Forskjell mellom versjoner av «Fortællingen om Geirmund Helskind»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
m
 
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
Linje 5: Linje 5:
 
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Geirmundar þáttr heljarskinns (Sturlunga saga)]]  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Geirmund Helskind]] !!  !!  
 
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Geirmundar þáttr heljarskinns (Sturlunga saga)]]  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Geirmund Helskind]] !!  !!  
 
|-
 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Geirmundar þáttr heljarskinns]] !!  !!  !! !!  !!  
+
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Geirmundar þáttr heljarskinns]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Geirmund Helskind 2]] !!  !!  
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}
Linje 35: Linje 35:
 
Man fortæller at Brage skjald (4) en gang var til gilde hos kong Hjör og opholdt sig hos kongen nogen tid. En dag, siges, det, tog kongen med sin hird på jagt, og der blev kun få folk tilbage i hallen. Brage skjald var hjemme; han sad i höjsædet, legede med en rørstængel, som han havde i hånden, havde trukket kappen over sig og mumlede noget for sig selv. Dronningen lå i en vægbænk i den ydre del af hallen, tildækket af klæder, så at man ikke kunde se, at hun var der, når man ikke i forvejen vidste det. Leiv sad i det fornemste sæde og legede med guld, men Håmund og Geirmund sad i halmen og så på, at Leiv legede med guldet, og bemærkede ingen folk i hallen. Da sagde Geirmund til sin broder: »skal vi gå til Leiv og tage guldet fra ham og lege dermed en tid«. »Det er jeg rede til«, svarer Håmund. Derefter løb drengene ind til højsædet og tog guldet fra Leiv, men han blev bedrøvet og gav sig til at skrige. »Hør«, sagde de, »hvorledes kongesönnen bærer sig ad og råber efter en guldring, og det er sandelig ilde anbragt, som du råder over«, og drengene greb nu fat i Leiv og jog ham ned af höjsædet og lo derad. Da stod Brage skjald op og gik derhen hvor dronningen lå i bænken, støttede rørstængelen mod hende og kvad dette vers:
 
Man fortæller at Brage skjald (4) en gang var til gilde hos kong Hjör og opholdt sig hos kongen nogen tid. En dag, siges, det, tog kongen med sin hird på jagt, og der blev kun få folk tilbage i hallen. Brage skjald var hjemme; han sad i höjsædet, legede med en rørstængel, som han havde i hånden, havde trukket kappen over sig og mumlede noget for sig selv. Dronningen lå i en vægbænk i den ydre del af hallen, tildækket af klæder, så at man ikke kunde se, at hun var der, når man ikke i forvejen vidste det. Leiv sad i det fornemste sæde og legede med guld, men Håmund og Geirmund sad i halmen og så på, at Leiv legede med guldet, og bemærkede ingen folk i hallen. Da sagde Geirmund til sin broder: »skal vi gå til Leiv og tage guldet fra ham og lege dermed en tid«. »Det er jeg rede til«, svarer Håmund. Derefter løb drengene ind til højsædet og tog guldet fra Leiv, men han blev bedrøvet og gav sig til at skrige. »Hør«, sagde de, »hvorledes kongesönnen bærer sig ad og råber efter en guldring, og det er sandelig ilde anbragt, som du råder over«, og drengene greb nu fat i Leiv og jog ham ned af höjsædet og lo derad. Da stod Brage skjald op og gik derhen hvor dronningen lå i bænken, støttede rørstængelen mod hende og kvad dette vers:
  
<blockquote>1.
+
<blockquote>
 +
1.
 
<br>Jeg så to her,
 
<br>Jeg så to her,
 
<br>hvis sind mig hued,
 
<br>hvis sind mig hued,
 
<br>Geirmund og Håmund
 
<br>Geirmund og Håmund
 
<br>er hövdingesönner.
 
<br>er hövdingesönner.
 
 
<br><br>Den tredje, Leiv
 
<br><br>Den tredje, Leiv
 
<br>er et trælleskrog;
 
<br>er et trælleskrog;
 
<br>ej lysteligt er
 
<br>ej lysteligt er
<br>det lidt han lover.</blockquote>
+
<br>det lidt han lover.
 +
</blockquote>
  
 
Dronningen stod nu op og gik bort med drengene, og bytter igen for anden gang med trælkvinden. Hun syntes nu, som det virkelig også forholdt sig, at de lovede godt, således som man kunde vænte det og de havde anlæg til. Om aftenen da kongen kom hjem og havde sat sig i sit höjsæde, gik dronningen frem for ham med drengene ved hånden; hun fortalte ham hele sammenhængen, hvorledes hun havde byttet med trælkvinden, og bad ham ikke vredes på hende. Kongen så på drengene og sagde: »visselig tror jeg, at disse drenge tilhører min æt, men aldrig har jeg set sådanne Helskind för, som de er«; og af den grund kaldtes de siden bægge Helskind, Så snart de var voksne, drog de ud for at hærge, vandt sig hurtig både rigdom og hæder og havde længe anførselen over en stor flåde, efter hvad der i nogle beretninger siges, og som der i den sidste del af Rôk den sortes saga noget hentydes til, hvor disse brødre kaldes de störste krigere af søkongerne på den tid (5). — En sommer, da de drog i vesterviking (6), fik de langt större krigsbytte end de forrige somre, efter hvad der fortælles; og för de kom hjem, skiftede de byttet om somren; da fik den ene af dem 20 pund sølv, den anden 2 pund guld (7). Samme sommer afsluttede de hærfærden og bortsendte deres folk, hver mand med rundeligt vederlag. De to brødre sejlede sammen på to skibe til den norske konges rige. Da rådede for Norge Harald den hårfagre; brødrene agtede at have fredland (8) her, de hævede deres samlag og skiltes. Men da kongen spurgte det, syntes han ikke om deres ophold der og frygtede for, at de vilde rejse sig imod ham, og det vil nogle folk sige, at Geirmund på grund af kong Haralds overmagt drog til Island. Men jeg (9) har hørt, at på den tid, da de to brødre kom fra deres vesterviking, taltes der meget om, at ingen færd regnedes for berömmeligere end at drage til Island. Og af denne samme grund vilde Geirmund sejle bort straks om somren ved ankomsten til Norge, da årstiden var fremrykket; men det vilde Håmund ikke, og han begav sig til Helge den magre og de drog sammen til Island (10).
 
Dronningen stod nu op og gik bort med drengene, og bytter igen for anden gang med trælkvinden. Hun syntes nu, som det virkelig også forholdt sig, at de lovede godt, således som man kunde vænte det og de havde anlæg til. Om aftenen da kongen kom hjem og havde sat sig i sit höjsæde, gik dronningen frem for ham med drengene ved hånden; hun fortalte ham hele sammenhængen, hvorledes hun havde byttet med trælkvinden, og bad ham ikke vredes på hende. Kongen så på drengene og sagde: »visselig tror jeg, at disse drenge tilhører min æt, men aldrig har jeg set sådanne Helskind för, som de er«; og af den grund kaldtes de siden bægge Helskind, Så snart de var voksne, drog de ud for at hærge, vandt sig hurtig både rigdom og hæder og havde længe anførselen over en stor flåde, efter hvad der i nogle beretninger siges, og som der i den sidste del af Rôk den sortes saga noget hentydes til, hvor disse brødre kaldes de störste krigere af søkongerne på den tid (5). — En sommer, da de drog i vesterviking (6), fik de langt större krigsbytte end de forrige somre, efter hvad der fortælles; og för de kom hjem, skiftede de byttet om somren; da fik den ene af dem 20 pund sølv, den anden 2 pund guld (7). Samme sommer afsluttede de hærfærden og bortsendte deres folk, hver mand med rundeligt vederlag. De to brødre sejlede sammen på to skibe til den norske konges rige. Da rådede for Norge Harald den hårfagre; brødrene agtede at have fredland (8) her, de hævede deres samlag og skiltes. Men da kongen spurgte det, syntes han ikke om deres ophold der og frygtede for, at de vilde rejse sig imod ham, og det vil nogle folk sige, at Geirmund på grund af kong Haralds overmagt drog til Island. Men jeg (9) har hørt, at på den tid, da de to brødre kom fra deres vesterviking, taltes der meget om, at ingen færd regnedes for berömmeligere end at drage til Island. Og af denne samme grund vilde Geirmund sejle bort straks om somren ved ankomsten til Norge, da årstiden var fremrykket; men det vilde Håmund ikke, og han begav sig til Helge den magre og de drog sammen til Island (10).

Nåværende revisjon fra 24. des. 2013 kl. 10:03

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


FORTÆLLINGEN OM GEIRMUND HELSKIND
(C. 850—900.)

Geirmund Helskind (1) var sön af kong Hjör, der var en sön af kong Halv, efter hvem Halvs-kæmperne (2) benævnes, og som igen var en sön af kong Hjörleiv. En anden sön af kong Hjör var Håmund, som også blev kaldt Helskind. De var tvillinger. Men om grunden til at de kaldtes Helskind fortælles følgende. Da kong Hjör en gang skulde til kongestævne, var dronningen frugtsommelig, og medens kongen var borte, gjorde hun barsel og fødte to drengebörn. De var bægge overordenlig store af vækst og bægge forfærdelig stygge af udseende, men det værste ved deres uskönhed var dog, at ingen mente at have set mørkere hud end på disse drenge. Dronningen fattede kun ringe kærlighed til drengene og de forekom hende utiltalende. Lodhatt hed en træl, som havde overopsyn med de andre trælle der. Denne træl var gift, hans kone fødte en sön på samme tid som dronningen, og den dreng, som trælkvinden fik, var så vidunderlig smuk, at han forekom dronningen aldeles lydeløs, og hun syntes nu, at denne dreng var mere indtagende end hendes egne. Siden foreslog dronningen trælkvinden at bytte; det gik hende som dronningen, at hendes sön forekom hende ypperligst, men hun turde dog ikke afslå at bytte. Nu tager dronningen imod trælkvindesönnen, lader ham give navn og kalde Leiv, og udgiver denne dreng for sin sön; men trælkvinden tog imod dronningens sönner. De opfødtes i halmen (3) som andre trællebörn, indtil de var tre år gamle. Leiv derimod bæres på hænderne og nyder ære, som man kunde vænte tilfældet vilde være med et kongebarn. Men efterhånden som alle drengene blev ældre, forknyttedes Leiv, men Håmund og Geirmund gik fremad, jo mere de voksede til, og således slægter enhver af dem sin æt på.

Man fortæller at Brage skjald (4) en gang var til gilde hos kong Hjör og opholdt sig hos kongen nogen tid. En dag, siges, det, tog kongen med sin hird på jagt, og der blev kun få folk tilbage i hallen. Brage skjald var hjemme; han sad i höjsædet, legede med en rørstængel, som han havde i hånden, havde trukket kappen over sig og mumlede noget for sig selv. Dronningen lå i en vægbænk i den ydre del af hallen, tildækket af klæder, så at man ikke kunde se, at hun var der, når man ikke i forvejen vidste det. Leiv sad i det fornemste sæde og legede med guld, men Håmund og Geirmund sad i halmen og så på, at Leiv legede med guldet, og bemærkede ingen folk i hallen. Da sagde Geirmund til sin broder: »skal vi gå til Leiv og tage guldet fra ham og lege dermed en tid«. »Det er jeg rede til«, svarer Håmund. Derefter løb drengene ind til højsædet og tog guldet fra Leiv, men han blev bedrøvet og gav sig til at skrige. »Hør«, sagde de, »hvorledes kongesönnen bærer sig ad og råber efter en guldring, og det er sandelig ilde anbragt, som du råder over«, og drengene greb nu fat i Leiv og jog ham ned af höjsædet og lo derad. Da stod Brage skjald op og gik derhen hvor dronningen lå i bænken, støttede rørstængelen mod hende og kvad dette vers:

1.
Jeg så to her,
hvis sind mig hued,
Geirmund og Håmund
er hövdingesönner.

Den tredje, Leiv
er et trælleskrog;
ej lysteligt er
det lidt han lover.

Dronningen stod nu op og gik bort med drengene, og bytter igen for anden gang med trælkvinden. Hun syntes nu, som det virkelig også forholdt sig, at de lovede godt, således som man kunde vænte det og de havde anlæg til. Om aftenen da kongen kom hjem og havde sat sig i sit höjsæde, gik dronningen frem for ham med drengene ved hånden; hun fortalte ham hele sammenhængen, hvorledes hun havde byttet med trælkvinden, og bad ham ikke vredes på hende. Kongen så på drengene og sagde: »visselig tror jeg, at disse drenge tilhører min æt, men aldrig har jeg set sådanne Helskind för, som de er«; og af den grund kaldtes de siden bægge Helskind, Så snart de var voksne, drog de ud for at hærge, vandt sig hurtig både rigdom og hæder og havde længe anførselen over en stor flåde, efter hvad der i nogle beretninger siges, og som der i den sidste del af Rôk den sortes saga noget hentydes til, hvor disse brødre kaldes de störste krigere af søkongerne på den tid (5). — En sommer, da de drog i vesterviking (6), fik de langt större krigsbytte end de forrige somre, efter hvad der fortælles; og för de kom hjem, skiftede de byttet om somren; da fik den ene af dem 20 pund sølv, den anden 2 pund guld (7). Samme sommer afsluttede de hærfærden og bortsendte deres folk, hver mand med rundeligt vederlag. De to brødre sejlede sammen på to skibe til den norske konges rige. Da rådede for Norge Harald den hårfagre; brødrene agtede at have fredland (8) her, de hævede deres samlag og skiltes. Men da kongen spurgte det, syntes han ikke om deres ophold der og frygtede for, at de vilde rejse sig imod ham, og det vil nogle folk sige, at Geirmund på grund af kong Haralds overmagt drog til Island. Men jeg (9) har hørt, at på den tid, da de to brødre kom fra deres vesterviking, taltes der meget om, at ingen færd regnedes for berömmeligere end at drage til Island. Og af denne samme grund vilde Geirmund sejle bort straks om somren ved ankomsten til Norge, da årstiden var fremrykket; men det vilde Håmund ikke, og han begav sig til Helge den magre og de drog sammen til Island (10).

Geirmund drog straks afsted og landede med sit skib i Bredefjord (11) og opholdt sig i Budardal den første vinter han var på Island, men om våren tog han land fra Budardalså til Fåbeinså og opførte sin bolig på det sted, som nu hedder Geirmundarstad. Geirmund bonde (12) levede på en stor fod, han holdt aldrig mindre end 80 våbenføre karle hos sig på Geirmundarstad. Han havde også 4 andre avlsgårde, den ene var i Adalvik i Isafjord, den anden i Kjaransvik, den bestyrede Geirmunds træl Kjaran og havde 12 trælle under sig; en tredje gård havde Geirmund i de vestre Almindinger, den bestyrede hans træl Björn, — Björn blev senere dömt på grund af fåretyveri og hans forbrudte gods blev alminding (13); Geirmunds fjærde gård bestyrede hans træl Atle, han havde også 12 trælle under sig ligesom Kjaran, og disse gårde bidrog alle til den husholdning, som han selv fik sit underhold af på Geirmundarstad.

Geir hed en mægtig og berömt mand i Sogn, han var en ivrig afgudsdyrker og kaldtes derfor Ve-Geir (14), han havde syv börn eller flere. Vebjörn hed en sön af ham, og Vegest, Vemund, Vestein, Veleiv, Vetorn, en datter hed Vedis. Da Vegeir døde, kom Vebjörn i besiddelse af både hans gods og værdighed. Han beskyttede Håkon Grjotgardssons (15) fjender, og derfor begav alle de søskende sig til Island. De tumledes længe om på havet somren igennem og landede endelig om høsten ved Hlöduvik vest for Horn (16). Da beredte Vebjörn sig til at ofre, men hans brødre drev på bortrejse, så at han ikke gav agt på ofringen; de stak i søen og led samme dag skibbrud under höje klipper i et stærkt uvejr, men slap op over den brink, som siden hedder Sygnakleiv (17). Så tog Geirmund Helskinds træl Atle imod hele skibsbesætningen og beholdt dem hos sig om vinteren; han var en uomgængelig mand og bersærk. Da Geirmund fik trællens beslutning at vide, spurgte han ham: »hvad bevægede dig til at påtage dig så store forpligtelser overfor Vebjörn og hans fæller«? Trællen svarede: »det drev mig dertil, at jeg vilde på den måde vise, hvor anselig og storsindet den mand måtte være, hvis træl turde indlade sig på så stort et foretagende«. Geirmund bad trællen have tak for sit valg, og gav ham til belönning frihed og gård. — Mange mænd gav Geirmund store værdier både i jordegods og løsöre. Han gav Rolv Kjallaksson bolig på Ballarå. Han var Geirmunds ven, og fra ham nedstammer en talrig slægt. Illuge den röde var hans sön og Sölve, fader til Tord, en fader til Magnus, fader til Sölve, som var fader til Povl præst.

Geirmund boede på Geirmundarstad til sine sidste dage. Der var i Geirmunds land en lille dal, som han vilde ønske bort af sit land, hvis han måtte råde — »og det,« sagde han, »især af den grund, at der er et sted i dalen, hvor, når jeg ser derhen, et lys skinner mig i öjnene, som er mig imod, og det lys er altid over det rønnetræ, som vokser alene der under skrænten«. Og hermed fulgte, at hvis nogensinde hans kvæg slog sig ned i dalen, da lod han mælken af det den dag tilintetgöre. Det fortælles, at en gang var hans hjemmekvæg kommet derned om natten, og da hyrden stod op og så kvæget i dalen, blev han meget bange; han løb så hurtig han kunde og drev kvæget ud af dalen; han river en vånd af rönnetræet og jager kvæget dermed og driver det hjem på Geirmundarstad. Geirmund var om morgenen stået op af sin sæng og så, hvor hyrden drev kvæget ud af dalen, og blev ikke vel til mode over at kvæget havde været der. Han gik henimod hyrden og bemærkede snart, at han havde rönnekvisten i sin hånd og drev kvæget med den. Og nu blev han så forbitret over bægge dele, at han løb hen til hyrden og pryglede ham dygtig igennem og befalede ham aldrig oftere at slå hans kvæg med en vånd, som var vokset i den dal, men dog allermindst med en gren af rönnetræet. Geirmund kunde lettelig kende vånden, ti kun på det ene sted voksede rönnetræ i hans land, på selv samme sted hvor nu kirken på Skard står, efter hvad vi har hørt pålidelige mænd fortælle. Geirmund lod tage vånden og brænde, men sit kvæg lod han drive på græs og tilintetgöre mælken af det for den dag (18).


SLÆGTREGISTRE.

Geirmunds datter var Yr, moder til Torodd, fader til Odde, fader til Hallvör, som var gift med Börk, en sön af Tormod Tjostarsson.

Steinulv den lave, en sön af hersen Rolv fra Agdir, tog land mellem Budardalså og Tjaldanæs og boede i Fagredal. Hans datter var Helga, moder til Hyrning Olavsson, som var gift med Arndis, en datter af Geirmund Helskind. Deres datter var Fridgerd, moder til Snære Toroddsson, fader til Odde, fader til Torgils Oddeson. En anden datter af Steinulv den lave fra Fagredal var Arndis, moder til Tord, fader til Torgerd, moder til Ravn, fader til Snört, fader til Jodis, moder til Halla, moder til Yngvild, som Snorre lovsigemand var gift med, fader til Narve, fader til Skard-Snorre (19).

Ingulv Örnsson er den første landnamsmand, der bosatte sig på Island, af dem man kan føre sin slægt op til. Ingulv var fader til Torstein, der var fader til lovsigemanden Torkel måne. Torhild var datter af Torstein Ingulvsson, hun var moder til Torkel, fader til Ketil, fader til Hauk, fader til Yngvild, moder til Snorre, fader til Narve, fader til Skard-Snorre.

Rollaug hed en mand, han var sön af Rögnvald jarl på Møre; fra ham nedstammer Sida-mændene (20). Hans sön var Össur, fader til Tordis, moder til Hall på Sida. Halls sön Egil var fader til Torgerd, moder til biskop Jon. Yngvild Hallsdatter var moder til Torø, moder til Sæmund den frode (21). Torvard Hallsson var fader til Tordis, moder til Joreid, moder til præsten Hall Teitsson i Haukadal. Torstein Hallsson var fader til Magnus, fader til Einar, fader til biskop Magnus. Ljot Hallsson var fader til Gudrun, moder til Einar Areson og Steinunn, moder til Gudmund og Hallbera, der var moder til Torgils, fader til Hunboge, fader til Snorre, fader til Narve, fader til Skard-Snorre. Skard-Snorres moder var Gudrun, datter af Tord, sön af Oddleiv, sön af Tord kragenæb (22). — Disse var Skard-Snorres söskende: Tord, som var gift med Joreid Hallsdatter — deres datter var Helga, som lagmand Sturla Tordsson var gift med; Torbjörn og Halldis var uægtefødte; Yngvild Snorres søster var gift med Gunnstein Hallsson, hun var moder til Vigfus og hans søskende; Gudrid Snorres søster var moder til præsten Gudmund Olavsson og hans søskende; Hallgerd Snorres søster var gift med Tord under Fell (23), hun var moder til Snorre og Gudmund og Yngvild, som var moder til Peter Snorreson i Skogarnæs.

Ketil fladnæbs sön Björn (24) var fader til Kjallak, fader til Torgrim, fader til Vermund, fader til Yngvild, moder til Torgerd, moder til Yngvild, moder til Snorre, der var en sön af Hunboge Torgilsson.

Dalk var en broder til Torgils Havlideson; han var fader til Berse, fader til Dalk, fader til Halldor [præst i Saurbø], fader til Torstein, som var gift med Ingegerd, en datter af Filipus Sæmundsson. [Deres datter var Gudrun, som først var gift med Benedikt, senere med herre Kolbein Audkyling; abbedisse Hallbera var en anden datter af Torstein bonde Halldorsson og Ingegerd (25).]


Noter:

1. Helskind d.v.s. den hvis hudfarve er som dødsgudinden Hels.

2. Om den norske vikingekonge Halv og hans fæller handler en egen sagnhistorisk beretning »Sagaen om Halv og Halvs-kæmperne«.

3. Den halm, hvormed hallens gulv var bestrøt.

4. Brage er den ældste nordiske skjald der kendes, og står på overgangen mellem den sagnhistoriske og historiske tid.

5. Rok (Hrókr) den sorte var en af Halvs-kæmperne; nogen særskilt saga om ham er ikke bevaret.

6. Vesterviking d.v.s. vikingetog til landene vest for Nordsøen (Storbritanien og Irland).

7. Forholdet mellem sølv og guld var i 13. årh. (da denne fortælling sandsynligvis er nedskrevet) således, at de to summer blive lige store.

8. Fredeligt tilholdssted.

9. Jeg d.v.s. sagaens unævnte forfatter.

10. Helge den magre var en af Islands bekendteste nybyggere (landnamsmænd); han og hans svoger Håmund nedsatte sig på nordlandet (Øfjord).

11. På vestlandet. Her ligger også de i det følgende nævnte steder, G.’s egen gård i det nuværende Dala syssel, hans 4 avlsgårde derimod på Islands nordvestligste, svagt befolkede, men på drivtømmer og lign. rige kyst.

12. Tilföjelsen „bonde“ i denne forbindelse er en hæderstitel, der betegner vedkommende som den selvstændige gårdbruger, husets herre.

13. Offenlig ejendom til fælles brug.

14. Af , offersted, helligdom.

15. En af Harald hårfagers mægtigste jarler, farfader til den bekendte Håkon jarl.

16. Islands nordvestligste forbjærg.

17. D.v.s. Sogningernes brink.

18. På en ejendommelig måde er her med et opbyggeligt sagn om kirken på Skard sammenknyttet hedensk overtro angående rönnebærtræet, der som indviet til Tor senere betragtedes som ulykkebringende.

19. Skard-Snorre, d.v.s. præsten Snorre Narveson fra gården Skard i det vestlige Island (Dala syssel), til hvem stamtavlerne her gennemgående føres ned — utvivlsomt på grund af et slægtskabsforhold til forfatteren eller bearbejderen — , døde år 1260.

20. En af Islands anseteste hövdingeslægter, benævntes efter landskabet Síða i det sydøstlige Island.

21. frod d.v.s. kyndig, lærd.

22. Ved „næb“ gengives i tilnavne originalens nef (d.v.s. næb, næse), da „næb“ i dansk som bekendt kan bruges med spottende betydning for næse.

23. Fell betyder „fjæld“, som stednavn forbindes det med præposition „under“ til betegnelse af gårdens beliggenhed.

24. Ketill flatnefr, en bekendt norsk vikingehövding, var fader til to islandske landnamsmænd Björn „østmand“ (d.v.s. den norske) og Helge bjola.

25. Det i kantede klammer tilsatte mangler i den ene håndskriftklasse.