Guderne og Gudetroen (Henry Petersen)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om nordboernes gudedyrkelse.jpg
Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold
- en antikvarisk Undersøgelse


Henry Petersen

III.
Guderne og Gudetroen



Inderst i Hovet, i den halvrunde Udbygning stode Gudebillederne bag Alteret med den viede Ild, vistnok i Regelen paa et Fodstykke, den saakaldte ”hjallr”. De vare sikkert altid udskaarne af Træ (“skurðgoð” er den stadige Betegnelse for dem), men vistnok udstyrede baade med Guld- og Sølvprydelser i Overensstemmelse med den Pragt, hvormed Folket selv traadte frem i det daglige Liv. Vi skulle nærmere betragte Efterretningerne om, hvilke Guders Billeder der fandtes i Gudehovene.


I Kjalarnæshovet paa Island stod Thor i Midten og ”andre Guder” til begge Sider af ham. Et andet Sted[1], hvor Hovet paa Kjalarnæs, ligesom det i Vatnsdalen, vel er nævnet, men hvor der snarest synes at gives en Karakteristik af Gudehovene paa Island i Almindelighed, hedder det om Gudebillederne i Hovets ”goðastúka”, at Thor var ypperst og mest anset, dernæst Frøj, og ”skjønt det ikke er tydeligt, hvor mange eller hvilke Guder, der have været dyrkede i de forskjellige Gudehove, maa det mærkes, at i den gamle Edsformular særlig de tre paakaldtes:, Frøj, Njørd og As, hvormed vi tro de mene Odin; thi han var den ypperste Høvding, der kom hid til Norden fra Asien”. At der i det Hov, der opførtes paa Thorsnæs af Landnamsmanden Rolf fra Mostr i Norge, hvor han havde styret et Thors-Hov, har været i det mindste et Thors-Billede, er indlysende af Rolfs ivrige Tilbedelse af denne Gud, hvoraf han havde faaet Navnet Thor-rolf, og ligeledes ere vi sikkert berettigede til at antage, at i al Fald et Frøjs-Billede har haft Plads i de Gudehove, som forestodes af Goder, der kaldtes Frøjsgoder (Thorgrim Frøjsgode, Rafnkel Frøjsgode, Thord Frøjsgode — henholdsvis i Vester-, Øster-, og Sønderfjerdingen). I dette Tilfælde er imidlertid at mærke, at det Hov, Thorgrim Frøjsgode forestod, var Hovet paa Thorsnæs;[2] der maa derfor antages at have været Billeder her af Frøj saa vel som af Thor.


Naar det om Hovet paa Bersestad i den udførligere Droplaugarsona Saga (Kap. 26) hedder, at der sade Thor og Frøj i Højsædet til den ene, Frigg og Frøja til den anden Side, og til begge Hænder for dem de andre Guder, viser Gudernes Pladser strax, hvor lidet Værd der kan tillægges denne Efterretning.


Om Gudebillederne i de norske Gudehove høre vi, at i Hovet paa Møre sad Thor som den, der var ”mest tignaðr” af alle Guderne, smykket baade med Guld og Sølv.[3] I Gudbrandsdølernes Hov høre vi kun Thors-Billedet omtale, heller ikke dette skortede det paa Udstyr baade med Guld og Sølv. I det Hov paa Hlade, Hakon Jarl havde sammen med Dale-Grudbrand, nævnes tre Gudebilleder: Thor i Midten i sin Kærre, til hver sin Side af ham Thorgerde Hørgabrud og Irpa.[4] Sven, der paa Hakon Jarls Tid bode ved Throndhjem, havde et stort Hov paa sin Gaard, som han havde udstyret prægtigt, og hvori der var mange ”skurðgoð”, af hvilke han dog ærede Thor mest, ligesom det ogsaa kun var Thors-Billedet, hvorover hans kristne Søn Fin lader sin Harme gaa ud ved en vanærende Behandling af det, der endte med, at han brændte det og blandede Asken i Hundenes Føde.[5] I Hovet paa Goðey under Helgeland, som Raud hin ramme styrede, omtales kun et Thors-Billede.[6] Et Billede af Balder omtales vel af Friðþjófs Saga i Hovet paa Baldershage, men Fortællingen om dette synes helt opdigtet.[7]


Om Gudebilleder i svenske Gudehove er der kun levnet en paalidelig Beretning, men af særlig Betydning: det er Adam af Bremens Fortælling om Gudebillederne i Upsala-Hovet. De vare tre i Tal: Odin (Wodan), Thor og Frøj (Fricco). Odin var fremstillet væbnet ”ligesom Mars”, Thor” med et Scepter, som det synes ligesom Juppiter”, Frøj med et meget stort Mandslem. Billedet af Thor ”den mægtigste af Guderne” indtog den midterste Plads.


Beretningen i Jomsvikinga Saga (Kap. 12) om det mest ansete Gudehov i Gøtaland ”Goðheimr” kaldet, der var helliget Thor og indeholdt 100 Gudebilleder, stempler sig selv ved sine tydelige Overdrivelser.


Om Gudebillederne i de danske Gudehove findes der lige saa lidt Efterretninger som om Hovene selv. —


Hvor forholdsvis sjældent og hvor lidet omstændeligt vi saaledes end træffe de Gudebilleder omtalte, der fandtes i Gudehovene, foreligger der dog i de bevarede Efterretninger Vidnesbyrd, der have ikke ringe Værd saa vel i og for sig, som i nærmere Forbindelser. — Det er i fuld Overensstemmelse med den kristne Tids Forestillinger om Hedentroen, at vi i de i hin Tid nedskrevne Beretninger finde omtalt, at der i det hedenske Gudehov stod et større Antal Gudebilleder, og vi maatte saa meget snarere vente dette, som Sagafortællerne maa have kjendt Navnene paa de mange hedenske Guder, dels gjennem de gamle Eddakvad, dels gjennem Skjaldepoesiens Anvendelse af Gudesagnene. Men med disse Omstændigheder for Øje maatte vi da paa den anden Side vente, at de stundom havde ladet denne deres Viden komme tilsyne og nærmere anført, hvem de mange forskjellige Gudebilleder forestillede, og vi maatte saa meget snarere vente at træffe nævnet flere og forskjellige af de 12 nordiske Guder og omtrent lige saa mange Gudinder, der anføres i Snorres Edda, som Sagafortællerne have mindedes Guddomme, der ej hørte med til den nordiske Gudekreds. I høj Grad paafaldende er det da at se, at det kun er ganske enkelte af Guderne, hvis Navne atter og atter findes knyttede til Billederne i Hovet, selv Sagaer der have en mere udsmykket, romanagtig Karakter slutte sig i denne Henseende til de paalideligere Beretninger. — Vi kunne neppe andet end heri se Vidnesbyrd om en stærk Tradition, som Sagafortællerne mere eller mindre uvilkaarligt have fulgt. De Guder, hvis Billeder vi finde omtalt i Beretninger, der maa antages for meget paalidelige, ere ikkun Thor, Odin og Frøj, og af Betydning er det, at medens det oftere antydes, at der i Hovet findes ”flere” Gudebilleder, er et Antal af 3 det eneste, der træder bestemt frem, eller hvorom Erindringen skinner tydeligt igjennem. Af hine tre Guder, er det igjen navnlig Thor og Frøj, hvis Billeder mindes, og af dem har da tydeligt Thors-Billederne en mærkelig Forrang i Gudehovene, eftersom de anføres ved Omtalen af hvert af disse, og det stadigt hedder at de vare ansete og udsmykkede fremfor de andre Gudebilleder. Stundom synes det jo endog, som Billedet af Thor var det eneste Gudebillede i Hovet.


Om Billeder af Njørd foreligger intet paalideligt ; det er tydeligt nok en, rigtignok paa en meget forstandig Maade støttet Gisning, hvorefter Njørds Navn i Landnáma bringes i Forbindelse med Billederne i Gudehovet. Billederne af Frøja og Frigg og af Balder nævnes kun i Beretninger, der ere uden større Værd; Thorgerde og Irpa tilhøre ej Nordboernes Guderække.


De Vidnesbyrd, der maa antages at foreligge ved Sagaernes og andre Kilders Efterretninger, om hvilke Gudebilleder der fandtes i Hovene, støttes fremdeles derved, at der af udskaarne Gudebilleder udenfor Gudehovene kun findes omtalt Billeder af Thor og Frøj.[8] — Vi skulle i det følgende gaa over til at veje dem lige over for andre om Hedenolds Gudetro bevarede Minder, foreliggende dels i historiske Beretninger, dels i Sæder og Skikke, dels knyttede til selve de fra Oldtiden bevarede Mindesmærker.


I Gudbrand Vigfussons Udgave af Eyrbyggja Saga (Leipzig 1864) er der Side 126 som Tillæg optaget et Stykke af ”Grænlands annáll” (cod. Arnæmagn. 115 Oktav, af Forfatteren Bjørn paa Skarðsá nævnet ”annáll eptir Hauksbok”), som bærer Overskriften ”Um mannanöfn dregin af goðanöfnum”. Det lyder i Oversættelse saaledes:


“Det er kyndige Mænds Udsagn, at det skal have været Skik i fordums Dage, at danne Navne for sine Sønner og Døtre af Gudernes Navne, saaledes af Thors Navn: Thor-Rolf, Thor-Stein, Thor-Grim. Den som fra først af hed Od kaldtes efter ham Thor-Od (hvad Thormod i et Kvad om Snorre Gode og hans Søn Od kaldte denne); paa samme Maade: Thor-Berg, Thor-Alf, Thor-Leif og Thor-Geir. Endnu flere Navne ere udledte af Asernes, men dog flest af Thors. Man bar i hin Tid i Almindelighed to Navne, det ansaas for at bringe langt Liv og Lykke, og naar nogen bad ondt over dem hos Guderne, da vilde det ikke have skadelige Følger, naar de havde et sligt Navn”.


Vidnesbyrd om en saadan Overtro træffe vi ogsaa i Þáttr af Þorsteini hvita, (Nord. Literatur-Samfunds Udg. S. 46.) hvor det ved Omtalen af, hvorledes Helge Thorgilsøn fik Navnet Braad-Helge (Brodd-Helgi) hedder: ”Det ansaas for mere lykkebringende at have to Navne. Man trode, at de, der havde to Navne, vilde leve længer end andre.”


Saaledes som hin gamle Folkeovertro fremtræder i dette sidstanførte Citat, synes det imidlertid tydeligt, at den i Tidens Løb har undergaaet en ikke ringe Forvanskning, hvortil Spor ogsaa synes at foreligge i de noget ubestemte Udtryk i Slutningen af Citatet efter Grænlands annáll. Braad-Helge er jo nemlig ikke, hvad Folketroen oprindelig først og fremmest maa antages at have krævet, en Sammensætning af to Personnavne, men ligesom Sælhunde-Thorer (Sel-Þorir), Viga-Styr og Øxne-Thorer er Øgenavn i dette Ords almindelige Betydning, som vi saa ofte træffe Exempler paa i Sagaerne, grundende sig paa en eller anden Egenskab hos den paagjældende Person, eller paa anden Maade staaende i Forbindelse med hans Liv og Fremtræden.


Dog det har tydeligt nok heller ikke engang været Sammensætningen af to slet og rette Personnavne af en hvilkensomhelst Art, hvortil Folketroen oprindelig har knyttet sig. Grundtanken, hvoraf den havde udviklet sig, krævede aabenbart — hvad der ogsaa fremgaar af Citatet fra Grænlands annáll — at det Navn, der føjedes til, det egentlige Personnavn, var et Gudenavn. Paa denne Maade viedes Personen til Gudens særlige Beskyttelse, denne værnede ham mod Farer og Snarer, gav ham et langt og lykkeligt Liv. — Det er den selv samme Folketro, der ligesom gjenfødes i Middelalderen ved Helgennavnenes Optagelse af Folket som Personnavne[9].


De talrige med Gudenavne sammensatte Personnavne, der forekomme i Sagaerne og desuden ved Runestene og Diplomer ere opbevarede til vor Tid, vidne noksom om, hvor almindelig udbredt og dybt rodfæstet over hele Norden hin Skik ved Opkaldelse at erhverve sig Gudens særlige Beskyttelse, har været i Hedenold. Dog kunne vi derfor ikke i ethvert saadant Navn se et Minde om denne Skik. De kunne efterhaanden være blevne saa almindelige for en Del ved Opkaldelse efter nære Frænder, at man omsider ikke har gjort sig nogen bestemt Tanke ved at give Børnene dem, ihvorvel de ovenfor fremdragne Udtalelser om dem vise, at Bevidstheden om, at saadanne Navne havde en særegen Betydning, bevarede sig til en forholdsvis sen Tid.


Det synes som om det ikke blot var bestemte Gudenavne, der knyttedes til Personnavnene, men at ogsaa en Helligelse ved Guderne i Almindelighed kunde finde Sted ved at sammensætte Navnene med Ass — Goð — Vé og Ragn (sjældent). Kong Raum, fortælles der,[10] gav sin Søn Brand til Guderne, og blev han derpaa kaldet God-Brand. En Mand i Sogn ved Navn Geir var ifølge Landnáma (II,29) en ivrig Blotmand og kaldtes derfor Vegeir; han gav sine Børn Navnene: Vebjørn, Vestein, Vedorm, Vemund, Vegest, Vedörn og Datteren Vedis.


Som nys anført om Kong Raums Søn Brand finde vi det ogsaa stundom i andre Sagaer bestemt antydet, at Barnet ved at nævnes efter Guderne ligesom ”gives” til disse. Saaledes fortæller Eyrbyggja Saga (Kap. 7) om Landnamsmanden Rolf fra Sønder-Hordeland, der som ovenfor sagt paa Grund af sin ivrige Tilbedelse af Thor (“han var mikill vin Þórs”) kaldtes Thorolf, at han gav sin Søn til Thor og kaldte ham Thorstein. Denne Thorstein, Torskebider kaldet, fik en Søn, som ved Vandøsningen fik Navnet Grim. Denne — fortæller oven nævnte Saga[11] — gav Thorstein til Thor og kaldte ham Thorgrim; han sagde, han skulde være Hovgode.” Dette blev han ogsaa (Frøjsgode). Paa samme Maade skal det mulig ogsaa snarest forstaas, naar nogle Haandskrifter af Landnámabok ved Omtalen af det Blot, Thorolf Mostrarskjægs Søn Hallstein gjorde til Thor for at faa Træ til Højsædestøtter, lægge til ”gaf þar til sun sinn”[12]. Dette har da maaske været Sønnen Thorstein, senere navnkundig under Tilnavnet Surt, den eneste Søn Eyrbyggja Saga tillægger ham. Af Thorstein Surts tre ægtefødte Børn hed Sønnen Thorarin, en af Døtrene Thordis.


Naar man nøjere fæster Opmærksomheden paa de med bestemte Gudenavne sammensatte Personnavne, vil det strax bemærkes, at det ikke er snart én, snart en anden af de i Eddaerne nævnede Guder, hvis Navn benyttes, men i det hele taget kun de 3 Guders : Thors, Odins og Frøjs.


Det er af megen Betydning, at vi saaledes ud af selve Folkelivet kunne fremdrage et Vidnesbyrd om disse tre Guders Tilbedelse fremfor de andre, der nøje svarer til det, der, som ovenfor vist, syntes at foreligge ved de skriftlige Efterretninger om Gudebillederne i Gudehovene, ligesom ogsaa til, at Løfter i Sagaerne findes henvendte særlig til Thor, Odin og Frøj og at Saxe knytter Gudedyrkelsen i Hedenold særlig til Thor og Odin[13]. Men Overensstemmelsen og derved Betydningen viser sig saa meget større, idet Forholdet mellem de tre Guders Tilbedelse her tegner sig ganske som hist.


Se vi saaledes hen til den islandske Landnámabok, der frembyder et saa overvældende rigt Forraad af Navne vil det bemærkes, at medens der heri findes c. 30 forskjellige Mands- og 21 forskjellige Kvindenavne sammensatte med Thors Navn og fordelte henholdsvis paa næsten 800 og 300 Individer, findes af Navne sammensatte med Frøjs kun 2 Mands- og 1 Kvindenavn, fordelte paa 2 Mænd og 2 Kvinder. Af Sammensætninger med Odins Navn findes i Landnáma slet ingen[14].


Det saas ovenfor af Citatet efter Grænlands annáll, at man allerede tidligt har lagt Mærke til, i hvilken overvejende Grad Thors Navn fremfor de andre Gudenavne er blevet benyttet i Sammensætninger; ogsaa Snorre har haft Øje herfor[15]. Runestenene vidne om, at Forholdet har været aldeles tilsvarende i Danmark og Sverige[16]; ved Siden af Thors Navn forekommer Frøjs Navn kun meget sjældent i Sammensætninger. Foruden Kvindenavnet Oþintisa paa en vestmanlandsk Runesten, der ender, med en kristen Bøn[17], forekommer af Sammensætninger med Odins Navn kun ”Upinkaur” paa en jydsk Runesten[18]. Dette Navn synes imidlertid ikke at have været sjældent i Danmark; vi finde det i Slutningen af det 10de og i Begyndelsen af det 11te Aarh. som Navn paa tvende ansete Bisper henholdsvis i Odense og i Ribe, og det forekommer under Hardeknud, Magnus den gode og Sven Estridsen som Navn paa Møntmestre i Roskilde, Odense og Lund samt i London (under Hardeknud). Som en mærkelig Sammensætning med Odins Navn, der dog ikke forekommer paa de hidtil opdagede Runestene, kan anføres Navnet Ovdenkarl paa en i London under Hardeknud præget Mønt, hvilket Navn i hele sin Sammensætning kunde antages laant fra Guden. Dette Navn har næppe været saa meget sjældent, da vi endnu 1407 finde en ”Villanus” i Skanør, som i sit Sigil fører Navnet PETER ODENKARLESSO(N), ihvorvel han i Diplomet, det hænger ved[19], kun kaldes Peder Karlssen.


En ligefrem Opkaldelse efter Guden uden Tilsætning af et andet Navn kan sikkert ikke have fundet Sted, medens Hedentroen stod i sin fulde Kraft. Men ej underligt er det, at da Troen paa de hedenske Guder efterhaanden helt taber sig, gaar deres Navne over til at blive almindelige Personnavne, hurtigst maaske i de kristne Lande udenfor Norden, hvor Nordboerne nedsatte sig, og hvor vi saa tidligt som under Knud den store og Edvard Konfessor træflfe Odin og Thor (ɔ: Thord?) som Navne paa Møntmestre i York[20]. I et Diplom fra 1164 forekommer her i Danmark Othen filius villicus de Autheruth (Auderød i Strø Herred paa Sjæland[21], i et fra 1257 Peter Othensøn, canonicus Roskildensis[22].


De Vidnesbyrd om Gudetroens Fremtræden i Folkelivet, der ere søgte paaviste ved Personnavnene, blive i høj Grad støttede, naar vi sammenholde Personnavnene med en anden Gruppe af Navne: Stedsnavnene. Det vil nemlig ikke blot strax bemærkes, at Gudenavnene ogsaa i disse spille en ikke ubetydelig Rolle, men det vil tillige ses, at vi her træffe paa det selv samme Forhold mellem Gudenavnenes Brug som ovenfor, idet Thors Navn er benyttet i en langt overvejende Grad fremfor de andre Guders ligesom det ved Siden af Thor fortrinsvis er Odin og Frøj, om hvis Tilbedelse der ad denne Vej kan fremdrages Minder.


Det kan vel være muligt, at adskillige med Gudenavne sammensatte Stedsnavne minde om, at Stedet har ligget til et efter denne eller hin Gud nævnt Hov, til dettes Opretholdelse eller til Godens Underhold[23], men det er ej mindre sandsynligt, at det har været Skik blandt ivrige Blotmænd at ære Guden paa den Maade, at de ligesom helligede deres Ejendom til ham ved at give den hans Navn, uden at Ejerne derved frasagde sig Brugen og Nytten deraf[24]. Tydeligst fremtræder denne Skik ved Stedsnavnene i det gamle Norden og navnlig — hvad der har en særegen Betydning — i dettes Hovedland: Danmark.


Vi kunne her i Landet, Sønderjylland og Skaane medregnede, for Tiden træffe henved 80 Byer med Navne som skrives: Taarup — Taastrup — Thorup — Thorstrup — Torup — Tostrup og Töstrup — og hertil knytter sig andre som: Thorsager — Thorsballe — Thorsbjerg — Thorshavn — Thorsholm — Thorsholt — Thorslunde — Thorsløkke — Thorsmark — Thorsminde — Thorsnæs (Taars) — Thorsted — Tørrild osv. — Vel kan det paavises om flere navnlig af de med Torp sammensatte Navne, og formodes om andre, at de ere sammensatte med Personnavne som Thord, Tove, Thorer og Thorstein eller udvidede fra Torp (Taarup)[25], men der bliver dog ogsaa af ”Torperne” et meget betydeligt Antal tilbage, hvorom vi ere berettigede til at formode, selv om det sjældnere kan paavises, at de ere sammensatte med Gudenavnet Thor. Disse Stedsnavne vise sig fordelte over hele Landet; men ere dog ingensteds saa hyppige som i Nørre-Jylland. Sammenholdt med de mange Thorstorper[26] findes kun 5 Frøs (ɔ: Frøjs)-torp og 1 Odinstorp (Ondrup), men vi finde dog ogsaa disse tvende Guders Navne i Stedsnavne som Frölunde, Frøbjerg, Onssted, Onsbjerg, Onsild (Vonsild) Odense, Onsved o. s. v.


Stedsnavnene i Sverige stemme i de paaviste Forhold fuldstendig overens med de danske, men paa Grund af ”Torpernes” Sjældenhed, savne vi her næsten helt Sammensætningen Thors-torp[27]. I Norge synes i det hele taget Sammensætninger med Gudenavne i Stedsnavnene at være sjældnere og andre Gudenavne synes at fremkomme ved Siden af Odins og Frøjs (Uller, Balder, Frigg,) om end Thors beholder Forrangen. Paa Færøerne blev ”Thorshavn” den vigtigste Ankerplads, og i Nærheden heraf holdtes Færingernes Ting, men ihvorvel Thors Navn ogsaa paa Island forekommer i Stedsnavne, er der dog paa denne — i Overensstemmelse med Forholdene i Norge — bevaret forholdsvis faa Minder om hin gamle Opkaldelsesskik efter Guderne. Derimod træder den i rigt Maal frem i de væsentligt af danske bebyggede Dele af England, samt i Nordmandiet. Thors Navne spiller ogsaa i disse Lande den mest fremtrædende Rolle, nogle enkelte. Sammensætninger forekomme med Frøjs Navn (i Normandiet findes alene Stedsnavnet Tur-ville i vore Dage 10 Gange, Fre-ville 2 Gange)[28]. Odins Navn har man Vanskelighed ved at paavise.


Nordboernes Tilbedelse af Thor fremfor de andre Guder, som saaledes ogsaa stærkt træder frem i deres Færd udenfor Norden faar en betydningsfuld Støtte ogsaa gjennem de fremmede Skribenter, naar vi hos Angelsaxerne finde anført, at de Danske satte Thor højest som Guddom[29] og naar den nordmanniske Historieskriver Dudo i det hele kun ved at tale om Nordmannernes Dyrkelse af Thor. Men vi ville se den saa meget mere stadfæstet i Belysning af den nordiske Oldtid selv gjennem Runemindesmærkerne. Det er vel hidtil kun paa de danske Runestene, at Indskrifterne vise Paakaldelse af de hedenske Guder med Ord, og Tallet paa dem, hvis Læsning i denne Henseende er sikker[30], er for Tiden kun to, Glavendrup- og Virringstenen; men dog maa det, at de begge paakalde Thors Navn, sammenholdt med at den ene er fynsk (Glavendrup), den anden jydsk (Virring) siges bestemt at tyde hen paa, i hvilken særlig Grad Nordboerne have sat deres Lid til Thor og tilbedt denne Gud. Dette kan ikke andet end vække vor højeste Forundring, naar vi se, hvorledes Odin i Eddakvadene fremstilles og prises som alle Tings Ophav (Alföðr), som ypperst af Guderne.


For at komme til Forstaaelse af dette mærkelige Forhold skulle vi nærmere undersøge, hvorledes Tilbedelsen af hver enkelt af de tre Guder, Thor, Odin og Frøj, som Minderne lade fremtræde som Nordboernes Hovedguder, tegner sig i sin Fremtræden i Folkelivet og derved i sit Væsen. Begyndelsen ville vi gjøre med den Guddom, hvis Dyrkelse har efterladt sig de dybeste Spor; kan Thors-Dyrkelsen fremstilles i klare Træk, vil der være vundet en betydningsfuld Baggrund for Betragtningen af de tvende andre Guders Tilbedelse. —


Til Forstaaelse af Thors-Dyrkelsen og dens gjennemgribeude Betydning give Eddakvadene os en Nøgle, som vi strax ville benytte. Det er Betegnelsen af Thors Plads i Gudernes Række som Miðgarðs Véurr.


Ved ”Miðgarðr” forstode Nordboerne den af Mennesker beboede Del af Verden, egentlig var det Hegnet om denne, hvilket Guderne ifølge Grimnismål (Vers 41) dannede af Ymers Øjenbryn til Værn mod de udenfor boende Thurser og Jætter. ”Véurr” er Indvieren, den, der paakaldes til at ”vigja”, til at hellige og saaledes til at beskytte. Miðgarðs Véurr finde vi som Betegnelse for Thor i det formentlig ældste af Gudekvadene, Völuspá (Vers 62), og et af de andre, Hýmiskviða, bruger ligefrem Véurr som Navn istedenfor Thor. ”Vinr verliða (Menneskehedens Ven), Véurr heitir sá”, hedder det om ham i Vers 11 i dette Kvadd.[31]


Som Miðgarðs Véurr, den Gud der helliger og beskytter Menneskeheden ”sá er öldum bergr” (Hýmiskviða Vers 22) se vi Thor fremfor nogen anden Gud værne Miðgarð mod dets Beboeres Fjender, Thurserne og Jætterne, og som Miðgarðs Véurr raader han fremfor nogen anden Gud for Menneskenes Liv, vier Hjemmet og hver dets Syssel. Derfor traadte i en Tid, da den nordiske Gudetro stod i sin fulde Kraft netop Tilbedelsen af Thor frem ved saa mange Lejligheder i det daglige Liv, og derfor efterlod netop den sig saa mange Minder. Men det har aabenbart Betydning i en langt højere Grad, end man hidtil har haft Øje for, at fastholde hin Gudekvadenes Betegnelse af Thor som Miðgarðs Véurr som Kjærnen i denne Guds Tilbedelse. Ved kun at se en enkelt Side af hans Tilbedelse deri, løber man let Fare for at misforstaa, eller rettere man forstaar slet ikke Thors-Dyrkelsen i og for sig, som lige over for Dyrkelsen af de andre Guder — hvad det viser sig alt at have været Tilfælde i Tider, der ligge Aarhundreder nærmere ved Hedentroen end vor Tid.


Fig. 1. Hanningstenen

For at blive vaer, i hvilken Grad Troen paa Thor som Miðgarðs Véurr gjennemtrænger Minderne om hans Tilbedelse, er det af Betydning først og fremmest atter at ty til de Mindesmærker, der mere end andre tale til os i selve den hedenske Gudetros Aand: Runestenene[32].


Som nys omtalt finde vi paa disse Thors Navn paakaldt tvende Gange. Paa den jydske Virring -Runesten, (fra Virring Sogn, Ø. for Randers, Sønderhald Herred) lyde, Ordene:
ÞUR UIKI ÞISI KUML.
paa den fynske Glavendrup-Runesten (Skamby Sogn N. for Odense, Skam Herred,) lyde de:
ÞUR UIKI ÞASI RUNAR.


Fig. 2. Læborg runestenen

Det kunde ved første Øjekast vel menes, at vi her havde Minder ikkun om en for den enkelte Mand eller for den enkelte Egn egen Tilbedelse af Thor, men med Betegnelsen af Thor som Miðgarðs Véurr i Minde, vil det let ses, hvor tydelig denne, den nordiske Gudelæres Bestemmelse af Thor, ved Ordene ÞUR UIKI (oldn. vígi) træder frem gjennem hver enkelt af de tvende Indskrifter, og hvor rodfæstet den viser sig i Folkebevidstheden, naar begges Vidnesbyrd tages sammen. Gjennem de faa fyndige Ord fremlyser paa en saare betegnende Maade det højtidelige og det tillidsfulde ved Paakaldelsen af Guden til at skjærme det Mindesmærke, der skulde bære den Afdødes Navn til Efterkommerne.


Fig. 3. Stenqvista runestenen

Det sagdes ovenfor, at Glavendrup- og Virring-Runestenen vare de eneste Runestene, paa hvilke vi fandt Thors Navn paakaldt. Men ihvorvel ikke udtrykt med Ord fremtræder dog Mindet om Tilbedelsen af Thor, og det netop som Miðgarðs Véurr ej mindre i Hedentidens Aand paa andre Runestene. I Steden for med Ord finde vi nemlig ogsaa hans Paakaldelse til at vie Mindesmærket udtrykt symbolsk ved et efter det Thor egne Værge, Hammeren Mjølner, dannet Tegn. Exempler herpaa ere hidtil for Danmarks Vedkommende tvende nørrejydske Runestene: Hanning-Runestenen — Brudstykke (tilhugget som Kvadersten) i søndre Kormur af Hanning Kirke Ø. for Ringkjøbing (Bølling Herred), — og den sandsynligvis til Jellingkredsen hørende Læborg-Runesten, paa hvilken Rhafnuka-Tufi huggede Runer efter Thyre Dronning sin (Fig 2), Begge Stene vise Hammeren, som det af Afbildningerne ses, i en aldeles umiskjendelig Form:[33] paa den først nævnte er den ristet umiddelbart efter den egentlige Indskrifts Slutning, paa den sidst nævnte ved Enden af begge Linierne, der staa hver paa sin Side af Stenens Ryg.


Men af særlig Interesse er det, at ved denne symbolske Paakaldelse af Thor ville ogsaa de forholdsvis yngre Runestene med de egentlig ”nordiske” Runer i Sverige ses at frembyde Minder om Gudetroen og slutte sig til de danske, netop hvad Thors Tilbedelse angaar. Hammertegnet træder saaledes — om end det ornamentale ses at have spillet en vis Rolle med ved dets Anbringelse, hvilket aldeles ikke er Tilfældet paa de danske Runestene — tydeligt frem paa to södermanlandske Runestene: Stenqvistastenen[34] (Fig. 3) og Vestermostenen[35], paa hvilken Hammerhovedet vender op ad, samt paa den vestergötske Grästorpsten[36]; og — hvad senere nærmere skal begrundes — muligt ogsaa paa Sanda- og paa Högstastenen[37] fra Södermanland foran Ormebaandet, der bærer Indskriften, idet Hammeren danner ligesom Ormens Tunge[38] (Fig. 4).


Fig. 4.

Som Tilbedelsen af Thor fremtræder paa Runestenene er den altsaa et direkte fra Hedenold hentet Vidnesbyrd om Troen paa ham som Miðgarðs Véurr, og vi kunne med denne for Øje overhovedet ikke vente at finde nogen anden Gud paakaldt paa Runestenene, eftersom dette næppe skete uden for at bede Fig 3. Guden vie Mindesmærket. Med Runestenenes Paakaldelse af Thor som Støtte skulle vi i det følgende søge at vise, hvorledes Thor gjennem andre ved Sagn og Skikke bevarede Minder om hans Tilbedelse, baade knyttede til hans Navn og hans Hammertegn, stedse viser sig i Overensstemmelse med Gudelærens Betegnelse af ham som Miðgarðs Véurr som Véurr for Livet, Hjemmet og hver dertil knyttet Syssel.


Som Menneskelivets Véurr, den Gud, der skjærmer Livet og vaager over dets uforstyrrede Lykke, fremtræder Thor paa den tydeligste Maade ved Nordboernes foran paaviste Skik at knytte hans Navn til Personnavnene. Thors Beskyttelse er derfor sikkert almindehgt bleven paakaldt, naar Barnet ved Vandøsningen fik Navn, ligesom det ej er usandsynligt, at det ved denne Lejlighed er bleven viet til Livet ved en symbolsk Anvendelse af Thors Hammer.[39] Men ved Siden af en saadan ligefrem eller symbolsk Paakaldelse af Thor var det ganske naturligt, at Gudens Beskyttelse maatte antages saa meget kraftigere, naar hans Navn hele Livet igjennem knyttedes til det Navn, der gaves Barnet. Naar Barnet saaledes viedes til Thor fulgte deraf ingenlunde, at det senere i Livet var forpligtet til at tilbede denne Gud fremfor de andre; betegnende i denne Hensende er det, at den oven omtalte Thorgrim, som Sagaen udtrykkelig omtaler som viet til Thor af Faderen Thorstein Torskebider, bliver Frøjsgode.


Som Livets Véurr se vi Nordboerne paakalde Thor i Sygdom, Nød og Livsfare.”Si pestis et famis imminet Thor ydolo lybatur”, fortæller Adam af Bremen om hans Billede i Upsalahovet. — Den til Grønland udvandrede Thorfinn Karlsefni lider Hungersnød, han paakalder da Thor ”sinn fulltrui” og digter et Kvad til ham. — Skjønt Helge den magre var ”mjök blandinn i trú” og tilbad baade Thor og Krist, hedder det dog, at han stedse, naar Sørejser og andre med Farer forbundne Foretagender forestode, paakaldte Thor.[40]


Skjønt Thor ved Daaben var paakaldt for hele Livet, var der et betydningsfuldt Øjeblik i dettes Udvikling, da Paakaldelsen af Thors viende og skjærmende Kraft med Højtidelighed fornyedes. Det var naar Livet i en ny Form skulde udfolde sig for Manden og Kvinden ved deres Forening som Brudgom og Brud. Det tydeligste Vidnesbyrd herom foreligger i et af selve de gamle Gudekvad. Hamarsheimt eller Þrymskviða. Da Thrym skal vies til den formentlige Frøja byder han:


Berið inn hamar,
brúði at vigja,
leggið Mjöllni
i meyjar kné,
vígið okkr saman
Várar hendi.[41]


Det var aabenbart dette Øjeblik, da Hammeren lægges i Brudens Skjød og vier hende til ”husfreyja”, der fra først af havde foresvævet Loke i hans snilde Plan. Med Hamarsheimts Vidnesbyrd for Øje er det næppe uden Betydning, naar ved Bryllupsgildet i Herrauds og Boses Saga (Kap. 12) Thors ”Minni” drikkes før end de andre Guders — og det var vel ikke saa aldeles usandsynligt, at netop Tanken om, at Bryllupet ej var gyldigt, uden at Thor havde viet det, ligger bag ved Eddakvadet Alvissmál. Mærkes kan det ogsaa, at det norske Folkesagn om Ureböurden[42] har knyttet Thors Vandring paa Jorden netop til tvende Bryllupshøjtider. — Alfhilds Giftermaal med den hundvise Jætte (Gautreks Saga Kap 7) havde været Thor imod: derfor lader denne sin Harme gaa ud over deres Søn Stærkodder, hvem han nægter Afkom, nægter Hjemstavn, nægter et hæderligt Eftermæle og at have nogen Glæde i Livet ubeskaaret, hvilket vi alt se Thor raade for som Livets Véurr.


Vi have set den højtidelige Paakaldelse af Thor som Véurr træde frem ved Navnefæstet og fornys ved Bryllupet, vi skulle endnu for sidste Gang møde den ved Gravfærden — hvad senere skal vises endog gaaende forud for denne i selve Dødens Stund.


Her kommer ogsaa et af, de gamle Gudesagn os til Hjælp, Mythen om Balders Baalfærd, der er opbevaret i Snorres Edda. Da Baalet var antændt, efter at Nannas Lig var lagt paa Skibet ved Balders Side, træder Thor frem — fortælles der — og vier Baalet med sin Hammer. Trods Sagaernes Tavshed er det vistnok meget sandsynligt, at en lignende Ceremoni har været almindelig i Norden ved Ligbaalets Antændelse eller Ligets Nedlæggelse i Graven, idet man derved lyste Fred over Graven og viede den Afdødes jordiske Levninger til den Guds Beskyttelse, der havde skjærmet ham i levende Live. En saadan Formodning støttes i en betydningsfuld Grad ved Runestenene, idet disse vise, at man har paakaJdt Thors viende Beskyttelse endog over den lukkede Gravhøj, saa vel som over den Mindesten, der skulde bære den afdødes Navn til fjærne Slægter (“kuml þusi” som Thor paa Virringstenen paakaldes til at vie, omfatter saaledes Høj og Sten i Forening). At den fynske Glavendrup-Runestens Forbandelse over Mindesmærkets Forstyrrer: AT RITA SA UARÞI IS STAIN ÞANSI AILTI IÞA AFT ANAN TRAKI støtter sig til Troen paa Thor som den Mindesmærket og Graven viende Guddom er tydeligt ved den foregaaende Paakaldelse af ham, men ikke usandsynligt ligger den selvsamme Tro, om end ikke Gudens Paakaldelse fremtræder i Ord eller ved Hammertegn, bag ved den sjælandske Tryggevælde-Runestens :


SA UARÞl AT RITA IS AILTI STAIN ÞANSI
IÞA HIÞAN TRAKI.

den jydske Skjern-Runestens:

SIÞI SA MANR IS ÞUSI KUBL UB BIRUT

og den skaanske Glimminge-Runestens

UIRÞI AT RATA HUKS UBRIUSTI.


Samtlige disse Stenes Tilknytning til ”Høje”, hvad der dels fremgaar af Indskriften, dels af Fundomstændighederne, berettiger os nemlig til at henføre dem til den hedenske Tid.


Thors Paakaldelse til at vie Mindesmærket viser, at hans Betydning som Menneskelivets Véurr paa den skjønneste Maade fortsætter sig ud over dette. Thi derved skjærmer og bevarer han det, hvorfor Nordboen havde levet, det han havde sat som Livets højeste Maal — Eftermælet.


Thors Tilbedelse som Véurr for Hjemmet har efterladt sig et mærkeligt og betegnende Minde i Stedsnavnene, idet ligesom ved Personnavnene Gudens Beskyttelse naturligt maatte antages saa meget kraftigere, naar hans Navn knyttedes til Hjemmet, og som ovenfor vist forekommer ingen Guds Navn tiere i denne Forbindelse end netop Thors. I Fortællingen om Asbjörn Rörketilsøn, der helliger sit Landnam til Thor og kalder det Thorsmark, foreligger et direkte Vidnesbyrd om hin Skik, og det er i fuld Overensstemmelse hermed, at de islandske Landnamsmænd blote til Thor fremfor til nogen anden Gud, for at han skal anvise dem, hvor de skulle opslaa deres ny Hjem. Selv om den før omtalte, i Troen vaklende, Helge den magre høre vi, at han ej, da han kom til Island glemte, at det var Thor, til hvem han skulde ”ganga til frétta, hvar land skyldi taka”, ligesom vi saa ham ikke glemme Thor som sit Livs Véurr.


Som Hjemmets Véurr viser Thor sig fremdeles gjennem en anden ejendommelig Skik, med hvilken vi ogsaa stifte Bekjendtskab ved Fortællingerne om Nordboernes Landnam paa Island. — Vi høre nemlig atter og atter, hvorledes Landnamsmændene fra deres gamle Hjem fremfor alt medtage deres Højsædestøtter (öndvegissúlur, setstokkar), og hvorledes de, saasnart de nærmede sig det Land, hvor de paa ny skulde fæste Bo, kastede disse i Havet, for at de af Bølgerne kunde føres op paa Kysten og saaledes hellige Landnamsmændene det ny Hjem. Grunden til denne til Højsædestøtterne knyttede Overtro, der lader dem fremtræde som ”særdeles hellige, man kunde næsten sige som et Slags Husguder”.[43] fremgaar tydeligt af Eyrbyggja Saga, hvor vi, mod hvad der ellers er Tilfældet i Sagaerne, finde en Landnamsmands Højsædestøtter nøjere beskrevne. Om de Højsædestøtter, Thorolf Mostrarskjæg tog med fra sit Hov i Norge, hedder det nemlig, at der paa dem fandtes udskaaret Billeder af Thor. Dette har sikkert været Tilfælde med Højsædestøtterne i Almindelighed. At man kaster Højsædestøtterne med Thors Billede overbord svarer vel til den forudgaaende Paakaldelse af ham, saa snart man fik Land i Sigte. Der fortælles, at man havde hans Billede i Skibets Forstavn, og det er ogsaa ham, der viser Landnamstedet, naar man i Steden for at kaste Öndvegissulerne overbord følger den Anvisning, Skibsstavnen giver efter den Retning, hvori den peger mod Land[44] — vel sagtens i det Øjeblik Thors viende Bistand ved Landnamet er paakaldt. Betegnende er det ogsaa, at da Hallstein, Thorolf Mostrarskjægs Søn vil rejse sin Gaard ved Torskefjorden bloter han til Thor, for at han skal sende ham Træ til Højsædestøtter.[45] En 63 Al. l. og 6 Al. tyk Træstamme skyller op paa Strandbredden, og af denne fik ikke blot Hallstein sine Højsædestøtter, men næsten i hver Gaard om Torskefjorden rejstes Højsædestøtter af det Træ, Thor selv havde sendt, og som derfor maatte antages i en særegen Grad at knytte hans viende Beskjærmelse til Huset. — Overfor Formodningen om, at Thors Billede almindelig har været fremstillet paa Højsædestøtterne, er det af Interesse, at vi selv ved Fóstbræðra-Sagas Omtale af Kjærlingen Grimas ringe Hytte høre, at hendes Sæde er prydet med et Billede af Thor. ”Eptir er enn nakkhvat fyrnsku Grimu”, siger Thordis,”er Þórs likneski skorit á stólbrúðum hennar med hamri sinum”[46]. Muligvis har ikke altid, navnlig ved de mindre Sæder, Setstokken været prydet med et helt Billede af denne Gud, men Fremstillingen af hans Hammertegn ogsaa her været af tilstrækkelig viende Betydning. Det kunde være — hvad senere skal paavises — at der er bevaret os et synligt Minde netop om en saadan Udskjæring af ”Setstokken”.


Hvorom al Ting er, synes det indlysende, at det har været af en særegen Betydning, at den Gud, der værnede og beskyttede Hjemmet, var fremstillet paa Husbondens Højsæde baade i hans Gaard og i hans Hov, den Plads hvorfra Hjemmet og alle dets Anliggender styredes, og som først efter Husbondens Død indtoges af en anden — den til hvem Gaarden med al dens Tilliggende gik i Arv.[47]


Som Hjemmets Véurr bliver Thor Véurr for de dertil knyttede Ejendele. Det er ret oplysende for Forholdene i Norden, at vi i de gamle tydske Love finde Bestemmelser, ifølge hvilke Hammerkast helliger Besiddelsen af en Ting.[48] Thor viser sin Vrede ved at volde Ejendomstab; saaledes berøvede han Thorgils Orrabeinsstjúpr en gammel Oxe, da han havde svigtet ham for Krist (Floamanna Saga Kap. 20). Paa en mærkehg Maade fremtræder denne Thors Betydning som Ejendelenes Beskytter i de gamle Gudekvad ved den Strofe af Hárbarðsljóð, der fortæller, at Thor efter Døden, ”á þræla kyn”. Da Trællene vare menneskelige Væsener, var deres Liv ikke endt med Døden, men de kunde ej modtages i Odins Hal. En anden Gud maatte huse dem, og da Trællene betragtedes som rørligt Gods faldt dette ganske naturligt i Thors Lod, der fremfor nogen anden vaagede over Ejendommen.


Som Véurr for Menneskelivet og for det Hjem, hvortil det er knyttet, bliver Thor Véurr for hver i Forbindelse med Hjemmet staaende Syssel, og ej blot for hver Syssel, der er af Betydning for det enkelte Hjem, men for Bygden, for Landet i det hele taget. Som Bevarer af Hjemmets, Landets Ro og Fred bliver Thor den Gud, der raader for Fredens Velsignelser, for Velstand og den huslige Lykke. Intet Under da, at han fremfor nogen anden Gud nævnes som ”Landáss”.


Mindet om Thor som Véurr for den hjemlige Syssel fremtræder tydeligt ved at den Fest, der holdtes, naar det nye Aar stod for Døren, — Julen med det store Midvinterblot, Nordboernes største Højtid — blev holdt til Thors Ære. Thor skulde vie det nye Aar, man blotede til ham, for at han skulde bevare Freden og skjænke en mild Vinter (til friðar ok vetrarfars), for at han skulde skjænke sin Velsignelse til at Aaret bragte god Afgrøde (til gróðrar, til árs) —”Thor tordner ikke for at ødelægge vor Jord, men for at velsigne den (N. M. Petersen)”. —


Ved Julegildet tømtes Bragebægeret (Bragarfull) hvorved Løfter aflagdes om Mandomsgjerninger i det kommende Aar. Ejeformen ”Bragar” — af Nævneform Bragr — der er den almindeligste og ældste, synes at tale imod, at Nordboerne oprindelig have tænkt paa Guden. Bragi, hvis Navns Tilknytning til dette Bæger ogsaa i og for sig er noget forunderlig, saa meget mere som Løfterne stedse synes aflagte i prosaisk Form. Vi finde vel Thor i Gudekvadene nævnet Asabragr, men at antage hint Bragr for en Forkortelse af dette Navn for Thor gaar næppe an, rimeligst er Bragr at opfatte som et ligefrem Hovedord betegnende som oftere: Bedrift, Stordaad; Bragarfull altsaa ”Stordaadsbægeret” eller i Almindelighed et Bæger, hvortil et højtideligt Løfte under Paakaldelse af Guderne knyttedes. Men tænker man sig dette Bæger tømt under Paakaldelse af en eller anden Gud, hvem skulde da snarere paakaldes til at vie Løftets Bæger end netop Thor? I at Bragarfull fortrinsvis — og derfor snarest oprindelig — er knyttet til Gildet til Thors Ære ved det gamle Aars Afslutning og det nyes Begyndelse ligger allerede en Støtte for Antagelsen af, at Thor her virkelig blev ihukommet enten ved Ord eller ved en symbolsk Betegnelse.


Den, der tømte ”Bragarfull” holdt samtidigt Haanden paa den fremledte levende ”Sónargöltr”. Det er almindeligt antaget, at denne Galt var et Offer til Frøj, en Antagelse man støtter paa den Omstændighed, at Frøj ifølge den yngre Edda besad Galten Gullinbursti, paa hvilken hin Galt derfor mentes at være Symbol. Yderligere Bekræftelse herpaa kunde man vente at finde i følgende Fortælling i Hervarar Saga Kap. 12:


“Hejdrek Konge blotede Frøj, sin største Galt havde han bestemt skulde tilfalde Frøj. Man ansaa denne Galt for saa hellig, at over dens Børster skulde alle højtidelige Edsaflæggelser foregaa; denne Galt skulde blotes ved ”Sonarblotet”. Juleaften skulde Galten ledes ind i Hallen foran Kongen, da lagde Mænd deres Hænder over dens Børster og gjorde Løfter”. — Efter en anden Kodex lyder dette Sted imidlertid saaledes:


“Hejdrek Konge blotede Frøja. Han lod opføde en stor Galt, der var paa Størrelse med de største Tyre, men saa fager, at hver Børste paa den tyktes at være af Guld. Man ansaa denne Galt for saa hellig, at over dens Børster skulde alle højtidelige Edsaflæggelser foregaa. Denne Galt skulde blotes for et lykkeligt Aar (“til árbotar”) i Begyndelsen af den Maaned, som hedder Februar; da blotede man for Held og Lykke (“til farsældar”). Juleaften skulde Galten o. s. v. som ovenfor. —


Af de anførte Varianter synes trods Overdrivelserne i visse Retninger Minderne om Julehøjtiden og dens Betydning at træde tydeligst frem i den sidste, men her se vi Sonargalten helliget Frøja. At finde Frøja for Frøj kan ikke antages for en tilfældig Skrivfejl, den forskjellige Angivelse har en dybere Grund: Uklarhed hos Sagafortællerne om hvem Galten Gullinbursti egentlig var helliget, og som Symbol paa denne have de, ligesom Tilfældet blev i senere Tider, uvilkaarligt opfattet Julegalten. Denne Uklarhed træffe vi nemlig endog i Kilderne til vor Mythologi. Hyndluljóð i den ældre Edda tillægger Frøja Gullinbursti, idet tillige dens andet Navn Hildisvini anføres, ligesom ogsaa Navnene paa de to Dværge Dáinn og Nabbi, der havde forfærdiget den. Den yngre Edda tillægger Frøj Gullinbursti og angiver den forarbejdet af Dværgene Brok og Sindri. Disse tvende Dværgenavne forekomme ikke mellem Dværgenavnene i Völuspá, hvilket derimod er Tilfældet med Dáinn og Nabbi. Snarest bør man derfor antage Hyndluljóðs Fremstilling for den oprindelige.


Men det vilde dog i det hele være underligt, om Bragarfull skulde være blevet viet til én Gud og sónargöltr til en anden, medens selve Julehøjtiden holdtes til Ære for en tredje. Da Julegaltens Fremleden ses at have været det egentlige højtidelige Øjeblik ved Julegildet, og den stedse nævnes ikkun som sonargöltr (ɔ: Sone- eller Offergalten), ligger det meget nær at antage den for det egentlige Juleoffer viet til den Gud, til hvis Ære Julegildet blev foranstaltet[49]. Naar vi se Nordboen, idet han tømmer Bragarfull og aflægger Løftet, holde Haanden paa Offerdyret, synes ogsaa deri at ligge en Antydning af, at det er én og samme Guddom, der staar for hans Tanke ved begge disse i nøjeste Forbindelse staaende Handlinger. — Er denne Gisning rigtig, at Bægeret og Oftergalten ligesom selve Offerfesten i det mindste oprindelig var viet samme Gud, vil der derved være opnaaet en indre Overensstemmelse mellem de til Julegildet knyttede Skikke, som vil lade den til Thor helligede Højtid træde frem i et langt mere bestemt og klart Lys end hidtil.


Thors Paakaldelse som Véurr for enhver Syssel, der er af indgribende Betydning for Hjemmet, for Bygden viser sig fremdeles ved den Maade, paa hvilken Mindet om denne Guds Tilbedelse er knyttet til ”Tinget”. At Goden, der viede Tinget, har paakaldt hans Navn, for at han skulde vaage over en rolig Tilendebringelse af denne betydningsfulde Handling, er sandsynligt, saa meget haardere var derfor ogsaa Straffen for den, der vovede at bryde Tingfreden eller krænke den Plads, de hellige Tingbaand (vébond) og Tingstokkene begrænsede[50]. Noget direkte Vidnesbyrd om en saadan Paakaldelse af Thor i Anledning af Tinget foreligger ikke, vel høre vi, at Gudbrandsdølerne føre Thors Billede med paa Tinge (S. Olafs h. helga i Heimskringla : Kap: 118 — 19), men Anledningen turde være helt særegen, saa vi ej ret efter dette ene Exempel tør slutte til noget almindeligt, om det end efter Omtalen af hint Gudebillede, som det stod i Hovet, kunde antages, at i alt Fald det oftere førtes ud i fri Luft. Imidlertid turde der foreligge et tilstrækkeligt betegnende indirekte Vidnesbyrd om Thors Paakaldelse som Tingets Véurr i, at den Dag i Ugen, der var helliget ham, fremfor nogen anden valgtes til Tingdag. Det var saaledes bestemt, at det islandske Alting skulde vies en Thors-Dag, men vi kunne følge denne Skik tydeligt i de andre nordiske Lande, hvor f. Ex. i Norge den samme Dag var fastsat for Gulatingets Begyndelse fra gammel Tid[51], ligesom lignende Forhold viser sig i Danmark. Af Interesse for vort Fædrelands Vedkommende er det, at medens det hidtil i denne Fremstilling har været Jylland og Fyn, der have haft Overvægten i lokale Minder om Thors-Dyrkelsen, kunne de i dette Tilfælde paavises for Sjæland og maaske for Laaland og Falster klarere end for nogen af de øvrige Landsdele. Følgende Liste over de Dage, paa hvilke Herredstingene — de Ting der stode i den ældste og nøjeste Forbindelse med Folkelivet — holdtes paa Sjæland, Laaland og Falster i Middelalderen, vil tilstrækkeligt vise deres særlige Tilknytning til Thors-Dagen, som et Minde om Hedenolds Gudetro[52].


Sjæland.

Baarse Herreds Tingdag
Hammer Herreds
Faxe Herreds
Stevns Herreds
Bjeverskov Herreds
Tybjerg Herreds
Ramsø Herreds
Sømme Herreds
Voldborg Herreds
Tune Herreds
Lille Herreds
Smørum Herreds
Stöfnæs (Sokkelund) Herred
Horns Herreds
Ods Herreds
Skippinge Herreds
Arts Herreds
Tusse Herreds
Merløse Herreds
Løve Herreds
Slagelse Herreds
Ringsted Herreds
Alsted Herreds
Flakkebjerg Herreds
Lynge Herreds (?)
Hjørlunde Herreds (?)
Strø Herreds (?)
Thorsdag
Thorsdag
Thorsdag
Thorsdag
Thorsdag
Thorsdag
Tirsdag
Mandag
Lørdag
Thorsdag
Mandag
Mandag
Thorsdag
Thorsdag
Lørdag
Lørdag
Thorsdag
Lørdag
Thorsdag
Thorsdag
Thorsdag
Thorsdag
Tirsdag
Thorsdag
-
-
- [53]


Laaland.

Musse Herreds Tingdag
Fuglse Herreds
Arning (Nørre) Herreds
Horselund (Sønder) Herreds
Thorsdag.
Tirsdag.
?
Thorsdag.


Falster.

Nørre Herreds
Sønder Herreds
Tirsdag.
Thorsdag.

At Thors-Dagen i Hedenold ved mange andre betydningsfulde Lejligheder end netop ved Tingets Afholdelse har været kaaret fremfor nogen anden Ugedag som særlig Tiende og lykkebringende for Menneskets Syssel og Dont, er meget sandsynligt. Man kunde saaledes formode, at Bryllupshøjtiden, der i Almindelighed varede en Uge, begyndte med Thors-Dagen, eller Thors-Dags Kvelden, hvilken Folketroen da ogsaa betegner som den, paa hvilken Thurserne fejrede deres Bryllup[54] ligesom sine Steder i Tydskland de fleste Brylluper falde paa Thors-Dagen.[55] Imidlertid foreligger herom ikke Minder i Sagaerne: i disse se vi derimod Bryilupshøjtiden begynde saa vel en Lørdag[56], som en Søndag og Mandag[57]. Men tilstrækkeligt henpegende paa Thors-Dagens Betydning for Nordboerne i Hedenold som en særlig Højtidsdag er den store Overtro, der hele Middelalderen igjennem til hen imod vor Tid har knyttet sig til denne Dag[58]. Som den første Sommerdag regnedes efter ”Grågås” altid en Thors-Dag.


Som formentlig paakaldt ved alle højtidelige Handlinger maatte vi ogsaa vente at finde Thors Navn nævnet ved Edsaflæggelsen paa den hellige Ring. Finn Magnusen og med ham Grimm have af den Grund aabenbart Ret, naar de mene, at i Edsformularen ”hjálpi mér svá Freyr ok Njörðr ok Ass hinn almáttki” ved Áss hinn almáttki forstaas Thor, om man end i en forholdsvis meget gammel. Tid mente, at der derved tænktes paa Odin[59]. Hin Betegnelse svarer meget til den anden ovenanførte Betegnelse for Thor: Asabragr. ”Áss” bruges enestaaende særlig om Thor[60], og det er derfor vistnok denne Gud der menes, naar Viga-Glum aflægger Eden og siger ”vinn ek hofseið at baugi og segi ek þat æsi —”.


Thors Paakaldelse som Véurr for den daglige Syssel har sikkert ved mange forskjellige — maaske de fleste — Lejligheder fremtraadt symbolsk ved Anvendelsen af en Hammer eller ved et til den svarende Tegn. Det er ikke muligt nærmere at bestemme, hvilke disse Lejligheder have været; det Par Gange Hammertegnets Anvendelse ved den daglige Syssel omtales i Sagaerne give os kun Antydning af, ikke Indblik i dets Brug. Bekjendt er Fortællingen i Hakon den Godes Saga i Heimskringla, hvori Hammertegnet omtales. —”Bønderne paa Hlade vilde tvinge Kongen til at tage Del i et Blotgilde. Jarlen Sigurd signer Bægeret til Odin og drikker Kongen til; denne gjør Korsets Tegn derover. ”Hvi,” raaber en Mand, gjør Kongen saa, vil han ikke blote?” ”Kongen gjør som alle, der tro paa deres egen Magt og Styrke,” lød Sigurd Jarls Svar, han gjorde Hammertegnet over Bægeret, før han drak.”[61] — De Ord, Sagafortælleren her har lagt Sigurd Jarl i Munden bør vistnok kun opfattes som et Vidnesbyrd om, hvorledes man paa Sagafortællerens Tid opfattede Hammertegnet. Thrønderne paa Hakons Tid behøvede ingen nøjere Oplysning af deres Jarl om Hammertegnet, og det anvendtes sikkert mindst af dem, der kun trode paa deres egen ”mátt ok megin”, og som aldrig blotede til Guderne.


Ogsaa som forvansket i Tidernes Løb foreligger i Snorres Edda Mindet om Hammertegnets Brug i Fortællingen om, hvorledes Thor hæver Hammeren over Bukkeskindene, hvorefter Bukkene staa lyslevende op. Vel hedder det, at han ved Udstrækningen af Hammeren ”vier” Skindene, men hans Hammer fremtræder dog ej anderledes end som en Tryllestav i dette Sagn.[62]


Mindet om Hammertegnets Anvendelse i det daglige Liv af vore hedenske Forfædre træder maaske tydeligere frem, end man egentlig har vovet at antage, gjennem Korstegnets Anvendelse i de kristne Tider. Ogsaa deri var der som i saa meget andet et Tilknytningspunkt mellem Kristendom og Hedenskab, at deres hellige Symboler, Kors og Hammer stode hinanden saa nær i Form. Fortællingen om Sigurd Jarl og Kong Hakon viser, at man tidligt har havt Øje herfor. Hammertegnets Anvendelse ophørte ikke, men gik lidt efter lidt op i Korstegnets: vi se, hvorledes dette træder i hints Sted paa Runestenene, ja vi have endog ved en Døbefont i Gjettrup Kirke i Thy Exempel paa Hammerens og Korsets Forekomst ved Siden af hinanden paa en til den kristne Kirkes Kultus nøje knyttet Gjenstand[63].


Værd at anføre i den nævnte Henseende er fremdeles Junges Ord i hans Skrift fra 1798 om den nordsjælandske Landalmues Skikke:

“Efter gammel, baade hedensk og kristelig Skik bruger Bonden endnu meget Korsbeteghelsen, om hvis Nytte Kirkefædrene fra det fjerde Aarhundrede, ofte tale. Han korser sig baade for Panden og for Brystet. Om Aftenen, naar Tærskeren sammenskraber sin Sædbunke, da trykker han og med Riven adskillige Kors eller maaske Thorshamre derpaa, inden han forlader den. Paa Frederiksborg Amt er det og paa mange Steder hos mange fromme Husbønder brugeligt med Haanden at gjøre Kors foran Hestene paa Jorden og under Vognen, inden de begive sig paa Rejsen. Ja, sagde Drengen, da adskillige smaa Uheld indtraf paa vor Rejse, det er ikke at undres over, da den ugudelige Karl spænder Øgene for og lader os kjøre uden at have gjort Kors for Vognen”.


At i det mindste i enkelte af de Tilfælde, hvori vi her se Korstegnet anvendt. Hammertegnet har været anvendt i Hedenold i Henhold til Tilbedelsen af Thor som Véurr for den daglige Syssel, tør vi uden Tvivl tro; men Grænsen for, om hvilke man tør antage det, og om hvilke ikke, er umulig at sætte[64]. Hammertegnets Anvendelse i det daglige Liv som et viende og skjærmende Symbol kan imidlertid paavises ad en anden Vej: ved Oldsagerne.


Der findes iblandt vore Oldsager fra den yngre Jærnalder et lille Hængesmykke af Form som en Hammer, aldeles som Ristningerne paa Runestenene vise Thors-Hammeren. Dette Hængesmykke er forekommet saa ofte i Fund saa vel i Danmark som i Sverige, stundom anbragt i Halskjæder og Ringe, at det maa antages at have yæret baaret meget almindeligt og netop som en betydningsfuld Amulet. Som en saadan beskyttende særligt den Person, der bar det, viser Hammertegnet sig ved selve den Stilling, det indtog som Smykke, med Hovedet nedad. Denne ”omvendte” Stilling svarer ganske til den vi langt ned i Middelalderen[65] se ejendommelig for mange som Hængesmykker baarne Brakteater og Mønter, idet Figurerne paa disse altid for Beskueren ses paa Hovedet, men netop derved for den, der bar Smykket, viste sig paa rette Led, naar han i Tillid til dets skjærmende, lykkebringende Kraft greb det for selv at fæste Øjet paa det. Om Hammertegnene ere baarne baade af Mænd og Kvinder, derom give Fundene hidtil ingen Oplysning, da det ikke er forekommet i Grave men kun i Fund, der maa betragtes som nedgravede Skatte. Saadanne Funds sjældnere Forekomst i Norge end i Danmark og Sverige er sikkert den tilfældige Aarsag til, at ”Hammertegn” ej hidtil ere fundne der. Sagaerne vise, at Mænd ikke have undset sig for at bære Gjenstande, til hvis skjærmende Kraft de havde én særegen Tillid, stundom endog som en Art Smykke om deres Hals: Didrik af Bern (se hans Saga Kap. 25) bliver mismodig over at have glemt sin ”Sejrsten” hjemme, da det sikkert vil volde ham Nederlag; Sigurd hænger en Sejrsten ”om sin Hals” (samme Saga Kap. 96). Et ”Steinasörfi” ɔ: et ”Halsbaand dannet af Sten (Glas) perler omtales i Halfdan Eysteinsbanes Saga Kap. 16 som baaret af en Mand som en skjærmende Amulet og mærkes maa endelig, at Vers 22 i Eddakvadet Sigrdrifumál taler om Runernes Risten

á gleri ok á gulli
ok á gumna heillum ɔ: Mændenes Amuletter.
Fig. 6.
Hammersmykke fra Upland

I det kgl. Vitterhets Historie og Antiqvitets Akademiens Månadsblad for April 1872 har Dr. Hans Hildebrand ladet afbilde de Hovedformer, hvori Hammertegnet forekommer i de svenske Fund[66]. Fra den tydeligste Hammerform ses Typerne mere og mere udviklede i ornamental Retning — dog med Bibeholdelse af Grundformen — og prydede paa Siderne dels med indslaaede trekantede eller cirkelformede Sirater, dels med paaloddede Sølvprydelser af kornet Arbejde (se hosstaaende Fig. 6 — 7)[67]. Ganske svarende til de svenske Former for ”Hammeren” ere de danske. De 10 Hammersmykker, der hidtil ere indkomne til Museet ere fundne paa følgende Steder[68]:


Bornholm 3. — Det ene, der hænger paa en Sølvring sammen med 4 smaa Sølvstifter, er fundet i Knudsker Sogn, Vester Herred. De to andre, af hvilke et hænger paa en lignende Ring sammen med 3 smaa Sølvstifter[69], medens det andet udmærker sig ved at være prydet paa den ene Side med indslaaede punkterede Sirater, etsteds ordnede i et lille liggende Kors, høre til et større Sølvfund til en Vægt af 25½ Lod fra Rømersdal, Aakirkeby Sogn, Sønder Herred (1811). Fundet indeholdt foruden Hammersmykkerne 1 større og 2 mindre Sølvhalsringe, 2 hamrede Sølvarmringe, 1 større Sølring, hvorpaa hænger 10 mindre, Brudstykker af mindre Sølvgjenstande og Ringe, samt nogle kufiske Mønter, hvis Tid ikke nærmere er bleven bestemt.


Fig. 7.
Hammersmykke fra Øland

Sejerø (under Sjælands nordvestlige Kyst, Skippinge Herred) 1. Det hænger i en lille snoet Sølvring ved en af fine Sølvtraade flettet Halskjæde og hører til et stort Sølvfund til en Vægt af omtr. 76 Lod, der efterhaanden 1858—59 gjordes paa Lodden Matr. Nr. 97 af Sejer by. Fundet indeholdt henved en halv Snes Halsringe og Haandleds- eller Armringe, Øreringe, Spænder og mindre Gjenstande af Sølv foruden en Mængde afhuggede Dele af lignende Sager samt 61 Mønter, for største Delen kufiske (en forsynet med Øsken), Resten engelske og Efterligninger af Dorestadmønterne. De kufiske Mønter tilhøre Tiden 896—942, de yngste engelske Tiden 946—955, men nærmest bestemmende for Skattens Nedlægningstid bliver en Mønt præget af den tyske Kejser Ottos Broder Erkebiskop Bruno (953—965).


Falster 2. De tilhøre begge det store Sølvfund, der 1832 gjordes ved Vaalse, Vaalse Sogn, Nørre Herred og er beskrevet i Annaler for nord. Oldkyndighed 1842—43 S. 22—141. De talrige Mønter, 368 occidentalske, 160 kufiske, vise Skatten nedgraven henved Aar 1000. Hammersmykkerne ere begge paa den ene Side prydede med indslaaede trekantede Sirater, Øskenen dannes paa det ene ved en Ombøjning af ”Skaftenden,” paa det andet ved en paasat Spiraltraad[70].


Møn 2. De høre begge til et Fund, der i Foraaret 1874 gjordes i Nærheden af den gamle Skanse, Brønhøj-Skansen kaldet, ved Mandemark Strand, Magleby Sogn. Fundet indeholdt, hvad der er usædvanligt, baade Guld- og Sølvsager[71] henholdsvis til en Vægt af 12 59/64 og 53 1/16 Lod, men heriblandt var ingen Mønter. Skatten fandtes mellem 2 runde Stene, dækket af en flad Sten, nedgravet i ½ Alens Dybde ved Siden af en stor opretstaaende Sten, som med flere andre udgjorde Resten af en aflang firkantet Stensætning paa jævnt Terrain, uden Kjendemærker for dens Tidsalder. Skatten bestod af 3 Guldarmringe, (de to snoede, den tredie dannet af en glat Guldstang med en ophøjet Ryg langs Ydersiden) 5 hele Sølvarmringe (hvoraf en glat og fire snoede, den ene af tre tykke og tre fine Traade), 1 større Sølvring, hvorpaa hænger 4 mindre (smhld. Rømersdalfundet fra Bomholm) samt 1 forbukket og overbrudt Sølvarmring. Endvidere 1 i fire Stykker overbrudt 2 Al. l. Halskjæde forarbejdet af ombøjede Sølvtraadsringe, der i hver Ende bærer et 2” l. forsiret Sølvstykke, som ender i et af de for den yngre Jærnalder karakteristiske Dyrehoveder; Brudstykker af en finere

Fig. 8.
Hammersmykke fra Møn.
(Laant af Oldskriftselskabet)

Sølvkjæde, der ender i Øskener, og som bærer en stor rund Skydeperle, udvendig forgyldt og med fastloddede kornede Prydelser, samt de 2 Thorshamre. Den ene af disse, der hænger i en sammenbøjet Sølvring, er paa den ene Side prydet med indslaaede Punkter, den anden (se omstaaende Fig. 8) der hænger i en lille Ring af sølvblandet Guldtraad[72] er paa Forsiden indlagt med fastpressede, ornamenterede Guldplader, og dens Øsken er udarbejdet som et gabende Dyrehoved med guldindlagte Øjne og tre guldindlagte Striber i Panden.


Dette sidstnævnte Hammersmykke udmærker sig ikke blot ved sin Guldindlægning fremfor alle dem, der hidtil ere fundne her i Norden, men tillige ved sin hele Typ: Dyrehovedet, fra hvis Gab Hammeren udgaar som Tungen, eller som gaber over Enden af Hammerskaftet Denne karakteristiske Typ forklarer Ornamenterne paa Skaftenden af det foran som Fig. 7 afbildede svenske Hammersmykke, men den har tillige den Interesse, at den godtgjør Muligheden af, at det, som ovenfor antydet, er en Hammer, der ses som Fortsættelse af Ormehovedet (som Tungen) paa Sanda- og paa Høgstarunestenene i Sødermanland. Med denne Fremstillingsmaade af Hammeren for Øje kan man ej undlade at tænke paa, om det ikke er den samme, der efterlignet gjennem Aarhundreder ligger til Grund for de Dyrehoveder, hvori Ryggen paa en af de islandske Træstole i Museet, udløber foroven; navnlig er det ene Hoved, der tydeligt er det, hvis Form er Forbillede for den symmetriske Udskæring af det andet, meget paafaldende, om end ”Hammerhovedet” har faaet en kvadratisk Form (se Fig. 9)

Fig. 9.
Islandsk træstol fra middelalderen

[73]. Er denne Formodning rigtig, ville vi derved have et mærkeligt Minde om den oven omtalte Hedenoldskik at fremstille Thor eller Symbolet paa hans viende Kraft paa Setstokken saa vel paa det mindre Sæde som sagtens fortrinsvis paa Højsædet[74]. —


Antallet af de svenske Hammersmykker er 10; dog er fra disse at udskille 4 fundne i Skaane, som i alt Fald maa henregnes under de danske Oldtidsminder. Det ene af disse hører til et større Sølvfund fra Pålstorp, Raus Sogn med kufiske Mønter fra Tiden 899—916, en karolingisk Falskmønt og en tydsk Kejsermønt. Hammeren hænger i en Sølvkjæde. — Det andet, der hænger i en Sølvhalsring, hører ligeledes til et større Sølvfund fra Krabbarp i Tottarp Sogn, Bare Herred[75]. — Det tredje er fundet ved Assarstorp, Gärdsløf Sogn, Vemmenhøgs Herred med angelsaxiske Mønter fra Kong Ethelred (til 1016). Om det fjerdes Findested i Skaane forlyder intet; det hører ogsaa til et Fund med sønderbrudte Sølvsager, angelsaxiske og tydske Mønter.


Af de øvrige i Sverige fundne Hammersmykker vides 2 at være fra Halland, 1 fra Øland, 1 fra Boslagen i Upland og 1 fra Øster-Gøtland[76].


De Fund med Hammersmykker, som ved Mønterne lade sig datere, hidrøre fra Tiden ved Midten eller maaske sidste Halvdel af det 10de Aarhundrede til ind i det 11te Aarhundredes første Halvdel. At vi træffe saa mange forskjellige, fra Grundformen mere eller mindre ”udviklede” Typer for Hammertegnet i det 10de Aarhundrede viser dog dets første Fremtræden som Hængesmykke liggende sikkert en god Stund tilbage i Tiden, om vi end ikke hidtil formaa at paavise det i ældre Fund end de anførte. Og selv dets Forekomst i disse skyldes jo tilfældige, indenfor et begrænset Tidsrum virkende Aarsager, som i nogle, mere end i andre Egne af Norden have været Skyld i, at Befolkningen har nedgravet sine Skatte[77].


Det ligger nærmest at antage, at Hammersmykkerne, da de nedlagdes i Jorden som Del af ”Skatten”, kun havde den Værdi, Vægten angav; men det er dog ret mærkeligt, at de aldrig, som saa mange af de andre og selv smaa Stykker Sølv, ere huggede, itu, og at selv de Kjæder eller Ringe, hvori de hænge, kunne findes i god Behold modsat Fundets andre Bestanddele. Det kunde derefter næsten se ud, som om man stadigt har bevaret en vis Ærefrygt for disse Sølvstykker paa Grund af deres oprindelige Betydning som hellige Tegn[78].


Hammertegnets Anvendelse i det private Liv som en symbolsk Paakaldelse af Thor maa antages at have som Forbillede Hammerens Anvendelse i det offentlige Liv, knyttet til selve Gudedyrkelsen, som Goden forrettede den i og udenfor Gudehovet. Saa vel det Smykke, Nordboerne bare, som de paa Runestenene ristede Hammertegn vise da, at den Thors-Hammer, der stod Nordboerne for Øje — den vi skulde vente benyttet af Goden — var en Hammer i sin almindehge Form.


Men Sagaerne tie om en saadan Gjenstands Tilstedeværelse i Gudehovene, skjønt disse kunne findes temmelig udførligt beskrevne, ved hvilken Lejlighed Sagaerne ikke undlade at omtale en anden løs Gjenstand, Edsringen, der laa paa Stallen med den viede Ild og, som oven for fremstillet, bares af Goden ved alle større Sammenkomster. — Lige over for Sagaernes Tavshed have vi imidlertid Saxes Fortælling i hans 13de Bog, at der blandt de Sejrstegn, som Kongesønnen Magnus Nielsøn († 1134) bragte hjem fra sit Hærgetog i Øst-Sverige, var Metalhamre af en usædvanlig Vægt, som kaldtes Thors-Hamre (mallei Joviales). De vare dannede som Symbol paa Tordenguden og havde hos Beboerne af en fra gammel Tid været Gjenstand for en særlig Dyrkelse, men Magnus ansaa det for en from Gjeming at plyndre Afgudstemplet og berøve Tordenguden hans Ejendele. Denne var maaske Gotland, og om end Oldtidsminderne vise, at den har haft et noget ejendommeligt Kulturpræg i Hedenold, saa svare de dog i Hovedsagen saa nøje til det øvrige Norden, at Øen ogsaa hvad Gudedyrkelsen angaar, maa have stemmet i det væsenlige overens med det. Vi høre i Gutasaga[79] om Ofringer, dels for hvert enkelt ”Ting”, dels for hver Tredjedel af Landet, og endvidere om en for hele Landet fælles Offerfest, hvorved Mandblot bleve foranstaltede; der er foran henpeget paa en gotlandsk Bygningstomt, som kunde tænkes at være Pladsen for et Grudehov af den i Sagaerne beskrevne nordiske Grundform; her kan det særlig mærkes, at det mest fremragende Punkt paa Øen endnu bærer Navnet ”Thorsborg” (Thorsbjerg?)[80].


Og hvad fremdeles angaar, at vi i Sagaerne ikke finde Efterretninger om en i Hovet henliggende Hammer, saa maa man dog uden Tvivl lægge Mærke til, at vi i hvert Gudehus, der nærmere omtales, finde et Billede af Thor, der som Miðgarðs Véurr, saaledes som Betydningen af denne Betegnelse er udviklet, ikke kunde savnes i Gudehovet. Og Thors-Billederne maa antages stedse at have havt Hammeren i Haanden, baade i Myther og i Folkesagn er Thor altid uadskillelig fra den; den er ham ganske anderledes karakteristisk, end de Attributer, der ellers knyttes til ham. En Fremstilling af Thor i sin Vogn finde vi kun omtalt i en enkelt paalidelig Kilde; det hedder ellers altid, at hans Billede ”stod” paa Fodstykket bag Alteret — og hvorpaa kunde han da snarere kjendes end paa sin Hammer?


At Hammeren da ikke har været udskaaren i et med Haanden, men siddet løst indstukken i denne, maa man af praktiske Grunde snarest antage. Men finde vi i Gudehovet ingen anden Thors-Hammer end den, der sidder løst i Gudebilledets Haand, og foreligger der paa den anden Side Omstændigheder, der synes et vidne om, at en Thors-Hammer har været anvendt af Hovgoden ved den offentlige Gudsdyrkelse som et viende Tegn, ligger den Gisning ikke fjærn, at den Hammer, han benyttede, netop var den samme, der sad i Gudens Haand, af hvilken den let kunde udtages og igjen indsættes. — Det vilde i og for sig være underligt, om Thor sad med én Hammer i Haanden og en anden laa nedenfor til Godens Afbenyttelse, og det vil let ses, at netop ved at Hammeren saaledes laantes af Gudens egen Haand, maatte Tilliden til dens helligende Kraft være saa meget stærkere.[81]


Oplysende lige over for Formodningen om en saadan Hedenoldsskik — om end næppe tilbagevisende paa dens virkelige Tilstedeværelse i hin Tid — er den af P. F. Suhm[82] opbevarede Fortælling om Skaaningernes Færd i St. Olafs Kirke ved Cimbritshavn, paa hans Helgendag d. 29de Juli, der endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede havde vedligeholdt sig i sin gamle Form. Fra et af Billede af Hellig Olaf, der fandtes i Kirken toge de nemlig hans Helgenattribut Øxen ud af Haanden og bestrøge sig med den ni Gange, men hver tredje Gang satte de Øxen i Helgenens Haand, for at han kunde forny dens Underkraft. — Blandt de mange Minder om Thors-Dyrkelsen, der skinner frem gjennem Olafs Helgentilbedelse, er Ligheden mellem deres Attributer, Hammeren — Øxen sikkert ikke den uvæsenligste.


Anm. : Naar man tager Hensyn til Gudehovets Indretning som Gildeshal, er det næppe usandsynligt, at en Højtid som Brudevielsen kan være bleven festligholdt i selve Gudehovet, maaske ligesom ”Daaben” knyttet til et Blot. Selv i den kristne Tid og efter Reformationen holdtes paa Island Bryllupsgilder og selv Gravøl i Kirken (Finn Magnusen: Bidrag til nord. Archæol. S. 28), og i Peder Palladius' Visitatsbog (Sv. Grundtvigs Udg. S. 36 smhdl. XXIV) tales om ”den slemmen oc demmen oc dantzen met pibe oc tromme, skede her vdi Sieland inden kirckedørrene om mandag heller tisdag i bryllupsvgen”.


Sagaernes Tavshed om en Thors-Hammers Anvendelse i og udenfor Gudehovet synes ej mere paafaldende, end at vi i dem finde saa lidet bevaret om den hedenske Gudedyrkelse og Ceremonierne derved i det hele taget. Ceremonierne ved Gudedyrkelsen eller ved andre højtidelige Lejligheder ansaas dels for altfor ensformige, dels altfor bekjendte til, at en nærmere Fremstilling af dem behøvedes; derfor enten forvanskedes eller tabtes Mindet om dem i Tidens Løb. Naar vi derimod se Formaliteter som Retsforhandlingerne paa Tinge fremstillede med megen Vidtløftighed, er Aarsagen dertil sikkert den, at ved dem kunde i en ganske anden Grad end ved de formelle Ceremonier, der anvendtes ved Gudedyrkelsen, selve Personligheden, som det var Sagaens Maal at skildre, træde frem og komme til Udvikling.


Hammeren i Thors Haand, hvis symbolske Anvendelse i det daglige Liv vi her særlig have betragtet, er efter sin oprindelige Betydning et Vaaben og Værge (Mjølnir ɔ: den knusende)[83], og vi se saaledes Thor som en væbnet Guddom, hvis Bistand kunde paakaldes ikke blot til den fredelige, men ogsaa til den blodige Dont, som Véurr for Liv og for Arne, for Kamplykke og Bedrifter. Hvad nordiske Sagn angaar, høre vi vel om Styrbjørns Paakaldelse af Thor, da han gaar i Striden mod Erik Sejrsæl, — det bragte ham kun stakket Lykke, og at Erik Jarl i Svolder-Slaget havde Thors Billede i Stavnen af sit Skib[84], — kun Løftet om at sætte Krucifixet i dets Sted bragte ham Sejren — men Minderne om denne Side af Thors-Dyrkelsen ere udviskede ved Sagnenes Fremstilling af en anden Gud som særlig Kampgud. Derimod vide vi af fremmede Kilder, (Dudo), at Nordmannerne tilbade Thor, naar de gik i Kamp, ja vi finde endog, at Traditionen endnu i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede har bevaret ”Tur aie” uden Tvivl som Nordmannernes Kampraab[85].


Idet vi senere skulle komme tilbage til Vidnesbyrdene om Thors Tilbedelse som Kampgud, ville vi foreløbig forlade denne Guds Dyrkelse, hvis gjennemgribende Betydning for det hele Folkeliv vi have set tegnet af de i rigt Maal foreliggende Minder paa en tydelig og bestemt Maade, der har ladet os forstaa den fremragende Plads, Tilbedelsen af Miðgarðs Véurr indtager. Vi skulle nu gaa over til at prøve, hvorvidt ogsaa Minderne om Tilbedelsen af de to andre Hovedguder Odin og Frøj tjene til at belyse disse Guddommes Betydning for Nordboerne, og saaledes til at lade os forstaa, at de ved Siden af Thor fremtræde som særligt tilbedte af Folket.


Hvad først Odin angaar, da staa de Vidnesbyrd, der kunne fremdrages om hans Tilbedelse i fuldstændig Overensstemmelse med den mythologiske Digtnings Fremstilling af ham som Kampgud.


“Wodanem armatum sculpunt” fortæller Adam af Bremen ved Omtalen af Gudebillederne i Upsala-Hovet, og efter Mythologien var Spydet — der i tidlig Tid spillede en fremragende Rolle i den gotiske Folkestammes Hærklædning — det Vaaben, der særligt betegner ham. Ulve og Ravne, de Dyr, der liggraadige fulgte Krigernes Skare, ere hans hellige Dyr, Odins Møer, Valkyrjerne, udpege Valen, og i Odins Hal optages de vaabendøde Mænd. Kampen betegnes som ”Odins Leg”. Det er ham, der har vakt al Strid og voldte det første Manddrab (Völuspá Vers 20). Odin raader for Sejren i Kampen og paakaldes under Navnet ”Sejrfader”. Sejrsblotet ved Sommerens Begyndelse, naar Aarstiden lokkede til Hærtog, nævnes derfor helliget ham. Sejr giver han den, han laaner Vaaben[86], og Sejr gaar den Høvding imøde, hvem han vejleder i Hærens Opstilling[87]. Ve derimod den i Striden, der har fortørnet Odin[88]!


Som Symboler betegnende Kampguden kunne vi tillægge Spydet og Ravnen Betydning.


Spydet slynget over de fjendtlige Skarer vier dem til Odin — til Undergang. Odin laante Erik Sejrsæl et Rørspyd og bød ham kaste det over Styrbjøms Hær med Udraabet ”Oðinn á yðr alla”, (Fornm. Sög. V. 250). Steinthor kaster ”at fornum sið” et Spyd over sine Modstanderes Flok ”at heilla sér”. (Eyrbyggja Saga Kap. 44.) Med Spyd dræbes ifølge Sagnene de Ofre, Odin kræver. Snorre, der gjør Odin til en jordisk Fyrste, fortæller, at Odin i Dødens Stund paa Sygelejet ”mærkede sig med Spydsodden” og tilegnede sig alle vaabendøde Mænd.


Naar Ravnen satte sig paa Skibsstavnen, vidste man, at Kamp forestod[89]. Kom Ravnen flyvende, naar Høvdingen blotede for Sejr, var det et lykkeligt Varsel[90]. Under Ravnebanneret — uden Tvivl en paa en Stage frit anbragt Ravnefigur — gik Nordboerne i Strid[91].


Mindet om Ravnen som Kampgudens varslende Sendebud træder paa en mærkelig Maade frem i Legenden om Hellig Knud Hertug, der Natten før Slaget paa Grathehede aabenbarer sig i Drømme for Sønnen Valdemar og raader ham at fylke sine Hærskarer, hvor Ravnene flyve den næste Morgen[92], og dette Træk er saa meget mere betegnende, som der synes at foreligge et tydeligt Vidnesbyrd for, at det gamle Ravne banner — i alt Fald et Banner som en paa en Stage frit anbragt Fugl med udspilede Vinger — endog er bleven ført af Valdemar i Slaget paa Grathehede i Aaret 1157[93]. Ej underligt da, at Danehæren Aar 1016 under Ravnebanneret i Slaget ved Ashington vandt England under Knud den stores Krone.


Som Amuletter, der bares i Strid, er foran anført de saakaldte ”Sejrsten”. Deres hellige Betydning synes at hidrøre fra, at det var Stene tagne i en Ravnerede[94].


Den Maade, paa hvilken den tredje af Nordboernes Hovedguder Frøj var fremstillet i Upsalahovet ”cum ingenti priapo” tyder strax hen paa hans Tilbedelse som den Gud, der raadede for Menneskeslægtens Opholdelse, for Frugtbarheden i Naturen i det hele taget.


Saaledes kjende vi ham ogsaa igjen i Mythologien: han er Solguden, der kalder Frøet til Live i Jorden. Skjaldene nævne ham Argoð (Frugtbarheds Gud) og Fégjafi (Rigdommens Giver). — Til Frøj siges derfor ogsaa Nordboernes tredje aarlige Hovedblot ved Vinterens Begyndelse, det egentlige Høstblot, helliget[95].


Hin Frøjs Betydning lader os formode, at vi, ligesom vi finde Kampen betegnet ved ”Odins Leg”, i Udtrykket ”Frøjs Leg” kunne se en Betegnelse for Gjæstebud og Kvindegammen[96]. I denne Almindelighed og ikke, som det er antaget, særligt om”Julelege” maa det derfor vist forstaas, naar Thorbjørn Homklofi kvæder om Kong Harald Haarfager (Haralds S. h. hárf. Kap. 16).


— uti vill jól drekka
fylkir —
ok Freys leik heyja.[97]


Det er ovenfor søgt vist, at der ikke i Galten, specielt Julegalten tør antages at foreligge noget sikkert Minde om Tilbedelse af Frøj, og skulde man vente at træffe Minder om en symbolsk Tilbedelse af denne Guddom, som vi traf den knyttet til Hammeren for Thor, til Spydet og Ravnen for Odin, da har Frøj kun et Særkjende, der kunde betegne ham: Priapen. Vaaben bærer han ikke; sit Sværd gav han fra sig, fortæller Mytherne, da han for Guld kjøbte Gymers Datter, med et Hjortehorn eller sin knyttede Næve ihjelslog han Bele[98]. Om en symbolsk Anvendelse af en Figur som den anførte foreligger der dog hverken gjennem de gamle Sagn eller gjennem Oldsagerne noget Vidnesbyrd undtagen maaske, naar vi for de sidste gaa tilbage til en saa fjærn Tid som Bronzealderen eller nær op imod denne. Men Exemplet herfra er endnu enestaaende[99], og selv om man kunde fristes til at se en Antydning af en Priapdyrkelse gjennem Bronzealderens Helleristninger ved den Maade, hvorpaa Mandsbillederne ere fremstillede, saa tør man ikke endnu ret benytte Minder fra hin Tidsalder til Belysning af den Gudetro, der præger Folkelivet paa det langt senere Trin indenfor Jærnalderen.


Trods Mindernes Sparsomhed synes dog Tilbedelsen af Odin og Frøj overfor den saa meget tydeligere Thors-Dyrkelse at fremtræde i saa bestemte Træk, at vi kunne forstaa dem tilbedte som særlige Guder ved Siden af Thor.


Medens det er ganske naturligt, at Nordboernes Blot, naar de gaa i Kamp, kun bestaar i Mandblot, kunde det synes paafaldende ikke blot ved denne Lejlighed (ifølge Dudo) men i det hele taget, at finde Menneskeoffer viet Thor, da jo derved maatte fremkomme en Uoverensstemmelse med Hedenolds Opfattelse af ham netop som Menneskelivets særlige Véurr. I de nordiske Sagn ere da ogsaa Menneskeoffringer specielt knyttede til Odin svarende til hans hele Tilbedelse udelukkende som Kampgud. Til Odin var det efter dem Kong An ofrede sine Sønner og tilsidst selv blev ofret af Svearne, til Odin ofredes Olaf Trætelge, til Odin ofrede Hejdrek Kong Harald og hans Sønner — i Steden for sin egen Søn — og rødnede ”Stallen” med deres Blod, som Offer til Odin faldt Vikar for Stærkodders Haand. Det er ”Mannblót” til Odin, der træder frem, naar Kong Erik vier ham Styrbjøms Hær, og naar Røst (ɔ: Odin) hos Saxe helbreder den saarede Sigurd Snogøje, mod at han vier Odin de Mænd, han dræber i Kamp. At de Menneskekroppe, der ifølge Adam af Bremens Vidnesbyrd hængte i Lunden ved Upsalahovet, vare af Ofrene til Odin — Føde til hans Ravne — kunde vel stemme med hans Betegnelse i Mythologien som ”de hængtes” Gud (Hangagoð), ogsaa Kong Vikars Lig ophænges i et Træ, da Stærkodder har gjennemboret ham med et Spyd som Offer til Odin.


Dog — Menneskeofre til Thor, der have gjort et saa stærkt Indtryk paa Dudo, som ikke véd af nogen anden Gud blandt Nordboerne at sige, ville ikke desto mindre kunne forliges med hele hans Tilbedelses Karakter, naar vi lægge Mærke til, at de Mænd, der aabenbart almindeligt blotedes, vare Trælle og Krigsfanger — Þórr á þræla kyn. Det maa have været helt undtagelsesvis, at fribaarne Mænd lodtoges ud af Folkets Midte, at de som faldne ansaas (efter Sagnene) for ofrede til Odin var en anden Sag — og Odin tog ej imod Trælle uden i Følge med deres Herrer, saa Mandblotet til Thor maa alene af den Grund trods hine Sagn antages at have traadt stærkest frem[100] og de ophængte Menneskekroppe hyppigst at have været af Ofre til ham. Hertil kommer at vi ved Betragtningen af Personnavnene saa, paa hvilken ejendommelig Maade de fribaarne kunde ofre sig og deres Børn til Guderne — men da til Thor fremfor andre.


Ved Holmgang slagtedes — uvist om før Kampen af begge Modstandere eller efter denne af den sejrende — et Blótnaut (baade Tyr og Kalv findes anført). Lige over for en Gudsdom, som hvilken Holmgangen maa betragtes, laa ingen Guds Paakaldelse til at beskjærme, eller for at have beskjærmet den gode Sag nærmere end Thors[101] efter hans hele Betydning som Véurr for Liv og Lykke, og — Odin havde Sagnene næppe ladet taget til Takke med et Stykke Kvæg, om det havde været denne Gud, der som Kampgud havde raadet for Holmgangens Udfald[102].


Det er en paafaldende Beretning hos Dudo, at Ofrene til Thor dræbtes ved at Hovedet knustes ved Slag med et ”Oxeaag”, og man fristes til at tro, at der her foreligger en i Tidens Løb forvansket Opfattelse af den til Ofringerne anvendte Gjenstand. Mærkeligt er det, at navnlig Menneskene dræbtes paa hin Maade og ikke bleve ihjelstukne; thi det synes heraf at fremgaa, at hin Drabsmaade og den Gjenstand dertil er anvendt knytter sig til en bestemt religiøs Forestilling. Af Hovedets Knusning fremgaar, at kun et køllelignende Redskab kan have været anvendt, og Vejen er da ikke lang til at formode Køllen i alt Fald oprindeligt formet som Hammergudens Vaaben — være selve Thorshammeren.


Om Frøj er bleven dyrket ved Mandblot, maa vi lade staa hen. Saxes Omtale af de sorte Øxne, der altid skulde slagtes ved Frøblotet i Upsala[103] har Karakteren af et bestemt Oldtidsforhold. Hvad Offerdyrets sorte Farve angaar, synes herom at have bevaret sig Minder i senere Tiders Overtro[104]. Oxer høre vi jævnlig i Sagaerne ofrede Frøj, ogsaa Heste slagtedes ved Høstblotet. — Mærkeligt er det, at Hesten under Navnet Frøjfaxe ikke sjældent træffes viet særligt denne Gud, da der dog ikke i Mythologien findes nogen Tilknytning af dette Dyr til Frøj.


Trods Forskjellighederne i de tre Guders Væsen og Tilbedelse er det sandsynligt, at der har været visse Lejligheder i Gudedyrkelsens Udøvelse, da hine Guder tilbades i Forening. Det var saaledes muligt, at det store niaarige Midvinterblot kan have været afholdt til samtlige Guders Ære.


En Anledning, ved hvilken vi ogsaa skulde vente de tre Guder paakaldte i Forening, var Edsaflæggelsen. Edsformularen er, som foran anført, kun opbevaret os fra forholdsvis sen Tid, og her træffe vi paa den Besynderlighed, at skjønt der virkeligt nævnes tre Gudenavne i Formularen, finder man som den tredje Gud mellem Frøj og Ass hinn almáttki (der som vist er Thor) ikke Odin men — Njørd. At vi saaledes komme til at savne Odins Navn maa saa meget mere undre os, som vi se, hvilken Betydning den formentlig til ham som den særlige Kampgud henvendte Vaabened har haft i Nordboernes Liv[105]. Som foran anført blev Vaaben aldrig baaret inde i selve Hovet, derfor kunde ikke en symbolsk Paakaldelse af Odin uden Ord, som f. Ex. Berøring af Vaabenet, finde Sted, og det havde jo særlig Betydning, at Eden netop svores paa Nordboens eget Vaaben, hvis Bistand, om han brød Eden, skulde svigte ham i Farens Stund. Saa meget snarere maatte man derfor vente ved Ord at finde Vaabenguden paakaldt ved Siden af Frøj og Thor.


Udeladelsen af Odins Navn i Edsformularen vil vise sig endnu mere paafaldende. naar vi ved Blotgilderne stedse træffe et af de tre Højtidsbægre — efter Snorres Vidnesbyrd endog det første — viet ham. Men hos Snorre støde vi her paa den Besynderlighed, at vi vel have Odins og Frøjs Navne sammenknyttede, men mangle Thors, det er atter Njørd, hvis Navn med Bibeholdelse af Frøjs er sat ind paa den tredje Guds Plads, her i Steden for den, hvis Navn ifølge hele hans Betydning mindst skulde ventes udeladt, og hvis ”Minni” endog kunde formodes drukket først som Véurr for Højtiden, hvad der da ogsaa har været Tilfældet efter andre Sagaer, hvori Bægrene viede Guderne omtales[106].


En Betydning, som den vi efter Navnets Nævnelse ved de anførte Lejligheder maatte vente for Njørd som Guddom, forekommer meget usandsynlig, da der ellers ingen Minder haves om nogen egentlig Tilbedelse af ham. Og netop det, at han ene ved hine to Lejligheder fremtræder som Guddom og endog fortrænger to forskjellige Guder, hvis Navne paa de forskjellige Steder maatte ventes paakaldte efter deres Betydning som Guddomme, berettiger os til at formode, at der i de anførte skrevne Kilder kan foreligge, en ligefrem Fejltagelse, idet Frøjs Navn, som findes erindret af Sagaskriverne baade i Edsformularen og knyttet til Gildesbægrene, i Mytherne forekom saa nøje knyttet til Njords, at det ene Navn uvilkaarligt drog det andet med sig. Den foran omtalte, ene paa Edsformularen støttede Gisning om Tilstedeværelsen af Billeder af Njørd i Gudehovene vil saaledes yderligere ses at savne noget Grundlag.


Hvor Gildesbægrene omtales foruden hos Snorre, er kun Thors og Odins ”Minni” fremhævet, Herraud og Beses Saga undtagen, her nævnes de viede Thor, Odin og Frøja. Men her turde Forvexlingen mellem Frøja og Frøj være let at se; vi vilde da netop have Forbindelsen Thor, Odin og Frøj, som man kunde vente.


Ligesom hvad en Tilbedelse af Njørd angaar, saaledes ogsaa hvad angaar de andre i Mytherne nævnede Guddomme ud over hine tre: hverken ved Billedstøtter i Gudehovene eller ved bestemte Skikke kan nogen egentlig, indenfor Hedenold almindelig og bestemt Tilbedelse af dem paavises. Grunden hertil er aabenbart den, at disse som Guddomme ere af forholdsvis sen Oprindelse ved Siden af hine tre, der, som vist, raadede for Livet i alle dets forskjellige Forhold, idet de ere fremstaaede efterhaanden i den mythiske Digtning som Personificationer af enkelte Sider af de gamle Guders Væsen, eller som Udtryk for visse Ideer eller visse af Øjet opfattede Fænomener af fremmed som af hjemlig Oprindelse. Billedlige Fremstillinger have aabenbart haft en Betydning for Mythologiens tilfældige Udvikling og Fremadskriden fra Land til Land, der er større end hidtil paaagtet. Overfor den Indflydelse fra den romerske Kulturs Side, som Oldsagerne stille til Skue i et før ikke anet Omfang, bliver ”nordiske” Mythers Afhængighed af de klassiske Gudeforestillinger mer og mere sandsynlig; iblandt de mange i Norden fundne romerske Statuetter er endog en Venusfigur fra Fyn og en Junofigur fra Øland[107]; ej at tale om, at selv helt kristelige Figurfremstillinger, hvad Worsaae har paavist[108], ere naaede til Norden rum Tid før den kristne Lære forkyndtes her. Da Nordboerne i Hippodromet i Miklagaard saa de der staaende Statuer, tydede de dem strax som Aser, Vølsunger og Gjukunger[109]; hvor let kan ikke i lignende Tilfælde i Hedenold et Attribut eller en mere talende ”Gruppe” have sat Fantasien i Bevægelse stadig med hine hjemlige Forestillinger som Udgangspunkt, og hvor let kan ikke et Gudeeventyr, en Mythe saaledes være opstaaet og hjemført til Norden. Forenedes end Traadene i hin Digtning paa Island, er det ikke usandsynligt, at Mytherne og de mythiske Personer ej alle have været almindeligt kjendte i de forskjellige nordiske Riger. Gudelærens Fremtræden hos Saxe kan ikke opfattes som nogen bestemt Rettesnor for den mythiske Digtnings Udviklingstrin i Danmark, da der er en Mulighed for, at han netop i den Del af sin Historie, hvori Træk af den er indflettet, — sikkert nok, hvad f. Ex. Sprogformer som Frø modsat Freyr vise, paa Grundlag af nationale danske Traditioner — har haft Islænderne til Hjemmelsmænd, hvis Kundskab om Oldtiden han lovpriser i sin Fortale.


Imidlertid naar vi hen imod Slutningen af Hedentiden se Hakon Jarl tilbede tvende finske Guddomme, hvis Billeder stode hvert paa sin Side af Thors i hans Gudehov og endog halvandet hundrede Aar tidligere høre en afdød Upsalakonge ophøjet af Svearne i Gudernes Række og et Tempel rejst til hans Ære[110] — samt mindes, at der ogsaa i Sagaerne kan findes Beretninger om Enkeltmands Blot til en Ko[111], ja endog til en Isbjørn[112], hvad Under da, om de i Gudesagnene nævnede Personer stundom kunde træde lige saa bestemt frem i en eller anden Nordbos Fantasi og fremkalde hans Tilbedelse, — ret som i den katholske Tid Helgentilbedelsen trængte sig mer og mere frem i den daglige Gudedyrkelse, — eller om Thors, Odins og Frøjs Guddomsvæsen efterhaanden ej længer tegnede sig saa bestemt i hans Gudetro. Vi saa saaledes, at Tilknytningen af Gudenavne til Person- og Stedsnavne stod i nøje Sammenhæng specielt med Thors Tilbedelse, og at derfor en Sammensætning med hans Navn viste os hin Opkaldelsesskik i sin Oprindelighed. Tilknytningen af Frøjs og navnlig Odins Navn til Personer og Steder betegner tydeligt nok et senere Stadium i Udviklingen, men det allerseneste Stadium er dog det, som navnlig fremtræder i Norge, idet ogsaa de andre, helt mythiske Guders og Gudinders Navne findes forbundne med Stedsnavne, dog uden Tvivl med en vis til Grund liggende Overtro som Levning af den gamle, bestemt udprægede Skik[113].


Naar Frigg og Odin paakaldes af Kong Rerer om Afkom, da synes det at være en Bøn, vi efter den oprindelige Gudetro maatte vente henvendt til Frøj som Frugtbarhedens Gud. — Havde Mythologien først dannet kvindelige Guder, var det ikke paafaldende, at i Tidens Løb Frigg og Frøja som i Eddakvadet Oddrúnargrátr (Vers 8) kunde antages for de hulde Vætter, der særligt hjalp Kvinderne.


Det er foran paavist, at der ingen Tilknytning findes mellem Brage og Bragebægeret; andet Vidnesbyrd om en Bragedyrkelse er ikke fremdraget; selv i Mythologien er han svagt tegnet som Skjaldegud ved Siden af Odin som Skjaldskabs Fader. En Tilbedelse af Tyr som Kampgud vilde i og for sig vise sig betydningsløs ved Siden af en Tilbedelse af Odin, og herom foreligger ingen Minder, det skulde da være Omkvædet af den northumbriske Kampsang: Tyr hæb us, ye Tyr ye Odin[114]. Men skulde her ikke det som ”Tyr” forstaaede Ord snarere kunne være en Forvanskning i Tidens Løb af ”Thor”? Vi vilde saa have et Kampraab i fuld Overensstemmelse med Oldtidens paaviselige Gudetilbedelse, af yderligere Interesse ved at svare til de i Nordmandiet bosatte Nordboers Kampraab ”Tur aie”. Hvad angaar ”Tirs”-dagen, da er dette Navn, som alle de andre Ugedagsnavne, optaget gjennem de sydligere boende gotiske Stammer, der dannede dem efter romersk Mønster, mulig med en vis Frihed i Valget af Gudenavne, saa at man ikke nøje holdt sig til Guder, der vare Gjenstand for en egentlig Tilbedelse.


Den Bestemthed, hvormed Minderne i Folkelivet vise de tre Guder Odin, Thor og Frøj tilbedte fremfor de andre, har paa en mærkelig Maade præget sig som et oprindeligt Træk i Mythologien selv, til Trods for at Mytherne paa saa mange Maader have adskilt hine tre Guder og knyttet dem hver for sig mere eller mindre fast til andre Guderækker, hvad da særligt gjælder om Frøj. Dette oprindelige, paa Folkelivet tilbagevisende Træk er, at det indenfor Grudelivet er hine tre, der indtage Forrangen i Asernes Række: Naar Aserne sætte sig paa Domstolene skulle de Domme være gyldige, som fældes af Odin, Thor og Frøj. Det er til Odin, Thor (Sif) og Frøj (Frøja), at Dværgene smede Vaaben og Klenodier. Det er kun Odin, Thor og Frøj, hvis sidste Kamp paa Ragnaroksdagen findes anført i Völuspå. Vi skulle dog se, hvorledes der selv indenfor Tilbedelsen af disse tre Guder viser sig en endnu oprindeligere, endog i den sidste hedenske Tid stærkt fremtrædende Kjærne i den nordiske Gudedyrkelse og Gudetro.


Som Odin er tegnet i Mythologien som den ypperste As, er det tydeligt, at han er tegnet i en jordisk Folkestyrers Billede, dannis og kløgtig, ja stundom snu i sin hele Optræden. Han er kyndig i alle aandelige Idrætter, der pryde Høvdingen, i Runer og Skjaldskab. Det er Odin og Odins-Læren, der paatrykker Mythologien, som den ved Eddakvadene er bevaret os, det egentlige Stempel; det er Troen paa Livet i Valhal, der giver denne Lære dens egentlige Relief.


Men at Odins-Læren i denne fyldige Form ikke har nogen oprindelig Karakter, fremgaar først og fremmest af Modsigelser indenfor den selv, der — som af flere Forfattere antydet, men ikke benyttet i Konsekventserne — viser Forestillingen om Valhalslivet som en forholdsvis sent fremstaaet Mythe.


“Hel” var den oprindelige Betegnelse for det Sted, hvor alle kom hen efter Døden, uden at man dertil knyttede de sikkert i den kristne Tid tildigtede Forestillinger om Hel som en Nødens og Trængselens Bolig, halvvejs svarende til Helvede. Kun det var et Særkjende for Hel, at ingen kunde vende tilbage derfra. — Troen, at de afdøde bode i Højen, som var opkastet over dem, viser sig meget almindelig. Ligeledes at de efter Døden toges ind i Klipper og Fjælde, som de endog i Forvejen kunde vælge[115].


Hin Forestilling om Hel, som fælles Havn ej mindre for vaabendøde end for sotdøde fremtræder navnlig i Baldersmythen. Skjønt falden fot Vaaben kommer Balder til Hel, og vi se jo netop, hvilket betydningsfuldt Moment i Digtningen hin Helfærd afgiver. I Eddakvadet Atlamål er Forestillingen om Hel som det Sted, hvor de faldne komme hen, gjennemgaaende (saaledes Vers 51. 58. 97). Ligeledes træder den frem i Fafnismál. I Sigrdrifumál hedder det endog, at Valkyrjen sender en Kæmpe til Hel. I Fostbræðra Saga (Kap. 4.) fortælles, at en Mand har drømt om en anden, at han favnedes af Hel — det var Varsel om dennes Drab. ”Hnigin er helgrind”, kvæder Angantyr, da Højen aabner sig, hvori han og hans i Holmgang fældede Brødre hvile og — bo.


Naar Valhalsmythen — der kan tænkes opstaaet ved Forestillingen om Valen som Offer til den særegne Kampgud — maa tages bort for Forstaaelsen af Gudetroen paa dens oprindeligere Trin, taber derved Odins-Læren det Relief, der væsenligt synes at antyde dens Betydning for Folkelivet.


Men hvorvidt den os levnede digteriske Fremstilling af Gudetroen, ikke des mindre med Rette fremstiller Odin som den ypperste As — Kampguden som den Gud, Folket satte højest, vil dog klarest fremgaa ved at sammenholde dermed Gudetroen, som vi ovenfor have vist den tegnet af selve Folkelivet; til denne sidste Side maa Vægtskaalen synke, naar Uoverensstemmelse viser sig.


Ligesom det i Mythologien er paafaldende, trods dens Skildring af Odin som den egentlige Hovedgud, at finde de fleste Myther knyttede til Thor, vakte det vor Undren strax, da vi fæstede Opmærksomheden paa Minderne om Gudetilbedelsen, at ikke Odin, men stedse Thor indtog den midterste og mest ansete Plads i Gudehovet: det var stedse Thor og aldrig Odin, om hvem det sagdes, at han var ”mest tignaðr”. Det var ikke Sejrsblotet til Odin, men Juleblotet til Thor, der ansaas for Nordboernes største Højtid — selv ”de underjordiske” fejre den. Naar i Sagaerne Odins og Thors Navn stilles sammen, nævnes oftest Thor foran Odin. Det er Thor og ikke Odin, som i Asarækken fremdrages som Asabragr, som Ass hinn almáttki.


Ved den senere Fremstilling af de enkelte Guders Tilbedelse viste det sig, at Minderne tegnede Thors-Dyrkelsen paa en Maade, der lod os forstaa, at det netop var denne Gud, der havde efterladt sig de tydeligste Minder. Men en saadan Hentydning paa, at det er en Tilfældighed, der har foraarsaget, at Minderne om hin Guds Tilbedelse trænge saa meget i Forgrunden, og at altsaa ikke des mindre en Overensstemmelse med Mythologiens Skildring af Odin som Hovedguden kunde tænkes mulig, vil let ses langtfra at kunne udjævne den forskjellige Fremstilling af Forholdet; thi det er indlysende, hvor nøje Thors Tilbedelse var knyttet til Hjemmet og Livet i dette, medens Odin som særlig Kampgud kun repræsenterede en enkelt Side af Livet, væsenligt i dets Udfoldelse udenfor Hjemmet. Og selv naar man vejer Odin og Thor som Kampguder mod hinanden, synes Odins Betydning meget at vakle overfor Thors. — Vi se jo endog af de mythiske Fortællinger, at det trods Odins og Tyrs Nærværelse stadigt er Thor, hvem Aserne kalde til Hjælp, naar deres Fjender bryde Asgaards Grænsevold. Sagnenes Beretninger om Mandblot til Odin, der særligt kunde tyde hen paa hans Betydning som ”Sejrfader”, som Kampgud, saa vi foran have en temmelig umiskjendelig poetisk Karakter, da Mandblotene til Thor ogsaa under Kampen viste sig langt mere almindelige og fremtrædende i Nordboernes Gudedyrkelse. Naar Hakon Jarl, da Kampen med Jomsvikingerne i Hjørungavaag truer med at gaa ham imod, bloter sin Søn ”til sigrs”, var det sikkert et Offer til den Gud, han satte størst Lid til, og at det var Thor, viser Beretningen om hans Gudehov, hvor denne Guds Billede stod i Midten som ”mest tignaðr” — ikkun med Billedet af en kvindelig finsk Guddom til hver Side. Odins Tilbedelse som Kampgud skulde særligt knytte sig til Vikingetiden og Vikingelivet, men selv fra de Lande, hvor Befolkningen blødte under Vikingernes Vaaben, høre vi, som alt tidligere anført: i Nordmandiet Thor fremhæve som de Danskes eneste Gud, i England, som den Gud, de Danske satte højest — og dette turde være tilstrækkeligt betegnende for Odins underordnede, og i alt Fald forholdsvis sene Plads som Kampgud ved Siden af Thor. Til de bestemte Efterretninger fra Nordmandiet og England slutter sig imidlertid muligt ogsaa Vidnesbyrd fra de andre af Vikinger hjemsøgte Lande: Tydskland og Gardarike. Saaledes taler Helmold Nigellus i sit Kvad om Harald Klaks Daab Aar 826, hvilken han selv oplevede, om de — ogsaa Northmanni kaldede — Daners Tilbedelse af ”Juppiter, til hvem de anstillede alle deres Ofringer”[116], og at hint Navn er en Gjengivelse af den nordiske Tordenguds Navn, derom ere alle enige. Den russiske Historieskriver Nestor har gjentagne Beretninger om Fredslutninger først i det 10de Aarhundrede mellem de byzantinske Kejsere og de russiske Høvdinger, som disse beedigede, idet de svore ved deres Gud ”Perun” og stundom tillige ved ”Kvægguden Volos”[117]. Disse Gudenavne ere aabenbart slaviske, men menes, vist med Rette, ligefrem at gjengive de nordiske Guder, til hvilke de nærmest svarede, ligesom vi ofte finde disse gjengivne paa Latin ved de romerske Guders Navne. Naar vi ved Oldsagerne se, i hvilken Grad Nordboerne i Gardarike bevarede Nationaliteten i deres Fremtræden udadtil, er det ikke rimeligt, at de, endog modsat deres Frænder i det vestlige Evropa, saa tidligt skulde have opgivet Fædrenes Tro. Helt bortset fra, hvilken Gud der kan skjule sig bag den underordnede Kvæggud”Volos”, maa det mærkes, at ”Perun”, der er Slavernes Hovedgud og altsaa gjengiver Nordboernes Hovedgud, netop betegner Tordenguden.


Naar endelig Odins Dyrkelse som Kampgud synes støttet ved hans Tilknytning til Ravnebanneret og dettes Betydning som Nordboernes Kampfane, da maa det mærkes, at dette Banner, — overfor hvilket da ej heller Banneret med den røde Dug bør glemmes — næppe i sin Oprindelse er udgaaet fra nogen hjemlig Gudeforestilling. Thi har det en saadan Ælde, som dets formentlige Anvendelse som Hovedbanner endnu i Grathehede-Slaget, ja endog blot i Slaget ved Ashington gjør sandsynlig, kan man ikke undlade, arkæologisk set, at tage i Betragtning den mærkelige Lighed, der fremtræder mellem det nordiske (gotiske?) Banner, forestillende en Ravn anbragt paa Enden af en Stage, og det romerske Banner, forestillende en Ørn anbragt paa lignende Maade. Et saadant Afhængighedsforhold imellem Ravne- og Ørnebanner[118], hvilket sidste ikke usandsynligt kan have knejset ogsaa denne Side Ejderen, er ej mere paafaldende end det Afhængighedsforhold, der er gjennemgaaende for hele det gotiske Hærboned over for det romerske, ja for Kulturen i det hele taget, saaledes som herhjemme navnlig vore Mosefund fra 3dje — 5te Aarh., sammen med Gravfundene rundt om i Norden, vise[119].


Efter at vi saaledes have set alle Sider af Gudetilbedelsen forenede i Thors-Dyrkelsen, kunne vi saa meget snarere i denne Gud se Hjemmets, Folkets egentlige Gud, Hovedguden — den ypperste As. Det kan da aldeles ikke undre os, naar Thors Billede endog undertiden synes at have været det eneste Gudebillede, der var opstillet i Hovet: ja end ikke om det ene var til Thor, Eden paa den hellige Ring efter Viga-Glums Saga er bleven aflagt. Ogsaa Vaabeneden kan da med Sandsynlighed antages aflagt, i alt Fald oprindeligt, under Paakaldelsen af Thor. Og trods Beretningerne om de tre aarlige Offerhøjtiders Helligelse hver til sin Gud, maa det, at de sandsynligvis oprindeligt alle vare helligede til Thor, i alt Fald berettige til at formode, at hans Paakaldelse ikke var udelukket hverken ved Sommer- eller Høstblotet, hvor meget endog i Hedenolds senere Tider de to andre Guders Dyrkelse — men bevisligt Frøjs langt mere end Odins — traadte i Forgrunden ved disse to Blot.


Thors Betydning som den egentlige Folkegud viser sig da ved mange forskjelligartede Minder gjennemgaaende for alle de nordiske Riger, og naar Sagnene have angivet Frøj som Svearnes Hovedgud, da vidner Runestene, Steds- og Personnavne modsat dem, at Thors-Dyrkelsen her, som i de andre Riger har dannet Kjærnen i Gudetilbedelsen, hvad der faar en særdeles betydningsfuld Støtte ved Adam af Bremens Beretning om Upsalahovet, i hvilket Thor stod midt imellem Odin og Frøj, paa den fornemste Plads, og han tilføjer endog, at Thor ansaas for ”potentissimus eorum”. — At hin Fremhæven af Frøj i Sverige blot kunde hidrøre fra, at han her var Gjenstand for en forholdsvis almindeligere Tilbedelse ved Siden af Thor end i de andre Lande, eller at den maaske ene kunde støtte sig til Skjaldenes Forherligelse af Upsalakongerne som Frøjs Ætlinge, var vel ikke usandsynligt[120].


Tilbedelsen af Odin i Danmark kunde antages at have et særligt betydningsfuldt Støttepunkt deri, at et af Danmarks vigtigste Offersteder under Navnet Odins-Vi[121] var viet til hans Ære. Dog — peger dette Navn mon saa langt tilbage i Hedenold, at det i nogen særlig Grad vil kunne fremhæve en Odins-Tilbedelse ved Siden af Thors-Tilbedelsen?


Her maa vi jo nemlig først og fremmest tage i Betragtning, at netop Oprettelsen af det fynske Hovedoffersted, ligesom af det fynske Landstingsted er foregaaet forholdsvis sent i Hedenold; som foran omtalt hørte Fyn med til det ”Land” i Danmark, hvis oprindelige gudelige som retslige Centralpunkt var Viborg. Med Oprettelsen af et Landshov for Fyn fulgte sandsynligvis et særegent, nyt Navn til dette, og Navnets Ejendommelighed, idet det modsat alle andre Hovedoffersteders Navne henpeger paa en særlig Guddom, har ogsaa Skinnet af at være ”søgt” og sent ved Siden af de andre. Fremdeles maa det mærkes, at en Sammensætning med Thors Navn og ”vé” ingensteds forekommer her i Landet[122], skjønt sikkert hans Billede har staaet i dem alle; ogsaa det stiller Navnet Odins-Vi i et ejendommeligt Lys.


Men ved Siden af Savnet af et Thorsvi træffe vi den Mærkelighed, at ikke blot Fyn men tillige muligt Sjæland har haft et Odinsvi, nemlig det nuværende Onsved i Horns Herred, hvilket Stedsnavns oprindeligere Form Odense ses i Knud den helliges Gavebrev til Lunds Domkirke 1085[123] og muligt endnu 1458 fremtræder i Formen Othenszue[124]. Onsved har en saadan central Beliggenhed i Herredet nær det Sted, hvor Herredstingene ses holdte om Thorsdagen hele Middelalderen igjennem og Sikkert ogsaa i de forudgaaende hedenske Tider[125], at efter al Sandsynlighed Herredets Gudehov har ligget her i Egnen. Men skulde det ikke kunne tænkes muligt, at det til vore Dage bevarede Navn for det hellige Sted ikke er ældre end det tilsvarende Navn for det fynske Hovedoffersted, ja maaske viser en ligefrem Opkaldelse efter dette, hvis Ry ej mindst paa Grund af det usædvanlige Navn kan tænkes en Tid at have bredt sig vidt omkring. Og skulde en saadan Opkaldelse med et nyt Navn ikke kunde tænkes foranlediget — her paa Sjæland som hist paa Fyn — ved et nyt Gudehovs Opførelse, efter at det gamle ene til Thors Ære knejsende Hov var nedbrudt? Netop saaledes se vi i Middelalderen Kirkebygningerne skifte Navn, idet de gamle mere bibelske Navne vige for ny som først i Tidens Løb ere komne op og have faaet Betydning for Kirken. Bevægelsen vilde i dette som i saa mange andre sikre Tilfælde være aldeles parallel. Man har villet ære en ”ny” Gud og givet Hovet hans Navn, skjønt sikkert inde i dette den gamle Gud indtog den fornemste Plads.


Ogsaa paa anden Maade end foran vist se vi Thor i Sammenligning med de andre Guder indtage en ejendommelig Stilling som den mest hjemlige — og oprindelige Guddom, af hvis Væsen ikkun visse Sider kom til at afspejle sig i Odins og Frøjs Tilbedelse. Alene hans ejendommelige Værge Hammeren, der lidet passer sammen med de Vaaben, Mythologien ellers har for Øje, peger hen paa Thor som en forholdsvis ældre Guddom end de andre. Medens Sagaerne fortælle om de andre Guders Indvandring i Norden, særligt om Frøjs og Odins Befæstelse heroppe, tie de om en saadan Indvandring af Thor. Ingen nordisk Slægt, hvis Herkomst, efter hvad den sidste Tid af Hedenold havde for Skik, regnedes fra Guderne, og baade fra Odin og Frøj, talte Thor som sin Stamfader, ingen Skjald dannede Kjending af hans Navn. Med Bevidstheden om ham som en Guddom — og ene som en saadan — synes derfor Slægt efter Slægt at være spiret frem i Norden, medens der ligesom foreligger en Erindring om en Tid, da nye Guder fik Plads ved den gamle Guds Side[126].


Naar vi fastholde Thor som Nordens egentlige Guddom, som Folkets oprindelige Hovedgud, ligger fremdeles deri Forklaringen af, at netop han blev den Gud, om hvem de fleste Myther dannede sig, og se vi hen paa den Skikkelse, hvori Thor ved dem fremtræder, ville vi se, at i ham som den alvorlige, trofaste og godmodige, men noget kejtede As, der tøver med at anvende sin Kraft i dens fulde Vælde, og i ham som den fredsommelige As, der dog staar rede til at slaa hver den Vætte eller Jætte, der forstyrrer den hjemlige Ro, dér staar Folkets eget Billede tegnet i Træk, der kan kjendes igjen paa saa mange Punkter i dets Historie, kjendes igjen i den Kæmpe, der sidder tøvende under Kronborgs Mure, for at rejse sig med Vælde, naar Undergang truer Danmark — og dermed Folkelivet i Norden.


Med andre Ord: Nationalkarakteren staar præget i Mythernes Skildring af Thor paa en Maade, der viser ham — og ingen Gud som ham — nøje knyttet til Nationen i dens Oprindelse og Fremvæxt.


Gjennem Tilbedelsen af Thor som Hovedguden, gjennom Thors-Dyrkelsens hele Væsen og det Lys den — set paa Basis af en ordnet Rigsstyrelse — kaster over Nordboens Kjærlighed til Hjemmet og dets Idræt, over et ogsaa i aandelig Henseende frugtbringende Folkeliv, kunne vi forstaa det forholdsvis høje Trin af Kultur, paa hvilket Kristendommen træffer Befolkningen i Norden, og paa hvilket Historiens Vidnesbyrd om Nordboerne saa ofte vise hen i Hedenolds sidste Tider. Det var ej ene ved Vaabnenes Magt under Paakaldelse af en særlig Vaabenguds Navn, at de vandt sig varigt Herredømme i fremmede Lande. Da ville vi fremdeles kunne se den Forudsætning i det gamle Norden, paa Grundlag af hvilken Folkelivet paa Island udfoldede sig med et indre Kulturliv, der bar ædle Frugter.


Anskuelsen af Folkelivets hele Udvikling, som nøje betinget af dets Véurrs skjærmende Kraft — altsaa Opfattelsen af Thor som Hovedguden — er i Mythologien, som Vidnesbyrd om dennes ældre Stadium betegnende og smukt gjennemført ved Völuspá's Skildring af Folkelivets Standsning, naar Thor paa Ragnaroksdagen — vel at mærke sidst af alle Guderne — segner afmægtig; thi da:

Munu halir allir,
heimstöð ryðja[127],


Og malerisk tegner just herefter Völuspá Midgaards Opløsning, hele Naturens Undergang i Verset:

Sol tér sortna
Sigr fold í mar
hverfa af himni
heiðar stjörnur;
geisar eimi
ok aldrnari,
leikr hár hiti
við himin sjálfan[128].


Det er saaledes ikke blot af Minderne om Gudetroen i Folkelivet, men ogsaa af visse i Mythologien bevarede, i Gudelæren dybt indgribende Træk, at det synes at fremgaa, at Thor og ikke Odin var Hovedguden, den egentlige Folkegud, den Gud, hvis Navn først og fremmest traadte frem for Nordboens Guddomsbevidsthed. Vi have set, hvorledes det efter Hammeren Mjølner dannede Tegn var et Thor eget Symbol, men vi kunne paa Grundlag af hint Resultat paapege endnu et andet helligt Tegn som Minde om hans Tilbedelse. Det er det saakaldte Hagekors, der i en tidlig Tid af Jærnalderen er optaget af Nordboerne gjennem deres sydligere Frænder og som, efter hvad Undersøgelserne have vist, har været et Tegn for den højeste Guddom[129]. Hagekorset træffes — uvist dog om ikke undertiden som en ubestemt magisk Figur — paa adskillige Vaaben og Redskaber, Beslag og Smykkegjenstande navnlig fra ældre Jærnalder, hvortil slutter sig de for det senere Tidsrum — Mellemjærnalderen — ejendommelige Guldbrakteater (Fig. 11),

Fig. 11. Brakteat.
(Laant af Prof. G. Stephens)

hvis Forestillinger, Runer og hele Typ lade dem fremtræde som en Art Amuletsmykker, i hvilken Henseende det ogsaa er betegnende, at de i Grave ere forekomne enkeltvis[130]. Worsaae har i sin Afhandling, om Forestillingerne paa Guldbrakteaterne[131] gjort opmærksom paa en Typ, der indbefatter den ”største Række af de anseligste Guldbrakteater, der endnu kjendes fra Oldtiden” og som foruden et Mandshoved fremstiller et hornet Dyr med Bukkeskjæg, hvilken Fremstilling han forsøgsvis tyder som henpegende paa Thor og hans Bukke. Lige saa megen Sandsynlighed der er for, at Folkets Opfattelse af Brakteatbillederne ud af dets hjemlige Forestillinger ogsaa kan have gaaet i Retning af

Fig. 12. Urne fra Broholm

Gudemytherne, hvad alene de hellige Tegnmærker gjør sandsynligt, ligesaa vanskeligt er det med Sikkerhed at paavise, hvilke de Gudeforestillinger ere, hvorpaa man kan have tænkt Fremstillingerne paa de fleste Brakteater synes nemlig ikke udsprungne umiddelbart af Folket selv, men udviklede ad teknisk Vej som Efterligninger af fremmede, vest- og østromerske Mønttyper. Imidlertid kunde maaske netop denne typiske Udvikling anføres som Grund for, at man ikke paa de oven omtalte formentlige Thors-Billeder finder det Symbol, som fremfor noget andet maatte være knyttet til Thors-Billedet[132], om det var præget efter en original nordisk Ide — Hammeren. Man har blot lempet Dyret i Retning af Thors-Forestillingen ved at give det Skjæg og Horn. Her komme vi i Forlegenhed ved, at der dog findes Tegn som Hagekorset indsatte, og i det hele forstyrres Opfattelsen af hin Typ som en Thors-Typ ved at ikke engang denne Thor fremfor nogen anden Gud betegnende Figur er særligt knyttet til hin Række Brakteater; den kan ofte savnes her og findes i det hele lige saa hyppigt paa andre Brakteatrækker[133].


Meget betydningsfuld er Hagekorsets Forekomst som ”Thors-Mærke” paa Gravurnerne. Her i Danmark kjendes vel hidtil kun ét Exempel, den som Fig. 12 afbildede Urne, der er funden paa den store Gravplads fra den ældre Jærnalder ved Broholm paa Fyn (Gudme Herred) og efter Gravgodset snarest gjemte brændte Ben af en Kvinde[134], men baade fra Sverige[135] og Norge[136] kjendes lignende Urner med Hagekorset som Symbol. Som viende Mindesmærket over den Afdøde træffe vi Hagekorset ristet paa den i en Gravhøj fra yngre Jærnalder fundne Snoldelev-Runesten (Thune Herred, Sjæland) Fig. 13, og vi kunne paa mange af de svenske Runestene se, hvorledes Hagekorset kommer frem midt i det kristne Kors[137], ja ligesom Hammerfiguren paa Døbefonten i Gjettrup i Thy, træffes Hagekorset paa Døbefonten i Vamdrup Kirke ved Kolding (Andst Herred), udhugget som en temmelig stærkt ophøjet Figur, om end ej paa nogen særlig fremtrædende Plads.


Hagekorset ses saaledes brugt samtidigt med og paa selv samme Maade som Hammertegnet, endog ligesom det ned i den kristne Tid, men hvad mere er at mærke, det ses benyttet i en Tid, langt ældre end den, indenfor hvilken Hammertegnets Brug kan paavises.


Vi maa imidlertid ikke undlade her at tage i Betragtning, at som anført, de ejendommelige Hammersmykker ere saa at sige tilfældigt bevarede ved en helt egen Slags Fund, lige saa lidt som at deres Former pege hen paa, at de maa have været i Brug fra en længere tilbageliggende Tid end den, hine Fund tilhøre. Til at fremstilles som et hængende Amuletsmykke egner Hagekorset sig ikke — om det end ej kan overses, at der fra den ældre Jærnalder i ikke faa Gravfund, navnlig fra det østlige Danmark, er bevaret en Art store Brystsmykker (Worsaae Nord. Olds. Fig. 395), for hvis Form netop et Hagekors synes at ligge til Grund. Derimod egner Hagekorset sig mere end Hammeren til at fremtræde som indristet Figur, og som en saadan er det da ogsaa det spiller sin Hovedrolle. Var Hammeren benyttet som Tegnfigur gjennem længere Tid, vilde den endog ikke usandsynligt kunne have antaget den simple Form T, og er der saaledes en Mulighed for at dens Anvendelse som Tegnfigur er forholdsvis sen indenfor Hedenold[138], er dette jo rigtignok et Fænomen, der kan vise hen paa en helt naturlig Udvikling i Hammerens Brug, men man kan dog ikke værge sig mod Tanken om, at denne dens Fremtrædelsesmaade skyldes en Indflydelse af en mere ydre Art — det kristne Kors og dets Anvendelse i Forbindelse med Indskrifter. Hanning-Runestenen maa saa vel efter Rune- som Sprogformer tilhøre en Tid, der ligger senere end Kristendommens Indførelse, og Læborg-Runestenen staar denne Begivenhed nær i Tid. Værd at mærke er det dog, at Hammeren staar efter, Korset foran Indskriften; idet Hammerens Plads svarer til Hedenolds afsluttende Paakaldelse af Guden i Ord.


Fig. 13. Snoldelev Runestenen.
(Laant af Oldskriftselskabet)

Opfattelsen af en saadan mulig Aarsag til Hammerens Fremtræden som indristet Figur, vil saa langt fra udviske Hammertegnets Betydning for Hedenold, at den netop viser den Styrke, hvormed Folket har vidst at hævde Fædrenes Tro overfor den fremtrængende Kristendom. Ja det vil jo ikkun blive end mere betegnende for Folketroen og den nationale Bevidsthed, om det tillige skulde vise sig, at selve Hammersmykket — men sagtens paa et ikke lidet tidligere Stadium — ligefrem er dannet med det kristne Korssmykke som Forbillede. Dette mødte jo stadigt Nordboernes Øje paa deres Færd udenlands som Prydelse baade for Mand og for Kvinde, og hin Skik at bære Guddommens hellige Symbol kan godt tænkes at have gjort Indtryk paa deres Sind — men de kunde kun føle sig trygge under Thors Hammer og efterlignede derfor deres egen Guds viende Symbol. —


Paa Snoldelev-Runestenen forekommer foruden Hagekorset en anden symbolsk Figur, der ser ud som tre paa en ejendommelig Maade sammenføjede (Drikke)horn. For at forstaa denne besynderlige, hidtil uforklarede Figur, maa vi se helt bort fra ”Hornene” og ene fæste Opmærksomheden paa den lille Midtdel: tre i et fælles Punkt sammenstødende lige lange Linier, der hen mod den ene Ende ligesom Hagekorsets Arme ere vinkelbøjede. (Saaledes som hosstaaende Fig. 14 viser, træder dette tydeligere frem end hidtil set paa Afbildningerne af Stenen[139]. En saadan Figur — trearmet Kors, Triskele — er et vel kjendt religiøst Symbol[140], der findes baade paa Brakteater[141] og paa flere Gjenstande fra den yngre Jærnalder, men paa disse sidste vel at mærke hyppigst ligesom paa Runestenen midt i og som Del af en anden Figur, hvis ydre Omrids uvilkaarligt drager Opmærksomheden bort fra Triskelen. (Saaledes Søllested-Mankestolene fra Fyn, det pragtfulde skaalformede Spænde fra Arts Herred paa Sjæland, se hosst. Fig. 15, og Benbrikken fra Björkö i Sverige, se Fig. 16[142]. Dette har navnlig lige til den sidste Tid været Tilfældet med en med Fig. 15 overensstemmende, tidt omtvistet Figur, der hyppigst fremtræder paa de nordiske Mønter, langt ned i det 11te Aarh. og alt findes paa de nordisk-northumbriske fra det 9de, og hvis Opfattelse som tre sammenstillede Skjolde man senest har villet hævde[143]. Bortset fra, at en saadan Skjoldform, som vilde fremkomme ved ”Skjoldenes” Adskillelse ikke kan have været anvendt paa hine Tider, ligesom den da i og for sig var helt besynderlig, vil den Maade, hvorpaa Triskelen oftest fremtræder paa Mønterne med buede og ikke vinkelbøjede Ben[144] helt forstyrre Tanken om tre adskillelige Skjolde, medens netop derved hin Midtfigur bestemt fremhæves. Tilsætningen til eller den ornamentale Udvikling af Triskelen, hvorved den større Figur med de tre spidse Blade og selv de tre Horn fremkom, vil ikke være paafaldende, naar man ser hen til den yngre Jærnalders ejendommelige og snillerige Ornamentik. Det var ikke underligt, at den saaledes fremkomne Figur i senere Tider ofte blev gjengiven i sine ydre Træk[145], ogsaa derved var dens for den kristelige Tid betydningsfulde Ide — Treenigheden — bevaret. Ikke usandsynligt kunde den alt i Hedenold have betegnet den ved Tilbedelsen af Thor, Odin og Frøj fremtrædende ”Trilogi”.


Triskel.jpg

Naar der af Snorre, som ovenfor omtalt, hentydes paa den Skik hos Nordboerne i Hedenold i Dødens Stund at mærke sig med en Spydsod, maa det aabenbart opfattes saaledes, at Nordboen med Odden ristede et af de her omhandlede hellige Tegn: Hammeren, Hagekorset eller det trearmede Kors (Triskelen) paa sit Legeme[146]. Med dette Tegn, hvorved Nordboen for sidste Gang udgød Blod som Offer til Guden — ofrede sig selv til ham — og paakaldte hans viende Kraft i Dødens Stund, har han ikke tillidsfuldt kunnet vie sig til nogen anden Gud end den, der hele Livet igjennem havde viet hans Idræt — den Gud, der efter Døden vilde værne om Mindet om hans Liv: Miðgarðs Véurr, Thor.


Det Resultat, hvortil vi saaledes ved den arkæologiske Betragtning stedse vende tilbage: Thor som Nordboernes øverste Gud, skulle vi ikke undlade at prøve ad endnu en Vej, ad hvilken en fornyet Bekræftelse vil give det en langt større Betydning, Vi ville nemlig undersøge, hvorvidt de samme Kjendemærker for Thor som Hjemmets egentlige Guddom træde frem i de Minder om hans Tilbedelse, der ere levnede hos vore gotiske Stammefrænder. Thi jo mere dybt indgribende og oprindelige Træk af Oldtidslivet der kan paavises indenfor den ene Stamme, des større Sandsynlighed er der for, at de, om de virkelig ere som de synes, kunne paavises som fælles for dem alle.


Det er imidlertid saare faa Efterretninger, som med Bestemthed kunne vise os Gudetroen i dens ydre Fremtræden hos de gotiske Folk udenfor Norden. Som et i Tydskland selv bevaret Minde, endog fra en historisk Tid, har derfor Saxernes Afsværgelsesformular af deres hedenske Tro særlig Interesse (ec forsacho — Thuner ende Uuoden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genotas sind[147]; idet den viser Navnene paa de Guder, der da vare mest dyrkede, der da vare Folkets Hovedguder. Selvfølgeligt har dette Vidnesbyrd ogsaa Betydning ved at pege tilbage i Tiden; de Guder, der ved Hedentroens Undertrykkelse vare de mest dyrkede, have fremfor andre været dyrkede som Hovedguder gjennem Aarhundreder, om end, jo længere man naar tilbage, ikke alle tre i lige Grad. Tallet 3, der saaledes svarer til de nordiske Hovedguders Antal, træffe vi ogsaa anført for tydske Guder i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede, men denne Efterretning kunne vi ikke — maaske knap endog hvad Tallet angaar — tillægge nogen Vægt, da den vedkommer Egnen om Bodensøen, hvor fremmed Gudetro kan have haft Indflydelse[148]. Derimod er det af Interesse, at Tacitus' Skildring af Germania (Kap. IX) fra omtrent Aar 100 efter Kr., fremhæver 3 Guder som Gjenstand for Befolkningens almindelige Tilbedelse og nævner dem med Navnene paa de efter hans Mening nærmest tilsvarende romerske Guder: Mercurius, Mars og Herkules. Mercurius sætter han som den øverste Gud; til ham havde man for Skik at ofre Mennesker.


Naar vi se paa de Navne, hvormed Saxerne i 8de Aarh. nævnede deres Guder, svarer Thuner (ældre: Thunar) og Woden (ældre: Wodan) nøje til Nordboernes Thor og Odin, medens vi derimod i Saxnote møde en væbnet Gud, nævnet efter Folket eller efter hans Attribut Saxsværdet, som ikke kan sammenstilles med den vaabenløse Frøj, der i Norden indtog den tredje Plads ved Siden af hine Guder, idet han sikkert svarer til den Gud, som i Ugedagsnavnene i Tydskland og England er sat ved Siden af Wodan og Thunar, nemlig Ziu (Tyr), eller i Baiern: Er (Eritag).


Dette vil ogsaa særdeles godt passe med Tacitus' Gudenavne, idet Mercurius efter tidlige skriftlige Kilder og efter Ugedagsnavnene betegner Wodan, medens Herkules vil stemme med Thunar bedre end med nogen anden. Mars og Ziu se vi da, hvad ogsaa Ugedagene bekræfte, stillede over for hinanden.


Men medens det muligt kunde forstaas, at den oprindelige Tilbedelse af Wodan i den sidste hedenske Tid havde skiftet Karakter, saa at en særlig Kampgud var bleven stillet ved hans Side, er det paafaldende alt paa Tacitus' Tid at finde Wodan tilbedt paa en Maade, der kunde fremkalde en Sammenstilling med en Gud som Mercurius ; man skulde langt snarere vente ham nævnet Mars efter den almindelige herskende Mening, at Kampguden var Folkets højeste Guddom[149]. Kom ikke Ugedagsnavnene med i Betragtningen, kunde man formode i Tacitus' Gudenavne at se Vidnesbyrd om en fejl Opfattelse af Gudetroen — man har ment Forvexling med gallisk Gudetro[150] — og hvor kunde vel en fremmed Forfatter snarere fejle end netop paa det religiøse Omraade? Saaledes bedømmes almindeligt Cæsars Beretning, der omtrent 150 Aar før Tacitus siger, at Germanerne kun som Guder dyrkede ”Solen, Ilden (Vulcanus) og Maanen”, hvis Kraft ”de daglig havde for Øje”, om andre Guder have de ikke engang hørt tale[151]. Skjønt Tacitus paa en langt mere indtrængende Maade har gjort hint Folk til Gjenstand for Studium, har han mærkeligt nok ikke forstaaet den Guds Væsen, hvis Navn han gjengiver Herkules, men som ellers stedse, navnlig ogsaa i Ugedagsnavnene, som Tordengud er bleven lignet ved den romerske Tordengud Juppiter. Medens Tacitus i sine”Annales” (XIII. 57) fortæller om Sejrsløfte aflagt til Mercurius og Mars, taler han i ”Germania” om Krigssange til Herkules' Ære, som Germanerne synge, naar de gaa i Kamp.


Tacitus' Beretning om, at Germanerne ikke havde Gudebilleder, maa staa ved sit Værd; han var i de romerske Lande vant til at se Gudebilleder til Overflod. Vidnesbyrd om Billeddyrkelse foreligge i alt Fald fra noget senere Tider[152]. Gudsdyrkelsen foregik i hellige Lunde, som senere her i Norden, dog ikke under Tag, men kun paa en aaben Plads. Gudernes Villie finde vi alt paa hin tidlige Tid udfrittet ved at ”fella blótspán”.


Kun faa Gange i Tiden mellem Tacitus og Kristendommens Indførelse findes af Guderne Wodan nævnet med sit hjemlige Navn, den ene Gang siges Bukke (!) ofrede til ham[153]. Paafaldende synes det, at Wodan, som den formentlig øverste Guddom, ikke nævnes først i Afsværgelsesformularen — det er Thunar, der indtager denne Plads. Men her træffe vi netop i Slutningen af Hedentroens Dage i Tydskland et Træk, der peger hen paa Overensstemmelse med Nordboernes Gudedyrkelse: Tordenguden som den egentlige Hovedgud, og denne Overensstemmelse kunne vi følge videre.


Der foreligger Vidnesbyrd om hedenske Fester baade til Juppiters og Mercurius' Ære[154], men at Festerne til den førstnævnte Guds Ære have været de højest ansete, turde følge af den Betydning, man har tillagt ”dies Jovis”, Thunaredag, og hvorom, som alt foran bemærket, i Tydskland ligesom i Norden Minder have bevaret sig ved en stærk til denne Dag knyttet Overtro. Paa mangt et Sted fejres Brylluper kun paa den Dag. Skikken at knytte Gudenavne til Steds- og Personnavne synes ikke nogensteds saa almindelig som i Norden. Spor til den findes dog baade i Tydskland[155] og England[156], og medens for Stedsnavnenes Vedkommende Sammensætningerne med Wodan ikke give dem med Thunar synderligt efter i Tal, foreligger, hvad Personnavnene angaar, ene Sammensætninger med Thunars Navn, f. Ex.: Donarperht, Donarpret, Donarad, Thunerulf[157]. — Ej mindre karakteristiske og vidnende om fælles Grundtræk i Gudetroen, om Tordenguden som skjærmende Hjem og Syssel, som Liv ere de til Hammeren knyttede Skikke. Hammeren vier Ejendomsretten hos Frankerne; hos Øvresaxerne stævner den Befolkningen baade til Kamp og til Ting[158]. Gjennem Legender og Sagn har man ment at kunne følge dens saa vel som Hammergudens Betydning for Hedenold. Oldsager, som staa i bestemt Forbindelse med Thors-Hammeren og Forestillingen om dens Guddomskraft saaledes som de nordiske Hammersmykker, ere ikke fundne i Tydskland, men, som paavist, have disse Smykkegjenstande maaske en sen Oprindelse inden for Norden selv. En hammerlignende Blygjenstand, funden nær Kölln[159], har man næppe med Rette tydet som en Thors-Hammer.


Om end faa, ere hine Minder om Thunars Tilbedelse dog særdeles betegnende; thi det er aabenbart, at de som Baggrund have en Opfattelse af hans Guddomsvæsen aldeles som den, lignende Skikke saa meget fyldigere tegne for Norden. De vise Thunar ogsaa i Tydskland (og England) tilbedt som Miðgarðs (Mittilagarts) Véurr, som den Gud, der raadede for Livet og i Livet fremfor nogen anden. Om Wodans Tilbedelse viser der sig, som det synes, ingen Minder af en saa betydningsfuld Karakter, hvor meget tidligere end i Norden i alt Fald hans Navn har spredt sig i Folket.


Som et symbolsk Tegn for Thunar fremfor nogen anden Gud spiller Hagekorset en ikke ringe Rolle baade i Tydskland og i England baade paa Redskaber og Vaaben samt paa Gravurner[160].


Vi saa nys, hvor fyldigt Skildringen i Völuspá af Gudernes sidste Kamp aabenbarede Thors Betydning for Nordboerne som den Guddom, der fremfor nogen anden vaagede over Menneskeheden og holdt Verden oppe, den Gud, hvis Almagt gjennemtrængte hele Naturen[161]. Der er fra Tydsklands kristelige Oldtid bevaret et gammelt Digt, ”Muspilli”, hvori ligesom en Gjenklang lyder af hine Völuspá’s mærkelige Strofer, skjønt det ikke besynger Thor men — Elias, ikke Midgaardsormen men — Antikrist. Dog i Elias, der kjørte til Himmels i den med ildsprudlende Heste forspændte Vogn gjenkjender man let den gamle Tordengud, Age-Thor; i de her anførte Linier[162] ville vi gjenkjende hans sidste Kamp og Midgaards Opløsning.


— (Antikrist) skal paa Valpladsen,
saaret falde
og denne Gang overvunden blive,
dog tro ogsaa mange Guds-Mænd,
at Elias i Kampen saares.


Saasnart Elias’ Blod
paa Jorden drypper,
saa antændes Bjergene,
Træ ej bliver staaende
et eneste paa Jorden,
Vandene udtørres,
Havet (Jordbunden) fortæres,
Himlen forgaar i Luer,
Maanen falder,
Midgaard brænder,
ikke en Sten bliver staaende i Jorden.


Vidnesbyrdene om Thors Forrang som Guddom ej blot hos Nordboerne, men hos hele den gotiske Stamme faa en betydningsfuld Støtte ved, at Dyrkelsen af Thor fremfor enhver anden af den gotiske Folkestammes Guder synes at kunne spores optaget i den finske Folkestammes Gudetilbedelse. En saadan Indflydelse paa dette Folks religiøse Omraade vil i og for sig være meget sandsynlig, da vi se, hvor stor Indflydelse der gjennem Sproget kan følges fra Goternes Side paa Finnefolket og dets Kultur i det hele taget[163].


Himmelens Gud, den højeste Guddom bar hos de finske Folkestammer oprindelig. Navnet Ibmel (Jomali), men ved Optagelsen af andre Guder gik dette Navn over til at blive et Fællesnavn for Guderne og andre Navne optoges da til at betegne de forskjellige som Guddomme opfattede Naturmagter.


Blandt de Navne vi saaledes finde for Vejrligets og Tordenens Gud, er at mærke: Turm eller Torum hos de ugriske Ostjaker, Tora hos Tschuvakerne, Tara hos Esterne og Tarat i de sydlige Lapmarker. Lappernes almindelige Betegnelse af ham var Horagalles (Hora en Dialektforskjel for Tora; galles menes at være af nordisk Rod = Karl). ”Tordenguden raadede ikke alene over Torden og Lynild, men ogsaa over Regnbuen, over Vejr og Vind, over Havet og Vandene samt over Menneskets Ve og Vel, Liv og Sundhed”.


Hans Vaaben og det Tegn, hvormed han fremstilledes paa Runebommene var en Korshammer. ”Til Ære for Horagalles plejede Lapperne at betegne deres Døre med et Kors, at krydse med Kniv over en Kande Øl eller et Glas Brændevin og ikke at oplade Laaget paa en fuld Smørbøtte uden at gjøre et Kors derover med Kniven. De tænkte hermed ikke paa Jesu Kors, men paa Horagalles Hammer, som han holder i Haanden og er gjort som et Kors”[164] Horagalles havde de at takke for alt; til ham anstille de de fleste Ofringer navnlig Rensdyr. ”De indlægge i Bjergkløfterne en stor smuk udskaaren Træhammer, paa det han ej skal gjøre Skade paa Mennesker og Fæ, men forfølge Troldene i Skoven[165]


Om de oven nævnte Ostjaker vides, at de ved Indtrædelsen af Vaaren, hvormed deres Aar begyndte, fejrede deres største Fest til Torums Ære[166] Ogsaa Lapperne have holdt en til Julen svarende aarlig Fest[167]. Thorsdagen tillagde baade Finner og Lapper særdeles Hellighed[168].


Er det, hvad Navnet, synes at vise, de gotiske Folkestammers Thor (Thunar) der af de finske Folkestammer er optagen som Guddom — maaske dog paa Basis af Forestillingen om en Tordengud af hjemlig Oprindelse, — vil det, eftersom der paa den anden Side intet Minde synes at foreligge om Wodan og hans Tilbedelse — være endnu mere indlysende, hvilken Gud af hine to der er at anse for Hovedguden for den gotiske Folkestamme.


Men hvad der før sagdes om Nordboerne, kan nu siges om hele Folkestammen: Netop en Gudetilbedelse af den Karakter, som præger Thors-Dyrkelsen kan antages at vise hen paa en ældgammel, hjemlig, gotisk Kultur, der er Forudsætningen for den Aandsmodenhed og den Kraft, hvormed de forskjellige gotiske Folkestammer tidligere eller senere træde frem paa Historiens Forum og for den Selvstændighed, hvormed de ogsaa paa Aandens Omraade modtage den romerske Kulturs Goder.


Vi have endnu et Vidnesbyrd om Thor som en oprindelig fællesgotisk Guddom; som Hovedguden, og havde end ikke ad anden Vej Odins og de andre Guders Tilbedelse kunnet paavises som værende af meget senere Oprindelse og lige til Hedenolds sidste Dage af en Betydning langt underordnet Thors, saa havde dog alene det maattet gjælde: I Tordenguden, i Hammerguden som Folkets Hovedgud se vi netop det Forbindelsesled mellem Goters og Grækeres ja ogsaa Gallers[169] Gudetro, som, da vi gjenfinde det samme Træk hos Inderne, synes at være et oprindeligt Grundtræk for alle Folk af den indoevropæiske Folkestamme[170].


Hos ingen evropæisk Folkestamme synes Gudetroens oprindelige Kjærne at have bevaret sig ædlere og kraftigere end hos Goterne, viser der sig end ogsaa hos dem Tegn til Troens Forfald gjennem Tidernes Løb. Men Minderne om Gudetroen som om Oldtiden i det hele taget ere fyldigst til Stede hos den i Norden boende Gren af Folkestammen, og ligesom vi derfra have kunnet følge en Traad op ad i den fjærne Oldtid, kunne vi ogsaa derfra følge en Traad i den modsatte Retning, der synes at lede gjennem Aarhundrederne ned mod den Dag i Dag. Thi det er jo aabenbart, at vi i Thor som Miðgarðs Véurr finde den Tilknytning mellem den nordiske Gudetro og Kristendommen, som banede Vejen for denne, netop den Forudsætning, der bevirkede, at den lidt efter lidt uden Kamp[171] fæstede Rod i Folkelivet — at vi i Thors-Dyrkelsen og dens Aand finde Vidnesbyrd om den ”Troens Inderlighed”[172], for hvilken Goterne i Historien har vist sig at være mere modtagelige end mangt et Folk.


Krist blev Miðgarðs ny Véurr, han blev Menneskelivets, Ejendommens og den hjemlige Syssels kraftige Beskytter ligesom før Thor, og Korset som før Hammeren det Symbol, der paakaldte hans viende Kraft. Krist hellige! Krist hjælpe! hed det nu, som før: Thor vie! — Til Krist helligedes det ”Minni”, der før havde viet Gilderne under Paakaldelse af Thors Navn.


Det er ikke blot i Sagnene og i de skriftlige Beretninger, at vi saaledes se ene Krist og Thor bytte Plads, ogsaa naar vi vende os til ældgamle figurlige Fremstillinger, ville vi kun finde dem som Modsætninger: Thor som Hedenolds højeste Gud fremfor andre betegnende det onde Væsen. Det er vel uvist, hvorvidt der er tilsigtet en symbolsk Modsætning i Anbringelsen af (Thors) Hammeren mellem Korsene paa den oven omtalte Døbefont i Gjettrup Kirke i Thy, eller om man — og det er i en vis Henseende ej mindre betegnende — mellem de forskjellige hellige Symboler, der skulde fremstilles paa Fonten, uvilkaarligt har taget det gamle Hammertegn med[173]. Saa meget tydeligere viser derimod Modsætningen sig paa den ældgamle Døbefont fra Ottrava Kirke i Vester-Götland, hvorpaa Thor er fremstillet med Hammeren i Haand foruden andre umiskjendelige Tegn paa Hedenolds Gud[174].


Til Krist som den eneste sande Gud knyttede den ny Folketro sig, der navnlig træder smukt og talende frem paa Runestenene fra de første kristne Aarhundreder trindt om i de nordiske Riger. Til en særlig Paakaldelse af en Gud Fader viser der sig ikkun meget tvivlsomme Spor, kun nogle faa Helgennavne som Maria og Mikael ses — vel sagtens efterhaanden — at fremtræde ved Siden af Krist. Men bevarede end Tilbedelsen af Miðgarðs Véurr trods hans nye Navn sin gamle Karakter, tabtes der dog ved Navneskiftet noget væsentligt: de til Thor knyttede Myther, der fortalte om hans Almagt og Kraft. De overførtes ikke paa Krist, skulde Skjaldene kvæde om denne ny Gud, prægedes Digtningen af den for den ny Tid ejendommelige Aand. Men — da der alt i det 11te Aarhundrede kaldtes en Helgen frem af Nationens eget Skjød, væbnet med en Øxe som Thor med en Hammer, kjendelig som ham ved det røde Skjæg, da vaktes de gamle Minder til nyt Liv ved den hjemlige Guddom, der saaledes traadte ved Krists Side. Til Hellig Olafs Navn knyttedes Myther, der før fortaltes om Thor, og hurtigt spirede paa hin frodige Jordbund Hellig Olafs Dyrkelsen frem i alle de nordiske Riger.


__________________________


Det er de literære Oldtidsminder, de af Islænderne opbevarede Gudekvad og Gudesagn (den ældre eller Sæmunds Edda og den yngre eller Snorres Edda), der hidtil have afgivet Basis for enhver Betragtning af Oldtidens Gudetro. I hvilken Tid af Hedenold de kunne være forfattede, har fra Literærhistorikernes Side været meget omtvistet. Medens man paa den ene Side har villet hævde Kvadenes Ælde som gaaende tilbage til omtr. det 5te Aarhundrede, fra hvilken Tid, den ældre Jærnalder[175], de maaske vare nedarvede Strofe for Strofe, har man paa den anden Side ikke troet at kunne føre de ældste længer tilbage end muligt til Slutningen af Hedenold[176]. I den sidste Tid, efter at nærværende Afhandling var udarbejdet, er Spørgsmaalet ad en hel ny Vej bleven belyst af Sophus Bugge[177], der ved Undersøgelse af Eddakvadenes Versebygning er kommen til det Resultat, at ingen af dem i deres nuværende Form kan være ældre end det 9de Aarhundrede. Til at anse den ”nordiske Mythologi” for at hidrøre fra hin Tid, Vikingetiden, den yngre Jærnalder, have ogsaa de senere historiske Granskninger hældet[178].


Overfor Eddakvadene som Kilde til nordisk Gudetro, have vi foran søgt at vise, hvor rigeligt der flyder en anden Kilde til Belysning af Gudetroen gjennem Minderne og Mindesmærkerne om Folkelivet i dets ydre Fremtræden. Men ved at følge denne kom vi til et Resultat, der viser sig at staa i bestemt Modsætning til det, hvortil man hidtil stedse er kommen ved at følge Eddaerne; thi skjønt disse vel have bevaret adskillige Træk, der pege hen paa Thor som den egentlige Folkegud, fremtræder ”Thors-Læren” dog i det hele taget temmeligt udvisket og tilbagetrængt i hin Digtning, medens Odin stilles saaledes i Forgrunden, og ”Odins-Læren” viser sig saaledes gjennemgribende hele Gudetroen, at vi derved faa en ganske anden Opfattelse af den Retning, der i Hedenold prægede Folkets Aand og Idræt end den, Virkeligheden stiller os for Øje.


Det er paa den Anskuelse, at den nordiske Mythologi, saaledes som den foreligger i Eddaerne, er en direkte af Folkelivet udsprungen, i alt Fald umiddelbart af Hedenolds religiøse Aand præget Digtning, at alle Drøftelser af Eddakvadenes Ælde hidtil have støttet sig, men hin Anskuelse synes ved en nøjere Betragtning at vakle i sin Grundvold: en Besyngelse af Odin som den højeste Gud og en Tilbedelse af Thor ogsaa som den højeste Gud synes aldeles ikke at kunne forenes paa samme Tid indenfor samme Kultur.


Literaturens Grundlag er Kulturen. Begges Historie maa gaa Haand i Haand (N. M. Petersen). Selv Vikingetidens Gudetro kan Mythologien i dens foreliggende Form med Odins-Læren som Grundtræk ikke afspejle; thi vi se jo endnu paa hin Tid, til hvilken de forskjellige foran fremdragne Minder om Gudedyrkelsen særligt ere knyttede eller vise tilbage, Thors-Læren som Gudetroens inderste Kjærne, vi se Vikingerne selv tilbede Thor fremfor nogen anden Gud. Vi se, hvorledes der netop fra Gudetroens Fremtræden paa denne Tid kan følges Traade ned i den efterfølgende, som knytte den ny og den gamle Tid, den ny og den gamle Tro nøje til hinanden.


Ved Betragtningen af Odins-Digtningens Ælde støde vi imidlertid paa Vidnesbyrd i den oldnordiske Literatur udenfor Eddakvadene, der kunne antages at hævde Mythologien i den Form, som netop de betegne, ej blot for Vikingetiden, men tillige for en ikke ringe forud for den gaaende Tid: det er de af navngivne Skjalde digtede Kvad, af hvilke de ældste tilhøre Harald Haarfagers Tid, det 9de Aarhundrede. I disse Skjaldes Kvad træffe vi nemlig ”Kjendinger”, af hvilke et Par, ja blot en enkelt er nok til at vise tilbage paa en Mythologi med Odins-Læren i dens fulde Udvikling. Dog den authentiske Karakter af Harald Haarfagers Skjaldes Kvad i deres foreliggende Form er fra literærhistorisk Side bleven stærkt betvivlet[179]. Let kan senere Tiders Smag have ændret Stroferne i de Aarhundreder, der gik inden de optegnedes, og som samtidige historiske Dokumenter tør man i alt Fald ikke ordret benytte dem. Kvadenes Ælde og historiske Værdi knytter sig nøje til Odins-Digtningens Ælde og kulturhistoriske Betydning, de maa staa — eller falde med den som Minder fra Hedenold.


Som et direkte Minde fra Hedenold kunde Odins-Digtningen muligt endnu hævdes ved at antage den oprunden ikke som nogen egentlig Folkedigtning, men som Udtryk for den religiøse Stemning indenfor en vis Sfære af Folket, i Kongens og i det hele Høvdingernes Kreds, idet netop Høvdingsidealet saa stærkt træder frem i den hele Digtning. Man kunde endog søge Støtte herfor i, et af Eddakvadene selv, Hárbarðsljóð, idet netop her — som det oftere er bemærket — en Adskillelse synes at fremtræde mellem Odins-Dyrkere og Thors-Dyrkere, mellem Aristokrati og Demokrati, en Adskillelse, en Modsætning, som Oldtidsdigterne have ladet komme til Syne ogsaa paa andre Punkter i Gudesagnene f. Ex. ved Odins og Thors Optræden overfor hinanden ved Bestemmelsen af Stærkodders Skjæbne. Var Odins-Digtningen en Art Hofmythologi i det 9de Aarhundrede, er det klart, at en saadan Adskillelse mellem Folkeog Høvdingetro maatte strække sig endnu længer tilbage i Tiden.


Dog ogsaa et saadant Forsøg paa at hævde Odins-Digtningen for Hedenold synes at strande paa det, der maatte være Grundlaget for en slig ”Literatur”: Kulturen. Thi det viser sig, som foran udviklet, at Folkets Høvdinger, baade Konger, Jarler og Herredshøvdinger langtfra at staa udenfor det egentlige Folk, hvad Gudedyrkelsen angik, tvertimod fremtraadte som Ledere af denne; med andre Ord: det viser sig, hvorledes Folkelivet indenfor det religiøse Omraade var præget af en Enhed, der ej aabnede Udsigt til en Adskillelse som den fremsatte. Naar en saadan synes at spores i Poesien i enkelte af dens forholdsvis sene Frembringelser, kunde det endog muligt vidne om en bevidst Uoverensstemmelse mellem den poetiske Behandling af Gudetroen og de traditionelle Beretninger om Gudedyrkelsen (se S. 36).


Og skulde i det hele i Tidens Løb en Adskillelse i Folket som den omhandlede, have gjort sig gjældende, saa kunde det kun have været paa en Tid, da den gamle Gudetro og Gudedyrkelse var ved at opløses, men Odins-Digtningen havde, som forfattet i en saadan Tid, da heller ikke Betydning som gjengivende Gudetroen i dens gamle Aand.


E. Sars har i sin Udsigt over den norske Historie, S. 171, udtalt sig om Eddakvadene i Forhold til den hedenske Religion paa en Maade, der, efter nærværende Paavisning af denne og dens Modsætning til hine Kvad, vil vise sig saa meget mere træffende:


“Den rene Tro's Tidsalder plejer ikke at være Kunstens eller Poesiens. Grækenlands Kunst og Literatur blomstrede i en Periode, da dets nationale Religion allerede befandt sig i en Opløsningstilstand. Den katolsk-christelige Kunst tog først sit rette Opsving, efter at de religiøse Forestillinger, hvorfra den udsprang, havde tabt sin fulde Magt over Sindet. Kunsten kræver en vis Fjernhed lige over de Gjenstande eller Forestillinger, som den skal behandle, for at den kan behandle dem med tilstrekkelig Frihed. I Overensstemmelse hermed maa vi nu ogsaa tænke os Forholdet mellem den gamle Mythedigtning, hvoraf der er bevaret Levninger i Eddaen, og den hedenske Religion: de staa i den nøjeste Sammenhæng med hinanden; men Digtningens rigeste Udfoldelse maa først have faldt efter den Periode, da Religionen stod i fuld Kraft, uberørt af fremmede Indflydelser.”


Da Sars nedskrev denne Betragtning, skete det ikke under Forudsætning af en saa stor Forskjel mellem Mythologi og Religion, som nærværende Undersøgelse har søgt at paavise; den Gud, der er Hovedguden i Mythologien, antoges af ham, som almindeligt, for den samme Gud, som ogsaa ”den rene Tro’s Tidsalder” havde tilbedt som den øverste Gud. Den paapegede Modsætning maa derfor synes at stille Mythologien endnu fjærnere i Oprindelse fra Hedenoldstroen. Med andre Ord: den mythologiske Odins-Digtnings Fremstaaen er ikke alene en Følge af Troens Forfald.


Der foreligger tilstrækkelige Kjendsgjerninger for, i hvor høj Grad endnu langt ned i det 10de Aarhundrede den hedenske Religion hævdede sig over for den ny fremmede Religion, og vi kunne næppe antage dens Kraft for endelig brudt, før end Danernes Konge i Slutningen af Aarhundredet lader sig døbe i sit eget Rige, og Danerne paa Isøretinget vedtage at bryde med den gamle Tro. Nordmændene og Islænderne indvillige ikke lang Tid efter i ”Siðaskiptit”, men Sveriges Befolkning kun til Dels; endnu i Slutningen af det 11te Aarhundrede stod Thor i Upsalahovet som den mægtigste Gud.


Naar vi paa den anden Side se hen til de paa Island midt i det 13de Aarhundrede nedskrevne Kvad og Gudesagn samt til Saxes ved Aar 1200 affattede Krønike, hvori med dem væsenligt overensstemmende mythologiske Træk ere indflettede i Kongehistorierne paa en Maade, der viser, at de mythologiske Kvad — og Saxe gjengiver jo i Regelen Kvad i metrisk Oversættelse — forlængst havde opløst sig i historiske Sagn, er det jo tydeligt, at vi derigjennem maa hævde Odins-Digtningen en Ælde, der synes at naa tilbage hinsides Aar 1000. Men vi have saaledes atter en Odins-Besyngelse som et tilsyneladende Resultat af Thors-Tilbedelsens Forfald, hvormed den ikke kan staa i umiddelbar Forbindelse.


Vanskeligheden vil muligt kunne løses ved at betragte hin ”Literaturs” Historie parallelt med Kulturens Historie i dens Almindelighed, ved at antage, at dens Forudsætning, dens første Oprindelse ligger udenfor Norden i Tydskland (eller England), hvor Odins-Dyrkelsen var saa meget ældre end i Norden, og at den er fremspiret der som Led af en mythologisk Digtning, netop ”efter den Periode, da Religionen stod i sin fulde Kraft”. Det literære Grundlag, hvorpaa Nordens Skjalde saaledes byggede videre — ligesom i en anden Retning af Poesien paa de fremmede heroiske Sagn — vil derved ses ikke at staa i den umiddelbare Afhængighed af den hedenske Tro, der maatte have givet Digtningen et helt andet Præg, navnlig om den er kommen op paa en Tid i det 10de Aarhundrede, da endnu den gamle Religion var Statsreligion, og hvad der betød mere, da endnu den gamle Gudetro nøje prægede sig i Folkets Liv og Sæder.


Paa Poesiens, i foreliggende Tilfælde særligt paa den mythologiske Digtnings Omraade, tør vi forudsætte det samme Resultat ved dens Fremvæxt her i Norden, som viser sig for Kulturen herhjemme og i en ganske særlig Grad for dennes Fremtræden i 8de — 11te Aarhundrede. Hvor mange Elementer den end har ”laant” udenfra, har den som Helhed et ejendommeligt, nationalt Præg. Odins-Digtningen er i sin foreliggende Form et udelukkende nordisk Mindesmærke, hvor mange af dens Grundtræk der end maatte være optagne fra Tydskland. Alene Foreningen af Aser og de ikke tydske Vaner i Digtningen viser hen paa en slig national Bearbejdelse. — Men det tør vi da ogsaa gaa ud fra ved Betragtningen af Forudsætningerne for Odins-Digtningens, for ”den nordiske Mythologis” Opstaaen: der fandtes herhjemme i Norden i Forvejen en mythologisk Digtning, en Gudebesyngelse, mere eller mindre udviklet, men nøje knyttet til den religiøse Opfattelse af Thor som Hovedguden. Denne Digtning har sikkert spillet en væsenlig Rolle i den daglige Gudedyrkelse; thi vi tør uden Tvivl forudsætte en Anraabelse af Guden eller Guderne i poetisk Form saa vel ved Hovtjenesten, som naar ellers Gudens viende Bistand blev paakaldt, hvad der maa have givet Handlingen et endnu mere højtideligt Præg[180]. At slige Kvad til den højeste Guds Ære, at i det hele Grundtrækkene til en Mythologi med Thor som Hovedguden, ere ældgamle og fælles for alle Goter, tør vi sikkert formode. Hvad er det andet end en Thors-Besyngelse, en Paakaldelse af Guden i Verseform, der alt ligger til Grund for Tacitus' Beretning om Germanernes Besyngelse af Herkules, naar de gaa i Kamp, og Herkules-Besyngelsen har aabenbart blandt alle Folkets mange Kvad gjort størst Indtryk paa den romerske Forfatter; og hvad er det andet end maaske netop en slig Besyngelse af deres Gud Thunar og hans Storværker, der i Forbindelse med det ejendommelige Værge har fremkaldt Sammenstillingen mellem denne og Herkules, har ladet Tacitus nævne hin med dette Navn?


Det var med Vikingetiden og dens Liv som Forudsætning, at den til vore Dage bevarede rige Digtning, hvori Besyngelsen af Høvdingen og Høvdingelivet er det fælles Grundtræk, i alt Fald blev til i sin foreliggende Form. En saadan Høvdingebesyngelse maa antages at have taget sit stærkeste Opsving fra det Øjeblik et Bindeled mellem Høvding og Folk som det, den hedenske Gudedyrkelse frembød, ophørte, og han kom til at staa ene som Folkets verdslige Styrer, hvorved han ragede saa meget mere frem i dets Midte. Hans Æt blev stundom af ”Hofskjaldene” efter angelsaxisk Mønster forherliget som nedstammende fra Guderne — dog aldrig fra Thor.


I nær Forbindelse med hin heroiske Digtning, der atter og atter lader Odin — men ingen anden Gud — gribe ind i Heltenes Skjæbne[181], synes den mythologiske Odins-Digtning at være fremstaaet. Det kan derfor ikke undre os i en Tid, der saa tilbage paa Hedenolds Gudetro, at finde Hedenolds Guder opfattede i de da fremkomne Kvad som en Høvdingskare, hvori den Gud havde Forrangen, der i sin ydre Fremtræden — Wodanem armatum sculpunt — mest lignede Datidens Høvdinge og derved blev Høvdingeklassens ideelle Representant. Som Forbillede for en jordisk Konge forenedes i Odins Væsen alt, hvad der paa Jorden var ypperst, som Himmelkongen skildredes han som ”Alfader” og”Skaber”. Pladsen nærmest Odin kom dog naturligt Thor til at indtage, men Digtningens Brydning med Traditionen i Fremstillingen af den højeste Gud, fremkaldte netop den modsatte Karakterskildring af hine to Guder. Lige over for Odin som Høvdingens Repræsentant blev Thor Repræsentant for Folket — der ikke saa let som dets Konge glemte Thor for Krist. Thor blev tegnet i Folkets Billede, i dets hele Ejendommelighed.


Men under mere eller mindre direkte Indtryk af kristelige Ideer omdigtedes i nordisk Krigeraand den gamle hedenske Mythologi som et episk Drama, hvori Odin blev Hovedpersonen. Dog den endelige Katastrofe, Menneskehedens og Verdens Undergang, kom ikke til at knytte sig til ham, men uvilkaarligt til Miðgarðs Véurr, til hele den oprindelige Opfattelse og Tilbedelse af Thor som Hovedguden i Hedenold.



Fodnoter

  1. Landnáma Viðb. II. 335—36
  2. Vel havde den ældre Broder Børk sat Bo paa den nærmest Thorsnæs liggende Hovedgaard Helgefjæld, hvorimod Thorgrim bode paa Sæbol længere derfra, men det hedder i Eyrbyggja Saga (Kap. 11.), at Faderen Thorsten Torskebider, Thorolf Mostrarskjægs Søn, havde bestemt, at Thorgrim skulde arve hans Godord. Det er ogsaa ved Hovet paa Thorsnæs, at Thorgrims Søn, den bekjendte Snorre Gode, bliver Hovgode.
  3. S. Ól. Tryggvas. i Heimskr. Kap. 76. I den legendariske Udmaling af Optrinet mellem Skegge og Kong Olaf i Hovet paa Møre beskrives Thors-Billedet siddende i en Kærre, med tvende af Træ udskaarne Bukke for, under hvis Fødder der var anbragt Hjul, saa det hele kunde bevæges. Om Bukkenes Horn var en Sølvkjede slynget, ved den bleve de trukne.
  4. Njáls S. Kap. LXXXIX.
  5. S. Ól. Tryggvas. i Fornmanna Sög. Kap. 203.
  6. Smstds. Kap. 150.
  7. Smhld. Munch: Nordmændenes Gudelære S. 152.
  8. Hallfred Vanraadeskjald havde et af Hvalrostand udskaaret Billede af Thor i sin Pung (Hallfr. S. Kap. 6). Ingemund Ingjaldsøn bar paa lignende Maade et Frøjsbillede (hlutr — ɔ: Vægtlod — markaðr Frey af silfri) hos sig (Vatnsdæla S. Kap. 10. 15. — Landn. III.2; se endvidere Adam af Bremen, Pertz: Monumenta VII. 328. 371.)
  9. Interessante Exempler paa kristne Binavnes Optagelse ved Siden af de gamle nordiske have vi i at Estrid, Kong Svens Moder, ogsaa kaldes Margareta, Gunhild hans Datter ogsaa Helena.
  10. Fornmanna Sögur II. S. 6.
  11. Eyrbyggja S. Kap 11.
  12. Landnáma II,23. I S. af Gisla Surss. siges det derimod ligefrem, at Hallstein blotede sin Søn. S. 140.
  13. Hallfreðar s. Vandræðask. Kap. 5. — Saxe S. 274.
  14. Navnene i Landnáma sammensatte med Thors Navn og deres Fordeling er følgende:
    Mandsnavne: Þórálfr 2, Þóralldr 2, Þórarinn 49, Þorbergr sv, til Bergþórr 7 + 6, Þorbjörn 60, Þorbrandr 9, Þórðr 87, Þorfinnr (= Þorfiðr) 15, Þorgautr 2, Þorgeirr 57, Þorgestr 4, Þorgils 32, Þorgnýr 1, (svensk), Þorgrímr 49, Þórhaddr 5, Þórhalli 1, Þórhallr (= frg) sv, til Halldórr 10 + 21, Þórir 60, Þorkell 66, Þorlákr 14, Þor]eifr 26, Þorleikr 13, Þortjótr 2, Þormóðr 27, Þóroddr 12, Þórólfr 31, Þórormr 5, Þorsteinn (sv, til Steinþórr), 97 + 5, Þorvaldr 37, Þorviðr 5.
    Kvindenavne: Þóra 24, Þórarna 6, Þorbjörg 20, Þordís 40, Þórelfr 1, Þórey 6, Þorfinna 1, Þorgerðr 44, Þorgríma 1, Þórhalla 1, Þórhildr 11, Þorkatla 17, Þorlaug 10, Þorleif 2, Þorljót 3, Þorný 6, Þórodda 1, Þórunn 35, Þorveig 1, Þorvör 2, Þuriðr 64.
    Navne i Landnáma sammensatte med Freyr ere: Freysteinn, Freygerdr, Freyviðr.
  15. Ynglinga Saga Kap. 7. — at Navnet Audun, som Snorre mener skulde være afledt af Odin, turde være mindre rigtigt.
  16. De paagjældende Navne paa de danske Runestene ere:
    Þoralr: Galtrup (Ligsten) Jylland; Þuralfr: Oddum, Jylland; Þurbiurn: Hune, Jylland; Þurfastr: Aaker II, Bornholm; Þurkunr: (kuni?) Rygbjerg, Jylland; Þurils (= Þurkisl): Aaker II, Bornholm; Þurir: Glenstrup, Øst. Alling, Hobro II, og Mejlby?) Jylland; Þurkil: Hune og Vejlby, Jylland; Øst Larsker og Brohusestenen (?), Bornholm; Þurkir (Þorgeirr): Asferg, Jylland; Þurkisl: Flarup, Gylling og Hørning, Jylland; Lundagaard, Skaane; Þurlakr: Pandrup, Jylland; V. Marie II, Bornholm; Þurmutr: Nørre Næraa, Fyn; Þurstin: Vest. Marie II, og Bjelkestenen(?), Bornholm; Aarhus V., Jylland; Þurþr: Sandby II, Sjæland; Hyby, Skaane; (Endvidere synes Sammensætninger med Thors Navn at findes paa Langaa I-II, Jylland).
    Sammensætninger med Frøjs Navn ere: Fraystain Sjelle, Jylland; Frubiorn Aaker I, Bomholm.
    For de svenske Runestenes Vedkommende hidsættes Exempler fra Runestenene i Stockholms Len og i Upland eft. Tegn. i Dybecks Runurkunder. — Varianter udelades.
    StockhoIms Len: Þora 2, Þurbiarn 8, Þorfastr 2, Þorfriþr 1, Þurkrimr 3, Þorgunr 1, Þurir 2, Þorkair 2, Þurkal 1, Þorkarþr 1, Þorkil 2, Þorkisl 3, Þormontr 1, Þorstain (þurstin) 13, Þurulfr 1, Þorþr 2, Fraibiarn 1, Frystain 3, Frautis 1.
    Upland: Þurbiurn 5, Þurfastr 2, Þurir 2, Þorkir 1, Þurkautr 3, Þurkil 2, Þurkisl 4, Þorkuþr 1, Þorontr 1, Þorstain 5, Þorterfr 1, Þurun 1, Þorþr 5, Freybiarn 1, Fraikair 2, Frykaiþr 1, Frystein 1.
  17. Ved Fläckebro Liljegren Runurkunder Nr. 1005.
  18. Den store Skjern-Runesten, Jylland.
  19. Arnæmagn, Diplomsaml, paa Universitetsbibl, Fasc, 11, 4,
  20. Hildebrand: Anglosaksiska mynt. 215. 303.
  21. Thorkelins Diplomat. I. S. 23.
  22. Smstds S. 228.
  23. Udtrykket ”Hofs land” — ok vé banda findes i et Kvad i S. Ól. Tryggvas. K. 16, men maaske er det en digterisk Omskrivning for den ved Gudehovet helligede Plads.
  24. Ásbjörn helgaði landnám sitt Þór ok kallaði Þórsmörk. — Landn. V. 2.
  25. Se f. Ex. Registrene til de ældste danske Arkivregistraturer udgivet af T. Becker.
  26. Blandt de ikke faa Thorstorper, der i Tidens Løb ere blevne øde, skal her blot henpeges paa det Thorup, hvis Marker 1555 af Kristian d. 3die gaves til Nykjøbing i Ods Herred, og, som maaske ikke har været uden Betydning for Kjøbstadens Oprindelse. Disse Marker nævnes den Dag i Dag ”Thors-Jorderne” (maaske dog en Sammendragning af ”Thorups-Jorderne”) og det højeste Punkt paa dem bærer endnu Navnet ”Thorsbjerg”. (Indberetn. om Henry Petersens og I. B. Løfflers Undersøgelsesrejse i Ods Herred f. Direkt. for Mindesm.). — I Mesinge Sogn paa Hindsholmen i Fyn har foruden Thorup, som endnu findes, ligget Thorslunde, hvorefter en Herregaard har haft Navn. Danske Atlas VI. 573.
  27. Mærkes kan Stedsnavne som: Thorså, Thorsåker, Thorsång, Thorsberga, Thorsby, Thorsfall, Thorshag, Thorshammer, Thorshamn, Thorshälla, Thorsjö, Thorslanda, Thorslunda, Thorstuna, Thorstäfva, Thorsvi, Thorsätra, Thorsö.
    Onsåker (Odensåker) Odenfors, Onsike, Onslunda, Odensala, (Onsala), Odensjö, Odenstad, Odensvalla, Odensvi, Odensvik.
    Frösåker, Fruberg, Frölunda, Fröshammar, Fröskog, Fristorp, Frötuna, Frösved, Frösvi, Frösvik, Frösø.
  28. Itinéraire de la Normandie. Caen 1828. I. I. A. Worsaae: Minder om de Danske og Nordm. i England o. s. v. S. 99 smhld. Gudbr. Vigfusson. Icelandic-English dictionary under Þórr.
  29. P. A. Munch: Nordm. Gudelære S. 12. Ann. f. nord. Oldk. 1846. S. 76.
  30. Indskriften paa den jydske Eltang- eller Stenderupsten (Stephens: Oldnorth. run. Monuments S. 582, Runehallen S. 6.) tør næppe benyttes som noget Vidnesbyrd i Retning af Nordboernes Gudedyrkelse. Indskriften, der mangler Skilletegn er af Stephens opløst IOÞIN ÞIKI IOÞlN; idet de første Runer antages for Stamstavruner to Gange indeholdende det samme Navn IOÞlN, der da opfattes staaende henholdsvis som Subjekt og Objekt. Det første lOÞIN forstaas som Guden Odins Navn, det andet som Navn paa en af hans Offerpræster eller paa en af hans Dyrkere: Odin modtag din Tjener, Odin. Hvad der kan vække Tvivl mod denne Tolkning — bortset fra dens unordiske Karakter — er ikke blot, at ”Odin” saaledes i samme Indskrift opfattes baade som Gude-, og Personnavn, da det som ovenfor bemærket næppe er sandsynligt, at nogen Nordbo, medens Hedentroen stod i sin fulde Kraft, ligefrem er bleven opkaldt efter Guderne (IOÞIN IOÞIN ÞIKI vilde da synes rimeligere, idet IOÞIN begge Gange opfattedes som Gudenavnet), men særligt den Omstændighed, at en Jyde næppe nogensinde har kaldt Guden IOÞIN. — Derimod forekommer langt ned i Middelalderen i Diplomer ved Stedsnavne, og lige til den Dag i Dag, naar den Ugedag nævnes, der bærer hans Navn, Formen WOTHEN, der saa nøje stemmer med den, der maa anses for den oprindelige i Sprogklassen, at man, — thi Vokalen forrest i UÞINKAUR paa Skjern-Runestenen behøvede vel ikke at vidne derimod — snarere kunde have troet, at Jyden altid havde sagt Wothen, hvis ikke andre Ord viste, at W. her er en Nydannelse. — Fremdeles er overfor hin Fortolkning at mærke den Tvivl, der kunde være om 5te Rune kan opfattes som N istedenfor A og tillægges dobbelt Værdi, ligesom de foregaaende.
  31. Versene ere anførte efter Svend Grundtvigs Haandudgave af den ældre Edda. Kbhvn. 1874.
  32. Idet Forf. i denne Undersøgelse maa inddrage og særlig støtte sig til de Vidnesbyrd, der fra Runestenene ere at hente om Thors-Dyrkelsen, skylder han at fremhæve, at P. G. Thorsen i sin Afhandling om Virringstenen (Aarb. for nord. Oldk. 1870. s. 421 o. flg.) blot foreløbig har forbigaaet, hvorfor det netop var Thor, der her paakaldes, ligesom det ogsaa af nævnte Forfatters Ytring om Thors Betydning som Guddom, fremgaar, at han har haft samme Grundsyn paa Thors-Dyrkelsen, der vil vise sig som Resultatet af denne Undersøgelse.
  33. Smhld. Smedehammeren mellem Sigurds-Ristningerne paa Ramsundsbjerget i Sverige. Aarb. f. nord. Oldk 1870 Tavle 15.
  34. Dybeck: Svenska Runurkunder. Första Samlingen Nr. 34. Stockholm 1855.
  35. Göransons Bautil Nr. 766.
  36. Ifølge Meddelelse fra Dr. Osc. Montelius.
  37. Dybeck. cit. Værk Nr. 8 og 10.
  38. Følgende Notits i et Brev til Finn Magnusen fra Hallgrimsson dat. Reikjahlið 22 Juli 1839 (nu i Gehejmeark.) angaar et formentlig Hammertegn paa en islandsk Runesten, men hidsættes med alt Forbehold: — Jeg kom í Leiningshóla á ferð minni fram að Ulfá og sá þar Völvuleiðið svo kallaða, gramdist mjer að sjá, hvurnig því var umturnað. Rúnasteininn forni er brotinn og veit jeg ekki hvaða skjelfilegan ólanz klaufa þrælsterkann hefir þurft til þess, þvi þetta er stóreflis bjarg. Rúnirnar eru vart lesandi, svo eru þær máðar. Anm: enn að Steinn þessi sje úr heiðni ræð jeg meðal annars af þvi að á hann er höggvinn þversum firir ofan letrið dálitill kross, sem jeg álit vera Þórshamar.
  39. I Sagaerne og Lovene fra den kristne Tid høre vi vel stadigt tale om Daab eller Navnefæste ved Vandøsning, men en saadan Brug af Vandet i den hedenske Tid kunde man fristes til at tvivle paa. Snarere maatte man formode, at det da var med Offerblodet, at Barnet viedes til Livet, hvad enten det ligefrem stænkedes paa det som almindeligt paa Deltagerne i Blotene eller det muligt blev strøget som ”Hammertegn” paa Barnets Legeme. Skulde Formodningen om en saadan Ceremoni være rigtig og kunde vi tænke os den snarest foregaaet foran Hlautbollen med det viede Blod i det hedenske Gudehov, vilde vi derved se en Skik fuldstændig parallel med Daaben foran Fonton med det viede Vand i den kristne Kirke, ligesom da Vievandsbestænkningen under Gustjenesten svarer til den hedenske Blodbestænkning under Blotet, ja selve Fonten vil derved ses at have en Forudsætning og et Tilknytningspunkt i den hedenske Hlautbolle. Den Haandværksfærdighed vore Stendøbefonte fra de ældste kristelige Tider vise, peger ej mindre end de derpaa ofte udhugne verdslige Forestillinger tilbage paa lignende Kars Forfærdigelse ogsaa i forudgaaende Tider. Benævnelsen ”bolli” tyder hen paa et Offerkar netop af den Form, de kristne Døbefonter have — (skulde den Fod, hvorpaa de staa minde om den stundom med Kunst udsmykkede ”Stall”?) og i alt Fald naar den islandske Efterretning bemærker, at det store Offerkar var af Kobber, maa Bolleformen have været en for et saa stor Kobberkar usædvanlig Form — med mindre hin Tilføjelse skulde være udgaaet fra Fortællerens Indtryk af de i hans egen Tid dagligdags anvendte smaa Kobberboller og ikke have nogen traditionel Værd.
  40. hét á Þór til sjófara ok harðræða — Landnáma III. 12.
  41. Bærer ind Hammeren
    Bruden at vie
    lægger Mjölner
    i Möens Skjød
    vier os sammen
    med Várs Haand.
    De sidste tvende Linier: ”vier os sammen med Várs (Løftets Dis') Haand” er en digterisk Omskrivning, der kunde tyde hen paa en Ceremoni som at f. Ex. Hammeren, men ialt Fald med andre Ord udstraktes over Brudeparrets forenede Hænder.
  42. Faye: Norske Folkesagn. Christiania 1844. S. 3.
  43. Keyser, Saml Afhandl. S. 323.
    N. M. Petersen ser deres Hellighed i, at de øverst havde Billedet af en eller anden Guddom (Islændernes Færd IV 376).
  44. Landnáma II Kap. 23.
  45. Det nord. Literatursamf. Udg. S. 98.
  46. I Fortællingen om Kraka-Hreidar og hans Fader Ofeig Lavskjægs Rejse til Island hedder det at Hreidar ”sagðist eigi mundu kasta öndvegissúlum fyrir borð, kveðst þat þikkja ómerkiligt at gjöra ráð sitt eptir því, kveðst heldr mundu heita á Þór, at han vísaði honum til landa og kvedst þar mundu berjast til landa, ef áðr væri numit”. — Den Maade at tage Varsel paa, som Hreidar foretrækker (kveðst heldr) — at det var efter Skibsstavnens Retning i et vist Øjeblik fremgaar af det følgende — var jo ulige bekvemmere end en møjsommelig Leden efter Højsædestøtterne. Men naar Hreidar i sin Ytring helt overser disses symbolske Betydning er det snarere udtalt i Sagafortællerens end i hin hedenske Nordbos Aand. (Landnáma III Kap 7.)
  47. Mindet om Thor som den Hus og Hjem værnende Guddom har lige til vor Tid bevaret sig ved Almuens Skik at stikke ”Tordenstenene” ind under Tagskjægget eller nedlægge dem i Lergulvet, eller i det hele blot at gjemme dem i Huset for saaledes at skjærme det for Ulykker.
  48. Grimm: Deutsche Mytologi 2den Udg. I. 165.
    N. M. Petersen taler vel i Islændernes Færd III. 197 om Nordboernes Skik at ”kasta hamri” for at vie sig noget, men han anfører intet Kildested herfor og synes derfor ene at have oversat det oldtydske Udtryk paa Oldnordisk.
  49. Tingstok
    Ligesom ”Julebukken med sin Træhammer” frembyder et umiskjendeligt Minde om Hedenolds Hammergud og hans Tilknytning til Jule-Højtiden, saaledes har Mindet om Galtens særlige Betydning ved Julehøjtiden bevaret sig lige til de seneste Tider. Svenske Bønder havde i somme Egne for Skik, at sætte et Brød i Skikkelse af en Galt paa Bordet hele Julen igjennem; og paa det samme har man kunnet træffe Exempel i Tydskland, hvor Dejgbilledet endog stundom opbevaredes til Pløje- eller Saatiden, da det blev stødt og strøet i Saakurven og saaledes udstrøet paa Ageren (Finn Magnusen: Bidrag til den nord. Archæol. S. 153).
  50. At Tingstokkene flyttede med Tingstedet ligesom Højsædestøtterne med Huset kunde mulig tyde hen paa, at hine ligesom disse vare udskaarne og udsmykkede paa en Maade, der svarede til Tingets Hellighed og mindede om den Gud, som var dets særlige ”Véurr.” — Saa langt ned i Tiden som til 1562 træffe vi Minde om, at Tingstokkene betragtedes som en Art Helligdomme, særlig viende Tingstedet (O. Nielsen: om Sysselindelingen S. 22—23), og vi have endnu fra 1719 en Tingstok bevaret paa Museet f. de nord. Olds., hvis her gjengivne Form med det ovenfor udviklede for Øje, ej kan andet end vække Erindringen om — en Hammer. Vistnok svarer den ikke til selve den Gjenstand, der oprindelig kaldtes Tingstok, og som maa antages nedrammet i Jorden, men mulig er der en eller anden Forbindelse imellem dem, der har overført Navnet paa hin. Maaske er den en Budstik. Paa Stokken, der er 9 T. l., staar Frederik 4des Navnetræk og: Tingstoch ved Kongens Bircheret for Ryttergodset udi Fyen, som aller naadigst blev anordnet og begyndt udi Rafnebierg Anno 1719.
  51. § 3 i Keysers og Munchs Udg.
  52. Til Fortegnelsen er foruden trykte Kilder benyttet den topografiske Samling paa Pergament i Gehejmearkivet og den arnæmagnæanske Diplomsamling paa Universitetsbibliotheket. De fleste med Ugedage daterede Tingsvidnebreve ere fra det 15-16de Aarh., kun faa fra det 14de. — Hverken for Fyns, Nørrejyllands eller Skaanes Vedkommende synes Herredstingene knyttede til Thors-Dagen paa en Maade, der kan vidne om denne Dags særlige Betydning for Tinget. I Fyn, hvis Herreds tingdage dog ikke alle ere fundne af Forf., holdtes Gudme og Skam Herreders Ting om Thorsdagen, sidstnævnte Ting synes endog tidligere holdt om Tirsdagen, paa hvilken Dag fremdeles holdtes 2 Herredsting, endvidere om Onsdagen 3, om Mandagen 2. Nørre Herreds Ting paa Langeland holdtes om Thorsdagen — Af de 63 af Nørre-Jyllands 71 gamle Herredsting, hvis Tingdage det har lykkedes at finde, forekommer kun 10 holdte om Thorsdagen, hvilket tilmed alene er Tilfældet med et enkelt Herredsting indenfor det enkelte Syssel; kun i Has Syssel falde to Herreders Tingdage paa Thorsdagen. De andre 53 nørrejydske Herredsting holdtes om Mandagen (18), Tirsdagen (18) og Lørdagen (13), sjældnere om Onsdagen (4), hvilken Dag ikke ofte valgtes til Tingdag for Herredstingene i Landet, ligesom hidtil intet Exempel synes at foreligge paa disses Tilknytning til Fredagen, paa hvilken derimod adskillige af Birketingene holdtes i Middelalderen.
    Af Landstingene holdtes Sjælands, (Laalands, Falsters og Møns) om Onsdagen, Fyns og Nørrejyllands om Lørdagen.
    Ved Sysseltingene synes heller ikke i Tingdagene at foreligge Vidnesbyrd om nogen særlig Tilknytning til Thorsdagen — dog, som ovenfor sagt, ingen Ting kunde snarere ventes at afspejle Oldtidsforhold end Herredstingene.
  53. Disse tre Herreder ere i Middelalderen blevne forenede under Benævnelsen Tre-Herred med fælles Ting om Lørdagen. Holbo (Holmbo eller vistnok egentlig Holtbo svarende til Hedebo) Herred er først i Løbet af Middelalderen udskilt af Strø-Herred (O. Nielsens Udg. af Valdemars Jordebog 117 Anm. 1 og 128 Anm. 4.) Dets Tingdag var forøvrigt Mandag.
  54. Faye: Norske Folkesagn S. 21.
  55. Holtzmann: Deutsche Mythologie herausgeg. von Holder. Leipzig 1874. S. 67.
  56. Hallfr. S. Vandræðaskálds. Kap. 12. Gunnlaugs S. Ormstunga K. 10.
  57. Weinhold: Altnord. Leben. S. 246.
  58. Faye: Norske Folkesagn 21. N. M. Petersen: Islænd. Færd IV. 321. M. Lorenzen: ”Signeformularer og Trylleraad” i Samlinger til jydsk Hist. og Topogr. IV. 99 flg. Nr, 8, 9, 19, 58, 73, 82, 83, 84, 91, 112.
  59. Landnáma Viðb. II, S. 335.
  60. Dette kunde tænkes at være Grunden til, at Áss forholdsvis hyppigt — modsat Goð og Vé — forekommer i Sammensætning med Personnavne.
  61. Den udførligere Olaf Tryggvasons Saga har Modsætningerne: gerði krossmark — gerði hamar (Kap. 23).
  62. Rettelser og Tilføjelser: Vidnesbyrd om Anvendelsen af et helligt Tegn foreligger fremdeles i Rutas Ord i Bjarkemaalet, da hun paa Bjarkes hidsige Tilraab, om hun ser Kampens umilde Styrer, Odin, beder ham at gjøre ”Signum victrix” for sine Øjne og derpaa se gjennem den Hank, hendes bøjede Arm danner. (Saxo. S. 106).
  63. Denne Font er nylig funden af J. B. Løffler.
  64. Peder Palladius skrev i sin Visitatsbog mod ”den wgudelige korsbyrd, at løbe omkring ager oc eng met korss oc fane, oc vaar en fastelaffuens leg, Gud til spot og denne kircke til spe” (Sv. Grundtvigs Udgave af Visitatsbogen S. 108). Denne Skik faldt ved Skærsommertid (S. 138), og Korsbyrden foregik enten paa en Tirsdag eller Thorsdag. Muligt foreligger der her Minder om en Overtro, hvis Rødder strakte sig længere tilbage end i den katholske Tid.
    Paa Taasinge førte Bønderne et Hellig-Olafs Billede om paa deres Marker, naar de havde lagt Sæd i Jorden, for at skaffe sig en rig Høst (Thiele: Folkesagn I. 162) — Ogsaa mellem Hellig-Olafs Dyrkelsen og Thors-Dyrkelsen var saa mange Tilknytningspunkter, at der godt i dette Træk kunde ligge et Minde fra Hedenold, der mulig ligesom hin sjælandske Skik afspejlede Tilbedelsen af Thor som Miðgarðs Véurr.
  65. Se f. Ex. Afbildn. i Aarb. f. nord. Oldk. 1868 S. 144.
  66. smhld. Montelius’ Atlas Fig. 624—628.
  67. Fig. 6—7 skylder Forf. Dr. Osc. Montelius.
  68. For to kan intet Findested opgives, det ene mangler Nr. det andet (8421), der er indkommet fra Kunstkammeret, siges i dettes Protokol kun ”fundet sammen med et lille cylindrisk Stykke Sølv”.
  69. Afbildet i Annal. f. n. O. 1842-43. Tab. II Fig. 15 b.
  70. Afbildede i Annal. f. n. O. 1842—43: Tavle II Fig. 14— 15 a,
  71. Dette har her i Landet i Fund fra samme Tid kun været Tilfælde i et, Vester-Vedstedfundet (ved Ribe).
  72. Denne har maaake hængt ved den sidstnævnte fine Sølvkjæde, i hvis ene Øsken svage Spor til en Guldrings Slid lade sig paavise.
  73. Hele Stolen er afb. i Ant. Tidssk. 1843—46 Tavle I, jvnf. Tavle II — III og Side 57 o. flg. Tidsalderen er vanskelig at bestemme. Ældre end fra 14de — 15de Aarh. ere Stolene næppe.
  74. Fig. 10.
    Svensk brakteatmønt
    En interessant Parallel med hine Fremstillinger er Dragehovedet med Korset i det opspilede Gab netop ”som Tungen” (Fig. 10). Det forekommer paa en Række svenske Brakteatmønter, der almindelig har været henført til Kong Sverkers Tid, Begyndelsen af det 12te-Aarhundrede. Denne Oplysning skyldes C. F. Herbst.
  75. Liljegren & Brunius: Nordiska Fornlemn. Plan VII.
  76. Månadsbl. April 1872. — Suppl. ved private Meddelelser fra Dr. Hans Hildebrand og Dr. Osc. Montelius.
  77. Til Midten af det 10de Aarh. maa ogsaa det eneste hidtil kjendte udenlandske Fund med Hammersmykket (i en meget oprindelig Form) henføres. Det er det store Cuerdale-Fund i Northumberland med talrige Mønter prægede af danske Smaakonger i England. — Mellem disse Mønter forekomme flere forskjellige med helt ejendommeligt nordiske Figurer i Præget; foruden Sværd, Bue, Banner se vi en ravnlignende Fugl, en Hammer og et tredelt aabenbart religiøst Symbol ”som 3 sammenføjede Skjolde”, til hvilket vi senere skulle komme tilbage. Hvorvidt Hammerfiguren er et Vaaben eller et mere betydningsfuldt Symbol er usikkert. I Numismatic cronicle 1869 I. s. 81 kaldes den ligefrem en Thorshammer. Afbildn. findes i Worsaaes Beskrivelse af Fundet i Minder om de Danske o. s. v. i England s. 80 o. flg.
  78. Det vilde sikker være noget dristigt at gjætte paa, at Hammersmykket, navnlig naar det forekom enkeltvis i de skjulte Skatte, havde en særegen Betydning overensstemmende med den oprindelige Karakter som et helligt Tegn, idet det kunde være nedlagt af Skattens Ejer som en symbolsk Betegnelse paa hans Paakaldelse af Gudens viende Bistand til at bevare Skatten for dens retmæssige Ejer og skjærme den mod Vanhelligelse af Tyvehaand.
  79. Tillæg til Gutalag. Kap. I (Schlyters Udg.)
  80. Annal. f. n. Oldk. 1862 S. 161.
  81. Rettelser og Tilføjelser: Naar man tager Hensyn til Gudehovets Indretning som Gildeshal, er det næppe usandsynligt, at en Højtid som Brudevielsen kan være bleven festligholdt i selve Gudehovet, maaske ligesom ”Daaben” knyttet til et Blot. Selv i den kristne Tid og efter Reformationen holdtes paa Island Bryllupsgilder og selv Gravøl i Kirken (Finn Magnusen: Bidrag til nord. Archæol. S. 28), og i Peder Palladius' Visitatsbog (Sv. Grundtvigs Udg. S. 36 smhdl. XXIV) tales om ”den slemmen oc demmen oc dantzen met pibe oc tromme, skede her vdi Sieland inden kirckedørrene om mandag heller tisdag i bryllupsvgen”.
  82. Historie af Danmark III 687 o. flg.
  83. ”Dat di de hammer” er en haard Trusel, der bruges paa Plattydsk” Schlesw.-Holst. Idiotikon II 96.
  84. Fornm. Sög. II, 324.
  85. Roman de Rou. Strofe 9059 (ed. Pluquet).
    Et Minde om Thors-Dyrkelsen i Nordmandiet, hvilken alt forhen er paavist ved Stedsnavnene, er ogsaa det stedlige Sagn fra l’île de Jersei, der tillægger Maugier, Rikard d. 2d. Søn en Afgud ”Turet” kaldet, med hvilken han stod i stadig Forbindelse (l. c. 9717—18).
  86. Helgakvida Hundingsbana II.
  87. Harald Hildetand, Sigurd Ring, Hadding, Half.
  88. F. Ex. Rolf Krake, der ej tog mod de Vaaben, den enøjede Gubbe vilde byde ham.
  89. N. M. Petersen: Islændernes Færd IV. 346.
  90. Saga Ólafs Tryggvas. (i Heimskr.) Kap. 28.
  91. De skriftlige Efterretninger om Ravnebanneret, der ene foreligge fra Englandstogene ere samlede i Worsaae: Minder om de Danske og Nordmændene i England osv. S. 86, (smhld. Script. Rer. Dan II 485).
  92. Knytlinga Saga Kap. 11. Smhld. Saxes Beretn. ”Illud quoque memoratu dignum, quod Waldemari exercitum tam crebri corvorum greges intervolasse produntur, ut oomplures se erectis militum hastis feriendos objicerent,” S. 733.
  93. Paa en af de smaa mærkelige Sølvbrakteater, hvis Fremstillinger tyde hen paa, at de ere prægede umiddelbart efter Grathehede-Slaget, der gjorde Valdemar til Enekonge og bragte Fred over Landet, ses et saadant Banner anbragt mellem Kongens og Dronningens Billeder. At dette Banner representerer Landets Hovedbanner bliver saa meget sandsynligere, som andre af Brakteaterne vise henholdsvis Palmen som Fredens Symbol og Scepteret som Kongemagtens, anbragt mellem de samme Figurer og fremdeles Kongen holdende et Sværd mod Dronningen, indstukket i Skeden som Tegn paa, ”at Krigen var endt”. Det er meget muligt, at Ravnebanneret først efter Slaget ved Lyndanisse 1219 afløstes af Danebrog som Rigsbanner. — Iagttagelsen af Ravnebanneret og de her anførte Bemærkninger skyldes O. F. Herbst: ”Bjergstedfundert” i Aarb. f. n. O. 1866.
  94. Med en Sendelse fra Færøerne til Museet for de nord. Oldsager (Museets Protokol Nr. 11071) fulgte en vestindisk Nød, uden Tvivl opskyllet paa Kysten, men som paa Færøerne under Navnet ”Sejrsten” havde været baaret som Amulet; der blev fortalt, at to Ravne, hvilke Fugle efter Færingernes Mening besidde den Evne at kunne finde Sejrstene, sloges om den og under Slagsmaalet tabte den. Om hin Ravnenes Egenskab berettede Indsenderen endvidere: Naar en Færing vil have en ”Sejrsten” opsøger han en Ravnerede med Æg i, udtager, mens Ravnen er borte, et af Æggene, koger det og lægger det i Reden igjen. Naar Ravnen efter lang forgjæves Rugen mærker, at intet kommer ud deraf, henter den en Sten, for at den kan hjælpe paa Ægget — denne Sten gjælder det da for Færingen om at tage; thi det er en ”Sejrsten”. — Som en ”Sejrsten” kunde man fristes til at opfatte det i Metalbaand med Øsken indfattede Stykke Svovlkis, der fandtes mellem de mange Krigersager fra ældre Jærnalder i Viemosen paa Fyn. Forsteninger indfattede paa lignende ejendommelige Maade som Amuletter ere forekomne i Gravfund ved Espe og Broholm paa Fyn og ved Nyrup paa Sjæland (?).
  95. Saga af Gisla Sursyni S. 111.
  96. Man mindes Modsætningen i Hjaltes Ord i Bjarkemaalet:
    Vekka ek yðr at víni
    né at vífs runum,
    heldr vek ek yðr at hörðum
    Hildar leiki. —
  97. Vidnesbyrd om Gjæstebudet som Frøjs Leg synes ogsaa at fremtræde ved Navnet paa hans Svend ”Byggvir”, der ”deler Mad ud”, og hvis Kone ”Beyla” Loke kalder, ”deigja” og ”dritin” (paa Gtrund af hendes Arbejde ved Arnen) (Œgisdrekka Vers 43 — 46. 56.)
  98. Saa meget mindre troligt er det, at ”Frøjs Leg”, som i Regn. Lodbr. Saga Kap. 16, i Hedenold har kunnet betegne Kamp; det skulde da være — Nævekamp.
  99. En priaplignende Figur findes paa en Urne, der i Sommeren 1875 udgravedes af Forf. ved flere større af Hofjægerm. Sehested til Broholm foranstaltede Undersøgelser, som snart ville foreligge offentliggjorte af ham i et anseligt Plancheværk over hin Egns mange Oldtidsminder. Den indeholdt brændte Ben og en Bronzenaal med lille knapformet Hoved ; kun en lav Højning dækkede den.
  100. Smhld. Olaf Tryggvasøns Ord til Thrønderne om de almindelige Menneskeofringer af ”Trælle og Ugjerningsmænd”, hvori han ikke vil finde sig, om han skal deltage i deres Blot. Han vil vælge, saa at de mest ansete Mænd gives til Guderne. S. Ól. Tryggvas, i Heimskr. Kap. 74.
  101. Thor paakaldt ”til sigrs” ved en Brydekamp se Gunnl. S. Ormst. Kap. 10.
  102. I Guðrúnarkviða hin þriðja findes omtalt en anden Art Gudsdom, ved hvilken Gudrun skal rense sig for Ternen Herkjas Beskyldning for Utroskab mod sin Husbond: hun skal fra Bunden af en Kjedel med kogende Vand optage en hellig hvid Sten (jarkna-steinn) uden at tage Skade deraf. Denne Kjedel bliver højtidelig viet (ved Paakaldelse af hvilken anden Gud end Thor?) af Kongen over Saxerne, aabenbart i hans Egenskab af ”Hovgode”.
  103. Om Hadding fort. Lib. I (S. 49 — 50): Siquidem propitiandorum numinum gratia Frø Deo rem divinam furvis hostiis fecit. Quem litationis morem annuo feriarum circuitu repetitum posteris imitandum reliquit Frøblod Sveones vocant.
  104. Offerdyrets sorte Farve skinner gjennem den af Grim m (Deutche Mythologie I. 44) anførte Overtro at ”sort Oxe og sort Ko ikke maa slagtes inden Huse”, og den svenske Folkevises Omtale af et sort Lam som Offer til Havmanden eller Nøkken for at lære Harpespil af ham (I. 46).
  105. Sv. Grundtvig: Om de gotiske Folks Vaabened. (Vidensk. Selsk. Forh. 1870.)
  106. Fornmanna Sögur I. 280. Herraud & Boses Saga. Kap. 12.
  107. Engelhardt: Romerske Statuetter og Konstgjenstande i Aarb. f. nord. Oldk. 1871.
  108. Foredrag om tidlige kristelige og sene hedenske Indvirkninger i Oldskriftselskabets Novembermøde 1873.
  109. Saga Sigurd. Eyst. ok Ólafs i Heimskr. Kap. 12.
  110. Remberts Levnetsbeskr. af Ansgar. Script. Rer. Dan. I. 474.
  111. S. Ól. Tryggvas. Heimskr. Kap 71. Ragnars Saga Loðbr. Kap. 8. 9. 11.
  112. Floamanna Saga Kap. 25.
  113. Hvad angaar Sammensætninger i Stedsnavne, som kunde antages at minde om Balder, der som ”afdød” Gud let forstaaeligt ej har været Gjenstand for nogen Tilbedelse, maa det mærkes, at der i Dialekterne forekommer et Ord ”Bæl”, der iflg. Molbechs Dialektlexikon betyder lav Mosegrund og derfor tydeligt er det, som findes i Forbindelser som Bels — Balles (Ballers)-Mose: et Navn, der træffes meget ofte (paa Bornholm: Balsmyr). Ikke usandsynligt er det ogsaa det, vi have i Beldringe og Baldersbrønde, om end alt Saxe i den sidste Sammensætning vil se Gudens Navn. I Sverige have vi i det nu saakaldte Baldersnäs, der i Aaret 1497 skreves Bellenäs et historisk Vidnesbyrd om en Forandring, der ogsaa andensteds kan være gaaet for sig mere eller mindre med Hensigt. (Historisk-Geogr.-Statist. Lexik. ofv. Sverige).
  114. G. Stephens i Aarb. f. n. Oldk. 1875 S. 109.
  115. Smhld. Finn Magnusen: Eddalære IV. 229 o. flg. Rettelser og Tilføjelser: Hermed stemmer ifølge Oplysning af Cand. E. V. Steffensen den oprindelige Betydning af ”Hel”. Ordet er nemlig udsprunget af Roden i ”at hæle” og er i nær Slægt med de oldnordiske Ord: höll (Hal), hallr (Sten), hellir (Grotte) o. dsl, og betyder oprindelig Skjul. Ligesom Hallen var det overjordiske Herberge, var Hel det underjordiske.
  116. Ermoldi Nigelli: Narratio de Baptismo Haraldi Danorum regis Anno 826. i Script. Rer. Dan. I. 398. o. flg.
    Gens erat interea, antiqvum cui perfidus anguis
    liqverat, errorem, sustuleratqve Deum.
    Qvæ pagana diu cultus servabat iniqvos,
    pro factore sno colens Idola vana suo.
    Proqve deo Neptunus erat, Christi retinebant
    Juppiter orsa locum, cui sacra cuncta dabant.
    Det er aldeles vilkaarligt, naar Neptunus oftere er gjengivet ved Odin. Hvad det er for en Guddom, Helmold her har tænkt paa, vil vanskeligt kunne gjættes. At ”Neptun” skulde være nævnt paa Grund af Beundring for Nordboerne som dristige Søfarere, kan vel ikke være rimeligt.
  117. Nestors russiske Krønike oversat af O. W. Smith. S. 36, 45, 49, 63.
  118. I Nouveaux Mélanges d'Archéologie II. 55 ses et efter et samtidigt Haandskrift gjengivet Billede af Kejser Otto den 3die (?) Kejseren har i højre Haand ikke noget Scepter men en lang glat Stav, paa hvis øverste Ende sidder en Fugl, som den franske Text ligner ved en Høg, uden at den ser sig istand til nøjere Forklaring af hint Værdighedstegn. Skulde det være et Minde om de romerske Kejseres Ørnebanner? Hin Formodning om Ravnebannerets Oprindelse synes i saa Fald her at have et betydningsfuldt Mellemled som Tilknytningspunkt.
  119. Vore store Mosefund fra den ældre Jærnalder ere af Worsaae blevne forklarede som Minder om Ofringer til Kampguden efter en vunden Sejr, under hvilke man har søndret og udkastet Vaaben og alskens, maaske ved Erobringen af den fjendtlige Lejr gjorte Bytte. I saa Henseende vil da muligt Navnet Thorsbjerg for Banken ved Sønder-Brarup Mosen i Angel kunne mærkes.
  120. Hvad de islandske Frøjsgoder angaar, vil et saadant Tilnavn for en Gode ved Thorshovet paa Thorsnæs (smhld. Side 34) være vanskeligt at forklare.
  121. Om denne Forms Oprindelighed, se O. Nielsen i ”Danske Samlinger” I. 91. smhld. Kr. Erslev smstds. 2den Række III. 123.
  122. f. Sveriges Vedk. smhld. Navnene Thorsvi — Frösvi.
  123. Thorkelins Diplomat. I. S. 2.
  124. Ann. f. n. Oldk. 1855 S. 29. — Tidligere 1320 (Arnemagn. Dipl. paa Univ. Bibl. XX. 9. skrives Navnet dog Othænsweth; 1456 Onswed (An. f. n. O. 1856 S. 23). Det var muligt, at Navnet Hornsweth for den nærliggende Skov har havt Indflydelse paa den Form, Bynavnet efterhaanden antog.
  125. Indberetn. om Henry Petersens og I. B. Löfflers antikv. Undersøgelsesrejse i Horns Herred 1873 — 74.
  126. Sagnene om Odins Vandring til Norden kunne saaledes maaske dog have en sand Kjærne.
    En Tilbedelse af en Gud for Frugtbarheden ved Siden af Thor, i hvis velsignende Kraft alt Frugtbarhedens Betingelser ligge, synes ikke ret at kunne fastholdes som oprindelig. En Tilbedelse af Frøj kan da heller ikke paavises som lige almindelig for alle de gotiske Stammer, men synes Nordboerne temmelig egen (Grrimm. Mythol. I. 191); ved Siden af Odin og Thor finde vi hos andre Goter en Saxnot, til hvem Frøj ikke synes at svare. Skulde det kunne tænkes at Goterne ved deres Bofæstelse i Norden havde truffet en der hjemlig Guddom, som de under Navnet Frøj havde optaget i deres egen Guderække? Kunne vi sætte den ny Folkegrænse ved Jærnalderens første Tider, og altsaa antage, at den som Frøj nævnte Guddom havde været en af Bronzealdersfolkets vigtigste Guder, da foreligger der mulig endog en Støtte for denne Antagelse i hvad der ovenfor er antydet om en Priapdyrkelse i Bronzealderen. Skulde der i den Grænse, Mytherne drage mellem Frøj og de andre Guder ligge en Antydning af, at hans Tilbedelse hidrørte fra en anden Side end Odins?
  127. Monne Mennesker alle
    Hjemsted rømme.
  128. Solen sortner,
    Jorden synker i Havet,
    fra Himlen falde
    de klare Stjærner;
    Emmen bruser frem
    og den alt Liv opslugende Ild (blusser),
    den høje Lue spiller
    mod Himmelen selv.
  129. L. Müller: Religiøse Symboler, Særtr. af Vidensk. Selsk Skrifter 1864, S. 62.
  130. Aarb. f. nord. Oldk. 1870, S. 382 o. flg.
  131. Montelius: Från jernåldern, S. 32, Nr. 254, 256 og S. 34 Nr. 263. Alle norske Gravfund.
  132. Hvad angaar Thors Attributer burde alt foran være henpeget paa de ”syv Stjærner”, han holdt i venstre Haand ifølge den svenske Krønikeforf. Ericus Olai Beretning om hans Billede i Upsalahovet eller de ”tolv Stjærner”, hvoraf han her if. Olaus og Johannes Magnus var omgiven, foruden at han havde en Krone paa Hovedet. Hine Tilføjelser til Adam af Bremens Beretning maa staa ved deres Værd.
  133. G. Stephens Læsning af Indskriften paa en blekingsk Runebrakteat (Nr. 25 i Runeværket) af hin Typ: Tur te (ɔ: signe) Runor, er imødegaaet af S. Bugge (om Runeindakr. paa Guldbrakteaterne i Aarb. 1871, S. 191), der læser: wurte (ɔ: skrev) Runor. Sandsynligvis vilde vi ogsaa ved en Paakaldelse af Thor paa Brakteaterne møde Udsagnsordet ”vígja” i en ældre Form.
  134. Afbildningen skyldes Hofjægermester Sehesteds Velvillie, i hvis Værk om Broholmegnens Oldtidsminder den snart paa anden Maade vil foreligge.
  135. Dybeck: Svenska Fornsaker. Pl. IV. 3.
  136. Lorange: Saml. af norske Olds. i Bergens Museum, S. 52.
  137. f. Ex. paa Stenene fra Upland Nr. 46, 121, 214, fra Stockholms Len 225 i Dybecks Runurk., smhld. de i Stephens Runeværk afbildede Stene Nr. 706, 734, 791, og Göranssons Bautil 25 (mellem Ordene paa selve Runebaandet, hvor ogsaa Korset findes) 334, 498, 624, 825, 882, 900, 926.
  138. T-lignende Tegn paa Brakteater, som i Atlas for nord. Oldk. Nr. 74, 135, have maaske Oprindelse fra misforstaaede Bogstaver paa Forbillederne.
  139. Til Tydelighed for Læseren har Forf. tilladt sig i Afbildningen at vise Stregerne, der danne hin Figur, tykkere end de andre.
  140. L. Müller: Religiøse Symboler, S. 72.
  141. Atlas for nord. Oldkynd. Nr. 6, 79, 129. (85, 140).
  142. Beretn. om den arkæol. Kongres i Stockholm (1874), S. 632, Fig. 14.
  143. Kr. Erslev: Roskildes ældste Mønter i Aarb. f. n. 0. 1875. S. 138
  144. Triskelen med buede Ben, se allerede fra Mellemjærnalderen Brakteaten Nr. 6 og 129 i Atlas f. nord. Oldk.; paa Nr. 129 forekommer den sammen med Hagekorset.
  145. Nærv. Forf. har engang (i Illustr. Tidende d. 5. Maj 1872) henledet Opmærksomheden paa, at denne Figur paafaldende svarer til Snorres Beskrivelse i den yngre Edda af ”Ristubragð þat, er Hrungnishjarta heitir” og som var ”tindótt med þrimr hornum”. Imidlertid følger ikke deraf, at Navnet har nogen for Figuren betydningsfuld Ælde.
  146. Smhld. L. Müller l. c. 70.
  147. Müllenhoff & Scherer: Denkmäler deutsch. Poesie u. Prosa. S. 153.
  148. Grimm. D. Mythol. I. 57.
  149. Jornandes taler saaledes særligt om den gotiske Gud: Mars. Prokop gjengiver Ares som ”Thuliternes” højeste Gud
  150. Grimm: D. Myth. I. 108.
  151. Grimm: I. 92.
  152. Grimm:. I. 94 o. flg.
  153. I Miracula sct. Apollinaris hedder det om et tydsk Folk, Alemanner eller Vandaler, der brød ind i Gallien: convocatis fanorum suorum ministris compulerunt eos, ut suo mori immolarent capras Wodan deo ipsorum. — Holtzmann: Deutsche Mythologie. 35—36.
  154. Grimm I. 110 — Finn Magnusen: Lexicon Mythologicum S. 952.
  155. Förstemann: ”Altdeutsches Namenbuch” har: Wodnesberg, Wotaneshusen, Wodenesvege — Thuneresberg, Thoneresfelt, Doneresreut.
  156. Kemble: ”The Saxons in England” har f. Ex. Wodnesbeorh (og mulig en Del Sammensætn. med Wam eller Wan f. Ex. Wambrook, Wonstone,) — Thundersfield, Thundersley.
  157. Förstemann l. c.
  158. Grimm: Deutsche Rechtsalterthümer S. 64. 162. — Paa Island gik en lille Hellebard (Hellig Olafs Øxe) udskaaren af Træ om som ”Þingboð”. En saadan fra Saura þinghá i Snefjeldsnæs Syssel bevares paa Museet; flere lignende kjendes. — Det er, som Gr. mener, ikke saa helt usandsynligt, at selv Tilslaget af Ejendom ved (Auktions)hammeren har bevaret et Minde om ældgamle Skikke.
  159. Schaafhausen i Beretn. om den arkæol. Kongres i Stockholm 1874 S. 845.
  160. L. Müller: Religiøse Symboler. S. 69.
  161. Smhld. Bestemmelsen af Thor mythologisk som Naturgud i Uhland: Mythus von Thor. — Betegnende er alt Adam af Bremens Ord: Thor præsidet in aëre, qui tonitrus et fulmina ventos ymbresqve serena et fruges gubernat.
  162. Gjengivne efter N. M. Petersens Oversættelse i Nord. Tidsskr. f. Oldk. III. 173.
  163. Vilhelm Thomsen: Den gotiske Sprogklasses Indflydelse paa den finske. Kbhvn. 1869.
  164. I. A. Friis: Lappisk Mythologi, Eventyr og Folkesagn. Christiania 1871. S. 60—71.
  165. Finn Magnusen i Skandin. Literat. Selsk. Skrift. 1813. S. 175.
  166. F. Schiern: Evropas Folkestammer S. 63.
  167. G. V. Düben: Om Lapland och Lapparne. Stockholm 1873. Her er Thors Fremtræden i Lappernes Gudetilbedelse sidst behandlet.
  168. Finn Magnusen l. c. Smhdl. Lexicon Mythologicum S. 943 o. flg.
  169. Holtzmann: Deutsche Mythologie 56. 61.
  170. Hvad selve Hammeren angaar, er Overensstemmelsen mellem Thors Mjölner og den indiske Hovedgud Indras Vadjra i deres Betydning for Folketroen paavist af C. A. Holmboe (Norske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1862). Hos Grækerne fremtræder den oprindelige Betydning af Zeus’ Tordenkile som Vaaben udvisket i Tidens Løb.
    Naar vi kaste Blikket tilbage endnu i en anden Retning, nemlig over de Kulturperioder, der gaa forud for den, da Befolkningens Herkomst i Norden ad sproglig og historisk Vej kan bevises. Stenalderen og Bronzealderen, da maa det bemærkes, at Øxen eller Hammeren allerede i den ældste Periode fremfor nogen anden Gjenstand er forarbejdet saaledes, at den synes uskikket til andet praktisk Brug end netop som Vaaben, ja hyppigt ikkun som Værdighedstegn. I Overensstemmelse hermed er det, at blandt hin Tids Smykker netop Øxeformen spiller en særegen Rolle, som den eneste Form, der har et figurligt Forbillede, til hvis Valg der da turde være en egen betydningsfuld Grund. Ogsaa i Bronzealderen træffe vi Øxerne hyppigt forarbejdede paa en Maade, der ganske viser dem i Anvendelse overensstemmende med Stenalderen, og i en saadan symbolsk Betydning for denne Tidsalder bestyrkes vi yderligere ved deres Forekomst mellem Bronzealderens ejendommelige Helleristninger. — Paa disse Forhold skulle vi her ikke undlade at pege hen, men det maa forbeholdes nærmere Drøftelser af de forskjellige Kulturperioders indbyrdes Forhold at bestemme hine Minders Betydning for den sidste forhistoriske Kulturperiode og det Folkeliv, der da rører sig i Norden.
  171. A. D. Jörgensen: Om Kristenforfølgelser i Aarb. f. nord. Oldk. 1871.
  172. Fr. Hammerich: De episk-kristelige Oldkvad hos de gotiske Folk. Kbhvn. 1873. S. 175.
  173. Denne Døbefont vil snart foreligge afbildet i den oven citerede Afhandling af Worsaae om tidlige kristelige og sene hedenske Indvirkninger.
  174. Kyrkoherden i Tunhem i Vester-Götland Claes Johan Ljunggren har nylig fremdraget dette i høj Grad mærkelige Mindesmærke, hvoraf han snart vil forelægge en nøjere Beskrivelse.
  175. Sv. Grundtvig i Anmeldelsen af Keysers og N. M. Petersens litterærhist. Skrifter i Historisk Tidsskrift 3die Bække V. 395. smhld. 4de R. I. S. 105. Tidligere havde navnlig Keyser hævdet dem en lignende høj Ælde.
  176. E. Jessen i Hist. Tidsskr. 3die Række VI. 225. Smhld. Maurer i Zeitschr. f. deutsche Philologie I; 58 og Möbius smstd. 435, Gudbr. Vigfussons Anskuelser i samme Retning ere cit. af Maurer anf. St.
  177. Foredrag paa det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn i Juli indev. Aar.
  178. E. Sars: Udsigt over den norske Historie. Kristiania 1873.
  179. E. Jessen: Zeitschr. f. deutsche Philologie. III, 20.
  180. Som Erindringer om saadanne Kvad, kan henpeges paa Sigrdráfumál 3, Atlamál 35, samt Besværgelsen i Helgakv. Hunddingsb. II. 30 o. flg. — Der er i en engelsk Codex bevaret et kort med Runer skrevet gammel-nordisk Signevers (Zeitschrift f. deutsches Alterthum XIII. 193.), hvoraf Prof. Stephens har haft den Godhed at meddele nærv. Forf. en forbedret Læsning og Tolkning. En af Linierne lyder: Thur vigi thik, Thorsa trutin, og forøger saaledes paa en betegnende Maade de fremdragne Minder om Thors Paakaldelse som Véurr.
  181. Smhld. Sv. Grundtvig: Udsigt over den nordiske Oldtids heroiske Digtning. S. 96.