Forskjell mellom versjoner av «Kort Forklaring af Eddas mythiske Digte (V.B.Hjort)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
Linje 31: Linje 31:
  
  
'''3. Skirners Færd''' beskriver uden Tvivl den Begivenhed i Oldtiden, da Præsteskabet (udtrykt ved Frey) bemægtigede sig verdslig Ære og Herredømme (udtrykt ved Gerda) ved Hjælp af sin Magt til at binde og løse (udtrykt ved Skirner). Strofe 25 til 36 ere en formelig hedensk Bandsættelse. At Frey søger at sætte sig i Lidskjalv, Odins Højsæde, betegner altsaa, at Præsterne satte sig paa en Kongetrone. Præstokongerne vare de saakaldte Drotter, som efter Snorro og Saxo regjerede Nordens Folk før Kongemagtens Indførelse.
+
'''3. Skirners Færd''' beskriver uden Tvivl den Begivenhed i Oldtiden, da Præsteskabet (udtrykt ved Frey) bemægtigede sig verdslig Ære og Herredømme (udtrykt ved Gerda) ved Hjælp af sin Magt til at binde og løse (udtrykt ved Skirner). Strofe 25 til 36 ere en formelig hedensk Bandsættelse. At Frey søger at sætte sig i Lidskjalv, Odins Højsæde, betegner altsaa, at Præsterne satte sig paa en Kongetrone. Præstekongerne vare de saakaldte Drotter, som efter Snorro og Saxo regjerede Nordens Folk før Kongemagtens Indførelse.
  
  

Revisjonen fra 26. nov. 2019 kl. 18:59

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


Kort Forklaring af Eddas mythiske Digte



1. Valas Sandsagn. Vala er den faldne Verdensaand,
der her beskriver Verdensudviklingen. Under Naturens Skabning
ere først de store Naturkræfter (Jættemagterne) og de guddommelige
Kræfter virksomme, dernæst udvikles Naturen i det Smaa (Dværgene og Alferne) indtil Menneskets Skabelse.

Menneskelivets Udvikling beskrives som de Guddomsmagters Historie, paa hvilke Hedningerne efterhaanden kom til at troe. I de saakaldte Guldaldere er Verdensaanden Guldvevre, men hun er ogsaa den gamle Kvind i Jernskoven, som føder de onde Magter.

Efter en Beskrivelse af Tilstanden efter Døden ender Digtet med en Spaadom om Verdens Undergang og Fornyelse og det onde Princips Forsvinding.


2. Odins Ravnegalder beskriver Verdens Tilstand efter Verdensaandens Fald som Idun, og Tvivlen om Frelsen, hvilken Digtet efter sin Slutning synes nærmest at haabe af den Guddomsmagt, som kaldes Heimdal.


3. Skirners Færd beskriver uden Tvivl den Begivenhed i Oldtiden, da Præsteskabet (udtrykt ved Frey) bemægtigede sig verdslig Ære og Herredømme (udtrykt ved Gerda) ved Hjælp af sin Magt til at binde og løse (udtrykt ved Skirner). Strofe 25 til 36 ere en formelig hedensk Bandsættelse. At Frey søger at sætte sig i Lidskjalv, Odins Højsæde, betegner altsaa, at Præsterne satte sig paa en Kongetrone. Præstekongerne vare de saakaldte Drotter, som efter Snorro og Saxo regjerede Nordens Folk før Kongemagtens Indførelse.


4. Grottesangen slutter sig historisk til det foregaaende Digt, og er derfor her indsat imellem de mythiske Digte, skjøndt det egentlig er et reent Sagndigt; thi Frode den Fredegode er netop Repræsentant for den Folkefrihed og Folkefred, som herskede i Begyndelsen af selve Drotternes Regjering — den saakaldte Freys Fred eller Frode fred, der ifølge denne Sang blev afløst af Vikingelivet, af Søkongerne. Naar det hedder, at Frode skal hævnes af Rolf Krake, saa betegnes derved vistnok Indførelsen af et mere ordnet Statsherredømme under Landkonger efter Udløbet af den Heltetid, som nærmest er Gjenstand for Skildringen i Eddas anden Part, Heltesangene. — Under Folkefriheden var Slaveriet, som Sangen antyder, mere trykkende end under Kongeherredømmet, hvilket ogsaa erfares af Tacitus (de Germania cap. 25).


5. Hammerhentningen synes at sigte til en Periode i Oldtiden, hvor Rigmandsvældet havde bragt en usand Tilstand ind i Livet, og havde trykket Almuen, Thors Menighed. Jætten Thrym er aabenbart en Repræsentant for den forfængelige overmodige Rigmand, der troer, at Alt er tilfals, selv Menneskehedens bedste Følelser (Freya). Jættens usle Søster, der forlanger Gave for Gunst, kunde betegne "Bestikkelsen". Den til Digtet svarende kulturhistoriske Tilstand har vel funden Sted i den anden hedenske Old, der falder sammen med Vanerne som Hovedguder; Njord var jo ogsaa Rigdommens Gud.


6. Dverg Alviis hører til de Sange, i hvilke Hovedtanken danner en Ramme for Religionslærdomme, hvis Fremsættelse vel er det egentlige Formaal. Her er Formaalet at karakterisere de forskjellige mythiske Væsener gjennem den forskjellige Maade, paa hvilken de benævne, ɔ: betragte, Tingene i Tilværelsen: til Exempel Vanerne som Livets Magter (der er noget Bevægeligt i deres Benævnelser paa Tingene), Jætterne som de materielle Magter, Alferne som de ethiske og æsthetiske Magter, o. s. fr.

Rammen sigter nok til en Tid, da Lærdommen, Doktrinen, gjorde udelukkende Paastand paa at være paalidelig, og som saadan styrende, thi Thors Datter Trude er vistnok "Paalideligheden". Et saadant Lærdomsvælde maatte da ogsaa henføres i Tiden til den anden Old, under de vise Vaner.


7. Balders Drømme. Balder er det nordiske Hedenskabs Ideal. Det kostede stor Overvindelse at opgive Virkeliggjørelsen af Idealet her paa Jorden, eller, mythisk talt, at lade Balder døe, og først komme igjen efter Ragnarok. Men derved fik Norden i Hedenskabets Tid et Fortrin for Syden, nemlig deri, at man satte Menneskets Maal hinsides Graven, at man troede paa en attraaelsesværdig Tilstand efter Døden, en Tro, som ikke fandtes i Syden, i al Fald kun hos dem, som vare indviede i Mysterierne.

Balders Død er Vendepunktet i den Nordiske Mythologi i Runlæren, og maa historisk sættes paa Overgangen fra Troen paa Frey som Hovedgud til Troen paa Odin som Hovedgud (fra anden til tredje Old), i hvilken de smaa Folkeslag og Stammerne sammensmeltede til Nationer under Kongemagten. Det Sted, hvor Odin efter denne Sang opsøger Vala, er netop det samme Sted, hvorhen Idun efter Ravnegalderet faldt, og hvorhen Skirner vil forbande Gerda, nemlig Overgangsstedet fra denne Verden til Hels Rige, hvilken Indgang troedes at ligge mod Nord, paa den antagne nedadvendte Side af Jorden.


8. Vafthrudner eller Vidkjæmpen. Rammen om dette Digt er en Kamp imellem den verdslige Videnskab (Jætten Vafthrudner) og Religionen (Odin), om hvem der kjender Sandheden bedst; i hvilken Kamp Religionen sejrer ved Mysteriet, Indholdet af Digtet er en Udvikling af den hedenske Religions Lærdomme om Tilværelsen.


9. Rigs Færd. Guden Heimdal fremstilles her som Ophavsmand til de forskjellige Stænder, det vil sige Standsforskjellens fuldstændige Udvikling og navnlig Kongedømmet, som Udviklingens Top, falder historisk sammen med Troen paa Guden Heimdal. Digtet er et vigtigt Vidnesbyrd for, at de lavere Stænder ere ældre end de højere.


10. Hyndlasangen. Hyndla er Vala, og Digtet kaldes ogsaa nogle Steder "den lille Valasang". — Det indeholder en Opregning af mærkelige historiske Slægter, men ender med en Profeti om, at der efter Heimdal skal komme en Frelser, som er større end ham.


11. Højsangen er en hedensk Sædelære, men historisk fremstillet, saaledes at den i tre Afsnit afhandler Sæderne hos de tre forskjellige Slags Mennesker, som de trende hedenske Old frembragte, Menigmanden, den fri Borger og den Fornemme, hverligen Thors, Freys og Odins Tilbeder. Afsnittene ere adskilte ved mythiske Stykker, som kunne henføres til hvad der er skeet med Religionsudviklingen ved Overgangene fra den ene Old til den anden. Tredje Afsnit B fremstiller Runlæren i sin fulde Flor som Udviklingens Resultat. Denne forskjellige Beskaffenhed af Afsnittene forklarer ogsaa enkelte Uovereensstemmelser eller endog Modsigelser som forekomme i Højsangens Læresætninger; thi forskjellige Mennesker have forskjellig Sæd og Skik.


12. Grimner eller den Formummede. Odin tager i dette Digt sin Maske af, og det viser sig da til Slutningen, at han i Grunden beskytter Agnar (Fiskeren ɔ: Fredens Mand), uagtet det fra først af lod, som om han beskyttede Geirrød (Krigeren), eller med andre Ord, at han igrunden er Fredens, ikke Krigens Gud. Med denne Erkjendelse er Hedenskabets historiske Gjerning færdig, og det kan da saa at sige indhøste sit Arbejde, og underkaste det en Selvkritik fra Ende til anden, hvilket skeer i det 14de Digt, i Øgers-gildet. Det hedder derfor i nærværende Sangs Str. 45, at nu forestaaer Øgersgildet, Gudernes Høstgilde. I Digtets Ramme er indflettet endeel Religionslærdomme.


13. Hymerskvadet. En saadan fuldstændig Selvkritik, som den nysomhandlede, kræver Mod ja næsten Frækhed; og Thor maa derfor, ledsaget af Modets Gud Tyr, hos dennes Stiffader, Frækhedsjætten Hymer med den haarde Pande, finde en Kjedel, der er stor nok til en saa omfattende Brygning. Men Kritiken maa skee i Sandhedens Interesse, og derfor lider Løgnens Slange, Midgaardsormen, ved denne Leilighed et Nederlag.


14. Øgersgildet. Dettes Betydning fremgaaer af hvad der om de tvende foregaaende Sange er anført. At Havguden Øger er Gudernes Vært, er begrundet i, at det oprørte Hav er et Sindbillede paa Lidenskaben, og naar denne skal slaaes løs ved et Gilde, maa det staae hos Øger. De græske Guder søgte ogsaa til Gildes hos Okeanos.


15. Harbardssangen er saa at sige Hedenskabets Falliterklæring. Magten i Naturen, Thor, er adskilt fra Magten i Aanden, Odin (thi Harbard er et af Odins Navne), ved et Sund, som Thor ikke kan komme over. Med andre Ord: Runlæren kan ikke forene disse tvende Magter, kan ikke bringe Eenhed i Religionen, maa altsaa give sig fortabt i Kampen for at erkjende det sande Guddommelige.


16. Menglads Udfrielse. Naar en Religion er kommen til Erkjendelse af sin egen Utilstrækkelighed, maa dette føre til, at den udtaler Forventningen om en kommende sand Religion, om en kommende sand Frelse. Denne Udtalelse findes i de tvende Digte om Menglads Udfrielse.

Navnet Menglad, den Smykkestraalende, er, ligesom de eensbetydende græske og romerske Navne Kosmos og Mundus, en Benævnelse paa Verdensaanden.

I Groagalderet udruster det døende Hedenskab, Groa, sin eneste Søn, den forventede Frelser, Svipdag, med guddommelige Egenskaber, for at han kan udføre sit Hverv, at udfrie Menglad.

I Fjølsvidssangen sidder Menglad, som Prindsessen i Eventyret, fangen paa sin Borg, omgiven af Tryllehindringer, og venter paa sin Befrier. Odin, under Navnet Fjølsvid, er Borgens Vogter. Befrieren, Svipdag, kommer og, trolover sig sin forudbestemte Brud.

Det sees forøvrigt af Groagalderets Str. 13, at Christendommen paa Digtets Tid har været bekjendt i Norden, men ikke erkjendt; thi en christendød Kvinde antages at blive til et natligt Spøgelse, der kan volde Ulykker.


____________


17. Solsangen er et christeligt Digt af en Forfatter, som har været fortrolig med det Nordiske Hedenskab. Den tjener til at vise, hvor uforenelig Christendommen i den Skikkelse, i hvilken den først kom til Norden, var med Runlæren, og altsaa til at modbevise den Paastand, som Flere gjøre, at Runlæren i sig skulde have optagen Lærdomme, laante fra Christendommen, og saaledes ikke være original, hvad den formeentlig just i høj Grad er.