Harald Hårdråde i Limfjorden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Se også Kr. Erslevs artikel Harald Hårdråde i Limfjorden (1873)

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie

Det kongelige nordiske Oldskriftselskab

København, 1870

Harald Hårdråde i Limfjorden

af A. D. Jørgensen

Limfjorden

Fortællingen om den eventyrlige norske konges flugt vesterpå ud af Limfjorden er atter bleven fremdragen og forklaret af etatsråd Steenstrup på en måde der ikke tidligere er falden nogen ind. Idet han nemlig går ud fra den forudsætning, at Limfjorden på den tid var åben mod vest, indskrænker han Haralds bedrift til at skibene er bleven dragne over Løgstør grunde, så Normændene derved »slap de Danske af hænde«. Der må nu ved en undersøgelse af stedet, hvor denne begivenhed fandt sted, strax skelnes mellem to ting: de historiske kilders opfattelse, og selve begivenheden; begge er nemlig skilte ad ved et tidsrum af 150-200 år. Det sikreste er da at begynde med den skriftlige efterretning, der er overleveret os i Snorres »Harald Hårdrådes saga«, kap. 60. Ordene falder her ingenlunde så betegnende som etatsråd Steenstrup forudsætter, og som det da også vilde have været i høj grad overraskende at træffe det hos en Islænding, der neppe nogensinde har set Limfjorden eller kunde kende dens indviklede former af andres nøjagtige beskrivelse, eller, som vi idetmindste kan, af kort.

Snorre fortæller kun ganske i almindelighed, at Limfjorden er således dannet, at indløbet er såre smalt, så smalt som et åløb (mjór áráll, Ungers udgave s. 590), så at kun et skib kan sejle ind ad gangen; længere inde derimod udvider den sig til et helt hav, der paa det bredeste sted hedder Lusbredning. Men denne beskrivelse passer langt bedre på Jyllands Vesterhavsfjorde eller de vendiske floddeltaer end på Limfjorden; ved indløbet til Stettin, Meinel eller Kønigsberg vilde der kunne være tale om en sådan modsætning, i Limfjorden er den langtfra så stor, ja bredninger afvexler her så hyppigt med snævringer, at den der kender fjordens udseende neppe ved nærmere overvejelse vil anse dens beskrivelse for udtømt eller endog blot klart antydet ved Snorres ord. Dertil kommer at nævnte Lusbredning, der vel må være Lysenbredning og ikke Livbredning, efter R. H. Kruses oplysning (i årb. f. n. oldk. 1869, s. 278), ikkun er navnet på en forholdsvis lille bredning imellem Mors og Salling, og at Snorre altså også her er temmelig tarveligt underrettet. Men ved siden af denne mangelfulde beskrivelse af Limfjorden ses det imidlertid tydeligt nok, hvad Snorre mener om Haralds flugt. Kongen hærgede, siger han, på begge bredder, da han fik efterretning om Svens ankomst til fjorden, og han begav sig nu til det sted, hvor fjorden er bredest. Derfra er der et smalt ejd ud til havet, det trak han skibene over i nattens løb. Snorre har her en dobbelt modsætning: det sted kongen først hærger på, og hvor den lille ø lå, modsættes fjordens bredeste sted, Lusbredning, hvorhen han ror ved efterretningen om Svens ankomst: þá lagdi H. k. skip sín at eyju nökkurri — H. k. hélt skipum sinum inn í fjördinn, ok þar er breiðastr er, (er) heitir Lúsbreid. Dernæst modsættes hele indvigen havet mod vest, fra hvilket det er skilt ved et smalt ejd: en þar or víkinni innanverðri er eið mjótt vestr til hafs, þannug reru þeir H. k. um kveldit. Hertil svarer det da også at Normændene strax efter at være komne over ejdet drager nordpå hjemefter: héldu þá norðr fyrir Jótland. Der synes ikke at kunne være delte meninger om, at jo Snorre har skrevet dette ud af den forestilling, at overgangen skete ved Harboøre, der idetmindste på hans tid (som vi ved af Saxe) skilte Limfjorden fra Vesterhavet og gjorde den til en fjord. Den selvsamme forestilling har den omtrent samtidige forfatter af Knytlingesaga havt, og den kommer her endog frem på et sted, hvor det er at formode at han har benyttet ældre kilder, nemlig i hans Knud den helliges saga. Her siges der udtrykkelig, at Limfjorden mod vest skilles fra havet ved et smalt ejd der hedder Haraldsejd, thi her var det kong Harald Sigurdsøn undslap kong Sven; ordene falder næsten som hos Snorre: úr norðanverðum Limafirði er mjótt eið vestr til hafs, er heitir Haraldseið o. s. v. (k. 32). Hvoraf misforståelsen med navnet er opstået kan vel neppe siges med sikkerhed; indtil bedre oplyses ligger det nærmest at forklare det som en misforståelse af Harboør (Hartheboøre), der måske kunde forekomme en eller anden krønikeven i middelalderen som en fordrejelse af Haraldsør, hvoraf da atter efter den islandske sprogbrug kunde opstå Haraldsejd (Sml. opfattelsen af Oddesund som Ottossund og dette navns anvendelse paa Skagerak, Adam II 3).

Hermed er selvfølgelig ikke bevist, at Harald Hårdråde virkelig trak sine skibe over landtangen ved Agger; der ligger en så lang tid mellem denne bedrift og Snorres fortælling — og Knytlinges alder kan i dette punkt ikke kontrolleres —, at en flytning af traditionen godt kan tænkes at have fundet sted, dersom der da ellers er noget der gør den rimelig. Er der ikke det, da er det på den anden side misligt at forudsætte den, thi den historiske overlevering er vel underkastet de samme skrøbeligheder som alt menneskeligt, men den er da heller ikke vilkårlig i den grad, at den uden grund skulde bytte sted. Det eneste der synes at have kunnet afstedkomme nogen forandring i traditionens stedfæstelse, er en forandring af selve de naturlige forhold ved Limfjorden, og af denne afhænger da i virkeligheden enhver afgørelse i den henseende. Var fjorden nemlig lukket, dengang Harald undveg, da må det have været ved det ejd der lukkede, bedriften udførtes; Sven vilde selvfølgelig ikke opgive forfølgelsen i et lukket farvand, fordi det lykkedes fjenden at slippe over nogle grunde. Var der derimod åbent mod vest, — selvfølgelig med dybt vande, dybere end ved Løgstør, thi ellers var vanskeligheden alligevel større her end der —, da bliver det rimeligst at henføre det hele til et østligere sted, og da vistnok nærmest til grundene ved Løgstør, der til sine tider havde mindre end 3, til andre over 10 fod vand

På dette punkt har Hr. C. F. Bricka også stillet spørgsmålet i de indledende bemærkninger, hvormed han ledsager etatsråd Steenstrups fortolkning af Snorres beretning, idet han søger at vise, at Limfjorden på Haralds tid ikke var nogen fjord, men et åbent sund. Men hvad der i den henseende fremføres er neppe af så stor vægt, at det kan blive afgørende for spørgsmålets besvarelse.

Hvad således først Adam af Bremens efterretning om Nørrejylland og særlig Vendle angår, da viser han sig her overalt at være temmelig mådelig underrettet. Ikke blot lægger han de forskellige dele af det i en broget uorden: hans beskrivelse af landet selv viser, at han kun kendte det af andres omtale. Men selv afset herfra beviser det intet at han kalder Vendle for en ø, thi det samme siger han om Thy, og uden al tvivl tillige om Skåne. Skal vi tro Adam på ordet, at der var åbent ved Harboøre, da må der også have været åbent ved Hanvejle og Bolbjerg, og det er da vanskeligt at forstå, hvorledes man har kunnet kalde det mellemliggende vand for en fjord; mellem småøerne kaldes idetmindste under ganske lignende forhold farvandene for sunde. Men Adam tænker ved en »ø« øiensynligt kun på en landstrækning der ligger »ude i vandet«, ikke just »omflydt af vand«. Og det gør ikke blot han, men det gjorde alle i ældre tider, deraf opstod navne som Hindsholm, Svansø, Medelsholm(herred), Skáney o. l. og derfor kalder f. ex. Saxe den del af Ryø, som Arkon lå på, for insula Arconensis, og siger at den var skilt fra det andet ved et smalt sund, det samme som Adam siger om Vendle og Thy. Den samme uklarhed i henseende til begrebet af en ø, som vi med vore bestemte definitioner vel må kalde det, kommer frem der, hvor Adam siger, at Fyn hænger sammen med Jylland: Funis insula adhaeret regioni quae Judland dicitur (IV 4), eller der hvor han fortæller, at de danske lande øst for sundet »næsten« er en ø, da de kun hænger sammen med Sverig ved en landarm (k. 7), en betegnelse, der efter vore forestillinger mildest talt er meget dristig. Men endnu tydeligere bliver det når han senere ligefrem kalder Skåne for en ø, thi det er øjensynlig kun den han kan sigte til, når han opregner de store danske øer: Vendle, Mors, Thy, Samsø, Fyn, Sælland, »den syvende er den der hænger sammen med hin« (Sælland): septima quæ illi adhaeret et quarum supra mentionem fecimus — og Bornholm. Med Lappenberg her at ville tænke paa Sprogø, der kun nævnes i en skolie (107) synes dog ikke at kunne lade sig gøre, især da der strax efter opregnes 7 mindre øer, hørende til Fyn. Om Skåne kunde der derimod siges, at det hængte ved Sælland (ligesom Fyn hængte ved Jylland), han fortæller nemlig udtrykkelig at Helsingborg kunde ses fra Sælland af (k. 7 og 16). Det der er ejendommeligt for Adam som for alle middelalderens geografer er netop den skødesløshed, hvormed de betegner forhold, der forekommer os både at have stor betydning og at være meget simple at holde rede på; det kan være vanskeligt at finde sig tilrette hermed; men man overbevises snart om, at der ikke må ventes mere end noget omtrentligt i den henseende, når man gør sig bekendt med de første geografiske kort, der dog tilhører en langt yngre tid end den der her er tale om. Det kan ikke føre til andet end misforståelser at læse middelalderens forfattere med vore kort for øje og vore definitioner på rede hånd.

Det andet argument der jævnlig er bleven brugt for at hævde et sunds tilværelse i det 1lte århundrede, er fortællingen om Knud den helliges flådesamling i Limfjorden. I og for sig skulde man synes, at denne ikke kunde bevise noget, thi skulde flåden overhoved samles, da måtte det vel være her, hvad enten der så var en udfart mod vest eller ej. På samme måde samledes den ved Masned og i Grønsund til Vendertogene. Andet sigtes der heller ikke til i den eneste samtidige beretning vi har, nemlig Ælnoths. Han siger nemlig ingenlunde (som B. oversætter), at flåden samledes i den vestlige del af Limfjorden, men kun, at den begav sig til den vestlige havns bredder: Danorum exercitus occidentalis portus littoribus — advehitur; herved betegnes kun ganske i almindelighed Limfjorden poetice et eleganter som rigets »vestlige havn«, ligesom man f. ex. kunde kalde Grønsund for rigets sydlige havn.

Men Sven Ågesøn går videre; han siger, at flåden lå i Humle havn, (ligesom Ryårbøgerne påstår at den lå ved Fiskebæk, nær Viborg), og han føjer hertil den bemærkning, at Limfjorden dengang var åben mod vest; Saxe siger også netop på dette sted, at den har været åben, og de tænker da vistnok på det samme: at det var meningen, at flåden skulde drage ud til England ad den vej. Spørgsmålet må her blive, hvorfra Sven og Saxe fik denne underretning, omtrent et hundred år efter at Knud havde tænkt på sit Englandstog. Med sikkerhed kan der intet siges herom; men det skader jo ikke at forudsætte, at de har søgt og fået den bedste oplysning der med rimelighed kunde ventes på deres tid og efter deres forhold. Lad os tænke os, at de har hørt det af kyndige folk fra Viborg, eller vel endog fra Vestervig, — videre kan man ikke antage at de er gået. At gå til folk på stedet for at udfritte dem, med stadigt hensyn til de fejltagelser de rimeligvis vilde kunne gøre sig skyldige i, sammenligne forskjellige udsagn osv. for at komme til et fuldstændig pålideligt resultat, det kunde neppe falde en krønikeskriver ind i anledning af langt vigtigere forhold, ligeoverfor et spørgsmål som dette kunde der slet ikke være tale om det. Altså en kanik fra Viborg har 100 år efter Knuds påtænkte tog fortalt som en almindelig mening blandt folk der syslede med slige ting derovre, at det dengang havde været kongens agt at drage vesterpå til England gennem et åbent sund ved Harboøre eller hvor det nu skal sættes. Vi må da spørge videre: hvorpå støttes denne mening? thi andet end en mening kan det jo ikke være, siden toget gik overstyr. Den må være fremgået af den erindring, at der lå en stor del skibe i nærheden af Viborg, altså i Limfjordens vestlige del, i forbindelse med den tradition, at fjorden engang i tiden har været åben mod vest. Fortællingen om Knuds plan er et naturligt produkt af disse to faktorer, men de er, nærmere beset, hver for sig uden betydning. Når Ælnoth siger, at flåden samledes ved Limfjordens, rigets vestlige havns bredder, medens Sven fortæller at den lå ved Humle havn, Ryårbøgerne ved Fiskebæk, da er resultatet heraf et og det samme; de sidste har havt forskellige hjemmelsmænd, der hver gav en bestemt egns tradition, hin måske Vestervigs, denne Viborgs; thi om et så bestemt faktum, som at der lå en usædvanlig mængde orlogsskibe, er lokalberetningen rimeligvis pålidelig. Men ligeså lidt som det at der var samlet en flåde ved Fiskebæk udelukker, at der samtidig var en samlet ved Humlehavn, ligesålidt udelukker begge disse fakta det tredje, at der lå en måske endnu større ved Ålborg, en fjerde ved Hals o. s. fr. — eller, som Ælnoth siger, at hele Danmarks ledingsflåde, vistnok hundreder af skibe, var samlet ved Limfjordens kyster.

Den anden del af Svens og Saxes fortælling er det derimod langt vanskeligere at kontrollere, da den synes at være bragt i forbindelse med denne tradition ved en ren vilkårlighed. At der engang havde været åbent vand mod vest, er nemlig en så almindelig og ubestemt efterretning, at der intetsomhelst kan bygges paa den. Ikke blot kan der ingen tidsbestemmelse hentes af den, men der kan end ikke med sikkerhed af den sluttes, at der nogensinde har været åbent. Det er måske ikke andet end en mening, der almindelig udtaltes af folk som kendte egnen; det var et alt for mærkeligt træf, at Østersøen her strakte sig helt over mod Vesterhavet, så de kun skiltes ad ved et smalt ejd, der tilmed af og til overskylledes af søen, — her måtte der bestemt engang have været en forbindelse! Det er den slags sagn og formodninger, almuen stadig er tilbøjelig til; derfor hører man overalt, hvor naturforholdene nogenlunde kan give anledning dertil, at havet enten tidligere er gået højere op, eller omvendt, at der har været bebygget langt ude i søen; det er det, der på en måde giver en egn sin første historiske interesse og derfor bliver genstand for de mere fremmeliges spekulationer og formodninger. Men i vore dage har historien overladt slige spørgsmåls afgørelse til naturvidenskaben, når den ikke selv kan sige noget bestemt om dem. I dette tilfælde synes der snarere at være grund til at antage, at Limfjordens vestlige ejd har været stærkere i tidligere tider (og også dette er der stedsagn om, s. årbøgerne 1869, s. 281), og at det er svækket efterhånden, indtil det i vore dage helt synes at skulle bukke under for havets magt. At der igen i en forhistorisk tid har været en periode, da der var åbent der og på mange andre steder, vedkommer selvfølgelig ikke denne overvejelse.

Men foreligger der således formentlig intet der kunde tyde på at Limfjorden var åben mod vest i det elvte århundrede, da er der heller intet som kunde svække troværdigheden af Snorres og Knytlingesagas beretning, at Harald Hårdråde lod sine skibe trække over ejdet ved Harboøre, og hypothesen om Løgstørs grunde, der jo kun er bleven til under trykket af en formodet kollision, og som under denne forudsætning, som det var at vente af den der har fremsat den, udmærker sig ved den lethed hvormed den overvinder vanskelighederne, må anses for overflødig. Fuld sikkerhed kan der neppe opnås, eftersom kilderne er så meget yngre end begivenhederne; men sagnet synes dog at have været så bestemt og sikkert i sin sag, at det ikke bør vrages, før der foreligger aldeles afgørende grunde derfor.

---

Noter: