Jomsvikingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Jomsvikingernes saga

Jómsvíkíngasaga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11, Kaupmannahöfn 1828 ^[1]

Innhold

1 Første fortælling
2 Anden fortælling

Her begynder Jomsvikingernes saga —

Første fortælling

Om Knud den Fundne

1. Gorm hed en konge, der regerede i Danmark — han blev kaldt den Barnløse. Han var en mægtig konge og vellidt af sine mænd; han havde været ved magten længe, da dette foregik. Dengang sad jarl Arnfinn i Saxland, som han regerede på vegne af kong Karlemagnus. De var gode venner — Arnfinn og Gorm — og havde været i viking sammen. Jarlen havde en smuk søster, men han elskede hende mere, end han burde, og fik et barn med hende; dette blev holdt skjult, og jarlen sendte folk væk med barnet og bad dem ikke skilles fra barnet uden at vide, hvad der blev af det. De kom til Danmark, og ved en skov blev de klar over, at kong Gorm og hans hird er i skoven. De anbragte barnet under et egetræ og fortrak. Om aftenen drog kongen hjem med hele hirden på nær to brødre: Den ene hed Halvard, den anden Håvard, og de blev tilbage. De gik omkring, og så hørte de barnegråd; de gik derhen, men vidste ikke, hvordan det hang sammen. Dér fandt de et drengebarn under et egetræ og en stor knyttet bylt i grenene over barnet. Barnet var svøbt i gudvæv, og om dets hoved var bundet et silkebånd, hvori der sad en ørtug guld. De samler barnet op og tager det med hjem, og de kom hjem, som kongen og hirdmændene sad over drikkebordene. De bebrejder sig selv, at de ikke fulgte kongen hjem, men kongen svarer og siger, at han ikke vil være vred på dem på grund af dette. Og nu fortalte de kongen, hvad der var sket på deres færd. Kongen bad om at se barnet og lod det føre til sig. Kongen syntes godt om drengen og sagde: »Han må komme af en fornem slægt — og han er bedre fundet end ufundet.« Han lod siden drengen vandøse og navngive, og han blev kaldt Knud — og det af den grund, at en guldfingerring havde været bundet fast til drengens pande med en knude, da han blev fundet, og deraf tog kongen det navn, han gav drengen. Han tog ham til sig og opfostrede ham og kaldte ham sin søn, var god ved ham og elskede ham meget.

Da det nu gik mod enden af kong Gorms tid, og da han var blevet gammel, fik han en sygdom, som gjorde det af med ham, men før han udåndede, bad han sine venner og slægtninge komme til sig, da han mente at kunne se, hvor det bar henad med ham. Han bad dem om, at han måtte råde for, hvem der skulle tilsværges landet og folket, når han var borte. Han bad om at få deres tilladelse og sagde, at han ville overdrage Knud hele sin magt og alt, hvad der kunne gøre denne til en større mand end førhen, når han selv var død. Og nu, fordi han var så vellidt og højt elsket af sine mænd, samtykkede de i dette, at kongen skulle bestemme. Dette blev nu fremmet, og derpå afgik kongen ved døden. Knud overtager nu landet og folket og hele det rige, som Gorm havde haft, og han er afholdt blandt sine mænd. Han fik sig en søn, der hed Gorm, og denne blev først kaldt Gorm den Enfoldige, men da han blev voksen, kaldte man ham Gorm den Gamle eller den Mægtige.

Kong Gorms giftermål med Tyra

2. Harald hed en jarl, der havde magten i Holseteland — han blev kaldt Klak-Harald, og han var en klog mand. Han havde en datter, der hed Tyra; hun var den klogeste kvinde, og hun kunne tyde drømme bedre end andre. Hun var tillige smuk. Jarlen havde stor tillid til sin datter og lod hende i alle dele bestemme sammen med sig, og han elskede hende særdeles højt. Og nu, da Gorm var blevet voksen og havde overtaget kongedømmet, tog han ud af landet og agtede at bejle til jarl Haralds datter, og hvis jarlen ikke ville give ham datteren, skulle han få hærmagt at føle. Da nu jarl Harald og datteren Tyra erfarer om kong Gorms færd og forehavende, sendte de ham folk i møde og indbød ham til et pragtfuldt gilde. Det takker han ja til, og nu sidder han dér i stor hæder. Da han har fremført sit ærinde for jarlen, får han det svar, at hun selv skulle bestemme, »— for hun er meget klogere, end jeg er.« Da kongen forelægger hende selv sagen, svarer hun således: »Dette skal ikke afgøres denne gang, men du skal nu drage hjem med gode og flotte gaver, og hvis du virkelig ønsker at blive gift med mig, skal du, så snart du kommer hjem, lade opføre et hus så stort, at det anstår sig for dig at sove i det. Huset skal stå et sted, hvor der ikke tidligere har været et hus, og dér skal du sove den første vinternat og tre nætter i alt. Læg vel mærke til, om du drømmer noget, og send derefter folk til mig for at berette om dine drømme — hvis du har haft nogle — og så skal jeg lade dem vide, hvorvidt du skal få din sag igennem eller ej. Hvis ikke du drømmer noget, behøver du ikke forfølge dette friermål yderligere.«

Efter denne samtale mellem dem, opholder kong Gorm sig ikke længe ved dette gilde, men gør klar til sin hjemfærd og er ivrig efter at afprøve hendes klogskab og anordninger. Han drager nu hjem med stor hæder og ærefulde gaver, og da han er kommet hjem, iværksætter han alt, som hun havde pålagt ham; han lod nu huset opføre og går derpå ind i dette hus, som det var blevet bestemt. Han satte tre hundrede bevæbnede mænd uden for huset og bad dem våge og holde vagt, da det slog ham, at der kunne stikke svig under. Nu tager han plads i sengerummet, der var indrettet i huset, og falder i søvn, og så drømmer han og sover tre nætter dér i huset. Herefter sender kongen sine mænd til jarlen og dennes datter — Tyra — for at lade dem fortælle hende, hvad han har drømt. Da de opsøgte jarlen og hans datter, blev der taget godt imod dem, og sidenhen forelægger de jarlens datter kongens drømme, og da hun havde hørt drømmene, sagde hun: »Nu skal I blive her, så længe I selv vil, men I kan fortælle jeres konge, at jeg vil gifte mig med ham.« Og da de kommer hjem, fortæller de kongen denne nyhed; kongen bliver herved lettet og glad, og kort tid efter gør han klar til at tage af sted med et størt følge for at hente sin brud. Hans rejse går godt, og han ankommer til Holseteland. Jarl Harald havde fået underretning om hans færd og lader anstille en storslået velkomst, og deres bryllup bliver nu holdt, og der opstår stor kærlighed mellem dem.

Ved gildet underholder man sig med, at kong Gorm fortæller sine drømme, hvorpå hun tyder dem. Kongen siger, at han drømte den første vinternat og alle de tre nætter, han sov i huset. Han drømte, at han stod ude og så ud over hele sit rige, og han så, at havet trak sig så langt tilbage fra landet, at han ikke kunne se det længere, og alle sunde og fjorde blev tørlagt. Efter denne hændelse så han tre hvide tyre komme fra havet, og de løb op på land — tæt på hvor han befandt sig — og fik snart ædt alt græsset, hvor de kom frem, hvorefter de gik igen. Den anden drøm, som minder meget om den første, var, at det forekom ham, at tre tyre igen kom fra havet. De var rødfarvede og havde lange horn, og de åd igen græsset af jorden nøjagtig som de forrige, og da de havde været der i nogen tid, gik de tilbage ud i havet. Han drømte også en tredje drøm, og denne lignede de andre: Igen forekom det kongen, at han så tre tyre komme i land fra havet. De var alle sortfarvede og havde meget lange horn, og de var der også en tid, men fulgte så den samme vej tilbage og gik ud i havet igen. Efter dette syntes han at høre så stort et brag, at det forekom ham, at det kunne høres over hele Danmark, og han indså, at det kom fra vandet, da dette kom tilbage imod land. »— og nu ønsker jeg — dronning!« siger han, »— at du tyder drømmene til morskab for mændene, og således beviser din begavelse.« Hun undslog sig ikke, men tyder drømmene, og først forklarede hun den første drøm og sagde således: »Dér, hvor tyrene — de hvide — gik fra havet op på land, vil der komme tre strenge vintre, og der vil falde så meget sne, at åringen vil blive dårlig i hele Danmark. Dér, hvor du så tre andre tyre — og de var røde — komme ind fra havet, vil der komme yderligere tre vintre uden meget sne, men de vil ikke være milde, for det forekom dig jo, at tyrene åd græsset på jorden. Dér, hvor det tredje hold tyre — de sorte — kom ind fra havet, vil der for tredje gang følge tre vintre, og de vil være så hårde, at alle vil sige, at man ikke kan mindes noget lignende, og det sorteste uår og nød vil ramme landet, så man dårligt har kendt magen. Det, at det forekom dig, at tyrene havde lange horn, betyder, at mange vil miste, hvad de ejer.^[2] Og det, at du hørte et stort brag, da havet vendte tilbage imod land, betyder ufred mellem stormænd, og de vil mødes her i Danmark, og udkæmpe kampe og store slag. Det aner mig også, at nogle af dem, som vil tage del i denne ufred, er dine nære slægtninge. Hvis du den første nat havde drømt dette sidste i dine drømme, så ville denne ufred finde sted i din tid, men nu sker der ingen skade. Men hvis du havde drømt, sådan som jeg lige sagde, da havde jeg ikke giftet mig med dig. Men jeg kan gøre noget ved alt det, du har drømt om misvækst.«

Og nu efter dette gilde indleder kong Gorm og dronning Tyra deres færd hjem til Danmark, og de lader mange skibe laste med korn og andre fornødenheder, og det gør de hvert år fra da af, lige til det uår, hun havde forudsagt, indtræffer. Og da uåret kommer, lider de ingen skade overhovedet med de foranstaltninger, de havde truffet. Det gjorde heller ikke de folk, der var i nærheden af dem i Danmark, for de uddelte mange gavnlige ting til alle deres landsmænd. Man anså Tyra for at være den klogeste kvinde, som var kommet til Danmark, og hun blev kaldt Danmarksbod.

Kong Gorm og dronning Tyra havde to sønner, og den ældste hed Knud, den yngste Harald. De var begge evnerige mænd, men Knud ansås i deres ungdom for den klogeste af dem, og han overgik de fleste i udseende og evner og i alle de idrætter, man anså for vigtige på den tid. Han havde lyst hår og var mere duelig end andre. Han voksede op hos sin morfar — jarl Kalk-Harald — og denne opfostrede ham og elskede ham højt. Han var meget afholdt i sin opvækst. Harald voksede op hjemme ved sin fars hird. Han var langt den yngste af brødrene, og han blev tidligt ondskabsfuld og ustyrlig og slem at have med at gøre. Han var derfor ikke vellidt i sin opvækst.

Jarl Klak-Harald udebliver fra kong Gorms julegilder

3. Det fortælles nu, at kong Gorm engang sendte folk til sin svigerfar — jarl Harald — i det ærinde at indbyde ham til julegilde hos sig. Jarlen takkede ja og lovede at komme til gildet om vinteren, og derefter drog kongens mænd hjem og fortæller kongen, at man kan vente jarlen til gildet. Da tiden kom, hvor jarlen skulle drage hjemmefra, udvalgte han sig de ledsagere, han ønskede med til gildet, men der fortælles ikke noget om, hvor mange folk han havde med. De drager nu af sted, til de kommer til Limfjorden. Dér så de et stort træ, som de fandt meget bemærkelsesværdigt; på træet voksede der æbler, som var ganske små, men de var grønne og friske, og under træet lå der andre æbler, som både var store og gamle. Dette undrede dem meget, og jarlen siger, at dette, at æblerne var grønne på denne tid af året, forekommer ham at være et stort under, for de så jo ved træet de æbler, som var vokset på det om sommeren, »— men nu vender vi om,« siger jarlen, »— og drager ikke længere.« Det siges, at han og hele hans følge nu vender om og rejser hjem, og det år sad jarlen roligt hjemme sammen med sin hird.

Nu finder kongen det underligt, at jarlen ikke kom, men han tænkte dog, at noget tvingende måtte have stået i vejen. Nu er det roligt en tid og sommeren over, men ved begyndelsen af den næste vinter sender kongen igen sine folk til Holseteland for at indbyde sin svigerfar — jarlen — til julegilde på samme måde som sidst. Det korte af det lange er, at jarlen igen lover at komme, og sendebudene tager nu hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Nu bliver det den tid på året, hvor jarlen tager hjemmefra med sit følge, og de drager igen af sted, til de kommer til Limfjorden. Nu var de kommet om bord på skibe og agtede at krydse fjorden. Det fortælles, at de havde nogle tævehunde med på rejsen, og disse var drægtige med hvalpe, og da man var kommet ombord, forekom det jarlen, at hvalpene gøede inde i hundene, mens hundene selv var tavse. Dette fandt jarlen og alle de andre meget opsigtsvækkende, og han sagde, at han ikke ville fortsætte, så nu vendte de om og tog hjem og opholdt sig hjemme den jul.

Nu går tiden frem til den tredje vinter, og endnu engang sender kongen folk til jarlen for at indbyde ham til julegilde, og han lover igen at komme, og sendebudene tager hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Jarlen klargør atter sin færd, og da tiden kommer, begiver han sig af sted med sit følge og drager igen til Limfjorden. Deres rejse går godt, og de krydser fjorden, men da var det blevet sent på dagen, og de agtede da at overnatte dér ved fjorden. Da viste der sig noget for dem, som de ikke anså for uden betydning: De så en flodbølge rejse sig inderst i fjorden og en anden yderst, og de gik begge imod hinanden — og bølgerne var store — og der opstod en vældig uro, da de mødtes og styrtede sammen, og der lød en stort brag, og efterfølgende forekom det folkene, at vandet blev blodigt. Da tog jarlen til orde: »Dette er yderst mærkeligt,« siger han, »— og nu bør vi vende om, og jeg vil ikke tage til gildet.« Det gør de nu — drager hjem — og jarlen sad hjemme den jul.

Da det skete anden gang, blev kongen meget vred over, at jarlen ingensinde imødekom hans indbydelser, men han vidste ikke, hvad der havde forhindret ham i at komme. Men nu denne vinter agtede kong Gorm at udsætte jarl Harald — sin svigerfar — for hærgen, for han fandt, at denne i høj grad havde tilsidesat hans hæderfulde indbydelser, ved ikke at komme, som det ellers flere gange var aftalt, og han mente, at jarlen på denne vis havde vanæret ham meget. Dronning Tyra bliver klar over kong Gorms forehavende og får ham talt fra planerne, »— og det anstår sig ikke for dig,« siger hun, »— at bekrige ham, når I er besvogrede. Der kan findes en meget bedre løsning på denne sag.« Og nu efter dronningens overtalelser falder kongen noget ned, og hærfærden bliver ikke til noget. Det blev derefter besluttet, at kong Gorm skulle sende sine folk for at hente jarlen og få at vide, hvad der havde forhindret jarlen i at komme. Det var dronningen, der havde tilrådet, at svigersøn og svigerfar skulle mødes først for at tale sammen og afklare sagen. Og nu kommer kongens sendebude til jarlen og forelægger kongens ærinde. Jarlen tager straks af sted og opsøger kongen med et prægtigt følge. Kongen tager mådeligt vel imod sin svigerfar, hvorefter kongen og jarlen går ind i mødestuen, og da de var kommet derind, spørger kongen jarlen: »Hvordan kan det være,« siger han, »— at du aldrig kom, når jeg indbød dig, og således vanærede både mig og min indbydelse?« Jarlen svarer og siger, at når han ikke kom til gilderne, blev det ikke gjort for at vanære kongen, men snarere af andre årsager. Han fortalte derefter kongen om de undere, de havde overværet, således som det før blev berettet. Derpå sagde jarlen, at han ville udlægge for kongen, hvis denne ønskede at vide det, hvad disse store undere efter hans opfattelse kunne betyde eller varsle. Dette bad kongen ham gøre.

Jarlen fortalte: »Jeg vil begynde med det, at vi midt om vinteren så et træ, der bar små, grønne æbler, mens store, gamle æbler lå nedenunder. Jeg mener, at dette bebuder et trosskifte, som vil finde sted i dette land. Og den nye tro vil trives, hvilket fremgår af de smukke æbler, mens den tro, som hidtil har været, vises ved de gamle æbler, som lå på jorden, hvor de vil rådne op og blive til støv; såden vil også denne tro forgå, når den nye breder sig over landet, og den vil tilintetgøres og ganske forsvinde som mørket, når der kommer lys. Det andet under var det, at vi hørte hvalpene gø inde i tævehundene. Det varsler efter min mening, at yngre folk vil tage ordet fra de ældre — og gøre det ubesindigt — og det er i høj grad forventeligt, at de ikke vil tage mindre del i beslutningerne, selv om de ældre ofte er mere forstandige. Men jeg tror endnu ikke, at de er kommet til verden, dem jeg hentyder til med dette, for det var hvalpe, der gøede, som endnu ikke var kommet til verden, mens tævehundene var tavse. Det tredje under var, da vi så bølgerne rejse sig imod hinanden — den ene inderst i fjorden, den anden yderst — og de mødtes midt i fjorden og faldt i struben på hinanden, og vandet blev blodigt af den uro, de frembragte. Jeg anser det for et varsel om, at stormænd her til lands vil blive uenige, og dette vil afstedkomme store kampe og voldsom strid, og det er meget tænkeligt, at denne ufred vil brede sig til Limfjorden, dér hvor denne opsigtsvækkende hændelse viste sig for os, som jeg her har fortalt.«

Kongen forstod, hvad jarlen sagde, og fandt, at han var meget indsigtsfuld, og han tilstod ham derefter fred og frit lejde. Nu forsvandt kongens vrede mod svigerfaderen. Det siges, at før de gik ind i mødestuen — kongen og jarlen — havde kong Gorm beredt folk på at bruge våben på jarlen, såfremt kongen skulle finde, at hovmod og ligegyldighed var årsagen til, at jarlen ikke en eneste gang var kommet til de gilder, kongen havde indbudt ham til. Kongen havde ment, at han ville få dette bekræftet ved samtalen med sin svigerfar, men nu fandt han, at der var god grund til, at jarlen ikke var kommet. Nu hæver de mødet — kongen og jarlen — og herefter opholdt jarlen sig hos ham i nogen tid og nød stor ære. Siden skiltes svigerfar og svigersøn forligte og som gode venner, og inden han tog af sted, fik jarlen gode gaver af kongen. Nu drager han hjem med sit følge.

Ikke længe efter drog jarl Harald sydpå og kom til Saxland, hvor han antog kristendommen, og han vendte aldrig siden tilbage til sit rige.

Harald fælder sin bror i kamp

4. Nu skal der fortælles om, hvordan far og søn — kong Gorm og Harald — blev uenige, så snart Harald fik en voksen mands styrke. Da tyede kong Gorm til det råd, at han gav Harald nogle skibe og således sendte ham væk. Harald opholdt sig hver vinter i Danmark, hvor han havde fredland. Da dette havde stået på en tid, fortælles det, at Harald bad sin far — kong Gorm — give sig tilsvarende besiddelser og magt, som Klak-Harald — hans morfar — havde givet Knud, men han fik ikke af sin far, hvad han bad om. Fra da af, siges det, opstod der stor fjendtlighed mellem de to brødre — Knud og Harald — og Harald fandt, at der blev gjort stor forskel på dem, og han tænkte, at dette ikke ville blive mindre med tiden. Det er også blevet omtalt, at Harald et efterår ikke kom til Danmark for at tage vinterophold, som han plejede. Han havde om sommeren været på togt i Østerlandene. Men i en anden beretning nævnes det, at kong Gorm sendte folk til Holseteland for at byde sin søn — Knud — hjem til jul, og da tiden var inde, drager Knud hjemmefra med sit følge — han havde tre skibe — og han havde planlagt sin færd således, at han ankom til Limfjorden sidst på dagen før jul. Den samme aften ankom Harald — hans bror — dér med ni eller ti skibe. Han var kommet fra Østersalt, hvor han havde ligget i viking om sommeren. Nu bliver Harald klar over, at Knud — hans bror — allerede ligger dér med tre skibe, og han mindes nu hele den misstemning, der har været mellem brødrene, og beder sine folk ruste sig og finde deres våben frem, »— for nu,« siger han, »— må det komme til en afgørelse mellem mig og min bror — Knud.« Knud bliver klar over, hvad Harald — hans bror — har for, og han vil forsvare sig, selv om de var i undertal. De griber deres våben og gør klar til at værge sig, og Knud opildner sine folk. Nu lægger Harald imod dem på alle sider, og det kommer straks til kamp mellem de to brødre, og det var selveste juleaften, de kæmpede. Kampen ender med, at Knud og hele hans følge — eller næsten hele hans følge — falder, for Harald udnyttede, at han havde mange flere folk.

Kong Gorm den Gamles død

Kong Gorm erfarer sin søns død
(August Carl Vilhelm Thomsen)

5. Efter denne hændelse tager Harald og hans mænd videre, indtil de sent om aftenen ankommer hos kong Gorm, hvor de fuldvæbnede går til kongens gård. Og der er nogle, der siger — begavede folk — at Harald var i tvivl om og ikke ganske vidste, hvordan han skulle gribe det an, at fortælle sin far, hvad der var sket, for kong Gorm havde højtideligt sværget at tage livet af den, der bragte ham underretning om Knuds — hans søns — død. Harald lader nu sin fostbroder, som hed Høg, opsøge sin mor — Tyra — for at bede hende om at finde på noget, så han kan få løst denne vanskelighed. Kort tid efter opsøger Harald selv sin mor og fortæller hende, hvad der er sket, og spørger hende til råds. Hun gav ham det råd, at han selv skulle opsøge sin far og fortælle ham, at to høge havde været i slagsmål — og den ene havde været helt hvid, den anden grå, men de var dog begge meget værdifulde — og det var endt med, at den hvide blev dræbt, hvilket ansås for et stort tab.

Og nu efter dette går Harald tilbage til sine mænd, og før man vidste af det, gik han til sin fars hal, hvor denne drak med sin hird, og kongen og hirden sad ved bordene. Derpå går Harald ind foran sin far i hallen, hvorefter han fortæller ham om høgene, således som hans mor havde rådet ham til, og han ender beretningen således, at »— nu,« siger han, »— er den hvide høg død.« Og da han havde sagt dette, gik han ud, før han sagde yderligere, og han opsøgte da atter sin mor. Det fortælles ikke, hvor han og hans folk havde natteophold. Kong Gorm fattede, så vidt folk kunne se, ikke hvad hans søn havde fortalt ham, og kongen drak, så længe han fandt for godt, og gik derpå hen for at sove. Om natten, da alle havde forladt hallen for at sove, kom dronning Tyra med sine folk, som hun lod nedtage alle vægtæpperne i hallen, hvorefter hun i stedet lod væggene beklæde med sorte tæpper, indtil hele hallen var dækket. Dette gjorde hun, fordi det dengang var kloge folks råd, at når man modtog et sørgeligt budskab, skulle man ikke sige det med ord, men gøre således, som hun nu lod gøre.

Næste morgen stod Gorm den Gamle op og tog plads i sit højsæde og agtede at begynde at drikke. Han betragtede hallens vægge og beklædning, da han gik gennem hallen — og tilsvarende nu fra højsædet. Tyra sad i det andet højsæde hos kongen. Kongen tog da til orde og sagde: »Dette har du vel sørget for — Tyra!« siger han, »— siden hallen er udstyret på denne vis?« »Hvorfor mener du det — herre?« siger hun. »Fordi,« sagde kongen, »— at du på den måde vil fortælle mig, at Knud — min søn — er død.« »Det er dig, der fortæller mig det,« sagde dronningen. Kong Gorm havde rejst sig fra højsædet, da de begyndte at tale om dette, men nu sætter han sig tungt ned uden at svare, og han faldt derpå hen imod hallens væg og var død. Siden bliver kongen båret ud derfra og ført til graven, og efter dronning Tyras bestemmelse blev der rejst en høj over ham. Han havde da været danskernes konge i næsten ti årtier.

Efter dette sender Tyra besked til sin søn — Harald — at han skulle komme hjem med hele sit følge og drikke arveøl efter sin far. Det gjorde han, og arveøllet bliver både godt og hæderfuldt, og nu herefter overtager Harald landet og folket og hele det rige, hans far havde haft. Siden holdt han ting med landets mænd, og danskerne tog ham til konge over hele det rige, kong Gorm — hans far — havde besiddet. Han sidder herefter nogle år i fred og regerer sit rige med værdighed og stor ære. Han er en streng høvding, som gør sig gældende, men han er vellidt.

Jarl Håkon og Guld-Harald hos kong Harald

6. Der fortælles om en mand ved navn Håkon, som var søn af Sigurd Ladejarl. Han holdt til i Norge, hvorfra han stammede, og han mente at være berettiget til magten som jarl over fire fylker i Norge. På denne tid regerede Harald Gråfeld og dennes mor — Gunhild, som blev kaldt Kongemoder — i Norge, og de lod ikke Håkon opnå fuld råderet over sit rige, og han ville intet have, hvis han ikke kunne få det hele, og han forlod derfor landet med et stort følge, og han tog fra Norge med 10 skibe. Han drog derefter på vikingetogt og hærgede vidt omkring sommeren igennem, men om efteråret kom han til Danmark med alle sine skibe og sit følge. Han anmodede danekongen om venskab og bad om fredland i dennes rige for at opholde sig dér om vinteren. Kong Harald var meget imødekommende og indbød ham til sin hird med et halvt hundrede mand. Håkon tog imod det og kom til kongen med et sådant følge, men skaffede sine øvrige folk ophold dér i Danmark.

Det fortælles endvidere, at Knud Gormsøn havde efterladt sig en søn, som hed Harald, men blev kaldt Guld-Harald. Han ankom ikke mange dage senere til Danmark og havde 10 skibe. Han havde hærget vidt omkring i landene og vundet et stort bytte, og han agtede at tage vinterophold hos sin slægtning — Harald Gormsøn — og dér have fredland. Kong Harald tager godt imod sin navne og slægtning og byder ham hjem til sig med tilsvarende mange folk, som Håkon forinden var kommet med, og det samme tager Harald imod. Håkon og Guld-Harald opholder sig begge dér den vinter og bliver agtet højt af danekongen.

Ved juletid om vinteren blev gildet endnu mere prægtigt end ellers, både hvad angik drikkevarer og anden forplejning og de mange folk, som særligt blev indbudt til at holde jul. Det fortælles, at mændene da morede sig over øllet ved at drøfte, om nogen konge i Nordlandene kunne være mere gavmild og storslået med sine gilder end Harald Gormsøn, men de blev alle enige om ét: At man ikke fandt magen til konge i hele den nordlige del af verden og overalt, hvor man talte dansk tunge. Dér i hirden var der en mand, som ikke lod sig anfægte af sagen og som ikke tog del i denne snak — og det var jarl Håkon Sigurdson. Men som man siger: ‘Kongen har mange ører’, og kong Harald fik snart at vide, at Håkon ikke havde udtalt sig anerkendende om ham, mens folk ellers havde været helt enige. Herefter, da natten var gået, indkaldte Harald Gormsøn jarl Håkon og Guld-Harald til samtale, og de tre samledes til møde. Da de traf hinanden, spurgte kongen Håkon, hvorvidt denne havde sagt, at han ikke var den største konge i Nordlandene, for det havde han fået at vide. Jarlen svarer: »Jeg sagde hverken til eller fra — herre!« siger han, »— da de andre havde mest travl med dette, og jeg har ingen del i det, og jeg anser mig for skyldfri i denne sag.« »I så fald vil jeg gerne vide,« siger kongen, »— hvad der foranlediger dig til ikke at mene som andre i denne sag.« »Det er vanskeligt for mig — herre! — at tale om den slags,« siger jarlen, »— men jeg kunne aldrig regne en mand for den største, når andre sidder på hans skatteindtægter og har gjort det længe, mens den, der har ret til indtægterne, ikke har magten til at kræve dem.« Da blev kongen tavs en tid, men så tager han til orde og siger: »Jeg indser nu, at det, du siger, er sandt og velbegrundet. Men der er ingen grund til at kalde dig den klogeste jarl og tilmed min gode ven, hvis ikke du kommer med et råd, der kan bruges imod Harald Gråfeld Gunhildson, for jeg véd, at du hentyder til ham.« Jarlen svarer: »Din anseelse ved at have indbudt mig og Guld-Harald — din slægtning — vil alene øges, såfremt du nu herefter regnes for en større konge end før, så lad os nu sammen finde på noget, der forekommer os tjenligt, så vi alle får fremgang af det.« »Find du på noget,« siger kongen, »— så kan du drage nytte af, at man kalder dig en klog og begavet mand.« Håkon svarer: »Hvis det skal være mig, der lægger planen, så er det hermed gjort,« siger han »— og så skal man sende et enkelt skib — velbemandet — til Harald Gråfeld og lade ham vide, at I indbyder ham med højagtelse, men ikke med et stort følge, til et hædrende gilde her. Desuden skal man fortælle ham, at det, som før har skabt uenighed imellem jer, kan I selv forliges om, når I mødes. Du skal også lade det tilføje,« siger han, »— at du agter at fri til Gunhild — hans mor — for jeg kender hendes sind. Selv om hun er blevet noget gammel, vil hun gøre alt for at tilskynde sin søn til rejsen, hvis dette er en del af sagen, for hun har længe virket noget lysten efter en mand. Vi skal nok hjælpe med alle forberedelserne, men du skal love Guld-Harald — din slægtning — at du vil overlade ham det halve Norge, og mig den anden halvdel, såfremt vi får taget livet af Harald Gråfeld, uden at du deltager med dine egne folk. Og jeg vil til gengæld erklære — og tilsvarende vil Guld-Harald — at du skal modtage de skatter fra Norge, som jeg nu lover dig: Hvis vi får landet, vil vi udrede 100 mark guld og 60 høge. Og så vinder vi alle derved, hvis det lykkes, som jeg foreslår her.« Kong Harald siger: »Dette er nok ikke det værste råd, jeg har fået. Det skal iværksættes og ske, såfremt det lader sig gøre.« Guld-Harald syntes også vældig godt om det, som nu var tilrettelagt, og derpå hævede de mødet.

Kong Harald lod nu straks et skib udruste — det var en stor snekke — og bemandede det med 60 mand, som derpå drog af sted, da de var klar. Rejsen gik godt, og de kom til Harald Gråfeld i Norge, og de forelagde ham deres ærinde, som de var blevet pålagt, og de nævnte frieriet for Gunhild — at kong Harald Gormsøn ville giftes med hende — og da hun hørte dette, gik det som jarl Håkon havde forudset, at hun tilskyndede sin søn — Harald — til rejsen. »Det eneste rigtige,« siger hun, »— er ikke at opsætte rejsen, for jeg kan styre landet imens — det går vel nok den korte tid — men se at komme af sted så hurtigt som muligt!« Derefter drog kong Haralds sendebude hjem, og de ankommer i god behold og fortæller kongen, at Harald Gråfeld er på vej.

Kong Haralds og jarl Håkons sammensværgelse

Guld-Harald i Hals (Allan Bo Jensen)

7. Og de satte siden deres skibe i søen — Håkon og Guld-Harald — og Harald Gormsøn støttede dem, således at de havde i alt 60 skibe. De lå fuldt udrustede på vandet, som skulle de i kamp, og de havde til hensigt at tage imod Harald Gråfeld, såfremt han kom. Han undlod da heller ikke at komme, og han havde to store skibe og fire hundrede mand, og han anede ikke uråd. De mødtes i Limfjorden på det sted, som hedder Hals. Håkon siger, at han ikke ville angribe med mange skibe, når man kun behøvede færre, »— og sandt at sige føler jeg mig særligt forpligtet over for Harald Gråfeld på grund af vores slægtskab^[3], men jeg under oprigtigt dig denne sejr.« Og det fortælles, at Harald lod sig opildne, for i Håkon havde han at gøre med en snedigere mand. Efter dette lægger Guld-Harald imod sin navne med 30 skibe og lader kampråbet lyde, og med ét ramtes de andre af ufred, for de fattede ikke mistanke, men forsvarede sig dog godt og mandigt. Hverken jarl Håkon eller den styrke, der var blevet tilbage sammen med ham, viste sig under kampen mellem navnerne. Da kong Harald Gråfeld befandt sig i denne livsfare, indså han, at det ikke skete helt uden svig, og han syntes da at vide, hvilket udfald legen ville få. Da sagde han: »Det morer mig nu — navne!« siger han, »— at vide, at din sejr ikke bliver lang, selv om du fælder mig, for jeg véd, at dette går efter jarl Håkons planer, og straks, når jeg er død, kommer han imod jer og dræber dig, og således hævner han os.« Og nu fortælles det, at kong Harald Gråfeld og størstedelen af hans hær faldt i kampen dér, og således endte hans liv. Han havde da hersket over Norge i 15 år sammen med sine brødre og sin mor — Gunhild. Så snart jarl Håkon véd, hvad der er sket, ror han hårdt frem, da Guld-Harald og hans folk mindst havde ventet det, og han byder Haralds hær at vælge, hvorvidt de vil kæmpe imod ham eller udlevere Guld-Harald, idet han siger, at han agter at hævne sin slægtning — Harald Gråfeld. De vælger ikke at kæmpe imod Håkon, for de vidste, at kong Harald Gormsøn ønskede, at Guld-Harald blev dræbt, og det havde været kong Haralds og jarl Håkons skjulte hensigt, således som det nu stod klart. Derpå bliver Guld-Harald pågrebet og ført bort til en skov og hængt.

Nu opsøger jarl Håkon Harald Gormsøn og giver ham selvdømme for dette, at han havde dræbt dennes slægtning — Guld-Harald. Men dette var alene tom snak, for det var noget, de begge havde anstillet, og kong Harald pålægger Håkon, at denne skulle være forpligtet til én gang at udbyde leding i hele Norge og komme til Danmark og yde kongen hjælp, når der efter dennes opfattelse var behov derfor. Men Håkon selv skulle altid komme, når kongen sendte bud efter ham og ønskede hans råd. Han skulle også udrede alle de skatter, som tidligere blev omtalt. Før de skilles, tager Håkon det guld, som Guld-Harald havde ejet — det var dette guld, der havde givet ham hans tilnavn, da han blev kaldt Guld-Harald, og han havde hjemført det fra landene sydpå. Der var så meget, at to kister var så fulde af guld, at to mand ikke kunne løfte mere. Og nu sætter jarl Håkon sig i besiddelse af denne formue som hærfang, og herudaf betaler han kong Harald tre års skat på forskud og siger, at han sikkert aldrig vil være bedre i stand dertil end nu. Kong Harald tager vel imod det, og nu skilles han og jarlen.

Jarl Håkon forlader Danmark og kommer til Norge, og nu opsøger han Gunhild Kongemoder og fortæller hende, hvordan han har hævnet hendes søn — Harald Gråfeld — ved at tage livet af Guld-Harald. Tilmed siger han, at Harald Gormsøn har udtrykt ønske om, at hun rejser fra landet med et prægtigt følge, da han ønsker at gifte sig med hende. Men dette var noget, de havde aftalt — Harald og Håkon — inden de skiltes, og såfremt hun gik i fælden og kom til Danmark, ville de have folk klar til straks at tage livet af hende. Nu kom det frem i lyset, som mange havde sagt, at hun forekom meget lysten efter en mand, og hun forlod nu landet med tre skibe med 60 mand på hver. Hun drager af sted, til hun kommer til Danmark, og da det rygtes, at Gunhild er kommet til landet, lader Harald vogne køre hende og hendes følge i møde, og hun bliver straks anbragt i en fornem vogn, og man fortalte hende, at der hos kongen var anstillet et prægtigt gilde til ære for hende. De kørte med hende dagen lang, men om aftenen, da det var blevet mørkt, var de ikke kommet til kongens hal. Tværtimod var der en stor mose foran dem, og de greb Gunhild og løftede hende ud af vognen og bandt . . . reb . . .^[4] derefter ud i mosen, hvor de druknede hende, og således mistede hun livet. Stedet kaldes siden Gunhilds Mose. Derpå tog de derfra og kom hjem for kongen, og fortæller kongen, hvad der er sket, og hvad de har gjort. Kongen siger: »Det har I gjort godt; dér nyder hun nu den ære, jeg tiltænke hende.«

Og nu sidder de — kong Harald og jarl Håkon — nogle år i god fred, og der er nu fred mellem landene Norge og Danmark. Deres venskab er fortrinligt, og et år sender jarl Håkon kong Harald 60 høge og sagde, at det forekom ham bedre at betale hele gælden på ét år i stedet for noget hvert år.

Kejser Otto angriber Danmark

8. På denne tid blev Saxland og Peitelandene regeret af kejser Otto, som blev kaldt Otto den Røde, og hans to jarler — den ene hed Urgutrjot, den anden Brimiskjar. Det fortælles, at kejser Otto en jul højtideligt svor, at han ville drage til Danmark — tre somre i træk, hvis det var nødvendigt —og gøre hele Danmark kristent, hvis han kunne gennemføre det. Og efter denne erklæring samler kejseren en hær til færden. Da Harald Gormsøn erfarer dette og bliver klar over, at kejseren råder over en umådelig styrke, sender han straks 60 mand til Norge på en snekke for at opsøge jarl Håkon, og han bød dem sige til jarlen, at kongen aldrig mere end nu ville få behov for, at jarlen udbød leding i hele Norge og kom for at yde ham støtte. Kongens sendebude tog af sted og kom frem, og de overbringer jarlen kongens budskab, hvorefter de tager hjem.

Jarl Håkon tager straks fat på sagen, og han finder det bydende nødvendigt, at der ikke sker det uhørte, at folk i Danmark og de øvrige Nordlande tvinges under kristendommen og ikke kan beholde sine forfædres tro og skikke. Han samler nu i nogen hast en hær, men han kunne have fået en større, hvis ledingen havde været fuldstændig, og hvis han havde haft længere tid. Jarlen forlader landet, straks han er klar, og han havde hundrede skibe. Senere på sommeren kom der yderligere folk fra Norge med en stor styrke for at slutte sig til jarl Håkon. Nu drager jarl Håkon af sted, men det går ikke hurtigt. Da han kommer til Danmark, får kong Harald det at vide, og han bliver særdeles glad og rejser straks jarlen i møde . . . med megen hjertelighed, og anstillede gilde . . .^[5] og de beslutter, at de vil gå imod kejser Otto med den store hær, som man da havde samlet fra hele Danmark, og kong Harald og jarl Håkon er de øverste høvdinge for den hær.

Nu drog de af sted, indtil de træffer kejseren. De mødes på havet, og det kommer med det samme til kamp mellem dem, og det bliver en meget voldsom træfning. De kæmper hele dagen lang, og der falder mange på begge sider, men dog flest af kejserens folk. Da natten faldt på, blev de enige om tre dages fred og lagde til land og gjorde forberedelser på begge sider. Da der var forløbet tre dage, stødte deres slagordner sammen — kejser Ottos mod kong Haralds og jarl Håkons — og nu kæmper de i land, og kampen gik ikke godt for kejseren, og dagen igennem faldt der mange flere af hans folk, og det ender med, at han flygter derfra sammen med sin hær. Kejser Otto var til hest den dag, og det fortælles nu, at de søgte ned mod skibene, og kejseren rider frem til vandet med et stort, guldprydet og meget blodigt spyd i hånden. Han stikker derpå spydet i havet og tager den almægtige Gud som vidne, hvorefter han siger: »Næste gang jeg kommer til Danmark, skal jeg enten kristne Danmark eller miste livet her.« Herpå går kejser Otto og hans mænd ud på deres skibe og sejler hjem til Saxland.

Jarl Håkon blev tilbage hos kong Harald og gav ham mange forstandige råd, og nu lod de udføre det anlæg, som er vidt berømt og kaldes Danevirke, og det blev anlagt mellem Ægisdør og Slesmunde — tværs over landet mellem havene.^[6] Derefter drager jarl Håkon til Norge, men inden de skilles, sagde han til kongen: »Det forholder sig nu således — herre! — at vi ikke ser os i stand til at udrede skatterne, som vi ellers ville, på grund af de store anstrengelser og omkostninger, som vi har haft for jeres skyld, men vi vil til enhver tid fremover betale jer skatterne, når vi slipper for denne byrde.« Kongen svarer og beder ham selv bestemme, men det forekom dog folk, at skatterne efter kongens mening ville falde noget sent. Således skiltes de, og jarl Håkon tager nu hjem til sit land og mener at have vundet en stor sejr. I tre år er det nu roligt i både Norge og Danmark, men i løbet af disse tre år lader kejser Otto en styrke samle, og han fik en umådelig hær. Da disse år var gået, drager han i følge med jarlerne Urgutrjot og Brimiskjar til Danmark med denne store hær.

Jarl Håkon stiller betingelser for at hjælpe kong Harald

9. Da kong Harald erfarer dette, sender han folk af sted — lige så mange som gangen før — for at opsøge jarl Håkon med det budskab, at kongen mente, at han aldrig mere end nu ville få brug for jarlens støtte og store hær. Jarl Håkon lod straks handling følge kongens ord og mente, at det var en sag af tvingende nødvendig, og han drog af sted, så snart han var klar, og han havde på ingen måde en mindre hær end sidst.

Han kommer til Danmark og opsøger straks kong Harald med 12 mand. Kongen bliver meget glad for at se ham og siger, at han trænger meget til jarlens hjælp, »— og nu skal der sendes bud efter hele din hær, som skal komme her til gilde, for jeg skylder hver eneste af jer tak.« »Vi skal lige tale sammen,« siger jarlen, »— inden det sker. Du har krav på, at jeg følger dig og rådgiver dig sammen med det følge, som jeg har nu — disse 12 mand — men ikke flere mænd, medmindre jeg ønsker det. Jeg er én gang før kommet med ledningshæren for at hjælpe dig, således som vi fra begyndelsen havde aftalt.« »Det er rigtigt,« sagde Harald, »— hvad du siger, men jeg havde forventet, at du ville lade denne hær, som du har bragt hertil, komme mig til hjælp for venskabs skyld.« »Jeg kan bevæge mine folk til,« siger Håkon, »— at de føler sig forpligtede til at følge mig og til at forsvare mit land og mit rige, men de føler sig ikke forpligtede til at forsvare Danmark eller et andet kongerige og udsætte sig for spydspidser uden til gengæld at vinde hæder og bytte.« »Hvad skal jeg gøre,« siger kong Harald, »— for dig og dine folk, for at få jer til at komme mig til hjælp, nu hvor jeg trænger mest til det? Jeg har sande efterretninger om, at jeg vil få med overmagten at gøre, fordi kejseren har så mandstærk en hær.« Jarlen svarer: »Én betingelse skal opfyldes,« siger han, »— det er vi blevet enige om, jeg og mine mænd, og det er, at du giver afkald på al skat fra Norge, som endnu ikke er betalt, og du skal opgive skatterne fuldstændig, så Norge aldrig herefter skal være dig skatskyldig. Men hvis du ikke tiltræder denne betingelse, så vil hele den hær, som har fulgt mig hertil, tage hjem igen og kun jeg selv blive tilbage og støtte dig med de 12 mand, som er til stede her, for jeg agter nøje at overholde, hvad vi blev enige om.« »Det er sandt, hvad man siger,« siger kongen, »— at du kan sætte alle i forlegenhed med din klogskab og dine snedige råd; nu har jeg to vanskelige vilkår for hånden, og ingen af dem forekommer mig gode.« »Afvej du nu nøje vilkårene,« siger jarlen, »— men det forekommer mig, at skatten fra Norge ikke vil gavne dig, hvis du mister livet her i Danmark.« »Der må tages en rask beslutning,« siger kongen, »— når sagen nu står, som den gør, og du må hjælpe mig med hele din styrke, så modigt du formår, og så skal dine krav bliver efterkommet.« Straks herefter blev der sendt bud til hele jarlens hær, at de skulle komme til møde, og de giver hinanden håndslag og indgår en bindende aftale. Nu bliver de prægtigt beværtet af den danske konge, hvorefter de drager imod kejseren med hele den hær, de har samlet. Kong Harald drager med flåden til Ægisdør, mens jarl Håkon fører sin hær til Slesdør på den modsatte side af landet.

Kejser Otto erfarer, at jarl Håkon er kommet til Danmark for at kæmpe imod ham, og han vælger da som modsvar at sende sine jarler — Urgutrjot og Brimiskjar — til Norge. De havde 12 kogger lastede med folk og våben, og deres ærinde var at kristne Norge, mens jarl Håkon var væk.

Danevirke afbrændes af kejser Ottos hær

10. Nu kan det først fortælles om kejseren og den store hær, han havde, at de går i land, da de kom til Danmark, og ser Danevirke, og det forekommer dem ikke nemt at angribe dér, hvis der er folk, som forsvarer stedet, og de vender om og går ned til deres skibe og ombord. I samme øjeblik møder kong Haralds hær kejser Ottos, og det kommer straks til kamp, og de kæmper på skibene, og der falder mange på begge sider, men ingen af dem får helt overtaget over de andre, og således skilles de. Kejseren lægger derpå sin flåde på det sted, der hedder Slesdør, men dér er jarl Håkon med sin hær, og også her kommer det straks til kamp mellem kejseren og jarlen, og det bliver den voldsomste strid, men det går hårdest ud over kejseren, og han mister mange folk dér, og det ender med, at han flygter sammen med sin hær. Han finder, at modstanden er hård, og tænker, at han må finde ud af, hvordan han bedst kan gå frem.

Det fortælles, at da kejseren lægger sine skibe i leje, træffer de en flåde — det var fem skibe, alle langskibe. Kejseren spurgte, hvad den mand hed, som anførte denne styrke. Manden svarer og kalder sig Ole. Da spurgte kejseren, hvorvidt han var kristen eller ej. Ole svarede og sagde, at han havde antaget kristendommen vestpå i Irland, og han tilbyder at hjælpe kejseren, hvis denne mener at trænge til flere folk, end han allerede har. Kejseren siger, at det vil han gerne tage imod, og at han påskønner dette meget, »— og du ligner en mand, der har lykken med sig,« siger han. Ole slutter sig til hæren med tre hundrede mand, og det er meget skrappe folk, og dog overgås de alle af ham, der anfører dem.

Efter dette søgte kejseren og hans mænd råd, for de var kommet i en vanskelig stilling ved det, at deres forråd var opbrugt. Tilmed var alt kvæg på deres side af Danevirke omhyggelig blevet drevet væk, så de ikke kunne få fat i det. Forstandige mænd fandt, at der var to muligheder: Enten at drage væk med uforrettet sag eller at slå deres rideheste ned for at få mad — og begge vilkår forekom dem dårlige. Dette bekymrer kejseren meget, og han henvender sig til Ole for at høre dennes mening og bad ham give dem et gavnligt råd. Ole svarede og sagde, at han satte sine egne råd højt, men forlangte, at alle skulle være enige i det, han kom med, for ellers ville han ikke med ét ord udtale sig om sagen. Det kom nu dertil, at alle råbte, at man skulle følge det råd, som Ole fremlagde. Da sagde han: »Det er da mit råd,« siger han »— at alle vi, der tror på Kristus, går til skrifte og lover den almægtige Gud — alle tings skaber — seks dages faste, for at han skænker os sejren, og at vi ikke skal behøve at slå hestene ned for at skaffe os mad. Så vil jeg desuden komme med det råd,« siger han, »— at vi i dag går ud i de skove og krat, der er nærmest, og dér skal hver mand hugge en mængde brænde af det træ, der forekommer os være lettest antændeligt. Så fører vi alt dette brænde hen til virket, og så ser vi siden, hvad der sker.« De fandt Oles råd lovende og gik i gang med det, han havde foreslået.

Virket var udført på den måde, at der på den side, hvor de befandt sig, var gravet en stor grøft, som var 10 favne bred og 9 favne dyb, men noget smallere, hvor der var rejst kasteller over den. Disse var anbragt således, at der stod et kastel oppe på virket for hver hundrede favne. Dagen efter de havde slæbt brændet hen til virket, begyndte de at bygge store broer over grøften, således at der over for hvert kastel var en bro, og de satte stokke under, så bygværket nåede helt over til kastellet. Den samme dag tog de alle de vandfade, de havde, og slog den ene bund ud på dem og fyldte dem derpå med høvlspåner og andre spåner, som de snittede, indtil tønderne var fyldt med spåner. Så stak de ild i spånerne, og derefter skød de bundene på plads i tønderne, men lod dem være åbne øverst, så vinden kunne komme ind. Og desuden tager de nu og sætter ild til det brænde, de havde slæbt hen til virket, og vejret var således, at det var tørt med en hård søndenvind, som blæste imod virket. Nu tager de tønderne og skyder dem ud i grøften, og derefter fanger åbningen i tønderne vinden, så de drives ud imod virket og ind under det. Det var aften, da dette arbejde var fuldført. Nu fortælles det, at da natten faldt på, begyndte ilden at blusse i vandfadene og i brændet, og flammerne slog dernæst op i kastellerne og siden i virket, og derefter brændte det afsnit efter afsnit, for virket var hovedsageligt bygget af træ. Det endte med, at hele Danevirke og alle kastellerne brændte denne nat, så ingen spor eller rester var tilbage, og det var forårsaget af vandfadene, som bar ilden over til virket. Da det blev morgen begyndte det at regne så voldsomt, at folk næppe mente at have set magen til styrtregn komme fra himlen, og regnen slukkede ilden fuldstændig, så folk straks kunne krydse den store brandtomt, men var ilden ikke blevet slukket af regnen, så havde der ikke været udsigt til, at man kunne komme over lige med det samme.

Da kong Harald og jarl Håkon ser alt dette, bliver de slået af rædsel, og derpå flygter de bort til deres skibe, mens kejserens folk krydser de broer, de havde bygget over grøften, for ilden havde båret fra broerne, da virket brændte, og så gik de over brandtomten, som nu var slukket og blevet aldeles kold. Nu havde de fastet i fire dage for at få den almægtige Guds hjælp, og på den femte dag søgte de fra virket hen til det sted, hvor den danske konge og jarl Håkon havde holdt til, og da de kom frem, var der ingen mangel på kvæg, for kvæget var blevet drevet herhen og skjult for kejserens hær. Nu får de tilstrækkelig med forråd, for de sparer ikke danskernes kvæg, og der er gode slagtedyr.

Nu takker de Gud for denne herlige sejr, og kejseren fandt, at Oles råd havde været meget nyttige, og han spørger nu Ole om dennes slægt, og hvilket land han stammede fra. Ole svarer: »Jeg vil ikke længere skjule for jer,« siger han, »— at jeg hedder Olav, og jeg stammer fra Norge, og min far hed Tryggve.«

Kong Harald antager kristendommen

Kong Harald Blåtand døbes.

11. Det fortælles, at kejser Otto og Olav satte efter kong Harald og jarl Håkon, og de mødtes alle i tre slag på fastlandet, hvor der var store mandefald. Kong Harald og jarl Håkon flygtede, men kejseren og Olav forfulgte dem gennem landet, og hvor end de kom, blev der sagt til de folk, de tog til fange, at enten ville de blive dræbt, eller også skulle de antage kristendommen og lade sig døbe. Mange valgte, hvad der bedst kunne svare sig: At tage troen og dåben. Men de bønder, der ikke ville give sig, de fik ikke lov at sidde ved arnen de næste 12 måneder, for kejseren lod bygderne og landsbyerne afbrænde og tilintetgjorde landet for alle dem, der ikke ville antage troen, og de selv blev i reglen dræbt.

Kejser Otto og Olav Tryggvason vinder nu en stor og herlig sejr på disse 12 måneder, for hæren kan ikke holde stand imod dem, men de må hele tiden flygte — kong Harald og jarl Håkon — og de synes og indser nu, at deres magt stedse bliver mindre og mindre, efterhånden som flere og flere i landet bliver kristne. Nu mødes kong Harald og jarl Håkon og drøfter, hvad de skal gøre, og de begynder at føle sig ganske trængte, nu hvor de er flygtet væk fra deres ejendomme, skibe og værdier. De indser nu, at de ikke kan nå deres skibe, for dér råder kejseren for sagerne, og sådan som sagen har udviklet sig, forekommer det dem tilrådeligst at lade budbringere opsøge kejser Otto og Olav Tryggvason. Nu sendes der mænd til kejseren, og de forelægger ham den danske konges og jarl Håkons ærinde. Kejseren tager vel imod det og lover dem fred, såfremt de lader sig kristne, og han svarer dem, at de alle skal holde ting sammen. Så tager kong Haralds og jarl Håkons sendebude tilbage og fortæller dem, hvordan det forholder sig.

Derpå kom de nu alle til tinget, og det var det talrigeste ting, som blev holdt i den danske konges rige på den tid. På tinget står den biskop, der var hos kejseren og som hed Poppo, og med veltalenhed forkynder han troen for tingforsamlingen og holder en lang og god tale. Efter at have hørt talen tager kong Harald ordet på egne og Håkons vegne og svarer: »Man skal ikke forvente,« siger han, »— at jeg bliver omvendt af ord alene, hvis ikke jeg også ved nogle mirakler får at se, at denne tro, som I påbyder, har mere styrke end den tro, vi har i forvejen.« Selv om det var kongen, der talte, var det dog jarl Håkon, der stod bag ordene, for han ville hellere gøre alt andet end at antage kristendommen. Biskoppen svarer på dette på denne måde: »Det skal ikke mangle,« siger han, »— at vi skal bevise denne tros styrke. Hent nu glødende jern, men forinden vil jeg synge messe og bringe et offer for den almægtige Gud, og derefter vil jeg i tillid til den hellige treenighed gå ni skridt på det glødende jern, og hvis Gud skærmer mig mod forbrænding, således at mit legeme er ganske uskadt og ubrændt, så skal I alle antage den rette tro.« Og nu samtykker de — kong Harald og jarl Håkon og alle deres mænd — i, at hvis han kan gå hen over glødende jern uden at brænde sig, så må de antage kristendommen. Nu går det sådan, at biskoppen synger messe, og efter messen går han styrket af den almægtige Guds legeme og blod til prøvelsen, og han bar fuldt bispeskrud, da han betrådte jernet. Og Gud skærmede ham, således at der ikke var brandsår overhovedet på hans legeme, og hans klæder havde heller ikke taget skade. Da den danske konge bevidner dette underværk, antager han straks troen og lader sig døbe sammen med alle sine mænd, og kongen lægger megen vægt på dette mirakel, og nu bliver alle i den danske hær døbt ved denne lejlighed. Jarl Håkon er meget uvillig til antage troen, men han finder også det andet vilkår hårdt. Det ender dog med, at han lader sig døbe, hvorefter han beder om afrejsetilladelse og vil skynde sig hjem. Sagen falder sådan ud, at Håkon må love kejseren, at han vil kristne Norge, såfremt han kan, og i modsat fald flygte fra sit rige. Derefter tager jarl Håkon derhen, hvor hans skibe befandt sig, og han sejler siden af sted, til han kommer til hjem til Norge.

Der opstår herefter et godt venskab mellem kong Harald og kejser Otto, og de tager nu begge til et gilde, som kongen lader holde. Olav følges med dem derhen, og inden de skilles — kejser Otto og kong Harald — lover den danske konge, at alle hans folk skal antage kristendommen, så vidt han kan få dem overtalt, og det gennemførte han. Men kejser Otto drog hjem til sit rige i Saxland, og han indbød Olav til at tage med, men Olav sagde, at han havde lyst til at rejse til Østersølandene, og det gjorde han. Kejser Otto og Olav skiltes da i Danmark, men forblev gode venner lige siden.

Jarl Håkon afsværger kristendommen

12. Nu skal det fortælles, hvad der skete på jarl Håkons færd, da han tog hjem til Norge. Han kom til Götaland, og så snart han ankommer, går han i land og hærger, og han hjemsender alle de præster og lærde folk, som kejseren havde givet ham som følge, for at de skulle døbe folk i Norge. Nu ønsker Håkon ikke, at de følger ham længere. Og nu, mens han hærger, hører han om et gudehov — det største der var i Götaland, dengang folk dér var hedenske — og i dette hov fandtes et hundrede guder . . . reb . . .^[7] Håkon tager alle de værdier, der var derinde, og de folk, der varetog hovet og offerstedet, flygtede derfra, men nogle af dem blev dræbt. Håkon fører værdierne tilbage til sine skibe og brænder og bortsvider alt, han møder på sin vej, og han havde skaffet sig et umådeligt bytte, da han kom til skibene. Jarl Ottar, der regerede over store dele af Götaland, erfarer om Håkons faren gennem landet, og han går øjeblikkelig i sving og samler hele landshæren imod jarl Håkon og møder ham med en stor hær. Der udbryder straks kamp imellem dem, men Håkon er i undertal mod den landshær, der kom imod ham, og det ender med, at han flygter væk med sin hær og tager til Norge. Efter dette indkalder jarl Ottar til ting, og på tinget nedlagde han påstand om, at jarl Håkon skulle kaldes Vargen i Viet^[8], for han mente, at ingen havde gjort en værre gerning end Håkon, eftersom denne havde ødelagt det vigtigste gudehov i Götaland og udrettet meget andet ondt, som ingen havde hørt magen til, og hvor end jarlen var eller kom, skulle han kaldes dette navn.

Mens dette foregår, hører jarlerne Urgutrjot og Brimiskjar, som tidligere er blevet nævnt i denne fortælling, om jarl Håkons færd, og hvad han har foretaget sig, og de finder ikke, at han ligefrem farer med fred, og de agter ikke at afvente hans ankomst, så de flygter ud af landet med alle deres skibe, som var ganske fyldt med folk, og de nærer ikke noget ønske om at møde jarl Håkon. Da jarlen kom østfra og gik i land i Viken, erfarede han med det samme, hvad jarlerne havde foretaget sig i mellemtiden: De havde kristnet hele Viken nordpå til Lindesnes. Jarlen bliver rasende og meget vred, og han sender straks bud omkring i hele Viken, at ingen skal få held med at fastholde denne tro uden at blive straffet hårdt af ham. Og da dette rygtes, flygtede alle, der ville fastholde kristendommen, men andre vendte på grund af jarlens overmagt tilbage til hedenskabet og den vildfarelse, de tidligere havde befundet sig i. Jarlen afsvor da kristendommen og dåben og blev den største gudsnidding og ofringsmand, så han aldrig havde ofret mere end nu.

Håkon sidder nu i fred i landet og råder udelt over hele Norge, og han betaler herefter aldrig skatter til kong Harald Gormsøn, men deres venskab er meget aftagende.

Kong Harald hærger i Norge

13. Kong Harald udbyder nu leding i hele Danmark og drager til Norge og imod jarl Håkon med en mægtig hær, og da han kommer nord for Lindesnes til det rige, hvor man havde unddraget sig hans skatter, giver han sig til at hærge og lader ild og jern fare over landet, hvor han kommer frem, og på nær fem gårde i Lærdalen lægger han Sogn i Norge aldeles øde langs med havet nordpå til Stad. Derpå erfarer han, at trønderne, namdølerne, romsdølerne og helgelændingene — hver en våbenfør mand — har samlet en hær i Norge og sluttet sig til jarl Håkon for at gøre modstand, og jarlen har fået så stor en hær, at det er håbløst for en udenlandsk hær at kæmpe imod den.

Nu drøfter kong Harald sagen med sine vismænd. Kongen lå da ved Solund og truede med at fare ud til Island for at hærge og hævne det nid, som alle landets indbyggere havde digtet om kongen til gengæld for ranet, da Birger Bryde på ulovlig vis havde frataget nogle islandske mænd deres værdier — og kongen ville ikke godtgøre ranet, da han blev bedt om det. Niddet var affattet således:

Harald på havmæren

hasted’ kampvant sydfra.

Helt til voks i hingstens

ham blev Vendlands straffer;

han stod bagved Birger

— bjergsalsmagter ta’ ham! —

som fristed’ (folk så det)

frugtesløst som hoppe.

Og Eyjolf Valgerdson digtede dette vers, da hans huskarl havde solgt sin økse og kun fået en grå skindkappe for den. Da var forlydenderne om kong Haralds fjendtlighed nået herud, og derfor kvad Eyjolf dette vers:

Sælg kun sent jer’ våben —

sværdlarmen os venter,

og hårdt i Hropts tummel

hugspyd snart skal rødnes.

Gorms søn mod Gandvigs

gamle tågelande

stiler; våbenstormen

strengt, tror jeg, vil hærge.

Kong Harald traf — som man kunne forvente, siden mange kloge folk var taget med på råd — den beslutning, som tjente ham bedst, og han vendte nu sydpå og hjem til Danmark. Nu sidder han til sin dødsdag på magten med al ære og hæder, men jarl Håkon beholder skatterne og Norge.

Anden fortælling

Om Tokes sønner

1. Nu begynder sagaens anden fortælling, som udspillede sig før det netop omtalte, men én mund kan ikke fortælle alt samtidig.

Der var en mand, der hed Toke. Han boede i Danmark i den del af landet, der kaldes Fyn. Hans kone hed Torvør. De havde tre sønner, som omtales i denne saga. Den ældste søn hed Åge, den næstældste Palner og den yngste hed Fjølner — han var frillesøn. Deres far — Toke — var en gammel mand, da dette fandt sted, og et efteår kort før vinternætterne, blev han syg og døde af sygdommen. Der gik heller ikke længe, før Torvør — Tokes kone — blev syg og døde, og så overgår alle deres værdier til Åge og Palner, for de var berettigede til arven efter deres far og mor. I den forbindelse spurgte Fjølner sine brødre, hvilken del af formuen de tiltænkte ham. De svarede og sagde, at han kunne få en tredjedel af løsøret, men ikke af jorden, og så mente de endda at have givet ham en god del, men han gjorde krav på en tredjedel af den samlede formue. Det fortælles om Fjølner, at han var en klog mand, dreven og ondskabsfuld. Fjølners brødre sagde, at han ikke fik mere, end de havde tilbudt ham, men det er Fjølner ikke tilfreds med, og han drager derfor derfra med sin del af formuen og opsøger kong Harald Gormsøn, og han bliver nu kongens hirdmand og rådgiver.

Det siges om Åge Tokesøn, at man på den tid ikke syntes at finde hans lige i Danevældet blandt mænd, som ikke var af høj stand. Han drog hver sommer på hærtogt, og vandt nærmest altid sejr, hvor end han kom. Fjølner siger til kong Harald, at denne ikke kan regne sig for enekonge i Danmark, så længe Åge Tokesøn — Fjølners bror — var i live. Og det endte med, at han fik besnakket kongen, sådan at forholdet mellem Åge og kong Harald ikke var helt ufarligt. Men Åge havde fredland hos og et godt venskab med jarl Ottar i Götaland, og engang tog han til gæstebud hos jarl Ottar med to skibe. Det ene var et stort og godt drageskib, det andet en snekke, og på disse skibe havde han hundrede mand, som alle var veludrustede med våben og klæder. Det fortælles ikke, at der indtraf noget særligt på deres rejse, og Åge fik gode gaver af jarlen, inden de skiltes, og han drog derpå hjem til Danmark.

Nu skal der fortælles om kong Harald, da han erfarede, at Åge var taget til gæstebuddet. Sagen var, at Åge var så højagtet af landets indbyggere, at der aldrig blev indkaldt til gilde indenlands, uden at Åge blev indbudt lige så vel som kongen. Og ved hvert gilde modtog Åge gode gaver, og han blev så afholdt, at almuen næsten satte ham lige så højt som kongen, og han kunne få af hver mands ejendom, som han ønskede. Bevæggrunden for Åges rejse til Götaland var hovedsageligt, at han bejlede til jarlens datter, og der blev taget godt imod det friermål. Nu kommer det dertil, at Åge tager hjemad, og han havde to skibe, som det før blev fortalt. Da kongen bliver klar over dette, lader han ti skibe sætte i søen og fire hundrede mand gå ombord, og han bad dem tage af sted og passe Åge op, når han kom tilbage fra gildet, og tage livet af ham og alle hans følgesvende, såfremt det lod sig gøre. Derpå drog de af sted og holdt øje med, hvor Åge var, og det var ikke så svært, for han anede ikke uråd. Og det fortælles nu, at da Åge kommer til Sjælland i Danmark, slår hans og hans mænd teltene op på land uden at bekymre sig. Med dér kommer kongens folk uventet imod dem med den styrke, som før blev omtalt, og de lader straks våbnene regne ned over dem og vælter deres telte, mens de var uforberedte, og det ender således, at Åge og hele hans flok falder. Efter dette tager de andre tilbage og opsøger kong Harald og fortæller ham, hvad de har udrettet: At Åge og alle hans folk var døde. Kongen var tilfreds med dette og sagde, at nu forventede han at kunne være enekonge i Danmark uden Åges indblanding. De kongsmænd, som tog livet af Åge og hans folk, bemægtigede sig alle deres våben og værdier og tog dem med sig som hærfang, og de bragte det hele til kong Harald tillige med de skibe, Åge havde ejet — drageskibet og snekken — og kongen gør nu alt dette til sit.

Det fortælles også, at Fjølner — Åges bror — nu finder sig yderst godt stillet, og han synes nu at have gengældt Åge det, at han ikke fik del i de værdier, som han anså sig for berettiget til at arve efter sin far.

Palner bliver gift med Ingeborg, og de får sønnen Palnatoke

2. Nu når rygtet om disse hændelser hjem til Fyn og kommer Palner — Åges bror — for øre, og det påvirker ham så meget, at han må søge til sengs — mest af den grund, at det forekom ham usandsynligt at få hævn over rette vedkommende, når nu det var kongen, det drejede sig om.

I sagaen nævnes en mand, der hed Sigurd — brødrenes fostbroder. Han var en klog og velhavende mand. Hos ham søger Palner råd om, hvordan han skal forholde sig. Sigurd svarer og siger, at det bedste, han kan gøre for Palner, er på hans vegne at fri til en kvinde, med hvem ægteskab ville skaffe ham megen hæder. Palner spørger, hvor denne kvinde holder til. »Jeg vil drage til Götaland,« siger Sigurd, »— og fri til Ingeborg — jarl Ottars datter — på dine vegne.« »Jeg er bange for,« siger Palner, »— at jeg ikke vil få denne kvinde, men jeg er sikker på, at det ville være den bedste lindring af min sorg, såfremt jeg kunne opnå dette giftermål.« Dermed slutter deres samtale, og Sigurd gør sig klar til rejsen. Han har et skib og 60 mand, og han tager af sted, til han kommer til Götaland, og jarl Ottar tager vel imod ham. Sigurd afslører snart sit ærinde og frier til jarlens datter — Ingeborg — på vegne af Palner Tokesøn, og han hævder, at denne på ingen måde er en mindre framragende mand end sin bror — Åge — og han siger, at det ikke skorter på formue på Fyn. Han sagde, at før han drog af sted, var Palner tæt på at dø af sorg, og at Palner mente, at det ville være den bedste lindring af sorgen, såfrem han opnåede dette giftermål. Jarlen er umiddelbart imødekommende, men mente dog, at man måtte se grundigt på tingene og ikke forhaste sig, når der skulle træffes beslutning i sådanne sager. Han fandt det dog rimeligt — set i forhold til Åge, der var hans ven — at dennes bror fortjente et godt parti. Vi véd ikke, hvor længe de drøftede sagen, men det fortælles, at udgangen bliver, at jarl Ottar lover Palner sin datter — Ingeborg. »Det forholder sig sådan — herre!« siger Sigurd, »— at Palner på grund af udmattelse og sorg ikke er i stand til at komme til gilde her hos jer, men det skorter hverken på midler eller rundhåndethed til at holde gildet på Fyn, og vi vil af hensyn til de tvingende omstændigheder bede jer komme til gilde dér med så stort et følge, som I selv ønsker.« Dette lover jarlen. Derpå tager Sigurd hjem og fortæller Palner, hvad der er sket, og ved dette får han det meget bedre. De gør nu på alle måder klar til gilde for jarlen, og for at gildet i alle henseender kan blive storslået, bliver der ikke sparet på noget.

På den aftalte dag, hvor de indbudte gæster skulle komme, udeblev jarlen og hans store følge ikke, og man drikker da bryllup på pragtfuld vis, og Palner og Ingeborg ledes til den samme seng. Det siges, at hun straks faldt i søvn, da hun kom i seng. Så drømmer hun, og da hun vågner, fortæller hun Palner drømmen. »Jeg drømte,« siger hun, »— at jeg opholdt mig her på gården, hvor jeg er nu, og jeg havde en væv, og på væven var der linned, som var gråt. Væven var behængt med vægte, og jeg stod ved den og vævede, og det forekom mig, at der var vævet et lille stykke. Men da jeg slog væven, faldt en af vævevægtene fra vævens midte ned bagved, og jeg samlede den op. Da så jeg, at vævens vægte var ene menneskehoveder, og da jeg havde samlet det hoved op, som var faldet af, stod jeg med det og kiggede på det, og så genkendte jeg hovedet.« Nu spørger Palner, hvis hoved det var, og hun svarer og siger, at det var kong Harald Gormsøns hoved. »Det er bedre drømt end udrømt,« siger Palner. »Og det synes jeg også,« siger hende Ingeborg. Nu sidder de ved brylluppet så længe, som de finder passende, og derefter tager jarl Ottar hjem til Götaland med gode og flotte gaver.

Ægtefolkenes samliv er godt og fredeligt med megen kærlighed, og de havde ikke været sammen længe, før de fik en søn, og drengen bliver navngivet og kaldes Palnatoke. Han vokser op dér på Fyn, og bliver snart både klog og afholdt. Der var ingen, han lignede mere af sind end sin farbror — Åge. Ikke lang tid efter at Palnatoke er ude over den tidligste barndom, bliver hans far — Palner — syg, og denne sygdom tager livet af ham. Palnatoke får da rådighed over hele formuen sammen med sin mor. Det fortælles om ham, at så snart han får alderen til det, tager han på hærtogt om sommeren og hærger vidt omkring.

Palnatoke bliver gift med Bretlandsjarlens datter

3. Det fortælles, at Palnatoke en sommer igen er på vikingetogt, og han har da 12 skibe, som er velbemandede. Og mens dette sker, styres Bretland af den jarl, der hed Stevner. Han havde en datter, der hed Oløf, som var en klog og afholdt kvinde — så hun var et rigtig godt parti. Det fortælles, at Palnatoke ankommer dér til landet med sine skibe og havde i sinde at hærge i jarl Stevners rige. Da dette rygtes, beslutter Oløf sammen med Bjørn den Bretske — han var hendes fostbroder og rådgav hende ofte — at indbyde Palnatoke til gilde og vise ham stor hæder; han skulle hellere have fredland her og ikke hærge, sagde de. Dette tager Palnatoke og alle hans folk imod og drager til gildet. Ved dette gilde frier Palnatoke til jarlens datter, og sagen var ligetil, og han får lovning på kvinden, og hun bliver fæstet til ham, men hun sad ikke længe som fæstemø, for man drak straks deres bryllup ved dette gilde. Palnatoke fik i tillæg navn af jarl og det halve af jarl Stevners rige, hvis han ville slå sig ned dér, men han skulle få det hele ved jarl Stevners død, for Oløf var dennes eneste arving.

Palnatoke bliver derefter i Bretland resten af sommeren og vinteren over, men om foråret bekendtgør jarl Palnatoke, at han vil tage hjem til Danmark. Før han tog af sted om sommeren, talte han med Bjørn den Bretske: »Nu ønsker jeg — Bjørn!« siger han, »— at du bliver her hos min svigerfar — Stevner — og på mine vegne styrer landet sammen med ham, for han begynder nu at blive meget gammel, og det er ikke utænkeligt, at jeg ikke vender tilbage med det samme, men hvis det trækker ud med min tilbagevenden, og jarlen går bort, så vil jeg, at du varetager hele riget, indtil jeg kommer tilbage.« Derpå tager Palnatoke af sted med sin kone — Oløf — og rejsen går godt, og han kommer nu hjem til Fyn i Danmark. Nu opholder han sig hjemme en tid, og han anses nu for den største, mægtigste og mest begavede mand i Danmark, når man bortser fra kongen.

Om Svend Sy-Æsasøn

4. Det fortælles nu, at kongen rejser gennem landet og lader sig beværte af sine venner. Palnatoke anstiller et storslået gilde for kongen, og han tager derpå hen og indbyder ham, og kongen takker ja og drager til gildet med et stort følge. Men de rammes af uvejr, og en sen aften kommer de til en bonde, der hed Atle og kaldtes Atle den Sorte. Han var en fattig mand, men han tog imod kongen med stor gæstfrihed. Hans datter hjalp til om aftenen, og hun hed Æsa, men kaldtes Sy-Æsa. Hun var en stor og stovt kvinde. Kongen havde et godt øje til hende og sagde til hendes far: »Jeg må nok sige, at man næppe møder en bedre beværtning, end den du byder os her — bonde! — men der er nu én ting, du holder tilbage for os, og det er din datter — Æsa — og hendes gås^[9].« Bonden svarede og mente, at det ikke var passende for kongen at ligge hos en sådan kvinde, som hans datter var, men kongen lovede Atle sit gode venskab til gengæld, hvis denne gjorde, som kongen ønskede. Og deres samtale ender med, at kongen ligger hos bondedatteren om natten. Dagen efter stilner uvejret af, og kongen gør tidligt klar til at forlade Atles hus, men inden de skilles, giver kongen ham gode gaver og hædrer således ham og hans datter. Derpå drager kongen af sted, til han kommer til det gilde, der tidligere blev omtalt. Kongen var længe ved dette gilde, og Palnatoke beværter til overflod. Da kongen tager fra gildet, giver Palnatoke ham gode og flotte gaver, og kongen tager godt imod dem.

I løbet af den følgende vinter fandt folk, at Sy-Æsa — bondens datter — begyndte at lægge sig ud og blive tykkere og sikkert var med barn. Så talte hendes far med hende under fire øjne, og han spørger, hvem der har bragt hende i de omstændigheder. Hun siger, at det kunne ingen anden mand end kong Harald have forårsaget, »— men jeg har ikke turdet fortælle det til nogen på nær dig.« »Javel,« siger han, »— men jeg agter dig jo højere, des mere fornem mand du har ligget med.« Nu går tiden, indtil hun nedkommer, og hun føder et drengebarn, og drengen bliver navngivet og kaldes Svend, men han blev kendetegnet ved sin mor og kaldt for Sy-Æsasøn.

Tre år senere forholder det sig således, at kong Harald skulle til gilde dér på Fyn, og da kongen ankommer til gildet, taler Palnatoke med Æsa, for hun var kommet til ham med sin søn, som hun hævdede var hendes og kong Haralds. »Nu skal du,« sagde Palnatoke, »— gå djærvt for kongen, mens han sidder over drikken, og lige ud fortælle ham, hvad du har på hjerte. Du skal også tage drengen med og derpå sige således til kongen: ‘Her har jeg en dreng med mig, og jeg hævder, at ingen anden mand end du — kong Harald! — har avlet denne dreng med mig.’ Og hvordan kongen end svarer dig, så svar ham bramfrit igen, og jeg skal nok stå i nærheden og hjælpe dig og støtte din sag.« Hun gør, som han har fortalt hende, og nu går hun for kong Harald og har drengen med sig og siger de samme ord, som Palnatoke lagde i munden på hende. Kongen svarer straks, da hun havde sagt disse ord, og spørger, hvem denne kvinde er, som fører sig så dristigt frem over for kongen og vover at stille op med den slags. Han spørger om hendes navn, og hun sagde, at hun hed Æsa og var en bondedatter dér fra Danmark. Kongen svarer: »Du er en fælt djærv og tosset kvinde,« siger han, »— og vov ikke at tale sådan oftere, hvis du ønsker at slippe uskadt fra det.« Da tager Palnatoke ordet: »Hun siger vel dette — herre!« siger han, »— fordi hun mener, det er tvingende nødvendigt, og hun er hverken løsagtig eller en skøge, men snarere en god og redelig kvinde. Selv om hun har en ubetydelig slægt og oprindelse, så mener vi dog, at hun alene fremlægger sandheden.« Kongen sagde: »Det havde jeg ikke ventet af dig — Palnatoke! — at du ville skaffe mig en sådan sag på halsen, som det sker nu.« »Det skal også være sådan — herre!« siger Palnatoke, »— at jeg ikke vil bebrejde dig denne sag, men jeg agter på alle måder at behandle drengen, som var han din eneste søn. Men nu skal vi ikke snakke mere om det for denne gang.« Kort tid efter dette gør kongen klar til at forlade gildet. Palnatoke giver kongen gaver, men denne vil hverken eje eller have dem. Fjølner — Palnatokes farbror, som tidligere blev nævnt i sagaen — var dengang hos kong Harald. Han bad kongen tage imod disse hædrende gaver og ikke blotte sig ved sådan at nedværdige den største høvding og undlade at modtage dennes store æresbevisninger, når han tidligere havde været hans kæreste ven. Nu får han overtalt kongen til at tage imod gaverne, men kongen takker dog ikke for dem, og det var tydeligt, at han var meget misfornøjet med, at Palnatoke havde tillagt ham faderskabet. Således skiltes de meget afmålt, og deres venskab blev aldrig siden det samme.

Kongen drog hjemad med sine folk, men Palnatoke tager Svend Haraldsøn og dennes mor — Æsa — med sig hjem, for da var Atle den Sorte — Æsas far — død og alle midlerne næsten opbrugt. Nu voksede Svend op hos dér på Fyn hos Palnatoke, og denne behandlede drengen så godt, som var han hans egen søn. Palnatoke viste på alle måder Svend ærbødighed og elskede ham tillige højt. Det fortælles nu, at Palnatoke får en søn med sin kone — Oløf — og han fødtes kort tid efter kongens afrejse fra gildet. Den dreng blev kaldt Åge. Han voksede op dér hos sin far, og han og Svend Haraldsøn var fostbrødre. Svend blev opfostret dér, til han var 15 år gammel.

Svend hærger i kong Haralds rige

5. Da nu den unge mand har nået denne alder, vil hans fosterfar — Palnatoke — sende ham til hans far — kong Harald — og han giver ham 20 udmærkede mænd med og råder ham til, at han går ind i hallen og for sin far — kong Harald — og siger, at han er kongens søn, hvad enten denne finder det godt eller skidt, og at han forlanger, at kongen vedkender sig slægtskabet. Han gør nu, som han har fået at vide, og der fortælles ikke noget om hans færd, førend han går for sin far — kong Harald — i dennes hal og siger ganske, som han er blevet rådet til. Da han havde talt færdigt, svarer kongen: »Jeg kan forstå af dine udtalelser,« siger han, »— at man ikke har løjet om dit mødrene ophav, for du forekommer mig at være aldeles tåbelig og forstyrret og ikke ulig Sy-Æsa — din mor.« Da svarer Svend: »Hvis ikke du vedkender dig slægtskabet med mig, kræver jeg af dig, at du forsyner mig med tre skibe med besætning til udlandsrejse, og det er ikke for stor en hjælp, for jeg véd afgjort, at du er min far. Palnatoke — min fosterfar — vil givetvis give mig et lige så stort mandskab og skibe, som ikke er mindre end dem, du giver mig.« Kongen svarer: »Jeg regner med, at jeg kan købe mig fri af dig med det, som du nu gør krav på — men vis dig aldrig for mine øjne igen!« Det fortælles, at kong Harald nu giver Svend tre skibe og hundrede mand, men ingen af delene var noget videre — hverken skibene eller mandskabet.

Efter dette drager Svend af sted, til han kommer hjem til sin fosterfar — Palnatoke — for hvem han nøje beretter, hvordan det gik i mødet mellem far og søn. Palnatoke svarer: »Den slags måtte man forvente fra den side,« siger han, »— og ikke noget bedre.« Derefter giver Palnatoke Svend tre gode skibe og hundrede mand, og det var et nøje udvalgt mandskab, og efterfølgende giver han ham gode råd om, hvad han skal gøre. Før de skiltes, sagde Palnatoke til ham: »Her i sommer skal du prøve at tage på hærtogt med den styrke, du nu har fået. Men jeg vil give dig det råd, at du til en begyndelse ikke drager længere væk, end at du hærger her i Danmark i den del af din fars rige, som er fjernest fra ham. Dér skal du volde alt det onde, du formår, og fare omkring med hærskjold. Læg alt i aske, hvor du kan komme af sted med det, og fortsæt med det hele sommeren, men kom til mig til vinter og tag ophold her sammen med dine folk.« Herpå skilles fosterfar og -søn, og Svend tager af sted med sin hær og gør i alle henseender, som han blev rådet til af sin fosterfar. Han begår i stort omfang hærværk i sin fars — kongens — rige, og det er ikke en venlig brummen, der lyder fra de bønder, som udsættes for hans ufred og overfald, for han sparer dem hverken for ild eller jern. Nu rygtes dette snart og kommer kongen for øre, og han finder det ilde, at han har hjulpet Svend til at kunne begå den slags ufred og overfald, og han sagde, at efter hans opfattelse lignede Svend sin mors slægtninge, når han bedrev sådanne uhyrligheder.

Nu går denne sommer, og da vinteren kommer, drager Svend hjemad og kommer til sin fosterfar — Palnatoke — på Fyn, og han har skaffet sig et stort bytte om sommeren. Men inden de når hjem, løber de ind i kraftig storm og uvejr, og alle de skibe, hans far havde givet ham, forliser, og alt mandskab ombord går tabt. Siden sejlede Svend hjem til Fyn, som han havde fået besked på, og dér opholdt han sig i gode kår vinteren over sammen med det mandskab, der overlevede.

Svend hærger igen i kong Haralds rige

6. Nu kan det fortælles, at da det bliver forår, har Palnatoke igen en samtale med sin fostersøn, og han bad atter Svend opsøge sin far — kong Harald — og kræve, at denne forsynede ham med seks skibe med tilhørende mandskab, således at skibene var fuldt bemandede, »— men sørg nøje for at være rigtig modbydelig, når du kræver af ham, og vær i det hele taget bramfri.« Og så tog Svend af sted og traf sin far og krævede seks skibe af ham med tilhørende mandskab, og han var ganske modbydelig, som Palnatoke havde rådet ham til. Kongen siger: »Jeg synes ikke, at du har bedrevet andet end ondt med de folk, jeg gav dig sidste sommer, og det er svært djærvt af dig igen at kræve mandskab af mig, når man tager i betragtning, hvilke ulykker du allerede har forvoldt.« Svend siger: »Jeg tager ikke herfra, før du har givet mig, hvad jeg forlanger, og hvis ikke jeg opnår det, så vil Palnatoke — min fosterfar — skaffe mig folk, og så skal jeg hjemsøge dine egne mænd, og jeg vil ikke afstå fra at volde dem al den ulykke, jeg formår.« Da sagde kongen: »Du kan få seks skibe og to hundrede mand,« siger han, »— men vis dig aldrig for mine øjne igen.« Dermed tager Svend af sted og opsøger sin fosterfar — Palnatoke — og fortæller ham nøje, hvordan det var forløbet mellem far og søn. Og igen forsyner Palnatoke ham med en lige så stor styrke, som han fik af sin far, og igen giver Palnatoke ham gode råd. Svend råder nu over 12 skibe og fire hundrede mand, men inden de skilles — fosterfar og -søn — sagde Palnatoke: »Nu skal du drage ud og hærge. Det skal ikke være på samme sted som sidste sommer, men du skal dog atter hjemsøge danskere, og angrib dem nu så meget voldsommere end sidste sommer, som du nu har en både større og bedre hærstyrke end dengang. Lad dem ikke få et øjebliks fred sommeren lang, men vend hjem til Fyn, når vinteren kommer, og tag da ophold her hos mig.«

Og nu tager fosterfar og -søn afsked for denne gang, og Svend og hans mænd farer med hærskjold over store dele af landet. Han hærger både på Sjælland og i Halland, og han er så ihærdig sommeren igennem, at han nærmest hærger både dag og nat, og den sommer forlader han overhovedet ikke danekongens vælde. Han dræbte mange folk, og han afsved mange herreder den sommer. Disse hændelser rygtes vidt omkring — at der er voldsom ufred i landet — men selv om kongen får det at vide, lader han ikke desto mindre sagen ligge og tingene passere. Og nu — mod slutningen af efteråret — tager Svend hjem til Fyn og sin fosterfar — Palnatoke. Denne gang mister han — i modsætning til sommeren før — ingen af sine folk på hjemfærden, og nu opholder han sig hos sin fosterfar om vinteren sammen med hele sin hær.

Kong Harald får endelig nok af Svends hærgen

7. Igen er det sådan om foråret, at Palnatoke har en samtale med sin fostersøn, og han sagde til ham: »Nu skal du klargøre alle dine skibe, og opsøg derefter din far med hele din kampberedte styrke. Du skal gå for ham og sige, at han skal give dig 12 fuldt bemandede skibe, men hvis du ikke opnår det af ham, så skal du byde ham kamp — her og nu! — med den styrke, som du nu har, og tiltal ham denne gang så uforskammet som aldrig før.« Nu gør Svend, som Palnatoke rådede ham til, og han tager af sted med hele sin styrke, indtil han træffer sin far — kong Harald — og han kræver af ham, hvad hans fosterfar havde sagt. Da han var færdig med det, svarer kongen: »Du er så djærv,« siger han, »— at jeg dårligt kender magen til. Hvor vover du at opsøge mig, når du både er viking og tyv? Efter min mening er du den værste mand i alt, hvad du selv råder for, og du skal slet ikke gøre dig forestilinger om, at jeg vedkender mig slægtskabet med dig, for jeg véd med sikkerhed, at du ikke er af min æt.« Svend siger: »Vist er jeg din søn,« siger han, »— og vel er vi slægtninge, men desuagtet skal jeg på ingen måde spare dig. Men hvis du ikke tilstår, hvad jeg kræver af dig, skal vi prøve hinanden, og så skal vi kæmpe — her og nu! — og så får du ikke lov at krybe udenom.« Kongen svarer: »Du er en besværlig mand at omgås,« siger han, »— men alligevel har du et sind, som taler for, at du ikke stammer fra ene småfolk. Du skal få, hvad du forlanger, men forlad så mit rige, drag til andre lande og kom aldrig igen, så længe jeg lever.« Herefter tager Svend af sted med 24 skibe, og han sejler, til han kommer hjem til Fyn og sin fosterfar — Palnatoke — og alle hans skibe var velbemandede. Palnatoke tager godt imod sin fostersøn. »Det forekommer mig,« siger han, »— at du retter dig godt efter de råd, jeg giver dig, men nu skal vi sammen drøfte, hvad vi finder mest tilrådeligt. Nu skal du drage ud i sommer, og du kan nu uhindret hærge i hele Danmark, bortset fra her på Fyn, hvor jeg har fredland. Her skal du nu også have fredland.« Da dette foregår, er Svend 18 år gammel.

Palnatoke bekendtgør, at han agter at forlade landet om sommeren og tage til Bretland for at træffe sin svigerfar — jarl Stevner. Han vil af sted med 12 skibe, »— men du — Svend!« siger han, »— gør nu, som jeg rådede dig til, og når sommeren går på hæld, vil jeg slutte mig til dig med en stor styrke, for jeg tænker, at en hær vil komme imod dig denne sommer; kongen vil nok ikke længere tåle, at du plyndrer i hans rige, men da skal jeg yde dig støtte. Og husk nøje på, at du ikke må flygte, selv om en hær kommer imod dig, men fortsæt kampen trods talmæssig underlegenhed.« Nu skilles Palnatoke og Svend, og de tager hver sin vej, og de tager af sted samtidig, og Palnatoke drager til Bretland. Svend følger nu det råd, der blev givet ham, og han hærger endnu en gang i sin fars rige — nat og dag — og han farer vidt omkring i landet, mens folk flygter væk og opsøger kongen. De føler sig dårligt behandlet og klager deres nød til ham og beder ham skride ind med det samme. Og nu synes kongen, at der må gøres noget, og han finder, at han nu for længe har ladet Svend handle på måder, han ikke ville have tålt af andre. Han lader herefter 50 skibe klargøre, og han drager selv af sted med denne hær og agter at tage livet af Svend og alle dennes folk.

Sidst på efteråret støder kong Harald og Svend på hinanden en sen aften ved Bornholm, så begge parter kunne se den anden, men det var så sent på aftenen, at det ikke var lyst nok til kamp, så de lægger deres skibe i leje. Men den følgende dag kæmper de hele dagen, til natten kommer, og da er 10 af kong Haralds skibe blevet ryddet og 12 af Svends, men de er begge endnu i live. Svend lægger nu om aftenen sine skibe ind i bunden af bugten, men længere ude binder kongens folk skibene sammen tværs over bugten og ligger stavn mod stavn, således at Svend er lukket inde i bugten, og de har ikke i sinde at lade ham slippe ud med skibene, selv om han skulle forsøge, men de agter at angribe dem om morgenen og dræbe alle folk og tage livet af Svend.

Kong Harald dør, og Svend tages til konge

8. Denne samme aften, hvor store begivenheder er i vente, kommer Palnatoke vestfra fra Bretland og lander i Danmark med 24 skibe. Han ligger under næsset modsat de andre og telter dér sine skibe. Da dette er gjort, går Palnatoke alene i land fra skibene med et pilekogger på ryggen. I samme stund sker det, at kong Harald går i land med nogle folk. De gik ind i skoven og tændte dér ild og lod sig varme ved den. De sidder alle sammen på en træstamme, og det er blevet mørk nat, mens dette står på. Palnatoke går hen til skoven — tæt på dér, hvor kongen varmer sig ved ilden — og stiller sig dér en tid. Imens luner kongen sig ved ilden og varmer sit bryst, og der bliver kastet tøj under ham, og han støtter sig på knæ og albuer og læner sig meget forover, mens han varmer sig ved ilden. Kongen varmer sig også på skuldrene, hvorved hans ende hæves højt op. Palnatoke kunne sagtens høre, hvad de sagde, og han genkendte tydeligt sin farbrors — Fjølners — stemme. Og nu lægger han en pil på buestrengen og skyder efter kongen, og flertallet af kyndige folk har fortalt, at pilen flyver lige i røven på kongen og igennem ham på langs og kommer til syne i munden. Kongen styrter straks livløs til jorden, som man kunne forvente.

Kongens ledsagere så, hvad der skete, og det gjorde et stort indtryk på dem. Så tager Fjølner ordet og siger, at den mand, som har udrettet dette, har forvoldt den største ulykke, »— men den måde, det er foregået på, er alligevel ganske uhyrlig.« »Men hvad skal vi nu gøre?« sagde de andre, og de vendte sig alle til Fjølner, for han var den klogeste og mest agtede af dem. Det fortælles nu, at Fjølner går hen, hvor kongen ligger, og fjerner pilen derfra, hvor den var stoppet, og han gemmer den væk, som den var, men pilen var let genkendelig, for den var beviklet med guld. Derefter sagde Fjølner til de mænd, som var til stede: »Jeg vil særligt tilråde,« siger han, »— at vi alle beretter enslydende om, hvad der er sket, og jeg finder ikke, at der er andet at sige, end at han blev skudt i kampen den foregående dag. Dette sømmer sig bedst for os, men det vil vanære dem, der har været til stede ved denne hændelse — så uhørt, som det er foregået — hvis dette afsløres for den almindelige befolkning.« Derefter forpligtede de sig med bindende aftaler og blev enige om at holde sig til denne udlægning af sagen.

Palnatoke hastede til sine skibe straks efter dette værk, og han tilkaldte derpå 20 mand og sagde, at han ville finde sin fostersøn — Svend. De går nu fra skibene og tværs over næsset og møder dér Svend om natten og drøfter, hvordan de skal gå frem. Palnatoke sagde, at han havde hørt, at kong Harald agtede at angribe dem om morgenen, så snart det blev lyst nok til kamp, »— men jeg skal dog holde, hvad jeg har lovet dig — nu, hvor jeg er kommet — og jeg skal hjælpe dig, så godt jeg formår, og ét og det samme skal overgå os begge.« Endnu vidste ingen af Svends og Palnatokes mænd, at kongen havde mistet livet, bortset fra ham selv — Palnatoke — og han lader, som om intet er sket, og fortæller ikke noget til nogen. Svend tager til orde og siger til sin fosterfar: »Jeg beder dig om det — fosterfar!« siger han, »— at du finder på råd, som kan gavne os, således som sagen står.« Palnatoke siger: »Vi skal snart finde på noget. Nu går vi om bord på skibene ved jer, og derefter frigør vi dem fra hinanden og binder et anker til forstavnen på hvert af skibene. Vi må også have lygter under teltdugene, da det nu er nattemørkt. Så ror vi så hurtigt som muligt imod kongens flåde, for jeg synes ikke om, at kong Harald vil spærre os inde her i bunden af bugten i morgen og dræbe os.« Nu sætter de det i værk, som Palnatoke rådede til, og roede af fuld kraft tværs igennem flåden. Udfaldet blev, at tre snekker gik ned ved påsejlingen, og kun de folk, der kunne svømme, bjærgede sig i land. Palnatoke og Svend roede med alle deres skibe gennem den samme åbning og helt ud, til de kom til den flåde, som Palnatoke rådede over og havde ført dertil.

Straks om morgenen, da det er blevet lyst nok til kamp, angriber de kongsmændene, og da erfarede de, at kongen var død. Derpå sagde Palnatoke: »Vi giver jer nu to vilkår — vælg som I ønsker! Enten fortsætter I kampen mod os og slås, og så vinder den part, som har lykken med sig. Det andet vilkår er, at alle I mænd, der har fulgt kong Harald, nu tilsværger kong Svend — min fostersøn — land og folk og tager ham til konge over hele Danmark.« Nu rådfører kongsmændene sig med hinanden og bliver fuldkommen enige om at tage Svend til konge og ikke at kæmpe. Derefter går de til Palnatoke og fortæller ham, hvilket valg de har truffet, og nu skete det, at alle, som var til stede, tilsvor Svend land og folk.

Siden drog de — Palnatoke og Svend — omkring i hele Danmark, og overalt hvor de kommer, lader Palnatoke indkalde til husting, og de fortsætter, indtil Svend i hele Danmark bliver taget til konge over danekongens fulde vælde. Kong Haralds lig blev ført til Roskilde og begravet dér. Han havde da været danskernes konge i 47 år efter sin far — kong Gorm.

Da Svend er blevet konge, finder han sig forpligtet til — som alle andre konger — at drikke arveøl efter sin far, inden vinternætterne indtræffer for tredje gang. Han agter nu at holde dette gilde med det samme uden at udsætte det yderligere. Han indbyder først sin fosterfar — Palnatoke — og sine venner og slægtninge fra Fyn. Dertil svarer Palnatoke, at han ikke ser sig i stand til at komme til gæstebuddet før de næstkommende vinternætter, »— for det er kommet mig for øre, og jeg anser det for væsentlige nyheder,« siger han, »— at Stevner — min svigerfar og jarl af Bretland — er død, og omstændighederne tvinger mig til at tage dertil, for jeg skal arve riget efter ham.« Og når Palnatoke ikke mener at kunne deltage i arveøllet, forødes kongens planer, for han ønsker for enhver pris, at hans fosterfar kommer til gildet.

Arveøllet efter kong Harald

9. Palnatoke forlader nu om efteråret landet med sin flåde, men inden han tager af sted, sætter han sin søn — Åge — til at se efter sine gårde og alt, hvad han ejede dér på Fyn. Han bad kong Svend drage omsorg for ham, inden de skiltes, og kongen lovede Palnatoke, at han skulle sørge godt for Åge, og det holdt han. Derpå drager Palnatoke af sted, indtil han kommer til Bretland, og overtager det rige, som Stevner — hans svigerfar — og Bjørn den Bretske havde haft, og dermed gik det næste år.

Sommeren efter sender kong Svend det bud til Bretland, at Palnatoke skulle komme til ham som gæst og tage så stort et følge med, som han selv ønskede, og nu vil kongen drikke arveøl efter sin far. Kongens sendebude var 12 tilsammen, og det var nær den tid, hvor Palnatoke skulle have været af sted. Han beder kongen have tak for indbydelsen, »— men det forholder sig sådan, at jeg har det noget dårligt, og jeg mener ikke, at jeg kan tage af sted i denne tilstand. Desuden har jeg så mange forpligtelser her, at jeg ikke kan tage herfra i år.« Han viger på alle måder uden om færden, og så tager kongens mænd hjem og fortæller denne, hvordan sagen står. Da de var draget af sted, forsvandt al sygdom fra Palnatoke. Nu lader kongen arveøllet udsætte det efterår, og så går vinteren og sommeren.

Nu var det kommet dertil, at Svend ikke kunne anses for en ordentlig konge, såfremt han ikke drak arveøl efter sin far, inden vinternætterne indtraf for tredje gang, og nu vil kongen afgjort ikke lade det slå fejl. Han sender nu de samme mænd som før til Bretland og lader de samme 12 mand som før opsøge sin fosterfar — Palnatoke — for igen som før at indbyde ham til gilde, og nu siger han, at han vil blive meget vred på Palnatoke, hvis denne ikke kommer. Palnatoke svarer kongens sendebude og beder dem tage hjem og sige til kongen, at denne på alle måder skal foranstalte det bedste gilde, han formår, så det bliver særligt storslået, og han siger, at han vil komme til arveøllet det efterår. Nu drager kongens sendebude hjem og fortæller denne, hvordan det er gået, og at Palnatoke kan forventes at komme.

Han forbereder nu gildet — kongen — så alt, hvad der hører til, på alle måder bliver særligt storslået, både med hensyn til forplejningen og antallet af gæster. Men nu, hvor alt er indrettet til gilde, og gæsterne er ankommet, da var Palnatoke ikke kommet, og det blev sent på dagen og kom dertil, at folk gik til drikken om aftenen, og de bliver fordelt på pladserne i hallen. Det fortælles, at kongen da lader sædet være ledigt på højsædets mindre fornemme bænk og hundrede pladser ud derfra, for dér skal Palnatoke — hans fosterfar — og hans ledsagere sidde. Men da det tilsyneladende trækker ud med Palnatokes ankomst, begynder folk at drikke.

Nu skal det fortælles om Palnatoke, at han gør klar til at tage hjemmefra sammen med Bjørn den Bretske, og de forlader landet med tre skibe og hundrede mand, og i den flok var halvdelen danske, den anden halvdel bretske. De sejler derefter, til de kommer til Danmark, og den samme aften nåede de den landingsplads, der tilhørte kong Svend, og de lægger deres skibe i leje, hvor de finder, at vandet er dybest. Det var rigtig godt vejr den aften. De lægger skibene således, at de vender forstavnene fra land, og alle årerne anbringer de i hamlebåndene, så de var lige til at gribe, hvis de fik brug for at skynde sig. Derpå går de i land og af sted, til de kommer til kongens hal, og folk sidder ved drikken, da de ankommer, og dette er gildets første aften.

Palnatoke går nu ind i hallen og alle de andre efter ham. Han går gennem hallen og for kongen. Kongen tager vel imod hans hilsen og anviser ham og alle de andre deres plads, og nu sidder de ved drikken i en løftet stemning. Det fortælles, at da de havde drukket en tid, går Fjølner hen til kongen og taler afdæmpet med ham. Kongen skiftede derved farve og blev rød og opsvulmet at se på. Der var en mand ved navn Arnodd, som var kongens kertesvend, og han står ved dennes bord. Fjølner giver ham en pil i hånden og sagde, at han skulle vise den til alle, som var i hallen, indtil nogen vedgik at eje den selv samme pil. Herefter gør Arnodd, som Fjølner sagde. Nu går han først indad i hallen fra kongens højsæde og viser denne pil for alle, men ingen vil kendes ved den. Så går han ud gennem hallen langs den mindre fornemme side, indtil han kommer til Palnatoke og spørger ham, hvorvidt han genkender pilen. Palnatoke svarer: »Hvorfor skulle jeg ikke kunne genkende min egen pil? Giv mig den,« siger han, »— for det er min.« Da blev der ganske stille i hallen, og folk spidsede ører, straks nogen vedkendte sig pilen. Og nu tager kongen til orde og siger: »Du — Palnatoke!« siger han, »— hvornår skiltes du sidste gang fra denne pil?« Palnatoke svarer: »Jeg har ofte været eftergivende over for dig — fostersøn! — og hvis du mener at få mere ud af det, hvis jeg fortæller dig det i en stor folkeforsamling hellere end dér, hvor færre er til stede, da skal jeg tilstå dig det. Jeg skiltes fra den på buestrengen — konge!« siger han, »— da jeg skød den i røven på din far og hele vejen igennem ham, så den kom ud ad munden.« »Rejs jer alle!« siger kongen »— og pågrib Palnatoke og hans følgesvende og dræb dem alle, for nu er alt venskab mellem os og Palnatoke og alt det gode, der har været imellem os, bragt til ende.« Så springer alle mænd i hallen op, og der er ikke just stille længere. Palnatoke får trukket sit sværd, og som det første han gør, hugger han til sin slægtning Fjølner og kløver ham ned til skuldrene. Men Palnatoke havde så mange venner i hirden, at ingen ville bruge våben imod ham, og de kom alle ud af hallen bortset fra en bretsk mand fra Bjørns følge.

Palnatoke tog ordet, da de var kommet ud, og det blev sagt, at der manglede en af Bjørns folk. Han siger: »Det var det mindste, vi måtte forvente, men lad os nu hurtigst muligt komme ned til vores skibe, for nu er der ikke andet at gøre.« Bjørn svarer: »Du ville ikke sådan stikke af fra din mand, hvis du var i mit sted, og det vil jeg heller ikke,« siger han, og nu løber han straks ind i hallen igen, men da han kommer ind, kaster de den bretske mand i vejret, og de havde nærmest splittet ham ad, må man sige. Bjørn bliver klar over det, får fat i ham og kaster ham på sin ryg og løber derpå ud. Og nu farer de ned til deres skibe, men Bjørn havde mest gjort dette for at vinde hæder, for han anede nok, at manden måtte være død. Dette var også tilfældet; manden døde, men Bjørn tog ham med sig, og de sprang nu om bord på skibene og kastede sig straks over årerne. Det var da bælgmørk nat og stille vejr, og således slipper de væk — Palnatoke og Bjørn — og de gør ikke holdt, før de kommer hjem til Bretland.

Kongen går nu hjem til hallen sammen med hele sit følge^[10], og nu har de ikke fået udrettet, hvad de ønskede, og det passer dem ganske dårligt. De tager nu til at drikke arveøllet, hvorefter de hver især drager hjem til sit.

Palnatoke anlægger Jomsborg

Jomsborg

10. Det fortælles nu, at sommeren efter bliver Oløf — Palnatokes kone — syg, og denne sygdom sender hende i døden. Efter hendes død synes Palnatoke ikke længere om Bretland, og han sætter da Bjørn den Bretske til at varetage riget. Han gør nu 30 skibe klar til at forlade landet og agter at drage på vikingefærd og hærtogt. Han sejler ud, så snart han er klar, og han hærger den sommer i Skotland og Irland og vinder et stort bytte og megen hæder på togtet. Dette beskæftiger han sig med 12 somre efter hinanden, og det skaffer ham godt med værdier og anseelse.

Mens dette nu står på — at han er på hærfærd — drager han en sommer til Vendland og agter at hærge dér, og han har da skaffet sig yderligere 10 skibe, så han nu har 40. På den tid var den konge, som hed Burislav, ved magten dér, og hærtogtet bekymrede ham, for han havde hørt om Palnatoke, at denne næsten altid sejrede, hvor han hærgede, og at han var den ypperste viking på den tid, og at man anså ham for at være klogere og mere dreven end alle andre, og at de fleste måtte bøje sig for ham. Og straks da Palnatoke kommer dér til landet — og Burislav har hørt om ham, og hvad han har i sinde — sender kongen sine mænd af sted for at opsøge ham, og han byder Palnatoke hjem til sig og siger, at han vil byde ham fred og venskab. Han lod også det følge indbydelsen, at han tilbød ham det fylke eller rige i sit land, som kaldes Jom, så han kunne slå sig ned dér, og han ville skænke ham dette rige alene på den betingelse, at han så skulle være forpligtet til at forsvare land og rige sammen med kongen. Dette tager Palnatoke og alle hans mænd imod, siges det

Dér i sit rige lader Palnatoke straks opføre en stor og holdbar søborg, som derefter kaldes Jomsborg. Han lader også en havn anlægge inde i borgen dér, så tre hundrede skibe kunne ligge der samtidig, således at de alle var låst inde i borgen. Stedet, hvor man kom ind i havnen, var meget sindrigt indrettet, og der var anbragt en art port med en stor stenbue ovenover, og foran porten var der jernlåger, som låstes inde fra havnen. Oven på stenbuen var der opført et stort kastel, hvori der fandtes valslynger. En del af borgen strakte sig ud over havet, og borge, som er indrettede på den måde, kaldes søborge, og på den måde befandt havnen sig inde i borgen.

Jomsvikingernes love

11. Efter dette fastsætter Palnatoke — med råd fra forstandige mænd — lovene dér i Jomsborg, så man kunne skaffe sig større styrke, end man allerede havde:

Ingen skulle kunne optages i Palnatokes følge, som var ældre end 50 eller yngre end 18 år gammel. Alle mand skulle ligge derimellem i alder.

Der var ingen plads dér til den mand, som ville flygte fra en jævnbyrdig modstander med tilsvarende udrustning.

Enhver, som blev optaget i deres flok, skulle give fast tilsagn om, at han ville hævne de andre, som havde de været hans madfælle eller bror.

Man måtte på ingen måde bagtale hinanden dér, og selv om man erfarede nyheder, måtte ingen mand være så tankeløs at viderebringe dem, for Palnatoke skulle være den første til at fortælle nyhederne.

Den mand, som blev taget i det, der netop blev opregnet, og brød disse love, han skulle fordømmes og forvises fra deres forbund.

Hvis der blev optaget en mand, som havde dræbt bror eller far eller anden nær slægtning til en mand, som allerede var der, og det først kom frem efter hans optagelse, skulle Palnatoke dømme i sagen.

Ingen mand overhovedet måtte have en kvinde med ind i borgen, og ingen måtte være væk fra borgen længere tid end tre dage, medmindre Palnatoke blev spurgt og gav tilladelse.

Alt, hvad de vandt på hærtogt, skulle bæres til stangen^[11] — stort som småt og alt, der kunne værdiopgøres — og hvis det kom frem, at nogen mand havde undladt dette, skulle han forlade borgen, uanset om han havde høj eller lav rang.

Ingen mand dér måtte ytre sig med frygt eller bekymring, uanset hvilke farer der truede dem.

Ingen inden for borgen måtte anklage hinanden for noget, uden at Palnatoke afgjorde og forligte hele sagen, som han ønskede.

Slægt- eller venskaber skulle ikke have noget at sige, såfremt nogen, der ikke var omfattet af disse love, ønskede optagelse i forbundet. Og selv om nogen dér bad om optagelse af andre, som ikke opfyldte lovens bestemmelser, skulle dette forhold ikke komme dem til gode.

Nu indretter de sig således i borgen i god ro og orden. Hver sommer drager de ud fra borgen og hærger i forskellige lande, og de skaffer sig uvisneligt ry og anses for de største krigere, og så godt som ingen synes på denne tid at være deres ligemænd. De kaldes fra nu af bestandig Jomsvikingerne.

Om Åge Palnatokesøn

12. Nu skal det fortælles om kong Svend, at han på alle måder tager sig af Palnatokes søn, som om deres venskab stadig havde været godt, og selv om der var opstået uvenskab mellem dem, så lader kongen ikke Åge undgælde for det, men sætter deres fostbroderskab højt. Åge holder til på Fyn og forvalter det, som hans far havde sat ham til, som det tidligere blev fortalt.

Om Vesete og Strud-Harald og deres afkom

13. I sagaen nævnes en mand, som hedder Vesete; han hersker over det fylke, som kaldes Bornholm. Hans kone hed Hildegun. De havde tre børn, som omtales i sagaen, og en af deres sønner hed Bue og blev kaldt Bue den Digre, mens en anden søn hed Sigurd og blev kaldt Sigurd Kåbe. Deres datter hed Torgunna, og hun havde været gift i nogle år, da dette fandt sted; kong Svend havde friet til hende på vegne af Åge — Palnatokes søn — og hun blev gift med ham. Efter kort tid sammen fik de en søn, som blev kaldt Vagn.

På samme tid regeres Sjælland af en jarl, der hed Harald, men blev kaldt Strud-Harald; dette skyldtes, at han havde en hat, hvorpå der sad en stor strud^[12]. Denne var lavet af brændt guld og så stor, at den stod i 10 mark guld, og deraf fik han det tilnavn, at han blev kaldt Strud-Harald. Jarlens kone hed Ingegerd. De havde tre børn, som omtales i denne saga. En søn hed Sigvald, en anden hed Torkel og blev kaldt Torkel den Høje, og deres datter hed Tove.

Åge — Palnatokes søn — bor på Fyn og nyder stor ære og hæder, og Vagn vokser op hjemme hos sin far, indtil han er nogle år gammel. Det siges om ham, at så snart hans sindelag viste sig, bemærkede man, at han var et noget vanskeligere gemyt end alle andre, som var vokset op dér. Han syntes ganske ustyrlig i hele sin væremåde og alle sine handlinger. Det fortælles, at Vagn til tider har sin opvækst hjemme, men indimellem opholder han sig på Bornholm hos sin morfar — Vesete — og det er fordi, han er så vild, at næsten ingen kan tale ham til rette eller få styr på ham. Af alle sine slægtninge vil han helst være sammen med Bue, og han gør helst, som Bue siger, for ham syntes han bedst om. Men hvis han selv havde en anden mening, rettede han sig aldrig efter, hvad hans slægtninge sagde — lige meget hvad sagen angik.

Vagn var meget smuk og velskabt og på alle måder meget duelig og fremmelig. Bue — hans morbror — var meget fåmælt og for det meste tavs, men havde et heftigt sindelag. Han var så stærk, at ingen ganske vidste hvor stærk. Bue var ikke just smuk, men han havde dog en stovt og statelig fremtræden og var på alle måder meget mandig. Sigurd Kåbe — hans bror — var en smuk mand, høvisk og duelig, men samtidig stridbar at have med at gøre og noget fåmælt. Om Sigvald — Strud-Haralds søn — kan det fortælles, at han havde en grim næse og var bleg. Han havde meget smukke øjne, var høj af vækst og en meget rask mand. Torkel — hans bror — var en overordentlig høj mand. Han var stærk og yderst begavet — og det var begge brødre.

Sigvald og Torkel den Høje optages blandt Jomsvikingerne

14. Det fortælles nu, at Sigvald og hans bror klargør to skibe til udenlandsfærd, og de agter sig til Jomsborg for at finde ud af, om de kunne blive optaget. De spørger deres far — jarl Harald — hvorvidt han fandt det tilrådeligt, at de sluttede sig til Jomsvikingerne. Han svarer og mener, at det er udmærket, at de drager dertil for derigennem at skaffe sig berømmelse og hæder, »— og det er også på tide, at I brødre får prøvet, om der er noget mandfolk i jer.« De beder ham om et bidrag til rejsen og ligeledes om forråd, men han svarede og sagde, at de kunne gøre ét af to: Enten kunne de vælge at forlade landet og selv skaffe sig forråd og andet, hvad de behøvede, og i modsat fald kunne de forholde sig i ro og ingen steder tage. De tager alligevel af sted, selv om jarl Harald — deres far — ikke ville bidrage med noget. De har to skibe og hundrede mand — det var en særligt udvalgt skare — og de drog derpå af sted, indtil de kom til Bornholm. Da mente de, at de havde behov for forråd og midler, og de vælger nu at gøre landgang for at plyndre. De overfaldt den rigeste gård tilhørende Vesete og plyndrede den for alle værdier, som de bar ned til deres skibe. Nu sejler de deres vej, og der fortælles ikke noget om deres rejse, førend de ankommer til Jomsborg.

De lægger til uden for borgporten. Palnatoke plejede altid sammen med en mængde folk at træde frem på kastellet, der var bygget over indløbet. Derfra brugte han at tale med de folk, som kom til borgen. Da han nu erfarer, at Sigvald og dennes bror er ankommet, gør Palnatoke, som han plejer, og han går op i kastellet fulgt af en mængde folk, og derfra spørger han, hvem der er anfører for den flok og de skibe, som var kommet dér. Sigvald svarer ham: »Her fører to brødre an,« siger han, »— vi er sønner af jarl Strud-Harald, og jeg hedder Sigvald, og min bror hedder Torkel. Det er vores ærinde her, at vi ønsker at slutte os til jer med de mænd i vores følge, som I finder egnede.« Palnatoke tager godt imod henvendelsen, men drøfter dog sagen med sine Jomsvikingefæller og siger, at han kender til deres herkomst, og at de stammer fra en god slægt. Jomsvikingerne bad Palnatoke afgøre sagen, som han ønskede, og de erklærer sig enige i hans beslutning. Derpå bliver der åbnet ind til Jomsborg, og nu ror Sigvald og hans folk ind i borgen.

Da de er kommet ind, skal folkene prøves i henhold til de gældende love for Jomsvikingerne. Og dette gennemføres nu, så deres flok prøves, hvorvidt de besidder raskhed og mandighed nok til at slutte sig til Jomsvikingerne og underkaste sig alle de love, som er fastsat dér. Prøvelsen falder således ud, at halvdelen af folkene kan optages i Jomsvikingernes forbund, mens halvdelen sendes hjem igen. Nu bliver Sigvald og Torkel — hans bror — optaget blandt Jomsvikingerne sammen med et halv hundrede mand, og Palnatoke agter de to brødre højere end nogen anden, og således står sagen nu en tid.

Vesete klager til kong Svend over Strud-Haralds sønner

15. Nu skal der fortælles om Vesete, som har fået plyndret den af sine gårde, som var mest værdifuld, og dette kommer ham nu snart for øre, og det første han gør, er at holde sine sønner tilbage fra alle slags udfald og voldsomheder, mens han selv opsøger kong Svend og fortæller denne om Haralds sønner, og hvordan de har udplyndret ham og overfaldet hans gård — den mest værdifulde af dem, han ejede. Kongen svarer: »Jeg vil give dig det råd,« siger han, »— at du her til at begynde med lader alt være roligt, og så skal jeg sende bud til Strud-Harald og få at vide, om han vil yde erstatning for sine sønners gerninger, så du kan holdes skadesløs. Og jeg ønsker, at du vil stille dig tilfreds dermed.«

Således stillet tager Vesete hjem, men kong Svend sender straks bud efter jarl Harald, at denne skulle komme. Jarlen udsætter ikke rejsen, men opsøger kongen, og der bliver taget vel imod ham. Nu spørger kongen jarl Harald, om denne kendte til den skade, hans sønner havde tilføjet Vesete. Han svarede, at det kendte han knapt noget til. Kongen fortæller ham, at de havde overfaldet Vesetes allerbedste gård, og han beder jarl Harald bøde for værdierne, og så skulle sagen være glemt. Men jarlen siger, at han endnu ikke er så formuende, at han vil bøde for det, at nogle unge mennesker tager en ko eller et får for at skaffe sig føde. Kongen sagde: »Så drag du bare hjem,« siger kongen, »— nu har jeg fortalt dig, hvad jeg ønsker. Men jeg vil dog lade dig vide, at du hermed har ansvaret for dig selv og dine ejendele i forhold til Vesetes sønner, og jeg vil ikke have del i sagen, når du ikke går ind på det, jeg forelægger dig. Du vil alene det, du selv synes, men det aner mig, at du træffer en forkert beslutning.« Jarl Harald svarer og erklærer, at det er hans eget ansvar, og at det skal de ikke være uenige om, »— og jeg er ganske uræd for Vesete og hans sønner.« Og dermed drager jarl Harald hjem, og der fortælles ikke noget om hans rejse, eller at der indtraf noget undervejs.

Forliget på Isøreting

16. Det skal herefter fortælles, at Vesete og hans sønner hører om drøftelsen mellem jarl Harald og kong Svend, og også hvordan deres samtale var endt, og ligeledes hvad jarlen havde sagt til afsked, inden han og kongen skiltes. Nu agter Vesetes sønner at skride til handling, og de griber til at klargøre tre skibe, som alle var store, hvorpå de havde to hundrede mand, og de udruster denne skare så godt, som de formår. Siden sejler de til Sjælland, hvor de overfalder tre af jarl Haralds gårde — de mest værdifulde han ejede. Herefter tager de hjem — Vesetes sønner — med dette store bytte, de nu har skaffet sig.

Jarl Strud-Harald får snart besked om dette, at han var blevet udplyndret, og at hans tre mest værdifulde gårde var blevet overfaldet. Han kommer nu i tanker om, hvad kongen havde forudsagt ham. Han lader straks folk opsøge kongen for at spørge, om denne nu vil tage del i et forlig mellem dem, og han erklærer, at han nu vil følge kongens afgørelse. Men kongen svarer nu således: »Nu kan jarl Harald følge sine egne gode råd. Jeg vil ikke blande mig, for han ønskede ikke mine råd, da vi talte om denne sag, og dengang var sagen mindre, end den er nu. Nu kan han selv finde ud af det — jeg vil ikke have noget med sagen at gøre.« Nu tager jarlens udsendinge hjem igen og giver ham kongens svar. »Så må vi selv afgøre sagen,« siger jarlen, »— siden kongen ikke vil gribe ind.« Jarl Harald skaffer sig nu 10 skibe og udruster dem med de bedste folk og våben, og han drager derpå af sted med denne styrke, til han kommer til Bornholm. Dér farer de i land og plyndrer tre af Vesetes gårde, som ikke var dårligere end dem, Vesetes sønner havde hjemsøgt. Jarl Harald vender nu tilbage til Sjælland med dette bytte, og han mener nu at have taget god hævn på denne færd.

Det fortælles, at der herefter ikke går længe, inden Vesete erfarer dette — al den skade der er sket — og han vælger straks at opsøge kong Svend, og denne tager vel imod ham. Siden taler Vesete sin sag for kongen og fremstiller den således: »Du må have hørt — herre!« siger han, »— at det en tid har været anstrengt mellem os og jarl Strud-Harald, og jeg frygter, at der vil opstå ufred mellem selve landets indbyggere, hvis ikke du tager del i sagen, for det kan hænde, at det udvikler sig til noget værre end det, der allerede er sket. Men det er dine folk på begge sider — herre!« Kongen svarer på denne måde: »Jeg skal snart af sted til det ting, der hedder Isøreting, og jeg vil pålægge jarl Harald at komme dér, og dér skal I forliges ved gode folks mellemkomst og efter min afgørelse. Det er nu det bedste for jarlen, at jeg forliger denne sag, som jeg synes — ikke mindst fordi jeg finder, at du fremstiller din sag godt.«

Herefter tager Vesete hjem, og således går nu tiden, indtil kong Svend og hans følge gør klar til tinget. Kong Svend har 50 skibe, og hans hær er så stor, fordi han alene vil afgøre sagen og alt det, der har været imellem dem. Jarl Harald havde ikke langt til tinget, og han har ikke mere end 20 skibe. Også Vesete kommer til tinget, men har kun tre skibe. Det fortælles også, at hans sønner — Bue den Digre og Sigurd Kåbe — ikke fulgtes med ham. Nu, da kongen og jarlen og Vesete var ankommet til tinget, slår Vesete sine telte op nede ved vandet og det sund, som går ind til tingstedet, mens Jarl Strud-Harald havde teltet længere oppe i land, og derimellem slog kongen lejr.

Ud på aftenen så de dér fra tinget 10 skibe sejle fra jarl Haralds hjemsted, og da de kom nærmere, lagde folkene deres skibe i leje, hvorefter de gik i land med deres følge. De går straks hen imod tinget. Nu bliver disse mænd genkendt med det samme, og det er Vesetes sønner, der kommer — Bue og Sigurd. Bue den Digre var særlig prægtigt klædt, for han bar det tøj, som tilhørte jarl Harald, og den dragt var så værdifuld, at den androg 20 mark guld. Fra jarlen havde de også taget to guldkister, som var så fulde af guld, at der i hver kiste var 10 hundrede mark guld. Bue den Digre havde jarlens hat på hovedet — den som var 10 mark guld værd. De går nu rask ind på tingpladsen — brødrene — fuldt bevæbnede og med flokken i slagorden. Da de var kommet frem, tager Bue ordet og kræver ørenlyd, og da der var blevet stille, sagde han til jarl Strud-Harald: »Sagen er nu den —jarl!« siger han, »— at hvis du mener at kunne genkende de kostbarheder, som du her ser skinne på os, så træder du frem som en mand, hvis du tør, og hvis ellers du duer til noget. Du har længe ført dig frem over for vores slægt, og jeg er nu helt klar til at kæmpe imod dig, hvis ellers du besidder noget mandsmod.« Kong Svend hører Bues ord og mener ikke at kunne bevare sin værdighed, hvis han lader dem slås på tinget og ikke skrider ind, siden han havde lagt så stor vægt på, at de skulle forliges dér på tinget, og kongen vælger nu at gå imellem dem, og han tillader dem ikke at slås. Derved slutter sagen ved kongens indgriben, og på grund af hans store styrke må begge parter godtage, at kongen alene afgør sagen imellem dem, som han ønsker.

Men Bue forlanger som vilkår for forliget, at han på ingen måde skulle afstå guldkisterne, han havde taget fra jarlen, og ingen af hans kostbarheder — men bortset fra det bad han kongen råde, som denne ønskede. Kongen svarer: »Bue!« siger han, »— du bliver mig for overmodig! Du kan få din vilje angående guldkisterne, men så skal jarlen have så mange andre værdier, at han kender sig skadesløs. Men — Digre Bue!« siger han, »— du kommer til at slippe de kostbarheder, som du har taget fra jarlen, og ikke lade ham lide den skændsel og vanære, at han ikke får sin hædersdragt igen.« Det ender med, at kongen afgør sagen, og Bue tager dragten af. Nu lagde kongen særlig vægt på dette, at jarlens kostbarheder skulle afleveres, fordi jarlen ville anse det for den største vanære, såfrem han ikke fik sine kostbarheder igen. Og nu bliver de enige om, at kongen skulle afgøre sagen imellem dem, som han lige havde gjort vedrørende kostbarhederne, og på samme måde skulle han i øvrigt afsige en kendelse, som han fandt rimelig for begge parter.

Siden bekendtgør kongen forliget og indleder med det, han allerede havde stillet i udsigt: At Bue straks skal aflevere jarlens kostbarheder, men selv beholde begge guldkisterne og dermed være fuldstændig forligt med jarlen. De skulle tillige betale erstatning for de af jarl Strud-Haralds gårde, de havde overfaldet, »— men han skal til gengæld yde jer den æresbevisning at gifte sin datter — Tove — med Sigurd Kåbe, og denne sum skal være hendes medgift. Og der skal ikke på anden vis ydes erstatning for overfaldene på gårdene; det tab må de selv tage på sig.« Kongen udformede forliget på denne måde, fordi han fandt, at dette gav størst håb om at klinke skårene mellem dem, og at forliget ville være mest holdbart, såfremt det indebar ægteskab mellem slægterne. Dette optages vel af far og sønner, og Vesete afstår en tredjedel af alle sine værdier til Sigurd, og Sigurd finder, at det er det bedste giftermål, som er blevet ham til del.

Således bliver de forligte, og de tager med det samme fra tinget og hjem til jarl Strud-Harald, for dér skal brylluppet straks stå mellem Sigurd og Tove. Kongen tager til gildet dér, og Vesete og hans sønner — som rimeligt var — og nu drikker man Sigurd og Toves bryllup med stor hæder og værdighed. Efter gæstebuddet drager kongen og de andre gæster hjem hædret med gaver. Vesete tager nu med sine sønner hjem til Bornholm, og Tove Jarlsdatter er med i deres følge. En tid er det nu roligt, og der hersker god fred mellem alle.

Bue den Digre og Sigurd Kåbe slutter sig til Jomsvikingerne

17. Nu har brødrene ikke været længe hjemme hos deres far, før Bue den Digre tilkendegiver, hvad han har i sinde: At han agter at tage til Jomsborg for at vinde hæder og berømmelse. Hans bror — Sigurd — vil med ham, selv om han er nygift, og brødrene gør nu klar til at drage hjemmefra, og de har to skibe og hundrede mand. De vil prøve at gøre, som Strud-Haralds sønner — Sigvald og Torkel — tidligere har gjort, og de sejler af sted, til de kommer til Jomsborg, hvor de straks lægger sig ved havneporten under stenbuen.

Da høvdingene i borgen bliver klar over deres ankomst, går de frem på stenbuen — høvdingene Palnatoke, Sigvald og Torkel den Høje — og Sigvald og Torkel genkender mændene, der fører skibene. Nu tager Bue til orde og siger, at han vil optages dér blandt Jomsvikingerne sammen med sin bror og hele deres flok, såfremt Palnatoke vil tage imod dem. Men Sigvald svarer: »Hvordan er I blevet forligte med min far — jarl Strud-Harald,« siger han, »— før I forlod landet?« Bue svarer: »Det bliver en lang saga,« siger han, »— at fortælle, hvad der skete mellem os, men det endte med, at kong Svend afgjorde hele vores mellemværende. Jeg kan ikke med få ord sige, hvad der skete — men forligte er vi.« Nu talte Palnatoke med sine Jomsvikingefæller: »Er I villige til at prøve,« siger han, »— hvorvidt disse mænd taler sandt eller ej? Jeg er ganske stemt for at tage imod dem,« siger han, »— for jeg tror kun, at der er få mænd her i vores flok, der er som dem.« Jomsvikingerne svarer ham: »Vi ønsker, at du optager disse mænd i dit og vores forbund, hvis du selv synes det. Hvis der så siden kommer noget frem om, hvad de har bedrevet, som vi ikke véd nu, da skal du afgøre denne sag som alle andre.« Derefter bliver der lukket op til Jomsborg, og Bue og de andre sejler ind i havnen. Siden bliver folkene prøvet, og af den flok slipper 80 igennem, mens 40 må vende hjem til Danmark.^[13]

Nu kan det fortælles, at alle høvdingene opholder sig sammen i borgen — dem, som tidligere blev nævnt, og disse, som nu er kommet til — og de holdt sig gode venner. De hærger nu den ene sommer efter den anden i forskellige lande og skaffer sig både værdier og stor berømmelse, og selv om der ikke berettes om disse store bedrifter i denne fortælling, er det dog den almindelige mening, at der antageligvis aldrig har været mere modige og frygtløse folk end disse Jomsvikinger, og vi tror næppe, man har set deres ligemænd. Men hver vinter opholder de sig roligt og fredeligt i Jomsborg.

Vagn Ågesøn drager hjemmefra

18. Nu skal der fortælles om Vagn Ågesøn, og han vokser op hjemme hos sin far på Fyn, men opholder sig indimellem hos sin morfar — Vesete. Vagn er så ustyrlig i sin opvækst, at hans sindelag bedst beskrives ved, at da han var 9 år gammel, havde han allerede dræbt tre. Han er nu hjemme, indtil han er 12 år gammel, men da var det kommet dertil, at folk næppe mente at kunne udholde hans gemyt og voldsomhed. Han blev også så ondskabsfuld, at han ikke viste hensyn til noget som helst. Og nu véd hans slægtninge ikke, hvad de skal stille op i denne vanskelige sag.

Nu gør man det, at hans far — Åge — skaffer ham et halvt hundrede mand foruden et langskib, mens hans morfar — Vesete — giver ham et lige så stort følge og et andet langskib, og ingen mand, der følger Vagn, er ældre end 20 år, og ingen er yngre end 18 på nær Vagn selv — han var da 12 år gammel. Han kræver ikke mere, end hvad der her blev sagt — hundrede mand og to langskibe — men siger, at han ikke har brug for yderligere. Han sagde, at han selv ville skaffe sig forråd, og hvad de ellers måtte behøve.

Vagn Ågesøn optages blandt Jomsvikingerne

19. Vagn drog nu hjemmefra med dette lovende mandskab, og de får straks behov for at skaffe sig forråd, men Vagn bliver ikke tvivlrådig trods sin unge alder. Han farer nu først langs med Danmark og hærger i hele landets længde og driver strandhugst uden skånsel. Han raner både klæder og våben, og det ender med, at han hverken mangler våben eller hærklæder eller forråd, da han sejler ud fra Danevælde, og på den måde lader han danskerne tilvejebringe disse ting. Nu har han rigeligt af alt, hvad de behøvede på disse to skibe.

Nu sejler han, til han kommer til Jomsborg. Det var tidligt om morgenen, mens solen stod op. Vagn og de andre lægger med det samme skibene til ved stenbuen, og borgens høvdinge — Palnatoke og Sigvald, Torkel og Bue og Sigurd — går, så snart de bliver opmærksomme på flåden, op i kastellet, som de plejede, og de spørger derpå, hvem det er, der er kommet. Vagn spørger tilbage, om Palnatoke er i kastellet. Denne svarer og siger, at det er navnet på den mand, han taler med, »— men hvem er disse mænd,« siger han, »— som fører sig så stormandsagtigt frem?« Vagn siger: »Jeg vil ikke hemmeligholde mit navn for dig. Jeg hedder Vagn,« siger han, »— og jeg er søn af Åge på Fyn og din nære slægtning. Jeg er kommet her, fordi jeg vil slutte mig til jer, for hjemme fandt man mig ikke videre medgørlig, og mine slægtninge mente, at nu havde de fået nok, selv om jeg rejste derfra.« Palnatoke svarer: »Tror du — frænde!« siger han, »— at man vil finde dig omgængelig her, når folkene hjemme knapt eller slet ikke kunne styre dig?« Vagn svarer: »Man har løjet for mig — frænde!« siger han, »— hvis ikke du skulle formå at tøjle mit sind, så jeg kan være i stue med raske mænd. Og du kunne jo vise mig den ære, siden jeg har opsøgt dig.«

Nu drøfter Palnatoke sagen med Jomsvikingerne. »Hvad finder I tilrådeligt,« siger han, »— at vi tager imod min slægtning — Vagn — og hans folk eller ikke?« Da svarer Bue den Digre: »Det er mit råd,« siger han, »— og jeg er den af Vagns slægtninge, han har det bedst med — at vi aldrig tager imod ham, og at han aldrig kommer ind i borgen her.« »Folk her i borgen er imod din optagelse — frænde!« siger Palnatoke til Vagn, »— selv dine slægtninge, som kender alt til dig.« Vagn svarer: »Er de folk, der står sammen med dig, villige til at vedgå, at de ikke vil tage imod mig? Jeg havde dog ikke ventet af min slægtning — Bue — at han ville lægge navn til det.« »Jeg står desuagtet ved,« siger Bue, »— at jeg ikke ønsker din optagelse og snarere fraråder den, men dog vil jeg, at Palnatoke skal afgøre det.« »Og hvad mener jarl Strud-Haralds sønner?« siger Vagn, »— det vil jeg gerne vide!« »Vi kan sige ganske klart,« siger Sigvald, »— at vi ønsker, at du aldrig bliver optaget her i vores flok.« Nu spørger Palnatoke og siger: »Hvor gammel er du — frænde?« siger han. »Jeg skal ikke lyve om dette,« siger han, »— jeg er 12 år gammel.« »Ja,« siger Palnatoke, »— så beder du os om noget ulovligt — frænde!« siger han, »— når du er en meget yngre mand, end vi her i Jomsborg har lovfæstet, at man skal være, for at være i vores flok. Du kan af den grund ikke være her hos os.« Vagn svarer: »Jeg vil ikke være årsag til — frænde!« siger han, »— at du bryder din lov, men den bliver uanset ikke brudt, hvis jeg er som en på 18 år eller ældre.« »Det er bedst, at du ikke fortsætter med dette — frænde!« siger Palnatoke, »— og jeg vil hellere sende dig vestpå til Bretland og Bjørn den Bretske, og så vil jeg — for vores slægtskabs skyld — give dig det halve rige at råde og regere over dér i Bretland.« »Jeg synes, det er et godt tilbud — frænde!« siger Vagn, »— men jeg vil alligevel ikke tage imod det, du her tilbyder.« »Hvad vil du så — frænde!« siger han, »— når du ikke vil tage imod sådan noget, som jeg tilbyder her? For jeg synes, det er et godt tilbud.« Nu svarer Vagn: »Jeg ønsker ikke dette mere end før,« siger han, »— men det er dog et godt tilbud mellem frænder.« Palnatoke sagde: »Hvor vil du hen — frænde!« siger han, »— med dit overmod og din kækhed, når du ikke vil tage imod noget sådant?« »Nu skal I få at vide — Jomsvikinger! — hvad jeg har i sinde. Jeg vil tilbyde Sigvald — jarl Strud-Haralds søn — en lille dyst, hvor vi kæmper med lige store styrker. Lad ham komme ud af borgen med to skibe og hundrede mand, og så kan vi derefter prøve, hvem der må bøje sig for den anden, og hvem der får overhånd i vores mellemværende. Og så skal vi lave denne aftale: Hvis det bliver sådan, at de trækker sig tilbage og flygter, er I forpligtet til at tage imod os og lade os være sammen med jer i Jomsborg, men hvis det går os, som jeg nu agter, det skal gå Sigvald og de andre, så skal vi drage bort, og da er I løst fra denne aftale. Og jeg udfordrer jer ikke med mindre kraft, end at jeg siger, at Sigvald Jarlsøn skal kæmpe imod os, hvis han tør og ikke er kvindagtig og ellers har en mands hjerte snarere end et hundyrs.« Nu svarer Palnatoke: »Det er da uhørt,« siger han, »— hvad denne unge mand finder på, og dér kan du høre — Sigvald! — hvor ufordrageligt han byder dig, selv om du er jarlsøn, og det er næppe helt utænkeligt, at du får din sag for mod denne min slægtning, inden I skilles. Men ved det, at kravet stilles så hårdt og fjendtligt, vil det næppe anstå sig for dig, ikke at gå imod dem. Der er blevet sagt alt for meget, til at du kan trække dig ud af det. Tag nu og læg til imod dem og angrib dem første gang, så de kan lære at holde måde, men hvis det viser sig, at min slægtning — Vagn — ikke er så god til at sejre som til at bruge store ord, og han får det svært, så vil jeg strengt indskærpe, at ingen mand må bruge våben på ham — og det vil gå hårdt ud over den, der gør det — for det vil være ondt for mig at se, hvis han får en hård behandling, eller hvis der påføres ham nogen skade, selv om det næppe bliver ren barneleg med ham. Men det aner mig, at vi nu skal få bevist, hvor dygtig du er i kamp — Sigvald! — selv om min slægtning er ung af alder.«

Efter dette gør Sigvald og hans folk sig klar og forlader borgen med to skibe for at møde Vagn. Og så snart de mødes, vender de skjoldene imod hinanden og kæmper, og det fortælles, at Vagn og hans fæller med det samme udsætter Sigvald og de andre for en så voldsom byge af kastesten, at de ikke kan gøre andet end at dække og værge sig — og de har rigeligt at gøre, for de unge mænd går hårdt til værks. Da de begynder at mangle sten, lader de ikke hugvåbnene hvile længe, og der opstår da hugkamp, og de bruger sværdene på djærveste vis. Det ender med, at Sigvald trækker sig tilbage og flygter i land for at få fat i sten. Vagns flok sætter efter dem, og nu træffes de på land, og nu må Sigvald gøre modstand, hvad enten han vil eller ej. Så støder de sammen for anden gang, og kampen bliver nu meget hårdere og voldsommere end sidst, og det fortælles, at Sigvalds flok har det svært i denne strid.

Palnatoke og de andre står imens i borgens kastel, hvorfra de ser, hvordan dysten mellem Vagn og Sigvald forløber. Nu går Vagns flok så hårdt frem, at Sigvald og dennes fæller må trække sig helt tilbage til borgen, men den var lukket og låst, så de ikke kunne slippe ind i borgen, og nu måtte de enten vende sig til modværge eller give helt op. Nu ser Palnatoke og Jomsvikingerne, at der er to mulige udfald: Enten besejrer Vagn Sigvald og dennes styrke, eller også bliver de nødt til at åbne for borgen, så Sigvald kan slippe med livet i behold, for nu kan han ikke flygte — hvilket han nok heller ikke har haft til agt, en sådan mand som han var. Det ender med, at Palnatoke beder om at få borgen åbnet, »— og her har du — Sigvald! — ikke just mødt din ligemand i min slægtning, men nu er det på tide, at afbryde denne dyst, for nu har I til fulde prøvet hinanden, og nu véd vi, hvad I hver især formår. Og det er mit råd,« siger Palnatoke, »— hvis I også synes det — at vi tager imod denne unge mand og hans følge, selv om han er noget yngre, end det er berammet i vores love. Og jeg glæder mig over,« siger han, »— at ingen her i vores flok fik ram på ham på trods af hans unge alder, og man kan forvente om sådanne mænd, at de ikke senere vil finde alt uoverstigeligt.« Nu gør de, som Palnatoke anbefalede, og der bliver åbnet til Jomsborg, og kampen mellem dem slutter, og nu bliver Vagn og alle hans mænd optaget i forbundet. Det fortælles, at der i kampen mellem Vagn og Sigvald faldt 30 af Sigvalds mænd og tilsvarende mange af Vagns, men af de to var det dog alene Vagn, der høstede hæder af deres møde. På begge sider blev mange mænd desuden sårede.

Vagn opholder sig nu dér i Jomsborg efter alle høvdingenes ønske og med deres samtykke, for deres lov var sådan, at de alle skulle være enige om sagen, når det kom til stykket, også selv om den tildligere havde givet nogen anledning til uenighed. Det fortælles, at Vagn dér i Jomsborg bliver en så stilfærdig og beleven mand, at ingen dér var mere fredsommelig og sømmelig end Vagn Ågesøn, og ingen kunne al sin ridderskab bedre end ham. Han forlader landet hver sommer og styrer et skib og drager på hærtogt, og blandt Jomsvikingerne fandt man ikke en større kriger end ham.

Således forløber nu tre år, fra da han sluttede sig til Jomsvikingerne. Hver sommer ligger de ude på hærskibene, og de vinder altid sejr, men om vinteren er de hjemme i Jomsborg, og nu omtales de vidt omkring ude i verden.

Palnatokes død

20. Det fortælles nu, at i løbet af efteråret det tredje år blev Palnatoke syg, og Vagn er da 15 år gammel. Nu bliver kong Burislav straks bedt om at komme til borgen, for Palnatoke mener om sin sygdom, at den vil føre til hans død. Da kongen kommer til Palnatoke, siger denne: »Jeg tænker — herre!« siger han, »— at jeg ikke kommer til at lide af flere sygdomme end denne, hvilket heller ikke virker urimeligt min alder taget i betragtning. Men det er mit råd,« siger han, »— og forslag til dig, at man sætter en anden i mit sted, og den mand skal være høvding i borgen og tage sig af de sager, som jeg hidtil har rådet for, så Jomsvikingerne forbliver her i borgen, og så de stadig forestår landeværnet for jer, som vi har gjort indtil nu. Det forekommer mig, at Sigvald — både med hensyn til klogskab og indsigt — er den af de mænd, som kunne tænkes at efterfølge mig, der mangler mindst i at træffe beslutninger og afgøre folks sager her. Og I vil sikkert finde mig noget opblæst, når jeg nu siger til jer, at jeg tror — uden at vide det — at alle mangler noget i at være, som jeg har været.« Da svarer kongen: »Dine råd har ofte gavnet os,« siger han, »— og vi skal også følge det råd, du her har givet, for det vil være til alles bedste. Men det må frygtes, at vi ikke kan nyde godt af dig og dine råd længe endnu, men det forpligter os yderligere til at følge det sidste, og alle de gamle love, som Palnatoke med indsigtsfulde mænds råd har bestemt her i Jomsborg, skal fortsat være gældende.« Det fortælles, at Sigvald ikke var særlig modvillig til at påtage sig det, som her blev ham pålagt efter kong Burislavs og Palnatokes råd. Og herefter giver Palantoke sin slægtning — Vagn — det halve rige i Bretland til at råde og regere over sammen med Bjørn den Bretske, og siden bad han Jomsvikingerne og kongen i særdeleshed på alle måder at tage sig af Vagn, og han brugte mange og gode ord og viste dermed, at han elskede sin slægtning — Vagn — højt, og at det betød meget for ham, at de behandlede Vagn godt.

Ikke længe efter dette dør Palnatoke, hvilket alle anser for et meget stort tab, og dermed ender fortællingen om en fremragende mand.

Jomsvikingernes regelværk bliver omgået

21. Nu — efter Palnatokes frafald — bliver Sigvald leder af Jomsvikingernes forbund, men det fortælles, at han ikke havde haft ledelsen længe, før man begyndte at omgå lovene noget i borgen, og bestemmelserne bliver ikke fulgt så strengt, som da Palnatoke styrede. Det kommer snart dertil, at der er kvinder i borgen to eller tre nætter efter hinanden, og tilsvarende er mændene væk fra borgen i længere tid, end loven bestemte. Indimellem forekommer der også slagsmål mellem folkene og enkelte drab.

Sigvalds møde med kong Burislav

22. Og nu på denne tid forlader Sigvald borgen og opsøger kong Burislav. Kongen havde tre døtre, som nævnes i sagaen: Den ældste hed Astrid — hun var meget smuk og meget begavet — den næste i rækken hed Gunhild, og Geira var den yngste — hun blev gift med Olav Tryggvason. Da Sigvald træffer kongen, byder han denne to vilkår: Enten ville han ikke forblive i Jomsborg, sagde han, eller også gav kongen ham sin datter — Astrid. Kongen svarer ham: »Jeg havde ellers tænkt mig,« siger han, »— at jeg ville have givet hende til en mand med en ædlere byrd end din, men jeg har dog brug for, at du ikke forlader borgen. Vi burde alle drøfte sammen, hvad der forekommer os mest tilrådeligt at gøre.« Senere træffer kongen sin datter — Astrid — og spørger hende, hvad hun mener om dette ægteskab, at hun bliver gift med Sigvald, »— og jeg ønsker,« siger han, »— at vi træffer den klogeste beslutning, så Sigvald og Jomsvikingerne ikke forlader borgen, for jeg har meget brug for dem til at forsvare landet for mig.« Astrid svarer sin far: »For at sige det lige ud — far!« siger hun, »— så vil jeg aldrig giftes med Sigvald, men du skal dog ikke afvise ham. Eller gør det snarere på den måde, som jeg nu fortæller. For at opnå dette giftermål skal han udvirke, at landet fritages for alle de skatter, som vi hidtil har betalt til danekongen — før skal han ikke ligge i min arm. En anden mulighed er, at han får Svend Danekonge hertil, så du får ham i din magt.« Kongen forelægger herpå Sigvald deres krav, og siden indgår de en fast aftale derom, og sagen skal være tilendebragt inden den tredje jul, men hvis ikke Sigvald afstedkommer dette, som de her blev enige om, da skulle hele deres aftale miste sin gyldighed.

Noter:

↑ Kapiteloverskrifterne fremgår ikke af forlægget, men er tilføjet af oversætteren.
↑ Den norrøne tekst spiller her på ordene »horn« og »hornúngr« ɔ: en, der bliver tilsidesat [egl.: ‘frillesøn’].
↑ Harald Gråfeld er jarl Håkons grandfætter.
↑ På dette sted er håndskriftet beklageligvis beskadiget, og der mangler et par linjer. Af Arngrímur Jónssons latinske oversættelse af sagaen fra 1592-93 fremgår det, at Gunhild får et reb lagt om halsen og et anker bundet på ryggen.
↑ Her er håndskriftet igen beskadiget, og der mangler et par linjer.
↑ ɔ: fra Ejderen i vest til Slien i øst.
↑ På dette sted er et par ord bortskrabet i håndskriftet.
↑ ɔ: Ulven i Helligdommen.
↑ Et norrønt slangord for kusse.
↑ De har selvfølgelig forfulgt de flygtende, selv om dette i forvirringen ikke er kommet med i sagateksten.
↑ ɔ: overdrages til fællesskabet.
↑ Strud: kegleformet spids ell. top på hovedbeklædning (Ordbog over det danske Sprog).
↑ Når regnestykket går op, er det fordi hundrede her som alle øvrige steder i sagaen betegner et storhundrede = 120.

[1] Kapiteloverskrifterne fremgår ikke af forlægget, men er tilføjet af oversætteren.

[2] Den norrøne tekst spiller her på ordene »horn« og »hornúngr« ɔ: en, der bliver tilsidesat [egl.: ‘frillesøn’].

[3] Harald Gråfeld er jarl Håkons grandfætter.

[4] På dette sted er håndskriftet beklageligvis beskadiget, og der mangler et par linjer. Af Arngrímur Jónssons latinske oversættelse af sagaen fra 1592-93 fremgår det, at Gunhild får et reb lagt om halsen og et anker bundet på ryggen.

[5] Her er håndskriftet igen beskadiget, og der mangler et par linjer.

[6] ɔ: fra Ejderen i vest til Slien i øst.

[7] På dette sted er et par ord bortskrabet i håndskriftet.

[8] ɔ: Ulven i Helligdommen.

[9] Et norrønt slangord for kusse.

[10] De har selvfølgelig forfulgt de flygtende, selv om dette i forvirringen ikke er kommet med i sagateksten.

[11] ɔ: overdrages til fællesskabet.

[12] Strud: kegleformet spids ell. top på hovedbeklædning (Ordbog over det danske Sprog).

[13] Når regnestykket går op, er det fordi hundrede her som alle øvrige steder i sagaen betegner et storhundrede = 120.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]