes Mand, end før, skjønt han var og blev styg og plump. I Begyndelsen da disse Brødre kom til Hoffet, mærkede Kongens Mænd nok, hvor tosset Reidar var, og han var derfor meget udsat for deres Spot og Drillerier, og de gave sig paa mange Maader i Færd med ham, baade ved haanende Ord og anden Adfærd, men han betalte dem lige med lige; men da de mærkede, at han altid lo ad deres Spottegloser, og overgik dem alle baade i en løbende Tunge og i Særdeleshed i legemlig Styrke, saa lode de ham siden være i Fred.

Kapitel 2

Brødrene havde endnu ikke været længe ved Kong Magnuses Hof, da det hændte sig, at een af Kong Magnuses Hirdmænd dræbte een af Kong Haralds: derover bleve selve Kongerne uenige, og der bestemtes et Møde, paa hvilket Kongerne selv skulde komme sammen, for at afgjøre Sagen; men da Reidar fik at høre, at Kong Magnus skulde rejse til et Møde med Harald, gik han strax for Kongen, og sagde: “Nu er der en Ting, som jeg vil bede dig om, Konge!” “Hvad er det?” sagde Kongen. “Det,” sagde Reidar, “at jeg maa drage med til dette Møde; jeg har ikke seet mig meget om, siden jeg kom til eder, men jeg har stor Lyst til at see tvende Konger samlede paa eet Sted.” Kongen svarede: “Det er vel saa, at du har ikke rejst meget om, men alligevel vil jeg ikke give dig Tilladelse til denne Rejse, thi det er ikke godt for dig, at komme i Kast med Kong Haralds Mænd, da der let deraf kunde opstaae Ulejlighed for dig eller andre; de ere meget overmodige, og adskillige ikke synderlig velsindede, og jeg frygter for, hvis de behandlede dig haardt, at din sædvanlige Ilsindethed da skal komme over dig, og jeg finder det bedst, at mage det saa, at sligt ikke kan finde Sted.” Reidar sagde: “Nu talte du et godt Ord, Konge! Saa maa jeg endelig rejse, dersom der kan være Haab om, at jeg bliver vred.” Kongen svarede: “Vil du rejse, skjønt jeg forbyder dig det?” “Ja,” sagde han. Kongen sagde: “Mener du, at du kan bære dig ad med mig, som med din Broder Thord, hos hvem du altid har dit frie Sprog?” Reidar svarede: “Saa meget bedre kan jeg have med eder at gjøre, som I er forstandigere, end han.” Kongen saae nu nok, det ikke vilde nytte at forbyde ham det, og at han rimeligviis vilde give sig i Følgeskab med andre Mænd, dersom han forbød ham at rejse med sig, og fandt det da endnu vanskeligere at hjælpe ham tilrette, hvis han skulde komme noget til; Kongen tillod ham derfor at drage med. Reidar blev glad derover, og man gav ham en Ridehest; men saasom han hang tungt paa Hestens Ryg og var uvant med at ride, saa forstod han ikke at spare Dyrets Kræfter, men drev det bestandig frem, saa at Hesten strax blev træt, uagtet de endnu kun vare komne et kort Stykke Vej; men da Kongen mærkede det, sagde han: “Nu gaaer det efter Ønske; følg nu Reidar tilbage til Byen, han skal nu ikke rejse med.” Reidar svarede: “Det hindrer ikke min Rejse, at Hesten er træt; min Hurtighed vilde kun komme mig lidet tilgode, skulde jeg nu ikke være i Stand til at følge eder;” mange skyndte sig da frem, og sporede deres Heste forbi ham, og vilde forsøge hans Hurtighed, som han selv pralede saa meget af: men Enden blev, at han gik enhver Hest træt, som kappedes med ham, og mange maatte derfor staae af og gaae. Men da de kom til det Sted, hvor Kongerne skulde samles, sagde Kong Magnus til Reidar: “Lyd mig nu ad, og hold dig altid nærmest ved mig, thi jeg frygter for, der vil skee en Ulykke, hvis Haralds Mænd faae fat paa dig.” Reidar svarede, at Kongens Villie skulde skee; “jeg troer at have det saa meget des bedre,” sagde han, “jo nærmere jeg er eder.” Derpaa mødtes Kongerne, og talte om deres Sag ene to. Kong Haralds Mand havde allerede hørt tale om Reidar og hans Taabelighed; og de glædte sig nu meget, da de saae, han var kommen med. Men strax da Kongerne havde begyndt deres Samtale, gik Reidar hen iblandt Haralds Mænd, og de bade ham at følge med til Skoven, som var der strax i Nærheden; de fik ham imellem sig, trak ham i Kjolen, og gave ham undertiden dygtige Stød fremad; og hvor han var, gik det heel forskjellig til, snart fløj han for dem, som en Halmvisk, snart stod han saa fast som en Muur, saa at de fløj tilbage fra ham. Men tilsidst gik Legen saa vidt, at de toge ham altfor haardt med, og lode ham smage baade Øxeskafte og Sværdklinger; Sømmene af Skederne (1) fik han i Hovedet, saa han blev saaret deraf, men han lo af det, og lod, som om han fandt den største Fornøjelse deri. Men da det nu havde varet en Stund, og de endda ikke vilde til at sagtne med Legen, sagde Reidar: “Nu have vi haft Gammen og god Leg en Stund, nu er det Tid at holde op, thi nu begynder jeg at blive kjed af denne Jav; lad os nu Vende tilbage til eders Konge, thi jeg vil see ham.” “Det skal aldrig skee,” sagde de, “at saadant et Udskud, som du, skal see vor Konge, før skal vi slaae din Kjeltring ihjel.” Han blev da noget ilde tilmode, og troede de vilde udføre, hvad de havde sagt; nu var det kommet saa vidt, at det kippede i ham og han blev vred; han greb da fat paa den, som kom ham nærmest paa Livet og handlede værst med ham, ham kastede han op i Vejret, saa han hovedkulds styrtede ned, slog Hjernen ud af Hovedet, og var død; men de andre bleve da bange og tyktes han besad en overmenneskelig Styrke; de skyndte sig alle derfra, og droge hen til Kong Harald, hvem de fortalte, at een af hans Hirdmænd var dræbt. Han svarede: “Saa dræber den, som gjorde det!” “Han er ikke at faae fat paa,” sagde de, “han er nu borte.” Men hvad Reidar angaaer, da begav han sig, strax efterat de vare skiltes ad, hen til Kong Magnus. Kongen sagde: “Nu, veed du nu, hvorledes det er, at blive vred.” “Ja,” sagde han, “nu veed jeg det.” Kongen sagde: “Nu, tykkes dig da nu saa godt om at blive vred, som jeg før mærkede, du havde saadan Lyst til?” Reidar svarede: “Slemt tyktes det mig, jeg havde den allerstørste Lyst til at dræbe dem alle.” “Det kunde jeg vel tænke,” sagde Kongen, „at din Vrede vilde være af det farlige Slags; men efter hvad der nu er forefaldet, tvivler jeg paa, at kunne forsvare dig, hvis du bliver her iblandt Hirden, naar vi holde Møde, thi min Frænde Harald er listig, og det er vanskeligt at forebygge hans Planer. Jeg vil nu skaffe dig nogle Ledsagere, og sende dig til Oplandene til min Leensmand der, som hedder Eivind, at han kan vogte dig for Kong Harald; kom saa til mig, naar jeg sender dig Bud!”

Kapitel 3

Reidar rejste nu, indtil han kom til Eivind, der tog imod ham efter Kong Magnuses Befaling. Kongerne bleve vel forligte angaaende det forrige Drab, og denne deres Stridighed blev afgjort i Mindelighed, men om Reidars Sag kunde de ikke komme til Forlig; Kong Harald forlangte Bøder for sin Hirdmand, men Kong Magnus sagde, at hans Mænd havde selv yppet Tvisten og vare Skyld i alt, og meente, at der saa meget mindre burde gives Bøder for den dræbte, som de alle, der havde været imod Reidar, havde forbrudt sig, og han kunde brødeløs have dræbt dem alle; for denne Gang skiltes de da saaledes ad, at Kong Magnus reent ud afslog, at give Bøder for Hirdmanden. Der hengik ikke lang Tid, førend Kong Harald fik at vide, hvor Reidar var bragt hen; han begav sig da paa Rejsen, og kom til Oplandene til Eivind med tresindstyve Mand. Det var tidlig om Morgenen, thi han havde i Sinde at overraske Eivind, hvilket dog ikke lyktedes, da denne nok formodede, at Kong Harald vilde lede efter Manden, saa han ikke noget Øjeblik var uforberedt paa hans Komme; han fik strax Efterretning om Kongens Rejse, da han var kommen nordfra; han havde stævnet Mænd til sig i Skovene, som laae nærmest ved Gaarden, hvilke han skulde give et Tegn, naar han behøvede deres Hjælp. Der fortælles, at en Dag nogen Tid før Kong Harald kom did, bad Reidar Eivind om at give sig noget Sølv og Guld. Eivind spurgte, om han var kunstfærdig. Reidar svarede: “Kong Magnus sagde til mig, at jeg nok maatte være kunstfærdig, men videre veed jeg det ikke, thi jeg har endnu aldrig prøvet derpaa, men jeg troer ham paa hans Ord, da han nok maa vide det.” Eivind sagde: “Du er mig en forunderlig Mand; jeg vil nu give dig Metal til Smedning, men hvis Arbejdet mislykkes, saa giv mig Sølvet tilbage, men ellers maa du selv beholde det.” Reidar blev nu indelukt i et Huus, og gav sig der i Færd med Smedningen, men førend Arbejdet endnu var ganske færdigt, kom Kong Harald, som nys er fortalt. Eivind tog venlig imod Kongen, og anrettede et prægtigt Gjæstebud for ham; da de nu sade ved drikken, sagde Kong Harald til Eivind: “Er der en Mand her, som hedder Reidar? Du vil have vort Venskab, hvis du udleverer os ham frivillig.” “Han er nu ikke her,” sagde Eivind. “Jeg seer det,” sagde Kongen, “at han er ikke her i Stuen, men jeg veed dog ligefuldt, at han er i Kost hos dig og i din Vold, hvilket du ikke kan nægte.” “Men om end saa er,” sagde Eivind, “saa gjør jeg dog ikke den Forskjel paa dig og Kong Magnus, at jeg overgiver dig den Mands Hals og Hoved, som han bød mig at hjælpe og beskytte.” Eivind gik da ud af Stuen, men da han kom hen til det Huus, som Reidar var skjult i, da stod denne og brød paa Døren, og raabte, han vilde ud. “Ti du stille!” sagde Eivind, “Kong Harald er kommen herhid, og vil dræbe dig.” Reidar brød ikke desmindre paa, og sagde han vilde til Kongen. Eivind saae, at han vilde bryde Døren op, dersom han ikke blev lukket ud; han gik da hen og lukkede op og sagde: “Pokker skulde tage dig, at du saaledes raser frem til din visse Død, uden at nogen kan hjælpe dig.” Reidar gik ind i Stuen for Kong Harald, og hilste ham, og sagde: “Herre!” sagde han, “lad eders Vrede imod mig fare, thi jeg kan være dig nyttig i mange Henseender, hvis du vil tilvende mig dit Venskab; jeg vil da udrette, hvad du vil sætte mig til, om der end kunde synes at væe Livsfare derved. Her har jeg en Kostbarhed, som jeg vil give dig;” hvorpaa han satte den paa Bordet for Kongen; det var et Svin gjort af Sølv og forgyldt. Da sagde Kongen, i det han betragtede Svinet: “Du er en kunstfærdig Mand, saa jeg tror neppe at have seet et i sit Slags saa vel udført Arbejde, som dette;” Svinet gik derpaa om i Stuen, fra Mand til Mand, som viste Hinanden det, og alle stemmede i med hverandre, at de aldrig tyktes at have seet et smukkere Stykke Arbejde. Da sagde Kongen: “Jeg vil slutte Forlig med dig, Reidar! Jeg troer jeg kan bruge dig til farlige Foretagender; du er en stærk Mand, og ikke bange, tænker jeg.” Nu kom Svinet atter tilbage til Kongen; han tog det da op, og besaae endnu nøjere Arbejdet; han saae da, at det var en forgyldt So med Patter; og mærkede nu, at det var gjort ham til Spot (2), slængte strax Svinet bort, og sagde: “Saa skulde du da skee en Ulykke! Staaer nu op, Mænd, og dræber ham!” Reidar greb Svinet, og sagde: “Saa kommer jeg da til at beholde mit Kunststykke selv, naar du, Konge, ikke vil lønne mig derfor, uden med Ondt;” de sidste Ord sagde han endnu udenfor Døren, og foer bort fra Gaarden. Kong Harald og hans Mænd løb ud efter ham, og vilde dræbe ham; men da de kom ud, var Eivind derude med saa mange Folk, at de ikke kunde komme til at sætte efter Reidar. Kong Harald og Eivind skiltes saaledes ad, at Kongen var misfornøjet, men Reidar standsede ikke, førend han kom til Kong Magnus. Da han kom til denne, spurgte Kongen, hvorledes det var gaaet til med Kong Harald og ham; men Reidar fortalte alt, saaledes som det virkelig forholdt sig, og viste ham Svinet. Kongen sagde: “Saare kunstig er dette forarbejdet, og mindre Spot, end den, der ligger i alt dette, har min Frænde Kong Harald hævnet med megen Grusomhed; forvoven er du og med alt det opfinderisk; aldrig havde jeg troet en Tosse kunde finde paa sligt, saa enfoldig som du lader.”

Kapitel 4

Reidar var nu hos Kong Magnus nogen Tid, og en Dag gav han sig i Samtale med Kongen, og sagde: “Jeg vilde ønske, Konge, at du vilde tilstaae mig det, som jeg vil bede dig om.” “Hvad er det?” sagde Kongen. “Jeg vilde ønske, Herre!” sagde Rejdar, “at I vilde høre paa det Kvæde, som jeg har digtet om eder.” “Det vil jeg tilstaae dig,” svarede Kongen. Reidar fremsagde Kvædet, og det var noget stift og forkeert i Begyndelsen, men blev stedse bedre, jo længer han kom frem; og da det var tilende, sagde Kongen: “Dette Kvæde forekommer mig underligt, og dog godt imod Enden; det har saaledes megen Lighed med dit eget Liv, Begyndelsen deraf har været underlig og bagvendt, men det vil forandre sig til det bedre, efterhaanden som du bliver ældre; herefter vil jeg vælge Lønnen for Kvædet. Der ligger en Holm her ved Norge, som jeg vil give dig; den er vel bevoxen med Græs og et godt Stykke Land, skjønt ikke stort.” Reidar sagde: “Dette er en god Gave, som man kunde vente det af eder; dermed skal jeg forbinde Norge og Island.” “Jeg veed ikke, hvorledes det vil gaae til,” sagde Kongen, “men det veed jeg, at mange ville være villige til at afkjøbe dig Holmen, og give dig andet Gods derfor. Nu tænker jeg det bedste er, at jeg indløser Holmen, at det ikke skal komme til Trætte imellem dig og dem, som ville kjøbe den, allerhelst da du ikke godt kan blive her i Landet for Kong Harald, thi det er let at see, hvorledes det vil gaae dig, hvis han maa raade, og det vil han komme til, hvis du tøver her længe.” Kong Magnus gav da Reidar Sølv for Holmen, og han rejste efter Kongens Raad ud til Island, hvor han boede i Svarfadardal paa den Gaard, som siden fik Navn af Reidarstade; det gik med hans Liv, som Kong Magnus havde sagt, at han syntes desto raskere, jo ældre han blev, men han havde for det meste paataget sig de underlige Lader, hvorved han syntes som halvtosset; han boede til sin Alderdom paa Reidarstade, og der nedstammer en stor Slægt fra ham; hermed ender hvad vi have at fortælle om Reidar.

Noter:
1. Eller Dopskoenes Spidser.
2. Svinet kunde ansees som et Billede paa Freirs Galt, men Kongen mærkede nu, at det kun var forgyldt, og ikke heelt Guld, samt at det forestillede en drægtig So, og derved sigtede til hans Fader Sigurd Syr, hvis tilnavn Sýr just har denne Betydning.