Gudruns opfordring til hævn
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddadigte
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Gudruns opfordring til hævn[1]
Guðrúnarhvöt
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
Om Gudrun
Gudrun gik ned til havet, da hun havde dræbt Atle. Hun gik ud i vandet og ville tage livet af sig, men hun kunne ikke synke til bunds og drev over fjorden til kong Jonakers land. Han giftede sig med hende. Deres sønner var Sørle og Erp og Hamder. Svanhild Sigurdsdatter blev opfostret dér. Hun blev gift med Jørmunrek den Mægtige. Han havde Bikke hos sig, og han fik kongens søn Randver til at tage Svanhild. Dette fortalte Bikke kongen. Kongen lod Randver hænge og Svanhild træde ihjel af heste. Da Gudrun erfarede det, henvendte hun sig til sine sønner.
- I
- 1.
- Man hørte næppe
- hårdere tale —
- en vældig sorg
- voldte ordene —
- end dengang Gudrun
- med grusomme ord
- søgte at ægge
- sine sønner til drab:
- 2.
- »Hvordan kan I sidde
- og dovne her
- med munter tale
- uden mindste skam,
- når Jørmunrek lod
- jeres unge søster
- træde ihjel
- af tunge heste?
- 3.
- I er givet ikke
- Gunnars ligemænd,
- og Høgnes mod
- mangler I ganske,
- for Svanhilds død
- var snart hævnet,
- hvis blot I besad
- mine brødres sind.«
- 4. (Hamder:)
- »Roste du Høgne
- for heltedåden,
- dengang Sigurds
- søvn blev afbrudt,
- og sengeklædernes
- sort-hvide striber
- drev af blodet
- fra din dræbte mand?
- 5.
- Du tog bitter hævn
- for brødretabet
- og ombragte koldt
- dine egne sønner;
- med dem havde vi
- hævnet vor søster
- i fælles flok
- og fældet Jørmunrek.
- 6.
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- Hent nu hunnerkongens
- herlige våben
- og send os af sted
- til sværdenes ting!«
- 7.
- Da lo Gudrun
- og løb til sit gemme,
- hvor hun fandt fyrstens
- flotteste hjelme
- og lange brynjer,
- som hun bragte sønnerne;
- rede til striden
- steg de på hestene.
- 8. (Hamder:)
- »Men spyddets Njord
- slipper næppe hjem
- fra goternes land
- for at gense sin mor,
- så drik du øllet
- ved arvegildet
- for både Svanhild
- og de sønner, der faldt.«
- 9.
- Da gik Gudrun —
- Gjukes datter —
- ud på tunet
- med tårer på kinden;
- tynget af sorgen
- sad hun og græd
- og tænkte over
- sin triste skæbne:
- 10.
- »Jeg har kendt tre arner
- og tre ildsteder,
- for tre ægtemænd
- tog mig til hustru.
- Sigurd var den,
- jeg særligt holdt af —
- mine brødre voldte
- hans bratte død.
- 11.
- En svær smerte
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- men endnu mere
- måtte jeg udstå,
- da ødlingerne gav mig
- til Atle som brud.
- 12.
- — — — —
- — — — —
- så jeg kaldte i smug
- på kongens sønner,
- og drevet af ønsket
- om at opnå hævn
- lod jeg hovederne
- hugge af drengene.
- 13
- Jeg agtede i vrede
- at omgå nornernes
- grumme lovbud,
- så jeg gik til stranden,
- men de høje bølger
- holdt mig oppe,
- og jeg drev i land,
- for leve skulle jeg.
- 14.
- Jeg blev taget som brud
- for tredje gang
- af en folke-fyrste —
- jeg fandt, det var bedst;
- jeg avlede børn,
- arvens vogtere —
- arvens vogtere
- var Jonakers sønner.
- 15.
- Trælkvinder sad
- tæt om Svanhild,
- som jeg elskede mest
- af alle mine børn;
- når jeg så Svanhild
- sidde i hallen,
- var hun mere smuk
- end solens stråler.
- 16.
- Jeg gav hende gudvæv
- og gyldne ringe,
- før hun blev gift
- med goternes fyrste;
- med den største sorg
- vil jeg stadigt mindes
- de lange lokker
- på lyse Svanhild.
- 17.
- Mit tungeste tab
- tålte jeg dengang,
- min Sigurd blev dræbt
- sovende på lejet.
- Det grusomste mén
- måtte jeg døje,
- da Gunnar døde
- blandt glinsende slanger.
- 18.
- Min hæsligste stund
- var da Høgne fik brystet
- skåret op til hjertet
- uden at klynke.
- Jeg mindes endnu
- megen ondskab
- — — — —
- — — — —
- II
- 19.
- Sæt dig — Sigurd! —
- på den sandgrå hingst,
- lad den raske hest
- rende til mig;
- jeg sidder datterløs
- uden sønners koner,
- og ingen skænker mig
- skønne gaver.
- 20.
- Mindes du — Sigurd? —
- vort møde på lejet,
- hvor vi sad sammen
- og svor hinanden,
- at du kom til mig
- fra de dødes rige,
- og jeg til dig
- fra denne verden.
- 21.
- Rejs nu — stormænd! —
- stabler af tømmer,
- og læg herskeren
- på det højeste bål;
- lad ilden fortære
- mit tunge sind
- og smelte sorgen,
- der smerter mit hjerte.«
Note:
- ↑ Guðrúnarhvöt er kun overleveret fragmentarisk i Codex Regius. Kvadet består tilsyneladende af brudstykker af mindst to forskellige kvad, idet overgangen fra vers 18 til 19 indebærer et langt spring tilbage i tiden til kort efter Sigurds død.