Fortælling om Stefner Thorgilssøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 9. sep. 2020 kl. 09:57 av August (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 1-3


Fortælling om Stefner Thorgilssøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826


Om Stefner Thorgilssøn

1. Der var en Mand, som hed Stefner, han var en Søn af Thorgils Ejlifssøn, Helge Bjolas Søn, Ketil Fladnæses Søn, Bjørn Bunas Søn. Stefner var født paa Kjalernæs, og voxte op der, medens han var Barn. I en temmelig ung Alder drog han udenlands, og antog Kristendommen i Danmark, og blev en berømt Mand. Han traf sammen med Torvald Kodranssøn, og rejste med ham vidt omkring i Verden, at lære at kjende de hellige Steder og fornemme Mænds Sæder. Omsider vendte han tilbage til Norden, hvor han traf Olaf Tryggvesøn ovre i Vesterlandene, blev hans Mand, og fulgde ham, da han drog til Norge.


Stefner Thorgilssøns Hjemkomst til Island

2. Stefner hin Islandske var hos Kong Olaf, som før fortaltes. Kongen talte ofte med ham, thi Stefner var en viis Mand og havde faret vidt omkring. Kongen spurgde ham meget ud om mægtige Kongers Fremfærd og Sæder i andre Lande, ligeledes om Thorvald Kodranssøns og Biskop Fredriks Foretagender. Stefner besvarede Kongens Spørgsmaale. Kongen spurgde ham endelig, om han ikke kunde faae i Sinde at besøge sine Frænder paa Island, og forkynde dem den hellige Tro. Stefner svarede: “Saalunde blev der af de fleste taget imod Thorvald, da han drog i dette Ærende til Island med Biskop Fredrik, at det ikke lyster mig, thi han var i alle Henseender bedre skikket til at fremme denne Sag end jeg.” Kongen svarede: “Eftersom jeg har saaledes begyndt at forkynde Kristendommen her i Norrig, at jeg har fuldkommen foresat mig i mit Hjærte, ej at holde op med denne Id, før alt Folket her er rettroende, da skal jeg med ligesaa megen Flid bestræbe mig for at føre til Gud det Folk, som beboer Island og andre nordiske Lande, som ligge her under vort Rige i Henseende til Handel, i det de nemlig tilføre os saadanne Varer, som vi behøve, men hente igjen saadanne, som de endnu langt mindre kunne undvære; thi det er ikke sømmeligt, at Kristne vanære deres Tro ved at handle med Hedningerne, eller staae i andet Venskabs Forhold til dem som deres Brødre. Nu er det mit højeste Ønske, at sende dig til Island, at forkynde Guds Navn, og forsøge, hvad du kan udrette. Her blandt os finder jeg ingen, som er bedre skikket til dette Ærende, thi du er fra selve Landet, og har der en anseet Slægt, du er derhos fast i den hellige Tro og Religionen.” “Gjerne vil jeg,” svarede Stefner, “drage i eders Ærende, hvorhen I vil, til Island eller anden steds, men jeg har Frygt for, at min Rejse derhen vil kun lidet nytte, thi Islænderne, mine Frænder, ere haarde at have med at gjøre, og ikke lette til at faae fra deres engang fattede Beslutning.” Imidlertid gjorde Stefner sig færdig til at drage til Island, og begav sig siden paa Rejsen med nogle lærde Mænd og andet følge, som Olaf gav ham med; Rejsen løb heldig af, og var baade kort og behagelig; Stefner landede med sit Skib i Gufaa-Munding noget før Althinget, og han begyndte strax offentligen at prædike Guds Ord. Men da Folk mærkede, at han var Kristen, og hvilket Ærende han havde, da toge de meget uvenlig imod ham, men dog hans Frænder allerværst. Han drog med Djærvhed selv tiende omkring baade til Vest og Syd; men da han saae, at ingen i de Herreder vilde høre hans Taler, thi alt Folket paa Sønder- og Vester-Landet hang endnu ved hedenskabet, blev han vred, og begyndte med sit følges Bistand at nedbryde Afgudshusene og Alterne, og brænde Afgudsbillederne. Da samlede Hedningerne sig, og forhindrede dem at nedbryde Afgudshusene eller lemlæste Guderne. Samme Sommer blev det fastsat som Lov paa Althinget, at enhver skulde gjøres fredløs og landsforviist, som lastede Guderne eller gjorde dem nogen Skade eller Vanære; deres Frænder skulde sagsøge dem, som bleve anklagede, Næstsødskendebørn og Frænder i fjerde Led og derimellem; thi Hedningerne kaldte Kristendommen en Frændeskam. Derfor blev nu Stefner stævnet af sine Frænder, Sønnerne af Osvifr Helgesøn, hvis Fader Ottar var en Søn af Ketil Fladnæses Søn Bjørn; deres Navne vare: Thorolf og Askel, Torraad og Vanraad, men deres Broder Ospak vilde ikke være med at sagsøge ham. Stefner svarede dem, da de havde landsforviist ham, saaledes: “Denne Straf, som I have idømt mig, vil ikke Skade mig, men det vil ikke vare mange Vintre, inden der for denne Sags Skyld vil komme meget Uheld og megen Ulykke over eder.” Stefners Skib stod om Vinteren oppe i Gufaa-Munding, men da Sneen om Vaaren tøede paa Fjældene, og paa een Gang baade Vandet voxte i Aaen, og et Stormvejr opstod, drev Skibet ud paa Havet, og da troede Hedningerne, at det var tydeligt at see, at Guderne nu vare vrede paa Stefner, og at de derfor havde voldt denne Tildragelse; derom kvade de denne Vise:

Storm fra Fjældet Stefners
Stavnhøg har nu splittet,
Tumler den hule Knørre
Hid og did for Strømmen;
Vist mon Asers Vælde
Volde slig en Tummel,
Isen raser i Aaen,
Ere Guder i Landet!

Kort efter kom Stefners Skib til Land næsten aldeles ubeskadiget, og Stefner drog da paa det bort fra Landet.


Kong Olaf sender Bud til Sigmund Bresterssøn

3. Nu maa man begynde Fortællingen der, hvor den før slap, at Kong Olaf Tryggvesøn havde været to Vintre i Norge, og om Vinteren kristnet hele Throndhjem. Den følgende Vaar skikkede Kongen Budskab ud til Færøerne til Sigmund Bresterssøn, og indbød ham til at komme til sig, og lod ham sige, at det skulde være en Hædersrejse for ham, og at Kongen vilde gjøre ham til den fornemste Mand paa Færøerne, om Sigmund vilde blive hans Mand. Samme Sommer kom Stefner Thorgilssøn ude fra Island, hvem Kongen forrige Sommer havde sendt did, som før er berettet. Kongen tog imod ham med den største Venlighed, og Stefner var hos Kongen, og fortalte ham Udfaldet af sin Rejse, ligesom det var gaaet, og hvor ilde hans Andragende var optaget paa Island, tilføjende, at han troede, det vilde blive vanskeligt at faae Kristendommen indført der.


Stefner Thorgilssons Drab

4. Stefner Thorgilssøn havde været hos Kong Olaf Tryggvesøn, siden Kongen havde sendt ham til Island, som før blev omtalt. Stefner var paa den Kong Olafs Flaade, som var sejlet fra ham i Venden. Men da det spurgdes op til Norge, at Kong Olaf var berøvet Riget, forvoldte det Stefner ligesom andre Kongens fortrolige Venner stor Sorg, og denne Tidende gjorde mest Indtryk paa alle dem, som havde været længst og i størst Kjærlighed hos Kong Olaf. Stefner holdt ej af at blive i Norge efter Kong Olaf, han begav sig derfor paa en Rejse til de sydlige Lande, og gik til Rom, men da han kom tilbage til Danmark, traf han en Dag til et Sted, hvor Sigvald Jarl var, og da Stefner saae Jarlen, kvad han dette:

Vil jeg ham ej nævne,
Men nær betegne,
Nedbøjet er Næsen
Som paa en Niding,
Han som Svend Konning
Sveg fra Landet,
Og Tryggves Søn
I Snarer førte.

Dette blev fortalt Jarlen; han syntes at finde sig truffen ved denne Vise, og han lod strax Stefner gribe og dræbe; det var Stefners eneste Dødssag.