Hvanndalsbrødrene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Hvanndalsbrødrene
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Man siger, at Kolbeinsø ligger 12 Sømile Nord for Grimsø, men 18 Mile Nord for selve Island, og i de Søfarendes Skibspapirer kaldes den »Mevenklint.« Paa Biskop Gudbrands Tid boede der en Mand paa Hvanndal, som hed Thomas og var Fader til de saakaldte Hvanndalsbrødre. Den ældste af hans Sønner hed Bjarne, men de to andre Jon og Einar. Paa denne Fortællings Tid, omtrent i Aaret 1580, var Bjarne otteogtyve Aar gammel, men de to andre Brødre havde endnu ikke naaet Tyverne. Alle disse Brødre vare i Besiddelse af Styrke og Daadskraft og vare dristige over al Maade; de vare vante til at færdes paa Søen i ondt Veir, vare dygtige Fiskere og gjorde efter Folks Mening gjerne en god Fangst. Saasom de nu i de Dage bleve ansete for de flinkeste Sømænd der paa Nordlandet, fik Bisp Gudbrand dem til at søge efter Kolbeinsø og gav dem i det Øiemed en stor Sum Penge. Brødrene droge alle tre afsted paa en Ottering, med Bjarne som Formand; han valgte et smukt Veir til at afreise i, efter at de havde forsynet sig med Fødemidler og andre Fornødenheder. Vinden var god, da de satte fra Land Klokken tre om Eftermiddagen, og ved Solnedgang vare de midt paa Grimsøsundet. Da bleve de pludselig overfaldne af en Støvregn med østlig Vind og saa tyk en Taage, at man neppe kunde see ud over Aaretoldene. Et heelt Døgn dreve de tilhavs vesterpaa, thi det var ikke muligt at styre Stævn mod Nord, saa stærkt rasede Stormen, mens Bølgerne gik høit og Regnen styrtede ned. Saa vendte de om og holdt til Land, og landede efter to Døgn paa Hraun i Fljot. Skjøndt det mislykkedes dennegang, droge Brødrene dog atter afsted, men bleve paany overfaldne af en stærk Østenvind og tykt Veir. Da de havde seilet i et heelt Døgn, overvældedes Jon og Bjarne af en saa tung Søvn, at de ikke kunde holde sig oppe. De grebe da til den Udvei, at fastbinde Seilet, hvorpaa de lagde sig ned, medens Einar sad til Roers, skjøndt halvt sovende. Samtidig hermed lettede Taagen sig lidt, saa man kunde see Solen, der da var i Vest, men i Øst saaes noget Hvidt, som Einar antog forat være et stort Kjøbmandsskib. Snart saae han imidlertid, at det var det høieste Fjeld paa selve Kolbeinsø og at det var sneehvidt af Klippefugle, som saae man et Bjerg oversaaet med hvide Blomster. Einar vækkede sine Brødre med den Underretning, at de nu vare komne ind under Øen. I et Nu fore Brødrene op, sænkede Masten, toge fat paa Aarerne, og fik arbeidet sig op imod Øen, skjøndt det var haardt Veir; men det var saa raske Mænd, at de roede en god Sømiil i tre Timer. Saa kom de til et Skjær ved Øen, hvor de med begge Hænder feiede Fuglene sammen, saa mange og saa spage vare de. Siden kastede de Net ved Øen, men ikke bleve de vaer ved, at der var Fisk i Forhold til Fuglenes Mængde. Nu landede de i en Vig, kastede Ankerstenen, hvortil Baaden var bundet; men den Feil begik de, at de ikke bandt Landtouget, saa at Brændingen, idet Bølgen veg tilbage, drog det ud med sig. Da det var en stærk Storm begyndte Banden strax at drive bort fra Øen, og de maatte see derpaa fra Strandbredden, hvor de stode aldeles hjelpeløse. Det var da ikke underligt, om de bleve ilde tilmode over deres Stilling, da jo Intet var sandsynligere end at der ventede dem den visse Død. Bjarne kunde svømme, og to Gange kastede han sig ud efter Baaden, men det var med Nød og neppe, at han naaede Land igjen, paa Grund af Stormen og Brændingen. Baaden drev længere og længere bort med Alt hvad de havde til Livets Ophold, Mad, Drikke og Klæder. I denne Kvide vankede de aldeles raadvilde op fra Flodmaalet, og den Udvei stod dem alene tilbage, at falde paa Knæe der paa Klipperne og grædende anraabe Gud om Hjelp og Miskundhed. Siden gik de, som bedøvede, op paa Øen og talte ikke et eneste Ord. Da gav Gud, at Søen og Stormen stillede af, saa at først blev det blikstille og derpaa kom der en let nordlig Brise, som igjen drev Baaden til Øen. De frygtede da for, at, skjøndt der var dybt, kunde Baaden støde paa et Skjær, hvor de ikke kunde naae til den, men det blev dog ikke Tilfældet. Brødrene havde bragt en Haandline iland med sig, da de forlode Baaden, som de nu snoede sammen til en stor Ring, hvorpaa de bandt en Steen i den ene Ende, og slyngede denne ud i Baaden. Da traf det sig til deres Livs Frelse, at Stenen kom til at sidde fast under Stavntoften paa Baaden, saa at de kunde drage denne til sig, og man kan da let forstaae, hvilken usigelig Glæde det maa have været for dem. Nu gjorde de Baaden forsvarligere fast end før, og toge siden Fugle og Æg i god Ro og Mag, i det yndigste Veir. De maalte Øen med deres Skridt og fandt, at den var 400 Favne lang, men 60 Favne bred og høi. Der var fire Slags Stene paa Øen, som var oversaaet med Huler og Kløfter, men ikke en eneste Græsplet vexlede med Stenene. De opholdt sig i det Hele i tre og et halvt Døgn paa Øen, og havde da faaet 800 Fugle, en uhyre Mængde Æg og en Deel Fisk. Fra Kolbeinsø var Island ganske forsvundet for deres Øine, med Undtagelse af tre Tuer, men det var Landets høieste Fjelde. Da de forlode Øen, fik de Medbør, Farten var lykkelig, og de naaede Land paa Siglunæs ved Mariemisses Tid. Deres Forældre tyktes, de havde faaet dem kaldte fra Døden tilbage til Livet, og bleve saare glade over deres Hjemkomst. Men Erindringen om denne Hvanndalsbrødrenes Fart har siden vedligeholdt sig fra Mand til Mand.
