Gammel tro i Finland
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Gammel tro i Finland
Uddrag af
»Gamle tiders Finland«
Ferdinand Ohrt
1932
Bag Natur og Arbejde raadede Livets og Dødens skjulte Magter, som det gjaldt at holde sig i ret Forbindelse med. Hvad har Ærkebisp Andreas’ navnløse Lydbiskop set og hørt heroppe, slaaet sine Hænder sammen over og ivret imod? Vistnok har han udfundet, at disse Hedninge troede paa større Guddomme, en falsk Himmelgud, en Vandgud og slige andre og bragte dem Ofre, men at endnu mere fæstede de dog deres Sind ved Dæmoner af lavere Rang. Og ræddeligt var det for ham at se, naar en Aand foer i Finnernes Troldmænd; thi skulde disse hjælpe en Syg eller finde skjulte Ting, saa gik de ganske fra Sans og Samling; de trampede og sprang i Vejret, Haaret stritted og Tænderne gnisled, Øjnene skød slemme Lyn; og nu stønnende, nu brummende, nu hvislende, nu brølende lød den troldske Tale fra deres Læber.
Engang havde han overværet et Finnesamlags Bjørnejagt og Bjørnefest; hvilket Afsind, men tillige hvilken Omhu for at staa sig vel med den højere Magt. Hvad var den Bjørn for deres Tanke: ræddelig og dog naadig, en grum Vætte og samtidigt et lille Kælebarn?
Der mødte en Dag en Mand op og paastod, det var ham indgivet i Drømme hvor Bjørnens Hi laa; og under megen Trolddoms Brug ringede man derpaa Vilddyret ind. Saa kom det blodige Stævnes Dag. To Døgn forud maatte Jægerne holde sig fra alt urent og gaa festklædte, først den store Dags Morgen trak de i Dagligtøjet, som var blevet gennemrøget ved Ilden. De sneg sig nu ud af Huset, Skierne blev baarne det første Stykke; thi Bjørnen maatte intet Nys faa om Faren. Ogsaa Hundene røgedes ved et Baal af Rønnekviste. Undervejs standsede man pludselig op og tændte Ild, aad og drak og tog Brydetag sammen; saa spredtes Baalet, og Mændene sprang over Ilden. Omsider drog de da til Hiet og vækkede Bamsen med Skraal og Sang; op tumlede den søvndrukken og bister og faldt for den Lykkeliges Spyd. Men se — fra det Øjeblik hvor den laa død og magtesløs, en blodig Klump paa Sneen, da viste den sig med ett i et nyt Lys i Mændenes Øjne, ikke længer et klodset Dyr, men en vældig Dæmon, selve Skovens Sjæl, som det gjaldt at komme i Hjærtens Pagt med. Hver og een gik de hen og lagde Haanden I dens Forlab og kvad dertil listeligt:
- Lad nu Næve ryste Næve,
- lad os trykke Vanter sammen;
- det var ikke mig som slog dig,
- heller ikke ham, min Fælle,
- det var dig som gled af Grenen,
- selv saa styrted du af Stangen —
Siddende ret op agedes nu Bjørnen til Gaarde paa en Slæde; eller den bares paa Bærestang, som blev stukket ind mellem de sammenbundne Labbepar. I den hedede Badstu blev Bamsen flaaet; Snudestykket lagdes om Jagtlederens eller Fælderens Hals; de unge Mænd skaffede sig Styrkelse paa anden Vis, ved at drikke af Bjørnens Blod. Kroppen huggedes i Stykker, som fordeltes til Jægerne, paa nær den Fællespart som skulde fortæres ved Bjørnefesten. Denne blev holdt en Uges Tid senere.
Og denne underlige Fest smagte paa een Gang af Gravøl og af Giftermaal og førte da ogsaa begge Navne: "Bjørnens Dødshøjtid" og "Bamsens Bryllup". Dyret har vundet nyt Liv, og dette Livs Tilegnelse gennem Festhandlingerne sikrer Mændene god Jagt i Fremtiden. Ved Gildet faar Bjørnen en 15—16aarig Mø (eller Hunbjørnen en Yngling) til Brud (Brudgom).
Fra Bryghuset, hvor Kødet blev kogt af Mandfolk — Hovedet for sig og uden Salt — bares Maden ind til det festklædte "Bryllupsfolk", Hovedet op ved Bordenden til Bjørnens Ægtefælle. Man sang dertil:
- Læg den ned paa rene Trædisk,
- sæt den frem paa Bordets Brædder!
- Alle Brædder lydt vil synge,
- Vindver kvæde højt af Glæde,
- thi den Gode gaar i Stue,
- Kærnekarlen til os træder.
Men til Kvinderne lyder et Advarselsord:
- Var jer vel, I sølle Kvinder,
- var jer, agt paa Moderlivet,
- skærm jert Skød, tag Vare alle!
Bjørnens løndomsfulde Kraft kunde vel skade dem og derigennem Afkommet. Kvinderne varter op ved Gildet og bærer Øl i brede Baner, men hverken spiser eller synger med.
Fadet med Hovedet paa fik en mærkelig Omgang. Det gik fra Mand til Mand, og hver især drejede det rundt med et Kast:
- Nu vil Bamsen dygtigt drejes!
- Nu er Bamsen nede ved Døren,
- nu er Bamsen oppe for Enden.
- Nu vil Skoven drejes, drejes,
- nu vil Skoven svajes, svajes,
- som naar Kongen svinger Sværdet,
- Tjuren sine Halefjedre.
Under vældig Drikken huggede man ind paa Kødet; alle Knogler lagdes paa Bordet, ingen maatte kastes paa Gulvet; Tænderne brødes ud og fordeltes. Bjørnens Skaal blev drukket af dens egen Hovedskal, og Mændene brummede selv som Bjørne, Bjørnenaturen gik over i dem. Næste Dag blev Hovedskallen hængt op i en Fyrr, der afkvistedes som Helligtræ. Men Skindet var tilbage, det bredtes paa Bordet, og over det festede man af med Øl og Mad.
Saadan har et Jægerfolk fældet, forsonet og forenet sig med det mægtige Skovvæsen. Skildringerne stammer fra sene Tider, men gengiver sikkert i mange Træk gamle Dages Sæd; dog veed vi ikke hvor stor en Rolle de livskabende Festsange dengang har spillet.
Menneskenes egne Døde gik igen, naar Mørketiden ret tog fat; det gjaldt at vende denne Fare til Velsignelse for Kvæg og Korn. Ved "Dødemaaneds" (Novembers) Begyndelse — altsaa tidligere paa Aaret end den nordiske Julefest — bød hver Gaard sine Døde til Gæst, varmede Badstuen til dem, lagde Sæbe, Haandklæder og Børster frem og forholdt sig musestille; siden badede man saa selv, alt imens de Døde gjorde sig til gode i Stuen ved det rundeligt dækkede Bord, hvor et Faar, kogt helt, uden Salt, var Hovedret. Bønner var ligesom hos Hellenerne en Dødespise. Bagefter traadte de Levende ind, og Husbonden spurgte: "Har Gæsterne nu faaet Mad?" eller han viste dem (atter som hos de gamle Hellener) hjem: "Gaa bort, hav nu spist af og drukket af; tag jere Smaabørn ved Haanden, gaa bort!" Saa spiste man selv. Ogsaa denne Fest, Kekri (lig Dødning?), kender vi kun fra ganske sene Skildringer.
Naturligvis var ikke blot Jagten men lige saa vel Kvægavl og Agerbrug stillet under Magternes Værn, og det væsentlig i Former som genfindes eller dog anes hos Nabofolk, ogsaa Skandinaverne. Sære Ting fortæller Tryllekvad om Sämpsä eller Pellervo ("Agermand"); det første Navn betyder Skovsiv (scirpus silvaticus), der vokser paa Mosegrund, og med hvis hvide, søde Rod man holdt Liv i Kvæget tidligt paa Vaaren, før Græsset er tjenligt. Sämpsä havde sin Søster til Viv (ligesom det siges om Frey og om Njord i et Eddakvad); de laa og fjælede sig i det mørke Nordland; derfor var Jorden bar. Vætten Vinter foer did op for at vække Sämpsä, jog afsted paa Vindens Ganger, blæste Løvet af Træerne, Blomsterne af Urterne, Blodet ud af de unge Møer. Men Sämpsä irettesatte ham og rejste sig ikke. Nu foer da Sommer derop paa Vindens Ganger, han blæste Løv paa Træer, Blomst paa Urt, Blod i de unge Møer; og med ham fulgte Sämpsä villigt ned for at saa Rug og Havre over Agrene.
Sæden paa Marken vinder derefter Kraft under en anden Guddoms Værn: Ukko, "Gubben", der minder om Nordens folkelige Thor, Tordenens og Regnens naaderige Himmelmagt. En Forsommerdag faar han (og hans Viv) Gaard for Gaard et stort Offer, "Ukkos Kurve" kaldes det. Mod Natten sættes en Række Kurve op paa en Klippe, fyldt hver med sin Slags af Gaardens gode Sager, i den største er et slagtet Faar; derhos Øl i Mængde. Næste Morgen nyder Gaardens Folk den Mad, Guden har levnet, lidt Øl hælder de først paa Jorden for at afværge Tørke. Og saa maatte Gilderusen tage dem alle, Piger og Koner saa vel som Mænd; og til Styrkelse af Himmelgudens og hans Hustru Rauni’s (d. e. Røn) Ægteskab favnedes man (eller blot et udvalgt Par?) ved Gildet. Endnu paa Reformationstiden fik nogle Bønder Bøder, fordi de havde drukket "Thordns gildhe". "Laa ikke det Folk i Vanvid nede, som sligt kunde tro og saadan bede?" spørger sidenhen Reformatoren Agricola, der i et Rimeri fortæller en Del om gammeldags Hedenkult; og vel har længe før ham de nordiske Missionærer maattet tilhylle deres Hoveder; det gjorde jo ikke Sagen bedre, at formodentlig deres egne Forfædre nogle Hundred Aar tilbage havde haft samme Tro og Skik og kanske givet dem videre østpaa.
Men der holdtes ogsaa Gildelag hvor Menneskedaad og -raad blev mindet og fejret. Fra gammel Tid af har man digtet og sunget i den evigtløbende Ottefods-Verslinie; og Finlands Vikingetid synes at have budt nye Æmner til Sang. Der lagdes Kvad om Høvdinge, Mænd som den kampglade Ahti og den gamle trygge og vise Väinö eller Väinämöinen, hvis Omraade Väinöla (d. e. Väinös Hjem), hvor det nu end har ligget, siden for Sangerne stod som ett med Finland.
. . . . .
Et gammelt dunkelt Runokvad rører, synes det, virkelig ved disse store Spørgsmaal; det melder, at den gamle Väinö til Slut harmfuld viger Pladsen for en ung Tronkræver, et Barn som Väinö vilde ladet sætte ud i Sumpen og dræbe, men som af en "Udlænding"(?) modtager Kristendaab og Kongenavn. Väinö sejler da bort i et kobberklædt Skib og forsvinder. Har vi her et Minde om, at en Høvdingekreds virkelig engang har haft Tanken om national, kristen Samling, eller har denne Kreds snarere just støttet sig til svensk Magt i Kampen mod Medbejlere blandt egne Stammefrænder? I hvert Fald, da Vestfinnerne og en Del af Karelerne omsider, langsomt, smæltede sammen til ett Folk, skete det under fremmed Overherredømme.
Hellig Henrik
At Erik Jedvardsson, (senere) Sveernes Konge, ved Aar 1154 med den engelskfødte Upsalabiskop Henrik ved sin Side har gjort Tog til Finland, tør vel nok, trods fremførte Tvivl, regnes for givet, hvad enten nu kirkelige eller verdslige Hensyn har været afgørende for ham. Helgenernes Legender, de eneste "Kilder" der fortæller om Toget, er først skrevne over hundrede Aar senere; men lad alle Enkeltheder i dem end høre Digtningens Verden til, i hvert Fald blev Biskop Henrik Finlands Skytshelgen, og Stedet for hans Grav blev Midtpunktet for Kirkemagt i Landet. Den finske Legende, bl. a. i Skikkelse af et Runokvad, melder i Hovedsagen følgende om ham:
Sveakongens Hær gik i Land ved Auraelvens Munding; her laa en gammel Markedsplads, senere Åbo Stad. Han bød Finnehæren Fred paa Vilkaar af Daab. Det vragedes; men slagne i blodig Kamp maatte Skarerne lade sig døbe af Bispen i Kupittaa Kilde. Kongen drog hjem; Bispen blev og prækede op gennem i Landet fra Aura til Kokemaki (svensk Kumo) Elv (nær hvis Munding nu Björneborg ligger). Men næste Aar blev Bisp Henrik dræbt af den vilde Lalli, hvem han havde paalagt Kirkebod for et Drab. Paa Ski indhentede Lalli Bispens Slæde paa Koylio Sø og vog ham med sin Økse. Kry satte Drabsmanden den høje Bispehue paa sit Hoved og foer hjem. Hans Viv undrede sig:
- Hvor har Lalli hentet Hatten,
- grimme Mand den gode Hue?
Men idet Lalli tog Huen af, fulgte Hud og Haar med; skalpløs stod den arge Synder. Over Bispens Ben byggedes en Kirke; dær, i Nousiainen (svensk Nousis, mellem Rauma og Åbo) hvilede de gennem halvandet Hundredaar og kom saa til Åbo. Martyrbiskoppen blev Finlands Skytshelgen.
Ved Kokemaki By staar en lille forfalden Træbygning, ud ad hvis Vindu Henrik siges at have prædiket. Den samme Paastand er ganske vist knyttet til mange gamle Lader rundt i Sydlandet, men hin Bygning kan i al Fald nok give en Forestilling om, hvordan omtrent Finlands ældste Kirker, Træbygninger, har set ud. I 19de Hundredaar har man fredet og æret den, omtrent som Franciscus’ Bedehus nedenfor Assisi, ved at bygge et Stenkapel udenom. Endelig er der i Nutiden paa en lav Holm i Koylio Sø fundet Rester vistnok af et Kapel, der tyder paa høj Ælde for Traditionen om Drabsstedet.
Det gamle Kulturstrøg langs Aura og Kokemaki Elve var da fra Midten af 12te Hundredaar gjort til Missionsdistrikt; men endnu var Resultatet kun løst og udvendigt. En politisk Underlæggelse synes Erik ikke at have gennemført (mulig var han kaldt til Hjælp af Vestfinnerne mod disses østligere Stammefrænder); formodentlig blev kun en lille Krigerflok efterladt til Støtte for Missionen. Det varede hundrede Aar før Sverig evnede at gøre noget nyt større Tiltag. Imens søgte Danmark, som vi har set, at tage Opgaven op, men uden varigt Held. De fra Sverig nykristnede Egne blev hærjede, først af Tavaster, senere af forenede Kareler og Russere, der afbrændte Handelspladsen; mange nyomvendte faldt fra Troen; sikkert var ogsaa de forlængst kristne svenske Kyst- og Østrøg truede. Finlands romerske Kristendom syntes helt at skulle udslettes.
Da greb for anden Gang en engelskfødt Mand ind i Finlands Historie; ved hele det skandinaviske Nordens Kristnelse, ikke mindst i Sverig, havde Englændere spillet en ledende og ordnende Rolle. Thomas, Domherre i Upsala, er for os et mere levende Menneske end den halvt legendariske Henrik; han har været en fyrig, ja voldsom Personlighed. Ved Aar 1200 overtog Thomas den udsatte Post som Finlands Kirkes Styrer. Han er Landets første egentlige Biskop, nøjedes ikke med en Apostels Gærning, men blev Kirkens Organisator og Finlands faktiske Hersker. Menighederne bragte han paa Fode, byggede (Sten-?) Kirker, skaffede dem Jordeje og synes at have flyttet Bispesædet fra Nousiainen ned til det daværende Åbos St. Maria Kirke. Thomas og hans Eftermænd har som Bisper tillige ordnet Landets verdslige Styrelse og Skattevæsenet (foreløbig opkrævede kun Kirken Afgifter); paa sligt forstod Kirken sig dengang bedre end det endnu ret uudviklede svenske Statssamfund. Det "egentlige Finlands" ældste Segl bærer det rent kirkelige Billede Maria med Barnet. Saa vidt som Syd for Finskebugten, hvor nylig en tysk Biskop havde faaet grundlagt en særlig Ordensstat, afhængig ene af Paven, kom det dog ikke i Finland.
Missionen førtes nu ud over Sydvestlandets Grænser; mod Tavasterne skal Thomas selv have ledet et Tog; mange af dem lod sig døbe. Men onde Tider kom nu over disse nykristnede. Russerne fra Staten Novgorod, der nylig, maalbevidst og med Held, havde paabegyndt Mission blandt Karelerne, fik gennem disse ophidset Tavasterne til Frafald fra Romerkirken og til vilde Ugærninger mod deres Stammefæller. Et Pavebrev udmaler de Gyseligheder der foregik, Børn blev dræbt, Voksne fik Tarmene revet ud eller joges om et Offertræ til de styrtede døde om (i Virkeligheden een og samme Dødsmaade: Tarmene vandtes om Træet ved Løbet? den Død Venderne gav Danerne og hvormed disse engang gjorde Gengæld), Præster blev lemlæstede, fik Øjnene udstukne eller vikledes ind i Halm og brændtes.
Men i sit gamle Stift hævdede Thomas Stillingen og paa Pavens Bud udgik der nu over hele Skandinavien Opraab om Hjælp til et stort Modangreb. Statsmagterne rørte sig dog ikke, heller ikke Sverig; den rige Republik Visby vilde for Handelens Skyld ikke bryde med Novgorod. Men privat strømmede Krigere til, og vistnok med Bispen i Spidsen eller dog som een af Lederne brød en ret stor Hær 1240 op for at gaa løs paa selve Novgorod, som ligger ved Ilmensøen. Man naaede til Neva; men her tog Novgorods Krigsmagt Kampen op under Fyrst "Aleksander" ("Nevskij") og vandt en afgørende Sejr. Thomas’ store Planer var strandede. Nogle Aar efter nedlagde han sit Embede, tillige tynget af, at han havde ladet en Mand lemlæste til Døde samt forfalsket Pavebreve. Han endte sine Dage som bodfærdig Munk i et Kloster i Visby.
. . . . .
Gennem den katolske Tid var Åbo Domkirke endnu mere end sidenhen Finlands aandelige Centrum. Mange af de større Huse der rejste sig i den lave Stad med de krogede Gyder, ejedes af Kirken paa Bakken eller dog af kirkelige Broderskaber — Bispegaard, Præsteboliger (for Præsterne ved de mange Altre), Hospitaler, Badstuer, gejstlige Gilders Gaarde.
Men Domen selv var Husenes Hus, Kirkernes Kirke for hele Finland. Maalt med Verdens Stortempler var den ringe, men for Åboborgeren og endnu mere for Naturbarnet fra de store Skove var den — som Syn eller blot som Sagn — et Storværk og et Underværk. "Åbo Orgels Klage" nævnes siden i et Runodigt som Billed paa en Klang der gaar til Hjærtet. Byggeværkets Historie har afspejlet hele Kirke- og Bispemagtens Vækst i Finland. Domen var viet til den hellige Jomfru ligesom den ældre Kirke i Øvrebyen. I sin ældste Skikkelse var den en prunkløs treskibet Kampestenskirke med Hvælvinger kun over Sideskibene, baarne af fem og fem firkantede Piller. Snart efter blev den dog udvidet, mulig med et Tværskib og et større Kor og da vel under Indtryk fra Sverigs Pragtgudshus i Upsala, der i de Aar var under Opførelse, men i Åbo med Tilpasning til de langt beskednere Forhold.
. . . . .
Langt ude i det bredt folkelige bunder Finlands Besværgelser og Trylle-"Kvad", der iøvrigt ikke blev sungne men reciterede, i visse Tilfælde mumlede, stundom endog hvæsede eller brølede frem. Det kristne i deres Stof er mest kommet fra Skandinavien, tildels vel med Finlands Svenske som Mellemled. De griber ind i alle Livets Forhold, ikke blot overfor Saar og Sygdom og Udyr (som hid- eller bortmanes), men tager sig af Jagt- og Fiskelykke, Kvæg og Ager, Elskov og Ægteskab, Barnets Fødsel og Pleje. — Ved Siden af Naturaander spiller her Jesus og Helgener en Rolle; i Spidsen Jomfru Maria, anskuet paa mangfoldig Maade, spinkelt Menneskebarn og vældig Guddom. Hun er en liden og "lav Terne", en "lille Vogterpige" (for Kvæget); fra Himlen kan hun kaste en Kobberlur ned, som Hyrden saa blæser i for Kvæget "her i denne Jesu Vaar, i Marias blide Sommer". Hun kommer varsomt og hemmeligt til den fødende Kvinde, som efter gammelfinsk Skik ligger i Badstuen:
- Træd i Badstu, dulgt og stille,
- kom i Løn til Kvindekamret,
- pas, at Døren ikke drøner,
- Nabolaget ikke hører,
- agt, at Hængslet ikke toner,
- Gaardeleddet ikke knirker.
Men Maria kommer ogsaa, næsten ukendelig for os —
- Kom med hundred Horn i Panden,
- tusend Dietræk i Brystet,
- alle fyldt med Lægesalver!
Hornene er altsaa Salvehorn; Marias Mælk, Luk. Ev. 11,27, er ogsaa for Vestens Signere et kraftigt Lægemiddel. Ved Siden af Skaberen (Gud eller Jesus) staar Maria som "Skaberinden" eller "Skaberens Datter". Hendes Færd er Himmeldronningens:
- Moder Maria paa Rejse —
- forved hende tusend Engle,
- hundred Helgen bag i Følget;
- selv saa gaar hun midt i Skaren,
- straaler som en hellig Søndag,
- som et gyldent Kors hun lyser.
Guddommen kan medvirke i Jordelivet som intimt nærværende Kraft; saadan mumler Sædemanden paa Ageren:
- Bøjet gaar jeg, Sæden saar jeg
- mellem Skabermandens Fingre,
- gennem Almagts egne Hænder.
Og de Højhellige holder usynligt Hvil i Stuen; ved Bryllup bydes der Bruden Plads paa Bænken,
- hvor Marialil har ligget,
- Helligkors sit Blund har taget,
- Skaberen sin Middagshvile.
— Indenfor den fortællende Digtning finder vi een Kreds, hvor Frelseren er Helten i ret mytisk eller eventyrligt farvede Foretagender. Et Kvad, præget af Vintermørkets Uhygge og Glæden ved Lystidens Genkomst, fortæller om en Tid da Sol og Maane var helt borte; Folk famlede om paa Vejene, pløjede og saaede ved Kerteskin. Da tog "Guds eneste Søn, Jesu rappe Bud" sin Faders bedste Hingst, overvandt Vejens Farer og kom til "Nordhjems" (Pohjolas) Port. Her dyssede han Folkene i Dvale, fandt Himmellysene bag tæt Krat og tog Solen paa Skulder, Maanen under Arm. Nu satte han dem først paa de lavere Grene (af Himmeltræet?) men dær skinnede de kun paa de rige. Saa flyttede han dem op paa de øvre Grene, og nu skinnede Himmellysene paa alle, fattige som rige.
Kilde
Uddrag af Ferdinand Ohrt: Gamle tiders Finland, ss. 26-51.
