Gorm hin Gamle: Første Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Gorm hin Gamle:
Første Samtale

De Talende.
Gorm hin Gamle:	Leirekonge.
Thyra Danabod:	hans Dronning.
Knud Danaast:	deres Søn.
Harald Blatan:	deres Søn.
Klakharald:	Thyras Fader, Jarl i Holsetuland.
Unni:	Erkebisp.
Gardur:	en Sjælandsfar, Islands Opdager.
Eiulf:	Gorms Fostbroder.
Askield:	Hofgode.
Thormod:	Hofgode.
Hirdmænd:	.

Første Samtale.

Leire. Gorm. Gardur.

Gorm.

Hel lysteligt det er i Alderdommen,

Naar man i Ungdom selv har faret vidt

Paa Tidender om Yngres Færd at lyde.

Men sig mig Gardur! er det sandt,

Hvad Man om Gangerolf fortæller?

Gardur.

At han i Valland fik et Hertugdom?

Gorm.

Det veed jeg, men at han blev Kristen?

Gardur.

Er og desværre sandt, jeg selv har set

Ham døbes, hørt hvordan han skifted

Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.

Gorm.

Det er et Galenskab, som nuomtide

Er kommet over Nordens djærve Mænd.

Det danske Tungemaal har Rolf vel ogsaa

Omskiftet med det vælske Munkepludder?

Gardur.

Ja nu er Rolf da død, hans Søn

Er kommet efter ham, han snakker

Som du og jeg imellem danske Folk;

Men for det meste taler han dog Vallandsk

Som alle de, der bo i Rotemag,

Og til en anden By sin Søn han maatte skikke

For at han kunde lære Danskes Maal.

Gorm.

Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage

Hvor Danske kom, blev ogsaa Maalet dansk.

Men naar den Sæd fra Romaborg nu vinder

Blir vel i Danmark selv det Danske glemt.

Gardur.

Det vil jeg ikke tro, men om det skedte

Saa er der nu et Land, hvor dog

Nok baade Fædres Sæd og Maal kan gemmes.

Gorm.

Hvor mener du?

Gardur.

Paa Island mener jeg.

Gorm.

Er det hint Land i Vest, som Man fortæller

At du har fundet.

Gardur.

Netop det.

Jeg nævned Landet Gardursholmen

At det dog kunde faae et Navn,

Men siden har Man kaldt det Island.

Det er det samme, hvad det hedder, men

Det er et herligt Land med store Klipper,

Og mange Fjorde, alskøns Fisk

Og brede Enge. Der er koldt deroppe.

Men det kan ikke skade, det er ret

For Aser og for Nordmænd, og jeg tænker

At om en Klerk end vover sig derop,

Saa skal han fryse rent ihjel.

Gorm.

Men er det bygget?

Gardur.

Dygtig alt.

Jeg var der kun en Vinter, siden

Jeg vilde seilet did engang igen,

Men kunde ikke mere Holmen finde.

Da vied Floke Odin trende Ravne

Og fulgte siden efter, hvor de fløi,

Saa fandt han Landet, og jeg mener

Det er et Mærke paa, at Odin end

Har ikke tabt sin Kløgt, at høie Aser

Kanske vil fløtte op til Island nu,

Ifald dem hviden Krist fordriver,

Og Norges Konge med; thi hvad er det

Vel andet Harald gør, den Niding,

Som dræber Norges Fylkekonger, eller

Uddriver dem fra deres Odel, dog

Hel mange af dem ere Odins Ætmænd?

De flygte nu til Island, alt

For Thor og Frei er mangent Hus opbygget.

Gorm.

Hvad kalder du da det, at jeg uddrev

Og dræbte alle Danmarks Fylkekonger?

Gardur.

Naar Odins Æt bær Vaaben paa sig selv

Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;

Men du dog hærgede med mere Skel

Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.

Desuden er det saa en egen Sag med dig,

Du og de andre stammede fra Aslaug,

Fra Sigurd og fra Brynhild, med den Æt

Det er saa underligt, den maa vel kæmpe

Imod sig selv, som den har altid gjort.

Ind traadte nu Eiulf hin Gamle

Eiulf.

Hilsæl Kong Gorm! hvad du befol,

Er Alt udrettet.

Gorm.

Du fra Jotland kommer!

Eiulf.

Fra Ribe og fra Hedeby,

Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer,

Gorm.

I fik da stillet Tungen paa de Klerke,

Der nu saalænge har bespottet Thor

Og alle Aser.

Eiulf.

Ja, vi fik den stillet;

Men hvad den mælte først, var fælt.

Gorm.

Hvordan? mig tykkes Røsten skælver Eiulf!

Jeg troer du er ræd.

Eiulf.

Med dig jeg foer,

Saa vide om paa Hærtog og vist aldrig

Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør

Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;

Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,

Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.

Gorm.

De har forhekset dig med Seid

De arge Trolde, du vel ikke mer

Nu troer paa Aserne?

Eiulf.

Jeg troer at Aser

Har Magt, men den har ogsaa flere Guder

Og Krist er stærk.

Gorm.

Hvad sagde vel de Klerke?

Eiulf.

De sagde, naar de kom til Himmerig

Til deres Valhal, Krist de vilde bede

At straffe os med Plager og med Død,

Men dig med Hjertesorg og alskøns Jammer.

Gorm.

Og derfor est du bange? Thorbjørn vist

Dog ei blev ræd.

Eiulf.

Han siger det vel ikke

Til dig, thi han har glemt at mæle.

Paa vores Hjemfærd brødes Skibet, mig

De Kristnes Gud har ene ladet frelses;

Men han mig straffede dog mere haardt

End dem, der sank tilbunds i Havet.

Min Gunnar! – I halvtredsindstyve Aar

Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;

Men nu maa Taarer rinde – ja de maa.

Gorm.

Din Gunnar var en vakker Svend, og saare

Jeg ynded ham – Han drukned altsaa med.

Eiulf.

Og troer du da, ifald han kun var druknet

Jeg vilde staa og græde som en Dreng?

Nei gruelig han endte. – Over Altret

I Kirken hang et Stykke Træ,

Du kender det, det er som Hammerstegnet

Og nævnes Kors, derpaa var hviden Krist

Udskaaret, og som røde Guld han lyste.

Det rev min Gunnar ned og holdt det frem

For Klerken, der han skulde dø, og spotted.

Og bød ham bede til sin hvide Krist.

Da løfted Klerken Øinene mod Himlen

Som om han kunde gennemstirre den,

Og da hans Blik paa Gunnar sig nedsænked.

Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;

Dertil han mælte Ord, som klang saa hule

Og som ei Nogen iblandt os forstod.

Da blev min Søn som galen, snart han tuded

Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb

Han fast om Korset, og da Kirken brændte,

Da løb han ind i Ilden, kasted sig

Paa Jord, og brøled gennem Luen.

Gorm.

Ja det var grueligt, ei undres mig

Du græder. Jeg har glemt at græde,

Men hvis min Knud – o sig mig dog!

Har du ei spurgt til hans og Haralds Færd?

Eiulf.

Om Knud jeg Intet hørte, men Man sagde

Klakharald alt var draget hid.

Gorm.

Saa gak da Gamle! lad trehundred Mænd

Sig væbne, stille sig ved Salen!

Eiulf.

Det er det sidste Bud, som jeg udretter,

Før med min Kval jeg skjuler mig i Høi.

Farvel Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig

Og maaske alt for trolig.

Gorm.

I Valhalla

Vi atter mødes skal til Gammensliv.

Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig

At hevne dig. Paa Krist og paa hans Flok

Du hevnes skal.

Støttende sig paa Spydet, gik den gamle Eiulf nedbøiet ud af Hallen.

Gorm.

Hvad siger du vel Gardur! om alt Dette?

Gardur.

Jeg siger nu som før, at det er godt,

At Island er, og at jeg mener

Det ikke er for Intet, at just nu

Den Ø er fundet.

Gorm.

Saa du mener

At det er her forbi med Asers Magt?

Gardur.

Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,

Du frygter for det selv.

Gorm.

Jeg frygter ei,

Det aldrig var min Sæd, og ei jeg grubler,

Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,

Thi det er Kæmpetroen. Intet Jærtegn

Om det var nok saa underligt og stort,

Kan rokke mig; thi hine store Slægter

Som stige ned fra Odin er et Jærtegn

Langt større end om Ild blev Vand

Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum

Hel sære Tanker avles i mit Sind

Naar jeg maa se, at Asers Flok forringes,

Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm

Som jeg har havt engang.

Gardur.

Ja Drømme

Desværre tit er ikkun alt for sande.

Paa Norges Harald ser Man det saa grant,

Hans Moder drømte, som du veed, om Træet

Der skygged over Norrig, ei engang

Hun drømte, at saamange gæve Mænd

I Træets Grene skulde blive hængte,

Og nu er det dog med det Andet sket.

Hvad drømte du Kong Gorm?

Gorm.

Den Stund

Jeg beilede til Thyra, ei hun vilde

Mig ægte, før jeg trende Nætter sov

I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.

I trende Nætter kom den samme Drøm igen:

Mig tyktes at jeg stod ved Østresaltet

Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,

Saa der blev tørt imellem alle Øer,

Da trende hvide Nød gik op paa Land,

Saa trende røde, derpaa trende sorte,

Og alle bede Græs, men der de sorte

Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny

At hele Danmark maatte skælve.

Det lagde Thyra ud om haarde Uaar,

De kom, men Gnyet vilde hun udtyde

Om megen Død og Ufred i min Æt.

Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.

Og mener jeg, at ødes Skjoldungætten,

Da ødes og i Danmark Odins Sæd.

Gardur.

Din Drøm hel mærkelig maa nævnes,

Og dog jeg ei som Thyra eier Kløgt

Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,

At Nødene var af adskillig Lød.

Gorm.

End mer adskillige de vare,

De sorte havde mægtig store Horn

De røde mindre, men de hvide ingen.

Gardur.

Ja stor er Asakæmpens stille Kraft,

Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;

Men Klerken stander værgeløs og svag

For Altret i den hvide Messesærk.

Klakharald kom indgangende i Salen med Knud og tredive Hirdmænd.

Klakharald.

Hilsæl Kong Gorm min Maag!

Gorm.

Saa kom du dog

Engang Klakharald! skønt det sent maa nævnes.

Kom hid min Knud, at jeg kan maale dig

Med gamle Øie! Du est vorden stor

Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.

Du Gardur! gak med Knud, fortæl

Ham Noget om de mange Lande

Hvor du har færdedes! og Harald sig

Til dine Mænd de gange ud af Salen!

Harald bød, og ud ginge Mændene.

Gorm.

Du Gardur! kom igen! din Kløgt er stor

Og vel du høre maa, hvad vi samtale.

Da vendte Kongen sig hel bister mod Klakharald.

Jeg trende Gange dig til Julegilde

Indbød, og du vanhædrede mit Bud,

Og loved, mig til Spot, du vilde komme

Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds

Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;

Men Thyra saare gik i Bøn for dig

Og mente at du varst forhindret

Ved sære Hændelser. Nu est du her;

Trehundred Mænd staa væbnede for Salen

Og hvis du ei aarsager dig, da skal

Du aldrig komme heden med dit Liv.

Klakharald.

Mit Liv Kong Gorm! er ikkun lidt at agte,

Du selv est gammel, jeg er ældre dog,

Og vilde glædes ved at dø, forinden

De Ting fremkomme, som tilstunde nu:

Derfor jeg kaarer ogsaa helst at tie

Enddog hel vel jeg mægtede at tale.

Du ei skal raabe dine Hirdmænd hid,

Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene

Mig værdig til at falde for din Haand.

Gorm.

Uhørt jeg dræber Ingen som fremtræder

Her for min Stol. Aarsag dig, om du kan!

Klakharald.

Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?

Gorm.

Ja derfor stevned jeg dig hid.

Klakharald.

Men naar du hører, hvad dig lidet huger?

Gorm.

Saa er det ikke førstegang.

Klakharald.

Saa hør!

Ved Juletid jeg kom til Limafjorden

Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,

Og det var underligt, om Vinterstide

At se det ene Træ saa sommerligt.

I Træet hængte Æbler smaa men fagre,

Ved Roden Andre mægtig store laa,

Men ormestukne og med vissen Stilk

De alt begyndte at forfules.

Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?

Behøver jeg vist ikke dig at sige.

Gorm.

Ei sandt? det skal betyde Sædomskiftning?

Det var et grumme konstigt Syn,

Saa konstigt, at Man hartad skulde mene,

Det Træ kun i dit eget Hoved stod;

Men det er allerede slemt, det Store

Er raadnet der. – Nu, dengang blev du ræd

For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?

Klakharald.

Den anden Jul paa Skibet alt jeg stod,

Ufødte Hvalpe høit i Tispen gøede,

Men selv hun tav. – Det vel betyder, at

Det som end ei er født, men dog undfanget

Skal vorde lydt, det Gamle tie kvær.

Gorm.

Var alt det Gamle saa som du, Klakharald!

Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;

Men saa er ikke Alt, thi Man kan vorde

Hel gammel og dog ikke kærlingveg

Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?

Klakharald.

Ei Eventyr, men Sandsagn. Tvende Bølger

Hel store, løfted sig i Limafjord,

Og sjunke i hinandens Favn, da tyktes

For Øine Vandet være idel Blod.

Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,

Ulige som de begge er i Sind.

Dengang jeg dog vel maatte blive bange,

Da ei jeg er saa stærk, som du Kong Gorm!

Gorm.

Det er min Knud, om hvem du spaar saa ilde!

Først haaner du, nu vil du pine mig.

Har du end Mer at sige?

Klakharald.

Nei.

Kongen slog paa Skjoldet og en Flok Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde. Da reiste sig Gardur og traadte for Kongen.

Gardur.

Som det sig burde, tav jeg Herre Konge

Imens du talte, men da nu du vil

Din Maag den gamle Harald dræbe,

Fordi du ei kan se, hvad han har set

Da maa jeg tale, bede dig at mindes

Din egen Drøm og store Troldomskløgt,

Som Kristne eie! Mindes du ei længer

Hvad Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn

Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes

Dig underligt? og mener du da han,

Hvis store kløgt er vide kendt i Norden,

Ei vel saa let et mere rimeligt,

Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,

Ifald han vilde lyve? mener du,

Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,

Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?

Saa underligt en Konge sielden dømte.

Gorm.

Der han havde betænkt sig enstund.

Ja du har Ret, og det var Odin selv

Som fik mig til at kalde dig tilbage.

I trende Aar jeg harmed mig, fordi

Jeg mente mig vanhædret, derfor tyktes

Mig Alting usandt, og da om min Knud

Han spaade ilde, spaaede hans Død,

Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien

Allene er igen af Skjoldungætten,

(Thi Harald hører ei til den i Sind,)

Da blev jeg ret som galen, end jeg ryster

Af Harme, men det er ei Haralds Skyld,

Det ser jeg grant og derfor skal han leve.

Dog dette mæler jeg for eder Kæmper!

Og det skal mæles høit paa alle Thing

Fra Skanei og til Jotland: hvo som bærer

Mig Tidende om Knud, at han er død,

Ja som ham nævner død for mine Øren,

Han skal ei leve, indtil Solen sættes,

Om det er Dag, og er det Nat,

Ei til den reiser sig, det sværger

Jeg høit ved Odin, Thor og Frei

Og Nornerne, som Alles Skebne raade.

Hirdmændenes Høvding.

Svinger i Luften

Lysende Staal,

Støder det haarde

Sværd imod Skjold!

Hørte I Kongen

Svor ved de hellige

Aser og Norner?

Aldrig kan brydes

Eden han svor.