Københavnerophold II (Árni Magnússons Levned)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árni Magnússon (1663-1730)

Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson

IV
Andet afsnit af Árnis Københavnerophold
1691—1694 (Juni).

Brevvekslingen 1691 mellem Árni og Þormóður begynder med de to breve af 11/1 og 28/1. I det sidste lykønsker Þormóður Árni til at være kommen i Caspar Bartholins hus, hvor han får fri kost, og til, at han skal komme til at få bolig på det da nystiftede Borchs Kollegium. Ind på dette kom han også 29/5 sammen med det øvrige udnævnte hold, der overhovedet var kollegiets første; det indviedes netop den nævnte dag (jfr. brev til Þormóður 9/5). I øvrigt var Árni den foregående vinter travlt optagen af at ordne Bartholins efterladenskaber og bibliotek og dettes salg ved auktion den følgende sommer, jfr. br af 4/4 og det sidstnævnte; derfor har han heller ikke kunnet skrive til Þormóður. I dette brev udtaler han en — sikkert velbegrundet — forhåbning om en nærmere tilknytning til M. Moth. Han lover at blive flittigere brevskriver, når han er færdig med disse arbejder og har taget bopæl på Collegium medicæum, »hvor han er sin egen herre«. Bemærkelsesværdigt er, hvad han her også antyder om tidligere forhandlinger med de Svenske. Han er bleven meget skuffet og vil intet mere have med dem at göre: »jeg skylder dem kun alt ondt, ti de har narret mig, og således vil de handle mod flere«, ɔ: Þormóður selv; der indeholdes heri en advarsel. Fra 28/3-1/4 haves et meget langt brev fra Þormóður, som sædvanlig om tidsregning og historiske æmner, tildels en imødegåelse af Árnis tidligere bemærkninger. Han ønsker forskellige bøger købte på auktionen efter Bartholin, og nævner visse authores, men giver ellers Árni fuldmagt til at købe, hvad han mener er ham nyttigt. På auktionen gjorde Árni dette sikkert efter bedste samvittighedsfuldhed. Men dette førte næsten til et brud. Ti da Þormóður fik de købte bøger, var de ikke efter hans ønske; i brev af 21/8 sender han dem tilbage med ret gnavne, ja fornærmelige udtryk. »Jeg vilde, siger han, have båret mig anderledes ad, hvis jeg ikke havde stolet på Deres selvtilbudne forretning, både i dette og andet«. Dette er et eksempel på Þormóðs ellers kendte ilsindethed. Overskriften i brevet er også tört og koldt blot: »Monsieur«, hvorimod den ellers lyder: Intime amice el. intime carissime amice og lign. Árni var ikke den, der tog den slags irettesættelser med ydmyghed eller ligegyldighed. Hans svar er meget karakteristisk; derfor hidsættes det afsnit af hans brev 28/1 92, der angår denne sag (i oversættelse). Efter at have undskyldt sin travlhed fortsætter han:

»Eftersom det (brevet), er holdt i en underlig og usædvanlig stil, opfordrede det ikke i höj grad til at skrive eller forsömme andre mig nyttigere ting for en sådan correspondences skyld. Da jeg nu har fået noget bedre tid, fandt jeg det dog nødvendigt at svare noget, for at Han ikke skal tænke, at jeg tager nogen skyld på mig (ɔ: føler mig brødefuld, er vel meningen). Hvad det for det første angår, hvad Han beskylder mig for, anlangende de bøger, jeg til Hannem købte, ved jeg ikke bedre end at jeg derudi har handlet oprigtig. Han har i sine tidligere breve bedt mig, at jeg for ham skulde købe de bøger, som jeg fandt ham tjænlige. Det har jeg gjort. Disse kan Han ikke undvære. Hvor vil Han få Seriem Regum Dan . . . sæculo VII. og VIII. undtagen her? Det samme gælder de to andre . . . Selv kan Han forstå, at det er for meget at forlange, at jeg skulde gennemlæse alle de bøger, som kunde være nyttige ved Hist. Norweg., og hvis Bartholin har lovet det, havde han kunnet give mig tid dertil. Natten var min egen. Nu vil jeg ikke svare videre, kun bede Ham selv betænke, hvor urimeligt det er at blive vred på mig af sådanne grunde. [Iøvrigt kom Þormóðs bogregister ham først i hænde efter auktionen, hvad der er undskyldning nok]. . . . Nu må jeg lade ham selv råde, om Han sender bogen igen ned; men det skal jeg lære af den skade, aldrig at befatte mig med sådanne forretninger herefter, hvem det så end gælder . . . Disse mine forretninger har mishaget Ham i den grad, at han så omtrent beskylder mig for svig og uordholdenhed. Dette erkender jeg ikke, og mener, at der sker mig den störste uret deri. Alt hvad jeg har lovet Ham. har jeg, såvidt muligt, holdt, og det agter jeg endnu herefter at göre; hvad der overgår det, må jeg være undskyldt for. Jeg beflitter mig på at omgås alle høfligt og uden vrede, modtager også gærne samme (behandling) af andre, hvor det kan lade sig göre, hvorfor jeg beder ham i fremtiden at forskåne mig for store bebrejdelser, hvor der ingen grund er dertil, allerhelst at jeg måtte være fri for at blive blameret eller være genstand for skoser i breve til fremmede, hvad enten det er renteskriver Jacob Söfrenson eller andre. Han kalder det måske jus amicitiæ, men det er noget jeg er ukendt med. Men det ved jeg, det passer sig bedst at byde sådant noget dem, som ikke har forstand på eller dristighed til at svare«.

Dette er vægtige og værdige ord, og giver et så levende billede af manden selv, som ønskes kan. Árni går så i brevet over til andre sager. f. eks. Orcades og forsikrer Þormóður om, at han fremdeles gærne vil vise ham de tjænester, han har lovet. Der findes intet svar på dette værdifulde brev. Þormóður kom den følgende sommer til København, og uden tvivl er det gamle, gode forhold mellem dem blevet genoprettet.

I løbet af året kom Árni i nærmere berøring med Moth; i br. 1/8 91 lykønsker Þormóður ham til at være bleven bibliotekar hos ham, og det ses, at Þormóður har anbefalet ham til Moths bevågenhed (br. 28/3-1/4). J. Ol. siger også, at Bartholin för sin død havde anbefalet Árni til Moth. Før dette tidspunkt må det brev være skrevet, hvori Árni meddeler, at han efter kongens befaling har oversat Rolf krakes saga på dansk, erklærer sig villig til at oversætte andre ting og siger, at han er i besiddelse »af en temmelig Qvantitet af islandske monumenter«. Ifg. det ovennævnte brev af 23/1 92 er Árni i fuld virksomhed hos Moth. Hvori denne bestod, får man ingen efterretninger om, men det må vel have været opsyn med hans bibliotek og ordning deraf. Om Árni har haft noget at göre med Moths store ordbogsarbejde, som denne hele sit liv var beskæftiget med, vides ikke. Urimeligt er det ikke, at Moth har benyttet ham til at excerpere og lign. Men Moths manuskript bærer intet vidne om en virksomhed fra Árnis side. Det er (l. c.) udtalt, at forskellige islandske ord hidrörer fra Árni; dette er muligt.

En ung dansker, der senere blev en stormand, er Árni ved denne tid kommen i ret levende berøring med; det er Fr. Rostgaard. Bekendtskabet stammer fra för 1690, i hvilket år Rostgaard rejste udenlands for i 9 år at studere i fremmede lande. Der haves et brev fra Árni til ham af 3/10 91 som svar på et brev fra Rostgaard i Giessen. Brevet er ret oplysende på forskellige måder. Først nævnes forskellige bøger, som Árni har købt for den allerede dengang ivrige bogsamler. Der er meget fælles for de to venner, som der heller ikke var så stor aldersforskel på. Árni opregner — efter R.s ønske — alumnerne på Borchs kollegium, hvoriblandt findes »Arnas Magnæus«, betegnende nok nævnet »Philol.« (ɔ: Philologus); det var i sin fulde orden, at Árni på kollegiet fik en filologplads. Han fortæller videre om Ole Borchs begravelse, hvorefter han går over til at tale om lærde sager (love), og kritiserer ældre skrifter. Han er ikke mild mod de »tyske antiquarioli«, der »ere som födde til at blamere oss og gjöre til de tydskes cujóner« (i anledning af, hvad Adam af Bremen skriver om Sven tveskæg). Om visse forfattere skriver han meget træffende ord — der iøvrigt kan have gyldighed den dag i dag —: »Mens somme folkis manier er at skrive alting ud af andre ny bøger, og icke gid giort sig den umage at kaste effter locis i de gamle, hvorudover den heele verden er bleven opfylt med saadanne falsas traditiones, som i førstens ere opdictede af passionerede scribentere, oc siden tanqvam Sibyllæ oracula accepterede af de yngre. Mens det var at ønske, at de fleste ny antiquariorum dissertationer angaaende Tydskland, Pomeren, Polen, Danmark, Sverig vare opbrændte oc mand hafde icke uden de gamle, da var det lyst at studere vore sager, naar mand icke hafde fornøden at roede effter gemmis i saadanne stercoribus, hvor de ere heel rare at finde oc icke kand betale umagen«. Det er modne visdomsord og sikkert fuldtud berettigede, men Árni tilføjer, hvad der viser hans retfærdighedssans og forståelse: »Jeg maa med billighed berömme Frantzoserne. som i disse dage drage for liuset qvævis monumenta, (sint licet exigui momenti) modo antiqva, og med störste candore altid sette hos hvor det eller det er fra. De andre skrive meget, mens give saa mesten qvi pro qvo som paa Apotecket, at det meer confunderer discentes end manuducerer«.

Den her fremtrædende åbenlyse uvilje mod mange bøger og navnlig den måde, hvorpå de blev bragt i stand på, er ikke et öjebliks tanke, men en opfattelse, som Árni bevarede hele sit liv, og som han ellers kunde give ret kraftige eller af tört lune prægede udtryk for, som når han i en (isl.) seddelnotits siger (436, 4°): »Således går til i verden, at nogle hjælper erroribus i gang og andre søger siden igen at udrydde de samme erroribus. Og så har begge parter noget at bestille«.

Om hans virksomhed på kollegiet i disse år vides ikke meget. Han var nødt til at opfylde de krav, der stilledes, med hensyn til disputationer. »Exercitia i vor Collegio — hedder det i brevet til Rostgaard — holdis paa den maade, at engang i hver tredie uge sker enten disputatz eller declamation. Baccalaurei disputere, vi andre declamere, saa at exercitia forrettis engang af hver person om aaret, saasom i Augusto holdes ingen exercitia«. Efter dette skulde Árni have holdt 3 declamationes, og der findes da også hos Thura titlerne pa 3 sådanne, nemlig: Quid opportune potuerit dicere Hannibal, amisso in Alpibus oculo (holdt 5/12 1691, De initiis christianæ religionis in Norvegia, i 2 dele henholdsvis 3/12 og 14/12 1692—93 . De er tabte. Den første er åbenbart et af disse tankeeksperimenter, som datiden yndede, men som ganske sikkert var så fjærnt fra Árnis hele tankegang som muligt. Grunden er kuriøst nok den, at Borch havde selv nævnt et sådant æmne som et eksempel på, hvad der passende kunde behandles i en sådan declamatio (Borchs Koll. Festskr. s. 12). Det andet æmne er derimod af en helt anden og sådan art, der må siges at være taget ud af Árnis centrale studium. Ved den første af disse taler indfandt hele Konsistorium sig. Det viser, at æmnet vakte opmærksomhed, vistnok udover, hvad der ellers var tilfældet (Festskr. 103).

Kun lidet vides om Árnis forhold til Island i disse år. Uden tvivl har han haft livlig brevveksling med sine venner deroppe, bedt dem om håndskrifter og oplysninger. Et enkelt brev (af 25/5 91) til Magnus Jónsson i Vigur (d. 1702) viser dette. Brevet er svar på et andet af 26/7 1690. I brevet takker han for modtagne mindre sagaer, og beder Magnus om at skaffe sig defekte sagaer som Bjarnarsaga; han nævner andre sager, han kunde ønske, både sagaer (uhistoriske) og rimer; han beder undskylde, at det, han sender Magnus, ikke er så meget i arketal, som denne sender ham, det er så dyrt, siger han, at lade afskrive sagaer i København.

I det hele har Árni i disse år haft meget rolige dage, mest beskæftiget med sin egen videnskabelige syslen, med Þormóðs Orcades, der stadig er forhandlingsæmne mellem de to. og Færøbogen, samt en nybearbejdelse af Series, der herefter også bliver et diskussionsæmne mellem Árni og Þormóður, samt vel og ikke mindst med sit arbejde i Moths tjæneste: »jeg dependererer af Moths hus som client, håber noget godt deraf med tiden — måske til sommer — men har endnu ikke oppebåret noget videre med undtagelse af kosten«. Hermed kan sammenlignes hvad han skriver til sin gode ven Björn Þorleifsson i foråret 1694: »Obersekr. Moth holder sin hånd over mig på samme måde, hvad jeg tror vil gavne mig i længden . . in summa, jeg kan ikke have bedre dage end nu«.

Brevene fra 1693 er ikke synderlig mange og lidet oplysende. Et af de vigtigste er et brev fra sysselmanden Ari Þorkelsson (findes kun i udtog), hvoraf det fremgår, at Árni har spurt ham om blade af et Sturlungahåndskrift, uden tvivl den såkaldte Reykjarfjarðarbók, hvoraf der haves sørgelige rester. Dette er et vidnesbyrd om Árnis sans for, hvad det særlig kom an på. Brevvekslingen med Þormóður i 1693 er af lignende art som tidligere og frembyder ikke meget af særlig interesse i denne sammenhæng. Fra foråret 1694 er det anførte brev til Bj. Þorleifsson af lignende art, idet han også beder ham om oldskrifter, særlig et bestemt hds. af Njála på pergament; det er utvivlsomt 466,4°.

På kollegiet havde Árni bolig til 5. sept. 1694. Men da havde han begyndt sin udenlandsrejse.