Harald Hårdråde i Limfjorden 2

Fra heimskringla.no
Revisjon per 12. nov. 2013 kl. 15:18 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Se også A. D. Jørgensens artikel Harald Hårdråde i Limfjorden (1870)


Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie

Det kongelige nordiske Oldskriftselskab

København, 1873


Harald Hårdråde i Limfjorden

af Kr. Erslev


Limfjorden

I en afhandling i Årbøger for nordisk Oldkyndighed for 1868 har cand. mag. Bricka genoptaget et spörgsmål fra vor midaldershistorie, der har voldet vore historikere meget hovedbrud, spörgsmålet om Limfjordens åbning eller ikke-åbning mod vest i det 11te århundrede. Fortællingen om, hvorledes Harald Hårdråde trak sine skibe over den smalle tange, der førte »vester ad til havet«, og derved undslap Sven Æstridsens overlegne magt (1061), synes jo bestemt at tale for, at fjorden da var lukket mod vest. Men på den anden side skal Knud den hellige (1086) have samlet sin flaade her i Limfjorden, netop for ad et vestligt udløb at drage til England. Ja, cand. Bricka har endog fremdraget flere begivenheder og udtalelser, der efter hans mening vise, at Limfjorden var åben mod vest både kort för og lige efter Haralds tog i 1061. Vanskeligheden synes herved næsten at blive uoverstigelig, men Brickas undersøgelse indeholder ikke desto mindre en løsning; etatsråd Steenstrup har nemlig i et brev til forf. udviklet en ny opfattelse af sagaens fortælling om Harald Hårdråde i Limfjorden, hvorved modsigelsen fjærnes. Steenstrup påstår nemlig, at det »ejd«, hvorover Harald trak sine skibe (det senere Haraldsejd,[1] må søges, ikke mellem Limfjorden og Vesterhavet, men inde i selve fjorden, altså mellem to bredninger; tillige påviser han, at et »ejd« ikke nødvendigvis må være hævet over vandet, og han finder derfor skuepladsen for Haralds bedrift i de berygtede Løgstørgrunde, der lige til den nyeste tid have været meget hindrende for sejladsen på Limfjorden.

Denne nye opfattelse har dog fundet en del modsigelse: I Årbøgerne for 1869 har R. H. Kruse atter hævdet den ældre opfattelse og understøttet den ved enkelte nye oplysninger om stedforholdene; men han indlader sig ikke på at forklare den da atter fremkommende modsigelse med de øvrige vidnesbyrd. Denne mangel er hævet ved A. D. Jörgensens indlæg (Årbg. 1870), i det denne forfatter helt vil bortforklare alle de vidnesbyrd, der tale for en åbning, så at sagaen står alene tilbage; denne bör så opfattes i overensstemmelse med Kruses oplysninger. Mod denne sidste har Bricka endelig skrevet »Endnu et par ord« (Årbg. 1871), hvorved han i det væsenlige hævder sine tidligere påstande. For resten skal man kunne vente, at etatsråd Steenstrup selv vil underkaste hele dette emne en nöjere behandling; men for at denne kan blive så afsluttende og endelig som mulig, vil det være heldigt, om spørgsmålet for inden er blevet dröftet fra de forskellige synspunkter, og vi skulle derfor i det følgende underkaste sagen en ny prøvelse.

Når vi foreløbig se bort fra Haralds tog, kan det ikke nægtes, at der er flere vidnesbyrd, som tale for, at Limfjorden var åben mod vest gennem hele det 11te århundrede. Både Ælnoth, Sven Ågesen og Saxe samstemme i at fortælle, at Knud den hellige vilde sejle ad denne vej til England, og når A. D. Jørgensen ikke vil sætte lid til disse vidnesbyrd, synes han virkelig her at drive den historiske skepticisme alt for vidt, og jeg kan i den henseende henvise til Brickas sidste »Ord«. Mere tvivlsomme ere derimod de ældre efterretninger: Adam af Bremen lægger Bricka megen vægt på i sin forste afhandling, men hans udsagn ere så forvirrede og indbyrdes modstridende, at Bricka sidst har indrömmet, at man har lov til at lade ham helt ude af betragtning. Dernæst har vi et tog af Harald Hårdråde, hvorunder han (1049) synes at være sejlet tværs igennem Limfjorden, og endelig synes Knud den store (1027) at være sejlet vesten fra ind i Limfjorden. Men om begge disse begivenheder gælder det, at deres forklaring vel vilde falde naturligere, hvis Limfjorden på den tid var åben mod vest, men at de dog ikke nødvendigvis kræve en sådan åbning for at forstås. Medens det altså må stå fast, at Limfjorden havde et sejlbart udløb mod vest i året 1086, er det usikkert, hvorvidt denne åbning existerede tidligere i det 11te århundrede, om end et par begivenheder kunde synes at hentyde hertil.

I det vi nu gå over til den omstridte sagaberetning, skulle vi foreløbig søge at glemme det nu vundne resultat af de andre efterretninger og betragte sagaen aldeles uafhængig; först senere, når vi har set, hvad der ligger i selve sagaen, er det på tide at søge at forene den med hine øvrige vidnesbyrd. Harald Hårdrådes saga fortæller i kap. 60, at kongen i sommeren 1061 »med få folk og lette skibe« sejlede ned til Danmark, hvor han hærgede på kysten og lagde ind i Limfjorden. »Denne er således beskaffen, at indsejlingen er som et smalt flodløb, men når man kommer længer ind i fjorden, er den som et stort hav [sem mikit haf].« Denne karakteristik af Limfjorden er i høj grad træffende; strækningen fra Hals til Løgstør har også Forchhammer engang lignet med en flod, og vest for Løgstør udvider fjorden sig i Livøbredningen til en bredde af 3-4 mil; Snorre kan derfor med en vis ret sammenligne denne bredning med et hav. Sagaen indskyder nu en fortælling om, at Nordmændene manglede vand, men fandt det ved at varme en lyngorm; derefter er det, at Harald overraskes ved at høre, at Sven Æstridsen sejler ind ved Hals, men at det går langsomt, da kun ét skib ad gangen kan gå ind ad det smalle indløb. Det hedder så ordret: »K. Harald styrede da ind i fjorden, og dér, hvor den er bredest, hedder den Lusbreid; men dér, fra indersiden af vigen, er der et smalt ejd vester til havet; didhen lod K. Harald ro om kvælden)«.[2] Da det var blevet mørkt, ryddede han sine skibe og drog dem over ejdet; för dag vare de atter sejlfærdige, og Nordmændene sejlede da hjem ad og sang: Harald slap af hånden på Daner. Det er på dette punkt, at etatsråd Steenstrup er fremtrådt med en ny opfattelse af sagaens ord; medens nemlig alle andre have antaget, at det hav, der nævnes her (vester til havet), er Vesterhavet, påstår Steenstrup, at dette hav »efter hele kontexten ikke kan være andet end hint ‘mikit haf’, der lige i forvejen er nævnt af sagaskriveren,« og som uomtvistelig er Livøbredningen, Haraldsejd ligger nu øst for ‘havet’ og må altså være Løgstørgrundene.

Det er imidlertid ikke rigtig klart, hvorledes etatsråd Steenstrup vil have dette overført på sagaens andre stedangivelser, og navnlig hvorledes han opfatter Lúsbreiðs beliggenhed. Den almindelige opfattelse af sagafortællingen indeholder nemlig to aldeles uafhængige bestanddele: först at Harald over ejdet kom fra Lúsbreið over i »havet« , og dernæst, at dette »hav« er Vesterhavet. Et. Steenstrup benægter nu det sidste, men derved har han dog ikke eo ipso nægtet det foregående. Man skulde altså næsten formode, at Steenstrup ligesom alle andre lægger ejdet mellem ‘havet’ og Lúsbreið, og når havet så er Livø-bredningen, måtte Lúsbreið altså ligge øst for Løgstørgrundene (= ejdet). Dette er dog utænkeligt; ikke alene findes der her intet lignende stednavn, men dette vilde føre til at finde en skarp modsigelse hos Snorre; i begyndelsen af kapitlet sammenlignedes jo den østlige del af Limfjorden med et smalt flodløb, medens Lúsbreið udtrykkelig kaldes fjordens »bredeste sted«. At antage en sådan modsigelse kan næppe være Steenstrups mening, og man må derfor formode, skönt det ikke ligefrem er udtalt, at han ikke opfatter »havet« og Lúsbreið som to forskellige steder, men antager, at begge gælder det samme, nemlig Livøbredning; dette stadfæstes også ved de anmærkninger, som Bricka har föjet til Steenstrups brev. Men man må så meget beklage, at Steenstrup ikke har udviklet, hvorledes han kan få en så afvigende betragtning ud af sagaen; i mangel heraf må vi nu selv underskyde hans bevisførelse. For at Lúsbreið kan falde sammen med »havet«, kan Harald altså ved »at styre ind i fjorden« ikke være nået helt ind i Lúsbreið, således som man i almindelighed har opfattet det; men han skal kun være nået til begyndelsen af Lúsbreið, altså til Løgstør; — dette er tænkeligt, om end meget kunstigt. Dernæst, når det först siges: »kong Harald styrede så længer ind i fjorden,« og senere: »Didhen roede kong Harald,« så må det sidste opfattes som en gentagelse af det förste; thi når det opfattes på naturlig måde, bliver den sidste bevægelse jo en fortsættelse af den förste; men Harald, der ved den förste i alt fald nåede til Løgstør, måtte da ved den anden komme helt ind i Livøbredning! Men vanskeligst at forstå er dog, hvorledes ordene »dér, fra indersiden af vigen,« skal kunne henføres til dette tænkte sted, hvortil Harald nåede; thi det synes her at være aldeles umuligt, at det sidste ‘dér’ kan gå på andet end det umiddelbart forudgående ‘dér’ (Lúsbreið); således vil vistnok enhver, der uden forudfattet mening læser disse ord igennem, opfatte sagen, og således er det også blevet opfattet gennem århundreder; men så får vi netop ud, at ejdet fører fra Lúsbreið til ‘havet’, og at disse altså ere forskellige ting.

Den forudsætning, hvorfra Steenstrup går ud, fører altså på alle måder til store, vistnok uovervindelige vanskeligheder; men er da selve forudsætningen så uomtvistelig sikker? Kan sagafortælleren virkelig ikke etsteds sammenligne en del af Limfjorden med et »stort hav«, og dog, efter i en snes linier at have talt om andre ting, atter bruge ordet hav i dets almindelige betydning som åben sø? At dette uden vanskelighed kan tænkes, derom kan der ikke være tvivl, og for mig står det ikke engang som rimeligt, at udtrykket ‘hav’ således kan have fæstnet sig i fortællerens erindring, at han så længe efter kan bruge det ligefrem (ikke som lignelse), til at betegne en fjordbredning og det endog uden at medtage det tillægsord (stor), hvormed han brugte det förste gang. Men hvilken mening man end kan have herom, så er det vist, at forudsætningen er tvivlsom, og når den derfor fører til så store vanskeligheder, som det er påvist, kan man med god grund opgive denne forudsætning og opfatte ordene på naturlig måde. Hertil kommer, at Knytlinga bruger det samme udtryk »vester til havet« og i en sådan sammenhæng, at ingen misforståelse er mulig; »havet« kan her kun være Vesterhavet.

For resten frembyder Et. Steenstrups udtydning endnu mange vanskeligheder, hvoraf nogle ere anførte af Kruse og A. D. Jörgensen, medens andre skulle fremdrages her. »Ejdet« skal her betegne en sandbarre under vandet, og Steenstrup påviser også, at ordet i det mindste én gang har denne betydning; men vist er det, at der mod dette kan påvises hundrede steder, hvor ‘ejd’ betegner en landtange over vandet. En tange kan også efter Steenstrups oplysning være undersøisk, men enhver dansk vil dog ved at høre dette ord tænke på en tör landstrimmel; netop på samme måde vilde det gå Normændene med ordet ejd, der er lige så almindeligt hos dem som ordet tange hos os. Også ordet vig skal her have en særlig betydning, i det det jo efter Steenstrups opfattelse kun er en indsnævring af fjorden, hvorom der er tale. Endelig har vi som noget af det mest afgörende udtrykket »vester til havet«, thi det er ikke ganske rigtigt at forklare dette som: »vester til havet for den, der kommer fra øst ind i fjorden[3].« De gamle nordboer sagde jo altid, at Limfjorden gik fra nord til syd, i det de lagde nord helt hen imod øst og særlig altid holdt på, at Danmark lå syd for Sverige[4]. Derfor står der også i Knytlinga, at Vendsyssel ligger vest for Limfjorden[5], og når der så lige i forvejen siges, at Haraldsejd fører »vester til havet«, så bliver dette altså på nutidens sprog at oversætte ved: nord på til havet. Men dette passer aldeles ikke på Løgstørgrundene, der føre lige stik vester på.

Man har altid beundret Snorre Sturlesons klare og tydelige sprog; hvis Steenstrup opfatter sagafortællingen rigtig, må man derfor i höj grad undre sig over, at Snorre, denne »mester i sproget«, har udtrykt så simple ting på en så kejtet og ubehændig måde! — Men det er heldigvis ikke nødvendigt at gå til denne yderlighed; når vi tage hvert ord i dets almindelige betydning og opfatte hver sætning aldeles naturlig, se vi, at Snorre her har udtrykt sig lige så klart og skarpt som på andre steder. Man må så hævde, at ejdet ligger mellem Lúsbreið og »havet«, og at Harald altså trak sine skibe fra Lúsbreið over i »havet«. Dernæst må man følge Knytlingas exempel og opfatte »havet« som Vesterhavet og antage, at Harald over ejdet kom fra Limfjorden ud i åben sø. Men det bliver da et spörgsmål, på hvilket sted ved Vesterhavet vi må søge Haraldsejd. Kruse har her gjort opmærksom på, at en del af Limfjorden syd for Mors bærer navnet Lysenbredning, og mener, at vi her har Snorres Lúsbreið (udtalt: Lysbreið)[6]; deraf følger, at sagaens ejd har været tangen mellem Agger og Harboøre. Her er ganske vist stor navnelighed; men på den anden side beskriver sagaen udtrykkelig Lúsbreið som det bredeste sted af hele fjorden, og Lysenbredning er kun meget lille. Det bliver derfor langt rimeligere med de fleste ældre fortolkere at antage, at Lúsbreið (eller som det også skrives: Lyghsbreið) er den nuværende Livø-bredning, der virkelig er Limfjordens bredeste sted, og som sagaen selv tidligere har lignet med et stort hav. Livøs navn skrives i Valdemars jordebog Lygh[7], og navneligheden findes altså også her. Men ejdet kan da ikke være så langt fjærnet her fra som Aggertangen, thi Harald skal jo kunne nå derhen ved få timers roning i kvælden, og man må derfor, som P. A. Munch har foreslået[8], antage, at Harald er gået over tangen ved Vust, øst for Bolbjerg. Herpå passer også udtrykket ‘vester til havet’, der altså efter nutidens opfattelse vilde blive »nord på til havet,« thi Vust ligger netop nord for Livøbredningen, medens dette udtryk ikke passer til noget andet af de foreslåede steder. Knytlinga bestyrker dette endnu mere ved at angive, at ejdet udgår »fra nordsiden af fjorden« (ur norðanverðum Limafirði[9]); også dette kan jo kun passe til Vusttangen[10].

Kort sagt, alle sagaens udtryk henviser til denne udtydning, og der er da også kun gjort én eneste indvending herimod, nemlig at det vilde være umuligt for Harald Hårdråde at trække sine skibe over denne brede tange i løbet af en kort sommernat. Hertil er foreløbig at bemærke, at fordi tangen ved Vust nu er en lille halv mil bred, så er det ikke derved givet, at den var lige så bred i det ellevte århundrede. Netop på dette sted strækker flyvesandet sig lige fra Vesterhavskysten helt ind til Limfjorden, og hvilke ændringer få år kan frembringe i dette løse emne, kan bl. a. ses af Kruses oplysninger[11] At der engang har været et gennemløb her, derom ere vistnok alle geologer enige, og Kruse formoder endog, at dette endnu existerede på Adam af Bremens tid, da denne forfatter kalder Thyland og Vendsyssel øer. Dette er imidlertid mindre rimeligt, men höjst sandsynligt er det, at tangen da var meget smallere end nu.

Selv om dette ikke var tilfældet, vilde Haralds foretagende næppe kunne anses for en umulighed, når man husker den store færdighed, som Nordmændene havde i at drage skibe over land. Samfærdselen holdt sig jo i ældre tider især til vandet; enten sejlede man langs kysten, eller også fulgte man de store vanddrag. Men farten på bjergelvene i Norge og Sverige blev hvert öjeblik afbrudt, snart af et vandfald, snart af et alt for grundet sted. Der var så intet andet at göre end at trække skibet op på bredden, losse varerne og så drage skibet over land forbi det farlige sted. Den samme måde brugtes ved vandskellet, der jo i norden i almindelighed er temmelig smalt, så at man derved kunde bruge sejlvejen tværs over hele landet. Et sådant sted, hvorover båden måtte drages, kaldtes ejd, svensk ed, og Styffe[12] definerer derfor dette ord ved: »ställe der farkoster måste dragas öfver land, forbi ett vattenfall eller öfver en landtunga mellan tvenne vikar eller vattendrag.« I nutidens norske folkesprog synes et ejd næsten at have fået betydningen af et pas[13]. En anden art af ejd finde vi ved de kyster, hvor fjorddannelsen er fremtrædende; de dybe fjorde skære sig her langt ind i landet og danne store halvøer, der ofte kun ere forbundne med fastlandet ved en smal og lav tange; over en sådan var det ofte fordelagtigt at drage skibene fremfor at sejle helt uden om halvøen (P. A. Munch[14]). Disse tanger kaldtes i Norge ejd eller drag (af at drage), på Hjaltland bruges det særegne ord hvarf[15], og også Skotlænderne, hvis land. er så meget indskåret, har et særligt navn for sådanne tanger; det gæliske tarbet har netop samme betydning som det nordiske drag[16].

Ligefremme efterretninger om hine overdragninger finde vi vel sjældent, men endnu bruges denne skik enkelte steder i Norge[17] så vel som i Höjsverige[18], og jernringe, fæstede i klipper höjt oppe i landet, vidne endnu om den gamle sejlads på elvene[19]. Møntfundene fra det ellevte århundrede tyde på, at der allerede den gang gik én handelsvej tværs over Mellemsverige gennem Vänern og Vättern, medens en anden førte fra Upland til Thröndelagen ad Dalelf og over Ejdeskog (vistnok af ejd[20]) Men de fleste exempler på dragninger ere bevarede i den tids krigshistorie, hvor de have havt ikke liden betydning, og det er mærkeligt at se, hvorledes Nordboerne føre denne skik med sig, hvorhen de så komme. Det er vel bekendt, at, da Normannerne belejrede Paris, bleve Franskmændene höjst forundrede ved at se vikingerne føre deres skibe over land, for atter at sætte dem i Seinen oven for Paris og således nå op til Champagne</ref>Depping: Normannernes Søtoge. Ov. af N. M. Petersen, s. 287-8.</ref>. Omtrent samtidig var det, at Varegerfyrsten Oleg ved dette middel tvang Byzantinerne til at gå ind på alle sine krav; de havde spærret Konstantinopels havn, men han satte så sine skibe på hjul, spændte sejlene ud og kom således sejlende ned over landet mod den lukkede havn[21]. I Rusland måtte Nordboerne stadig bruge overdragninger af skibe, både over vandskellet ved Dnjæprs kilder og længere nede ved de syv vandfald, når de ikke vilde vove den farefulde nedfart over selve faldene. Denne skik er så ejendommelig for Skandinaverne, at, når man hører, at de første korsfarere erobrede Nikæa ved at føre en hel udrustet flåde op i den ascaniske sø, er man fuldt berettiget til at formode, at det er Nordboer, der har givet ideen til denne angrebsmåde[22]. Også i Skotland har Nordboerne med held brugt at drage deres skibe over ejd; Håkon Håkonsen førte på denne måde sine skibe ind i Loch Lomond[23], og allerede Magnus Barfod lod sit kongeskib drage over Satirisejdet der forbinder halvøen Cantire med fastlandet, og hvorom sagaen siger, at der ofte er trukket skib over[24]. Magnus havde sluttet fred med den skotske konge på den betingelse, at han skulde have alle øer vesten for Skotland, mellem hvilke og fastlandet han kunde fare med ‘styrefast skib’. Han lod så roret på sit kongeskib lægge i lag, kongen selv sad i lyftingen og holdt rorpinden; således blev skibet draget over Satirisejd, og Cantire tilfaldt den norske krone.

Der er en mærkværdig overensstemmelse mellem denne fortælling og sagnet om kong Bejte[25], der sejlede med sin »Ellide« ind i Throndhjemsfjorden »og lod gøre en skibsslæde under Elliden. Der var megen sne og godt slædeføre; derfor satte Bejte sig i lyftingen, lagde styret i lag, lod sejlene hejse og lod sine mænd drage Elliden nord over Ellidaejdet, hvorved han tilegnede sig alt landet om bagbord.« Det næste tilfælde, der forekommer i selve norden, er Harald Hårdrådes bedrift i Jylland; men et par år senere førte den samme fyrste en hel flåde på 60 skibe op i Vänern ved at drage dem uden om Trollhåttafaldet, en vistnok ulige vanskeligere dåd[26]. Hundrede år efter har Sven Grathe mærkelig nok brugt hin skik, der ellers er ejendommelig for de höjere liggende dele af Skandinavien, nede i Danmark, da han i året 1151 trak nogle skibe fra Sli til Eider[27]. Men mærkeligst i overdragningernes historie er dog Håkon Håkonsens krigstog i Norge; allerede 1217 førte han 14 skibe fra Oslo til Ojeren[28], og udryddelseskrigen mod Birkebenerne 1226-1227[29] bestod kun af en afvexling af at sejle på elvene og at drage skibe over brede landstrækninger fra det ene vanddrag til det andet, en kunst, som Birkebenerne for resten ikke vare mindre dygtige i end kongens folk. I 1226 førte Håkon således en snes skibe fra Oslo over Stafnsbjerg ned i Ojeren, »to lange mile gennem myre og skov«; derfra sejlede man op ad Glommen, men så atter over et ejd af 1 mils bredde for at undgå fosserne, og alt dette udførtes i løbet af to dage!

Man ser altså, at den fremgangsmåde, som Harald brugte for at undslippe fra Sven Æstridsen, ikke var noget nyt påfund; tvært imod, Nordmændene havde en næsten dagligdags erfaring i at drage deres skibe over ejd, så vel ved Norges rivende strømme som ved dets dybe fjorde, og de havde vist nok heri opnået stor færdighed. Som vi have set, kunde Håkon Håkonsen i 2 dage drage sine skibe 3 gode, mile over land, endog med en afbrydelse af et par miles sejlads. Man vil derfor næppe kunne nægte, at kong Harald meget vel har kunnet drage sine skibe over tangen ved Vust på en eneste nat, selv om den på hans tid var lige så bred som nu til dags, og vi må derfor hævde, at det er til dette punkt — og kun til dette — at hele sagafortællingen henpeger.

Det står altså kun tilbage at undersøge, hvor vidt sagaens beretning kan forenes med de efterretninger, som andre kilder meddele om Limfjorden i det 11te århundrede. Af disse fremgik det jo, som.vi har set, at der i året 1086 var en åbning mod vest, men at det var tvivlsomt, om denne kunde forfølges tilbage for dette år. Sagaen synes vel nu nærmest at tyde på, at fjorden var lukket 1061, og man kunde derfor søge en løsning af spörgsmålet ved at antage, at der i tiden mellem 1061 og 1086 var sket et gennembrud fra Vesterhavet, lige som de sidste 50 år endog har 3 sådanne at opvise (1825, 1839 og 1867). Men man skal nødig indføre en sådan ubestemmelig naturbegivenhed som forklaringsgrund i historien, især når der er det mindste, der taler imod den, og om end de tidligere vidnesbyrd næppe kunne bevise et gennemløb for 1061, kan det ikke nægtes, at de dog tyde på et sådant. Det bliver derfor rimeligst at antage, at Limfjorden i 1061 lige så vel som i 1086 har havt en forbindelse med Vesterhavet, og man må da antage, at denne åbning har været etsteds henne ad Agger til, hvor der senere så ofte har været og endnu den dag i dag er et sejlbart gennemløb. Som vi har set, gik Harald derimod over nordligere ved Bolbjerg og Vust; her var altså fjorden den gang som nu lukket med en tange, men dette udelukker jo ikke absolut, at der samtidig var en åbning ved Agger.

Det kunde da vel synes höjst gådefuldt, hvorfor Harald ikke lige frem sejlede ud af Limfjorden i stedet for at drage sine skibe over Vusttangen; men hertil kan han dog have havt gyldige grunde. Man tænke sig hans stilling: Harald har plyndret og hærget i Vendsyssel, hans skibe ere ladede med bytte og kunne kun langsomt ros frem af hans få folk; da viser Sven Æstridsen sig pludselig ved indløbet til Limfjorden; hans skibe ere vel bemandede, de have ingen ladning og ere nylig satte i vandet, så at de kunne sejle hurtigere end de norske skibe[30]. För efterretningen herom er nået til Harald, er vel hele Svens flåde kommen ind i Limfjorden og nærmer sig nu med en truende hast. Stillingen minder næsten om begivenhederne i 1049, da Harald kun undslap ved at kaste först kostbarheder og senere de fangne kvinder over bord, for derved at opholde de Danske; men faren var den gang dog næppe så stor som nu. Haralds flåde lå ved hin lejlighed under Læsø og havde kun en halv snes mile til Norges kyst; nu derimod har han mer end denne afstand at tilbagelægge i Limfjordens snævre og vanskelige farvand, hvor de Danske har en afgjort fordel over ham, både ved deres bedre kendskab til det bugtede sejlløb og ved deres större skibe; thi her inde i fjorden dreves skibene vel især frem ved roning, og da har jo Svens mangeårede og vel bemandede skibe en stor fordel. Harald er derfor nødt til at gribe til overordenlige midler, og hans rådsnarhed forlader ham lige så lidt her som i 1049. Om kvælden ror han hen til tangen ved Vust; på ægte norsk losser han sine skibe, drager dem over ejdet, og om morgenen sejler han rolig hjem ad til Norge, medens hans folk synger: Harald slap af hånden på Daner; thi de Danske kan ikke følge ham over Vust; de kende ikke denne bjerglandets skik med overdragninger, og deres store skibe vilde vel også lægge dem hindringer i vejen, ja, de vide måske ikke engang, at Harald har grebet denne udvej. Hvis de ville forfølge Nordmændene, må de sejle helt uden om Mors og Thyland, men för de så nå op til Bolbjerg, er Harald åbenbart langt borte; thi det er vel at mærke ikke lidet, som han vinder ved at skyde genvej over Vust; dette udfører han jo på en eneste nat, men sejlvejen ad Agger er hen ved 25 mil, altså mindst et par dages sejlads[31], under hvilken Danerne rimeligvis havde kunnet indhente ham mer end én gang.

Den vigtigste indvending, der vil kunne fremføres mod denne opfattelse af Haralds dåd, er vel den, at Snorre ikke udvikler disse nöjere omstændigheder; men dette kan forklares ikke alene af sagaens almindelige uraisonnerende fortællemåde, men også af det begreb, som Nordmændene knyttede til ordet ejd. Vi har jo set, at de hermed mente en lav tange, der førte ud til en halvø, og hvor over det ofte var fordelagtigt at drage skibene frem for at sejle helt uden om. Netop dette, forhold har vi jo her: Den lave Vusttange, der fører ud til Thylands halvøen, og Harald, der drager sine skibe over tangen for at undgå at omsejle hele halvøen. Ved at bruge ordet ejd kan sagamanden derfor godt oprindelig have opfattet hele forholdet på rette måde; det er derimod rimeligt nok, at Snorre har opfattet sagaen på den måde, at ejdet virkelig lukkede for hele fjorden mod vest; selve navnet Limfjord bliver jo let vildledende i denne henseende.

Den her udviklede opfattelse sondrer sig altså fra A. D. Jörgensens ved, at den ikke sætter en uopløselig modsigelse mellem sagaen og de øvrige efterretninger om Limfjorden, men derimod forener dem og udjævner den tilsyneladende strid. Fra Steenstrup skiller den sig derimod ved opfattelsen af sagafortællingen. Steenstrups udtydning står og falder med en eneste, yderst tvivlsom forudsætning; »hans beviser ere som en perlering: riv båndet over, og ikke én, men alle perlerne ville glide af snoren« (Bricka[32]). Dette er ikke tilfældet med vor opfattelse; vi begyndte med at antage, at Snorre ved ordene »vester til havet« tænkte på Vesterhavet, og vi havde ret hertil, da det modsatte alternativ hos Steenstrup havde vist sig uigennemførligt; men vi kunde også have taget sagaens andre stedangivelser til udgangspunkt og vilde dog være nået til den slutning, at Harald er gået over ved Vust. Dette resultat, som således ligger naturlig i sagaens fortælling, har nu endelig vist sig at være foreneligt med de kilder, der vise hen til en åbning mod vest, og Limfjorden må derfor antages at have været et åbent sund gennem hele det Ilte århundrede.




Noter:

  1. Knytlinga
  2. Haraldr konungr hélt skipum sínum inn í fjördinn ok þar er breiðastr er, (er) heitir Lúsbreið en þar or víkinni innanverðri er eid mjótt vestr til hafs, þannug reru þeir Haraldr konungr um kveldit. Snorre, udg af Unger, s. 591.
  3. Steenstrup i Årbøg. 1868, s. 330.
  4. Jfr. N. M. Petersen: Gammel-nordisk Geografi, I, 127-8
  5. Jfr. Suhm: Historie af Danmark, IV, 491a.
  6. Således allerede Schade (Beskriv, over Øen Mors, s. 111), der dog blev imødegået af Olufsen i Collectanea, s. 96-7
  7. S. R. D. VII, 532, jfr. Suhm, X, 220 (Ligh i året 1252).
  8. Munch, anf. Sted.
  9. Jfr. Ræder: Danmark under Sven Estr., s. 126
  10. At henlægge Haraldsejd hertil, er for resten sket meget længe for P. A. Munchs tid; en mand, der var vel kendt med hine egne, har allerede antydet dette for over halvandethundrede år siden. I et brev til biskop Jens Bircherod i Ålborg skriver »den lærde bonde« Peder Dyrskjot, som døde i året 1707, nogle bemærkninger herom, som hans utydelige håndskrift dog kun har efterladt os i en temmelig ufuldstændig skikkelse. Jeg anfører hans ord efter Hanckes gengivelse i Samlinger til jydsk Historie og Top., III, 271: ». . . . den vig mellem begge herreder: Han- og Hillerslev-herreder, som går op fra fjorden og nu er en vejle til at køre over. Men for . . . . tid og mere meget dybere, og gammel tid brugtes både derover. Siden er den af sand . . . . og end mere fyldt fra norden med sandfyg, og imod nord er der opskyllet sand fra Nordhavet med svare sandbakker, så der nu ikke kan drages både over, langt mindre skibe. Men i gamle tider er det vel troligt, især ved de tider 1066, da den danske kong Svend Ulfsön regerede.« Ved de sidste ord hentyder brevskriveren åbenbart til Harald Hårdrådes bedrift.
  11. Man jævnføre Peder Dyrskjøts nys anførte ytringer.
  12. Skandinavien under Unionstiden, p. XII.
  13. Iv. Åsens Ordbog, p. 77.
  14. Kongeriget Norge i Middelalderen, p. 25.
  15. Munch i Ann. f. n. Oldk. 1857, 355.
  16. Munch, anf. st s. 323 og fl. st.; Laplænderne synes at betegne det samme ved ordet taipale; jfr. L. K. Daae i Nord. Tidskr. utg. af Hamilton , IV, 186.
  17. Illustreret Tid. IX, 136 (efter Bricka).
  18. Styffe, anf. st. s. 94.
  19. Styffe, anf. st. s. 94, 247.
  20. sml. kårtet i Hildebrands Anglosachsiska mynt. Stockh. 1846.
  21. Nestor, overs, af Smith, s. 34-5; jfr. Ann. f. n. O. 1853, 232.
  22. Riant: Skandinavernes Korstog, s. 198.
  23. Munch: N. F. H. IV, 1, 412 (efter Bricka).
  24. Munch: N. F. H. II, 523.
  25. Munch: N. F. H. I, 1, 64.
  26. Munch: N. F. H. II. 297.
  27. S. R. D. I, 162. Knytl. i Frm. S. IX, 355 (efter Bricka).
  28. Munch N. F. H. III, 612 (efter Bricka).
  29. Anf. Sted s. 720, 729-32.
  30. Jfr. Munch: N. F. H. II, 243.
  31. Jfr. N. M. Petersen: Geografi, 185-6.
  32. Årbøger 1868, 319.