Forskjell mellom versjoner av «Haakons, Guttorms og Inges saga»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
Linje 6: Linje 6:
 
|-
 
|-
 
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Böglunga sögur B (P.Clausen)]] !! !!  
 
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Böglunga sögur B (P.Clausen)]] !! !!  
 +
|-
 +
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Smeden og Odin]] !! !!
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}
 
  
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"

Revisjonen fra 8. mai 2016 kl. 09:15

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Eirspennill (A.M. 47) og Skálholtsbók m.fl.


Norges Kongesagaer

1914-utgaven

oversat ved
Alexander Bugge

I.M. Stenersens Forlag
Kristiania
1914


Titelfrise Haakons Guttorms Inges Saga.jpg


HAAKONS, GUTTORMS OG INGES SAGA (1)


Initial Haakons Guttorms Inges saga.jpg

traks efter kong Sverres død [1202] sendte birkebeinerne et skib nordover med sine høvdinger, Haakon Galen, som var søn av Cecilia, kong Sverres søster, og Peter Støyper, en anden søstersøn til kong Sverre. De hadde med sig et brev, som kong Sverre, før han døde, hadde latt skrive til sin søn Haakon, som før nævnt (2); de seilte nordover langsmed landet og hadde et vel utrustet skib. Da de kom forbi Stad, seilte de utenskjærs nord til Trondheimsmynne; ti baglerne hadde hele landet langs sjøen i Sogn og fjordene, begge Mører og Raumsdal, og laa der i store flokker. De kom til Nidaros ved den tid, da formesserne var sunget, og rodde ind til kongsgaarden. Da de gik iland fra skibet, kom nogen av birkebeinerne ned mot dem og spurte dem om tidender og mest om, hvorledes det gik med kongen; for de hadde spurt, at han var syk. Haakon Galen og de andre svarte, at det var meget bedre med kongen, men de kunde ikke sige flere tidender. De spurte, hvor Haakon kongssøn var. Det blev sagt dem, at han var hjemme i herberget. Siden gik de op til Kristkirken og derfra til gaarden, hvor kongssønnen var. De sendte en mand ind til ham og bad ham komme ut og tale med dem; for de vilde sige tidender til ham alene. Siden gik kongssønnen frem i herberget og lot Peter Støyper og Haakon Galen kalde til sig. Det gik nogen mænd dit, og de hilste hverandre venlig. Siden sa de Haakon kongssøn sine tidender og alt om kongens død og bar frem det brev, som kong Sverre hadde latt skrive. De talte da sammen en stund. Derefter lot kongssønnen blaase til hirdstevne, og der lot han sige disse tidender til hele hirden. Paa dette samme stevne blev Haakon kongssøn tat til høvding over flokken.


2. Om vaaren lot Haakon kongssøn stevne Øreting og sendte bud til bønderne i herredene. Men da Øretinget var sat, blev Haakon Sverressøn tat til konge der over hele landet. Den bonde, som gav ham kongsnavn, het Skervard. Siden tok kong Haakon sig hird. Hele den gamle hird, som hadde været med kong Sverre, gik ham til haande. Han satte da sine mænd i sysler. Det kom da ogsaa folk til ham sønden fra landet. Kongen lot da og ruste skibe ut og stevnte leding til sig. Da han var færdig, fór han nordenfra; det var ved «vaknaskeid» (3); han fik noget sent bør og seilte syd til Bergen. Baglerne var oppe i landet, og det fór ymse frasagn om, hvad de tænkte at gjøre. Somme sa, at de vilde snu nord til Trondheim, somme, at de var kommet ned syd paa Rogaland. Kong Haakon sendte da mænd syd imot dem; med denne flok var Peter Støyper, Torgrim av Ljaanes, Einar kongsmaag og end flere sveitehøvdinger. De hadde meget folk. De laa i Rott (4) og kom dit sent om kvelden, da det blev sagt dem, at baglerne var i Stavanger. Morgenen efter saa birkebeinerne, at baglerne kom roende nordenfra og stevnte til øen. Baglerne hadde ingen nys om birkebeinernes færd; men da de var kommet langt ut, rodde birkebeinerne mot dem. Da baglerne saa det, snudde de unda; men birkebeinerne efter dem. De tok ett skib; baglerne verget sig vel, men næsten alle paa dette skibet faldt. Siden jaget birkebeinerne dem. Baglerne stevnte ind i fjordene og gik fra borde her og der og fór siden op i landet. Birkebeinerne fór tilbake til Bergen. Kong Haakon fór nordover og laa længe om sommeren i Fjordene.


3. Dronning Magret Eiriksdatter. som kong Sverre hadde hat, fór straks om vaaren efter hans død øst i Viken og hadde med sig jomfru Kristin, sin og kong Sverres datter, og Kristin Nikolasdatter (5), sin søsterdatter, de vilde fare op i Gautland. Det tyktes ikke birkebeinerne (6) [raadelig, at kongens datter skulde fare ut av landet. Derfor drog Peter Støyper øst til Oslo og fandt dronningen der. Da han hadde dvælt der nogen dage, hændte det sig, at dronningen var og lauget sig. Da gik Peter ind i herberget til dronningen og sa til Kristin, kongens datter, at baglerne var over dem. Jomfruen blev ræd og spurte, om han visste noget raad. Peter tok hende i sine armer, bar hende til skibet og lot tjeldene slaa ned, og hans mænd tok til aarerne. Da de la ut med skibene, kom dronningen løpende ned paa bryggen og ropte, at de skulde gi hende hendes datter tilbake. Peter Støyper svarte, at hun først skulde fare til sin bror kongen. Da bar dronningen sig ilde og sa: «Gud gi, at jeg maatte leve den dag. da jeg kunde volde eder saa stor sorg og harm, som I nu gjør mig! Jeg er kongsdatter og var gift med en konge her i riket og har med ham bare dette ene barn, som I nu røver fra mig, som var det et trælle- eller et frille-barn.» Slike ord ropte hun efter dem, saa længe de kunde høre hende. Siden fór hun til Svitjod med sin frændkone, fru Kristin. Men Peter fór med kongsdatteren til hendes bror, kong Haakon. Der blev hun tat vel mot og sømmelig holdt.

Denne sommer kom erkebiskop Eirik i Nidaros, biskop Martein i Bergen, biskop Njaal i Stavanger, biskop Ivar i Hamar og biskop Nikolas i Oslo hjem til Norge. De hadde fulgt baglernes hær og været stundom i Danmark og stundom i Svitjod. De forlikte sig med kong Haakon og drog hver til sin stol, og erkebiskopen tok hele landet i forlik igjen (7). Da kom ogsaa utenfra Island biskop Gudmund den gode, som var valgt til biskop paa Island (8); han var om vinteren med erkebiskopen. Baglerne holdt om sommeren og høsten til paa Oplandene; Inge, deres konge, satte sig med mange folk paa Storøen (9) i Mjøsen, og hadde sine mænd i sysler paa Oplandene. Men deres flok minket for hver dag; ti alt landsfolket gav sig under kong Haakon, han blev meget vennesæl og kjær for almuen; ti han var blid og venlig mot bønderne, men mot sine egne mænd var han haard og streng og revset dem haardt, baade med ord og anden straf, naar de gjorde bønderne nogen uret.

Bønderne paa Oplandene og somme av kongens haandgangne mænd slog sig sammen og fór ut paa øen i Mjøsen (9) med smaabaater og flaater; ti alle rorskibe og færger hadde kongen tat og latt flytte ut til øen.] Da de kom til øen, søkte de straks til gaarden. Ingen blev dem var, før de kom ind paa gaarden. Kongen og hans sveit sat i stuen og drak. Da kom en vagtmand ind og sa: «I sitter med daarskap, herre. Det er kommet ufred til gaarden.» Kongen løp op, grep sine vaaben og ropte: «Skynd dere op og ta eders vaaben og la os søke ut mot dem og la dem ikke veide os inde!» Faa mænd gik ut før kongen. De verget sig vel; men dog blev deres motstand kort. Der faldt kong Inge og næsten hele hans sveit. Da de bagler, som holdt sveiter paa andre steder, spurte dette, flygtet de bort, somme til Sviavælde, somme til Danmark og somme til sine frænder; men somme søkte grid hos kong Haakon. Hele denne flok blev da spredt, og det var god fred.


4. Kong Haakon fór om høsten nord til Trondheim og sat om vinteren i Nidaros. Efter jul [1203] sendte han mænd med brev til Oplandene og helt øst til Viken og sa, paa hvad vis han vilde ha det greiet med veitsler og sysler, og hvem som skulde ha dem, og likeledes, at kongen vilde komme til Viken om sommeren. Brevmændene fór helt øst til Sviavælde til dronning Margret og fru Kristin. I brevene stod det med mange fagre ord, at kong Haakon bød dem til sig og lovte, at de skulde ha den største hæder hos ham. De skrev ogsaa brev tilbake og svarte venlig paa alle de saker, som kongen hadde sendt ord om. Siden kom de, som fór med brevene, tilbake til kong Haakon.

Om vaaren efter paaske (10) gjorde kong Haakon sig rede og hadde meget folk; han fór siden, da han var færdig, sydover langs landet og kom ved Kristi himmelfartsdags tid syd til Bergen og var der en stund. Derefter fór han helt øst til Viken og dvælte i kjøpstæderne der. Han fór like øst til Elven, og alt landsfolket gik under ham. Siden fór han nord i Viken igjen og ind til Oslo og dvælte der en stund. Dronning Margret og fru Kristin kom da til ham. Kongen tok overmaade venlig mot dem; og de fulgte ham med nogen av sine tjenestemænd. Kongen fór om høsten nord til Bergen og lot stelle istand til vintersæte for sig der (11).


5. I kong Sverres dage var det i Danmark en mand, som het Erling og kaldte sig søn av Magnus Erlingssøn. Men da kong Sverre spurte dette, sendte han mænd til Danmark for at lete efter ham. Da Erling fik nys om det, flygtet han unda op i Gautland. Da kong Sverre blev var ved det, sendte han brev til sin maag kong Knut i Sviarike og sa, at det var en mand i hans rike, som kaldte sig søn til kong Magnus, og som vilde vække ufred i Norge. Straks kong Knut spurte dette, sendte han mænd efter ham og lot ham ta og sætte i stenvæggen (12) øst i Visingsøy (13). Der sat han en tid og blev godvenner med den konen, som bar mat til ham, og fik hende til at hjælpe sig bort. De gjorde nu det raad, at hun bar til ham mange lakener og skar dem i remser og knyttet enderne sammen. Da han trodde, at strengen var lang nok, knyttet han den om sig, og konen lot ham sige nedover borgvæggen; men tauget naadde ikke paa langt nær til jorden. Han løste sig da fra strengen og lot sig falde ned. Dette faldet blev saa stort, at det kostet laarbenet hans, og han var siden altid halt. Paa denne maaten kom han sig bort og øst til Jarnberaland. Dette spurte kong Sverre, og straks sendte han mænd øst dit; de tok ham i Jarnberaland og dræpte ham der og hadde med til kongen halsboken hans, som han hadde hat, og som navnet hans stod i, og denne samme halsboken blev siden kjendt igjen av mange.

Samme sommer [1203] kom det en mand til Skaanøyre (14) paa den tid, da det var marked der; han kaldte sig Erling og sa, at han var søn av kong Magnus Erlingssøn. Han sa, at han hadde været en stund i Vendland, og at det var den samme Erling, som hadde sittet i stenvæggen i Visingsøy. Der paa Skaanøyre var det mange nordmænd. Da de fik nys om, at det var en søn av kong Magnus der, søkte de, som før hadde været med baglerne, til ham. Da de møttes, bød de sig til at reise en flok og ta ham til høvding. «Det vil ikke skorte os paa folk,» sa de, «saasnart det rygtes, at vi har en søn av kong Magnus til høvding.» Erling svarer: «Det er blit mig sagt, at de fleste høvdinger, som har været med baglerne, nu er med birkebeinerne; men alt landsfolket i Norge er nu i venskap med kong Haakon; derfor trøster jeg mig ikke til at reise denne flok med ikke større styrke, end jeg nu vet von til.» Slik endte deres tale. Erling fór til Kaupmannahavn (15).


6. Kong Haakon var i Bergen, som før er skrevet. Da var ogsaa dronning Margret der. Kongen lot hende holde bord for sig og sine mænd, og dronningen spiste sjelden med kongen. Jomfru Kristin var med dronningen, sin mor. Dronningen var faamælt og uvenlig mot kongen, men kongen var venlig mot hende. Fru Kristin bar ord mellem dem og søkte at gjøre det godt mellem dem. Kong Haakon lot stelle istand til juleveitsle med alle gode saker. Dronning Margret bar det største fiendskap til Peter Støyper og alle dem, som hadde faret østerut efter møen (16), men hun gjorde sig godvenner med Haakon Galen og hadde sin trøst hos ham i alle saker, som tyktes hende at gjælde noget. Da det led mot jul, kom en mængde folk til kongen, baade lendermænd, sysselmænd og haandgangne mænd. Juleaften, da folk kom i hallen, blev de bænket efter gammel sed. Da sendte kongen bud efter dronningen og jomfru Kristin og sa, at de skulde sitte i høisætet hos ham. Dronningen svarte: «Længe vil jeg mindes dengang, jeg sat i høisætet juleaften med min herre, kong Sverre. Sig kong Haakon, at ikke kommer jeg denne kveld i hans høisæte.» Hun sa dette i den største vrede. Da dette blev sagt til kongen, tyktes det ham ilde, at dronningen ikke vilde ta imot hæder av ham (17). [«Er end dronning Margret saa stor paa det,» sa han, «at hun ikke vil finde sig i at sitte hos mig, saa skal dog min søster Kristin komme hit.» Det blev sagt til dronningen, at kongen var vred. Hun svarte: «Tror han ikke, jeg mindes, at han tok min datter fra mig i Oslo, uten at han nu paa ny minder mig om det?» Datteren klappet hende og sa: «Mor, gi eder tilfreds! Jeg vil være hos eder.» Hun svarte: «Saa skal det være, min datter. Ikke skal du komme i uvenners hænder, saa længe jeg er saa nær. Gud kan endda gi os, at vi ikke blir længe under denne tvang.» Dermed stod hun op og gik med sin datter til kongens hal og satte sig i høisætet. Kongen og hans mænd var da meget glade.

Anden dag jul lot kongen synge messe for sig og gik siden med faa mænd til sit herberge og lot sig aarelate. Han spiste og drak ikke stort og ventet siden, til høimessen var til ende i Kristkirken, før han gik tilbords. Han holdt sig stille efter blodtaket og vilde ikke ha lys hos sig, spiste og drak litet og talte heller ikke stort. Tredje dag jul lot han synge messe for sig i sit herberge og gik siden tilbords. Han var da meget kraftesløs. Straks efter maaltidet gik han til sit herberge og la sig tilsengs. Natten efter tok hans kræfter mer og mer av. Femte dag jul trutnet hele kroppen hans; faa mænd fik da lov at komme til ham, og sykdommen økte hver dag indtil 8de dag jul (18), da han døde. Da var hele hans legeme blaat og trutnet, saa det næsten ikke liknet et menneske. Han blev jordet i Kristkirken paa den nordre side bent imot kong Sverres grav. Alt landsfolket sørget over ham og sa, at det ved hans frafald hadde hat det største tap.

Kong Haakon var en ven mand at se til og vel vokset; han hadde fager let paa andlit og haar; han var middels høi, dog meget høiere, end hans far hadde været; han var klarmælt og veltalende. Han hadde i meget skiftet seder, siden han blev konge, og alt til det bedste. Han var sagtmodig og anselig og saa ut som en høvding, naar han sat i høisætet sit (19).


7. Tiende dag jul (20) [1204] holdt [erke-]biskopen stevne med hirden og de bedste mænd om, hvem de skulde ta til konge. De blev da alle enige om at ta Guttorm, søn av Sigurd Laavard, søn av kong Sverre, til konge; han var da fire aar gammel. Haakon Galen skulde styre riket og hirden paa hans vegne, og Peter Støyper og Einar kongsmaag skulde ta vare paa kongen og fostre ham. Dette samtykket alle i og stadfæstet det med vaabentak. Da de gik tilbords, ledet høvdingene kongen ind og satte ham i høisætet og viste ham kongelig hæder. Da tok kongen et sverd og fæstet ved Haakon Galens side, hængte et skjold paa hans aksel og gav ham jarlsnavn med samtykke av alle høvdingene og satte ham i høisætet hos sig. Paa denne vis holdt de flokken sammen. Derefter sendte kongen og jarlen brev nord til Trondheim, at Inge, søn av Baard Guttormssøn. skulde ha styret over hele Trøndelagen (21).]


8. Da de, som før hadde været med baglerne, spurte dette høvdingeskifte, tykte de sig ikke at ha meget fred ivente av birkebeinerne og fór fra landet syd til Danmark. Somme av dem, Torleiv Skaalp og Anund Lunns sønner, Odd Runn (22) og Arnbjørn Trold, kom til Erling Steinvæg i Kaupmannahavn; da blev flokken reist. Da dette spurtes, drev det mange mænd, som før hadde fulgt baglerne, til dem. De sendte bud nord i Viken til sine venner og stevnte dem til Aalborg i fasten. Dit kom da fra Norge Reidar sendemand, Jon Drotning (23), Salve Disessøn og Philippus av Veigin (24). De drog ut derfra med skutehæren. Men da de kom til Viken, gik alt folket under dem, og saaledes fór de øst til Oslo. Der var da biskop Nikolas tilstede. Erling bad biskopen om at faa bære jern for at sande sin fædreneæt; men biskopen vilde ikke, at skirslen skulde gjøres der i Oslo. Sveitehøvdingene gik da til ham og talte Erlings sak, og det blev da til, at biskopen bad ham bære jern i Borg, om han vilde. Erling fór da til Borg og fastet der til jernet. Biskop Nikolas kom dit, da han skulde ta ved jernet, og sa, at han ikke skulde bære jernet. «Far nu til Tunsberg og bær jern der,» sa han; «ti dit vil danekongen komme; han skal se jernbyrden.» Erling fór da til Tunsberg og bidde der paa danekongen (25).


[9. Straks biskop Nikolas hadde spurt, at Erling drog folk sammen i Danmark, fór han til danekongen og spurte, om han vilde yde denne Erling nogen hjælp. Kongen svarte, at han hadde lovet ham det for deres frændskaps skyld. Biskopen sa da: «Underlig tykkes det mig, herre, av saa klok en høvding, som I er, at la en flok reise sig i eders land og gi dem hjælp til at herje paa en anden konges rike, naar ingen vet, av hvilke ætter deres høvding er kommet. Jeg tænker, han er en søn til en torpkarl paa Oplandene, og at han for sine løgners skyld er drevet fra landet og længe har været jaget væk og hatet av alle gode mænd. Men vil I sende eders hær til Norge for at gi landet fred og fri det fra den store uro, Guds vrede og plage, som birkebeinerne nu i lang tid har gjort og vakt der, da er det et bedre raad at sætte over det en av eders egne frænder, som I vet vil være eder tro og lydig. Ti Gud har nu gjort ende paa alle de av birkebeinernes høvdinger, som hadde noget vet til at raa over dem, fordi de brukte sit vet mere til det onde end til det gode, og nu har de tat et uvittig barn til konge over sig, og selv vet de ingen raad, som duger.» Kongen svarte: «Mine frænder har saa gode kaar her i Danmark, at de ikke har hug paa at fare til Norge med denne flok.» Da sa biskopen: «Jeg vet en mand, som er vel falden til at ta dette hverv paa sig. Og det er eders frænde Philippus, søstersøn til kong Inge i Norge. Han har alt det ved sig, som kan pryde en konge eller høvding.» Biskopen talte ofte og snildt om dette for kongen, og tilsidst blev det til, at kongen gav ham sit samtykke og lovte selv at komme til Norge næste sommer.

Sommeren efter [1204] fór kong Valdemar nord til Norge med 300 skibe og kom til Tunsberg ved Botolvsmesse-tid (26). Med ham var Philippus, søn av Simon, søn av Alna-Kaare. Philippus’s mor var Margret, datter av Arne paa Stovreim (27) og dronning Ingerid, Ragnvald Ingessøns datter (28). Margret var sammødre søster til kong Inge Haraldsson og til Orm kongsbror, Ivar Sneis’s søn. Kong Valdemar hadde lovet biskop Nikolas, at Philippus skulde bli høvding over baglernes flok, om de selv vilde samtykke deri. Men da denne sak blev baaret frem for baglerne, ropte alle høvdingene i flokken imot og sa, at de til konge vilde ha kong Magnus’s søn. som hadde byrd til det, men paa ingen vis vilde de tjene eller ha til konge en mand, som ikke var mere storættet end en av dem; heller vilde de løse flokken og søke hver til sit. Bønderne svarte ogsaa, at hvis det fandtes nogen kongssøn, vilde de gi ham kongsnavn og være ham tro og lydige. Men hvis det ingen var, vilde de ikke gjøre nogen reisning indenlands. Da biskop Nikolas skjønte, at flokken ikke vilde faa nogen fremgang, hvis ikke Erling blev tat til konge, sa han til ham: «Det synes mig, som om bønderne er meget træge til at gjøre nogen reisning, og du har liten hjælp at vente av dem, hvis jeg ikke støtter dig og fremmer din sak. Ti jeg vet for sandt, at hvis jernbyrden mislykkes for dig, saa lar danekongen dig dræpe, og skjønt jeg vel kan tænke mig, hvem har været din far. saa kan jeg dog vende det den veien, jeg vil. Men hvis du vil øke min frænde Philippus’s hæder og navnbøter og gjøre ham til din jarl, saa vil jeg slaa mig til dig og styrke dig at reise denne flok og følge dig av al min magt med mine frænder og venner. Dette blev samtykket og avtalt mellem dem, at Philippus skulde bli jarl, om Erling blev konge.

Erling Steinvæg fór da til Tunsberg og fastet til jernbyrd for anden gang. Biskop Nikolas vidde jernet, og kong Valdemar foresa ham eden og raadde for jernbyrden. Da den tid kom, da Erling skulde løse sin haand, satte kong Valdemar væbnede mænd rundt kirken, saa det var let at se, hvad Erlings lod vilde bli, hvis han ikke stod sig i prøven. Biskop Nikolas ledet Erling til frem i kordøren, da han løste sin haand, og holdt den op, la sine fingre i den og sa med høi røst: «Han har renset sig vel; aldrig saa jeg en haand komme saa uskadt fra jernet som denne.» Kongen stod bent fremfor kordøren og alle hans mænd nedenfor i kirken. De tok da alle til at love Gud og at synge: Te deum laudamus (29). Erling var den dag i gjestebud hos kongen, og kongen gav ham 35 hærskibe med fuld utrustning. Dagen efter blev Erling tat til konge paa Haugating (30), og paa dette ting gav Erling Philippus jarlsnavn. En stund efter fór kong Valdemar tilbake til Danmark med hele sin hær. Han fór fredelig fra Norge og voldte ingen mand mén (31).]

Mange folk søkte da til Erling og gik ham til haande. Mellem dem var: Arnbjørn, søn av Jon Gautssøn, Helge Birgessøn, Asbjørn Kopp, Gyrd Beinteinssøn, Guttorm Tvare, Orm Lange, Tord Dokka, Simon Kyr, Benedikt av Gumanes (32), Kolbein Raude, Jon Skjaalge. De hadde meget og vakkert folk (33). Efter Jonsok fór de over til Borg og holdt Borgarting; der blev Erling tat til konge og Philippus til jarl. Siden fór de tilbake til Tunsberg. Da birkebeinerne spurte dette, strøk de alle bort fra Viken og nord til Trondheim, men somme til Bergen. Men da de birkebeiner, som sat i Bergen, fik høre, at det laa en danehær i Viken, drog de nord til Trondheim og dvælte der om sommeren.


[10. Dronning Margret var i Bergen efter kongens død, og alle hadde stor mistanke til hende og hendes mænd for kongens død. Tilslut kom det saa langt, at det blev talt høit om det, og at hun og hendes mænd blev aabenbart skyldt for at ha git kongen banedrik. Men hun negtet og sa, at hun og hendes mænd ikke hadde voldt dette. Haakon Galen svarte for hende og støttet hende meget i denne sak. Men høvdingene og kongens bedste venner drev saa haardt paa med denne sak, at dronningen maatte faa en mand til at bære jern for hende og alle hendes mænd, for at rense dem. Peter het den mand, som bar jernet. Hans haand blev ilde brændt, og derfor blev han straks ført bort og druknet. Kongsmændene og hæren tok til at knurre og sa, at dronningen fortjente den samme straf. Hun blev forskræmt og søkte hjælp hos sine venner.

Haakon Galen støttet hende trolig og lot hende faa ledsagere og skyss ind i Sogn og derfra op paa Valdres til Erling paa Kvidin (34). Han hjalp hende siden paa vei, til hun kom øst til Vermeland og siden til Svitjod. Men fru Kristin var efter hos Haakon Galen, og det var det største venskap mellem dem.

Om sommeren spurte birkebeinerne, at baglerne hadde en stor flok og hærsamling øst i Viken. De fór da nord til Trondheim, og Haakon Galen hadde fru Kristin med sig, men lot en stor styrke bli efter i Bergen med disse høvdinger: Dagfinn bonde, Torgrim av Ljaanes (35) og Tord Brase. Da Haakon jarl kom nord til Trondheim, lot kongen og han stevne Øreting (36) og bød ut leding.

Straks efter fik kong Guttorm sott; det tyktes ham, at han blev stukket med hvasse nagler gjennem hele kroppen. Da han blev spurt, naar han først kjendte mén av dette, svarte han, at den svenske konen (det var fru Kristin) satte ham paa sit knæ og fór med hænderne over hele kroppen paa ham, og straks fik han denne sykdom. Nogen dage efter døde kongen av denne samme sykdom (37) og blev jordet i Kristkirken. Haakon jarl raadde da for krigsfolket og hadde en stor hær.


11. Kong Sigurd Haraldsson hadde en datter, som het Cecilia. Hun blev hæderlig opfostret i Trøndelagen, som det høvet et kongsbarn; og ved den tid, da kong Sverre tok paa at stride paa Norge, som før er sagt fandt han hende i Vermeland, kjendte hende for sin søster og talte ofte med hende (38). Hun var gift der; ti paa den tid, da Erling Skakke søkte at øde hele Harald Gilles æt og avkom, blev Cecilia giftet bort til Folkvid lagmand i Vermeland. Deres søn var Haakon jarl Galen. Da Cecilia spurte, at hendes bror var blit konge i Norge, fór hun fra sin mand; ti hun elsket ham litet. Kongen gav hende da til bolig gaarden Gelmin (39), hvor hun før var blit opfostret. Baard paa Rein var søn av Guttorm, søn av Aasulv Skulessøn; men Skule var søn av Toste jarl, som før er nævnt i Harald Haardraades saga (40). Aasulvs mor var Gudrun Nevsteinsdatter; hendes mor var Ingerid, datter av kong Sigurd Syr. Guttorms mor Tora Skoftesdatter. Skofte var søn av Agmund, søn av Torberg Arnessøn og av Ragnhild, datter til Erling Skjalgssøn. Toras mor var Sigrid, datter til Tord Folessøn, kong Olav den helliges merkesmand. Sigrids mor var Aalov, datter til Einar Tambarskjelve og av Bergljot, Haakon jarls datter. Baard Guttormssøn var lendermand, som hans forfædre hadde været før ham. Han var meget rik, vakker at se til, sagtmodig og stille og holdt sig vel. Han bodde paa Rein den tid, da kong Sverre kom til riket. Han kom sig snart i stort venskap med kongen og bad omsider om at faa hans søster til egte. Kongen gav samtykke i det; men erkebiskop Øystein vilde ikke gi sit minde til det, saa længe hendes mand Folkvid levde. Da fór Cecilia til erkebiskopen og talte med ham i nærvær av kong Sverre og mange andre høvdinger og spurte, om han forbød hende at gifte sig med sine frænders raad. Han sa, at det var sandt, og bad hende fare til Vermeland til sin husbond. Da svarte hun: «Jeg kan med sandhet sige, at jeg ingen husbond har; ti den tid, da Erling Skakke og kong Magnus hadde dræpt alle de av mine frænder, som de kunde naa og ventet sig nogen fare av, da tok de mig og sendte mig ut av landet og gav mig til Folkvid lagmand til hans frille, uten min vilje og mit samtykke. Dog visste jeg mig ingen raad til at komme der fra, før min bror her kom til riket, og nu trodde jeg, at jeg hos ham var fri for denne sak.» Dette sit utsagn sandet hun straks med troværdige vidnesbyrd. Derfor gav erkebiskopen hende lov til at gifte sig, og kongen holdt hendes og Baard Guttormssøns bryllup med sømmelig hæder. De fik en søn sammen, som blev kaldt Inge. Nogen tid efter døde Cecilia kongsdatter og blev jordet i Kristkirken paa nordsiden ved koret, og hendes grav blev sømmelig prydet. Baard Guttormssøn fik siden Ragnfrid, datter av Erling paa Kvidin, lendermand i Valdres. Deres barn var Sigurd, Aasulv, Guttorm og Skule, og en datter, som het Ingebjørg, hun blev gift med Alv paa Tornberg (41); deres søn var Erling unge. Baard døde i Bergen, sommeren efterat kong Sverre hadde holdt slag med Øyskjeggene i Florevaag (42); han blev jordet i Kristkirken paa den nordre side i koret og hans grav sømmelig prydet. Hans søn Inge fór da til kong Sverres hird og blev opfostret der.


12. Efter kong Guttorms død hadde høvdingene raadslagninger om, hvem de skulde ta til konge i hans sted. De fleste samtykket i at ta Haakon jarl Galen til konge. Men erkebiskopen talte imot og sa, at det var nogen ugreier mellem ham og jarlen. Han fandt ogsaa det til grund, at det var venskap mellem jarlen og den svenske fru Kristin. Samstundes kom det fra alle herreder i Trøndelagen bønder, som var stevnet til Øreting for at kaare en konge Disse nævntes da dertil: Haakon Galen, Inge Baardssøn og Sigurd kongsfrænde, som alle var kong Sverres søstersønner, Roar kongsfrænde og Peter Støyper, kong Sverres søstersøn; han hadde Ingebjørg, kong Magnus Erlingssøns datter. Høvdingene talte længe om disse kongsemner; men det var litet samtykke mellem dem. Tilslut blev Øreting sat, og den hellige kong Olavs skrin blev baaret ut, fulgt av erkebiskop Eirik og prestene. Da de hadde samtalt om kongevalget, blev det skutt ind under loven, som sa, at bønderne skulde kaare kongen, og deri samtykket alle. Bønderne gik da paa raad, om hvem de skulde ta til konge av disse tre dattersønner av kong Sigurd: Haakon, Inge Baardssøn og Sigurd kongsfrænde (43). De flestes hug stod til Sigurd; ti han var stilfærdig, retvis, omgjængelig og vennesæl. Men det var andre, som talte derimot og sa, at han ikke var kar for at styre land og rike. Det var kommet en stor krigshær og fiender i landet, og Haakon jarl var bedst falden til at føre krigsfolket. Det kom til det, at lendermændene ikke vilde andet end, at Haakon skulde bli konge. Men bønderne sa: «Det er vores alles vilje, at vi ikke til konge vil ha en mand, som er av gautsk æt paa fædrene side; da vil vi heller ha den, som er kongeætten likesaa nær som han, og som paa fædrene side er kommet av de bedste ætter i Trøndelagen, og det er Inge Baardssøn.» Inge blev da med erkebiskopens raad og alle høvdingenes og hele almuens vilje og samtykke tat til konge, og land og tegner blev svoret til ham. Han svor ogsaa at ville holde dem alle ved landets lov. Derefter gik alle de gamle hirdmænd og haandgangne mænd, som hadde tjent de fremfarne konger, ham til haande. Men da blev det paany knur av Haakon jarls venner og dem, som fulgte ham; de sa, at han skjønte sig bedre paa at styre hæren end Inge Baardssøn; i dette samtykket ogsaa flokken selv. Tilsidst blev det dog avtalt og samtykket av begges venner, at Haakon skulde være jarl og høvding for flokken og ha de kongelige indtægter halvt med kong Inge. Inge gjorde ham da til sin jarl, og han svor kongen huldskap og tro tjeneste. Siden tildømte og samtykket bønderne kongen halv leding og utbud av riket. Kongen og jarlen skyndte sig at gjøre sig færdige med meget folk og mange store skibe.] (44).


13. Efter olsok drog kong Erling, Philippus jarl, biskop Nikolas og hele deres hær fra Tunsberg med 35 skibe. De fór i ro og mak nordover langsmed landet og tok leding og alle kongelige indtægter. Men da de kom til Bergen, var birkebeinerne Dagfinn bonde, Torgrim av Ljaanes og Tord Brase i borgen med nær to hundrede mand. Baglerne gik op i byen og søkte op til borgen; der skjøt de paa hverandre en stund. Da sa Erling Steinvæg til baglerne: «Skyt ikke paa dem! ti de er vore mænd.» Baglerne brukte at sove paa skibene om natten, somme laa for anker, somme ved Munkebryggen (45). Men om dagen var de i byen, og ofte fór de op til borgen og skjøt paa hverandre. Mange blev saaret, men nogen faldt. En dag rodde Erling med nogen skuter ind til Holmen og landet ved kongsbryggerne (46) og gik op til Kristkirken. Det saa birkebeinerne og gik imot dem, og de skjøt paa hverandre; men da birkebeinerne fik se, at baglerne hadde litet folk, løp de mot dem og gik saa haardt paa, at baglerne vek unda. Erling og nogen av hans mænd løp paa sjøen, men nogen faldt; somme naadde skibene og blev trukket op i dem. De spurte da Erling, om de endda var hans mænd, som sat i borgen. Han svarte, at saa var det. Litt efter fór baglerne nordover langs landet og satte sysselmænd i herredene. De fór helt nord i Rugsund (47) og laa der tre nætter (48). Der tok biskop Nikolas sine landskylder (49), og meget ledingsfolk kom til dem. Der kom Lodin bonde av Løykin (50), Nikolas Botolvssøn og hans bror Karlung, Eindride Hegre (51) og Kalv av Hornin (52). De spurte da, at birkebeinerne hadde tat sig en konge og en jarl. Det var da Nikolas’s og kongens raad, at de skulde fare tilbake til Bergen og vinde borgen. De seilte nu syd til Bergen og la ind i Laksevaag. Biskopen hadde en sudermand (53), som kunde gjøre manger (54). Han sa, at han hadde brutt mange borger. «Bryter jeg ikke denne,» sa han, «kan dere lægge mig i slyngen og slynge mig mot borgen.» Der blev da flyttet store trær op til borgen, og de tok til at gjøre istand slyngen. Dette blev kaldt «mange-høsten». Da kom det nys til byen om. at folk hadde set birkebeinerne seile syd for Stavefjorden (55). Biskopen lot da blaase til styremandsstevne og spurte, hvad der tyktes dem raadeligst. Kongen sa, at det var hans raad, at de skulde bie der og holde kamp med birkebeinerne. Dette raad sluttet de andre sig til. Biskopen svarte: «Vil du strides her mot birkebeinernes sjøborger, da vil du ikke trænge oftere at gjøre raad for disse mænd, som nu følger dig. La os heller skynde os at ta et andet raad. La os sætte op vore seil og seile øst i Viken; der kan vi kjæmpe med birkebeinerne, om de søker efter os dit.» Før stevnet var sluttet, blev dette avtalt. Straks lot biskopen ta tjeldene ned paa sit skib eg styrte ut efter Vaagen, og de andre fulgte efter. De fór i nætter og dage, til de kom til Tunsberg. Biskopen fór ind til Oslo. Birkebeinerne kom til Bergen litt efter, at baglerne var faret bort. De hadde meget folk og store skibe. Men de tyktes ikke, de kunde ræke efter dem vinterdag. De dvælte da i Bergen en tid, men vendte dog nordover igjen og sat i Trondheim den vinter [1204-1205]; men baglerne sat i Viken, og paa Oplandene sat baade birkebeiner og bagler.


14. Paa Oplandene var disse av birkebeinerne: Ulv Hane, Harald Kesja, Gudleik Flotbytta og end flere sveitehøvdinger. Av baglerne var der: Toralde Augessøn og Gudleik Skreidung; paa Ringerike var Benedikt av Gumanes (56) og paa Valdres Jon Gridmand. De fældte om vinteren Narve Spjot og mange mænd med ham. Men nogen kom sig unda og flygtet ned i Sogn. Ofte fór de mot hverandre og jaget hverandre om vinteren, og begge tok de mænd for hverandre.

[Samme vinter sendte biskop Nikolas en flok mænd til Oplandene for at ta sønnene til Baard Guttormssøn, Guttorm og Skule. Erling bonde (57) fik nys om det og sendte guttene bort til en skogbygd, og der var de, mens baglerne var i Valdres. Men da baglerne var borte, sendte Erling dem nord til kaupangen (58) til kong Inge, og de var siden hos ham. Denne samme vinter var Eirik, som siden blev konge i Svitjod, hos kong Inge, og om vinteren efter jul gjorde Haakon jarl sit bryllup; han fik da fru Kristin. Kong Inge og Haakon jarl fór nordenfra om vaaren [1205] og hadde en overmaade stor hær og store skibe. Mange mægtige mænd var da i sine sysler syd i landet. Einar kongsmaag var i Stavanger og hadde syssel der.] (59).


15. Kong Erling sat om vinteren i Tunsberg. Om vaaren [1205] efter paaske (60) sendte han ut skuter og letteskibe. For dem raadde Arnbjørn Jonsson, Nikolas Botolvssøn, Lodin stallare, Gyrd Beinteinssøn og Atle Gridkona. De hadde 18 skibe og agtet sig til Bergen og fór hurtig. Men da de kom til Fjølbyrja (61), spurte de, at Einar kongsmaag var med en sveit i Stavanger og ikke hadde spurt til deres færd. De tok da det raad, at de om dagen seilte forbi Jæderen, og ved middagstid kom til staden. Da Einar fik nys om baglerne, var han paa et forliksstevne og tænkte, at det vel ikke vilde bære sammen saa fort med dem. Da de fik se skibene, løp de ind i Svithunskirken (62) og op i taarnet. Men baglerne brøt kirken op og bød Einar grid. Tilslut gik de fra taarnet og ind i sanghuset (63). Einar svor da ed paa Svithuns skrin, at han aldrig skulde strides mot kong Erling. Siden førte de ham ut av kirken. Høvdingene vilde holde griden til ham, men hærmændene fik raade, at han blev dræpt. 40 mand av hans sveit, som alt var tat ut av kirken, blev ogsaa dræpt; men nær 50 mand fik grid. Baglerne tok der en mængde ledingskost, som Einar hadde drat sammen over hele Rogaland, og meget andet gods, som birkebeinerne og bymændene eide. [Siden fór de tilbake til Tunsberg].


16. Haakon jarl kom med hæren syd til Bergen og dvælte bare en liten stund der og fór saa øst til Viken. Peter Støyper tok den syssel, som Einar hadde hat, og satte sin søstersøn Aane og Torkel Dreke (64) over den. Selv fór han østerover med kongen. Baglerne var i Tunsberg og hadde rustet sine skibe og agtet sig nordover. Da de spurte til baglerne, holdt de raadslagning. Biskop Nikolas sa, at det ikke var andet raad end at fare syd til Danmark og ikke kjæmpe mot overmagt. Det blev da besluttet, at de skulde seile syd til Halland. Det gjorde de og laa en stund i Visk (65). Birkebeinerne kom til Tunsberg og holdt der Haugating. Paa dette ting blev Inge tat til konge og Haakon til jarl. De la da hele Viken under sig og satte mænd i sysler. Derefter fór de over til Borg og holdt Borgarting; der blev Inge like ens tat til konge og Haakon til jarl. Siden vendte de tilbake til Tunsberg. Da baglerne spurte dette, fór Philippus jarl nord i Viken og med ham Arnbjørn Jonsson, Philippus av Veigen, Reidar sendemand, Nikolas Botolvssøn, Atle Gridkona og Helge Birgessøn; de hadde 20 skibe. Kongen med endel av hæren var efter. Biskop Nikolas var faret syd til Kaupmannahavn. Baglerne fór som skyndsomst nordover og tænkte at komme uforvarende over dem. Men da de kom til Havsteinssund (66) spurte de, at birkebeinerne ikke var østenfor fjorden. De bidde da til om natten med at seile over fjorden. Imens kom en kugg seilende søndenfra frem i sundet. Baglerne vaaknet og bad dem lægge til. Men kuggen seilte ut av sundet og over fjorden. Da skjønte baglerne, at det vilde komme nys om dem i forveien til Tunsberg. De løste straks skibene og seilte efter kuggen. Men da var den alt utenfor Brimstein (67), og da baglerne saa, at det ikke nyttet at sætte efter den, snudde de tilbake til Havsteinssund og siden syd i Viken og kom til kongen.

Litt efter fór de med hele hæren over til Limfjorden og var længe om sommeren i Aalborg. Der kom ogsaa biskop Nikolas. Hæren blev tilslut lei av at ligge der og fór tilbake til Viken. De seilte nord til Haugasund (68) og gik iland der, men sendte skibene syd til Halland og med dem Lodin stallare og Arnbjørn Trold med to hundrede mand. De seilte syd til Nisaa og satte skibene op der. Der kom ogsaa biskop Nikolas og gik av i Bokaskreppen (69). Han fór landeveien nord til Viken. Mange bagler fulgte ham, men somme fór sjøveien med smaaskuter; de møttes om høsten i Borg. De flyttet sine skibe op i aaen (70) og videre i Øyjavatn (71) og derfra op i Mjøsen og nord paa Hedemarken. Da de kom til Litle-Hamar. blev Odd Tann, Torgeir og Gudleik Flotbytta dræpt. Det løp fire mænd ut av skogen og straks ind i skogen igjen (72). Men baglerne fór nordover fjeldet ned i Opdal. Derfra tok de veien gjennem Orkedalen ind til kaupangen (73). Nogen sveiter av baglerne fór fra Oplandene ned i Hardanger; med dem var disse sveitehøvdinger: Sørkve Snaap, Simon Ukse, Erling Skammhals (74), Agmund Eikeland; de hadde 30 mand og dræpte Erling birkebein og hans søn (75). Da fik de spurlag om Torkell (76) og hans fæller og fór for at lete efter dem. Men Torkell laa ved Agvaldsnes (77) med et rorskib og 25 mand og hadde reist tjeld oppe paa land. Baglerne la til ved gaarden, gik rundt viken og tok først vagten; siden rev de teltet ned over dem. Der faldt Torkell og hele hans følge. Men baglerne fór tilbake til Oplandene. De baglere, som var faret nordpaa, kom til kaupangen, fik ingen motstand og var der en stund. De stevnte Øreting; det kom bare faa folk. Der blev Erling tat til konge og Philippus til jarl. De sendte ogsaa mænd i sysler, men de fik litet gods fra herredene. Da birkebeinerne spurte, at baglerne var faret nord over fjeldet, delte de sin hær.

Kong Inge fór nordover; men Haakon jarl med en del av hæren fór syd til Halland og kom over dem, som vogtet skibene i Nisaa. Der faldt 30 mand av baglerne, men de andre flygtet op paa land. Der faldt Arnbjørn Trold. Jarlen tok alle baglernes skibe og likesaa Bokaskreppen til biskopen; de brændte nogen av dem; nogen tok de med sig. Derefter fór de tilbake til Viken. Der tok jarlen landskylder. Siden fór han om høsten nord til Bergen. Kong Inge drog nord til Trondheim. Baglerne hadde sendt Asbjørn Kopp og Tordalde Skinring med fem skuter (78) nord paa Møre for at speide. Da de saa, at birkebeinerne seilte forbi Stim (79), rodde de nordover. Men da birkebeinerne saa det, rodde de efter dem og jaget dem hele dagen. Nogen rodde ind til Tingvold (80). Der var Guttorm Tvare, som hadde hat syssel der. Birkebeinerne jaget dem op paa land. Der faldt Guttorm og en del av hans sveit. Sent paa kvelden la Asbjørn Kopp og hans mænd til ved Solskel (81). Men om natten kom birkebeinerne over dem, jaget dem paa land og holdt vagt rundt øen. Om morgenen ransakte de den og dræpte de aller fleste mænd; men Asbjørn og nogen andre kom sig unda. Derefter fór birkebeinerne nordover og tok én eller to av baglernes skuter ved Agdanes og fór saa ind til byen. Men da baglerne saa det, forlot de byen og tok veien op over broen og videre over Selabu og derfra øst over Skaanøy-fjeld (82) til Østerdalene. Derfra fór de over fjeldet og Hedemarken og til Oslo; flere sat dog paa Stor-øen (83) næsten til jul. I julen var de alle i Oslo. Den vinter var kong Inge i Nidaros og Haakon jarl i Bergen. De bagler, som om høsten blev jaget paa land ved Nisaa, fik en møisommelig færd. De kom frem til Ljodhus (84) en kveld. Der laa birkebeinerne med to skuter. Hallvard Lidarfakse var høvedsmand for dem. De visste ikke ord av det, før baglerne kom over dem og dræpte de aller fleste av dem, undtagen dem, som løp paa sjøen, og dem, som var oppe i byen. Baglerne tok skibene og rodde op i aaen helt til Naustdalsfos (85). Der satte de skuterne op og brændte dem. Selv fór de op paa Marker og nord over Eidskogen til Oplandene og traf kongen i Mjøsen. Hallvard Lidarfakse undkom, ti han hadde været oppe i byen.


17. Straks over jul [1206] fór sysselmændene i sine sysler. Philippus av Veigen hadde Borgesyssel. Han lot gjøre to skuter, Arnbjørn Kopp [paa Follo] én skute, Toralde Augessøn én skute [i Oslo], Orm Lange én paa Odinsøy (86), Torstein Tjov én [paa Sotanes] (87), Jon Drotning to skuter ved elven, Gudolv paa Blakkastader (88) og Gunnar Aasassøn [i Lider] (89) to, Reidar sendemand to [i Dravn] (90), Philippus jarl to, Tord Dokka én, Hundolv Hetta og Gunne Lange to skuter i Skidan (91), Gyrd Beinteinssøn én [i Visedal (92), Simon Kyr og Ragnar Gumalssøn to i Bevja (93) og Arntor Foka én i Bergheimsherad (94)]. Ialt blev det gjort 22 skuter; men kongen fik næsten alt mandskapet til dem. Jon Drotning hadde syssel øst ved elven (95). Han fór om vinteren med en sveit av mænd og kom til en bonde, som het Traand; han hadde en fager kone. Jon kaldte dem til samtale oppe i et loft. Hustruen gik først ind og derefter Jon; derefter snudde han sig mot bonden, støtte ham ut og laaste døren. Men da bonden paatalte det, reiste Jon usand sak mot ham, lot ham gripe og binde til halen av en hest og lot ham saaledes dra ned til skibet sit. Han løste sig med en halv mark guld og maatte være glad til. Syv nætter efter tok Jon veitsle paa Forsøla (96) og gik tidlig en morgen op til kirken selvanden. Men Traand laa med syv andre mænd kort derfra og saa, hvor han fór. De løp da til kirken og ind i den. Men Jon løp ind i sanghuset. Traand skjøt et spyd efter ham og saaret ham. Jon løp da ut gjennem sanghusdøren og Traand efter; de fældte ham ute paa en aker, og Traand hug hodet av ham. Jon blev ført til Konungahella og jordet i klosteret der (97); men Traand fór til birkebeinerne. Gunnbjørn, Jons bror, og Salve Disessøn hevnet ham siden og dræpte elleve mænd og hug foten av syv (98).


18. Baglerne fór syd gjennem Viken helt til Konungahella og kom dit nær midfaste (99). Der kom alle skuterne. Siden fór de med skibene nord i Viken og kom til Tunsberg tirsdagen i sidste uke i fasten (100). Birkebeinerne hadde da faat nys om skibsbygningen deres. De tænkte, at baglerne var faret ut av landet, siden de hadde tat veien østover. Men baglerne fór langfredag (101) fra byen over til Odinsøy og kom anden dag paaske til Grindholmesund (102). Derfra seilte de fredagen vest til Torsøy (103), lørdag til Portyrja (104) og søndag til Esjunesøene (105). Da var hele hæren kommet sammen. De hadde 22 skibe. Kongen sa, at han vilde nord i landet. De hadde sendt skuter i forveien, mellem dem Simon Kyr Ragnarssøn og Arntor Foke i Bjargheimsherad (106) paa én skute. Men det var ymse meninger, om denne plan var raadelig. Tirsdagen efter fór kongen til Randarsund (107); men Orm Lange, Ragnar Gumalssøn, Gunnar Aasassøn og Benedikt av Gumanes laa efter ved Esjunesøene med fire skuter og vilde ikke fare. Da spurte de, at Torgils Fudhund (108) var faret nordover og hadde drat meget leding sammen inde i Hvinesdal (109). De seilte da videre før dag og kom tidlig paa dagen nord til Hitr (110); da spurte de, at Torgils alt var drat nordover med ledingen. De rodde straks efter dem; da de kom til Fokstein (111), saa de, hvor byrdingene fór. Da byrdingsmændene saa skuterne, stevnte de ind i Rekuvaag (112) og løp op der; men baglerne tok ledingen og fór om kvelden til Eikundasund (113).


19. Da baglerne hadde ligget i Eikundasund, seilte de derfra om torsdagen (114) nord forbi Jæderen til Hvitingsøene (115) og kom om kvelden nord i Karmsund. Det var da saa mørkt, at bare faa skuter fandt leden ind i sundet; en del av hæren hadde seilet ind i Fylingsfjord (116) og kom ikke ind i Karmsund, før det led paa kvelden. Derfra rodde de nord i Siggjarvaag (117) og holdt der styremandsstevne og talte, om de skulde ta veien til Bergen eller længer nord. De spurte, at Haakon jarl var i byen og ikke hadde nys om dem; de fleste var derfor mest fuse paa at fare dit. Reidar sendemand talte imot og sa, at det var raadeligere at stevne dit, hvor kongen var. Dette raad blev da tat, og de laa der den dag og natten med. Søndagskveld fór de nord til Skaalavik (118); derfra sendte de to skuter ind til Gravdal (119). De tok der nogen møllere og førte ut til hæren. De fortalte, at jarlen nu hadde faat nys om dem, og at alle bymændene var samlet paa Kristkirkegaarden. Det blev da stor raadslagning. Kongen var fus paa at fare til byen. Men Reidar raadet fra, og hans raad blev fulgt. De satte da seil og styrte utenom Valanes (120) og forbi utsiden av Fenring ut paa leden. I Vikingavaag (121) fandt de tre av birkebeinernes byrdinger og dræpte nogen mænd paa dem; men somme løp op paa øen. Mandagskvelden la baglerne til i Skutusund (122) og laa der om natten. Nogen av dem gik op til gaarden og sa, de var birkebeiner, og spurte om tidender. Bonden svarte, at han hadde færget brevmænd til kong Inge til Vaagsøy (123), og sa, hvor de vel var om natten. Baglerne fór straks og dræpte dem og bragte brevene til kong Erling. I dem stod det, at Haakon jarl sendte sin bror Inge sin hilsen og bad ham ta sig ivare, ti baglerne for søndenfra, og han visste ikke, hvor de vilde stevne. Men de hadde litet folk og faa skibe, saa han trængte ikke at være ræd for dem. Tirsdagen (124) rodde baglerne nord til Anger (125). Da kom det saa sterk motbør, at de byrdinger, som seilte mot dem, hadde to rev. Da fik de spurt nyt fra Borgund, at det var drat sammen meget leding der, og at det blev bygget en tyve-sesse. Onsdagen gav de sig paa vei dit, men det blaaste en saa hvas nordenvind, at alle skibene blev drevet tilbake, saa nær som Philippus Jarl med fire skuter, og de kom ikke til Borgund før om natten og dræpte 18 mænd der; de tok ledingen og brændte langskibet. Torsdag rodde kongen nord til Yksnøy (126) og laa der om natten. De spurte da nord fra kaupangen (127), at kongen skulde gifte sin søster Sigrid med Torgrim av Ljaanes, og at det bryllup skulde holdes om fredagen; likesaa hørte de, at birkebeinerne hadde bygget et langskib i Veøy (128). Dit sendte de Philippus av Veigin og Tord Dokka med to skuter; men selv rodde de nord til Lyngvær (129). Philippus kom til Veøy om kvelden og la til i den ytre vaagen; birkebeinerne hadde en skute i den indre vaagen. Baglerne fik tak i faa mænd der, men de tok ledingen og brændte skibene. De var der om natten. Fredagen om kvelden blaaste det op en kuling; baglerne heiste da seil og seilte nordover om natten (130). Da de kom til Sveggjadarsund (131), blev veiret hvassere, saa de tok et rev i seilene. De laa om dagen ved Veøy, fik sig mat og holdt raad. Da sa Arnbjørn Jonssøn og Reidar, at det bedste raad var at bie paa de andre; ti to skuter var efter syd i Fjordene, og Philippus og hans mænd var heller ikke kommet efter. «Bedre tykkes det mig,» sa kongen, «at komme med 14 skuter til byen i nat end med dobbelt saa mange imorgen.» Da de hadde rustet sig, gik de til sine skibe, heiste seil og kom indenfor Agdenes om kvelden. Der blev det avtalt, hvorledes de skulde lægge til byen. Lodin stallare talte da og sa, at det bedste raad var at fare ind til byen og lægge til ute ved Ørene like overfor Gildeskaalen (132) og gaa op, hvad motstand de end møtte. «Det er bedre at falde med drengskap end at ræke her langsmed landet længer; og hvis vi flygter, er det dog at vente, at baade birkebeiner og bønder vil jage os. Men det kan være, at de ikke har nys om os og ligger der døddrukne; ti det er rimelig, at mange ikke har sparet paa at gjøre sig drukne av mjød og vin, nu da det er nok av begge deler. Kongens sveit og hans merke skal fare op gjennem det vestre stræte, og jarlen og Arnbjørn gjennem det nordre stræte; men Arntor Foka og Simon Kyr (133) (de hadde ett skib) skal ro til aaen og ta imot, om folk vil svømme over.» Det var om kvelden, da det tok til at mørkne. De seilte da ind efter fjorden.


20. Haakon jarl hadde i Bergen latt skrive tre breve til kongen [1206]; det stod det samme i dem alle. Det ene brev tok baglerne, som før er nævnt. Det andet var kommet til kongen, men det tredje kom for sent. Lørdag (134) om kvelden kom brevet til kong Inge. Han læste det op og synte det til høvdingene. De blev enige om at blaase hele hæren ut til Gildeskaalen om kvelden; men da Torgrim fik vite det, bad han kongen, at han ikke skulde spilde gjestebudsglæden. Han sa, at han selv skulde greie det slik, at det var paalitlige vagter, og at hans egen sveit skulde vaake under vaaben; baglerne turde ikke, sa han, fare til kaupangen, saa mange folk som der var samlet. Kongen og alle hans mænd var meget drukne og lot sig avtale fra at blaase hæren til samling. De sat længe og drak. Men de, som holdt vagt, Sigvalde Karls sveit, sa, at de ikke hadde mere pligt til at vaake end de andre, og drak sig uføre. Det blev da ikke holdt nogen ordentlig vagt eller ransakning. Kongen sov i Sigurd Sværdages gaard. [Sigvalde Karl hadde vagt foran dørene med sin sveit; men de var drukne som de andre. Torgrim av Ljaanes sov i samme gaard, som kongen var.]


21. Baglerne seilte ind efter fjorden forbi Fladka (135) og langs Gaularaasen (136) næsten til Ilen. De la da seilene ned og rustet sig. Da kom det mot enden av natten en stor iling med sne og tykt mørke. De greide da med roningen og rodde, som avtalt var. Arnbjørn og hans mænd rodde til aaen; men da de kom til osen, vilde Arnbjørn ikke lægge op, men Simon og nogen av sveiten vilde; de var nær kommet i slagsmaal; men dog fik Arnbjørn raa, saa de ikke la opi elven. [De andre skibene la til ute ved Ørene; og da de kom nær land, la de aarene op og lydde; men alt var stilt i byen. Derefter satte de nogen av sine mænd i land og lot dem gaa frem til Gildeskaalene; men de merket ikke til folk der. De fór da tilbake til skibene og sa, at det ingen folk var i bodene. Saa rodde de til land] og løp overbord, saasnart skibene kjendte grund, hver fra sit rum, og fór op i byen, slik som det var avtalt. Men alt var stilt og rolig. [Baglerne samlet sig i kongsgaarden; der begyndte de at blaase og rope hær-rop og fór saa med rop og stort gny ned gjennem byen. De ringet med stormklokken og dræpte vagtmændene, som sov i taarnet (137).] Derefter fór de igjen utefter over akrene ovenfor byen. Der faldt nogen mænd, som hadde tat flugten fra byen. Kong Inge sov hos frillen sin og hadde bare faa folk hos sig. Da det første hærrop kom, vækket kvindfolkene ham, men kongen vaaknet sent og sa næsten i ørsken: «Hvad? hvad?» «Herre,» sa de, «det er kommet ufred i byen.» Da løp han op og til døren og hørte braket. Han løp da dit, hvor husene møttes, og op paa taket og laa der, mens hæren fór ut om gaarden. Men da det blev stilt paa strætet, løp han ned paa bryggerne og ut i aaen. Der laa nogen skibe for anker, og strømmen drev ham til dem. Da løsnet linbroken hans og kom rundt strengen. En mand paa skibet ropte til ham: «Hold ikke strengen, mand! Far heller din vei!» Kongen taug stille; men kjøbmanden stak efter ham med baatshaken, saa han kom løs fra tauget. Da tok kongen paa svøm. Ved denne tid kastet en mængde mænd sig i aaen, nogen før kongen, nogen efter.

Baglerne fór da anden gang indover gjennem stræterne, og da faldt mange mænd. Tord Finngeirsbror faldt først utenfor sin gaard i nedre stræte. Derefter fandt baglerne paa øvre stræte Torgrim av Ljaanes selv fjerde og dræpte tre av dem. Men da baglerne løp over dem, kom Torgrim sig bort og var meget saaret. Sigvalde Karl verget sig selv niende i Sigurd Eikerunns loft, og der faldt de alle. Bergsvein Lange, kong Inges merkesmand, faldt ogsaa. Men da baglerne gik fra ham, tok nogen koner merket fra beltet hans og gjemte det. Kolbein Bekk og to andre blev overfaldt paa strætet ved Gregoriuskirken og faldt der. Kolbein faldt i kirkegaarden. Øyvind Føyke faldt selv ottende paa Akeren (138) og Kolbein Strinev selv femte paa nordre stræte. Hallvard Lidarfakse og to andre faldt paa strætet ved Korskirken og Jon Skekke alene i et loft nedenfor torvet. Birkebeinerne hadde samlet sig, ute paa Akeren var nær firti mand. Der var Sigurd Skjaalge, Torgils Skokk og Torfinn Lursvein. De løp ind i byen og fældte i geilerne (139) en av baglerne, som het Styr, og paa strætet en anden, en islænding, som het Kolskjegg. Birkebeinerne løp da til gaardsledet i den gaard, hvor Sigvalde Karl blev angrepet; men hele gaarden var fuld av bagler. Gudolv av Blakkastader (140) snudde ut i gaardsledet, skjøt skjoldet foran sig og stak med sverdet; det kom i panden paa Ørnulv nedenfor staalhuen. Da flygtet birkebeinerne sin vei. De allerfleste kom sig ind i Kristkirken. Men Ørnulv hadde løpet i aaen og blev fundet paa den anden side. Nogen koner sa baglerne, at kong Inge var i Mariakirken. De løp da dit og hug sanghussvillerne over. Kirken blev da lukket op. Derinde var to sysselmænd, Olav av Ljaarander (141) og Ivar Dynelaus og syv andre. Olav blev skutt utenfra med en pil i øiet; og alle blev dræpt. I Olavskirken var Bjaalve Skinnstak selv trettende; de blev alle dræpt. I Andreaskirken var Baard Staalpe og tre andre; han blev hugget og verget sig paa det mandigste; tre av dem blev dræpt; haanden blev hugget av den fjerde.

Kong Inge svømmet over aaen og gik op i bakken. Der faldt han og magtet ikke at gaa længer for kulde og mødighet. Da saa han Ivar Fljodakoll fare opover. Kongen sa til ham: «Ivar, hjælp mig!» Han svarte: «Jeg faar nok hjælpe mig selv først, om jeg kan,» og gik bort. Litt efter kom det igjen mænd fra aaen; foran dem gik Reidulv Baardsbror. Han gik op til kongen og sa: «Er du der, herre?» «Saa kaldte I mig igaar,» svarte kongen. «Det er I endnu, og det skal I være, saalænge vi to lever,» sa Reidulv. Han tok ytterkappen av sig og svøpte den om kongen; saa tok han skjøterne og kastet over akslerne og bar kongen paa ryggen sin. Saaledes kom de sig op paa Skysaas (142). Der fik kongen hest, slæde og klær, som de trængte; ti Reidulv hadde ikke mere end skjorte og hoser. Reidulv fór med kongen ind paa Strind.

[Skule kongsbror vaaknet ved at høre gny og larm ute, og da han saa ut av vinduet, saa han baglernes merke fare forbi, og en kvinde sa høit: «Baglerne vilde ikke skynde sig saa med at dra forbi denne gaard, om de visste, at kongens bror var derinde.» Da baglerne var kommet forbi, løp Skule ut paa strætet og kom sig ned til aaen ved at gaa snart gjennem gaardene, snart under husene. Der fandt han Jon Usle med firti birkebeiner, som hadde faat tak i nogen færger og baater. De fór over aaen og op i Kleppabu; der fandt de kongen med hundrede mand, birkebeiner og bønder, som hadde søkt til ham. Kongen og hans bror blev meget glade, da de møttes. Guttorm kongsbror løp under et hus og gjemte sig, og da baglerne holdt op med at ransake, kom han ind i Mariakirken og holdt sig skjult der søndagen over. Om mandagen gav korsbrødrene ham en korkaape, fulgte ham op over broen og gav ham hester, vaaben og folk. Ialt blev nær 90 birkebeiner dræpt.

En bagling jaget paa strætet en birkebein; han søkte til kirken, og baglingen dræpte ham ved kirkehjørnet; men da han var faldt, saa han, at det var hans egen bror; han kastet da sverdet fra sig og bar sig ilde.]

Om søndagen, da det var blit lyst, skiftet baglerne byen mellem sig i fire deler og like ens hæren for at ransake den. Kongen hadde en sveit og fik den øvre del av byen, Philippus jarl den anden, Arnbjørn og Gudolv den tredje, og Reidar og Philippus av Veigin den fjerde sveit. Philippus og Tord var da kommet søndenfra samme morgen til byen. Da blev husene brutt op. Der fandtes da mange mænd; de fleste blev tat og dræpt. De tok ogsaa meget gods der. Mange gik da til skibene. Da blev de skibe, som de vilde ha med sig, sat frem. Kongen tok Guldbringen, jarlen Gjesteskaalpen (143), Arnbjørn Darrhetten (144), Reidar Lyrten (145), Philippus av Veigin Ognarbranden (146) og Gudolv og hans mænd et skib. Klaadan (147), Elften (148), et tredje skib og nogen skuter brændte de. Baglerne laa hver nat ute ved borgen, men om dagen arbeidet de med at faa skibene færdige. Onsdag blev byttet baaret ut i Gildeskaalen; torsdag, fredag og lørdag blev det delt. Der var tre hundrede ringbrynjer foruten brynhoser. Alt ialt var det overmaade meget gods, saa at ingen fik mindre end tre eller fire mark.


22. Kong Inge fór fra Strinden den øvre vei til Gauldalen. Det drev da meget folk til ham, baade av dem, som var kommet unda, og av bondehæren, saa at han hadde mer end tyve hundrede mand. Han fór da ind til byen. Mandagen (149) la baglerne ut til Holm og tirsdagen til Agdanes. De hadde tat med sig fra byen alle de folk, de kunde faa, og fór sydover langs landet. Det blev da budt ut leding, og de tok hver mand, som de fik. Derefter rodde de til Stim. Da Haakon jarl spurte disse tidender, rustet han sig straks og fór nordover. Da han kom forbi Stad, rodde han paa et skjær og brøt skibet, saa 15 mand druknet. De andre skibene kom til og berget folk og gods; men skibet blev latt efter. Jarlen fór videre nordover, men da han kom nordenom Stim, seilte han nordenfor den vanlige seilled. Baglerne laa ved Markarholm (150); men da de saa jarlen komme seilende, rodde de nordover og stevnte iveien for dem indenfor Langøysund (151). Jarlen la til i Sveggjadarsund (152). Da de saa baglernes skibe, tyktes de ikke at ha folk nok til at strides med dem og rodde nord paa fjorden helt til Hamrasund (153), men baglerne rodde efter dem. Da stevnte birkebeinerne ut til Ædøy (154). Vinden gik da om til vest, saa de kunde bruke seil, og baglerne snudde om. Jarlen fór nordover, men baglerne syd til Bergen. I borgen sat da Sverting, Tord Brase, Ivar Guse og Eirik Makse (155). Baglerne var i byen om dagen, men sov paa skibene om natten og hadde meget folk. Orm Lange kom østenfra til Bergen med Margreta kongsdatter, Philippus av Veigins kone. Litt efter holdt han og hans sveit vagt sammen med Benedikt av Gumanes, som ogsaa var kommet østenfra. De kom op paa bakkerne med sveitene og holdt vagt der. Da borgmændene saa det, løp de ned mot dem; men baglerne vek unda. Der faldt Orm Lange. Ofte hændte det sent om kvelden, naar baglerne blev drukne, at de løp op til borgen. Da blev somme saaret, somme dræpt.


23. Haakon jarl rustet sig til at fare nordenfra omkring gangdagsuken (156). Det blev da reist skibe i kaupangen. Jarlen fór sydover, da han var færdig, og hadde 5 langskibe og 13 skuter. Men da han kom syd om Stad til Hindøene (157), lot han alle de større skibene bli efter og tok med sig de av mandskapet, som var kjækkest. Han sendte Andres Dritljod og Benedikt Tjov tilbake og bad dem skynde sig nord til Trondheim, men selv fór han sydover med skuterne. Baglerne hadde to skuter i Mjadmarsund (158); dem styrte Martein Sodde og Kolbein Smjørred. Jarlen rodde nordfra over Sognsjøen. Da rodde ogsaa baglerne sydover. Men jarlen satte efter dem i Keilustraum (159). Der rodde Kolbein op paa et skjær; jarlen og hans mænd tok skuten og dræpte de fleste av mandskapet. Martein bar bud om dette til byen om kvelden. Jarlen la til ved Haaøy (160), og om natten rodde de ind til Arnarfjord (161). Der ryddet de skibene, men gjemte skibsredskapen og satte folk efter til at passe paa den. Selv gik de syd over fjeldet og kom den anden nat til [borgen med 600 mand (162)].

Baglerne hadde stillet op alle sine mænd for at ta imot dem. Kongen var oppe i Mariakirkegaarden. Oppe i Kopren (163) var det sat gjærder der, hvor husene holdt op; og indenfor var det meget folk. Jarlen og Philippus av Veigin var ovenfor Nikolaskirken og hadde der en anden fylking. Om morgenen taltes de ved. [Baglerne sa til birkebeinerne i borgen: «Er nu den biske hunden deres (164) kommet til dere?» De svarte: «Vor jarl er kommet. Ta eder nu vel i vare, bagler!» Baglerne sa: «Kanske skorter det paa mat deroppe paa borgen. Kom ut til os, birkebeiner! Her i byen er mat nok.» «Vi vil saa gjøre,» svarte birkebeinerne, «idag har vi tænkt at spise dugurd med eder i byen.» (165)]. Baglerne hadde mere end tyve hundrede mand og alle vel rustet. Birkebeinerne hadde seks hundrede. [Da formesserne var sunget, gik Haakon jarl ut fra borgen med hele sit mandskap og Peter Støyper med ham]. De hadde to merker. Peter Støyper fór med det ene; han tok den øvre vei mot jarlen. Haakon jarl gik med det andet ned mot Kopren. Saasnart hærene kom sammen, flygtet Philippus ned i byen med sine mænd, nogen ut efter strætet og nogen ind efter. Haakon jarl gik til og lot plankegjærdet bryte ned. Da vek baglerne ogsaa der. Baglerne hadde i Nidaros tat Torfinn lursvein og luren Andvaka, som kong Sverre hadde hat. Kong Erling bad ham blaase, straks jarlen gik ned. Men han fik ikke lyd i luren, og det kom ingen hærblaast op. Birkebeinerne søkte nedover gjennem gaardene og møtte ingen motstand; hele mængden flygtet. Da de fór ned forbi Mariakirken, sa Torfinn lursvein: «La os løpe ind i kirken, herre!» Kongen løp dog længer end Torfinn. Men Torfinn og mange birkebeiner løp ind i kirken. Men da jarlen kom ned paa kirkegaarden, løp birkebeinerne ut fra kirken mot ham. Da blaaste Torfinn i Andvaka, saa det gjaldet i alle steinvæggene. Paa Lavranskirkegaarden faldt Tord Dokka, Benedikt av Gumanes og Gunne Lange. De flygtende fór da ned gjennem Miklegaarden. Men da de kom ned til gaardsledet, blev det stor trængsel; der faldt mange, og den ene laa ovenpaa den anden, saa det blev en stor haug. Jarlen kom løpende til, kløv over haugen op paa husene og gjennem loftene ned paa bryggerne, men hadde faat store saar. Birkebeinerne gav sig da til at hugge i haugen. Da sa en mand: «Hug ikke! Det er vore mænd.» Da lot de være at hugge, og baglerne tok tilbens, det bedste de kunde. Mange kom sig da unda, men mange faldt. Baglerne løp ut paa skibene, men birkebeinerne ned paa bryggerne og tok landtaugene og drog skibene til sig. Men baglerne verget sig, og begge brukte alt, hvad de hadde, til vaaben. Baglerne hug landtaugene over og kom sig paa den maate ut og berget mange av sine mænd, som hadde løpet paa sjøen. Baglerne la da ut paa Vaagen; men somme satte over til Munkebryggen og tok ombord dem av sine mænd, som hadde løpet ut av byen.

Derefter rodde baglerne ut av Vaagen og nordover langs landet og ind i Arnarfjord. Men de mænd, som jarlen hadde sat til at vogte skibene, hug dem isund, da de saa baglerne komme, og løp tilskogs og gjemte sig. Da baglerne kom, tok de skibene, drog dem op og bøtet paa dem, men nogen løp op i skogen for at lete efter skibsredskapen og fandt det meste av den.

De rodde nordover om kvelden med skuterne, ført av Philippus av Veigin. Men storskibene blev efter i Vikingavaag. De birkebeiner, som fór nordover med storskibene, hadde ikke giddet ro forbi Stad, men laa ved Sild (166) og bidde paa bør og hadde sendt en seksæring syd til Ulvesund (167) for at holde utkik. Da speiderne saa flaaten komme, rodde de nordover og fortalte sine mænd, at tretten skuter kom roende søndenfra, og at det var de samme, som jarlen hadde hat sydover. De kastet da tjeldene av sig og rodde ind paa fjorden; men de saa snart, at de andre stevnte efter dem, og at det ikke var skjolder ved stavnene. De tyktes da vite, at det var ufred, og rodde ind til Moldefjorden (168). Men skuterne søkte fast efter dem. Da birkebeinerne kom til land, løp de op, men nogen stupte i sjøen. Skuterne kom snart mot dem. Baglerne løp i land og satte efter dem. Der faldt Andres Dritljod og nær to hundrede birkebeiner. Baglerne tok da skibene og det, som var paa dem; de fik der meget bytte. Derefter fór baglerne sydover igjen og traf kongen i Vikingavaag.


24. Haakon jarl fór fra Bergen, straks han spurte, at baglerne var faret nordover; han var ræd for, at baglerne skulde støte uventet paa dem. Jarlen fór op gjennem Borgarskar (169) ned til Osterfjorden og derfra op paa Voss, og videre over Raudafjall (170) ned i Lærdal i Sogn; derfra fór han op paa Valdres og til Gudbrandsdalene og videre over Dovrefjeld til Trondheim; der fandt han kong Inge.

Erkebiskop Eirik kom tilbake til Norge, som før er skrevet, og hadde mistet sit syn. Han sat paa stolen i Nidaros to hele vintrer. Men paa den tredje vinter bar han den sak frem for korsbrødrene, at han vilde gi op stolen og la en anden vælge til erkebiskop. Der blev da holdt mange stevner om, hvem de skulde ta til erkebiskop. Da sendte erkebiskopen mænd øst i Viken til Oslo. Tore, søn av Gudmund Flate, var da korsbror i Oslo. Erkebiskopen sendte bud til ham, at han skulde komme til ham. Tore nølte ikke med færden, men fór nord til Trondheim, da det blev vaar. Da han kom til erkebiskopen, sa denne, at de vilde vælge ham til erkebiskop der. Han undslog sig og sa, at han ikke vilde ha faret østenfra, hvis han hadde visst dette erend før; men efter erkebiskopens og andre presters bøn indvilget Tore tilsidst i sit valg. Sommeren efter fór han til Rom og var borte en vinter og fik vigsel. Han kom tilbake næste sommer. Han kom til landet samme sommer som Haakon jarl holdt slag i Bergen, som ovenfor er nævnt (171). Erkebiskop Tore var en klok mand og vennesæl (172).


25. Kong Inge og Haakon jarl [og Peter Støyper sat om vinteren i Trondheim]. De lot da bygge skibe. Kongen lot gjøre et skib paa 36 rum og Haakon jarl et paa 32 rum, og dog stort i forhold dertil; Peter Støyper lot gjøre et tredje [likeens paa 32 rum. Da blev ogsaa mange andre skibe bygget]. Baglerne fór efter slaget i Moldefjord syd til Bergen og dvælte der en tid. Derefter delte de hæren. Philippus jarl fór østover med storskibene. Kongen hadde en tyvesesse og mange mindre skibe. Han fór nord til Stim og laa i Frekøysund (173); derfra sendte han skuter nord paa Møre og bød ut leding, baade folk og kost. Derefter fór han sydover igjen og tok alle kongelige indtægter langs hele landet. Han seilte da gjennem Sandungssund (174), hvor det ord gik, at ingen konge maatte fare. Han kom til Tunsberg litt før jul og holdt juleveitsle der. Philippus jarl fór efter jul med smaaskibene nord i landet og kom til Bergen. [Baglerne spurte, at birkebeinerne lot bygge mange storskibe; derved lot de ogsaa reise tre store skibe ved Tunsberg]. Kong Erling lot reise et langskib, Reidar et andet og Philippus et tredje. De var meget større end nogen, som før hadde været bygget i Norge. De hadde to rader aarehuller mellem øserummene (175); de øvre aarer var 20 alen lange. Til tjeldet bruktes 25 alen tversover; i hvert halvrum skulde det være 8 mand. Naar en stod oppe paa innviderne, naadde bare de største mænd med en bredøks op til dækket.


26. En stund efter jul [1207] blev kong Erling syk og laa nær en uke, før han døde (176). Hans død blev først holdt hemmelig en tid. Liket blev tat vare paa syv nætter i et herberge og derefter ført til Olavskirken. Det blev da sendt en skute nord til jarlen; den styrtes av Olav Torassøn. Han fandt jarlen i Bergen og fortalte ham disse tidender, men til almuen blev det sagt, at danekongen vilde møte ham. Jarlen kom til Tunsberg i fasten (177). Da blev kongens død lyst, og liket jordet i Olavskirken. Kongen blev lagt i stenvæggen paa den nordre side ut fra alteret. Philippus jarl tok da styrelsen over flokken og holdt hæren samlet. De var i Tunsberg i fasten. Kong Erling lot efter to sønner, Magnus og Sigurd. Sigurd var fire aar gammel, og Erling hadde gaat ved, at han var far til ham. Magnus var otte aar; Erling vilde ha jernbyrd for at sande hans fædreneæt. Han blev da ogsaa kaldt kongssøn. Jarlen sa, at de hadde gode kongsemner i kong Erlings sønner. Dette likte hæren vel. Det fór da brev mellem jarlen og biskop Nikolas, og biskopen hadde lønlige stevner med de mægtigste bønder. En halv maaned før paaske (178) fór baglerne med hele sin hær over til Borg og hadde med sig kong Erlings sønner. Det blev da stevnet Borgarting. Der kom ogsaa biskop Nikolas. Tinget holdtes i Mariakirkegaarden. Biskopen og de bønder, som var de mægtigste og hadde mest at sige, var i kirken. Der talte biskopen til dem og fik dem alle til at samtykke med ham om kongevalget. Paa tinget talte Reidar sendemand om den skade, de hadde faat ved kongens frafald. «Men ikke desmindre,» sa han, er det nødvendig at ta en høvding over flokken. Vi har god raad paa kongsemner; ti her er kong Erlings to sønner. Vi kan ta dem, som bønderne eller hæren bedst liker.» Det kom ikke noget svar fra bønderne: ti de, som skulde raa mest for dem, var i kirken. Da blev kirken lukket op, og bønderne gik ut paa tinget. Da stod en bonde op og talte saaledes: «Det er nødvendig nok at ta en høvding over flokken; ti her er en stor styrke baade av folk og skibe; men det vil trænges meget, skal det lykkes at staa imot birkebeinerne. Nu har vi bønder gjort vort raad. Det synes os, som det ikke er barnsverk at ta sig paa en saa vanskelig sak, og at vi trænger en mand, som har godt vet og skjønner sig vel paa baade at styre en hær og skifte ret mellem bønderne. Vi vil derfor ha den til konge, som det kan være noget vern i for os. Nu er her en, som er vel skikket til høvding, og det er jarlen, søstersøn til kong Inge Haraldsson, den bedste konge, som har været i Norge i mands minde. Hans vet og gode seder er prøvd. Vi vil gi ham kongsnavn, om I vil.» Da svarte Lodin stallare: «I bønder har at raa for kongevalget. Men dog tror jeg, at hæren er enig om, at den helst vil tjene kong Erlings sønner.» Det stemte alle de andre i med og sa, at det var sandt, og derav blev det stor larm. Den ene stod op efter den anden og talte. «Vil I ikke,» sa bønderne, «ta den konge, som vi vil, saa vil vi ikke vise eder nogen lydighet.» Da saa mange, som hadde bundet sig til flokken, at de ikke hadde nogen skaansel at vente av birkebeinerne, hvis flokken søndredes. Det blev da avtalt, at bønderne skulde raa. Erlend av Husabø (179) fra Heggen gav Philippus kongsnavn. Bønderne stod da op og tildømte ham leding. Derefter fór de til skibene og morgenen efter tilbake til Tunsberg og var der en tid. De sendte 16 skuter nordover. For dem raadde Arnbjørn Jonssøn, Eindride Hegre, Nikolas Botolfssøn, Arntor Foka og Gyrd Beinteinssøn. Da fik Philippus av Veigin drepsott (180). Han laa en liten stund, før han døde, og blev jordet i Olavskirken.


27. Samme sommer (181) rustet birkebeinerne sig til at fare nordfra. De hadde meget store skibe, som de hadde latt gjøre i Nidaros. Tre av dem var paa mere end 30 rum, somme paa 25, og dertil mange skuter og tyvesesser. De hadde en overlag stor hær og fór sydover til Bergen. I forveien sendte de 14 skuter for at holde utkik; for dem raadde Torstein Gemse (182) og Svein Næpa. Kongen og jarlen fór litt efter sydover med storskibene helt til Hvitingsøene. Baglerne kom paa sin færd østenfra til Seløyerne (183). Da spurte de, at Torgils Fudhund var i Sokn nord paa Vegger (184) og hadde drat sammen leding der. Det blaaste en svak nordenvind. De rodde straks nordover før solopgang; det var avtalt, at alle skibene skulde møtes ved Hitr (185). Dit kom de ved midmorgens-tid. Men Arntor rodde videre, og da han kom utenfor elve-osen (186), rodde birkebeinerne ut mot ham med to skuter. Arntor snudde da unda og fik seilet op; de brukte baade aarer og seil. Birkebeinerne satte efter dem, men da de fik se skuterne, som rodde søndenfra, snudde de om og stevnte nordover forbi Haadyr (187). Baglerne rodde ind til Sokn (184) og la ind i aaen med hele flaaten. De sendte tre skuter nordover for at speide; da disse kom til Selvaag (188), spurte de, at birkebeinerne laa med tolv skuter i Eikundasund. Baglerne rodde da nord forbi Haadyr. Da saa de birkebeinerne komme roende mot sig nordenfra med 14 skuter. De vendte da om, og birkebeinerne jaget dem. Men da de, som holdt vagt (ved Sokn), saa baglerne komme roende tilbake, stevnte Arnbjørn og hans mænd ut av aaen og satte sit merke op. Da birkebeinerne saa det trodde de, at det var baglernes hovedhær, snudde unda og rodde nordover; men baglerne jaget efter dem. Birkebeinerne løp da paa land i Svaavavik (189), men baglerne efter og fulgte længe efter dem. Med birkebeinerne var meget ledingsfolk, og det faldt mange av dem. Der faldt ogsaa Svein Næpa og Erlend Tjovakappe. Somme fik grid. Baglerne tok skibene og fór tilbake østover. Det var blit dem sagt, at birkebeinernes hær laa ute i Hvitingsøene. Baglerne fór nat og dag til Tunsberg; men birkebeinerne fór nordover og fandt kongen i Hvitingsøene.


28. Litt efter gjorde baglerne sig færdige til at dra østenfra med skutehæren og hadde 25 (190) skuter; for dem raadde Nikolas av Lister. Erling Vik, Orm skutilsveinn og Knarr Hattspjor. Da de kom nord til Helgesund (191), fik de høre, at birkebeinerne var seilet forbi Jæderen og Lister. Nikolas vilde seile østover, men Orm satte sig imot. De bidde da hele dagen til om kvelden. Om natten seilte de østover og la om morgenen til i Portyrja. Det var tyk skodde, saa de ikke saa det, før birkebeinerne seilte forbi havnen. Baglerne skyndte sig da, kastet tjeldene av, la ut av havnen og satte østover; siden drog de seilene og stevnte indenfor Aur (192) ut paa fjorden. Birkebeinerne var da kommet øst over fjorden. Baglerne la til i Staverne (193), mens birkebeinerne seilte ut til sundene. Men tre skuter, som baglerne hadde, seilte fra dem og bragte disse tidender til kongen; Bjargulv Baat, Eirik Badkall, Berg og Skæring het de, som bragte dem. Kongen lot straks hele hæren blaase op paa haugene og spurte, om mændene vilde gaa ombord i skibe og strides med birkebeinerne, eller om de vilde bie der i byen. Han sa, at de vilde komme til at strides mot overmagt. «Det er ogsaa det raad,» sa han, «at snu op i landet og holde hæren sammen; og det tænker jeg er det bedste.» Da svarte Arnbjørn Jonssøn: «La os gaa ombord paa de store skibene og ta imot dem som mænd; da vil vi sent bli overmandet, selv om vi har mindre styrke.» Dette raad likte de vel. De gik da til skibene; paa det største skibet, som Philippus av Veigin hadde latt gjøre, var Arnbjørn og hans sveit i forstavnen og kongens sveit agter. Birkebeinerne la til ved Rossanes (194), hærklædde sig og gjorde sig færdige til at gaa mot dem. Da de hadde rustet sig, rodde de til byen. Saasnart de kom i skudmaal, løp baglerne op paa landgangsbroen og frem paa bryggerne. [Da sa Arnbjørn Jonssøn: «Nu vil jeg aldrig trives mer, om jeg skal fly; dog maa jeg ta det raad, som er for haanden.» Dermed sprang han ned paa bryggen]. Landgangen gik ikke fort for birkebeinerne; ti skibene laa overalt i veien foran bryggerne. Baglerne søkte ut av byen og opover Frodeaasen (195) og mistet bare en eneste mand; han het Torbjørn Skeiv og var ledingsmand. Birkebeinerne tok alle skibene, baade dem, som kongen (196) hadde bygget i Nidaros, og dem, som baglerne hadde latt gjøre, og meget andet gods. De dvælte der en tid.


29. Før birkebeinerne fór fra Bergen, hadde det været meningen, at Dagfinn sysselmand skulde sitte i borgen. Han vilde ha to hundrede mand. Men folk sa, at han ikke trængte at sitte der med en hel hær av mænd. Da bød Sverting sig til at holde borgen med hundrede mand. Det blev da avtalt, at Ivar Bodde og Erlend Slidre skulde sitte der med ham. Imens fór baglerne med skutehæren nordover langs landet. De spurte, at birkebeinerne fór der med to skuter; med dem var Olav Jørundsbror og Olav Smørmage, som hadde syssel paa Vester-Agder. Baglerne traf dem og jaget den ene skuten op paa Trymlingene (197) og den anden ved Fløstergavl (198) og dræpte de fleste av mændene ombord. Nikolas av Lister gav grid til begge Olaverne, men da hærmændene blev det var, gik de imot dem og dræpte dem. Derefter for baglerne nordover, og da de kom nordenom Jæderen, møtte de en Englandsfarer; den rante de og fik meget gods. Et andet skib tok de ved Karmøen; det var ogsaa en Englandsfarer. Derefter fór de nord til Bergen; det var blit dem sagt, at det var litet folk i borgen. Da de rodde sydfra mot byen, delte de hæren. Somme rodde ind i Toluvik (199), men somme la til under borgen. Begge flokker gik derefter op mot borgen. Birkebeinerne gik imot dem ut paa borgvæggene. Baglerne søkte straks ind paa dem. Men det var tyndt med folk i borgen, saa birkebeinerne støkk fra borgvæggene og ind i hovedborgen. Baglerne kom sig da op paa utmurene og vandt snart baade dem og kastellet. Men da de saa, at de ikke kunde faa raad med hovedborgen, brændte de den ytre borg og satte sine mænd i kastellet. De visste, at birkebeinerne hadde faa folk, og at drikken næsten var sluppet op for dem, derfor passet de paa, at de ikke skulde komme unda. Saaledes sat de en stund.

[Erkebiskop Tore var da kommet til byen; birkebeinerne sendte bud til ham og lot spørge ham, om de skulde holde borgen, saa længe de kunde, eller gi den op paa de vilkaar, som baglerne vilde unde dem. Han svarte: «Det er mit raad, at I holder borgen, om I magter det; men dersom I for en eller anden aarsaks skyld ikke kan holde den, da vil det være godt, om I søker grid i tide, mens baglerne vet, at I endda kan holde den en stund.» De lot ham bede, at han vilde komme op til borgen og se, hvorledes det stod til der, og hvad forraad de hadde. Han gjorde, som de bad, og saa, at det snart vilde skorte dem paa drikke. Det blev da avtalt, at han skulde faa grid av baglerne, om det var raad for det. Han gik ned i byen til baglernes høvdinger og sa, at om de vilde tilstaa ham en bøn, skulde han gjøre det, han kunde, til at birkebeinerne gav op borgen. De spurte, hvad det var for en bøn. Han svarte: «Denne borg har staat her i lang tid til mén for mange mænd og til stor skade for denne by. Derfor er det mange mænds ønske, at den maa bli lagt øde; ti om I end kan vinde den, saa kan I dog ikke holde den længe, og jeg kan vel tænke, at I ikke nu mer end før har hug paa at strides med birkebeinerne her i byen. Vil I nu la birkebeinerne gaa ut av byen frit og frelst med liv og gods og ikke gjøre dem skade eller mén i nogen maate, saa skal jeg faa dem til at gi op borgen.» Baglerne svarte ulike til dette; nogen likte det vel, men andre sa, at det i borgen var meget av bymændenes gods, som de ventet at skulle gjøre til bytte; de haabet ogsaa snart at vinde den, om den ikke blev git op av birkebeinerne; ti de hadde spurt, at der var litet av drikke i borgen. Erkebiskopen svarte: «Det er ikke saa; de har nok at drikke, til de faar regn, og de har kost nok for to aar; kommer Haakon jarl østenfra, før I faar vundet borgen, da faar I siden intet derav.» Han fik dem tilslut ved sine fortaler, baade birkebeinerne og baglerne, til at samtykke i dette forlik, dog med det forord, om kong Philippus vilde godta det; ti han var ventendes hver dag. De gav hinanden gissler paa dette].


30. Kong Philippus og den hær, som var jaget paa land i Tunsberg, fór den øvre vei om Oplandene og kom ind i Sogn. De spurte der, at deres mænd var i Bergen, og hvad de tok sig for der, og fik sig da skibe og fór syd til Bergen. [Erkebiskopen bar da det forlik frem, som han hadde gjort mellem birkebeinerne og baglerne, og kongen gav sit samtykke. Tirsdagen efter gik baglerne op til borgen, og borgmændene lukket portene op for dem og gik ut, hver med sit gods og sine penger. Baglerne hadde stillet sig op paa begge sider av den vei, som birkebeinerne skulde gaa. Kong Philippus stod ved kasteldøren. Han tok jomfru Kristin, kong Sverres datter, ved haanden og ledet hende ut av porten. Efter hende gik fru Kristin, Haakon jarls kone, og saa Sigrid, kong Inges søster, Gyrid Jonsdatter, Øyvind prestmaags kone, og andre høiættede kvinder; det var nær 40 kvinder i borgen. De gik ut paa Kristkirkegaarden. I borgen var ogsaa Haakon, kong Haakon Sverressøns søn, og Skule, kong Inges bror. Ham (d. e. Haakon) tok erkebiskopen til sig; han hadde og alle kvinderne hos sig, saalænge baglerne var i byen. Baglerne knurret mot kong Philippus og sa, at han tok fra dem det bytte, de skulde hat; ti de hadde nok vundet borgen, sa de, om han ikke var kommet. De sa, at birkebeinerne hadde baaret ut av borgen store byrder av guld og sølv og andre dyrebare saker, som kong Inge og Haakon jarl eide. Kong Philippus gik da ut paa Kristkirkegaarden og tok ed av alle, som hadde været i borgen, at ingen hadde baaret ut av borgen mere gods og penger, end han selv eide; men de høiættede kvinder slap fri for denne ed. Sverting drog til baglerne og svor dem troskapsed. Han fik stor mistanke og paatale paa sig, fordi han hadde git borgen op; ti han hadde hat tid nok, da han spurte, at baglerne var ventendes, til at faa alle de forraad, som borgen trængte. Det var og somme mænds tale, at øllet i borgen i løndom var tappet ut og spildt.

Onsdagen efter gik baglerne op til borgen og ransakte den. De fandt nok av matvarer; men litet av penger og andet gods. Siden bar de ut mange dyrebare saker, som kong Inge eide, og den stol, som kong Sverre hadde latt gjøre; den gav kong Philippus til erkebiskopen, og den var længe siden i Kristkirken i Nidaros. Siden la de ild paa kastellet; de fandt da, at de ikke hadde ransaket vel; ti smeltet smør randt i stride strømmer ut gjennem væggene. Da brændte alt, som kunde brænde paa borgen, og om lørdagen revnet muren. Siden brøt de den ned. Om kvelden fik de de tidender, at Haakon jarl var ventendes til byen; de gjorde sig da straks rede til at fare fra byen. Tirsdagen la de ut i Sundsvaag (200); de hadde da brutt ned hele borgvæggen]. (201).


31. Birkebeinerne brændte i Tunsberg først alle de største skibene, som baglerne hadde latt gjøre, og desuten Gjestestaalpen og Lyrten; men de hadde med sig Gullbringen og de andre storskibene. Da de spurte, at baglerne hadde faret nordover, delte de sin hær. Kongen blev igjen med storskibene; men jarlen fór nordover med tyvesesserne og de mindre skibe (202). Vinden var da nordlig, og baglerne tyktes vite, at for jarlen var det motbør. Mandag fór baglerne ind til borgen og lot blaase hele byalmuen sammen for at bryte den ned. Derefter la de tirsdagen ut fra byen og syd i Sundsvaag (203). Onsdagen var vinden sydlig og imot dem. Da seilte jarlen og hans mænd sydfra. Men da de kom paa Hardsjø (204), saa baglerne dem og rodde sydover imot dem. Jarlen tænkte, at de vilde slaas med ham, og lot seilene falde. Men da baglerne kom i skudmaal, vek de ut efter fjorden. Da rodde birkebeinerne efter dem og kom i skudmaal med skuterne. Men langskibene var senere. Baglerne snudde da om og vilde ta skuterne; men birkebeinerne kom sig tilbake til langskibene. Baglerne rodde da unda sydover til Salbjarnarsund (205) om kvelden. Da birkebeinerne saa, at de ikke fik tak i dem, drog de seilene og seilte nord til Bergen. Da de kom dit, gav de dem, som hadde git op borgen, store paataler og sa, at de hadde kunnet holde den, om de selv hadde villet det. Dagfinn egget meget til, at de skulde bygge borgen op igjen. Bymændene blev da blaast sammen for at reise borgvæggene. Jarlen kom nu i hug, at kongen vel tyktes, han hadde faa folk øst i Viken; han gjorde sig da rede til at fare sydover og satte Peter Støyper og Dagfinn sysselmand efter til at vogte borgen.


32. Kong Inge fór fra Tunsberg ind til Oslo med fire skibe, Ognarbranden, Gullbringen og to andre storskibe. Han dvælte der en stund. Baglerne fik god bør nordenfra. Da de kom til Trymlingene, spurte de, at kong Inge var i Oslo. De seilte da videre og kom ikke indom Tunsberg, men la til ved Ormøen indenfor Jarlsøy (206). Det blev da besluttet at angripe kongen. Derefter seilte de ind over fjorden og kom til Hovedøen paa den tid, da folk kom i skytninger (207). Det blev da blaast i byen, birkebeinerne løp paa skibene og varpet sig ut for ankrene. Da la baglerne mot dem og saa nær, at de fik hugget ankertaugene over. Veiret stod paa og var hvast, saa storskibene blev drevet ind til Frysja (208), like til de alle stod paa Leiran (209); kongsskibet var for sig. Da baglerne saa det, rodde de djervt efter. Paa begge sider brukte de alt det, de hadde av vaaben. Kong Philippus la sig nærmest med sin skute, saa at birkebeinerne fik haket stavnljaaer i den og drat den til sig. Da sprang kongen og alle hans mænd overbord. Der faldt 7 eller 8 mand, men kongen og de andre blev tat op av vandet. Derefter rodde baglerne ind til byen, tok fem byrdinger, bar tømmer, næver og halm ut paa dem, la ild i dem og lot dem drive mot skibene og rodde selv efter. Men birkebeinerne kom til med baadshaker mot de skibene, som ilden drev mot dem, og støtte dem fra sig. De drev da ind paa Leiran. Da baglerne saa, at det ikke hjalp noget, rodde de ind til byen og siden om kvelden ut til Hovedøen. Da minket vinden, og da det blev flo, kom skibene til birkebeinerne av grunden; de rodde da ind til byen og la sig for anker til næste dag. Om morgenen tok baglerne det raad at fare ut til Tunsberg; der vilde de ta kjøpskibe og stevne med dem mot birkebeinerne; for da vilde de ha likesaa bordhøie skibe som de. Der tok de to kugger og 7 av østerfarerskibe (210), tok skanseklædningene av, gjorde huller til aarer, la tiljer over tverbjelkerne, bar siden sten ut paa dem og stevnte saa ut paa fjorden. Birkebeinerne seilte syd efter fjorden, da baglerne fór ut imot dem. Da birkebeinerne fik øie paa dem, stevnte de bent imot dem. Men da de kom i skudmaal, snudde de tvert av ut paa fjorden og kom braat bort fra dem. Baglerne løp av storskibene og ut paa skuterne og satte efter dem. Birkebeinerne stevnte ut forbi Tunnustagerne (211) og seilte derfra almannaleden ut forbi Nesjar (212) og la til ut i Marfjord (213). Der la birkebeinerne sig for anker, men baglerne laa i bryggeleiet. Birkebeinerne hadde knapt om vand. Om morgenen lot de skibene sige indover, de ropte og bad Smør-Kaares frænde (214) rydde havnen for kongen. Baglerne la da ut av havnen og la til ved nesset. Birkebeinerne rodde da østover igjen og la til ved Staverne og laa der den anden nat og la sig paany for anker. Baglerne fulgte efter dem, og det gik nu paa samme vis som før, at birkebeinerne la sig i leiet, men baglerne rodde ut og laa ved nesset. Om morgenen var de begge iland. Da saa de, at der kom skibe seilende vestenfra over Grenmar (215), og talte ikke mindre end 30. Da blev baglerne rædde, ti de ventet jarlen nordenfra. Birkebeinerne ropte da til dem: «Hvad er det, bagler? Hvorfor later dere saa urolige? La os bli liggende her sammen, da falder ikke tiden saa lang.» Baglerne ænste ikke talen deres, men heiste seil og seilte øst over Folden og laa nogen nætter ved Astisholmerne (216). Men de seil, de hadde set, var byrdinger nordenfra Bergen, som vilde til Tunsberg. Faa dage efter kom jarlen nordenfra og fandt kongen. De fór nu med hele hæren til Tunsberg og dvælte der om høsten.


33. Baglerne tok nu det raad at fare nord paa Agder. De seilte om kvelden til Trymlingene (217); der møtte de mange byrdinger, som var kommet nordenfra, og spurte, at jarlen hadde seilet østover, og likesaa, at Peter Støyper og Dagfinn var i Bergen og holdt paa at bygge op borgen, og at Dagfinn la al hug paa dette verk; ti han hadde sysselen i Hordaland, og den kunde han bare holde, saalænge borgen stod. Peter Støyper brydde sig derimot ikke om det, men var jevnlig over ved Jonskirken; ti der var Ingebjørg kongsdatter, hans kone. For Haakon jarl var heller ikke borgbygningen meget om at gjøre. Baglerne skyndte sig nordover, og de laa i Eldøysund (218), rodde derfra om kvelden og hele natten og kom før dag til byen; der løp de av skibene og opefter strætet, men nogen av dem gik ovenom byen. Dagfinn var med sin sveit i borgen og blev dem var, da de løp paa land. De blaaste straks hærblaast. De birkebeiner, som var i byen, vilde ut til borgen. Men de var for sene. Baglerne kom i veien for dem og dræpte elleve av dem. Da Peter og hans sveit hørte hærblaasten, løp de ut fra byen. Baglerne satte sig om borgen og bidde, til det var lyst. Da gik de mot borgen og bød Dagfinn grid. Men han sa, at han trængte ingen. Da gik baglerne mot borgen. Birkebeinerne verget sig drengelig; men de samme var altid fremme; baglerne derimot skiftedes ved; saasnart nogen blev mødige, gik andre frem. Tilslut tok de ild og bar mot borgen. Birkebeinerne tok da til at plages meget av mødighet og hete; de var og meget saaret og hadde bare 25 mand. Dagfinn bad da om grid for dem. Baglerne svarte, at de trængte vel ikke grid nu mer end om morgenen. Derefter tok de kirkestiger nede fra byen og satte mot borgen og gik paa den vis op. Dagfinn heiste da Haakon, kong Haakon Sverressøns søn, ned i et taug og bad dem gi ham grid; med det samme lot han ogsaa et prægtig sverd fare ned, som han sendte til sin maag Gyrd skjaalge. Gyrd tok imot begge deler, baade gutten og sverdet. «Gaa til kongen,» sa Dagfinn, «og frist, om du faar grid for os!» Gyrd gjorde saa og bad kongen gi Dagfinn grid; han bød sig til at sætte alt det, han eide, i pant paa, at han aldrig skulde være mot ham siden. Arnbjørn Jonssøn kom ogsaa til og bad med ham. Kongen lot da blaase til husting og sa, at hæren skulde raa for griden. Men de talte alle imot. Gyrd bad like fuldt om grid. «Gaa du,» sa kongen, «til Dagfinn og bed ham gaa hit alene og ha grid.» Gyrd gik da og sa dette til Dagfinn. «Ikke vil jeg ha grid, uten vi faar det alle,» svarte Dagfinn. Gyrd fór da tilbake og sa dette til kongen. Kongen bad da hæren om at gi dem grid; han sa, at det var ingen hæder i at dræpe saa faa mænd. Det blev da git dem grid. De gik ut vaabenløse og uten ytterplag. Dagfinn hadde en staalhue paa. De gik ned i biskopsgaarden og svor troskapsed til kongen. Anden dag efter lot baglerne blaase hele hæren sammen til at bryte ned borgen. Hver sten blev da brutt ut fra der, den stod.

Baglerne var en halv maaned i byen; derfra fór de nord til Trondheim. Philippus blev da tat til konge paa Øreting. Det var saa stort uaar i Trondheim, at de ikke kunde føde saa meget folk der. De fór da efter vinternat (219) syd til Bergen og sendte skuter sydover for at holde utkik; for dem raadde Bjargulv Baat, Birge av Stange, Brynjolv Nev og Skæring. De spurte, at Peter Støyper og hans sveit var i Stavanger. Baglerne la da til ved Moster (220) og spurte, at Peter ikke var i byen om nætterne, men sat der om dagen, og at han ikke hadde nys om, at de var kommet nordenfra. De rodde da ut til Herfili, men der fik de motvind og blev liggende der i fire nætter. Saa rodde de over fjorden ind til Vadøy indenfor Bokn og utenfor Utstein og derpaa syd i Fjadbyrjasund (221) og ind paa vaagen. Peter Støyper var gaat til ottesang med sin sveit og hørte formesserne. Det var snedrev og saa mørkt, at de ikke blev var ved det, før baglerne gik fra skibene. Da saa birkebeinerne dem og sa det til Peter. Han satte paa sprang ut fra byen med alle sine mænd. Peter var den fotrappeste av alle mænd. Baglerne løp efter dem og dræpte elleve mand. De kom saa nær ind paa Peter, at han kastet kjortelen og beltet. Baglerne fandt kjortelen, men ikke beltet, og hadde den med til byen. Men kongsdatteren trodde, at Peter var falden, før det blev sagt hende, at han hadde kommet unda. Baglerne dvælte der om natten og fór derfra nord til Bergen.


34. Kong Inge og Haakon jarl og hele deres hær fór østenfra Viken og kom litt før jul til Bergen; de laa længe om høsten i Seløene. [Derfor blev denne høst kaldt Seløyhøsten]. Da baglerne spurte, at birkebeinerne var kommet til Karmsund, rodde de sydover fra byen og laa om natten i Baardssund (222) og rodde dagen efter til Hvisvik (223). Det var da søndenveir. Da birkebeinerne kom seilende til Eldøysund. spurte de. at baglerne var indenfor Stord. Jarlen fór da sydover med alle letteskibene, men kongen var efter. Jarlen la om kvelden til ved Titolvsnes (224); der spurte han, at baglerne ikke hadde omfaret ham. Baglerne rodde om natten og trodde, at alle birkebeinerne var i Eldøysund. Men da de kom forbi Lavungsnes (225), snudde de ut paa fjorden til Titolvsnes; det var da fralandsveir. Arnbjørn laa forrest med fire skibe nær land; han fik øie paa birkebeinernes vagtmænd og ropte høit: «Av med tjeldene! Her kommer ufred!» Baglerne syntes, dette var underlig; ti de tænkte, at birkebeinerne ikke var saa nær. Men da skibene løp frem for havnen, saa de ild paa land og skibe mot ildslyset. Da ropte Bjargulv: «Hvad er dette for en flok?» Birkebeinerne hadde det strævsomt med at ta tjeldene ned og lægge mastene og svarte ikke. Bjargulv ropte anden og tredje gang. Da svarte en mand: «Rop ikke slik, mand! Du faar nok vite det.» Da tyktes baglerne vite, at det var birkebeiner, og tok til aarerne og rodde utover. Hele birkebeinernes hær var da kommet ned til havnen; de rodde efter dem og blaaste i lurene. Baglerne rodde des mere. Det var saa mørkt, at de ikke kunde kjende hverandre. Skibene fór næsten sammen og var nær ved at rende paa hverandre. Baglerne holdt sammen og fór sydover langs landet. Men birkebeinernes skibe satte ut paa fjorden; da skiltes de. Birkebeinerne visste ikke, hvad det blev av baglerne, og vendte tilbake. Peter Støyper kom da til med en skute i Eikundasund; han styrte ret paa Reidars skib. Da ropte en mand paa Peters skib: «Hvorfor ror dere djævler iveien for os inat?» Han kastet en sten, og den kom paa en mand i forrummet paa skibet til Reidar. Da sa en mand paa dette: «La os ro saa fort vi kan (226)!» Peter og hans mænd kjendte dem ikke. Reidar og Helgi Birgessøn rodde indenfor Moster. Men Arntor Toka snudde nordover igjen og styrte ind i Teknafjord (227) og løp paa land der. Birkebeinerne la ind i havnen og bidde der, til det blev dag. Om morgenen jaget birkebeinerne Arnbjørn, Sørkve Snaaps bror, iland paa Vadilsøy (228); der faldt Arnbjørn selv femte. Birkebeinerne fór sin vei nord til Bergen. Baglerne kom om morgenen med sin hær til Haugasund. Der kom brevmænd fra biskop Nikolas til kongen; han lot brevet læse op. Det stod deri, at birkebeinerne og baglerne skulde forlikes og ikke gjøre hinanden mén. Det var da kort før jul. Baglerne la sine mænd rundt om paa gaardene i Agder i julen; derefter [1208] fór de øst til Tunsberg og sat der om vinteren.


35. Biskop Nikolas hadde om sommeren faret nord til Trondheim til Tore erkebiskop. De avtalte mellem sig, at de skulde lægge al hug paa at faa forlik mellem birkebeinerne og baglerne. Derefter fór biskop Nikolas tilbake til Viken, og det begyndte brevsendinger mellem [birkebeinerne og baglerne]. Om vaaren [1208] [saa isene gik op] fór biskop Nikolas til Tunsberg til møte med kong Philippus og holdt stevner med ham. Da sa kongen: «Herre biskop, hvad er meningen med denne forliksmæglingen, som I farer med?» Biskopen svarte: «Herre, det er det første, at saasom I er tre høvdinger, skal hver av eder ha en tredjedel av landet. I skal ha Viken og Oplandene, og denne lod er meget bedre end Trondheim. Der er nu sult og nød, men her er godt aar. Erkebiskopen og jeg har tænkt paa, at I skulde faa Kristin, kong Sverres datter, som er kommet av den bedste æt i Norge. Det kunde da være, at I fik sønner sammen, og da vilde folk bry sig litet om Baard Guttormssøns eller Folkvid lagmands æt. Det har længe været tungt for os at strides med birkebeinerne; men hvis I først vil gaa med paa dette, da kan det vel være, at de vil tilstaa mere en anden gang.» Kongen tyktes, at dette var hørendes. Biskopen fór nu med godt følge nord til Bergen, fik kong Inge og Haakon jarl i tale, bar dette frem for dem og sa: «Min frænde Philippus vil nu efter mit raad gi op al motstand mot eder; han har god hug paa at binde sig i maagskap med eder, om I vil gifte ham med Kristin, kong Sverres datter. Nu kan han, herre, bli til stor styrke for eder, hvad I saa kan komme til at kræve.» Kongen og jarlen svarte ikke stort paa dette; men de sa dog, at det ikke kunde være tale om forlik uten paa de vilkaar, at Inge blev enekonge over landet. Biskopen tok saken med lempe og satte smaat om senn sine grunder frem for dem. Det blev da avtalen mellem dem, at Philippus skulde faa møen, om hun var villig, og at han skulde faa en slik del av landet, som Eirik, kong Sverres bror, [eller Philippus jarl, Birge Brosas søn] hadde hat, og med slik navnbot, som kong Inge vilde gi ham. Men det tyktes birkebeinerne, at biskopen tok alt op i videre mening, end de selv hadde ment og samtykket i.

[Biskopen talte denne sak for Kristin kongsdatter paa sin frænde kong Philippus’ vegne. Hun lot ikke til at ha stor hug paa det og sa: «Jeg kan vel synes født til at gis til en konge, som raader for land og rike; men ikke tror jeg, at birkebeinerne under Philippus større magt og hæder, fordi om jeg blir hans kone.» Biskopen svarte: «I kan vel se, at eders frænder har liten vilje til at la eder faa et hæderlig gifte; ti de gir eder hverken til danekongen eller sveakongen, men enten gifter de eder saa langt bort utenlands, at eders avkom aldrig kommer her til riket, eller ogsaa gir de eder til en bondesøn her i landet. Og om det end ikke tykkes eder, at Philippus er av kongsæt, saa at han med rette kan være konge, saa har han dog git birkebeinerne arbeide nok, siden han blev konge, og det vet jeg for visst, at han aldrig avstaar fra sit rike eller gjør forlik med birkebeinerne, uten det er for eders skyld.» Jomfruen svarte som før: «Jeg vil ikke ha en mand, som har mindre hædersnavn end far og morfar min; ti jeg har hørt, at Philippus skal nedlægge sit kongsnavn, om han skal bli forlikt med birkebeinerne.» «Kjære jomfru, sa biskopen, «æns ikke det, som de siger; ti vi skal nok faa laget det slik, at Philippus ikke skal gi op kongsnavnet sit, og vi vil nu heller ha ham til konge, om han faar slik en dronning.» Dermed endte deres samtale. Da biskopen fandt kong Inge og Haakon jarl, kom han frem med det, som kongsdatteren hadde svart]. Erkebiskopen var da kommet nordenfra og la stor hug paa at faa gjort forlik. Det blev da til, at denne sak blev forhandlet paa ting. og biskop Nikolas førte ordet. Birkebeinerne avbrøt ham med mange ukvemsord og bad nidingen tie; han var ikke mer at tro nu end før, sa de, [hvor søtt han end talte. Biskopen svarte: «Lat ikke saa ilde. Nikolas kan nok føie sine ord slik, at det tykkes alle kloke mænd vel talt. Har jeg hittil holdt mig til baglernes flok og fremmet deres sak, saa skal jeg nu lægge des større hug paa at faa fred og forlik, saa det kan bli ro og enighet her i landet. Han talte længe og snildt om dette (229)]. Det blev da avtalt, at det skulde holdes forliksmøte paa Hvitingsøene (230); der skulde baade birkebeiner og bagler komme og likeens erkebiskopen og biskop Nikolas. [Siden fór biskop Nikolas øst til Viken igjen og sa kong Philippus disse tidender].

[Kong Philippus gjorde sig færdig til at fare til dette forliksstevne med saa mange og store skibe som avtalt var; de skuter og lette skibe, som han hadde omframt disse, lot han bli tilbake her og der paa Agder]. De møttes om høsten. [Birkebeinerne kom med flere folk til møtet end det var avtalt, og hver dag kom det mere folk til dem]. Birkebeinerne laa ved Hvitingsøy og baglerne ved Nautøy (231). Det fór da mænd mellem dem, og tilslut møttes kongerne selv. Birkebeinerne var da langt flere end baglerne. [Da kong Inge hadde sat sig, satte erkebiskopen og biskop Nikolas sig likeoverfor ham. Philippus gik da til høisætet og vilde sætte sig ved siden av kong Inge; men Haakon jarl skjøv ham væk og satte sig mellem dem. Siden talte erkebiskopen paa kong Inges vegne og biskop Nikolas paa kong Philippus’ vegne om det forlik, som var avtalt mellem dem]. Det gik da, som ofte kan hænde, at begge parter syntes, det blev lempet litt paa deres ord. [Efter lang tale om dette] gjorde birkebeinerne den orskurd, at Philippus skulde ha [Oplandene og dertil Viken] fra Svinesund vest til Rygjarbit (232) [som hjemmefølge med Kristin Sverresdatter]; han skulde ogsaa lægge ned kongsnavnet [og gi fra sig sit kongssegl] og ha slik navnbot, som kong Inge vilde unde ham, [dertil skulde han sverge kong Inge lydighet og følge ham utenlands og indenlands, naar det trængtes. Kong Philippus saa, at birkebeinerne hadde en stor hær, og at det ikke kunde nytte ham stort at sige imot. Derfor sa han: «Jeg vil lægge ned den uro og ufred, som længe har været her i landet, og ta imot de vilkaar, som jeg før har samtykket i, med den del av riket, som undes mig; og med min navnbot faar kong Inge raa; jeg blir saa likevel den jeg er. Men mit segl er ikke her, men hos min kansler i Oslo; der kan I hente det.» Kong Inge sa da: «Dette er dit første navn, at du skal hete Philippus»]. Dette forlik blev bundet med eder, og det blev avtalt, at ingen av dem skulde kræve bøter eller vederlag for den skade, deres undersaatter hadde lidt paa folk eller gods i denne ufred. De svor nu forliksedene, først høvdingene, kong Inge, Haakon jarl og Philippus, siden lendermændene og sysselmændene, to tylvter fra hver side. Gunnar Grjonbak (233) sa eden fore. Tinget sluttet med, at grid blev sat og trygd tilsagt, [og baglerne gik tilbake til sine skibe. Arnbjørn Jonsson gik ved Philippus’s side og pleide at lede ham. Philippus rakte ham sin haand; men Arnbjørn sa: «Led dig nu selv!»]. Dagen efter fæstet Philippus Kristin kongsdatter.

I begge flokker knurret de mænd, som var pengeløse og dog hadde navnbøter. Det blev da avtalt, at næste vaar skulde de herje paa Suderøene for at vinde sig gods. I den færd vilde mænd av begge flokker være med. Peter Støyper og Reidar sendemand, som var gift med Margret, kong Magnus Erlingssøns datter, avtalte ogsaa, at de [næste sommer] vilde fare ut til Jorsalaheim sammen. Efter disse avtaler skiltes de. Baglerne fór østover, og birkebeinerne til Bergen. Men baglerne kaldte Philippus konge likesom før.


36. Den vinter, da Erling Steinvæg døde [1207], fór baglerne litt før jul øst til Viken. Men de mænd, som tyktes ha nødvendig erend, blev efter. Sørkve Snaap hadde faret ind til Hardanger. Han fór syd derfra paa en liten skute, selv trettende. Da hadde Styrkaar Stagnaal syssel paa Rogaland. Han spurte til Sørkves færd og fór for at lete efter ham. De saa hverandre ved Bardholmene (234). Styrkar rodde efter og jaget dem syd til Karmsund. Da det begyndte at bli nat, la Styrkar til ved Bø (235), satte skibet op og gik til huset; de laa i stuen. Sørkve og hans mænd vendte om og lette efter dem; de la til ved Bø og kjendte Styrkars skib. Derefter gik de frem til gaarden. Sørkve gik først ind i stuen; tok to kesjer ned fra væggen, løp ut med dem og bad sine mænd søke mot dem; de hadde nok folk, sa han. Styrkar og hans mænd løp op og tok sine vaaben; de trodde, at det var en stor styrke utenfor, og derfor gik de ikke ut. De satte et bord ved stuegluggen, og der kom nogen ut. Baglerne brøt hul i stuen og kastet sten ind. Siden tok de næver, tændte ild paa og bar ind i gluggen, saa det blev lyst i stuen. Der blev da somme saaret, men mange dræpt. Der faldt Styrkar selv syttende. Sørkve blev saaret; ni mænd gav de grid.


37. Den samme vinter efter jul, før forlikssommeren [1208], bodde det en smed paa Nesjar. En kveld kom en mand ridende og bad bonden om nattely og om at gjøre sig en gang hesteskor. Bonden svarte, at det skulde det vel bli raad for. De stod op længe før dag og tok til at smie. Bonden spurte: «Hvor var du sidst nat?» «I Medaldal (236),» sa gjesten. — Det er langt nord i Telemarken. [Smeden sa: «End natten før? Hvor var du da?» «I Aardal nord i Ryfylke,» svarte gjesten. «Du maa være den største løgnmand,» sa smeden; «ti det kan ingen gjøre.» Saa tok han til at smie, men det blev ikke, som han vilde. Da sa han «Aldrig har smiearbeidet gaat slik for mig før.» Gjesten svarte: «La du det bli, som det selv vil!» Hesteskoene blev da større end nogen, han hadde set før; men da de la dem paa, var de som støpt til hesten. De skodde den da. Da sa gjesten: «Du vet ikke noget og bryr dig ikke om at vite noget. Hvorfor spør du ikke om noget?» «Hvad slags mand er du?» sa smeden. «Hvorfra er du kommet, og hvor skal du fare hen?» Han svarte: «Jeg er kommet hit nordenfra landet, og nu har jeg dvælt længe i Norge, men nu er jeg ment paa at fare øst til Sveavælde; jeg har været længe paa skibe, men faar jeg nok vænne mig til hesteryggen en tid.» «Hvor vil du hen i kveld?» spurte smeden. «Øst til Sparmark (237),» svarte han. «Det er ikke sandt,» sa bonden; «ti dit rider en knapt paa syv dage.» Han steg da paa hesten. Bonden sa: «Hvem er du?» «Har du hørt tale om Odin?» sa han. «Hørt nævne ham har jeg,» svarte bonden. «Her kan du se ham,» sa gjesten. «Men tror du ikke det, jeg har sagt dig, saa se nu, naar jeg sætter over skigaren.» Hesten gjorde tilsprang; saa kjørte han sporene i den og drev den frem; hesten sprang over skigaren og rørte den ikke; men garstaurene var syv alen høie. Aldrig saa han ham siden. Fjorten nætter efter stod slaget paa Lena (238) mellem kong Sørkve og kong Eirik. Dette frasagn fortalte smeden selv til Philippus jarl den samme vinter i Tunsberg. Men den, som fortalte os det, hørte selv derpaa. Gaarden heter Pislar (239), og bonden, som gjorde hesteskoene, Tord Vette.


[38. Kong Inge sendte Dagfinn bonde øst til Tunsberg med 5 skuter, vel rustet og med godt mandskap ombord [1208]. Han hadde brev og bud fra kongen, at han skulde hente Philippus’s kongssegl. Han bar frem sit erend for Philippus; denne svarte, at han ikke vilde gi sit segl fra sig, før hans raadgivere og bedste mænd var hørt, og bad Dagfinn bie der saa længe. Nogen dage efter lot han holde Hougating; der lyste han for sine egne mænd, bymændene og bønderne det forlik, han hadde gjort med kong Inge. Han hadde lovet, sa han, at lægge ned kongsnavnet og gi sit segl fra sig, og kong Inges mænd var der for at ta imot det; men dette vilde han aldrig ha samtykket i, hvis birkebeinerne hadde holdt sit ord og ikke var kommet med flere mænd til møtet, end det var avtalt. Da svarte baglerne, at birkebeinerne ikke hadde holdt sit ord, og bad, at de aldrig skulde trives, som vilde føre kongens indsegl bort, og den, som samtykket i det, vilde de hugge haanden av.

Dagfinn tyktes vite, at han ikke vilde faa seglet. Han gik da til kong Philippus og bad om orlov til at fare hjem og sige sin herre svar. Philippus sa: «Far hjem i fred og sig din herre, at mit raad og mine tjenere ikke vil gi lov til, at mit segl føres bort; men jeg er tilfreds, om de kalder mig, som de vil, baade her og nord i landet, og jeg kræver ikke større del av riket end den, som vi er forlikt om med birkebeinerne. Derfor gir jeg dig orlov til at fare nord igjen og bringe dette svar til kongen og jarlen. Da Dagfinn kom hjem og bragte dette bud til kongen og jarlen, sa kongen ikke meget dertil, men Haakon jarl var vred, bandte og lot ilde, og birkebeinerne likte det storlig ilde, at Philippus endda lot sig kalde konge som før; ti baglerne og vikværingene kaldte ham konge; men nord i landet gjorde de det ikke].


[39. Da det var gaat en stund efter forliket, tok mange av begge flokker orlov [1209]; nogen fór hjem til hus og gaard, nogen i kjøpfærd. Den samme sommer (240) fór disse mænd i viking til Suderøene. Tormod Tarsram, Tormod Fylbein og Uspak den syderøyske av birkebeinerne, og Eirik Tovessøn, Erlend Vik, Berg Møl og Nikolas Gille av baglerne. De hadde 12 skibe. [De herjet paa Suderøene og øene rundt der; ti kongerne der paa øene hadde ufred sig imellem. De herjet da ogsaa øen den helge (241), som nordmændene altid før hadde agtet for fredhellig. Siden blev de usams og skiltes, og de blev da slaat for forskjellige steder. De, som kom tilbake til Norge, fik haard tiltale av biskopene for sine ran og sin herjing]. Vaaren efter (242) [1209] sendte Philippus to skuter nord til Bergen for at hente Kristin kongsdatter. Formænd for denne færd var Øystein Roessøn, Aamunde Burst og Grunde fehirde. Kongsdatteren fór da øst til Viken. Philippus gjorde sit bryllup i Oslo. Der kom da østenfra Gautland dronning Margret, som hadde været gift med kong Sverre. Hun var datter av kong Eirik den hellige og mor til Kristin; [hun blev syk og døde faa dage efter bryllupet. Hun hadde meget gods og eiendom, penger og klenodier i Vermeland og Vestre Gautland. Kong Philippus sendte en stor flok av sine mænd dit for at ta imot og forvare dronningens gods. Da de kom øst paa Eidskogen, slog det sig i følge med dem en mand, som kaldte sig Hallvard hvite; han var den raskeste dreng av dem. Da de kom øster i Vermeland, holdt han sig stilt og rolig og lot sig ikke merke med noget; men i alt, som blev gjort og handlet om dronningens gods, raadde han mest, og det blev som han sa. Da de kom tilbake til Norge, blev Hallvard borte, og kong Philippus kom tilbake til Oslo i hans klær og fór til Oslo, og hans mænd tok vel mot ham.

Kong Inge sat i Bergen [1210] og lot bygge kongsgaarden op igjen, som baglerne hadde brændt tillikemed borgen; han satte hallen der, hvor kong Øysteins store hal hadde staat. Borgen lot han ikke reise paany.

Samme sommer fór Peter Støyper og Reidar sendemand fra landet med to store skibe og meget folk; deres koner Ingebjørg og Margrete, kong Magnus Erlingssøns døtre, fulgte dem; om deres færd er det mange frasagn. Peter Støyper og hans kone døde paa færden. Men Reidar kom til Jorsaler og fór tilbake til keiseren i Miklagard og tjente ham længe og døde der.


40. I kong Sverres dage hadde jarlen Harald Maddadssøn paa Orknøene og mange andre mænd der paa øene sat sig op imot ham, og de lot kalde sig øyskjegger. Men da jarlen blev forlikt med kong Sverre (243), skulde al landskyld og sakøre av Orknøene og Hjaltland falde til kongen i Norge. Kongen satte sin sysselmand, som het Arne Lyrja, paa øene, og Harald jarl turde ikke gjøre ham noget, saa længe Sverre levde. Men straks efter kong Sverres død lot han sysselmanden slaa ihjel med svik og la paany Orknøene og Hjaltland under sig med alle skatter og skylder, som han før hadde hat. Han døde to aar [1206], efterat Inge var blit konge i Norge. Siden blev hans sønner Jon og David jarler i Orknøene, og de holdt landene paa samme maate som sin far, saa længe det var ufred indenlands i Norge. Men da de spurte, at kongerne hadde gjort forlik med hinanden, sendte de biskop Bjarne (244) til Norge. Han fandt kong Inge og Haakon jarl i Bergen og bar frem sit erend fra jarlene, at de vilde forlike sig med dem. Enden blev, at han paa jarlenes vegne tok leide av kongen og jarlen, forat de kunde komme til dem sommeren efter og gjøre forlik. Den sommer [1209], da vikingene fór vester over havet, fór kongens sysselmænd med dem over til Orknøene og Hjaltland, og sommeren efter [1210] kom jarlene og biskopen med dem til Norge for at faa forlik med kongen og jarlen. De gav hele sin sak over til kongens og jarlens miskund, og disse dømte jarlene til at svare en stor sum penger; omframt maatte de gi pant og gissier og sverge dem troskap og lydighet. Siden satte kong Inge dem til jarler over Orknøene og Hjaltland paa slike vilkaar, som siden blev holdt, mens de levde (245).

Ragnvald, konge paa Suderøene og Man, og Gudrød, konge paa Man, hadde i lang tid ikke git kongerne i Norge skat. Da nu de norske vikinger hadde sværmet omkring øene og herjet og brændt, og kongerne spurte, at det var blit fred i Norge, blev de rædde og fór til Norge og forlikte sig med kong Inge og Haakon jarl. De svarte den skat, som stod igjen, svor dem troskap og lydighet, tok sit land til len av Norges konge og fór saa hjem igjen.

Erling het en mand paa Færøene; han kaldte sig søn av kong Sverre; hans mor var Astrid Roesdatter. Han fór om paa øene med en sveit og gjorde megen uro og skade; han hadde syv barn. Han fór siden til Norge paa Einar sysselmands skib og drog til Philippus og fru Kristin. Hun tok venlig mot ham og kjendte ham for sin bror. Nogen aar efter døde han av blodtap, da han hadde latt sig aarelate.


41. Kong Inge hadde en frillesøn, som het Guttorm. Hans mor het Gyrid; han var født det andet aar [1206], efterat kong Inge tok ved riket. Haakon jarl og fru Kristin hadde en søn ved navn Knut; han var noget yngre end Guttorm.

Haakon jarl kunde ilde med, at han ikke hadde kongsnavn, siden han hadde alt andet likt med sin bror. Han tok da til i løndom at tale med mange av de ypperste mænd i landet om, at de skulde gi ham kongsnavn, og sa, at hans bror vilde bli vel tilfreds med det og tilstede det. De svarte ham alle vel og sa, at han i alle maater var vel falden til at være konge. Derfor fór han heller ikke mere lønlig med dette, end at det kom for kong Inge, og han fik viss kundskap derom, og om hvem det var, som mest hjalp jarlen til at fremme denne sak. Han stevnte da alle sine mænd til husting (246), og da tinget var sat, sa han: «Jeg er ikke meget vant til at tale paa ting, eller hvor mange mænd er sammen; men det er en ikke ringe sak, som det nu gjælder, og jeg vilde gjerne fremføre den slik, at I alle kan skjønne og skille, hvad jeg siger og mener. Jeg har faat sikker kundskap om, at min bror Haakon har lagt raad op med mange høvdinger og haandgangne mænd her i landet, at de skal gi ham kongsnavn, og at mange har svart ham vel og sagt, som sandt er, at han er ikke mindre skikket og dugelig dertil end jeg. Han lar ogsaa falde ord om, at jeg ikke vilde mislike det, om min bror kaldte sig konge over sit rike likesaa vel som jeg, siden jeg finder mig i, at Philippus kaldes konge. Nu er det kjendt for alle, at jeg og min bror tok kongsnavnet fra Philippus i Hvitingsøy, og at han har svoret eder til os paa dette; derfor er det mere til spot end til ære for ham, om han bruker dette navn. Men jeg har tat kongsnavn paa Øreting, og alt landsfolket har svoret mig lydighet, saavel Haakon jarl og Philippus som de andre; men jeg har intet svoret uten at holde landets mænd ved lov og ret. Derfor skal I alle vite, at saa længe jeg lever, vil jeg ikke taale, at nogen anden kalder sig konge i Norge end jeg, om I vil holde eders ed og følge mig.» Alle svarte ham vel og gjorde gode tilrop til hans tale og sa alle med én røst, at de vilde lyde ham alene og ikke kalde nogen for konge uten ham; de takket ham for hans ord og sa, at han var mere veltalende, end de hadde tænkt. Da nu dette blev kjendt, maatte jarlen gi op planene sine om kongsnavnet. Han tok da med sine venner et andet raad, som han fór aapent med, og krævde at gjøre en fast avtale med sin bror om, hvem der skulde ha riket, naar den ene av dem faldt fra. Han fik erkebiskopen og alle biskopene med sig i dette. De forekastet kong Inge, at han ikke var egtefødt, fordi hans mor Cecilia hadde giftet sig med Baard Guttormssøn, mens hendes forrige husbond levde. Men Inge svarte, at hun hadde giftet sig med erkebiskopens lov. Men biskopene blev ved sit og sa, at efter loven skulde den være konge, som var egtefødt og dertil kongebaaren; de drev saa fast paa denne sak, at kong Inge tilslut maatte gaa ind paa den avtale med Haakon jarl, at den av dem, som levde længst, skulde ta riket efter den anden, og efter begges død skulde den av deres sønner arve hele riket, som var egtefødt. Denne avtale blev skraasat, og kongens og jarlens, Tore og Eirik erkebiskopers og Nikolas og Martein lydbiskopers segl blev sat under.


42. Haakon jarl likte storlig ilde, at Philippus kaldte sig konge, og talte ofte om det til kong Inge. Kongen svarte ikke stort derpaa; men paa jarlens bøn sendte de brev til Philippus om denne sak og sa, at han med dette navn brøt det forlik, som var gjort i Hvitingsøy. Philippus spurte sine venner til raads om dette; de raadde ham til, at han skulde beholde sit kongsnavn. Fru Kristin blev vred og lot ilde, fordi han ikke turde hete konge, naar andre vilde kalde ham det. Kong Philippus skrev tilbake til dem, at han ikke vilde bryte forliket, men han kunde ikke forbyde nogen at kalde ham det, de vilde, om han end var glad ved dem, som ikke kaldte ham konge. Da det var gaat nogen brevsendinger mellem dem, blev det avtalt, at de paany skulde møtes i Hvitingsøy, hver med 15 skibe og ingen større end femten-sesser. Skule kongsbror hadde syssel i Sogn; han lot bygge skibe med femten rum, som var like saa store som andre skibe paa tyve rum. Da baglerne spurte dette, kaldte de disse skibe fredsbrytere eller sættaspillere (247).

Dronning Kristin døde i barselseng [1213]; barnet levde en liten stund efter hende og døde saa. Philippus lot det syne av mange troværdige mænd og lyste paa ting, at barnet hadde levd efter moren; ti han tænkte, at han derved skulde beholde alt hendes gods.


43. I Trøndelagen var det saa dyr tid, at kongen ikke kunde faa sine skylder av bønderne [1213]. Sysselmændene klaget ofte over dette for kongen, og mest Eirik Foss, som var sysselmand paa Strinden. Kongen bad ham tilslut stevne bønderne til ting inde paa Strinden. Han stevnte da bønderne fra alle fylker og drog ut til kongen og meldte ham det. Kongen fór der ind med sin hær tillands og tilvands. Bonderne møtte fuldt væbnet som til strid og satte sig oppe under berget. Kongen sendte sin bror Skule op til dem og bad dem gaa ned og sætte tinget med kongen; men de vilde ikke. Da red Eirik Foss op til dem og bad dem gaa ned og holde ting med kongen. Da de nølte og ikke vilde gaa, slog han en bonde med spydskaftet mellem herderne. Bonden snudde sig og hug med en stor øks laaret av Eirik, saa han faldt til jorden og var næsten død. Siden grep de sine vaaben, økser, spyd og sverd og fór ned over berget mot kongen. Kong Inge bød sine mænd la merket fare bakover; ti han vilde ikke strides med sine egne bønder. Da kongen vek tilbake med sine mænd, fulgte bønderne efter og dræpte nogen av dem. Da ropte Skule kongsbror til kongen, at han skulde snu om; for bønderne satte efter og dræpte hans mænd. Kongen snudde da tilbake og bød, at hans merke skulde bæres frem. Bønderne blev slaat og maatte fly, og birkebeinerne jaget dem baade tillands og tilvands. Haakon jarl og erkebiskop Tore blev meget mistænkt for, at de hadde egget bonderne til denne reisning mot kongen.


44. Fra den tid, da baglerne tok Nidaros og kongen undkom med saa stor nød, var han altid tungfør og ved svak helse. Han tyktes at trives bedst, naar han var tilskibs; naar han var i kaupangen (248), og det var fred, holdt han sig for det meste i sit herberge og hadde kun faa mænd hos sig av dem, som var ham kjærest, og som han trodde bedst; dem holdt han overlag vel i alle maater. Han var rolig og sindig, ikke djerv og stor paa det, men blid og vennesæl og god mot sine mænd. Han kunde litet med støi og staak; derfor kom han sjelden i drikkelag og gilder, til liten glæde for somme av hans mænd, som heller vilde være der, hvor drik og store ord vanket. Han hadde altid hos sig i sit herberge tre av sine bedste mænd, Paal Drottsete, Arnfinn Tjovssøn og Henrik Skot. Av disse hædret han Paal mest; han var hans drottsete og sov i samme seng som kongen. En kveld, da Paal gik tilsengs, saa kongen, at han i haanden hadde en kniv, som var draget. Kongen grep om haandleddet og ropte paa de andre; de grep Paal og vilde dræpe ham, men kongen sa, at de ikke skulde gjøre ham noget ondt. De skjøv ham da ut av døren. Siden holdt Paal til i byen. Kongen lot Henrik Skot gjemme kniven og bød, at alle de, som var der i herberget, ikke skulde sige det til nogen, før han selv aabenbarte det. En tid efter kom Skule kongsbror og Jon Austraatt, som var gift med kongens søster Sigrid, til ham. Kongen aabenbarte da denne sak for sin bror; men han maatte først love ikke at vredes for det eller gjøre Paal nogen mén; kongen sa, at han vilde sende Paal ut av landet. Slik stod det i nogen aar. Paal fulgte kongen som før, og kongen hadde jevnlig noget paahit, naar bror hans spurte ham, hvorfor Paal ikke blev sendt ut av landet. Tilslut [1213] dræpte Skule kongsbror og Jon Austraatt Paal i Nidaros. Kongen likte dette verk storlig ilde; for Paal hadde sagt ham, hvem som hadde egget ham til denne ugjerning; dog gjorde kongen ikke noget ved saken for fredens skyld. Jon Austraatt døde straks efter i Bergen.


45. Samme vinter blev Haakon jarl syk i Bergen og døde straks efter jul [1214]; han blev jordet i Kristkirken. Landets folk sørget meget over ham og tyktes, at de hadde lidt stor skade ved en slik høvdings frafald. Det var alles ord, at ingen dugeligere eller mandigere høvding hadde tat vaaben i hans tid i Norge; han var og en god styresmand og kjær for alle, baade hærmænd og bønder.

Fru Kristin, som Haakon jarl hadde hat, drog straks efter hans død [1214] øster i Gautland med sin søn junker Knut og blev der gift med Askell lagmand (249). Sommeren efter døde erkebiskop Tore, og Guttorm blev erkebiskop i hans sted (250). Kong Inge tok hele sin bror Haakon jarls rike med alle hans hirdmænd og sysselmænd under sig. Sommeren efter fór kongen til Bergen og stevnte til sig alle lendermændene og samlet en stor hær fra hele landet, baade østen- og vestenfra. Med denne hær drog han til Trondheim og kuet bønderne til at gi ham leding og andre kongelige rettigheter, som de nu i nogen aar hadde forholdt ham. Derefter satte han sysselmænd i herredene og gjorde ikke bønderne mere mén, men fór til Nidaros igjen og gav ledingsfolket hjemlov (251).


46. Kong Philippus holdt nu sit rike i fred og ro. Hans bror Andres Simonssøn kom til ham fra Danmark, og kongen tok vel mot ham og gav ham store sysler. Andres mindtes, at Tunsbergmændene hadde dræpt hans far, og gav Torlak Ulvgestssøn, Ulv Svarte og alle, som hadde været med i slaget ved Bristeins (252), sak derfor. Da de spurte dette, søkte de hjælp og trøst hos kong Philippus. Kongen tok dem i forsvar og sa, at han hadde tilgit dem denne sak og lovet at holde dem fri derfor, dengang de tok ham til konge. Andres holdt paa, at siden de var sambaarne brødre baade paa fædrene og mødrene side, kunde kongen ikke negte ham landets lov og forholde ham hans ret til at ta bøter efter sin far likesaa vel som kong Philippus. Men kongen la slik hug paa bøndernes sak, at han tok fra sin bror de sysler, som han hadde git ham, og lot ham ikke ha mere end to mænd til sin tjeneste. Andres maatte da la det være, som kongen vilde. Kong Philippus blev meget vennesæl hos almuen, fordi han paa denne vis stanset denne store sak, som ellers vilde ha gjældt mange mænds liv og lykke.


47. Den tredje vinter efter kong Haakon jarls frafald blev kong Inge syk i Trondheim og laa længe. Hans bror Skule sat ofte over ham, og da hans kræfter minket mer og mer, bad hans raadgivere og gode mænd og hele hirden ham om at sætte en høvding over dem, som kunde være til støtte for dem. Da kongen hørte deres vilje og bøn, ledet han sin bror Skule i høisætet og gav ham jarls navn. Han tok straks raadighet over hirden og hæren. En stund efter døde kong Inge, og Skule jarl lot ham hæderlig jorde i Kristkirken paa den søndre side i koret og ofret til sjælemesser for ham et guldkar, som kong Jon i England hadde git kong Inge. Han gav ogsaa andre dyrebare gaver til Kristkirken for hans sjæl og lot over hans grav sætte en gjæv prydnad; dette verk var hugget ut, malet og guldlagt; paa det var hans vaaben hugget og malet, og ovenover blev hans sverd, hjelm og skjold fæstet.

Kong Inge var en fager mand, vel vokset, med sterke og fagre lemmer og lyst haar. Han blundet gjerne med det ene øiet, naar han vilde se nøie paa noget. Det siger baade venner og uvenner, at ingen konge i Norge har været lykkeligere eller bedre mot almuen, siden kong Sigurd Jorsalafarer døde. Inge var konge i tretten aar og døde den 23de april (253) [1217] i det 15de aar efter kong Sverres død (254).]


Slutvignet Haakons Guttorms Inges saga.jpg


Noter:

1. Det, som er trykt i klammer [ ], er efter Peder Claussøns danske omsætning; Peder Claussen har nemlig brukt en længere tekst, som nu ikke længer kjendes.

2. Sverres saga, kap. 180.

3. D. e. den tid, da vokerne (aftenen før en kirkelig festdag) falder ind. Hvilken høitid her menes, siges ikke.

4. Ø utenfor Tananger paa Jæderen.

5. Fru Kristin var datter av den svenske (?) herr Nikolas Blake.

6. Hele dette stykke, fra slutten av kap. 1, er tat fra et gammelt kalvskindsblad, som har været en del av den nu tapte længere saga.

7. Om forliket mellem kongemagten og biskopene findes følgende brev (fra 1202), som utfylder sagaens fortælling: «Kong Haakon sender erkebiskop Eirik og alle andre biskoper, lærde mænd, bønder og butegner, Guds og sine venner, som ser eller hører dette brev, Guds og sin hilsen. Gud gi mig at tale til eder biskoper det, som kan være til gagn og held for mig selv, til fred og lykke og til forløsning for hele landet og hele landsfolket og os alle til glæde og nytte, nu og i fremtiden. Større plage, nød og harmelig strid, end vi trængte, om lykken fulgte os, har tynget paa os og vort land nu i lange stunder, ja desværre, vi kan næsten sige, at dette land snart er bragt til det ytterste, hvis ikke Gud i sin hellige miskund snart bringer hjælp; ti næsten alle de er faldt fra, som vil verne landet og landets love med retfærdighet, og som vil elske Gud og den hellige kirke, — men de lever efter, som bare tænker paa overgrep og uret, avind og ondskap. Hverken lærde eller ulærde ræddes nu mere for Gud eller gode mænd; men hver lever som han selv lyster i lovløshet. Ti loven ringeagtes, men ran og useder vokser, gode seder hører op, kvinder vanæres, kirker brytes op, hele kristendommen staar nær ved fald, hvis ikke Gud og gode mænd snart lægger raad til, saa det blir bedre. Men for nu at vende min tale til eder biskoper om vor sak, saa kjender I vel den strid, som i saa lang tid har raadd mellem kongedømmet og eder biskoper og desværre voldt mangen mand den største ulempe og skade, og efter hvad næsten alle siger, har alle de ulykker, som saa længe har tynget dette land, kommet av denne strid, som har været med eder. Men fordi nu disse trætter og tvistemaal længe har staat mellem os, til stor plage og besvær for os selv og næsten allermest for den, som har hat mindst del deri, nemlig bonden, som bygger landet, saa vil vi for Guds og den hellige kirkes skyld forlike dem mellem os og ikke længer fremme strid eller avind mellem den hellige kirke og kongedømmet. Jeg vil derfor, at alle mænd skal vite, at jeg gir op hele denne strid og trætte, som har været mellem kongedømmet og biskopene, og indrømmer den hellige kirke og de lærde mænd al den frelse, som tilkommer hver især, efter hvad de hellige skrifter vidner mellem mig og dem, og efter hvad den hellige kirke har hat fra gammel og ny tid, dog uten skade for mit kongedømme og min kongelige værdighet, overensstemmende med det, som kardinal Nikolas bestemte, og som kongerne Øystein, Sigurd og Inge samtykket i og svor paa, saaledes som kong Øysteins brev vidner, og kong Magnus stadfæstet saavel som min far med sit brev, og som de eder vidner, som blev svoret for legaten, da jarlen hadde begyndt tvist med erkebiskop Øystein om den hellige kirkes friheter. Men den og alle lærde mænd lover derimot, at de skal vise mig al den hæder og ære, som de skylder den lovlige konge, og saavel de hellige skrifter som landets lov vidner om, at jeg har ret til. Nu har jeg git dette jaord til Gud og den hellige kirke mig til fred og lykke, gagn og held og hele landets folk til glæde, nu og altid.»

8. Gudmund Aressøn var 1ste september 1201 valgt til biskop i Holar; han drog til Norge 14de juli 1202 og blev indviet av erkebiskop Eirik i Nidaros 13de april 1203.

9. Helgøen i Mjøsen.

10. Paaskedag var 6te april.

11. Hele dette stykke fra kap. 1 av lyder i den kortere sagatekst: «Om sommeren samme aar, som kong Sverre døde om vaaren, blev Haakon, søn av kong Sverre, tat til konge paa Øreting. Til det raad kom med ham alle de høvdinger, som før hadde tjent kong Sverre. De hadde en stor styrke. Nogen tid iforveien var Sigurd Lavard, kong Sverres søn, død. (Sverres ældste søn Sigurd Lavard var død 1200). Han hadde en søn efter, som het Guttorm. Da kong Sverre sat om Berget, som før er skrevet, blev Inge tat til konge og var paa Oplandene. (Dette er galt. Ti beleiringen av Slotsberget ved Tunsberg begyndte i september 1201; men baglernes flok blev stiftet sommeren 1196.) Men da Inge spurte, at kong Sverre var faret bort fra Viken, fór han ut i Viken og dvælte der, til han fik nys om Sverres død. Derefter fik baglerne tak i skibe der i Viken og fik da paany meget folk. De agtet sig nord til Bergen; men de fik sent bør. Da det kom nys til Bergen om baglernes færd, var Sigurd kongsfrænde der. Han var søn av kong Sverres søster, Helga het hans mor, datter av kong Sigurd. (I sagaen staar det feilagtig: «Han hadde kong Sverres søster; Helga het hans mor, datter av kong Sigurd.» — Helga var, som Sigurd Munds datter, Sverres søster. Mulig skal det staa: «Han hadde en datter av kong Sverre. Helga het hans mor, datter av kong Sigurd.») Da han spurte til baglerne, fór han mot dem med meget folk og store og mange skibe. Han fandt baglerne syd paa Jæderen og jaget dem iland og tok alle deres skibe og alt det gods, som var paa dem. Inge flygtet øster til Viken og derfra til Oplandene og laa om sommeren oppe i Mjøsen. Der blev han sveket av sine egne mænd. Gunnar Lest het en mand. Ham hadde kong Inge forut sat næst sig selv og paa mange maater gjort vel mot. Inge blev dræpt av bønderne paa Helgøen i Mjøsen. Efter dette opløstes hele flokken. De, som var mest sakskyldige, rømte fra landet, somme syd til Danmark, og somme længere bort.         Dronning Margret, som kong Sverre hadde hat, fór efter hans død øster paa Gautland og hadde med sig deres datter Kristin og mange klenodier, som kong Sverre hadde eid. Den samme sommer fór kong Haakon nordenfra helt øster i Viken og sat der længe om sommeren. Han sendte bud til alle de biskoper, som hadde ligget i strid med kong Sverre, at de skulde komme til ham, og at han vilde gjøre forlik med dem, som kong Sverre hadde raadet til. Han sendte ogsaa bud efter Kristin, sin søster, og tok hende fra dronningen mot dennes vilje og gjorde sig til verge for hende. Biskopene fór hjem til sine stoler og blev kongens kjære venner. Kong Haakon fór om høsten til Bergen og sat der om vinteren [1202-1203]. Han blev snart en vennesæl høvding. Den høst kom Gudmund Aressøn til Norge fra Island; han var valgt til biskop over Nordlændingfjerdingen. Kongen tok venlig imot ham; biskopsemnet var hos ham en tid og var siden kongens bedste ven. Einar prest var gift med kong Haakons søster, en anden datter av kong Sverre. Han hadde syssel paa Rogaland og var den største høvding. Han nøt stor hæder av kongen. Mange andre høvdinger var det ogsaa av birkebeinerne: Haakon Galen, Peter Støyper, Sigurd kongsfrænde, Roar kongsfrænde, Øyvind prestmaag og mange andre gjæve mænd.»

12. D. e. stentaarn.

13. Ø sydligst i Vetteren i Sverige.

14. Skanør ved kysten av Skaane, hvor det var et stort marked paa den tid, da sildefisket stod paa.

15. Slutningen av kapitel 3 og kapitel 4 og 5 er efter et stykke av en gammel kalvskindsbok, som har indeholdt hele den længere sagatekst, som Peder Claussøn har kjendt. I den kortere saga lyder stykket om Erling Steinvæg: «Erling het en mand, som blev kaldt Steinvæg. Han blev regnet for søn av kong Magnus Erlingssøn. Han var i fængsel i Vendland og holdtes i forvaring i et taarn. Margret het en vendisk kvinde; hun fik ham ut derfra paa den vis, at de skar sine klær isund og snodde til en streng. Han fór ut gjennem en glugge og ned over stenvæggen. Men repet rak ikke ned til jorden, saa han faldt ned og skadet sig i hoften. Men fordi det var mørk nat, kom han sig bort og til Danmark. Siden blev han kaldt Erling Steinvæg. Den sommer, da kong Haakon var i Viken, kom Erling Steinvæg til Skaanøyre og aabenbarte sin æt for nordmændene. Mange mænd bød sig straks til at følge ham. Men han sa, at han ikke vilde reise flok mot kong Haakon, saa længe han var konge over Norge. Erling for da til Kaupmannahavn og var der om vinteren.»

16. D. e. kongsdatteren, jomfru Kristin.

17. Denne del av kap. 5 er tat fra samme brudstykke av en gammel kalvskindsbok som kap. 3 og 4.

18. 1ste januar 1204.

19. I den kortere saga lyder det tilsvarende stykke: «Kong Haakon fór om høsten til Bergen og sat der om vinteren. Sommeren efter fór han øst til Viken, men fór om høsten tilbake til Bergen og gjorde der istand til vintersæte for sig. Da kom dronning Margret østenfra Gautland til Bergen og sat der om vinteren. Det var litet venskap mellem hende og kong Haakon. Om vinteren i julen fik Haakon saa haard sott, at han ikke kunde raade med sig. Han lot sig da føre op til borgen og laa der en liten stund, før han døde. Det var ottende dag jul. Han blev jordet i Kristkirken. Der stod mange mænd sorgfulde over hans grav; ti han var meget vennesæl. Venlig var han mot almuen, høvisk, kjæk i strid og seiersæl, som før er sagt, at kong Sverre var. Birkebeinerne satte altid sin lit til dér, hvor han var, saasnart han ikke selv var tilstede. Dronning Margret blev beskyldt for, at hun hadde faat en mand til at gi kongen svik i drikken. Denne mand grep birkebeinerne og anklaget ham; men han tilbød at rense sig. Det blev til, at han fastet til at bære jern og bar det som en mand; men da haanden blev løst, var den meget brændt. Derefter blev han tat og flyttet ut til Bergen og druknet paa Vaagen dér.» (Stykket om dronning Margret og hendes giftblanding staar i den længere saga kap. 10).

20. 3dje januar 1204.

21. Dette avsnit lyder i den kortere tekst: «Samme vaar tok birkebeinerne Sigurd Laavards søn, som het Guttorm, til konge der i Bergen. Han var et barn av alder. Men disse mænd var høvdinger for flokken: Haakon Galen, kong Sverres søstersøn, Peter Støyper, hans anden søstersøn, han var gift med Ingebjørg, datter av kong Magnus (Erlingssøn). Disse var ogsaa høvdinger hos flokken: Sigurd kongsfrænde, Øyvind prestmaag, Einar kongsmaag, Roar kongsfrænde og mange andre mægtige mænd.»

22. Peder Claussøn kalder ham Odd Tand.

23. Haandskriftet har feilagtig: Jon Drotningssøn.

24. Veien i Norderhov paa Ringerike. Veien var, som vi kan se av gravfund, alt paa folkevandringstiden et høvdingesæte. Philippus av Veigin, Reidar sendemand og birkebeinerhøvdingen Peter Støyper var gift med hver sin datter av kong Magnus Erlingssøn.

25. Dette stykke findes omtrent likelydende hos Peder Claussøn.

26. 17de juni.

27. Storeim i Eids prestegjeld i Nordfjord.

28. Ingerid hadde været gift med Harald Gille og var datter av en svensk kongssøn.

29. «Vi priser dig, Gud.»

30. Haugating var fylkesting for Vestfold; det holdtes paa Haugar (nu Møllebakken) ved Tønsberg.

31. Dette stykke lyder i den kortere tekst: «Kongen og biskopen hadde avtalt mellem sig, at kongen skulde fare til Viken og ha med sig Philippus, søn av Simon Kaaressøn, søstersøn til kong Inge Haraldssøn og biskop Nikolas’s frænde, og at de skulde faa ham gjort til konge. Om vaaren før Botolvsvoka kom Valdemar danekonge til Tunsberg; han hadde mer end 300 skibe og fór meget fredelig. Da fastet Erling til jernbyrd for anden gang og bar jernet vel og mandig. Kongen og biskopen var tilstede ved renselsen; men da han skulde løse haanden, satte kongen en væbnet hær rundt kirken, saa det var let at se, hvad Erlings lod vilde bli, hvis han ikke stod sig i renselsen. Men han bestod prøven meget vel og var den dag i gjestebud hos kongen; ved dette veitsle gav danekongen ham 35 skibe med fuld utrustning.         Morgenen efter blev det blaast til Haugating. Men før tinget holdtes, hadde biskop Nikolas faat sat igjennnem, at hans frænde Philippus skulde bli tat til jarl. Biskopen lovte, at han skulde hjælpe dem med al sin styrke. Erling blev da tat til konge, og han gav Philippus jarlsnavn paa det samme ting. Derefter fór danekongen tilbake til Danmark.»

32. Gomnes i Hole paa Ringerike.

33. Peder Claussøn har: «Ok havde de megit Folk med sig og skøne Skib.»

34. Kvien i Vang i Valdres.

35. Gaard i Strandebarm i Søndhordland.

36. Peder Claussøn maa her ha uteglemt, at Guttorm Sigurdssøn blev tat til konge paa Øreting, hvilket vi vet av Haakon Haakonssøns saga, kap. 2.

37. Guttorm døde onsdag 11te august 1204.

38. Sverres saga kap. 7.

39. Gaarden Gjølme i Orkedalen.

40. Heimskringla, Harald Haardraades saga kap. 98. Skule kongsfostre kom til Norge sammen med Olav Kyrre efter slaget ved Stamford Bridge.

41. Tanberg i Norderhov paa Ringerike.

42. 3dje april 1194.

43. Peder Claussøn kalder ham Sigurd Baardssøn og sammenblander ham med Baard Guttormssøns søn i sidste egteskap, Sigurd, som ikke var dattersøn av kong Sigurd.

44. Istedenfor dette har den kortere saga: «Den samme sommer døde kong Guttorm der i Trondheim. Birkebeinerne stevnte straks Øreting. Der var Tore erkebiskop og hele mængden av de klokeste bønder i Trøndelagen. Der blev da talt om kongevalget. Haakon Galen hadde egtet fru Kristin, uagtet erkebiskopen hadde sat sig mot det. (Fru Kristin var datter av Nikolas Blake, som hadde været gift med den svenske konge Eirik den helliges datter Katharina; hun var saaledes søsterdatter av Sverres enke, dronning Margret. Der maa ha været slegtskap mellem hende og Haakon Galen, som gjorde, at erkebiskopen satte sig mot egteskapet.) De fleste hærmænd vilde vælge Haakon til konge. Men erkebiskopen talte imot. Da blev Sigurd kongsfrænde, dattersøn av kong Sigurd Haraldsson, og Peter Støyper, kong Sverres søstersøn, nævnt som kongsemner. Inge het en søn av Cecilia kongsdatter; han var bror til Haakon Galen og søn av Baard Guttormssøn. Han var da i Nidaros. Men fordi han var trøndsk av æt, vilde bønderne helst ta ham til konge. Det var ogsaa erkebiskopens vilje; ti Inge hadde før været hos ham. Inge blev da tat til konge. Men fordi han var meget ung og litet prøvd i hærstyrelse, og det paa den anden side var meget vanskelig at være høvding for flokken, da det var stor ufred, da var det hærens raad, at kong Inge skulde gi sin bror Haakon jarlsnavn, og saa blev gjort.»

45. Munkebryggen laa over paa Nordnes.

46. Ytterst paa østsiden av Vaagen i Bergen.

47. Ved indløpet til Nordfjord i Davikens prestegjeld.

48. Andre haandskrifter har: «tre uker».

49. Biskop Nikolas’s fædrenegaard Stodreim var ikke langt borte.

50. Løken i Eid prestegjeld i Nordfjord.

51. D. e. fra Hegranes i Jølster, hvor Audun Hugleikssøn siden bodde?

52. Horne i Hornindals prestegjeld i Nordfjord.

53. D. e. tysker (egt. «sydmand»). Peder Claussøn kalder ham: «en østerlænding».

54. En slags svære krigsmaskiner til at slynge kastevaaben mot den beleirede borg (ordet kommer av lat. machina).

55. Stavangfjorden søndenfor Stavenes i Askvold prestegjeld i Søndfjord.

56. Gomnes i Hole paa Ringerike.

57. D. e. Erling paa Kvidin, hvis datter hadde været gift med Baard Guttormssøn.

58. D. e. Nidaros.

59. Fra [ er av et blad av den tapte længere saga.

60. Paaskedag faldt i 1205 paa 10de april.

61. Maaske Fjeldøen i Rennesøy prestegjeld i Ryfylke.

62. D. e. domkirken, som var viet til den hellige Svithun.

63. D. e. koret i kirken.

64. Disse to navne er efter Peder Claussøn. Skálholtsbók har: «sin søstersøn Lem og Torkel Prefisdreka». ― Dreke bet. drake ell. drakeskib.

65. Viskaaen i det nordlige Halland.

66. Havstein, nu Hafsten, er en ø ved indløpet til Seimsfjorden nordligst i Bohuslen.

67. Rimeligvis Tristein, nogen smaaøer syd sydøst for Akerøen, vestlig i Hvalergruppen.

68. Sund ved indløpet til Götaelvens vestre arm.

69. D. e «bokskreppen» eller «boktasken», vel fordi den brukte at ha bøker i en skreppe ombord.

70. D. e. Glommen.

71. Øyeren.

72. Det maa oprindelig her ha staat noget mere, som nu er tapt. I det andet haandskrift staar det: «Men da de kom nord til Litle-Hamar, blev Odd Tann dræpt; det gjorde Gudleik Flotbytta.» Peder Claussøn har: «oc der de komme til lille Hammer, kom Gudleg Fladbons (ɔ: Gudleik Flotbytta) udaff Skoufven med 4 Mand, oc dræbte Odd Tand Amund Lynsson, oc løb siden i Skoufven igjen.»

73. D. e. Nidaros.

74. D. e. korthals.

75. Peder Claussøn tilføier: «han var Torgrims lensmand (ɔ: aarmand?) av Lydanæs (ɔ: Ljaanes)».

76. D. e. Torkell Dreke.

77. Avalsnes paa Karmøen.

78. Peder Claussøn har: to skuter.

79. Fjeldet Stemshesten, grænsen mellem Nordmøre og Romsdalen.

80. Tingvold i Nordmøre.

81. Ø paa nordsiden av Stabben i Edø prestegjeld i Nordmøre.

82. Mellem Selbu (Selabu) og Guldalen i Søndre Trondhjems amt.

83. Helgeøen i Mjøsen.

84. Lödöse ved Götaelven i Vestergötland (nu Gamla Lödöse).

85. Kaldes i det andet haandskrift Dalforsnaust. Det er rimeligvis Trollhättan, som menes.

86. Onsø i Smaalenene.

87. Halvøen Sotenes i Bohuslen.

88. Blakstad i Asker.

89. Lier nær Drammen.

90. Det inderste av Drammensfjorden og mundingen av Drammenselven.

91. Kjøpstaden Skien.

92. Gjerstads og Søndeleds sogner østligst i Nedenes.

93. Bäfveråen ved Udevalla i Bohuslen.

94. Bærum ved Oslo.

95. Götaelven.

96. Forshella kirke i Bohuslen, litt syd for Udevalla.

97. Augustinerklosteret (Kastelle kloster) i Konungahella.

98. Avsnittet om Jon Drotnings død følger i den kortere tekst efter kap. 17; men hos Peder Claussøn like efter avsnittet om skibsbygningen.

99. 11te mars 1206.

100. 28de mars.

101. 31te mars.

102. Vrængen mellem Nøterø og Tjømø syd for Tunsberg.

103. Halvøen paa sydsiden av Viksfjorden i Tjølling prestegjeld ved Larvik.

104. Portør havn søndenfor Kragerø.

105. Hesnesøene i Fjære prestegjeld i Nedenes.

106. Bærum ved Oslo.

107. Randøsund i Oddernes prestegjeld ved Kristianssand.

108. D. e. tævehund.

109. Kvinesdal i Lister og Mandals amt.

110. Hiterøen ved Flekkefjord.

111. Holmer utenfor Sokndal, sydligst i Stavanger amt.

112. Rækefjord ved Sokndal ladested i Stavanger amt.

113. D. e. Ekersund i Stavanger amt. Hos Peder Claussøn heter det saa: «Siden seilede han (d. e. Erling Steinvæg) nord til Moster; der holt han Ting eller Gemein med sit Folk, og spurde dennem tilraads, om han skulde først drage til Bergen, eller straks nord til Trondheim».

114. 13de april 1206.

115. Utenfor Buknfjorden i Stavanger amt.

116. Føresfjord ved østsiden av Karmsund.

117. Siggevaag paa østsiden av Bømmeløen.

118. Skaalevik straks søndenfor Kvarven ved Bergen.

119. Straks søndenfor Bergen.

120. Sydspidsen av Askøen (Fenring) ved Bergen.

121. Vikingevaag paa sydøstsiden av Børtnesøen i Evindvik prestegjeld søndenfor utløpet av Sognefjorden.

122. Muligens Skatesund mellem Rugsundø og den østlige del av Bremangerland (skjønt den nuværende uttale av navnet taler derimot).

123. Vaagsøy sydligst i Selje prestegjeld i Nordfjord.

124. 18de april.

125. Havn paa østsiden av Sandø i Sunnmøre.

126. Øksnø vestenfor Harø i Harams prestegjeld paa Sunnmøre.

127. D. e. Nidaros.

128. Veø i Romsdalen, i middelalderen en liten kjøpstad.

129. I Akerø prestegjeld i Romsdal.

130. I det ene haandskrift følger to sætninger, som i sin nuværende sammenhæng ikke gir mening: «De kunde ikke ransaket byen, før det var blit lyst. Jon Angrad hadde været i hans sveit.»

131. Ved øen Sveggen paa utsiden av Averøy i Nordmøre.

132. Miklegildets eller Korsgildets hus, hvor ogsaa bytinget holdtes.

133. Peder Claussøn har rigtig: Simon Kýr. De andre haandskrifter har: Simon Ukse (Okse).

134. 22de april 1206.

135. Gaarden Flak i Byneset ved Trondhjem.

136. Nu Byaasen ved Trondhjem.

137. I den kortere saga lyder slutningen av dette avsnit: «Den anden avdeling av hæren landet ute ved Ørene og løp overbord, saasnart skibene kjendte grund, hver fra sit rum, saaledes som det var avtalt. Det blev da blaast hærblaast. Men alt var stilt og rolig. De fór med skrik og rop op gjennem strætet, brøt husene ned og kom helt op i Kristkirkegaarden. Endnu var det ikke faldt nogen.» ― I det følgende er teksten ordnet væsentlig som hos Peder Claussøn. I den kortere saga fortælles først om Tord Finngeirsbrors og Torgrim av Ljaanes’s fald og saa om kongen.

138. D. e. Kalvskindet.

139. Ved siden av Akeren (eller Kalvskindsakeren) gik en indhegnet vei, som kaldtes Geilar, nu Geilann (mellem det nuværende torv og Hospitalet). Oldn. geil «kløft, vei mellem høider», brukes i det hele i flertal om en smal vei mellem gjærder o. l.

140. Gaarden Blakstad i Asker.

141. Gaarden Leraanden i Buvikens sogn ved Trondhjem.

142. Navnet skrives ogsaa Skusaas og var en nu forsvundet gaard i Strinden (Strind) ved Nidaros.

143. D. e. gjestenes «skalp» eller «sverdskede».

144. D. e. «spydhætten»?

145. Betydningen av dette navn er uviss.

146. D. e. rædselsskibet.

147. Navnet hænger, synes det, sammen med klaði «kløe», en slags sygdom.

148. D. e. «svanen».

149. 1ste mai 1206.

150. Sandsynligvis Marholmen, nær fastlandet, omtrent ret i syd for Kvitholmens fyr, litt østenfor Stemshesten.

151. Ved Langøen, omtrent midt paa Averøens ytre kyst.

152. Indenfor øen Sveggen, nær nordspidsen av Averøen.

153. Nu Hammersund, indenskjærsleden langs den søndre del av utsiden av Tusteren.

154. Edøy, i prestegjeldet av samme navn paa Nordmøre.

155. Han kaldes ogsaa Eirik i Nisse.

156. I haandskriftet staar ved «femukers-tiden». Da paaske alt var forbi 2den april, maa femukerstiden betegne den 5te uke efter paaske, eller gangdagsuken, d. e. den uke, hvor Kristi Himmelfartsdag er torsdag; gangdagene var særlig navn paa mandag, tirsdag og onsdag i denne uke.

157. Ved Atleøen i Askevold prestegjeld i Søndf jord.

158. Mjømensund mellem Mjømen og Sandø i Gulen.

159. Kilstrømmen i Lindaas i Nordhordland, mellem Fosen-øen og fastlandet.

160. Haaø, søndenfor Alverstrømmen i Hammer prestegjeld nord for Bergen.

161. Arnefjord i Haus prestegjeld, Nordhordland.

162. Haandskriftet har Bergen, hvilket synes at være galt; Peder Claussøn har her vistnok det rette.

163. Kópr var navn paa den del av Bergen, som strakte sig oppe under bakkerne ved Fløifjeldet, bak Sverresborg og henover mot Sandviken.

164. «Eders biske hund,» som Peder Claussøn har, har rimeligvis i originalen været et ordspil med galinn, som kan betyde «rasende, voldsom», men ogsaa var jarlens tilnavn.

165. Den kortere sagatekst har bare: «Baglerne bad birkebeinerne gaa ned. Birkebeinerne svarte, at deres dugurd var nede i byen, og at de visst skulde komme.»

166. Øen Silden paa vestsiden av Vaagsø.

167. Mellem Vaagsøen og fastlandet, Selje prestegjeld i Nordfjord.

168. Moldefjorden, syd for Selje kirke.

169. Borgeskar nær Bergen.

170. Raudaasen mellem Voss og Aurland i Sogn.

171. Erkebiskop Eirik resignerte vaaren 1205 og døde 3dje mai 1213. Tore, som tidligere — likesom Eirik — hadde studert i Paris, blev valgt vaaren 1205 og indviet i Rom før 11te februar 1206; han kom tilbake om sommeren 1206 og døde 8de august 1214.

172. Kap. 24 er oversat efter et skindblad, som er bevart av den længere saga.

173. Sundet mellem Frekøy (Frøk) og fastlandet i Bud i Romsdalen.

174. Sandesund ved sydøstkanten av Atleøen i Søndfjord.

175. Peder Claussøn tilføier: «og imellem øserummene var 24 aarer, og ovenpaa var 48 aarer».

176. Erling Steinvæg maa være død i slutten av februar 1207.

177. Omkring 6te mars 1207.

178. I et andet haandskrift staar: «efter paaske» (6te mai); det maa være galt.

179. Huseby i Heggin (nu Eidsberg) i Smaalenene.

180. Drepsott forklares almindelig som en slags pest, av andre som slag. I et haandskrift staar, at han fik drepsott (koldbrand?) i armen. Peder Claussøn siger: «I denne tid bleff Philippus af Vegene kranck oc døde, oc var han rørd af Popelsie (slag).»

181. Det andet haandskrift har: «samme vaar».

182. D. e. Torstein Heimnes, som han ellers nævnes?

183. Like vest for Lindesnes.

184. Sokn er Sokndals prestegjeld sydligst i Stavanger amt. Vegger maa være et nu forsvundet bygdenavn der.

185. Hitterøen ved Flekkefjord.

186. D. e. Soknedalselven.

187. Haadyret, et bekjendt fjeld og sjømerke ved kysten vestenfor Soknedalselven.

188. Havnen Vaagene litt østenfor Haadyret.

189. Svaavik (ved utløpet av Svaelven) litt østenfor Ekersund.

190. Det andet haandskrift har: 35.

191. Ny Hellesund, Søgne prestegjeld, vest for Kristianssand, eller Gamle-Hellesund østenfor, i Høivaag.

192. Rimeligvis øen Jomfruland ved Kragerø.

193. Stavern ladested, paa vestsiden av Larviksfjorden.

194. Nordpynten av Nøterø.

195. Høide straks nord for Tunsberg.

196. D. e. Inge Baardssøn.

197. Tromlingene, smaaøer ved Tromøen utenfor Arendal.

198. Nes paa Flagstadøen i Dybvaag prestegjeld i Nedenes.

199. Skuteviken ved Bergen eller snarere Sandviken østenfor Bergen (den vik, som omgir Taleholmen eller Kristiansholm).

200. Ved Sund kirke søndenfor Bergen.

201. I den kortere tekst heter det: «Men da drikken var sluppet op for birkebeinerne, bad de om grid og bød sig til at gi op borgen. Kong Philippus gav dem grid, slik at hver skulde beholde det gods, som han hadde hat i borgen; men det gods, som kongen eide, skulde deles. Borgen blev da git op; mændene gik ut og svor, at ingen bar mere med sig end det, han eide. Der i borgen var Kristin, kong Sverres datter, Skule, kong Inges bror, Margret, Dagfinns kone, og Gudrid Jonsdatter, Torstein Heimnes’s kone. Ialt var det 40 kvinder. Baglerne tok da borgen og fik en mængde mat der, men litet av andet gods. Mandagen kom kongen til byen, tirsdagen gik folket ut av borgen, onsdagen blev det ransaket i den, torsdagen blev borgen brændt, fredags kveld tok de til at bryte den ned og holdt paa med det hele lørdagen. Da kom det bud om, at Haakon jarl var paa vei østenfra. De la da om søndagen ut i Florevaag.»

202. Peder Claussøn har: «met lang Skib oc Jacter».

203. Ved Sunds kirke søndenfor Bergen.

204. Korsfjorden ved søndre indløp til Bergen.

205. Nu Bekkerviksund mellem Selbø (Salbirni) og Hofteren i Søndhordland.

206. Ved Jersø (Jarlsøy) i Oslofjorden, nær Tønsberg.

207. Oldn. skytningr, bet. 1) sammenskudslag, 2) stuer, hvor slike lag holdes.

208. Akerselven.

209. Leret, vest for det gamle Oslo mellem Klosterbækken og Tøienbækken, ved den tid endda ikke rigtig fast land.

210. D. e. skibe, som farer paa Østersjøen.

211. Tønsberg tønde i Sandeherred.

212. Brunlanes ved Larvik.

213. Rimeligvis Langesundsfjorden.

214. D. e. baglerkongen Philippus, som var sønnesøn av Smør-Kaare eller Alna-Kaare.

215. Havbugten utenfor Langesundsfjorden.

216. Nogen ukjendte holmer paa østsiden av Oslo, fjorden; Peder Claussøn kalder dem «Østvigs holme» (Austviksholmerne).

217. Tromlingene, smaaøer ved Tromøen utenfor Arendal.

218. Sund ved den sydøstlige side av Stordøen, mellem denne og Eldøen i Søndhordland.

219. 14de oktober.

220. Øen Moster i Søndhordland.

221. Hverken Herfili, Vadøy eller Fjadbyrjasund er sikkert bestemt.

222. Mellem Reksteren og Tysnesøen i Søndhordland.

223. Hvisvik (ogsaa skrevet Hvistvik). Rimeligvis en vik ved gaarden Hystad paa indsiden av øen Stord.

224. Titelsnes paa fastlandet indenfor Stord.

225. Nes sydligst paa Stord eller der i nærheten.

226. Her ender Skaalholtsbok. Resten er oversat efter Eirspennil.

227. Maaske Stoksund mellem Bømmelen og Stord.

228. Maaske Vedsø mellem Bømmelen og Stord i Søndhordland.

229. Den korte tekst har bare: «Men biskopen ænste ikke, hvad de sa.»

230. Øer utenfor Buknfjorden.

231. Nøtø utenfor lille Bukn i Buknfjorden.

232. Jærnestangen, den gamle grænse mellem Grenland og Agder, nu mellem Bratsberg og Nedenes amter.

233. Lagmand i Trøndelagen.

234. Ukjendt sted nord for Karmsund.

235. I Torvestad prestegjeld paa Karmøen.

236. Medaldal er snarest Vestfjorddalen. Her ligger grænden Miland (opr. Miðland) i Mæls sogn.

237. Et ukjendt sted, rimeligvis i Bohuslen.

238. Nu Kungs-Lena i Vartofte herad i Vestergötland. Slaget stod 31te januar 1208. Eirik Knutsson seiret og kom i besiddelse av kongedømmet. Kong Sverke (Sørkve) Karlssøn flygtet til Danmark.

239. Nu Pinsle (opr. Pínslar, av pínsl «pinsel»). Gaarden ligger ikke i Nesjar, men i Sandeherred. Gaardens navn, som maatte lede tanken hen paa djævelen og helvede, har vel gjort, at dette gamle eventyrmotiv er blit stedfæstet her.

240. Peder Claussøn har: «Vaaren efter».

241. Den hellige ø (Eyin helga), d. e. Columbas hellige ø Icolmkill eller Iona i Hebriderne, hvor der var et navngjetent kloster, og hvor mange av de norrøne konger over Suderøene hviler.

242. Peder Claussøn har: «den samme sommer.»

243. Se Sverres saga kap. 125.

244. Skalden Bjarne Kolbeinssøn, blev biskop i 1188, døde 15de september 1223.

245. David jarl døde i 1214, Jon jarl i 1231.

246. D. e. møte, hvortil en høvding sammenkalder sine mænd.

247. Peder Claussøn har: forligelsesspillere. I Haakon Haakonssøns saga k. 106 og 119 forekommer det gammelnorske navn paa et av dem: sættaspillir («forliksspilderen»).

248. D. e. Nidaros.

249. Om Askell lagmand i Vestergötland og hans æt se Haakon Haakonssøns saga, kap. 29.

250. Erkebiskop Tore døde 8de august 1214. Guttorm valgtes samme aar og blev indviet i Rom vaaren 1215. Om Guttorms æt vites bare, at hans bror Hallvard Skygna († 1200) var sveitehøvding hos birkebeinerne. Han var mulig i skyld til Reinsætten.

251. Den saakaldte «Vaagsbrusommer»; jfr. Haakon Haakonssøns saga, kap. 10.

252. Se Sverres saga, kap. 114. Simon Kaaressøn faldt i 1189.

253. Hos Peder Claussøn staar efter den romerske dagsberegning, som endnu bruktes i middelalderen: 9 Calendas Maji.

254. Rigtig regnet blir det det sekstende aar; det femtende aar efter Sverres død endte 9de mars 1217.