Havgjerdinger

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


35px-Emblem-star.svg.png Det er i de seneste år blevet bevist, at beretninger om usædvanligt store "monsterbølger" ("freak waves, rogue waves") ikke bare har rod i gamle skipperskrøner, men er virkelige forhold, som bl. a. er målt præcist på olieplatformen "Draupner E" i 1995. Mens tsunamier, som Steenstrup så levende redegør for, kun vokser sig store ved kysten, kan monsterbølger være stejle og høje som klippevægge selv på åbent hav. Kongespejlet kan meget vel indeholde den første historiske beretning om disse. (ao). Se referencer nederst i indlægget.


Japetus Steenstrup (1813-97)
Hvad er Kongespeilets
»Havgjerdinger«?


Et bidrag til Forstaaelse af Kongespeilet
og til Bestemmelsen af dets Affattelsestid


af I. Japetus S. Steenstrup


Foredrag aftrykt i
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1871

Kjøbenhavn, den 12 Juli 1871



Den Meddelelse, jeg her forelægger Selskabet har stillet sig den Opgave at opklare et Punkt i »Kongespeilet«. Det er et af de faa Punkter i dette mærkværdige Skrifts Skildringer af vort høie Nordens Natur og Kultur i Middelalderen, der hidtil er forbleven aldeles uforstaaet, men hvis rette Forstaaelse imidlertid — det haaber jeg, skal ret snart blive tydeligt for Alle — ikke er just af ringe Betydning, og det endog i flere Retninger.

I mere end een Henseende har ogsaa Opgavens Løsning havt særlig Interesse for mig.

For sine videnskabelige Undersøgelser har den redelige og alvorlige Forsker altid Udsigt til den dobbelte Løn: selv at oplyses og at oplyse Andre. Den første Løn har jeg visselig under Forstudierne til denne lille Meddelelse allerede nydt; den anden smigrer jeg mig med at skulle nyde, saafremt man med Opmærksomhed vil følge Gangen i disse Studier og Undersøgelser. Men jeg tilstaaer, at jeg endnu ved dette Arbeide har haabet at vinde en tredie Tilfredsstillelse, og under den Forudsætning, at mine Resultater vare rigtige, allerede under selve Udarbeidelsen har følt den, den at kunne afbetale et Afdrag, selv om det kun var et lille, paa en Taknemlighedsgjæld til Kongespeilets Forfatter.

Kongespeilets Forfatter er os ubekjendt, vistnok mindre fordi hans Navn i Tidens Løb er bleven forglemt, end fordi han fra først af har ønsket at forblive ubekjendt, for at ikke Nogen, som han selv siger, skulde af Hensyn til Forfatterens Person »for Foragts, eller Avinds, eller noget Fiendskabs Skyld imod den som skrev« [1] have mindre Nytte af Bogens Indhold og føle sig mindre tiltalt af den. Denne Forfatterens Udtalelse i de indledende Bemærkninger til Skriftet er meget mærkelig, og man skulde næsten troe, at denne herlige Bog var bleven affattet, eller i alt Fald afsluttet paa en Tid, da der herskede en stærk Spænding imellem forskjellige Partier og en dermed følgende indbyrdes Mistro til hinanden. Men hvo der end har været Forfatteren, og naar han end har udarbeidet sit Skrift, enten i Slutningen af det tolvte Aarhundrede eller i den første Halvdel af det trettende, — thi nærmere har man hidtil ikke kunnet bestemme dets Affattelsestid, end at denne laae imellem Aarene 1190 og 1260 — har han i sit »Kongespeil« sat sig selv det Minde, at han har været en af sin Tids mest tænksomme og dannede Mænd, og rimeligvis ogsaa selv har hørt til disses Kreds: Høvdingernes, Storkjøbmændenes og de høiere Prælaters; og ikke mindre tjener hans Skrift til Vidnesbyrd om den ægte Dannelse og Humanitet, der gjennemtrængte hans Samtid eller hele Tidsalderen. En saadan Dannelse og Tænkemaade, som den der afspeiler sig i »Kongespeilet« for den Tid, og man maa vel erindre, at det var i vort kolde, langt fra Europas Hjerte liggende Norden, og at denne Kultur ikke var Enkeltmands Eie men skildres tydeligen som den, Datiden fordrede i visse Samfundskredse, har ikke kunnet andet, end at gjøre et stærkt og fordelagtigt Indtryk overalt i Europa, hvor Nordboen kom frem i de Tider. For dette Vidnesbyrd fra en saa fjern Tid om de nordiske Landes sande Kultur — ikke Politur! — i længst forsvundne Sekler maa enhver Nordbo paa sit fælleds Fædrelands Vegne føle sig i Gjæld til Forfatteren og være ham meget taknemlig.[2]

Knytter der sig nu til slige Fælledsfølelser imod Forfatteren endnu den særlige, som enhver Naturforsker maa nære, der til sine Studier hyppigt har kunnet modtage værdifulde Oplysninger og Vink fra denne gamle Forfatter, da vil det let forstaaes, at det vilde blive mig en særlig Tilfredsstillelse, hvis det til Gjengjæld lykkedes mig at gjøre forstaaeligt eet Punkt i hans Skrift, der hidtil har været gaadefuldt og er bleven misforstaaet, og som den hæderværdige Forfatter selv bekjender, at han ikke ret kunde finde ud af, hvad det egentlig var — noget der i sig selv var ganske naturligt, af Grunde, som snart skulle meddeles.

Det Afsnit af »Kongespeilet«, hvortil jeg her sigter, er den Skildring, Skriftet giver af det storartede Phænomen i Grønlandshavet, som det omtaler under Navnet »Havgjerdinger«. Denne hører til de meget faa Meddelelser i Kongespeilet om det høie Norden,[3] om hvilke man maaske med et vist Skin af Ret kunde mene, og den Mening har jeg ogsaa hørt udtale, at Forfatteren her havde været mindre heldig med sine Kilder eller dog mindre nøieseende med deres Troværdighed, skjønt man maatte indrømme ham, at han har været meget vaersom i sine Yttringer. Uagtet disse nemlig rumme en fuld Overbevisning om at det Skildrede er virkelig indtruffet, seer man dog i dem ligesom en Kamp mellem denne Overbevisning og Frygten for, at de Udtryk, hvorefter den ham noget gaadefulde Begivenhed opfattedes, skulde ved Overleveringen lidt efter lidt have fjernet sig vel vidt fra deres Gjenstand.

Forfatteren var imidlertid af gode Grunde indskrænket til kun at give Skildringen som han selv havde modtaget den, uden nærmere at kunne oplyse den. Har nemlig det Storartede og Overraskende i det af ham beskrevne Phænomen hidtil ikke tilladt Eftertiden at opfatte klart, hvad det egenlig var, eller med hvilke andre Phænomener fra Havet det nærmest maatte sammenstilles, saa er det saare naturligt, at dette ogsaa har maattet hindre Kongespeilets Forfatter i klart at opfatte det, saameget mere som der paa den Tid ikke vel kunde være ham noget Sidestykke dertil bekjendt, som kunde tjene til Sammenligning.


I.

Førend jeg gaaer over til at meddele det vedkommende Afsnit af Kongespeilets Text og ved Siden deraf en tro Oversættelse deraf paa Dansk, skal jeg blot for de Tilhøreres Skyld, som enten slet ikke maatte være bekjendt med "Kongespeilet« eller ikke for nylig have læst det, her bringe i Erindring, at Skriftet helt igjennem er affattet i Samtaler, oftest førte i Form af Spørgsmaal og Svar mellem den Undervisende »Faderen«, og den Videlystne »Sønnen«; at denne Sidste allerede længe forud (N. Udg. S. 18, D. Udg. S. 74) havde opfordret Faderen til at fortælle om Grønlandshavets Eiendommeligheder, dets Sødyr og Søuhyrer (Skrimsl), Nordlys og »Havgjerdinger«; at Faderen allerede fra Grønlandshavet har skildret Havstramben og Margygen, og at han nu kommer til det tredie af disse Særsyn i dette Hav: »Havgjerdingerne« ligesom han senere giver sine fortræffelige Skildringer af Havisen og Nordlyset efter »Grønlændernes« Beretninger. Hans Ord om »Havgerdingerne«, hidsætter jeg her efter den ovenfor omtalte nye norske Udgave S. 39 og stiller ved Siden deraf en dansk Oversættelse, der holder sig saa nær til Ordene, som gjørligt:

Nú er þat enn eitt undr í Grænalands hafi er ek em eigi froðastr um med hverjum hætti er þat er þat kalla menn hafgerðingar en þat er þvi líkast sem allr hafstonnr ok bárur allar, þær sem i þvi hafi eru samnisk saman i þrjá staði ok gerask af þvi þrjár bárur;þær þrjár gerda alt haf svá at menn vitu hvergi hlid á vera ok eru þær stórum fjöllum hærri, likar bröttum gnipum ok vitu menn fá dæmi til at þeir menn hafi or höfum komizk er þar hafa í verit staddir þá er þessi atburdr hefir orðit En þvi munu sögur vera af görvar at gud mun æ nökkura þadan hafa frjálsat þá sem þar hafa verit staddir ok mun þeirra ræða sidan dreifzk hafa ok fluzk manna i millum hvárt sem nú er svá frá sagt sem þeir hafa helzt um rætt. Eða er nökkut þeirra ræda aukin eða vönud ok munu vér fyrir þvi varliga um þá hluti ræða at vér höfum fá þá hitta nýliga er þadan hafi komizk, ok oss kynni þessi tiþendi at segja. En i þvi sama hafi þá eru þó mörg fleiri undr, þóat þau megi eigi med skrimslum telja; þvýat pegar er or sækir hinum mesta háleik hafsins þá er mikil gnótt isa i hafinu, at ek vita eigi dæmi til þvilíkra annarstaðar i öllum heiminum

„Der gives endnu et Slags Vidundere i Grønlands Hav, om hvis Natur jeg ikke veed den sikkreste Besked, og det kalde Folk Havgjerdinger; men det er det mest ligt, som om al Havstorm og alle Bølger (Braadsøer), der ere i dette Hav, samles sammen i tre Sæt (ell:Hold), og der af dem gjøres tre Bølger(Braadsøer); disse tre dige (ell. hegne) om det hele Hav, saa at man ikke veed nogensteds Led (ell. Aabning) paa dem, og de ere høiere end store Fjelde, lignende steile, overhængende Bjergvægge, og kun faa Exempler kjender man paa, at de Folk ere slupne fra Havet, som have været stædte derpaa, naar denne Begivenhed har tildraget sig. Men Beretninger maa vel være komne istand om dem derved, at Gud stedse har udfriet derfra nogle af dem, som have været stædte deri, og deres Udsigende maa da siden være blevet udspredt og bragt om fra Mand til Mand, enten det nu er bleven berettet paa den Maade disse snarest have fortalt det, eller der er blevet noget lagt til eller taget fra deres Udsagn, og derfor ville vi kun tale varlig om den Sag, eftersom vi først nylig have truffet[4] enkelte saadanne som have sluppet derfra og kunne fortælle os Tidender om sligt. I det samme Hav er der dog mange flere Undere, skjøndt de ei kunne regnes blandt Sø-Uhyrer, thi saasnart man har lagt det meste af det store Hav tilbage, da er der en saa stor Overflødighed af liv paa Søen at jeg ikke kjender til noget sligt paa andre Steder i den hele Verden

Skal et Phænomen eller en Tildragelse erkjendes alene af en Skildring, kommer det meget an paa, at Ordene i Skildringen opfattes rigtigen, og at der ikke til Gunst for den ene eller den anden Opfattelse af det Phænomen, der menes at være skildret, lægges noget ind i dem, som ikke virkelig er der. Af denne Grund er det mig vigtigt, at Enhver selv skal kunne danne sig en Overbevisning om, hvorvidt min ovenfor givne Oversættelse afviger fra tidligere givne, og til en saadan Sammenligning har jeg derfor her[5] ladet aftrykke den Oversættelse, der findes i hin ældre danske Udgave af 1768, som jeg foran har omtalt. Man vil da lettelig blive vaer, at Afvigelserne ere baade faa og mindre væsenlige. Det vil ogsaa siden blive tydeligt, at jeg næsten ligesaagodt kunde have lagt den ældre Oversættelse til Grund, og det samme gjælder ogsaa om den, som Rafn og Finn Magnusen have givet i »Grønlands historiske Mindesmærker« (III. S. 313-15); men da begge disse Oversættelser ere fremkomne i et almindeligere Øiemed og ikke for at tjene som Grundlag for en Drøftning af »Hafgerdingernes« egentlige Natur, er det en Selvfølge, at her den Text maa foretrækkes, som slutter sig nærmest til Grundtexten.

Jeg vidste egentlig ikke noget Punkt i denne min Gjengivelse, der ligeoverfor de tidligere Oversættelser trængte til nogen særlig Begrundelse eller Belysning, men ligeoverfor enkelte Bemærkninger, som ere fremkomne under Samtaler over dette Emne, og som tillige ere blevne fremsatte fra en Side, der i Spørgsmaalet om rigtig Forstaaelse af en oldnorsk Text har med Rette en meget stor Betydning, anseer jeg det for rigtigst at tilføie et Par Bemærkninger, der kunde tjene til at begrunde, hvis det maatte behøves, den af mig fastholdte Oversættelse af enkelte Udtryk.

At jeg oversætter »i triá staði« med: »i tre Sæt« eller »i tre Hold« mener jeg saaledes at være i fuld Overensstemmelse med en af de Betydninger, som staðr saa mangen Gang har, nemlig som: Afsnit eller Del af et Hele, Part, Lod.[6] Selv det Tidsmoment, der kan ligge i det danske »Sæt« eller »Hold«, er ogsaa tilstæde i det oldnordiske staðr ligesom i det danske »Sted« i saadanne Betydninger, som:

»i stað« »paa Stedet« (ɔ: »paa Øieblikket«, »øieblikkelig« f. Ex. skal jeg gjøre det), eller » i annan staði«, »anden Gang«, »igjen«. Skildringen, der udmaaler »Havgjerdingernes« uhyre Braadsøer med Summen af al den Søgang, der var i Grønlandshavet, kun at denne samles i tre Afsnit eller Dele, der hver for sig danner en Braadsø, tænker sig aabenbart disse tre Braadsøer jevnsides ordnede, og altsaa følgende efterhinanden, idet de danne hine høie Volde rundt om hele Havet. Tænkes de samtidige og adskilte — og tre ere de jo — med Enderne vendte imod hinanden, maa der nødvendigvis blive Slip og Gab imellem dem, og desto større Gab, jo større selve Braadsøerne tænkes. Men dette er det netop Skildringen saa bestemt benægter og derved har den med det Samme fremhævet en af de store Forskjelligheder mellem den sammenhængende »Hafgerdinge«bølge og den sædvanlige Søgang i Havet, med sine mange afgrændsede Bølger og Slippene imellem disse. — Naar »i triá staði« i den ældre Oversættelse af Prof. Jon Erichsen er gjengivet ved » i tre Hobe« og af Finn Magnusen i Grønl. Histor. Mindesmærker ved »i tre Rækker«, saa skjønner jeg ikke rettere, end at begge disse Lærde have i Hovedsagen havt den selvsamme Anskuelse af Betydningen af Ordene »i triá staði«, som den der her fastholdes.

»Gnipa« gjengiver Fritzner ved et »høit med Overdelen fremover ludende, eller hængende Fjæld«, og denne »overheldende« eller »overhængende« (isl. gneypr) Stilling af Væggene er vistnok et væsenligt Bibegreb ved Ordet. Den ældre Oversættelses Udtryk: »steile, udstaaende Klipper« er derfor bedre end »steile Klippetinder«, hvormed det er oversat i Grønlands historiske Mindesmærker III, S. 315; med eet enkelt Ord troer jeg ikke Dansken kan give begge Begreberne.

Efter disse Bemærkninger om enkelte af de i Skildringen brugte Udtryk om »Havgjerdingerne« vende vi os til Skildringen i dens Helhed. Spørger man da sig selv, hvad kan det være for et forfærdeligt Phænomen, som her er skildret saa eiendommeligt og saa storartet i al dets Optræden? som paa en næsten mysteriøs Maade syntes at samle alle Bølger sammen fra det hele Hav, ordnede dem i tre uhyre Sæt, og lod disse tre vælte sig frem med Vægge saa høie og bratte, som Fjelde? som havde en saadan Udstrækning, at det som en sammenhængende Bølgevold omhegnede hele Havet (hvorved dog ikke maa forstaaes andet end det Hav, hvorom Talen var, nemlig det store Grønlandshav)?; som havde en saadan Voldsomhed, at Intet kunde modstaae det, saa at man kun vidste faa Exempler paa, at Nogen var bleven frelst fra det, som var stædt paa Havet, da det indtraf? da staaer man i Begyndelsen vistnok med Studsen overfor dette Spørgsmaal og bliver Svaret skyldig. Ved nøiere Overtænken gaaer det dog snart op for En, at »Havgjerdingerne«, hvad de end ellers maatte være, aldeles ikke kunne være at søge mellem de Phænomener, iblandt hvilke man hidtil har søgt dem.

»Havgjerdingerne« kunne ingenlunde være Havets » Malstrømme«, »Havsvælg« eller »Issvælg«, saaledes som de førnævnte lærde Udgivere af »Grønlands historiske Mindesmærker« (III. S. 377, 421;) have antaget det; thi Havets Hvirvler og Strømme om Øer, Pynter og Ismasser m. m., kort sagt alt, hvad man betegner eller har betegnet med hine Navne, har aldeles Intet tilfælleds med »Havgjerdingerne«; alle mangle de ligefrem disses Karaktertræk med Undtagelse af det ene, at de ere yderst farlige for Skibe og Mandskab. De ere derhos til bestemte Steder i Havet, Øer, Forbjerge o. s. v., bundne Naturforhold, medens »Havgjerdingerne« skildres udtrykkeligen som Tildragelser, Begivenheder, og ere saa langt fra at være stedbundne eller lokale, at de meget mere, naar de indtræffe, lægge sig om det hele Hav, som Volde. »Havgjerdingerne« kunne heller ikke være et stadigt og paa samme Sted forekommende Phænomen, saaledes som det i Er. Jonssons »Oldnordiske Ordbog« (1863) synes forudsat, naar Bogen i al Korthed betegner Kongespeilets Hafgjerdinger at være »tre uhyre store Havbølger, som skulde findes i Nærheden af Grønland«; men endnu besynderligere ere de dog opfattede, naar de, som i Fritzners ovennævnte fortrinlige Ordbog, tænkes med deres Bølgevolde kun at omgive det faretruede Skib paa Havet[7] istedetfor Textens tydelige Udtryk, at de danne Dige eller Hegn om Havet i hele dets Udstrækning.

Alle disse og lignende Tydninger, der maatte gaae ud paa at henføre Kongespeilets »Hafgerðingar« til bestemte Stedforhold, finde ikke det mindste Holdepunkt i Skildringen. Denne ikke alene fremstiller dem tydelig som en »Tildragelse« eller »Begivenhed«, men benævner dem med selve dette Navn (atburðr). Vort første Udbytte, maaskee tilsyneladende lille, er for saavidt en lovende Begyndelse, som den viser os, at Tanken hidtil ikke er gaaet i den rigtige Retning, men har at søge sig et nyt Udgangspunkt deri, at: KongespeiletsHavgjerdinger ikke ere Malstrømme eller lignende stedbundne Naturforhold, men — en Begivenhed.


II.

Staaer dette fast, at det var en Naturtildragelse og ikke et stedligt Naturforhold, som Kongespeilet skildrede, gjentager vort forrige Spørgsmaal sig kun i en anden og bestemtere Form: hvad var det da for et mærkværdigt Optrin, der her fremstillede sig? For min Del svarer jeg herpaa: »Havgjerdingerne« fremtraadte unægtelig i Skildringen med et saa eiendommeligt og storartet Udstyr at de i Begyndelsen syntes os ubegribelige; desuagtet forekommer dette Optrin mig nu, efterat Afklædningen af de falske Attributer er begyndt, ikke ret længe at kunne trodse en naturlig Forklaring, naar denne kun fra den rigtige Side søger at nærme sig til dem. Et Forsøg herpaa er det altid Umagen værd at gjøre.

Ved Undersøgelser af den Art kommer det naturligvis an paa, at det lykkes at paavise andre Forhold eller andre Begivenheder, der ere os bekjendte eller dog mindre ubekjendte, og med hvilke det Uforstaaelige ifølge alle væsenlige Træk naturligen kan og maa stilles sammen, for da igjennem disse Fælledstræk at nærme sig mere og mere til en Forstaaelse. Skal jeg derfor nu forsøge at slaae ind paa denne Vei, da maa det paa en Maade blive til en sammenlignende Betragtning af Natur-Optrin, der have Lighed med det i Kongespeilet Skildrede, jeg her maa indbyde Tilhørerne. Det er min fulde Overbevisning, at vi virkeligen kjende saadanne Phænomener, ja endogsaa have dem langt nærmere ved Haanden, end rimeligvis Nogen troer; efter min Mening have de truffet vort Fædrelands egne Kyster, og det for ikke ret lang Tid siden.

Med saadanne fædrelandske Tildragelser vil jeg i det mindste begynde vore Betragtninger; de frembyde i alt Fald den Fordel, at de ifølge deres hjemlige Natur ere lettere at opfatte end de fremmede og fjerntliggende; de ere ogsaa mindre storartede, og af den Grund mere overskuelige. Fra dem kunne vi da senere gaae til de fjernere og større — saaledes som vi i al sund Naturforskning pleie at gjøre.

I al saadan Forskning skal man ogsaa helst gaae lige til Kilderne, og det ville vi ogsaa gjøre her. Skulde Kilderne maaskee synes noget usædvanlige for videnskabelige Undersøgelser, eftersom de ere »Aviser« og ovenikjøbet »Provindsaviser«, og Efterretningerne, de give os, hidrøre tildels fra Skippere, altsaa saagodtsom bogstaveligen ere »Skipper-Efterretninger«, maa dette ikke skræmme os. Til vor Undersøgelse er det just en Dyd hos dem, at de ere »virkelige« Skipper-Efterretninger; det skal snart mærkes, at de ikke føre os paa urette Vei.

Vi tage først »Vestslesvigske Tidende« for os. I dens Nr. 86 for Mandagen den 7de Juni 1858 hedder det i en Skrivelse fra Møgeltønder:

„Ifølge en Meddelelse fra Sild har Løverdagen d. 5 Juni om Eftermiddagen Kl. 6 tildraget sig en mærkværdig Naturbegivenhed i Listerdyb, idet trende Braadsøer[8] af uhyre Høide efter hverandre pludselig fra Havet væltede ind imod Land med saadan Kraft, at Søen rullede næsten op til Toppen af Sanddynerne. Søerne vare saa voldsomme, at hvis et Skib i samme Øieblik havde været i Nærheden af Grundene for Listerdyb „Saltpanden" og „Risten", vilde det upaatvivlelig være gaaet under med Mand og Muus. Imellem hver Sø forløb c. 10 Minutter. Man er ikke istand til at forklare sig Aarsagen til denne Naturbegivenhed, da Veiret saavel før som under og efter samme var stille og Havet aldeles roligt, medmindre Phænomenet skulde staae i Forbindelse med de i den sidste Tid (24 Mai) i Tydskland, navnlig i Rhinegnen, sporede Jordskjælv."

Den pludselige Reisning af Havet i tre Braadsøer af uhyre Højde, der opkom efter hinanden med et langt (hele ti Minutters) Mellemrum paa det stille og rolige Hav, men dog med en saadan Voldsomhed, at Skibe, hvis de havde været i Nærheden af Grundene ved Listerdyb, vilde have forgaaet, ere allerede meget betegnende Træk, som denne lille, men ret mærkværdige Skildring har tilfælleds med Kongespeilets; disse Træk antyde, som mig synes, allerede noget Slægtskab mellem denne Begivenhed, hvad der end var Grunden til den, og selve Havgjerdingerne. Dog maa det strax tilstaaes, at det i alle Fald kun kan have været smaa Slægtninger af Havgjerdingerne, eller ligesom Havgjerdinge-Unger, der vare løbne imod Landet ved Sild.

Vi have imidlertid kun hørt een Beretning om Begivenheden og kun fra eet Punkt, og det var vel ikke alene ved Sild, at Havet reiste sig paa denne Maade? det kunde være, at hvis vi fik saadanne fra flere Sider og Punkter, vilde Begivenheden komme til at tage sig anseeligere ud.

Vi tage derfor atter en Provindsavis for os, dennegang »Vesterjydsk Avist, udgivet i Varde; i Nr. 83 for 11te Juni 1858, 3die Spalte, finde vi:

„I Løverdags den 5 Juni hen imod Aften, da man her mærkede en lille Forandring i Temperaturen, har der, efter Beretning fra Blaavand, tildraget sig en mærkelig Naturbegivenhed paa Kysten langs Vesterhavet. Det var Ebbe og Vandet følgelig langt ude fra Land samt stille Veir, da med ustandselig Fart og et forfærdeligt Drøn et Par taarnhøie Bølger væltede sig ind over den ved Ebben tørblevne Strand og fortsatte helt op mod Land, saa høit, at de ikke mindes nogensinde, endog med Stormflod, at have været saa langt oppe. Disse forunderlige Vand bjerge førte en Mængde Fisk med sig op paa Land, hvoraf mange bleve tilbage ved at bide sig fast i de i Sandklitterne plantede Helme,[9] saa at det næsten synes, som om Fiskene maae have anet en Fare ved den ufrivillige Reise paa Land. Fiskere, der have seet Phænomenet, mene, at det maa have staaet i Forbindelse med en eller anden Naturbegivenhed i Atlanterhavet, thi ellers er det ikke godt muligt at forklare sig, hvad det kan have været, eftersom det var smukt Veir, Ebbe og vindstille baade for og efter Begivenheden. (Af Vestslesv. Tid. sees nu, at noget lignende er iagttaget i Nærheden af Grundene for Listerdyb[10].”

Det er altsaa klart nok, at Phænomenet idetmindste har havt en Længdeudstrækning af syv Mile, og som det synes med samme Styrke. Kan man end ikke lægge Vægt paa de mere ubestemte Udtryk »taarnhøie Bølger« og »Vandbjerge«, og tage dem aldeles bogstaveligen, saa har Voldsomheden dog været saa stærk, at ikke engang Stormflodsbølgerne mindedes at have gaaet saa høit, — og al den Bevægelse kom fra det aldeles rolige Hav!

Men Nord med hele Jyllands Vestkyst synes Phænomenet at have strakt sig; thi i »Ringkjøbing Avis« for s. A., Nr. 47, 10de Juni (4de og 5te Spalte) læse vi:[11]

„I Løverdags Aftes stod et stærkt Tordenveir over Havet, hvor det holdt sig det Meste af Natten og derpaa trak i nordlig Retning; Lynene krydsede uafbrudt hinanden og ydede et høitideligt Skue, medens en vedvarende Tordenrullen lod sig høre. Man nærede Frygt for, at Uveiret vilde afstedkomme Ulykke paa Havet, da det var ledsaget af de for Søfarende saa farlige Kastevinde, men heldigvis er ingen Saadan af Betydenhed endnu bekjendt. Klitboerne vare ængstede for de af deres Standsfæller, der befandt sig paa Søen, og, som vi høre fortælle, ikke uden Grund. Havet var under Uveiret i Førstningen meget roligt, da pludselig en Sø af en umaadelig Høide reiste sig i Brændingen, strax efterfulgt af en anden ligesaa voldsom, og Havet var derpaa igjen stille; nogle Fiskere, som nylig vare landede og sad beskjæftigede ved deres Fangst, tumlede med en saadan Fart, dem selv ubevidst, saa langt op paa Stranden, at Vandet ikke havde Kraft til igjen at trække dem med sig, og slap saaledes derfra med Livet. En af dem kom ulykkeligvis ind under Baaden, der ligeledes reves med, hvorved han fik sit ene Been brækket. En forspændt Vogn, som holdt paa Stranden, væltede og førtes med af Søerne, uden at dog Hestene toge Skade. Da Vandet, som paa flere Steder naaede op i Klitterne, igjen trak sig tilbage, laa Strandbredden bedækket med Fisk, som Søerne havde opskyllet. De Fiskere, som befandt sig ude paa Havet, landede i god Behold. Det Mærkelige er, at Søerne kun sporedes i Brændingen, da Havet længere ude forblev roligt under Uveiret. — Fra Sild berettes, at man i Listerdyb har iagttaget den samme Naturbegivenhed, og man er der, ligesom her, tilbøielig til at sætte samme i Forbindelse med et Jordskjælv."

Da Bølgerne, der saa pludselig væltede sig ind mod Land, her kun er nævnt som et Par, og det dog har sin Interesse, at see, at det endnu var de samme tre, som vare iagttagne saa mange Mile sydligere, er jeg glad ved at kunne fuldstændiggjøre Avisens Beretning med et mig velvilligt tilstillet Brev for ikke lang Tid siden nedskrevet af Præsten i Husby, Hr. Pastor Østergaard, og det saa meget mere, som samme Brev giver indirekte et meget betegnende Maal for Bølgernes Høide. Husby ligger paa den smale Strimmel mellem Nissumfjord og Ringkjøbingfjord.

„Det var d. 5 Juni 1858, om Eftermiddagen ved Kl. 4-5, at de tre mærkelige Havbølger kom her paa Stranden, den første den største, den anden mindre og den tredie mindst. Havet skal iforveien have været heel stille og slet med Magsveir, da her pludselig væltede en saa stor Vandmasse ind imod Land, som ingen Nulevende under saadanne Forhold har seet Mage til. En Fiskerbaad kom ude fra, og nær ved Land blev den løftet saa høit, at Folkene kunde see de grønne Enge paa den anden Side over de høie Klitter, og Fartøiet blev med Bølgen ikke blot kastet ind paa Strand, men sat op imod Klitteranden med en saadan Vandmasse, at den førte Fartøiet med sig tilbage ud paa Havet. Til Lykke for alle de Fiskere langs Kysten, der vare Landet nær, brød disse Bølger ikke som andre ved oprørt Hav, der som Styrtesøer vælte sig over Fiskerbaadene ved Landsætning; men viste sig mere som en Hævning af den hele Vandflade, hvorfor de Fartøier, der vare langt ude, slet ikke have mærket synderligt dertil. Den første Bølge kom saa pludselig, at en Mand som — hvad han dengang fortalte mig — gik langs med Stranden og ingen Uraad anede, pludselig hørte en usædvanlig Brusen fra Havet, seer derud, og forfærdet øiner en Sø, meget høiere end han selv, saa at han maa, saa hurtig han kan, redde sig op imod Klitterne. Et Fruentimmer kom det saa pludselig paa, at hun blev kastet om og fik Benet brækket. Et andet Sted blev en Vogn, som holdt paa Stranden, væltet. Ved et andet Fiskerskib, et Par Miil søndenfor, som vilde landsætte, fik en af Mandskabet Benet brækket, da Søen rev Skibet med sig tilbage. Ellers ingen Skade derved hørt. De 3 Søer skal være komne strax efter hverandre og, som det siges, i en lille skraa Retning fra Sydvest, og viist sig eens langs Kysten ogsaa til Helgoland. Samme Aften skal der bagefter Phænomenet have været Lyn og Torden, hvilket jeg ikke husker, men derimod nogle stærke, pludselige Vindstød her over Haven, der feiede Blomster af Æbletræerne, som var det Sneflokker, ved den samme Tid, da Bølgen kom."

Det har ogsaa sin egen Interesse af denne Beretning at faae Bekræftelse paa den store Forskjel imellem en saadan Bølge og den sædvanlige, at den kun reiser sig i sin karakteristiske Form i Nærheden af Landet, og at Havet kan være aldeles roligt længere ude.

Lidt nordligere have vi endnu Spor af Bølgebevægelsen ved Agger ifølge en kort Notits i »Thisted Avis« for 12te Juni 1858, Nr. 92, 3die Spalte:

„Under Tordenveiret i Løverdags indtraf ved Aggerkanal en mærkværdig Naturbegivenhed. Uagtet det var et fuldkomment Vindstille, reiste sig paa eengang en saa svær Søgang, at høie Bølger væltede frem igjennem Indløbet og Vandet steg i mindre end 10 Minutter over 4 Fod. Et sunket Fartøi kastedes saa aldeles omkring, at det vendte Kjølen iveiret, hvoraf man vil kunne slutte, at Bevægelsen har været meget stærk, og flere Fiskere, som vare ude, maatte skyndsomst søge Land. Man har villet sætte dette Phænomen i Forbindelse med de Jordskjælv, der ere blevne bemærkede i Tydskland." (En lille Parenthes om Efterretningen fra Listerdyb tilføier: „kun havde man der ingen Torden, men smukt Veir").

Skjøndt jeg hidtil ikke har seet nogen Efterretning om, at denne usædvanlige Bevægelse forplantede sig op til de norske Kyster, hvor den i alle Fald paa Grund af Kysternes Steilhed, vel nærmest maatte være bemærket inde i Fjordene, saa have vi dog allerede kunnet forfølge denne pludselige Reisning af Havet langs vore Kyster i en Strækning af over 20 Mil N. for det Punkt, hvorfra vi først omtalte den. Vi ville vende tilbage til dette Punkt og forfølge den imod Syd, og det skal da sees, at den ogsaa kan spores der, baade paa Fastlandets Kyster og paa Øer nær ved disse og langt ude i Havet.

Her har jeg da først og fremmest at meddele Dem den interessante Skildring af Begivenheden, som gives fra et Skib, der just befandt sig udenfor Listerdyb, altsaa meget nær det Sted, paa hvilket der ifølge den første Beretning ikke kunde ventes, at et Skib kunde redde sig. Skildringen hidrører fra Krydstoldassistenten paa List, som den nævnte Dag befandt sig paa en Krydstour ud for Listerdyb, og findes i ovennævnte Vestslesv. Tidende, Nr. 3, for 7de Juli:

„Veiret var den Dag meget stærk med smuk Varme, Havet roligt og næsten ingen Vind rørte sig. Luften var paa Grund af Varmen saa diset, at man neppe kunde see Land i 2 Miles Afstand. Efterat have krydset hele Formiddagen, ankrede Toldkrydseren paa 8 Favne Vand c. 2 Mile udfor List for at vente paa Floden, som den Dag skulde begynde at gaa ind mod Land omtrent Kl. 2. Ved denne Tid lettedes og Fartøiet stod ind imod Listerdyb. Omtrent ved den første Tønde for Indløbet bemærkedes agterude et mærkværdigt Skuespil: Det saae ud som om Himmel og Hav paa eengang forenede sig til en uhyre Væg, der nærmede sig med et Kanonskuds Hurtighed. Det var med en ikke ringe Forbauselse, at Besætningen iagttog den med en saa uhyre Fart fremvæltende Bølge, som bragte Haarene til at reise sig paa Hovedet. De nødvendige Forsigtighedsregler bleve hurtigen trufne og det lille Fartøi hævede, sig og sank atter, som om det havde været en almindelig Bølge, det var redet over. Ovenpaa Bølgen bruste Vinden med en Kraft som en Hvirvelvind, hvilket uden tvivl hidrørte fra den lynsnare Fart, hvormed Bølgen bevægede sig fremad. Omtrent 10 Minutter efter afløstes den af en ligesaa taarnhøi Bølge, som efter andre 10 Minutters Forløb fulgtes af en tilsvarende tredie. Nogle Minutter senere fulgte en fjerde, men meget mindre og lavere end de foregaaende. Da disse Bølger naaede Grundene udfor „Saltsand" og „Risten", brødes de paa fire Favne Vand med nogle forfærdelige Drøn, som af en stor Masse Kanonskud, og kastede Skummet høit i Luften, idet de rullede op i Sanddynerne, næsten til Høiden af Klitterne. Ethvert Fartøi, som paa den Tid havde været i Nærheden, maatte øieblikkeligen være bleven knust. Efter at Bølgerne vare passerede, frembød Havet et besynderligt Skue, idet det fremviste en eiendommelig kredsformet Bevægelse, der bedst kan sammenlignes ved den, der opstaaer, naar man har baaret en Spand Vand og pludselig sætter denne ned paa Jorden. Hele Dagen senere vedblev Veiret at være roligt og der var aldeles Intet, der kunde lede til Formodning om dette Phænomen."

Redaktionen tilføier til denne Meddelelse: „Krydstoldassistenten, der er en gammel Sømand, som tidligere har faret paa lange Reiser, sammenligner disse Bølger med de saakaldte „Barresøer", som man ofte træffer paa den franske Kyst, f. Ex. ved Rouen og flere Indløb i Floderne ved Spanskesøen, hvor der, hver Gang Floden indtræder, hæver sig tre saadanne Bølger over Barrerne, som Skibene da maa benytte for at komme over Barren. Kunne de ikke komme over, blive de enten knuste eller ogsaa siddende paa det tørre Sand til næste Flod tid."

Det kan ikke nægtes, at efter denne Skildring har Phænomenet taget sig endnu mere storartet ud. Ikke alene blev det iagttaget meget længere ude ved dets Ankomst fra Havet imod Landet, men det blev ogsaa seet fra Havet af indad imod Landet. Man faaer et stærkere og bestemtere Indtryk af den reiste Havbølges Høide og bratte Vægge. Skjøndt ogsaa her Havet var aldeles roligt forud for Havbølgernes Ankomst og ligesaa efter dem, erfarer man dog, at der ovenpaa Bølgerne herskede en stærk Vind, der ligesom fulgte med dem og hvis Oprindelse den gamle Sømand vist ganske rigtigen har givet, og denne Vind giver et nyt fælleds Træk imellem denne Begivenhed og den Havstorm, der var i Følge med de tre »Havgjerdinge«-Bølger. Ogsaa her ude fra Havet høre vi den bestemte Mening udtalt, at intet Skib, der da havde været nær de nævnte Grunde, havde kunnet uudgaae at blive knust.

Det er en Selvfølge, at pludselige Bevægelser af en saadan Styrke maae forplante sig vidt i Havet og fornemmelig gjøre sig bemærkelige overalt, hvor de støde paa Modstand, og de nu følgende Meddelelser vise ogsaa, at de ere blevne iagttagne langt udenfor det hidtil nævnte Omraade. — Følge vi nemlig Kysten fremdeles Syd efter, see vi, at der til et Hamburgerblad er indberettet om disse Bevægelser fra den lille Ø Wangeroog, der ligger een Mil fra Nordkysten af Storhertugdømmet Oldenburg.[12]

Fogden Meyer giver derom følgende Beretning: „Løverdagen den 5te ds., omtrent Kl. 5 om Eftermiddagen, en Time for Ebbetiden, hørtes her et tordenlignende Drøn og strax efter viste der sig i Nærheden af Landsbyen en sortblaa Stribe paa Vandet. To frygtelige 10—12 Fod høie Bølger væltede sig umiddelbart derefter med en saadan Hurtighed imod Stranden, at de sammesteds i Nærheden af Kirketaarnet, med Plantningen af Klittag beskjæftigede Arbeidere neppe nok fik Tid til at redde sig.

Phænomenet gjentoges endnu to Gange den samme Aften, nemlig omtrent Kl. 9 og en halv Time senere, dog steg Vandet da ikke høiere end 4 — 5 Fod. — De ældste Øboere forsikkre, at en saadan Naturbegivenhed ikke før er forekommen i deres Levetid og at de ligesaalidt nogensinde have hørt deres Forældre omtale en saadan. En Guds Beskjærmelse var det, at man saa hurtigen kunde ile de paa Strandbredden legende Børn tilhjælp, ellers vilde de ufeilbarligen alle være omkomne. Nogle bleve baarne næsten døde bort. — Vinden var sydlig, men flau, og Veiret smukt.

Paa Helgoland, skjøndt den ligger ude i Havet otte Mile fra Holstens Kyster og næsten ligesaa langt fra Oldenburgs, og ikke har saa lave Kyster, som de førnævnte Egne, iagttoges Havet til de samme Tider pludseligen at reise sig, og mærkværdig nok siges der ogsaa her flere Timer efter at have været ligesom et Tilbageslag af disse Reisninger. Vestslesvigske Tidende for 16. Juni Nr. 91 beretter dertra:

„Vandet i Nordsøen steg pludseligt om Eftermiddagen Kl. 4, omtr. 6 Fod, og det saa hastigt, at voxne Folk i samme Øieblik stod i Vand til Skuldrene, og det var kun med Nød og neppe at man fik reddet 30 — 40 Børn, der legede ved Stranden: 700 Stykker Fisk og nogle Baade dreve bort. Efter et Qvarters Forløb faldt Vandet atter. Et lignende Phænomen gjentog sig samme Aften Kl. 8 og endnu engang Kl. 9. For omtrent 30 Aar siden fandt en lignende Naturbegivenhed Sted, og man antager, et Jordskjælv er Aarsag dertil."

Af Hamborger Correspondenten f. 12 Juni 1858, (der har flere Enkeltheder, som maa sammenstilles med hvad andre Blade i Nordtyskland derom maatte have), fremhæver jeg følgende Træk, der viser, hvorledes Bølgen omgav Helgoland som Hegn eller Vold, medens Fiskerne roligen rygtede deres Dont uden for den:

„Nach Aussagen von Hummerfischern, welche in kleinen Boten gerade beschäftigt waren ihre Netze zu untersuchen, fieng das Meer an einer kleinen Stelle zwischen ihnen und den Felsen zu brausen an, auf einmal stieg eine grosse Sturzwelle empor welcher zwei kleinere folgten, und strömte mit Windeseile nach Osten: sie behaupten, dass das Wasser gegen 30 Fuss hoch an der Klippe emporgespritzt sei. Wären die Seen von aussen gekommen, so hätte kein Boot die Insel erreicht". — „Wundersam war es, dass diese ängstliche Scene sich bei dem schönsten warmen und windstillen Wetter zutrug."

Det er at vente, at i de Øieblikke saa uhyre Vandmasser i en sluttet Bølge af saa mange Miles Længde kastes op imod een Kyst, maa Havvandets Overflade sænke sig i andre Dele af Havet, og medens Nordsøen overalt langs med Jyllands og Hertugdømmernes Kyster løb med sin høie Bølgevold om Landet, angives Havet virkeligen at have pludselig veget fra Landet indenfor Kanalen, f. Ex. baade ved Calais i Frankrig og ved Ramsgate paa Englands Sydkyst. — Saa interessant som det end kunde være at forfølge denne Modsætning, saa bydende bliver det os her at lade denne Undersøgelse ligge; den vil ikke kunne nærmere oplyse Kongespeilets »Havgjerdinger«, der ved Kongespeilets Skildring kun fra een Side af Havet ere blevne os bekjendte.

Men saaledes som Phænomenet af 5te Juni 1858 allerede staaer for os, staaer det ogsaa tilstrækkeligt klart, og vi kunne nu oversee dets hele Skikkelse. — At det i al sin Optræden, om end i smaa Dimensioner, har paafaldende Ligheder med Kongespeilets »Havgjerdinger« fra Grønlandshavet, er umiskjendeligt og vil blive indrømmet af Alle. Som disse bar den bestaaet af flere (i Reglen 3) Sæt meget høie Bølger, der med uhyre Kraft og Fart have væltet sig frem imod Nordsøens østlige Kyst i den største Del af dens Udstrækning om ikke i dens hele, og som kunne siges tre Gange at have dannet en sammenhængende Bølgemur eller Bølgevold om dette Hav, eller at have omgjerdet det. — Men der er langt fra at have lagt en taarnhøi Bølgevold om Havet langs med disse Kyster og til at gjøre det Samme med det umaadelige Grønlandshav; der er rimeligvis ogsaa meget langt fra vore Avisers »taarnhøie« Bølger, eller, som de i den ene Beretning kaldes: »Vandbjerge« til Kongespeilets Bølgesæt af Høide med »store Fjelde, med Vægge som bratte, overhældende Bjergkamme«. Der er sikkert nok ogsaa langt fra den stærke Hvirvelvind paa Ryggen af det høie Bølgesæt ved Listerdyb, til den Sum af al Havstorm tilsammen, der skildres at have ledsaget »Havgjerdingerne« og som formodenlig ogsaa troedes at have frembragt dem; langt fra at Skibene i vore Kystfarvande ikke vilde have undgaaet Ødelæggelse ved Braadsøernes Brydning imod vore Revler og Kyster, til Kongespeilets Udsagn, at der kun findes faa Exempler paa, at Folk vare komne frelste fra »Havgjerdingerne«, som havde været stædte paa Havet, naar disse indtraf. Uagtet denne Afstand i Omfang og Størrelse, kan jeg dog i begge Begivenheder kun see Eet og det Samme. Enhver, der i det Foregaaende har fulgt Beretningerne Skridt for Skridt, vil vist ogsaa villig indrømme, at Lighederne ikke blot ere umiskjendelige, men saa slaaende, at man ikke kan tænke sig, at Søfarende og Kystbeboere — tilhørende saa fjernt fra hinanden liggende Egne og levende med saa mange Seklers Mellemrum imellem sig — kunde have skildret to Begivenheder saa ensartet, uden at disse i Virkeligheden ogsaa i Tiden vare to Gjentagelser af Eet og det Samme.

Den eneste Ulighed imellem begge, der efter mit Skjøn kan blive tilbage, er Størrelsen og Omfanget; men ogsaa denne Ulighed forsvinder aldeles, naar vi fra vor lille, hjemlige Begivenhed af 5te Juni 1858 gaae over til andre af betydeligere Styrke og Omfang, og det kunne vi.

Skjøndt slige Havbevægelser høre til de sjældne Tildragelser, ere de dog allerede bemærkede saa ofte i forskjellige Have og af forskjellig Styrke, at vi ved disse Gjentagelser, der have fundet Sted under ulige Forhold, ere blevne satte istand til at opfatte det fælleds Præg, som forener dem, og de Kræfter, som nærmest fremkalde dem. Kan der end blive nogen Uvished om, hvorvidt vi kjende alle de Kræfter, der virke i Forening og give disse Phænomener deres udprægede Form, saa er det dog den gjældende Anskuelse i Videnskaben, at de høre i Klasse sammen med Jordskjælvene. Som disse menes de da at have deres fornemste Grund i voldsomme Stød, der have ramt Havbunden eller forandret dennes Form og derved bragt Havet i en stærk svingende eller skvulpende Bevægelse op imod det store Havkars Vægge eller Kysterne. Slige »Havskjælv« — thi under denne Forudsætning kunne vi vel nok kalde dem saaledes — ere i alle Fald ofte indtrufne mere eller mindre samtidigen med sædvanlige Jordskjælv; sjeldnere vistnok aldeles samtidig med dem, derimod oftere gaaende kort forud for dem eller følgende kort efter dem.[13] Naar derfor den almindelige Folkemening, som denne udtalte sig i flere af de Beretninger, jeg ovenfor meddelte om Havbevægelsen af 5te Juni 1858, var tilbøielig til at sætte denne Begivenhed i Forbindelse med Jordskjælv i Tydskland eller andensteds, har den altsaa ikke været ledet af et urigtigt Instinkt.

Idet jeg altsaa efter Løfte skal føre Dem til andre og større Tildragelser af denne Art, skal jeg til Sammenknytningspunkt tage den lille Bemærkning, som Beretningen fra Helgoland tilføiede: »For omtrent 30 Aar siden fandt en lignende Begivenhed Sted«; dette maa følgelig været skeet i nogle-og-Tyverne. Da Beretningerne fra alle de andre Punkter ikke omtale saadanne Erindringer, men meget mere bestemt tilføie, at ikke i Mands Minde, ikke saalænge som selv de Ældste kunde erindre tilbage, var indtruffet noget Lignende, kan denne ældre Bevægelse ved Helgoland enten have været en aldeles stedlig, hvad dog neppe vil være sandsynligt, eller en større Bevægelse, der just her havde sin østlige Grændse. Dette sidste synes snarest at have været Tilfældet, naar vi nemlig erindre, at de fortrinlige chronologiske Optegnelser, vi have om slige forstyrrende Indvirkninger paa vor Jords Form[14], klart antyde, at i det sidste Aarhundrede har Havet i Kanalen mellem Frankrig og England f. Ex. ved Plymouth gjentagne Gange vist en saadan overordenlig Bevægelse. I en sammenhængende Bølge, som derfor ogsaa kaldtes en Tide- eller Flodbølge[15] af en overordenlig Natur (marée extraordinaire), kastede Havet sig saaledes d. 13 September 1824 ind over Landet og efter kortere eller længere Pauser gjentog denne Indstyrtning sig og forvoldte store Forstyrrelser paa Kysten og Ødelæggelser af Skibe — uagtet Havet lidt længere ude var aldeles roligt og glat.[16] For lidt over hundrede Aar siden, d. 31 Marts 1761, blev den samme sydlige Kyst af England og Irland Vidne til betydeligere og vidtstrakte Begivenheder af den Art, —og dog var der kun hengaaet sex Aar, siden den havde været hjemsøgt af lignende, nemlig hin frygtelige første November 1755, da Lissabon ødelagdes ved Jordskjælv og en Del af dens Kai med mange tusinde Mennesker sporløst forsvandt i Havets Dybde.

Ved disse to Havbevægelser ville vi dvæle et Øieblik, da de traf Kyster af Europa, der ikke omgrændse et mindre og omsluttet Hav, som Nordsøen, men derimod et stort og aabent Hav, som Atlanterhavet, i hvis nordligste Del det jo netop var at »Havgjerdingerne« indtraf.

Havskjælvet den 31 Marts 1761, saaledes som det traf Cornwalls Kyster, skildres i det Hele paa selv samme Maade, som vort lille fra Vestkysten af Jylland 1858, kun vare Gjentagelserne af Havets pludselige og voldsomme Indrullen imod Kysterne flere end tre, ved Mountbay fem[17] og ved Scilly-Øerne endnu flere, men omtrent med samme Mellemrum. Havets Bølgning fandt derimod Sted i en Udstrækning, der mange Gange overgik hele Nordsøens. Det bliver af Beretningerne fra alle de ramte Punkter klart, at vi i England ere omtrent ved Bevægelsernes Ydregrændse imod Nord. Imod Syd have vi Efterretninger om Bølgernes Indtræffen ved Spaniens og Portugals Vestkyst; ved Lissabon træffer den første Bølgevold Kysten omtrent fem Qvarteer efter et hæftigt Jordskjælv, og med sex Minutters Mellemrum vedblev en saadan at rulle ind imod Kysten næsten en halv Dag igjennem. Paa Madera og Azorerne mærkes denne Havets Uro stærkt, og til Antillerne (navnlig Barbados) naaer den usædvanlige Havbevægelse omtrent 8½ Time efter Jordskjælvet i Lissabon, og den optraadte der saa meget mere overraskende, som Ebben endnu var 1½ Time fra sit Dybeste. I næsten tre Timer rullede Havet sin sluttede og bratte Bølge ind imod Kysten, med otte Minutters Mellemrum.[18]

Saa omfattende end denne Bevægelse synes at have været, blev den dog overgaaet af Havskjælvet den 1 November 1755, om endog det mere Storartede, der her møder os, for en Del kunde skyldes de langt fuldstændigere Efterretninger, som vi have om denne Tildragelse og for hvilke vi væsenligt have det engelske Videnskabernes Selskab at takke. The Royal Society ot London gjorde nemlig strax de mest ufortrødne Bestræbelser for at faae indsamlet de nøiagtigste Meddelelser om den.[19] Et Blik paa det Kort, jeg her forelægger,[20] vil strax vise Dem, hvilket umaadeligt Omfang der tilkommer den med dette Jordskjælv i Forbindelse staaende Havrystelse. Europas Vestkyst fra England til Nordafrika omgives af dens Bølgerækker, og tyve Minutter senere end ved Lissabon indtræde disse ved Madera, næsten 90 geogr. Mile derfra, og efter 9½ Timers Forløb møde de ved Antillerne, ved den anden Side af Atlanterhavet, paa det nærmeste 800 geogr. Mile fra deres fornemste europæiske Udgangspunkt.[21]

Den samme aldeles overordenlige og afvexlende Reisning og Synken af Havets Vandmasse omfattede altsaa en Del af Verdenshavet, der i Udstrækning mange Gange overgaaer »Grønlandshavet«, og det forstaaes da letteligen, at man slet ikke behever at formode nogen Overdrivelse i »Kongespeilets« Udtryk om »Havgjerdingerne« at de som Volde omgav det hele Grønlandshav; det ligger meget mere i Sagens Natur, at ere de indtraadte ved nogen Del af Kysten, da have de efter enhver Sandsynlighed vist sig i det hele Hav omkring Kysten, og altsaa paa ethvert Punkt af denne, der da maatte være Nordboerne bekjendt.

Alligevel ere disse to Exempler paa Havskjælvbølgernes Udstrækning ingenlunde de største, vi kunne fremhæve; vi have paalidelige Efterretninger om langt større, og navnlig fra det Stille Hav, især fra Sydamerikas Vestkyst.[22] Som vi derfra have de talrigste Exempler paa Havskjælv, have vi ogsaa derfra Vidnesbyrd om de voldsomste, om pludselige Indstyrtninger af det hele Hav imod Landet med Bølgebjerge af 70—80 Fods Høide og med en saadan Voldsomhed, at de førte store Skibe oven over Callaos Fæstningsværker en hel Mil ind i Landet, og tilintetgjorde Byen og næsten hele Befolkningen. De Ødelæggelser, der afstedkommes ved en saa eendrægtig Bevægelse af Havmassen overgaaer selvfølgelig al Forestilling, men jeg behøver i dette Øieblik saameget mindre at dvæle herved, som jeg maa slutte med den Erklæring, hvormed jeg begyndte, at disse Naturbevægelser ere rykkede os nær, — selv i deres uhyggelige Storhed. Vi have, desværre! i altfor frisk og sørgelig Minde de forfærdelige Ødelæggelser paa Skibe, Huse, og andre Eiendele, og de ubeskrivelige Rædsler for Befolkningen og Tab af Menneskeliv, som et Par af slige Bølgevolde fornylig fremkaldte paa vore dansk-vestindiske Øer, især St. Thomas!

Ved denne Side af disse usædvanlige Tildragelser behøver jeg da ikke at dvæle længere! Men jeg maa vende et Øieblik tilbage til selve de Skikkelser, som den større Bevægelse i 1755 antog her i Europa ved den vestlige Side af Atlanterhavet, for derved at kunne til Slutning erindre om, at hvilket Omfang end hine Bevægelser have, træde de dog overalt op med det samme Physiognomie, stadigen nemlig med det, som vi foran lærte nøie at kjende ved Begivenheden af 5te Juni 1858, og i hvilket vi bestemt mente at gjenkjende de Hovedtræk, som »Kongespeilet» havde givet af Grønlandshavets »Havgjerdinger«. Til Vidnesbyrd herom fremlægger jeg nogle Uddrag i selve Originalernes Udtryk af enkelte af de Skildringer, som vi af Samtidige og Øievidner have faaet fra flere Punkter i den meget lange Linie fra Syd til Nord, paa hvilken Bevægelserne bleve iagttagne, f. Ex. fra Mountbay, Lissabon, Cadiz og Funchal.[23] Det vil deraf fremgaae, hvor ensartet det Indtryk, som Tilskuerne da have faaet af denne større Begivenhed, har været med det, som de 100 Aar senere fik af den mindre Begivenhed ved vor Kyst. Lignende Vidnesbyrd vil forøvrigt ogsaa enhver Beretning om de andre større og mere fjerne Tildragelser af denne Art afgive, og med Hensyn hertil maa jeg for alle de ældre Tildragelser væsenligst henvise til det Værk af von Hoff, jeg foran allerede har nævnt, og de Kilder, han stedse samvittighedsfuldt anfører. Overalt viser Indtrykket sig ikke alene som et overraskende, men overvældende, idet Naturen synes med Eet at træde udenfor sin Orden; overalt seer man Havet , selv om det i Forveien var saa roligt og jævnt, som Hav kan være, selv om ikke en Vind er at mærke, ligesom sætte sig selv i en pludselig Bevægelse og strax, eller efter en kort Vigen, at styrte ind imod Kysterne i Form af kjæmpestore Flod- eller Tidebølger. Overalt sammenlignes disse imod Landet vendte Bølger med Volde, Mure, Bjergvægge, og den betydelige Høide, som de opnaae, berettiger jo dertil: 8—10 Fod (mange Steder), 60F. (Cadiz 1/11 1755), 80F. (Callao 28/10 1746).[24] Overalt følge flere af disse store, eendrægtige Bølger efter hinanden, oftest 2—5,[25] de senere aftagende noget i Størrelse. Overalt ere Forstyrrelser og Ødelæggelser disse Bølgers Ledsagere, og de ere derfor langt mere frygtede end de egentlige Jordskjælv.

Med Hensyn til Antallet af Bølgerne endnu kun een Bemærkning: »Kongespeilet« skildrede sine »Havgjerdinger« i det bestemte Antal af »tre«, og ligeledes optraadte vor lille vestjydske Begivenhed næsten overalt med »tre«; endvidere frembød Havskjælvet ved Lissabon 1/11 1755 »tre« Bølger (see foran) og der kan af Optegnelserne fremdrages ikke faa andre, om hvilke det bestemt anføres, at de gjentoge sig tre Gange;[26] men det maa sikkerlig ikke regnes som noget karakteristisk, at Gjentagelserne just skulle være »tre« i hvert Havskjælv, eller være tre i hele dettes Udstrækning.[27]

Men naar alle Enkelthederne i »Kongespeilets« Skildring af Grønlandshavets hidtil miskjendte »Havgjerdinger« dækkes saa fuldkomment af Enkelthederne i de Skildringer, vi fra Øievidner have af de ovennævnte usædvanlige Bevægelser, som her have faaet Navnet, af »Havskjælv«, da er kun een eneste Slutning berettiget, den: at »Kongespeilets« »Havgjerdinger« have været af samme Natur. Kongespeilets •Havgjerdinger« vare følgelig et stort Havskjælv.


III.

Den Klasse af Jordrystelser, som rammer Havet alene, har lige indtil den allerseneste Tid kun været Gjenstand for mindre alvorlige Undersøgelser og kun i ringere Grad vakt Naturforskernes Opmærksomhed. Det er saaledes ikke vanskeligt at forklare sig, at Kongespeilets Skildring af »Havgjerdingerne« ikke har ledet Naturforskerens Tanke hen paa disse Phænomener. Men vise disse »Havgjerdinger« sig nu virkeligen at være Havskjælv — og herom mener jeg, at der ikke længere kan være nogen berettiget Tvivl — da følger der med denne Erkjendelse strax flere andre, som ikke ere uden Interesse. Thi paa den ene Side erfare vi da, at slige Rystelser ikke ere bundne alene til de Have, hvorfra vi hidtil kjendte dem, men ogsaa kunne indtræffe i de nordlige og kolde Egne af Verdenshavet,[28] og paa den anden Side see vi, at de med de selvsamme Karakterer, som de i Nutiden have, ere historisk indtrufne flere Aarhundreder forud for den Tid, fra hvilken de hidtil vare blevne opførte paa vore Fortegnelser. De »Havgjerdinger«, der ligge til Grund for Kongespeilets Skildring, maae jo i ethvert Fald ligge forud for Kongespeilets Affattelse, maaskee endog en meget rum Tid forud for denne, og Kongespeilets Affattelse faldt, efter hvad nu er almindeligt antaget, i Tidsrummet mellem 1190 og 1260, efter Nogles (f. Ex. N. M. Petersens) Mening snarest nærmere ved det sidste Aarstal, end ved det første. For en Affattelse henimod Midten af Aarhundredet kunde ogsaa den Række Undersøgelser tale, som Kapt. Otto Blom nyligen har anstillet over den Vaabendragt og den krigerske Udrustning, der i Kongespeilet foreskrives for de Kjæmpende. Stemme disse, som Hr. Blom paaviser, ikke med dem, der i Aarhundredets Begyndelse vare kjendte i det øvrige Europa, men med dem, der høre til Midten af Aarhundredet, synes det jo saameget vanskeligere at antage en tidligere Affattelsestid, som det af de mange romanske Benævnelser paa Rustningernes Dele er tydeligt nok, at Kjendskabet til dem er gaaet fra Syden til Norden, og at Formerne maae have været nogen Tid i Brug i Syden, førend de naaede herop.[29]

Et godt Stykke forud for denne Tid, men dog heller ikke længere tilbage i Tiden end Islændernes Bekjendtskab med Grønlandshavet, der begyndte mod Slutningen af det tiende Aarhundrede, maa altsaa »Havgjerdinge«-Begivenheden ligge.

Dette dobbelte Udbytte er allerede af nogen Betydning; men Betydningen vilde forøges meget, hvis det kunde lykkes os fra enkelte Sider at belyse disse i Kongespeilet skildrede »Havgjerdinger« og f. Ex. nærmere betegne det Tidspunkt, da Phænomenet indtraf, eller den Styrke og Voldsomhed, som det ifølge Skildringens Udtryk synes at maatte have havt; nogen Belysning i disse Retninger er vistnok ikke aldeles umulig.

Hvad vi efter Skildringen i det Foregaaende allerede have naaet, maatte idetmindste have givet os en stærk Opfordring til at følge den fundne Traad videre og at efterspore, hvorvidt Minder om »Havgjerdinger«, være sig om Ordet selv eller om de Naturbegivenheder, det betegner, muligen maatte forekomme i vor ældre nordiske Litteratur. Opfordringen er saa meget desto stærkere, som Kongespeilets Forfatter lader os ligefrem forstaae, at disse »Vidundere« ere oplevede mere end én gang. Han forudsætter jo, at Gud »stedse« har udfriet Enkelte af dem, der vare stædte i disse frygtelige Farer, og kun deri seer han en Mulighed for, at Efterretningerne om dem kunne være bragte ud i Verden og senere være forplantede fra Mand til Mand, uvist, som han betænksomt tilføier, om dette altid var skeet i deres rene Skikkelse, eller om de ved Tilføielser eller ved Fradrag vare blevne meer eller mindre forvanskede. Disse Forfatterens Antydninger om en længere fortsat Overlevering lægge jo tydelig nok, som jeg ovenfor yttrede, Begivenheden temmelig langt tilbage i Tiden, men Ordet »stedse« antyder tillige en Anskuelse hos Forfatteren om dens Gjentagelse; dette skeer dog endnu tydeligere, naar Forfatteren, foruden sine fra Slægt til Slægt gaaede Meddelelser, synes at vedgaae, at han kort før han nedskrev sin Bog (»nyliga«) har erholdt andre og nyere, og det fra Folk, som kunde meddele om dem, saasom de vare selv undslupne fra dem. At disse sidste Meddelelser[30] iøvrigt neppe have været aldeles overensstemmende med de ældre, og at det maaskee er dem, der har fremkaldt hans besindige Forbehold med Hensyn til den mulig noget forvanskede Skikkelse, hvori Traditionen kunde have opbevaret Efterretningen, kan skjønnes, synes mig, af den Varsomhed, hvormed vor altid sandhedskjærlige Forfatter udtrykker sig i hele dette Stykke.

At efterspore de Minder om »Havgjerdinger«, der muligvis kunde findes i den ældste islandske Litteratur, bør være saameget mindre afskrækkende for os Naturforskere, som Islændernes historiske Sands i hine fjerne Tider altid giver et grundet Haab om, at Efterretninger om større Naturbegivenheder ikke vilde blive uomtalte, dersom de virkelig vare komne til deres Kundskab. Dertil kommer, at vore nuværende Hjælpemidler til Kundskab om den ældre islandske Litteratur og dens Indhold ere saa mange og saa gode, at man i Reglen hurtigen vil komme paa det rette Spor.

Om jeg altsaa ikke iforveien havde havt noget Bekjendtskab med en Del af de islandske Sagaer, vilde en simpel Efterseen i større islandske Lexika ved Ordet: »Hafgerðingar« have ført mig til de Sagaer, og til de Kapitler af disse Sagaer, hvori Ordet »Hafgerdinger« forekommer, og følgelig ogsaa til de Kilder, hvorfra hærmere Oplysning var at faae. Er det nu end paa meget faa Steder, at Ordet er brugt, og er det end kun yderst kort og aldeles i Forbigaaende at den Gjenstand, det betegner, berøres, er det dog heldigvis i saadanne Forbindelser, at der herfra, efter min Mening, kastes et ganske uventet og nyt Lys over Grønlandshavets »Havgjerdinger« og derved netop ogsaa over »Kongespeilets«.

De skal nu snart selv erkjende det!

Det synes mig saaledes strax at love godt og at være ret betegnende, at Ordet »Havgjerdinger« i Saga-Texterne kun nævnes i Forbindelse med det store Togt, der under den kraftige og uforfærdede Erik hin Rødes Veiledning udgik fra Island for at bebygge Grønland. Dette skete i 986, nemlig, som det gjentagne Gange i Sagaerne[31] hedder: 15 Vintre førend Kristendommen ved Lov blev vedtaget i Island (hvilket, som bekjendt, fandt Sted Aar 1000) og faa Aar efterat Erik Røde var kommen tilbage fra sin Opdagelse af Grønland og sit treaarige Ophold der i Landflygtighed. I de saa interessante Optegnelser, som Landnamabogen og Erik Rødes Saga give os dels om denne Hovedanfører dels om de andre raske og djærve Anføreres Liv og Skjæbne, nævnes »Havgjerdingerne« trende Gange paa en saadan Maade, at det er klart, at de have afgivet et vel bekjendt og betegnende Moment i enkelt Stormands eller Mærkismands Liv. Dette gaaer saa tydeligt som muligt frem, naar jeg nu, ligesom jeg gjorde det i det foregaaende Afsnit med de Tidender, hvorpaa jeg da beraabte mig, anfører de enkelte Stykker af Texterne, som her komme i særlig Betragtning, og ligeledes udhæver de Ord, som for denne Undersøgelse have særlig Betydning. Til større Beqvemmelighed for de Mange, der eie denne Bog, anfører jeg dem her efter den Redaktion, hvori Finn Magnusen og C. Rafn have optaget disse Uddrag af Sagaerne i deres fortjenstfulde Værk: Grønlands historiske Mindesmærker 1ste Bind 1838, og ledsager dem med den danske Oversættelse,, hvori disse Lærde have gjengivet dem.


I selve Erik Rødes Saga finde vi saaledes i tredie Kapitel indflettet følgende Beretning om den unge Biarne Herjulfson, der pleiede skiftevis at tilbringe den ene Vinter i Norge og den anden hos sin Fader paa Island, og nu paa egen Haand opsøgte Grønland for at træffe sammen med Faderen, som allerede i eget Skib var afgaaet til Grønland, inden Sønnen denne Sommer kom til Island.[32]

3. Bjarni leitaði Grænlands.

” Herjúlfr var Bárdarson Herjúlfssonar; hann var frændi Jngólfs landnámamanns. þeim Herjúlfi gaf Jngólfr land á mili Vogs ok Reykjaness. Herjúlfr bjó fyrst á Drepstokki; þorgerdr hit kona hans, en Bjarni son þeirra, ok var hinn efniligsti maðr. Han fytist utan þegar á únga aldri; varð honum gott bædi til fjár ok mannvirdingar, ok var sinn vetr hvort, utan lands eðr med feðr sinum. Brátt átti Bjarni skip i förum; ok hin siðasta vetr, er ham var i Noregi, þá brá Herjúlfr til Grænlandsferðar med Eireki, ok brá búi sinu. Með Herjúlfi var á skipi sudreyskr maðr kristinn, sá er orti Hafgerðingar drápu; þar er þetta stef i:

3. Bjarne opsøgte Grønland.

„Herjulf var en Søn af Bard Herjulfsøn; han var Landnamsmanden Ingolfs Frænde. Ingolf gav Herjulf Land imellem Vaag og Reykenæs. Herjulf boede først paa Drepstok; hans Kone hed Thorgerde, og deres Søn Bjarne, en meget haabefuld Mand. Han fik allerede som ung Lyst til at reise udenlands, og forhvervede sig snart baade Gods og Anseelse; og han var hver anden Vinter udenlands, hver anden hjemme hos sin Fader. Snart eiede Bjarne sit eget Fartøi. Den sidste Vinter han var i Norge, lavede Herjulf sig til at reise til Grønland med Erik. Paa Skibet hos Herjulf var en christen syderøisk Mand: han digtede Hafgerdinga-Drapa,(Havbrændingskvadet), hvori dette er Omqvædet:

Minar biðr ek munka reyni
Meinalausan fara beina
Heiðis haldi hárrar foldar
Hallar drottin yfir mèr stalli
Herjúlfr bjó á Herjúlfsnesi, hann var hinn göfgasti maðr. Eirikr Rauði bjó i Brattahlið, hann etc.”
Mine reiser jeg den milde
Munkes Prøver beder styre
Haanden holder Himmelborgens
Herre over mig bestandig.
Herjúlf boede på Herjúlfsnes, han var en meget anseelig mand. Erik Røde boede på Brattehlid – osv.

I den berømte »Landnamabok« eller Bogen om Islands Bebyggelse, er dette samme Vers optaget i det Afsnit, som i den nyeste Udgave af 1829[33] udgjør 14de Kapitel af Bogens anden Part, og som har til Overskrift: »Hér hefr Grænalands landnám« (her begynder Grønlands Bebyggelse) og med de selvsamme Ord, som i Sagabrudstykket her ovenfor, er det udtrykt, at det er et Stæv i et Qvad om »Havgjerdingerne«, der blev digtet af den kristne Mand, som var ombord paa Herjulfs Skib, da han foer til Grønland, dengang Erik bebyggede dette Land. Jeg behøver altsaa ikke at aftrykke det paany.[34]

Af begge Steder seer man, at Kundskab om »Havgjerdingerne« gaae saa langt tilbage, at disse allerede vare kjendte af de første Landnamsmænd og at »Havgjerdingerne« stode for disse modige Mænd som store Rædsler og Farer, om hvilke de havde digtet egne Draper, hvori de bade Himlen bevare sig for dem, samt at idetmindste Brudstykker af Draperne endnu vare i frisk Minde, da Sagaerne nedskreves, hvilket var ved Midten at 12te Aarhundrede. Hvorvidt deres Frygt for disse »Undere« hidrørte fra Andres Skildringer af dem eller derfra, at de selv havde været stædte i dem, kan man ikke see af de to hidtil anførte Steder, men det tredie Sted, som jeg nu skal anføre, lader os ikke i mindste Tvivl herom.

I Landnambogens (samme nyeste Udgave) femte Parts 14de Kapitel hedder det om denne Herjulfske Æt:

Herjólfr, sá er fyrr var frá sagt, var frændi Ingólfs ok fostbródir. Af þvi gaf Ingólfr honum land á milli Reykjaness ok Vogs. Hans son var Bárdr, faðir Herjólfr þess, er fór till Grænlands ok kom i hafgerðingar. Á skipi hans var sudreyskr maðr; sá orti Hafgerðingadrápu; þar er þetta upphaf:

Herjolf, om hvem der før er bleven fortalt, var Ingolfs Frænde og Fostbroder. Derfor gav Ingolf ham Landstrækningen mellem Reikjanes og Vog. Hans søn var Bard, Fader til den Herjolf som drog til Grønland og kom i Havgjerdinger.[35] Paa hans Skib var en Mand fra Syderøerne, som digtede Havgerdinga-Drapa derom. Kvadet begynder saaledes:

Allir hlyði ossu falli
amra fjalla Dvalins hallar.
Alle lytte! Fylde bringe
Vi fra Dvalins Klippehaller

Her er det med rene Ord sagt, at Herjulf var selv stedt i »Havgjerdingerne«, og hvad hans Medreisende fra Hebriderne altsaa havde besunget i sit Drapa om Havgjerdingerne, det var hvad han selv havde været med til at opleve. — Som Særkjender paa denne Herjulf giver Sagaen de to Bedrifter: Reisen til Grønland og Befrielsen fra Havgjerdingehavet, og paa samme Maade er det et Kjende paa den christne Hebrider, at han var Digteren af Havgjerdingedrapen.

Da Herjulf flere Steder i Sagaerne, ligesom ovenfor, udtrykkelig nævnes blandt de Anførere for Skibe, der gik til Grønland samme Tid som Erik hin Røde, og da han ogsaa vides at have naaet frelst til Landet og strax taget Herjulfsdalen i Besiddelse, hvor han boede paa Gaarden Herjulfsnæs, saa er der ingen Grund til at hensætte denne store Naturbevægelse til nogen anden Tid, end netop det Aar, da Udreisen fra Island og Ankomsten til Grønland fandt Sted. Vi naae saaledes virkelig ikke alene til den nærmere Tidsbestemmelse for »en Havgjerdinge«Begivenhed, der før manglede os, men endog til selve Aaret for den, og jeg tager ikke i Betænkning som et nyt Udbytte her at tilføie: De i Sagaerne omtalte »Havgjerdinger« i Grønlandshavet indtraf i Aaret 986.


IV.

Lykkedes det os saaledes nærmere at fastsætte Tidspunktet, da Sagaernes »Havgjerdinger« vare indtruffne, er det i Grunden ogsaa lykkedes os at drage Forhold frem, der kaste Lys tilbage paa den Størrelse og Voldsomhed, de have havt. Man vil vist ikke nægte, at et Naturoptrin der ved sin Usædvanlighed griber Sindet saaledes, at det- digtes Draper for at bevare Erindringen om det, at disse holde sig i Aarhundreder hos Slægt efter Slægt, og Efterretninger om dem ligeledes i Aarhundreder gaae fra Mund til Mund, maa have havt en usædvanlig Størrelse og Voldsomhed, en saadan som vi vel vanskeligen nu kunne gjøre os en klar Forestilling om. Ville vi forsøge derpaa, maa det idetmindste drages til Minde, at vi nu kjende de Mænd, fra hvis Mund Sagnene udgik, og at det var Mænd, der baade vare dagligdags vante til de store Brændinger imod deres Øes Klippekyster og til det vilde, oprørte Hav udenfor Øen, vante til at færdes paa dette i det haardeste Uveir, saa at Udtrykkene i saadanne Mænds Mund have noget ganske andet at sige, end naar de brugtes om Vandbevægelser og Bølger ved vort Vesterhavs Kyster eller i vore smule Vande; vi maae mindes, at det, at have været udsat for et ualmindeligt Oprør i dette Hav, og at være kommen frelst derfra, vil sige noget ganske andet, end det, der under sædvanlige Forhold vil ligge i disse Udtryk.

For mig er dette et utvivlsomt Vidnesbyrd om, at Oprøret i Havet var voldsomt og storartet, og jeg mener ogsaa at finde en særlig Bestyrkelse for denne Opfattelse i visse Angivelser i Sagaerne, som ikke før ere satte i Forbindelse med »Havgjerdingerne«, men hvis Sammenhæng med disse uvilkaarligen maa paatrænge sig Enhver, fra det første Øieblik af, at det staaer fast, at »Havgjerdinger« indtraf samme Aar, som en vis anden Begivenhed, der omtales i Sagaerne og som jeg nu skal fremsætte.

I enkelte Sagatexter udhæves det nemlig udtrykkeligen, at der i et vist Aar gik et aldeles uforholdsmæssigt Antal Skibe til Grunde, men alle disse Skibe vare gaaede fra Island for at naae ind til Grønland, og Aaret siges ligesaa udtrykkeligen at være netop det samme Aar, da Erik Røde drog ud for at bebygge Grønland. Det hedder saaledes i Erik Rødes saga,[36]

„Svá segja fróðir menn, att á þvi sama sumri, er Eirekr rauði for att byggja Grænland, þa for hálfr fjórði tögr skipa or Breiðafirði ok Borgarfirði en fjórtan kvomust út þángat; sum rak aptr, en sum týndust. þat var XV vetrun, fyrr enn kristni var lögtekin á Íslandi".

„Saa sige kyndige Folk, at samme Sommer, da Erik Røde drog at bebygge Grønland, fore 35 Skibe fra Bredefjord og Borgerfjord, men kun 14 nåede derud.[37] nogle dreve tilbage og andre forliste. Det var femten Vintre, før Christendommen blev ved Lov antagen paa Island".

og i lignende Udtryk udtaler »Landnáma«-bogen sig.

Om end Tallene paa de Skibe, der droge ud fra Island og som forfeilede deres Reise eller gik tabte, i forskjellige Textrecensioner af Sagaerne anføres noget forskjellig,[38] antyder dog selv den laveste Angivelse af de forulykkede Skibe et i hele Nordboernes Historie vistnok enestaaende Tab af Skibe og Folk, der kun kan have været fremkaldt ved ganske særlige Sammentræf, og jeg troer ikke at man vil kalde det ubesindigt, at jeg i dette umaadelige Tab af Skibe, der i »Havgjerdinge«-Aaret vare bestemte til Grønland, men ikke naaede »dertil«, seer Spor af »Havgjerdingernes« Virksomhed. Derfor er jeg ogsaa saameget mere tilbøielig til at antage, at: Det grønlandske Havs »Havgjerdinger« i 986 vare af usædvanlig Størrelse og Voldsomhed.


V.

Efterat være naaede saavidt, ville vi igjen vende Blikket tilbage paa Kongespeilets Skildring af »Havgjerdingerne« i Grønlandshavet. Kan man nu vel værge sig for den Overbevisning, at hvad vi som historiske Fakta have fundet kort og tørt antegnet i de nævnte ældre islandske Sagaer, er netop fra Phænomenets Side, eller, om man vil, fra den naturhistoriske Side, det Samme, der er bleven skildret i Kongespeilet efter Beretninger, som i tohundrede Aar vare fortalte fra Mand til Mand?

De to Kilder til Kundskab om Havgjerdingerne, det i Norge skrevne Kongespeil og de paa Island nedskrevne Sagaer, fuldstændiggjøre hinanden, skjøndt de tilsyneladende udspringe saa langt fra hinanden. Dette er ikke saa sjeldent Tilfældet, og jeg har engang tidligere, i mit Forsøg paa at tyde et andet af Havets »Vidundere«, nemlig den før saa fabelagtige »Sømunk«, paavist, hvorledes vort eget Lands historiske Optegnelser fuldstændigen godtgjorde »Vidunderets« historiske Berettigelse, medens alene franske og schweitziske Skrifter gave saa fyldige Beskrivelser og Afbildninger af det, at det tabte al sin Fabelagtighed og stod ganske forstaaeligt for os som en Blæksprutte. Noget Lignende frembyder »Havgjerdingernes« Historie. Det Historiske have Islænderne opbevaret i deres Sagaer, det Naturhistoriske eller de store Træk i Phænomenet »Kongespeilets« helgelandske Forfatter i sit ypperlige Skrift. Og som det i Sømunkens Historie let kunde vises, ad hvilke Veie Beskrivelsen og Figurerne vare komne til Schweitz og Frankrig, saaledes er det heller ikke vanskeligt at paapege Veiene, ad hvilke Skildringer af »Havgjerdingerne« ere naaede til Norge og særlig til Trondhjem og Helgeland, hvor Kongespeilets Forfatter efter hans egne Udtalelser levede. — "Hvorledes der i den Tid uafladelig gik Besøg fra Norge til Island og fra Island til Norge, viser næsten hvert Blad af dette Tidsrums Historie, og det foran anførte Kapitel af Bjarne Herjulfsons Ungdomsliv har nyligen stillet os det frisk for Øie. Bjarne var jo hvert andet Aar hjemme (i Island) og hvert andet Aar i Norge, og den samme nøie Forbindelse mellem Norge og de paa Grønland nedsatte Islændere vedligeholdt sig i lang Tid. Ligesom allerede Bjarne selv paa en Maade kunde siges at være gaaet fra Norge til Grønland, om end ad et Par Omveie (da han jo først anløb Island i det Haab, der at træffe sin Fader, og senere, rigtignok af en Feiltagelse idet han maatte ligesom prøve sig frem til det ham ubekjendte Grønland, tillige et Par Punkter af Nordamerika), saaledes gik nogle Aar derefter mange af de paa Grønland Bosatte umiddelbart derfra ned til Norge. Erik Rødes egen Søn Leif reiste fjorten Aar efter Grønlands Bebyggelse til Trondhjem og var Kong Olaf Trygvesons Gjæst, og Sønnen af selve vor Helt fra Havgjerdingerne, Bjarne Herjulfson, kom tilbage til Norge og blev Erik Jarls Mand, og ligesaa see vi, at mange norske Skibe gaae over til Grønland kort efter dettes Bebyggelse. Samqvem mellem Grønland og Norge var der altsaa nok af i den Tid, og netop imellem mægtige Mænd i Norge og de Mænd, der kjendte vel Begivenhederne ved Grønlands Bebyggelse og endog selv havde taget Del i denne. Hvilken Rolle Fortællinger og Gjenfortællinger om Reiser og Bedrifter dengang spillede ikke blot i Kongens og de Mægtiges Haller, men i enhver fri Mands Gaard og i det hele Liv, det kjende vi alle, og ligesaa den mærkværdige Troskab, hvormed Beretningerne gik fra Mand til Mand. Denne Troskab skylde vi for en stor Del de senere nedskrevne Sagaer og ikke blot disse, men selve Historien; thi ved Fortællinger om Bedrifter fremkaldtes nye Bedrifter og Begivenheder.

Det er altsaa ganske naturligt, — om man end i første Øieblik bliver noget slaaet deraf, — at Kongespeilets Skildring staaer i saa god indre Sammenhæng med Optegnelserne i Sagaerne; thi det er ikke et tilfældigt Sammentræf, men har sin Rod i en tro Overlevering. Er det nemlig ikke, som om Kongespeilets Udtryk, at det var et Guds Under, om noget Skib, der var paa Havet, naar »Havgjerdingerne« kom, kunde naae frelst ud af dem, faaer en levende Belysning ved Sagaernes bestemte Optegnelser, at der i »Havgjerdinge«aaret ved Grønlands Kyster fandt et saadant Tab af Skibe Sted, som aldrig før eller siden har fundet sin Mage?—og er det ikke som om Kongespeilets naturlige Gisning, at dog altid nogle Enkelte maatte være udfriede af Havgjerdingerne, siden man havde Efterretninger om disse Begivenheder, faaer en særlig Bekræftelse ved Sagaernes historiske Fremhævelse af, at Herjulfs Skib var kommen frelst ud af »Havgjerdingerne«. At de ældste Grønlandsfareres »Havgjerdinger« fra 986 og dem, som Kongespeilet omtaler som tilhørende en forlængst forsvunden Tid, ere een og samme Begivenhed, kan jeg ikke betvivle; og da vi i Kongespeilets to Hundrede Aar senere nedskrevne Skildring af »Havgjerdingerne« mærke ligesom Dønningen af de Bevægelser, som de første Beretninger have fremkaldt hos Befolkningen, og i denne Dønnings Linier endnu klart see det hele Oprørs .Natur, tager jeg derfor heller ikke i Betænkning tilslutning at hævde: Kongespeilets »Havgjerdinger« i Grønlandshavet ere de ved en uhyre stærk Jordrystelse fremkaldte voldsomme Havbølger imod den sydgrønlandske Kyst, og dette Havskjælv fandt Sled i Aaret 986.


VI.

Hermed kunde jeg da forsaavidt afslutte,[39] hvad jeg havde at meddele til Forstaaelse af de i Kongespeilet skildrede »Havgjerdingers« egentlige Natur; thi et svagt Haab om, at kunne maaskee tilveiebringe Oplysninger om denne Havbevægelses Udbredning udenfor Grønlandshavet, er ikke gaaet i Opfyldelse. Dens Styrke lader os vel formode, at den maa have været meget udstrakt; men hverken har jeg kunnet i de gamle Sagaer eller andre Optegnelser finde Spor af, at Bevægelser af denne Natur i hine Tider ere indtrufne ved Islands Kyster, ikke heller har jeg fundet saadanne omtalte fra Irlands Kyster.

Kongespeilets Forfatter slutter imidlertid, som det vil erindres, sin Beretning om dette Phænomen med en Slags Henvisning til, at »Hafgerdinger« ogsaa i en senere Tid vare indtrufne, idet han tilføier, at han endelig har i den allersidste Tid (nyligá) truffet Folk, som vare undslupne fra dem og kunde berette om dem.[40] Om Forfatteren end med en vis Varsomhed omtaler dette Forhold, kræver dog denne hans Antydning ligefrem en særlig Tilføielse til min ovenfor givne Fremstilling, og inden jeg slutter, maa jeg derfor endnu udbede mig Opmærksomheden for Følgende:

Forfatterens Antydning stiller jo egentlig det Spørgsmaal til mig: om der da ikke fremdeles i de islandske Sagaer eller Optegnelser skulle kunne findes Minder om, at der ogsaa i en senere Tid var iagttaget »Havgjerdinger« i de nordlige Have, og navnligen fra et saa sent Tidsrum, som det, indenfor hvilket Kongespeilets Affattelsestid maa ligge, altsaa efter alt hvad der i Begyndelsen af denne Afhandling blev anført, mellem Aarene 1190 og 1260. Ad en Omvei er der igrunden allerede givet Svar paa dette Spørgsmaal i det Foregaaende, idet jeg yttrede (S. 156), at jeg hverken selv havde fundet ikke heller hos Andre havde seet antydet, at Ordet »Havgjerdinger« i Sagaernes (eller andre historiske Beretningers) Texter var bleven brugt, uden netop i de Beretninger, der angik de oftomtalte Mænd, som toge Del i Grønlands første Bebyggelse. Udenfor den egentlige Text forekommer Ordet rigtignok, men kun en enkelt Gang, nemlig i Overskriften over et Kapitel af en af Biskopssagaerne,[41] det, der skildrer den haarde og farefulde Overreise, som Biskop Gudmund den Ældre havde, dengang da han, som valgt Biskop (biskopsefne) skulde gaae fra Nord-Island til Trondhjem tor at faae Kongens Stadfæstelse af Valget og den biskoppelige Vielse, paa hvilken Reise Skibet flere Gange truedes med Skibbrud og Undergang. Efterat Skibet nemlig paa Grund af Nordenvind havde maattet tage Kursen fra Nordlandet Vest og Syd om Island, mødte det senere ved Skotland og Syderøerne saa haardt og langvarigt Uveir, at det ansaaes for et Mirakel, at Skibet kom frelst derfra. Kapitlet har til Overskrift: »Frá hafgerðingum« (Om Havgjerdinger), men i dets Skildring af det hele oprørte Hav, dets Bølger og Stormen, der fremkaldte dem, kan jeg ikke blive noget vaer, der med Rette kunde siges at minde om det Karakteristiske ved Kongespeilets »Havgjerdinger« eller et Havskjælv; tvertimod, Alt synes mig kun at gjenkalde et ved Storm eller Orkan oprørt Hav, saavel ude tilsøes som nærmere inde ved Kysterne. Det er imidlertid nok troligt, at nogle af de Folk, der vare med paa denne Reise og hvis Kjendskab til Havgjerdingerne maaskee indskrænkedes til den ene Side af dem, at de vare yderst farlige for Skibe og Mandskab, saa at det var et Guds Under, hvis man kom frelst ud fra dem, have antaget, at de store Farer, hvoraf de nylig som ved et Mirakel vare undkomne, virkeligen havde været »Havgjerdinger«, og at de derfor i deres Skildringer af det Gjennemlevede kunne have kaldt Bølgegangen og Havbevægelsen med dette Navn, og det er heller ikke urimeligt at det kan være gaaet Enkelte, der hørte Skildringen, saaledes. Men har dette været Tilfældet, og Overskriften over det nævnte Kapitel staaer jo i al Fald som et Vidnesbyrd om, at denne Biskopssagas senere Affatter maa have antaget dem for »Havgjerdinger«, eller hørt dem kalde saaledes, saa har det ikke vel kunnet undgaaes, at Kongespeilets Forfatter, saafremt han dengang levede, ogsaa maatte blive bekjendt dermed. Vi have nemlig i denne Saga atter med Mænd at gjøre, der ikke blot toge til den Egn af Norge, i hvilken vi med Bestemthed vide, at vor i næsten alle andre Henseender ubekjendte Forfatter boede, men som en Tidlang bleve nøie knyttede til de Kredse og Omgivelser, hvori Forfatteren idetmindste for en Tid havde levet, og hvis Sæder, Pligter og hele Liv han fremstillede. Endvidere sige Sagaerne os, at Biskoppen netop kom til Norge i en Tid, der falder indenfor det ovennævnte Spillerum. Efter den farefulde Seilads kom nemlig Gudmund »Biskopsefne« ind til Norge imod Vinteren af det sidste Aar, Kong Sverre levede, altsaa i Kong Hakon Sverresens første Regjeringsaar, og Gudmund forblev hos denne Konge i Trondhjem mere end eet Aar og blev derefter viet til Bisp. De skildrede farefulde Begivenheder paa Søen maae altsaa efter den almindeligt vedtagne Tidsregning falde i Aaret 1202, et Tidspunkt, der svarer meget godt til den af flere Grunde formodede Affattelsestid for»Kongespeilet«. Fra deres Side synes altsaa disse formentlige »Havgjerdinger« at kunne hjælpe noget til at fastsætte Affattelsestiden endnu nøiere; — thi om det kun er en Sandsynlighed, saa er det i alle Fald en Sandsynlighed, som er meget stor, at kun til denne meget farefulde Reise med dens formentlige «Havgjerdinger« har»Kongespeilet« kunnet sigte, saafremt det i det Hele skal have sigtet til en mere bekjendt Tildragelse, og andet kan man ikke ret vel forudsætte. Er dette Tilfældet, kan Skriftets Affattelse altsaa ikke være forud for denne Reise og ikke være skeet i Slutningen af det 12te Aarhundrede; den maa under alle Omstændigheder falde efter Begyndelsen af det trettende Aarhundrede. Hvorlangt ind i det nye Aarhundrede Affattelsen maa sættes, bliver da mest afhængigt af, hvorledes man vil forstaae Tankegangen i den hele Sætning med Ordene: »vér höfum fá þá hitta nyliga«; men Bemærkningen om, at det først nyligen var bleven muligt at faae de Mænd fat (»hittede«), der vare reddede fra »Havgjerdingerne«, er saa langt fra at antyde, at Begivenheden selv var nyligen indtruffen, at den langt snarere røber, at der var gaaet nogen Tid siden da, eller vel baade een og to Decennier af det nye Aarhundrede. Kommer der da maaskee her, fra en hel uventet Side, et nyt Bidrag til Besvarelsen af det Spørgsmaal om Affattelsestiden, som saa ofte er bleven reist og endnu er omtvistet, vil dette ikke lidet understøtte den Mening, hvortil Hr. Capt. O. Blom var kommen ved sine Undersøgelser af de Vaaben og Udrustninger, som »Kongespeilet« foreskriver for Kæmpende og for Stridshestene (smlgn. foran S. 153). Det sætter under alle Omstændigheder »Kongespeilets« Affattelse efter Aaret 1200.

Men man nu tillægge denne min korte Slutnings-Udflugt som Bidrag til Kongespeilets egen Historie hvilken Betydning, man vil — nogen, en ringe, eller slet ingen —, saameget vil staae fast, haaber jeg, at Kongespeilets »Havgjerdinger- ikke længere ere os et gaadefuldt og uforstaaeligt Phænomen, men træde som fuld overskuelig Naturbegivenhed ind i Rækken med andre af samme Natur, som et voldsomt Havskjælv; at Tildragelsen heller ikke længere staaer som Noget, der engang i en uvis fjern Fortid er indtraadt, men at den, storartet som den var, er ikke alene bunden til et vist snevert Tidsrum, men endog uadskilleligt fæstet til eet, bestemmeligt Aar, idet den viser sig ligefrem historisk knyttet til een af de store Begivenheder, der danner et eget Afsnit i det høie Nordens Kulturliv (Grønlands Bebyggelse) og blev en Spire til et endnu vigtigere Afsnit i hele Europas Kulturliv (Amerikas Opdagelse og Bebyggelse).



Fodnoter

  1. Kongs-Skugg-Sio. Det Kongelige Speil, med Dansk og Latinsk Oversættelse, samt nogle Anmærkninger, Register og Forberedelser. Udgivet af Halfdan Einersen, Phil. Mag. et Rector Scholæ Cathedralis Holensis. Sorflo. 1768. 4to. S. 10. Den danske Oversættelse af Jón Erichsen.
  2. Iblandt de Udtalelser, hvormed trende norske Videnskabsmænd R. Keyser, P. A. Munch og C. R. Unger, have ledsaget den nyeste i Christiania 1848 udkomne Udgave af »Kongespeilet« i Originalsproget, ere ogsaa disse: »Det fremstiller for os de Sædelighedens, Klogskabens og Slebenhedens Grundsætninger, paa hvilke Nordmændene i hine Tider troede, at det private Liv ligesaavel som Statsstyrelsen burde bygges, og lader os i denne Fremstilling spore en aandelig Udvikling, en Sands for Religion, Sædelighed, Oplysning og Videnskabelighed, samt en Dannelse og Slebenhed hos Folket, i det mindste dets høiere Klasser, som man i Middelalderen, almindelig betragtet som Barbariets Tidsalder, og i Norge, denne Udkant af Europa, vanskelig skulde vente at finde«. (Speculum Regale. Konungs-Skuggsjá. Kongespeilet, et philosophisk-didaktisk Skrift, forfattet i Norge mod Slutningen af det tolfte Aarhundrede. Christiania 1848. S. XI—XII.) Jeg har i saa mange Aar været en af »Kongespeilets« opmærksomme Læsere og Benyttere at jeg nok til disse Ord, med hvilke jeg aldeles samstemmer, tør føie de faa, at jeg aldrig, efterat have læst et Afsnit i dette Skrift, har lagt det tilside, uden at have følt et velgjørende Indtryk af Læsningen. I den Mulighed ved en saadan Henvisning at kunne vække en eller anden Læsers Opmærksomhed for dette Skrift, erindrer jeg her om, at vi have en ældre, ikke alene for sin Tid vellykket dansk Oversættelse deraf, som er særdeles læselig, skjøndt nu fulde hundrede Aar gammel. Det er den der ledsager den forannævnte, i 1768 ved Halfdan Einersen og Jon Erichsen besørgede og af Kjøbmand Søren Pens bekostede Udgave af den oldnordiske Text, og sammes latinske Oversættelse. Denne smukke Udgaves Betydning for Nutiden have de ovennævnte trende Videnskabsmænd, der besørgede den nye norske Udgave af Grundtexten, tilstrækkeligen betegnet, naar de S XIII sige: »Vi kunne henvise dem, som ville studere Bogen paa egen Haand og mest for Materiens Skyld, til de meget nøiagtige Oversættelser, samt de lærde og høist oplysende Bemærkninger, som findes i den ældre Udgave, hvilken vor ingenlunde maa ansees at have gjort overflødig. — «.
  3. Helt anderledes forholder det sig med "Kongespeilets« Efterretninger om Irlands Mærkværdigheder og Ejendommeligheder, thi i disse gjenkjender man letteligen de samme løse og tildels fabelagtige Skildringer, som endnu langt senere irske og engelske Forfattere have gjentaget efter deres Landsmænds Fortællinger.
  4. maaske kun: udfundet, opspurgt?
  5. „Endnu er eet det Slags Under i det Grønlandske Hav, som jeg endnu ikke er paa det nøieste underrettet om, paa hvad Maade det er; det kalder man Havgjerder; men det er ligest efter det, som om alle Havstorme, og alle deBolger, som ere der i det Hav, samles sammen i 3 Hobe, og blive deraf 3 Bolger. De gjerde for det heele Hav, saa at man veed ingensteds Aabning derpaa, og ere de høiere end store Fjelde, og lige efter steile udstaaende Klipper, saa man kun veed faa Exempler paa, at de Folk ere slupne af Havet, som have været bestædde deri, naar disse Tildragelser ere indfaldne. Men derfor maae Fortællinger være blevne gjorte derom, at Gud maae idelig have udfriet derfra nogle af dem, som have været bestædde deri; og maae deres Udsigende siden være blevet udspreedet og ført imellem Folk, hvad enten det nu berettes netop saaledes, som de have sagt derom, eller er deres Beretning noget forøget eller formindsket; og ville vi derfor varligen tale om de Ting, fordi vi have nyelig ikkun**) fundet faa som have sluppet derfra, og kunne sige os tidender herom. S. 172. **) »nyelig ikkun« betyder nu: ikkun nylig.
  6. Jeg kan her henholde mig til de Exempler, som Fritzner anfører herpaa i sin »Ordbog over det gamle norske Sprog« Kristiania 1867. bók þessi höfum vèr skipt i 16 staði. Frostathingslov i Norges Gamle Love udgivne ved R. Keyser og P. A. Munch I. Indledn. 25. skipta tiund i fjóra staði. Borgarthings eller Vikens Christenret, i Norges Gl. L. I. 1. 11. S. 346. skipta jorðu sinni i tvá staði eda fleiri. Nyere Christenret, i Norges Gl. L. II. 21. S. 357.
  7. »et Særsyn i Havet, som opkommer ved en besynderlig Reisning af Bølgerne, der paa alle Kanter ligesom omgive Fartøiet.« S. 230.
  8. I denne og de følgende Efterretninger har jeg med spærret Skrift fremhævet de Udtryk, der især maa komme i Betragtning ved Sammenligningen med Kongespeilets Skildring af »Havgjerdingerne«.
  9. ɔ: Klittag, klithalm
  10. Denne Tilføielse af Redactionen viser, at Beretningen fra Blaavand er uafhængig af »Vestslesvigske Tidendes«
  11. Findes ogsaa optaget i »Vestslesvigske Tidende« for 18de Juni 1858, Nr 92.
  12. Da jeg ikke har kunnet gjenfinde Stykket i de fremmede mig tilgængelige Blade, giver jeg det her efter Ringkjøbing Avis 1858 for 24. Juni Nr. 51, 4de Sp.; ligelydende i Vesterjydske Avis 1858 for 25. Juni Nr. 91, 1ste og 2den Spalte. "
  13. Hvor sjeldent de dog i det Hele forekomme i Ledtog med de sædvanlige Jordskjælv viser en Optælling, som Dr. Emil Kluge har givet i sin værdifulde Sammenstilling: »Über Bewegungen in Gewässern bei Erdbeben und eine mögliche Ursache gewisser Erd-Erschütterungen«. Leonh. u. Bronn. Neues Jahrb. fur Mineralogie etc. 1861. S. 777 og flg. Af mindst 15,000 Jordskjælv, indtrufne i Kystlande, havde Forf. i dette bestemte Øiemed gjennemlæst Beskrivelserne uden at kunne med Bestemthed finde flere end 124, der angaves ledsagede af slige »Rückzüge oder Überfluthungen des Ozeans«. (S. 779).
  14. K. E. A. von Hoff. Geschichte der durch Überlieferung nachgewiesenen natürlichen Verinderungen der Erdoberfläche IV. und V. Theil: Chronik der Erdbeben und Vulkan-Ausbruche.
  15. Smlgn. foran S. 137 Krydstoldbetjentens Udtryk om Bølgerne ved Listerdyb.
  16. »et bien que cela doive sembler étrange, la mer au large était parfaitement unie« hedder det i Férussac's Bulletin des scienc. mathématiques etc. T. III. 1825. p. 176—77 efter en fra det engelske Tidsskrift: Annals of philosophy. 1824. Sept. p. 234 optaget Meddelelse.
  17. »making five advances and as many recesses, in the space of one hour; viz from about five to six o'clock; which was the whole time, that these uncommon stretches of the tide continued«. Letter from the Rev. William Borlase. F. R. S. Philosophical Transactions. vol. LII. P. II. p. 418.
  18. Om Enkelthederne see man von Hoffs anf. Skrift. V. S. 4—6, men især William Borlase's vigtige Breve i Philosophical Transactions Vol. LU. P. II. p. 418— 433; smlgn. p. 477—78, samt med Hensyn til den Gjentagelse af Phænomenet, der i det Smaa fandt Sted red samme Kyst d. 28 Juli 1761, p. 507 og folg.
  19. Dette Selskabs Skrifter, Philosophical Transactions, ere derfor ogsaa Hovedkilderne til dette Phænomens Historie, navnlig vol. XLIX. Smlgn. v. Hoffs' anf. Skrift. IV. S. 424— 46, og særlig om Havbevægelsen S. 446 — 50, 428, 429, 432, 435.
  20. Berghaus. Physikalichcr Atlas. Geologie Nr. 7. (Die vulkanischen Erscheinungen der alten Welt, in und um den Atlantischen Ocean).
  21. Smlgn. v. Hoffs anf. Skr. IV. S. 447 — 48.
  22. Siden dette mit Foredrag blev holdt, er der i Fogh, Lutken og Warmings Tidsskrift 4 R. II B. S. 150—158. 1870. givet en læseværdig Skildring af den store Havskjælvbelges Gang i Sydhavet d. 13de og 14de August 1868, (fortrinsvis efter Hochstetter i Petermanns geogr. Mittheil.), ledsaget af et Kort — og til denne undlader jeg ikke at henvise danske Læsere.
  23. Mountbay.

    [Letter from the Rev. William Borlase F. R. S. to the Rev. Charles Lyttleton. Philosophical Transactions. XLIX. F. I. S. 373—74].

    „On Saturday the first of last month (November) happened in Mountsbay, and the parts adjacent, the most uncommon and violent agitation of the sea ever remembered.

    — — — — about half an hour after ebb, the sea was observed at the Mount-pier to advance suddenly from the eastward. It continued to swell and rise for the space of ten minutes; it then began to retire, running to the west, and south-west, with a rapidity equal to that of a mill-stream descending to an undershot-wheel;

    it ran so for about ten minutes, till the water was six feet lower than when it began to retire. The Sea then began to return, and in ten minutes it was at the before-mentioned extraordinary height. In ten minutes more it was sunk as before, and so it continued alternately to rise and fall between five and six feet, in the same space of time. The first and second fluxes and refluxes were not so violent at the Mount-pier as the third and fourth, when the sea was rapid beyond expression, and the alteration continued in the ir full fury for two hours etc."


    Lisbon, Novemb. 13th 1755.

    [Letter from Mr. Braddock to the Rev. Dr. Sandby in: Charles Davy's Letters upon Subjects of Literature. 1787. II. S. 1—60].

    (S. 26) „On a sudden I heard a general outcry: „The Sea is coming in, we shall be all lost." — — — — in a instant there appeared, at some small distance, a large body of water, rising as it were like a mountain, it came on foaming and roaring, and rushed towards the shore with such impetuosity, that we all immediately ran for our lives, as fast as possible; many were actually swept away"

    (S. 31): „when I felt the third shock, which though somewhat less violent than the two former, the sea rushed in again, and retired with the same rapidity — — — — — (S. 32): „At this time I took notice the waters retired so impetuously, that some vessels were left quite dry, which rode in seven fathom water," — — —.


    Lisbon, Novemb. 18th 1755.

    [Letter from Mr. Wolfall to Dr. James Parsons F. R. S. Philosophical Transactions. Vol. XLIX. S. 404—5].

    „Indeed every element seemed to conspire to our destruction; for soon after the shock, which was near high water,

    the tide rose forty feet higher in an instant than was ever known, and as suddenly subsided."

    Lisbon Novemb. 7th and 1st Decemb. 1755.

    [Letter written by John Mendes Saccheti. M. D. to Dr. De Castro. F. R. S. Philos. Transactions. XLIX. S. 410—11],

    ,,The water in the sea rose several times, and in a few minutes made three fluxes and refluxes, rising above the greatest spring-tides two spawns, or fifteen English feet".


    Cadiz, Novemb. 4, 1755.

    [Letter from Mr. Benjamin Bewick to Mr. Joseph Paice London. Philosophical Transactions. Vol. XLIX. P.I. S. 425—26].

    „An hour after (Jordskjælvstødet den lste Novbr.), looking out to sea, we saw a wave coming at eight miles off, which was at least sixty feet higher than common. Every body began to tremble: the sentinels left their posts, and well they did. It came against the west part of the town, which is very rocky: the rocks abated a great deal of its force. At last it came upon the walls — — — — —. Every one now thought the town would be swallowed up; for although this was run off, jet with glasses we saw more coming. The people were in the utmost consternation, and ran some one way, some another. The governor ordered the gates to be shut, that people might not go out of town, as the land was lower than the town; by which means he saved the lives of thousands, who wanted to fly, they did not know where. When the wave was gone, some parts, that are deep at low water, were quite dry, for the water retired with the same violence, it came with. These waves came in this manner four or five times, but with less force each time; and about one the sea grew more calm, but was still in a boiling motion. Every thing was washed off the mole, etc." — — —. „The whole day the weather was extremely serene and pleasant."


    Cadiz, Novemb. 1855.

    [Letter from Don Antonio d'Ulloa F. R. S. to the Spanish Ambassador at the Hague. Philosophical Transactions. Vol. XL1X. P. I. S. 427—28J.

    „0n the first of this month we had here an earthquake, the violence of which was not inferior to that, which swallowed up Lima and Callao, in Peru, towards the end of October 1746. It happened in very fine wether, at three minutes after nine in the morning, and continued five minutes, and consequently near twice as long as that of Peru, the duration of which was only three minutes. If every thing wras not destroyed here, it seems particularly owing to the solidity of the buildings. The inhabitants had scarce begun to recover from their first terror, when they saw themselves plunged into new alarms. At ten minutes after eleven they saw rolling towards the city a tide of the sea, which passed over the parapet of sixty feet above the_ ordinary level of the water. At thirty minutes after eleven came a second tide; arid these two were followed by four others of the same kind (XI, 50 min., XII, 30 min., I, 10 min., I, 50 min.). The tides continued, with some intervals, till the evening, but lessening". „The ships were exposed to eminent danger; the greatest part of them were driven afloat; etc."


    Funchal, Novemb., 1755.

    [Letter from Dr. Tho. Heberden to his brother Dr. Will. Heberden F. R. S. Philosoph. Transact. Vol. XLIX. P. I. S. 433].

    About an hour and a half after the shock (jordskjælvet den lste Novbr. Kl. 9.30 Form.) had ceased, the sea, which was quite calm (it being a fine day, and no wind stirring) was observed to retire suddenly some paces, and arising with a great swell, without the least noise, as suddenly advancing, owerflowed the shore, and entered into the city. It arose full fifteen feet perpendicular above high water mark, although the tide, which ebbs and flows here seven feet, was then at half ebb. The water immediately receded again, and after having fluctuated four or five times between high water and low water mark, the undulations continually decreasing (not unlike the vibrations of a pendulum) it subsided, and the sea remained calm as before this phenomenon had appeared."

  24. ja 210 F. (Lopatka 1737), men her er Høiden beregnet paa en anden maade.
  25. Kun i et enkelt Tilfælde er een eneste Bølge angivet.
  26. f. Ex. tre Gange: den forud for Jordskjælvstødet i Peru 26/11 1646 gaaende Havskjælvbølge (Em. Kluge anf. Skr. S. 790) og det 40 Minutter efter Stødet i Chili ved Talcahuano og Conception 20/2 1835 indtraadte frygtelige Havskjælv. (Leonh. u. Bronn. Zeitschr. 1856. S. 719).
  27. Ved de smaa Havskjælv synes det ogsaa vanskeligt at skjelne de mindre, men oprindelige og selvstændige Reisninger fra Eftersvingningerne af de større
  28. I denne Henseende bor jeg erindre om Dr. Em. Kluges Ord om disse mærkværdige Phænomeners Udbredelse og Fordeling i de forskjellige Egne af Jordkloden, i den for nævnte Afhandling S. 781: »Von den südlichen und Ostlichen Küsten Nord-Amerikas ist es mir merkwürdigerweise jedoch nicht gelungen auch nur ein einziges Beispiel davon aufzufinden, was um so auffälliger ist, da einestheils starke Erd-Erschütterungen dort keine seltenen Erscheinungen sind, anderntheils bey grossen Erdbeben, wie bey denen zu Lissabon am 1. Novb. 1755 und am 31. Martz 1761 die Wellen sich bis Westindien in bedeutender Höhe erstreckten. ohne den ihnen näher liegenden Kontinent Nord-Amerikas zu berühren. Dem Mangel an Nachrichten kann Dies nicht zugeschrieben werden, da gerade au den Küsten-Strecken der Vereinigten Staaten der gleichen Erscheinungen grosse Aufmerksamkeit gechenkt wird Sollte der Golfstrom hievon die Ursache seyn?« Sætter man »Havskjælvene« fuldstændig i Forbindelse med Jordskjælvene og vulkanske Phænomener i det Hele, da er deres Optræden ved Grønlands Kyster maaskee ikke uden al Interesse med Hensyn til den ved disse stedse foregaaende Sænkning af Landet.
  29. See Aarbg. for Nord. Oldk. og Hist. 1867 S. 65—109, og smlgn. hermed Slutnings-Afsnittet af nærværende Meddelelse S. 169.
  30. Hvad enten han nu havde faaet dem umiddelbart fra disse Personer, eller middelbart, (saafremt nemlig Textens »hitta« kan gjengives ved: »opspurgt« istedetfor »truffet«. Smlgn. Anm. S. 124).
  31. see senere S. 162 øverst.
  32. See Grønlands Histor. Mindesmærker I. S. 209.
  33. nemlig i Islendinga-Sögur. 1sta Bindi. Kphn. 1829.
  34. Men da de i Digtet brugte Udtryk og Omskrivelser, som sædvanligt, tillade at sammenstille Ordene paa en noget forskjellig Maade, skal jeg dog gjengive den Oversættelse af Omqvædet, som de nævnte Forfattere af Grønlands Historiske Mindesmærker her paa dette Sted I. S. 181 have valgt:
    "Jeg til Munkes Prøver beder,
    han min Reise Lykke give!
    Himmelborgens høie Riges
    Hersker naadig mig beskjærme!"
  35. »blev omringet af Havbrændinger« er her hos Rafn og Finn Magnusen 1. c. S. 195 en ligefrem feilagtig Oversættelse, istedetfor hvilken jeg har indsat det rigtige: »kom i Havgjerdinger«.
  36. Gr. Hist. Mind. I. 206—7.
  37. Af disse fjorten Landnamsmænd opregnes eller navngives de 9 tilligemed deres Bopæle og Landnam i Erik Rødes Saga þáttr Eireks Rauda i Slutningen af første Stykke; efter disses Opregning tilføies der: en sumir fóru til Vestribygdar (men nogle droge til Vesterbygderne); disse vare vel tildels de manglende fem (?).
  38. I den ældste Landnámatext (Skalholtske Udg. 1688) staaer saaledes: 35 Skibe, medens den sidste kiøbenhavnske Udgave (1829) kun har 25. Angaaende de forskjellige Varianter i Haandskrifterne henvises her til Grønl. Histor. Mindesm. I. S. 178. 179. 262. Med Hensyn til selve Kjendsgjerningen. det store Skibstab og Tidspunktet for dette, maa det erindres at Landnámabogens ældste Affatter, Are Frode, boede paa samme Kant af Landet, hvorfra Grønlands Bebyggelse udgik, og at een af hans meget benyttede Hjemmelsmænd var hans Farbroder, den velstaaende og kyndige Thorkel Gellerson paa Helgafell, der havde været i Grønland og modtaget Efterretninger af Mænd, som selv havde ledsaget Erik Røde til Landet. I sin «Islendingabok« anfører saaledes Are Frode denne Thorkel og hans Samtale med en af Eriks Reisefæller som Kilde til den her ovenfor anførte Angivelse af Tidsrummet mellem Grønlands Bebyggelse og Kristendommens Indførelse paa Island (smlgn. Grønl. Histor. Mindesmærker. I. S. 12, 60, 168 og 171).
  39. Og hermed sluttede jeg ogsaa mit Foredrag i Mødet den 19. Jan. 1869. Afsnittet VI er senere tilføiet.
  40. see foran S. 124 og Anm.
  41. Biskupa Sögur gefnar út af hinu íslenzka bokmentafèlagi I. B. Kaupmannahöfn 1858. S 483




K. J. V. Steenstrup (1891) afviser Japetus Steenstrups teori om, at Hafgerdingar er "havskælvsbølger", fordi tsunamier kun bliver til høje bølger tæt ved kysten, ikke på åbent hav. Han mener i stedet - ud fra egne erfaringer - at strøm- og vindforhold ved Grønland kan skabe disse vældige bølger, især i havområdet 'Buss' øst og syd for Kap Farvel. Lindvall(1905) er på linie med den yngre Steenstrup, og mener - også på baggrund af egne erfaringer - at golfstrømmen og dens returløb kan give stående bølger i bestemte områder, især i forbindelse med tidevandet. Lehn & Schroeder(2003) giver en oversigt over litteraturen om Hafgerðingar, og foreslår, at Hafgerðingar er en luftspejling, der kan opstå på åbent hav under særlige atmosfæriske forhold. Dette harmonerer dog ikke så godt med Kongespejlets beskrivelse af tre bølger, høje som ludende klipper, som er forbundet med umiddelbar og overhængende livsfare for de sejlende, der møder dem. Kongespejlets beskrivelse passer derimod påfaldende godt på beretningerne om "three sisters" af monsterbølger, tre bølger umiddelbart efter hinanden, se artiklen i Wikipedia. Identifikationen af havgerdinger med monsterbølger er foreslået i "Viking Empires" (2005) og stemmer i øvrigt godt med den yngre Steenstrups "Akavede bølger" - og med Lindvalls "Strømraser". Fornemmelsen af tre kæmpebølger i træk kan være fremkaldt af, at bølgedalene på begge sider af monsterbølgen er betydeligt dybere end normalt. (Asger Olsen)