Gammelt og Nyt om Grönland

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter
1814
Tiende Aargang
Kjöbenhavn

Trykt og forlagt hos Andreas Seidelin, i Store Kannikestræde No. 46

Gammelt og Nyt om Grönlands, Vinlands og nogle fleere af
Forfædrene kiendte Landes formeentlige Beliggende

af

Morten Wormskiold

seint er satt af spyrja.

Asbiarnar Sels Bana i Heimskringla.

Som mærkelige Vidnesbyrd om Tidens meget forandrende Virkninger fremskinner især fleere Folkeslags ældre Historie, og Efterverdenen beundrer med Rette hos Forfædrene mangen en Dyd, hvis Savn den föler stærkt i Virkningen, skiöndt Aarsagen jevnlig skiuler sig dybt i den Taage hvormed Hovmod og Egenkiærlighed stræbet at lindre Smerten over Tabet af en Glands, som Misundelse ey taaler at skue i sin Reenhed.

Dog ei bos alle formaaede Mistillid til Beretningerne og daarlig Indbildning om egne Tidsalders Kraft at svække Ærefrygten for visse Oldtidens Fortrin, og veldædig virker da ofte Erindringen paa disse, som svagere Glimt af den Lue der besjælede fordums store Idrætter. De fleeste dannede Folkeslag have derfor stedse bevaret deres Forfædres Bedrifter i det meest hædrende Minde til en kraftig Opmuntring for dem selv og Efterkommerne, og visse af de gamle, med Hensyn til Kraft og Aandsstyrke bortsvundne Slægter blev det forbeholden at lyse med eiendommelige Træk, ei allene for deres egen, men ogsaa for fiernede Slægters Afkom.

Ligesom de ældre Græker endnu bestandig agtes for deres höiere Aandsdannelse; som det gamle Rom beundres som et Mönster paa en velordnet og frie Stat; saaledes var trofast Ærlighed, usminkede Sæder og sand Manddoms Kraft det Præg der stærkt udtrykte sig i de fordums Skandinavers Historie, og deres Afkom blev det en kiær Pligt at bevare Erindringen om Handlinger som ikke broutede med mange eller konstige Mindesmærker. Som deres Levemaade var blottet for Konst saa vare det og deres Arbeider; Faae vare de paa Steen ristede Runer der kunde vidne om dem, skiöndt vidt udbredte de Lande der maatte föle Virkningen af deres Lyst til Foretagender; Og var det især det fredelige Iisland, som kunde bevare sig selv og de övrige Nordboere et stadigt og kiært Eftermæle af Forfædrene, ligesom det i Almindelighed miskiendte Grönland med sine mange Levninger af henfaldne Bygninger endnu tydelig godtgiör at hine ældre kunde iværksætte et Lands Benyttelse, paa en Maade, som de Nyere med deres forresten langt mere udbredte Kundskaber og större Forraad af Midler ansee for ugiörlig.

En Bölge topper sig, en anden daler; Eet Folk reiser sig i Kraft, et andet iiler til sit Fald; visse Dyder og Fortrin synes at beherske een Tidsalder, eet Samfund, andre en anden; alt vexler igien og bebuder den mangfoldige Forskiellighed som Naturens Herre befalede at aarsage Forandringer i de menneskelige Sandsers store Alt. Men sielden virkede Forgiængelighed blandt Folkeslag til saa aldeles en Oplösning som i Grönland, hvor gandske faae Aarhundrede vare i Stand til saa aldeles at udslette Sprog, Sæder og Menneskeracens Udseende, at man vanskelig, undtagen af Vaaningerne, gienkiender utydelige Spor af de gamle Indbyggere, hvis Antal dog i hine Tider var saa stort at det berettigede til at ligne Landet med tredie delen af et Bispedömme.

Det Land, som meest vidnede om den Kraft der hos de Gamle herskede ogsaa til fredelige Foretagender, nedsank i Forglemmelse, men Mindet herom oplevede og forbandt sig hos Hans Egede med retskaffen Religions Iver; Han opsögte ulykkelige Landsmænd, men fandt kun Landet, og et ukiendt svagt og uvidende Folk, hvis moralske Oplysning blev den ædle Hensigt, som han med Möisommelighed og sielden Kraft iværksatte; Men Nyebyggerne, som fulgte ham, kunde ei virke hvad Erik Raudi og hans frie Fölge formaaede; thi de vare Udsendte for andre, hvis Fordeel de skulde söge og hvis Villie de burde, lyde, ofte imod den egen bedre Erfaring paa Stedet, Nytten af denne nye Erhvervelse blev snarest indlysende i Moderlandet, og Handelen blev de nyestes Syssel som Qvægavlingen var de Gamles. Dog hvilken af disse der var beregnet paa den længste Varighed, skal Fremtiden maaskee kundgiöre til de Gamles Fordeel, dersom det ellers er vist at Folkemængden i hiine ældre Tider syntes at voxe i Grönland, hvorimod den for nærværende viger sig i stærkt Aftagende.

De nye Colonier anlagdes paa de for Hensigten beqvemmeste Steder, ud imod Havet, hvor Mos og blotte Steenklipper var Landets Beklædning, og tiente hos den nysankomne Danske meere til at foröge det hjemmefra medförte slette Begreb om Landet end til at gienkiende det fordums Sæde for et Landets Afgröde benyttende Folk, og mangen en Mand var længe i Grönland, som hverken Ærinde eller Nysgierrighed gav Leilighed til at see nogen af de skiönnere græsrige Dale som Landet hist og her besidder ved det indre af Fiordene.

Over et halvt Aarhundrede havde nu Grönland igien været besat med Nyebyggere, förend man blev ret opmærksom paa den Mængde Mindesmærker af fordums Beboelse, som Julianeshaabs Distrikt fremviser, og blev da Kiöbmændene Arctanders og Bruhns Beskrivelser den förste og hidindtil seneste som gav et nogenlunde udförligt Begreb om denne Gienstand. Tilforn havdes vel af Egede, Crantz, Therhallesen, og Peder Olsen Wallöe nogle Beretninger om forefundne Levninger af de Gamles Bygninger især paa de nordligere Steder, men disse vare saa faae, at de snarere tiente til at bestyrke den almindelig antagne Fordom om Landets Utienlighed til Fædrifts Anlæg og om dets aarlig tiltagende Forværrelse end til at give et oplysende Begreb om dets nærende Tilstand og hidtildags muelige Benyttelse. Paa den anden Side dannede man sig er alt for overdreven höit Begreb om det gamle Grönlands frugtbare Herlighed, og tillagde landets fordums Beskaffenhed hvad man af Uvidenhed og Egenkierlighed ikke kunde tilskrive de ældre Beboeres overveiende Kraft og Udholdenhed til mandige Foretagender, og den Friehed som var dem overladt i Udförelsen.

I hine Tider var det ei Skik, som det siden blev, at Nyebygder anlagdes enten ved en Hob leiede Folk eller endnu værre ved Menneskeheden beskiæmmende Samlinger af Staternes nederdrægtigste Udskud. Saaledes handlede ei Nordens fordums frie og kiække Helte, men naar deres Mængde blev Landet for svær at föde; naar Misfornöielse med paatvungen Regiering eller Lyst til at forsöge sig i Verden, drev dem ud, da var det almindelig en udsögt Hob af de kiækkeste Folk, der sögte sig og fandt Hiem overalt hvor de kom, enten de med væbnet Haand skulde fratage Verdens Erobrer det stolte Rom eller det blev deres Sag, med Haardförhed og Udholdenhed at betvinge en barsk og kun lidet til Beboelse skikket Egn.

Ikke er det at undre over at Efterverdenen da udklækkede et Begreb om Grönlands fordums Tilstand, der bedre kunde svare til dens egen forkiælede Natur end til Landets, og ligesaa forklarlig at man nu maler sig Skrækbilleder af denne selvsamme Iis, som de Gamle sielden ansaae værdig at omtale, fordi de vare næsten ligesaa fortrolige med den som med selve Havet. Kundskaben som man hentede og forklarede af ældre og nyere Skrifter maatte altsaa blive jo længere desmere afvigende fra Virkeligheden indtil omsider at vorde aldeles ukiendelig, og kun denne Omstændighed kunde undskylde Landraad de la Roche Gallichon i at fremsætte en Meening der alt for tydelig kundgiör hans Ubekiendtskab med de rigtige Kilder, til her eller nogensteds at fortiene Giendrivelse. Uden at ænse de opgivne Afstande eller den mellem Öst- og Vestböigden angivne ubebyggede Strækning, styrer han paa Papiret sin Cours forbi Cap Farvel og fleere hundrede Miil borte fra Iisland henlægger han det gamle Grönland i Hudsons Strædet eller Bugten, troer sig saaledes at finde en nordvestlig Giennemfart til det Stille Hav, hvorfra han igien paa Americas Vestside venter at opspore det berömte Viinland, og selv i hans Skrivt (Sendschreiben an den Verfasser des politischen Journals, Kbhn. 1787, med Tillæg) tilstaaes udtrykkelig hvor liden Værd hans Samtidige tillagde hans Meening i denne Sag.

En anden fremstod derefter: H. P. v. Eggers nemlig (Landhuushold. Selsk, Skr. 4 D, p. 239-320) som langt grundigere vidste at angribe Sagen. Han samlede med Fliid det adspredte som herom var offentlig bekiendt, og fremdrog for Lyset mangen Efterretning som giemmedes i lidet kiendte Haandskrifter, blandt hvilke ogsaa Arktanders og Bruhns Reise maatte være kiærkommne for enhver, hvem gamle og nye Grönlands Kienskab var magtpaaliggende. Jeg bekiender at have havt megen Nytte af hans Afhandling og og at jeg derved har erholdt flere gode Efterretninger; men hans Meening i Hovedsagen har jeg aldrig kunnet finde indlysende da hans Slutningsmaade samt Critik bærer jevnlig Præget af en meere med Iver og Kundskab forsvaret end paa vægtige Beviiser bygget Meening. Han saae og kiendte sin Forgiængers Feil og ved tillige at eftertænke den ældre Mening fandt han at ogsaa denne havde snublet men i en modsat Retning. Han sögte en Middelvei mellem begge, men synes ei saa nöie at have betænkt at den Muelighed som Torfæus forsvarede havde langt mere Vægt og kom Virkeligheden nærmere end de la Roche Gallichons; det blev altsaa en Fölge at hans Feil, skiöndt langt mindre, maatte hælde til den sidstes Side, hvem han fulgte om forbi Cap Farvel, men maatte standse ved betragtningen af Julianeihaabs District, hvor han, studsende ved Arktanders Beskrivelse, troede sig at have forefunden det frugtbareste Sted paa Landets saavel bekiendte som ubekiendte Side. Denne Giætning fandt ellers et saa almindeligt Bifald, at det ikke vel kan tillades at fremsætte en modstridende, uden först at have giort opmærksom paa Svagheden af hans Beviiser. Og först da naar den Hindring er ryddet af Veien som muelig kunde opkastes ved Afhandlingens Anseelse, for saavidt som denne maatte være ufortient, kan det tillades at forsvare og videre at udföre de ældres Meening om Vestböigdens Beliggende, som den Deel hvor Tidens Erfaringer kunne gaae os meest tilhaande, samt om den mindre bekiendte Östböigd.

Om Afhandlingen i Landhuusholdnings Selskabets Skrifter 4de Deel p. 239 — P. 320.

Dersom man maae være Forfatteren til bemeldte Afhandling Tak skyldig for den Fliid, hvormed han har samlet de adspredte Efterretninger over en höist videværdig Gienstand, saa vil man derimod ved at see hen til öiemeedet for denne Samstilling og Maaden hvorpaa den opnaaes, let falde paa at fælde nogenledes den samme Dom over ham, som han selv p. 299 og vel ikke urigtigt fælder over de la Roche Gallichon. Det vilde her blive for vidtlöftigt at opregne og modbeviise Forfatterens Fortolkning af de ældre Chorograpfaier og Antagelse eller Forkastelse af deres Udsigende, hvilket kun for saavidt kunde ansees tilladeligt, som Meeningen ved andre Grunde maatte forud være stadfæstet; — Jeg skal her derfor kun Bolde mig til de mærkeligste Steder. Valchendorphs, Torfæi, Hans Egedes og fleres Gisning om Östboygdens Beliggenhed var grundet paa den naturligste og simpleste Fortolkning af de Gamles Cours forskrifter og Beskrivelser, nærværende Beviisförelse er derimod saa sammensat at man har Vanskelighed ved at overskue den heel, og Gisningen selv tillige fremstillet i en saa afgjörende Tone (hvorom endogsaa Afhandlingens Overskrift vidner) at den let derved egner sig, til at bibringe de fleeste Læsere et stærkere Begreb om dens Rigtighed end Forfatteren maaske selv har havt.

Den förste Anledning til Ffs. Idee synes rimeligviis at hidröre fra Betragtningen af den Mængde Rudera som, da Arctander reiste, befandtes paa Vestkysten i Colonien Juliane haabs Distrikt, hvilket Antal forekom Ffr. for stort til at kunne have udgiort allene Vestbygdens 90 Bygda som Chorographien tæller. I Fölge det almindelig antagne slette Begreb om Landet kunde han altsaa ikke forestille sig at denne Side af Landet kunde henhöre til den ringere Halvpart af det gamle Grönland, men giorde snart den Slutning at dette Sled maatte være det frugtbareste Sted paa Grönland, og derfor Östböigden, uagtet han dog hellere oprigtig burde have tilstaaet at vi slet intet kiende til den östre Sides Beskaffenhed, og derfor ikke kunne vide om der maaske endnu findes bedre Steder end de allerede bekiendte. Af den noget nordligere Brede at ville slutte til Umuelighed af en bedre Græsvæxt er neppe rigtigt, thi af en saa ringe Forskiel i Climatet afhænger ikke Landets Tienlighed i denne Henseende, men meget mere deraf om Landets höie, toppede Fielde skille sig mere fra hverandre og efterlade större Mellemrum til Dalstrækninger eller lavere med tilstrækkelig Muldjord hedækkede Sletter. Paa Vestsiden viser Erfaring dette som den fornemste Aarsag hvorfor der paa 64º Brede ved Baals Rev. findes gode Steder, hvorimod der paa en Strækning af 3º sydligere kun paa enkelte og smaa Steder gives tienlige Pietter. Landets Udseende fra Söen af kan man ei heller dömme efter; thi lige ud for de skiönne Fiorde i Julianehaabs Distrikt ligger den skræksom öde og nögne Öe Nunarsoit med sine mange eventyrlige Spidser hvilket foranledigede Engellænderne, som kun fra Söen af saae Kysten, at kalde denne virkelig bedre Deel af Landet, med det afskrækkende Navn Desolation. Ved denne Anledning maae jeg tillige omtale en Vildfarelse som flere have yttret i Henseende til Ordet Bygde, at dette nemlig skulde være eenstydende med Ordet Bygninger. Ffr. udlader sig ikke bestemt herom, dog skulde jeg næsten slutte at han har været af den samme Meening, thi paa denne Maade allene maatte han kunde have fundet Antallet af Levningerne for stort. Men skulde denne Forklaring være rigtig saa vilde man snart befinde at Antallet af Kirkerne var uforholdsmæssig stort mod det övrige og paa Östkysten maatte et Kirkesogn ved et Middeltal kun have bestaaet af 16 Bygninger, af hvilke 3 eller 4 i det midste behövedes til en Gaard, hvoraf fölger altsaa at hver 4 eller 5 Gaarde havde sin Kirke; hvilket beviser at denne Meening maae være urigtig. Intet synes derimod rimeligere end at de Gamle med Ordet Bygda have forbundet samme Begreb, som Ordet Bygde eller Böigde endnu hidtildags förer i Norge, nemlig större eller mindre Samlinger af Vaaninger, nogenledes samlede paa een Plet hvorfor endog Öiesynet i Egallikko Fiorden taler, taler, som viser at saadanne Bygder sielden have bestaaet af over 3, 4, indtil 6 Gaarde, hvis man, som det synes billigt, maae antage at enhver Hunsholdning, foruden Vaaningshuus, har maattet have sin Staldbygning til Heste og Qvæg, og et eller maaskee flere Forraadshuuse til Höe og andre Forniödenheder. Ogsaa kan det ikke omtvivles at de johist og her paa Fieldene og paa fritliggende Steder have havt Sæterboliger, hvilke de formedelst den sparsommere Græsning trængte mere til end i Norge. I dette Land har Bonden sædvanlig en Vaar-Sæter hvorhen han med alt sit Qvæg flytter saa tidlig om Foraaret som Græsset er tienligt til Quægets Föde, dernæst endnu höiere til Fields en Sommersæter hvorhen han begiver sig naar Græsset paa förstnævnte Sted er afædt; undertiden haves om jeg ret mindes endnu en tredie Sæter. Paa alle disse, ofte Miile fra hinanden fierne Steder, har han sine Vaaninger som ellers den störste Deel af Aaret staae ubenyttede. Aarsagen til disse Omflytninger er for paa den ved den egentlige Gaard nærmest liggende Strækning at kunne spare Græsningen til Vinterforraad af Höe, paa hvis Anskaffelse Qvægavlingen i de nordlige Lande eene og allene beroer, thi Qvæg kan vist nok leve og finde Sommerfoder saa langt mod Nord som Mennesket kan boe, men dets Föde om Vinteren er ikke allevegne muelig at tilveiebringe. I Grönland hvor Forholdet af Dalstrækninger, der kunne benyttes til Höebiergning, er langt ringere end i Norge, maatte altsaa denne indretning med Sætre være desto nödvendigere, og sansynligviis vare mange Steder, som nu henregnes til Levninger af fordums faste Vaaninger ikke andet end Sæterboliger. At disse Boeliger, saavelsom de övrige ikke saaledes som i Norge vare af Træ, eller som Husene i Island af Jord, men derimod af opmurede Steen, lader sig let forklare, da det förste Material ogsaa i hiine Tider manglede dem, og alt Bygningstömmer maatte tilföres dem (hvorom Speculum regale vidner), og da store löse Steen som vare tjenlige til Bygningsmaterial gaves her i större Overflödighed end maaskee i Island, hvor Landet er mere bedækket med Muldjord. Det lader sig ogsaa formode at de hist og her have havt enkelte Bygninger som kun til visse Tider af Aaret have været beboede enten for Jagtens eller Fiskeriets Skyld. Paa disse anförte Grunde forekommer det mig ikke antageligt at ethvert. Sted, hvor enkelte men faae Levninger findes, skulde kunne tillægges Navnet Bygd, og naar man da med denne Indskrænkning optæller de paa Vestkysten bekiendte Levninger af Bygder, da skal det være langt fra at man kunde sige at man der havde opdaget Vestbygdens 90 Bygder, end sige endnu desforuden de 190 Bygder som Östbygdens Beskrivelse tæller. At ville hente Beviiser fra den Betragtning: at der efter saa lang Tiids Forlöb nödvendig maatte være en stor Deel Levninger ukiendeliggiorte, saaledes som Ffr. p. 284 og 285 anförer er aldeles en petitio principii, der i Stedet for at bestyrke maae svække Gisningen. Forresten er det vel ei heller saa særdeles forunderligt, som Ffr. mener, at Levningerne af disse med usædvanlig svære Steen opsadte Bygninger have holdt sig længere og bedre i et lidet befolket, roeligt og til Dyrkning siden den Tid ubenyttet Land end i det ved Krige og menneskelige Lidenskaber saa hærjede Europa.

Pag. 266 fremstilles som et uimodsigeligt Beviis for Östböigdens Beliggenhed paa Vestsides at her skal i nyere Tider være forefundne Levninger af 7 Kirker, da de gamle Efterretninger ikkun tale om 3 höist 4 Kirker paa Vestbygden. Herved bemærkes, at det er særdeles vanskeligt og oftest umueligt med Bestemthed at afgiöre om denne eller hiin Levning i Grönland har været en Kirke, selv ved at betragte den paa Stedet. Bygningens Störrelse, efter det Omfang som Levningen indtager, er egentlig den Grund hvoraf man har giort Slutningen, der ligesaavel maatte kunne anvendes paa enhver anden Bygning som var större end de almindelige. Saaledes er det ikke usandsynligt at adskillige af disse formeentlige Kirker maaske have været et Kloster, et Dommersæde, en af de Mægtigeres Boepæle eller anden offentlig Bygning og hermed er det langt fra ikke beviist at der have været 7 Kirker, thi da Forsætningen er ubeviist, saa fölger heraf at Slutningen ligeledes maae være det. I övrigt tiener til en Berigtigelse, at de gamle Beskrivelser optælle bestemt 4 og maaskee 5 Kirker at have været paa Vestbygden, af hvilke Arngrim Johnsen nævner Saudnæs i Lysufiorde, Hop i Agnafiord, Anavig i Ragnafiord og een i Anafiord (maaskee Andafiord). Den 5te, som Ivard Bardsen nævner, er Straumsnæs Kirke.

Efter nu saaledes at Have yttret mig mod Vægtighed af de Grunde, paa hvilke Ffr. som det synes med meest Paalidelighed har stöttet sig, skiöndt han först mod Slutningen anförer dem, skrider jeg til det langt vanskeligere Arbeide at fölge ham paa den vildsomme Stie giennem forældede, tildeels vanskelig, forstaaelige Beskrivelser og utilstrækkelig Erfaringer, hvor Lysglimtet og dets Gienskin ere lige stærke og for en stor Deel kun tiene til at opvække Uvished om den Vei som bör fölges. Min Bestræbelse skal derfor her være, paa de Steder hvor Ffr. troer at have seet et Lys, i en modsat Retning at opsöge et Lysglimt, og Efterverdenens Erfaringer skal maaske afgiöre det som Nutiden endnu ei formaaer, hvo af os der saae det sande Lys i Sagen og hvem der lod sig hedrage af det falske Gienskin; om Ffr. havde Ret til at omstöde en gammel antagen Mening eller jeg i at forsvare den.

Pag 241-243 anförer Ffr. Griplas Udsigende, som efter at have nævnet Hvidserkur berettet: þa vikur Landinu til Nordurs enn sa ey vil missa Bygdina stefni han i Ustudur. Heraf giör Ffr. strax paa den förste Side den Slutning at denne Landenes Vigen til Norden skulde være længst nede syd paa Landet! Han stötter sig her kun paa den Sentenz: ".. at saadan Landets Dannelse, som den paa de fleeste Kort er anlagt, modsiges saa vel af Oltidens Efterretninger som af seenste Iagttagelser." I hvor sandt dette end i og for sig selv kan være at de gamle Korter ere uefterrettelige, saa bliver dog Forfatterens Slutning urigtig derved at han heraf beviiser for meget; thi det er bekiendt at af de Kort som haves over Östkysten ere ingen geometrisk optagne, ja ikke engang at ansee som Situationskort, men blot hypothetisk eller indbildt udkastede efter Beskrivelserne. Enhver fremtidig Erfaring skal da heri finde betydelige Feil, dog deraf fölger ei at en andens Meening er rigtig og fordi Kortene paa Islands Breede have rykket Grönlands Kyst for langt öster ud, saa fölger deraf dog ikke en Tilintetgiörelse af den Meening at Landet imellem 62º og 65º Breede jo gierne kan have en svær Bugt eller Indviig som kunde passe sig til en vestlig Seilads. David Danells Reiser burde Ffr. allermindst beraabe sig paa, som han giör p. 244, thi foruden dette at disse aldeles intet beviiser for Ffr. Meening, have de tvertimod under 6te Junii 1652 en Bemærkning der aabenbar synes at tale for den gamle Meening. Ordene ere i Lunds Udtog disse: "De kunde da ikke see Söekanten, som ligger paa 65º og strækker sig Öster og Vester med Sneffuels Jökel. Iisen laae vel 8 Mile Sönden for Öerne og strækkede sig i O. og V. paa 20 Miil imod Landet, (Nb. disse Öer ligge 4 til 5 Miile fra det faste Land) hvor de ogsaa ginge hen, men maatte for överflödig Iis tilbage igien Öster til Öerne, hvor de fandt aabent Vand". Denne i Ost ög Vest strygende Kyst havde de seet den næstforegaaende 4de Junii hvor det heeder: "Men om Eftermiddagen sadte de tvert an paa Landet N. N. O. til N. og saae det faste höie Land Nord fra dem 10 Miile; de seilede imellem nogle Öer 4 til 5 Miil fra det faste Land, som syntes at være klar Iis, naar Solen skinnede ; Iisen laae 4 Miile fra Landet ud i Söen, saa at de ikke kunne komme imellem den til Landet; de seilede derfor tvert fra Landet S. og siden S. S. V. paa henved 7 eller 8 Mile da Söen rundt om dem blev opfyldt med Iis, saa at de kom i stor Fare og maatte derfor seile O. N. O. om igien; men Vinden var til S. O. Disse Ord: tvert an paa og tvert fra Landet kunne efter den almindelige Talebrug ikke vel betegne andet end at Kystens Strygning var retvinklet paa Coursens; Vil man nu her ogsaa fradrage 45º for Compassets Misvisning, som det rimeligste man vel kan antage, sraa bliver Kystens sande Strækning N. O. til O. og S. V. til V. Denne Strækning giör da allerede en stærk Vinkel med Lieutenant Egedes Kyst, og af Sammenförelsen af Sneefields jökel hermed har man Grund til at formode at Misviisningen endda er for stor regnet og at Kysten endnu meere kommer til at nærme sig den rette Ost og Vest Linie, Forlænger man nu ved Beregning denne Linie fra 65º N. Br. og 38º 30' Længde N. for Paris indtil den skiærer 59º 30' Breede, som omtrent er Breeden af Grönlands sydligste Spidse, saa bliver Overskiæringspunktet 16º 17' vestligere i Længde eller 54º 47' bliver Længden vest for Paris af Grönlands sydligste Pynt, dersom Kysten vedblev heelt syd efter i samme Retning; men da denne Pynt eller Cap Farvel paa Egedes Kort ligger over 6º östligere og de nyeste engelske Reqvisite Tables endog lægge samme 9º 45' östligere, eller reduceret, paa 45º 2' Længde vest for Paris, saa fölger heraf at Kysten siden efter igien maa runde sig noget ud for at komme til dette Punkt, og at her altsaa syd for 65º Breede virkelig maa være en svær Bugt paa Landet, med mindre at Miisviisningen i Danells Tiid har her været en god Deel större end 45º vestlig, hvilket da vel ikke saa let skulde være bleven ubemærket i hans Reisebeskrivelse.

Pag. 243. Det Udtryk Saa viger Landet til Norden kan være sagt imperative, eller at man skal holde sig fra den nordlige Kyst i Bugten og videre: hvem ikke vil forfeyle Bygden den styre i S. V. kan forklares saaledes; at den som fra Iisland kommer hertil Landet og altsaa öster fra, skal holde sig syd efter med Landet og ikke söge Bygden norden for Islands Breede, eller ogsaa at man efter at være kommet om Næsset ved Hvidserk eller Herjolfsnæs skal holde Syd-Vest efter ind i Bugten og saaledes söge Bygden paa den sydlige, ikke paa den nordlige Side af samme; men sikkerlig indseer jeg ingen Grund til at udlede af disse Udtryk den Meening, at man skulde fölge heele Strækningen af Kysten indtil om paa den vestre Side af Landet Pag. 344. Efterat Ffr., af adskillige Reisendes Erfaringer som have seet Östre Grönland; ikke troer at kunne erholde nogen Oplysning, kommer han omsider til David Danells eller de Nelles, samt Lieutenanterne Egedes og Rothes Reiser, hvor han finder aldeles afgiörende Efterretninger, hvilke jeg virkelig maae tilstaa ikke at have kunnet udfinde, thi den Omstændighed at Danell ved en saa ubekiendt Kysts Aflægning har brugt en andens feilfulde eller rettere maaaske forfeilede Kort, beviser kun hans Tidsalders ringere Kundskaber til at foretage Geographiske Bestemmelser. Den med Prikke udsadte Cours, der kun omtrentlig er angivet, stemmer desuden ei ganske med Journalen, ligesaalidt som Gudbrands Kort med Landets Skikkelse saavidt som man nu kender den paa Vestkysten, hvorfor man har endnu mindre Grund til at forudsætte större Rigtighed hvad Östkysten af Landet angaaer.

Hvad Lieutenant Egedes Reise vedkommer, da har han seet for lidet af Landet, og været for langt fra samme til at kunne bestemme Kystens Strygning med större Nöiagtighed end at der jo gierne kunde være et Par Compas Stregers Feil i denne Aflægning; desuden har han sögt Östböygden paa en alt for nordlig Brede, da den, saavidt jeg formoder og i det Fölgende skal söge at oplyse, ikke bör söges sydligere end 62º Breede, og ikke nordligere end 65º. Tillige bör det anmærkes at de Fortoninger som ere vedföyede hans Reisebeskrivelse have hist og her et saa unaturligt Udseende at man let forledes til at troe at det paa flere Steder maaske ikke var Landet men en Samling af Iisfielde som han har seet.

Yderlig utilstrækkelige vare derfor de Momenter af hvilke Ffr. var i Stand til at sammensætte sit lille Kort over Östkysten, der neppe var ringere Feil underkastet end de ældre ogsaa næsten blot giættede Korter. Som Landkort betragtet giver det saaledes aldeles ingen nærmere Oplysning end Lieutenant Egedes, og som Hovedpræmis for paafölgende Slutninger er det ofte til Skade, da Frf. jevnlig deraf vil bevise meere end det indeholder, saaledes som det strax efter sees Pag. 246 ved Udtydningen af Eriks Reise, hvor man ved Forklaringen over Hvarfs Etymologie maae bekiende at samme Navn kan passe sig paa enhver Landpynt hvor man dreier ind, og rimeligt synes det at der kan gives fleere lignende Vendepladse paa Landets Östside för man naaer Sydpynten, hvilket Forf. vel nægter meget bestemt, men uden at fremföre noget Beviis. I Henseende, til det der paa samme Side siges om Coursforskriften i Sydvest, da kunne de tillagte Ord fra Iisland bedre tiene for Forfs. Meening end for Griplas, hvis Meening ligefrem forklaret, ligesaagodt og maaske bedre passer sig paa en Deel af Strækningen, som Forf. vil have, end som paa den Heele.

Forfatteren synes selv at indse Utilstrækkeligheden af hans Paastand, og anförer derfor Pag. 247 Landnamabogens Coursforskrift fra Bergen af, hvorved han troer Hvarfets Beliggende sydligst paa Landet bekræftet. Efter Coursen forbi Færöerne tillægger han de Ord: og da vedblive sin vestlige Fremgang som aldeles ikke lader sig af det anförte udlede i Forfatterens Meening; tvertimod staaer der udtrykkelig og saa Sönden for Island at der haves Fugle og Hvale. Denne Omstændighed forbigaaer han i Forklaringen aldeles med Taushed, og vanskelig skulde den maaske have ladet sig passe til den antagne Hypothese. Det er nemlig Hvalfangerne og de Söefarende i disse nordlige Have noksom bekiendt, at den egentlige Hval, Balæna Mysticetus, sielden eller aldrig, antræffes undtagen i Nærheden af Land eller Haviis, og da de andre Arter for Ex. Finnefisken, Nordkaperen og flere af denne Slægt jevnligen sees overalt i de nordlige Have lige indtil Færöerne og Skotland, ja maaskee endnu sydligere, saa er det rimeligt at Landnamabogen her har meent den rette saakaldte Bardehval og hermed villet tilkiendegive at Grönlandsfarerne med deres vestlige Cours skulde tillige söge at nærme sig Iisland, hvilket Fuglene endnu tydeligere og mere bestemt angive. Visse enkelte Arter af Fugle f. Ex. Mallemuken (Procellaria glacialis) og af og til en enkelt Maage eller Terne, sees jevnlig lige fra Norges, Kyst og til Grönland selv flere hundrede Miile fra Land, men Mængde og visse Arter af Vandfugle sees aldrig at söge stadigt Ophold længere fra Land en 16 til 20 Miil. Saadanne ere her i Norden den almindelige Edderfugl (Anas mollissima) Alken eller Svartfuglen (Alca Pica), fleere Arter af Slægterne Colymbus, Anas, Procellaria Puffinus, Larus tridactylus og fleere; noget længere ud dog ogsaa i Nærheden af Land ströyfer undertiden Catharacta parasitica og et Slags smaae Falke fra Færöerne. Alle disse Fugle ere for mangen erfaren Söemand i disse Have saa sikkre Mærker endnu hidtildags, at de ved Synet af dem slutte sig til Nærheden af Landet, undertiden med ligesaa stor Sikkerhed som af Bestikket, og ere strax opmærksomme ved Synet af de förste som vise sig, for derefter at forbedre deres Gisning, og skiöndt disse Bemærkninger ey altid indföres i Journalerne, saa har denne Omstændighed og maaskee flere ligesaa tilsyneladende ubetydelige, vist ofte reddet mangen Söemand fra den Ulykke at opseile Land om Natten, naar hans Skib efter en lang Reise har staaet betydelig foran hans Bestik. Af denne Landnamabogens Bemærkning om Hvalene og Fuglene kan jeg altsaa ingen Forklaring finde sandsynligere end at de gamle Grönlandsfarere holdt Coursen saaledes, at de sönden for Iisland stode ikke over en 16 til 20 Miil i det höieste fra Landet, og altsaa omtrent paa 63º Brede. Naar man da saaledes forklarer Coursforskrivten, saa bliver Coursen fra Færöerne ikke som Forf. vil Vesten til Syden men Vest til Nord, og dette skal da temmelig nær stemme med Iver Bardsens Forskrift Pag. 250 som siger man skal söge at være 12 Iislandske Söemiil syd efter til Havs fra Reykanes, hvilken Bemærkning Frf. aldeles ey kan faae til at stemme med sin Meening, men erklærer Bardsens Udsagn for en ubekiendt Randglosse fordi den ikke stemmer med hans Cours paa Bergens Parallel. At en lignende Interpolation kan have fundet Sted med Landnamabogen, og om saadant end havde været det paa mangfoldige Steder, beviiser egentlig en Muelighed i at Tingen kan hændes, hvorom vel ingen tvivler, men ingenlunde at denne Giætning virkelig fandt Sted ved Bardsens Udsagn, ligesaalidt som den besynderlige Gisning om eirn Dagurs Forbyttelse med 12 Vikur Sioas fortiener Giendrivelser.

Pag 251-252 anföres Coursforskriften fra Sneefieldnæs over til Grönland; ved denne Leilighed angribes Bardsens Forskrift igien for Uefterrettelighed, da det som her nævnes om 2 Dages og 2 Nætters Seilads i Vesten erklæres for en uægte Tilsætning. Hvorvidt denne anförte Afskrift fortiener mindre at ænses end den som findes hos Purchas og Peder Claussön, har Forf. ikke beviist og vedkommer ei heller os her at undersöge, men saa meget er vist at hvis man forklarer det anförte Sted nogenledes efter den Meening som forekommer nærmest at ligge deri, da stemmer den meget nöyagtig saavel med nyere som ældre Erfaringer, og den eeneste Feil synes her blot at ligge i en urigtig Interpunktion. Man sætte blot et Semicolon foran de Ord: oc er þat kallat tveggia Daga oc tveggia Natta Sigling i Vestar, og forandre saaledes disse Ords Forbindelse med den efterfölgende: liggur þa Gunbearnar Sker rett a midre Leid midlom Grœnlandz oc Islandi saa vil man af Forbindelses-Ordet þa eller da erkiende at det er Afstanden ikke imellem Iisland og Grönland, men imellem Iisland og Gunbiörns Skiær som her er angivet, og da disse Skiær siges at ligge midtveis mellem begge Landene, saa er hermed ogsaa sagt at Længden af Veien til Grönland er dobbelt saa lang nemlig 4 Dages og 4 Nætters Seilads. Denne Forfs. Bemærkning giör vel ikke synderlig til eller fra i Henseende til Hovedsagen, dog har jeg troet ikke at burde forbigaae at omtale den, fordi man ogsaa herfra ellers let vilde kunne hente et Beviis til at svække Troeværdigheden af de Gamles paa andre Steder opgivne Distance Angivelser. Hvad ellers angaaer det Sted i nærværende Ivars Beretning der skulde synes at tiene til Beviis for Hovedsagen i Forfs. Hypothes, af man nemlig först skal styre i Sydvest og derefter i Nordvest, da tiener det snarere imod ham, naar man blot lægger rigtig Mærke til de Ord: indtil man er kommen Omkring for ommeldte Iis, som ligger ved og uden for Gunbiörns Skiær; Thi at herved skulle forstaaes al den Iis som muelig kunde strække sig over 150 Miil langs med Landet, er ikke sandsynligt, da vist nok i dette Tilfælde Grönland og ikke Gunbiörns Skiær skulde have været nævnet; desuden vilde den eene Dags og Nats Seilads i Vest til Skiærene have været unödvendig og for en Deel spildt, fordi det maatte have været langt kortere fra Iisland af strax at styre i Sydvest. Alt hvad hermed siges, er at Iisen har lagt eller strakt sig sydligere end Hvarfet, men at dette Sted har lagt sydligst paa Landet kan ligesaalidet udledes heraf som af noget af de foregaaende Citater. Af hvad der desuden nævnes om den gamle Seillads, lader det virkelig som om man har anseet den for fordeelagtigere end den nye, eftersom den forlodes af Nödvendighed, ikke fordi den nyere var nærmere eller bedre; hvilket den dog unægtelig vilde have været, dersom Östböygden laae der hvor Forfatteren vil have den.

Pag. 353 anförer Fort foruden Hvarfet ogsaa Hvidserken at skulle have lagt sydligst paa Landet, og fastsætter endog Stederne for dem nemlig Kitsiksut Öerne for den förste, og Cap Farvel for den sidste, netop paa Grund af disse för omtalte Coursforskrifter, ved hvilke han forgiæves har sögt at bevise Mueligheden af en Forklaring der blot ikke skulde modsige hans Hypothes. Han viser sig siden efter Pag. 254 endog saa sikker paa denne Meening, at han indlader sig i en ganske besynderlig Beregning, som blot synes at skulle tiene til at forkaste Tiltroen til de Gamles opgivne Distancer, men som maae være urigtig, da den hviler eene og allene paa Hvidserkens indbildte Beliggende. Ligesaa vilkaarlig ansættes Pag. 256 Hvarfs Beliggende paa 59º 35' Brede; dog bygger Forf. herpaa som paa en uomstödelig Sandhed og faaer saaledes atter her et Beviis for sig af en Sag, der ligefrem forklaret aldeles stemmer for den gamle Mening; Efter Lieutenant Egedes Kort bliver Afstanden mellem Pynten af Sneefieldsnæs og Grönland lige i Vest 76 Miil; antager man altsaa nu i Overeensstemmelse med de gamle Coursforskrifter, at Hvarfet har lagt noget sydligere, maaske i det höieste en 30 Miil, saa vil dette temmelig nær stemme med den af Biorn Johnsen angivne Distance af 97 Miil, der kun vil blive gandske faae Miil for lang, hvis man regner den lige Cours, og giver altsaa en Dagscourses Længde paa en 22 til 24 Miil. Forf., som regner efter sit eget Kort og sin egen Meening, bestemmer i dets Sted Afstanden til 165 Miil, og sætter da baade sig selv og sine Læsere i Forlegenhed ved saaledes at erholde en Dagscours paa 41 Miil, men hielper sig herud af ved at kaste Skylden paa den stærke Strömning som fra Nordost sætter langs med Landet Syd efter, dog uden ret nöie at betænke at de Gamle ligesaa godt som vi have kiendt Strömningers Virkninger ved Söefarten, eller at de samme som dengang foere paa Grönland fra Island, vel ogsaa giorde Veien tilbage, hvorved de, hvis Strömmen havde været saa stærk som Forf. ansætter den, paa Hiemreisen sikkert skulde have forvildet sig saa langt mod Syd, at de uden Compas vist ikke uden efter mange Omtumlinger skulde have naaet deres Bestemmelse, og i hvilket Fald denne Omstændighed med Strömmen sikkerlig ligesaalidet var bleven ubemærket af dem som af de nyere Söefarende, hvorefter da ogsaa Coursforskriften maatte have rettet sig.

Hvad ellers den tredie Coursdistance angaaer fra Aulduslaup eller Jóllduslaup, da er det meget uvist hvor samme Sted har været; et Sted paå Irland eller et Sted i Söen hen ad imod denne Kant, som af een eller anden Naturbeskaffenhed eller af Beliggenheden kunde være saaledes benævnet. Imidlertid kan dette Steds giættede Beliggenhed i og for sig ingen Grund afgive til at svække Tiltroen til deres övrige Coursangivelser, og Fortidens Lærde havde större Ret, som det lader, til at forkaste denne Seilads som forvandsket eller i det mindste som uforstaaelig, end Forf. til at benytte samme til dermed at kaste Tvivl paa andre Efterretninger, der forresten havde Udseende af indbyrdes Overeensstemmelse.

Pag. 358 og 359 omtaler Forf. Havets Vestbevægelse, og af denne i Forening mes en vis axifugal-Bevægelse udleder han, som det forekommer mig temmelig rigtig, Aarsagen til den Strömning som driver Iisen langs med Grönlands Östkyst; men hvad han heraf igien udleder om en Strömning fra Nordost imellem Skotland og Island finder neppe Bekræftelse i Erfaringen, da her netop synes at virke en tilsyneladende anomalisk Strömning fra den modsatte Kant, hvis nærmere Udvikling her skulde blive for vidtlöftig, men hvorom jeg i Fremtiden haaber at skulle kunne bekiendtgiöre min Meening nöiere. Hvad Forf. forresten Pag. 250 og 251 söger deraf videre at forklare, tiener mere til at give tilsyneladende Grunde for hans Hypothes end til at vise Overeensstemmelse mellem de Gamles Efterretninger, hvis Fortolkning falder temmelig ligefrem og rigtig, naar de forklares paa den simpleste Maade og uden forudfattet Meening.

At Isen skulde nogensinde i Mængde synke til Sunds er en blot Fortælling som ingensinde saavidt jeg kiender er beviist. Gamle erfarne Grönlændere af Landets Indfödte benægte denne Omstændighed, som ei heller finder Grund i nogen physisk Lov, ligesaalidet som det synes troeligt at den omtalte Barriere af Iis skulde nogen Tid ligge ubevægelig over et Aar langs med den Deel af Grönlands Kyst som ligger sönden for Islands Brede. At Iisen næsten bestandig vil findes hist og her langs denne Kyst, er vel sandsynligt, dog tillige at den aldrig ligger fast, men er jevnlig i Bevægelse syd efter, som dens Gang paa Grönlands Vestkyst giver Anledning til at slutte. Hvorvidt i övrigt Grönlands Östkyst, hvis Adgang er vanskelig, for nærværende Tid er skikket til Europæeres Underholdning, vide vi nu ikke, men saameget er udentvivl vidt, at Mennesker af Polar-Racen eller de Gamles Skrællinger beboe den meget langt op, og maaskee endog indtil norden for Polar-Cirkelen. Ved den sydligste Colonie Julianeshaab, vil man blandt de Grönlændere, som fra Östsiden af og til komme der for at handle, af een Mand have erfaret at han boede saa langt borte paa den östre Side, at i hans Hiem saaes Solen en vis Tiid af Aaret i flere Dage bestandig paa Himlen. At Indbyggerne sieldnere eller maaske aldrig paa denne Side ere komne ud til de Skibe, som saa sielden have seet denne Kyst, er meget begribeligt, da naar Skibene ikke have kunnet komme til Landet for Iis, Indbyggerne ei heller kunne have kommet ud til dem. Naar Iisen indestænger dem da maae det, for disse som for de paa Vestsiden boende som oftest være en Umuelighed at fare ud, fordi Iisens Beskaffenhed ikke tillader dem at vove sig med deres Baade mellem de tætliggende og iidelig sig forandrende Brokker, der sielden ere saa tæt sammenskruede at de udgiöre et nogenledes sammenhængende Iisfeldt, hvorover man turde gaae uden Frygt for at forvirre sig i et Labyrinth af et gandske eget Slags. Paa Vestkysten kom Grönlænderne i Begyndelsen ei heller ud til Skibene forinden disse vare tæt ved Kysten og næsten inde i Fiorden. Östkysten har man aldrig været saa nær paa de seenere Opdagelsesreiser, fordi man rimeligviis sielden eller aldrig har givet sig Tid til at opholde sig paa en vis Brede krydsende uden for Iisen for at afvente dens Bortgang, og for at kunne nærme sig Kysten, saaledes som de Skibe der hidtildags beseile Grönlands Vest-Colonier ofte ere nödte til at giöre, hvis de ville naae deres Bestemmelse, især saadanne Skibe som ere bestemte til Colonierne Fredrikshaab og Julianeshaab. Naar disse da, som sædvanlig hænder, træffe denne saakaldte Storiis lige ud for det Sted af Landet som de skulle anlöbe, da maae de ofte holde Söen og deres Sted eller omtrent lige paaværende Brede i flere Uger. Hvis man altsaa vilde videre forsöge Östkystens Beseiling. med Iagttagelsen af en lignende Fremgangsmaade, da har jeg Grund til at formode, at den syd for Island Brede vilde kunne lykkes og maaske endog de fleste Aar. Saaledes var ogsaa Colonien Julianeshaabs Beseiling med stort Skib og directe i Förstningen i adskillige Aar anseet umuelig; dens Forsyning maatte den med mindre Fartöier og ved indenskiærs Seilads afhente fra Fredrikshaab, hvor da ogsaa dens hiemsendende indhandlede Vare bleve aflagte, indtil endelig omsider en Skipper paatog sig at beseile den. Han udförte det saavidt jeg erindrer af andres Beretning, i flere Aar, og skal have udladt sig med, at han ansaae den Sag muelig næsten hvert Aar, naar man kun bar sig rigtig ad og kiendte Isens Gang. Men denne Iis, kan, som jeg selv har erfaret, ligge der saalangt ud, længe og frygtelig, som den nogensinde er beskreven at være paa Östsiden, hvorom desuden ogsaa vidner Godske Lindenows Reise i A. 1605, beskreven af James Hall i Purchas Pilgrims III p. 815, hvor man af Breden og Landets Bærende kan slutte sig til at det var i Julianeshaabs Distrikt hvor de först saae land mellem Cap Christian og Desolation, nu Cap Farvel og Öen Nunarhoit, og af Mængde af Iis saavel dette som det fölgende Aar 1606 (see sammesteds Pag. 825).

At Isen i de ældre Tider ogsaa saavelsom nu har havt sin Gang paa Grönlands Östkyst antager jeg gierne med Forf., og herom vidner ogsaa Kong Skug Sio, naar den nævner Hvidbiörne Kiöd som en almindelig Föde for Folk der i Landet; thi Hvidbiörnen er altid en uadskillelig Fölgesvend af Iisen, og kommer og gaaer med samme. David Danells Reise 1652, bevidner ogsaa under 13 Julii at Iisen ei heller i seenere Tider, ligger her bestandig, med de Ord: "Den forrige Dag havde Iisen været fra Landet og Fiorden reen, saa at de vilde have seilet derind, hvis Natten ikke var kommet saa hastig paa". Han var da paa 61º Breede. Heraf kan man da slutte at Iisen ei engang for nærværende Tid danner en uafbrudt Formuur for Landet. At den derimod ligger jevnligst og i störst Mængde hvor Havet sammenpresses i Strædet mellem Island og Grönland, og norden for samme, er meget sandsynligt, og andet synes den af Kongespeilet anförte Bemærkning ikke at antyde, for at man skal vogte sig og ikke strax holde lige ind i Iisen hvor den synes at frembyde Aabninger, men helst seile samme saavidt reent forbi indtil man har frie Söe paa den eene Bov eller om Bagbord, mens man anduver Landet.

Pag - Grænland horfer i Utsudr kan maaske ogsaa betegne at Grönland skyder ud eller falder af i Sydvest, eller at Landet svinder i Sydvest, maaske paa det Sted hvor Bugten gaaer ind, og de Ord synfte er Herjolfsnæs kan ogsaa vel muelig betegne det Næs som har lagt sydligst ved Indseilingen i Bugten eller Fiorden; dog herom at yttre nogen bestemt Meening lader sig ei giöre uden at kiende Östkysten nöiere. Hvad forresten Forf. anförer, at slig en Strækning, hvor Landet kunde vende imod Sydvest ikke er til paa den östlige Side, da er dette en Paastand uden Beviis.

I Henseende til Forfs. Application af Östbygdens Fiorders og Stæders Navne paa Arktanders Kort, da kunde den vel have været til Gavn som Ledetraad for fölgende Undersögelser, naar det blot först var beviist at den gamle Östböygd virkelig havde lagt paa denne Kant af Landet; den understöttes meget sielden med særdeles Grunde, men beroer næsten alleene paa Antallet af Fiordene og Stederne samt den Fölge hvori disse opregnes i de gamle Beskrivelser. Paa de faa Steder hvor een eller anden udmærkende og vedblivende Naturbeskaffenhed nævnes af Beskrivelserne, formoder Forf. dem som oftest virkelig at finde Sted; At modbevise ethvert af disse Steders antagne Beliggenhed lader sig ikke giöre, af samme Aarsag som den hvorfor man ei ligefrem kan antage denne Henlægning; imidlertid kan jeg dog ei forbigaae ved denne Anledning at omtale et Par Omstændigheder, som synes Værd at bemærke.

I Nærheden af de Mæhriske Brödres sydligste Anlæg Lichtenau, ligger Öen Ounartok eller Onartok (ɔ: det varme) hvor der findes 3 varme kilder og Levninger af en Bygning; da tillige de gamle Beskrivelser ogsaa omtale nogle Holme i Rafnsfiorden som havde slige Kilder, saa forekommer her virkelig en Omstændighed der taler noget for Forf. Meening; imidlertid stemmer den dog ikke gandske, og herved bör bemærkes: 1) at her i Julianeshaabs Distrikt kan findes denne eneste Öe som har varme Kilder, hvorimod de Gamle nævne flere Holme som havde dem, og 2) at da de gives saavel paa Grönlands Vestkyst, som i Island, saa er det at formode at de endnu kunde gives hyppigere paa den mellemliggende Grönlands Östside der er Iisland og dens varme Vande saa meget nærmere.

Om Reensöen som har lagt uden for Einarsfiorden nævner Bardtens Beskrivelse: "at paa den Öe ere de hedste Talgstene, som paa Grönland sees, saa naturlig gode at de giöre deraf Gryder og Kander, saa store undertiden af een Steen, som 10 eller 12 Tönder ganger udi". Denne ogsaa kaldte Veegsteen eller Grydesteen gives paa flere Steder i den bekiendte Deel af Grönland og de Indfödte giöre som bekiendi endnu hidtildags deres Gryder og Lamper og andre Slags Kar heraf; men besynderligt at denne Steen, som gives temmelig hyppig ved Godthaab, ogsaa noget ved Fredrikshaab, ikke hidtil er fundet ved Julianeshaabs skiönne Fiorde, men Grönlænderne, som her boe, indhandle med Begiærlighed disse deres meget nödvendige Husgeraad af deres nordligere boende Landsmænd, og jeg kan ikke tvivle paa, at om saadan Steen i nogenledes Mængde her fandtes, Grönlænderne jo da vel skulde have vidst at finde den ved deret idelige Streiferi og Opmærksomhed, paa hvad der af slige Ting kan tiene dem. Ogsaa kan jeg ikke forestille mig at denne Steen, hvis den havde været saa överflödig som Bardsen beskriver den, skulde saa aldelet være udhugget og forbrugt, at intet meer skulde være tilbage. Denne Omstændighed synes at afgive et temmelig kraftigt Vidnesbyrd mod Forfs Idee; og hvad i övrigt Mueiigheden af de mange Navnes Anbringelse (see pag. 291 Lin. 4) angaaer, da skulde man sikkert paa lignende Maade gierne knnne faae det 3 eller 4 dobbelte Antal anbragt paa Kortet, naar man af hver Sæterbolig skabte sig en Bygd, og af hver Stald en Vaaning.

Pag. 290, Söer og ferske Vande er ingen Sieldenhed paa denne Kant af Landet; og at det, som man ved Indseilingen skal have paa höire eller venstre Haand, passer sig nogenleledes, tör man vel bedre henregne til et Bevis for Forf. Omsorg ved Aflægningen, end for selve Sagen.

Pag. 292 anföres Biörn Ionsens Beskrivelse af Landet, ledsaget med Anmærkninger og Forklaringer, for störste Delen, grundede paa Forfs. Idee. Jeg tillader mig at anföre et Sted heraf, som jeg forklarer anderledes end Forfatteren här giort det, og som, ifald min Forklaring er rigtig, vil være et temmelig stærkt Beviis imod Forfs. Hypothes. Det er nemlig Oversættelsen af de Ord: þat er Stiarna er Afhvarf a hertir Austanverdu Landinu. Den synes nemlig ganske ligefrem at kunne gives saaledes; Da er den Stierne som kaldes Afhvarf mod den Kant hvor Landet skyder sig i Öst. Forf. giver her en meget mere konstig end naturlig Forklaring af Ordet Stiarna og bruger Ordet Hafvarf i Stedet for Afhvarf hvilket sidste dog bruges af ham selv paa det vedföiede Kort, og om jeg ret erindrer ogsaa skrives saaledes af andre Forfattere; han faaer saaledes en meget vidt forskiellig Meening herudaf, der forresten hverken giör noget til eller fra for hans egentlige Öiemed, men dog vilde kunne være til Hinder for en anden. Forklaring. Det er mig vel ikke bekiendt hvilke Navne de Gamle have havt paa visse enkelte Stierner, der kunne have tient dem til Veiledning paa Söen i klare Nætter, men at de maae have havt saadanne, derom kan der vel aldeles ikke tvivles; allermindst kan det tænkes, at et saa stærkt söefarende Folk ikke skulde have kiendt Nordstiernen, som det eeneste stadige Himmellegeme paa Firmamentet, der uforandret beholdt sin Plads, medens alle de andre saaes uafladelig at dreie sig omkring samme. Udleder man nu Betydningen af Ordet Afhvarf som et sammensat Ord af Af privativum og Hvarf Vending saa betegner det Uden Vending eller den som ingen Vending har, ikke vender sig, og da altsaa dette Navn meget bestemt udtrykker, en Egenskab der udelukkende passer sig til denne og ingen anden Stierne, saa kan det, hvis ellers Derivationen af Ordet er rigtig, ikke omtvivles, at ved de Udtryk: den Stierne som kaldes den der ikke dreier sig kun kan forstaaes Nordstiernen. Oversættes da det anförte Sted saaledes: Saa er Nordstiernen mod den Kant hvor Landet bliver östlig, saa kan jeg ikke indsee andet end at her er en meget mærkelig Omstændighed i Chorographien, hvis Hensigt eene, kan være at beskrive Kystens omtrentlige Strygning i N. O. og S. V. allerhelst da dette anföres umiddelbar för Fiordene opregnes. Kan nogen overbevise mig om en rigtigere Forklaring, bör det glæde mig at erkiende min Vildfarelse; indtil den Tid maae jeg ansee dette Sted som en temmelig tydelig Angivelse om at Östböygden virkelig har lagt paa Grönlands Östside.

Pag 295. At Gudbrand Thorlaksins Kort har stemmet hedre med Forfs Idee og vel muligt hiulpet med til at fremskynde den, fordi dette var den ældste Afridsning af Landet, et begribeligt; men at det derimod har været mindre feilfuldt end de nyere, finder neppe anden Stötte end i Udtrykket falsk Theorie hvormed meget hurtigt og undertiden beqvemt fiernes Betragtningen af andres Ideer. At man paa en Copie af Kortet har udkradset antiqva og der i Stedet ladt nova beviser intet eller kun i det höieste en Nyehedssyge hos Emendator, der har yttret sig i en overdreven Hengivenhed for sin Meening og Mangel af behörig Agtelse for andres. I Henseende til Kortet i Lunds Indberetning om Danells Söetoge, da er det viet nok öiensynligt for enhver, at dette er intet meer eller mindre end en Copie af Gudbrands Kort, men tillige kun en slet Efterligning af Naturen, som derfor vel ikke fortiener her at komme i Betragtning.

Jeg har saaledes bestræbt mig for at vise Utilstrækkeligheden af de fornemste Grunde hvoraf Forf. har hentet Næring for en Hypothes, der ikke hviler paa disse Grundes Styrke, men kun paa deres Mængde, og den konstige Maade hvorpaa de ere sammenflettede. Virkelig skulde jeg ikke have indladt mig saa vidt, dersom ei Sagen paa mange Stæder havde været forsvaret i en mere afgiörende Tone end, som Beviiserne vare i Stand til at forsvare, dersom Afhandlingen ved et hedre ordnet Foredrag havde givet Læseren en ligesaa tydelig Oversigt over Beviserne som over Forfs. Meening i Hovedsagen, og endelig dersom nærværende Hypotheses Natur ikke havde været af den Slags der standse Fremtidige Undersögelser i Stedet for at paaskynde dem.

Denne Afhandling, som opvakte almeen Interesse ved sin Gienstand og Ideens Nyehed, erholdt endeel Læsere son indtoges fordeelagtig ved den Enthusiasme hvormed Forf. foredrog den, ved den Fliid hvormed den var sammendraget, og ved de möisommelig samlede Efterretninger over denne Gienstand som den Indeholder; men ikke alle forstode den overalt og faa havde vel Leilighed til nöie at dröfte den, fordi den paa engang slaaer ind i flere forskiellige og ikke almindelig dyrkede Fag. Man sluttede da, som ofte skeer med Hypotheser naar man ei kan kuldkaste dem, fra Forfatterens paa flere Steder udviiste Evne, til en saare fordeelagtig Dom over Hovedsagen, og som Snebolden, der fremruller sig til en Lavine, er denne Meening voxet til en Styrke der truer med at sætte en vedvarende Dæmning imod alle videre Undersögelser paa Grönlands Östkyst. Uagtet det vel er indlysende at flere Steder i de Gamles Beskrivelser ere utydelige og skikkede til besynderlige Fortolkninger, saa bör dog Tiden som modner alt, have sin Ret, og Klögt som ofte feiler, bör ikke ved Magtsprog forgribe Erfaringen hvor denne kan haves.

Det er altsaa mit Haab ved nærværende Arbeide at kunne have noksom tydeliggiort for andre de Aarsager, hvorfor jeg ikke kan ansee Östböygdens Beliggenhed paa Vestsiden for beviist, for man lærer Grönlands östre Side nærmere at kiende, paa det at Tænksomheden maatte opvækkes af sin Dvale over en Gienstand, hvis historiske Interesse er almindelig og hvis oekonomiske Vigtighed med Hensyn paa muelig Qvægavling sikkert er langt större end den sædvanlig antages at være.

Om Torfæi og de Ældres Meening om Östböygden.

Jeg vil nu nærmere undersöge den ældre af Walkendorph, Torfæus og flere fulgte Mening om Östböygdens Beliggende; hvori der ogsaa Tid efter anden, skiöndt i det mindre væsentlige, kan have indsneget sig Feil og urigtig Synsmaade, derved nemlig at flere. der ikke alle kunde stemme i at give eens Fortolkning over ethvert Sted i Beskrivelserne, betragtede den, skiönt de i Hovedsagen vare alle enige i at henlægge Östböygden paa Landets i N. O. og S. V. strygende Kyst.

De Formodningsgrunde der tale for denne Meening, ere vel i det foregaaende tildeels bemærkede og forsvarede, men fortiene maaskee for en lettere Oversigts Skyld her samlede at gentages; de ere altsaa:

Den gamle Coursforskrift fra Island af, der siger: at den nærmeste Vei er fra Sneefieldsnæs Uge i Vest og derefter noget i Sydvest.
De to Coursforskrifter fra Bergen hertil. of hvilke Landnamabogens bestemmer Coursens Afstand fra Reykanes saaledes, at der syd for samme haves Fugle og Hvale, som betegner (see ovenfor Pag. 322) at de med deres Cours skulde staae en 16 til 20 Miil syd fra samme, og Ivar Bardsens, hvis Bestemmelse er at holde sig 12 islandske Söemiil syd for Island, hvilket meget nær stemmer med den foregaaende Cours til Hvarf under No. 1.
De Udtryk i Biörn Jobnsens Chorographie, som siger om Östböygden: da er den Stierne som Afhvarf kaldes, mod den Kant hvor Landet skyder sig i Ost (See Pag. 340).
En antithetisk Formodningsgrund: dersom Östböygden havde lagt paa Vestsiden, saa er det næsten utroeligt at de Gamles Beskrivelser intet skulde have nævnet om Östsidens Ubeboelighed som Östside betragtet.
Dersom det var godtgiort at Östböygden havde været paa Vestsiden, saa maatte dette nödvendig have været i Julianeshaabs Distrikt, som det Sted der laae noget östligere end det övrige, og havde de fleste Levninger af Bygninger; men imod denne Henlægning strider:

a) At her ingen Veegsteen gives eller i det mindste ubetydeligt, som dog gaves överflödig paa Östböygden. (See P. 338).

b) At her kun gives den eeneste Öe Ounartok som har varme Kilder, medens der paa Östböygden nævnes flere Öer i Rafnsfiorden, som havde denne Beskaffenhed.

c) At man, naar det antages at Östböygden har været her, skal finde det meget vanskeligt, og jeg tör næsten sige umueligt at angive Stederne for Vestböygdens Fiorde paa den övrige Strækning, hvilket ogsaa Hr. v. Eggers har undgaaet at omtale, rimeligviis af Nödvendighed.

Havde den ældre Meenings Tilhængere, saaledes som det synes, Ret i Hovedsagen, saa maatte de dog ogsaa ved deres hypothetiske eller rettere Blot indbildte Korter skade Sagen ubodelig i deres Öine, som ikke kiende Vanskeligheden af, selv efter udförlige Beskrivelser at afridse et Kort med nogenlunde Sandsynlighed, end sige med Nöiagtighed, og end mere maatte de korte Beskrivelser give Anledning til en Mængde Vildfarelser, hvoraf en enkelt Opdagelse let tiener til at kaste en ufortient Mistanke paa selve Hovedsagens Troeværdighed. Man stræbte at giöre en mörk Sag iöinefaldende, men opnaaede kun mange falske Anskuelser, der viiste sig i Omrids og Linier, i hvilke de faae Sandheder, som mathematiske Punkter skiule sig, indtil aldeles at vorde ukiendelige. Nytten af disse Kort var altsaa negativ, og jeg vil kun her anföre dem for at giöre dem uskadelige, efterdi andre synes at have tillagt dem for megen Værd, og större end Forfatteren selv af det hedste af disse, har önsket sig, naar han saaledes meget oprigtig udtrykker sig, efterat have omtalt sine egne og Forgiængeres Korters Uovereensstemmelse: "Consultissimum igitur duco reservare hæc omnia futuræ experientiæ; et neqve meam neque aliorum tabulas credere cum terra ipsa ad amussim concordare". (See Torfæi Anmærkning bag paa hans Kort i hans Grönl. antiqva)

Zorgdrager (i hans Grönlandsche Visschery) og Anderson (i hans Efterretninger om Iisland Grönland og Strat Davis) optoge i deres Korter Torfæi Hypothes og fremstillede Östkystens Figur for störste Delen herefter, som virkelig saaledes tilværende, og forögede den endnu med betydeligere Feil; disse Korter bleve da igien den Grundvold hvorpaa de hollandske Söekorter over denne Egn synes at være construerede hvilke jeg overalt gienkiender i alle de nyere Korter over Östgrönland, som jeg har seet.

Jeg har her for mig 2 saaledes afstammede Kopier af Torfæi Kort; det ene er Paul Egedes, forenet med hans temmelig gode og originale Kort over Grönlands Vestkyst, som findes i hans Efterretninger om Grönland; det andet et engelsk Söekort The Greenland Pilot publ. London 1800; begge ligne hinanden og udtrykke en samlet forvirret Forestilling af de Gamles utydelige Beskrivelser og Martin Frobishers falskt antagne Reise paa denne Kyst; hvortil det engelske Kort endnu har en Hoben Navne, tildeels forvandskede eller urigtig oversatte, ved at laane af andre Kopier og usikkre Reisendes Beretninger. De betydeligste Feil som her kunne opvække falske Begreber, og saavidt man endnu kan kiende dem, ere fölgende:

Den som af Hr. v. Eggers er angivet, at Kysten paa Islands Breede er trukket fire Længdegrader for langt östlig, og Afstanden fra Island derved bleven omtrent det Halve mindre end som den ved Lieutenant Egedes Reise er beviist at være. Efter det samme Reise tilhörende Kort, bliver den nærmeste Distance fra Island af paa 65º 31' eller fra Cap Breedefiord lige i Vest over til Grönland 67 Miil, og paa 64º 55' eller fra Sneefieldsnæs Pynt lige i Vest 76 Miil, hvilket sidste er meget nær overeenstemmende med de Gamles Distance af 4 Dages og 4 Nætters Seilads. Iövrigt fortiener det dog ogsaa at anmærkes at denne af Lieutenant Egede opgivne Distance vel snarere bör ansees noget for lang end for kort, skiöndt vel ikke betydelig, eftersom Landet, som han selv ved en Anmærkning paa Vignetten bevidner, er aflagt efter Seiladsen, og da denne igien som en Seilads paa Parallellen fornemmelig har været afhængig af Logbestikket, saa fölger heraf at den opgivne Distance er Indvirkningen af den samme Feil underkastet som Loggen har været; da altsaa Skibet saavel paa Udreisen som paa Hiemreisen til Island har havt den stærke nordlige Strömning for störste Delen tværskibs, saa har Loggen herved let kunnet angive en stærkere Fart og fölgelig en længere Distance end den virkelig seilede; og da denne Feil maae have været, skiöndt ubestemt, dog omtrent lige stor og additiv saavel ved Henreisen som Tilbagereisen, saa kan begge Bestikkers Overeensstemmelse ingen Grund afgive til at svække Formodningen.
De beboede Steder ere rykkede meget længere mod Nord end som man af Beskrivelserne og Coursforskrivterne har Grund til at antage. Hvarf er paa Paul Egedes Kort anlagt paa 66º Brede og Herjolfsnæsset paa 65½º. Retter man sig nu endogsaa efter den nordligste af de gamle Cours-forskrifter, som er Ivar Bardsens, saa siger denne: at man fra det sydlige af Færöerne af skal styre saa nær til Island at man staaer 12 islandske Söemiil, hvilket er liig 12 geographiske Miil, syd for Reykanes, og altsaa styre en Cours Vesten til Norden; men da Reykanes ligger paa 63º 55', saa bliver Skibets Sted i sin rette Cours her syd for 48' sydligere, altsaa paa 63º 7'. Herfra af lade Beskrivelserne os i nogen i Uvished om Coursen skal styres lige i Vest, i hvilket Tilfælde Hvarfets Beliggende maatte blive paa samme Brede, eller, hvilket synes rimeligere, at man netop skulde vedblive den samme Cours som hidtil var fulgt fra Færöerne af Vesten til Norden, hvoraf man dog langt fra ikke vil kunne beregne sig til en saa nordlig Brede som 66º. Thi sæt at man antager Distancen herfra lige i Vest over til Grönland for 100 Miil, som vel omtrent slaaer ind, saa vil den ene Stregs nordligere Cours, paa denne Distance, ikke gjöre större Forandring i Breden end 1º 20' som Hvarf maae ligge nordligere end Coursens Sted syd for Reykanes, altsaa paa 64º 27', som meget nær treffer ind med Danells Bestemmelse af Herjolfsnæssets Brede paa 64º; og, at disse 2 Steder, Hvarf og Herjolfsnæs have lagt nær sammen synes at give sig tilkiende af de Ord i Biörn Johnsens Chorographie: "synst er Herjolfsnæs enn Hvarfignipen næst fyrir Vestan". Iövrigt bör det bemærkes at Torfæus ikke har denne eller den forhen nævnte Feil, men kun hans Efterfölgere.
Den betydelige Bugt som fra den 65º og til Sydpynten huuler sig ind paa Kysten, seer jeg af Beskrivelserne aldeles ingen Nödvendighed i at antage, skiöndt man i Fölge Danells Reise maae formode den at være til, men tillige at begynde noget sydligere end den almindelig anlægges. De Gamles Udtryk om "Landenes Vigen til Norden og Styren i Sydvest, hvis man ei vil forfeyle Bygden", synes at have foranlediget denne Meening; dog ville disse Udtryk ligesaa godt kunne passe sig paa enhver her indgaaende Fiord, der indenfor til begge Sider blev videre, men havde sin Bygd paa den sydvestre Side fra Indseilingen af, om endogsaa denne Fiord eller Bugt kun havde ½ Miils Brede ved Havet, og Hvarf kunde da ligesaavel være en udgaaende Pynt, hvorom man skulde dreye ind inde, i Fjorden, som uden for samme.
Endnu vedbliver man, i det mindste indtil Aaret 1800, saaledes som paa det engelske Söekort the Greenland Pilot, at forflytte Labrador Kysten og Hudsons Strædet om paa Grönlands Östkyst under Navn af Frobishers Strait og Qveen Elizabeths Foreland, uagtet denne Sag er tilstrækkelig afbeviist ved Hr. Admiral Lövenörns Afhandling i Vid. Selsk. Skrif. 3 Deel pag. 320-334, og ligeledes siden efter er bemærket ved Alexander Dalrymple i London. (See Eggers Afhandling pag. 260 Anmærkn.)

Naar man altsaa, som det synes, aldeles ingen Oplysning kan indhente af dette Torfæi og hans Afskriveres Korter, saa blive vel de eeneste Midler til at give et nogenlunde Begreb om Öst- og Vestbygdens Beliggenhed, at hente fra Coursforskrifterne, de opgivne Distancer og deres naturligste Forklaring, i Overeensstemmelse med hvad vi for Tiden kiende til Grönlands Vestkyst; men meget varlig bör man være i at giöre Slutninger af det saare lidet som i seenere Tider har kunnet erfares om Landets Östside, og först da, naar fordums Vestbygdens Beliggenhed er nogenledes godtgiort paa de Steder, om hvilke vi kunne have saa temmelig tilstrækkelig Kundskab for nærværende Tid, bliver det tilraadeligt, ogsaa om den i dybere Mörke skiulte Östböygd at yttre nogle grundede Formodninger.

Gisninger om Grönlands fordums Vestböygds Beliggende.

Det er vistnok særdeles vanskeligt, af de korte Beskrivelser, og som oftest blotte Navne paa Stederne, med Bestemthed at kunne tillegge Stederne selv de gamle Islænderes Navne, da tillige deres Maal ved Dagsreiser ikke sielden maae blive noget ubestemte, og forkortes eller forlænges ved locale Omstændigheder der ei altid kunne opgives.

Et udförligt og nöiagtigt Beviis lader sig vel neppe i denne Anledning före, men kun Gisninger, af hvilke vel den som meest nærmer sig Sandsynlighed bliver den rigtigste, og hvilken ethvert i det fine og udförlige fremsadt Beviis mere skulde tiene til at forhilde end til at oplyse.

De Gamles Efterretninger om Östböygden har Tid efter anden havt flere Fortolkere, deels fordi denne ansaaes for den vigtigste Deel af Landet, deels ogsaa fordi hine Beskrivelser vare noget udförligere end ved at omhandle Vestböygden. Den eneste der, saavidt jeg kiender har sögt at anbringe de ældre Navne paa nogle af Vestkystens bekiendte Steder, var Hr. Provst Thorhallesen (i hans Efterretning om Rudera. Kbhn. 1676), og den Synspunkt hvorfra han i Hovedsagen er udgaaet kan jeg ikke andet end ansee for den rigtige; hvorfor jeg her agter noget videre at forfölge samme, men maae derhos bede den upartiske Læser for en kort Tid at tilsidesætte de Domme og Modsigelser som Hr. v. Eggers Afhandling muelig kunde foranledige, for saavidt som man ikke endnu vilde kunne ansee hans Idee om Östböygden for fuldkommen afbeviist.

Af det meget lidet, som Alderdommen om Vestbygden bevarede fra Forglemmelse, bliver et af de vigtigste Steder, det hos Biörna Skardsaae anförte, som efter at have opregnet Östböygdens Fiorde vedbliver: þa er VI Daga rodr sex Mönnum til Vestrbygdar sex Æringi, þa telr þar up Firdi, þa er ur hinni Vestribygd til Lusufiardar sex Daga rodr, þadan sex Daga rodr til Karlbuda, þa þriggea Daga rodr til Biarneyar XII Daga rord umhverfir, Ey Eysunes, Ædanes fyrir Nordan, sva er talid, at CXC Bygda se i eystri bygd XC i vestri.

For det förste maae her det Spörgsmaal afgiöres: Hvor lang kan man vel med et nogenlunde passende Middeltal ansætte en Dags Reise i smuglt Vande, og for störste Delen indenskiærs, for en Roebaad med 6 Mand hvor af enhver förer sin Aare? med en grönländsk Skindbaad (en Umiak) af en 14 til 16 Alens Længde, bemandet med 4 Fruentimmer som Roersker og en Karl som Styrer, og belæsset med mere end 2 Skippunds Vægt, foruden 2 eller 3 Passagerer, reiser man nu sædvanlig paa disse samme Steder daglig sine 9 Miil og undertiden mere, skiöndt disse fladbundede Fartöier ikke ere stærk Fart skydende eller just synderlig lette at roe. Vistnok bliver det da, i Sammenligning hermed, ikke for overdrevent at anslaae de Gamles her nævnte Dagreiser omtrent til 12 Miil, i Betragtning af den bedre Baad og den stærkere Bemanding.

For det andet bliver det nödvendigt at forudskikke nogle faae i Grönland bekiendte Erfaringer som kunne tiene ved den paafölgende Forklaring.

Fiorden Baals Reveers eller Godthaabs Fiordens Afstand fra Colonien Julianeshaab, ved indenskiærs Seilads, regnes her almindelig for 76 Miil, hvilket temmelig nær stemmer, i Fölge foranförte Middeltal for en Dagsreise, med den af Biörn Jonsen opgivne Afstand af Lysufiord fra Vesterböygden, nemlig 6 Dagsreiser eller 72 Miil, og Forskiellen mellem begge er ikke större end at den endogsaa ligesaavel kunde ligge som Feil paa den nyere Beregning.

Baals Reveers Afstand fra Disko Öen mod Nord, er af Colonisterne som reise denne Vei, ligeledes indenskiærs eller saanær Kysten som mueligt, anslaaet til 113 Miil, af nogle lidt meer, af andre lidt kortere, hvilket ligesaanær slaaer til med Biörn Johnsens 9 Dages Afstand eller 108 Miil imellem Lysufiord og Biarneyar, og den foregaaende Distance nemlig 76 Miil forholder sig til nærværende 113 Miil paa det allernærmeste som 6 til 9 eller som de opgivne Dagsreisers Tal.

Ved Disko Öen og omkringliggende mindre Öer og Öesamlinger, opholder sig med den saakaldte Vestiises Ankomst en stor Deel hvide Biörne, saa det ei skal være ualmindeligt at see flere paa eengang, hvorimod det paa den hele sydligere Deel af Grönlands Vestkyst er en stor Sieldenhed at see nogen, dog med Undtagelse af det sydligste af Julianeshaabs Distrikt, hvor Storiisen næsten hvert Aar förer nogle med sig, der naar Isen gaaer mere nordlig synes at trække sig tilbage til Östsiden.

Fra Julianeshaabs Distrikt og indtil paa 64º Breede hvor Amaralik Fiorden og Baals Reveer gaaer ind, findes ingen betydelig smukke eller til Fædrift godt skikkede Fiorde, undtagen allene Fiskefiorden ved Logen Fiskernæsset, der endnu ved sit indre giemmer nogle Mindesmærker af fordums Beboelse.

Saaledes maae jeg da paa Grund af foranförte aldeles bifalde den Meening som Provst Thorhallesen havde: at Fiorden Baals Reveer har været de Gamles Lysufiordr eller den lyse Fiord, hvortil desuden Navnet synes meget godt at passe sig, ved dens virkelig noget lysere Udseende end de andre Fiorde, hvilke jeg i Grönland har seet, og som hidleder sig fra dens större Breede af over en Miil, der sætter temmelig langt og lige ind i samme og de lavere Fielde som paa den nordvestre Side begrændser den, dernæst ogsaa at den skyder sig mere i Nord Nord Ost, hvorimod de fleste andre gaae mere almindelig i Nord Ost og jevnlig med flere krumninger, hvilket alt bidrager til at give den mindre Skygge at Fieldene, og synes at være det der har bedraget dens förste Hydrographer til at give den en saa urimelig overdreven baade Længde og Brede, som den hvormed den findes aflagt saavel i de Hollandske som nyere Söekorter.

Paa den sydöstre Side begrændses Fiorden Baals Reveer ved en betydelig höy og svær Fieldstrækning, der langsom synes at sænke sig og blive noget lavere ind ad mod Landet, for saavidt som den strækker sig langs Fiordens Grændse, og som ud imod Havet har et dobbelt Forbierg som dannes ved de 2 anselige Fielde Hiortetakken og Mallenefieldet, mellem hvilke den 2 Miil lange Kobbefiord skyder sig ind. Som en Fortsættelse vester ud i Havet af denne samme Fieldstrækning kan man ansee de Öer og Öesamlinger som herfra strække sig mere end 2 Miil ud i Havet, nemlig Storöen, Rypeöen, Jakobsholmen, Blaaeöerne og Kooköerne der efterhaanden som de ligge længere ude aftage i Höide, og en 4 til 6 Miile endnu længere ude den Fiskegrund som David Danell opdagede Aar 1653 den 10 Juli. Hvorledes forresten denne Bjergkiædes rette Strygning ind i Landet er, kan jeg, efter at have observeret den i en Længde af 6 til 10 Miil og uden at have kunnet komme op paa et Sted der nogenledes gav en frie Udsigt over den hele, ikke bestemt bedömme, men tör kun formode at dens Strækning bliver nogenledes i ret Ost og Vest, og at den altsaa giör en spids Vinkel saavel med den i N. N. O. indskydende Baals Reveers Hovedstrækning, som med den i selve Fieldstrækningen som Klöft nogenledes efter Længden indskaarne skiönne Amaralik Fiord. Denne Fiords bratte Sider som kun paa meget enkelte Steder ere bestigelige, og kun ½ Miil fiernede fra hverandre viser her, tydeligere end jeg nogensteds saae det, det beundringsfulde Syn: at det forekommer som om de vare parallel afpassede, saaledes at hvor der findes en Bugt eller en Huuling paa den ene Side af Fiorden, der viser sig en udgaaende Runding paa den andens Field, og Udpynten har sin modsvarende Indviig ligeover. Den skyder saaledes ind i en Strækning af 5 til 6 Miil med en nogenledes lige Brede, hvorefter den udvider sig og deler sig paa eengang i flere Grene, hvorved den da erholder en Skikkelse der ikke ilde svarer til dens Grönlandske Navn som siges at betegne et ungt Rensdyrs Takker. Uvilkaarlig Ærefrygt paanöder sig den som förste Gang indseiler i Amaralikfiorden, ved dens höie bratte Sider som skuffe Öiesynet til i Höidemaal at antage dem lige med Fiordens Brede og som vedbliver saaledes med en betydelig Længde i en næsten lige Linie, ved det svælgende Dyb som röbes ved aldeles Mangel paa Öer eller Skiær og det Heeles Lighed med en colossalsk Biergklöft, eller dybt i Jordens Indre nedflækket Revne, og endelig ved den höitidelige Skumring som end ikke den klareste Dag formaaer aldeles at fierne. Hertil kommer endnu, at, selv da naar fuldkommen Vindstille hersker paa det aabne Hav, en stærk Vind som en halv Storm næsten uafladelig stryger langs med Fiorden enten ind eller udad, og som man da paa Reisen herigiennem maae vide at benytte, da det yar forgiæves at ville tænke paa at arbeide imod den, men hvoraf tillige fölger at man her giör Reisen i en strygende Fart; og ikke altid uden Fare, da der paa lang Strækning intet Sted gives hvor man kan lande hvis Veiret bliver for haardt. Længere end til Carossolik, hvor Fjorden sees at dele sig i flere Grene, kunde jeg i 1812 ei komme af Mangel paa egen Befordring, men beklager det meget, da baade Grönlændere og Danske som have været ved det indre heraf, med en Slags Begeistring berömme de skiönne Dale som her gives i hvis Nærhed talrige Hobe af Rensdyr og et behageligt Klima om Sommeren i Mængde henlokker Grönlænderne, og hvor en anseelig Deel Rudera vidne om gamle Islænderes fordums lykkelige Sæde.

Det kan derfor ei nægtes at jo meget ogsaa her taler for Thorhallesens Meening om at denne Fiord havde været de Gamles Ragnafyrde som betegner Guders Fiord, til hvilket Navn saavel dens stolte Udseende synes at berettige, som ikke mindre den Overflödighed og Forskiellighed som her findes af Nödvendigheder til Livets Ophold. Foruden Rensdyr paa Fieldene gives der en god Deel spraglede Sælhunde (Phoca vitulina), gode Torske- og Helleflynder Fiskerier uden for, samt Lax og Rödfiske (Perca norvegica) i mængde inde i Fiorden, samt Veegsteensbrud og mere Brændsel af Elletræ end andensteds her i Nærheden. Imidlertid da det ikke med nogen Vished findes afgiort at her tilforn har været en Kirke, som dog Beskrivelserne nævne at have været i Ragnafiord, saa skulde jeg dog mene at Navnet Svarfiordur eller Svartfiordur ikke ilde lod sig anvende herpaa.

for dens virkelig meget mörke Udseende ved Indseilingen.
for dens Naboebeliggenhed med Lysufiord og Navnets saavelsom dens Beskaffenheds Modsætning med denne.
fordi Arngrim Johnsen ved at opregne Fiordene netop nævner Svartfiordur strax efter Lysufiord, hvilket ogsaa synes at angive at disse 2 de gamles Fiorde have lagt nær sammen.
Fordi det ikke synes nödvendigt at hine gamle Beboere i Amaralik skulde have behövet en Kirke særegen for sig, efterdi de fra deret Bygder ikke havde saa synderlig lang Vei over Land til Kirken Sandnæs i Lysufiord, (efter Thorhallesen ved Ujaraksoak i Baals Reveer hvor der temmelig bestemt findes Spor til en forhenværende Kirke), da man maa formode, at de paa de behörige Steder ogsaa have havt Baade til at sætte over enkelte Fiordes Arme.

Naar man da altsaa med Provsten antager Baals Reveer for Lysufiordur, Julianeshaabs Distrikt for at henhöre til Vestböygden, og hertil endnu lægger Amaralik for Svartfiordur, saa skulde jeg troe at de Gamles Beskrivelse over Vestböygden temmelig vel vil passe sig til hvad der hidtildags er bekiendt om Grönlands Vestkyst.

Det lader af Biörn Jonsens ovenanförte Chorographie, at de Gamle have taget Navnet Vestböygd i en dobbelt Bemærkelse, og i vidtlöftig Forstand derunder indbefattet den hele Vestkyst af Grönland, saa langt som de kiendte den, men i mere indskrænket Forstand kun saaledes benævnet deres bedste og meest samlede Sæde i Julianeshaabs Distrikts tættere og hyppigere beboede Fiorde, hvorfra de igien paa lang Strækning ingen ret beboelige Pladser havde (undtagen maaskee allene Fiskefiorden), för i Lysu- og Svartfiordur, hvilke de vel rimelig ved en kort Optælling have regnet under eet sammen og kun nævnet den störste Fiord og den Fiord hvor Kirken laae. At Biörn paa Vestböygden har i Optællingen regnet syd fra nord efter er klart deraf at han begynder og fortsætter sine Maal ved Dagsreiser fra Östböygden af bestandig videre frem.

Arngrim (Torfæi Grönlandia p. 51) har opregnet Fiordene den modsatte Vei eller nord fra syd efter, naar han nævner dem i fölgende Orden: Lysufiord, Svartfiord, Leirafiord, Hornafiord, Agnatafiord, Lodinfiord, Straumsfiord, Andafiord, Ragnafiord, Einarsfiord. Heraf skulde man da formode at Ragnafiord har været een af de sydligste, og den anden beboede Fiord, som man kom til fra Östböygden. De 7 sidstnævnte anseer jeg alle at have lagt i Julianeshaabs Distrikt, og at have udgiort den egentlige og i indskrænket Forstand saakaldte Vestböygde, Disse Fiorde tör jeg vel ikke henföre til de for Tiden bekiendte, men om nogle vil jeg dog vove at yttre svage Formodninger, nemlig: Hornafiord at den har været Tunnudliorbik, for Enden af hvilken, eller lige ind for Bunden af samme der have sig nogle udmærket bratte skarpe og fra Snee blottede Fieldspidser, langt inde og höit over det indre höie Lands vidtstrakte Sneebræ paa hvilke maaskee aldrig et Menneske sadte sin Fod. De kaldes af Grönlanderne Niviarsiæt ɔ: Jomfruerne, og ligne i Skikkelsen saadanne Fieldtoppe, som hidtildags i Norge endnu före Navn af Horn. Navnet Hornefiord hidledet fra Beskaffenheden passer sig derfor ligesaagodt til denne Fiord, som den Omstændigked at den i Opregneisen tælles som den fierde Fiord fra Lysufiord. Mindre sikkert bliver det om Leirafiord har været Fiskefiorden og Agnatafiorden Kakortok eller Egalikko, for hvilke allene Ordenen i Optegnetsen er en temmelig usikker Hiemmel.

Ved denne Leilighed maae det bemærkes at Thorhallesen (p. 17 og 18) har havt en ganske anden Orden af Fiordene i den Optegnelse som han har fulgt. Aarsagen hvorfor jeg hellere har fulgt Torfæi Orden p. 51 er ikke just allene fordi den forekommer mig bedre at stemme med Landets nærværende Beskaffenhed, men tillige fordi jeg troer at kunne ansee denne paalideligere, thi da Torfæus p. 52 omtaler at Arngrims Oversætter har fulgt en anden Orden med Östböygdens Fiorde, saa er det at formode at han ogsaa med Vestböygden har foretaget sig noget lignende, hvilken Optegnelse da efter al Sandsynlighed var den som Thorhallesen har brugt, men som dog i Modsigelses Tilfælde og uden andre vægtige Grunde bör som Oversættelse staae tilbage for Originalen hvad Troeværdigheden angaaer.

Videre kan og bör jeg ikke henlægge de övrige Fiorde, da det altid bliver noget uvist om de bestemt have overalt lagt i den Orden, i hvilken de ere opregnede, da de fleste Navnes Betydning ikke ere mig aldeles forklarlige og da jeg hverken ved egne eller andres Erfaringer har den tilstrækkelige Kundskab om Landet; dog haaber jeg bedre at kunne afgive Forklaring over de Övrige i Biörn, Jonsens anförte Chorographie nævnte Steder, og saaledes bliver vel hans:

Biarneyar ɔ: Biörneöerne, det nuværende Disko Eylend og omliggende mindre Öer og Öesamlinger: Arveprindsens Eyland, Kronprindsens Eylænder, Grönne Eylænder, Rothgans Eyland, Hunde Eylænder, som her alle ligge nogenledes samlede i Disko Bugten, paa Grund af hvad der ovenfor er anfört om de hviide Biörne, som her gives, af Sammenstemmingen med de nyere Tiders Bestemmelse af Afstanden fra Baals Reveer, og endelig fordi deres Omkreds vel noget nær kan udgiöre 12 Dages Reyse feller 144 Miil.

Eysund ɔ: Öesund, har rimeligviig været en Benævnelse for det paa Kortene under Navn af Waigat anförte Stræde, som for en stor Deel löber mellem lutter Öer. — At Ordet Sund allerede paa den Tiid har været brugt i samme Bemærkelse som nu, sees deraf, at Beskrivelserne over Östböygden nævne baade et Spalsund og et Lambeyarsund, om hvilket sidste Bardsen udtrykkelig siger: "det Sund ligger mellem Langöe og Lamböer, og derfor heder det Lambeyarsun" (see Eggers Afhandling p. 289). Desuden kan. vel neppe noget Sted paa Grönlands Vestkyst med större Föye belægges med dette Navn end netop Waigattet. Af denne Benævnelse udledes da videre:

Eysunesi eller Eysunes ɔ: Öesundsnæs, som da sandsynligviis bliver Öen Haseneyland nordenfor Disko, ogsaa fordi Beskrivelsen, i det mindste som jeg forstaaer den, angiver, at det er en Öe. At denne Öe, som den nu er beliggende, retteligen kunde fortiene at kaldet Sundets Næs, giver sig tilkiende af hvad Zorgdrager i hans Groenlandsche Visschery melder herom pag. 72. Voor heet Weygat legt een Groot en Hoog Eyiandt, en Oostelyk nok een klein Eylandtje.

Ædanes er maaskee et forkortet Ord af Ædarnes, ɔ: Edderfuglenæs, thi Ædar betegner paa Islandsk en Edderfugl (Anas mollissima) og det er almindelig bekiendt, at endskiöndt Edderfuglen opholder sig langs med den heele Grönlandske Kyst, saa er den ingensteds saa hyppig i Æglægningstiiden som nordpaa, hvorfor ogsaa den nu slöyfede Colonie Upernavik i de seenere Tider var den Colonie, der afgav de fleeste Duun paa Handelen. Den bygger jevnligst Rede paa de lavere Öer, som ligge noget langt ud til Havs, og derfor ogsaa maaske paa langt udstikkende Næs. Et saadant Næs norden for, eller nær ved Haseneyland har dette rimeligviis ogsaa været, maaske altsaa det Sted som paa Egedes Kort findes benævnet Svarten Huk, maaske ogsaa den lille Öe som Zorgdrager omtaler at ligge östen for Haseneyland.

Karlsbudas ɔ: Karlsboe, kan maaske have været ved Amertlok i Holsteinsborgs Distrikt, hvor det nordligste mig bekiendte Sted er, som endnu fremviiser Levninger fra Iislændernes Tiid.

I Overeensstemmelse med dette her anförte lader sig vel altsaa Biörn Jonsens a Skardiaae forhen anförte Ord og Steder vel oversætte saaledes:

Da ere der 6 Dages Roening for 6 Mand i en Sexaare Baad til Vestböygden; Da skyde Fiordene sig op; Da er der fra hiin Vestre Böygd til Lysefiord 6 Dages Roening, derfra 6 Dages Roening til Karlsboe, da 3 Dages Roening til Biörneöerne, som er 12 Dages Roening i Omkreds; den Öe Öesundsnæs og Edderfuglenæs mod Norden; Saa er sagt at 190 Böygder ere i östre Böygd, 90 i vestre.

Om Vestböygden har Ivar Bardsen hos Torfæus p. 51: "Ex Vestrbygda procedit magnus vastusqve mons, nomine Himinradzfjæll (Versio danica, ad aqvilonem Vestrbygdæ magnus mons adjacet, qvi Himmelrachsfiæll usurpatur) nulli ultra montis istius terminum navigatio tota, aut sine præsentissimo vitæ periculo, ob voragines, qvæ toto isto pelago freqventes sunt." Dette Field, som i det gamle Sprog kaldes Himinraki, er af Thorhallesen antaget for at have været Hjortetakken, der ret godt passer sig paa dette som det höyeste Field paa Vestkysten og her ligger ved den nordligste bebyggede Fiord Lysufiord, norden for hvilken de neppe havde fleere faste Boepæle end maaske Karlsbuda. Dog hvad her siges om Seyladsens Farlighed norden for samme Field, har jeg Vanskelighed ved at forklare anderledes end som et noget overdrevent Sagn, maaskee fordi Seyladsen her vel mueligt gaaer noget meere udenskiærs, og nogle enkelte Fiorde kunne have en stærkere Ström end de sydligere; Saameget er i det mindste vist, at selve Godthaabs Fiorden eller Baals Reveer har en usædvanlig stærk Ström, som afhængig af Ebben og Floden kun en meget enkelt Vinter tilstæder Iisen en kort Tiid at lægge til, og altid byder den Reysende at paaagte den beleylige Tiid til at passere den, hvis han ey skal udsættes for at drive af sin rette Vey.

Naar man foruden dette her anförte endnu erindrer de 4 eller 5 Kirker, som i det foregaaende ere nævnede, og om hvis Beliggenhed jeg forresten ingen videre Forklaring kan give, saa bliver dette det Heele, som de gamle Efterretninger, saavidt mig er bekiendt, have levnet os om Vestbygdens Beskrivelse. Dog synes det af dette lidet, og de ved Dagsreiser opgivne Distancer, at give sig tilkiende, at de fordums Beboere Have kiendt Grönlands Vestkyst næsten ligesaalangt nord paa, som vi nu kiende den, eller i det mindste til Colonien Omenaks Distrikt, endskiöndt deres faste Boepæle ei have strakt sig saa langt. Norden for Amertlok ere ingen Levninger meere tilsyne, saa at vel Karlsbuda har været deres nordligste Anlæg, og maaskee ei engang længe beboet. Biarneyar, Eysunesi og Ædanes samt omliggende Steder, vare sandsynligviis kun bekiendte ved Reisende, som for Jagtens Skyld eller af Videbegierlighed en sielden Gang giæstede disse dem mindre nyttige Egne, men som maaske allerede vare Landets förste Opdager Erik Raudi bekiendte, om hvem det fortælles, at han den anden Sommer efter sin Ankomst til Landet reiste om i hiine vestre ubebyggede Egne og gav Navne til mange Steder. Disse Biarneyar nævnes ellers ogsaa i Thorfin Karlsefnis og hans Selskabs Reise, hvor det fortælles: "De seilede först til hiin vestlige ubebyggede Strækning" mellem Godthaab og Disko, hvor det vel er mueligt at han kan have overvintret, eller opholdt sig en Tidlang og bygget samt beboet Karlsbuda, hvis Navn giver mig Anledning til at formode dette, og tillige den Omstændighed, at han var kommet saa langt nordlig ud af sin rette Cours til Viinland, hvorved lignende Tilfælde kunne have truffet ham, som hans Forgiænger Thorstein Eriksson, som blev nödt til at söge Vinterleie i Lysufiord. I denne Reise fortælles videre: "Derfra seilede de 2 Dagsreiser til Biarneyar". Denne Afstand passer sig ogsaa meget nær med den af Biörn Jonsen nævnte af 3 Dages Reise for en Roebaad eller 36 Miil, hvorved den seilede Dagsreise bliver Halvparten eller 18 Miil, som vel er temmelig kort; men dog ogsaa nogenledes stemmer med Navnets Udledning fra denne Karlsefni. Herfra seilede han da sydlig til han fik Land at see o. s. v. paa Labrador Kysten.

Ogsaa Lysufiord er bekiendt ved Thorsteins Erik Raudi Söns Reise, som, i den Hensigt at gaae over til Viinland, seilede ud fra Eriksfiord paa Östböygden, men efterat være bleven tumlet af iidelige Storme, Sommeren over, i Begyndelsen af Vinteren maatte söge Tilflugt og Vinterophold her, hvor han hos den der boende Thorstein Svarte fandt giæstfrie Modtagelse, men döde af en Omgangssyge tilligemed mange af hans Söefolk, som vare til Huuse hos andre i Naboelauget boende. Vel mueligt, at denne Mand, Thorstein Svarte eller den Sorte, kan have havt dette Tilnavn af Naboefiorden Svartfiordur, hvor han maaske har boet, eller og omvendt, at dette hans Tilnavn kunde have givet Anledning med til Fiordens Navn; I hvilketsomhelst Tilfælde er denne Omstændighed dog mærkelig, saa meget meere, som det synes som hans Boepæl maae have været et godt Stykke Vei fra det Sted, hvor Thorstein Erikssön laae med sit Skib, efterdi han först maatte reise hiem og hente Heste, med hvilke han ankom den fölgende Dag for at hente sine Giæster hiem til sig.

Gisninger om hvor man vel rimeligst turde vente at finde Östböygden.

Dersom den foregaaende Forklaring over Vestböygden findes overeenstemmende med Sandsynlighed, og dersom de 7 af Vestbygdens 10 Fiorde intet meere passende Sted kunne anvises end netop i Julianeshaabs Distrikt, saa fölger deraf, at Östbygden maa vige den Plads, hvilken den i nogle Aar, vel ei saa gandske med Rette, har været anviist; thi hvor maatte man vel, hvis Östbygden havde været i det nuværende Julianeshaabs Distrikt, kunne söge andensteds den störste Deel af Vestbygdens Fiorde? hvor skulde, man vel ellers nogensteds kunne finde den kiendelige Overeensstemmelse af Beskrivelserne og Navnene med Stederne og det nöie Forhold mellem Lysufiords Afstand fra den egentlige Vestbygd, og paa den anden Side fra Biörneöerne? Hvor skulde vel længere mod Nord det Sted kunne opledes, der bedre maatte svare til de Omstændigheder, der charakterisere Disko og omliggende Öer end Biörneöerne? og endelig, hvor usandsynlig smaae vilde da ei de 21 Dagreiser blive fra Östböygden af indtil man endnu ei nær havde naaet Vestbygdens nordre Ende? ikke at tale om de Gamles Coursforskrivter, der ligefrem forklarede udpege Östboygdens Sted endog paa en temmelig Breede af Grönlands östre Side, Sikkert tör jeg vente, at Mange, og maaske de fleeste, som nöie og uden Partiskhed for nogen vis Meening, dröfte de her fremförte Grunde, ville i Hovedsagen bifalde den Formodning, at de Gamles Östböygd har lagt paa den Side af Grönland, hvor Beboerne daglig om Morgenen saae Solen at oprinde af Havet, og om Aftenen at skiule sig bag den höie Jökelens Sneebræ.

Dette forudsadt, bliver det nu nærmere at undersöge, paa hvilken og hvor lang Strækning af Östkysten man torde vente at finde de bebygdede Steder, og paa hvilke Breeder man ved en Undersögelsesreise didhen fornemmelig maatte söge at rette Opmærksomheden.

Saare ringe er den Oplysning, som man vil kunne hente sig af de nyere Tiders Erfaring, men dog altid en Hielp nemlig, hvad der vides af Danells Reise og af de nuværende Östgrönlænderes Beretninger.

Danells Reise 1652 melder und et 10de til 12te Junii: "at Landet fra 63º 10' indtil 62º Breede iagttoges i Afstande af 3 til 6 Miil, og blev des jevnere og bedre, meere det skiöd i Syd, men var ikke desmindre bedækket med Iis, som dog vel for Climatets Skyld kunde see bedre ud, efterdi Iisland ligger paa dette Sted 2º nordligere. Den 12te Junii paa 62º var Landet giennemskaaren med smaaa Viger og Fiorde, og lod sig ansee at være det hedste Sted under Grönland, som de havde været paa." Paa denne Strækning synes det altsaa rimeligt, at kunne söge en stor Deel af de Gamlet beboede Fiorde.

De nuværende Indbyggere paa Östsiden, som af og til for en meget kort Tiid besöge Julianeshaabs Colonie og Anlægget Nennortalik for at handle, men snart igien skynde sig tilbage, siges at berette at deres Hiem, eller den nærmeste og sydligere Deel af Grönlands Östside, er et overmaade klippet, nögent og ufrugtbart Land, hvor der haves Mængde af Sælhunde, især Klapmydser (Ph. Leonina) men ingen betydelige Dalstrækninger eller synderlig Græsvæxt. De nordligere boende komme meget sielden hertil, og da de ligesom Grönlænderne paa Vestsiden, meest boe ved Kysterne, saa tör man ei vente af dem meget udförlige Beretninger om det indre af Fiordene. Imidlertid nævnes dog 2 Steder paa Östsiden, hvor der skulle forefindes Levninger af gamle Bygninger.

Skiöndt det vel altsaa hidtil er ubekiendt om og hvor den Mængde Rudera ere, som kunde Bevidne Östbygdens Beliggenhed paa denne Kyst, saa formeenes dog, at ingen vil med gyldige Grunde endnu kunne benægte Mueligheden af deres Tilværelse her, som man vel, i Fölge Danells Beretning, tör giöre sig Haab om at træffe et Steds norden for 62º Breede. Ogsaa stemmer Östlændingernes Beretninger om den sydligste Deels Ufrugtbarhed meget vel med hiine Ældres Opgivende om Obygder eller en ubeboet Strækning mellem Öst- og Vestbygden. Men uagtet saavel Biörn Jonsens som Ivar Bardsens Beretninger ere eenige i at antage denne Obygd, saa er der dog i Henseende til dens Stræknings Længde en uforklarlig Uovereensstemmelse mellem dem begge. Den förste ansætter den til 6 Dagsreiser for en Roebaad eller omtrent 12 Miil, og den sidste til 12 Vikur Sioar eller 12 Miil. Vanskelig lader sig disse 2 Angivender foreene; thi at antage, at Ivars Beretning skulde vidne om en yngre Tiid, da en större Deel af Östkysten var bleven bebygget, er en altfor lös Formodning, og at forkaste den som forvandsket er for dristig en Slutning, saalænge vi ikke endnu kiende Östsiden nöiere. Imidlertid bör vi vel, efter min Formeening, lade denne sidste for det förste staae ved sit Værd, som endnu uforklarlig, og blot henholde os til Biörns Beretning, som den der synes ved sine Opgivender om Afstanden paa Vestsiden at have hævdet sin Troværdighed og tillige fordi denne hans Afstand efter al Sandsynlighed træffer nærmere ind med det som Coursforskrivten fra Bergen af bestemmer og hvorefter Hvarf ikke bör söges sydligere end paa en Breede af 20 Miil syd for Reykanes Breede, som altsaa bliver paa 63º (see ovenfor pag. 377 og pag. 378) Saaledes forklarer jeg altsaa Biörn Jonsens anförte: at der fra det sydligste af Grönlands Vestside og nær Sydpynten af Landet maae reises 72 Miil nordlig paa den östre Side för man kan naae de egentlige Böygders Sted. Danells nylig anförte Beretning syntes at angive dette Sted noget sydligere, hvorimod Bergens Coursen paa den anden Side bestemmer den noget nordligere, naar man forklarer den efter det nordligste mueligt For altsaa ikke at forgribe Erfaringen, ved at slutte alt for bestemt af nogen enkelt af disse 3 Beretninger, Biörn Johnsens, Bergens Coursforskrivter, eller Danells, tör jeg kun af dem alle 3 tilsammentagne yttre den Formodning, som ei strider mod nogen af dem, men indeholdes i hver af dem, at den gamle Östböygd ikke bör söges nordligere end 65º og ikke sydligere end 63º, men dog paa en vis Strækning af disse 3 Grader paa Grönlands östre Side. Hvorledes forresten Fjordene og Stederne her have ligget, er uden nærmere Erfaringer ikke mueligt at bestemme, og kun over nogle enkelte tör jeg yttre svage Formodninger.

Hvidserken, formodentlig Danells Hvidsolen paa 65º 2' omtrentlig, angives at være en Öe, ½ Miil östen for en anden Öe, som Danell kaldte Mastelös Skib. (Dan. Journ. 3 Juni 1652).
Herjolfsnæs saaes af Danell den 3 Juli og 31 Juli 1652, den 16 Juni 19 Juli 1653 og ansættes af ham paa 65º Breede. Da han saae og bemærkede dette Sted fleere Gange, saa er det at formode, at dette Field maae være temmelig udmærket til Udseende, og da det ligger meget nær det Punkt af Kysten, hvorhen Bergens Cours synes at lede (see ovenfor) saa kan jeg ey andet end tiltræde Danelli Mening, at dette har været det saaledes af de Gamle benævnede Field.
Hvarf har efter de Gamle lagt imellem begge forhen nævnte Steder ved Indseilingen til Erichsfiord og maaskee fleere af de hedst bebyggede Fiorde. Det har lagt lidt vestligere end Herjolfsnæs, men som det synes, ey ret langtfra samme. Navnet betyder en Plads hvor man vender; det kan derfor ogsaa gierne betegne et Hiörne paa Kysten, hvor denne antager en anden Retning. Fremfor alle andre Steder anseer jeg altsaa denne Deel af Kysten (mellem 64 og 65º Breede værd at undersöges nöie.
Krorey ɔ: Korsöe var det nordligste og östligste Sted, som de Gamle kiendte paa Östkysten, hvorhen de droge paa Fangst efter hviide Biörne og norden for hvilken alt Landet sagdes at være Iis- og Sneelagt saavelsom Havet. Denne Öe var vel det nuværende Jan Mayen Eyland, paa hvis nordre Ende et höit og spids Field ligger, som hidtildags förer det Hollandske Navn Beerenberg, efter det store Antal Biörne, som her undertiden Opholde sig. Mærkeligt, at paa Kortet over Öen, som forefindes i Zorgdragers Grönlandsche Visschery, et Kors sees tegnet paa den nordvestre Side af Landet, hvorover dog ingen Forklaring har kunnet findes i Beskrivelsen.
Öllum lengri Fiordr ɔ: den allerlængste Fiord. Saaledes kaldte de Gamle een af deres meest östlige Fiorde, som ei var beboet, den var snevrere uden for, men blev længere inde breedere og var saa lang, at ingen kiendte Enden paa den. Sandsynligviis bliver denne Fiord, (eller dette Stræde?) den samme, som den der Aar 1761 saaes af en Hvalfanger Volqvard Boon, der i Aaret 1788 var Raadmand i Boldisum paa Österland Föhr, og af hvis af ham selv haandskrevne Kort nærværende Beretning er uddraget: "Fra den 21de Junii til 30te Julii 1761 kom han langs Landet fra 76º 30' Breede til 68º 40' i en Afstand af 1½ til 6 Miil, og fandt dets Strækning i N. O. og S. V. per Compas. Han blev den 27de Juli paa 70º 40' Breede ved en stærk Ström inddraget i en stor Fiord, som han anslog paa omtrent 15 Miles Viide. Dens Strækning var i N. V. til V. per Compas og Ende kunde man ikke kiende paa den, da man med klar Luft fra Bramsadlingen ikke kunde öine Land; formodedes derfor og fordi Strömmen altid satte indad her, at Fiorden vel gik heelt igiennem Landet; temmelig Söedynning og Besætning af Iis bemærkedes her inde.’’ Saavidt hans Beretning, som i fleere Henseender er mærkelig, ogsaa naar man lægger Mærke til at Jacobshavns Iisefiord paa Vestsiden i Diskobugten altid sætter Strömmen ud ad, hvorved man faaer næsten meer end blot Formodning om, at her er et Stræde, som giör det sydlige Grönland til en stor Öe.

Disse ere da alle de Formodninger, hvilke jeg formeener med Grund at kunne yttre om Östbygdens Steder, skiöndt jeg vel indseer, at det er meget langt fra at noget af disse Steders sande Beliggenhed kan siges at være godtgiort. Sagens Natur kræver, at dens Beviiser bör hentes fra Erfaringer, som hidindtil for störste Deelen kun önskes, og eftersom Mueligheden altsaa fattes, saaledes var dette ei heller min Hensigt, nöie at bestemme Stederne; men Öiemedet for min Bestræbelse var blot at angive de Steder og Dele af Landet, for hvilka den meste Sandsynlighed taler, paa del at tilkommende Undersögelser maatte have et Hielpemiddel til at foreskrive sig sin Vei noget nöiere, og et Forsvar mod de Fordomme der kunne hindre deres Begyndelse, standse derei Fremgang, og kaste en ufortient Forhaanelse paa ethvert mueligt uheldigt Foretagende i denne Anledning.

Maatte det almægtige Forsyns Villie være, engang i Tiden at lade blidere Dage oprinde for Europa og dets Norden, da nærer jeg tillige det Haab, at Dannemarks Regjering, der saa ofte, og under flere Konger af den Oldenborgske Stamme anvendte Bekostninger paa denne Sag, endnu ei gandske vil opgive videre Forsög paa Gienopdagelsen og maaske Benyttelsen af en Provinds, hvor de ældre Beskrivelser talte 12 Kirker og 190 Bygder, og som de tillagde Mængde af Græs, Hornqvæg, Faar Smör og Ost, af hvilke 2 sidste Artikler de endog svarede en Skat eller Landgilde in natura, der i Dronning Margrethes Tid var tillagt hendes eget Spisekammer, og, som Egede melder, just for deres fortrinlige Godheds Skyld. At Landet siden den Tid skulde være bleven mærkelig slettere, i Henseende til Vegetationen eller Qvægavlings Muelighed, finder neppe Forsvar uden i den blotte Indbildning; tvertimod tilsiger Öiesynet af flere Steder i Julianeshaabs Distrikt at mange Familier der maatte kunne have deres beqvemmelige Underholdning paa samme Maade som de forsvundne fordums Hyrder, da de faae Stykker Hornqvæg, som for Tiden her haves, trives ret godt, uagtet den maadelige Pleie, der kan ventes af Folk, der allene kunne drive dette som en Biesag. Om og hvorvidt det forresten vilde være gavnligt for Staten og mueligt, med Fordeel at oversende Folk i den Hensigt at leve i Julianeshaabs Distrikt blot for Fædrivtens Skyld, er et andet stort Spörgsmaal, som jeg, i Fölge nærværende Indretning med den Kongelige Eenehandel og Landets Bestyrelse, ikke drister mig til at besvare anderledes end benægtende. Paa den ene Side vilde det nemlig vanskelig kunne undgaaes, at disse Nyebyggere, der netop i de förste Aar behövede megen Opmuntring, jo vilde trykkes alt for stærkt af Handels-Indretningen, ligesom det paa den anden Side er vist, at de vilde foraarsage Handelen ikke ubetydelige Afbræk og maaske större end den kunde taale. Begge Dele kunne altsaa neppe bestaae sig tilsammen, allermindst i Begyndelsen, og kun i det Tilfælde, som vel mueligt engang i Tiden indtræffer, at Handelen her ikke længere svarer Regning, og derfor ophæves, eller græsrige Steder opdagedes paa Östsiden, torde jeg tilraade en Colonie, der vel i Födselen og de förste Aar vilde koste betydelige Summer, men som vist nok ogsaa siden efter, ved en hensigtssvarende Indretning, vilde give et sikkrere og bedre Udbytte end Handelen. Ikke at tale om, at den vilde foröge Folkemængden, der nu er i stærk Aftagende, skulde de Indfödte eller saakaldte vilde Grönlændere staae sig bedre og forskaffe en större Mængde afsættende Varer, naar der herved gaves Concurrance mellem Kiöberne, for hvem mange af disse Varer vilde blive Nödvendigheds-Artikler.

Om det fordums Vinland det gode, Markland, Helleland.

I Anledning af at jeg ovenfor har nævnt Thorfinn Karlsefnis Reise, og tillige for at vise den muelige Overeensstemmelse med det foregaaende, vil det ikke være upassende at yttre nogle Formodninger om Beliggenheden af andre fra Grönland af opdagede Lande, hvilMinde endnu, men kun svagt bevares.

At det for sine Herligheder af Iislænderne saa berömte Viinland har været beliggende paa Nordamerikas Östkyst, er, saavidt jeg indseer, temmelig klart af de Gamles Efterretninger, Overeenstemmende med den nyere Kundskab, som vi nu have, at intet Land ligger nærmere vesten for Grönland. Det stod saaledes allene tilbage, for næsten med Vished at bestemme Beliggenheden, om man kunde erholde nogen Oplysning, der kunde veilede os til at finde hvilken Stedets geographiske Brede omtrent havde været. Denne Opgave har Torfæus i Addenda til hans Historia Vinlandiæ mesterlig vidst at forklare af et saare vanskeligt Sted i Leifs Reisebeskrivelse, hvis Udtydning baade han selv (Torfæus ibid. p. 7) tilforn, som ogsaa Peringskiold i hans Udgave af Heimskringla havde aldeles forfeilet. Ordene ere (i Peringskjolds Udgave p. 331) disse: Meira var þar jafn dœgri enn a Grœnlandi eda Islandi, sol hafdi þar eiktar stad oc dagmalastad um skammdeigi, ɔ: Nærmere vare der Dagene lige lange end i Grönland eller Iisland; Solen havde der 4 Timers Stade paa Himlen om Eftermiddagen og gik op Kl. 8 om Morgenen paa Vinter Solhvers Dag," Var altsaa den korteste Dag 8 Timer lang; saa maa Viinland have lagt paa 49º Breede, hvilket falder ved Terre Neuve eller inden for samme ved St. Laurentsflodens Udlöb. Antager man nu denne Forklaring med Torfæus, os sammenligner under denne Forudsætning Biörn Herjulfsöns, Leifs, Karlsefnis og fleres Reisebeskrivelser med hvad man hidindtil kiender til Labrador Kysten og det övrige af Nordamerika, saa skal man, i hvor ringe endog vor nærværende Kundskab er, især om den förste Kyst, alligevel finde en saare treffende Overeensstemmelse med den Mening at:

Helleland har været det nordlige af Labradorkysten imellem Hudsons Strædet og 55º nordre Brede.

Markland, den Egn paa 54º Brede, hvor Roger Curtis Kort ansætter et Par Strækninger, som udmærkes ved de Ord „Low land towards the Sea."

Straumsey, Öen Terre neuve, Nye Fundland, paa hvilken syd fra den stærke Golf Ström er ansættende og som möder en anden Strömning fra Davis Strædets vestre Side nord fra som förer Iisfielde med sig, som her undertiden sees.

Biarney, forskiellig fra de Grönlandske Biarneyar, og som har lagt öst ud fra de Gamles Markland, bliver vel Öen East Island paa 53º 44' efter Curtis Kort (i Philosophical Transactions 1774 ved pag. 384).

Kialarnæs, et eller andet udstikkende og som det lader farligt Næs, som har været beliggende mellem Öen East Island og Cap Charles, maaske derfor Cap Bluff.

Turdustrandar ɔ: den med Florde giennemskaarne Strand eller Kyst; en Deel af Kysten mellem Cap Bluff og Cap Charles, som udmærker sig ved en Deel dybt indgaaende Fiorde og udstrakte smalle Landstrimler derimellem.

Krossanes, et Næs imellem Cap Charles og Cap Bluff, hvor Thorvald Erikssön fandt sin Död, og befalede at reise 3 Kors over hans Grav.

Leifs Budir eller Boepæl i Viinland, har været i den nordlige Deel af Nye Brunsvig, sönden for Öen Anticosti, maaske i Gaspe Bay eller ogsaa i Chaleur Bay.

For Sammenligningens Skyld skulde her anföres Udtog af 2 af de vigtigste Reiser, som fra Grönland af til Viinland ere foretagne, nemlig Leifs og dernæst Karlsefnis. Leifs Reise er hos Torfæus ei gandske saa udförlig fremsadt som i Peringskiolds Udgave af Heimskringla (Stokholm 1697 p. 330), hvorfor jeg her vælger helst den sidste.

„Leif reiste fra Brattaslid i Grönland med 35 Mand. De rustede Skibet og gik til Söes da de vare færdige. De fandt da det Land först, som Biörn og de med ham fandt sidst; der seilede de til Landet og kastede Anker, sadte Baaden ud og fore i Land; og saae de der ei Græs. Mægtige Snefielde (Jökler), vare overalt oppe i Landet, og som en bar Steen var alt fra Havet indtil Sneefieldene. Det syntes dem det Land at være unyttigt til Fædrift Da talede Leif: Ei er det nu gaaet os, som det för hændtes Biörn, at vi ei skulde være komne paa Landet, og vil jeg nu give Landet Navn og kalde det Helluland (ɔ: Steenland). Siden fore de til Skibs og gik til Söes og fandt et andet Land, som de dog ei seilede til, men kastede Ankeret ud, skiöde siden Baaden ud, og gik til Landet. Det Land var jævnt og skovklædt, og hviid Sand vidt udstrakt, saa langt som de fore, og var det fladt udgaaende imod Söen (osæbratt). Da sagde Leif: Af Beskaffenheden skulle vi dette Land benævne og kalde det Markland. De fore siden som snarest tilbage til Skibet, og seilede siden til Havs med Nordost Vind." (At de skyndede sig tilbage var rimeligviis fordi Nordost Vinden her var en paalands Vind, som let, hvis den blev stærk, kunde blevet dem farlig paa et Sted hvor de kun havde aaben Rhed, men vanskeligen Udsigter til at finde nogen Havn) og vare de ude i 2 Dage förend de saae Land og seilede til Landet. Da kom de til en Öe, som ligger i Nordost for Landene (maaske Öen Belle isle) og gik de derop og saae sig om i det gode Veir. Men de fandt at der var Dug paa Græsset og da det traf sig at de toge med Hænderne i Duggen og bragte, det til Munden, saa forekom det dem, at de aldrig havde smagt noget ligedan med dette. Siden fore de til deres Skib, og seilede i det Sund, som ligger mellem Öerne (Belleisle Strædet og det Stræde mellem Öerne Terre neuve og Anticosti) og det Sund, som kommer nord fra af Landene (Sundet norden om Öen Anticosti). De stevnede da i Vester til det Næs, som laae ligefor (Næsset mellem Gaspe Bay og Chaleur Bay). Der var Söen meget grund ved Ebbetiden og stod da deres Skib derpaa, og var der da langt at see til Havet fra Skibet af. Og de vare da saa meget nyefigne efter at fare til Landet, at de ei kunde oppebie Tiden til Söen igien faldt under deres Skib; Siden toge de Baaden, roede til Skibet og flyttede det op i Aaen og derefter op i Vandet, hvor de kastede Anker, de bare deres Töi af Skibet og giorde sig der smaae Boepæle, fattede siden den Beslutning at boe der den Vinter over og byggede sig et stort Huus."

Torfæi Vinlandia antiqva p. 49 og fölgende benytter jeg hellere derimod ved Thorfinn Karlsefnis Reise end Peringskiold, som ikke er fuldt saa udförlig ved Opgivelserne af den styrede Cours, men stemmer saavel indbyrdes som med den foregaaende Leifs Reise og de övrige som hos begge nævnte Forfattere anföres.

"Karlsefni seilede, i Fölge med 2 andre Skibe i alt 140 Söefolk, fra Brattahlid i Grönland i den Hensigt, at gaae over til Viinland. De kom först til den vestlige ubebyggede Deel af Grönland; derfra seilede de i 2 Dage til Biarneyar (Diskoöen); Herfra igien seilede de syd efter, indtil de fik Land at see. Der stode mange og store Stene af over 12 Alens Brede, og var der en stor Mængde Ulve; dette kaldte de Helluland. Derfra seilede de en Nat og en Dag i Ost Syd Ost, indtil et skovklædt Land viiste sig for dem, der havde Mængde af Dyr. En Öe laae her fra det faste Land i Sydost; der dræbte de en Biörn og gave den derfor Navnet Biarney (Biörnöen) ligesom de benævnede det faste Land Markland. Derefter sadte de Seil til Syd efter, indtil de kom til et Forbierg, hvor der fandtes en Skibskiöl og derfor kaldedes Forbierget Kialarnes" (Kiölnæs, som ventelig var det samme Næs paa hvilket Thorvald Leifs Broder tilforn havde opholdt sig længe, for at istandsætte sin brudte Kiöl, og derefter givet det Navnet, men Kysten Turdustrandas.) "Derefter saaes Landet giennemskaaren af Fiorde, og da de vare komne ind i een af disse, udsendte Karlsefni et Par Folk af Skotsk Herkomst, der besadde saa stor Færdighed i at löbe, at de deri endog overgik de vilde Dyr; Dem havde Kong Olaf Trygvason givet til Leif da denne reiste bort. Haki heed Manden, Hekia Konen. Disse blev givet 2 Dage og 1 Nat til at undersöge Landet og dem befalet at trænge syd efter. Til den bestemte Tiid kom de tilbage og medbragte den ene en Vindrueklase, den anden et Hvedeax. De seilede herfra og kom ind i en anden Bugt for hvis Munding der laae en Öe, hvor Havets Flod og Ström skiöd sig rundt om, hvorfor den ogsaa blev kaldet Straumsey (ɔ: Strömsöe). Her overvintrede de og sluppe deret Qvæg i Land, Landets Beskaffenhed var særdeles god, dog har det hverken Viinranker eller Hvede."

For den mærkelige Overeensstemelse mellem det her beskrevne Helluland, og Labrador Kystens Beskrivelse af Roger Curtis, som forefindes i Philosophical Transactions for 1774 P. 372-388 skal jeg her anföre nogle af hans egne Ord: "This vast track of Land is extremely barren, and altogether incapable of cultivation. The surface is everywhere uneven, and covered with large stones, some of which are of amazing dimensions. There is no such thing as level land. It is a country formed of frightful mountains and unfruitful vallies. The mountains are almost devoid of every sort of herbage. A bligthed shrub, and a little moss is sometimes to be seen upon them, but in general the bare rock is all you behold. In a word, the whole country is nothing more than a prodigious heap of barren rocks. Og et andet Sted siger han, at Landet i Almindelighed er höit Land, samt at man undertiden, træffer paa Fielde af en udmærket Höide; ogsaa nævnes Ulve blandt de Dyr, som her paa Landet findes.

At Viinranker af flere forskiellige Arter findes vildvoxende og i Mængde i Nordamerika, som og at de endnu hidtildags her benyttes til at presse Viin af, og paa andre Maader, bevidner Pehr Kalm i sin Resa til Nörra Amerika paa flere Steder. I den Anledning kan eftersees Tom, II pag, 200, 202, 218, 253, 273, 466-69.

Ogsaa i Forklaringen over den vildvoxende Hvede maae Pehr Kalm være min Hiemmelsmand, hvis Mening jeg fuldkommen maae tiltræde, naar han Tom. III p. 426 omtaler, de ogsaa hos os især paa Flyvesanden bekiendte, 2 Planter Arundo arenaria og Elymus arenarius saaledes: "De kaldes begge af Franskmændene Siegle de mer, og som det mig forsikkredes, findes begge disse i Mængde saavel ved Terre neuve som andensteds mod Havkanten i Nordamerika, og de Steder hvor disse voxe, see paa nogen Frastand ud som Kornmarker, saa torde vel heraf kunne udtydes hvad som fortælles i de gamle Norskes Historie om Viinland det Gode, nemlig at der fandtes selvsaaede Hvede Agre." Som ydermere denne Formodning bestyrkende kan ogsaa jeg bevidne, at den sidstnævnte af disse 2 Væxter i Grönland jevnlig forekommer i lignende Mængde og sandsynligviis ogsaa er her den samme der har givet Anledning til den af nogle af Nyebyggerne paaberaabte vidvoxende Rug, som de undertiden fortælle at have seet her i Landet.

For vidtlöftigt skulde det her blive at anföre mere af Viinlands Historie, og bedes Læseren derfor henviist til Torfæi Historia Vinlandiæ antiqvæ. Hafn. 1705 og Peringskiolds Udgave af Heimskringla p. 335-350, hvilke jeg til Sammenligningen har benyttet heelt igiennem og fremfor alt Beskrivelserne over enkeltes Reiser, som ere noget udförlige f. Ex. Biörn Herjulfssöns, Thorvald Erikssöns og Thorhaller den Jægers Reise, og Overeensstemmelsen, under Forudsætningen om Beliggenheden, skal da, som jeg haaber, vidne om Henlægningens Rigtighed i Almindelighed.

Jeg har her med Forsæt ikke villet indlade mig meget nöie i Forklaringen over, eller Grunden for hvert enkelt Steds Henlægning, men haaber at enhver vil selv efter de anförte Beskrivelser kunne indsee de Formodningsgrunde der have ledet mig i en Sag, hvor Beviserne ere vanskelige og som oftest umuelige, men det enkeltes Sammenstemning i Hovedsagen det vigtigste. I Hovedsagen har jeg egentlig sögt videre at udföre en ældre Mening, og saavidt mueligt tillagt nogle flere Giætninger, hvoraf jeg haaber de fleste skulle bære Præg af Sandsynlighed, skiöndt jeg maae være usikker paa, om tilkommende Erfaringer skal kunne hævde dem alle.

En nogenlunde Overeensstemmmelse med den her anförte Mening om Hellulands Marklunds og Viinlands Beliggende vil man finde i Sigurd Stephanii Kort 1570 i Torfæi Grönlandia Tab. 2. Til Hielp ved nærværende vilde jeg önske at kunne have benyttet Georg Westmans Gradual Disputation holden i Åbo 1747.

Fra Viinland af synes det, at den Deel af Amerika, hvor nu de forenede Nordamerikanske Stater ere beliggende, först er opdaget ved Erik Raudis anden Sön Thorvald, som efter at have overvintret i Viinland anvendte den fölgende Sommer paa at lade undersöge ved endeel af sine Skibsfolk de vestlíge Dele af Landet, hvilket de fandt meget yndigt, med Skove besadt tæt ned til Havet og hviid Sand langs Kysten, samt jevnligen Öer ved samme, men hverken Mennesker eller deres Bopæle saaes her, og kun utydelige Spor af deres Nærværelse. (Torfæi Vinlandia p. 11).

Ogsaa paa denne Deel af Amerika eller noget sydligere bör man vel henföre det Sted hvor Iislænderen Gudleif Gunnlaugsön var saae heldig af möde og i Nöden at blive hiulpen af sin Landsmand den gamle Biörn Breidviking, som frivillig var gaaet i Landflygtighed, og nu var kommen til megen Anseelse blandt et uregierligt trolöst Folk, som han fraraadede sine Landsmænd at besöge ofte af Frygt for deres Grumhed mod de Fremmede, som kom til Landet. (Torfæi Vinlandia p. 72 sq,)

Höist rimeligt er det da at formode det var af disse gamle Scandinaver, af hvilke der fandtes Spor, da de Svenske i det 16de Aarhundrede nedsatte sig ved Floden Delaware, og her fandt brændte Muursteen og deraf opmurede Brönde, hvilke de Vilde selv erklære at have været til der för Columbi Tid og de senere Europæers Ankomst; dog ogsaa mueligt, at disse Brönde kunde skylde Fyrsten Madoc og hans Fölge deres Tilværelse, og vel ei heller usandsynligt, at baade Irlændere, Færöeboere og andre nordiske Folkeslag jo have kiendt disse Lande og maaske kunne Beretninger om enkelte saadanne Reiser have hos Columbus först vakt den Idee, som virkede det förste Stöd til hans uberegnelig vigtige Opdagelse som Verden i Almindelighed vel skatter, dog mere for dens Skadelighed og indbildte Værdies Skyld end for den store Nytte som den virkede og endnu virker for Efterkommerne.

Tillæg.

Ved Leifs Reise omtale de gamle Beskrivelser et Slags Træ, som de havde forefundet i Viinland, hvoraf Leif havde fört en heel Deel hiem med sig, hvilket de kaldte Mausur eller Mausr og synes at have agtet höit Det nævnes ogsaa i Karlsefnis Historie, at han i Norge, til en Mand fra Bremen, solgte et Stykke for en halv Mark Guld, hvilket Træ eller maaske dets Kostbarhed Karlsefni selv ei kiendte. At dette Navn Mausur ikke har været Navnet paa Træet eller Planten, men snarere paa et vist Slags Veed, hvoraf man har havt lignende saavel i Europa som i Viinland synes klart af hele Fortællingen, som og især af de tillagte Ord Mausur kominn af Vinlandi; iövrigt finder jeg ingensteds anfört hvad egentlig det mærkelige ved denne Slags Veed har været, og formoder derfor at Skiönheden var dens fornemste Egenskab. Paa Grund heraf vover jeg at oversætte det ved Lignum acernum, Lönn eller Valbirke Veed, som hos Romerne var meget kostbart anseet og af Plinius (Lib, XVI, cap. XV) i Henseende til dets Brugbarhed til fine og skiönne Arbeider regnes som det andet Slags og næst efter Cederen. Arter af denne Slægt (Acer) gives saavel i Europa som i Nordamerica, men de 2 Arter Acer Pseudoplatanus og Acer platanoides, som findes i Europa lige indtil det sydlige Norge, vare fornemmelig de, der frembragte dette kostbare Ved. Vel var dette ligesaalidet som nu af de gandske sjeldne, dog ikke ethvert Træ besidder lige Skiönhed i Veddet, men egentlig er det kun de meget gamle eller knudrede, som man kun sielden træffer, paa, der blive brogede og marmorerede med mörke og lyse Aarer; en Beskaffenhed, hvortil vi, saavidt jeg kiender, hverken i det danske eller det tydske Sprog have nogen passende oprindelig national Benævelse, hvorimod de Svenske meget vakkert udtrykke den ved masurerad, hvilket Ord maaske torde ansees at have beslægtet Oprindelse med Mausur. Ogsaa Træets tydske Navn Maasholderbaum synes at tale for denne Hidledning, da det ligefrem oversadt betegner Mas Ved Træet eller det Træ som har den Slagt Veed der kaldes Más eller Masern, et Ord, som meget vel kunde skylde det latinske lignum acernum sin Oprindelse, iser da dette Træ vel jevnlig har været efterspurgt i Tydskland af romerske Handlende og plyndrende Krigsfolk, kvorfra da Navnet lettelig med liden Forandring kunde have faaet Borgerret i det gamle nordiske Sprog.

At imidlertid det Viinlandske Mausur har været en forskiellig Art fra den europæiske, synes rimeligt, og, i Fölge det ovenanförte, maae jeg da antage den for at have været den Varietat af Acer rubrum som Pehr Kalm (T. 2. p. 288 og 501) omtaler under Navn af masurerad Lön at groe i Nordamerika, og beretter derom, at dens Veed er magelös skiöndt, men tillige temmelig vanskeligt at erholde.

Gammelt og Nyt om Grönland

Navigasjonsmeny

Personlige verktøy

Navnerom

Varianter

Visninger

Mer

Søk

Tekstsamlinger

Tekstoversikt

Bakgrunnsmateriale

Andre tjenester

Hjelpesider

Verktøy

Eksterne lenker

Annonse

Slik kan du bidra

Skriv ut / eksporter

Sponsor