Halfreds saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Halfreds saga

Hallfreðar saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016-17

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

1. Om Ottars og Åvalds slægt og opvækst

Der var en mand, der hed Torvald og blev kaldt Skillende. Han boede på Ulvø i Hålogaland. Han havde en kone, der hed Torgerd og var datter af Halfred. Hendes bror hed Galte. Han var en magtfuld mand og boede i Sogn. Torvalds sønner hed Ottar og Torkel Sølv, og Torkel var født uden for ægteskab. Dér på øen boede desuden en mand, der hed Ingjald. Hans søn hed Åvald. Ottar boede hos Ingjald.

Der var en stor viking ved navn Sokke, som var ond at have med at gøre. Han drog vidt omkring og hærgede og var en ven af Gunhildsønnerne, for de herskede dengang i Norge. Han kom en nat til Torvalds gård og sagde til sine folk, at der var udsigt til et godt bytte, for det var en velhavende mand, der boede dér, »— men lad os sætte ild til gården!« Og det gjorde de. Torvald gik til døren og spurgte, hvem der havde påsat branden. Sokke gav sig til kende. »Hvad bøder vi for?« siger Torvald, »— jeg mindes ikke at have gjort dig noget?« Sokke siger: »Sådan ser vi vikinger ikke på tingene; vi vil bare have dit liv og dine værdier.« »Det får I så mulighed for nu,« siger Torvald. Nu angriber vikingerne gården med ild og våben, og det ender med, at Torvald brændte inde dér med femten mand, men nogle undslap ilden. Vikingerne tog alt, hvad de kunne bære derfra.

Nogle af Sokkes mænd tog hen til Ingjalds gård og satte ild til husene. Ingjald gik til døren og bad om, at hans folk måtte gå ud, men det kunne ikke komme på tale. Ingjald gik da hen til drengene Ottar og Åvald og sagde: »Det er formentlig ude med mig, men jeg vil gerne skaffe jer ud af flammerne, så I endnu kan have glæde af livet. Jeg lukker jer ud ad en hemmelig dør, så vil I nok evne at hævne dette, hvis I får magt til det.« Det var de villige til, svarede de, »— men som sagen står nu, synes vi ikke, at vores evner rækker.« Derefter blev de lukket ud ad en hemmelig dør, og i ly af røgen løb de ud på øen, og på grund af larmen og flammerne, og fordi de ikke var bestemt til at dø, slap de væk og hen til en bonde, som boede dér på øen. Da sagde Ottar: »Vil du sejle os til fastlandet?« Bonden genkendte dem og sejlede dem til fastlandet. De mødte en sildeskude med mænd fra Vågar nordpå. De udgav sig for at være fattige drenge og fik tjeneste dér. De sejlede, til de kom sydpå til Sognefjordens munding. Da sagde drengene, at de ville ind i fjorden dér, »— for her har vi slægtninge.« Styrmanden sagde: »Det skal ske, som I ønsker, og I er ikke værre stedt her, end dér hvor vi tog imod jer. I har tjent os godt, og I vil snart opnå mere.« Derpå skiltes de. Sent på dagen kom de til Galte — Ottars morbror — hvor de satte sig ved døren. Galte gik hen til dem og spurgte, hvem de var. Ottar fortalte ham, hvordan det hang sammen. »Det er passende, at I kommer her,« sagde Galte, »— men tag nu plads på bænken.«

De opholdt sig dér i 7 eller 8 år i gode kår, og de blev til duelige mænd. Da stod slaget på Fitjar, hvor kong Håkon faldt, og Gunhildsønnerne tog magten. En dag sagde Galte: »Jeg holder dig — Ottar! — for den fremmeste af jer fostbrødre, og jeg venter, at du får stor fremgang, men som tiderne er i Norge nu, vover jeg ikke at lade jer blive her hos mig. Nu vil jeg give jer handelsvarer, og så skal I sejle vestpå til England og prøve lykken dér.« Ottar sagde, at han ville følge Galtes råd. Galte havde solgt deres jorder og fået løsøre for dem. Nu forlader de landet — fostbrødrene Ottar og Åvald — og tager vestpå til England og øger deres formue.

I 3 eller 4 år sejlede de omkring i England og blev meget velhavende. Derpå drog de til Orknøerne, hvor de var velansete blandt gode mænd. Ottar sagde da til Åvald: »Jeg har lyst til at købe en Islandsfarer og begive mig derud, men jeg ville dog gerne, at vi først hævner vores fædre, inden vi tager væk for godt.« Åvald bad ham bestemme. Derefter købte de et godt skib og skaffede sig mandskab til det, og nu sejler de til Norge og kom til Galte i Sogn og fortalte ham om deres planer. Galte siger: »Det passer fint. Sokke ligger på et skib ikke langt herfra, og om natten sover han på et loft i land. Jeg skal finde jer en mand, som har kendskab til det hele, så Sokke ikke opdager noget.«

2. Fostbrødrene tager hævn og rejser til Island

Nu gik de fra deres skib — Ottar og Åvald — i følge med en mand, der hed Stein. De kom sent om aftenen til den gård, hvor Sokke og hans bror — Sote — sov om natten. Stein gik alene op til gården og kom snart i snak med Sokke og Sote og drak med dem om aftenen. Da de gik op på loftet for at sove, gjorde Stein tegn til Ottar og Åvald. Sote og Sokke var i en flok på syv, og de gik op på loftet og ville trække af tøjet. Da angreb Ottar med sine mænd, og han stak straks sværdet under Sokkes brynje og i tyndtarmen på ham, og Sokke døde øjeblikkeligt. Åvald huggede med sværdet til Sote og skar begge endebalder af ham. Derpå løb de alle ud og forsvandt i mørket. De kom frem til deres skib og stod straks til havs og fik gunstig vind, og man anså deres færd for en vældig bedrift. Gunhild erfarede det skete og sagde, at det var ærgerligt, at hun ikke selv havde set, hvem der havde dræbt og vanæret hendes venner, »— men jeg véd dog,« siger hun, »— hvem der har gjort det.«

Ottar og de andre ankom til Blandåens munding nordpå i landet, men da var alt land taget i besiddelse. Ottar købte jord på Grimstunge i Vatnsdal af en mand, der hed Einar, og gav ham skibet som betaling. Ottar byggede en gård. Åvald boede hos Ottar den første vinter. Om foråret købte han jord ved Hnjuke i Vatnsdal. Han fik en kone, der hed Hild, som var datter af Ejvind Sørkve. Deres datter hed Kolfinna. Hun var en smuk kvinde, men meget stolt.

En mand ved navn Olav boede på Haukagil. Han var velhavende og havde en kone, der hed Torhalla og var datter af Ævar den Gamle. Deres datter hed Aldis, og hun var en gæv kvinde. Ottar friede til hende og fik hende med en stor medgift. Deres søn hed Halfred og en anden Galte. Deres datter hed Valgerd, og hun var den smukkeste kvinde. Halfred blev opfostret hos Olav på Haukagil, og han var i gode kår dér. Han blev snart stor og stærk, var mandig og noget mørklødet, havde brunt og pænt hår, men næsen var ganske styg. Han var en god skjald, men tilbøjelig til nidviser og noget omskiftelig. Han var ikke vellidt.

Torstein Ingemundson var dengang høvding i Vatnsdal. Han boede på Hov og blev anset for den største mand dér på egnen. Han var afholdt og havde lykken med sig. Hans sønner hed Ingolf og Gudbrand. Ingolf var den flotteste mand på Nordlandet. Dette blev kvædet om ham:

Efter Ingolf tragted’

alle voksne møer.

»Vi er alt for unge,«

jamred’ de små piger.

»Jeg vil også ægte

Ingolf,« skreg en kælling,

»— mens to tænder endnu

tælles i min gumme.«

Der blev holdt høstgilde på Grimstunge og spillet boldspil. Ingolf kom til spillet sammen med mange folk nede fra dalen. Vejret var godt, og kvinderne sad ude og så på spillet. Valgerd Ottarsdatter sad oppe på en skråning sammen med andre kvinder. Ingolf deltog i spillet, og bolden fløj derop. Valgerd tog bolden og gemte den under sin kappe og bad den, der havde kastet bolden, komme og lede efter den. Ingolf havde kastet den. Han bad de andre spille videre, men satte sig hos Valgerd og talte med hende hele den dag.

3. Om Ingolf og Valgerd — Ottar forlader herredet

Nu var spillet til ende, og de folk, der ikke var indbudt til gildet, tog hjem. Siden kom Ingolf ofte til Grimstunge for at tale med Valgerd. Ottar havde en samtale med Ingolf og sagde: »Jeg bryder mig ikke om, at du kommer her, og du véd nok, at vi ikke finder os i skam og skændsel. Du kan blive gift med hende, hvis du vil.« Han svarede, at han nok selv skulle bestemme, hvor han kom, uanset hvad Ottar sagde, og det forholdt sig sådan dér i dalen — sagde han — at ingen skulle tvinge ham til noget. Ottar opsøgte siden Torstein og bad ham styre sin søn, så han ikke fik skam af ham, »— for du er en klog og imødekommende mand.« Torstein siger: »Det er sandelig imod min vilje, at han gør sådan, og jeg lover dig, at jeg vil påtale det.« Og dermed skiltes de. Torstein sagde til Ingolf: »I opfører jer anderledes, end vi gjorde, da vi var unge; I skulle være høvdingeemner, men tér jer som fjolser. Nu holder du op med at besøge Ottar Bondes datter!« Ingolf lovede at forbedre sig, som faderen sagde, og indstillede til en begyndelse besøgene. Siden digtede Ingolf et elskovskvad om Valgerd. Dette gjorde Ottar meget vred. Han opsøgte igen Torstein og hævdede nu, at han var blevet stærkt vanæret: »Nu beder jeg dig tillade mig at stævne din søn, for dette kan jeg ikke sidde overhørig.« Torstein siger: »Det er ikke videre tilrådeligt, men jeg vil ikke forbyde dig det.« Da sagde Jøkul — Torsteins bror — for han var til stede dér: »Har man hørt magen? Du vil stævne os frænder her på stedet. Det bliver din ulykke!« Jøkul boede oppe på Tunge i Vatnsdal. Torstein viste igen sin velvilje og samlede folk på Hunavatnstinget og tilbød at stå inde for sin søn. Torstein bad Ottar tilstå ham at dømme i sagen om kvadet og det, som ellers var imellem dem. Folk rådede Ottar til at tage imod dette, og man enedes om, at Torstein alene skulle afgøre sagen. Derpå sagde Torstein: »Jeg skal snart afsige min kendelse. Jeg vil tilgodese begge parters hensyn. Jeg udreder et halvt hundrede i sølv til Ottar, og så skal han sælge sine jorder og forlade egnen.« Ottar sagde, at han ikke havde forventet at skulle udsættes for en sådan uretfærdighed. Torstein erklærede, at han ikke havde vist mindre hensyn til ham — begge parters sindelag taget i betragtning.

Efter dette drog Ottar sydpå i Nordreådal og boede først på Ottarssted. Hans søn — Halfred — var da nær 20 år gammel. Han rendte efter Kolfinna Åvaldsdatter, men det var Åvald ikke meget for, og han ville give ham sin datter, men Halfred ville ikke giftes. Åvald opsøgte sin ven Mår, der boede på Mårssted og fortalte ham om sine vanskeligheder. Han svarede: »Det er der råd for. Jeg skal få en mand til at fri til hende. Han hedder Gris og er søn af Sæming. Han er min ven og bor på Geiteskard i Langdal« — han havde været helt ude i Miklagård, hvor han havde vundet stor hæder, »— og han er en velhavende og afholdt mand.«

4. Gris får Kolfinna

Nu sendte Mår bud efter Gris, og han kommer til Mårssted. Mår sagde: »Jeg har lagt en plan for dig. Du skal fri til Konfinna — Åvalds datter. Det skorter ikke på værdier dér, og hun er et godt gifte, men jeg har fået at vide, at Halfred Ottarson ofte er sammen med hende.« Nu tager Mår og Gris hen til Åvald, og de var en flok på syv. De stillede deres spyd udenfor. Gris havde et guldbeslået spyd. Nu drøftede de sagen, og Mår talte på Gris’ vegne. Åvald sagde, at man skulle følge Mårs anbefaling, »— hvis det er det, I ønsker, og I vil ikke få nej.« I det samme kom Halfred og hans følgesvend og fik øje på spyddene. Halfred sagde: »Der er nok kommet folk langvejs fra. Hold du vores heste, mens jeg går ind i kvindestuen til Kolfinna.« Og det gjorde han. Han satte sig ved siden af hende og spurgte, hvem der var kommet, »— men det er ikke noget, jeg påskønner, for de vil nok fri til dig, og det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af.« Kolfinna siger: »Overlad du det til dem, der har noget at skulle have sagt.« Han siger: »Det forekommer mig, at du allerede synes bedre om din bejler end om mig.« Halfred satte hende på sit skød uden for kvindestuen og talte med hende, så alle, der gik ud, kunne se dem. Han klemmer hende ind mod sig, og der kom et kys eller to. Nu kom Gris og de andre ud. Han sagde: »Hvem er det, der sidder dér ved kvindestuen og er så venlige imod hinanden?« Gris var noget svagsynet og surøjet. Åvald svarer: »Det er Halfred og min datter — Kolfinna.« Gris sagde: »Plejer de at gøre sådan?« »Det sker ofte,« sagde Åvald, »— men nu er det dit anliggende, for hun er din fæstekone.« Gris svarer: »Det er indlysende, at han er ude på at tirre mig, og han gør det for at vise sig.« Nu går Gris og de andre hen til deres heste. Da sagde Halfred: »Du skal vide — Gris! — at det indebærer mit fjendskab, hvis du forfølger dette giftermål.« Mår sagde: »Din mening betyder intet i denne sag — Halfred! — det er Åvald, der bestemmer over sin datter.« Halfred kvad da et vers:

Fodertrugets feje,

fuldhedenske skyllers

vrede (verset fremmes!)

vækker frygt; han ligner

mest den grå og gnavne

gårdkøter, der snerrer

ved gæsters færd foran

fadeburets indgang.

»Og hvad rager det mig, hvad du mener — Blot-Mår!« siger Halfred. Mår sagde, at hvis Halfred spottede ham, skulle han få hårdt igen. Halfred sagde, at han selv bestemte over sine ord. Han kvad da et vers:

Skjoldets slanges skøtter

(skjalden frygter dette)

agter nu at ægte

Åvalds gæve datter.

Kolfinna står stedse

(støt man hende ofte —)

højt i min Surts hustrus

havbrise (— benævner).

Halfred red derpå væk og var vred. Da sagde Mår: »Lad os ride efter dem!« Og det gjorde de, og de var ni mand i alt; Åvald sendte to mand med dem. Halfreds fosterfar — Olav — fandt Gris og Mårs færd mistænkelig. Han sender straks bud til Ottar, og ved deres møde fortæller Olav ham, at Halfred nok behøver hjælp. Det kan nu fortælles om Halfred, at de to rider af sted med ni mand efter sig. Halfred opdager forfølgelsen og siger: »Nu skal vi ikke flygte længere.« De var da kommet til en stenet bakke. Dér gjorde de sig klar og brød sten op. Nu kommer Gris og de andre frem og angriber dem, men de forsvarer sig meget mandigt. Men det endte dog med — som man siger — at intet nytter mod overmagt, og Halfred og hans følgesvend blev begge pågrebet og bundet. Da sagde Gris: »Der kommer folk ridende imod os, og der er mindst 30 mand, så vores sejr bliver måske kortvarig.« Gris og de andre vendte om og red hurtigt derfra og over åen, og dér gik vejen gennem en kløft i bakken, hvor man kunne forsvare sig godt. Dér gjorde de holdt. Så kom Ottar og hans mænd frem til åen. Gris hilste Ottar og spurgte, hvad han ville. Ottar sagde: »Hvor er min søn Halfred?« Gris sagde: »Han ligger bundet, men ikke dræbt ved den bakke, hvor vi mødtes.« Ottar siger: »I har behandlet ham uværdigt. Men vil du tilstå mig at afgøre denne sag alene?« Gris sagde, at han ville lægge stor vægt på Ottars ord, og således blev de forligte, og dermed skiltes de. Ottar rider nu tilbage og finder Halfred og befrier ham og hans følgesvend. Ottar sagde: »Du har ikke vundet nogen hæder på denne færd — min søn!« Halfred sagde, at han ikke agtede at rose sig af den, »— og jeg er ligeglad med, hvordan du afgør denne sag — far! — bare Gris ikke får Kolfinna.« Ottar siger: »Gris skal have kvinden, fordi han stoler på mig, mens du — min søn! — skal tage udenlands og prøve at vinde større hæder.« Halfred siger: »Hvem skal jeg så stole på, når faderen svigter? Nu er det første, der skal ske, at jeg udfordrer Gris til holmgang, så snart jeg ser ham.« Nu rider Ottar hjem, mens Halfred tager til Haukagil.

Olav syntes ikke om det skete og stolede ikke på, at Halfred ville overholde forliget. Han sendte bud til Ottar om, at han forudså vanskeligheder. Så fik Halfred besked om, at hans far var syg og ønskede at træffe ham for at fordele arven. Halfred kom, og Ottar lod ham straks pågribe og lægge i lænker. »Nu er der to muligheder,« sagde han, »— enten forbliver du lænket, eller også lader du mig bestemme på dine vegne.« Halfred siger: »Du er dog ikke vaklende over for mig. Men du må hellere bestemme, end at jeg skal sidde lænket her.« Så blev Halfred løst fra lænkerne.

Mår holdt Gris og Kolfinnas bryllup, og hun fulgte med Gris ud til Geiteskard. Hun viste ikke Gris den store kærlighed. Olav på Haukagil opfordrede Halfred meget til at drage udenlands, »— og jeg skal forsyne dig med midler, så du kan rejse godt med gode folk.« Hans far opfordrede ham meget til at rejse udenlands. Ottar afgjorde sagen mellem Halfred og Gris og tilkendte Halfred et hundrede i sølv. Halfred ville ikke have dem, men sagde: »Jeg ser din kærlighed til mig — far! — og du må bestemme her, men det aner mig, at vores vanskeligheder vil vare længe endnu.« Året efter flyttede Ottar til Nordreådal.

5. Halfred drager til Norge og bliver døbt

Denne sommer tager Halfred sydpå til Hvidå, og da han kom på skibet, kvad han et vers:

Lad storm slå mod stavnen,

stadigt dog Kolfinnas

kys jeg savner (sundets

Sote ruskes voldsomt).

Nu elsker jeg næsten

Nefils farvejs lues

ætgode eg mere,

end hvis vi var sammen.

Halfred forlod landet og tog til Norge. Han opsøgte jarl Håkon den Mægtige, som dengang havde magten i Norge, gik for ham og hilste ham. Jarlen spurgte, hvem han var. Han sagde, at han var islænding, »— og jeg kommer — herre! — fordi jeg har digtet et kvad om dig, og jeg vil gerne bede om ørenlyd.« Jarlen siger: »Du lader til at være en høvdingedjærv mand, sådan som du fører dig frem, og vist skal du få ørenlyd.« Halfred fremførte kvadet — det var en drapa — og gjorde det godt og dygtigt. Jarlen takkede ham og gav ham en stor, sølvbeslået økse og gode klæder og indbød ham til at opholde sig dér om vinteren, og det tog Halfred imod. Om sommeren tager Halfred til Island og ankommer sydpå i landet, og han havde da en stor formue. Siden rejste han frem og tilbage nogle år, men kom aldrig til nordlandet.

Og en sommer, da han kom fra Island, lå de ved Agdenæs. Dér traf de nogle folk og spurgte om nyt. De fik at vide, at der var sket et høvdingeskifte i Norge. Jarl Håkon var død, og i stedet var Olav Tryggvason kommet med en ny tro og nye bestemmelser. Søfolkene blev da enige om at gøre det løfte, at de ville skænke Frej store værdier, hvis de skulle få held til at komme til Sverige, og Tor eller Odin skulle få, såfremt de kom til Island, men hvis det ikke lykkedes dem at komme væk, måtte kongen råde. De kom aldrig af sted, men måtte sejle ind til Trondheim, og de kom til den havn, der hed Flagda. Då lå allerede mange langskibe. Om natten blæste der så stærk vind ude fra havet, at ankeret ikke ville fæste sig. Da sagde en af langskibsfolkene: »De mænd på købmandsskibet er ilde stedt, og de vil næppe slippe godt fra det, sådan som vinden er, der hvor de ligger. Vi burde ro ud til dem.« De gik 30 mand om bord på et skib, og en af dem sad i stavnen. Da de kom frem til købmandsskibet, sagde manden, der sad i stavnen: »I er kommet i vanskeligheder, og her er mange skær. Nu skal vi hjælpe jer på vej.« Manden var stor af vækst. Halfred sagde: »Hvad hedder du?« Han siger: »Jeg hedder Ankerdjærve.« Og mens de talte om dette, bristede ankertovet, men manden i stavnen sprang straks i vandet og dykkede efter tovet i stormen, og han fik hurtigt fat i det. Så blev ankeret halet op. Halfred kvad da dette halvvers:

Kast nu trossen! Knarren

knuses snart i stormen;

tovværk slides sønder

— ser I Ankerdjærve?

Manden i kappen siger:

Karlen klædt i den grønne

kappe skaffed’ rebet;

han ku’ hale dræget

— her er Ankerdjærve!

De roede skibene til et godt leje. Købmændene anede ikke, hvem disse folk var, men de fik siden at vide, at selveste kongen havde hjulpet dem. Derpå sejlede de ind til Lade. Dér opholdt kong Olav sig, og man fortalte ham, at disse mænd måtte være hedninger og just ankommet fra Island. Han indkalder dem til møde, og da de kom, forkyndte han kristendommen for dem og bad dem forkaste den gamle og onde overbevisning, men tro på den sande gud — himlens og jordens skaber. Halfred svarer kongen: »Det sker ikke vederlagsfrit — konge! — at jeg antager den tro, du byder.« Kongen sagde: »Hvad forlanger du?« Han svarer: »Du må aldrig skille dig af med mig, uanset hvor galt det går mig.« Kongen siger: »Du er nok sådan en, der ikke afholder sig fra noget, men finder alt sømmeligt.« Så gik Halfred sin vej og ville tale med kongen senere. Kongen spurgte, hvor islændingen gik hen, og bad folk gå efter ham. Nu kom Halfred for anden gang til kongen. Da sagde kongen: »Bliv nu døbt, så skal du få, hvad du beder om. Men hvad hedder du?« Han sagde, at han hed Halfred. »Du er en uforsagt og gæv mand,« sagde kongen, »— men tjen nu ikke længere Fanden!« Halfred siger: »Det er min anden bøn — herre! — at du holder mig under dåben.« Kongen siger: »Du beder om så meget, at du ikke kan få det hele.« Da sagde biskoppen: »Gør, hvad han beder om! Gud gør des mere for din skyld, jo mere du gør for at fremme Guds kristendom.« Herefter holder kongen Halfred under dåben, og derpå overlader han ham til sin bror — Torkel Næse — og Jostein, så de kunne bibringe ham den hellige lære. Dette bekræfter Halfred i et af de kvad, han siden digtede om kong Olav:

Min gud-fader gjaldt som

gævest blandt mænd under

(det jeg sander) Søndre-

slægtens åg i Norden.

6. Halfred kvæder for kongen

Nu opholdt Halfred sig en tid hos kongen og digtede et kvad om ham og bad om ørenlyd. Kongen sagde, at han ikke ville høre det. Halfred siger: »Det bestemmer du, men så glemmer jeg nok den tro, som du lod mig antage, hvis du ikke vil høre kvadet — og den lære, som du har ladet prædike for mig, er ikke mere digterisk end det kvad, som jeg har digtet om dig.« Kong Olav sagde: »Du skal sandelig kaldes for Vanrådeskjald, men lad mig høre kvadet.« Halfred fremførte kvadet dygtigt, og det var en drapa. Da den var til ende, sagde kongen: »Dette er et godt kvad. Tag nu imod dette prydsværd, men det vil være vanskeligt for dig at bære, for der følger ingen skede med. Hav det nu i tre dage og tre nætter, så ingen får mén af det.« Da kvad Halfred et vers:

Kongen venligt, véd jeg,

versets pryder bragte

et bart sværd for Sviars

slægtninges havganger.

Skelkvings skærper syner

skænkens smukke fæste;

fyrsten højt mig hædret

har med karrets skalle.

Halfred tog vel vare på sværdet. Han lovpriste guderne meget og hævdede, at det ville gå dårligt for folk, når de fordømte dem. Engang kvad han dette, så kongen kunne høre det:

Vel jeg førhen Valhals

vise herre kunne

byde mit blot, men folkets

brug er siden skiftet.

Kongen sagde: »Dette var et meget slet vers. Gør det bedre!« Halfred kvad videre:

Folk har altid æret

Odin med vers; jeg mindes

grant mine forfædres

fine digterevner.

Højs magt huer skjalden;

helst bød jeg da ikke

Friggs mage mit fjendskab

for at tjene Kristus.

Da sagde kongen: »Du tænker alt for meget på guderne, og det gør ikke noget godt for dit omdømme.« Så kvad Halfred et vers:

Jeg forsager — fyrste! —

ravneblotets afguds navn,

han som lønnede lovprisning

efter hedensk skik med svig.

Kongen siger: »Det bliver ikke bedre! Du må kvæde et vers for at bøde på det.« Halfred kvad et vers:

Lad kun Frejs og Frejas

fjendskab ramme skjalden;

må Grimner ta’s af troldtøj,

Tor den Stærke også.

Om al kærlighed kun jeg

Kristus og Gud beder;

jordens herskers harme

helst jeg derved undgår.

Da sagde kongen: »Dette er godt kvædet og bedre end ingenting, men digt videre!« Halfred kvad et vers:

Sygners fyrste fordrer

forbud mod blot; norners

bud, som helst man hidtil

hævded’, må vi afslå.

Lad alle folk Odins

æt hermed forkaste;

Njords slægt må jeg svigte —

snart jeg be’r til Kristus.

7. Halfred dræber Ottar

Der var en oplandsk mand ved navn Ottar. Hans bror hed Kalv. De var kongens hirdmænd og raske folk og højt værdsat af kongen. De var misundelige på Halfred, for de syntes, at han fik alt for megen opmærksomhed af kongen, og en aften ved drikken blev de voldsomt uenige med ham, men kongen var til stede, og kongen støttede Ottar, for han så, at denne ikke kunne klare sig i trætten mod Halfred. Siden gik kongen derfra, men derefter kom det til mundhuggeri mellem dem, og det endte med, at Halfred sprang op og huggede Ottar ihjel med øksen Håkonsgave. Kalv greb Halfred med hjælp fra de andre og lagde ham i lænker. Men loven var sådan, at den, der dræbte en mand i kongens herberg, skulle miste livet. Derefter opsøgte de kongen og sagde, at nu kunne man se, hvad Halfred var for en mand, og de mente, at han havde til hensigt at udrydde hele hirden, og de bagtalte ham, så meget de kunne, indtil kongen bad om at få ham dræbt næste morgen. Dette glædede Kalv.

Dagen efter førte de ham ud for at slå ham ihjel. Halfred sagde: »Hvor er kongen?« De svarede: »Hvad rager det sig? Du er dømt til døden.« Da sagde Halfred: »Er han død, ham jeg huggede ned?« Det var han, sagde de. Halfred sagde: »Hvis der er nogen til stede her, som jeg har gjort noget godt for, så beløn det ved at føre mig hen til kongen, for jeg vil takke for mit ophold her.« Og det viste sig, som man siger, at alle har en ven blandt uvenner, og der var folk til stede, som anerkendte, at han havde hjulpet dem, og de førte ham hen, hvor kongen og biskoppen var. Da Halfred stod over for dem, sagde han: »Husk nu — herre! — hvad du lovede mig: At du aldrig ville skille dig af med mig — bryd nu ikke dit løfte til mig! Du er tilmed min gudfar.« Biskop Sigurd sagde til kongen: »Lad dette komme ham til gavn nu.« »Sådan bliver det,« sagde kongen og bad dem frigive ham med det samme. Dette blev gjort, men Kalv tog det meget fortrydeligt op. Nu opholdt Halfred sig igen i hirden, og han kom snart godt ud af det med folk. Kongen var mindre sammen med ham end førhen, men han betalte dog drabsbøderne for ham.

En dag gik Halfred for kongen og faldt på knæ ved hans fod. Kongen så, at han fældede en tåre, og spurgte, hvad der gik ham sådan på. Han siger: »Din vrede tynger mig meget, og den var jeg gerne foruden.« Kongen siger: »Det skal ske. Efter jul bliver du sendt ud i mit ærinde, og så skal vi forliges, hvis du klarer færden godt. Men har du stadig det sværd, jeg gav dig?« »Vist har jeg det — herre! — og det har aldrig været stukket i en skede.« Kongen sagde: »Det er passende, at vanrådeskjalden har et vanrådevåben. Men vil du kunne nævne ordet ‘sværd’ i hver en verslinje?« Halfred siger: »Jeg kan prøve, såfremt du ønsker det, og jeg vil gøre alt for at slippe for din vrede.« Kongen sagde: »Så kvæd da!« Halfred kvad da verset:

Her dit sværd jeg svinger;

sværdets leg mig venter.

Trak jeg sværd i trætte,

tre sværds værd jeg havde.

Dette sværd (jeg sværger!)

sværdets bærer agter;

blot mig balg til sværdet

— bolde konge! — fattes.

Kongen takkede ham og erklærede, at han beherskede skjaldekunsten dygtigt, og gav ham en flot udstyret skede, »— og skulle det ske,« siger kongen, »— at du pådrager dig strafskyld ved ikke at komme til bords eller i kirke, da skal du lettere blive tilgivet end andre.« Halfred takkede kongen.

8. Halfreds færd til Torleif den Kloge

Engang skete det, at kongen spurgte, hvor Halfred var. Kalv siger: »Han har nok endnu for vane at blote i det skjulte, og han har et Torsbillede skåret i tand i sin pung, og du tager meget fejl af ham — herre! — for han viser ikke, hvem han virkelig er.« Kongen bad om, at Halfred blev tilkaldt, så han kunne svare for sig. Halfred kommer. Kongen sagde: »Er det sandt, hvad man tillægger dig: At du har et Torsbillede i din pung og bloter?« »Det passer ikke — herre!« siger Halfred, »— undersøg nu min pung. Her kan jeg ikke skjule noget, selv om jeg ville.« Nu fandt man ikke noget af den slags i hans besiddelse. »Dette er bagtalelse for at komme mig til livs,« siger Halfred, »— og Kalv vil være ilde stedt, hvis jeg får fat i ham. Han har også tidligere ønsket mig død.« Kongen sagde: »Det nytter ikke noget, at I er sammen, og Kalv skal tage hjem til sin gård, mens du — Halfred! — skal drage til Oplandene i mit ærinde og opsøge Torleif den Kloge. Han vil ikke antage kristendommen, og du skal dræbe ham eller blinde ham. Han er dattersøn af Torleif Horda-Kåreson. Jeg lader min lykke følge dig, og du kan tage så mange mænd med, som du vil.« Halfred mente, at det ikke var en ufarlig færd, »— men jeg skal alligevel tage af sted, som du ønsker. Men jeg vil, at Jostein — din morbror — følger med sammen med de af mine bænkfæller, som jeg vælger, så vi i alt er 24 mand.« »Gør som du vil,« siger kongen, »— men jeg har før sendt folk ud efter Torleif, og de formåede ikke at gøre, som jeg ønskede.«

Siden red Halfred og hans følge af sted fra kongen, og de kom til en skov, som lå tæt ved Torleifs gård. Dér steg de af hestene i en rydning. Da sagde Halfred: »Her skal I vente på mig i tre dage, og hvis jeg ikke kommer tilbage hertil, skal I ride hjem.« Jostein tilbød at tage med ham. Det ønskede han ikke. Halfred udstyrede sig derpå som en tigger. Han lod sine øjne farve og vendte sine øjenlåg udad og ændrede sit udseende meget. Han bar en lang bylt på ryggen, og deri var sværdet, som kongen havde givet ham. Han gik nu frem imod Torleifs gård og til den høj, som han sad på, og det var tidligt om morgenen. Torleif hilste på ham og spurgte, hvem han var. »Jeg er en fattig mand,« siger han, »— og jeg kom til kongen, og han ville omvende mig til kristendommen, men jeg stak uset af, og inden dræbte jeg en af kongens mænd. Nu vil jeg bede dig om hjælp.« Det svarer Torleif ikke noget videre på, men udspørger ham meget om lande og havne, og han svarer forstandigt på det hele. Torleif sagde: »Var der ikke en mand hos kongen, som hed Halfred?« Han svarer: »Jeg hørte ham omtalt, men sjældent for det gode.« Torleif sagde: »Jeg drømmer hele tiden om denne mand, men det betyder nok ikke noget. Men kongens mænd kommer her nok snart, og efter hvad folk fortæller om ham Halfred, kan jeg ikke rigtig greje, hvad han er for en karl, men uanset hvad er min lykke nok vendt.« I det samme fik Torleif mistanke om, hvem manden var, og ville rejse sig, men Halfred greb fat i ham og trak ham under sig, da han var meget stærkere. De væltede ned fra højen, og Halfred var øverst. Han satte hælen i øjet på Torleif og trådte øjet ud på ham. Da sagde Torleif: »Kongens lykke følger dig, og du har længe givet mig anledning til bekymring, og nu er det sket. Jeg véd, at du skal udføre kongens ordre om at blinde eller dræbe mig, men nu vil jeg bede dig lade mig beholde det andet øje, og så vil jeg give dig en kniv og et bælte — begge dele er gode kostbarheder — og desuden love dig min hjælp, hvis det bliver nødvendigt, og det er ikke usandsynligt, at du kan få behov for den.« Halfred sagde, at han ikke ville bryde kongens ordre på den måde, at han modtog kostbarheder for det. Så ville han hellere tage det på sig at forære ham det andet øje. Torleif takkede ham, og dermed skiltes de. Halfred fandt sine folk og blev modtaget med glæde. Torleif gik hjem til gården, men fortalte ikke noget om overfaldet, før de var kommet langt væk.

Halfred og de andre red af sted, indtil de traf Kalv på vejen. Da sagde Halfred: »Nu skal denne onde mand blive dræbt!« Jostein sagde: »Gør det ikke! Vi skal ikke blande lykke med ulykke.« Halfred siger: »Her er det ikke gået retfærdigt til: En god mand er blevet lemlæstet, mens en usling lever.« Og han greb ham og stak et øje ud på ham. Kalv jamrede sig over det. Halfred sagde: »Nu viser du igen, hvor ussel du er.« Derpå red de videre og kom til kongen, som sad over et brætspil. De hilste ham. Kongen spurgte om nyt. Halfred fortæller, hvad der er sket. Kongen sagde: »Det har du gjort godt. Vis mig øjnene!« Halfred fandt derpå Kalvs øje frem. Kongen sagde: »Hvor har du det øje fra?« »Dette er Torleifs øje.« »Nej,« siger kongen, »— så må du have udrettet mere, end jeg bad dig om.« Derefter fremviste han Torleifs øje. Da sagde kongen: »Det er hans øje, men dette er ikke andet end halvgjort.« Halfred sagde: »Nu har jeg gengældt Kalv for det, at han stak mig med spydspidsen, da han førte mig hen for at blive dræbt.« Og han fortæller nu alt, hvad der var sket. Kongen sagde: »Vil du nu opsøge Torleif for anden gang?« Halfred siger: »Dér vil jeg ikke tage hen, men jeg vil gerne opsøge Kalv og stikke det andet øje ud på ham.« Kongen sagde, at han skulle blive dér. Halfred vandt således kongens anseelse.

9. Halfreds møde med Audgisl og Ønund

Engang, da Halfred var hos kongen, sagde han: »Jeg vil gerne hav lov til i sommer at drage på handelsfærd østpå til Øre.« Kongen siger: »Det skal ikke forbydes dig, men det aner mig, at du ikke vil være mindre opsat på at vende tilbage til mig, end du er på at komme af sted, og meget vil overgå dig.« Halfred siger: »Det må nu prøves.« Siden tog Halfred af sted. Han erfarede, at jarl Sigvald var en stor høvding. Halfred opsøger ham og siger, at han har digtet et kvad om ham. Jarlen spørger: »Hvem er du?« Han fortæller, hvad han hedder. »Er du kong Olavs skjald?« »Det er rigtigt,« siger Halfred, »— og jeg kunne tænke mig at få ørenlyd.« Jarlen sagde: »Hvorfor skulle det, som kong Olav synes godt om, ikke være passende for mig?« Halfred fremførte kvadet, og det var en flokk. Jarlen takkede ham for kvadet og gav ham en guldring, der vejede en halv mark, og tilbød ham at tage ophold hos sig. Halfred takkede ham for tilbuddet, »— men jeg skal først til Sverige.« Jarlen bad ham selv afgøre det.

Samme efterår tog han østpå til Viken, men skibet forliste dér østpå i fjorden, og mange værdier gik tabt. Derfra tog Halfred til Kongshelle, hvor han opholdt sig en tid. Og en dag, da Halfred gik rundt på markedet, kom en mand imod ham. De hilste på hinanden, og Halfred spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Audgisl og var kommet østpå fra England, »— og jeg mangler ikke midler, men er dette ikke Halfred Vanrådeskjald?« Han sagde, at det var det. »Jeg har hørt,« sagde Audgisl, »— at du har lidt tab, men vil du slå en handel af med mig og følge med mig østpå til vinterophold i Götaland? Jeg vil give dig 10 mærker sølv for at tage med, for jeg har fået at vide, at dit følgeskab kan betale sig.« Halfred sagde, at det ville han. Farvejen var vanskelig, og mange vendte om. Halfred og Audgisl havde fem kløvheste og en at ride på, og de drog nu østpå gennem skovene. En dag så de en mand komme imod dem. De spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Ønund. Han var stor af vækst og sagde, at han ville tage med dem, hvis de betalte ham noget, »— og jeg kender alle vejene her.« Audgisl var ikke meget for ham og sagde, at man ikke kunne vide, hvad han var for en mand. Halfred talte ivrigt for at tage ham med, og det skete, og han skulle have 12 øre i sølv for det. Halfred var da ung og kraftfuld, mens Audgisl var oppe i årene. Nu gik det af sted. Ønund førte an hele dagen, og om aftenen kom de til et ly for vejfarende. Da sagde Halfred: »Nu har vi tre ting, der skal gøres, og du — Ønund! — skal skaffe brænde, for du har en stor økse. Audgisl skal tænde op, og jeg skal hente vand.« Da sagde Ønund: »Så er det bedst at hente rigeligt med træ til huset, for der kommer mange her, som har brug for brænde.« Halfred sagde, at det var vel talt. Da sagde Audgisl: »Jeg vil hellere hente vand, og så kan du tænde op — Halfred!« »Så gør vi sådan,« siger han. Derpå tændte han ild, mens Ønund drog ud med brændesækken, og hver gjorde, som der var aftalt. Halfred fandt, at de var længe om det. Han stod bøjet over ilden og havde kastet sit bælte om halsen, og i bæltet sad en stor kniv, som folk plejede at gå med dengang, og kniven hang på ryggen af ham. Nu kommer Ønund ind med sit brænde. Han springer straks hen imod Halfred og hugger efter ham med begge hænder på øksen, men traf kniven. Halfred greb fast i hans fødder og bad til Gud og sagde: »Hjælp mig — Hvide-Krist! — hvis du er så mægtig, som kong Olav siger. Lad ikke denne mand vinde over mig!« Derefter rettede Halfred sig med Guds støtte og kong Olavs lykke op under ham. Han løftede da Ønund op og kastede ham så hårdt ned, at han mistede bevidstheden. Halfred havde et kort saxsværd, og han trak det, og da kom Ønund til sig selv igen. Halfred spørger: »Har du dræbt Audgisl?« Han sagde, at det havde han. Da stak Halfred sværdet igennem ham og slæbte ham ud af huset, hvorefter han forskansede det godt. Og om natten forsøgte Ønund at bryde døren op, men Halfred holdt imod på indersiden, og sådan stod det på hele natten. Om morgenen fandt Halfred Audgisl død ved bækken, og han tog hans kniv og bælte med sig. Han sørgede for Audgisls lig efter skik og brug. Han indså nu, at Ønund måtte have været en forbryder, som dræbte folk for at berige sig, og huset var fyldt med penge og varer. Halfred kvad da verset:

Ravnens rusdriks flammes

røgter fik mit blanke

gods i sold; mod svenden

svigråd ej jeg lagde.

Jeg kampmågens mætter

mødte kun med godhed,

indtil ufredsmanden

efter mit liv stræbte.

Derefter red han østpå til fjeldet, men havde svært ved at finde vej.

10. Halfred bliver gift med Ingebjørg

En dag hen under aften hørte han, at der blev fældet træer, og han red derhen. Da kom han til en rydning, og dér stod en mand og huggede i træ. Han var rødskægget og mørklødet, så bondsk og noget ondskabsfuld ud. Denne mand hilser på ham. Halfred spørger, hvem han er. Han sagde, at han hed Bjørn, »— og du kan være gæst hos mig.« Han takker ja. Bjørn var meget gæstfri imod ham. Bonden lå i ét sengerum, Halfred i et andet. Han fattede mistanke til Bjørn og rejste sig under sengeforhænget og trak sværdet, han havde fået af kongen. I det samme stak Bjørn et spyd ind i sengerummet, men Halfred huggede ham ihjel. Husfruen bad mændene stå op og gribe denne forbryder. De kastede klæder over Halfreds våben, og han blev pågrebet og bundet. Derpå sendte man bud efter en mand, der hed Ubbe. Han havde en bror, der hed Tore. Han var høvding dér. Han havde en datter, der hed Ingebjørg. Hun havde været gift med Audgisl og var en meget gæv kone. Tore, Ubbe og Ingebjørg indfandt sig, og de blev enige om at bruge Halfred som et offer. Han trådte frem mod Ingebjørg og hilste på hende og sagde, at han dér havde nogle kostbarheder, som Audgisl havde sendt hende. Hun siger: »Jeg genkender tingene.« Han fortæller hende alt, hvad der er sket, og så kvad han dette vers:

Jeg gav for guldets spreder

gengæld (stort er savnet),

da sårslangens Balder

segned’ i skjoldlegen.

Audgisls usle bane

ødte sit liv sydpå;

i Hilds gny jeg harmfuldt

hævn tog for os begge.

Ingebjørg spurgte nøje til, hvad der var sket. Halfred kvad et vers:

Hårdt jeg færgens farvejs

flammes hundske spreder

(klø gav jeg den køter!)

kasted’ ned mod jorden.

Sådan blev Hløks haglstorms

hejres skaffers svigråd

standset, for Yggs uvejrs

ild jeg dér lod rødne.

Ingebjørg sagde: »Jeg forstår, at du taler sandt, og du skal følge med mig hjem.« Halfred fulgte med hende hjem, og han var stiv i leddene efter at have været bundet, men hun lod ham pleje. Tore og Ingebjørg sendte folk op på fjeldet, og dér fandt de beviser på alt, hvad Halfred havde fortalt. En stor mængde værdier blev hentet ned derfra. Alle folk dér blev enige om, at Halfred skulle overtage de penge, som Ønund havde haft, og de værdsatte ham højt.

Halfred blev forelsket i Ingebjørg og friede til hende. Hun siger: »Det er ikke helt godt, for du er kristen og udlænding her, men du kan opsøge min far, hvis du vil.« Det gør han, og han lægger sagen frem for Tore, og de bliver enige. Det gik sådan, at Halfred fik Ingebjørg og elskede hende højt. De havde samlet stor rigdom, og Halfred nød stor anseelse dér. Han viste gerne sin tro på den måde, at han blæste i kors over sin drik, inden han drak, men han sang ikke meget.

Engang sagde han til Ingebjørg: »Jeg agter at opsøge Olaf Svenskekonge og overbringe ham et kvad, jeg har digtet om ham.« Hun troede, at han gerne ville høre lovkvadet, sagde hun.

11. Halfred vender tilbage til Island

Den sommer drog Halfred til Sverige og opsøgte kongen og hilste ham. Kongen spørger, hvem han er. Han siger, hvad han hedder. Kongen sagde: »Du er kendt vidt omkring og er gæve mænds skjald.« Halfred siger: »Jeg har digtet et kvad om dig, og jeg vil bede om ørenlyd.« Det sagde kongen ja til. Derpå fremførte han kvadet. Kongen indbød ham til ophold hos sig og gav ham gode gaver. Halfred sagde, at han havde en gård og en kone i kongens skatland, »— og dér vil jeg tage hen.« Kongen bød ham farvel.

Halfred vendte tilbage til sin kone. Dér var han i 2 år, men den tredje vinter forekom det ham en nat, at kong Olav kom til ham og var vred og beskyldte ham for at forsømme sin kristne tro meget: »Kom til mig med din husstand!« Halfred stønnede tungt, da han vågnede. Ingebjørg spurgte, hvad han havde drømt. Han fortæller hende det, »— men hvordan ser du på det? Vil du tage med mig? Jeg skylder dig for meget godt, og jeg kan nok bedst hjælpe dig, ved at du antager kristendommen.« Hun siger: »Det er forståeligt, at du længes dertil, og jeg forstår, at det er langt den bedste tro, og jeg vil tage med dig.« Deres søn hed Audgisl, og han var da 2 år gammel. De opsøger kong Olav, og han tog godt imod Halfred, men irettesatte ham dog meget og bad en præst om at tage imod hans skriftemål. Ingebjørg fødte da et drengebarn, og den dreng hed Halfred, og hans far opkaldte ham efter sig. Så blev Ingebjørg og begge hendes sønner døbt. Kongen sagde da til Halfred: »Nu skal du yde bod til Gud, fordi du længe har opholdt dig blandt hedenske folk og forsømt kristendommen meget.« Han sagde, at det ville han gerne og digtede Opstandelsesdrapaen — et godt kvad. Denne vinter døde Ingebjørg, og Halfred fandt, at det var et stort tab. Om foråret sagde Halfred til kongen, at han havde lyst til at se Island. Kongen sagde, at han skulle gøre, som han ville. »Jeg har erfaret, at du er en god mand, og med det sindelag, du har, vil det komme dertil, at du hellere vil være hos mig. Men disse kostbarheder skal du have af mig: En pelskappe, en ring og en hjelm, for det uvist om vi mødes igen. Skil dig ikke af med gaverne,« siger kongen, »— for de skal følge med dig til kirken eller lægges hos dig i kisten, hvis du omkommer på havet.« Ringen var 3 øre værd. Halfred fandt det vanskeligt at skulle skilles fra kongen. Halfreds søn — Audgisl — tog østpå til sin morfar — Tore — og sønnen Halfred skaffede han en god fosterfar.

Halfred stod til havs. Han ankom med sit skib til mundingen af Kolbeinså efter tingtid. Han sagde til sit mandskab: »Jeg har et ærinde sydpå over heden for at træffe min far, og vi skal ride 12 mand sammen.« Nu blev skibet sat op, og de rider 12 mand af sted og drejer østpå til Langedal. De bar alle farvede klæder og red imod Gris’ sæter. Dér var Kolfinna sammen med nogle andre kvinder. Der fandtes flere sætere dér, men sæteren lå i Laksådal mellem Langedal og Skagafjord. Kolfinnas fårehyrde sagde, at 12 mand kom ridende mod sæteren, og at de alle bar farvede klæder. Hun svarer: »De er nok faret vild.« Han siger: »De rider dog, som om de kender vejen.« Nu kommer de til sæteren. Kolfinna tager godt imod Halfred og spørger om nyt. Han svarer: »Der er kun få nyheder, og jeg skal fortælle dem senere, men vi bliver her i nat.« Hun svarer: »Jeg vil hellere, at du rider til vinterhusene, og jeg skal skaffe dig en vejviser.« Han sagde, at han ville være dér. »Vi vil give jer mad,« sagde hun, »— hvis ikke det kan være anderledes.« Nu stiger de af deres heste. Og om aftenen, da de var mætte, sagde Halfred: »Jeg agter at lægge mig hos Kolfinna, og jeg giver mine fæller lov til at gøre, som de vil.« Der var flere sætere, og det siges, at alle mand fik sig en kvinde for natten. Men da de kom i seng — Halfred og Kolfinna — spørger han, hvordan det stod til med kærligheden mellem hende og Gris. Hun sagde, at det gik godt. Halfred siger: »Det kan godt være, at det gør det, men jeg synes, at noget andet fremgår af de vers, du har kvædet om Gris.« Hun sagde, at hun ikke havde kvædet noget. Han siger: »Jeg har kun været her i kort tid, men jeg har hørt versene.« »Lad mig høre,« siger Kolfinna, »— hvilket værk jeg tillægges.« Halfred kvad da et vers:

En stank af sved strømmer

stramt fra Gris mod armens

is’ eg; hun døjer

ondt ved deres samvær.

Lissom sundets svaner

sænker dynens Fulla

trist sit hoved; højt jeg

hendes lynne priser.

»Sådan noget gavner ikke andre, og det undrer mig, at en ordentlig mand kan finde på den slags.« Halfred siger: »Jeg har også hørt et andet vers:«

Lad til lejet fjordens

lues deler trasker

— som en svartbag, der svømmer

sildefyldt på bølgen —

før denne skovlskaftets

skader under tæppet

kryber; sent han søger

selskab hos væv-Nanna.

Kolfinna siger: »Gris ville ikke digte om dig, og det var mere sømmeligt, at du ikke sådan gjorde dig til hans uven, for man véd aldrig, hvad man kommer ud for.« Halfred kvad et vers:

Helst med hunden sværdets

Høder fadeburet

tilser; aldrig tenens

Trud skal han besidde.

Langt omkring den kostens

knækker ejer sætere;

med får skulle skjoldets

skøtter pleje omgang.

Nu blev Kolfinna forarget. Halfred kvad et vers:

Kolfinna — ej uden

årsag vil folk mene —

af skjaldens vers væmmes

(vel, jeg kvæder fortsat);

dog en duft så herlig

driver fra ungmøen

hen mod guldets giver

(gerne vers jeg digter).

Fårehyrden red derfra om natten og fortalte Gris, hvad der foregik, og han red hjemmefra med 20 mand. Tidligt om morgenen gjorde Halfred og hans mænd sig klar, men før han steg på hesten, kvad han et vers:

Dræb mig kun i kvindens

kærlige favn; sorgløst

vover åreøgets

ask at gæste hende.

Jeg sov i syskrinets

Sifs arme; jeg magter

knapt min lyst til klædets

klare lind at tøjle.

Derpå sprang han på hesten og smilte. Kolfinna sagde: »Hvorfor smiler du nu?« Han kvad et vers:

Hvad mon flodens flammes

Freja si’r, hvis rygtet

om min morskab Ides

måls samlere spørger.

Stærkt jeg elveildens

egetræ begærer;

jeg lod af Galt-Grisen

gedebælgen trække.

Halfred ville give Kolfinna den kappe, kongen havde foræret ham, men hun ville ikke have den. Og før de red derfra, kvad han et vers:

Med glat hud ta’r guldets

gemme-Lovn’er alle

hjem fra sommersæter

(smukt er deres ydre)

Bli’r ølkar-Ilm gnaven,

ej jeg bærer skylden;

hver en karl sin kone

klare må nu herfra.

Herefter red de af sted.

12. Om sagen mellem Gris og Halfred

Nu ankommer Gris til sæteren. Kolfinna var nedtrykt. Det så Gris. Han kvad et vers:

Jeg aner, at der har været

nogen vrimmel af folk

— hovedlinets bærer! —

mens jeg var hjemme.

Stor fortræd har gæster

her forvoldt; min kones

ansigt er trundet af gråd.

Den smukke tørrer øjnene.

Einar — søn af Tore Trondson — var dér sammen med Gris. Gris ville ride efter dem, men Kolfinna frarådede det og sagde, at det var uvist, om det ville gavne hans sag. Gris vil dog alligevel ride efter dem. De red vejen forbi Audolfssted til Blanda. Da var Halfred og hans følge nået ud midt i åen. Så kastede Gris et spyd efter Halfred, men han greb det i luften og kastede det tilbage imod Gris. Einar ville afværge det med øksen, men spyddet traf ham i brystet, så han døde af det. Gris beskyldte Halfred for at flygte. Halfred sagde, at han ikke agtede sig længere end over åen og bød dem at angribe, men Gris red ikke frem. Da sagde folk, at Halfred skulle bøde Gris for al den vanære, han havde forvoldt ham. Halfred spørger, hvad han forlanger. Gris svarer: »Jeg vil være tilfreds med at få de to ringe — jarlsgaven og kongegaven«. Halfred svarer: »Det er det sidste, der kommer til at ske.« Og dermed skiltes de.

Halfred red sydpå til sin bror og var dér om vinteren. Hans far var da død. Og om foråret, da han drog nordpå, blev de udsat for stormvejr. Halfred mente, at det var forvoldt af trolddom. De red ned gennem Vatnsdalen, til de kom til et gærde, men dér sprang 20 mand frem. Det var Mår fra Mårssted. Han styrtede imod Halfred, og Halfred huggede straks efter han, men Mår afværgede hugget med et blotfad, og han blev ikke såret. Halfred red da uden for gærdet. Mår råbte: »Angrib dem!« Halfred kvad et vers:

Guldets fjende farer

frem så overmodigt

(kloge mø! — vi mindes

mere skønne dage);

den brovtende blod-kostens

Balder skulle hellere

slikke (sligt ku’ ventes)

sine offerskåle.

Dermed skiltes de.

På Moberg boede en mand ved navn Hunrød. Gris var hans tingmand. Torkel Krafla boede da på Hov, og Ingolf var død. Denne vinter digtede Halfred vers om Gris, og da Gris erfarede dette, opsøgte han Hunrød og bad om et godt råd, »— for der er ingen ende på Halfreds fjendtligheder imod mig.« Hunrød siger: »Jeg vil opfordre dig til, at du anlægger sag og stævner Halfred til Hunavatnstinget.« Dette gjorde Gris, og han red om foråret sydpå til Hreduvatn, for dér boede Galte og Halfred nu. Gris stævnede Halfred til Hunavatnstinget for drabet på Einar. Da han var redet derfra igen, sagde Galte til Halfred: »Hvad har du tænkt dig at gøre ved denne sag?« Han svarer: »Jeg agter at søge støtte hos min måg Torkel.« De red sydpå om foråret og var 30 mand i alt. De gæstede Hov. Halfred spurgte Torkel, hvilken støtte han kunne få dér. Torkel sagde, at han ville hjælpe med sagen, såfremt der blev tilbudt nogen oprejsning. Nu søgte folk til tings, og på tinget gik Halfred og Galte hen til Torkels bod og spurgte, hvad der skulle ske. Han siger: »Jeg vil tilbyde at afgøre sagen, hvis begge parter ønsker det, og så vil jeg søge at få et forlig i stand.« De går nu ud af boden, men Brand Åvaldsson — Kolfinnas bror — lå på bodvæggen. Han huggede Galte ihjel, da denne gik ud. Halfred fortalte Torkel om drabet. Torkel fulgte med ham til Gris’ bod og bad ham udlevere manden, »— og i modsat fald bryder vi boden op.« Da løb Hild — Brands mor — frem i indgangen til boden og spurgte, hvad Torkel ville. Han fortæller, hvorfor de er kommet. Hild sagde: »Du tænker da ikke at dræbe min søn — du, som jeg gemte under mit kappeskøde og frelste fra døden efter drabet på Glæde, da Torgils og Torvald ville dræbe dig?« Torkel sagde: »Det er længe siden nu. Kvinderne skal gå ud af boden, og så skal vi lede efter manden.« Brand blev iklædt kvindetøj, og således slap han ud uden at blive pågrebet. Torkel mente, at han måtte være gået til Hunrøds bod. Da sagde Halfred: »Nu tvivler jeg efterhånden på, at jeg får nogen hjælp, og nu byder jeg Gris holmgang.« Gris sagde, at nu tilbød Halfred det, som han selv ville have tilbudt. Da kvad Halfred et vers:

Vel mit mod i malmets

møde snart skal foran

(kys Kolfinna gi’r jeg)

kampfremmerne prøves,

hvis den raske råens

Ravns styrer mig lader

gå mod Gris på holmen;

gerne så jeg dette.

Gris stod med det sværd i hånden, som Miklagårdskongen havde givet ham.

Halfred så en dag Kolfinna gå forbi. Han kvad et vers:

Linets Lovn mig synes

lig et skib, der sagte

på flådens vej flyder

frem mellem to øer.

Dér i kvindeklyngen

kammens Saga ligner

en guld-skrudet skeid, der

skrider prægtigt fremad.

Om natten, før de skulle kæmpe, sov Halfred i sin seng. Det forekom ham, at kong Olav kom hen imod ham, og han følte sig da glad, men dog skræmt. Kongen sagde: »Du sover, selv om du synes, at du er vågen. Det er en dårlig beslutning at ville møde Gris i kamp, når du ikke har en god sag. Han har påkaldt Gud og bedt om sejr til den af jer, som har den bedste sag. Følg mit råd: Tag med tak imod, at der ikke bliver nogen holmgang, og betal bøden. Gå i morgen, når du er kommet i tøjet, ud på den bakke nær ved tingpladsen, hvor vejene mødes. Dér vil du se folk ride forbi. Tal med dem, og da kan det være, at du vil synes, at noget er vigtigere end holmgangen mod Gris. Læg ingen vægt på, at han vil mene, at du er bange.« Halfred vågner og husker, hvad der har vist sig for ham, og han fortæller det til den mænd, der lå nærmest. Denne svarer: »Er du nu bange for grisen? Det havde været bedre at finde på et godt råd tidligere, da han var velvillig, men nu vil dine uvenner mene, at du ikke tør kæmpe.« Halfred sagde: »Det kan de mene, som de vil. Jeg vil følge kong Olavs råd. Det vil gavne mig mest.« Om morgenen gik han ud på bakken og så folk i farvede klæder komme ridende imod sig. Han spurgte dem om nyt, og de fortalte ham om kong Olavs fald. Halfred følte sig som ramt af en sten og gik straks hjem til boden i den største sorg og lagde sig i sin seng. Da sagde Gris’ mænd, at han var en kryster. Gris svarer: »Sådan hænger det ikke sammen. Jeg havde ringere ære af Miklagårdskongen, men jeg tog det meget tungt, da jeg mistede min høvding. Kærligheden til landets herre er stærk, og det er godt, at jeg ikke skal kæmpe mod kongens lykke. Jeg ønsker stadig, at Torkel dømmer i sagen, sådan som det var meningen.« Torkel sagde: »Jeg vil nu føre sagen på Halfreds vegne og forlige jer.« Halfred samtykkede i dette. »Det er min afgørelse,« siger Torkel, »— at drabet på Einar går lige op med drabet på Galte, men da der er forskel på disse mænd, skal besøget hos Kolfinna være medregnet. For versene om Gris skal Halfred give Gris en stor kostbarhed.« Da kvad Halfred et vers:

Mandigt vandt jeg velstand,

vist i uheldstider

— flere fyrster gav mig

fagert guld til hæder —

hvis jeg grådig-Grisen

gælde må for småvers

uden dog at eje

elvens flammes stolpe.

Torkel bad ham holde inde med versene, »— men aflevér nu en kostbarhed, og det behøver ikke være en af kongegaverne.« Så gav Halfred ham ringen, han havde fået af jarl Sigvald, og dermed skiltes de.

13. Halfreds død

Halfred drog efter dette sydpå over heden og overdrog gården til sin søster — Valgerd — og han forlod landet fra Kolbeinså og kom til Orknøerne. Derfra tog han til Norge og kom til Sognesøen ved vinterens begyndelse og forhørte sig om kong Olavs fald. Han digtede da Olavsdrapaen, hvori dette er omkvædet:

Fyrstens fald har drevet

folk fra hele Norden;

fred gik tabt, da Tryggves

tapre arving døde.

Han tog kong Olavs fald så tungt, at intet kunne glæde ham, og han agtede at tage sydpå til Danmark eller østpå til Sverige. De lagde til i en skjult vig. Halfred erfarede, at jarl Erik befandt sig i land ikke langt derfra. Han besluttede sig for at dræbe jarlen, selv om han straks ville blive dræbt selv. Men om natten drømte han, at kong Olav kom hen til ham og sagde: »Det er et dårligt forehavende, du har. Digt hellere en drapa om jarlen.« Den følgende morgen gik Halfred hen til den gård, hvor jarl Erik var, og ind i stuen, hvor jarlen drak. Halfred blev genkendt. Han blev pågrebet og ført for jarlen. Jarlen ville lade ham dræbe for det, at han havde mishandlet Torleif den Kloge, og befalede, at han skulle lægges i lænker. Men da man lagde lænken på ham, greb han den og rev den fra manden, der skulle sætte den på ham, og slog ham i hovedet, så han døde med det samme. Jarlen befalede, at man straks skulle dræbe Halfred, inden han forvoldte mere ondt. En gammel mand, der sad yderst på bænken, rejste sig og gik for jarlen og bad ham skåne Halfreds liv — og det var Torleif den Kloge. Da sagde jarlen: »Det er ganske ufortjent, at du vil benåde ham — eller har du glemt, at han mishandlede dig?« Torleif svarer: »Det er mit ønske — herre! — at Halfred bliver skånet.« Jarlen sagde, at han skulle få det, som han ønskede. Torleif optog Halfred i sin flok. Han sagde til Halfred: »Ønsker du, at jeg dømmer imellem jarlen og dig?« Halfred sagde, at det så han gerne. »Så skal du digte et kvad om jarlen og have det færdigt inden tre dage.« Og da tre dage var gået, fremførte Halfred kvadet, og det begynder sådan:

Du lovkvæde — kampens

kække! — vel fortjener.

Jarlen lønnede ham godt for kvadet, »— men jeg vil ikke have dig hos mig på grund af Olav Tryggvason.« Torleif bød Halfred hjem til sig, og han tog derhen. Torleif viste sig som den bedste mand imod ham. Men om sommeren tog Halfred ud til Island og landede med sit skib i Leiruvåg sydpå i landet. Dengang boede Ønund på Mosfjeld. Halfred skyldte en af Ønunds huskarle en halv mark, men afviste ham nok så hårdt. Huskarlen vendte hjem og fortalte om sine vanskeligheder. Ravn sagde, at huskarlen måtte forvente at blive den lille i deres mellemværende. Men den følgende morgen red Ravn til skibet og agtede at hugge tovene over og forhindre Halfred og de andre i at forlade stedet. Siden tog folk del i at forlige dem, og der blev betalt dobbelt så meget, som huskarlen havde til gode, og således skiltes de. Sommeren efter var Halfred og Gunløg Ormstunge på færd sammen, og de kom til Melrakkesletten. Ravn var da blevet gift med Helga. Halfred fortalte Gunløg, hvor ilde det var gået ham i mellemværendet med Ravn.

Halfred drog længe omkring og kunne ikke finde nogen glæde efter kong Olavs fald. Han drog til Sverige for at se til sin søn — Audgisl — og til sine ejendomme. Han agtede at slå sig ned dér. Halfred begav sig til Island for at hente sine værdier. Han var da nær 40 år gammel. Hans søn — Halfred — var med ham. De fik en hård tur. Halfred øsede sin del, selv om han var meget syg. Og en dag, da han gik fra øsningen, satte han sig på en bom, men en styrtsø kastede ham ned i skibet, og han fik bommen ned over sig. Da sagde Torvald: »Kom du noget til — brormand?« Han kvad et vers:

Den tunge bom traf mig

tæt ved hjertet; høje

bølger den stormblæste

Bara her os sender.

Knarren svært af søen

slås (jeg gennemblødes);

det skumrørte hav skåner

skjaldens liv vel næppe.

De forstod, at han var syg, og førte ham længere agter på skibet og sørgede for ham og spurgte, hvordan det gik med ham. Han kvad et vers:

Snart må rokkens raske

Rind med hvide hænder

(et smukt sind hun ejer)

sine vipper tørre,

hvis skjoldets træ’r må skyde

skjaldens lig i havet;

jeg gav den gæve kvinde

grund til uro fordum.

Da så de en kvinde komme gående efter skibet. Hun var stor og brynjeklædt. Hun gik på bølgerne, som var det på landjorden. Halfred så på hende og forstod, at hun var hans værneånd. Halfred sagde: »Jeg giver afkald på enhver forbindelse med dig.« Hun sagde: »Vil du tage imod mig — Torvald?« Han sagde, at det ville han ikke. Da sagde den unge Halfred: »Jeg vil tage imod dig.« Derefter forsvandt hun. Da sagde Halfred: »Jeg vil give dig sværdet, jeg fik af kongen — min søn! — men de andre kostbarheder skal lægges hos mig i kisten, hvis jeg dør her på skibet.« Derpå kvad han dette vers:

Hvis min sjæl var sikret,

sorgløst straks jeg døde

(hvasse vers jeg særligt

virked’ i min ungdom).

Døden venter hvermand

(vist jeg intet frygter

uden Hel), men Herren

helt min lod bestemmer.

Kort efter døde han og blev lagt i en kiste sammen med sine kostbarheder: Kappen, hjelmen og ringen. Og derpå blev alt skudt over bord. Kisten landede på Helligø blandt Suderøerne og blev fundet af abbedens tjenere. De brød kisten op og stjal værdierne og sænkede liget ned i en stor mose. Straks samme nat drømte abbeden, at kong Olav kom til ham. Han var vred og sagde, at abbedens tjenere var onde: »De har ødelagt min skjalds skib og stjålet hans værdier og bundet en sten om halsen på ham. Få nu sandheden ud af dem, ellers skal I rammes af ulykke!« Nu blev tjenerne pågrebet, og de tilstod og blev skånet for straf. Halfreds lig blev ført til kirken og begravet på behørig vis. Ringen blev lavet til en kalk, kappen til en alterdug og hjelmen til lysestager.

Torvald og de andre kom i land og drog til Ottarssted og var dér om vinteren. Om sommeren forlod Torvald landet, men Halfred bosatte sig på Ottarssted. Han blev også kaldt Vanrådeskjald. Han var en ypperlig og gæv mand, og mange nedstammer fra ham.

Og dermed slutter fortællingen om Halfred.

---

Noter: