Honningstegte hjerter
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
— om hjertespisning i norrøne tekster og kvad
Heimskringla.no
© 2013
Hjertet er en hul muskel, der ved regelmæssige sammentrækninger pumper blod — og dermed ilt og næringsstoffer — rundt til kroppens celler. Derudover er hjerter — efter min mening — en meget delikat spise med masser af smag i, og man kan jo anvende hjerter fra snart sagt alle dyr: Kyllinger, kalkuner, lam, svin, rensdyr, rådyr, dådyr, elge, heste, kalve, okser [— og drager, børn, ulve og hekse, men nu foregriber jeg vist sagen ...] Hjerter er billige, fedtfattige og rige på vitaminer (særlig D og B-12) og vigtige mineraler (fx jern og selen). Som fattig studerende levede jeg en overgang af kalkunhjerter, som det lokale supermarked forærede væk for under DKK 5,- pr. halve kilo. Min favorit er skoldhed kaffe tilsat små stykker tørret rensdyrhjerte.
Det forholder sig vel oftest sådan med hjerter og anden indmad, at enten finder man det aldeles vederstyggeligt at spise, eller også synes man, at der ikke findes noget bedre. Når man renser et råt dyrehjerte for blodrester og trimmer det for de største årestammer, kan man godt få en flygtig fornemmelse af at stå med noget stadigt levende mellem hænderne.
Nu skrev jeg indledningsvis, at hjertet var en hul, vitaminholdig muskel, men det er kun de kedelige anatomiske og biokemiske forklaringer, for hjertet er jo også kendt som det inderste (måske ligefrem sjælen!) og stedet, der huser (mands)mod og kærlighed — og dermed ondskab og fejhed. Kan indtagelse af hjerter overføre sådanne egenskaber — i lighed med vitaminerne og mineralerne — fra den spiste til den spisende?
I den norrøne litteratur finder vi spredte vidnesbyrd om indtagelse af hjerter, og hvis vi vil vide mere om konsekvenserne af at spise hjerter, kommer vi ikke uden om den berømte vølsunge-slægt ...
Vølsungerne og hjerterne
Den på alle måder bloddryppende fortælling om kong Vølsung og hans efterkommere findes i Vølsungesaga og i en række af Den ældre Eddas heltekvad. Her møder vi den mest navnkundige hjertespiser i norrøn litteratur: Sigurd »Fafnersbane« Sigmundsson.
Fafner er en velvoksen drage, der vogter over en enorm, men forbandet guldskat, hvis halvpart rettelig tilhører hans bror, Regin. Regin er en fej rænke- og våbensmed, der ikke selv magter at skaffe sig adgang til guldet, men i stedet lokker sin stedsøn — den unge Sigurd — til at dræbe Fafner ved løgnagtigt at love ham andel i guldet. Sigurd overlister og dræber Fafner og ...
... da gik Regin hen til Fafner og skar hjertet ud af ham med det sværd, der kaldes Ridil, og så drak han blodet, der løb fra såret. Regin sagde:
- Sid du nu, Sigurd! —
- jeg sover imens —
- men stik Fafners hjerte i flammerne;
- jeg agter at æde
- hjerteklumpen
- efter denne drik af blod.[1]
Nu véd jeg af indlysende årsager ikke noget om, hvor stort et dragehjerte er, men et oksehjerte vejer omtrent et par kilo, og et dragehjerte som Fafners er vel næppe mindre, og hvis det skal steges mørt over bål, vil det tage mange timer — så kan Regin i mellemtiden nå at fordøje alt det drageblod, han har drukket.
Sigurd tog Fafners hjerte og stegte det på et spid. Da han mente, at det var mørt, idet saften brusede fra hjertet, mærkede han med sin finger efter, om det var færdigstegt. Han brændte sig og stak fingeren i sin mund, og da han fik Fafners hjerteblod på tungen, forstod han, hvad fuglene sagde. Han hørte, at gråmejserne kvidrede i buskadset. En mejse sagde:
- Sigurd sidder
- sølet i blod,
- mens Fafners hjerte
- flammeristes;
- guldets deler
- gemte hellere
- ormens livmuskel
- og åd den selv.[2]
Mejserne gør Sigurd opmærksom på, at Regin udelukkende har til hensigt at snyde og dræbe ham, men Sigurd er en handlingens mand, og han ...
... huggede hovedet af Regin, og så spiste han Fafners hjerte og drak blodet fra dem begge — Regin og Fafner.[3]
Således mæt — og tillige styrtende rig — rider Sigurd derfra. Han bliver sidenhen gift med Gudrun Gjukesdatter, og det viser sig da, at Sigurd ikke har spist hele Fafner-hjertet:
Sigurd lod Gudrun spise af Fafners hjerte, og hun var siden klogere og meget mere grusom end før.[4]
Den grusomhed skal vi snart se bevis på!
Gudruns brødre — Gunnar og Høgne — bliver som forventet misundelige på Sigurds guldrigdom og lader ham dræbe, mens han sover i sengen sammen med Gudrun. Grimhild — Gudruns onde mor, der er meget troldkyndig — lader blande en glemselsdrik til sin datter, så hun glemmer sin elskede Sigurd. Denne drik indeholder også dyreindmad — hjerte bliver ganske vist ikke nævnt specifikt, men mon ikke indvoldene fra offerdyrene også indbefatter hjertet:
- Bryggen var ganske
- blandet af ulykke,
- et brændt agern
- og urter fra træerne,
- arnens løbesod,
- indvolde fra blotdyr
- og kogt svinelever,
- for det kølner striden.[5]
Vær så god at skylle! Jeg er ret sikker på, at jeg også ville glemme alt om tid og sted, såfremt jeg drak den cocktail.
Gudrun bliver herefter gift med kong Atle, med hvem hun får to sønner i et lykkeforladt ægteskab. Atle lader på barbarisk vis Gudruns brødre dræbe for selv at få fingrene i Fafner-guldet, men den i forvejen hårdt prøvede Gudrun hævner sig på sin mand på den grusomste måde:
Kongen spurgte, hvor hans sønner var henne. Gudrun svarede: »Det skal jeg fortælle dig og glæde dit hjerte. Du påførte os en stor sorg, da du dræbte mine brødre. Nu skal du høre, hvad jeg siger: Du har mistet dine sønner, og deres hovedskaller er her blevet brugt som drikkeskåle; du drak selv deres blod blandet med vin. Derefter tog jeg deres hjerter og stegte på spid — og du åd dem.«[6]
I Edda-digtet Atlekvadet afslører Gudrun lidt mere om, hvordan hjerterne er blevet tilberedt:
- Med honning har du
- — herre! — tygget
- begge dine sønners
- blodfyldte hjerter;
- sid du nu sorgfuld
- og synk det menneskekød,
- I har ædt som ølmad
- øverst på bænken.[7]
Velbekomme — Atle — du har lige ædt dine egne sønner! Ifølge Det grønlandske kvad om Atle serverer Gudrun børnenes hjerter under det påskud, at det er spidstegte kalvehjerter:
- Jeg stak deres hjerter
- på stegespyddet;
- jeg sendte dig dem siden
- og sagde, det var kalv ...[8]
Atle har nok nydt de honningstegte »kalve«-hjerter, men forbitres naturligvis meget over Gudruns umenneskelige gerning. Han får dog snart flere bekymringer, for natten efter stikker Gudrun og hendes nevø i fællesskab et sværd i brystet på den berusede kong Atle, hvorpå de brænder hele kongsgården af. Og herefter bliver der ikke spist flere hjerter i den historie.
Ingjald og ulvehjertet
I Ynglinge-saga ser vi, hvordan indtagelse af et spidstegt ulvehjerte hjælper Ingjald Ønundson til at få en anden kongesøn ned med nakken:
En vinter, da store menneskemængder var kommet til Uppsala, var kong Yngvar og hans sønner der; de var seks år gamle. Alf — kong Yngvars søn — og Ingjald — kong Ønunds søn — legede drengeleg. Hver af dem skulle råde over en hær, men da de legede, var Ingjald mindre stærk end Alf, hvilket gik ham sådan på, at han græd meget. Så kom Gøtvid — hans fosterbror — og førte ham væk til Svipdag — hans fosterfar — og fortalte denne, at det var gået Ingjald skidt, idet han havde mindre kraft og styrke i legen end Alf — kong Yngvars søn. Svipdag svarede, at det var en stor skam. Dagen efter lod Svipdag tage et ulvehjerte og stege på spid, hvorefter han gav Ingjald Kongesøn det at æde; fra da af blev han den grusomste og mest ildesindede af alle.[9]
Ingjald — med det rammende tilnavn den Onde — indebrænder siden kong Yngvar og dennes sønner sammen med fem andre konger.
Et hurtigt opslag i Ordbog over det danske Sprog giver i øvrigt denne forklaring: »Ulvehjerte«: ... grumt ell. hyklerisk, listigt hjerte hos mennesker ...
Loke og heksehjertet
Heller ikke guddommelige skikkelser holder sig tilbage fra at spise grillstegte (dog ikke gennemstegte) hjerter. Fra Den korte Vølvespådom:
- Loke åd sig
- ved lindens brand
- en heksekones
- halvrå hjerte.
- Loft blev svanger
- med den lede kvinde;
- kællingetroldskab
- kommer af dette.[10]
Vi kender desværre ikke overleveringer, der uddyber denne ejendommelige hændelse, men Viktor Rydberg har spekuleret i, at hjertet skulle være Guldveigs. Hun var en ond vølve(?), som ifølge Vølvens spådom blev gennemboret af spyd og brændt tre gange af aserne, men hver gang blev hun genfødt. Ordet »lind« (ɔ: træsorten lind) bruges i norrøn digtning bl. a. som en betegnelse for et spyd(-skaft), så måske er det vitterlig resterne af den spiddede og brændte Guldveig, Loke sætter tænderne i.
Han bliver gravid (hvilket der ikke er noget i vejen for — Loke har jo også født Odins ottebenede hest, Sleipner) med hjertet og dermed far (eller er det mor?) til alverdens kællingetroldskab. Kan det være Guldveigs sidste genfødsel, vi her er vidner til, så hun lever videre i alle onde kvinder ...?
Vølvens grønlandske hjertegryde
Når vi engang åbner à la carte-restauranten Heimskringla på en mondæn adresse i Oslo, skal vi naturligvis have en god, kraftig hjerteragoût på menukortet. Inspirationen kan vi hente i Erik den Rødes saga. Da Torbjørn Vifilson ankommer til fra Island til Grønland, får han vinterophold hos Torkel på Herjulfsnæs. Der er dårlige tider på Grønland, så Torkel indkalder den lokale spåkone Torbjørg Lillevølve — som er den eneste tilbageværende af 10 søstre, der alle var spåkoner — i håb om, at hun kan se en ende på uåret:
... et bord blev stillet frem om aftenen, og der kan fortælles dette om, hvad spåkonen fik at spise: Der blev lavet grød af gedemælk til hende, og hun fik en ret af hjerter af alle de dyr, der var til. Hun havde en messingske og en kniv med tandskæfte; den havde to kobberringe for enden, men spidsen var knækket af.[11]
Det er en gammelkendt sag, at man kan tage varsler af dyrs involde — vistnok er særligt leveren blevet brugt, men altså også hjerter — og når de nu alligevel er på bordet, og har tjent deres spåmæssige formål, kan de vel lige så godt udgøre et aftensmåltid bagefter. Alt andet ville også være tåbeligt spild af gode råvarer.
Konklusion
Jeg er klar over, at undersøgelsesmaterialet er meget sparsomt i forhold til vidtgående konklusioner, men der er en tydelig tendens til, at sagnene og mytologien ikke overraskende følger devisen: Du bliver, hvad du spiser. Hvis du spiser et ulvehjerte, bliver du ond og vild; hvis du spiser et dragehjerte bliver du klog, men også grusom; hvis du spiser et heksehjerte, afføder det ikke andet end ondskab.
Når Gudrun serverer sønnernes hjerter for Atle, er det selvfølgelig ikke fordi hjerterne skal give ham nogle særlige egenskaber — snarest tværtimod. Det er et udtryk for den ultimative forhånelse og grusomhed at udskære og tilberede det allerinderste af hans (og hendes egne!) sønner gennemboret af et jernspid. Det ville stadig være ufatteligt grumt — men alligevel ikke helt så grumt — hvis hun »bare« havde afskåret de døde børns underben og serveret en smeltemør ret af grydestegt skank.
Noter: