Fortælling om Snegle-Halle (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Morkinskinna, Hulda.

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 6

Fortælling om Snegle-Halle

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832

Kapitel 1

En Sommer kom der ude fra Island en Mand, som kaldtes Snegle-Halle, der havde sin Slægt paa Nordlandet; Halle var Skald, og tog ikke i Betænkning at sige sin Mening, med hvem han end havde at gjøre. De kom til Land ude ved Agdenæs. Sigurd hed den Mand, som ejede Skibet; men da de sejlede ind efter Fjorden, og det ikke blæste synderlig, roede der adskillige Langskibe ud imod dem med et Drageskib i Spidsen. Da de mødtes, rejste en stor, anseelig og prægtig klædt Mand sig paa Drageskibet, og sagde: “Hvem fører Kjøbmandsskibet? hvor har I været i Vinter? hvorfra afsejlede I? hvor landede I, eller hvor laae I i Nat?” Halle svarede: “Skibsføreren hedder Sigurd; vi vare i Vinter paa Island, vi afsejlede fra Gaase, kom i Land ved Hitterøen, og laae i Nat ved Agdenæs.” Den anden Mand sagde: “Styrede da Agde ikke sin Lyst paa eder?” Halle svarede: “Nej, endda ikke .” Manden vedblev: “Havde han da maaskee andet for Øje?” “Ja, Herre!” sagde Halle, “han biede efter en bedre Mand, thi han ventede dig derhen i Aften.” Den Mand, som vexlede disse Ord med Halle, var ingen anden, end Kong Harald. De lagde med deres Skib ind til Byen, og strax da Kongen var kommen hjem, gik Halle til ham, hilste ham, og sagde derpaa: “Jeg ønskede at tage Tjeneste hos eder, Herre!” Kongen svarede: “Vanskeligt er det for Udlændinge, og det maa derfor blive din egen Sag, men Føden vil jeg ikke nægte dig.” Halle begav sig da til Hirden; der var hos Kongen Thjodolf Skald, og han holdtes for at være meget avindsyg mod visse Mænd. En Dag gik Thjodolf ned ad Gaden med Kongen; de kom forbi et Loftsværelse, hvor de hørte nogle Mænd først mundhugges, og siden slaaes; det var en Garver og en Grovsmed, som vare komne i Trætte med hinanden. “Lad os gaae bort herfra;” sagde Kongen; “syng du os, Thjodolf! en Sang om deres Trætte.” “Det sømmer sig ikke for mig, Herre!” sagde denne. Kongen sagde: “Gjør som jeg forlanger; det er ikke saa ganske simpel en Ting, som du tænker; du skal forestille dem, som ganske andre Personer, end de virkelig ere; lad nu den ene være jætten Geirrød, og den anden Thor. Thjodolf Kvad:

Fra store Smedebælges
Stridfulde Bolig slynged
Thor Bukkekjøds Lynstraaler,
Heel vældigen mod Jætten;
Dog Geirrød, han som Huder
Er vant at strække, lystig
Mod Kilen tog, den fatted,
Og flux tilbage kasted (1).

Kongen sagde: “Den Vise er godt og vel digtet; nu skal du digte en anden Vise; lad nu den ene af dem være Sigurd Fofnersbane, og den anden Fofner, og fremstil dog hver efter sin Karakter; han kvad:

Med Hammer Sigurd egged
Fæl, tranbesudlet Slange,
Men Dragen, Huders Trækker,
Omkrøb paa Gulvets Hede (2).
Før den blev overvunden
Langnæset Helt, som Tangen
Vel svinge kan, man skued
Af Ovnens Sod tildækket.

Kongen sagde: “Du er en god Skald, Thjodolf!” Kongen gav ham da en Guldring, og om Aftenen efter blev der meget talt om Viserne; Hirdmændene sagde da, at Halle vilde ikke være i Stand til at digte slige. Halle svarede: “Jeg er ikke saa god en Skald, som Thjodolf, og mindst kan det lykkes mig, naar jeg ikke er nærværende ved Anledeningen til Digtet.” Der var en Mand hos Kong Harald, af Æt en Friser; han var sendt Kongen som en Sjeldenhed, thi han var lav og tyk, og i hele sin Skikkelse som en Dværg; og en Aften lod Kongen ham tage sine Vaaben, Brynjen Emma, samt Hjelm og Sværd; saaledes væbnet gik han ind i Stuen, hvor Hirdfolkene sad til Bords, man lo af ham og tyktes det var en underlig Skabning. Da sagde Kongen: “Den, som nu digter en Vise om ham, saadan som han der staaer, skal faae denne Kniv og tilhørende Bælte af mig;” det vare Kostbarheder; da kvad en Mand en Vise paa Bænken; det var Halle:

Jeg saae de Frisers Frænde
I Brynjen ført at være,
For Hoffet han indganger
Med Hjelm og klædt i Plade:
Til Udfald vant er Tuta,
Og skyer ej Kjøkkenflammen;
Sværd han ved Siden bærer,
Som ellers Rugbrød skjærer.

“Det er godt kvædet,” sagde Kongen, og sendte ham Gaven; Thjodolf syntes ikke godt derom.

Kapitel 2

Noget efter gik Kongen paa Gaden og hans Hird med ham; Halle var ogsaa med, og da man mindst tænkte derpaa, løb Halle frem forbi dem. Kongen sagde:
“Hvorhen løber du Halle?”

Han svarede:
“Hen for mig Skjør (3) at kjøbe”

Kongen sagde:
“Grød vil du lave lade;”

Halle svarede:
“Af Smør den feed skal være.”

Han løb derpaa ind i en Gaard, hvor en Kvinde lavede Grød; han greb Kjedelen, løb ud med den, satte sig ned ved Herberget, og spiste Grøden. Men da Kongen savnede Halle i sit Følge sagde han: “Nu seer det galt ud; Halle er virkelig løben bort; lad os nu gaae hen og lede ham op.” De gik og fandt ham, der hvor han sad, og tog for sig af Grøden. Kongen tiltalte ham vredt: “Hvad skulde du lejse langt ude fra Island for, hen til mægtige Herrer, og skabe dig saaledes som et Vidunder?” “Vær ikke vred Herre!” sagde Halle, “jeg er ingen Kostforagter, naar noget løber mig i Hænderne, og jeg har ogsaa lagt Mærke til om Aftenen, at I heller ikke slaaer Haanden af det, naar der vanker noget Godt!” Kongen gik bort, men Halle stod op, og kastede Kjedelen, saa det klang i Griben; Halle kvad:

Det klang i Kjedelhanken,
For mæt af Grød blev Halle,
Hornskeer troer jeg hannem
Vist meer end Pragt bør sømme.

Kongen var vred paa Halle, men Thjodolf tyktes hans Paafund var latterligt. Den samme Dags Aften lod Kongen et Fad Grød sætte for Halle, og befalede ham at spise den op. Halle sagde: “Grød skal jeg spise, thi mig synes den er kraftig og god.” Halle spiste, og holdt op, da ham syntes han havde faaet nok. Kongen befalede ham at blive ved. “Nej, Herre!” sagde han, “det gjør jeg ikke; I kan lade mig dræbe, om I vil, men Grød skal ikke blive min Bane.” Da tog Kongen af sit Bord en stegt Gris, rakte Tuta den, og sagde: “Bring Halle denne Ret, og siig ham, at han skal have en Vise færdig, førend den bliver sat for ham, og siig det, naar du kommer midt ud paa Gulvet, men har han ikke sit Digt færdigt, førend han tager imod den, saa skal det gjælde hans Liv.” Tuta svarede: ”Herre! den Forretning er jeg ikke for.” Kongen sagde: “Du vil nok synes om Visen, og du vil ogsaa godt kunne høre den.” Han tog da mod Grisen, gik midt ud paa Gulvet, og sagde: “Digt en Vise, Skald, efter Kongens Befaling, og skynd dig som om det gjaldt dit Liv;” og da Tuta kom hen til Halle, rakte denne sine Hænder ud efter Grisen, og kvad:

En Gris, dog skilt ved Livet,
Af Kongen jeg modtaget
Har, og den mig paa Bordet
Til Spisning her indbyder;
Dens brune Sider skuer
Jeg (hurtig Kvadet laves):
Skjønt Kokken Trynen brændte;
Tak Drot! for slig Beværtning.

Kongen sagde: “Visen er meget brav, og nu skal den forrige Sag være dig tilgivet, Halle!”

Kapitel 3

Halle levede nu velholden ved Hoffet, og da Juleaften kom, gik han hen for Kongen, og hilste ham; Kongen optog hans Tiltale vel. Halle sagde: “Herrel jeg har digtet et Kvæde om eder, som jeg vilde Ønske, I vilde høre.” Kongen sagde: “Har du digtet noget Kvæde før?” “Nej, Herre!” sagde han. Kongen vedblev: “Saa kunde der vel være de, som meente, at det er et Vovestykke, du begynder paa første Gang, efterat saa ypperlige Skalde have digtet om mig: hvad finder du vel raadeligt, Thjodolf?” Denne svarede: “Det er langt fra, at jeg kan give eder Raad, Herre! men derimod kunde jeg vel finde paa et godt Raad for Halle.” “Hvad er det da?” sagde Kongen. “At han ikke lyver eder noget for,” sagde Thjodolf. “Hvad har han da løjet?” sagde Kongen. Thjodolf svarede: “Han sagde, at han aldrig før har digtet noget Kvad, men det troer jeg han har.” “Hvad er det for et Kvad?” sagde Kongen. “Det kaldes Visen om de kullede Køer,” vedblev Thjodolf, “som han kvad om de Køer, han vogtede ude paa Island.” “Er det sandt, Halle?” sagde Kongen. Han sagde Ja. Kongen vedblev: “Hvorfor sagde du da, at du ikke havde digtet noget Kvad, førend det om mig?” “Fordi, Herre!” sagde han, “jeg troede, at naar nogen hørte det, vilde de vel neppe finde, det fortjente Navn af et Digt.” “Lad os dog først høre det!” sagde Kongen. Halle svarede: “Men saa maae andre ogsaa lade deres Gaver høre.” “Hvilke da?” sagde Kongen. “Saa maa Thjodolf ogsaa,” sagde Halle, “kvæde sine Fejeskarnsviser, som han digtede ude paa Island.” Kongen svarede: “Hvorledes hænger det sammen med det Kvad?” Halle sagde: “Imens Thjodolf var hjemme, havde han den Bestilling, at han bar Asken ud tilligemed andre Drenge, thi man syntes ikke han duede til andet, men alligevel maatte man altid passe paa med ham, at der ikke var Ild i, saa der kunde komme en Ulykke deraf.” “Er det sandt, Thjodolf?” sagde Kongen. “Ja, Herre!” svarede han. Kongen sagde: “Hvorfor gav man dig en saa foragtelig Forretning?” “Det kom sig af, Herre!” svarede han, “at vi vare mange Søskende, og jeg hjalp dem da med Arbejdet, for at vi desto snarere kunde komme til at lege.” “Jeg vil høre begge disse Kvad,” sagde Kongen. De fremsagde derpaa Kvadene, og da de vare færdige dermed, sagde Kongen: “Begge Digtninger ere ubetydelige, Æmnet har da ogsaa kun været ringe, men dit er dog det ubetydeligste, Thjodolf!” Thjodolf sagde: “Halle er hvas i sine Ord, men det var dog bedre, han havde hævnet sin Fader, end at anfalde mig med sine Spottegloser.” Kongen sagde: “Er det sandt, Halle! at du ikke har hævnet din Fader?” “Ja, Herre!” sagde han. “Hvorfor rejste du da til Norge under saadanne Omstændigheder?” Halle svarede: “Det kom sig af, Herre! at jeg var endnu et Barn, da min Fader dlev dræbt; mine Frænder paatoge sig da Søgsmaalet, og sluttede Forlig paa mine Vegne, men hos os holdes det for en Skændsel, at fortjene Navn af en troløs Niding.” Kongen sagde: “Den Sag har du paa det bedste oplyst; men hvorfor, Thjodolf! siger du ikke et Ord dertil?” “Herre!” sagde Halle, “Thjodolf kunde dog med Fynd tale med om sligt, thi jeg kjender ingen, der haandgribeligere har hævnet sin Fader, end han.” Kongen sagde: “Hvad Beviis har du paa, at han skulde have gjort det mere end andre?” “Det er klart,” sagde Halle, “for Thjodolf har spist sin Faders Bane.” Kongen spurgte, hvorledes det kunde være muligt. Halle fortalte: “Det er gaaet saaledes til: hans Fader Arnor boede paa Nordlandet i Island, han var en fattig Mand, og manglede ofte Livets første Fornødenheder, men havde mange Børn, og hans Familie maatte for det meste leve af den Almisse, Bønderne der i Herredet gave ham; en Høst da Mændene i Bygden holdt Samling om de Bidrag, der skulde ydes til de Fattige, blev Thjodolfs Fader, Arnor, anført som den, der allerførst trængte til Understøttelse, og da viste en Bonde sig saa højmodig, Herre! at han gav ham en aarsgammel Kalv; han gik da hen efter Kalven, thi han fandt det rigtigst, først at hente den betydeligste Understøttelse. Han lagde et langt og stærkt Tov paa Kalven, og ledte den hjem, men der var en Rendelykke paa Enden af Tovet, Lykken smøgede han om sin egen Hals, og holdt med Hænderne paa Tovet; saaledes gik han til han kom hjem til sin Toft. Udentil var Gjærdet just ikke synderlig højt, men der var en dyb Grøft indenfor, og da han nu var kommen op paa Gjærdet, og lod sig glide ned forinden, saa var det højere, end han havde tænkt, og han kunde ikke naae Jorden med Fødderne, men Kalven brød paa fra den anden Side af Gjærdet, og ved det han ikke havde været saa forsigtig at smøge sig Tovet af Halsen, saa hang de der, og mistede begge Livet. Men da Børnene saae det, løb de til, og slæbte Kalven hjem, og jeg tænker, Herre!” sagde Halle, “at Thjodolf fortærede Kalven for sin Part.” Kongen sagde, at det var da heller ikke meer end billigt. Thjodolf sprang da op, og vilde hugge til Halle, men blev standset paa Vejen. Da sagde Kongen: “Jeg vil forlige eder saaledes, at ingen af eder skal faae Lov til at gjøre den anden noget Ondt; men du, Thjodolf! har først yppet denne Trætte, og det uden Grund.” Derpaa blev alting roligt, og Halle fremsagde sit Kvad for Kongen; det var smukt og vel digtet; og Kong Harald var Halle bevaagen.

Kapitel 4

Paa denne Tid rejste Einar Fluga omkring i Finmarken, for at indkræve Skatten paa Kongens Vegne; der herskede da meget Venskab imellem dem, skjønt der af og til kom en Kurre paa Traaden; Einar var Ventendes til Byen, og noget før han kom, talte en Hirdmand i Halles Paahør om, at Einar Fluga var en stor Høvding, men tillige saa voldsom og trættekjær, at han aldrig gav Bøder til den Mands Frænder, han havde dræbt. Da sagde Halle: “Da tænker jeg dog, han skulde komme til at give mig Bøder for min Frænde, naar jeg krævede ham derfor.” Hirdmanden svarede: “Ja du har godt ved at snakke, han har aldrig givet nogen Mand Bøder.” De trættedes saalænge om den Sag, at de endelig indgik et Væddemaal derom; Hirdmanden væddede en Guldring, men Halle sit Hoved. Kort efter kom Einar, Kongen tog meget fornøjet mod ham, og anviste ham Plads ved Siden af sig; det var om Julen efter Nytaar; en Aften, da de sad og drak, efterat Bordene vare tagne bort, spurgte Kongen Einar, hvorledes det var gaaet med hans Finmarksfærd. Han svarede: “Sidste Gang, Herre! vi drog nordpaa, traf vi en Islandsfarer, og beskyldte Folkene der ombord, at de havde drevet ulovlig Handel med Finnerne; de vilde forsvare sig, men vi kunde dog nok mærke paa deres Ord, at de ikke vare saa ganske uskyldige; vi angrebe dem da, de værgede sig, men vi gave ikke efter, førend vi havde overvundet dem; men der var een af dem, som forsvarede sig med megen Kjækhed, og vi skulde vanskelig have overmandet dem, hvis der havde været mange saadanne.” Halle havde staaet i Nærheden, og hørt paa Einars Tale; han gik da tilbage til sin Plads, og var meget nedslagen. Hirdmanden spurgte ham, hvad han sørgede over; han lod som han havde god Grund dertil: “Jeg har nu bragt i Erfaring, at Einar og hans Folk have dræbt min Frænde, og kanskee jeg nu faaer Lejlighed til at kræve Bøder af ham”. Hirdmanden sagde: “Men jeg vil ikke have, du skal tale derom, lad vort Væddemaal være ophævet!” Halle sagde, at han nok skulde kræve dem. Næste Morgen gik Halle hen til Einar, og sagde: “Du fortalte i Gaar Aftes en Nyhed, som vedkommer mig, nemlig min Frændes Død, og jeg vil nu spørge dig, om du vil give nogen Bøder derfor.” Einar svarede: “Har du ikke Hørt det, at jeg ingen Mandebod betaler, og du seer mig ikke ud til, at du skulde faae Bøder af mig snarere end andre; giver jeg først een Bøder, saa kræve de andre det, som en Rettighed, og det vil jeg ikke vænne Folk til.” Halle sagde: “I behøver jo ikke at anvende mere derpaa, end hvad der ikke kan være eder til nogen Skade, men mig vil det dog være en Trøst, at have faaet det.” Einar bad ham gaae sin Vej, og ikke tale mere derom. Halle gjorde det, og gik hen til sin Plads. Hirdmanden spurgte, om Einar vilde give ham nogen Bod; Halle svarede Nej. “Det vidste jeg nok i Forvejen,” sagde Hirdmanden, “lad os nu ophæve Væddemaalet, og kræv ham ikke oftere for det.” Halle sagde, han vilde dog kræve ham endnu en Gang. Og næste Morgen gav Halle sig atter i Tale med Einar om denne Sag; “endnu en Gang vil jeg spørge eder,” sagde han, “om I vil betale mig Bøder for min Frænde?” Einar svarede: “Det er da ogsaa et evig Overhæng; pakker du dig nu ikke, saa er du dødsens.” Han gik da hen og satte sig. Hirdmanden spurgte: “Nu, hvorledes gik det dig med din Fordring hos Einar!” Halle sagde: “Nu fik jeg Trusler isteden for Penge.” “Netop det Ventede jeg mig,” sagde Hirdmanden, “jeg vil endnu eftergive dig Væddemaalet, og kræv ham nu ikke oftere! thi alt hvad Ondt er kan du vente dig af ham, hvis han bliver kjed af din Tryglen.” “Jeg takker dig,” sagde Halle, “men jeg vil dog forsøge det tredie Gang, og saa først har jeg gjort hvad jeg kunde.” Halle stod da op, og gik hen for Kongen, og hilste ham med disse Ord: “Hil eder, Herre!” “Velkommen, Halle!” sagde Kongen, “hvad vil du nu?” “Herre!” svarede Halle, “jeg vil fortælle eder min Drøm, I er en god Drømmetyder; jeg drømte, jeg var en ganske anden Mand end jeg virkelig er, det forekom mig, at jeg var Thorleif Skald, men Einar Fluga var Hakon Jarl, og det forekom mig, jeg digtede en Nidvise om ham, og kunde endnu huske noget deraf, da jeg vaagnede;” han traadte i det samme lidt til Siden fra Højsædet, og snakkede noget for sig selv; de hørte alle, at han mumlede noget imellem Tænderne, men ingen kunde forstaae, hvad han sagde.” Da sagde Kongen: “Tjen mig nu i, Einar! at give ham nogen bod for min Bøns Skyld; han er en dygtig Skald, og saa hvas i sine Ord, at han ingenting Ændser, og et eneste Spottedigt, naar det kommer ud iblandt Folk, som det let vil, naar det først er gjort, vil være saadan en Mand, som du er, til langt større Skade, end den Smule Penge kan være; hans Hensigt kan man let begribe, det er ingen virkelig Drøm, som han sagde, men kun et Paaskud, han vil have til at digte en Nidvise om dig, hvis du ikke giver ham noget, og man har før sæt Exempler paa, at slig en Nidvise har voldt mægtigere Mænd Fortræd, end du er, og den vil mindes saalænge de nordiske Lande beboes; gjør nu som jeg beder dig, og giv ham nogen bod for hans Frænde!” Einar svarede: “I skal da raade, Herre!” sagde han, “lad ham da gaae hen til min Forvalter og faae tre Mark Sølv, han vil betale ham dem.” Halle sagde: “Jeg takker, nu er jeg fornøjet.” Han gik hen til Forvalteren, og sagde ham sit Ærende; denne flyede ham en Pung og sagde, der var fire Mark i. “Tre skal jeg kun have,” sagde Halle,” hvorpaa han vejede sig tre Mark af, saa han fik ikke en Smule mere, end han skulde have; derpaa gik han tilbage til Einar, og sagde, at han nu havde faaet Pengene. Einar spurgte, om han tog alt det, der var i Pungen. “Nej,” sagde Halle, “det lod jeg nok blive, vil du paaføre mig en Dødssag, da skal du i det mindste ikke kunne sige, jeg har stjaalet dine Penge, thi jeg mærkede nok dit Kneb, og nu Farvel!” men Einar havde virkelig tænkt at kunne fange ham, saaledes som han sagde. Halle gik da Hen til sin Plads. Da sagde Hirdmanden: “Nu har du vundet det vi væddede om.” “Du skal selv beholde Ringen,” sagde Halle, “og det med Glæde, du har handlet imod mig i denne Sag, som en brav Mand, men jeg havde ingen anden Grund til min Tvist med dig, end at jeg vilde forsøge paa, om jeg kunde faae Pengene fra Einar eller ej, og jeg har aldrig været i Slægt med denne Mand eller nogen anden, som Einar har dræbt, det jeg veed af.” Einar rejste da bort, uden at have faaet nogen Hævn over Halle. Men imod Foraaret bad Halle Kongen om Tilladelse at maatte rejse til Danmark om Sommeren. Kongen svarede: “Det vil jeg tillade dig, hvis du kommer snart igjen, men tag dig vel i Agt paa Vejen, thi jeg veed at Einar Fluga, hvis du træffer ham, har et ondt Øje til dig, thi jeg har aldrig hørt, at Einar nogensinde før har betalt Bøder for Drab, saa han vist ikke vil glemme dig dette, især hvis han kommer efter, at du slet ikke er i Slægt med den Mand, han maatte give Bøder for.”

Kapitel 5

Halle rejste til Danmark om Sommeren, og opholdt sig der hos en mægtig Mand; en Gang tog han til Things med Høvdingen; der var samlet en heel Mængde Mennesker; men da nu hver især forebragde deres Anliggender, saa blev der en stor Tummel og højrøstet Støj; da sagde Høvdingen: “Det maatte være en snild Mand, der skulde faae denne hele Mængde til at tie.” Halle svarede: “Jeg skal faae dem allesammen her paa Thinget til at tie;” Høvdingen svarede, at det lod han nok blive; det kom de nu i Trætte om, og væddede omsider; Høvdingen slog til Væds om en Guldring, men Halle om sit Hoved. Næste Dag, da de atter kom paa Thinget, var der ligesaa stor Tummel og Raaben, som forrige Dag; og paa een Gang sprang Halle op og sagde overlydt: “Hører mig, alle Mænd! jeg har en højst magtpaaliggende Sag; jeg har en lang Ramse at klage angaaende Odin: jeg har mistet min Slibesteen og Slibetrug, Naal og Naalehuus, og alle slige Pakkenilliker, som det er bedre at have, end at miste.” Da bleve alle Folk stille og tavse, saa man hørte ikke en Lyd af nogen; thi nogle troede, at Manden var bleven gal, andre tænkte, at han virkelig vilde tale om den Sag, han begyndte paa (4), og alle vare de nysgjerrige efter at høre hvad det var, thi dem syntes han begyndte saa besynderlig; men Halle tyktes, han havde naaet sin Hensigt, og saasnart der var bleven almindelig Taushed, satte han sig atter ned. Siden gik man hjem fra Thinget, og Halle fik hvad der var væddet om, og kom Hemmelig (5) bort med Ringen; han gik da ombord paa et Skib, som sejlede til England, og agtede sig derfra tilbage til Norge. Men da de Skibsbefalingsmænd, der vilde til Norge, vare sejlfærdige, begav Halle sig til Kong Edvard, og yttrede, at han havde digtet et Kvad om ham; men der var en Mand tilstede hos Kongen, ved Navn Rød, han var Skald. Da han nu havde fremsagt Kvadet, spurgte Kongen Rød, hvorledes det var digtet; han roste det; da tilbød Kongen Halle at blive hos sig, for at lære hans Mænd Digtet. Halle svarede: “Det kan ikke lade sig gjøre, Herre! jeg har gjort alting i Stand til min Rejse til Norge, og kan nu ikke opsætte min Afrejse.” Kongen sagde: “Saa maa din Løn for Kvadet ogsaa staae i Forhold til den Nytte, vi fik af det: sæt dig nu ned, saa vil jeg lade Sølv hælde ned over Hovedet paa dig, og hvad der hænger fast i Haaret paa dig, det er dit.” Halle sagde: „Bi et Øjeblik, jeg maa bort i et nødvendigt Ærende;” han gik, og fik sig noget Beg, og strøg sig omkring i Hovedet med det, saa at Haaret strittede ud til alle Sider; derpaa gik han strax ind for Kongen, og satte sig ned, og gjentog, at det havde stor Hast med hans Rejse. Kongen lod da, efter sit Løfte, engelsk Sølv af en stor Pung hælde ned over Hovedet paa ham, og en stor Deel af Pengene blev da hængende deri; men Rød var i Grunden ingen Skald, og Halles Digt havde hverken Hoved eller Hale, da han havde gjort det paa staaende Fod. Halle gik da ombord; men adskillige Tyskere (6) havde imidlertid tinget sig i Fragt der med tunge Varer, saa han kunde nu ikke komme med; dog lod det paa Skibsførerne, som om de gjerne vilde tage ham med, hvis han kunde finde paa noget, saa at nogle af Tyskerne forlode Skibet, thi Skibsførerne kunde godt lide Halle. En Nat skabte Halle sig ilde i Søvne, og blev vaagnet af de andre; Skibsfolkene spurgte ham, hvad han havde drømt; han svarede: “Ja det vil jeg kun nødig fortælle, det lader til at dette Skib vil gjøre en ulykkelig Rejse; mig tyktes der kom en forfærdelig Mand til mig, han var ganske vaad, og havde et stort Knippe Tang i Haanden; han kvad for mig:

Tangstængelen i Stormen
Jeg bærer, fra jeg døde,
Det sees hos Ran (7) jeg sidder,
Blandt Hum're stædes andre;
Og jeg var Gjæst blandt Fiske,
Nær Kysten er min Bolig;
Bleg sidder jeg ved Stranden,
Mens Tang om Nakken slynges, —
Mens Tang om Nakken slynges.

Tyskerne syntes, at man af den Vise nok kunde slutte, at det vilde gaae ilde med Rejsen, og de vilde komme i stor Fare, om de endog slap derfra med Livet; mange af dem fandt det derfor klogest at bære deres Gods i Land og og selv at forlade Skibet; men Halle gik da ombord; de stak i Søen, fik god Bør, og der stødte dem ikke noget til; de landede i Norge, hvor Halle begav sig til Kong Harald, og blev hos ham i nogen Tid.

Noter
1. Skalden sigter til det bekjendte Edda-Sagn om Kampen mellem Guden Thor og Jætten Geirrød, hvilket Saxo og paa sin Maade har behandlet.
2. Ligesom Fofner paa Gnita Hede.
3. Oplagt Melk lavet paa en særegen Maade, som endnu følges i Island.
4. Nemlig om Odin, hvilket maatte vække deres Opmærksomhed.
5. For at oplyse Ordet ”hemmelig” her, bemærkes, at en anden Recension af denne Fortælling siger: Hvad der ikke før havde været Støj paa Thinget, saa blev der nu; Høvdingen, som meente, Halle havde bedraget ham Ringen fra, vilde dræbe ham, saa han maatte stjæle sig bort.
6. Lige efter Ordet Sydlændere.
7. Havets Gudinde, som meentes at huse og beværte de Druknede.