Fortale (FM's Edda bd.1)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Fortale

"Kjend dig selv" var en af de græske Vismænds skjönneste og vigtigste Læreregler. For at kjende sig selv ret, maa man, saavidt det kan skee, have rigtige Begreber om sin egen Oprindelse, sine Forfædres Art og Væsen, Tro og Tænkemaade. Er man först bleven bekjendt med sit Fædrelands Oldtid, og dets senere Fortid, saa kan man bedömme hvorvidt Nutiden er os fremmed eller ikke, hvad vi selv kunne betragte som vort Eget, som laant eller paatvunget os af andre. Vi lære saaledes at kjende den ægte nationale Aand, hvorpaa vor Tilværelse i det hele grunder sig — og indsee da, at de tre Hovedfolk, som i Almindelighed kaldes de nordiske (Danske, Svenske og Nordmænd) ere oprindelig Brödre, have forhen talt et Tungemaal og været af en Tro. Det sidste er endnu Tilfældet, skjönt paa en anden Maade, og Hovedfolkenes Sprog ere, skjönt noget forandrede, dog endnu i Grunden de samme. Engang maa vi Nordboer, naar denne Vished er bleven os indlysende, lære at glemme alt indbyrdes Nationalhad, som kun forstyrrer og nedværdiger os selv vexelvis, men tverimod stræbe efter en saa inderlig Forening, som Hovedrigernes forskjellige Statsstyrelse Tillader.

Vi leve i en Tid da Nordens Videnskabsmænd ogsaa værdige vore egne Oldsagn og Oldtids-Vidskab deres Opmærksomhed, istedet for blot at hige efter det Fremmede. Mange blandt de Vældige og Formuende, saavelsom og de Oplyste blandt Folket af alle Stænder, hylde den samme Aand, og den fortjener vistnok ikke at lastes. I det mindste synes det, som angaaer vort eget Fædreland, mest at vedkomme os selv. Hertil höre Sprog, Folketro og Mindesmærker, som vidne om vore Stamfædres Aand, Meninger og Bedrifter. Sproget kaldtes fordum den danske Tunge samt var da tilfælles for de tre nordiske Riger og flere Lande; siden adskiltes det, som Bogsprog, efterhaanden til 3 Hovedgrene, Dansk, Svensk og Islandsk. I Ilsland, hvor Sproget beholdt mest af det gamle, bevaredes en stor Deel af vort Folkefærds ældste Sagn og Digtninger, og optegnedes der skriftlig. De tilhöre saaledes det ældre danske Sprog, og tillige især, for saavidt Island tilhörer Danmark, den danske Literatur.

Vort ældste literære Mindesmærke er, som bekjendt, den saakaldte ældre Edda, forsaavidt den indeholder vort Folkefærds ældste nationale Digtninger og Sagn. Dette Hovedværk blev först udgivet og oversat i en værdig Skikkelse ved Danske Lærdes Omhu, tildeels med Regjeringens og ædeltænkende Privatmænds Bistand. Men denne Udgaves Störrelse og Kostbarhed, samt den latinske Oversættelse og Forklaring gjorde den kun tilgjengelig for enkelte Lærde. Derfor have vore Naboer, Tydske og Svenske, været betænkte paa at foranstalte forskjellige Haandudgaver deraf, med Oversættelser i disse nyere Sprog. Vi Danske burde ikke heller staae tilbage i denne Post, og Overbevisningen derom foranledigede mig, i Forening med den Gyldendalske Boghandling, til at indbyde den oldnordiske Literaturs Velyndere og Venner til at understötte ved Subskription, det Foretagende, at udgive en ny Dansk Oversættelse af den ældre Edda, med tilhörende Forklaringer. Tidens Besværlighed uagtet udeblev denne Understöttelse ikke og Værket fremtræder da saaledes for sine ædle og hæderværdige Befordreres Öjne.

Det maatte tillades mig at fremsætte fölgende Bemærkninger over Bogens Oprindelse og Hoved-Indhold.

De ere saa nöje forbundne med de nordiske Folks egen Oprindelse, at denne her ikke kan forbigaaes med Taushed.

I den romerske Stats höjeste Velmagts-Dage, bestode Tydsklands og de nordiske Rigers fleste Indvaanere af to Hovedfolk, - som man kan nævne Germaner og Gother. Tacitus indbefattede dem alle under Navnet Germaner, og vistnok have vel baade de og Gotherne engang havt et fælles Udspring i Asien. Man maa formode at Germanerne ere udvandrede för, men Gotherne senere, fra hint fælles Stammeland. En saadan Undersögelse vilde her blive os altfor vidtløftig. Jeg vil kun bemærke, at de nordiske Gothers eller de förstnævnte trende Rigers gamle Indbyggeres Slægtslab med visse Asiatiske Folkeslag, bekræftes især af trende Hovedgrunde, nemlig:

1. SPROGENES OVERENSSTEMMELSE. Denne have mange Lærde, især i vore Dage, udviklet og bevist. Det gamle tydske Sprog synes mest at nærme sig til det persiske (især förend dette blandede sig saameget med Arabisk) det nordiske derimod end mere til Sanscrit, dette nu uddöde Modersprog til de nyere indiske. En Gren af disse er det tamuliske; om dets Slægtskab med det danske, har Hr. Pastor Fuglsang, under sit Ophold i Indien, skrevet en meget mærkelig, men endnu ej i Trykken udgivet Afhandling. Min Lejlighed har ingenlunde tilladt mig at studere hine os saa mærkværdige asiatiske Sprog til Grunden; kun har Hr. Prof. Rasmussen, blot af ædel Iver for sin Videnskabs Udbredelse, undervist mig i Begyndelsesgrundene til det persiske Sprog, og derved især gjort mig opmærksom paa dets Lighed med det nordiske. Med hans Hjelp anstillede jeg og en Sammenligning (mestendeels indfört i Glossariet til Original-Udgaven af den ældre Eddas 2den Part) mellem en stor Deel persiske og oldnordiske Ord, samt tillige med andre af de indiske og kaukasiske Sprog, ved Brug af de bedste Hjelpemidler som jeg kunde overkomme, dog med Henvisning til vedkommende Forfatteres Authoritet. Disse Foretagender have overbevist mig om vort gamle Sprogs Oprindelse i Asien, samt dets Slægtslab med de indisk-persiske o.fl. — men denne hele Sag vil först kunne sættes i rigtigt og fuldkomment Lys af vor udmærkede Sproggrandsker, Prof Rask, naar han lykkelig fuldförer sin vidtlöftige Reise over Sverrig, det russiske Rige, de kaukasiske Lande og Persien til Indien, samt derfra tilbage.

2. HISTORIEN. I Henseende til vor Menneskestammes Oprindelse fra den kaukasiske Bjergstrækning kan jeg henvise til mit eget lille Skrift: Udsigt over den kaukasiske Menneskestammes ældste Hjemsted og Udvandringer. Kbhavn. 1818. Nogle af de her fremsatte Ideer ere, skjönt tildeels paa en anden Maade, nöjere udviklede i et större nylig udkommet Skrift af Prof Ritter (i Frankfurt am Mayn) under Titel: Die Vorhalle Europäischer Völker-Geschichten vor Herodotus, um den Kaukasus und an den Gestaden des Pontus. Berlin 1820. Angaaende Asafolkets Indvandring til vort Norden fra Egnene ved Don og i det vestlige Kaukasus (en ellers af vore ældre Historieskrivere med Ret antagen Mening) havde jeg för fremsat mine Tanker i Maanedsskriftet Athene 1816. 1ste Bind S. 102-115. Adskilligt hertilhörende findes og i mine Bidrag til nordisk Archæologie. Kbhavn. 1820. S. 10-23. samt 189-203.

3. RELIGION OG MYTHOLOGIE. Denne Gren af den omhandlede Overensstemmelse har jeg sögt at gotgjöre i et Prisskrift under Titel: Eddalæren og dens Oprindelse eller nöjagtig Fremstilling af de gamle Skandinavers Digtninger og Meninger om Verdens, Gudernes, Aandernes og Menneskenes Tilblivelse, Natur og Skjæbne, i en udförlig Sammenligning, saavel med Naturens store Bog, som med Grækers, Persers, Inders og flere gamle Folks mythiske systemer og Troesmeninger, med indblandede historiske Undersögelser over den gamle Verdens mærkværdigste Nationers Herkomst og ældste Forbindelser m. m. Som Besvarelse af en Pris-Opgave udsat ved Hs. Exe. Geheime-Conferenzraad Johan Bülow til Sanderumgaard, Ridder af Elephanten m. m. gjennem det Kongl. Danske Videnskabers Selskab Dette Skrift er siden bleven fortsat af mig, efter höjbemeldte Selskabs liberale Opmuntring, og skal, saasnart mueligt, udkomme i Trykken. Det vil i visse Maader udgjöre et Sidestykke til nærværende Værk og adskillige vidtlöftige Undersögelser ere afbrudte her, for at kunne fremstilles der i sin fulde Sammenhæng.

Hertil kunde lægges Ligheden af de oldnordiske og asiatiske Statsindretninger, Seder, endnu vedvarende Almuetroe m. m. som det her ikke er Sted til at udvikle.

Den ældre Edda indeholder mange og vigtige Bevissteder for hin Overensstemmelse og Slægtskab, mellem nogle af den gamle Verdens nu ved Tid og Rum fra hinanden langt bortfjærnede Folkeslag. Adskillige her tilhörende Oplysninger ville forelöbig meddeles i mine forklaringer over disse ældgamle Digte. De vise os Levninger af en Religion, hvis mest dyrkede Gud her i Norden var Odin eller Vodin, de tydske Folks Woda, Wodan, Wuoden, Ote, Godan, Frisernes Weda, de slaviske Venders Voda, Vodha, Letternes Vut, de Finske Karelers Yoden, Arabernes Vudd, Vodd, Yodda, Oboda, Persernes Bud eller Bud-asp, Indernes Bodha, Boda, Budha, Buddam, Poden, Ådin (fordum efter Grækerne Budyas), Birmanernes Godama, Cochinchinesernes But, Tibetanernes Vod, Wod, Japanesernes Buds, Budsdo, Chinesernes Fo o.s.v. Flere Levninger af Navnet i Grækernes Myther og Stedsnavne have Kanne og Ritter sögt at vise. At hin Religion, i forskjellige Skikkelser har udbredt sig fra Asiens sydligste til Europas nordvestligste Grændser, er ikke underligere end den historiske Kjendsgjerning, at Schamanerne (en Udartning af Bodaisterne) allerede havde i det 10de Aarhundrede udbredt sig fra China til Finmarken, og sandsynligvis endog videre til Grönland og Nord-America o.s.v.

For ej at indlade os her altfor vidt i disse ellers interessante Undersögelser, maa vi skride til fornöden Anmeldelse af selve Værkets Beskaffenhed, Indhold og Oprindelse.

Der gives i den gamle islandske Literatur to Værker, som tilsammen indeholde den vigtigste Undervisning i oldnordisk Mythologie og Poesie, og som begge ere bekjendte under Navnet Edda, nemlig 1) den (nærværende) ældre eller saakaldte Sæmunds Edda som heelt igjennem bestaaer af Digte eller Brudstykker af slige, eller og af indskudte Folkesagn, uddragne af gamle, allerede i Middelalderen ellers forglemte Hedenoldssange — og 2) den yngre eller saakaldte Snorros Edda, som egentlig er skrevet i lös Stil, men indeholder dog adskillige mythiske og andre Digte, mest i Brudstykker eller enkelte citerede Stropher.

Begge disse Skrifter, som bære samme Navn og maaske oprindelig have hört til en Samling, maa vi betragte noget nærmere.

I. DEN ÆLDRE EDDA blev ikke, i de kristne Tider, atter bekjendt uden for Island, förend midt i det 17de Aarhundrede, efter at den lærde Biskop Brynjulf Svendsen var kommen i Besiddelse af en gammel Pergaments Codex, der indeholder de fleste og vigtigste Digte, som pleje at regnes til denne Edda. Samme uskatterlige Bog blev af ham sendt til Kjöbenhavn, formodentlig som en værdig Gave til Kong Frederik den Tredie, denne ophöjede Beskytter og Ynder af den oldnordiske Litteratur. Den forvares endnu i det store Kongelige Bibliothek, og er den fuldstændigste gamle Membran som haves. Ogsaa findes i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling 6 Pergamentsblade i Qvart, som indeholde Brudstykker af en ellers tabt fortreffelig Codex; heri haves et heelt Digt (nemlig Vegtamsqvida) som ikke findes i den förstmeldte. I den saakaldte historiske Afdeling af Sæmunds Edda staae nogle blanke Blade i den gamle Bog, hvis Afskriveren manglende Indhold er ganske tabt, da det ogsaa mangler i de nyere Papirsafskrifter, hvoraf nogle dog ere Öjensynlig skrevne efter andre gamle, nu forsvundne Membraner. Nogle af de bedste blandt disse Papirs-Codices indeholde flere af de Digte, der regnes til denne Edda, end Membranerne. Vi see heraf hvor nær alle gamle Afskrifter af denne magelöse Samling (för dog, uden Tvivl, meget rigere) have været deres Undergang, og vi have da desstörre Aarsag til at prise den Skjæbne, som lykkeligvis har reddet de faa vi besidde, endskjönt ingen af dem menes at være ældre end fra det 13de Aarhundrede.

Til denne Edda regnes i Almindelighed fölgende Digte, med tilhörende prosaiske Uddrag af tabte Qvad. Jeg anförer dem efter den Inddeling som jeg har anseet for mest passende til det nærværende Værk:

FÖRSTE AFDELING. [Religieuse og mythologiske Læredigte.]

1. Valas Spaadom eller Spaaqvindens Sang.

2. Vafthrudnersmaal.

3. Grimnersmaal med Folkesagnet om Kong Hrödungs Sönner.

4. Alvismaal.

ANDEN AFDELING. [Fortællende og dramatiske Mythe-Digte.]

5. Hymisqvida eller Qvadet om Hymer.

6. Thrymsqvida ɔ: Qvadet om Thrym eller Hammerens Hentelse.

7. Harbards Liod eller Sangen om Harbard.

8. Skirners Reise (med tilhörende gamle Folkesagn).

9. Odins Ravnesang.

10. Vegtamsqvida eller Qvadet om Vejtam.

11. Ægisdrekka (Ægirs Gjæstebud) eller Lokasenna (Lokes Trætte eller Ordstrid) med tilhörende Mythe.

TREDIE AFDELING. [Blandede Digte.]

12. Hyndluliód eller Sangen om Hyndla.

13. Fiölsvinnsmaal (den kloge Mands Tale).

14. Havamaal ɔ: Höjsangen eller den Höjes Tale.

15. Grou-galdur eller Groas Tryllesang.

TILLÆG.

16. Solens Sang.

FJERDE AFDELING. [Episke eller mythisk-historiske Digte.]

17. Völundarqvida eller Qvadet om Völund.

18. Qvadet om Helge Haddingiaskate.

19. Förste og

20. Andet Qvad om Helge Hundingsbane.

21. Sinfiötlalok eller Sinfiötles Endeligt, et Folkesagn.

22. Gripers Spaadom (eller det 1ste Qvad om Sigurd Fafnersbane).

23. Om Sigurd og Regin. Dette Stykke er sammensat af gamle Folkesagn og Brudstykker af forskjellige Digte, endog i forskjellige Versemaal. Ellers kaldet 1ste Afdeling af det 2det Qvad om Sigurd Fafnersbane.

24. Fafnersmaal. Af dette gamle Digt indeholdes her vel det meste, skjönt enkelte Stropher mangle, hvor korte prosaiske Tillæg ere indskudte. Slutningen synes at være et Brudstykke af et andet ellers tabt Digt. Hele Stykket kaldes ellers 2den Afdeling af det 2det Qvad om Sigurd Fafnersbane.

25. Sigurdrifasmaal eller det förste Qvad om Brynhilde Budledatter.

26. Qvad om Sigurd Fafnersbane (ellers kaldet det tredie).

27. Brudstykke af det andet Qvad om Brynhilde.

28. Brynhildes Dödningfart. Begyndelsen mangler, men i dens Sted findes en kort prosaisk Forerindring.

29. Det förste Qvad om Gudrun Giukesdatter.

30. Niflungernes Mord, en prosaisk Beretning.

31. Andet og

32. Tredie Qvad om Gudrun Giukesdatter

33. Oddrunes Klagesang.

34. Det (norsk)-grönlandske Atla-Qvida eller Qvad om Atle.

35. Det (norsk)-gronlandske Atlemaal.

36. Gudrunarhvöt eller Gudrunes Opfordring.

37. Hamdismaal.

Alle Digtene i denne Afdeling staae i etslags Forbindelse, med Undtagelse af det allerførste, nemlig Qvadet om Völund.

Det erfares lettelig af Digtenes Titler at de to förste Afdelinger indeholde Digte, som blot vedkomme den nordiske Gudelære. Med tredie Afdelings Digte kan dette ikke siges saa fuldkommen at være Tilfældet. Hyndlas Sang handler mest om det gamle Nordens Fyrsters og Heltes mest berömte Slægtregistre, indklædte i en Fortælling om Gudinden Freyas og Jættinden eller Troldqvindens Hyndlas natlige Fart og Samtale. Fiölsvinnsmaal er vel affattet i mythisk Stil og vedkommer i visse Maader Mythologien, men dets Indhold er af en særegen Beskaffenhed, som skal vorde nærmere oplyst i min Indledning til dette synderlig mystiske Skjaldeqvad. Havamaal bestaaer af en Sammensætning, i det mindste af fem forskjellige Digte, hvoraf tre ere af ethisk, et mythisk og et af magisk Indhold. Groas Tryllesang er af det sidstmeldte Slags.

Af Digtene, som henföres til den fjerde Afdeling er 17 at betragte som en Finsk-svensk, 18 som en norsk, 19 og 20 som dansk-svenske Oldtids-Kjæmpeviser; 21 er et dansk Folkesagn. 22 til 29 handle om Sigurd Fafnersbane, denne Tydsklands ypperste Oldtidshelt, af dansk Herkomst paa Mödrenesiden, hans Bedrifter, uheldige dobbelte Kjærlighedsforstaaelse og deraf følgende Død; – samt om hans skuffede Elskerinde Brynhildes Selvmord og Ligfærd, hendes og Enken Gudrunes Klager over Heltens sørgelige Hedenfart. Stykkerne fra 30 til 37 handle alle om Gudrunes, hendes Brødres (Niflungernes eller Giukungernes), hendes anden Mands, Datters, Dattermands og Sönners tragiske Skjæbne og Endeligt. Enhver veed at den nordiske Helt Sigurd er den samme som de oldtydske Heltedigtes og de senere Folkesagns Sigfried, de nyere Tydske Digteres og Forfatteres Sigurd der Schlangentodter, ligesom og Niflungerne ere de samme Helte som besynges i Middelalderens nu berømte episke Digt Niebelungenlied, som dog ustridig er en Omarbeidelse af ældre Sange, og yngre end vore herom handlede nordiske.

Förend vi nærmere omtale nærværende Edda-Samlings 1ste Afdeling, som den der indeholdes i dette 1ste Bind, maa vi söge at vise dens Oprindelse, men dette kan ikke skee ret tydelig, uden tillige at omhandle det yngre Skrift af samme Navn, som i flere Henseender staaer i Forbindelse med det ældre.

Det er blevet meget omtvistet hvorfor denne ældste Samling af nordiske Digtninger har faaet Navn af Sæmunds Edda. Længe herskede den urigtige Mening, at den var bleven forfattet af den berømte Islænder Sæmund Sigfussön, kaldet hin Frode eller den Lærde, hvis udførlige Levnetsbeskrivelse paa Latin, ved Arne Magnusen med Erichsens Anmærkninger, staaer foran den kjöbenhavnske Udgave af Værket. En anden kortere indeholdes i Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ T. I. p. 198-202. Han var födt i et af Aarene fra 1054 til 57, altsaa kun rummelig 50 Aar efter det Lovbud som først paaböd Christendommens Indförelse i Island, skjönt i en meget ufuldkommen Skikkelse, saa at mange hemmelige Hedninger eller kristnede Yndere af de fra Hedendommen levnede mythiske Sange maae have levet i hans Tid, og kunnet gjöre ham bekjendt med de Oldtidsqvad, som hans fordomsfrie Aand har drevet ham til at forevige. Sin Ungdom tilbragte han med Reiser og Studeringer i Tydskland og Frankerige, efter nogle endog i Italien. Hans Landsmand og Fætter John Ögmundsen, den förste Biskop til Holum i Island, og efter Döden optaget i de Helliges Tal, traf ham paa sin Reise til Rom, og tog ham med sig tilbage til Island. Derefter blev vor Sæmund Præst til Odde, hvor han underviste mange Ynglinge i nyttig Lærdom; denne var vel tildels af den Beskaffenhed, at dens Virkninger maatte forekomme Almuen som etslags Trolddom, og dels var kjærlighed for de hedenske Oldtidsagn og Sange (endog for de magiske) saa bekjendt, at nogle blandt hans Samtidige ansaae ham for en stor Troldkarl (dog mest i den saakaldte hvide eller uskyldige og defensive Magie), i hvilket Rygte han endnu staaer blandt den islandske Almue, og det vil længe vedligeholdes ved de mange tildeels ret moersomme, Folkesagn af dette som mundtlig forplantes fra Slægt til Slægt. Sæmund var en formuende og anseet Mand. Han döde 77 Aar gammel, og efterlod sig et Værk om Norges og Islands Historie, som nu er næsten ganske tabt. Urigtig tilskrives ham af Nogle de saakaldte Odde-Annaler. Ligeledes berette Islændernes gamle Sagn, at han har forfattet, sammenskrevet eller samlet den efter ham opkaldte Sæmunds Edda, hvorfor Arngrim Johnsen i et Brev til Ole Worm meddeler et gammelt skriftligt Vidnesbyrd, som udtrykkelig siger, at han har skrevet eller begyndt at samle (samit) Edda, som siden blev fortsat eller foröget af Snorre Sturleson.

Det er udenfor al Tvivl at Sæmund Frode ikke er Forfatter til de allerfleste Digte i denne Edda; dette viser deres som oftest aldeles hedenske Aand, deres forskjellige Indhold, Stil og poetiske Værd, saa og de Benævnelser flere af dem have, f. Ex. Atlamaal og Atlaqvida, som nævnes efter Grönland, forhen et Fylke eller Herred i det sydlige Norge, hvorfra de vistnok ere bragte til Island. Vel er det sandsynligt, at Sæmund er Forfatter til det kristelige Digt Solens Sang (der kuns er at betragte som et Tillæg til Hedenoldsqvadene), men derimod kunne vi, af indvortes Kriterier, antage det for ganske vist, at enten Sæmund eller en anden samtidig Samler, har optegnet de fleste af Digtene, enten efter ældre enkelte Afskrifter eller og efter mundtlig Overlevering, og at han paa samme Maade har fört i Pennen, efter Andres Frasagn, endog hvor de vare hinanden modstridende, de prosaiske Fortællinger, som udfylde de tabte Digtes eller digteriske Brudstykkers Sted, hvilken samvittighedsfulde Methode især bestyrker disse litterære Mindesmærkers höje Alder. Vel kan man ikke usandsynlig slutte at Sæmund, paa sine Reiser i Tydskland, har lært at kjende adskillige Digte om Volsunger, Budlunger, Giukunger og Niflunger efter ældgamle tydske Originaler, maaskee de Sange om Forfædrenes Heltebedrifter som Carl den Store lod samle, men som nu menes at være tabte – men derimod er det vist, at flere af de eddiske Qvad, over samme Gjenstande, have været bekjendte og besjungne her i Norden för Sæmunds Dage; det vise de förommeldte Titler paa tvende af de længste blandt dem (Atlamaal og Atlaqvida) og den Bemærkning som gjöres udtrykkelig i de prosaiske Tillæg, at de Tydske fortælle Sigurd Fafnersbanes Död paa anden Maade. Hvorom alting er, saa ere de eddiske Sange over disse Æmner langt ældre end det tydske Niebelungen-Lied, Helden-Buch og de övrige til samme Fabelkreds henhörende Digtninger, endog efter de kyndigste tydske Lærdes egen Tilstaaelse.

De hidindtil udkomne Udgaver og Oversættelser af Sæmunds Eddas samlede Digte ere fölgende:

A. Den store ved Commissionen for den Arnæmagnæanske Stiftelse besörgede Kjöbenhavnske Udgave, i stor Qvart, hvis tvende, udkomne Dele have fölgende Hovedtitler: EDDA SÆMUNDAR HINS FRODA. Edda rhythmica seu antiqvior, vulgo sæmundina dicta. Pars I. Hafniæ 1787. 722 S. Pars II. 1818, 1010 S.

B. En Haand-Udgave af Texten i stor Oktav, besørget i Stockhobn 1818, af vor Prof. R. K. Rask og svensk Hof præst A. A. Afzelius.

C. D. Af tvende forskjellige tydske Udgaver i 8vo, med tilhørende Oversættelser af nogle af de heroiske Digte, er 1ste Deel udkommen i Berlin 1812, ved Prof F. H. von der Hagen; og sammesteds 1815, ved Brödrene Grimm.

E. Forsög til en Oversættelse af Sæmunds Edda ved B. C. Sandvig. 1ste Hefte, Kbhvn. 1783. 2 Hefte, 1785. Her indeholdes kuns de Digte, som af mig henføres til de tre förste Afdelinger, samt desuden Qvadet om Völund, Rigsmaal og Kong Heidreks Gaadelösning. Naar man betragter de i denne Oversætters Tidsalder mödende Vanskeligheder ved et saadant Arbeide, især for en Lærd som ikke havde det Islandske til Modersmaal, saa maa man vistnok undres over at hans Oversættelse er lykkedes saa godt, skjönt den naturligvis ikke kan svare til vor Tids Fordringer. Solens Sang, som egentlig er et Tillæg til de eddiske Digte, sættes her allerförst. Den store Forskjel paa denne (saavelsom og tildels paa alle de övrige) og den nærværende Oversættelse, vil enhver opmærksom Læser let kunne opdage. Jeg har stræbt efter at min bliver saa nöjagtig og oplysende som det nu er mueligt. Sandvigs Værk skal tildeels være bleven solgt til Makulatur; dertil var det sandelig altfor godt. De enkelte tilovers blevne Exemplarer maa man nu kjöbe i dyre Domme paa Bog-Auktioner.

F. En svensk Oversættelse af hele den ældre Edda, svarende i Form og Indretning til den förommeldte Stockholmske Udgave, udkom sammesteds 1818, forfattet ved Afzelius, under den Hovedtitel: Sæmund den Vises Edda, Sånger af Nordens ældste Skalder. Först nu er den kommen mig for Öine. Oversættelsesmaaden er den samme som jeg har valgt, men ingen Varianter af Læse- eller Fortolkningsmaader ere der tilföiede, ej heller andre Anmærkninger eller nogen Udsigt over de særskilte Digtes Indhold.

G. En engelsk Oversættelse af de mythologiske Digte, ved A. S. Cottle. Bristol 1797. Solens Sang er udeladt som hörende til den katholske Tidsalder. I visse Maader kan den dog henföres til den hedenske, da adskilligt af dens Overtro og mythologiske Talemaader er optaget deri, for at Digtet ret kunde blive forstaaeligt for de (af Navnet) nylig kristnede Nordboer.

Fra denne Edda ansees:

II. Den yngre saakaldte prosaiske eller Snorros-Edda nu at være ganske forskjellig. Ved dette Skrift plejer man især at forstaae, det som indeholdes i de tre Hoved-Codices man i nyere Tider har havt af Værket, nemlig: α) den kjöbenhavnske Kongelige, som menes at være bleven borte ved Flytning i Anledning af Christiansborgs Ildebrand 1794; men haves dog endnu i enkelte nöjagtige Afskrifter. Formodentlig er den skrevet först eller midt i det 14de Aarhundrede; β) den Wormske, sandsynligvis fra först eller midt i det 15de Aarhundrede; er nu paa vort Universitets-Bibliothek. Deri ere enkelte Papirsblade indskudte for at erstatte andre bortkomne. γ) den Upsalske i Sverrig, hvoraf en nöjagtig Afskrivt haves her i Universitetets Bogsamling. Den menes at være skrevet först i det 14de Aarhundrede. Desuden har man flere gode gamle Papirs-Afskrifter, der indeholde enkelte stykker, som ikke haves i nogen af de tre andre. I nyere Tider er alt dette, undtagen den Upsalske Codex, sammendraget i et eddisk Corpus af John Olafsen fra Grunnavik, og forsynet med latinsk Oversættelse m.m., hvilket store Værk, som gjemmes i den Arnæmagnæanske Samling, dog ikke er i saadan Stand at det kan udgives uden en ny nöjagtig Revision eller fuldkommen Omarbeidelse. Ogsaa har Suhm ladet den Wormske Codex afskrive og foröge med Varianter efter den Kongelige og andre. Dette smukke Haandskrift findes endnu i det store Kongelige Bibliothek.

Denne Edda kan inddeles i fem Hovedparter.

α) Mythiske Fortællinger angaaende oldnordisk Theogonie og Kosmogonie, Gudernes, Jætternes og Dæmonernes Bedrifter, Verdens Undergang og Fornyelse m.m. De kaldes af nogle Dæmi-sögur (Exempel-Fortællinger, Parabler) et Navn som först er tillagt dem i nyere Tider. De inddeles atter i: a) Gylfa-ginning (efter Nyerups Oversættelse: hvorledes Gylfe blev skuffet) eller Hárs Lygi (Hárs eller Odins Lögn eller Digtning) Navne, som rimeligvis ere opfundne af kristelig Iver for at Folk ikke skulde tillægge disse Beretninger Troværdighed. Anledningen til disse Benævnelser siges ellers at være den, at en Kong Gylfe, som skal have regjeret i Sverrig förend Asa-Folket bemægtigede sig det, gjorde en Reise til Gudernes Hovedstad Asgaard, hvor Odin eller den eddiske Trefoldighed. (Hár, Jafnhár og þridi ɔ: Höj, Lige Höj, og Tredie) underrettede ham om Troens Hemmeligheder, Gudernes og Verdens Skjæbne. Paa samme Maade skal en af Indernes (Hinduernes) Religionsböger Sambhavam, være indrettet, da en Konge udfritter der en Person, Payshee, födt af Alfaders (Para-brahmas) uendelige Visdomsaand, om Verdens Skabelse og Menneskeslægtens ældste Begivenheder. b) Braga-rædur ɔ: Brages Taler, hvori denne Gud fortæller Havguden Ægir Gudinden Iduns Bortförelse og de deraf fulgte Begivenheder samt Poesiens Oprindelse m. m. Hertil kunne og regnes de Fortællinger som findes adspredte i den næstfölgende Afdeling for at forklare Oprindelsen til Guldets og Krigens digteriske Benævnelser. Disse bestaae fornemmelig i Beretninger om de gothisk-germaniske Folks Oldtidshelte, som Kongerne Frode, Rolf Krake, Högne og Hedin i Danmark; Helge i Norge; Adils i Sverrig; Sigurd Fafnersbane og hans Samtidige i Tydskland, hvis Begivenheder ellers optage det störste Rum i denne Oversættelses 4de Afdeling.

β) Kénningar eller poetiske Benævnelser og Omskrivninger, hvorom man ellers finder nyere Underretninger i John Olafsens (fra Svefney) kronede Prisskrift om Nordens gamle Digtekunst, Kbhvn. 1786. 4. (især Side 95 til 118.) I den yngre Edda ere saavel disse Benævnelser som de mythiske Fortællinger helt igjennem oplyste og bekræftede med de gamle Skjaldes Vers, tagne baade af de theosophiske Digte i den ældre Edda, samt af flere af samme Art, som nu ellers vare ganske tabte. Saaledes findes der den hele Grottesang, to Brudstykker af Thiodulf den hvinverskes Höstlöng, et af Eilif Gudrunarsons Lovsang til Thor, Thorsdrapa kaldet; to Brudstykker af Brage den Gamles Hædersquad om Kong Ragnar Lodbrog; adskillige Stropher af Ulf Uggasons Husdrapa, hvori et af det gamle Nordens mærkværdigste Billedværker beskrives. Et Skrift som svarer i sin Indretning til de egentlige Kenningar, have Inderne i deres Cosha (Amara Cosha), ogsaa kaldet Amara sinha.

γ) En Afhandling om det islandske Alphabet og Skrift, saavel med Runer, som med latinsk-gothiske Bogstaver. δ) En anden om grammatikalske, rhetoriske og poetiske Figurer. ε) Metrik eller Prosodie, kaldet Háttalykill eller Versarternes Nögle.

De fleste Islændere inddele denne Edda under andre Benævnelser, saaledes. 1) Den egentlige Snorra-Edda, nemlig Fortællingerne (Dæmi-sögur) og Benævnelserne (Kénningar). 2) Skálda, Digtekunst eller Digternes Bog, som nu, efter de fleste Afskrifter, bestaaer af de övrige nævnte Afhandlinger. Dog ville nogle at Kénningar skulle regnes med til Skálda.

Endnu maae vi ommelde en meget omtvistet Fortale til den yngre Edda. Den handler om Menneskeslægtens Frafald fra den sande Tro til Afguderie; om Saturnus og hans Sön Jupiter som Konger paa Öen Creta, dyrkede som Guder af Grækerne; om de forgudede Asers Oprindelse fra Phrygien og Troia m. m. som öjensynlig ikke er af Skriftets förste Forfatter, men en senere Afskriver eller Samler, sandsynligvis en katholsk Geistlig, som derved har villet enten betrygge sig mod Nidkjæres Anklager eller betage den fölgende Fremstilling af Nordens hedenske Myther al skadelig Indflydelse paa svage Sjæle især da man dengang ikke havde noget skrevet System af Landets da herskende (kristelige) Religion, i dets eget Sprog. I det mindste kan Snorre ej have havt nogen Del i hint Produkt, som staaer i aabenbar Modsigelse med hans Beretninger i Ynglingasaga, skjönt han selv ogsaa deri har betragtet vore ældste mythologiske Sange altfor meget fra en historisk Synspunkt, efter sin Tidsalders almindelig herskende Fordomme. Bagefter Brages Taler findes, baade i den kongelige og Vormske Codex, et indskudt isoleret Stykke, hvori Sammenligninger anstilles mellem Aserne og Trojanerne, mellem Trojas og Verdens Undergang m. m., men det samme Stykke mangler dog næsten ganske i Upsalabogen, som synes at være den ældste.

Endelig findes og, som Tillæg till den Wormske Codex, en vigtig Levning af et gammelt Digt Rigsmaal kaldet. Det skildrer Fyrsters, Adelsmænds, Odelsmænds eller frie Bönders samt Trælles, Livegnes eller Vornedes Stammer, som Kaster af forskjellig Oprindelse, og afgiver et höjstmærkværdigt Bidrag til Kundskab om vore hedenske Stamfædres Sæder og Levemaade.

De ældste ufuldkomne Udgaver af denne Edda besörgedes a) i Kjöbenhavn af Resen 1665; b) i Upsala af Göranson henved 1750; c) i Stettin af Schimmelmann 1777; alle i Qvartformat. Den eneste (efter de tre Hoved-Codices) fuldstændige og korrekte Udgave af Snorra-Edda og Skalda, besörgedes af Rask i Stockholm 1818, stor 8., og man fölgeligen ansees som en udmærket Vinding for den oldnordiske Literatur. Den förste Del af en hertil svarende svensk Oversættelse, er udkommet i Stockholm 1819, stor 8. Nyerup udgav en dansk Oversættelse af denne Eddas vigtigste mythologiske Fortællinger, under Titel: Edda eller Skandinavernes hedenske Gudelære, Kbhvn. 1808. Derefter udkom Oversættelser i forskjellige europæiske Sprog, hvoraf to tydske, ved Rühs-1812 og Majer 1818.

Ieg har her handlet saa udförlig om den yngre Edda, fordi den staaer i mangefoldig Forbindelse med den ældre. Det vil altsaa ikke blive upassende at undersöge denne Forbindelses förste Oprindelse.

Foran i den Upsalske Pergaments-Codex bevidnes (ved samme Haand som selve Skriftet er af, at den berömte Forfatter til Heimskringla eller de norske Kongers Historie, Snorre Sturleson, den islandske Fristats sidste Laugmand (födt 1178, död 1241) ogsaa har sammensat (samansett) denne Edda. Nogle Pergamentsblade, der synes at tilhöre det förommeldte ypperlige Fragment af en Membran i den arnæmagnæanske Samling No. 748 (4), og lade til at være skrevne först i det 14de Aarhundrede, tilegne Snorre Kénningar (som ere en Fortsættelse af de mythiske Fortællinger) hvilke han da formodentlig ogsaa har optegnet. Det tilforn omtalte af Arngrim citerede gamle Vidnesbyrd, melder, at Snorre har fuldendt den Edda som Sæmund havde begyndt at skrive og samle. Endelig berette islandske Aarböger (de saakaldte Annales breviores), at Snorre har sammensat (samsett) Edda, samt mange andre Lærdoms- og Historie-Böger.

Disse Vidnesbyrd kunne dog ikke hjemle Snorre Del i andet af denne Edda, end de mythiske Fortællinger, og i de poetiske Benævnelser, samt de i Metriken anförte Vers, da Skalda eller Afhandlingerne om Sproglæren m.m., synes at medföre, at den, for det meste, er forfattet af Oluf Thordarsen, kaldet Hvitaskald, Laugmand i Island, död 1259. Ogsaa bevidnes dette udtrykkelig af gamle Membraner.

De nysnævnte eddiske Samleres og Forafatteres Familieforhold give endvidere den störste Grund til at formode Rigtigheden af det her Anförte. Sæmund Frode efterlod tvende Sönner sine store literære Samlinger og en Del af sin Lærdom. Fra Lopt, den ene af dem, gik de over til hans Sön, John Loptsön, udmærket ved Videnskabelighed, Klogskab, Ædelmod og Rigdom. Han ægtede en Datter af Kong Magnus Barfod i Norge, og döde Aar 1197. Snorre Sturleson var hans Fostersön fra sit 3die til det 19de eller 20de Aldersaar, og opholdt sig endnu nogen Tid efter Johns Död paa Odde, hos hans Sön og sin Fostbroder, Sæmund. Ved John Loptsöns Undervisning og herlige Bogsamling erhvervede han sig den Smag og Lærdom som have gjort hans Navn udödeligt. Johns Sön, Sæmund, var vel den rigeste Mand i Island раа den Tid, men omtales ej i Historien som Dyrker eller Ynder af Videnskaberne. Det er derfor höjst sandsynligt, at Snorre, som selv ogsaa var rig, og stedse gjorde sig Umage for at erhverve, lade afskrive og selv skrive Böger, har, enten da han förste Gang tog bort fra Odde, eller da han siden, i sin Manddoms og höjeste Velmagts Dage, reiste derhen paa ny efter Sæmunds Död, og efter hans Sönners Begjæring, for at dele hans Boe mellem dem benyttet sig af Ejerens Ligegyldighed for Videnskaber men Venskab for sig, til at komme i Besiddelse af den fra Sæmund Frode og John Loptsön arvede betydelige Bogsamling. Her iblandt vare sandsynligvis mange berömte Hedenolds-Digte, maaske indförte i en Bog, hvis Levninger vi kalde Sæmunds Edda – hvad enten dette Navn er 1) givet den Snorre, fordi Bogens Indhold först var samlet paa Hovedgaarden Odde eller den selv bekommet derfra, eller 2) Bogen enten da eller siden er bleven kaldet saa af Ódr, Digt, Fornuft, eller og ligefrem 3) Edda, Oldemoder, formedelst Qvadenes höje Ælde. Vel muligt er det og at Sæmund selv havde optegnet det förste Udkast til de gamle Nordboers i den yngre Edda indeholdte religieuse og mythologiske Lærebygning, efter ældgammel Overlevering fra de hedenske Gode- eller Præste-Stammer, blandt hvilke den var bleven forplantet fra Mand til Mand, tildels paa en hemmelig Maade, ligesom det var Tilfældet blandt Celternes Druider, samt de fleste övrige gamle Folkeslags Præster og Lærere

Almuens förommeldte Beskyldninger mod Sæmund, især den, at han var bleven undervist i den saakaldte sorte Skole (hvor han skal have bragt det vidt i alleslags hedenske Trolddomskunster) have vistnok reist sig af hans Begjærlighed efter at lære og opskrive de hedenske Sange, der handlede om Oldtidens Guder, som netop af de Tiders alvorlig omvendte Kristne ansaaes for Djævle; ogsaa forekommer der adskilligt om Trolddom og Trylleruner i slige Digte. Hvorom Alting er, saa er det temmelig vist at Sæmund har samlet dem; dette forudsat, bliver intet sandsynligere, end at han og har gjort sig Umage for at komme til Kundskab om de gamle nordiske Hedningers hele Religionssystem, og at han saaledes har formaaet en eller anden viis Olding til hemmelig at meddele sig den i den gamle Form. Saaledes er vel Grundvolden til den förste, egentlig mythologiske Del af den hele Edda bleven til. Det er meget naturligt at Sæmund, selv en kristelig Præst, ikke har villet være dette sit Værk bekjendt for sine geistlige Medbrödre, og derfor lagt etslags Dölgsmaal derpaa. Det samme har vel og været Tilfældet med hans Sön og Sönnesön men hos denne var Snorre Sturleson, som förmeldt, opdraget, og her er han sikkerlig kommet i Besiddelse af hint Sæmunds mysterieuse Værk (eller i det mindste de vigtigste Materialier, hvoraf det er sammensat) tillige med selve den ældre Edda. Naar nu Snorre af en eller anden Grund fortiede Værkets förste Oprindelse, men han dog selv havde opskrevet, omarbeidet eller foröget det, saa er intet rimeligere, end at man har tillagt ham, som en ellers bekjendt Forfatter, det hele Skrift. Den Snorre tillagte og vistnok af ham bearbeidede Ynglinga-Saga, er tildels at ansee som etslags Kommentar til den oldnordiske Gudelære, hvorved slige Folkesagn og Myther aldeles bleve tilskaarne efter den i Middelalderen herskende historiske Hypothese, og saaledes blandede med virkelig Historie. I P. E. Müllers snart udkommende vigtige Afhandling om Snorros Kilder, vil det blive godtgjort, at adskillige af de ham længe tillagte Sagaer vare ældre end han, og (til Fortsættelse af Sæmunds begyndte Værk) kun samlede, ordnede og bearbeidede, men ikke först opskrevne af ham selv. Fuldt saa sandsynlig kan man antage det samme om den egentlig mythologiske Del af den efter ham opkaldte yngre Edda.

I alle Tilfælde har Snorre foröget Gylfaginning med adskillige Tillæg, især de saakaldte Kénningar; men siden er hele Værket (naar Skálda regnes dertil), bleven fortsat og maaske sluttet ved hans förommeldte Brodersön, Olaf Thordarsön (ligeledes Laugmand og Digter) som blev tildels opdraget og undervist i boglige Kunster af Snorre selv, samt var ham stedse kjær og hengiven. Heraf er det saare forklarligt at Skáldas Forfatter især har valgt Snorros Digte til Exempler for sine Regler.

Have Sæmunds og Snorros Edda, som man saaledes maa formode af det anförte, engang udgjort et og det samme Værk, et saavidt mueligt, fuldstændigt oldnordisk Corpus poëseos, er det ej underligt, at dets tvende Hoveddele, hvilke man nu maa ansee for tvende forskjellige Skrifter, bære det samme Navn. De mange politiske og physiske Omvæltninger i Island efter Olaf Thordarsons Dage, kunde let foranledige en Skilsmisse mellem dem, saa at den ene, navnlig Sæmunds Edda, er kommet os tilhænde meget formindsket og beskadiget; men derimod den anden, eller saakaldte Snorros Edda, foröget af sildigere Afskrivere med Fortalen, Efterskriften og enkelte flere Interpolationer, dog tillige med andre brugbare Tillæg til de poetiske Benævnelser.

I övrigt henviser jeg mine ærede Læsere, til Nyerups Afhandling om Edda (i Skand. Lit. Selsk. Skrif. 1807, 2de Bind); Müllers tvende (ogsaa paa Tydsk oversatte) Skrifter over Asalærens Ægthed (i samme Skrifter for 1810) og den islandske Historiographie m.m. jævnförte med hans Saga-Bibliotheks 2det Bind; til Rasks Fortale til hans Udgave af den yngre Edda – samt endelig til min egen Indledning til Forelæsninger over den ældre Edda i Maanedsskriftet Athene for Februar 1816.

I Henseende til min nærværende nydanske Bearbeidelse af den ældre Edda, saa vil den, i det Hele findes overensstemmende med min förste Anmeldelse. De förste Ark bleve tilfældigvis trykte i min Fraværelse paa en Reise, og saaledes indförtes nogle Afvigelser i Læse- eller Oversættelses-Maaden i Texten af Valas Spaadom, isteden for at staa nedenunder den, som stedse iagttages i de fölgende Digte. Af samme Aarsag have ogsaa flere Trykfeil, end jeg önskede, indsneget sig.

MineForklaringer over Digtenes Tendenz og Indhold, vige tildels meget fra de fleste ældre, og jeg haaber at det heraf (ligesom jeg alt yttrede i Anmeldelsen) vil blive klart: at der i den ældre Edda aldeles intet meldes om vore Fædres Guddomme (Odin, Thor, Freyr, Frigga, Freya o.fl.) som jordiske Mænd eller Qvinder; Fyrster eller Fyrstinder, men tvertimod som Naturens og Elementernes Beherskere og Styrere, ligesom og Gudernes Modstandere Jætterne, ikke her omtales som nogen menneskelig Nation, men som Afgrundens, Mörkets og Kuldens Dæmoner, oftest oprörske mod Himlens höjere Magter – og endvidere: at Nordens Guder efter Forfædrenes Forestillinger, levede og virkede i Naturen, og ville saaledes vedblive til Verdens Ende, samt at vore Digtere og Kunstnere, naar de söge at sætte sig ind i vor egentlige Hedenolds Forestillinger, ville finde Gudernes Billeder under mangfoldige afvexlende Former i den evige Natur, hvorved Geniet aabnes en vid Mark til nye og herlige Anskuelser. Dog have allerede mange nyere Forfattere og Digtere, (især Oehlenschläger) (hvis Poëmer af denne Art vist ville, ved nærværende Værk sættes i det rigtige Lys for mange Læsere) seet og forestillet hine höje Idealer – i större eller mindre Grad fra den rette oprindelige Synspunkt, der ellers, lige fra Kristendom mens Indförelse, for det meste var bleven forfeilet og miskjendt af Nordboerne.

Grækers og Gothers oprindelige Forvandtskab indlyser alt mere og mere saavel ved Historiens som Sprogenes nöjagtige Undersögelse. Det behöver derfor neppe at anmærkes, at den Lighed, som jeg her tidt har bemærket mellem græske og oldnordiske Læresætninger, Digtninger og Myther, ingenlunde nedstammer fra Nordboernes Bekjendtskab med græske og romerske Skrifter i Middelalderen. Den hidrörer tvertimod fra hine Folks ældste Forbindelse i Landene ved det sorte Hav. Paa den anden side have Nordboernes gamle Myther fuldt saa stor en Lighed med de asiatiske, og dog er det fuldkommen bevisligt at man her i Norden ingenlunde kunde indföre sligt i Eddaerne eller Skjaldenes Sange fra persiske eller indiske Skrifter. Gjennem Aartusender have saadanne Sagn og Navne, ligesom saa mange fælles Ord af de ældste Sprog, forplantet sig blandt Forskjellige ved uhyre Folkevandringer fra hinanden bortfjærnede Grene af den samme Hovedstamme. Vi see endnu at den kristne Lære, skjöndt forkyndt og haandhævet ved strænge Lovbud, gjennem saa mange Aarhundreder, ikke har formaaet at udslette den mangfoldige, paa Eddalæren grundede Overtro om Jætter, Riser, Vætter, Alfe, Dverge, Diser o. s. v. i de nordiske Lande. Hvor meget stærkere maatte da ikke slige og andre hedenske Meninger indgroe og forplantes i selve Hedendommen!

Ved mine Forklaringer over Valas Spaadom og Grimnersmaal, havde jeg et og andet at tilföje, men Leiligheden tillader det nu ikke, hvorimod jeg haaber at kunne fremföre disse senere erhvervede Oplysninger i en kortfattet Tillægs-Afhandling om vore hedenske Forfædres mythiske Kalender og fornemste Folkefester – i et af de fölgende Bind. Her i bemærker jeg kun forelöbigen, at ved gamle Haandskrifter i det store Kgl. Bibliothek, (hvorpaa Hr. Kopiist Thiele var saa god at gjöre mig opmærksom) og senere deraf fölgende Undersögelser, er jeg bleven overbevist om at den Side 21 ommeldte sydlige Overtro om omsværmende Drager i Midsommersnatten, ogsaa har, ligetil vore Dage, hersket blandt en Deel af Almuen i Danmark og Sverrig. Ligeledes maa jeg bevidne, at Hr. Pastor Henneberg, saavidt jeg veed, allerförst (1812) har lagt Mærke til vore Forfædres Bekjendtskab med de 12 Himmeltegn; men derimod kan jeg forsikkre at jeg ogsaa har udfundet det samme, uden at kjende hans Opdagelse, ligesom og vore Forklaringer ej stemme nöje i de enkelte Dele. Herom mere i det nylig lovede Tillæg.

Endvidere maa jeg bemærke at jeg ikke, förend dette Bind, paa Fortalen nær, var sluttet, har seet eller gjennemlæst det 1820 i Stockholm udkomne 1ste Hefte af »Eddornas Sinnebildslära, för Olärde främställd» ved Digteren Ling. Jeg seer at den genialske Forfatter er enig med mig i mange Poster (f. Ex. i den nysommeldte om de 12 Himmeltegn) af den eddiske Exegetik. Det er og tildels Tilfældet med den mig forhen ubekjendte Trautvetter, og saaledes maa vore, af hinanden uafhængige Forklaringer bestyrke vore vigtigste fælles Anskuelsers Rigtighed.

Nærværende 1ste Dels Udgave er bleven forsinket ved uforudseete Hindringer, som have mödt Forlæggeren, især ved bestilt Papirs Udeblivelse eller Uoverensstemmelse med givne Pröver m.m. hvorved Trykningen har maattet standse, men vi haabe, at den herefter kan fortsættes. uafbrudt til Værkets Slutning.

Endelig frembærer jeg min inderlige Tak til de höje og hæderlige Befordrere af dette Værk, uden hvis velvillige Deltagelse ikke kunde have udkommet i nærværende Tidspunkt.

Kiöbenhavn, d. 15de Januar 1821.

---

Fodnoter: