Kristian August Emil Arentzen biografi
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Kristian August Emil Arentzen
(1823-1899)
Arentzen, Kristian August Emil, 1823-99, Digter og Litterærhistoriker. Han er født i Kjøbenhavn 10. Nov. 1823. Hans Fader, Gunder Aug. A., var Kasserer i Krigsministeriet (d. 1879), hans Moder, Marie Elisabeth f. Smidt, var af jævn Herkomst. Det respektable, men lidt filistrøse Hjem frembød en alt for snæver Horisont for den opvakte Dreng: hans Oppositionslyst, Reflexionsevne og ideale Fantaseren fik derfor tidlig Næring. 1841 blev han Student; men hans urolige Aand var alt før den Tid bleven berørt af hin Periodes liberale Strømninger. Theologien, han havde begyndt paa, brød han over tvært med, og Tvivlen voldte ham en maaske ikke lang, men desto haardere Kamp. Han kastede sig over Studiet af oldnordisk Litteratur, bearbejdede og oversatte tillige med en islandsk Ven, Brynjolf Snorrason, en Række Sagaer (1849-50) 1852 traadte han som Digter med Dramaet «Gunløg Ormetunge», til Dels en Oehlenschlägersk Efterligning; hvorpaa han fik Statsunderstøttelse til en Islandsrejse. Hjemkommen fra denne udgav han «Knud den hellige», Tragedie i 5 Akter (1853), hvori han til Forskjel fra Søtoft og Bredahl søger at skildre Knud som den mærkelige historiske Skikkelse paa Skillevejen mellem Hedenskab og Kristendom. Efter det følgende Aar at have udgivet en lidet betydelig Digtsamling forberedte han sig til Magisterkonferens i Æsthetik, som han underkastede sig 1856. Herefter fulgte hans værdifuldeste Digtsamling «Et Livsstadium» (1857), der ikke alene vidner om megen aandelig Modenhed og poetisk Selvstændighed, men ogsaa om, at Digterens Sjæl har naaet Havn. Fra nu af var hans Liv foruden litterært Arbejde viet Undervisningen i Metropolitanskolen, hvor han var bleven Adjunkt 1861 (efter et Aars Konstitution; entlediget 1872). Jævnlig foretog han større og mindre Udenlandsrejser. Hans beskedne Hjem, som hans trofaste, elskværdige Hustru (Christiane Michaeline Jensen, f. 1832, g. 1858) i høj Grad forstod at hygge, var i adskillige Aar et Tilflugtssted for flere yngre, der lede under en aandelig Gjæring eller følte sig trykkede af de sidste Decenniers ikke lykkelige Forhold her hjemme. Saadanne fandt ikke alene en venlig og hjærtelig Modtagelse i hans Stue, men ogsaa en Liberalitet i Anskuelser og en ædel Fordomsfrihed, der i høj Grad vare forfriskende. Den, som ikke har kjendt A. i hans Sofahjørne, naar han med Piben i Munden forfægtede sine Meninger eller stræbte at oplede, hvad der kunde yde én sjælelig Trøst eller tjene til aandelig Stimulation, har ikke kjendt den bedste Del af denne Mands Væsen. I sine Digte, hvis Grundtræk er en ideal Humanisme, er han tit formfuldendt, i Regelen behersket, og hans Ordforraad er som oftest den dannede Almenheds; hans Samtale derimod var altid baaret af en ildfuld Energi, der dog ogsaa kunde slaa over i ironisk Humor og godmodig Spøg, hans Udtryksmaade var da ikke alene mærkelig træffende, men tit udpræget personlig. Som Digter staar han Vennen Kaalund nærmest. Men medens denne skylder sit Digterheld til det anskuelige og iøjnespringende i hans Vers, der vidner om, at han er begyndt som bildende Kunstner, mærker man i A.s Lyrik i høj Grad den akademisk dannede og ved fortrinlig Læsning udviklede Digter (se «Digtsamling», 1862, og «Ny Digtsamling», 1867); en slig Poesi plejer sjælden at trænge ud mellem det store Publikum. I sin Manddomsalder foretog A. sig at skildre Baggesens og Oehlenschlagers poetiske Tidsalder, et Værk, han fuldførte i 8 Bind (1870-78). Dette er et saare fortjenstfuldt Arbejde, men trods de indstrøede sindrige Bemærkninger maa det vist snarere kaldes et litterærhistorisk Magasin end en egentlig Historiefremstilling. Et lige saa indholdsvægtigt Arbejde er Jubelskriftet om Oehlenschläger (1879). – I de senere Aar har A. nydt Forfatterpension. – Skulde man i Korthed karakterisere A., maatte man sige om ham: som Litteraturforsker upartisk og samvittighedsfuld, som Digter en af de faa, der har dyrket Tankepoesien her hjemme, som Person en Mand, der gjennem hele sit Liv har haft det sjældne Mod at være sig selv. Han døde 30. December 1899. (Fra ældre og yngre Dage, A.s Livserindringer, 1886. Hundrup, Lærerstanden ved Metropolitanskolen S. 165 ff.)
H. Schwanenflügel.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)