Kildeindex L

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Siden opdateres løbende. 35px-Emblem-star.svg.png Dansk.gif


KILDEINDEX
L-knap.png
L-knap.png

- en bibliografisk oversigt

Udarbejdet af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2010-2020




A-knap.png B-knap.png C-knap.png D-knap.png E-knap.png F-knap.png G-knap.png H-knap.png I-knap.png J-knap.png K-knap.png L-knap.png M-knap.png N-knap.png O-knap.png P-knap.png Q-knap.png R-knap.png S-knap.png T-knap.png U-knap.png V-knap.png Y-knap.png Þ-knap.png Æ-knap.png Ö-knap.png





Lais þáttr
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "Lais þáttr er en af fortællingerne i den lange udgave af Mágus’ saga jarls . . . " (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Laisþáttr (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).




Landnáma þáttr




Landnámabók
Landnámabók
Landnámabók
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
    • Dansk: Carsten Lyngdrup Madsen: Landnamabogen.
    • Norsk: L. K. Schei: Landnåmsboken.
    • Norsk: Jan Ragnar Hagland: "Landnåmabok - etter Hauksbók".
  • Beskrivelse: Landnámabók (bogen om Islands bebyggelse) er et enestående historisk dokument, der detaljeret beretter om dannelsen af den islandske stat lige fra begyndelsen til øens fuldstændige bebyggelse. Efter en kort indledning om den tidligste omtale af Island, de irske eneboere og skandinavernes opdagelse af landet, opregner bogen omkring 400 nybyggere, som bosatte sig der i perioden 870-930. Dernæst følger en streng geografisk opbygning, hvor egn efter egn gennemgås i urets retning med de bosættere, som slog sig ned rundt om på Island, ligesom de enkeltes jordbesiddelser anføres. Desuden gives der i anekdoteform små biografiske informationer om mange af bosætterne eller deres efterkommere frem til det 11. århundrede. Det er tydeligt, at forfatteren af Landnámabók har haft nøje kendskab til den islandske geografi, og den genealogiske rækkefølge er, når det gælder det 12. og 13. århundrede, helt igennem pålidelig. Islændersagaernes forfattere har lånt en betydelig del fra Landnámabók, når det drejer sig om genealogisk materiale, ganske vist indeholder de udgaver af Landnámabók, som er bevaret, i det mindste informationer, som på deres side stammer fra islændersagaerne.
  • Landnámabók er bevaret i flere versioner, hvoraf den ene kun fragmentarisk. Den ældste udgave er Sturlubók, der formodentlig er sammenskrevet af Sturla Thorðarson (1214-84) engang mellem 1275 og 1280, og som er bevaret i et håndskrift fra det 17. århundrede. Udgaven i Hauksbók stammer fra Haukr Erlendsson (d. 1331), er fra tiden mellem 1306-08 og er bevaret i originalmanuskript. Den tredje middelalderlige version i Melabók må være samlet i begyndelsen af det 14. århundrede, men er kun bevaret meget fragmentarisk på to pergamentsark fra det 15. århundrede. I det 17. århundrede var den givetvis i væsentlig bedre stand og blev anvendt som grundlag for Þórðarbók, der blev forfattet af Þórður Jónsson (d. 1670) fra Hitardal. Kun lidt ældre end denne version er den såkaldte Skarðarbók-udgave, som er sat sammen en gang før 1636 af Björn Jónsson fra Skarðsá. Den benytter såvel Sturlubók som Hauksbók som sine kilder. Men alle disse versioner har haft en forgænger. I epilogen til Hauksbók påberåber Haukr sig nemlig to ældre udgaver, hvoraf den ene stammer tilbage fra Ari Þorgilsson (1068-1148) og Kolskeggr Asbjarnsson, vel også omkring år 1100, og den anden, som var skrevet af Styrmir Kárason (d. 1245) omkring 1220. Den tabte Styrmisbók har stået Melabók nærmest, men da denne kun er bevaret i fragmenter, må Þórðarbók tjene som mellemled. Endnu vanskeligere er det at rekonstruere Aris og Kolskeggs udgave, da Styrmir åbenbart har benyttet denne som en væsentlig kilde og endda udvidet den. (Rudolf Simek / Herman Pálsson: Lexikon der altnordische Literatur, 2006)
  • Landnámabók eller blot Landnáma er en udførlig fremstilling af Islands bebyggelse med fortegnelse af alle landnamsmænd og deres slægt (med omtrent 3000 personnavne og 1400 stednavne), inddelt i 5 parter, af hvilke den første danner en indledning og orienterende oversigt over de første bosættelser i landet, de øvrige behandler hver sin fjerding. Beundringsværdigt er dette værk som enestående i sit slags; intet andet land eller folk ejer en sådan redegørelse for sin oprindelse og første historie. Den oprindelige forfatter skal være Are frode, men værket er fortsat og forøget af flere, såsom Styrmir frode og Sturla Þórðarson, hvilke to sidstnævntes arbejder er forenede af Haukr Erlandsson.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Landnámabók (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Landrés rímur
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "Landrés rímur er en versbearbejdning af andet afsnit af Karlamagnús saga. De stammer formodentligt fra første halvdel af det 15. årh." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Landrésrímur (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).




Landrés þáttr
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Anden del af Karlamagnús saga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Langfeðgatal
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Langfeðgatal [’laŋ-] (ɔ: Stamtavle, Optælling af Forfædre) bruges særlig som Navn paa et isl. Stamtavleskrift, sikkert fra 12. Aarh., hvori Nordens ell. Nordeuropas Kongeslægter føres tilbage til Odin som Stamfader, han var Tyrkerkonge, siges der, og flyede for Romernes Magt N. paa; og der opregnes tillige en Række af hans Forfædre. L. er det første isl. Skrift, der fremsætter Læren om Odin’s hist. Indvandring til Norden, og det ligger til Grund for de videre Grublerier over dette Emne i Snorre’s Heimskringla og i Fortalen til Edda. Det har ikke sin Hovedkilde i nordisk Overlevering, men er en Bearbejdelse af eng. Krønikearbejder fra den ældre Middelalder. L. foreligger væsentlig i to forsk. Affattelser. Den ene kender kun 11 Forfædre for »Voden ell. Odin« (alle efter eng. Overlevering), og den medtager 3 eng. Kongeætter som hans Afkom, foruden de fra Skjold stammende danske og sv. Kongeætter og de fra Sæming stammende norske Jarler. I den anden Affattelse af Værket »L. fra Noa til vore Konger« gaar Stamtavlen helt tilbage til Noa’s Søn Jafet, fortsættes gennem Navne fra den trojanske Sagnkreds, der til Dels identificeres med Asernes Navne, og naar saaledes de samme Forfædre for Odin; af hans Efterkommere nævnes kun selve de nordiske Kongeætter, Skjold’s og Njord’s Afkom. (Litt.: Axel Olrik, »Sakse’s Oldhistorie«, I [1892], S. 94; A. Heusler, »Die gelehrte Urgesch. im altisländischen Schrifttum« [1908], S. 17 ff., 76 ff.). (A. O.). Hans Ellekilde i Salmonsens konversationsleksikon, 1925. - Se også Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”, opslagene Langfeðgatal norskra konunga og Langfeðgatal Skjöldunga.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Langfeðgatal norskra konunga




Langfeðgatal Skjöldunga




Laurentius saga
  • Grundtekst:
    • Norrøn: C.R. Unger: Laurentius Saga
    • Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Helgensaga om den romerske martyr Laurentius, se Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Laurentius saga (Hóla)biskups
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Bispesaga.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Laurenzíús saga byskups (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).




Lausavísa
  • Beskrivelse: Egtl. "løs vise". Betegnelse for enkeltstående vers i modsætning til hele kvad. Disse løse strofer er bevaret i stort tal bl.a. i kongesagaer og islændingesagaer. Indholdsmæssigt er de som regel situationsbestemte og indgår i sagaens handlingsforløb. Stroferne stammer ikke nødvendigvis fra den skjald de tilskrives. For at finde en bestemt lausavísa, se i Tekstoversigt under den enkelte skjald.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Laustiks lioð




Laxdæla saga
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Islændingesaga. - "Laxdœla saga. Begivenhederne foregår i Laxárdalr ved Breiðafjörðr i tidsrummet 886—1030, og sagaen er en af de største og indholdsrigeste, tillige en af de bedste med hensyn til karakterskildringer (såsom af Ólafr Pá, hans rejser, giftermål, bolig — húsdrápa). Hovedpersonen er Guðrún Ósvifsdóttir; og striden om hende mellem de to unge høvdinger Kjartan og Bolli volder begges død. Ved beretningen om Kjartans og Bollis ophold i Norge hos kong Olav Tryggvason gives også skildringer af Norges tilstand og anføres begivenheder, der har betydning for historien. Forfatteren viser smag og skånsomhed og fører et let sprog, der vel ikke er så kærnefuldt som i de bedste sagaer, men behageligt og tiltalende. Han er åbenbart meget yngre end begivenhederne, og sagaen må være nedskrevet i 13de århundrede.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 58f).
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Laxdælasaga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Lazarus saga
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Oversat helgensaga, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Legenda de Sancto Magno




Legendariske saga om Olaf den Hellige




Leiðarvísan
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "Leiðarvísan (”Vejviser”) er en drottkvætt-drape fra midten af det 12. årh., som handler om helligholdelse af søndagen – et ikke ualmindeligt tema, hvilket også tages op i afsnittet Dróttinsdagamál i den oldislandske Homiliebog. Samtlige 45 strofer af digtet er bevaret. Det er digtet af eller under tilskyndelse af Runólfr Ketilsson (død 1186), en digterisk begavet præst i Nordisland." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Leiðarvísan (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Leiðarvísir
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "En angivelse af to pilegrimsrejseruter med anførelse af de forskellige byer, man kommer til, og deres mærkværdigheder (helgenlævninger og lign.). Beskrivelsen er i det hele velordnet og ligefrem og i det hele fuldkommen rigtig." (FJ)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Leiðarvísir (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Leifs þáttr Özurarsonar
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse: SeFæreyringa saga.
  • Beskrivelse: ”1031-1047. Færeyringa saga kap. 49-58.” Anden titel: Þrándar þáttr ok frænda hans. (Halldór Hermannsson: “Islandica” vol. 3, p. 42).
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Leitara lioð




Lejrekrøniken
  • Grundtekst:
    • Latin:
  • Oversættelse: Dansk: Jørgen Olrik: Lejrekrøniken.
  • Beskrivelse: Kort krønike på latin, skrevet i 1100-tallet om sagnkongerne i Lejre. Opr. titel: Chronicon Lethrense.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Libellus Islandorum




Liðsmannaflokkr
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "Liðsmannaflokkr er et skjaldelignende digt, hvoraf syv strofer er bevaret og som sandsynligvis stammer fra begyndelsen af det 11. årh. I Flatøbogen tilskrives digtet Olaf den Hellige, om hvem nogle af stroferne også handler, men i Knýtlinga saga tillægges det en af den danske kong Knud den Stores hirdmænd – vel fordi de øvrige strofer handler om Knud. Om stroferne oprindeligt har hørt til to forskellige digte (F. Jónsson) eller om det allerede fra starten har handlet om begge konger, lader sig vel ikke afgøre med sikkerhed." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Liðsmannaflokkr (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).




Lífssaga Jóns baptista




Lífssaga Olafs hins helga




Líkafrons saga ok kappa hans
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Fortælling fra 17./18. årh., se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Líknarbraut
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "Líknarbraut, »Nådens vej«, findes i samme hdskr. som Leiðarvisan og er fuldstændigt. Navnet findes i digtets næstsidste vers. Det består af 52 vers og er indrettet på lignende måde som f. ex. Leiðarvisan; det har indledning og slutning af samme beskaffenhed og indhold (påkaldelse af gud og bøn om hjælp og nåde); kun er den personlige indledning noget længere end sædvanlig, nemlig alle de første 12 vers. Herpå følger det første stefvers, hvorpå der kommer 4 stefjabalkar på 4 vers hver; stefet er enkelt. Digtets æmne er Kristi historie fra korsfæstelsen og døden til himmelfarten og den sidste dom, hvorved Kristi kors vil komme tilsyne; korset beskrives nu nærmere, dets forskellige navne (»himlens nøgle, himmelstige, himmelbro« osv.) og betydning anføres. Til slutning opfordrer digteren til at mindes Kristi død på korset, omtaler sin digterløn, digtets navn osv. Det er klart, at digtets hovedæmne er korset, det er et korsdigt, hvad jo også det 1. vers udtrykkelig fremhæver. — Líknarbraut er i det hele taget et af de smukkeste, mest poetiske og inderligste religiøse kvad fra det 12. og 13. årh. Et vers som det 5. skal man længe lede efter: »Nedlæg du, jordens og mænds lovpriste livsstyrer, herlig himmelsk frø i min sjæls mark, så at jeg i rette tid kan bære sand frugt af dit uvisnelige sædekorn, du altets prøver, bekendt for din kærlighed«. Kraftigt og virkningsfuldt er det, når digteren i v. 43—5 lader Kristus selv tale til menneskene om korset og dets betydning. Hvis man skulde søge nogen tilknytning mellem digtet og noget virkelig eksisterende, kommer man uvilkårlig til at tænke på et eller andet berømt kors og da snarest det bekendte Kaldaðarnæskors, men det vides ikke, hvor gammelt dette er. Noget bestemt originalskrift, digteren kunde have benyttet, kan næppe påvises. Dog er det klart, at han har haft en ældre prosaisk fremstilling om korset; deraf må forklares den lighed i ord, der findes mellem enkelte steder i v. 39 og 40 og slutningen af De sancta cruce i Stockh. Hom. s. 39." (FJ)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Líknarbraut (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Lilja
  • Grundtekst:
    • Norrøn: Finnur Jónsson: Lilja. (1913)
    • Norrøn: Finnur Jónsson: Lilja. (1929)
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Religiøst digt af den islandske digterpræst Eysteinn Ásgrímsson, (d. 1361).
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Litla-Jóns saga
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Betegnelse for en version af Jóns saga postola, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Ljósvetninga saga
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Islændingesaga. Andre titler: Þorgeirs saga goða, Guðmundar ríka ok Þorkels háks. (Halldór Hermannsson: “Islandica”, vol. 1, p. 78). - ”Ljósvetninga saga eller Guðmundar saga hins ríka. Tiden er omtrent 990 til 1050, stedet Eyjafjörðr og Þingeyarsyssel. Sagaen beretter om Gudmundr den mægtige og hans sønner samt forskellige familietvistigheder. Den indeholder vigtige bidrag til at vise høvdingernes opkomst og stilling. Der findes ingen kvad deri.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 62).
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Ljósvetningasaga (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Lokasenna
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Eddadigt. Lokasenna/Lokes ordstrid. ”Ægisdrekka eða Lokasenna (Lokes trætte). Da Øge (Ægir) havde fået Hymes store kedel, beredte han et stort gæstebud for guderne, men Loke ypper kiv og forhåner guderne den ene efter den anden, til sidst Siv, da Tor kommer til og truer med at ville knuse hvert ben i hans krop. Af frygt derfor forlader Loke hallen med det ønske, at Aserne aldrig mere må komme til gilde her, og med trusler mod værten. Loke danner modsætningen til de andre guder som det onde til det gode. Derved at han spotter guderne, ses disse fra deres skyggeside; men Lokes påfølgende straf viser, at løgnen og ondskaben ikke kan sejre.” (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 25).
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Lokasenna (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I).




Lokrur
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: “En humoristisk udgave udgave af fortællingen om Thors rejse til Udgårdsloke fra Snorres Edda. Hovedpersonen Loke har givet titel til denne fortælling, der vel er opstået omkr. 1400.” (Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Lokrur (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).




Love
  • Beskrivelse: "Lovkyndighed er den eneste gren af literaturen, hvori der ved siden af digtekunst og historie frembragtes noget af betydning så vel på Island som i Norge, ligesom også love ere de ældste skriftlige mindesmærker på Dansk og Svensk. Disse gamle love ere af vigtighed 1) for retsvidenskaben, med hensyn til lovenes historie og fortolkning, 2) for kulturhistorien, som vidnesbyrd om folkenes indre forfatning, deres religionsvæsen, familieliv o.s.v., 3) for sagaernes forståelse, hvor retsforhold idelig komme for, 4) for sproget, da mange udtryk og, talemåder her forklares, som siden ere gåede af brug. Lovkyndighed var hos de gamle Nordboer en væsenlig del af dannelsen, men den erhvervedes ligesom hos Romerne og andre oldtidsfolk rent praktisk ved deltagelse i de offenlige anliggender og retshandlinger (også i Norden var det skik, at unge mennesker bleve satte i huset (opfostrede) hos ansete lovkyndige mænd for at lære af dem, som Þorhallr Ásgrímsson hos den berømte Njáll); og lovene opstode ligeledes, naturligt og simpelt af vedtægter i samfundsforholdene og prøvedes ved erfaring. Først efter at en hel del slige bestemmelser ere vedtagne, kan der være tale om lovkyndighed, om der end endnu ikke er nogen skreven lovbog. Først efter kristendommens indførelse finde vi skrevne love, på hvilke den ny lære da straks havde haft indflydelse." (Georg F. V. Lund: Udsigt over den Oldnordiske Litteratur, s. 76).
  • “I Norge blev lovtekster allerede nedskrevet omkring 1100, men de bevarede håndskrifter stammer fra en langt senere tid. Landet var inddelt i fire retskredse, som havde hver sin lov. Gulatingsloven (Gulaþingslög) er bevaret i et enkelt fuldstændigt håndskrift (Codex Randzovianus, som findes på det kongelige bibliotek i Kbh.) og i nogle fragmenter (fx AM 315, fol); Frostatingsloven (Frostaþingslög) er bevaret i en række afskrifter af Codex Resenianus, som brændte i 1728. Af Eidsivatingsloven (Eidsivaþingslög) og Borgartingsloven (Borgarþingslög) findes kun et fragment bortset fra afsnittet om kirkeretten, som har overlevet. I 1274 indførte kong Magnus Lagabætir (”Lovforbedreren", regerede 1263-80) et nyt lovkompleks, som skulde gælde hele landet – den såkaldte Nye Lov af Kong Magnus.
  • Den første lov på Island var Ulfljotsloven (Ulfljótslög), og efter grundlæggelsen af Altinget (ca. 930) blev det en opgave for lovsigemanden, at han i løbet af sin treårige periode skulle fremsige en tredjedel af loven på hvert altingsmøde. Nedskrivningen af den verdslige lov påbegyndtes i vinteren 1117-18. Kirkeretten blev nedskrevet nogle år senere. Alle love fra Islands fristatstid (dvs. før 1271) går almindeligvis under fællesbetegnelsen Grágás (”Grågåsen”), som er bevaret i to codices Codex Regius af Grágás (GkS 1157, fol; ca. 1260) og Staðarholtsbók (ca. 1280); ud over dette findes kirkeretten i et selvstændigt håndskrift. I 1271 udsendte kong Magnus Lagabætir en ny lov for Island, den såkaldte Járnsiða (”Jernside”). Den byggede i vid udstrækning på de to norske love, Frostatingsloven og Gulatingsloven. Den er bevaret i Staðarholtsbók. Járnsiða var dog en uheldig lov og i 1280 sendte Magnús den islandske dommer Jón Einarsson til Island med et nyt codex, som blev godtaget i de efterfølgende år. Denne lovbog blev opkaldt efter lovsigemanden og blev kaldt Jónsbók . Jónsbók er bevaret i talrige håndskrifter. Udgaven fra 1904 anfører ikke færre end 148 håndskrifter.” (Kilde: Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift:
  • Litteratur:Finnur Jónsson: Lovene (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II).




Lucidarius




Lucie saga
  • Grundtekst:
    • Norrøn: C.R. Unger: Lucie Saga
    • Norrøn: C.R. Unger: "Heilagra manna søgur, Fortællinger og Legender om hellige Mænd og Kvinder", Bd. 1; findes i E-Bibliotek.
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Helgensaga.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Lykla-Péturs saga ok Magelónu fögru
  • Grundtekst:
    • Norrøn:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: Oversættelse af dansk værk, se Simek /Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.
  • Håndskrift:
  • Litteratur:




Lögmannsannáll
  • Grundtekst:
  • Oversættelse:
  • Beskrivelse: "Lögmannsannáll, der er en vigtig kilde til den islandske historie, går i sin nuværende form fra år 70 til 1430, men begyndelsen mangler. Størstedelen er forfattet af Einar Hafliðason, hvis håndskrift af teksten går frem til 1361, medens de næste 30 år tilsyneladende er indført under hans tilsyn. (AM 420b, 4to)." (Kilde: Simek/Pálsson: “Lexikon der altnordischen Literatur”.)
  • Håndskrift: AM 420 b, 4to
  • Litteratur: Finnur Jónsson: Lögmannsannáll (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, III).





A-knap.png B-knap.png C-knap.png D-knap.png E-knap.png F-knap.png G-knap.png H-knap.png I-knap.png J-knap.png K-knap.png L-knap.png M-knap.png N-knap.png O-knap.png P-knap.png Q-knap.png R-knap.png S-knap.png T-knap.png U-knap.png V-knap.png Y-knap.png Þ-knap.png Æ-knap.png Ö-knap.png