Sagaen om Hedin og Høgne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Sagaen om Hedin og Høgne
eller
Fortællingen om Sørle

Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

Kapitel 1

Valkyrie med drikkehorn
Grafik af Jonas Lau Markussen

Landet øst for Vanakvisl i Asien blev kaldt Asialand eller Asiaheim, og folket, som boede dér, kaldtes for aser, og de kaldte hovedstaden for Asgård. Kongen dér hed Odin. Det var et stort offersted. Odin udnævnte Njord og Frej til offergoder. Njords datter hed Freja. Hun fulgte Odin og var hans frille. I Asien var der nogle mænd, hvoraf den ene hed Alfrig, den anden Dvalin, den tredje Berling og den fjerde Grer. De boede ikke langt fra kongens gård. De var så dygtige, at alt, hvad de fremstillede, blev fejlfrit. De var af den slags folk, som man kaldte for dværge. De boede i en sten. Dengang blandede dværgene sig mere med menneskerne, end de gør nu.

Odin elskede Freja højt, og hun var også den smukkeste af alle kvinder på den tid. Hun havde et hus. Det var både smukt og stærkt, og man sagde, at hvis døren var lukket og låst, kunne ingen komme ind i huset mod Frejas vilje. En dag var Freja gået hen til stenen, og den var da åben. Dværgene var i færd med at smede et halssmykke af guld. Det var næsten færdigt. Freja syntes, at halssmykket var meget smukt, og dværgene syntes, at Freja var meget smuk. Hun ville købe smykket af dværgene og tilbød guld og sølv og andre kostbarheder for det. De sagde, at de ikke manglede rigdom, men at de hver især ville sælge deres andel i halssmykket, og at de ikke ville have andet for det, end at hun tilbragte en nat sammen med hver af dem. Og hvad enten hun syntes godt eller skidt om disse betingelser, så blev de enige om handlen. Da der var gået fire nætter, og alle betingelser var opfyldt, afhændede de halssmykket til Freja. Hun tog hjem i sit hus, og forholdt sig tavs, som om intet var hændt.

Kapitel 2

Der var en mand, der hed Farbaute. Han var gammel og gift med en kone, der hed Laufey. Hun var både slank og spinkel, og hun blev derfor kaldt Nål. De havde én søn. Han hed Loke. Han var ikke stor af vækst, men fik tidligt en skarp tunge og var snarrådig. Han besad mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed. Han var meget listig allerede i en ung alder, og derfor blev han kaldt Loke den Lumske. Han drog til Odin i Asgård og gik i hans tjeneste. Odin holdt altid med Loke, uanset hvad han foretog sig, men alligevel satte han ham ofte på store prøver, og han bestod dem alle bedre, end man kunne vente. Han havde kendskab til næsten alt, hvad der foregik, og han fortalte også Odin alt, hvad han vidste.

Og det fortælles, at Loke erfarede, at Freja havde fået halssmykket, og ligeledes hvad hun havde givet for det. Dette fortalte han Odin. Og da Odin fik det at vide, sagde han, at Loke skulle få fat i smykket og give det til ham. Loke sagde, at det var en umulig sag, da ingen kunne komme ind i huset mod Frejas vilje. Odin sagde, at han skulle se at komme af sted og ikke komme tilbage, før han havde skaffet halssmykket. Loke gik da råbende derfra. De fleste glædede sig, når tingene gik Loke imod. Han gik hen til Frejas hus, men det var aflåst. Han forsøgte at komme ind, men det lykkedes ikke. Det var meget koldt, og han begyndte snart at fryse. Så forvandlede han sig til en flue. Han fløj da rundt ved alle låse og alle sammenføjninger, men fandt ingen steder et hul, hvor han kunne komme ind. Først helt oppe ved tagryggen fandt han et, men det var ikke større, end at man kun lige kunne stikke en nål igennem. Det hul krøb han ind ad. Da han kom ind, spærrede han øjnene op for at se, om nogen var vågnet, men han så, at alle, der var i huset, sov. Han flyver derpå ind til Frejas seng og bemærker, at hun har smykket om halsen, men at hægten vender nedad. Loke forvandler sig til en loppe. Han sætter sig på Frejas kind og bider, så Freja vågner og vender sig om og falder i søvn igen. Så tager Loke loppehammen af, lister halssmykket af Freja, låser husdøren op og går hen og afleverer smykket til Odin.

Freja vågner om morgenen og ser, at døren er åben, men ikke ødelagt. Men det fine halssmykke var væk. Hun mente nok at vide, hvilken list der havde været anvendt, og så snart hun var klædt på, gik hun ind i hallen og hen til kong Odin og sagde, at det var ondskabsfuldt gjort, at han havde ladet hendes smykke stjæle, og hun bad ham om at få det igen. Odin sagde, at sådan som hun var kommet til det, skulle hun aldrig få det igen, »— medmindre du kan bevirke, at to konger, der hver har 20 konger under sig, bliver uenige og kæmper mod hinanden på de vilkår og betingelser, at så snart de falder, skal de straks rejse sig og kæmpe videre, indtil en kristen mand kommer, som er så modig og i den grad fulgt af sin herres lykke, at han tør afbryde deres kamp og fælde disse mænd med våben. Først da skal deres prøvelser slutte, hvilken høvding det så end tilkommer at befri dem fra tvangen og plagen ved deres frygtelige forehavende.« Freja gik med til dette og fik halssmykket igen

Kapitel 3

På den tid, da der var gået 24 år efter Fred-Frodes død, herskede den konge, der hed Erling, i Oplandene i Norge. Han havde sig en dronning og to sønner. Den ældste hed Sørle den Stærke, den yngste hed Erlend. De var lovende mænd. Sørle var den stærkeste af de to. De drog ud på hærtogt, så snart de var gamle nok til det. I Elveskærene kæmpede de mod vikingen Sindre, der var søn af Sveige, som var søn af søkongen Hake, og dér faldt vikingen Sindre sammen med hele sit mandskab. I denne kamp faldt også Erlend Erlingson. Efter dette sejlede Sørle til Østersøen, hvor han hærgede og øvede så mange storværker, at det ville tage lang tid at skrive om dem alle.

Kapitel 4

Der var en konge ved navn Halfdan. Han herskede over Danmark. Han sad i den by, der hedder Roskilde. Han var gift med Hvedna den Ældre. Deres sønner hed Høgne og Håkon. De to overgik andre mænd med hensyn til vækst og styrke og alt, hvad de foretog sig. De drog ud på hærtogt, så snart de nåede voksenalderen.

Nu fortsætter vi med Sørle, og et efterår sejler han til Danmark. Kong Halfdan agtede da at begive sig til et kongemøde. Han var meget mærket af alder, da begivenhederne i denne saga fandt sted. Han ejede et drageskib, der var så godt, at man med hensyn til styrke og udførelse ikke fandt magen til i de nordiske lande. Skibet lå for anker i havnen, mens kong Halfdan var i land og lod brygge rejseøl. Men da Sørle så drageskibet, blev hans hjerte grebet af en sådan besiddetrang, at han for alt i verden måtte eje skibet. Efter de flestes mening har der heller aldrig været et skib i Norden, som var en større kostbarhed — bortset fra drageskibene Ellide og Gnod og Ormen Lange. Sørle sagde til sine folk, at de skulle gøre klar til kamp, »— for nu skal vi dræbe kong Halfdan og sætte os i besiddelse af drageskibet.« Den mand, der hed Sævar — han var Sørles stavnbo og staller — svarede ham: »Det er ikke tilrådeligt — herre! — for Halfdan er en stor høvding og en berømt mand. Han har også to sønner, som står rede til at hævne ham, for de er begge nu navnkundige mænd.« »Jeg vil kæmpe,« sagde Sørle »— uanset om de så overgår guderne.« De gør nu klar til kamp. Nu får kong Halfdan at vide, hvad der sker. Han tøver ikke, men skynder sig til skibene med alle sine folk, og de gør straks klar til kamp. Nogle mænd sagde til Halfdan, at det var utilrådeligt for ham at gå i kamp, da hans hær var i undertal, og at han hellere skulle flygte. Kongen sagde, at alle skulle falde — den ene oven på den anden — før han flygtede. På begge sider gør man nu klar til kamp, og det bliver den hårdeste strid, og det ender med, at kong Halfdan og hele hans hær falder. Derpå tog Sørle drageskibet med alt, hvad der havde værdi ombord.

Siden erfarede Sørle, at Høgne var vendt hjem fra hærtogt og lå ved Odense. Dér sejler Sørle hen med sine skibe, og så snart de træffes, fortæller han ham om hans fars, Halfdans, død og tilbyder ham forlig og selvdømme og desuden fostbroderskab, men Høgne afslog det hele. Derefter kæmpede de, som det fortælles i Sørlestikken. Håkon gik frem med stor dygtighed og dræbte Sævar, Sørles bannerfører og stavnbo. Derpå dræbte Sørle Håkon, mens Høgne dræbte kong Erling, Sørles far. Siden kæmpede Høgne og Sørle, og Høgne besejrede Sørle, som faldt — såret og udmattet. Høgne lod Sørle blive helbredt, og de svor hinanden fostbroderskab og holdt det godt, så længe de begge levede. Men Sørle døde først af dem, og han faldt i Østerled i kamp mod vikinger, således som det her fortælles i Sørlestikken:

Han faldt, den frygtløse,

først på Helbænken —

segnede, da sværd

blev svunget i Østerled;

den dådrige døde

i dalfiskens skånsel,

da brynjebroddene

bed for vikingerne.

Og da Høgne erfarede, at Sørle var død, hærgede han den samme sommer i Østerled og sejrede overalt og blev konge dér, og man siger, at 20 konger blev skatskyldige under kong Høgne, og de var underlagt hans overherredømme. Høgnes storværker og hærtogter gjorde ham så berømt, at hans navn var lige så kendt nordpå i Finnmarken som nede i Paris og alle steder derimellem.

Kapitel 5

Der var en konge, der hed Hjarrande. Han herskede over Serkland. Han havde en dronning og en søn, der hed Hedin. Hedin udmærkede sig tidligt ved sin styrke, vækst og duelighed. Han drog allerede i sine unge år på hærtogt og blev søkonge og hærgede vidt omkring i Spanien og Grækenland og alle de nærliggende riger, så 20 konger blev skatskyldige under ham og modtog land og len af ham. Hedin opholdt sig om vinteren hjemme i Serkland.

Det fortælles, at Hedin engang var taget i skoven med sin hird. Han kom da ene mand til en rydning. Han så en kvinde sidde på en stol i rydningen; hun var stor af vækst og havde et smukt udseende. Hun hilste belevent på Hedin. Han spurgte, hvad hun hed, og hun svarede, at hun hed Gøndul. Siden taler de sammen, og hun spørger til hans storværker, og han var imødekommende og fortalte hende alt. Han spurgte hende, om hun kendte en konge, der var hans lige med hensyn til raskhed og berømmelse, mod og mandighed. Hun siger, at hun kender en, som ikke står tilbage for ham, og lige som ham har 20 konger i sin tjeneste. Hun sagde, at han hed Høgne og holdt til nordpå i Danmark. »Det kan ikke være anderledes,« sagde Hedin. »— end at vi må finde ud af, hvem af os der overgår den anden.« »Nu må du tilbage til dine mænd,« siger Gøndul, »— for de leder nok efter dig.« Derpå skilles de, og han vender tilbage til sine mænd, mens hun bliver siddende.

Så snart det bliver forår, drager Hedin af sted, og han har et drageskib og tre hundrede mand. Han styrer nordpå og sejler hele sommeren og vinteren med. Han ankom til Danmark om foråret.

Kapitel 6

Kong Høgne sad da hjemme. Og da han erfarer, at en ypperlig konge er kommet til landet, indbyder han ham til et prægtigt gæstebud. Hedin takker ja. Og da de sad ved drikken, spurgte Høgne, hvilket ærinde Hedin havde, siden han havde lyst til at rejse så langt nordpå i verden. Hedin sagde, at han kom, fordi han ønskede, at de skulle prøve deres mod og mandighed, duelighed og alle evner mod hinanden. Høgne sagde, at det var han rede til. Og tidligt næste dag svømmede de om kap og gik på skydebanen. De dystede også i våbenbrug og til hest med lanser og i alle andre idrætter, og de var i alle henseender så jævnbyrdige, at ingen var i stand til at sige, hvem af dem der var bedst. Efter dette svor de hinanden fostbroderskab, og de skulle eje alt ligeligt. Hedin var ung og ugift, mens Høgne var noget ældre. Han var gift med Hervør, som var datter af Hjørvard, der var søn af Heidrek Ulveham. Høgne havde en datter, der hed Hild. Hun var den smukkeste og klogeste kvinde. Høgne elskede sin datter højt. Han havde ikke andre børn.

Kapitel 7

Det fortælles, at Høgne nogen tid efter drog på hærtogt, mens Hedin blev hjemme for at tage vare på riget. En dag tog Hedin i skoven for morskabs skyld. Vejret var mildt. Han kom igen væk fra sine mænd. Han kom frem til en lysning. Dér så han den samme kvinde, som han tidligere havde set i Serkland, sidde på en stol, men han syntes, at hun så meget smukkere ud nu end før. Hun talte igen først til ham og var blid i sit ordvalg. Hun havde et drikkehorn i hånden, og der var låg på. Kongen fandt hende meget betagende. Hun bad ham drikke af hornet, og kongen var tørstig, for han havde fået det varmt, og han tager imod det og drikker. Men da han havde drukket, skete der noget meget mærkeligt med ham, for han var ikke i stand til at huske det, som var foregået tidligere. Han satte sig ned, og de talte sammen. Hun spurgte, om han nu havde erfaret, hvad hun før havde fortalt ham om Høgnes mod og evner. Hedin sagde, at hun havde haft ret, »— for da vi prøvede hinanden, var han ikke på ingen måde ringere end mig, og derfor bliver vi kaldt jævnbyrdige.« »Men I er dog ikke helt lige,« siger hun. »Hvad mener du?« siger han. »Jeg mener,« siger hun, »— at Høgne har en ætstor dronning, og du har ingen kone.« Han svarer: »Høgne lader mig blive gift med sin datter, Hild, så snart jeg frier til hende, og da er jeg ikke ringere gift end ham.« »Din anseelse mindskes,« siger hun, »— såfremt du beder Høgne om svogerskab. Det var bedre — hvis du da, som du påstår, hverken mangler mod eller mandighed — at bortføre Hild og dræbe dronningen på den måde, at du tager hende og lægger hende foran stavnen på drageskibet og lader skibet knuse hende, når det bliver halet frem.« Det øl, Hedin havde drukket, havde fanget ham sådan i ondskab og glemsel, at det forekom ham, at der ikke var andet at gøre end dette, og han havde ingen erindring om, at han og Høgne var fostbrødre.

Derefter skiltes de, og Hedin fandt hen til sine mænd. Dette skete sidst på sommeren. Hedin får sine mænd til at klargøre drageskibet, for han sagde, at han ville hjem til Serkland. Siden gik han hen til huset og greb dronningen med den ene hånd og Hild med den anden og gik ud med dem. Hans mænd tog Hilds klæder og kostbarheder. Der var kun sådanne folk i riget, som ikke vovede at gøre modstand mod Hedin og hans mænd, for han var meget ublid. Hild spurgte Hedin, hvad han havde til hensigt, og han fortalte hende det. Hun bad ham lade være, »— for min far vil gifte mig med dig, hvis du frier til mig.« »Det kommer ikke til at ske,« siger Hedin, »— at jeg frier til dig.« »Og selv om det var sådan,« siger hun, »— at du bare bortførte mig, så ville du og min far alligevel blive forsonede, men hvis du er så ond og umenneskelig, at du slår min mor ihjel, da skal I aldrig blive forsonede. Jeg har også set i drømme, at I kæmper og dræber hinanden, og det fører til noget endnu værre, men det vil være en stor sorg for mig, hvis jeg skal være vidne til, at min far kommer til skade og udsættes for stor trolddom, men jeg føler heller ingen glæde ved at se dig blive udsat for modgang og ulykke.« Hedin sagde, at det ikke ragede ham, hvad der skete bagefter, og at han ville gøre som planlagt. »Du kan ikke gøre for det,« siger Hild, »— for du har ikke magten over dig selv nu.« Hedin gik derpå ned til stranden. Drageskibet blev halet frem, og han kastede da dronningen under stavnen. Dér mistede hun livet, og Hedin går om bord på drageskibet.

Men da de er færdige til afgang, får han lyst til at gå alene i land og hen i den samme skov, som han før havde været i. Og da han kom frem til lysningen, så han Gøndul sidde dér på stolen. De hilste på hinanden som gode bekendte. Hedin fortalte hende, hvad han havde gjort, og hun var godt tilfreds med det, der var sket. Hun havde hornet hos sig, som hun også havde haft tidligere, og hun bød ham at tømme det. Han tog imod hornet og drak, men da han havde drukket, blev han søvnig og lagde sig med hovedet i hendes skød. Men da han var faldet i søvn, trak hun sig væk fra hans hoved og sagde: »Nu påbyder jeg dig at fuldbyrde den ordre og alle de vilkår, som Odin har givet — og det gælder både dig og Høgne og alle jeres mænd.« Da vågnede Hedin og så et glimt af Gøndul, og hun forekom ham da at være stor og sort. Nu erindrede Hedin alt, og han syntes da, at det var en stor skade for ham, og han agter nu at drage langt bort, så han ikke hver dag må tåle bebrejdelser for sine onde gerninger. Han går ned til skibet og lader fortøjningen gå. Der er gunstig fralandsvind, og dermed sejler han af sted med Hild.

Kapitel 8

Nu vender Høgne hjem og får vished om, hvad der er sket, og at Hedin er sejlet væk med Hild og drageskibet Halfdanseje, mens dronningen lå død tilbage. Dette gjorde Høgne meget vred, og han befalede sine folk at komme af sted og straks sejle efter Hedin. Det gør de nu, og de får den bedste vind, og hver aften kommer de frem til den havn, som Hedin har forladt den samme dag om morgenen.

Det skete en dag, hvor Høgne styrede mod havn, at man fik øje på Hedins sejl ude på havet. Høgne og hans mænd sejlede straks efter ham. Og det er sandt, som det fortælles, at Hedin da fik modvind, mens Høgne fortsat havde den samme gunstige bør. Hedin sejler da ind til den ø, der hedder Højø, og kaster anker. Snart efter ankommer Høgne, og da de mødes, hilser Hedin ham venligt. »Lad mig fortælle dig — fostbroder!« siger Hedin, »— at jeg er blevet ramt af så stor en ulykke, at kun du og ingen anden kan bedre den. Jeg har bortført din datter og dit drageskib og taget livet af din dronning, men det var ikke af ond vilje, men snarere på grund af hæslige spådomme og nedrige forbandelser. Jeg ønsker nu, at du alene skal råde og dømme i sagen mellem os. Jeg vil også tilbyde dig at afstå både Hild og skibet og alle mænd og værdier, og så vil jeg drage så langt bort, at jeg aldrig kommer tilbage til Norden eller viser mig for dine øjne, så længe jeg lever.« Høgne svarer: »Jeg havde ladet dig blive gift med Hild, hvis du havde friet til hende. Og selv nu, hvor du har bortført Hild, kunne vi nok blive forligt alligevel. Men du har begået en sådan ugerning og niddingsdåd, da du dræbte dronningen, at der ikke er noget håb om, at jeg vil indgå forlig. I stedet skal vi med det samme erfare, hvem der forstår at hugge hårdest.« Hedin svarer: »Det er mest rimeligt — såfremt du ikke ønsker andet end at kæmpe — at vi to går imod hinanden, for det er kun mig og ingen andre, du har et mellemværende med. Det tjener intet formål, at sagesløse mænd skal bøde for mine forbrydelser og onde gerninger.« Mændene i deres følger svarede alle som med én mund, at de hellere ville falde — den ene oven på den anden — før de to kom til at skifte hug med hinanden. Og da Hedin forstod, at Høgne ikke ønskede andet end at kæmpe, bad han sine mænd gå i land. »Jeg vil ikke længere vige for Høgne eller søge at undgå kamp. Nu må vi hver især vise mod og mandshjerte.«

Nu går de i land og kæmper. Høgne er aldeles rasende, men Hedin forstår at bruge våben og hugger med stor kraft. Det er i sandhed sagt, at der fulgte en sådan ondskab og overnaturlighed med denne forbandelse, at selv om de fik kløvet hovedet til skuldrene, så rejste de sig op og kæmpede som før. Hild sad i en lund og var tilskuer til denne strid. Denne kval og kummer varede ved, lige fra de begyndte at kæmpe, og indtil Olav Tryggveson blev konge i Norge. Man siger, at det varede 143 år, førend det faldt i denne navnkundige mands, kong Olavs, lod, at hans hirdmand forløste dem fra denne onde ulykke og pinefulde plage.

Kapitel 9

Det fortælles, at kong Olav i sit første år ved magten kom til Højø en aften og lagde til dér. Der plejede at ske det på denne føromtalte ø, at vagtmændene forsvandt hver nat, og ingen vidste, hvad der skete med dem. Denne nat skulle Ivar Ljome holde vagt. Og da alle var faldet i søvn på skibene, tog Ivar det sværd, som havde tilhørt Jernskjold, og som dennes søn Torstein havde givet ham, og hele sin udrustning og gik op på øen. Men da han er kommet op på øen, ser han en mand komme hen imod sig. Manden var stor af vækst og blodig overalt og så meget forpint ud. Ivar spurgte ham, hvad han hed. Han sagde, at han hed Hedin og var søn af Hjarrande og kom ude fra Serkland. »Og det er sandt, når jeg fortæller dig, at når der er forsvundet vagtmænd her, så er det min skyld og Høgne Halfdansons, for vi og vores mænd er underlagt en sådan tvang og trolddom, at vi må kæmpe både dag og nat, og dette har stået på i adskillige menneskealdre, og Hild Høgnesdatter sidder og ser på. Men det er Odin, der har kastet denne forbandelse på os, og den eneste udvej er, at en kristen mand møder os i kamp; da skal de mænd, han dræber, ikke rejse sig igen, og sådan bliver alle løst fra denne tvang. Nu vil jeg bede dig om at kæmpe imod os, for jeg véd, at du er en god kristen, og at den konge, du tjener, følges af en stor lykke. Det forekommer mig også, at han og hans mænd kan gøre noget godt for os.« Ivar indvilger i at følge med ham. Det gjorde Hedin glad, og han sagde: »Du må passe på ikke at angribe Høgne forfra og desuden ikke dræbe mig, førend du dræber Høgne, for intet menneske er i stand at angribe Høgne forfra og dræbe ham, hvis jeg allerede er død, for han har et skrækindjagende blik, som ikke skåner noget levende væsen, og det eneste, der er at gøre, er derfor, at jeg angriber ham forfra og kæmper med ham, mens du går imod ham bagfra og hugger ham ihjel, og det vil være nemt for dig at dræbe mig, selv om jeg lever længst af os alle.«

Derefter går de hen, hvor der kæmpes, og Ivar ser, at alt det, som Hedin har fortalt ham, er sandt. Han nærmer sig Høgne bagfra og hugger ham i hovedet og kløver ham ned til skuldrene. Høgne falder død om, og han rejste sig aldrig siden. Derpå dræbte Ivar alle de mænd, der kæmpede, og til sidst dræbte han Hedin, og det var ingen sag for ham. Hen gik derpå tilbage til skibene, og det var da blevet helt lyst. Han gik hen til kongen og fortalte ham, hvad der var sket. Kongen roste hans værk og sagde, at det var lykkedes godt for ham. Senere på dagen gik de i land og hen, hvor kampen havde fundet sted, men de så ingen spor efter det, der var foregået, men på Ivars sværd kunne man som bevis se blodet, og vagtmændene forsvandt aldrig siden. Efter dette drog kongen hjem til sit rige.

---

Noter: