Indledning Valas Spaadom (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Idet jeg skrider til den vovelige Pröve, at fortolke det ældste aandelige Mindesmærke vi have, af vore nordiske Fædres Tro, Viden og Digtning, henrives jeg saa vældigen af de Fölelser Grundtvig saa skjönt har skildret, som sine, ved et Forsög af den selvsamme Art, at jeg ikke kan holde mig fra her at anföre hans egne Ord: "Dette magelöse Digt, hvori hvert Ord har Betydning, er det eneste, som i sig selv bærer et uimodsigeligt Vidnesbyrd om at være udsprunget dybt inde i Hedendommen, förend Sandsen for den höie Lære tabtes. En vis og hellig Vala, af Heimdalls og Nornernes Slægt, træder frem i Valguders Sal, begynder med Tidens underlige forborgne Födsel, glider hen over det store Drama, hviler sig tre Gange paa Idas Slette, ved Urdas Brönd og paa Banetuen hos den nedsjunkne Baldur, værdiger ikke Jordlivet et Blik, men iler hurtig til sit Maal; forkynder i de dybeste Toner Guders Fald og Tidens Undergang, og peger da saa blidelig hen paa det herlige Liv, der gjennem Död skal udvikle sig af Tidernes Kamp. Ei kan det undre nogen, uden den som intet kan beundre, at et vist helligt Slör udfolder sig over disse dybe Hemmeligheder, og var der nogen anden reen Kilde hvoraf vi kunde öse Kundskab om de gamle Guder, — da vilde jeg kalde det en Formastelse at hæve Slöret, thi hvem tör tale naar Vala paabyder Taushed med sin dybe Stemme. Hvem tör i Ord ville forklare det hvorom hun med Föie spörger Guder:

Forstaa I det eller ej?

Derfor ginge Aar hen, för jeg vovede at bringe et vanhelligt Lys i den majestætiske Nat." Saavidt Grundtvig. Hans Forklaringer ere bekjendte af hans nordiske Mythologie eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd, der ej selv ere Mythologer. "Vi have gaaet hver ad sin Vej i vore Granskninger, og Resultaterne af dem blive derfor ej alletider de samme. Vel er jeg enig med ham for saavidt Hovedsagen angaaer, nemlig om det nærværende Digts höje Alder og Værd, samt Betydningen af dets vigtigste Indhold; men i meget afvige vore Meninger dog fra hinanden. Hvor dette er Tilfældet fölger jeg min egen Overbevisning, grundet paa de Kundskaber om vort — eller i det mindste Eddaernes — ældste Sprog, hvilke jeg har havt en saa meget bedre Lejlighed til at erhverve mig end Hr. Grundtvig, som naturligvis maatte möde langt större Hindringer paa sin Bane til slige Undersögelsers Fremme. — Beviisförelsen for mine Fortolkninger vil findes, saa fuldstændig som mueligt, i den 3die Deel af den store, med latinsk Oversættelse forsynede Udgave af den ældre Edda, hvis Trykning nu snart skal begynde. Nogle Grunde vil jeg, dog i fornöden Korthed, fremsætte her, samt i Anmærkningerne til nærværende danske Oversættelse.

Förend vi tale nærmere om Digtets Indhold, maa der siges noget om dets Titel. Det kaldes nemlig Valas Spaadom eller Spaaqvindens Sang. Ordet Vala er ikke et Egennavn, men brugtes i Oldtiden, til at betegne en hedensk Spaaqvinde. Jeg vil ikke opholde os med at anföre de Udledninger, flere have forsögt af fremmede Sprog, men blot med de rimeligste, som ere hentede fra vort gamle Tungemaal. Nogle mene at det kommer af Völr, Vaulr (MG. Valus) en rund Stav, da slige Spaaqvinder stedse vare forsynede med en saadan. Dette er ikke usandsynligt, da Troldmænd, Trold- og Spaaqvinder til alle Tider og hos alle Folk, udmærkede sig ved et saadant magisk Redskab, som et Scepter, hvis bydende Vink de Aander, som beherskede hele Naturen, maatte ærbödigen adlyde. Andre lade Ordet komme af velia (vælge) eller Val (Valg) (ligesom tala af telia pg tal) da det skulde betyde en qvindelig Person som valgte eller bestemte de nyfödte Börns og andres Skjæbne, eller de endnu uskete Begivenheder, hvorpaa Menneskers Held eller Uheld beroede. Vist er det imidlertid at Ordet betegnede en tryllekyndig Spaaqvinde, af den Art, om hvilke vore Forfædre troede, at de vare begavede med de höje Norners Magt til at forudsige, ja endog frembringe tilkommende Begivenheder. Ofte synes de tillige at have været Jordemödre, eller, som de gamle kaldte det Lysmödre (lucinæ matres), og da spaaede de for de nyfödte Börn. Undertiden valgtes de til at afgiöre vigtige Stridigheder (som f. Ex. den i Vatnsdæla Saga ommeldte Thorbjörg, hvis Tryllevaand eller magiske Scepter var saa berömt, at det tillagdes et eget Navn) og beklædte saaledes Övrigheds- og Dommer-Embeder. Naar de höjtideligen udforskede Skjæbnens Löndomme bare de en særegen Dragt og sparte ikke paa imponerende, og, som man maatte formode betydningsfulde Ceremonier. En saadan Scene beskrives ret udförlig i Erik Rödes eller Thorfinn Karlsefnes Saga, hvor Thorkild, Hövding for de norsk-islandske Nybyggere i Grönland , söger Orakelsprog hos en hedensk Vala eller Spaaqvinde. Der heder det nemlig: "Spaaqvinden Thorbjörg, kaldet den lille Vala, plejede i Vintertiden at drage omkring i Böygdelaget til Gjæstebud, hvortil hun var indbuden af dem, som havde Lyst til at underrettes om deres Fremtids Skjæbne» Da Thorkild var en af de ypperst« i Landet, syntes det at paaligge ham, at söge Kundskab om naar den da herskende Dyrtid skulde ophöre. Han indböd altsaa Spaaqvinden, efter at have Indrettet alting paa det pægtigste, saaledes som man plejede at modtage en saadan Gjæst. Et Sæde blev indrettet for hende paa en Forhöjning og et Hynde lagt derpaa som var fyldt med Hönsefjer. Imidlertid blev en Mand udsendt for at gaae hende imöde, og med ham ankom hun om Aftenen i et saadant Antog: Hun bar en blaa Kaabe, besat med Stene fra överst til nederst, et Baand af Glaspeder om Halsen, en Hue af sort Lammeskind, indvendig foret med hvidt Katteskind. I Haanden havde hun en Stav, forsynet med Messingbeslag og en Knap omsat med Stene. Omkring Livet bar hun et hunnisk Belte, hvorfra der nedhængte en stor Pung, eller Lomme, hvori hendes magiske Apparat forvaredes. Paa Benene havde hun Skoe af Kalveskind, hvorpaa Haarene sad faste; de vare fastgjorte med lange Remmer og Kobberknapper. Paa Hænderne havde hun sorte og lodne, men indvendig hvide Katteskinds Handsker. Idet hun gik, hilsede alle hende med Ærbödighed, men hun besvarte disse Hilsener saaledes, som hun syntes om enhver af de tilsteedeværende især. Thorkild stilte sig ved hendes höjre Side, og ledte hende til det ophöjede Sæde, samt bad hende at tage saavel Huset som Husfolkene i Öjesyn. Hun talte kun lidet om det hele. Om Aftenen bleve Bordene dækkede og fölgende Retter satte for Spaaqvinden: Södgröd af Gjedemelk og en Ret af mange forskjellige Dyrs Hjerter. Hun betjente sig af en Messingskee, samt en Kniv hvis Skaft var af Hvaltand med Kobberbeslag, men dens Od eller Spidse var dog afbrækket. Efter at Bordene vare borttagne, gik Thorkild frem og spurgte hende, hvad hun syntes om hans Hus og de Folk som nu vare forsamlede der, samt hvor snart hun kunde underrette ham om de Ting, hvorom han havde spurgt, og hvad de alle saa gjerne önskede at vide. Hun svarede, at dette ikke kunde skee förend næste Dag, efterat hun havde tilbragt Natten der i Huset. Tidlig om Morgenen (efter andre: Henimod Aften den næste Dag) indrettedes altsaaledes som den magiske Forretning udkrævede. Hun begjærte da at nogle Qvindespersoner skulde synge derved en Sang, der kaldtes Vardlokur (Vagtkreds eller Kredssang) men der fandtes ingen som kunde den. Da man sendte Bud ud i Böjgden for at , opsöge et saadant Fruentimmer, sagde Gudride (en tilstædeværende ung Pige): Jeg er hverken en klog Kone eller en Spaaqvinde, men min Amme Halldise lærte mig dog i Island en Sang som har det samme Navn. Thorkild svarte: Du kan da meere end vi troe. Hun sagde: denne Sang og de dertil hörende Lader ere af den Art, at jeg ikke kan udföre dem, da jeg er en Kristen. Thorbjörg svarte: Heri kan Du dog sikkert tjene os, uden at Din Tro tager Skade derved. Imidlertid lod Thorkild alt sætte i Stand som udfordredes til Ceremonien, og bad Gudride meget indstændigen at opfylde deres Begjæring, da hun ogsaa endelig lod sig bevæge dertil. Thorbjörg satte sig da paa den magiske Forhöjning, omgiven af en Kreds af Qvinder, men Gudride fremförte Sangen med en saa stærk og klar Stemme, at de Nærværende tilstode, at de aldrig for havde hört saa skjön en Sang. Spaaqvinden var og meget vel fornöjet dermed, takkede hende og gav tilkjende, at hun nu havde erfaret meget om Sygdommens og Veirligets Gang. Nu, sagde hun, er meget aabenbaret for mig hvorom hverken jeg eller andre vidste noget för. Den nærværende Hungersnöd vil ikke vare længe, men Overflödighed paa alt vil vende tilbage med Foraaret; selv de Sygdomme, som have plaget denne Egn, ville snart forsvinde ganske. Dig Gudride! vil vil jeg gjengjelde den Tjeneste som Du har viist os, thi Din Skjæbne, som jeg nu kjender meget nöje, er herligere end nogen nu vel vilde troe. Her i Grönland vil Du blive gift med en meget anseelig Mand; det Ægteskab vil dog ej vare længe, da det er bestemt at Du vender tilbage til Island og bliver der Stammemoder til en talrig og blomstrende Slægt, som skal omstraales af en herlig Glands. Nu önsker jeg Dig min Datter! alt Got og beder Dig leve vel. Derefter gik alle, den ene efter den anden hen til Spaaqvinden, og spurgte om det som hver især önskede at vide om tilkommende Ting, hvorpaa hun afgav tydelige Svar. Snart blev hun indbuden til en anden Gaard i samme Hensigt. Da kom (den kristne) Thorbjörn tilbage, thi han havde forföjet sig bort fordi han ikke vilde være tilstede ved en saa hedensk Overtroes Udövelse. Vejrliget forbedredes fuldkommen ved Vaarens Nærmelse ligesom Thorbjörg havde forudsagt det.”

Heraf erfare vi den store Anseelse hvori hine Valaer eller Spaaqvinder stode, endog paa en Tid da Kristendommen havde faaet Overhaand i Norden. Hvor meget större maa den ikke have været i Hedenskabets virkelige Flor. Efter Fortællingerne om Norna Gjest og Asbjörn Prude, behandledes de da i Danmark og i Nederlandene paa samme Maade som nysanfört; de indbödes nemlig, naar de skulde spaa, til store og prægtige Gjæstebude, og overvældedes, til Afsked, med kostbare Foræringer.

De Romerske Forfattere have levnet os lignende Fortællinger om de hedenske Germaners Spaaqvinder og Celternes Druidinder. Man adspurgte dem som Orakler, hædrede dem med Gaver og Æresbevisninger, ja ansaa dem endog (efter Tacitus's Udtryk) for virkelige Gudinder. En saadan var Velleda, som ophodlt sig i et höjt Taarn, og gjorde sig saa kostbar, eller rettere anstillede sig saa hellig, at Fremmede ikke maatte see hende eller faae hende i Tale. Disse Beretninger synes virkelig at kaste et klart Lys over Oprindelsen til Valas Spaadom, thi naar Germanerne, os saa beslægtede i Sprog og Sæder, saaledes forgudede deres Spaaqvinder, er intet rimeligere, end at det samme har været Tilfældet i vort Norden, (ligesom Saxo i sin 6te Bog virkelig fortæller at en Dansk Konge hentede Orakelsvar hos 3 Parcer eller Nympher ɔ: Norner eller Valaer, i Gudernes Tempel, hvor de sade paa 3 forskjellige Sæder) og at den Vala, som enten virkelig har forfattet eller ansaaes for at have sammensat det nærværende Digt, hörte netop til denne Klasse. Vi indsee saaledes hvorledes det er mueligt at en Qvinde foregiver at erindre, eller i det mindste have fuldstændig Kundskab om Verdens Skabelse og andre Gudernes Löndomme, og end klarere bliver det os naar vi lægge Mærke til at selve disse Valaer kaldtes Norner, altsaa med det selvsamme Navn , som bares af de tre höje Gudinder, der bestyrede baade Guders og Menneskers Skjæbne; her maa vi altsaa forudsætte enten en formegentlig Inspiration eller aandelig Aabenbaring, hvorved Parcerne betroede deres dybeste Mysterier til udkaarne jordiske Döttre, eller og en forudsat virkelig Incarnation eller Emanation, saaledes, at de selv paatoge sig Qvinders Skikkelse. Vi maa da ej heller glemme at den ældgamle østerlandske Lære om Sjælevandringen, hvorefter den samme Aand forplantedes, gjennem mange Generationer, i forskjellige Legemer, var antagen af Nordboerne, ligesaavel som af Celterne og flere gamle europæiske Folkeslag. Især synes Valaerne at have udbredt denne Lære, da man, efter Kristendommens Indförelse, kaldte den Kéllingavilla ɔ: Kjællingers Overtro eller Kjætterie. Nu bliver det os begribeligt hvorledes en Vala, som er et virkeligt Menneske, kan rose sig af at have været til fra Verdens Begyndelse (ligesom de tre himmelske Norner) og at være bleven spurgt tilraads af selve Guderne, angaaende tilkommende Begivenheder, hvorom de ikke havde fuldkommen Kundskab. Efter Kristendommens Indförelse i Norden forandredes Qvindernes store mystiske Anseelse til det modsatte; de metaphysiske Væsener man för hædrede som Guder, afskyedes nu som Djævle. Endnu antog man at Fruentimmer, især bedagede Koner, havde en særdeles Forbindelse med dem, men Fölgerne heraf bleve saare tragiske for Kjönnet. Istedenfor at man for havde forgudet, hædret og rigelig begavet de tryllekyndige Spaaqvinder, fordjævlede, forhaanedes og forfulgtes de nu af alle Kræfter; man lod sig ikke nöjes med at beröve dem Ære, Gods og Liv, men man tilföjede dem og, ved den skammeligste Tortur, uhörte Pinsler, og ofrede dem tilsidst — som det hed, til den evige sande Guds Ære — paa det brændende Baal.

Undersöge vi dette Digts Bestemmelse, saa kommer det meget an paa hvilke Læsemaader man vælger, i den 1ste Strophes 5te og 6te Vers, da nogle læse


Vildak Valfödur
Vel fortelia
D. e. Jeg vilde Valfader
Vel fortælle
Mænds gamle Sagn: o. s. v.


Da man maatte antage at Spaaqvinden strax henvendte sin Tale til Odin, hvilket dog ikke vel kan enes med det fölgende. Jeg har derfor fulgt en anden og naturligere Læsemaade. Den hele Forskjæl beroer paa en liden Streg eller Accent over Bogstavet e i Ordet vel, men da de ældste Haandskrifter skrive vel og vél paa selvsamme Maade, kan intet Beviis for den rigtige Læsemaade hentes derfra, men maa söges i selve Digtets Sammenhæng og Mening.

Mine Tanker om Digtets Bestemmelse ere disse: Vi kunne ikke tvivle om, at ligesom Valaerne i Vintertiden indbödes hyppig til private Gjæstebude, endog for at forudsige almene Begivenheder efter Folkeforstandernes Foranstaltning, saa have de og, paa samme Maade viist sig ved de offentlige Folkefester, som holdtes i Sommertiden paa de sædvanlige Forsamlingspladse, nemlig Ting- eller Offer- Steder, under aaben Himmel. Her have de deels foresjunget og ladet foresynge Folket almindelige religieöse Sange, som den i Fortællingen om den grönlandske Vala ommeldte bekjendte Kredssang, og dels fremfört deres Spaadomme saavel angaaende Folkets almene, som Privates særskilte Fremtidsvel. At et Slags almindelig Troesbekjendelse eller kort Begreb af Troens Lærdomme, blev offentlig reciteret ved en almindelig Folkefest, seer enhver maatte være meget naturligt. Jeg anseer Valas Spaadom for at være et saadant Digt, sjunget af en hellig Qvinde eller Nornernes Præstinde, omgiven af de ypperste Hövdinger, for Folkets almindelige Forsamling. Derfor begynder hun netop saaledes:


Lytter til min Tale
Væsener alle! (eller: alle hellige Væsener)
Större og mindre
Af Heimdalls Slægt,
Jeg vil fortælle
Valfaders Bedrifter,
Mænds gamle Sagn
De förste jeg erindrer.


Her tilkjendegives udtrykkelig, at Spaaqvinden taler til en stor Forsamling; Hellige Væsener vare Fyrsterne eller Folkeforstanderne, der tillige vare Asa-Gudernes Præster; Heimdalls Slægt behöver aldeles ikke at betegne blot Gudernes, da ogsaa Nordens Fyrste- og Præsteætter sagdes at nedstamme fra Odin, Heimdalls Fader; ligesom de gothiske Nordboer overhoved kaldtes Godjód, Godthiód, Gudernes Börn eller Folk — og en vis Mythe (i Digtet Rigsmaal) endog antager at Heimdall, under Navnet Rig var paa en Maade Stammefader til alle Indbyggerne i disse nordiske Lande. Ogsaa har man Grunde til at antage, at Heimdalls Slægt er det samme som Himmelens Börn eller de der boe under Himmelen, efter hvad jeg udförligere vil fremföre i Anmærkningerne.

Jeg aner end en Aarsag til Heimdalls Ommeldelse her. Han var den Maanedsgud der tog mod Herredömmet ved Sommer-Solhverv, Midsommers Nat, Nordboernes störste Folkefest da Solen indtraadte i Krebsens Himmeltegn. Da tronede han især paa Himmelbjerg, thi saaledes betegnede Nordboerne dette Solhus, for at antyde Solens höjeste Standpunkt i det Öjeblik Heimdall modtog Bestyrelsen af dens Gang, men Guden kaldtes dog Hallinskeidi eller den som gaaer ad en heldende Bane, thi fra dette Öjeblik af daler Solen i sit aarlige Löb. Saaledes kunne vi ikke undres over at Vala, netop i Sangens Begyndelse, i et saa helligt og betydningsfuldt Öjeblik, især kalder sine Tilhörere Heimdalls Slægt; med den Benævnelse kunde hun henvende sig til de usynlige Guder, deres synlige Repræsentantere, Præsterne, og til den hele forsamlede Menighed af Gudernes jordiske Folk.

Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som Heimdall maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden , som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget Baldur, der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at Baldur ansaaes som Gud for Solhuset Breidablik (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af Höder eller Mörket myrdede Baldurs Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som Baldurs Brönd, Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v« — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den Baldur helligede hedenske Midsommersfest til St. Hansdags Nat som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu Balders Braa, ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn» Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten Baldrian derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommeren atten eller St. Hans Nat,[1] at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.

Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til Tidens Bestemmelse ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst af Urdes eller Uranias derunder liggende ætheriske Hav, forklarer kun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Ham, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, vred sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes Heimdalls Horn, og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden Odin, om hans til Mimer eller Havet pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; Baldur eller Himmellyset myrdes af den blinde Höder, Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama Baldur hin Gode, i det de beklage Gudens forestaaende Död:


"Sniger sig Tusmörket ej
"uformærkt lumsk over Jorden,
"Til med dæmrende Svælg det sluger
"Dagen med blödende Himmelglands."


Efter vort Digt skal Höder igjen ombringes af Vale, det henimod Foraarstiden tilbagevendende, atter tiltagende Daglys. Hedningerne helligholdt paa den Tid deres Fakkelfest (i hvis Sted Kyndelmisse blev stiftet) der og oplystes med Glædesbaal, i Anledning af Solens og Lysets Sejer over Vintermörket, derfor siges Vale og at lægge Höder paa Baalet. Her ville vi forbigaa Resten af Digtet som for det meste synes at indeholde Spaadomme om vor Verdens sidste Tider, Elementernes Oplösning, Jordens Fornyelse, de saliges og de ugudeliges evige Boliger o. s. v. — Men vi anmærke kun at Digterinden, ogsaa ved meget af dette, synes at sigte til Aarstidernes Vexel, som et Forbillede paa det store Verdensaar. Vor Lejlighed tillader ikke at udvikle dette vidtlöftigere, men jeg anmærker kun til Slutning at Digtets sidste Strophe "om den mörke Drage som kommer tilflyvende" virkelig synes at sigte til selve Mörket, som netop ved Sommersolhvervstid bemestrede sig Verdens Herredömme; Vel menes her egentlig Underverdenens Drage, Nidhög, men den bruges dog maaskee her, ligesom undertiden Ahriman, som er et fuldkommen Sidestykke til ham i den persiske Mythologie, til at personificere Mörket der synes at komme fra hine Dybets Egne. At det siges at bære Dödninge paa sine Vinger, kunde vel sigte til den ældgamle og almindelige Overtroe, om Gjenfærds Omsværmen i de mörkere Nætter.

Endvidere har man af franske Forfattere fra Middelalderen (Beleth og Duranth 1182 og 1280) en besynderlig Efterretning, som stemmer meget nöje overens med min Hypothese (at dette Digt har været bestemt til at afsynges ved Hedningernes Midsommersfest) denne nemlig: vedvoxende Hede havde man i Oldtiden stor Frygt for flyvende Drager og Slanger (uden Tvivl af Troldenes Art, altsaa tildeels usynlige) som lode Gift nedfalde i Luften og Kilderne, hvorved Pest og andre dræbende Sygdomme opkom blandt Mennesker og Qvæg. Derfor raadte Lægerne til at antænde Baal ved Brøndene for at bortjage Dragerne. Saaledes opkom den Skik at antænde slige Baal paa Midsommers- — eller St. Hans-Nat, — hvorved man i övrigt i alle Lande havde stor Overtro, om denne hellige Ilds Lægedomskraft. Man sprang over Ilden, bar Börn derover, forvarede Brande og Aske o. s. v. alt for at bevare sig mod Sygdomme og Ulykker i Fremtiden.

Efter saaledes at have omhandlet Digtets vigtigste Indhold og formentlige Bestemmelse, skride vi til Optegnelsen af de Udgaver og Oversættelser som vi have eller kjende deraf.


Udgaver

1) Den förste udkom i Kiöbenhavn 1665 4to bag ved Resenii Edda — med en virkelig smuk og med poetisk Sands forfattet Oversættelse af den bekjendte Islandske Digter Stephan Olafsen, med hans Anmærkninger, hvoraf nogle ere ret sindrige. Som et Tillæg fölge Gudmund Andresens Anmærkninger over Digtets förste Tredie-Deel.

2) Den anden udkom sammesteds, atter udgivet ved Resenius, forsynet med Gudmund Andresens latinske Oversættelse og fuldförte Anmærkninger, men han var da selv afgaaet ved Döden. Texten er meget mindre korrekt end i den förste Udgave, og Forklaringen har heller ikke i det hele vundet meget, skjöndt nogle af de nye Anmærkninger ere ret mærkelige.

3) Den tredie udkom i Sverrig (nemlig i Stokholm 1750 i 4to ved Göranson, med en höjst besynderlig og forkert Svensk Udtolkning. Den kan i alle Henseender sættes langt under de Foregaaende.

Den fjerde og femte udkom i Stockholm, i Tidsskriftet Idunnas 3die Hæfte, hvoraf nemlig haves 2de Oplag, det sidste af 1816. Udgiveren, formodentlig den lærde Svenske Hofpræst Mag. Afzelius har tilföjet en sindrig Fortale, hvori han gjör Læserne opmærksomme paa Digtets Overensstemmelse med de ældste kosmogoniske Systemer, især de indiske — ogsaa har han forsynet det med en svensk Oversættelse og med adskillige Anmærkninger.

Den sjette udkom ligeledes i Stockholm 1818 8to- men uden Oversættelse i den ved Prof. Rask og Mag. Afzelius besörgede skjönne Haandudgave af Sæmunds Edda. Texten er her den mest korrekte af de hidtil udkomne, hvad Retskrivningen og Ordene angaaer, men det er stor Skade at Strophernes Orden er her (ligesom i de sidstommeldte svenske Udgaver) öjensynligen urigtig paa flere Steder.

Den syvende udkom i Leipzig 1818 under Titel: Volospá hoc est Volæ seu Sibyllæ arctoæ Vaticinium; codicis Vidaliniani... specimen integrum, edidit Fredericus David Graeter med en Tilegnelsesskrivelse til nærværende Oversætter, hvori adskillige mærkelige Varianter m. m. anföres og dröftes.


Andre Oversættelser.

1-2) Foruden de förstommeldte trykte Kjöbenhavnske i det latinske Sprog, haves der og blandt det arnæmagnæanske Legats Samlinger 2de yngre i Haandskrift, tilligemed vedföjede Afskrifter af selve Texten. De ere begge fra det attende Aarhundrede. Den ældre af Stipendiarius John Olafsen fra Grunnavig, den yngre af Sysselmand Magnus Ketilsen. De ældre trykte Oversættelser ere her vel paa tiere Steder forbedrede hvad enkelte Ord angaaer, men disse skrevne synes i det hele fattigere paa rigtige mythologiske Anskuelser. Den yngste er især næsten aldeles ubrugbar i den Henseende.

3) Paa Dansk have vi kun een nogenledes fuldstændig Oversættelse af Sandvig blandt de övrige af ham fortolkede Edda-Sange. Derimod kjender jeg ikke mindre end fire tydske (skjöndt vi i det mindste endnu maa vente tvende) — nemlig:

4) af Schimmelmann, bag ved den af ham oversatte yngre Edda. Stettin 1777. 4to. (den sletteste og ravgaleste af alle).

5) en ret skjön (dog ej ganske fuldstændig) af Herder i hans Volkslieder. 2 Th. 1779. som ere blevne flere Gange oplagte.

6) af Denis — i Ossians und Sineds Lieder 4 Band. Wien 1784. 4to.

7) af Friedr. Mayer i hans Mythologische Dichtungen und Lieder der Skandinavier. Leipzig 1818 8vo. Denne Oversætter har villet beholde Originalens Versemaal, og selv dens Alliteration, men den sidste er i det hele mislykket,

8) Paa Engelsk skulde man tro at have en fuldstændig Oversættelse af Digtet i et Octavbind paa 111 Sider, som har til Smudstitel, the Voluspa etc. og til egentlig Titel: the Voluspa or Speech of the Prophetess with other Poems by the Rev. I. Prowett. London 1816. Men naar man seer sig ret for, fylder det paa Titelen angivne Hoveddigt kun 9 Sider, som indeholde en aldeles forvirret Omarbeidelse af nogle hos Ole Worm, Bartholin o. fl. forekommende adspredte Brudstykker; vel lader denne poetiske Efterligning sig ret got læse, men aldeles ikke som nogen god Oversættelse.

9) I Anhanget til William Herberts Poëm Helga (Lond. 1815) findes en fri Oversættelse eller Efterligning under Titel: the song of Vala.

10) En mærkværdigere, dog ikke ganske fuldstændig Engelsk Oversættelse findes, tilligemed Texten, i Dr. Hendersons Afhandling om den islandske og oldnordiske Poesie, bagved hans Rejse i Island, 2den Deel, udkommen i Edinburgh 1818.

Vi kjende altsaa heraf i det hele:
2 trykte
2 haandskrevne
(i alt 4 Latinske Oversættelser)
1 Dansk
2 Svenske (den 3die kan snart ventes fra Pressen)
4 Tydske
3 Engelske
i det hele fjorten Oversættelser.

Den nærværende Danske er altsaa, mig vitterlig, den 15de; da den er den sidste, burde den og være den beste. Hvorvidt dette lykkes mig maa Samtid og Eftertid bedömme.

Da vi ingen Beviser have for at Valas Spaadom har været opskreven i Hedendommen, skjönt det vel er mueligt, da andre Digte i den Tid bevaredes ved at indskjæres paa Runetavler og et Udtryk i selve Digtet synes at pege til en saadan Fremgangsmaade, ved et end ældre Poem eller Sagn, hvorpaa det er grundet — bliver det sandsynligt, at hvad vi have tilbage af Valas Spaadom ere blotte Brudstykker, ligesom og Mangel paa vedbörlig Sammenhæng synes at bevidne det samme. For saavidt mueligt at komme til Kundskab om hvorvidt Sammenhængen er afbrudt, og hvor der maatte mangle noget, eller noget være tilsat, i den kristelige Periode, samt tillige for at lette Udsigten over de mange noget, forvirrede Gjenstande, har jeg forfattet fölgende Indholdsliste over det hele Digt.




Noter:

  1. Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc. Strasburg 1605.4.