Vis kilden til Gregorii Første Færd (C.C.Rafn)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9" 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Upphaf Gregoríí]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gregorii Første Færd (C.C.Rafn) ]] !! !! 
|-
|}

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
!align="left" valign="top" width="100%" | [[Bilde:35px-Emblem-star.svg.png|25px]] Kilde til denne oversættelse: ''Hulda'', ''Hrokkinskinna'',  ''[[Morkinskinna]]'' og ''[[Heimskringla]].''
|}



<center><big>[[Kongesagaer]]</big>


'''[[Oldnordiske Sagaer, Bind 1-12|Oldnordiske Sagaer]]'''<br>'''Bind 7'''


<big>'''Gregorii Første Færd'''</big>


<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige  nordiske Oldskriftselskab]] 
<br>København, 1829
</center>



De troeste af Brødrenes Raadgivere vare nu døde. Da tildroge sig de Begivenheder, at en Mand, ved Navn Geirsteen, boede nordpaa i Norge, en rig, uretfærdig, trættekjær og urolig Mand. Han havde en Søn, ved Navn Hjarrande, og en anden, ved Navn Hising, ildesindede, som deres Fader, og stolte i deres Færd. Deres Søster var Kong Sigurd Haraldsøns Frille; de vare derfor Hans Venner, og alle, Fader og Sønner, havde en Støtte i Kongen. Kort fra Geirsteen havde en Kone sine Jorder og Gaard, en anseet og ved sin Æt og mange gode Egenskaber agtet Kvinde, ved Navn Gyda, Søster til Ragnhild, der var gift med Dag Eilifsøn, en anseet Høvding i den østlige Deel af Landet, og som ejede Jorder ved Tønsberg. Geirsteen faaer Lyst til Gyda, og plager hende med sin Kjærlighed, som hun ikke besvarer; og da han mærkede det, fatter han Nag og Fjendskab til hende, og siger, det vil nok gaae hende ilde. Derpaa driver han sit Kvæg ind paa hendes Marker, tilføjer hende megen Skade, og angiver det til Grund, at hun har talt ilde om ham; men da hun seer sin Skade, talte hun saalunde: „Lidet godt har jeg af mine gjæve Frænder, da jeg maa lide saa mange Fornærmelser.” Gyrd hed hendes Fostersøn (1), en smuk og rask Mand; han svarede: ”Sandt er det, hvad I siger, megen Skade har du lidt af Geirsteen; jeg finder, du vender Talen til mig, som den, der er pligtig at hævne dig; men den, som vil det, maa ikke tænke meget paa følgerne for Kong Sigurds Skyld.” Det hændte sig nu en Dag, at Gyda saae meget Kvæg staae paa sin Ager, og det havde gjort megen Skade. Hun blev meget vred, og griber et Spyd, og løber hen til Kvæget, og da møder hun sin Frænde Gyrd, som tog Spydet fra hende, og drev Kvæget bort og hen over Broen, der gik over den Aa, som løb imellem deres Gaarde; der møder han Geirsteen, og de springe imod Hinanden; da sagde Geirsteen: „Ringe Mænd af liden Herkomst rejse sig nu imod os, og mene, at maale sig med os," hvorpaa han hugger efter ham. Gyrd afvender Slaget, og hugger igjen imod ham, træffer ham i den venstre Side, og det blev Hans Banesaar. Derpaa opsøger han Gyda; hun takker ham, og har allerede ladet to Heste gjøre i Stand til ham; paa den ene rider han, paa den anden er Oppakningen, og saaledes sender hun ham til sin Søster Ragnhild med Jærtegn, at hun skal forsvare ham imod Hans Fjender, og til hendes Søn Gregorius: ”men vistnok,” sagde hun, „vil herpaa følge en streng Forfølgelse.” Manden kom øster i Landet, og til Gregorius; denne havde et stort følge, men syntes i Begyndelsen ikke at tage sig meget af nogen Sag, og man talte meget forskjelligt om Hans Raskhed — — — — — — — — — — — — — — — kun lidet har jeg hidtil blandet mig i vanskelige Sager, og Ordet gaaer, at jeg kun er en ringe Anfører, men den, som skal opkaste sig til Modpart mod Kong Sigurd, maa have anseelige Hjælpemidler, vi maae derfor mere tage Hensyn paa vore ringe Kræfter, end paa det, som her behøves.” Hun svarede: ”Yd denne Mand din Bistand, at han kan beholde Livet, skjønt han har øvet denne Gjerning, han har befriet vore Frænder for megen Daddel; agt min Ven og din egen Hæder!” Gregorius svarede: „Det skal holde haardt, at staae op mod Kongen, og uværdigt synes det mig, at love min Bistand, uden at kunne udrette noget.” Da sagde hun med Vrede: „Længe vil du da blive en ringe Mand, naar du ikke bryder dig om, om dine Frænder blive dræbte, du vil ringeagtes af dine brave Slægtninge, thi trængende Nødvendighed var for Døren, førend denne Gjerning blev øvet.” Gregorius sagde: „Du egger mig meget, Moder! Lad mig see Manden!” Han kommer frem, fremsætter sit Ærende med Snille, og fortæller ham den hele Tildragelse, viser frem Jærtegnene, og hvor meget det laae Hans Frænder Magt paa, at han paatog sig Sagen; og siger tillige, at hvis han skal blive Høvding, saa maa en Gang være den Første, at han forsøger sig. Og i følge af alt dette, Hans Forestillinger, den trængende Nødvendighed og Hans Moders Tilskyndelse, siger han endelig: „Meget hæftig, Moder! tager du dig af denne Sag; bringes det saa vel til Ende, som det nu er begyndt, og fuldendes med Hæder, da vil det blive Lykke for os, men jeg vil dog have de Mænd, som ere om os, til at give deres Samtykke og Bistand hertil, hvis jeg skal indlade mig i denne vanskelige Sag, saa at de dele Ansvaret med mig, samt sværge, at ville værge Hans Liv; da vil jeg ikke unddrage ham min Hjælp.” Det var tresindstyve Mand, Hans Huuskarle, der levede som frie Mænd hos ham. Han tager nu mod Manden i Selskab med Hans Huuskarle. Dette spørge Geirstens Sønner, blive rasende derover, og sige til Kong Sigurd, at de vil brænde Gydas (?) Gaard, og bemægtige sig alt Godset. Kongen beder dem først vel at overveje det, og siger, at han vil kræve Bøder og undersøge Sagen. Brødrene fare nordpaa, øve mange Voldsgjerninger, men vove dog ikke formedelst Kongens Befaling at gjøre saa meget Ondt, som de have Lyst til. Og da de høre, Manden er kommen til Gregorius, fortælle de Kongen det, og bede ham skaffe dem Folk til at dræbe Gyrd og alle dem, der ville forsvare ham, og sige, at Leensmændene vise meget Overmod, naar de saaledes ville opstaae mod Kongen. Kongen siger, at man først skal fare frem med Skaansel, og sender en Mand, ved Navn Lodin, til Gregorius. Han var bekjendt som en Mand af forstand og flere gode Egenskaber, kommet til Gregorius, og forestiller Sagen forstandig og med megen Velvillie paa Kongens Side, siger, at det er sømmeligt, at han giver efter for ham, og spørger, hvad bod han vil give for Drabet paa Geirsteen. Han svarede: ”Forsaavidt Kongen troer, man har Forseet sig mod ham, da maa han selv raade, men angaaende Geirsteen, da var han selv Skyld i, hvad der er skeet, og Hans sønner have foretaget sig megen Udaad siden.” Lodin drager bort, og beretter Kongen sit Ærendes Udfald. Men da Brødrene høre dette, ophidse de endnu mere, men Kongen vil dog endnu sende en Mand til Gregorius, ved Navn Rød, tilligemed tredive Mand; de komme til Gregorius, og fremkomme med deres Ærende med større Paatrængenhed og Hæftighed, end det forrige Gang fremførtes, og sagde, de skulde dog tænke, Kongen vilde holdes for mægtigere, end Hans Leensmænd, talte ham til, da han gjorde Vanskeligheder, og sagde: ”Det er din Pligt og Skyldighed, at tage Hensyn til dit eget Bedste.” Gregorius svarede: ”Der kom en brav Mand til os, og vilde udrette dette Ærende med forstand og Velvillie, men jeg kunde dog ikke billige Hans Mening; du derimod driver den Sag med Paatrængenhed, men du forekommer mig ikke at være den Mand, der her skulde faae meget bragt i Rigtighed.” Da de nu droge bort, holdt de Raad med hverandre, og Rød syntes, de skulde ikke vende tilbage med saa forrettet Sag; han bad dem bie efter sig i Skoven, men han vilde søge tilbage til Gaarden: „kanskee,” sagde han, „vi da kunne faae fat paa Manden, naar de ikke tage sig saa meget i Agt.” De kom tilbage til Gaarden femten i Tallet, og satte sig paa Bænkene i den Stue, hvor Gregorius plejede at drikke, og havde faaet sig en Tiggerdragt udenpaa deres Harnisk. Og om Aftenen da Gregorius kom ind i Stuen med sit følge, spurgte han, hvorfor der vare Tiggere derinde, og gik hen til dem, og mærkede, hvem det var, hvorpaa han lod dem gribe og sætte i Fjædder, og om Morgenen bleve de drevne ud i Skoven til deres Kammerader. Derpaa blev stævnet til Thing, og Gregorius berettede, hvilken Svig disse Mænd vilde have udført. Da bleve de dømte fra Livet, og hængte. Dette spørger Kong Sigurd og Geirsteens Sønner; de bleve vrede, og bade Kongen give sig Folk, hvilket han gjorde. De droge øster i Vigen, uden at deres Rejse rygtedes, og de fore strax voldsom frem; da opholdt Gregorius sig i Tønsberg, og nogle sige, at det var Juleaften, og Gregorius havde da mindst tænkt paa at udstille Vagt, men gaaer dem dog imøde, og sender Mænd ud til alle Sider, og der samler sig Folk til ham; deres Møde løber ikke af uden Mandetab, og Enden bliver, at Geirsteens Sønner maae flye til Kongen. Og, der fortælles, at en Gang da de spurgte, at Gregorius skulde komme til Gjæstebud hos sin Svoger, passede de paa, og kom til Gjæstebudet, og dræbte Mændene, der skulde anrette det, men satte sig selv ned og spiste hvad der var; men Gregorius fik intet at vide herom, og kom siden i den Vaag, som gik ind ved Gaarden, og de havde i Sinde der at lægge sig til Leje. Da sagde Gregorius: ”Mig forekommer det, at her ere mange Mænd samlede, maaskee der er Ufred; lad os prøve paa at lægge ud til Tangen ved Næsset; hvis det er Fjender, saa vil de komme imod os, men da skulle vi i en Hast begive os ind til Skibslejet, og komme først til Gaarden, og da kunne vi tage imod dem." Det gik som han tænkte; strax da de lagde ud, søgte de andre ud paa Næsset, men Gregorius skjød tværsover, og naaede Gaarden først; og nu mødtes de, og strede med meget Mandetab. Gregorius var en fortrinlig Kriger, og nu gaaer Hising imod ham, og de gaae sammen og kæmpe, og Hising faldt der for Gregorius, hvilket meget berømmedes. Derpaa tog han Hans Sværd, og stred videre, og da kommer Hans Broder imod ham, og vil hævne sin Broder, og Enden bliver, at Gregorius fælder dem begge, Geirsteens sønner. Han indlægger sig derved megen Hæder og Ære. Efter disse store Bedrifter søger Gregorius hen til Kong Inge, giver sig ganske i Hans Vold, og de indgaae et nøje Venskab med Hinanden, og Gregorius bliver en sand Støtte for Kongen hele sit Liv. Gregorius var en hovedrig Mand, men han sparede hverken sig selv eller sit Gods, for at staae Kong Inge bi; derfor har det været et almindeligt Sagn blandt Folk, at han var den største og fortrinligste Leensmand i Mandsminde i Norge.



'''Noter:'''
<br>1) det i Originalen staaende Ord kan ogsaa betyde Fosterfader.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]