Indledning Vafthrudnersmaal (FM)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
Vafthrudnersmaal, egentlig i Originalen VafϷrúdnismál, er det förste Digt i den Arnæmagnæanske Kommissions Udgave af den ældre Edda, og tillige det eneste, som forhen var bleven udgivet paa en værdig Maade. VafÞrúdnismál vil sige saameget som VafÞrúdners Tale eller Sang. Egennavnet, der ikke findes forklaret i Glossariet, maae deriveres af det gamle, men endnu i Islandsk brugelige Ord Vaf ɔ: Vævning, Islæt, Indvikling eller Svöb, og det obsolete prudr, stærk, kraftfuld, maaskee og som Substantiv— Styrke.— Det betyder altsaa en stærk eller kunstig Væver eller Indvikler, og er uden Tvivl et allegorisk Navn, tillagt denne Jætte, som i Digtets förste Afdelinger fremsætter adskillige indviklede Spörgsmaal eller Gaader. Det tilföjede ældgamle Ord Mál betyder her egentlig Tale, Sprog eller Sang, og er beslægtet samt for det meste eenstydende med det danske Maal, Mæle, AS. Mal, Mæl, Al. Mahal, MG. Mathlei, Mel, Gr. μελος maaskee og det hebraiske Mullah o.s.v.
Digtets Indhold er fölgende: (1.1-4) Odin giver sin Hustru Frigg (eller Frigga) tilkjende at han betages af en heftig Attraae til at besöge, den alvise Jætte Vafthrudner, og af Lyst til at lære Oldtidens Sagn eller Viisdom af ham (eller og til at pröve Styrke med ham i den Post). Frigga raader ham fra denne Rejse, da hun ikke troer, at nogen Jætte er saa stærk som Vafthrudner. Odin beraaber sig paa sine mange farlige Eventyr og Erfaringer, der give ham Mod til at svale sin Nysgjerrighed ved at besee Vafthrudners Boliger. Frigga önsker ham en lykkelig Rejse og Tilbagekomst, samt fornöden Aandsnærværelse ved hans Möde med Jætten. (II. 5-10) Odin rejser da, og ankommer til Vafthrudners Hall under en menneskelig Vandrers Skikkelse og Navn — hilser Husets Herre, og siger sig være kommen for at erfare, om han var en kundskabsrig eller alvidende Jætte. Vafthrudner fortörnes, ved en slig Tiltale, af en fremmed Mand, og giver ham strax tilkjende: at hvis han ej er visere end Husbonden, kommer han ikke ud af Hallen, eller slipper levende derfra. Efter at de have vexlet flere Ord, fremsætter Jætten (III. 11-19) nogle Spörgmaal til Odin, der giver sig Navnet Gagnraad eller Gangraad, og da han finder, at de besvares vel, indbyder han Gjæsten til Sæde hos sig, men udfordrer ham tillige til en Kamp i Aandsstyrke, paa de Vilkaar, at den som blev overvunden, eller ikke kunde besvare et fremsat Spörgsmaal rigtig, skulde miste sit Hoved. Dette farlige Væddernaal indgaaer Odin. Han fremsætter dernæst (IV. 20-55) mangfoldige Spörgsmaal for Jætten, som besvarer dem alle rigtig, undtagen det allersidste, der angaaer de Ord som Odin hviskede sin Sön Baldur i Öret, förend denne blev lagt paa Liigbaalet. Da ingen kunde fremsige dem, uden Odin selv, mærker Jætten med Forskrækkelse, at han havde trættet med Guden, hvem ingen overgaaer i Viisdom, er overvunden af ham, og kan ikke undgaae den Död, som hans grusomme Overmod vilde tilföje den uskyldige Vandringsmand.
De saaledes vexelviis fremsatte Spörgsmaal eller Gaader angaae alle Verdens Tilblivelse og elementare Indretning, dens förste, og sidste Begivenheder, samt endelige Fornyelse – alt under mythisk-allegoriske Billeder, hvis Betydning jeg i Anmærkningerne vil söge at forklare. Forelöbig maae jeg gjöre Læserne opmærksomme paa de ellers af mig paa flere Steder udviklede Sætninger: at vor Mythologie, ligesaavel som Grækers, Persers, og Inders, forstaaer ved Jætter, sorte Alfer og Dværge — Afgrundens, Mörkets og skadelig Kuldes Naturguddomme eller Elementaraander, hvorimod alle hine Systemer regne Himmelens, Solens og Lysets ætheriske Aander eller Væsener, til de höjere og bedre Guder, — og at Odin naturligviis, efter Asatroen, maatte höre til de sidstnævnte, som Himmelens, Luftens, samt undertiden Solens Guddom; — At Odin eller Himmelen, var efter Edda, ligesaavel som efter de nævnte store Nationers Begreber, Jordens Ægtemand — da man antog, at Luften, Solen, og tildeels andre Himmellegemer udgjorde en befrugtende Kraft over Jorden, hvorved Vexterne, samt i Begyndelsen ogsaa Dyr og Mennesker, fremavledes, og at de asiske Nordboer, eller deres asiatiske Fædre, kom saaledes til at ansee Odin, Jordens Ægtemand, for Alfader, alle Tings Frembringer, og dyrkede under hans Navn Himmelen selv som höjeste Gud, ligesom Skyther, Perser, Græker, Romere, Germaner m. fl. gjorde för, Kineserne endnu. Det er ikke usædvanligt blandt os Kristne, at höre Gud betegnes ved Navnet Himmel. Endvidere maa vi lægge Mærke til: at de Gamle tillagde enhver Elementarguddom en Aand, der ikke maae forvexles med Materiens, og som undertiden kunde færdes og virke uden for sit egentlige Element; dette, troede man endog, ligesom flere Folkeslag troe det endnu, om den menneskelige Sjæl. — Det er da Odin, Himlens Gud, som i Digtets Hovedmythe raadförer sig med sin Hustrue Frigga, Jordens Gudinde, om han skal vove en Rejse til Afgrunden for at udforske Dybets Huler, eller og de vilde sneedækte Fjelde, der ligeledes i den gamle nordiske Poesie, kaldes Jætternes Boliger, Huse, Sale o.s.v. — hvilke hun, for Naboskabets Skyld maatte kjende bedre end han — og tillige enten for at lære Viisdom af den overhaandskloge Jætte Vafthrudner (ligesom han ellers lærte den af Hav-Jætten Mimer), eller for at overvinde ved List en af sine frygteligste Modstandere, da Jætterne vare i en bestandig Kamp med Guderne, ligesom Mörket med Lyset. Afgrunden og det underste Mörke skjule mange Ting der ere, og maaskee bestandig ville være Hemmeligheder for Mennesket; disse synes neppe at kunne afslöres ved Himmelens Klarhed, da dens Straaler sjelden eller aldrig magte at trænge ind i Jordens Inderste. Vore Forfædre troede derfor at Jætter og Dværge vidste noget, som de fleste Guder ikke vidste, og derfor ophöjes tit deres Viisdom meget i de gamle Digtninger. Ikke desmindre blive de stedse, saalænge Verden staaer, overvundne af Guderne, saasnart det kommer til en haandgribelig Kamp mellem dem. Ligesom Mörket forsvinder ved Lysets umiddelbare for os ubegribelige Berörelse, saa blive ogsaa Jætter og Dværge, blot ved at skimte Dagens eller Solens Lys, forvandlede til Steen, det er at sige: Mörkets onde Aander, som spöge om Natten og ængste Vandringsmanden paa Fjeldet eller Marken, flye og forsvinde ved Morgenens Komme; gjennem Fjeldet eller Jorden tye de til sit oprindelige Hjem, Afgrunden, og forvandles saaledes, ved en digterisk Indbildningskraft, til de mörke Klipper, der fremstille sig for Vandrerens befriede Syn. Enhver veed at den skumle Taage tit frembringer gigantiske Skikkelser, som forsvinde for Lysets Virkninger, saa at Trolden, der skræmmede den overtroiske Vandrer, da forvandles til en spids Klippe eller en slig fuldkommen naturlig Gjenstand. I Norge og Island veed Almuen nok at fortælle om saadanae Klipper, der engang have været Jætter og Trolde, men istedetfor at Thor, Odin eller andre Guder gjerne tilskreves Æren for slige velgjörende Forvandlinger, til Menneskenes Befrielse, i de hedenske Tider, tillægges den nu af de norske Bönder St. Oluf, hvorfor han uden Tvivl har de katholske Tiders Mellemkomst at takke.
En aandelig Kamp mellem Guder og Jætter, mellem Lys og Mörke, mellem ædel Videlyst og fiendsk Obscurantisme, fremstilles her i gjensidige Opgaver, der alle ere af kosmogonisk og kosmologisk Indhold; de passe fölgelig meget vel til det Synspunkt hvorfra jeg har betragtet nærværende Digterværks Indklædning.
At dette Digt maae være meget gammelt kan man slutte, deels af adskillige deri forekommende dunkle og forældede Ord, og deels især deraf, at det paaberaabes hyppig i den yngre Edda, som en af de Skjaldesange der indeholde den hedenske Oldtids mærkværdigste Lærebegreber: ogsaa findes det i vor saakaldte Codex regius.
Det er först udgivet: her i Staden 1779 af Thorkelin, med latinsk Oversættelse, Anmærkninger og forklarende Ordregister i 4to. Denne Bearbejdelse er lagt til Grund i den Kjöbenhavnske Udgave af de mythologiske Sange, saaledes at enkelte Forandringer ere gjorte i Oversættelse og Anmærkninger, samt nogle afvigende Læsemaader tilföjede, hvorimod Ordregisteret er udeladt, endskjönt det tildeels er afbenyttet i Værkets 1ste Deel. — Af Oversættelser have vi, foruden Sandvigs, ogsaa en frie, men ret smuk, af Baggesen, i hans nye blandede Digte Kbhavn 1807. Paa Tydsk er Digtet oversat af Gräter. Om denne Oversættelse siger Wagner;[1] "Jeg erindrer at have læst i Nordische Blumen et Digt, hvori en af Aserne, der troer sig stor i Viisdom, drager hen til Jætternes Land, og udfordrer en af dem til Oplösning af kosmogoniske Gaader. I disse Gaader finder man en höj Verdensbetragtning, hvori Fremstillingen har fuldkommen frit Spil; — Vore Gaader opholde sig derimod paa Definitionens Ævremarke, men i Ideernes Blomsterhaver komme de ikke." En senere tydsk Oversættelse udkom af Majer 1818, og en skjon svensk af Tegnér (i lignende Maneer som Baggesens danske) findes i den Stockholmske Idunna (7de Hefte) 1817. I Cottle’s Edda (Dublin 1797) have vi og en engelsk Oversættelse af VafϷrúdnismál
Noter:
- ↑ *) Ideen zur allgemein. Mythologie S. 486.
