Fortælling om Thoraren Nefjulfsøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 24. aug. 2018 kl. 10:06 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Tómasskinna.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 5


Fortælling om Thoraren Nefjulfsøn II



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831



Kapitel 1: Om Thoraren Nefjulfsøn

Thoraren Nefjulfsøn havde opholdt sig hos Kong Knud den Mægtige om Vinteren tilligemed en anden Mand, ved Navn Thorsteen Ragnildsøn. De bleve Venner og indgik Venskab med hinanden, og aftalte, at naar de vare i samme Land, saa vilde de boe paa eet Sted. Noget efter kom Thorsteen med sit Skib til Øfjord, og Gudmund den Mægtige indbød ham til Mødrevalle. Thorsteen fortalte, hvilken Aftale der fandt Sted imellem ham og Thoraren: da indbød Gudmunds Broder Einar ham selvfjerde til Thværaa; han svarede paa samme Maade; mange sagde, at han søgte Ophold der, hvor intet var at finde, thi Thoraren havde sjelden Overflødighed, da han boede paa et Udskjær nordlig paa Tjørnnæs. Men saasnart Thoraren spurgte Thorsteens Ankomst, begav han sig med mange Heste til Øfjord; Thoraren var meget vennesæl, han bød Thorsteen til sig med alle hans Skibsfolk, som vare tilsammen atten Mand; Thorsteen drog nu hjem med Thoraren: denne lod da alt sit Kvæg slagte: og formedelst hans Kones Omsorg skortede der paa intet den Vinter. Om Foraaret spurgte Thorsteen Thorarens Avlskarl, hvad det havde kostet Thoraren, at holde saa mange Mænd, som der havde været om Vinteren: han svarede, at det maatte have kostet ham meget, og roste Thorarens Gjæstebud. Thorsteen kjøbte derpaa ligesaa mange Høveder, som der vare blevne slagtede, og gav Thoraren dem; Huusfruen gav han Betrækket til Værelserne, og Halvdeel i Skibet gav han Thoraren, og bad ham rejse med sig. Thoraren takkede ham for Gaverne; om Sommeren sejlede de udenlands. Kong Olaf tilbød Thoraren at blive hos sig, saasnart de fandtes. Thoraren sagde, at han vilde modtage Tilbudet, og bad om at Thorsteen maatte opholde sig der tilligemed ham. Kongen sagde, at han og Knud den Mægtige ikke havde plejet at sende Mænd til hinanden, men sagde tillige, at Thorsteen var en brav Mand, og det vilde være godt, hvis han tjente ham ligesaa tro som Kong Knud, og bad derfor Thoraren gjøre som han vilde. Men da Thoraren fortalte, at der var tilbudet dem begge Ophold ved Hoffet, svarede Thorsteen: “Dig maa Tilbudet være gjort, og du har derpaa bedet om det samme for mig ; men det er bedre for os, at modtage det tilbudte Ophold hos Kong Olaf, end selv at bede derom hos andre Konger.” Derpaa anviste Kongen dem Sæde; Helge og Thorer hed to Mænd, som sade nærmest nedenfor Thoraren og Thorsteen; de havde maattet vige deres Sæder, og fandt sig fornærmede derved. Den første Aften blev Thoraren kaldt ud; den Mand, som havde ladet ham kalde ud, navngav sig Bjarne, og sagde, han var en Søstersøn af Thoraren, han var undkommen fra et Skibbrud ved Helgeland, og bad Thoraren sørge for sig. Thoraren lovede at skaffe ham Ophold hos en eller anden Bonde; men Bjarne tyktes, at de vare nærbeslægtede nok til at have Ophold sammen; Thoraren sagde, han havde ingen Sikkerhed for, om han var hans Frænde eller ej. Bjarne fulgte ham strax i Hælene, og ind for Kongen: Thoraren fortalte Kongen, hvad denne Mand vilde. Kongen svarede, at det var vel hans Frænde, “men,” sagde han, “du maa indestaae for, at han opfører sig skikkelig, og raad da selv for hans Ophold ved Hoffet:” Kongen bad ham derpaa sætte sig paa den anden Bænk, og han fik et godt Sæde. Bjarne satte sig nedenfor Thorsteen næsten paa Skuldrene af Helge: Thoraren sagde, han vilde vanskelig holde sig ved Kongens Hof, naar han viste sig saa overmodig, og bad ham ikke at udsprede nogen Snak i Kongens Hird. Thorsteen var temmelig tavs og følgagtig mod Kongen, og ligeledes Bjarne, men henimod Vinteren var Bjarne en Aften falden i Søvn, saa at alle Mænd havde forladt Salen, da han vaagnede, og vare gaaede til Aftensang: han sprang op, gik ud og opad Gaden: det var da blevet mørkt, og han saae Helge og Lopt tillige med deres Kammerader inde i en Stue, hvor der var lys. Helge fortalte dem, at han kunde forkynde dem en ond Tidende, deres Konge var forraadt, og Kong Knud havde oplagt svigefulde Anslag imod ham; derfor sendte han Thorsteen ud til Island, at han skulde give Thoraren betydelige Foræringer, for at forraade Kongen, men Thorsteen skulde selv lægge Haand paa ham; Thoraren havde for dette faaet en Guldring af Knud, “og denne,” sagde han, “har han paa sin venstre Haand og bærer den skjult; men den anden, som Kong Olaf har givet ham, bærer han aabenbar paa sin højre Haand, saa at alle kan see den.” Bjarne gik til Aftensangen, og talte ikke til nogen om dette. Helge og hans Kammerader spiste kun lidet om Aftenen, hvorfore Kongen spurgte dem, om de vare syge; Helge svarede, at dem fejlede noget værre, end Sygdom, og sagde, at han ikke vilde sige dette førend næste Dag paa Maalstævne, og da fortalte de Kongen alt dette; denne svarede, at han vilde ikke troe noget deraf, førend han havde undersøgt, hvorledes det forholdt sig med den Ring, Knud skulde have givet Thoraren. Kong Olaf gik derfor hen til Vaskefadet, følte paa Thorarens Ærme, og mærkede da, at han havde en Guldring under Skjorteærmet, saaledes som Helge havde sagt; han troede derfor der var noget om med Forræderiet, og spurgte med Vrede, hvorledes han var kommen til den Ring. Thoraren sagde, at det havde været Kong Knuds, og han havde givet ham den, som sandt var. “Hvorfor,” sagde Kongen , “bærer du den da saa skjult, og paa en anden Maade, end den, som jeg gav dig?” Thoraren svarede: “Jeg bærer den lønlig, Herre! og paa den venstre Haand, fordi det er en ringere Gave, men den Guldring bærer jeg paa den højre Haand, som den anseeligste Konge gav mig, han, som vi nu tjene.” Men Kongen vilde nu ikke høre paa, hvad Thoraren sagde, men lod ham, Thorsteen og Bjarne gribe og kaste i Fængsel, og beskyldte dem for Forræderi. Mange holdt dette for en ond Tidende; Biskoppen gik hen at skrifte dem, og sagde til Kongen, at der var ingen Svig paa deres Side, og bad Kongen, at der maatte anstilles Jernbyrd, saa at Gud selv kunde dømme om Sandheden. Det kom saavidt, at Biskoppen foranstaltede Jernbyrden; Bjarne bar Jernet tappert og mandelig, men da Besigtelsen blev anstillet, var der en Blegn paa Bjarnes Haand, hvorfor Kongen erklærede ham for brændt, men Biskoppen gav ingen Kjendelse. Kongen bad Thoraren at see, men han svarede: “Om I end erklærer Bjarne for ikke at have bestaaet i Renselsen, saa ere vi dog uskyldige i alt det, som I beskylder os for i denne Sag.” Kongen bad derpaa Thorsteen at see; men i det denne saae Haanden, sagde han: “Der er ogsaa saadan en.” “Hvad vil du sige med det?” udbrød Kongen. Thorsteen svarede, at det vilde vare for længe inden de bleve hængte, hvis han skulde fortælle den Historie; men Kongen befalede, at dette Ophold skulde finde Sted.


Kapitel 2: Thorsteens Fortælling

Thorsteen begyndte da saaledes: “Min Fader hed Rigard, og min Moder Ragnhild; de vare af god Slægt; min Fader døde, da jeg var et Barn, og min Moder giftede sig med en anden Mand, som hed Thrond. Deres Sønner hed Bjørn og Thrond, og der var ikke stor Forskel paa Alder imellem disse mine Brødre og mig. Bjørn døde snart, og Ragnhild drog da hjem til Sverrig, men Thrond forestod sin Fædrene ejendom; jeg var paa Rejser, og drog i Østerleden og heelt ud til Jerusalem, hvor jeg blev døbt, og vendte da siden tilbage til Sverrig; da vilde jeg omvende min Moder til den sande Tro, men hun vilde ikke, og ansaae mig for et fortabt Barn, siden jeg havde taget mod Troen; det blev Enden paa Sagen, at vi bleve enige om, at den skulde følge eller vige den anden, som havde den stærkeste Gud. Derpaa bleve hendes Guder i al deres Pragt satte udenfor i en Kreds, og et gloende Jern blev kastet i Skjødet paa den, som holdtes for den mægtigste, hvorpaa de snart begyndte at gaae i lue, den ene efter den anden, og brændte til Kul og Aske. Derpaa blev det samme Jern hedet og gjort gloende, og jeg bar det ni Skridt, efter kristne Mænds Skik, uviet Jern, saa at ingen Klerke vare tilstede derved, og efter tre Døgns Forløb blev Bindslet taget af Haanden, men den tredie Nat drømte jeg, at en straalende Mand kom til mig, og bebrejdede mig min Dristighed, men sagde, at jeg dog skulde blive belønnet for min gode Hensigt, at lære min Moder den sande Tro, og at min Haand skulde blive skjønnere, end om den var ganske helbredet, naar Bindet blev løst af; samt befalede, at jeg skulde bære en Handske paa Haanden, og ikke rose af min Herlighed og tillige sagde han, at jeg skulde undgjælde min Dristighed her i Verden, saa at jeg vilde blive bagtalt for Kongen, og da maatte jeg vise min Haand, naar det gjaldt mit Liv; da Bindslet nu blev taget af Haanden, da saae det ud, som om der laae en Guldpenning i Luven, der hvor Jernet havde ligget, og uden omkring var ligesom en rød Traad, der var ogsaa Kjødet højere, end de andre Steder: min Moder antog Kristendommen, saavel som alle vore Venner, formedelst dette Jærtegn; jeg har heller ikke viist nogen min Haand.” Derpaa trak Thorsteen Handsken af, og fremviste sin Haand, og sagde, at i hans Tanker maatte Bjarne i Renselsen have undgjaldt for sin Daarskab omtrent paa samme Maade, som han vilde have kommet til at undgjælde, hvis han ikke havde faaet dette Jærtegn. Kongen formildedes da, og han saavel som Biskoppen spurgte nu Bjarne ad, hvad han vel havde fejlet i. Bjarne fortalte da, hvorledes han havde hørt Forræderiet og skjult det, efterdi Thoraren havde befalet ham ikke at afstedkomme nogen Trætte eller forstyrrelse i Kongens Hal. Da bleve Helge og hans Kammerad grebne og lagte i Fjædder og nødte til at gaae til Bekjendelse, og tilstode da Bagvaskelsen. Kongen overlod da Thoraren at bestemme deres Straf, og de vilde være blevne dræbte, men han gjorde dem kun landflygtige fra Norge, og tildømte sig deres Gods; og han tilskrev Kongens lykke, at Sandheden i denne Sag saaledes var kommen for Dagen. Thoraren var siden bestandig hos Kongen, og faldt med ham.