Jomsvikingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Jomsvikingernes saga

Jómsvíkíngasaga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11, Kaupmannahöfn 1828

---

Her begynder Jomsvikingernes saga —

Første del

Om Knud den Fundne

1. Gorm hed en konge, der regerede i Danmark — han blev kaldt den Barnløse. Han var en mægtig konge og vellidt af sine mænd; han havde været ved magten længe, da dette foregik. Dengang sad jarl Arnfinn i Saxland, som han regerede på vegne af kong Karlemagnus. De var gode venner — Arnfinn og Gorm — og havde været i viking sammen. Jarlen havde en smuk søster, men han elskede hende mere, end han burde, og fik et barn med hende; dette blev holdt skjult, og jarlen sendte folk væk med barnet og bad dem ikke skilles fra barnet uden at vide, hvad der blev af det. De kom til Danmark, og ved en skov blev de klar over, at kong Gorm og hans hird er i skoven. De anbragte barnet under et egetræ og fortrak. Om aftenen drog kongen hjem med hele hirden på nær to brødre: Den ene hed Halvard, den anden Håvard, og de blev tilbage. De gik omkring, og så hørte de barnegråd; de gik derhen, men vidste ikke, hvordan det hang sammen. Dér fandt de et drengebarn under et egetræ og en stor knyttet bylt i grenene over barnet. Barnet var svøbt i gudvævet stof, og om dets hoved var bundet et silkebånd, hvori der sad en ørtug guld. De samler barnet op og tager det med hjem, og de kom hjem, som kongen og hirdmændene sad over drikkebordene. De bebrejder sig selv, at de ikke fulgte kongen hjem, men kongen svarer og siger, at han ikke vil være vred på dem på grund af dette. Og nu fortalte de kongen, hvad der var sket på deres færd. Kongen bad om at se barnet og lod det føre til sig. Kongen syntes godt om drengen og sagde: »Han må komme af en fornem slægt — og han er bedre fundet end ufundet.« Han lod siden drengen vandøse og navngive, og han blev kaldt Knud — og det af den grund, at en guldfingerring havde været bundet fast til drengens pande med en knude, da han blev fundet, og deraf tog kongen det navn, han gav drengen. Han tog ham til sig og opfostrede ham, og kaldte ham sin søn, var god ved ham og elskede ham meget.

Da det nu gik mod enden af kong Gorms tid, og da han var blevet gammel, fik han en sygdom, som gjorde det af med ham, men før han udåndede, bad han sine venner og slægtninge komme til sig, da han mente at kunne se, hvor det bar henad med ham. Han bad dem om, at han måtte råde for, hvem der skulle tilsværges landet og folket, når han var borte. Han bad om at få deres tilladelse og sagde, at han ville overdrage Knud hele sin magt og alt, hvad der kunne gøre denne til en større mand end førhen, når han selv var død. Og nu, fordi han var så vellidt og højt elsket af sine mænd, samtykkede de i dette, at kongen skulle bestemme. Dette blev nu fremmet, og derpå afgik kongen ved døden. Knud overtager nu landet og folket og hele det rige, som Gorm havde haft, og han er afholdt blandt sine mænd. Han fik sig en søn, der hed Gorm, og denne blev først kaldt Gorm den Enfoldige, men da han blev voksen, kaldte man ham Gorm den Gamle eller den Mægtige.

Kong Gorms giftermål med Tyra

2. Harald hed en jarl, der havde magten i Holseteland — han blev kaldt Klak-Harald, og han var en klog mand. Han havde en datter, der hed Tyra; hun var den klogeste kvinde, og hun kunne tyde drømme bedre end andre. Hun var tillige smuk. Jarlen havde stor tillid til sin datter og lod hende i alle dele bestemme sammen med sig, og han elskede hende særdeles højt. Og nu, da Gorm var blevet voksen og havde overtaget kongedømmet, tog han ud af landet og agtede at bejle til jarl Haralds datter, og hvis jarlen ikke ville give ham datteren, skulle han få hærmagt at føle. Da nu jarl Harald og datteren Tyra erfarer om kong Gorms færd og forehavende, sendte de ham folk i møde og indbød ham til et pragtfuldt gilde. Det takker han ja til, og nu sidder han dér i stor hæder. Da han har fremført sit ærinde for jarlen, får han det svar, at hun selv skulle bestemme, »— for hun er meget klogere, end jeg er.« Da kongen forelægger hende selv sagen, svarer hun således: »Dette skal ikke afgøres denne gang, men du skal nu drage hjem med gode og hædrende gaver, og hvis du virkelig ønsker at blive gift med mig, skal du, så snart du kommer hjem, lade opføre et hus så stort, at det anstår sig for dig at sove i det. Huset skal stå et sted, hvor der ikke tidligere har været et hus, og dér skal du sove den første vinternat og tre nætter i alt. Læg vel mærke til, om du drømmer noget, og send derefter folk til mig for at berette om dine drømme — hvis du har haft nogle — og så skal jeg lade dem vide, hvorvidt du skal få din sag igennem eller ej. Hvis ikke du drømmer noget, behøver du ikke gå forfølge dette friermål yderligere.«

Efter denne samtale mellem dem, opholder kong Gorm sig ikke længe ved dette gilde, men gør klar til sin hjemfærd og er ivrig efter at afprøve hendes klogskab og anordninger. Han drager nu hjem med stor hæder og ærefulde gaver, og da han er kommet hjem, iværksætter han alt, som hun havde pålagt ham; han lod nu huset opføre og går derpå ind i dette hus, som det var blevet bestemt. Han satte tre hundrede bevæbnede mænd uden for huset og bad dem våge og holde vagt, da det slog ham, at der kunne stikke svig under. Nu tager han plads i sengerummet, der var indrettet i huset, og falder i søvn, og så drømmer han og sover tre nætter dér i huset. Herefter sender kongen sine mænd til jarlen og dennes datter — Tyra — for at lade dem fortælle hende, hvad han har drømt. Da de opsøgte jarlen og hans datter, blev der taget godt imod dem, og sidenhen forelægger de jarlens datter kongens drømme, og da hun havde hørt drømmene, sagde hun: »Nu skal I blive her, så længe I selv vil, men I kan fortælle jeres konge, at jeg vil gifte mig med ham.« Og da de kommer hjem, fortæller de kongen denne nyhed; kongen bliver herved lettet og glad, og kort tid efter gør han klar til at tage af sted med et størt følge for at hente sin brud. Hans rejse går godt, og han ankommer til Holseteland. Jarl Harald havde fået underretning om hans færd og lader anstille en storslået velkomst, og deres bryllup bliver nu holdt, og der opstår stor kærlighed mellem dem.

Ved gildet underholder man sig med, at kong Gorm fortæller sine drømme, hvorpå hun tyder dem. Kongen siger, at han drømte den første vinternat og alle de tre nætter, han sov i huset. Han drømte, at han stod ude og så ud over hele sit rige, og han så, at havet trak sig så langt tilbage fra landet, at han ikke kunne se det længere, og alle sunde og fjorde blev tørlagt. Efter denne hændelse så han tre hvide tyre komme fra havet, og de løb op på land — tæt på hvor han befandt sig — og fik snart ædt alt græsset, hvor de kom frem, hvorefter de gik igen. Den anden drøm, som minder meget om den første, var, at det forekom ham, at tre tyre igen kom fra havet. De var rødfarvede og havde lange horn, og de åd igen græsset af jorden nøjagtig som de forrige, og da de havde været der i nogen tid, gik de tilbage ud i havet. Han drømte også en tredje drøm, og denne lignede de andre: Igen forekom det kongen, at han så tre tyre komme i land fra havet. De var alle sortfarvede og havde meget lange horn, og de var der også en tid, men fulgte så den samme vej tilbage og gik ud i havet igen. Efter dette syntes han at høre så stort et brag, at det forekom ham, at det kunne høres over hele Danmark, og han indså, at det kom fra vandet, da dette kom tilbage imod land. »— og nu ønsker jeg — dronning!« siger han, »— at du tyder drømmene til morskab for mændene, og således beviser din begavelse.« Hun undslog sig ikke, men tyder drømmene, og først forklarede hun den første drøm og sagde således: »Dér, hvor tyrene — de hvide — gik fra havet op på land, vil der komme tre strenge vintre, og der vil falde så meget sne, at åringen vil blive dårlig i hele Danmark. Dér, hvor du så tre andre tyre — og de var røde — komme ind fra havet, vil der komme yderligere tre vintre uden meget sne, men de vil ikke være milde, for det forekom dig jo, at tyrene åd græsset på jorden. Dér, hvor det tredje hold tyre — de sorte — kom ind fra havet, vil der for tredje gang følge tre vintre, og de vil være så hårde, at alle vil sige, at man ikke kan mindes noget lignende, og det sorteste uår og nød vil ramme landet, så man dårligt har kendt magen. Det, at det forekom dig, at tyrene havde lange horn, betyder, at mange vil miste, hvad de ejer. Og det, at du hørte et stort brag, da havet vendte tilbage imod land, betyder ufred mellem stormænd, og de vil mødes her i Danmark, og udkæmpe kampe og store slag. Det aner mig også, at nogle af dem, som vil tage del i denne ufred, er dine nære slægtninge. Hvis du den første nat havde drømt dette sidste i dine drømme, så ville denne ufred finde sted i din tid, men nu sker der ingen skade. Men hvis du havde drømt, sådan som jeg lige sagde, da havde jeg ikke giftet mig med dig. Men jeg kan gøre noget ved alt det, du har drømt om misvækst.«

Og nu efter dette gilde indleder kong Gorm og dronning Tyra deres færd hjem til Danmark, og de lader mange skibe laste med korn og andre fornødenheder, og det gør de hvert år fra da af, lige til det uår, hun havde forudsagt, indtræffer. Og da uåret kommer, lider de ingen skade overhovedet med de foranstaltninger, de havde truffet. Det gjorde heller ikke de folk, der var i nærheden af dem i Danmark, for de uddelte mange gavnlige ting til alle deres landsmænd. Man anså Tyra for at være den klogeste kvinde, som var kommet til Danmark, og hun blev kaldt Danmarksbod.

Kong Gorm og dronning Tyra havde to sønner, og den ældste hed Knud, den yngste Harald. De var begge evnerige mænd, men Knud ansås i deres ungdom for den klogeste af dem, og han overgik de fleste i udseende og evner og i alle de idrætter, man anså for vigtige på den tid. Han havde lyst hår og var mere duelig end andre. Han voksede op hos sin morfar — jarl Kalk-Harald — og denne opfostrede ham og elskede ham højt. Han var meget afholdt i sin opvækst. Harald voksede op hjemme ved sin fars hird. Han var langt den yngste af brødrene, og han blev tidligt ondskabsfuld og ustyrlig og slem at have med at gøre. Han var derfor ikke vellidt i sin opvækst.

Jarl Klak-Harald udebliver fra kong Gorms julegilder

3. Det fortælles nu, at kong Gorm engang sendte folk til sin svigerfar — jarl Harald — i det ærinde at indbyde ham til julegilde hos sig. Jarlen takkede ja og lovede at komme til gildet om vinteren, og derefter drog kongens mænd hjem og fortæller kongen, at man kan vente jarlen til gildet. Da tiden kom, hvor jarlen skulle drage hjemmefra, udvalgte han sig de ledsagere, han ønskede med til gildet, men der fortælles ikke noget om, hvor mange folk han havde med. De drager nu af sted, til de kommer til Limfjorden. Dér så de et stort træ, som de fandt meget bemærkelsesværdigt; på træet voksede der æbler, som var ganske små, men de var grønne og friske, og under træet lå der andre æbler, som både var store og gamle. Dette undrede dem meget, og jarlen siger, at dette, at æblerne var grønne på denne tid af året, forekommer ham at være et stort under, for de så jo ved træet de æbler, som var vokset på det om sommeren, »— men nu vender vi om,« siger jarlen, »— og drager ikke længere.« Det siges, at han og hele hans følge nu vender om og rejser hjem, og det år sad jarlen roligt hjemme sammen med sin hird.

Nu finder kongen det underligt, at jarlen ikke kom, men han tænkte dog, at noget tvingende måtte have stået i vejen. Nu er det roligt en tid og sommeren over, men ved begyndelsen af den næste vinter sender kongen igen sine folk til Holseteland for at indbyde sin svigerfar — jarlen — til julegilde på samme måde som sidst. Det korte af det lange er, at jarlen igen lover at komme, og sendebudene tager nu hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Nu bliver det den tid på året, hvor jarlen tager hjemmefra med sit følge, og de drager igen af sted, til de kommer til Limfjorden. Nu var de kommet om bord på skibe og agtede at krydse fjorden. Det fortælles, at de havde nogle tævehunde med på rejsen, og disse var drægtige med hvalpe, og da man var kommet ombord, forekom det jarlen, at hvalpene gøede inde i hundene, mens hundene selv var tavse. Dette fandt jarlen og alle de andre meget opsigtsvækkende, og han sagde, at han ikke ville fortsætte, så nu vendte de om og tog hjem og opholdt sig hjemme den jul.

Nu går tiden frem til den tredje vinter, og endnu engang sender kongen folk til jarlen for at indbyde ham til julegilde, og han lover igen at komme, og sendebudene tager hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Jarlen klargør atter sin færd, og da tiden kommer, begiver han sig af sted med sit følge og drager igen til Limfjorden. Deres rejse går godt, og de krydser fjorden, men da var det blevet sent på dagen, og de agtede da at overnatte dér ved fjorden. Da viste der sig noget for dem, som de ikke anså for uden betydning: De så en flodbølge rejse sig inderst i fjorden og en anden yderst, og de gik begge imod hinanden — og bølgerne var store — og der opstod en vældig uro, da de mødtes og styrtede sammen, og der lød en stort brag, og efterfølgende forekom det folkene, at vandet blev blodigt. Da tog jarlen til orde: »Dette er yderst mærkeligt,« siger han, »— og nu bør vi vende om, og jeg vil ikke tage til gildet.« Det gør de nu — drager hjem — og jarlen sad hjemme den jul.

Da det skete anden gang, blev kongen meget vred over, at jarlen ingensinde imødekom hans indbydelser, men han vidste ikke, hvad der havde forhindret ham i at komme. Men nu denne vinter agtede kong Gorm at udsætte jarl Harald — sin svigerfar — for hærgen, for han fandt, at denne i høj grad havde tilsidesat hans hæderfulde indbydelser, ved ikke at komme, som det ellers flere gange var aftalt, og han mente, at jarlen på denne vis havde vanæret ham meget. Dronning Tyra bliver klar over kong Gorms forehavende og får ham talt fra planerne, »— og det anstår sig ikke for dig,« siger hun, »— at bekrige ham, når I er besvogrede. Der kan findes en meget bedre løsning på denne sag.« Og nu efter dronningens overtalelser falder kongen noget ned, og hærfærden bliver ikke til noget. Det blev derefter besluttet, at kong Gorm skulle sende sine folk for at hente jarlen og få at vide, hvad der havde forhindret jarlen i at komme. Det var dronningen, der havde tilrådet, at svigersøn og svigerfar skulle mødes først for at tale sammen og afklare sagen. Og nu kommer kongens sendebude til jarlen og forelægger kongens ærinde. Jarlen tager straks af sted og opsøger kongen med et prægtigt følge. Kongen tager mådeligt vel imod sin svigerfar, hvorefter kongen og jarlen går ind i mødestuen, og da de var kommet derind, spørger kongen jarlen: »Hvordan kan det være,« siger han, »— at du aldrig kom, når jeg indbød dig, og således vanærede både mig og min indbydelse?« Jarlen svarer og siger, at når han ikke kom til gilderne, blev det ikke gjort for at vanære kongen, men snarere af andre årsager. Han fortalte derefter kongen om de undere, de havde overværet, således som det før blev berettet. Derpå sagde jarlen, at han ville udlægge for kongen, hvis denne ønskede at vide det, hvad disse store undere efter hans opfattelse kunne betyde eller varsle. Dette bad kongen ham gøre.

Jarlen fortalte: »Jeg vil begynde med det, at vi midt om vinteren så et træ, der bar små, grønne æbler, mens store, gamle æbler lå nedenunder. Jeg mener, at dette bebuder et trosskifte, som vil finde sted i dette land. Og den nye tro vil trives, hvilket fremgår af de smukke æbler, mens den tro, som hidtil har været, vises ved de gamle æbler, som lå på jorden, hvor de vil rådne op og blive til støv; såden vil også denne tro forgå, når den nye breder sig over landet, og den vil tilintetgøres og ganske forsvinde som mørket, når der kommer lys. Det andet under var det, at vi hørte hvalpene gø inde i tævehundene. Det varsler efter min mening, at yngre folk vil tage ordet fra de ældre — og gøre det ubesindigt — og det er i høj grad forventeligt, at de ikke vil tage mindre del i beslutningerne, selv om de ældre ofte er mere forstandige. Men jeg tror endnu ikke, at de er kommet til verden, dem jeg hentyder til med dette, for det var hvalpe, der gøede, som endnu ikke var kommet til verden, mens tævehundene var tavse. Det tredje under var, da vi så bølgerne rejse sig imod hinanden — den ene inderst i fjorden, den anden yderst — og de mødtes midt i fjorden og faldt i struben på hinanden, og vandet blev blodigt af den uro, de frembragte. Jeg anser det for et varsel om, at stormænd her til lands vil blive uenige, og dette vil afstedkomme store kampe og voldsom strid, og det er meget tænkeligt, at denne ufred vil brede sig til Limfjorden, dér hvor denne opsigtsvækkende hændelse viste sig for os, som jeg her har fortalt.«

Kongen forstod, hvad jarlen sagde, og fandt, at han var meget indsigtsfuld, og han tilstod ham derefter fred og frit lejde. Nu forsvandt kongens vrede mod svigerfaderen. Det siges, at før de gik ind i mødestuen — kongen og jarlen — havde kong Gorm beredt folk på at bruge våben på jarlen, såfremt kongen skulle finde, at hovmod og ligegyldighed var årsagen til, at jarlen ikke en eneste gang var kommet til de gilder, kongen havde indbudt ham til. Kongen havde ment, at han ville få dette bekræftet ved samtalen med sin svigerfar, men nu fandt han, at der var god grund til, at jarlen ikke var kommet. Nu hæver de mødet — kongen og jarlen — og herefter opholdt jarlen sig hos ham i nogen tid og nød stor ære. Siden skiltes svigerfar og svigersøn forligte og som gode venner, og inden han tog af sted, fik jarlen gode gaver af kongen. Nu drager han hjem med sit følge.

Ikke længe efter drog jarl Harald sydpå og kom til Saxland, hvor han antog kristendommen, og han vendte aldrig siden tilbage til sit rige.

Harald fælder sin bror i kamp

4. Nu skal der berettes om, hvordan far og søn — kong Gorm og Harald — blev uenige, så snart Harald fik en voksen mands styrke. Da tyede kong Gorm til det råd, at han gav Harald nogle skibe og således sendte ham væk. Harald opholdt sig hver vinter i Danmark, hvor han havde fredland. Da dette havde stået på en tid, fortælles det, at Harald bad sin far — kong Gorm — give sig tilsvarende besiddelser og magt, som Klak-Harald — hans morfar — havde givet Knud, men han fik ikke af sin far, hvad han bad om. Fra da af, siges det, opstod der stor fjendtlighed mellem de to brødre — Knud og Harald — og Harald fandt, at der blev gjort stor forskel på dem, og han tænkte, at dette ikke ville blive mindre med tiden. Det er også blevet omtalt, at Harald et efterår ikke kom til Danmark for at tage vinterophold, som han plejede. Han havde om sommeren været på togt i Østerlandene. Men i en anden beretning nævnes det, at kong Gorm sendte folk til Holseteland for at byde sin søn — Knud — hjem til jul, og da tiden var inde, drager Knud hjemmefra med sit følge — han havde tre skibe — og han havde planlagt sin færd således, at han ankom til Limfjorden sidst på dagen før jul. Den samme aften ankom Harald — hans bror — dér med ni eller ti skibe. Han var kommet fra Østersalt, hvor han havde ligget i viking om sommeren. Nu bliver Harald klar over, at Knud — hans bror — allerede ligger dér med tre skibe, og han mindes nu hele den misstemning, der har været mellem brødrene, og beder sine folk ruste sig og finde deres våben frem, »— for nu,« siger han, »— må det komme til en afgørelse mellem mig og min bror — Knud.« Knud bliver klar over, hvad Harald — hans bror — har for, og han vil forsvare sig, selv om de var i undertal. De griber deres våben og gør klar til at værge sig, og Knud opildner sine folk. Nu lægger Harald imod dem på alle sider, og det kommer straks til kamp mellem de to brødre, og det var selveste juleaften, de kæmpede. Kampen ender med, at Knud og hele hans følge — eller næsten hele hans følge — falder, for Harald udnyttede, at han havde mange flere folk.

Kong Gorm den Gamles død

Kong Gorm erfarer sin søns død
(August Carl Vilhelm Thomsen)

5. Efter denne hændelse tager Harald og hans mænd videre, indtil de sent om aftenen ankommer hos kong Gorm, hvor de fuldvæbnede går til kongens gård. Og der er nogle, der siger — begavede folk — at Harald var i tvivl om og ikke ganske vidste, hvordan han skulle gribe det an, at fortælle sin far, hvad der var sket, for kong Gorm havde højtideligt sværget at tage livet af den, der bragte ham underretning om Knuds — hans søns — død. Harald lader nu sin fostbroder, som hed Høg, opsøge sin mor — Tyra — for at bede hende om at finde på noget, så han kan få løst denne vanskelighed. Kort tid efter opsøger Harald selv sin mor og fortæller hende, hvad der er sket, og spørger hende til råds. Hun gav ham det råd, at han selv skulle opsøge sin far og fortælle ham, at to høge havde været i slagsmål — og den ene havde været helt hvid, den anden grå, men de var dog begge meget værdifulde — og det var endt med, at den hvide blev dræbt, hvilket ansås for et stort tab.

Og nu efter dette går Harald tilbage til sine mænd, og før man vidste af det, gik han til sin fars hal, hvor denne drak med sin hird, og kongen og hirden sad ved bordene. Derpå går Harald ind foran sin far i hallen, hvorefter han fortæller ham om høgene, således som hans mor havde rådet ham til, og han ender beretningen således, at »— nu,« siger han, »— er den hvide høg død.« Og da han havde sagt dette, gik han ud, før han sagde yderligere, og han opsøgte da atter sin mor. Det fortælles ikke, hvor han og hans folk havde natteophold. Kong Gorm fattede, så vidt folk kunne se, ikke hvad hans søn havde fortalt ham, og kongen drak, så længe han fandt for godt, og gik derpå hen for at sove. Om natten, da alle havde forladt hallen for at sove, kom dronning Tyra med sine folk, som hun lod nedtage alle vægtæpperne i hallen, hvorefter hun i stedet lod væggene beklæde med sorte tæpper, indtil hele hallen var dækket. Dette gjorde hun, fordi det dengang var kloge folks råd, at når man modtog et sørgeligt budskab, skulle man ikke sige det med ord, men gøre således, som hun nu lod gøre.

Næste morgen stod Gorm den Gamle op og tog plads i sit højsæde og agtede at begynde at drikke. Han betragtede hallens vægge og beklædning, da han gik gennem hallen — og tilsvarende nu fra højsædet. Tyra sad i det andet højsæde hos kongen. Kongen tog da til orde og sagde: »Dette har du vel sørget for — Tyra!« siger han, »— siden hallen er udstyret på denne vis?« »Hvorfor mener du det — herre?« siger hun. »Fordi,« sagde kongen, »— at du på den måde vil fortælle mig, at Knud — min søn — er død.« »Det er dig, der fortæller mig det,« sagde dronningen. Kong Gorm havde rejst sig fra højsædet, da de begyndte at tale om dette, men nu sætter han sig tungt ned uden at svare, og han faldt derpå hen imod hallens væg og var død. Siden bliver kongen båret ud derfra og ført til graven, og efter dronning Tyras bestemmelse blev der rejst en høj over ham. Han havde da været danskernes konge i næsten ti årtier.

Efter dette sender Tyra besked til sin søn — Harald — at han skulle komme hjem med hele sit følge og drikke arveøl efter sin far. Det gjorde han, og arveøllet bliver både godt og hæderfuldt, og nu herefter overtager Harald landet og folket og hele det rige, hans far havde haft. Siden holdt han ting med landets mænd, og danskerne tog ham til konge over hele det rige, kong Gorm — hans far — havde besiddet. Han sidder herefter nogle år i fred og regerer sit rige med værdighed og stor ære. Han er en streng høvding, som gør sig gældende, men han er vellidt.

Jarl Håkon og Guld-Harald hos kong Harald

6. Der fortælles om en mand ved navn Håkon, som var søn af Sigurd Ladejarl. Han holdt til i Norge, hvorfra han stammede, og han mente at være berettiget til magten som jarl over fire fylker i Norge. På denne tid regerede Harald Gråfeld og dennes mor — Gunhild, som blev kaldt Kongemoder — i Norge, og de lod ikke Håkon opnå fuld råderet over sit rige, og han ville intet have, hvis han ikke kunne få det hele, og han forlod derfor landet med et stort følge, og han tog fra Norge med 10 skibe. Han drog derefter på vikingetogt og hærgede vidt omkring sommeren igennem, men om efteråret kom han til Danmark med alle sine skibe og sit følge. Han anmodede danekongen om venskab og bad om fredland i dennes rige for at opholde sig dér om vinteren. Kong Harald var meget imødekommende og indbød ham til sin hird med et halvt hundrede mand. Håkon tog imod det og kom til kongen med et sådant følge, men skaffede sine øvrige folk ophold dér i Danmark.

Det berettes endvidere, at Knud Gormsøn havde efterladt sig en søn, som hed Harald, men blev kaldt Guld-Harald. Han ankom ikke mange dage senere til Danmark og havde 10 skibe. Han havde hærget vidt omkring i landene og vundet et stort bytte, og han agtede at tage vinterophold hos sin slægtning — Harald Gormsøn — og dér have fredland. Kong Harald tager godt imod sin navne og slægtning og byder ham hjem til sig med tilsvarende mange folk, som Håkon forinden var kommet med, og det samme tager Harald imod. Håkon og Guld-Harald opholder sig begge dér den vinter og bliver agtet højt af danekongen.

Ved juletid om vinteren blev gildet endnu mere prægtigt end ellers, både hvad angik drikkevarer og anden forplejning og de mange folk, som særligt blev indbudt til at holde jul. Det fortælles, at mændene da morede sig over øllet ved at drøfte, om nogen konge i Nordlandene kunne være mere gavmild og storslået med sine gilder end Harald Gormsøn, men de blev alle enige om ét: At man ikke fandt magen til konge i hele den nordlige del af verden og overalt, hvor man talte dansk tunge. Dér i hirden var der en mand, som ikke lod sig anfægte af sagen og som ikke tog del i denne snak — og det var jarl Håkon Sigurdson. Men som man siger: ‘Kongen har mange ører’, og kong Harald fik snart at vide, at Håkon ikke havde udtalt sig anerkendende om ham, mens folk ellers havde været helt enige. Herefter, da natten var gået, indkaldte Harald Gormsøn jarl Håkon og Guld-Harald til samtale, og de tre samledes til møde. Da de traf hinanden, spurgte kongen Håkon, hvorvidt denne havde sagt, at han ikke var den største konge i Nordlandene, for det havde han fået at vide. Jarlen svarer: »Jeg sagde hverken til eller fra — herre!« siger han, »— da de andre havde mest travl med dette, og jeg har ingen del i det, og jeg anser mig for skyldfri i denne sag.« »I så fald vil jeg gerne vide,« siger kongen, »— hvad der foranlediger dig til ikke at mene som andre i denne sag.« »Det er vanskeligt for mig — herre! — at tale om den slags,« siger jarlen, »— men jeg kunne aldrig regne en mand for den største, når andre sidder på hans skatteindtægter og har gjort det længe, mens den, der har ret til indtægterne, ikke har magten til at kræve dem.« Da blev kongen tavs en tid, men så tager han til orde og siger: »Jeg indser nu, at det, du siger, er sandt og velbegrundet. Men der er ingen grund til at kalde dig den klogeste jarl og tilmed min gode ven, hvis ikke du kommer med et råd, der kan bruges imod Harald Gråfeld Gunhildson, for jeg véd, at du hentyder til ham.« Jarlen svarer: »Din anseelse ved at have indbudt mig og Guld-Harald — din slægtning — vil alene øges, såfremt du nu herefter regnes for en større konge end før, så lad os nu sammen finde på noget, der forekommer os tjenligt, så vi alle får fremgang af det.« »Find du på noget,« siger kongen, »— så kan du drage nytte af, at man kalder dig en klog og begavet mand.« Håkon svarer: »Hvis det skal være mig, der lægger planen, så er det hermed gjort,« siger han »— og så skal man sende et enkelt skib — velbemandet — til Harald Gråfeld og lade ham vide, at I indbyder ham med højagtelse, men ikke med et stort følge, til et hædrende gilde her. Desuden skal man fortælle ham, at det, som før har skabt uenighed imellem jer, kan I selv forliges om, når I mødes. Du skal også lade det tilføje,« siger han, »— at du agter at fri til Gunhild — hans mor — for jeg kender hendes sind. Selv om hun er blevet noget gammel, vil hun gøre alt for at tilskynde sin søn til rejsen, hvis dette er en del af sagen, for hun har længe virket noget lysten efter en mand. Vi skal nok hjælpe med alle forberedelserne, men du skal love Guld-Harald — din slægtning — at du vil overlade ham det halve Norge, og mig den anden halvdel, såfremt vi får taget livet af Harald Gråfeld, uden at du deltager med dine egne folk. Og jeg vil til gengæld erklære — og tilsvarende vil Guld-Harald — at du skal modtage de skatter fra Norge, som jeg nu lover dig: Hvis vi får landet, vil vi udrede 100 mark guld og 60 høge. Og så vinder vi alle derved, hvis det lykkes, som jeg foreslår her.« Kong Harald siger: »Dette er nok ikke det værste råd, jeg har fået. Det skal iværksættes og ske, såfremt det lader sig gøre.« Guld-Harald syntes også vældig godt om det, som nu var tilrettelagt, og derpå hævede de mødet.

Kong Harald lod nu straks et skib udruste — det var en stor snekke — og bemandede det med 60 mand, som derpå drog af sted, da de var klar. Rejsen gik godt, og de kom til Harald Gråfeld i Norge, og de forelagde ham deres ærinde, som de var blevet pålagt, og de nævnte frieriet for Gunhild — at kong Harald Gormsøn ville giftes med hende — og da hun hørte dette, gik det som jarl Håkon havde forudset, at hun tilskyndede sin søn — Harald — til rejsen. »Det eneste rigtige,« siger hun, »— er ikke at opsætte rejsen, for jeg kan styre landet imens — det går vel nok den korte tid — men se at komme af sted så hurtigt som muligt!« Derefter drog kong Haralds sendebude hjem, og de ankommer i god behold og fortæller kongen, at Harald Gråfeld er på vej.

Kong Haralds og jarl Håkons sammensværgelse

Guld-Harald i Hals (Allan Bo Jensen)

7. Og de satte siden deres skibe i søen — Håkon og Guld-Harald — og Harald Gormsøn støttede dem, således at de havde i alt 60 skibe. De lå fuldt udrustede på vandet, som skulle de i kamp, og de havde til hensigt at tage imod Harald Gråfeld, såfremt han kom. Han undlod da heller ikke at komme, og han havde to store skibe og fire hundrede mand, og han anede ikke uråd. De mødtes i Limfjorden på det sted, som hedder Hals. Håkon siger, at han ikke ville angribe med mange skibe, når man kun behøvede færre, »— og sandt at sige føler jeg mig særligt forpligtet over for Harald Gråfeld på grund af vores slægtskab, men jeg under oprigtigt dig denne sejr.« Og det fortælles, at Harald lod sig opildne, for i Håkon havde han at gøre med en snedigere mand. Efter dette lægger Guld-Harald imod sin navne med 30 skibe og lader kampråbet lyde, og med ét ramtes de andre af ufred, for de fattede ikke mistanke, men forsvarede sig dog godt og mandigt. Hverken jarl Håkon eller den styrke, der var blevet tilbage sammen med ham, viste sig under kampen mellem navnerne. Da kong Harald Gråfeld befandt sig i denne livsfare, indså han, at det ikke skete helt uden svig, og han syntes da at vide, hvilket udfald legen ville få. Da sagde han: »Det morer mig nu — navne!« siger han, »— at vide, at din sejr ikke bliver lang, selv om du fælder mig, for jeg véd, at dette går efter jarl Håkons planer, og straks, når jeg er død, kommer han imod jer og dræber dig, og således hævner han os.« Og nu fortælles det, at kong Harald Gråfeld og størstedelen af hans hær faldt i kampen dér, og således endte hans liv. Han havde da hersket over Norge i 15 år sammen med sine brødre og sin mor — Gunhild. Så snart jarl Håkon véd, hvad der er sket, ror han hårdt frem, da Guld-Harald og hans folk mindst havde ventet det, og han byder Haralds hær at vælge, hvorvidt de vil kæmpe imod ham eller udlevere Guld-Harald, idet han siger, at han agter at hævne sin slægtning — Harald Gråfeld. De vælger ikke at kæmpe imod Håkon, for de vidste, at kong Harald Gormsøn ønskede, at Guld-Harald blev dræbt, og det havde været kong Haralds og jarl Håkons skjulte hensigt, således som det nu stod klart. Derpå bliver Guld-Harald pågrebet og ført bort til en skov og hængt.

Nu opsøger jarl Håkon Harald Gormsøn og giver ham selvdømme for dette, at han havde dræbt dennes slægtning — Guld-Harald. Men dette var alene tom snak, for det var noget, de begge havde anstillet, og kong Harald pålægger Håkon, at denne skulle være forpligtet til én gang at udbyde leding i hele Norge og komme til Danmark og yde kongen hjælp, når der efter dennes opfattelse var behov derfor. Men Håkon selv skulle altid komme, når kongen sendte bud efter ham og ønskede hans råd. Han skulle også udrede alle de skatter, som tidligere blev omtalt. Før de skilles, tager Håkon det guld, som Guld-Harald havde ejet — det var dette guld, der havde givet ham hans tilnavn, da han blev kaldt Guld-Harald, og han havde hjemført det fra landene sydpå. Der var så meget, at to kister var så fulde af guld, at to mand ikke kunne løfte mere. Og nu sætter jarl Håkon sig i besiddelse af denne formue som hærfang, og herudaf betaler han kong Harald tre års skat på forskud og siger, at han sikkert aldrig vil være bedre i stand dertil end nu. Kong Harald tager vel imod det, og nu skilles han og jarlen.

Jarl Håkon forlader Danmark og kommer til Norge, og nu opsøger han Gunhild Kongemoder og fortæller hende, hvordan han har hævnet hendes søn — Harald Gråfeld — ved at tage livet af Guld-Harald. Tilmed siger han, at Harald Gormsøn har udtrykt ønske om, at hun rejser fra landet med et prægtigt følge, da han ønsker at gifte sig med hende. Men dette var noget, de havde aftalt — Harald og Håkon — inden de skiltes, og såfremt hun gik i fælden og kom til Danmark, ville de have folk klar til straks at tage livet af hende. Nu kom det frem i lyset, som mange havde sagt, at hun forekom meget lysten efter en mand, og hun forlod nu landet med tre skibe med 60 mand på hver. Hun drager af sted, til hun kommer til Danmark, og da det rygtes, at Gunhild er kommet til landet, lader Harald vogne køre hende og hendes følge i møde, og hun bliver straks anbragt i en fornem vogn, og man fortalte hende, at der hos kongen var anstillet et prægtigt gilde til ære for hende. De kørte med hende dagen lang, men om aftenen, da det var blevet mørkt, var de ikke kommet til kongens hal. Tværtimod var der en stor mose foran dem, og de greb Gunhild og løftede hende ud af vognen og bandt . . . reb . . . derefter ud i mosen, hvor de druknede hende, og således mistede hun livet. Stedet kaldes siden Gunhilds Mose. Derpå tog de derfra og kom hjem for kongen, og fortæller kongen, hvad der er sket, og hvad de har gjort. Kongen siger: »Det har I gjort godt; dér nyder hun nu den ære, jeg tiltænke hende.«

Og nu sidder de — kong Harald og jarl Håkon — nogle år i god fred, og der er nu fred mellem landene Norge og Danmark. Deres venskab er fortrinligt, og et år sender jarl Håkon kong Harald 60 høge og sagde, at det forekom ham bedre at betale hele gælden på ét år i stedet for noget hvert år.

Kejser Otto angriber Danmark

8. På denne tid blev Saxland og Peitelandene regeret af kejser Otto, som blev kaldt Otto den Røde, og hans to jarler — den ene hed Urgutrjot, den anden Brimiskjar. Det fortælles, at kejser Otto en jul højtideligt svor, at han ville drage til Danmark — tre somre i træk, hvis det var nødvendigt — og gøre hele Danmark kristent, hvis han kunne gennemføre det. Og efter denne erklæring samler kejseren en hær til færden. Da Harald Gormsøn erfarer dette og bliver klar over, at kejseren råder over en umådelig styrke, sender han straks 60 mand til Norge på en snekke for at opsøge jarl Håkon, og han bød dem sige til jarlen, at kongen aldrig mere end nu ville få behov for, at jarlen udbød leding i hele Norge og kom for at yde ham støtte. Kongens sendebude tog af sted og kom frem, og de overbringer jarlen kongens budskab, hvorefter de tager hjem.

Jarl Håkon tager straks fat på sagen, og han finder det bydende nødvendigt, at der ikke sker det uhørte, at folk i Danmark og de øvrige Nordlande tvinges under kristendommen og ikke kan beholde sine forfædres tro og skikke. Han samler nu i nogen hast en hær, men han kunne have fået en større, hvis ledingen havde været fuldstændig, og hvis han havde haft længere tid. Jarlen forlader landet, straks han er klar, og han havde hundrede skibe. Senere på sommeren kom der yderligere folk fra Norge med en stor styrke for at slutte sig til jarl Håkon. Nu drager jarl Håkon af sted, men det går ikke hurtigt. Da han kommer til Danmark, får kong Harald det at vide, og han bliver særdeles glad og rejser straks jarlen i møde . . . med megen hjertelighed, og anstillede gilde . . . og de beslutter, at de vil gå imod kejser Otto med den store hær, som man da havde samlet fra hele Danmark, og kong Harald og jarl Håkon er de øverste høvdinge for den hær.

Nu drog de af sted, indtil de træffer kejseren. De mødes på havet, og det kommer med det samme til kamp mellem dem, og det bliver en meget voldsom træfning. De kæmper hele dagen lang, og der falder mange på begge sider, men dog flest af kejserens folk. Da natten faldt på, blev de enige om tre dages fred og lagde til land og gjorde forberedelser på begge sider. Da der var forløbet tre dage, stødte deres slagordner sammen — kejser Ottos mod kong Haralds og jarl Håkons — og nu kæmper de i land, og kampen gik ikke godt for kejseren, og dagen igennem faldt der mange flere af hans folk, og det ender med, at han flygter derfra sammen med sin hær. Kejser Otto var til hest den dag, og det fortælles nu, at de søgte ned mod skibene, og kejseren rider frem til vandet med et stort, guldprydet og meget blodigt spyd i hånden. Han stikker derpå spydet i havet og tager den almægtige Gud som vidne, hvorefter han siger: »Næste gang jeg kommer til Danmark, skal jeg enten kristne Danmark eller miste livet her.« Herpå går kejser Otto og hans mænd ud på deres skibe og sejler hjem til Saxland.

Jarl Håkon blev tilbage hos kong Harald og gav ham mange forstandige råd, og nu lod de udføre det anlæg, som er vidt berømt og kaldes Danevirke, og det blev anlagt mellem Ægisdør og Slesmunde — tværs over landet mellem havene. Derefter drager jarl Håkon til Norge, men inden de skilles, sagde han til kongen: »Det forholder sig nu således — herre! — at vi ikke ser os i stand til at udrede skatterne, som vi ellers ville, på grund af de store anstrengelser og omkostninger, som vi har haft for jeres skyld, men vi vil til enhver tid fremover betale jer skatterne, når vi slipper for denne byrde.« Kongen svarer og beder ham selv bestemme, men det forekom dog folk, at skatterne efter kongens mening ville falde noget sent. Således skiltes de, og jarl Håkon tager nu hjem til sit land og mener at have vundet en stor sejr. I tre år er det nu roligt i både Norge og Danmark, men i løbet af disse tre år lader kejser Otto en styrke samle, og han fik en umådelig hær. Da disse år var gået, drager han i følge med jarlerne Urgutrjot og Brimiskjar til Danmark med denne store hær.

Jarl Håkon stiller betingelser for at hjælpe kong Harald

9. Da kong Harald erfarer dette, sender han folk af sted — lige så mange som gangen før — for at opsøge jarl Håkon med det budskab, at kongen mente, at han aldrig mere end nu ville få brug for jarlens støtte og store hær. Jarl Håkon lod straks handling følge kongens ord og mente, at det var en sag af tvingende nødvendig, og han drog af sted, så snart han var klar, og han havde på ingen måde en mindre hær end sidst.

Han kommer til Danmark og opsøger straks kong Harald med 12 mand. Kongen bliver meget glad for at se ham og siger, at han trænger meget til jarlens hjælp, »— og nu skal der sendes bud efter hele din hær, som skal komme her til gilde, for jeg skylder hver eneste af jer tak.« »Vi skal lige tale sammen,« siger jarlen, »— inden det sker. Du har krav på, at jeg følger dig og rådgiver dig sammen med det følge, som jeg har nu — disse 12 mand — men ikke flere mænd, medmindre jeg ønsker det. Jeg er én gang før kommet med ledningshæren for at hjælpe dig, således som vi fra begyndelsen havde aftalt.« »Det er rigtigt,« sagde Harald, »— hvad du siger, men jeg havde forventet, at du ville lade denne hær, som du har bragt hertil, komme mig til hjælp for venskabs skyld.« »Jeg kan bevæge mine folk til,« siger Håkon, »— at de føler sig forpligtede til at følge mig og til at forsvare mit land og mit rige, men de føler sig ikke forpligtede til at forsvare Danmark eller et andet kongerige og udsætte sig for spydspidser uden til gengæld at vinde hæder og bytte.« »Hvad skal jeg gøre,« siger kong Harald, »— for dig og dine folk, for at få jer til at komme mig til hjælp, nu hvor jeg trænger mest til det? Jeg har sande efterretninger om, at jeg vil få med overmagten at gøre, fordi kejseren har så mandstærk en hær.« Jarlen svarer: »Én betingelse skal opfyldes,« siger han, »— det er vi blevet enige om, jeg og mine mænd, og det er, at du giver afkald på al skat fra Norge, som endnu ikke er betalt, og du skal opgive skatterne fuldstændig, så Norge aldrig herefter skal være dig skatskyldig. Men hvis du ikke tiltræder denne betingelse, så vil hele den hær, som har fulgt mig hertil, tage hjem igen og kun jeg selv blive tilbage og støtte dig med de 12 mand, som er til stede her, for jeg agter nøje at overholde, hvad vi blev enige om.« »Det er sandt, hvad man siger,« siger kongen, »— at du kan sætte alle i forlegenhed med din klogskab og dine snedige råd; nu har jeg to vanskelige vilkår for hånden, og ingen af dem forekommer mig gode.« »Afvej du nu nøje vilkårene,« siger jarlen, »— men det forekommer mig, at skatten fra Norge ikke vil gavne dig, hvis du mister livet her i Danmark.« »Der må tages en rask beslutning,« siger kongen, »— når sagen nu står, som den gør, og du må hjælpe mig med hele din styrke, så modigt du formår, og så skal dine krav bliver efterkommet.« Straks herefter blev der sendt bud til hele jarlens hær, at de skulle komme til møde, og de giver hinanden håndslag og indgår en bindende aftale. Nu bliver de prægtigt beværtet af den danske konge, hvorefter de drager imod kejseren med hele den hær, de har samlet. Kong Harald drager med flåden til Ægisdør, mens jarl Håkon fører sin hær til Slesdør på den modsatte side af landet.

Kejser Otto erfarer, at jarl Håkon er kommet til Danmark for at kæmpe imod ham, og han vælger da som modsvar at sende sine jarler — Urgutrjot og Brimiskjar — til Norge. De havde 12 kogger lastede med folk og våben, og deres ærinde var at kristne Norge, mens jarl Håkon var væk.

Danevirke afbrændes af kejser Ottos hær

10. Nu kan det først fortælles om kejseren og den store hær, han havde, at de går i land, da de kom til Danmark, og ser Danevirke, og det forekommer dem ikke nemt at angribe dér, hvis der er folk, som forsvarer stedet, og de vender om og går ned til deres skibe og ombord. I samme øjeblik møder kong Haralds hær kejser Ottos, og det kommer straks til kamp, og de kæmper på skibene, og der falder mange på begge sider, men ingen af dem får helt overtaget over de andre, og således skilles de. Kejseren lægger derpå sin flåde på det sted, der hedder Slesdør, men dér er jarl Håkon med sin hær, og også her kommer det straks til kamp mellem kejseren og jarlen, og det bliver den voldsomste strid, men det går hårdest ud over kejseren, og han mister mange folk dér, og det ender med, at han flygter sammen med sin hær. Han finder, at modstanden er hård, og tænker, at han må finde ud af, hvordan han bedst kan gå frem.

Det fortælles, at da kejseren lægger sine skibe i leje, træffer de en flåde — det var fem skibe, alle langskibe. Kejseren spurgte, hvad den mand hed, som anførte denne styrke. Manden svarer og kalder sig Ole. Da spurgte kejseren, hvorvidt han var kristen eller ej. Ole svarede og sagde, at han havde antaget kristendommen vestpå i Irland, og han tilbyder at hjælpe kejseren, hvis denne mener at trænge til flere folk, end han allerede har. Kejseren siger, at det vil han gerne tage imod, og at han påskønner dette meget, »— og du ligner en mand, der har lykken med sig,« siger han. Ole slutter sig til hæren med tre hundrede mand, og det er meget skrappe folk, og dog overgås de alle af ham, der anfører dem.

Efter dette søgte kejseren og hans mænd råd, for de var kommet i en vanskelig stilling ved det, at deres forråd var opbrugt. Tilmed var alt kvæg på deres side af Danevirke omhyggelig blevet drevet væk, så de ikke kunne få fat i det. Forstandige mænd fandt, at der var to muligheder: Enten at drage væk med uforrettet sag eller at slå deres rideheste ned for at få mad — og begge vilkår forekom dem dårlige. Dette bekymrer kejseren meget, og han henvender sig til Ole for at høre dennes mening og bad ham give dem et gavnligt råd. Ole svarede og sagde, at han satte sine egne råd højt, men forlangte, at alle skulle være enige i det, han kom med, for ellers ville han ikke med ét ord udtale sig om sagen. Det kom nu dertil, at alle råbte, at man skulle følge det råd, som Ole fremlagde. Da sagde han: »Det er da mit råd,« siger han »— at alle vi, der tror på Kristus, går til skrifte og lover den almægtige Gud — alle tings skaber — seks dages faste, for at han skænker os sejren, og at vi ikke skal behøve at slå hestene ned for at skaffe os mad. Så vil jeg desuden komme med det råd,« siger han, »— at vi i dag går ud i de skove og krat, der er nærmest, og dér skal hver mand hugge en mængde brænde af det træ, der forekommer os være lettest antændeligt. Så fører vi alt dette brænde hen til virket, og så ser vi siden, hvad der sker.« De fandt Oles råd lovende og gik i gang med det, han havde foreslået.

Virket var udført på den måde, at der på den side, hvor de befandt sig, var gravet en stor grøft, som var 10 favne bred og 9 favne dyb, men noget smallere, hvor der var rejst kasteller over den. Disse var anbragt således, at der stod et kastel oppe på virket for hver 100 favne. Dagen efter de havde slæbt brændet hen til virket, begyndte de at bygge store broer over grøften, således at der over for hvert kastel var en bro, og de satte stokke under, så bygværket nåede helt over til kastellet. Den samme dag tog de alle de vandfade, de havde, og slog den ene bund ud på dem og fyldte dem derpå med høvlspåner og andre spåner, som de snittede, indtil tønderne var fyldt med spåner. Så stak de ild i spånerne, og derefter skød de bundene på plads i tønderne, men lod dem være åbne øverst, så vinden kunne komme ind. Og desuden tager de nu og sætter ild til det brænde, de havde slæbt hen til virket, og vejret var således, at det var tørt med en hård søndenvind, som blæste imod virket. Nu tager de tønderne og skyder dem ud i grøften, og derefter fanger åbningen i tønderne vinden, så de drives ud imod virket og ind under det. Det var aften, da dette arbejde var fuldført. Nu fortælles det, at da natten faldt på, begyndte ilden at blusse i vandfadene og i brændet, og flammerne slog dernæst op i kastellerne og siden i virket, og derefter brændte det afsnit efter afsnit, for virket var hovedsageligt bygget af træ. Det endte med, at hele Danevirke og alle kastellerne brændte denne nat, så ingen spor eller rester var tilbage, og det var forårsaget af vandfadene, som bar ilden over til virket. Da det blev morgen begyndte det at regne så voldsomt, at folk næppe mente at have set magen til styrtregn komme fra himlen, og regnen slukkede ilden fuldstændig, så folk straks kunne krydse den store brandtomt, men var ilden ikke blevet slukket af regnen, så havde der ikke været udsigt til, at man kunne komme over lige med det samme.

Da kong Harald og jarl Håkon ser alt dette, bliver de slået af rædsel, og derpå flygter de bort til deres skibe, mens kejserens folk krydser de broer, de havde bygget over grøften, for ilden havde båret fra broerne, da virket brændte, og så gik de over brandtomten, som nu var slukket og blevet aldeles kold. Nu havde de fastet i fire dage for at få den almægtige Guds hjælp, og på den femte dag søgte de fra virket hen til det sted, hvor den danske konge og jarl Håkon havde holdt til, og da de kom frem, var der ingen mangel på kvæg, for kvæget var blevet drevet herhen og skjult for kejserens hær. Nu får de tilstrækkelig med forråd, for de sparer ikke danskernes kvæg, og der er gode slagtedyr.

Nu takker de Gud for denne herlige sejr, og kejseren fandt, at Oles råd havde været meget nyttige, og han spørger nu Ole om dennes slægt, og hvilket land han stammede fra. Ole svarer: »Jeg vil ikke længere skjule for jer,« siger han, »— at jeg hedder Olav, og jeg stammer fra Norge, og min far hed Tryggve.«

---

Noter: