Vis kilden til Hane-Offer i Danmark ved Fastelavn

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hane-Offer i Danmark ved Fastelavn]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Danske studier|Danske Studier]]'''</big><br>'''1924'''<br>s. 1-12<br>København 1924


<big>'''Hane-Offer i Danmark ved Fastelavn'''</big>


af [[Frederik Knudsen biografi|Frederik Knudsen]]</center>


I en Afhandling i Gymnastisk Tidsskrift II (1923) har jeg gjort opmærksom paa, at Fastelavnsskikken, at slaa Katten af Tønden, ikke, som Troels Lund mener, maa afledes af Middelalderens Ridderspil<ref>Dagligt Liv i Norden, 1903, VII, S. 91.</ref>, men er Rester af en hedensk Dyreofring. En virkelig Ihjelslagning af Katte ved Fastelavnstid har endog været i Brug i Tyskland lige til vor Tid. Men medens ''Katte''ofringen kun træffes i fordunklet Skikkelse her i Landet, forefindes til Gengæld utilslørede Former af ''Hane''- og ''Gaase''ofring ved Fastelavnstid i fuldt Flor ned til vore Dage.

Vi træffer i Danmark mindst tre forskellige Former af Hane- og Gaaseofring: '''1)''' ''Hanen jages og dræbes'', '''2)''' ''Hoved trækkes af Hane eller Gaas ophængt i Reb'', '''3)''' ''Hane slaas af Tønde''. Endelig er det sandsynligt, at der '''4)''' i Skikken med tilbundne Øjne at slaa en Krukke itu, gemmer sig en Levning af den almindelige tyske Skik ''Haneslagning'', hvor en levende Hane er indespærret i den Krukke, der skal slaas itu.

Det er beklageligt, at Festskikke er den Gren af Folkeminderne, der her i Danmark ofte foreligger ufuldstændigst optegnet og beskrevet, saaledes at de enkelte Skikkes nærmere Udførelse og geografiske Udbredelse nu kun daarligt kan efterspores. Men jeg skal i det følgende søge at sammenstille, hvad jeg har forefundet om de nævnte Arter af Haneofring.<ref>For det danske Stofs Vedkommende er Dansk Folkemindesamlings Materiale benyttet saa fuldstændigt som muligt. ''Feilberg’s'' utrykte Henvisningssedler og ''Fr. Grundtvig’s'' utrykte Samlinger om Fugle har været mig til stor Nytte.</ref>


<center>'''1. Hane jages og dens Hoved trækkes af'''</center>

I Ringkøbing-Egnen var det endnu i Mands Minde en Fastelavnslystighed at »løbe en Kok ind og vride dens Hoved om«, hvilket ikke var saa let, da det var indsmurt i Sæbe<ref>D. F. S.</ref>. Fra Kyndby i Horns Herred nævnes blandt Fastelavnslege »at opløbe Hanen«. Meddeleren havde dog aldrig selv set det, men havde hørt derom<ref>C. F. P. Mortensen, Landsbyliv i Horns Herred, Fra Dansk Folkemindesamling 1909, S. 51</ref>. I Neble, Boslunde Sogn, var det omkr. 1880 endnu en almindelig Fastelavnsforlystelse at »løbe en Hane træt«<ref>Feilbergs Lege, D. F. S.</ref> og samme Skik nævnes fra Haarlev ved Stevns<ref>Grundtvigs Samling, D. F. S.</ref>.

I Sydsjælland brugtes ogsaa ved Fastelavn Haneløbning, her som et Slags Væddeløb. Det ene Parti skulde løbe en Kok ind, imens det andet løb et Stykke Vej. De, der skulde løbe Vejen, maatte anskaffe Hanen, og saa saa de jo efter, at faa en, der var god til at løbe. Naar de saa havde faaet fat i den, skulde de til at vride Hovedet om paa den, men de havde smurt den ind i grøn Sæbe, saa Hænderne gled, naar de fik fat og vilde vride Hovedet om<ref>Evald T. Kristensen, Almueliv IV, S. 57.</ref>. Væddeløb med Indløbning af Hanen (ikke Hanens Drab) nævnes ogsaa<ref>Samme, Børnerim, Remser og Lege, Nr. 2085.</ref>. Et almindeligt Væddeløb paa Falster var, at en skulde »løbe Hanen træt«, medens en anden løb »blind«, med Bind for Øjnene, et vist Stykke Vej<ref>Skattegraveren XI, S. 137.</ref>.


<center>'''2a. Hoved trækkes, (slaas) af Hane ophængt i Reb'''</center>

I Vigerslev og Veflinge mellem Odense og Bogense ophængte man ved Fastelavn en Hane (eller en Gaas), hvis Hoved og Hals var indsmurt i Sæbe, i et dertil indrettet Stillads, og søgte i fuldt Rend til Hest at gribe om Dyrets Hoved, indtil det var revet af. I Torsager, Randers Amt, slog de ved Fastelavn Hovedet af en Kok, som var bunden op ved Benene mellem to Træer paa Gaden. De red og daskede til den med en Sabel af Træ, og den, der slog Hovedet af, havde Gildet frit<ref>E. T. Kristensen, Almueliv IV, S. 31.</ref>. Brugtes ogsaa ved Fastelavn i Form af Væddemaal. En skulde løbe et vist Stykke Vej, mens en anden rykkede Hovedet af en levende Kok, der var smurt ind i grøn Sæbe. Hovedet smuttede og gled, naar man nappede efter det, og det kunde vare længe, inden han fik det rykket af<ref>E. T. Kristensen: Børnerim, Nr. 2085 uden Opgivelse af Egn.</ref>. Fra Asnæs berettes, at man omkring 1860 trak Hovedet af Hanen paa følgende Maade: Man tog en Hane, plukkede Fjerene af Halsen paa den, og hængte den saa, efter at man havde smurt dens Hals godt ind i grøn Sæbe, ved Benene i en Snor. Det gjaldt nu om, hvem der først, idet de red under, kunde trække Hovedet af Hanen<ref> D. F. S.</ref>. Fra Højby i Odsherred omtales den samme Form at trække Hovedet af en levende Hane, der var ophængt i et Reb med Hovedet nedad og indsmurt i Sæbe. Den, der trak Hovedet af, fik frit Gilde<ref>Lars Andersen: Folkeliv i Odsherred, S. 21.</ref>.

Paa Møen træffes Haneofring i en særlig ejendommelig og højtidelig Udformning: Fastelavns-Søndag, efter at Katten var slaaet af Tønden, skulde man ride og trække Hovedet af en Hane, der var ophængt i Benene. Det kunde vare temmelig længe, fordi Ridningen foregik i flyvende Fart, saa det ikke var enhver, der kunde faa fat i Hanen. I Udby skulde den, der trak Hovedet af, straks føre det hen til »Stokken«, der var en gammel Sabel, som i Forvejen af Pigerne var blevet omvundet med Baand, og paa disse blev saa igjen fastbundet rødblomstrede Baand. Paa Enden af Stokken skulde Hanehovedet sidde, der blev tillige blæst noget »Boggult« [&#596;: Bogguld] paa det, saa det kom til at se ud som »ægte fågulled«. Den, der fik trukket Hovedet af Hanen, var »Forkarl«, og den, som slog det sidste Baand ned fra Tønden, var »Andenkarl« for Lavsfestlighederne. Tirsdag Morgen (i Udby dog om Mandagen) samledes alle Karlene for at »gaa rundt med Hanehovedet«; dette var af Pigerne ofte pyntet saaledes: »Paa Enden af en 1¼ Alen lang Stok blev Hanehovedet anbragt med en Rigsdaler paa Kant i det opspilede Næb« — Symbol paa hvad der krævedes ind — og langs ad Stokkens Sider var anbragt paa flagrende Maade en Mængde af Pigernes lange, spraglede brede Baand. Forkarlen — med høj Silkehat, prydet med Silkebaand — bar saa »Hanehovedet«. Andenkarlen, ogsaa med høj Hat, gik ved hans Side, og alle Karlene to og to bagefter. Og saa gik det med Musik (Blæseinstrumenter) i Spidsen rundt til alle Byens Gaarde, hvor man gik lige ind i Stuen, stillede sig op paa et Par Geledder og sang Fastelavnssangen. Saa fik de en Svingom paa en halv eller en hel Time i Storstuen med Konen og Pigerne paa Gaarden, og blev derpaa bænkede og fik Øl, Snapse og Mad. Til Slut gav Manden en Rigsdaler eller to til Forkarlen med Tak for Besøget. Efter endt Byomgang samledes man i Lavsgaarden til Dans hele Natten<ref>Hans Didriksen: Fastelavnsskikke paa Møen, Fra Dansk Folkem. Sml. 1909, S. 20 og Skgr. V 53.</ref>. I nyere Tid var det paa Møen en død Hane, som man trak Hovedet af, men i tidligere Tider var Hanen, der anvendtes til Ridtet levende. »Det var skrækkeligt at se, hvorledes Hanen, førend Trækkerne havde dræbt den, kunde svinge sig op paa Rebet og skrige.«<ref>Hans Didriksen: Fastelavnsskikke paa Møen, Fra Dansk Folkem. Sml. 1909, S. 20 og Skgr. V 53.</ref>

Paa Bogø brugtes at slaa Katten levende af Tønden efterfulgt af Optog med Hanehovedet rundt om i Byen fra 9 Morgen til 5 Aften.

I Nordby paa Samsø hængte man en Kok op, og smurte den over med grøn Sæbe, og saa red de efter den. Der hængte en Fjerding ved Siden af, og de, der ikke vilde tage efter Kokken, kunde slaa paa Fjerdingen. Naar den var i Stykker, holdt de op at ride. Den samme Sommer, da Majtræet blev flyttet, var der en Hane der spøgede, den blev kaldet Majkokken<ref>E. T. Kristensen: Sagn V S. 27.</ref>. Skikken øvedes ogsaa andre Steder paa Samsø. I Koldby havde man Aske i Lommen og tog det paa Hænderne, for at faa bedre Tag<ref>Grundtvigs Smlg. D. F. S.</ref>.

En mærkelig Blandingsform af at trække Hoved af Hane og slaa Hanen af Tønden er optegnet fra Egebjerg Sogn i Odsherred. Ved Fastelavn brugte man at sætte en Hane, hvis Hals man oversmurte med Fedt ind i Tønden, man hængte op. Naar saa Hanen stak Hovedet ud af Spundshullet, red man i Galop forbi og greb efter det. Den, der kunde trække Hovedet af Hanen, havde vundet Prisen<ref>Grundtvigs Smlg., D. F. S., optegnet ved E. F. Madsen efter Elevers Beretning paa Ashland, U. S. A.</ref>. —

Skikken kendes ogsaa fra ''Tyskland''. Hanen ophænges i Fødderne i et udspændt Tov, og det gælder nu om at rive Hovedet af Dyret, medens man til Hest rask rider forbi. Endnu den Dag i Dag finder der i Oldenburg, Westphalen og i Schweiz en Haneslagtning Sted i Fastelavnen, ved hvilken Lejlighed Hovedet skal ''rives'' af Dyret.

I noget ændret Form kendes Skikken fra ''Frankrig''. I Provence førte man under Fanfarer en Hane rundt i Byen, derefter hængte man den op i et Reb, der var bundet til to Pæle, og en Person, bundet for Øjnene, skulde nu med en ''Sabel'' dræbe Dyret. I nogle Egne ''stenede'' man det ulykkelige Dyr i Stedet for at dræbe det med Sabel, hvilket kun forlængede dets Dødskamp. Ligesom i England (se senere) ofrede man ogsaa her Høns. I Noirmoutier, o. 1800, ofrede man Torsdagen før Fastelavn en Hane. Man pyntede den med Baand og under Trommehvirvler førte man den gennem Byen. Den, der havde det Held at dræbe den, det angives ikke paa hvilken Maade, fik Titel af Konge og blev ført i Triumf<ref>Paul Sébillot: Le Folklore de France, III, 248.</ref>.


<center>'''2b. Hoved trækkes af Gaas'''</center>

I Stedet for Hanen anvendte man ved Ridtet undertiden ogsaa en Gaas. Det brugtes saaledes o. 1740 af Hollænder-Bønderne paa Amager: »Om Juletid havde de ogsaa et andet Slags Leg, som bestod derudi, at de ophængte en levendes Gaas mellem tvende Reb, dog udi brede Baand bebunden, at den intet havde fri at bevæge uden Halsen og Hovedet, saa og, at naar den bevægede sig, gik den hele Gaas frem og tilbage. Den hengde med Halsen nerad, som blev stærk oversmurt med grøn Sæbe. Dernæst forføyede Amagerne sig til Hest, og rendte med blotte Hænder efter denne Gaas for at afrive den Halsen, og hvo som bekom den, blev kaldet Gaasekonge, og hans Skaale med stor Frydeskrig over denne lykkelige Udfald mellem dem drukket«<ref>Uldall: Aarbog for Kbhvn.’s Amt 1915</ref>.

Skikken kendes ogsaa fra Nordsjælland, idet Kulsvierne under Christian den Sjette trods Forbud i al Hemmelighed slog Katten af Tønden og trak Hovedet af Gæs<ref>Troels Lund: Dagligt Liv i Norden, 1903, VII, S.94.</ref>. At »rykke til Gaasen« har i ældre Tid ogsaa været i Brug paa Mols<ref>Jy. Saml. 3. R., I, S. 72.</ref>, og Skikken nævnes ogsaa fra Falster<ref>Ingemanns Levnetsbog, S. 85.</ref>.

''Gansrijden'', til Hest at trække Hovedet af en Gaas, i ældre Tid af et levende, senere af et dødt Dyr, kendes ogsaa fra Belgien<ref>Ons Volksleven. 1892 og 1894.</ref>. Og samme Skik, ''Gänseziehen'', baade med Gaas og Hane kendes fra Holland<ref>Grabner: Über die Vereinigten Niederlande, 1792.</ref>. Man roer i en Baad, eller kører i en Vogn saa hurtigt som muligt under det ophængte Dyr, og den, der ved at gribe fat i Hovedet i Forbifarten, kan rive det af, faar Prisen. Da Gaasen hænger saa højt, at man kun med Møje kan naa den, og det glatte Hoved let smutter i Haanden, falder en stor Del af Deltagerne af Vognen eller i Vandet, før det lykkes en af dem, at vinde Prisen. I wallonsk Brabant brugte man paa Kermessens 2den Dag at ophænge en levende Gaas. En Person, der stod op paa en Forhøjning anklagede den for alle de uheldige Begivenheder, der var sket i Egnen i Aarets Løb, og til Slut blev Gaasen dømt til Døden. Ungdommen red nu forbi Gaasen, og forsøgte at trække den i Halsen, den, der beholdt Hovedet, var Sejrherre<ref>Sébillot: 247.</ref>.

Ogsaa i ''Norge'' har Ridt efter Gaas været kendt. Fra Bergen meddeles det 1638: »Fastelavns Mandag rede nogle af de fornemste Borgersønner til en Gaas, og Pett Annes Søn, Wilcken Klasen, stødte Hovedet af den«<ref>Troels Lund: VII, S. 91.</ref>.


<center>'''3. Slaa Hane af Tønde'''</center>

I mange Egne af Danmark har man brugt at slaa en Hane af Tønden i Stedet for en Kat: i Ulsted Sogn, Kær Herred, Vendsyssel<ref>D. F. S.</ref>, i Ø. Han Herred<ref>D. F. S.</ref>, i Ry ved Silkeborg<ref>D. F. S.</ref>, Draaby paa Mols<ref>D. F. S.</ref>, Kirke-Helsinge<ref>D. F. S.</ref>, og i Skafterup eller Arløse paa Sjælland<ref>min Samling af Lege.</ref>. —

I Ditmarsken brugtes ogsaa ved Fastelavn »Hahn ut’ e Tünn smieten«. Hanen var dog af Træ<ref>Am Urquell I, S. 131</ref>.

Vi staar her sikkert overfor en selvstændig Skik, og ikke blot over for lokale Ændringer af Katteofringen.


<center>'''4. Hane i Potte (Haneslagning)'''</center>

En særlig Form af Hanedrab kendes fra ''Tyskland'' under Navn af ''Topfschlagen'', Hahnenkampf, og Skikken har her en stor Udbredelse. I Schlesien var i Trediverne af forrige Aarh., enkelte Steder endnu i Slutningen af Aarhundredet, ''Haneslagning'' en af de mest skattede Fastelavnsfornøjelser. Man satte en ''levende Hane under en Potte'', alle Deltagerne i Legen blev bundet for Øjnene, fik en Slagle i Haanden og skulde saa søge at træffe Potten, Den for hvem dette lykkedes, blev udraabt til Hanekonge, og var det en velhavende Mand kom det ham dyrt til at staa, idet Hanen blev stegt og spist paa Kroen ved et stort Gilde, som Kongen maatte betale<ref>Jahn: Deutsche Opfergebrauehe, 1884, S. 108.</ref>. Vest paa kendes lignende Skikke. I Bouvignes, Land Liége, indgravede man en levende Hane, saaledes at kun Hovedet var frit. Deltagerne, bevæbnede med Stokke, skulde saa, med tilbundne Øjne, knuse Hovedet paa Dyret. I wallonsk Brabant skulde man Torsdag før Fastelavn med en Segl skære Hovedet af det. Skikken er kendt i Holsten (Handelmann: Spiele S. 22) og mærkeligt nok ogsaa fra Birkelev Syd for Ribe: (Feilb. II S. 866 a).

Her fra ''Danmark'' er Slag efter en Hane under en omvendt Potte, der er stillet paa Jorden, ellers ikke kendt fra nogen Overlevering. Men vi har her i Landet en almindelig udbredt Leg ved Fastelavnen, at ''slaa en Potte itu'', der øves med tilbundne Øjne ganske som Haneslagning, og det er ikke udelukket, at denne Leg er Haneslagning i afsvækket Skikkelse. Paa Samsø øvedes Potteslagning ved Fastelavnen af ''Pigerne'', medens Karlene slog Katten af Tønden, eller, i ældre Tid, rykkede Hovedet af Hanen. Potten blev stillet midt paa et Logulv eller i en Gaard. Samme Sammenknytning af de to Fastelavnsskikke kendes fra Flade Sogn, Morsø n. Hrd., hvor det ogsaa var Skik og Brug, at ''Pigerne'' slog Potten i Stykker. De blev bundet for Øjnene, fik en Slud i Haanden o. s. v. Den, der fik Held til at slaa Potten i Stykker, blev »Pottedronning« og skulde om Aftenen danse med »Katkongen«<ref>D. F. S.</ref>. Fra Falster nævnes Legen af Ingemann: »Opsankningen af Æg og Blindebuks-kampen mod den gamle Madpotte (Verdslighedens ægyptiske Gryde) fandt, ligesom endnu, Sted paa Landet baade bl. Voxne og Børn«<ref>Levnetsløb, S. 85.</ref>.

Andre Steder hængte man Potten (i Vendsyssel en Flaske) op i et Reb, og slog efter den med tilbundne Øjne. En pudsig Udformning af Legen kendes fra Janderup Sogn i Ribe Amt<ref>D. F. S.</ref>. Man hængte tre Potter op i en Galge. I den ene Potte var der Aske, i den anden Vand, og i den tredie Æbler. Den, der skulde slaa Potten i Stykker, blev anbragt 50 Fod fra Galgen og bundet for Øjnene. Vedkommende blev desuden forsynet med en Kæp og drejet tre Gange rundt, før Forsøget begyndte. Det gjaldt nu om at ramme den rette Potte, thi ramte man den forkerte, fik man enten Asken eller Vandet i Hovedet, og der vankede ingen Æbler.

[[Fil:Haneslagning.jpg|thumb|right|500px|<center>'''Haneslagning i England'''</center>]]Ud fra Kendskab til tysk Skik — kan man maaske ogsaa antage, at Haneslagning har været kendt i ''England''. Paa et engelsk Billede fra 1344, gengivet hos Strutt<ref>Sports and Pastimes, London 1876, S. 509.</ref>, ses to Figurer, hvoraf den ene har anbragt sin Hætte bagvendt paa Hovedet, saa Haaret stritter ud af Ansigtsudskæringen, medens »Strud’en« vender fremad, og gaar, forsynet med en forsvarlig Knippel løftet til Slag, henimod en Potte, der er stillet paa Jorden med Bunden i Vejret. Strutt mener, at Potten eller Gryden er af Jern — idet han ikke har kendt Skikken —, men formentlig er den af Ler (med en Hane under), saaledes at vi her har Gengivelse af en Haneslagning paa de britiske Øer fra det fjortende Aarhundrede.

Foruden de her nævnte Maader at ofre, dræbe Hane og Gaas paa, i Fastelavnen, kendes ogsaa forskellige andre barbariske Fremgangsmaader. I Franken kendte man tidligere ''Hammerkastning'', hvor man, med tilbundne Øjne, kastede efter en indgravet Hane eller en Gaas<ref>Handelmann: Volks und Kinderspiele, Kiel 1874, S. 21.</ref>. I England øvedes en lignende Leg: ''Hanekastning'', der bestod i, at man med Knipler kastede efter en bunden Hane. Endelig kendes herfra en særlig, en afsvækket Form for Hanedrabet under Navnet ''Thrashing the fat hen, Banke en fed Høne ihjel''. En Knøs hænger paa sin Ryg en fed Høne, og udstyres med en Mængde Bjælder. Andre Knægte bindes af Pigerne for Øjnene, og faar Stokke i Hænderne, hvorpaa de med Slag forfølger deres Kammerat med Hønen og Bjælderne. Legen faar derved et komisk Anstrøg, idet Knægtene til Pigernes Fornøjelse slaar løs paa hinanden indbyrdes<ref>Samme, S. 20.</ref>.

Foruden til Fastelavnen er Haneofringer særlig knyttet til ''Høstens Slutning''. Fra talrige Steder i Mellemeuropa, Tyskland og Svejts, kendes Skikken i fuldt Flor langt ned i Tiden. I ''Schlesien'' kører man en Dag kort før eller efter Høsten paa en fire- eller seksspændig Høstvogn med en fuldt pyntet Hane ud til Stubmarken. Der løfter man Hanen af Vognen, idet man lader, som om det er et svært Arbejde, graver den halvt ned i Jorden, og dækker den med en omvendt Potte, saa at kun Hovedet stikker frem gennem et Hul i Pottens Bund. Derefter kommer Karlene frem efter Tur med tilbundne Øjne og forsøger at halshugge Dyret eller at slaa det ihjel med en Knippel. Den, for hvem dette lykkes, kaldes Hanekonge<ref>Jahn, S. 184.</ref>. I afsvækket Form kendtes denne Skik fra Lauenborg ved das Duventrundeln. Pigerne satte en Due under en Potte, hvorefter de trillede efter den med en Kugle, indtil den gik i Stykker og Duen fløj ud<ref>Handelmann, S. 12.</ref>.

Haneofret ved Høstens Slutning blev senere ændret til en Afgift til Kirken, men hvor stor Betydning, det en Gang har haft, ses af, at i mange Egne er den hele Høstfest benævnt efter Hanen: ''Schnitthahn, Krähhahne, Aehrenhane, Bauthån'', og ''Erntehahn''.

Jahn angiver, at Haneofret gjaldt Thunar, Thor. For denne Antagelses Rigtighed nævner han flere Grunde, bl. a. kunde Hanen ved denne Lejlighed erstattes af en Buk<ref>Jahn, S. 189.</ref>.


<center>'''5. Hanekampe'''</center>

I denne Forbindelse maa ogsaa ''Hanekampe'' nævnes. Disse Kampe afholdtes i England endog i Skolen: »Hvert Aar om Morgenen Hvide Tirsdag medbringer Skoledrengene i London Kamp-Haner (Game Cocks) til deres Lærer, og om Formiddagen har de Lov til at more sig med at se dem slaas«. Skikken var ogsaa knyttet til Skoler i Skotland, har holdt sig der til forrige Aarh., og er maaske endnu i Brug der<ref>Strutt, Sports and Pastimes, 1876, S. 375-76.</ref>. Et Billede fra 1344 af en Dreng, der af to Kammerater bæres i Triumf med sin Hane, findes hos Strutt S. 502. Overhovedet var det i England almindelig Fastelavnsskik at holde Hanekampe, og særlig paa Hvide Tirsdag at slaa og mishandle Haner, lige til de døde. I det 16de Aarhundrede var dette endnu en Hofforlystelse, og vedblev i lange Tider at være en staaende Folkeskik. Efter »Sagnet« skrev Skikken sig fra at Hanerne ved deres Galen en Gang havde vakt de Danske, da Englænderne havde sammensvoret sig for at myrde disse deres Undertrykkere, og fra den Tid hævnede man sig stadig paa Hanerne ved at banke dem ihjel paa Aarsdagen for deres Brøde (!). Smlg. hermed den enfoldige Fortælling om Gæssene, der ved deres Skræppen forraadte den hellige Martin, og derfor til Straf maa strække Hals 11te Novbr.


<center>— — —</center>


Naar man ser hen til Hanens Anseelse hos Perserne, hos de gamle Kulturfolk i Sydeuropa og hos Germanerne, forstaar man bedre, hvorfor den spiller en saa afgørende Rolle som Offerdyr i nyere Tid.

Ifølge Zoroasters Lære var Hanen viet til Lysguden<ref>Fehrle: Der Hahn im Aberglauben. Schw. Archiv fur Volkskunde, Basel 1912. S. 66.</ref>. I Grækenland var den helliget Helios, Solen, og den kalder Aurora, Morgenrøden, frem. Ved sin Galen, der forkynder Dagens Frembrud, skræmmer den Dæmoner, Spøgelser o. lgn. Mørkets Aander. Hermed kan sammenstilles, at man paa et Billede i Kreuter-Buch af Boch, Strasborg 1551 ser en Djævel ilsomt flygte for en Hane. Naar Hanen galer maa Spøgelser i Grav og Hekseri bliver magtesløst. I den danske Vise om ''Moderen under Mulde'', D. g. F. Nr. 89 (jf. Nr. 90 ''Aage og Else)'' siger Genfærdet »Nu galer Hanen den røde, til Jorden maa alle de døde«.

Naar Hanen kan fordrive Dæmoner, maa den besidde en Kraft, der er større end disses, hvorfor den anvendes til at holde dem borte og drive dem paa Flugt. Den kan ogsaa beskytte mod Lynild og Ildebrand, og som opmærksom Vagt anbringes den ofte højt til Vejrs paa Huse og Kirker. I Sverrig sættes den øverst paa Majstangen.

Undertiden viser Hanen sig selv som Spøgelse eller Dæmon. I Oldtiden tillagde man den Evne til at kunne give Vejledning vedrørende kommende Begivenheder. Det Nederlag, Konsulen P. Claudius Pulcher led i Søslaget ved Drepana 249 f. Chr., tilskrev Romerne Konsulens Foragt for Orakelhanen. Før Slaget blev paa sædvanlig Maade Guden raadspurgt gennem Haneoraklet, om man skulde indlade sig i Slag eller ikke. Og da Hanerne ikke vilde tilraade Kampen, idet de ikke vilde æde de udkastede Korn, lod Konsulen dem haanende kaste i Havet: »Naar de ikke vil æde, kan de drikke«.

Hanen afværger ond Indflydelse, dens Trolddomskraft er saaledes rettet til den gode Side. Naar et Menneske udfører en slet Handling kan Hanen ikke tie til det. Derfor galede den, da Petrus fornægtede Frelseren. Paa Grund af disse Egenskaber blev den i det gamle Grækenland og i Italien brugt som Offerdyr til mange Guder. Til nogle af dem er den særlig knyttet, saaledes foruden de nævnte, Helios og Aurora, til Asklepios og Ares, til sidstnævnte paa Grund af sin Stridbarhed.

Offer af en Hane omtales i den norrøne [[Hading|Kong Haddings Saga]] hos Sakse: Kvinden, der fører Kong Hadding til Dødsriget, afriver Hovedet af Dyret, og kaster det over den høje Mur, og straks hører man det gale som Vidnesbyrd om, at det igen er levende<ref>Winkel Horn: Saxo Gram., S. 24.</ref>

I Skjoldungetiden ofredes der i Lejre bl. andre Dyr ogsaa Haner, efter hvad Thietmar af Merseburg beretter.

Lapperne ofrer sorte Dyr, bl. a. Katte og Haner<ref>Friis: Lappisk Mythologi, S. 154.</ref>.

Hos Slaverne sættes Hanen ogsaa i Forbindelse med mange af Guderne, i Særdeleshed med Guden Svantevit, hos Tyskerne med Guden Thunar, Thor, til hvis Ære den blev ofret, og hvem overhovedet alle Ægge- og Fugleofringer synes at gælde. At Brugen af Hanen undertiden erstattes af Gaasen, maa ikke undre, thi ogsaa Gaasen stod i nært Forhold til Vejrguderne<ref>Jahn, S. 109.</ref>. —

Som man vil have set gaar i Nutidens Fastelavnsskikke Hane- og Katteofring samt Tønde- og Potteslagningen paa mange Maader over i hinanden. Undertiden kan man være i Uvished, om man skal henføre en foreliggende Beskrivelse af Skikken til den ene eller den anden af de to. Katten kan bl. a. afløse Hanen i Potten, og Hanen kan paa samme Maade erstatte Katten i Tønden. I Realiteten har denne Sammenblanding ringe Interesse, nu vi har set, at de tvende Lege med deres levende og uddøde Varianter blot er Skud paa en fælles Stamme, idet de har deres Oprindelse i Dyreofringer ved hedenske Fester. Allerede Handelmann forklarer Hanedrabene som Rester af en gammel hedensk Offerhandling: »Man bragte Donar, Guden for Markens Frugtbarhed, en rød Hane som Offer. Muligvis er den frankiske Hammerkastning, hvor Thors Vaaben, Hammeren, benyttes til at dræbe Dyret med, den oprindelige Form for Skikken«. Og Jahn udtaler sig saaledes<ref>Jahn, S. 107. Her samt hos Sébillot findes adskillige andre Haneofringer beskrevet.</ref>: »I Forventning om den kommende Frugtbarhed eller i Taknemmelighed for den rige Høst bragte man sit Offer til de styrende Magter, til Guddommene for Vejret, og Offeret var oftest levende Dyr. Til Vejrguden Thunar, ''Thor'', ofrede man særlig Haner, Høns og Gæs. Til Skygudinden Holda, ''Freja'', særlig Katte, thi Katten er Frejas Dyr, Katte er hendes Vogns Forspand, og selv kan den nattekørende Frue Holda forvandle sig til en Kat. Det angives, at gamle Folk ved Nederrhin kunde se, at Kattene ved Fastelavnen bar Mærker at at have været i Selen, idet Haarene om Hals og Skulder var trykkede, og der fandtes endog Mærker af Saar«.

Fælles for de fleste af Dyreofringerne er den grusomme Maade, hvorpaa de udførtes. Jo grueligere Pinslerne har været, jo mere velbehagelig har Handlingen været for Guden, og jo større Nytte har den derfor gjort. Man brændte Dyrene levende, man begravede dem levende, man stenede dem, man sømmede dem til Retterstedspælen, man sled gradvis Hovedet af dem el. lgn. I Tidernes Løb svandt Skikkens Betydning som Offerhandling, dens Oprindelse gik i Glemme, Mishandlingen og Drabet af Dyrene traadte efterhaanden i Baggrunden for sluttelig — i nyere Tid — at forsvinde. I vore Dage øves de forskellige Varianter af Tønde- og Potteslagning — tilsat med nye, moderne Paafund, saasom Tøndeslagning paa Motorcykle eller i Automobil — kun som Ungdommens uskyldige Idrætter eller som Børneleg.


----


'''Noter:'''

<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Danske studier]]
[[Kategori:Artikler]] 
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Frederik Knudsen]]