Kongespeilets affattelsestid

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Otto Blom (1830-1903)

Bemærkninger om
Kongespeilets Affattelsestid
Belyst ved den deri skildrede krigerske Udrustning og Vaabendragt

Af Artillericapitain Otto Blom

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1867

Angaaende det Tidspunkt, da Kongespeilet kan antages at være affattet, ere Kjenderne af den oldnordiske Litteratur komne til temmelig afvigende Resultater. Ei at tale om de ældre Forfattere, som have troet at kunne henføre dette mærkelige Skrift til kort efter Midten af det 12te Aarhundrede, eller dem, som have troet at kunne udpege Kong Sverre selv som dets Forfatter, ere de seneste lærde Udgivere af Kongespeilet, P. A. Munch, Keyser og Unger komne til Grunde, som de ansee for afgjørende, for at det maa være skrevet efter Aaret 1190 og før 1260; og efter indre Criterier ansee de det for rimeligst, at det maa være affattet mellem 1190 og 1196. Denne sidste nøiere Bestemmelse af Affattelsestiden finder N. M. Petersen ikke fyldestgjørende begrundet; han mener, at den ligesaa godt lader sig henføre til et Tidspunkt henimod 1260, hvilket han endog er tilbøielig til at ansee for rimeligst.

Den, der, som jeg destoværre, ikke er istand til at læse Oldskrifterne i Grundsproget, og for hvem desuden det at læse en Saga eller et Skrift som Kongespeilet kun er en Adspredelse fra Arbeider og Studier i en heelt anden, himmelvidt forskjellig Retning, er naturligviis heelt ubeføiet til at veie hine lærde Mænds Argumenter i denne Sag imod hverandre, endsige til at opkaste sig som Voldgiftsmand imellem dem. Naar jeg desuagtet vover mig til at fremsætte nogle Bemærkninger om, naar Kongespeilet kan formodes at være skrevet, da er det kun, fordi jeg har søgt at danne mig en Mening derom ad en Vei, som jeg ikke troer, at nogen Anden har fulgt i dette Spørgsmaal, samt i den Tanke muligt at kunne henlede Videnskabsmændenes Opmærksomhed paa et formeentligt i somme Tilfælde nyttigt Hjælpemiddel til at udfinde Affattelsestiden for Middelalderens litteraire Mindesmærker.

Det Hjælpemiddel, jeg her sigter til, er den critiske Betragtning af Costumet, saaledes som det omtales i Oldskrifterne. Jeg tager ikke Ordet Costume i den overførte vidtløftigere Betydning af "det historiske Costume", dvs. den hele Baggrund af historiske Forhold og Tilstande, paa hvilken de handlende Personer og Tildragelserne ere tegnede; jeg tager det i den dagligdags Betydning af Klædedragten. Kan man paavise, hvilken Tidsalders Klædedragt der har staaet en af de gamle Forfattere for Øie, da har man med det samme paaviist den Tidsalder, da han har skrevet sit Værk; ældre kan dette umuligt være, og yngre er det efter al Rimelighed ligesaa lidt, henseet til den fuldstændige Uvidenhed om ældre Tiders Dragt, der er saa gjennemgaaende i Middelalderen, og hvorom dennes billedlige Mindesmærker saa eenstemmigt aflægge Vidnesbyrd. Det krigerske Costume lader sig maaskee bedre end noget andet bruge til Tidsbestemmelser for Oldskrifterne. I disse findes det ofte leilighedsviis omtalt. Ad andre Veie er man istand til forholdsviis nøie at følge de vexlende Skikke i den krigerske Dragt, blandt andet fordi den saa tidt findes gjengiven paa Middelalderens Mindesmærker, ei alene i Billedhaandskrifterne, men ogsaa f. Ex. paa Mønter, Sigiller og Gravmæler, hvis Alder skarpt lader sig bestemme. Den krigerske Dragt er ikke saa uforanderlig gjennem lange Tidsrum som den geistlige; paa den anden Side ere dens Forandringer lettere at følge og holde Øie med, end det borgerlige Costumes, fordi den langt mindre end dette har skiftet efter vilkaarlige Moder og Nykker, men i det Væsenlige har fulgt en sammenhængende, historisk Udvikling fra det mindre Fuldkomne til det Fuldkomnere.

Som bekjendt indeholder Kongespeilet temmelig udførlige Oplysninger om sin Tids krigerske Dragt og Udrustning; det er ved en omhyggelig Undersøgelse heraf, at jeg troer, at man maa kunne finde Holdepunkter for en Bestemmelse af den Tid, da dette Skrift er affattet. Jeg skal tillade mig at anføre, hvilken Rustning Kongespeilet foreskriver den, som skal kæmpe tilhest, med andre Ord, hvorledes det stiller os sin Tids fuldstændige ridderlige Udrustning for Øie.

"Den Mand, som skal kæmpe tilhest, maa vel agte og have det, som tilforn er sagt, og maa være vel øvet i al Rytterfægtning. Til sin Hest behøver han følgende Udrustning. Den bør være vel og forsvarligen skoet, saa bør og Sadelen være stærk og forsynet med høie Buer, stærke Gjorde saavelsom andet Remtøi, en forsvarlig "Suzingul" (dvs. Overgjord) tværs over Sadelen og et forsvarligt Bringetøi foran. Baade foran og bag Sadelen bør Hesten være saaledes udrustet, at den ikke er blottet for Stød, Hug eller anden Vaabenbyrd; den maa have et godt "Kovertur" (dvs. Chabraque eller Dækken) gjort som et Pandser af blødt og vel sværtet (efter en Variant: opplukket) Lærred; thi det er et godt Værn mod alle Slags Vaaben, hvordan det saa end er forsiret udenpaa; men desuden lægges derover en god Hestebrynje. Med denne Udrustning bør Hesten tilhylles over Hovedet, Lænden, Bringen og Bugen, saa at ingen kan volde den Skade med Vaaben, end om han er tilfods. Hesten bør have et stærkt Bidsel, som man kan lide paa, baade til at holde den an og til at kaste den om, om saa gjøres behov. Men udenover Bidselet og over hele Hestens Hoved og Hals ligetil Sadelen skal man have en Grime, gjort af stridt Lærred, ligesom et Pandser, at ingen ved List skal kunne gribe Bidselet eller Hesten."

Fig. 1. Fra et latinsk Psalter henimod 1100.

"Men følgende Rustning bør man have selv. Gode og bløde Hoser, gjorte af blødt og vel sværtet Lærred, der naae heelt op til Beltet, og derudenpaa gode Brynjehoser, saa høie at man kan spænde dem med en dobbelt Rem (spænde dem dobbelt om sig?); men udenover dem bør man have gode Brynjebroge, gjorte af Lærred paa den Maade, som før er sagt; end behøver man udenpaa dem Knæstykker gjorte af tykt Jern med staalhaarde Nagler. Men oventil skal man nærmest Kroppen have et blødt Pandser, som kun naaer til midt paa Laaret, derover en Brystplade gjort af godt Jern, som naaer fra Brystvorterne til Beltestedet, men udenover den en god Brynje og udenpaa Brynjen et godt Pandser, gjort som før sagt er, dog uden Ærmer. To Sværd bør man have, eet spændt om Livet og et andet hængende ved Sadelbuen, dertil en god Brynkniv. Paa Hovedet bør man have en god Hjelm, gjort af godt Staal og med fuldstændigt Værn for Ansigtet, et godt og tykt Skjold hængende om Halsen men dog med paalideligt Haandfang, og desuden en god og hvas Glavind (Kesie) af godt Staal og vel skæftet. Nu er det ikke nødvendigt at tale mere om de Mænds Vaaben, som skulle kæmpe tilhest; dog er der endnu flere Vaaben, som man kan nytte tilhest, om man saa vil, saasom enten en Haandbue (Hornbue?) eller en Laasbue, der er saa veg, at man kan spænde den, skjøndt man er tilhest, og endnu flere Vaaben, om man vil have dem."

Der hvor Kongespeilet giver Forskrifter for krigerske Øvelser tilhest, anbefaler det at dække Brystet og Lemmerne godt med et "lukket Skjold" ; til Øvelserne tilfods anbefaler det at iføre sig Brynje eller tykt Pandser og at tage et tungt Skjold eller en Bukler og et tungt Sværd. Det tilraades at øve sig i at kaste og skyde tilmaals med Spyd og Bue saavelsom med Stavslynge, Haandslynge og med Vaabensteen; for den, der kæmper i slutet Fylking tilfods, er et Spyd mere værd end to Sværd. Tilsøs ere brede Skjolde i Forening med Brynjer gode at have, dog ere Pandsere det bedste Dækningsmiddel ombord sammen med Hjelme og "hængende Staalhuer"; af Angrebsvaaben nævnes lange og korte Spyd, Paalstave og Gafloker, Skjægøxer, Stavslynger, Skæftefletter og Vaabensteen, desuden Laasbuer, Haandbuer m. m.

For at undersøge hvilken Tidsalders Vaabendragt det er, der saaledes beskrives i Kongespeilet, er det vistnok rigtigst enkeltviis at gjennemgaae de nævnte forskjellige Dæknings- og Angrebsvaaben.

Fig. 2. Fra Bayeuxtapetet.

Gjennem hele Middelalderen ligeindtil langt hen i det 15de Aarhundrede udgjorde Brynjen det fornemste Stykke af den krigerske Dragt. Man havde som bekjendt tvende Slags, nemlig Ringbrynjer, dannede af et Væv af Jernringe, der greb ind i hverandre, og de langt sjældnere omtalte Spangebrynjer, dannede af smaa Stykker Jernplade, der vare fæstede paa et Underlag af Lærred, Læder e. sl. Begge Slags Brynjer havde Form af en Kjortel eller Skjorte med Ærmer; oprindeligt have Brynjeærmerne ikke været ret lange; paa Afbildninger fra det 11te og 12te Aarhundrede, selv stundom fra det Sidstes Slutning, naae Ærmerne ikke meget over Albuerne, som det f. Ex. sees paa den i Fig. 1 gjengivne lille Goliathsfigur fra et fransk Haandskrift saavelsom paa den fra det noksom berømte Bayeuxtapet tagne Rytterskikkelse Fig. 2.

Fig. 3: Fra Herrad v. Landspergs Hortus deliciarum, Slutn. af 12 Aarh. Fig. 4.: Fra et Maleri fra Nedstryens Kirke, Slutn. af 13. Aarh.

Men i det 12te Aarhundrede blev det dog mere og mere Skik at lade Brynjeærmerne naae til Haandleddene, senere endog forlænge sig udover Hænderne enten i Form af Bælgvanter eller som fingrede Handsker, som det sees paa den i Fig. 3 gjengivne Ridderskikkelse, der er hentet fra Herrad von Landspergs Hortus deliciarum, et tydsk Billedhaandskrift fra den anden Halvdeel af det 12te Aarhundrede. Saaledes med Handskerne i eet Stykke med Ærmerne finder man i Reglen Brynjerne afbildede hele det 13de Aarhundrede igjennem; i det Hule af Haanden havde Handsken gjerne en Slidse (den sees f. Ex. paa Fig. 5), hvorigjennem man, naar man vilde, kunde stikke Haanden ud for at frigjøre den (see Fig. 4); netop fordi Handskerne som oftest vare ieet med Brynjen, er det meget forklarligt, at Kongespeilet ikke nævner dem særskilt som en Deel af Udrustningen. Ganske det samme er Tilfældet med Brynjehætten eller Brynkollen, som dog nævnes særskilt baade i Sverres Saga, der hvor Kongens Udrustning i Slaget ved Oslo, Aar 1200, beskrives, og i den gamle norske Hirdskraa (af P. A. Munch henført til Aaret 1275) der, hvor den foreskriver, hvilke Vaaben Skutilsvendene skulde eie.

Fig. 5. Fra et engelsk Haandskrift fra henved 1300.

Allerede meget tidligt har det været Brug at give Brynjen en Hætte til at slaae op over og bedække Hovedet med Undtagelse af Ansigtet; denne Hætte sees f. Ex. paa Skikkelserne Fig. 2 fra Bayeuxtapetet og Fig. 3 fra Hortus deliciarum, og vil gjenfindes paa en Mængde Afbildninger fra hele det 13de Aarhundrede, f. Ex. Sir Williams Longespées Gravsteen fra 1226, Fig. 8, og de tvende Fig. 9 og 10, begge fra Slutningen af Aarhundredet. Fig. 4, der er hentet fra det høist mærkelige norske Kirkemaleri fra Nedstryens Kirke, gjengivende Legenden om Keiser Heraklius's Kamp med Kong Kosroes af Persien, hvilket nu opbevares i Bergens Museum, og som uden Tvivl skriver sig fra Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, viser at Brynjehætten var ieet med Brynjen ligesom Handskerne, men at man kunde smøge begge Dele af sig for Bekvemmeligheds Skyld ; til nærmere Oplysning heraf er den fra et engelsk Haandskrift fra Slutningen af det 13de Aarhundrede tagne Ridderskikkelse Fig. 5 meget vel skikket. Imidlertid er det fuldkomment sikkert, at Brynjehætten stundom bares adskilt fra Brynjen, i hvilket Tilfælde det da faldt naturligst som i Sverres Saga og i Hirdskraaen at nævne den særskilt som en Deel af Udrustningen. Afbildningerne antyde endog stundom umiskjendeligen, at Hætten ikke bestaaer af et Væv af Ringe saaledes som Brynjen, og et enkelt Sted af et tydsk Heltedigt viser, at Hætten, "das Kollier", stundom kun var et udstoppet Stykke dannet af blødt Tøi. Først i det 14de Aarhundrede blev det staaende Skik og Brug istedenfor Brynjehætten at bære en Brynjekrave ("camail"), der hang løst ned om Halsen fra Randen af en lille Jernhue, hvilken sidste efterhaanden voxede op til den for denne Periode eiendommelige Bækkenhjelm.

Fig. 6. Fra Bayeuxtapetet.

Medens Brynjen skaffede Værn for Kroppen, Armene og Hovedet, beskyttedes Benene ved Hjælp af Brynjehoser, i Reglen ligesom Brynjen bestaaende af et Væv af Jernringe, og som det synes i Reglen gaaende i eet Stykke fra Beltestedet ligetil Fodspidserne. Vistnok den tidligste Fremstilling af dette Værn forekommer paa Bayeuxtapetet, hvor det dog kun er nogle af de Fornemste af Normannerne, der, som Vilhelm Erobreren selv i Fig. 6, ere afbildede med Brynjehoser. Endnu hele det 12te Aarhundrede igjennem have Brynjehoser efter de samtidige Afbildninger at dømme været temmelig sjældent brugte; i det 13de Aarhundrede forekomme de derimod som oftest sammen med Brynjen. Paa de i Fig. 3 og 11 gjengivne Ridderskikkelser, begge tagne fra Herrad von Landspergs Hortus deliciarum, altsaa fra den anden Halvdeel af det 12te Aarhundrede, bedække Brynjehoserne kun Forsiden af Benene og ere snørede sammen paa Bagsiden med Lidser; man kunde fristes til at gjætte, at det er til denne Form, at Inge Baardsøns Saga hentyder, hvor den beretter, at der blandt det overvættes store Hærfang, som Baglerne gjorde ved Overfaldet paa Nidaros i Marts 1206, fandtes tre Hundrede Ringbrynjer og "gammeldags Brynjehoser"; paa Afbildningerne fra det 13de Aarhundrede finder man nemlig som oftest, at Brynjehoserne omslutte Benene heelt, som det sees paa Fig. 4, 7, 8 og 18; dog forekomme de paa Bagsiden snørede Hoser endnu leilighedsviis lige indtil Slutningen af Aarhundredet. Undtagelsesviis er det paa Afbildningerne antydet, at Brynjehoserne kun naae til nedenfor Knæene, i hvilket Tilfælde der da er særskilte Værn for Skinnebenene og Fødderne, Franskmændenes "chausses, Tydskernes "Kolzen"; disse ere stundom ikke dannede af Ringe eller smaa Jernplader, men erstattede med et Værn, der synes at have været enten af Læder eller udstoppet og gjennemstukket, men udvendigt af en eller anden Slags Tøi.

Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.

Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. Olds." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te Aarhundrede, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og 13de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden. Iøvrigt maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.

Ikke alene under selve Brynjen ansaaes det for nødvendigt, at bære et blødt Pandser; ogsaa under Brynjehætten bares der en udstoppet Pandserhue, hvis Form (som vore sjællandske Bønderpigers Huer nuomstunder) er gjengivet i Fig. 4. Det formodes at være denne Pandserhue , der leilighedsviis omtales i Kongespeilet under Navn af Kveifen; dog bruges det franske Ord "coif", hvoraf dette er Fordreielse, baade om Brynjehætten og om Pandserhuen. Som det synes har man stundom i det 13de Aarhundrede under Brynjehætten baaret en lille skaalformig Jernplade paa Issen; men i ethvert Tilfælde først lige imod Slutningen af Aarhundredet kommer denne Jernplade tilsyne udenpaa Brynjehætten som en Overgang til den følgende Periodes Bækkenhjelme (see Fig. 15).

Brugen af en Jernplade til Værn for Brystet over det indre Pandser, men under Ringbrynjen, har man almindeligen anseet for fortrinsviis eiendommelig for det 14de Aarhundrede. Kongespeilet staaer imidlertid ikke ene med sit Vidnesbyrd om, at Brystpladen har været i Brug allerede tidligere; den forekommer nemlig under Navn af "Plate" hos de tydske Digtere selv fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede ihvorvel sjældnere, hyppigere derimod hos dem, der have skrevet efter 1250. Den nævnes ligeledes under samme Navn i Hirdskraaen, som henhørende til den fuldstændige ridderlige Udrustning.

Af de Dele af den i Kongespeilet beskrevne Rustning, som bares udenpaa Brynjevævet, fortjene de saakaldte Brynjebroge, der vare forfærdigede som et Pandser, og som bedækkede Laarene indtil Knæene, særligt at fremhæves; disse Brynjebroge, der rimeligviis brugtes for Bekvemmeligheds Skyld ved Ridningen, forekomme nemlig neppe paa noget samtidigt billedligt Mindesmærke og findes neppe omtalte før efter Midten af det 13de Aarhundrede. Ligeledes maae de i Forbindelse med Brynjehoserne af Kongespeilet nævnte Knæstykker af Jern opfattes som en af de Detailler, som vise hen imod et Tidspunkt efter Aaret 1250; tidligere vil man neppe nogensinde finde dem afbildede eller omtalte, idetmindste ikke fra Europas nordlige Lande; af de fra det 13de Aarhundrede bevarede norske Ryttersegl findes kun Erik Præstehaders og Haakon Høilægs Sigiller fra 1296 at gjengive disse Knæstykker; deres Udseende sees af det dermed omtrent samtidige Kirkemaleri fra Nedstryen (Fig. 4), hvor Ridderne tillige bære tilsvarende Albuestykker. Der knytter sig en ganske særlig Interesse til disse Knæstykker af Jernplade, idet de maae betragtes som de første svage Spor til Overgangen fra Brynje- til Pladerustningerne, det første synlige Led i en langsom og gradeviis Udvikling, der lader sig forfølge fra c. 1250 til c. 1450, og ved hvilken Ringfletningerne Stykke for Stykke fortrænges af Jern- eller rettere sagt Staalplader. Det fortjener at bemærkes, at den norske Hirdskraa hverken nævner Brynjebrogene eller Knæstykkerne.

Fig 8. Gravsteen over Sir William Longespée. Jarl af Salisbury. Død 1126.

Foruden det allerede omtalte indre Pandser, der bares nedenunder Brynjen, nævner Kongespeilet et ydre Pandser til at bære udenpaa Brynjen, hvilket skal være uden Ærmer og idetmindste ifølge et af Haandskrifterne løst og vidt. At dette Overstykke benævnes et Pandser, stemmer med den franske Benævnelse for samme nemlig "pourpoint", der netop tyder hen paa, at det engang har været Brug at have det udstoppet og gjennemstukket; men alle afbildninger fra det 13de Aarhundrede ere enige om at gjengive det som en folderig, vid Kjortel af et blødt Stof, som oftest kun naaende til Knæene, som paa den i Fig. 8 gjengivne Gravsteen over Sir William Longespée, Jarl af Salisbury, død 1226, sjældnere næsten fodsid og ligeledes sjældent og først efter Midten af Aarhundredet forsynet med kortere eller længere Ærmer som paa den i Fig. 9 gjengivne Goliathsskikkelse, tagen fra et Haandskrift fra Tiden henimod 1300. I det 14de Aarhundrede blev det Skik og Brug at bære Overkjortelen kort og ganske snever ("Lendner", "cotte-hardie") med besynderligt udtakkede Ærmer. Den folderige, ærmeløse Overkjortel er et af de meest karakteristiske Kjendemærker for det 13de Aarhundredes Vaabendragt; vel seer man ikke sjældent Riddere fra dette Aarhundrede, endog fra dets anden Halvdeel gjengivne uden Overkjortelen; det før omtalte Lavatorium afgiver et Exempel derpaa; men man vil yderligt sjældent finde nogen Afbildning, der er ældre end Aaret 1200, hvor der er viist en Overkjortel over Brynjen. Denne Kjendsgjerning synes at medføre, at der bør være meget afgjørende Beviser tilstede, inden man henfører et Skrift, der som Kongespeilet antyder denne Klædeskik, selv blot til Slutningen af det 12te Aarhundrede. Af de engelske Konger er Johan uden Land (1199—1216), af de skotske Alexander den 2den (1214—1219) den første, paa hvis Ryttersegl man seer Kjortelen udenpaa Brynjen. Selv i sydeuropæiske Lande er denne Skik kun faa Aar ældre; af østerrigske Fyrstesegl ere saaledes Leopold d. 6tes fra 1197 og 1207 de første, der bære Vidne om den. I Norge skal ifølge Sverres Saga Kong Sverre i Slaget ved Oslo 1200 have baaret baade et Pandser og en rød Overkjortel ovenpaa Brynjen; der haves deri et forholdviis overordenligt tidligt Vidnesbyrd om Overkjortelens Forekomst, saafremt ellers denne Beretning er til at stole paa.

Fig. 9. Fra et engelsk Haandskrift, henved 1300.

Man vil maaskee mene, at Sverres Saga er ubetinget tilforladelig, da den er forfattet af en Samtidig; jeg skal dertil blot bemærke, at denne Saga dog maa have faaet sin endelige Redaktion efter 1202, eftersom Kong Sverres Død berettes i den; og er den affattet f. Ex. 1210, da forekommer det mig ingenlunde urimeligt, at Forfatteren, for at gjøre sin Skildring af Slaget ved Oslo mere levende, har iført sin Helt den Vaabendragt, der brugtes i Aaret 1210, uden at tænke over, om denne Dragt allerede var i Brug i Aaret 1200. Med Hensyn til den Slags Detaillers objektive Sandhed have hiin Tids Historieskrivere øiensynligt været overmaade lidet nøieregnende. Jeg skal, om det ellers gjøres behov, tillade mig at nævne et Par Exempler derpaa. Enhver, der har læst Knytlingesagas mesterlige Skildring af Kampen i Sanct Albani Kirke, husker, hvorledes Bengt Svendsens Udseende beskrives: "han var iført en rød Skarlagens Kjortel, ovenpaa den havde han en Brynje og yderst en Silketrøie uden Ærmer; han bar en guldbeslaaet Hjelm, et rødt Skjold, hvorpaa en Ridder stod malet, og et skjønt Sværd i Haanden. I Beretningen om Slaget ved Svolder skildrer Snorre Sturlasøn Olaf Tryggvesøn med de Ord: "Kongen stod i Løftingen paa Ormen og ragede høit op; han havde et guldlagt Skjold og forgyldt Hjelm og var let at kjende fra andre ; han bar en rød kort Kjortel over Brynjen. Den Dragt, som her Prinds Bengt og Kong Olaf ere skildrede i, med Kjortelen over Brynjen, var sikkert nok hverken i Brug i 1086 eller Aar 1000; det er simpelthen den Dragt, som var i Brug, dengang Knytlingesaga og Heimskringlen bleve skrevne, og Forfatterne til disse have ikke taget i Betænkning at iføre Fortidens Helte deres egen Samtids Dragt. Dette er saa meget mærkeligere, som Snorre Sturlasøn fra sin egen Ungdom har maattet kunne huske den Tid, da man ingen Kjortel bar over Brynjen; at baade han og Knytlingesagas Forfatter have kjendt denne ældre Klædeskik, røbe de derved, at de paa andre Steder malende nok sammenligne Udseendet af en Skare brynjeklædte Mænd med en Vold af Iis, hvorved Tanken om Kjortler over Brynjerne er udelukket. Et endnu mere slaaende Exempel paa en Forfatteren selv utvivlsomt fuldkomment bevidst Anakronisme m.h.t. Dragten frembyder Snorres Skildring af den Kamp i Irland, i hvilken Magnus Barfod fik Banesaar i Aaret 1103. "Kong Magnus havde en Hjelm paa Hovedet og et rødt Skjold, hvorpaa der med Guld var lagt en Løve; han var omgjordet med Sværdet Lægbider, det skarpeste Sværd med Tandhjalt og Middelkavle omlagt med Guld; i Haanden havde han en Kesie og en rød Silketrøie over Skjorten, paa hvilken der baade for og bag var indsyet en Løve af guul Silke. Ved den gyldne Løve i det røde Felt har Snorre Sturlasøn rimeligviis havt det norske Rigsvaaben for Øie. Men heraldiske Vaaben kom som bekjendt, idetmindste i Nordeuropa først i Brug 100 Aar efter Magnus Barfods Død; Richard Løvehjerte fører først i sit andet Sigil fra 1198 de tre Leoparder i sit Skjold, og de danske tre Løver kjendes først fra Begyndelsen af Valdemar Seirs Tid. Snorre Sturlasøn maa altsaa selv som Voxen have oplevet Opkomsten af de heraldiske Mærker, og dog anbringer han dem paa Magnus Barfods Skjold og Overkjortel. Endnu blot een Bemærkning: ved Svolder bar Kolbjørn Staller samme Dragt som Kong Olaf; i hiin Fægtning i Irland bar Eivind Alboge en rød Trøie ganske som Kong Magnus's; ved Oslo var Ale Halvardsen klædt ganske som Kong Sverre; ved alle tre Leiligheder gav denne Overeensstemmelse i Dragten Anledning til Feiltagelser. Denne Parallelisme i Beretningerne er neppe tilfældig; den kan ikke andet end give Anledning til en vis Mistanke om, at man her har at gjøre med en stadigt tilbagevendende Fiction, og at det muligviis blot er for at sætte denne Fiction i Scene, at Forfatterne med velberaad Hu have givet fuldstændige Skildringer af Kongernes Dragt; har der været en slig bevidst Hensigt tilstede, da kan man ikke undre sig over, at der er begaaet Feiltagelser i Beskrivelsen af Dragten, selv af en samtidig Forfatter; thi for det stilistiske Øiemed har det været af heelt underordnet Betydning, om den givne Skildring af Dragten var objektiv rigtig eller ei; og det skulde da være gaaet underligt til, om den ikke var bleven falsk. — Efter denne maaskee altfor vidtløftige Digression skal jeg vende tilbage til Betragtningen af de enkelte Dele af den i Kongespeilet beskrevne krigerske Udrustning.

Fig. 10. Fra et engelsk Haandskrift, henved 1300.

Brynjehætten i Forening med Pandserhuen afgav i og for sig et ganske godt Værn for Hovedet; hele det 13de Aarhundrede igjennem seer man derfor ogsaa af de samtidige Afbildninger, at Ridderne jævnligt ere gaaede i Kamp uden nogen anden Hovedbedækning; allerede Bayeuxtapetet frembyder Exempler derpaa (see Fig. 2) ; men dette samme Mindesmærke viser tillige, hvor tidligt det har været Brug til yderligere Værn at anbringe over Brynjehætten en Hjelm i Skikkelse af en toppet Staalhue med en smal Skinne, den i Oldskrifterne saa tidt omtalte "nefbjørg" ragende fra Panden ned over Ansigtet; denne, "den normanniske Hjelm", som en fransk Antiqvar har benævnt den, holdt sig i Brug ei alene hele det 12te, jvfr. Fig. 1, 3 og 7, og hele det 13de Aarhundrede igjennem, som det sees paa Fig. 10 og 11, den første taget fra et engelsk Haandskrift fra Slutningen af det 13de Aarhundrede, den anden fra det omtrent samtidige Maleri fra Nedstryens Kirke; med forskjellige Modificationer holdt den aabne Hjelm med Næseskinnen sig i Brug endog lige til Trediveaarskrigens Tid. At Hjelmen med Næseskinnen i Forening med Brynjehætten ikke lod meget af Hovedet og Ansigtet ubedækket, sees tydeligt nok af de her givne Billeder, og maaskee endnu bedre af en det oldnordiske Museum tilhørende galvanoplastisk Afstøbning af en jordfunden lille Broncefigur, som fordum gjemtes i den flensborgske Samling.

Fig.11. Fra Maleriet fra Nedstryen.

Ikke desto mindre lagde man Vind paa at skaffe Ansigtet en endnu bedre Beskyttelse; i et Bestiarium, som findes i den arnamagnæanske Samling, og som udentvivl skriver sig fra det 13de Aarhundrede, findes et Billede, der forestiller en Elefant med et Taarn paa Ryggen, fuldt af væbnede Mænd; man seer der, at Næseskinnen har faaet en stor, bladformet Udvidelse forneden; paa den endnu tidligere Rytterskikkelse fra Herrad von Landspergs Hortus deliciarum Fig. 12, er Næseskinnen endog voxet op til en heel Maske for Ansigtet kun med to Huller for Øinene. Da dette imidlertid, saavidt bekjendt, er et ganske enestaaende Exempel, er det ikke rimeligt, at der i Kongespeilet ved "en Hjelm med fuldstændigt Værn for Ansigtet" er tænkt netop paa denne Form; det synes ulige rimeligere, at der herved og ved de "hængende Staalhuer", saavelsom ved den "vide Staalhue af den tydske Slags", som Kong Sverre ifølge Sagaen skal have havt paa i Slaget ved Oslo 1200, er hentydet til de fuldstændigt lukkede Hjelme, som maae antages at være opkomne i de allersidste Aar af det 12te Aarhundrede, eftersom Kong Richard Løvehjertes andet Sigil fra 1198 afgiver det vistnok tidligste bekjendte Exempel derpaa.

Fig. 12. Fra Herrad von Landspergs Hortus deliciarum. Slutn. af 12. Aarh.

Denne lukkede Hjelm blev baaren løst over Hovedet og under den bar man til yderligere Beskyttelse Brynjehætten og Pandserhuen. Allerede i Løbet af det 13de Aarhundrede forekommer den i meget forskjellige Former. Hos den tydske Digter Wolfram von Eschenbach, hvis Værker antages at være skrevne i Aaringerne 1205-1210, synes de lukkede Hjelme endnu at finde Omtale som noget Nymodens, og de ere deri omtalte, som om den Deel, der beskyttede Ansigtet, "die Fintale" (en Fordreielse af det franske Ord "ventail"), ikkun bandtes eller snøredes fast til Hjelmen. Vistnok en af de tidligste, endnu ikke fuldt udviklede Former af den lukkede Hjelm er gjengivet i Fig. 13, taget fra et Billedhaandskrift fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede af Heinrich von Veldecks "Eneidt", og dobbelt mærkelig derved, at den er smykket med et Hjelmtegn; denne bizarre Prydelse, i dette Tilfælde et Fuglehoved, der forfærdigedes af Pergament e. dsl., forekommer nemlig ellers først ved Midten af Aarhundredet, og det er endda et meget tvivlsomt Spørgsmaal , om man, ei alene i Norden, men selv i England er istand til at paavise et Exempel paa Forekomsten af et egenligt Hjelmtegn før efter 1300.

Fig. 13. Fra H. v. Veldecks Eneldt fra Begyndelsen af 13. Aarh.

En meget almindeligere Form af den lukkede Hjelm i det 13de Aarhundrede er den, som man har benævnet Tøndehjelmen, en oventil flad, næsten cylindrisk Staalhue, der hang ned om Hovedet til i Høide med Hagen, og hvis Visir, dvs. den Deel, der dækkede Ansigtet, havde Tværsprækker til at see udad og Huller for Munden til at drage Veiret igjennem; stundom var dette Visir fast forbundet med den øvrige Hjelm, stundom synes det at have været bevægeligt, saaledes som det maaskee kan antages om den i Fig. 14 afbildede Hjelm fra den engelske Konge Henrik den 3dies Sigil. Man forstaaer let ved at betragte denne Afbildning eller endnu bedre de tvende Lavatorier i det oldnordiske Museum, der forestille Ryttere med slige Hjelme, hvorledes det i Slaget ved Tagliacozzo 1268, hvor Carl af Anjou overvandt Conradin og tog ham fangen, kunde hændes en af de franske Riddere, Guy de Montfort, at han ved et Landsestød fik Hjelmen dreiet rundt paa Hovedet, saa at Sprækkerne for Øinene kom til at sidde i Nakken ; han hug om sig iblinde med Sværdet, indtil en af hans Stalbrødre omsider, efter at have navngivet sig for ham, fik Lov til at komme ham nær nok til at sætte ham Hjelmen ret paa Hovedet igjen.

Fig. 14. Fra Henrik d. 3dies Sigil.

Som det synes brugte man for at forhindre denne Slags Uheld saavelsom det, at Hjelmen skulde kunne stødes af Hovedet, at "opbinde" Hjelmen, d. v. s. med Snore eller Remme at gjøre den fast for og bag til Brynjen; ikkedestomindre var det nødvendigt under Hjelmen at bære Brynjehætten og Pandserhuen; ved en Tournering 1252 kom saaledes en engelsk Adelsmand Roger de Lemburn uforvarende til at dræbe sin Modstander Arnold de Montigny, fordi denne ikke havde nogen Brynjehætte under Hjelmen. Det er den ovenfor beskrevne fladtoppede Form af den lukkede Hjelm, som forekommer hyppigst paa danske, norske og svenske Segl fra den anden Halvdeel af det 13deAarhundrede, saaledes paa Hertug Erik af Sønderjyllands fra 1269, Peder Finsens fra 1251 og Torben Pedersens fra 1263, endvidere paa Kong Haakon den Unges fra 1250, Magnus Lagabæters fra 1265 og 1278 og selv paa Bjarne Erlingsens fra 1297 samt paa Birger Magnussøns fra 1254 og 1257, Magnus Ladelaases fra 1270 og Bengt Birgersøns fra 1283. Først henimod Slutningen af Aarhundredet fik den store Hjelm en mere rundtoppet eller spidstoppet Form og kom omtrent samtidigt til at naae heelt ned til Skuldrene, som det f. Ex. sees paa Fig. 15, taget fra Maleriet fra Nedstryens Kirke, og som den synes at være antydet paa Magnus Lagabæters 3die Sigil, saavelsom paa Erik Præstehaders Segl fra 1296, hvorfra Fig. 16 er taget, og paa Haakon Høilægs af samme Aar, medens han endnu var Hertug.

Fig. 15. Fra maleriet fra Nedstryen.

Den samme Form af Hjelmen holdt sig i Brug hele det 14de Aarhundrede igjennem, men forekommer da saagodtsom altid forsynet med Hjelmtegn og Hjelmklæde, f. Ex. paa Magnus Smeks Segl og paa det Signet, der gjemmes i det oldnordiske Museum, og som har tilhørt en Markvard Skinkel. — Paa Afbildningen Fig. 16 fra Erik Præstehaders Sigil vil man finde to opretstaaende Vinger ved Skuldrene, prydede med den norske Løve; disse paa fransk saakaldte "ailettes" vare ikkun en af Pergament eller Læder dannet Prydelse, der er karakteristisk for Slutningen af det 13de Aarhundrede og kun bestemt til at stille de heraldiske Mærker tilskue; man var ikke tilfreds med at have dem anbragt paa Skjoldet, Hjelmen, Overkjortelen og Hestedækkenet, stundom endog paa Sadelbuen; saamegen Priis satte man allerede paa disse adelige Mærker, neppe Hundrede Aar efter at de vare komne i Brug.

Fig. 16. Fra Erik Prestehaders Segl 1296-98.

Kongespeilet gjør Forskjel mellem tvende Slags Skjolde, Bukleren og det egenlige Skjold. Bukleren (Navnet vistnok fordreiet fra det franske "bouclier" var et rundt lille Skjold, der førtes i den venstre Haand, og derfor kun brugtes i Kampen tilfods og tilsøs; dets Udseende og Anvendelse sees af Fig. 17, en fantastisk Randtegning fra et Haandskrift af Bibelen, som Kugler, ihvorvel neppe med Rette, henfører til det 14de Aarhundrede; det sees ogsaa afbildet paa en med Udskæring forsiret Æske af Hvalrostand, som gjemmes i det oldnordiske Museum, som ligeledes eier et sligt lille Rundskjold, rimeligviis fra det 13de Aarhundrede. Bukleren omtales iøvrigt sjældent i Oldskrifterne, ihvorvel den nævnes baade af Kongespeilet og Hirdskraaen; maaskee man deraf med nogen Rimelighed kan slutte, at den først er kommen i almindelig Brug i Norden ved et Tidspunkt i det 13de Aarhundrede, da de fleste og vigtigste af Oldskrifterne allerede vare førte i Pennen. Det egentlige Skjold brugtes saavel tilhest som tilfods og førtes derfor hængende i en Rem over den høire Skulder. I Kampen tilhest spillede det store Skjold i den ældre Middelalder en vigtig Rolle, idet det hang ned og bedækkede hele Rytterens venstre Side; paa denne Side er det endnu i vore Dage Rytteren vanskeligt nok at føre sine Vaaben og værge sig med Eftertryk og har været det endnu langt mere i hiin Tid, da Rytteren maa have havt ondt ved at bevæge sig, indesluttet som han var i en vistnok i høieste Grad ubekvem Pandserdragt og tilmed i en snever Sadel. Hvor meget man har sat Lid til Skjoldet fremgaaer deraf, at en Rolandsstøtte fra det 11te Aarhundrede ved Domkirken i Milano kun har Brynjeklædning paa det høire Been. Paa Bayeuxtapetet forekommer det store Skjold af Form som en Papirsdrage (see Fig. 2) af Mandshøide, ganske fladt, forneden spidst, foroven rundt efter en Halvcirkel. Allerede i det 12te Aarhundrede træffes det brugt tilhest og tilfods i en noget anden Skikkelse, (see Fig. 3, 7 og 12), nemlig lige afskaaret foroven og stærkt bøiet; efter al Rimelighed er det disse bøiede Skjolde, som Kongespeilet benævner lukkede. I Løbet af det 13de Aarhundrede blive Skjoldene bestandigt mindre og mindre; endnu paa Haakon den Unges Sigil fra 1250 og paa Knud Jarls fra 1255, saavelsom paa den engelske Konge Henrik den 3dies, og Edward den 1stes fra 1270 (see Fig. 14 og 19) har Skjoldet den bøiede eller lukkede Form; men allerede paa Magnus Lagabæters Sigil fra 1265 saavelsom paa Erik Præstehaders, Haakon Høilægs og Bjarne Erlingsens fra Aarhundredets sidste Decennium er Skjoldet svundet ind til en lille flad Plade, neppe tjenlig til andet end til at bære Adelsmærket tilsyne paa (see Fig. 16); det samme sees paa Maleriet fra Nedstryen (see Fig. 4 og 20). Dog forekommer leilighedsviis det lukkede Skjold ei alene ved Slutningen af det 13de Aarhundrede (see f. Ex. Fig. 9), men selv langt ind i det 14de kan man finde det gjengivet paa Gravmæler. At Skjoldet saaledes efterhaanden formindskedes, var en ganske naturlig Følge deraf, at det blev mere og mere overflødigt, altsom Rustningerne iøvrigt bleve fuldkomnere; heelt gik det af Brug, undtagen netop til Tournering, dengang Pladerustningen ved Midten af det 15de Aarhundrede naaede sin fuldstændige Udvikling. Det fiirkantede Skjold og den saakaldte Trallehjelm, som findes gjengivet i alle Nutidens Adelsvaaben, have aldrig været brugte i Krig, kun til Tournering, Trallehjelmen enddatil den meest ublodige Art af Tournering, ved hvilken det kun gjaldt om den kummerlige Triumf med et Træsværd at slaae Hjelmtegnet af sin Modstanders Hjelm.

Fig. 17. Fra et Bibelhaandskrift.

Gaaer man fra Rytterens Rustning over til Hestetøiet, saaledes som det af Kongespeilet beskrives, da vil man let gjenkjende Sadelen som den, der i væsenligt uforandret Skikkelse var i Brug lige fra Slutningen af det 12te Aarhundrede til efter Middelalderens Slutning. En ældre Form af Sadelen, hvis Beskaffenhed dog neppe ganske lader sig oplyse, sees paa Rytterskikkelserne fra Bayeuxtapetet (see Fig. 2 og 18) og paa endnu ældre Mindesmærker.) Den senere brugelige Sadel, til hvilken Kongespeilet utvivlsomt hentyder, og som er fremstillet i Fig. 4, 12 og 19, havde tvende høit opstaaende, saakaldte Buer, begge forfærdigede af Træ; den forreste afgav Værn for Underlivet, tildeels endog for Laarene; den bageste tjente til at give et fast Støtte for Sædet, hvad der var af stor Vigtighed for Rytteren, som skulde kunne taale et kraftigt Landsestød paa Hjelmen, Skjoldet eller Brystpladen uden at lettes af Hesten. For at gjøre det lettere at sidde fast gjordes Sadelen meget trang mellem Buerne, saa at den maa have været høist umagelig at ride i. Stigremmene brugtes meget korte, og Rytteren traadte med Svangen af Foden, ikke med Ballen, i Bøilerne. Sadelen fastholdtes fornemmelig ved Sadelgjorden, som Kongespeilet benævner "Surzingull", ligesom de tydske Digteres "Surzengel" øiensynligt en Fordreielse af det franske "surceint"; af Sadelgjordens Styrke afhang det fornemmelig, om Rytteren skulde kunne modstaae et Landsestød, og Kæmpevisen om Svend Felding viser, hvormegen Vægt der lagdes paa at have en forsvarlig Gjord. Af ikke mindre Vigtighed var Bringeremmen, der tjente til at hindre Sadelen i at glide tilbage, og som ligefrem var spændt fra Sadelen omkring Hestens Bringe (see Fig. 12); denne Bringerem findes aldrig glemt paa de samtidige Billeder.

Hestebrynjen synes at være opkommet i den anden Halvdeel af det 12te Aarhundrede, men først lang Tid efter at være kommen i almindelig Brug. Rigtignok fortæller Roman du Rou, der er skrevet efter 1150, at i Slaget ved Hastings:

Vint Willame li filz Osber

Son cheval tot covert de fer.

Fig. 18. Fra Bayeuxtapetet.

Men en Vaabenhistoriker har bemærket, at det formodenlig kun er for det gode Riims Skyld, at Forfatteren her har givet Hesten et Jerndækken. Paa Bayeuxtapetet ride selv de fornemste og fuldstændigst udrustede Riddere paa nøgne Heste, som det f. Ex. sees paa den derfra hentede Fig. 18. Snorre Sturlasøn lader i Slaget ved Stanfordbro Harald Godwinsøns Tingmænd ride paa brynjede Heste; enhver, vil huske den mesterligt skildrede Scene i Harald Haarderaades Saga, hvor Harald Godwinsøn selv Tyvende rider frem af Tingmændenes brynjeklædte Rytterskare for at byde Toste Jarl Forlig og Harald Haarderaade syv Fod Jord, eller saameget, som han maatte være høiere end alle andre Mænd. Men med disse brynjeklædte Heste har det dog vistnok sit eget Forholdende. Alle de norske Beretninger om Slaget gaae ud paa at fremhæve, at Aarsagen til Nederlaget var den, at Nordmændene havde ladet Brynjerne blive tilbage paa Skibene; allerede dengang har man havt for Skik at søge Forklaringen til et Nederlag i Fjendens Overlegenhed i Vaaben og Udrustning. Ligesom for ret at stille Nordmændenes Mangel paa Brynjer i et grelt Lys, saa at ingen Læser skulde oversee den, fortæller en af Sagaerne, at der var een eneste blandt Nordmændene, en Islænder, der havde en Brynje, og det var endda kun en Brynstak; han tilbød Kong Harald den, som dog afslog den. Snorre Sturlasøn lader endog de Nordmænd, der langt om længe under Eisten Orres Anførsel indtraf fra Skibene, kaste Brynjerne fra sig i Striden; dette lyder i høi Grad usandsynligt og leder kun Tanken mere hen paa, hvor megen Vægt der er lagt paa, at Nordmændene vare brynjeløse i Slaget; det kan ikke andet end bestyrke den Formodning, at det er for Modsætningens Skyld, altsaa i en bestemt Tendents's Tjeneste, at Snorre lader Tingmændene være brynjeklædte ei alene Mændene, men og deres Heste. Man maa gjøre sig saa store Forestillinger man vil om dette Rytteri, det være nu Svend Æstridsens Hjælpetropper eller ei, og om dets Udrustning, saa er der dog vistnok noget urimeligt i, blot paa en 150 Aar yngre Forfatters Udsagn, at tænke sig det forsynet med en Udrustning, hvortil ellers de første Spor først vise sig omtrent 100 Aar senere, og det tilmed i en heelt anden Kant af Europa, nemlig i Italien. — Mærkeligt nok fremhæver Haakon Haakonsøns Saga i Beretningen om Slaget ved Largs 1263, der jo nok af sin Samtid kunde betragtes som et Sidestykke til det ved Stanfordbro, to Hundrede Aar forud, det skotske Rytteris brynjeklædte Heste; det er muligt, at Sturla Thordsøns Beretning her kun indeholder en Reminiscents fra Snorre Sturlasøns Skildring; men der er ligeledes muligt, og maaskee rimeligst, at Sturla Thordsøn fremhæver de brynjeklædte Heste , fordi disse endnu i 1263 vare noget meget Usædvanligt i Nordmændenes Øine. Hestebrynjerne kjendes vel allerede fra Slutningen af det 12te Aarhundrede; de tydske Digtere fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede omtale dem, men den norske Hirdskraa omtaler ikke Hestebrynjer, og først 1298 i England og 1303 i Frankrig blev det gjort til Pligt for Besidderne af visse Eiendomme at stille "chevaux couverts" til Kongens Tjeneste; og det er endda tvivlsomt, om disse have været brynjede eller blot forsynede med et Pandser eller, som Kongespeilet i Overeensstemmelse med tydske Digtere fra Begyndelsen af Aarhundredet benævner det, en Kovertur. Paa Afbildninger fra Middelalderen er det overordenligt sjældent, at selve Hestebrynjen findes afbildet; fra den anden Halvdeel af det 13de Aarhundrede har man derimod mange Billeder, hvor Hesten sees indhyllet i et stort Chabraque eller Dækken, hvorunder Hestebrynjen idetmindste i nogle Tilfælde kan tænkes skjult. Kongespeilet nævner et saadant Chabraque, en Grime, over Forparten af Hesten; paa dennes Kryds skulde da altsaa Brynjen være ubedækket, et Arrangement, som synes meget lidet rimeligt, og som ei heller gjenfindes paa de gamle Afbildninger.

Fig. 19. Edward den lste af Englands Sigil, 1270.

Nogle af de ældste billedlige Mindesmærker, der vise Hesten indhyllet i det store Dækken, ere Jarlerne af Winchester Saer de Quincys (1210-1219) og Roger de Quincys (1219-1244) samt Jarlen af Oxford, Hugo de Veres (1221-1263) Sigiller. Af de engelske Konger er Edward den 1ste (1270) den første, hvis Hest i Sigillet bærer dette Dækken, saaledes som det er viist i Fig. 19. Sverres Saga, der dog ellers i Skildringen af Slaget ved Oslo, Aar 1200, lader sin Helt være iført en Vaabendragt efter den nyeste Mode fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, omtaler, at han red en bruun Hest), som altsaa ganske vist ikke har været indhyllet i Brynje eller Kovertur. Af danske og norske Segl viser Skule Jarls (1225), Haakon den Unges (1250), Haakon den Gamles (1252), Knud Jarls (1225), Hertug Erik af Sønderjyllands (1260 og 1269) samt Magnus Lagabæters (1265 og 1278) alle Ridderne paa nøgne Heste; Koverturen sees først paa Magnus Lagabæters 3die Sigil samt paa Erik Præstehaders, Hertug Haakons og Bjarne Erlingsens Segl (1296-1297), ligesom den gjenfindes paa Maleriet fra Nedstryen (see Fig. 4 og 15); af svenske Ryttersegl er Bengt Birgersøns fra 1282 det første, som gjengiver den. Selv om vi gaae til Sydeuropa, finde vi ikke det store Hestedækken antydet paa nogen af de savoyiske Fyrsters Sigiller før 1278, ligesaalidt som paa noget af de østerrigske Hertugers Ryttersegl før 1262. Dette synes at pege stærkt hen paa, at det først seent hen i det 13de Aarhundrede kan være kommet i saa almindelig Brug, som Kongespeilets Beskrivelse maa antages at forudsætte det, at give Hesten Pandser og Brynje. I vore Kæmpeviser husker jeg kun eet Sted, hvor der er hentydet til Koverturen, nemlig i Magnus Algotsons (Aalegrevesøns) Vise:

"Der holder tre Hundrede raske Hofmænd

Og alle som Duer blaae:

Den Hest den er med Silke dækt.

Den Herre selv rider paa.

Her holder tre Hundrede raske Hofmænd

For uden ved vor Gaard:

Over er de i Silke klædt

Og under i Brynje haard.

Skarpe er deres Glavind,

Og spændt er deres Bue;

Vrede er de i Sinde,

Og haarde er de i Hu."

Denne maleriske Skildring er, som om den med Hensyn til Costumet var skrevet ud af Kongespeilet; den refererer sig, som Capt. S. Grundtvig har oplyst, til en historisk Begivenhed fra 1287 eller 1288, nemlig Folke Algotsens Bortførelse af Svantepolk Knudsøns Datter Ingrid, den danske Drost David Thorstensøns trolovede Brud.

Fig. 20. Fra Maleriet fra Nedstryen Kirke. Slutn. af 13. Aarh.

Angaaende de i Kongespeilet omtalte Angrebsvaaben kan jeg fatte mig i Korthed. Sværdet har endnu i det 13de Aarhundrede en fuldstændig Lighed med de jordfundne Sværd fra den yngre Jernalder. Klingen er altid tveægget, Pareerstangen lige eller bøiet lidt fremefter. Knappen eller Hjaltet meget stor, Haandfanget ikkun til een Haand; af denne Form er f. Ex. endnu det Sværd, som Erik Menved er afbildet med i Haanden paa Gravpladen i Ringsted Kirke. Først senere hen i det 14de Aarhundrede blev det Skik at give Haandfanget paa Riddersværdet en Forlængelse; dog maa man herfra vel skjelne det egenlige Tohaandssværd, bestemt til at føres i Kampen tilfods; dette forekommer allerede tidligere, og i det oldnordiske Museum gjemmes der et Par høist mærkelige, der neppe kunde være yngre end det 13de Aarhundrede. At Rytteren fører to Sværd, et spændt om Livet, og et hængende ved Sadelbuen, som det foreskrives i Kongespeilet, veed jeg aldrig at have seet gjengivet paa noget af de gamle Billeder; muligviis har det ene været et kortere Vaaben med et eenægget, tungt og bredt Blad, maaskee det samme "tunge Sværd" , som Kongespeilet foreskriver for Kampen tilfods, hvis dermed ikke er meent Tohaandssværdet. En af Fremstillingerne paa Maleriet fra Nedstryen, Fig. 20, viser den persiske Konge Kosroes væbnet med et krumt Sværd; det er et Vidnesbyrd om, at Korsfarerne endog til det fjerne Norden have hjembragt Traditioner om Saracenernes Vaaben. Brynkniven, som Kongespeilet henregner til den ridderlige Udrustning, findes først henimod Slutningen af det 13de Aarhundrede gjengivet paa de samtidige Afbildninger, og det er først i det 14de Aarhundrede, at den kommer tilsyne som en stadig Bestanddeel af Udrustningen; ogsaa det, at Kongespeilet nævner Kniven, tyder saaledes hen paa en senere Affattelsestid end Slutningen af det 12te eller Begyndelsen af det 13de Seculum. De tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede synes ikke at kjende Kniven som egenligt ridderligt Vaaben, og som saadant troer jeg heller ikke, at det findes nævnt i vore Kæmpeviser, hvor ofte end disse tale om "sølvbundne Knive"; end ikke den norske Hirdskraa nævner Brynkniven iblandt de andre Vaaben.

Med Hensyn til Kongespeilets Beskrivelse af Glavinden og Spydet er der intet Væsenligt at bemærke. Landsestagen var i det 13de Aarhundrede endnu ganske glat uden særeget Indsnit for Haanden som i den senere Middelalder; endnu i det 14de Aarhundrede var man ikke kommet videre end til at omgive Stagen med en fremstaaende Ring for at den ikke ved Sammenstødet skulde glide gjennem Haanden. Rytteren førte sin Glavind under den høire Arm ligesom dette Vaaben endnu føres af vore Dages landsebevæbnede Ryttere; den støttedes endnu ikke til den senere saakaldte Ryst, en fra Brystpladen fremstaaende Hage eller Krog bestemt til at lade Landsestagen hvile i, naar den fældedes.

Af de i Kongespeilet nævnte Fjernvaaben var Haandbuen som bekjendt et ældgammelt Vaaben, der boldt sig i Brug lige til Middelalderens Slutning og endnu længere. Laasbuen er udentvivl det Samme som Armbrøsten ("arcuballista" "arbalête"); dette Vaaben synes allerede at have været kjendt i den tidligste Middelalder, men kun sjældent at have været brugt undtagen maaskee til Forsvar af og Angreb mod Fæstninger. Pave Innocents den Anden forbød i 1137 Brugen af Armbrøsten mod Andre end de Vantroe. Først i Slutningen af det 12te Aarhundrede kom Armbrøsten i almindeligere Brug, hvilket tilskrives Kong Richard Løvehjerte; han blev selv dræbt af en Armbrøst, hvori Krønikeskriverne selvfølgelig see en Himlens Gjengjældelse. Staalbuen paa Armbrøsten var i Regelen saa stiv, at der behøvedes mekaniske Hjælpemidler, en Gedefod, en Dunkraft eller et heelt Tridseværk til at spænde den; derfor var der næsten altid foran paa Skæftet anbragt en Bøile, hvori Skytten kunde sætte sin Fod, medens han spændte Buen, som det sees paa Fig. 21 tagen fra et Bestiarium fra det 13de Aarhundrede. Det er derfor ganske i sin Orden, at Kongespeilet udtrykkeligen foreskriver en veg Laasbue for den, som skal kæmpe tilhest, og som altsaa maa spænde den med Haanden. Om Hornbuen, der hos de tydske Digtere forekommer som de Vantroes Vaaben, havde selve Buen tilvirket af Horn (?), eller om den havde sit Navn af en eller anden Eiendommelighed ved Formen, maa lades usagt. Den norske Hirdskraa gjør ingen Forskjel mellem "Braaddene" til Laasbuen og Haandbuen; maaskee "Braadden" dog nærmest er den for Armbrøsten bestemte Piil. Det fra Tydskland til os komne Ord Piil har oprindeligt været brugt iflæng om Armbrøstens og Haandbuens Projektiler.

Fig. 21. Fra et Bestiarium fra første Halvdeel af 13de Aarh.

Paalstaven og Gafloken ere tungere og lettere Kastespyd. Haandslyngens Indretning sees af Fig. 21, saavelsom af det karakteristiske lille Billede Fig. 22, taget fra Bayeuxtapetet. At Stavslyngen endnu var i Brug i den anden Halvdeel af det 13de Aarhundrede og navnlig tilsøs, fremgaaer af Billedet Fig. 23, taget fra et Haandskrift fra dette Tidsrum. Hvorledes det Vaaben Skæftefletten, som Kongespeilet og flere af Oldskrifterne omtale, har været beskaffent, er neppe til at oplyse.

Kongespeilets Beskrivelse af sin Tids Artilleri eller Beleiringsmaskiner giver ingen bestemte Holdepunkter for en critisk Bestemmelse af Skriftets Alder; dertil vare disse Maskiner, forsaavidt man kjender dem, altfor eens hele Middelalderen igjennem, indtil de omsider, skjønt først seent, fuldstændigt fortrængtes af Ildvaabnene. Kun saameget kan man med Bestemthed sige, at den i Kongespeilet givne Beskrivelse af Beleiringsmaskinerne ligesom den af Vaabnene passer meget godt til, hvad man veed om disse Ting fra det 13de Aarhuudrede. Af Beleiringsmaskinerne anfører Kongespeilet først og fremmest de fire vigtigste, som virkeligt spillede Hovedrollen i den Tids Beleiringer, nemlig Valslyngen, Vædderen, Stormtaarnet og Gravsvinet.

Fig. 22. Fra Bayeuxtapetet.

Valslyngen er øiensynligt den samme Kastemaskine, der forekommer under saamange Navne i andre Lande, saasom "Trebuchet", "Mangona", og som paa Dansk sædvanligt bærer det fra Tydsken hentede Navn Blide. Den bestod af et høit Tømmerstillads med en horisontal Axel, der bar en lang Bjælke; paa dennes længste Arm var der befæstet en stor Slynge, i hvilken der lagdes en tung rund Steen, sjældnere en Tønde med brændbare Sager, stundom Aadselet af et styrtet Dyr; den kortere Arm af Bjælken var forsynet med Contravægt; den lange Arm af Bjælken haledes ned til Jorden, og i den dertil fæstede Slynge anbragtes Stenen, eller hvilket Projektil man nu brugte; naar man dernæst igjen lod den lange Arm løs, vippedes den i Veiret af Contravægten, og i en vis Stilling slap Slyngens ene Rem løs. Slyngen aabnede sig og kastede sit Indhold ud paa en forholdsviis ikke ringe Afstand. Ved smaa Blider erstattedes Contravægten stundom derved, at den korte Arm var forsynet ved en heel Deel Liner, hvori et Antal Mennesker blev sat til at trække eller rettere sagt at rykke. Øienmedet med Bliden var deels at forurolige Fæstningens Indre, deels at drive Besætningen fra Muren og ødelægge de Værker af forskjellige Slags, den der opførte af Tømmer. Af Fæstningens Forsvarere brugtes Bliden især mod Angriberens Beleiringsmaskiner. Ogsaa tilsøs fandt den stundom Anvendelse.

Vædderen var en lang Bjælke anbragt paa Hjul og jernbeslagen i den forreste Ende, med hvilken den med mangfoldige Menneskers forenede Kræfter stødtes mod Fæstningsmuren for at lægge Breche i denne. Den maatte altsaa bringes hen til Foden af Muren, og var der en Grav foran, maatte denne først udfyldes. Ofte foretrak man at lægge Breche i Muren med Hakken og Brækstangen. Hvad enten man brugte den ene eller den anden Fremgangsmaade, gjaldt det om at skaffe Arbeiderne et Værn mod den Hagl af Pile, Stene o.s.v., hvormed Forsvarerne naturligviis ikke undlode at overøse dem. Dertil tjente Gravsvinet, i andre Sprog sædvanligt benævnet Katten, et af Tømmer bygget Skjærmtag udvendigt behængt med raae Huder, for at man ikke let skulde kunne sætte Ild paa det; det skjødes paa Ruller henimod Foden af Fæstningsmuren.

Fig. 23. Fra et Haandskrift henved 1300.

Paa samme Maade bevægedes Stormtaarnet, af Kongespeilet benævnet Kastali øiensynligt efter den franske Benævnelse "chasteil", der forekommer iflæng med "beffroi" (Barfred); det var en høi Tømmerbygning, der skaffede Angriberen Commandement over Fæstningsmuren, saa at han lettere med sine Bue- og Slyngeskud kunde fordrive ham fra denne; Stormtaarnet tjente tillige til at skaffe Angriberen Adgang til Muurkronen, idet det var forsynet med en Klapbro, der naar Stormtaarnet var bragt nær nok til Muren, nedlodes paa denne. Kongespeilet synes ikke at kjende den Combination af Katten og Stormtaarnet, som Franskmændene kaldte "chat-chasteil" eller "chat-faux".

Det Middel at undergrave Fæstningsmuren, fra Forsvarernes Side Beleiringsmaskinerne, idet man afstivede Minegangene med Tømmer og bragte dem til pludseligt at styrte sammen ved at sætte Ild paa Tømmeret, kjender Kongespeilet meget vel; det anbefaler endog Forsvarerne at anlægge et forud beredt Minesystem.

Om sin Tids Befæstningskunst og Fæstningsbygning meddeler Kongespeilet destoværre Intet; det taler kun om forskjellige Vaaben, der kunne komme til Nytte ved Fæstningers Forsvar. Nogle af de Midler, det omtaler, kunde for den Sags Skyld gjerne bruges den Dag idag i en Fæstning, hvor Angriberen er naaet hen til Foden af Værkerne, og som er bragt til den Yderlighed, hvor de værste Midler blive de bedste; jeg tænker herved paa de Gjenstande til at kaste ned paa Fjenden ved Foden af Muren, der nævnes og beskrives under allehaande Navne, saasom Igelkatte, Slagbrande, Løbehjul og Skudvogne. Andre af Forskrifterne gjælde Foranstaltninger til Fæstningens Sikkring, som man ogsaa andenstedsfra kjender fra Middelalderens Beleiringer saasom Opsætningen af jorddækte Blinderinger, Murens Forstøtning ved Tømmer og Jord, samt Anbringelsen af "Hænge-Vigskaar" paa Muurkronen. Endeligt er der nogle af de Forskrifter, Kongespeilet giver, som tyde mere hen paa en vis Lyst hos Forfatteren til at theoretisere over Sagen end paa selvstændig Krigserfaring. Dertil regner jeg Forskriften om, at man skal bruge Slyngesteen af brændt Leer, som gaae i Stumper ved Anslaget, saa at Beleireren ikke kan kaste dem ind i Fæstningen igjen. Ogsaa det sindrige Redskab til at fiske Fjenden op fra Floden af Muren, som kaldes Brynklungen, seer stærkt ud til aldrig at have hørt andensteds hjemme end i Fantasiens Verden. Kongespeilet nævner endeligt og det endog som et Hovedvaaben, der dog desværre aldeles ikke beskrives, en krum Skjoldjætte, udspyende en giftig (eller brændende) Lue. Ihvorvel man just ikke skal blive meget klog af denne mystiske Beskrivelse, saa maa man dog indrømme Muligheden af, at Talen er om en Slags Ildvaaben, vel ikke noget Skydevaaben, men dog en Krigsmaskine bestemt til at benytte Krudtet til at sætte Ild med; de egenlige Ildvaaben, i den Forstand vi nuomstunder benytte dette Ord, kunne ikke med Sikkerhed forfølges længere tilbage i Tiden end til Aaret 1326 eller maaskee til 1324 og ere neppe i Virkeligheden meget ældre idetmindste her i Europa. Men hele Middelalderen igjennem har man kjendt og brugt forskjellige Sammensætninger tjenlige til at sætte Ild med paa Bygninger og Skibe, og det er udenfor enhver Tvivl, at man i det 13de Aarhundrede har kjendt den Blanding af Salpeter, Kul og Svovl, som man kalder Krudt, og som synes at staae i meget nært Slægtskab med det østromerske Keiserdømmes "græske Ild" ; Kundskaben om denne Blanding synes efter Constantinopels Fald 1204 at være kommen til Saracenerne, der have brugt den ved Forsvaret af Damiette 1218 og imod Kong Ludvig den Hellige i 1249; og rimeligviis er den igjennem dem naaet til Europa. Men der er hengaaet en rum Tid, i hvilken man vel har kjendt Krudtet, men ikke har fundet paa at bruge det i Skydevaaben; det seer næsten ud, som om der baade hos Araberne og hos Europæerne har været en ubestemt Fornemmelse af, at denne Blanding af Salpeter, Kul og Svovl maatte have en Fremtid for sig i Krigskunstens Tjeneste; maaskee Kongespeilets "krumme Skjoldjætte", dette "Hovedvaaben", som formodenlig ingensinde er blevet brugt for Alvor, om det overhovedet nogensinde har været til, er et Mindesmærke om denne lldvaabnenes Undfangelsestid. En anden Erindring om denne haves i den norske Historie i Beretningen om den Mand, Thrand Fisilier, der fra Flandern kom til Kong Erik Præstehaders Hof i Bergen i Julen 1294, og som "legede Hærbrest, hvilket er et saa stærkt Knald, at kun faa udholde at høre det, frugtsommelige Koner komme for tidlig derved, Mandfolk falde ned af deres Sæder"; hvad der behøvedes til at frembringe Knaldet "var fire Ting: Ild, Svovl, Pergament og Blaar". "Denne Hærbrest", tilføier Laurentius Saga, "frembringe Folk ofte i Strid, for at de, som ikke ere forberedte derpaa, skulle tage Flugten". .

Skal jeg til Slutning i faa Ord sammenfatte den Anskuelse om Kongespeilets sandsynlige Affattelsestid, der fremgaaer som Resultat af en nærmere Betragtning af den deri beskrevne krigerske Vaabendragt og Udrustning, da vil jeg resumere den saaledes: I de første Aartier efter Midten af det 12te Aarhundrede kan Kongespeilet ikke være skrevet; selv den Affattelselsestid, som de nyere norske Historieskrivere have anseet for den rimeligste, nemlig mellem 1190 og 1196, lader sig ikke godt bringe i Samklang med, hvad man ellers veed om Vaabencostumet fra den Tid; det er det 13de Aarhundredes Vaabendragt, som er skildret i Kongespeilet, og der er Detailler i Skildringen, som snarest tyde hen paa et Tidspunkt ved eller efter Midten af dette Aarhundrede, hvorimod man forgjæves vilde søge efter Detailler, der bestemt kunde tyde hen paa en tidligere Affattelse. P. A. Munch paaviser et mærkeligt Slægtskab mellem Kongespeilet og den af Kong Magnus Lagabæter rimeligviis i 1275 givne Hirdskraa, og forklarer dette Slægtskab ved at opstille den Formodning, at Kong Magnus's Hirdskraa egenligt kun er en ny Redaktion af en ældre Hirdskraa fra Kong Sverres Tid, hvilken sidste er sporløst forsvunden. For den, der betragter Sagen fra det Synspunkt, jeg har valgt, ligger den Forklaring af det indbyrdes Slægtskab mellem Kongespeilet og Kong Magnus's Hirdskraa meget nærmere, at begge disse mærkelige Mindesmærker heller ikke med Hensyn til Tiden, naar de ere affattede, ligge fjernt fra hinanden, at der maaskee ikke ligger to hele Decennier imellem dem.

Forhaabenlig vil det ikke være nødvendigt, inden jeg slutter, udtrykkeligt at fralægge mig enhver Prætension paa i det Foranstaaende at have begrundet og afsagt en endelig Dom i Spørgsmaalet om Kongespeilets Affattelsestid; dertil veed jeg altfor vel, at et sligt Spørgsmaal maa afgjøres ved en critisk Belysning ikke fra en enkelt, men fra alle Sider; det er netop i Erkjendelsen heraf, at jeg efter fattig Leilighed har søgt at bidrage mit til at belyse den enkelte Side af Spørgsmaalet, som forekommer mig tidligere at have været overseet mere end ønskeligt. Dette være min Retfærdiggjørelse for, at en Lægmand som jeg taler med om et videnskabeligt Spørgsmaal, hvorom kun de Lærde have Føie til at afsige en Kjendelse.

---