Hakon den Godes Mindesang

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. sep. 2018 kl. 09:31 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Finnur Magnusson (1781-1847)
Skjaldekvad


Hakon den Godes Mindesang

af Eyvinds Skáldaspillir

oversat efter Originalens egne Udtryk og Versemaal ved

Finn Magnussen, professor


Kiøbenhavn, 1817


Forerindring

Dette mærkelige Digt haves neppe heelt. Hákonarmál var dets oprindelige Titel. Som bekiendt findes Originalen i Snorre Sturlesens norske Kongers Historie, S. 161-4, samt 156-7 i den store kiøbenhavnske Udgaves 1ste Deel. Den sammesteds befindtlige danske Oversættelse, er ikke passende til vore Tiders Sprog, da det var bleven Oversætteren paalagt at følge det 16de og 17de Aarhundredes Stiil og Skrivemaade. Den giver ei heller rigtigt Begreb om Digterens Udtryk, da hans Omskrivningsmaade tilsidesættes ganske. En ordrettere og læseligere Oversættelse findes i Sandvigs danske Sange af det ældste Tidsrum S. 72-79. Min afviger paa nogle Steder fra begge de førmeldte; Grundene dertil maatte fremsættes i philologiske Anmærkninger, der ikke passe ret vel i et Skrift som dette; men i fornødent Fald kan jeg retfærdiggiøre min Fremgangsmaade.


Digtets Metrum er blandet, mod de gamle Skaldes almindelige Vedtægter. Det hører deels til det sexledede, deels det otteledede Fornyrdalag eller gamle Digtes Versemaal (hvorom Læserne kunne eftersee Nordens gamle Digtekonst af Olafsen, S. 49-56, samt 193).


Anledningen til Digtet var denne. Den norske Konge, Hakon (eller Haagen) Adalsteinsfostre, ellers kaldet den gode, faldt i et Slag mod sine egne Brodersønner, som søgte at bemægtige sig Riget, i Aaret 963. Selv var han blevet christnet i England, hvor han var opdragen, men hans Undersaatter vare endnu Hedninger, ligesaavel som Forfatteren til dette Digt, hans kiæreste Skiald, der søgte her at udtrykke sin Sorg over sin Herres Død, samt at vise sine Landsmænd og Troesforvandte, at han endskiøndt han var Christen, var optagen i de Valhallske Guders Samfund, fordi han havde beskiærmet (eller skaanet) Hedningernes Helligdomme.


Eyvinds Tilnavn Skáldaspillir fik han af den Aarsag, at man ansaae ham for en saa fortræffelig Digter, at han ved sin Konst og Berømmelse fordunklede alle samtidige Skialdes Værker og Navne. At dette hans Digt er bleven siunget ved Kong Hakons Begravelse, bliver paa en Maade sandsynligt af følgende Fortællinger hos Snorre (l. c. S. 161).


”Kongens Venner førte hans Lig til Sæheim paa Nordhordeland, opførte der en stor Høi og lagde ham deri med hans hele Rustning og hans bedste Klæder, men intet andet Gods. De talede – eller sang – over hans Grav, efter Hedningernes Skik, og henviste ham til Valhall. Eyvind Skáldaspillir digtede et Qvad om Kong Hakons Fald, og hans herlige Modtagelse i Valhall. – Det kaldes Hakonarmal og begynder saaledes:”


1.
Gothers Gud udsendte
Gøndul og Skøgul[1]
Konninger at kaare,
Hvo af Yngves Æt[2]
Skulde til Odin fare
Og i Valhall være.


2.
Biørns[3] Broder de traf
Da Brynien han kasted,
Den kostelige Konge
Krigsbanneret fulgte;
Fienderne faldt,
Landserne svunges,
Hilde svæved
Høi i Slaget.


3.
Hærens Forsamler
Holmryger opmuntred,
Fyrsters Enebane
Foer til Kampen.
Tappre Nordmænds Følge
Milde Helt ledsaged
Under Ørnehielmen[4]
Stod Ø-Daners Skræk.[5]


4.
Heltes Anfører
Harnisk afførtes,
Brynien bortkasted,
Før til Drab han hasted.
Han med Landsmænd leged,
Landet værges skulde,
Under gylden Hielm
Stod den glade Konge.


5.
Saa skar da Klingen
I Konningens Haand,
Krigsvæverens Klæde[6]
Som kløved den Vandet.
Braged da Brodde,
Brækkedes Skiolde,
Rasled Klang-Ringe[7]
Mod Rytteres Pande.


6.
Skiolde nedtraadtes
For Normænds Herskers
Sværd, og Hovedpander
Haardfodede trykte.[8]
Kamp fra Øen toned,
Konger bestænkte
Skinnende Skioldborge
Med Skarernes Blod.


7.
Vunders Flammer brændte
I blodige Saar,
Hellebarder luded
Mod Hærenes Liv.
Saar-Elven bruste
Paa Sværdes Kyst;
Ved Stordes Strand
Strømmed Blodet.


8.
Under Skioldes røde
Himmel de kæmped,
Pladers Skyer fløi
I Skøguls Storme;
Oddes Floder suste
I Odins Vejr,
Kæmpers Mængde faldt
For Klingens Strømme.


9.
Sade da de Fyrster
Med Sværd uddragne,
Med skaarne Skiolde
Og skudte Brynier,
Glad var ei den Hær i Hu
Som skulde for Valhall kæmpe.[9]


10.
Gøndul da sagde,
Støttet ved Landsen:
Mægtigt vorder Gudernes Følge,
Nu da de Hakon
Med Heltes Mængde
Have Hiem budet.


11.
Hørte det Kongen
Hvad herlige Valkyrier
Talte, af Gangere baarne;
Varsom var deres Færd,[10]
Hielmprydede de sade,
Og løfted de værgende Skiolde.


12.
Hakon sagde:
Hvi deler du Geir-Skøgul[11]
Kampens Lykke saa?
Thi Seier os Guderne skylde.
Skøgul svarede:
Vi det volde
Du Marken beholdt,
Men dine Fiender flyede.[12]


13.
Ride vi nu skulle,
Sang den vældige Skøgul,
Til Guders grønne Egne,
Odin at sige,
At Herskeren kommer,
For ham selv at see.


14.
Hermod og Brage![13]
Sagde Sværdes Gud,
Gaaer Fyrsten imøde;
Thi hist en Konge,
Som Helt berømt,
Drager til Hallen.


15.
Fyrsten det sagde,
Kommen fra Slaget,
Blodbestænket han stod:
”Ond i Hu os tykkes
Odin at være,
Vi hans Tanker skue.”[14]


16.
”Alle Einherjers
Fred skal du nyde,
Modtag blandt Aserne Bægret,
Fyrsters Overvinder!
Du har inde her
Otte Brødre” – sagde Brage.


17.
”Krigersk Rustning”
Sagde den gode Konge,
”Selv vi have vil,
Hielm og Brynie
Skal giemmes vel,
Nyttigt er Sværdet i Nød.”[15]


18.
Nu det kundgiordes
Hvor den Konge havde
Hævdet Helligdomme,
Da Guder Hakon bade,
Med deres hele Raad,
Være velkommen.[16]


19.
I et lyksaligt Døgn
Fødes den Konge,
Der elskes som han;
Stedse hans
Tid med Roes
Vorder erindret.


20.
Før ubunden
Over Folkets Sæder[17]
Fenris-Ulv skal fare,
End en lige god
I ledigt Sted
Konningmand skal komme.


21.
Velstand svinder,[18]
Frænder døe,
Land og Marke hærges;
Hakon sidde
Blandt høie Guder;[19]
Trældom Folket bøier.[20]



Fodnoter

  1. Gøndul, Skøgul og Hilde vare trende af de fornemste Valkyrier.
  2. Yngve, en svensk Konge, som forvexles med Guden Freyr, var Stamfader til Ynglingerne, en Fyrsteslægt, hvortil begge de stridende Hæres Anførere hørte.
  3. Saaledes hed en af Kong Hakons Brødre, hvis Drab han nu skulde hævne.
  4. Saaledes har ogsaa Gräter oversat i Idunna und Hermode for 1812. S. 91. Kongens Hielm har været prydet med Ørnefiedre.
  5. Hakon var Slegfredsøn af Harald Haarfager, men fordrev dog sin arvbaarne Broder, Kong Erik Blodøxe, fra Regieringen. Den sidstnævnte og hans Sønner understøttedes siden, i deres Fordringer paa Riget, af de Danske, og disse udgiorde nu den største Deel af den angribende Hær.
  6. Vafudr (Væveren eller Indvikleren) et af Odins Navne, staaer egentlig i Originalen; Pandseret o.s.v. er hans Klædning.
  7. Meningen er: Ringebrynierne løsnedes eller skiltes ad, og sloges mod de faldne eller faldende Rytteres Pander.
  8. Meningen er denne: Hvor Kongen kom frem, faldt Skioldene; da de traadtes under Fødderne, nedtrykte deres haarde Rande de Faldnes Hovedskaller. Digteren kalder da Skioldene, paa sin Viis, haardfodede.
  9. Eller og (da Ordet Vega bliver her tvetydigt): hvis Veie laae til Valhall ɔ: som skulde drage til de Dødes Rige.
  10. Digteren synes at antyde Valkyriernes Frygt for at Hakon, som en Christen, kunde vove at forgribe sig paa deres hellige Personer.
  11. Efter Ordene: Sværd- eller Spyd-Skøgul.
  12. Hakon blev vel dødelig saaret, men vandt dog Seier i Slaget, og drev sine Fiender paa Flugten.
  13. Hermod var Gudernes Sendebud, og svarer for saavidt til Grækernes Hermes. Brage var Valhalls ypperste Skiald, samt Digternes og Talernes Gud; han skulde vel modtage Kongen med en Hæders-Sang, eller byde ham velkommen med en fyndig Tale.
  14. Digteren lader Hakon, som Christen, frygte for den fortørnede Odins Vrede.
  15. Efter Ordene: Sværdet er godt at gribe til. Hakon troer endnu ikke Asa-Guderne eller deres Krigere, Einherierne, ret.
  16. Nu maa vel Hakons Mistro forsvinde, da alle Guderne havde bekræftet Brages Forsikkring og Indbydelse.
  17. D. e. over beboede Lande. Fenrisulven skulde, efter Edda-Læren, slide sig løs i Gudernes Tusmørke for at ødelægge Verden.
  18. Kan oversættes: Fæet (eller Qvæget) døer. Ordet Fé betyder oprindelig Fæ eller Qvæg, hvori de ældste Nordboers Rigdom bestod for det meste. Saaledes udledes det latinske pecunia af pecu. Endnu have vi i Dansk Liggendefæ, Dannefæ, Fæmon o. s. v.
  19. Egentlig, efter de Flestes Mening, Hedenske, - men heidinn kan også betyde høi, af heidi Høide, eller himmelsk af Heid den høje Himmel, (Romernes altum) beslægtet med det tydske heiter; heraf ogsaa Heidr, hæder m. m.
  20. Digteren var meget misfornøiet med Hakons Efterfølger, Harald Graafeld, og hans Regiering.