Irminsul og gudestøtter

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Axel Olrik

Maal og Minne
Norske Studier
Kristiania, 1910

Irminsul og gudestøtter

af Axel Olrik

Højsædesstøtterne (ǫndvegisúlur) var i vikingetiden de mærkeligste og helligste genstande i høvdingens eller storbondens bolig. De var vistnok to i tal, deres plads var ved hver side af hæderspladsen (ǫndvegi). de ophøjede sæder midt paa langbænken. De kunde findes baade i den særlige gildeshal eller hovbygning og i bondens daglige «stue». En enkelt efterretning nævner dem som udskaarne; «Thor var udskaaren paa den ene af dem». I støtterne var indslaaet reginnaglar (gude-nagler), hvortil en særlig grad af højtidelighed var knyttet, vi ved ikke hvilken. Selve højsædesstøtterne var en art husguder eller fetisjer. De udvandrende landnamsmænd førte højsædesstøtterne fra det gamle hjem med sig, og kastede dem i havet, at de selv skulde søge land og kaare menneskene den nye boplads. Stærkere kunde vi næppe finde tanken om en dem iboende guddomskraft udtalt!

Desværre ved vi ikke nærmere om deres ydre indretning. Vi ved saaledes ikke, om det var fritstaaende støtter af blot religiøs karakter, eller det var de midterste af husets stolper, — eller maaske delvis det ene og delvis det andet. Deres fremtrædende hellighed og den hyppighed. hvormed de overflyttes til det nye hjem kan vel snarest tale for det første. Men naar Landnaama taler om et grantræ, 63 alen langt og to favne tykt, hvoraf der blev gjort højsædesstøtter til næsten hver eneste gaard i Tværfjordene, — gaar det lettest at opfatte det, som om støtterne hørte med til husenes egenlige tømmerværk.

Heller ikke ses det, om reginnaglar var én nagle (f. eks. i hvert træ), eller maaske en hel række af nagler. Dog har saa gammelt et skjaldekvad som Toraren lovtunges Glælognskviða (o. 1035) ordet i ental — brugt som sammenligning for Hellig Olaf. Heraf maa man vist slutte, at «reginnaglen» har været én, og at den har været toppunktet af hellighed, det særlige sæde for den guddommelige kraft.

Men véd vi lidet om højsædesstøtternes indretning, da véd vi endnu mindre om deres egenlige væsen: hvorfor disse «suler» er særlig hellige.

Her kan tænkes to grunde. Enten er sulen hellig som sule, ɔ: forestillingen om en bærende stolpe har i sig selv haft religiøs betydning; eller ogsaa er dens form af sule mere tilfældig, og dens hellighed ligger i, at den egenlig skal forestille noget andet. Vi skal prøve begge muligheder, baade den at sulen i sig selv er hellig, og den at den kun tilfældig har suleform.

Som bekendt er vore efterretninger om nordisk gudsdyrkelse faa i tal og til dels kun bevaret gennem længere tids mundtlig overlevering paa Island; vor kundskab om Lappernes gudsdyrkelse er derimod bygget paa talrige øjenvidner; og da Lappernes religion i stort omfang har laant fra Nordboerne, bliver den et vidne, der ogsaa er af betydning for nordisk skik.

Missionæren Jens Kildal 1730 fortæller bl. a.: «Der ofres af afgudiske Lapper aarlig hver høst en okse af ren eller andet fæ til Maylmen Radien, fordi at han, saasom han er Lappernes øverste gud, han da ikke skal lade verden nedfalde, og at han skal give dem lykke til ren; og ved offeralteret sættes ham til ære en støtte med en kløft i enden, kaldet Maylmen støtte, som han skal opstøtte verden med, hvilken støtte skal være oversmurt med den okses blod, som bliver ham ofret. . .

Foruden den aarlige ofring til Maylmen Radien sker der og particulære ofringer til ham for adskilligt, og bl. a. naar formørkelser sker i sol eller maane, da lover Lapperne offer til ham, for at han skal borttage formørkelsen.»

Maylmen Radien betyder «verdens raader» (af mailbme, den synlige verden, naturen). Han er den samme som andensteds hedder Varalden Radien, Varalden Olmai (himmelraaderen, himmelmanden), der nu almindelig opfattes som efterligning af Frey. Selve disse former for dyrkelse, hvor et stadigt offer skal holde den verdensbærende søjle fra at svigte, bunder dybt i den for hedenskabet ejendommelige tankegang. Men en saa vidtrækkende begrebsdannelse er ikke udsprunget af Lappernes nationale religion, saa uudviklet som den var. Den er sikkert, ligesom guden, laant fra Nordboerne.

Vi kender ikke en verdensbærende sule i nordiske offerindretninger; ti vi kender overhovedet saa lidt. Men vi kender den i Tyskland. De gamle Saksers største helligdom var en irminsûl (den som Karl den store omstyrtede 772), der ganske sprogrigtig forklares i en gammel kilde som «verdens søjlen, den der bærer alting oppe» (universalis columna, quasi sustinens omnia, — hos Rudolf af Fulda, der levede o. 850 og ved sit hjemsted stod den gamle helligdom nær). Man kunde ikke faa en mere træffende modsvarighed til den lappiske Maylmen-støtte (verdens-støtte); og i begge tilfælde drejer det sig om en stor fritstaaende søjle, der er midtpunkt for den højeste form af dyrkelse.

Naar vi finder denne hos Sakser og hos Lapper, da maa ogsaa Nordboerne en gang have haft den; og dyrkelsesarten maa have været den samme over det hele omraade: man slagter offerdyr og stryger blodet paa den, at den skal faa kraft til at bære verden oppe (eller: for at dens himmelske dublet skal faa kraften til at bære verden oppe).

Men har den været kendt af Nordboerne, er det vel troligt, at den verdensbærende søjle — glemt eller overset — skjuler sig i de «suler», der staar ved hæderspladsen i gudehovet, lige foran offerbaalet, og som ved de store fester overstænkes med offerblodet.

Blandt de lappiske helligdomme, der er os bevarede i billede og beskrivelse, er der en, som indeholder en støtte, vi med nogen sandsynlighed kan henføre til denne gruppe : «Sølfar-Kæpper. . . et ved den østre ende af Porsangerfjorden omtrent en halv mil fra søen liggende navnkundigt offersted. Jeg har selv beset det; der staar to høje stene, den ene jævnsides hos den anden . . . Ved den østre side af samme stene befandtes en lang firkantig, paa samme maade som de nyligommældte kæppe udskaaren bjælke, sat med sin nederste ende fast i jorden ganske nær hos stenene, og hældende med den anden ende imod østen, imod solens opgang, samt havende alleryderst i enden en jærnnagle, af skikkelse som det jærnsøm, hvormed man digter bræderne paa fiskerbaade og andre deslige fartøjer sammen « (Leem, Beskrivelse over Finmarkens Lapper [1767] s. 437, med af bildning tavle LXXXVI, gengivet paa hosstaaende billede).

Dengang Knud Leem som missionær besøgte Porsangerfjord (1725—1728), synes der ikke mere at have været levende tradition om, hvad denne støtte betød. Som holdepunkt har vi paa den ene side den lappiske overlevering om en «verdens-støtte», der modtager blodigt offer; paa den anden side minder denne udskaarne stolpe med indslaaet jærnnagle i den øvre ende om den nordiske ǫndvegis-súla og dens reginnagli, — blot med den forskel at Lappernes dyrkelse helt er under aaben himmel, Nordboernes derimod en gang har været under aaben himmel, men nu er krøbet under tag i hov eller gildehal.

En gammel islandsk skjald har i slutningen af et eddahaandskrift skrevet en del enstydige ord op, som et ordforraad der passende kunde anvendes i digtning, og iblandt dem en række betegnelser for «nagle» . . . regingaddi farnagli stagnagli varnagli veraldar-nagli . . . Af disse ord er regingaddi sikkert det samme som reginnagli; ordet er afledet af gaddr, pig, og hentyder vel til at reginnaglen ikke sad ind i stolpen, saaledes som en almindelig nagle, men udgjorde et fremstaaende jærn, en pig. Dette svarer ganske til den lappiske helligstøtte, hvor naglen stikker pigagtig i vejret i sulens øvre ende.

Det sidste ord i rækken, veraldar-nagli, maa betyde den nagle der holder verden paa sin plads. Navnet vilde være os fuldstændig dunkelt, hvis ikke det foregaaende havde kastet lys over sagen. Sakserne havde deres irminsûl; Lapperne havde deres maylmen-sule (ɔ: verdensstøtte), og denne forestilling maa være optaget fra nordisk. Det nordiske udtryk, der ligger bagved det lappiske, er sikkert *veraldar-súla (ligesom Maylmen Radien = Varalden Radien = veraldar goð); og den deri indslaaede reginnagle kan da kort udtrykkes ved veraldar-nagli.

Fra dette synspunkt bliver baade reginnagli og veraldarnagli forstaaelige for os; de er to udtryk for samme ting. Eddakvadene bruger ordet regin om de guddommelige magter som helhed, med særligt eftertryk paa deres ordnende og opretholdende gerning: guddommen i forhold til naturen. Denne grundtanke udformes i anskuelig, i mytisk form: regin sætter den støtte, der bærer verden, og fæster — i midtpunktet af hele verdensordenen — den nagle der holder alt paa sin plads. Jordisk gentages det samme paa gudernes helligsted: der rejses en verdensstøtte, og der indslaas en verdensnagle; for hver gang offerblodet stryges paa støtten, tilføres der ny styrke til den guddomskraft, der holder verden paa sin plads. Saaledes er dens to navne blot samme sag set fra to sider: den er reginnagli i forhold til sit guddommelige ophav, og den er veraldarnagli ved sin verdensholdende virksomhed.

Jeg skal ikke følge de rent mytiske forestillinger om en verdensstøtte og dens forhold til en verdensundergang ud i en senere tids halvkristne sagndannelser i Europa, eller til de beslægtede forestillinger hos fjærnere folkestammer. Det er alene den synlige verdensstøtte og dens dyrkelse, vi her skal dvæle ved, særlig dens mærkeligste udstyr, reginnaglen.

Ordet møder os første gang som betegnelse for Olaf den hellige i Toraren lovtunges skildring af hans relikviers undergørende kraft ved hans nærvær i dem: «Storkongen har taget sæde i Trondhjem,» siger han; «ren og skær ligger den lovsæle drot dær med sit hellige legeme, klokkerne ringer over hans leje, og op fra alteret brænder kerter over ham; krøblinge og blinde kommer krybende did hvor den hellige konge selv er, og gaar karske derfra; bed Olaf, at han, den guds mand, under dig sit rige; han opnaar af selve gud aaring og fred til alle mænd, naar du for bogmaalets [ɔ: gudstjænestens] reginnagle fremfører dine bønner.»

Kristendommens reginnagle, dens faste holdepunkt, er sankt Olafs helligdom, den som alle stunder imod med deres gaver og deres bøn, gudsnaglens aabenbarelse paa jord. Men den hedenske reginnagle sidder i den hellige sule, som pantet paa guddommens opholden af verdensordenen og dens nærvær blandt mennesker.

Naar digteren saa dristig anvender dette billede paa Hellig Olaf, beror det ikke paa nordiske men paa kristne forbilleder. Allerede Paulus (Gal. 2, 9) har kaldt de store apostle for kirkens støtter (fursten und irmensuwel der cristenheit, gengives det i en tysk prædiken i haandskrift fra 13de aarh.). Med stærk tillæmpning til hjemlige myteforestillinger gaar udtrykket igen i irsk: «Ligesom der er to søjler i verden, saaledes er Brigit og Patrik i Irland»; og i en af de ældste irske hymner prises Patrik som «halvdelen af rigets søjlerække». Det er med saadanne forbilleder for øje, at skjalden betragter Hellig Olaf som det norske folks «reginnagli» eller «veraldarnagli» — den guddommelige og dog synlige opretholder af dets vel.

At man i den allerførste kristne tid tyr til det hedenske udtryk for at anskueliggøre sig netop den ny tros religiøse værdier, er naturligt nok; jeg behøver blot at minde om Eilif Gudrunsøns «Krist sidder i syd ved Urds brønd». De egenlig kristne forestillinger var fremmede, vakte ingen umiddelbar genklang i sjælen; først paa et senere stade stræber man bevidst at undgaa det særlig hedenske.

Saaledes bliver den første besynger af den kristne gudstjæneste den der giver os vink om de højeste religiøse forestillinger i hedenskabets dyrkelse. Hellig Olaf bliver ham «verdensnaglen» i det kristne kirkeliv, midtpunktet for den højeste kraft og den højeste andagt. —

Men verdensstøtten og dens ligeartede er ikke de eneste, der minder om højsædesstøtter. Lappernes gudebilleder var raa træstolper, tildannede af træstammer. Kun hovedet (udskaaret af træets rodende) viste at de skulde forestille levende væsner. Arme o. desl. fandtes som regel ikke, og kun de hosstillede kendetegn antydede, hvilken guddom der sigtedes til; f. eks. var grenene i de hosstillede birketræer bøjede i kres, naar et billede skulde betegnes som solen. Tordenguden har undertiden været forsynet med to arme, der holdt hver sin hammer. Men man kunde ogsaa fremstille tordenguden blot som en stor hammer af træ, plantet i jorden. Sædvanlig var billederne smaa, paa et par alens højde; Forbus (1727) omtaler dog en hammer af 8 favnes længde, med udskæringer og tegninger, den blev ved ofringer bestænket og besmurt med blod.

Disse stolpe-guddomme, rejste nærved det enkelte hjem, og snart opfattede som skikkelser med menneskehoved, snart som tordengudens hammer, er det nærmeste sidestykke til højsædesstøtterne. Ogsaa disse har sikkert været stolpeguder; kun har bygningskunsten og træskæringens udvikling givet dem et mere dekorativt præg end de formløse lappiske skikkelser; men gammel skik har bevaret helligdommens karakter af «sule».

Der findes i sagaliteraturen én mere bestemt overlevering om den enkelte «sules» beskaffenhed. Om Torolf Mosterskæg, en landnamsmand fra Søndhordland, der bosatte sig paa Thorsnæs, findes der i Landnamsbogen den oplysning: «da han kom vestpaa ud for Bredefjord, skød han sine højsædesstøtter over bord; dær var Thor udskaaren i; og han udtalte dærved, at Thor skulde komme i land, dær hvor han vilde have at Thorolf skulde bo . . . Han tog land paa sydsiden af fjorden, omtrent midtvejs; dær fandt han Thor dreven i land paa et næs, det hedder nu Thorsnæs. Dær lagde de til land indenfor i bugten, som Torolf kaldte Korsvaag; dær rejste han sin gaard og gjorde et stort hov og helligede det til Thor, det hedder nu Hovstad.» Ud af den vage beskrivelse, der skyldes langt senere overlevering, synes det at fremgaa at «Thor» var selve højsædesstøtten; men dette vil vistnok sige, at støtten var groft udskaaret i Thors skikkelse. Vi har da at gøre med en stolpegud af lignende art som de lappiske.

Selv indenfor nordisk vikingetid træffer vi de stolpeagtige gudebilleder: hos de nordiske købmænd ved Volga, saaledes som de skildres i Araberen Ibn Fadhlans reisebeskrivelse fra beg. af 10de aarh. : «Saasnart deres skib er kommet til ankerpladsen, gaar hver og en af dem i land, medtagende brød, kød, løg, mælk og rusende drik, og begiver sig hen til en høj oprejst træstolpe, der har ligesom et menneskeansigt og er omgiven af mindre billedstøtter, bag hvilke atter andre træstolper er rejste.»

Noget lignende gælder for de husguder, der ned gennem tiden dyrkedes i Telemarken og Sætersdal. «Torbjørn» paa Fladeland i Vraadal sogn, Telemarken, var «stor og tyk nedentil, havde hverken arme eller ben, men hoved som et menneske, samt øjne der vare indstøbte af tin». «Hernos» paa gaarden Rikje i Valle beskrives som et træhoved paa en stage. «Fakse» paa Rygnestad, sammesteds, var en rund (udhulet) aspestamme, hvor kun hovedet var helt udskaaret og forsynet med indlagte messingøjne; armene laa tæt til kroppen, ben og fødder var kun antydede. — Næsten alle samtidige beretninger omtaler de nordiske gudebilleder som lidet tildannede stolpeguder; saa sammenhængen med de lappiske gudestøtter er nær nok. Kun middelalderlige overleveringer — for ikke at sige digt — tænker sig dem mere i lighed med de kristnes helgenbilleder.

En ejendommelighed ved nogle lappiske gudebilleder var en i gudebilledets hoved indslaaet jærnnagle. «I afgudabelätens hufvud slå the en stålnagel eller spiic och itt styke flintsten, ther med Tor skal slå eld,» meddeler Schefferus i sin Lapponia (s. 105, efter en Anonymus Manuscriptus).

Saa vidt man kan forståa den knappe beretning, tjæner staalnaglen til at slå ild ved, sikkert offerild, og ilden opfattes som frembragt af selve Thor, ɔ: ud af gudebilledet, ligesom det virkelige lyn udgaar fra ham.

Vi møder her højsædesstøtten og dens «reginnagle» igen, men under helt andre former end som «verdensnagle». Og dog synes det at være to former af den samme grundtype, der begge foreligger lyslevende i lappisk offerbrug: en helligstøtte i hvis øvre ende en jærnnagle er indslaaet; men støtten opfattes snart som gudebillede, snart som «verdensstøtte». Den første betydning er sikkert den ældste; vi har raa træstammer dyrkede som gnddomme omkring hos adskillige laftstaaende folk. Verdensstøtten, Irminsulen, er vistnok en aandiggørelse af denne ældgamle skik.

En undersøgelse af helligstøtternes (og hellignaglernes) forekomst indenfor andre folkeslags gudsdyrkelse vil vistnok kaste lys over denne udvikling, og lære os om fremmede kultusformer har øvet sin indflydelse paa skikkene hos vor gotiske folkeæt. Men mine optegnelser herom er endnu saa spredte, at jeg bør vente til en senere leilighed med at fremlægge dem.

Det bør dog uuderstreges, at skillelinjen mellem gudebilleder og verdenssøjle næppe har holdt sig skarp hos hedningerne; dertil er de for stærkt bundne i stum ærbødighed foran gudsdyrkelsens ydre form. Selv Saksernes Irminsûl er ikke blot det store midtpunkt for gudsdyrkelsen; det er ogsaa det øjeblikkelig rejste gudebillede. Historikeren Widukind fortæller, at efter blodbadet paa Thüringerne 530 rejste de ved stadens østre port (solopgangssiden) en irminsûl som takoffer.

Denne dobbelte brug af Irminsûl har sit nøje sidestykke i nordisk hvor en højsædesstøtte med reginnagli lader sig opfatte, ret stærkt i flæng, som Thor eller anden personlig gud, eller som en altbevarende «verdensnagle».

---