Jómsvíkingadrápa (B2)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
|||||
|
|
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Bjarni Kolbeinsson
Orknøsk biskop, d. 1222
1. Engan kveðk at óði
órum málmi rýri
(þó gatk hróðr of hugðan)
hljóðs (atferðar prýði);
framm mun ek fyr ǫldum
Yggjar bjór of fœra,
þótt einigir ýtar
ættgóðir mér hlýði.
2. Varkak fróðr und forsum
fórk aldrigi at gǫldrum,
hefkak -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- --
ǫllungis namk eigi
Yggjar feng und hanga,
-- -- -- -- -- --
fleinstríðir mér óðar.
3. Hendir enn sem aðra
óteitan mik sútar,
mér hefr harm á hendi
handfǫgr kona bundit;
þó emk óð at auka
œrit gjarn at hvǫ́ru;
mjǫk em ek at mér orðinn
ógæfr of fǫr vífa.
4. Dreng var dátt of svarra
(dorgar vangs) fyr lǫngu
(því hefr oss of unga
eldreið skapi haldit),
þó hefk ort of ítra
allfátt mjaðar þellu;
vel samir enn of eina
ǫlselju mér þylja.
5. -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- --
annat þarf at yrkja
allstórum mun fleira;
-- -- -- -- -- --
orti greppr of snertu,
(þat berum upp fyr ýta)
óhljóð (sǫgu kvæði).
6. Suðr frǫ́gum vér sitja
(seima guðr) at Jómi
(fǫgr rænir mik flaumi)
fimm hǫfðingja snemma;
vel samir víst at telja
vinnur hreystimanna,
þar 'r of málmþings meiða
merkiligt at yrkja.
7. Hvervitna frák heyja
Harald bardaga stóra;
þeir ruðu bitra branda
bǫðgjarnastir niðjar;
sjá knǫ́ttu þar síðan
siðfornir, glym járna
þótti þeim at efla
þǫrf, Véseta arfa.
8. Geta skal hins hverr hvatra
hǫfðingi var drengja,
sá gat sigri at hrósa
snjallastr at gǫrvǫllu;
hverr var hóti minni
hreystimaðr at flestu
heldr í herðiraunum
hauklyndum syni Áka.
9. Sigvaldi hét seggja
snarfengra hǫfðingi;
ok réð þar fyr þegna
Þorkell liði snjǫllu;
Búi var at hverjum hjaldri
harðráðr með Sigurði.
Frǫ́gum Vagn at væri
víst ofrhugi hinn mesti.
10. Heldu dreyrgra darra
Danmarkar til styrkir
(þeim gafsk rausn ok ríki)
rjóðendr skipum síðan,
ok auðbrotar erfi
ógnrakkastir drukku
(þeim frák ýmsum aukask
annir) feðra sinna.
11. Enn vildu þá (einkum)
ǫldurmenn at skyldu
(slíkt eru yrkisefni)
ágæta sér leita,
ok haukligar hefja
heitstrengingar gǫ́tu;
eigi frák at ýta
ǫlteiti var lítil.
12. Heitstrenging frák hefja
heiptmildan Sigvalda;
Búi var ǫrr at auka
ofrækinn þrek slíkan;
hétusk þeir af hauðri
Hǫ́kun reka (fíkjum
grimm var frœknra fyrða
fjón) eða lífi ræna.
13. Búi lézk barr at fylgja
bǫðmildum Sigvalda
til hjǫrþrymu harðrar
hugprúðr vera síðan;
hafa kvazk Hǫ́varð vilja
hranna brjótr at gunni,
sér kvað hann eigi illa
Áslák í fǫr líka.
14. Vagn kvað hitt hinn hrausti,
Hamðis gunnar tǫmðum
sá lézk frœkn at fylgja
faldruðr Búa skyldu;
þá réð heit til hvítrar
hringa meiðr at strengja
(mér kømr harmr at hendi
hættr) Þorketils dóttir.
15. Ein drepr fyr mér allri,
ótrauðr á lǫg skeiðum
ǫrr þengill bað ýta,
ítrmanns kona teiti;
góð ætt of kømr grimmu,
gekk herr á skip, darra
hinn 'r kunni gný gerva,
gœðings at mér stríði.
16. Sagt var, at sunnan heldu
snyrtimenn of hrannir
(kaldr dreif marr á meiða
morðbáls) skipa stóli.
Lǫmðu hélðir húfar
(hríð kannaði lýði,
gnúði svalr á sýju
sær) ísugar bǫ́rur.
17. Sagt var, að rauðra randa
reynendr flota sínum
jólanótt at Jaðri
Jómsvíkingar kvæmi;
vǫ́ru heldr á harðan
hernuð firar gjarnir
rjóðendr buðu ríki
randorma Geirmundi.
18. Þá buðu þeir at móti
þeim, er sunnan kvǫ́mu,
til geirhríðar greppum
gǫrla Nóregs jarlar;
þar var mestr á méli
(morðremmandi) skǫmmu
(margr var at laufa leiki)
landherr saman fundinn.
19. Ein drepr fyr mér allri,
eldr gnauðaði víða
elri skœðr of eyjar,
ítrmanns kona teiti;
góð ætt of kømr grimmu,
gaus upp logi ór húsum,
griðum rænti sá gumna,
gœðings at mér stríði.
20. Ok hǫfðingjar hraustir
heyra menn at væri
(þat hefr þjóð at minnum)
þrír með flokki hverjum,
þars hreggviðir hittusk
hjalma skóðs á víðum
(fundr þótti sá fyrðum
frægr) Hjǫrungavági.
21. Hauðr frák Hǫ́kun verja
hart, svát eigi skorti;
Eiríkr hefir eggjar
ótrauðr verit rjóða;
ok sǫgðu þar ýtar
Ármóð vera síðan
(sá var greppr við gumna
glaðr) hǫfðingja hinn þriðja.
22. Lǫgðu heiptar hvattir
herðimenn (þars bǫrðusk
herr var hauðr at verja
hundmargr) saman randir;
ok víkingi vǫ́ru
(varð raun at því) einum
- þat kveða eigi aukit -
ýtar fimm at móti.
23. Ein drepr fyr mér allri,
atróðr mikinn greiða
-- -- -- -- -- --
ítrmanns kona teiti;
góð ætt of kømr grimmu,
glygg magnaðisk eggja
-- -- -- -- -- --,
gœðings at mér stríði.
24. Sigvaldi bað sína
sóknstrangr, at vel gingi
(hann varat samr á sáttir)
sveit, Hǫ́kuni á móti;
Haralds arfi klauf hjálma
hildar ǫrr ok skjǫldu,
framm gekk hann fyr hlífar
hart nakkvara snertu.
25. Þar gekk framm í folki
fránlyndr Búi sína
(þess kveða virða vissu
vánir) hart með sveina,
ok geirviðir gerðu
grimma hǫggum rammir
(gingu þeir at gunni
geystir) vápna brestu.
26. Klauf með Yggjar eldi
olmr Gullbúi hjálma,
niðr lét hann í herðar
hringserkja bǫl ganga;
hart nam hǫgg at stœra
Hǫ́varðr liði fyrða,
við hefir illr at eiga
Áslákr verit fíkjum.
27. Ein drepr fyr mér allri,
él gnúði mjǫk stála,
álmr sparn af sér odda,
ítrmanns kona teiti;
góð ætt of kømr grimmu,
gripu þeir í bug snœrum
gunnrakkastir gumnar,
gœðings at mér stríði.
28. Þar frák vǫ́pnum verjask,
Vagn feldi lið, þegna;
hann klauf breiðra brúna
borg hundruðum mǫrgum;
grimmr var snarpra sverða
sǫngr, burgusk vel drengir,
vann arfþegi Áka
ǫs, fell blóð á kesjur.
29. Vagn hefr orðit ýtum
ǫrfengr at bǫð strangri,
með fullhuga frœknum
framm gingu vel drengir,
þars í Yggjar éli,
Áka sonr hinn ríki,
brátt frák hann, at hlœði
hugprúðum Ármóði.
30. Hvervetna frák hǫlða,
herr œxti gný darra,
fyr hreggviðum hjǫrva
hrøkkva gunnar rǫkkum,
áðr í ǫrva drífu
ýtum grimmr at blóta,
framm kom heipt hin harða,
Hǫ́kun syni tœki.
31. Ein drepr fyr mér allri,
ylgr gekk á ná bólginn,
þar stóð úlfr í átu,
ítrmanns kona teiti;
góð ætt of kømr grimmu,
gein vargr of sal mergjar,
grǫ́ðr þvarr gylðis jóða,
gœðings at mér stríði.
32. Þá frák él et illa
œða Hǫlgabrúði,
glumði hagl á hlífum
harða grimt ór norðri;
þars í ormfrǫ́n augu
ýtum skýja grjóti
(því knátti ben blása)
barði hreggi keyrðu.
33. Þá var þǫrfum meiri
þrekfǫrluðum jarli
(braut hykk hann at heldi)
hugraun (flota sínum);
snara bað segl við húna
Sigvaldi í byr kǫldum,
glumði hrǫnn á húfum,
hríð fell í bug váða.
34. Þar lét Vigfúss verða
vegrœkinn Ásláki
(þann era þǫrf at segja
þǫ́tt) helfarar veittar.
Þorleifr of vann þjokkva
þrekstœrðum Hǫ́varði
(hart vá hann með kylfu)
hǫggrammr brotit leggi.
35. Ein drepr fyr mér allri,
andat folk at sundi
straumr dró út of eyjar,
ítrmanns kona teiti;
góð ætt of kømr grimmu,
gífrs hesta brá fǫstu
gnýmiklandi geira,
gœðings at mér stríði.
36. Bað fyr borð at skyldi
bǫðsvellandi allir
(þá frák vǫ́pnum verjask
Vagns lið) Búa þegnar,
áðr hreggboði hjǫrva
hraustr með þungar kistur
(sá var illr af aurum)
ótrauðr á kaf réði.
37. Nam eldbroti Yggjar
ýgr fyr borð at stíga;
út bar hann af húfum,
hraustr Gullbúi, kistur;
ok optliga eptir
óblauðir þar síðan
kneigu lýðir líta
langan orm á hringum.
38. Skeið frák valt at verði
Vagn með sína þegna,
ǫll vǫ́ru þá þeira
þunn skip hroðin ǫnnur;
upp nǫðu þar þeygi
þengils menn at ganga,
ofan réðu þeir ýgja
Eiríks vini keyra.
39. Upp stóðu þar eptir
ungra snyrtidrengja
(sveit fylgði vel Vagni
væn) þrír tigir einir;
alls enga frák aðra
jafnmarga svá burgusk,
áðr létti dyn darra,
drengmenn hugum stranga.
40. Réð með danska dolga
drengr á land at ganga,
(roðin frák dǫrr í dreyra)
dauðr lá herr á skeiðum.
Vagn kvað eigi ýtum
undan ráð at skynda;
saman gerðu þeir sitja
sáttir á einni nóttu.
41. Þar lét Eiríkr ǫndu
átján þegar týna
(heldr frǫ́gum þá þverra)
þegna (lið fyr Vagni);
mæltu hraustar hetjur
(haukligt var þat fíkjum)
- þau hafa þjóðir uppi -
þróttar orð með fyrðum.
42. Ok með fjǫrnis fǫ́lu
fór Þorketill leira,
þás menbroti mælti
mansǫng of Gnǫ́ hringa;
gerðisk hann at hǫggva
hauklyndan son Áka;
Vagn gat heldr at hǫ́num
heiptǫrr vegit fyrri.
43. Vilt - kvað hringa hreytir
hyggju gegn at Vagni -
élsvellandi yðvart
Yggjar líf of þiggja?
Eigi munk, nema efnak
- ungr - þats heit nam strengja,
- svá kvað Ullr at jarli
egghríðar - fjǫr þiggja.
44. Grið lét ǫrr ok aura
Eiríkr gefit stórum
(mjǫk leyfa þat þjóðir)
þegnum tólf með Vagni.
45. Þá gekk Ullr at eiga
ǫrlyndr þrymu randa
(menn fýstu þess) mæta
(margir) Ingibjǫrgu.
1. Ingen mand opfordrer jeg til at høre på mit digt; dog har jeg tilvejebragt en sang om den udmærkede mand (Vagn); frem vil jeg for folk føre digtet, selv om ingen ætgode mænd vil høre på mig.
2. Jeg blev ikke kyndig under vandfald; jeg har aldrig lagt mig efter galdre; jeg har ikke...; aldeles ikke har jeg lært digtekunst under en hængt mand....
3. Kummerens sørgmodighed rammer mig som så mange andre før: en kvinde med smukke arme har voldt mig sorg; dog vil jeg meget gærne digte; jeg har været såre uheldig i forhold til kvinder.
4. Svenden (jeg) var for længe siden indtagen i en kvinde, det sind overfor kvinden har holdt sig hos mig - ; dog har jeg digtet kun lidt om den herlige kvinde; det sømmer sig vel at digte om endnu én kvinde (Ingibjǫrg).
5. ...andre ting er der trang til at digte mere om;...digteren har besunget en kamp; det sagadigt bærer jeg frem for folk.
6. Sydpå i Jomsborg har jeg hørt at der sad fordums fem hövdinger (den smukke kvinde berøver mig glæden); det sömmer sig tilvisse vel at opregne de tapre mænds bedrifter; dér er krigere som det er mærkeligt at digte om.
7. Allevegne har jeg hørt at Harald (Blåtand) havde store kampe; de meget krigeriske frænder rødfarvede de hvasse klinger; siden så de hedenske fyrster der Vésetes sønner; de fandt det var nødvendigt at kæmpe.
8. Det skal meddeles, hvem der var de raske svendes høvding; han, den modigste, kunde i enhver henseende rose sig af sejren; enhver tapper mand stod i alt betydelig langt tilbage for Åkes høgesindede søn, når det gjalt tapre gærninger.
9. Sigvalde hed de raske mænds høvding; også Torkel rådede der for mændenes modige skare; Bue var kraftig i enhver kamp tillige med Sigurd (Kåbe); men jeg har hørt, at Vagn til visse var den modigste helt.
10. Siden styrede de kraftige krigere deres skibe til Danmark; de udfoldede magt og pragt; og de kampmodige mænd drak gravøl efter deres fædre; jeg har hørt, at for nogle forøgedes der travlhed [arbejde; toget med forberedelserne].
11. Hövdingerne vilde, at de endnu skulde søge sig en berömmelse - sligt er især stof til at digte om -; og de begyndte på at aflægge løfter; jeg har hørt, at mændenes lystighed ved drikkelaget var ikke ringe.
12. Jeg har hørt, at den kampraske Sigvalde begyndte løfteaflæggelsen; den kraftige Bue var rask til at udføre en sådan dåd; de truede med at ville jage Hakon ud af landet eller berøve ham livet; meget grumt var de tapre mænds had.
13. Den modige Bue erklærede siden at være rede til at følge den krigerske Sigvalde til den hårde kamp; vikingen sagde, at han ønskede Håvard til kampen og erkærede, at det ikke mishagede ham at have Aslak med på toget.
14. Den tapre Vagn talte og krigeren sagde, at han vilde være så tapper at følge den kampvante Bue; derpå aflagde han løfte om at ville ægte Torkels lyse datter; en svar sorg tynger mig.
15. En høvdings kone ødelægger al min glæde; en kvinde af god herkomst bringer mig grum sjælekummer. Den raske fyrste bød ufortrøden at skyde skibene i vandet; hære, som forstod at kæmpe, gik ombord.
16. Det blev fortalt, at de statelige mænd styrede deres flåde sydfra over bølgerne; den kolde sø drev på krigerne; de rimede bove brød de iskolde bølger; havet prøvede mændene; den svale sø bruste om plankerne.
17. Det blev sagt, at krigerne, Jomsvikingerne, kom med deres flåde julenat til Jæderen; mændene var meget begærlige efter krigerfærd; krigerne lod Geirmund få deres magt at føle.
18. Så bød Norges jarler mændene i fuldt tal at samles til kamp mod dem, der var komne sydfra; der samledes i en kort tid en overordenlig stor hær fra landet, mangen kriger deltog i kampen.
19. En høvdings kone ødelægger al min glæde; en kvinde af god herkomst bringer mig grum sjælekummer. Ilden, skadelig for elletræet, knitrede viden om på øerne; flammen skød op fra husene og berøvede mændene deres fred.
20. Og man hører, at tre tapre hövdinger fulgte hver skare (afdeling) – det mindes folk -, der hvor krigerne mødtes på den vide Hjörungavåg; det møde syntes folk berömt.
21. Jeg har hørt, at Hakon værgede landet kraftig, så at der intet fattedes (i forsvaret); Erik var ufortrøden til at rødfarve sværdene, og man sagde, at dernæst var Årmod den 3. høvding; den helt var munter mod mændene.
22. De kraftige mænd, ophidsede til kamp, stødte der sammen; hvor de kæmpede, var der en overmåde mandstærk hær til at værge landet, og der var 5 mænd mod én viking; det siges ikke at være overdrevent; erfaringen viste dette..
23. En høvdings kone ødelægger al min glæde; en kvinde af god herkomst bringer mig grum sjælekummer...at foretage et heftigt angreb;...kampen voksede.
24. Sigvalde opfordrede sin kraftige skare til at gå mandig frem mod Hakon; han var uvillig til fred; Haralds kampraske søn kløvede hjælme og skjolde; han trængte kraftig frem foran skjoldene i adskillige angreb.
25. Der trængte den rasksindede Bue kraftig frem med sine mænd i kampen; det siger man at man vist havde væntet; og de hugstærke krigere gjorde et vældigt våbengny; de gik rasende frem til kampen.
26. Den voldsomme Guld-Bue kløvede hjælmene med sværdet; han lod klingen trænge ned til skuldrene; kraftige hug gav Håvard mændenes skare; Aslak var meget slem at have at göre med.
27. En høvdings kone ødelægger al min glæde; en kvinde af god herkomst bringer mig grum sjælekummer. Kampen larmede stærkt; buen kastede pilene fra sig; de meget kampmodige mænd greb i løkkerne på deres spyd.
28. Der har jeg hørt at mændene værgede sig mod våbnene; Vagn fældede hæren, han kløvede de brede bryns borg (hovedet) på flere hundreder; de skarpe sværds sang var voldsom, mændene bjærgede sig mandig; Åges sön forårsagede kamptummel; blodet strömmede ned på spydene.
29. Vagn blev mændene overlegen i den stærke kamp; heltene gik mandig frem med den fuldtapre mand, hvor jeg har hørt, at han, Åges mægtige søn, i kampen hurtig nedlagde den modige Årmod.
30. Allevegne har jeg hørt at mændene - hæren forstærkede kampen - måtte vige for de kampdjærve krigere, indtil den mod mændene grumme Hakon fandt på at ofre sin sön i kampen; det hårde sind viste sig i gærningen.
31. En høvdings kone ødelægger al min glæde; en kvinde af god herkomst bringer mig grum sjælekummer. Ulvinden betrådte det hovnede lig; ulven stod der i føden; den gabede over knoglerne; ulvens sult forsvandt.
32. Da har jeg hørt at Hölges brud fremkaldte et rasende uvejr; en meget grum haglbyge fra nord bragede på skjoldene, hvor skystenene (haglene), piskede af stormen, ramte mændenes skarpe öjne; derfor hvislede det i sårene.
33. Da opstod der for den udmattede jarl en sindsprøve, der var större end nødvendigt; jeg ved, at han da styrede bort med sin flåde; Sigvalde bød at hejse sejl til toppen i den kolde storm; bølgen bruste mod bovene, søen fyldte de svulmende sejl.
34. Der gav den ærgærrige Vigfus Aslak døden; det afsnit er der ingen grund til at fortælle videre om; den hugstærke Torleif knuste den kraftige Håvards tykke lægge; han vog kraftig med sin kølle.
35. En høvdings kone ødelægger al min glæde; en kvinde af god herkomst bringer mig grum sjælekummer. Strømmen trak ligene ud igennem sundene mellem øerne; krigeren gjorde end på ulvenes sult.
36. Krigeren bød, at alle Bues mænd skulde springe over bord, - da har jeg hørt at Vagns mandskab værgede sig med våben -, før den tapre kriger ufortrøden styrtede sig i dybet med de tunge kister; han var karrig på sit guld.
37. Den voldsomme kriger steg over bord; han, den tapre Guld-Bue, tog sine kister med sig fra borde; og ofte har frygtløse mænd senere derefter kunnet se en lang orm liggende på ringe.
38. Jeg har hørt, at Vagn stadig med sine mænd værgede sit skib; alle deres øvrige tynde skibe var da ryddede; dog formåde ikke fyrstens mænd, at trænge op på skibet; de drev Eriks kraftige venner ned igen.
39. Der var endnu i live kun 30 af de unge statelige svende; den udmærkede skare fulgte Vagn bravt; aldrig har jeg hørt, at ligeså mange (=få) modige helte forsvarede sig så godt indtil kampen sluttede.
40. Helten gik og de danske modstandere op på land; hæren lå død på skibene; jeg ved, at spydene blev rødfarvede i blod; Vagn sagde, at det var ikke rådeligt (muligt) at skynde sig bort; sammen sad de i fred en nat.
41. Dér lod Erik straks 18 mænd miste livet; da ved jeg at Vagns mandskab aftog betydelig i tal; de tapre helte udtalte da blandt mændene kraftige ord; dem mindes folk; det var overmåde modigt gjort.
42. Torkel leira håndterede der øksen, da manden (Vagn) udtalte elskovsord om kvinden; han beredte sig til at hugge Åges høgesindede sön, men Vagn kunde, rask til kamp, komme ham i forkøbet og angribe ham.
43. “Vil du,” sagde den forstandige gavmilde mand til Vagn, “kriger, modtage dit liv?” ”Ikke vil jeg modtage mit liv, med mindre jeg kan udføre, hvad jeg har aflagt løfte om,” så talte den unge kriger til jarlen.
44. Den gavmilde Erik gav tolv mænd med Vagn liv og rigeligt gods; i høj grad piser mændene det.
45. Da gik den rasksindede kriger at ægte den udmærkede Ingeborg; mange tilskyndede det.
