Haustlǫng (B1)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den norsk-islandske skjaldedigtning

ved
Finnur Jónsson
1912-1915

Þjóðólfr ór Hvíni
Norsk skjald, 9. årh.

Haustlǫng

1. Hvé skalk góðs at gjǫldum
gunnveggjar brú leggja
-- -- -- -- -- --
raddkleif at Þórleifi.
Týframra sék tíva
trygglaust of far þriggja
á hreingǫru hlýri
hildar fats ok Þjaza.

2. Segjǫndum fló sagna
snótar ulfr at móti
í gemlis ham gǫmlum
glammi ó fyr skǫmmu;
settisk ǫrn, þars æsir,
ár (Gefnar) mat bǫ́ru
(vasa byrgi-Týr bjarga
bleyði vændr) á seyði.

3. Tormiðluðr vas tívum
tálhreinn meðal beina;
hvat kvað hapta snytrir
hjalmfaldinn því valda;
margspakr of nam mæla
mǫ́r valkastar bǫ́ru
(vasat Hœnis vinr hǫ́num
hollr) af fornum þolli.

4. Fjallgylðir bað fyllar
fet-Meila sér deila
(hlaut) af helgum skutli
(hrafnásar vinr blása);
ving-rǫgnir lét vagna
vígfrekr ofan sígask,
þars vélsparir vǫ́ru
varnendr goða farnir.

5. Fljótt bað foldar dróttinn
Fárbauta mǫg Várar
þekkiligr með þegnum
þrymseilar hval deila,
en af breiðu bjóði
bragðvíss at þat lagði
ósvífrandi ása
upp þjórhluti fjóra.

6. Ok slíðrliga síðan
svangr (vas þat fyr lǫngu)
át af eikirótum
okbjǫrn faðir Marnar,
áðr djúphugaðr dræpi
dolg ballastan vallar
hirði-Týr meðal herða
herfangs ofan stǫngu.

7. Þá varð fastr við fóstra
farmr Sigvinjar arma,
sás ǫll regin eygja,
ǫndurgoðs, í bǫndum;
loddi rǫ́ við ramman
reimuð Jǫtunheima,
en holls vinar Hœnis
hendr við stangar enda.

8. Fló með fróðgum tívi
fangsæll of veg langan
sveita nagr, svát slitna
sundr ulfs faðir mundi;
þá varð Þórs of-rúni
(þungr vas Loptr of sprunginn)
mǫ́lunaut, hvat's mátti,
miðjungs friðar biðja.

9. Sér bað sagna hrœri
sorgœran mey fœra,
þás ellilyf ása,
áttrunnr Hymis, kunni;
Brunnakrs of kom bekkjar
Brísings goða dísi
girðiþjófr í garða
grjót-Níðaðar síðan.

10. Urðut brattra barða
byggvendr at þat hryggvir;
þá vas Ið með jǫtnum
unnr nýkomin sunnan;
gættusk allar áttir
Ingvifreys at þingi
(vǫ́ru heldr) ok hárar
(hamljót regin) gamlar.

11. Unz hrynsæva hræva
hund ǫlgefnar fundu
leiðiþirr ok læva
lund ǫlgefnar bundu;
þú skalt véltr, nema, vélum,
- vreiðr mælti svá - leiðir
mun stœrandi mæra
mey aptr, Loki, hapta.

12. Heyrðak svá, þat (síðan
sveik opt ǫ́su leikum)
hugreynandi Hœnis
hauks fló bjalfa aukinn,
ok lómhugaðr lagði
leikblaðs reginn fjaðrar
ern at ǫglis barni
arnsúg faðir Marnar.

13. Hófu skjótt, en skófu,
skǫpt, ginnregin, brinna,
en sonr biðils sviðnar
(sveipr varð í fǫr) Greipar.
Þat's of fátt á fjalla
Finns ilja brú minni.
Baugs þák bifum fáða
bifkleif at Þórleifi.

14. Eðr of sér, es jǫtna
ótti lét of sóttan
hellis baur á hyrjar,
haug Grjótúna, baugi;
ók at ísarnleiki
Jarðar sunr, en dunði,
móðr svall Meila blóða,
Mána vegr und hǫ́num.

15. Knǫ́ttu ǫll, en, Ullar
endilǫ́g, fyr mági,
grund vas grápi hrundin,
ginnunga vé brinna,
þás hafregin hafrar
hógreiðar framm drógu
(seðr gekk Svǫlnis ekkja
sundr) at Hrungnis fundi.

16. Þyrmðit Baldrs of barmi,
berg, solgnum þar dolgi,
hristusk bjǫrg ok brustu,
brann upphiminn, manna;
mjǫk frák móti hrøkkva
myrkbeins Haka reinar,
þás vígligan, vagna
vátt, sinn bana þátti.

17. Brátt fló bjarga gæti
- bǫnd ollu því - randa
(ímun) fǫlr und iljar
íss (vildu svá dísir);
varðat hǫggs frá hǫrðum
hraundrengr þaðan lengi
trjónu trolls of-rúna
tíðs fjǫllama at bíða.

18. Fjǫrspillir lét falla
fjalfrs ólágra gjalfra
bǫlverðungar Belja
bolm á randar holmi;
þar hné grundar gilja
gramr fyr skǫrpum hamri,
en berg-Dana bægði
brjótr við jǫrmunþrjóti.

19. Ok hǫrð brotin herju
heimþingaðar Vingnis
hvein í hjarna mœni
hein at Grundar sveini,
þar svát, eðr í Óðins
ólaus burar hausi,
stála vikr of stokkin
stóð Einriða blóði.

20. Áðr ór hneigihlíðum
hárs ǫl-Gefjun sára
reiði-Týs et rauða
ryðs hœlibǫl gœli.
Gǫrla lítk á Geitis
garði þær of farðir.
Baugs þák bifum fáða
bifkleif at Þórleifi.

   1. Hvé skalk . . . . . [nogen ordfølge kan ikke opstilles]. Sék á hreingǫru hlýri hildar fats trygglaust of far þriggja týframra tíva ok Þjasa = Hvorledes skal jeg besynge Torleif, skjoldets giver (?). Jeg ser på det blanke skjolds rand tre kraftige guders og Tjatses svigfulde mellemværende.
   2. Snótar ulfr fló glammi fyr ó-skǫmmu at móti segjǫndum sagna í gǫmlum gemlis ham; ǫrn settisk ár, þars æsir bǫ́ru mat á seyði; bjarga Gefnar byrgi-Týr vasa bleyði vændr = Kvinderøveren flöj med vingesus (el. skrigende?) for lang tid siden imod skarens anførere i en gammel örneham; örnen satte sig fordums, hvor aserne havde sat deres mad over ilden; jætten kunde ikke beskyldes for fejhed.
   3. Meðal-tálhreinn vas tormiðluðr beina tívum; hjalmfaldinn hapta snytrir kvað hvat valda því; margspakr valkastar bǫ́ru mǫ́r of nam mæla af fornum þolli; Hœnis vinr vasat hollr hǫ́num = Den svigfulde var den, som hindrede måltidet for guderne; gudernes hjælmede anfører sagde, at der måtte være noget i vejen for det (at maden kogtes); den meget vidende örn talte fra det gamle træ - Höners ven var ham ikke huld.
   4. Fjallgylðir bað fet-Meila deila sér fyllar af helgum skutli; hrafnásar vinr hlaut blása; vígfrekr vingvagna-rǫgnir lét sígask ofan, þars vélsparir varnendr goða vǫ́ru farnir = Jætten bad Höner give sig sin mættelse af det hellige bord; Ravnegudens ven havde måttet blæse (puste til ilden); jætternes kampgridske fyrste lod sig glide ned (fra træet), hvor gudernes svigløse beskyttere var.
   5. Þekkiligr dróttinn foldar bað fljótt Fárbauta mǫg deila hval Várar þrymseilar með þegnum, en bragðvíss ósvífrandi ása lagði at þat fjóra þjórhluti upp af breiðu bjóði = Jordens tækkelige herre bød hurtig Fårbötes sön at dele oksen mellem mændene, men gudernes listige trodser hev derpå fire dele af oksen op af det brede bord.
   6. Ok svangr faðir Marnar át síðan slíðrliga okbjǫrn af eikirótum - þat vas fyr lǫngu -, áðr djúphugaðr hirði-Týr herfangs dræpi stǫngu ballastan dolg vallar ofan meðal herða = Og Mörns sultne fader åd siden grådigt oksen - siddende på egens rødder - det skete i gamle dage -, för byttets dybsindige (listige) tilbageholder slog jordens meget stærke fjende ovenfra mellem skuldrene med en stang.
   7. Þá varð farmr arma Sigvinjar, sás ǫll regin eygja í bǫndum, fastr við fóstra ǫndurgoðs; rǫ́ loddi við ramman reimuð Jǫtunheima, en hendr holls vinar Hœnis við stangar enda = Da blev Sigyns elsker, hvem alle guderne öjede i lænker, fast ved skigudindens fader; stangen hang hast ved Jætteverdenens kraftig fyrste(?), og Höners hulde vens hænder ved den anden ende.
   8. Sveita nagr fló fangsæll of langan veg með fróðgum tívi, svát ulfs faðir mundi slitna sundr; þá varð ofrúni Þórs biðja mǫ́lunaut miðjungs friðar, hvat's mátti; þungr Loptr vas of sprunginn = Örnen flöj bytterig lang vej med den kyndige gud, så at ulvens fader var nærved at rives itu; da blev Tors ven nødt til at bede jættens fælle om fred, alt hvad han kunde; den tunge Loke var nær revnet.
   9. Áttrunnr Hymis bað sagna hrœri sorgœran fœra sér mey, þás kunni ellilyf ása; Brísings goða girðiþjófr of kom síðan Brunnakrs bekkjar dísi í garða grjót-Níðaðar = Hymirs ætling bød mændernes anfører, vanvittig af smerte, at bringe sig den mø, der forstod sig på asernes alderdomshelbredelse; Brisingsmykkets tyv førte siden Brøndagerbænkens dis til bjærgfyrstens gårde.
   10. Byggvendr brattra barða urðut hryggvir at þat; þá vas Iðunnr nýkomin sunnan með jǫtnum; allar áttir Ingvifreys, gamlar ok hárar, gættusk at þingi - regin vǫ́ru heldr hamljót = Beboerne af de stejle fjældsider blev derpå glade; da var Idun nylig kommen sydfra til jætterne. Alle Ingvifreys slægter, gamle og gråhårede - magterne var meget utækkelige af udseende - rådslog på tinge, -
   11. Unz ... [tekst og ordning af l. 1-4 usikker]; þú skalt vélum véltr, Loki, - vreiðr mælti svá -, nema leiðir aptr mæra mey, stærandi mun hapta = Indtil (de fandt at det var Loke der havde bortført Idun og bandt ham?); "du skal lide hård medfart Loke" - den vrede talte så -, "med mindre du bringer tilbage den herlige mø, der forøger (giver) gudernes fryd (livsglæde)".
   12. Heyrðak svá, þat hugreynandi Hœnis - síðan sveik opt ǫ́su leikum - fló aukinn hauks bjalfa, ok lómhugaðr faðir Marnar, ern fjaðrar blaðs leikreginn, lagði arnsúg at ǫglis barni = Jeg har hørt, at Höners hu-prøver - senere sveg han ofte aserne ved sit spil - flöj afsted i en høgs ham, og Marns svigsindede fader, den raske vinge-svinger, forfulgte med susende örneflugt høgens barn.
   13. Skǫpt hófu skjótt brinna, en ginnregin skófu, en sonr biðils Greipar sviðnar - sveipr varð í fǫr. Þat's of fátt á minni brú fjalla Finns ilja. Þák baugs bifkleif, bifum fáða, at Þórleifi = Skafterne, som de hellige guder dannede spåner af, begyndte at brænde, men sönnen af Greips elsker svides - hans rejse (flugt) afbrødes pludselig. Det er malet på mit skjold - det skjold, besat med farver (malede fremstillinger?), modtog jeg af Torleiv.
   14. Eðr of sér á baugi "hellis baur hyrjar", es ótti jǫtna lét of sóttan Grjótúna haug; Jarðar sunr ók at ísarnleiki, en Mána vegr dundi und hǫ́num; móðr svall Meila blóða = Endvidere kan man se på skjoldet, at jætternes skræk besøgte Grjotuns höj; Jordens sön kørte til jærnlegen, og himlen drönede under ham; vreden svulmede i Meiles broder.
   15. Ǫll ginnunga vé knǫ́ttu brinna fyr Ullar mági, en endilǫ́g grund vas hrundin grápi, þás hafrar drógu hógreiðar hafregin framm at fundi Hrungnis; Svǫlnis ekkja gekk seðr sundr = Hele luften brændte for Ulls stefader, men jorden nedenunder piskedes af hagl og sne, da bukkene trak vognguden frem til møde med Hrungnir; Odins enke var nærved at briste.
   16. Baldrs of barmi þyrmðit þar solgnum manna dolgi; bjǫrg hristusk ok berg brustu; upphiminn brann; frák Haka vagna reinar myrkbeins vátt hrøkkva mjǫk móti, þás þátti sinn vígligan bana = Balders broder skånede der ikke menneskenes glubske fjende; bjærgene rystede og klipperne brast; himlen stod i flammer; jeg har hørt, at jætten stillede sig til kraftig modstand, da han så sin kamprede banemand.
   17. Brátt fló fǫlr randa íss und iljar bjarga gæti; bǫnd ollu því; ímun-dísir vildu svá; hraundrengr varðat at bíða lengi þaðan tíðs hǫggs frá hǫrðum ofrúna trolls trjónu fjǫllama = Hurtig flöj det blege skjold under fødderne på jætten; det voldte guderne; kampdiserne vilde det så; jætten behøvede ikke derefter at vænte længe på et hurtig hug fra den hårde af den knusende hammer.
   18. Fjǫrspillir bǫlverðungar Belja lét bolm fjalfrs ólágra gjalfra falla á randar holmi; þar hné gilja grundar gramr fyr skǫrpum hamri, en berg-Dana brjótr bægði við jǫrmunþrjóti = Jætternes dræber lod jætten falde på skjoldholmen; dér segnede fjældkongen for den hårde hammer, og jætternes bane overvandt hovedfjenden.
   19. Ok hǫrð brotin hein Vingnis herju heimþingaðar hvein at Grundar sveini í hjarna mœni, svát stála vikr, eðr ólaus í hausi Óðins burar, stóð þar, stokkin blóði Einriða = Og jættens hårde, brudte hén for hvinende mod Jordens sön og ind i hans hoved, så at hénen, endnu fast i Odins söns hoved, stod dér, overstænkt med Tors blod.
   20. Áðr ǫl-Gefjun gœli et rauða ryðs hœlibǫl ór hárs hneigihlíðum sára reiði-Týs. Gǫrla lítk þær of farðir á Geitis garði. Þák (osv. s. v. 13). = Indtil kvinden skulde ved tryllesang fjærne den røde hén fra gudekrigerens hoved. Jeg ser tydelig på skjoldet disse hændelser. Jeg modtog osv.