Fortælling om Romund Halte(C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 3

Fortælling om Romund Halte

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827

Kapitel 1

Blandt de Mænd, der kom ud til Island med Ingemund den Gamle, var der een ved Navn Eyvind Sørkver; han tog Bløndudal vester fra Skagefjord i Besiddelse, og vilde ikke overleve Ingemund, og skilte sig selv ved Livet. I sin Alderdom havde han med sin Trælkvinde en Søn, der hed Romund; han ægtede Audbjørg, som var en Datter af Jørund Hals's Søn Mar og en Trælkvinde. Romund var længe hos Mar paa Marfred, den Gang han stred med Ingemunds Sønner om Dejldarhjalle; Romund dræbte da Høgne Ingemundssøn, og blev derfor forviist fra Herredet imellem Jøkulsaa i Skagefjord og Rutefjordsaa. Romund blev saaret i Foden, og var bestandig siden halt, og kaldtes derfor Romund Halte. Han Kjøbte Fagrabrekkaland vestenfor Rutefjordsaa, og boede der en Tid; han gjorde en stor forskandsning om sin Gaard, og var en smuk og drabelig Mand. Med Audbjørg havde han en Søn ved Navn Thorbjørn Thyna; han ægtede Gudrun, en Datter af Thorkel paa Kersøre, som tog Land i Besiddelse Sønden for Rutefjordshals; deres Søn var Thorlejf, han kaldtes Romundsfostre. Romund havde ogsaa en Søn, der hed Halstejn ; alle disse Frænder vare store og stærke Mænd. Thorkel paa Kersøre havde en Søn, som hed Thorer, Broder til Thorlejfs Kone Gudrun; han boede nær ved paa Melar; Hans Datter hed Helga, og var en smuk og myndig Kvinde.

Kapitel 2: Slejta-Helges Ankomst til Island

En Sommer hændte det sig, at et Skib landede ved Bordøre i Rutefjord. Skibsføreren hed Slejta- Helge, og hans Broder Jørund; de vare i alt tolv Mænd paa Skibet; de vare uforskammede Mennesker og Bagvaskere, Folk vilde derfor ikke meget handle med dem, men droge hellere ud af Herredet at handle med andre Skibsfolk. Man fik at vide, at de vare Vikinger og Ransmænd, og havde ikke andet end ranet Gods inde. Da det led ud paa Sommeren, og de mærkede, at ingen kom til dem, sagde Helge: “Jeg vil nu bede eder om, at I ikke maa øve Voldsomhed, men vise et bedre forhold til Herredsfolkene her, og tage eder Herberge hos Bønderne; thi mig synes, at dette Folk er vanskeligt at have med at gjøre, og taaler ikke Overlast; jeg har spurgt, at Folkene ere her stærke og meget hidsige; og det kan man undskylde dem i, men lad os nu søge at indynde os hos dem; og de gjorde saa; men hine havde overlagt, ikke at ville tage imod dem. Engang red nu Thorer fra Melar ned til Skibet til Helge. Helge tog med megen Glæde imod ham, og spurgde, hvad han vilde Kjøbe. Thorer sagde, at han behøvede Indkjøb af Tømmer, fordi hans Huus var saa godt som nedfaldet. Helge sagde, at han vilde sælge ham saa meget Tømmer, som han behøvede, naar han vilde give dem alle Herberge hos sig. Han sagde, at han ikke var i Stand dertil, “men”, tilføjede han, “Varer fattes mig ikke til at give derfor; I holdes heller ikke for at være vennesælle.” Saaledes undskyldte han sig fra at tage imod dem. Helge sagde: “Særdeles frastødende vise Folk sig her imod os, og vænter jeg dog, at du ikke vil nægte os ganske al Bistand, om du end ikke vil give os Herberge.” Thorer sagde, at Grunden var, at de vare saa lidet yndede. Helge svarede, at han skulde raade for Vilkaarene, om han vilde tage imod dem; “men i andet Fald er det uvist, om du farer Vejen to Gange.” Og da det var kommet saa vidt, sagde Thorer: “Eftersom du trænger saa meget paa mig med dette Forlangende, da skal du sværge Ed for eder alle efter vore Love, at I ikke ville gjøre noget Menneske Overlast i Vinter, heller ikke øve noget, som strider mod Loven, enten mod mig eller andre, enten mod mine Tyende eller Naboer; jeg vil da give eder Huusly, men I skulle føde eder selv.” Helge sagde: “Du skal raade.” Siden droge de did, og spiste og sov ene i et Huus. Dette blev ikke Thorer vel optaget af Herredsfolkene, som fandt, at det var ubesindig handlet af ham. Da de havde været der en Tid, kom Skibsføreren og Thorers Datter ofte sammen, og det gik hedt til imellem dem med Kærtegn og Kyssen, og Helge bar sig ad, som det skulde saa være. Thorer sagde: “Jeg ønsker, Helge at du holder dit Løfte til mig, og ikke tilføjer mig nogen Skam eller Vanære; lad af at tale med min Datter Helga, og hold din Ed, du har givet mig!” Helge sagde, at hans og Helgas Kjærlighed ej vilde snart tabe sig: “Og det kan ingen Vanære være dig,” føjede han til, “om jeg bejler til Kvinden efter den her gjældende Lovs Medfør, og med saadan Medgift, som du selv synes.” Og da det syntes Thorer uvist, hvad Bøder han vilde kunne vænte, tog han den Beslutning, at han giftede sin Datter Helga til Slejta-Helge; deres Bryllup holdtes tidlig om Vinteren, og fra den Tid tilføjede de ikke meget Folk Fornærmelser, naar ingen forurettede dem.

Kapitel 3: Romund stævnede Østmændene

Det hændte sig om Vinteren, at der paa een Gang bleve fem Hopper borte fra Romund, hvilke alle vare meget fede, og man gisnede forskjelligt, hvor disse Hopper kunde være blevne af. Romunds sønner sagde, at de troede, at nogen vel havde spiist dem, da man intet spurgde til dem, og de vare saa tamme og lette at tage. Romund sagde: “Man har sagt mig om disse Østmænd, at de have større Kjød paa Bordet, end andre vide Rimelighed til, efter hvad de have Kjøbt, og der gaaer et ondt Rygte om dem i alle Henseender; nu ere der to Vilkaar for Haanden, enten ikke at tale noget derom, og da vil der ikke skyde noget Ondt deraf, eller at søge Erstatning for sit og udsætte sig for følgerne. De sagde, at dette vist var det bedste, og det eneste der var at gjøre, at undersøge Sagen. Romund drog da til Midfjords-Skegge, som da boede paa Skeggested i Midfjord, og var Høvding over Herrederne deromkring; ham spurgde han til Raads, hvorledes han skulde bære sig ad. “Jeg har spurgt,” svarede Skegge, “at disse Østmænd ere haarde at give sig i Lag med, men jeg vil love eder min Bistand, i hvad der kommer paa.” Dernæst drog Romund igjen bort; og kort efter dette, begav han sig med sine Sønner til Melar. De vare ti i Følge; da de nærmede sig Østmændene, vare nogle af dem ude, og nogle gik ud, i det de rede til. De hilste hinanden kun kort. Derpaa sagde Romund: “Det er saa, Helge! at nogle Hopper ere blevne borte for mig, og jeg har den Tro, at de maa være komne herhen.” “Ej have Folk før saaledes beskyldt os,” svarede Helge “og dette skal blive gjengjældt eder med saa stort Fjendskab, som vi formaae.” Romund sagde: “Det er Vikingers Skik, at forskaffe sig Gods ved Ran og Plyndringer, men det er Tyves Skik, at fordølge det bagefter.” Derpaa spurgde han Thorer, om det var sandt, og hvad han vidste dertil. Thorer sagde, at han hverken vidste, om de vare skyldige eller uskyldige heri. Romund sagde, at han førte sig uværdig op. Siden bød Romund sine Mænd at stævne dem, og en Mand blev bestemt til at stævne enhver af dem. Derpaa bleve Stævningerne udførte, og Østmændene vare spydige og opfarende, og sagde, at de vilde hævne det; dog skede ingen Overlast paa dette Møde, thi efter saa forrettet Sag skiltes de.

Kapitel 4: Østmændenes Færd

Romund og hans Mænd rede nu hjem, og da de havde været en føje Tid hjemme, sagde Romund: “Vi ville skaffe os tre Mænd til, og lade vor Skandse, som er meget forfalden, istandsætte; thi vi kunne vænte, at de ville udføre det Onde, som de lovede, og alt det Fjendskab, som de truede med, ville de vist ikke lade fare.” Derpaa sendte de hele Sagen til Midfjord til Midfjord-Skegge, hvorfra den kom til Althinget, og alle Østmændene bleve domfældede for Hestetyveri, men Romund og hans Sønner forbleve hjemme, medens Thinget stod paa. Østmændene gjorde sig da færdige til Afrejse fra Melar, og toge en venlig Afsked med Thorer. De agtede at gjøre deres Skib i Stand, og deres Vej faldt da forbi Fagrabrekka. Romund og hans Sønner vare ude; da sagde Helge: “Det burde aldrig skee, at denne Skandse skulde komme eder til Gode, men mindst skulde den være eder til Hjælp, naar I mest behøve det, og gjærne ønskede jeg at see dig, Romund! og dine Sønner blodige!” Romund sagde: “Ej tvivle vi paa eders onde Hensigter, men det vænte vi, at nogle ville blive Hovedet kortere, inden vi ere fældede til Jorden.” Dermed skiltes de for den Gang.

Kapitel 5: Kamp imellem Romund og Østmændene

Det hændte sig en Morgen, at der satte sig en Ravn paa Tagvinduet og skreg højt. Romund laae vaagen i sin Sæng, og kvad denne Vise:

Ude jeg hører Blodets

Sortfarvede Fugl at
Skrige, Aadsel vækker
Ravnen, naar det dages;
Saa goel fordum Valens
Gjøg (1) mod Kæmpers Møde
Da, naar Stridens Fører

Stundede til sin Bane.

Og fremdeles kvad han:

Højt den blodbesprængte

Rovfugl klukker, naar den
Mødig kommer fra Havet
Krævende Føde aarle;
Saa goel Aadselgjøgen (1)
Ofte fra et eensomt
Gammelt Træ, naar Vunders

Mjød at drikke den lysted.

Noget efter rejste Karlene sig, og passede ikke paa at lukke Døren til Skandsen i efter sig. Den samme Morgen kom Østmændene, tolv i Følge, kort efter at Karlene vare gaaede bort fra Skandsen.” Da sagde Helge: “Nu træffer det vel, lad os nu gaae ind i Skandsen, og huske paa de forhaanende Ord og Gjerninger, og lad dem aldeles ikke faa noget Gavn af Skandsen.” Thorbjørn Thyna vaagnede ved deres Snakken, sprang strax op, løb til den Dør, som var paa Skalen, og saae ud af en Glug, som efter gammel Skik var skaaren paa Døren; han kjendte da Østmændene, og saae, at de vare komne ind i Skandsen, og han gik da ind tilbage. Da sagde Romund: “Hvad er der, Frænde?” Thorbjørn svarede: “Jeg troer at Østmændene ere komne her i Skandsen med Ufred, og agte at hævne de Ord, som vi talte til dem; men jeg kan ikke vide, hvorledes de ere komne ind i Skandsen.” Romund sprang op og sagde: “Lad os da op, og drive disse Nedrige bort fra os; lad os indlægge os et godt Ord, og vise Mandighed!” Han opmuntrede da sine sønner og ligesaa sin Fostersøn Thorlejf, der da var femten Aar gammel, som ogsaa lavede sig til at gaae ud med de andre, men Kvinderne sagde, at han var for ung, og at han vilde blive dræbt, men at Romund var for gammel til at forsvare sig. Da kvad Romund denne Vise:

Forud bestemt mig døden

Før ej var, og ikke
End i Dag den er det,
Vi til Kamp os ruste!
Ej jeg frygter, om Hildes
Farvede Baand (2) end svinges,
Thi mit Liv til Kampfærd

Viedes i min Ungdom.

Derpaa toge Frænderne alle fire deres Vaaben, Romund Halte og Thorlejf, Thorbjørn Thyna og Halstejn; de gik ud af den Dør, som var paa Enden af Huset ned ad Tværtræet, og laasede den Dør, som var paa Sidevæggen. Østmændene løb op paa Væggen (3), og skøde meget hæftig paa dem, thi Helge var en meget stridbar Mand, stor, stærk og mandig; han var nu meget hidsig, og de vare alle meget opbragte og barske, og sagde, at Romund og hans Mænd skulde komme til at huske dette, og de skulde nu erindre Tyvsnavnet. Romund sagde, at de vilde have faaet nok at gjøre, om de skulde have angrebet Skandsen; de værgede sig da ikke mindre med Skjolde og Træstænger end med Vaaben, men Østmændene angrebe paa det heftigste med Stene og Skud; hine forsvarede sig vel, skjønt de ikke vare flere end fire; de kastede ogsaa store Stene ned, og uagtet Romund var gammel, gik han vel frem, og uddeelte store Hug, og med sine Sønners og Fostersøn Thorlejfs Hjælp fældede han sex Østmænd, men i den samme Strid faldt ogsaa Romund og hans Fostersøn Thorlejf. De øvrige Østmænd trak sig alle ud af Skandsen, men Thorbjørn Thyna løb efter dem, og jog alle dem, som vare tilbage, ud af Skandsen. Men da Thorbjørn vilde lukke Døren til, skød Helge et Spyd mod ham, som traf ham paa Midten; han tog selv Spydet ud af Saaret, og sendte det tilbage til Østmændene, og det traf Helges Broder Jørund paa Midten. Helge tog ham op, saasnart han faldt, kastede ham paa sin Ryg, og løb ud af Skandsen, og ham fulgde alle hans fem Stalbrødre, som endnu levede. Halstejn løb efter dem, men de undflyede, indtil de kom til en Bæk, som er noget udenfor Fagrabrekka; derover vilde Helge springe med sin Broder Jørund, men paa begge Bredder vare der høje Bakker, og han var da udmattet, og Jørund gled bag af hans Skuldre, og var da Død. Helge vendte sig nu om, og i det samme naaede Halstejn ham, og hug Haanden af ham, og da undflyede Østmændene, men Halstejn rørte ved Jørund, og mærkede, at han var død, og derved kom hine bort; da Halstejn saae det, vendte han tilbage, og han saae da, at hans Fader og Thorbjørn Thyna vare døde. Thorlejf var ikke ganske død, og ham bar han ind. Kvinderne spurgde, hvorledes det var gaaet; han sagde, som det var. Helge stak i Søen samme Dag med sit følge, men de forliste alle ud for Skridinsenne. Thorlejf blev helbredet, og boede paa Fagrabrekka, og ansaaes for en brav Mand; men Halstejn drog ud af Landet, og kom til Olaf Tryggvesøn. Kongen forkyndte Ham Troen, og han var let bevæget. Halstejn blev da Kongens Mand, og fulgde ham siden, og var en særdeles tapper Mand og haardfør i Strid, og vel anseet af Kong Olaf, og der siges, at han er falden paa Ormen lange, efter forud at have udviist et mandigt Forsvar, og forhvervet sig et ærefuldt Rygte, og endes hermed Beretningen om ham.

Noter:
1) Ørnen.
2) Krigsgudindens blodige baand, d. e. Sværdet.
3) Den tykke Jordvæg i de islandske Huse staaer nemlig uden for Taget, saa at en Mand kan gaae ovenpaa Væggen langs med Taget.