Forskjell mellom versjoner av «Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - Tillæg»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
Linje 3: Linje 3:
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!![[Fil:Original.gif|32px|link= Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - Tillæg]] !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - Tillæg]] !!  !!  
+
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!![[Fil:Original.gif|32px|link= Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - Tillæg]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - Tillæg]] !!  !!  
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}
Linje 30: Linje 30:
 
==I. Gurmundus rex Africanorum==
 
==I. Gurmundus rex Africanorum==
  
[[Fil:Runenstein Gorm 1.jpg|thumb|Gorm er den første konge som nevnes i samtidige, danske kilder, på de to runesteinene fra Jelling. Teksten på den lille Jellingsteinen sier: ''kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmakar but'' (Gorm konge gjorde kumler disse etter Tyra kone sin Danmarks bud.) Foto: Jürgen Howaldt, Commons.]]Det er ovenfor (Kap. III) nævnt, at vi i den afrikanske Konge Gurmund ikke skal (som man har villet) se et Gjenskin af Hasting, men at han er den franske Udgave af den danske Søkonge Gudrum (Gorm den engelske), som i 878 sluttede Fred med Kong Alfred i Wessex og derefter i 880 nedsatte sig i Ostangeln († 890). Om man Skridt for Skridt følger de mange forvirrede Beretninger om Gurmund og hans Bedrifter, tror jeg man vil indrømme min Paastand og tillige faa et lærerigt Vidnesbyrd om middelalderlig Sagnvæxt.
+
[[Fil:Runenstein Gorm 1.jpg|thumb|Gorm er den første konge som nevnes i samtidige danske kilder, på de to runesteinene fra Jelling. Teksten på den lille Jellingsteinen sier: ''kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmakar but'' (Gorm konge gjorde kumler disse etter Tyra kone sin Danmarks bud.) Foto: Jürgen Howaldt, Commons.]]Det er ovenfor (Kap. III) nævnt, at vi i den afrikanske Konge Gurmund ikke skal (som man har villet) se et Gjenskin af Hasting, men at han er den franske Udgave af den danske Søkonge Gudrum (Gorm den engelske), som i 878 sluttede Fred med Kong Alfred i Wessex og derefter i 880 nedsatte sig i Ostangeln († 890). Om man Skridt for Skridt følger de mange forvirrede Beretninger om Gurmund og hans Bedrifter, tror jeg man vil indrømme min Paastand og tillige faa et lærerigt Vidnesbyrd om middelalderlig Sagnvæxt.
  
 
En picardisk Krønike fra 11te Aarhundrede (Hariulfi Chronicon S. Bicharii fra omtrent 1088) beretter, at under Kongerne Ludvigs og Karlomanns Regjering (879—82) landede en "utallig Mængde Barbarer" under sin Konge Guaramundus i Frankrige og vilde erobre dette efter Opfordring fra en adelig Franskmand Esimbardus, som Kong Ludvig havde fornærmet; det omtales "korteligt, fordi det stadigt behandles ikke blot i Historien, men ogsaa i Folkemunde", hvorledes Ludvig mødte Barbarerne ved Vimeu, seirede over dem og dræbte mange Tusinde, deriblandt deres Konge<ref>Hariulf hos Bouquet VIII 273: "quia quomodo sit factum nonsolum historiis, sed etiam patriensium memoria quotidie recolitur & contatur," nos pauca memorantes cetera omittamus" o.s.v.</ref> . Hvad Slags "Barbarer" dette var, siger ikke Hariulf; det oplyser derimod Guido de Basochiis ((&dagger; 1203), i hvis Fortælling vi maa se et Uddrag af ældre Forfattere, mest Vilhelm af Malmesbury. Efter ham flygtede Isembard, Kong Ludvigs unge Neveu, til Kong Guormund, medens denne endnu var Hedning, knyttede Venskab med ham og fik ham til med en Hær af Daner og Nordmænd at falde ind i Frankrige, hvor Ludvig møder dem og nedsabler dem, men kort efter dør af Overanstrængelse<ref>Leibnitz' accessiones historicæ II 212.</ref>. At Guido med "Guormund" sigter til Danekongen Gorm fremgaar af hans Kilde Wilhelm, der udtrykkelig beretter om Gorms Daab i England med Tillægget: "ham kalde vore Gurmund"<ref>Gudram quem nostri Gurmundum vocant. Gesta regum Anglorum p. 18.</ref>. Men Grunden til, at Hariulf taler i saa almindelige Udtryk om "Barbarer" er aabenbart den, at medens Historien kaldte disse Barbarer Normanner, havde det franske Folkesagn i 11te Aarhundrede omskabt dem til det Slags Barbarer, som da var Kristenhedens værste Fiender, nemlig Saracenerne. Saaledes finder vi dem nemlig i et gammelfransk Digt "La mort du roi Gormon", hvoraf Baron Reiffenberg har udgivet et endnu bevaret Brudstykke<ref>Chronique de snippe Mousques 11, X XXXII.</ref>; det er skrevet i 13de Aarhundrede, men er aabenbart meget ældre, snarest fra Tiden omkr. 1100. Vi har her ligesom i de karolingiske Heltedigte den franske Konge eller Keiser "Ludvig, Søn af Karl", i Spidsen for sine Vasaller, Grev Odo af Champagne, Greverne af Normandie, af Flandern, af Poitou o.s.v.; og her skildres deres Kamp "mellem Vimeu og Ponthieu" mod Hedningerne, som kaldes "Tyrker, Perser og Araber", "Saracener" og "Vantro", men undertiden ogsaa Irer (Ireis v. 97, 278, ces d'lrlande v. 602) ; deres Konge er Gormont, med Tillægget "celui d´Orient" eller "li Arabi", og i hans Følge er Isembart, "Renegaten" (le renéié), som har besøgt Kong Gormont i hans eget Land i Cirencester (à Cirencestre, a vos contrées v. 468). Gormont falder for Kong Ludvig, og Hedningerne flygter til Søen ; Slutningen af Digtningen er tabt, saa vi ikke ser, hvorledes det gik Isembart og Kong Ludvig. At vi fremdeles uaktet den saraceniske Forklædning har at gjøre med den danske Søkonge, er tydeligt ikke alene af Navnet Gormont, som er Nydannelse efter det nordiske eller specielt danske Gormr (Nordmændene beholdt Formen Guðmundr), men ogsaa af hans Hjemstavn i Irland og England, navnlig Cirencester; thi i England havde Gorm havt stadigt Ophold siden 870, og navnlig ved Cirencester laa han med sin Hær et helt Aar (879—80) førend han drog til Ostangeln; og netop i Aarene forud for 880 havde Danerne optraadt i Irland; de havde fordrevet en Konge fra Wales, og da han flygtede til Irland, fulgte de efter, og der kom det til et Slag mellem dem og de Norske i Dublin, hvori disse seirede<ref>Annals of the four Masters I 521, Todds War of the Gaedhil p. 271.</ref> . Danerne forlod atter Landet og synes at have begivet sig dels til Skotland under en norsk Kongesøn, dels tilbage til Wales under Ubbe Lodbrokssøn<ref>Todds War of the Gaedhil p. LXXXV og Baxon Chonicle a. 877.</ref>. Naar Gorms Mænd såldes "ces d´Irlande" forstodes altsaa oprindelig enten Daner, som havde været i Irland, eller irske Nordmænd, som havde sluttet sig til de danske Hære.
 
En picardisk Krønike fra 11te Aarhundrede (Hariulfi Chronicon S. Bicharii fra omtrent 1088) beretter, at under Kongerne Ludvigs og Karlomanns Regjering (879—82) landede en "utallig Mængde Barbarer" under sin Konge Guaramundus i Frankrige og vilde erobre dette efter Opfordring fra en adelig Franskmand Esimbardus, som Kong Ludvig havde fornærmet; det omtales "korteligt, fordi det stadigt behandles ikke blot i Historien, men ogsaa i Folkemunde", hvorledes Ludvig mødte Barbarerne ved Vimeu, seirede over dem og dræbte mange Tusinde, deriblandt deres Konge<ref>Hariulf hos Bouquet VIII 273: "quia quomodo sit factum nonsolum historiis, sed etiam patriensium memoria quotidie recolitur & contatur," nos pauca memorantes cetera omittamus" o.s.v.</ref> . Hvad Slags "Barbarer" dette var, siger ikke Hariulf; det oplyser derimod Guido de Basochiis ((&dagger; 1203), i hvis Fortælling vi maa se et Uddrag af ældre Forfattere, mest Vilhelm af Malmesbury. Efter ham flygtede Isembard, Kong Ludvigs unge Neveu, til Kong Guormund, medens denne endnu var Hedning, knyttede Venskab med ham og fik ham til med en Hær af Daner og Nordmænd at falde ind i Frankrige, hvor Ludvig møder dem og nedsabler dem, men kort efter dør af Overanstrængelse<ref>Leibnitz' accessiones historicæ II 212.</ref>. At Guido med "Guormund" sigter til Danekongen Gorm fremgaar af hans Kilde Wilhelm, der udtrykkelig beretter om Gorms Daab i England med Tillægget: "ham kalde vore Gurmund"<ref>Gudram quem nostri Gurmundum vocant. Gesta regum Anglorum p. 18.</ref>. Men Grunden til, at Hariulf taler i saa almindelige Udtryk om "Barbarer" er aabenbart den, at medens Historien kaldte disse Barbarer Normanner, havde det franske Folkesagn i 11te Aarhundrede omskabt dem til det Slags Barbarer, som da var Kristenhedens værste Fiender, nemlig Saracenerne. Saaledes finder vi dem nemlig i et gammelfransk Digt "La mort du roi Gormon", hvoraf Baron Reiffenberg har udgivet et endnu bevaret Brudstykke<ref>Chronique de snippe Mousques 11, X XXXII.</ref>; det er skrevet i 13de Aarhundrede, men er aabenbart meget ældre, snarest fra Tiden omkr. 1100. Vi har her ligesom i de karolingiske Heltedigte den franske Konge eller Keiser "Ludvig, Søn af Karl", i Spidsen for sine Vasaller, Grev Odo af Champagne, Greverne af Normandie, af Flandern, af Poitou o.s.v.; og her skildres deres Kamp "mellem Vimeu og Ponthieu" mod Hedningerne, som kaldes "Tyrker, Perser og Araber", "Saracener" og "Vantro", men undertiden ogsaa Irer (Ireis v. 97, 278, ces d'lrlande v. 602) ; deres Konge er Gormont, med Tillægget "celui d´Orient" eller "li Arabi", og i hans Følge er Isembart, "Renegaten" (le renéié), som har besøgt Kong Gormont i hans eget Land i Cirencester (à Cirencestre, a vos contrées v. 468). Gormont falder for Kong Ludvig, og Hedningerne flygter til Søen ; Slutningen af Digtningen er tabt, saa vi ikke ser, hvorledes det gik Isembart og Kong Ludvig. At vi fremdeles uaktet den saraceniske Forklædning har at gjøre med den danske Søkonge, er tydeligt ikke alene af Navnet Gormont, som er Nydannelse efter det nordiske eller specielt danske Gormr (Nordmændene beholdt Formen Guðmundr), men ogsaa af hans Hjemstavn i Irland og England, navnlig Cirencester; thi i England havde Gorm havt stadigt Ophold siden 870, og navnlig ved Cirencester laa han med sin Hær et helt Aar (879—80) førend han drog til Ostangeln; og netop i Aarene forud for 880 havde Danerne optraadt i Irland; de havde fordrevet en Konge fra Wales, og da han flygtede til Irland, fulgte de efter, og der kom det til et Slag mellem dem og de Norske i Dublin, hvori disse seirede<ref>Annals of the four Masters I 521, Todds War of the Gaedhil p. 271.</ref> . Danerne forlod atter Landet og synes at have begivet sig dels til Skotland under en norsk Kongesøn, dels tilbage til Wales under Ubbe Lodbrokssøn<ref>Todds War of the Gaedhil p. LXXXV og Baxon Chonicle a. 877.</ref>. Naar Gorms Mænd såldes "ces d´Irlande" forstodes altsaa oprindelig enten Daner, som havde været i Irland, eller irske Nordmænd, som havde sluttet sig til de danske Hære.

Nåværende revisjon fra 31. jul. 2020 kl. 10:24

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie

Tillæg


Af Gustav Storm



Den Norske Forlagsforening

Kristiania 1878






I. Gurmundus rex Africanorum

Gorm er den første konge som nevnes i samtidige danske kilder, på de to runesteinene fra Jelling. Teksten på den lille Jellingsteinen sier: kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmakar but (Gorm konge gjorde kumler disse etter Tyra kone sin Danmarks bud.) Foto: Jürgen Howaldt, Commons.

Det er ovenfor (Kap. III) nævnt, at vi i den afrikanske Konge Gurmund ikke skal (som man har villet) se et Gjenskin af Hasting, men at han er den franske Udgave af den danske Søkonge Gudrum (Gorm den engelske), som i 878 sluttede Fred med Kong Alfred i Wessex og derefter i 880 nedsatte sig i Ostangeln († 890). Om man Skridt for Skridt følger de mange forvirrede Beretninger om Gurmund og hans Bedrifter, tror jeg man vil indrømme min Paastand og tillige faa et lærerigt Vidnesbyrd om middelalderlig Sagnvæxt.

En picardisk Krønike fra 11te Aarhundrede (Hariulfi Chronicon S. Bicharii fra omtrent 1088) beretter, at under Kongerne Ludvigs og Karlomanns Regjering (879—82) landede en "utallig Mængde Barbarer" under sin Konge Guaramundus i Frankrige og vilde erobre dette efter Opfordring fra en adelig Franskmand Esimbardus, som Kong Ludvig havde fornærmet; det omtales "korteligt, fordi det stadigt behandles ikke blot i Historien, men ogsaa i Folkemunde", hvorledes Ludvig mødte Barbarerne ved Vimeu, seirede over dem og dræbte mange Tusinde, deriblandt deres Konge[1] . Hvad Slags "Barbarer" dette var, siger ikke Hariulf; det oplyser derimod Guido de Basochiis ((† 1203), i hvis Fortælling vi maa se et Uddrag af ældre Forfattere, mest Vilhelm af Malmesbury. Efter ham flygtede Isembard, Kong Ludvigs unge Neveu, til Kong Guormund, medens denne endnu var Hedning, knyttede Venskab med ham og fik ham til med en Hær af Daner og Nordmænd at falde ind i Frankrige, hvor Ludvig møder dem og nedsabler dem, men kort efter dør af Overanstrængelse[2]. At Guido med "Guormund" sigter til Danekongen Gorm fremgaar af hans Kilde Wilhelm, der udtrykkelig beretter om Gorms Daab i England med Tillægget: "ham kalde vore Gurmund"[3]. Men Grunden til, at Hariulf taler i saa almindelige Udtryk om "Barbarer" er aabenbart den, at medens Historien kaldte disse Barbarer Normanner, havde det franske Folkesagn i 11te Aarhundrede omskabt dem til det Slags Barbarer, som da var Kristenhedens værste Fiender, nemlig Saracenerne. Saaledes finder vi dem nemlig i et gammelfransk Digt "La mort du roi Gormon", hvoraf Baron Reiffenberg har udgivet et endnu bevaret Brudstykke[4]; det er skrevet i 13de Aarhundrede, men er aabenbart meget ældre, snarest fra Tiden omkr. 1100. Vi har her ligesom i de karolingiske Heltedigte den franske Konge eller Keiser "Ludvig, Søn af Karl", i Spidsen for sine Vasaller, Grev Odo af Champagne, Greverne af Normandie, af Flandern, af Poitou o.s.v.; og her skildres deres Kamp "mellem Vimeu og Ponthieu" mod Hedningerne, som kaldes "Tyrker, Perser og Araber", "Saracener" og "Vantro", men undertiden ogsaa Irer (Ireis v. 97, 278, ces d'lrlande v. 602) ; deres Konge er Gormont, med Tillægget "celui d´Orient" eller "li Arabi", og i hans Følge er Isembart, "Renegaten" (le renéié), som har besøgt Kong Gormont i hans eget Land i Cirencester (à Cirencestre, a vos contrées v. 468). Gormont falder for Kong Ludvig, og Hedningerne flygter til Søen ; Slutningen af Digtningen er tabt, saa vi ikke ser, hvorledes det gik Isembart og Kong Ludvig. At vi fremdeles uaktet den saraceniske Forklædning har at gjøre med den danske Søkonge, er tydeligt ikke alene af Navnet Gormont, som er Nydannelse efter det nordiske eller specielt danske Gormr (Nordmændene beholdt Formen Guðmundr), men ogsaa af hans Hjemstavn i Irland og England, navnlig Cirencester; thi i England havde Gorm havt stadigt Ophold siden 870, og navnlig ved Cirencester laa han med sin Hær et helt Aar (879—80) førend han drog til Ostangeln; og netop i Aarene forud for 880 havde Danerne optraadt i Irland; de havde fordrevet en Konge fra Wales, og da han flygtede til Irland, fulgte de efter, og der kom det til et Slag mellem dem og de Norske i Dublin, hvori disse seirede[5] . Danerne forlod atter Landet og synes at have begivet sig dels til Skotland under en norsk Kongesøn, dels tilbage til Wales under Ubbe Lodbrokssøn[6]. Naar Gorms Mænd såldes "ces d´Irlande" forstodes altsaa oprindelig enten Daner, som havde været i Irland, eller irske Nordmænd, som havde sluttet sig til de danske Hære.

At Gorm i 11te eller 12te Aarhundrede blev til Saracener, svarer ganske til, at de franske Heltedigte forvandlede ogsaa Langobarderkongen Desiderus og Saxeren Vidukind til Saracener. Det næste Skridt var da, at Saraceneren forvandledes til Afrikaner, thi Franskmændenes Fiender i Sicilien som i Spanien og Palæstina var afvexlende Araber og Maurer; denne Forvandling foregik ogsaa med Gorm. Den wæliske Prosaroman "Brut Tysylio" fra c. 1130 (forfattet eller oversat af Walter, Erkediakon i Oxford) fortæller nemlig, at de engelske Saxer til Hjelp mod Briterkongen Caredig (5te Konge efter Arthur † 542) indkaldte "Afrikas Konge Gormund", som da var paa Tog i Irland; at Caredig flygtede til Cirencester, hvor Gormund beleirede ham i Forbund med Franskmanden Iseinbard, som var kommen for at bede ham om Hjelp mod sin Morbroder Kong Ludvig; det tilføies, at de indtog Byen ved den bekjendte List at sende ind i Byen Spurve, i hvis Vinger var bundet Nøddeskaller, fyldte med Beg og Svovl, og som saaledes tændte Byen i Brand[7]. Personerne er saaledes flyttede nogle Aarhundreder tilbage i Tiden til Trods for den "franske" Kong Ludvig og Isembard; dette forstaaes, naar man kjender den britiske Sagnhistories fuldstændige Mangel paa Respekt for enhver Kronologi. Og Navnet Caredig viser, at Gormund ikke kjæmpede mod Briterne, men mod Angelsaxerne; thi Caredig er det engelske Cerdic, Navnet paa den første vestsaxiske Konge, Kong Alfreds Stamfader; Sagnet har altsaa ligefrem ombyttet Alfred med hans Stamfader, og bagefter har den lærde Digtning gjort denne til en Briter.

Men endnu en Forvandling maatte Gorm undergaa. Galfrid af Monmouth (c. 1135) og efter ham Gaimar (c. 1146) skildrer ligesom Walter Gormunds Bedrifter, især hans Tog til England fra Irland. Derved blev af det engelske Folk Gormund opfattet som Irlands Erobrer, og da senere i Aarhundredet den engelske Konge Henrik d. 2den begyndte paa samme Foretagende, betragtede hans Folk Gormund som hans Forgjænger. Dette Sagn traf Giraldus Cambrensis fuldt udviklet, og skjønt han af irske Kilder vidste, at den tidligere Erobrer hed Thorgisl ( † 845), vidste han ikke at klare Sagen anderledes end ved at antage, at Gormund paa Veien til England har landet i Irland og overlagt til Thorgisl at erobre Landet; men da han vidste, at Thorgisl var fra Norge, maatte han ogsaa antage, at ogsaa Grormund var Nordmand[8], hvilket dog isaafald var nærmere Sandheden, end at han var fra Afrika.

Vi har saaledes set, at denne Kong Gorm flere Gange har skiftet Nationalitet, ligeledes at han har vandret fra en Tid til en anden. Det kan da ikke undre mere, om han ogsaa paa anden Maade skiftede Ham. Ligesom han hos Giraldus har nærmet sig til den norske Thorgisl, erklærer Hugo af Fleury ham for identisk med Hasting, der dog har det Fortrin for alle andre, at han var Gorms Samtidige. Andre Forfattere flytter ham længer ned i Tiden; saaledes fortæller William af Malmesbury, at det var Louis d'outremer, som kjæmpede mod Gormund, og at under Slaget "Hugo, Søn af Grev Robert", dræbte Isembard og blev efter Ludvigs Død hans Efterfølger, hvorved altsaa Kong Ludvig († 954) falder sammen med sin Sønnesøn († 987) og Hugo den store med sin Søn Hugo Capet! Ogsaa Philippe Mouskes´ Rimkrønike beretter om Gormons Kamp med Louis d´outremer. Endnu længer ned er Gorm ført i et Haandskrift af Hugo af Fleurys Krønike fra 12te Aarhundrede (Cod. Bernensis No. 90): her er det den sidste Karolinger, Ludvig Lothars Søn (f 987), som ved Vimeu overvinder sin Fætter Ysenbardus og Afrikanernes Konge Guermund. Dette er forstaaeligt nok, naar man erindrer, hvorledes det franske Epos efterhaanden glemte de senere Karolinger, saa at tilslut hele Perioden efter Karl den stores Død flød sammen til et Par Generationer, repræsenterede af en eller to uheldige Konger af Navnene Karl og Ludvig.

II. Krákumál

Ragnar Lodbrok ble kastet i ormegården av sin motstander, den engelske kong Ella/Ælla. Her dør han, angivelig mens han fremsier dødssangen «Kråkemål». Tegning av Hugo Hamilton, 1830.

Ovenfor har jeg kun nogle faa Gange nævnt dette Digt og har ikke søgt at indordne det paa dets Plads i Sagnkredsens Udvikling, væsentlig fordi det forekommer mig umuligt med Sikkerhed at afgjøre, om Diktet er af en Støbning eller om det tilhører forskjellige Tidsaldre. Jeg skal her til Slutning gjøre et Forsøg paa at bestemme Digtets Alder og Hjemstavn. Der kan nu for det første ikke længer være Tale om, at Digtet enten er forfattet af Ragnars Dronning Kråka (Gräter: da hun efter forskjellige Vidnesbyrd af troværdige Skribenter selv var en stor Digterinde!) eller paa hendes Befaling af Skalden Brage (Suhm, Sk. Thorlacius) eller at det er fra 9de Aarhundrede (Keyser) ; en Betragtning al Digtets Sprogforhold og Versemaal vil vise dette. Man har allerede længe været opmærksom paa Udtrykket odda messa (11, 7: Spydenes Messe eller Sang), som dog maatte antyde kristelig Tid; men man har nøiet sig med at tro, at det her er brugt i en Asadyrkers Mund "paa en Tid, da Nordmændene vel visste hvad Messe var, men ingen Ærbødighed nærede for kristne religiøse Skikke" (Keyser), eller man har henvist til et Vers af Þórðr hreða fra 10de Aarh., hvor Kamp kaldes "vopna messa" (Rafn). Imidlertid er nu hele Sagaen om Þórðr hreða (og altsaa ogsaa Verset) erkjendt for at være en Digtning fra 14de Aarhundrede; og selv om man alligevel ansaa det for muligt, at en hedensk Digter fra 9de Aarhundrede brugte Ordet messa, er man ikke dermed hjulpen, thi en Række andre Ord og Udtryk i Digtet henviser os til en langt senere Tid. Digtet kjender nemlig andre aldeles kristelige Begreber: fasta 16, 8 (at faste), kapa 18, 9 (= mlat. cappa, Messekaabe), kyndill 7, 7 (= lat. candela); det har tyske Ord, som ellers ikke vise sig i Norden før 13de Aarhundrede: grefill 10, 8 (Griffel), hanpr 12 8 (Hamp), og det har Ord, som vistnok er indførte med den sydlandske Romanlitteratur: asni 18, 7 (Asen), palmr 15, 10 (Palme), flugdrecki 21, 10 (Flyvedrage). Jeg tør derfor med Sikkerhed paastaa, at Digtet i sin nuværende Skikkelse ikke er ældre end 2den Halvdel af 13de Aar hundrede.

Men allikevel er ikke dermed alle Vanskeligheder hævede. Om man betragter følgende Verslinker, idet man fastholder, at Stavrimet forlanger to Rimord i Iste Linje og et Rimord i Iste betonede Stavelse i 2den Linje, vil man finde, at h ofte falder bort foran r og I.


6, 4: þa er brægagar rendi
ræstr at gumna briostum
6, 6: rodinn var randar mane
adr Rafn konungr felli
7, 1: Hiuggi ver med hiorfe
hatt greinudu hrottar (ɔ: Rottar)
7, 7: re-kyndill smaug randar
rittr at hiallma moto
8, 1: Hiuggu ver med hiorfe
hafa gatu þa rafnar (Worm, Mmb. har hrafnar)
9, 5: reggsky slitu rander
ratt almr af ser malmi (saal. Worm, medens Mmb. har hreggsky-hringa-hratt)
13, 1: Hiuggu ver med hiorfe
heldum hlackar (ɔ: : Lakkar) tiolldum
14,1: Hiuggu ver med hiorfe
haurd kom hrid (ɔ:: rid) a skiolldu
20, 1: Hiuggu ver med hiorfe
harfagran sa ek hrauckva (ɔ:: rekkva)
25,1: Hiuggu ver med hiorfe
hitt hlær (ɔ:: læir) mik iafnan.
29, 7: Lifs ero lidnar stundir
Hlæande (ɔ:: læjandi) skal ek deya[9].


Af denne giennemgaaende Særegenhed er man berettiget til at slutte, at Kråkumal ikke er digtet paa Island, hvor h endnu høres foran l og r, eller at ialfald disse Strofer er indførte til Island fra Fastlandet og har holdt sig i Diktet til Trods for en islandsk Omdigtning. Ogsaa en anden Betragtning fører til at formode, at et oprindelig dansk (eller norsk) Digt er omdigtet paa Island. Kråkumåls Versemaal er Drottkvæde, ialfald for saavidt at Vers-Linjerne beståa af 3 betonede Ord; men det afviger der fra i 3 forskjellige Henseender, hvorved Kråkumåls Versemaal bliver aldeles enestaaende paa Island:


1) Den første Linje (Hjuggu ver med hjörve) kommer igjen i hvert Vers som Omkvæd.
2) Hvert Vers har ti Linjer, medens det regelrette Drottkvæde kun har 8, og dette findes virkelig i V. 23 og V. 29.
3) Versemaalet mangler "hendingar* (Stavelse-rim), som et drottkvædet Vers skal have, unntagen i 9de og 10de Linje i de fleste Vers.


Man betragte nu de smukke og helstøbte 23de og 29de Vers, der som andre regelrette Vers har kun 8 linjer og regelmæssig Alliterasjon og er fri for Stavelsesrim:


Hjuggum vér med hjörvi
hitt tek ek jafnt at gangi
at samtogi sverða
sveinn í móti sveini:
hrekkvat þegn fyrir þegni,
þat er drengs aðal lengi,
æ skal ástvinr meyja
öndverðr i dyn sverða!
Fýsum hins at hætta,
heim bjóda mer dísir,
sem frá Herjans höllu
hefir Oðinn mér sendar:
Glaðr skal ek öl með Ásum
í öndvegi drekka.
Lifs eru liðnar stundir
læjandi skal ek deya!


Det forekommer os at være utvivlsomt, at disse Vers er fuldstændige og ikke trænger de to Linjer tilknyttede. Lægger man endvidere Mærke til, at ogsaa i de fleste andre Vers de to sidste Linjer er løst knyttede til de øvrige, at netop i disse to sidste Linjer findes flere af de mistænkelige nyere Ord (Palme, Flyvedrage) og at de islandske " Hendinger* kun forekommer i disse sidste Linjer, er man berettiget til at slutte, at den Omarbeidelse, Digtet har undergaaet paa Island, navnlig har været en Udvidelse af hvert Vers for at bøde paa Mangelen af Stavelserim. Naturligvis har Omdannelsen ogsaa gaaet ud over Ord og Digterudtryk, men en ikke ringe Mængde saadanne er bleven staaende, der maa betegnes som ellers ukjendte i Islandsk; og man vil vist indrømme, at de to ovenfor citerede Vers (23 og 29) med meget faa Forandringer kunde være sungne paa Dansk i 12te Aarhundrede. En Oversigt over Digtets Indhold vil dernæst gjøre det sandsynligt, at den islandske Omdigtning ikke har forandret meget af selve Digtets Tanker. Man erindre, at Ragnar Lodbrok (saadan som Islændingerne i 13de Aarhundrede kjendte ham) var den mægtige Hersker i de nordiske og omliggende Lande, som kun drog paa Hærtog, naar han skulde erobre tilbage frafaldne Provinser eller Riger; man erindre videre, at den danske Sagndigtning i Sluten af 12te Aarhundrede havde ladet Ragnar ligge ude i idelig Virksomhed for at erobre alle Nordeuropas Lande, medens de ældre Sagn skildrede ham og hans Sønner som langveisfarende Vikinger, der herjede med forskjelligt Held paa fremmede Lande. Efter dette kan man ikke være i Tvivl om, at Kråkumål maa henføres til det ældre Stadium, da Vikingen endnu ikke var bleven Erobrer. Digtet beretter nemlig om følgende Bedrifter af Ragnar:

V. 1. Seiren over Ormen i Gautland, da han fik Thora og sit Tilnavn (Lodbrok); 2. Kamp i Øresund; 3. Kamp i Dynamundingen, Seir over 8 Jarler; 4—5.4—5. Seir over Helsinger i Aaen (Iva eller Moda?), Herrød Jarls Fald; 6. Kamp ved Skarpasker, hvor Kong Ravn falder; 7. ved Ullarakr, hvor Kong Øistein falder; 8. ved Enderis-Øerne ; 9. ved Bornholm, hvor Kong Vulnir falder; 10. i Flamland, hvor Kong Frøi falder; 11. ved Englanes, hvor Valthjov falder; 12. i Bardefjord; 13. i Hedningevaag ; 14. i Nordimbraland ; 15. i Sudrøerne, hvor Herthjov vinder over ham og Ragnvald falder; 16. i Vedrafjord (Waterford), hvor Kong Marstan (eller Marstein) i Irland falder; 17. ved Meid(?), hvor Egil dræber hans Søn Agnar; 18. ved Vikaskeid (?) ; 19. ved Lindisøre mod 3 Konger (irske efter 19, 9); 20. i Hasund (eller Alasund?), hvor Kong Ørn falder; 21. ved Angulsey ; 22 ff. Ragnars Død hos Ella.

Det vil let sees, at denne Opregning i Grundtrækkene ogsaa stemmer med Saxo, forsaavidt ogsaa denne først skildrer Ragnars Erobringstog til Rusland, derpaa hans Kampe i Danmark og tilsidst hans Vesterhavstog; tillige er det paafaldende, at Krakumål som Saxo taler om to Englandstog (V. 14.22) og mellem begge indskyder Tog til de skotske Øer og Irland (V. 15-21). Endnu større bliver Overensstemmelsen, om man tænker sig Saxos Kilder paa et lidt ældre Stadium, førend Vikingstogene var blevne til Erobringer. Jeg tror derfor at have Ret til at formode, at et oprindeligt dansk Digt fra Midten af 12te Aarhundrede, hvis Digter har tænkt sig Ragnar i Ormegaarden besyngende sine egne Bedrifter, har udviklet sig selvstændigt ad to Veie: dels har det undergaaet en dansk Omstøbning i Slutningen af Aarhundredet og er i denne Omstøbning benyttet af Saxo til at udfylde Huller i den mundtlige Fortælling, dels har det vandret udenlands og er paa Island underkastet en kunstnerisk Omarbeidelse, hvorved det er blevet til det Kråkumål, vi kjender. For mere end en rimelig Hypothese vil jeg ikke udgive disse Bemærkninger; ved en Revision af Udgaven med de Hjelpemidler, som nu foreligger, turde dog maaske denne Hypothese komme til Nytte.

III. Starkads-visen om Braavold-slaget

Slaget ved Bråvalla. Hugo Hamilton (1802–1871), Teckningar ur Skandinaviens Äldre Historia, 1830. Commons.

Det har længe været erkjendt, at alt vort Kjendskab til Kampen paa Braavoldene mellem Harald Hildetand og Ring (Sigurd Ring) skriver sig fra en gammel Sang, som siges forfattet kort efter Slaget af Starkad den gamle selv. Denne Vise gjengives af Saxo, der har lagt den til Grund for Opregningen af de deltagende Helte og for selve Slagskildringen[10] ; den har ogsaa været kiendt paa Island, thi det islandske "Sögubrot" indeholder tildels den samme Kjæmperække, skjønt med store Lakuner, og de samme Bemærkninger om Heltene og om Slagets Gang[11]. Der har været gjort flere Forsøg paa at restituere Digtet i Sprog fra omtr. 1200, og disse Forsøg har ialfald forsaavidt lykkedes, som i det hele taget Digtets Karakter og Stavrimene har traadt tydeligt frem[12]. Med Benyttelse af disse Forgjængere har jeg gjentaget Forsøget, fordi jeg tror deraf at kunne udlede visse Slutninger om Digtets Alder og Hjemstavn; jeg gjengiver dog hovedsagelig kun Navnene uden at benytte de Antydninger til Versenes øvrige Indhold og Strofeinddelingen, som begge Hovedkilder angiver.


Kjæmperne hos Harald var:
Sveinn ok Sámr
s - - - -
Ama ok Ella
o - - - -
Rati or Fioni
r - - - -
Salgarðr ok Hrói
Siðskeggi
Skalkr Skánski
- - - -
Alfr Ákason
Ölvir breiði
Gnepi inn gamli
Garðr or Stangby[13]
Bløingr Islendingr[14]
Brandr korni (?)
Torfi[15] ok Tyrvingr[16]
Teitr ok Hjalti[17]
Heiman or Hleiðru
Hjörtr ok Borgarr
Beli ok Beigaðr
Barri ok Tóki
Haki or Sle
höggvinn-kinni
Heiðr ok Visna
með Tumma (velificator)
Vebjörg skjaldmær
- - - -
Bui Bramason
Brattr Jutl
Ormr inn enski
Ubbi inn fríski
Ari inn eineygi
Alfr ok Gautr (Geirr?)
Dalr inn digri
ok Dukr vindverski
Vlsna skjaldmær
með Vinda her
- - - -
- - - -
Tolkar (?) ok Ymi (?)
Tóki or Jomi
Oddridi(?) inn ungi
- - - -
- - - -
Grimr ok Grensli (?)
Geirr Lifski
Hama ok Húngeirr
Humbli ok Biari (?).
Enn með Haraldi
Hólmsteinn eysöðull
Húnn ok Hásteinn
Heðinn mjóvi.
Dagr grenski
d - - - -
Haraldr Ólafsson
or Haðalandi
Hár ok Herleifr
Höðbroddr (effrenus)
en heinskir menn
Humble (?) ok Haraldr
- - - -
Haki - - - -
synir Beimuna
Sigmundr ok Serkr
ok Gandalfs[18] megir
ens gamla - - - -
Kjæmperne hos Ring var:
Aki ok Eiyvindr
Egill skjalgi
Gautr hildir
Goti Alfsson
Styrr inn sterki
Steinn frá Væni
Gerðarr glaði
Glumr vermski
vestan af Elfinni
- - - -
Saxi flettir
Sali gautski
Þórðr hnígandi ()?)
Þróndr nefja
Grundi hinn óði
Grimr ok Tóvi
Kollr ok Bjarki
k - - - -
Högni inn horski
Hrókr svarti
Hrani Hildarson
Hl(jöðgoði?)
Soknar-Sóti
ok Sveinn uppskeri
.Hreidarr haukr (Hrokkell
hækja)
Hrolfr kvennsami
Hfringr Aðilsson
Haraldr or þótni
ok Valsteinn
inn Víkverski
Þoralfr þykkvi
þengill hái
Húnn ok Solvi
h : - - - -
Birvill bleiki
Borgarr ok Skumr.
þeir : - - - -
af þelamörk
þorkell þrái
þórleifr goti
Grettir rangi
gjörn at herja
Haddr inn harði
Hroaldr tá[19]
En or Norvegi
norðar komu
þróndr þróndksu
þórir mørski[20]
Helgi inn hviti
Hafr-Bjarni[21]
Bligr (?) brattnef
Björn or Sögni
Finnr Firðski
Fjala-Bersi
Sigurðr svínhöfdi[22]
Sögu-Eirikr
Hallsteinn hviti ?)
Hrútr vafi
Erlingr snákr
Isðri frá[23]
Alfr Egðsk[24]
Oddr viðförli
Einarr þrúgr (skagi?)
Ivarr skagi (þrúgr (?)
Mír inn rauði
Midfjarðarfióstri,
Glumr hinn gamli[25],
Grani (Gramr) Bryndølski[26],
or Skerfjum Grimr
í Skagafirði
Bergr skald
Bragi[27] ok Hrafnkell[28]
- - - -
- - - -
Kekkju-Karll
Krókr af Akri
Guðfastr ok Grumi
or Gislamörk
Freys frændr
fulltruer goða.
Ángi ok Áli
Alfr ok Folki
Alreks synir
- - - -
Sigmundr ofan
af Sigtmunn
kaupangs kappi
k - - - -
t - - - -
Tolu-Frosti
Alfr ofláti
af Uppsölum
- - - -
Holti ok Hendill
Hollmr ok Hleifi
Hama — — —
Rögnvaldr ryzki
Ráðbarðar nefi
Sigvaldi (Jarl?)
skipum ellifu,
skeiði Læsir
skelmir Húna,
Tryggvi ok Torvivill
tolf skipum.


Til at bestemme denne Digtnings Alder gives her flere Momenter. Der nævnes for det første islandske Skalde i begge Hære, 6 hos Harald, 7 hos Ring, med bekjendte islandske Navne som Teitr, Hjalti, Torfi, Brandr, Grhunr, Bergr, Bragi, Hrafnkell osv., endog med islandske Landskabsnavne Skagefjord, Midfjord og Brynjedalen. De islandske Skalde optræder ved det norske Hof allerede i 2den Halvdel af 10de Aarhundrede (Glum Greiresson hos Harald Graafeld, Einar Skaaleglam hos Haakon Jarl), i større Antal findes de dog først hos Olav Trygvessøn; og ved de svensk-danske Hoffer kjendes de først hos Halvbrødrene Olav Skotkonung og Knut den mægtige; først i Begyndelsen af 11te Aarhundrede begyndte altsaa den islandske Skaldekunst at gjøre sig bemærket udenfor Norge. Men da kan den Digtning, der lader islandske Skalde optræde hos de danske og svenske Konger, ikke være ældre end 11te Aarhundrede, thi den historiske Digtnings Costume foregriber ikke Historien, det afspeiler Historien.

Til samme Tid henviser ogsaa andre Forhold; Visen har aabenbart optaget historiske Personer fra senere Tider, endog fra Tiden om Aar 1000. Der er nu for det første "Tóki ór Jom"; jeg kan ikke tvivle om, at vi i ham har den "Toki dux Vinlandensis", der hos Adam omtales som Biskop Odinkars Fader[29] og som er bleven Forbiiledet for Sagndigtningens Palma-Toke; men Biskop Odinkars Fader maa have været samtidig med Harald Blaatand og Svein Tjugeskegg, og som Jarl i Vendland (Jomsborg) kan han ikke høre til en ældre Tid. Endvidere nævnes ogsaa den 2den Jarl i Jomsborg, Sigvalde Jarl; heller ikke om hans Identitet kan der godt tvivles, især da han kommer den svenske Konge til Hjelp med 11 Skibe, netop det samme Antal, som den historiske Sigvalde bragte den svenske (og danske) Konge til Slaget ved Svolder Aar 1000. Det er i det hele mærkeligt, hvor mange Gjengangere man møder i disse Helterækker; der er f. Ex. den engelske Ella og hans Modstander Ubbe Lodbrokssøn (Ubbi hinn Friski), og blandt Nordmænd og Islændinger en Række historiske Navne fra 9de til 11te Aarhundrede, som ovenfor nævnt i Noterne. Ogsaa fra Sagnverdenen har vi Kjendinger i Styr den stærke og Hrok den svarte (Halvssaga), fra andre Sagn i Sogu-Virikr, Skalk Skaaning, Oddr visiorli o. s. v.

Naar Digtet ikke kan være ældre end 11te Aarhundrede, faar et sprogligt Hensyn betydelig Vægt: i dette Digt udtales overalt Bogstaven h foran r og l; saaledes rimer Hleiðra med Hjörtr, Hógni med Hrókr, Haraldr med Hringr o.s.v. Altsaa kan Digtet ikke være dansk, thi i Danmark forsvandt dette h foran r og l i Løbet af 9de Aarhundrede, senest i 10de[30]. Hvis Digtet er fra 11te Aarhundrede, kan det være norsk, thi paa Runeskriften fra Alfstad (Thoten) staar hrikariki, paa Skaalevold-stenen (Vanse, Lister) staar hrabisun, medens h foran r og l er forsvunden i alle norske Skriftlevninger fra 12te Aarhundrede; hvis Digtet først er fra 12te Aarhundrede, maa det altsaa være islandsk, thi kun paa Island vedligeholdtes den ældre Udtale. Med Sikkerhed at afgjøre dette, gaar neppe længer an; men selv om Digtet er islandsk fra 12te Aarhundrede, tør vi vistnok antage det digtet i Norge og med norske Forhold og norske Tendenser for Øie. Det er ialfald høist mærkeligt, at i denne Skildring af en Kamp mellem en dansk og en svensk Konge er de norrøne (norsk-islandske) Deltagere allerede i Tal aldeles overlegne de danske og svenske: i den danske Hær nævnes c. 27 danske Allend, c. 15 Vender, men 22 Nordmænd og Islændere, i den svenske Hær findes c. 37 Svensker samt 7 udenlandske Konger (deriblandt en Russer), men c. 40 Nordmænd og Islændinger; i hele Digtet var altsaa de norrøne Deltagere fuldstændig i Majoritet. Men, hvad mere er, Nordmændene gjør ogsaa Udslaget i Kampen: først maa nævnes Digtets saakaldte "Forfatter", Starkad, som dræber Haralds Høvdinger Hun og Ella, Hjort og Borgar, Roe, Gnepe og Gard samt Skalks Fader, hugger Haanden af Visna og fælder den tapreste af Vanerne, Hake. Endvidere fælder Thelemarkingen Thorkil Skjoldmøen Vebjørg. Ikke engang Ubbe den Frisiske, Haralds kjækkeste Stridsmand, som dog saarer 11 og dræber 25 udvalgte Kjæmper, undgaar Nordmændene, ja han faar ikke engang Lov til at skade Nordmændene, thi det tilføies udtrykkelig. at de, som faldt for Ubbe, var Svensker eller Göter[31] . Den svenske Hær var endog under Slaget næsten bragt til at vige, da Hjelpen atter kom fra Nordmændene, idet Bueskytterne fra Thelemarken (Hadd, Hroald, Gretter) gjenopretter det tabte og dræber Ubbe, og Slagets Udfald afgjøres af Thrønder og Gudbrandsdøler[32]. Det er Nordmændene, som udretter det hele det er dem, som slaar Danskeme, og dem, som redder Svenskeme fra et Nederlag.

Erkjender man denne Opfatning for rigtig, bør selvfølgelig ikke Digtet om Braavallaslaget betragtes som en ligefrem historisk Digtning, men man bør søge deri en politisk-patriotisk Tendens. Dets Digter har laant Sagnet om Braavoldslaget[33] og har deri indlagt sine Landsmænds Bedrifter; han har gjort dem til Digtets Hovedgjenstand, ladet dem deltage i stort Antal paa begge Sider og viser, hvorledes Svenskerne seirer alene ved Nordmændenes Hjelp; han har endvidere i sin Digtning ladet en Række ældre Sagnhelte spille en Rolle, men ogsaa disse Helte (Ubbe den frisiske, Hake hoggvinkinne) maa falde for Nordmændenes Haand. Man kan ikke undlade at tænke paa Begivenheder i 11te Aarhundrede, da Daner og Nordmænd kjæmpede med hinanden med afvexlende Held: paa Svoldr-slaget (1000), da Svenske og Danske seirede over Nordmænd, paa Slaget ved Helgeaa (1027), da Svenske og Nordmænd seirede over Danerne i disse østlige Egne. Starkads-digtet kunde være digtet som et Modstykke til Slaget ved Svoldr og med Benyttelse af Momenter fra Slaget ved Helgeaa. Ligesom i Starkads-digtet den norske Konge Aale den frøkne kommer sin svenske Slægtning Kong Ring til Hjelp og er Fører for hans Flaade, saaledes bragte den norske Kong Olav sin svenske Svoger Kong Anund sin Flaade til Helgeaa; ligesom den danske Erobrer Harald Hildetand fører til Sverige Hjelpetropper fra England og Venden, saaledes ogsaa Knut den store ved Helgeaa; ligesom hos Harald kandtes ogsaa hos Knut en Mængde Nordmænd; og likesom i Starkads-digtet Nordmaendene er de egentlige Seirherrer paa Braavoldene, saaledes var efter Sagaens Fremstilling Olav den hellige den egentlige Seirherre ved Helgeaa. Alt synes at pege hen til, at Samtidens Historie har været For billedet for Digtningen, dog naturligvis saa at Digtet staar over Virkeligheden.

Hvis man vil gaa ind paa denne Betragtning, at Digtet om Braavoldslaget er forfattet i Norge i Tiden efter 1027 eller henimod Midten af 11te Aarhundrede, kan man i Digtet se et interessant Vidnesbyrd om patriotisk-historisk Poesi, som vi ellers savner fra Norges Oldtid. Utvivlsomt har vore Forfædre i det 11te Aarhundrede — de store udenlandske Kriges og Søtogs Tid — været betagne af det samme nationale Overmod som Danerne paa Valdemarernes Tid, hvorpaa vi har en saa slaaende Prøve i Saxos Historieskrivning; alligevel findes der i den norrøne Literatur meget faa Spor til patriotisk-poetisk Udsmykkelse af den norske Historie. Dette lyder kanske næsten som en Paradox, hvis man kjender enkelte nyere Forfatteres Paastande om, at Sagaliteraturen er fuld af norsk-patriotisk Praleri, "dette norske Arvesyndsmærke"[34], men er alligevel sandt. Vistnok vrimler Sagaerne som enhver middelalderlig historisk Literatur baade af Fabler og Overdrivelser, og ganske vist bliver deres Helte indblandede i historiske Forhold, hvor de ikke hører hjemme, og gjøres til Hovedpersoner, hvor de har spillet en Birolle eller endog slet ikke deltaget, — men det er en Særegenhed for alle Helte i alle Sagaer. Med andre Ord, Overdrivelserne er fremkaldte af den romantiske Interesse, som enhver Sagnfortæller eller Sagaforfatter har for sin Helt (ligesom i forrige Tider Skaldenes Stilling til Kongen bragte dem til at overdrive hans Bedrifter), ikke af Nationalfølelsen. Den samme Tilbøielighed gjør i Islændingesagaerne Islændinger til Hovedpersoner, hvor i Verden de opholder sig, hvorved der tillægges dem en Betydning, som de naturligvis ikke i Virkeligheden har havt: Egil Skallagrimsson har efter hans Saga havt en ganske uhistorisk Indflydelse paa Englands Historie; den er opdigtet, ikke fordi han er Islænding, men fordi han er Sagaens Helt. Paa lignende Maade er det gaaet de norske Konger i deres Sagaer og Udlændinger i udenlandske Sagaer, f. Ex. Svensken Ingvar vidførle eller mange danske Konger i Knytlingasaga eller Thidrek af Bern i Thidrekssaga. Det gjør intet til Sagen, hvilket Land i Verden Sagaen omfatter; har blot Sagaforfatteren den rette Interesse for sin Helt, kan denne være sikker paa at blive udstyret med passende Bedrifter. Forfatteren af Thidreks saga har meget tydeligt udtalt dette i sin Fortale: En þeirra (Tyskernes) kveðskapr er settr eptir þvi sem ver megum við kennazt at kvæðahattr er i varri tungu. a sumum orðum verðr of kveðit sakir skaldskapar hattar. ok er sa mestr kallaðr er þa fra segir eða hans ættmonnum. At miskjende denne Tendens er umuligt, naar man vil forstaa Forholdet mellem Traditionen og den optegnede Literatur. Jeg tvivler ikke om, at Oldtidens Nordmænd har vist sig kjæphøie nok ligeoverfor andre Nationer — enkelte Antydninger hos Saxo[35] viser ialfald, at de Danske følte det saa, — men man gaar over Bækken efter Vand ved at ville eftervise saadant i det mest islandske i den islandske Literatur, Bearbeidelsen af Traditionen. Nationalstolthed er den middelalderlige Form for Nationalfølelsen, og vi maatte derfor vente at finde den ogsaa i Norge, om ikke som literær Tendens, saa ialfald i Stemningsudbrud. Og en saadan patriotisk-pralerisk Stemning finder jeg udtalt f. Ex. i Olav Trygvessens Tale om Svenske og Danske før Slaget ved Svolder (og jeg finder ingen Grund til at tvivle om, at denne i det væsentlige er historisk), og jeg tror at have eftervist den i Visen om Slaget paa Braavoldene, der isaafald i Løbet af 12te Aarhundrede er vandret til Danmark og bleven optegnet hos Saxo, medens den kanske noget senere kom til Island, hvor den efter en kritisk Sigtning blev optaget i Skjoldungefortællingerne.

IV. Seine-Normannernes Forbindelse med Norden i det 1ste Aarhundrede efter Bosættelsen

Statue av Rollo, grunnlegger av lenet Normandie, i Falaise, fødestedet til hans etterkommer Vilhelm Erobreren, som ble konge av England. Foto: Michael Shea, Commons.

Nyere Forfattere, især Worsaae og Joh. Steenstrup, har søgt at hævde, at Normannerne længe efter Bosættelsen i Normandie vedligeholdt sin Forbindelse med Danmark, "deres Moderland", at de stadig ved farlige Omstændigheder søgte Hjelp derfra, og at de støttede Danernes senere Angreb paa England. Worsaae og Steenstrup vil dermed støtte sin paa Dudo grundede Mening om, at Danmark var Normannernes Moderland; hvis denne Mening er urigtig, behøver man for en saadan Forbindelse kun at søge den ligefremme Aarsag, at Danmark var Normannernes nærmeste nordiske Nabo. Vi tror imidlertid, at Beretningerne om denne Forbindelse og de Slutninger, som drages deraf, er mindre paalidelige, og skal derfor her undersøge Værdien af disse Etterretninger, idet vi som sædvanligt tager vort Udgangspunkt fra de samtidige og troværdige Kilder.

Flodoard giver os i sin korte, men kjærnefulde Fortælling Hovedtrækkene af hvad der skede i Seinelandet efter Grev Wilhelms Død. Kort efter Grevens Mord (17 Dec. 942) indfandt den franske Konge sig og overdrog Lenet til den myrdedes unge, umyndige Søn Richard, medens Landets Høvdinger hyldede enten Kongen selv eller Hertug Hugo. Kort efter — rimeligvis om Vaaren 943 — ankom en Hær af hedenske Normanner til Landet; med dem havde Hertug Hugo talrige Sammenstød, men drev dem dog tilslut paa Flugt og vandt Evreux med de kristne Normanners Hjelp. Andre af de hedenske Normanner under Kong Sigtryg (Setricus rex paganus) var komne til Rouen og havde gaaet i Forbund med Høvdingen Thormod, som havde forladt Kristendommen; mod dem drog Kong Ludvig, og i et Slag mod ham faldt de begge. I 944 fortælles om Normannernes Kampe i Bretagne, hvorved det udtrykkelig udhæves, at det var de nys ankomne Normanner, som indkaldte af Fyrsterne gjorde Indfald i Bretagne (Nortmanni qui nuper a transmarinis regionibus advenerant). Af Flodoards Ord har man saaledes Ret til at hævde, 1) at de hedenske Normanner kom til Frankrige i 943 og der kjæmpede mod Hugo og Kong Ludvig, hvori bl. a. , deres Konge Sigtryg faldt, 2) at Resterne af dem i 944 indkaldtes til Bretagne og saaledes atter forlod Normandie. I samme Aar (944) heder det videre, at Kong Ludvig blev hyldet i Normandie, navnlig i begge Hovedbyer Rouen og Bayeux, og de, som ikke vilde erkjende ham, "søgte til Havet", d. s. udvandrede. Naar da i 945 Flodoard omtaler den normanniske Høvding i Bayeux, Hagroldus, som lagde Snarer for den franske Konge, kan man ikke i Hagroldus se en af de nys ankomne Nordboer, men en af Seine-Landets Høvdinger, som havde hyldet den franske Konge, men nu tænkte paa Frafald. Anderledes fremstilles rigtignok Sagen hos Dudo, der følger den senere normanniske Tradition. Dudo kjender ikke længer til hvad der hændte kort efter Wilhelms Død, han ved ikke noget om de hedenske Normanners Ankomst og heller ikke om deres Kampe med Franskmænd og Briter; derimod forteller han, at da Normannerne havde underkastet sig Kong Ludvig og begyndt at føle Franskmændernes Herredømme som et Aag, i al Hemmelighed sendte Bud til Haigroldus, Daciens Konge, Hertug Vilhelms Slægtning, og bad ham ile til Hjelp mod Franskmændene; Haigroldus udruster sin Flaade, lander ved Floden Dive og strax slutter Normannerne i Bessin og Cotentin sig til ham; han sender Bud til Kong Ludvig i Rouen om et Mødested, dette finder Sted, og her yppes den Trætte, som fører til Kongens Fangenskab. Dudo tilføier, at Haigroldus under Kong Ludvigs Fangenskab vandt hele Normandie for Richard og opretholdt Rollos Love; om hans Hjemreise nævnes intet. Der er, som man vil se, en stærk Modsætning mellem Dudo og Flodoard: efter Flodoard er Hagroldus en af Normannernes Høvdinger, der har underkastet sig Ludvig og forrædersk lokker ham til et Møde, hvor han overfalder ham; efter Dudo er Harald en fremmed Konge, som Normannerne hemmelig har indkaldt, som underkaster sig to normanniske Provinser og med denne betydelige Krigsmagt holder et Møde med den franske Konge. Det synes mig aabenbart, at Sagnet har sammenblandet den Vikingekonge Sigtryg, som virkelig kort efter Vilhelms Død kom til Normandie, med Harald, som var en normannisk Høvding i Bayeux, og samtidig har da Dudo efter sin Skik forstørret Forholdene: Flaadens Fører er bleven til "Daciens Konge ", og Haralds normanniske Land er ikke alene Bessin (som hos Flodoard), men ogsaa Cotentin. Naar man atter skiller disse to Personer ad, betragter Harald som en i Normandie hjemmehørende Høvding og Sigtryg som en Vikingekonge, opstaar Spørgsmaalet: hvorfra kom denne? Flodoard omtaler ham som Hedning og hans Mænd som nysankomne i 943; der er ingen Grund til at antage, at disse er indkaldte efter Vilhelms Død, thi da var endnu Forholdene i Normandie fredelige; de har altsaa rimeligvis landet i Seinen for at lade sig hverve af den normanniske Greve og slutte sig til Krigerne i Normandie. Vikingerne kom "a transmarinis regionibus", hvilket i nordfranske Krøniker i Regelen vil sige: fra de britiske Farvande. Ogsaa deres Konges Navn tyder herpaa: Sigtryg var et almindeligt Navn i den norsk-irske Kongeæt, de saakaldte "Hy-Ivar", der af og til ogsaa herskede i Northumberland; ved 940 omtales endog i Limerick en Kong Sitric[36], saa det kunde være ham, som i 943 kaldt i Normandie. Det vilde ogsaa stemme godt med, hvad vi ovenfor har vist om Vikingetogene i 1ste Halvdel af 10de Aarhundrede, at de enten udgik fra de irsk-skotske Farvand eller ialfald stod i Forbindelse med de norske Riger her og modtog Forstærkninger fra dem. Derimot omtales fra Danmark ingen Vikingetog mod Vest, førend i Slutningen af 10de Aarhundrede, og en dansk Konge eller Kongesøn af Navnet Sigtryg vilde man søge forgjæves i hele 10de Aarhundrede. Naar man derimot som Dudo slog Sigtryg og Haigroldus sammen, var det let at gjenfinde ham i Normannernes Hjem; Dudo har selvfølgelig ophøiet Vikingehøvdingen til "Konge i Dacien", men véd riktignok ikke et Ord mere om hans hjemlige Forhold. Et Forsøg paa at knytte Haigroldus til den nordiske Historie er derimod gjort at Dudos Efterfølger, Vilhelm af Jumiéges, der var noget bedre bevandret i Nordens Geografi og kjendte ialfald lidt af Danmarks Historie. Da han vidste, at Englands Erobrer, Kong Svein, i sin Tid havde ligget i Strid med sin Fader, den danske Kong Harald, vovede han den Conjectur, at Harald ikke var indkaldt af Normannerne, men kom til Normandie som Flygtning: Den danske Konge Haigroldus kom i Hertug Vilhelms Tid, fordreven af sin Søn Sveno, med 60 Skibe til Normandie for at søge Hjelp, og Hertug Vilhelm overlader ham Cotentin, for at han kunde udruste sin Flaade og samle en Hær at vende hjem med (III 9) medens nogle Aar senere (efter Vilhelms Død) Haigroldus endnu laa ved Cherbourg, kom der Bud til ham fra Bernhard Danske, at han skulde herje Landet og hevne sin Ven Vilhelms Død ved at lokke Kong Ludvig til det oftere omtalte Møde (IV 7); etterat Anslaget er lykkedes, vender Haigroldus hjem til Danmark og forsoner sig med sin Søn (IV 9). Dette Vilhelms Forsøg paa at belyse den normanniske Historie gjennem den danske, er nu yderst uheldigt. Kong Harald fordrives omtrent Aar 940 af sin Søn Svein, der er født en Snes Aar senere og neppe blev voxen før omtr. 980! Og da Harald virkelig blev fordrevet c. 985 af sin Søn, flygtede han ikke til Frankrige, men til Venderne! Selv etter Vilhelms Fremstilling skulde Harald være kommet til Normandie, endnu medens Vilhelm levede — altsaa senest Aar 942 —, og allikevel deltager han ikke i Borgerkrigene der førend i Aar 945! Thi selv efter Vilhelms Fremstilling bliver den eneste Begivenhed, hvori han deltager i Normandie, Overfaldet paa Kong Ludvig — det var det eneste, Traditionen erindrede om Hagrold, og dette Træk var aabenbart tilstrækkeligt til at man tænkte sig ham som en hedensk Konge.

Ogsaa fra en senere Tid har man Etterretninger om, at Normannerne søgte Hjelp mod Franskmændene hos sine Landsmænd. Omtr. 962 var Richard kommet i Strid med Grev Tetbold af Chartres, som faldt ind i Normandie, erobrede flere normanniske Byer og trængte frem lige til Rouen. Da sendte Richard efter Dudo "hurtigt" Bud til Dacien og kaldte Dacernes Ungdom til Hjelp; det er disse, der hos Dudo paa Richards senere Opfordring om at stanse Plyndringerne omtaler sig og sine Forbundne som Daner og Nordmænd, Irer og Alaner[37]. Det kunde saaledes være vanskeligt nok at bestemme, hvor disse Vikingers Hjem var; at Irer nævnes, er mærkeligt nok, thi Dudo synes ellers ikke at kjende dette Folk. Ogsaa en anden Omstændighed peger hen paa de irske Farvand; disse Vikinger drog nemlig fra Normandie til Spanien, hvor de herjede i flere Aar, og herfra faar man Etterretning, at Foretagendet lededes af deres Konge Gundered d. e. Gudrød, — et Navn, der ligesom Sigtryg netop hører hjemme i den norsk-irske Kongefamilie; da imidlertid Medlemmer af denne Æt kort forhen ogsaa havde hersket i Northumberland, kunde man ogsaa gjætte paa Nordengland som Udgangspunkt for dette Vikingetog. P. A. Munch har derfor vistnok seet rigtigt, naar han om dette Tog udtrykker sig saaledes: "Det er just ikke meget sandsynligt, at Kong Harald Gormssøn i Danmark skulde have sendt Hjelpetropper til Normandie paa en Tid, da han visselig havde nok at bestille hjemme med at være paa sin Post mod Tydskerne. Paa den anden Side er der dog heller ingen Grund til at betvivle at Richard virkelig har faaet en saadan Hjelp som den her omhandlede af en til Frankrigs Kyster ankommen Vikingeskare; men da det i den Tid disse Begivenheder foregik, ikke var sædvanligt, at Vikingerne tra selve Norden droge til de vestlige Farvande, men derimod fornemmelig søgte til Austerveg, skulde man snarest formode, at de Vikinger, der understøttede Richard, vare fra England, og at han, hvis han virkelig har sendt Bud over Havet om Hjelp, kun nar sendt dette Bud til Nortnumberland, der laa ham nærmest[38].

Vi tror ogsaa Munch har Ret i at fortsætte som han gjør: "Men fra hvem end dette Tog er udgaaet, saa er det dog ligefuldt merkværdigt, fordi det aabenbart kan ansees som det sidste Tegn paa en mere umiddelbar Forbindelse mellem Nordmannerne og de øvrige Nordboer, eller paa en mere levende Bevidsthed hos hine om at disse endnu vare deres Landsmænd og Stammefæller. Fra den Tid, kan man sige, ophørte den egentlige nordiske, og begyndte den franske, Generation i Normandie*. Naar andre derimod i Normandiets senere Historie har villet finde en Fortsættelse af Normannernes Vikingefærder, tror jeg man er paa Vildspor; der haves ingen paalidelig Efterretning om, at Indbyggerne i Normandie har deltaget i Vikingetog eller støttet saadanne, — hvad der jo ogsaa vilde passe lidet til den i franske Krøniker skildrede Overgang til franske og kristelige Sæder. Naar saaledes Lappenberg antog, at de Vikinger, som i 988 herjede i Somerset, er udgaaet fra "die Altdänen in Normandie"[39], og Joh. Steenstrup ialfald tror, at "Indbyggerne i det nære Bessin" og Cotentin ikke have kunnet modstaa deres Vikingenatur og have sluttet sig til Toget[40] kan jeg ikke finde dette begrundet i Kilderne. Der var omkring 990 udbrudt Fiendskab mellem den engelske Konge Ædelred og Grev Richard I, og Paven mæglede da (991) Fred mellem sine "aandelige Sønner" hvorved det lovedes, at Richard ikke skulde modtage nogen af Kongens Mænd eller Fiender uden hans Leide og omvendt Kongen ikke nogen af Richards[41]. I Fredsdokumentet — det eneste, vi kjender om denne Strid — er der altsaa hverken Tale om Krig eller om Sørøvere, kun om at Flygtninge fra den enes Rige har fundet Tilflugt hos den anden.

Om Forholdet til Udlandet under Richard II har man kun sikre Etterretninger om at en dansk Flaade i Aar 1000 drog over til Normandie, at Ædelred i 1002 ægtede Richards Søster Emma, og at han Vinteren 1013—14 opholdt sig som Flygtning i Rouen. Hvad der forøvrigt fortælles om Forholdet til England og Danerne er mer eller mindre forvansket. Vilhelm af Jumiéges beretter saaledes, at der udbrød Fiendskab mellem Svogrene, at Ædelred sendte en Flaade over til Normandie, som skulde ødelægge hele Landet og føre Richard fangen og bagbunden for Kongens Aasyn, men at denne Flaade blev saaledes modtagen al Indbyggerne i Cotentin, at Levningerne med Nød og neppe undslap over til England. Strax efter fortæller Vilhelm om hvorledes Danerne blev myrdede i England, at de undkomne indkaldte til Hevn Kong Sven, som strax samlede sin Flaade og landede ved York, men førend han skred til Englands Erobring seilede over til Normandie og sluttede Fred og Forbund med Richard, hvorved det aftaltes, at Danerne kunde frit sælge sit Bytte i Normandie og at saarede Daner skulde finde Tilflugt hos Normannerne[42]. I denne Beretning er det nationale Praleri stærkt udviklet: Et eneste Grevskab i Normandie kan modstaa den engelske Flaade, og den danske Konge maa sikre sig Tilhold i Normandie for at kunne udføre Erobringen af England! Derimod er Kronologien meget svag: Ædelred ægtede Emma i 1002, og samme Aar i November skede Danemordet, medens Vilhelm tænker sig Indfaldet i Normandie efter Ægteskabet og stiller Danemordet i direkte Forbindelse med Erobringen i 1013! Det er paa den ene Side ikke godt at forstaa, hvorledes Englænderne efter 1002 skulde indlade sig paa et Indfald i Normandie, og paa den anden Side strider det mod alle samtidige Vidnesbyrd, at Kong Sven skulde i 1013 have landet i York og saa strax efter foretaget sig en Reise over til Normandie. Begge disse Beretninger strander paa Umuligheder, og de Forsøg, man har gjort for at redde dem, synes fortvivlede; de er rimeligvis enten helt opdigtede eller ialfald stærkt forstørrede. Det er rimeligt nok, at Normannerne gjerne modtog Vikingerne i sine Havne, naar de kom som Handlende, selv om de kom med Bytte fra England; den fælles Fordel kunde være Aarsag nok, og man behøver ikke at tænke paa den fælles nordiske Herkomst (skjønt denne kunde gjøre sit) eller paa det fælles Fiendskab mod England. Ved "Danerne" maa ellers hos Vilhelm forstaaes Nordboer eller Vikinger i Almindelighed, thi saavel i Sveins som i Knuts "danske" Hære deltog jo baade norske og svenske Høvdinger; for Knuts Vedkommende beretter jo ogsaa Vilhelm, at han havde med sig en svensk og en norsk Konge, som begge senere optraadte i Normandie.

Det fremgaar af en kritisk Drøftelse af Sagaerne eller rettere de samtidige Skaldes Udsagn, at den norske Kongesøn Olav Haraldsson — den hellige — i England havde sluttet sig til Thingmannslidet under Thorkel den høie og med ham var gaaet i Ædelreds tjeneste, at han med sin fordrevne Herre opholdt sig Vinteren 1013—14 i Normandie og efter her at været døbt fulgte med tilbage; ligeledes er det sikkert nok, at Olav enten i 1013 eller i 1014 herjede paa forskjellige Steder i Gallien[43]. Herom har nu ogsaa Vilhelm af Jumiéges bevaret et normannisk Sagn, som dog ikke er fuldt historisk. Han beretter nemlig, at Knut efter Svens Død kaldte til Hjelp til Englands Erobring den norske Kong Olav og den svenske Kong Lagmann; medens disse nu var i England, kom der Bud til dem fra Normandie om at hjelpe Richard II mod Grev Odo af Chartres; Vikingerne drager strax afsted, herjer paa Veien i Bretagne og kommer til Rouen, hvor deres Hjelp imidlertid er bleven overflødig ved Kong Roberts Mægling og hvor Olav bliver døbt. Selv om Vilhelm afviger fra Historien ved at gjøre Olav til Deltager i Kong Knuts Englandstog, har han dog Ret i, at ogsaa dennegang hentedes de nordiske Hjelpetropper "a transmarinis partibus", ɔ: fra England.

Om Kong Olavs Ophold i Normandie er der ogsaa naaet en Beretning til Norden, skjønt hans Daab her er glemt over det almindelige islandske Sagn, der knytter Olav gjennem Fadderskab til hans Navne, Olav Trygvessøn. Ogsaa Snorre omtaler ganske kort Olavs Ophold i Rouen, men foruden en Stamtavle over Rudajarlene ved han om dette Ophold kun at fortelle, at "Rudajarlene regnede sig længe i Slægt med Norges Høvdinger og altid var Nordmændenes Venner, saa at Nordmændene altid havde Fredland i Normandie*. Da det ikke er saa let at vide, med hvad Ret Snorre beretter dette, skal vi søge at efterspore hans Kilder, idet vi navnlig dvæler ved Stamtavlen over Rudajarlene. Denne gjengives lidt forskjelligt paa de to Steder hos Snorre, men forudsætter dog oprindelig Leddene: Rollo—Wilielmus longaspatha — Ricardus — Ricardus — Rotbertus — Wilielmus bastardus. I hans Olav den helliges Saga læses rigtigt (efter Kringla) Göngurolfr — Vilhjálmr langaspjót — Rikardr — Rikardr — Roðbertr; men i hans Harald haarfagres Saga har Tilnavnet forvildet sig hen til Kong Vilhelms Fader Robert, der her kaldes "Roðbertr langom spaða"; og dette er ikke en simpel Skrivfeil, thi baade kalder Morkinskinna (p. 122) Kong Vilhelm "son Rotberts langaspiots" og Fagrskinna (A) siger (p. 142): "hans faðir var Rotbertr longa ipe" (Skrivfeil for spe ɔ: spaþa). De forskjellige Former langaspjot, longom spaþa og longa spe henviser alle til den latinske Grundform " longa spathâ": da dette Tilnavn ikke er kjendt uden i Krøniker fra 12te Aarhundrede, er Stamtavlen først i denne Tid naaet til Norge og her eller paa Island optaget i en ældre tabt Kilde, hvorfra den er laant til Kongesagaerne fra 13de Aarhundredes første Halvdel. Til samme Resultat kommer man ved at betrakte det uægte Tillæg, som Stamtavlen har faaet i Snorres Olavssaga. Da St. Olav kom til Rouen, "da var i Valland to Jarler, Vilhelm og Robert, Rikards Sønner." Begge Navne er urigtige, thi Aar 1013 levere endnu Richard II; i at nævne det ene af disse Navne stemmer imidlertid Snorre med en ældre norsk Kilde. Munken Thjodrek fra Nidarholm (c. 1180) beretter nemlig om St. Olavs Daab paa følgende Maade: "legi in Historia Normannorum quod (Olavus) a Roberto in Normandia Rothomagensi metropolitano baptizatus fuerit. Constat enim quod Wilhelmus dux Normanniæ ad sciverit eum sibi in auxilium contra Robertum regem Franciæ cognomento Capet (qui fuit filius Hugonis capet nobilissimi ducis), qui duci Wilhelmo unacum comite Flandrensi bellum inferre parabant*. Thjodrek har aabenbart gjengivet det læste (Vilhelm af Jumiéges V 11—12) efter Hukommelsen og er derved kommen i Skade for at sætte den mere berømte "Hertug Vilhelm* istedenfor hans Farfader, ligesom han ogsaa ellers refererer skjødesløst. Nu er det ikke min Mening, at Snorre skulde have læst i Thjodrek og deraf faaet sin "Vilhjalmr Jarl*: men Thjodreks Skrift blev, som jeg andensteds har vist, læst og excerperet allerede i Slutningen af 12te Aarhundrede, og en islandsk Literat har da laant fra ham Notitsen om Olavs Ophold i Normandie, idet han dog udelod Daaben, der ikke stemte med indenlandske Kilder. Den samme eller en Efterfølger har da føiet den fundne "Hertug Vilhelm* ind i den allerede før bekjendte Stamtavle, idet han antog ham for Broder af Robert, hvilket jo kunde passe til at Roberts Søn var samtidig med Harald haardraade († 1066); maaske har den samme Mand tilføiet hvad Snorre har om, at Nordmændene altid havde "Fredland" i Normandie og at Rudaj ariene regnede sig i Slægt med Norges Høvdinger, thi det ligner ikke Snorre at finde paa saadanne Ting. Paa begge disse Sætninger har man ellers ikke nogen skjellig Grund til at anke : Slægtskabet med "Norges Høvdinger* erindredes jo endnu c. 1120 af Vilhelm af Malmesbury, hvor meget stærkere maatte da ikke Erindringen være et Aarhundrede tidligere? Og det Fredland, som omkring 1000—1015 indrømmedes "Daner* i Almindelighed (ɔ: nordiske Vikinger), maatte jo ogsaa gjælde Nordmænd, selv om der tilfeldigvis ikke er bevaret Etterretninger om andre Nordmænds Besøg end Olavs.



Fodnoter

  1. Hariulf hos Bouquet VIII 273: "quia quomodo sit factum nonsolum historiis, sed etiam patriensium memoria quotidie recolitur & contatur," nos pauca memorantes cetera omittamus" o.s.v.
  2. Leibnitz' accessiones historicæ II 212.
  3. Gudram quem nostri Gurmundum vocant. Gesta regum Anglorum p. 18.
  4. Chronique de snippe Mousques 11, X XXXII.
  5. Annals of the four Masters I 521, Todds War of the Gaedhil p. 271.
  6. Todds War of the Gaedhil p. LXXXV og Baxon Chonicle a. 877.
  7. Dette Sagn synes at være et senere Tillæg til Sagnkredsen om Gurmund; det optræder jo ogsaa ellers, naar der er Tale om fjærne Tog: Russerne (c. 1100) knyttede det til Olgas Tog til Drevlierne, Danerne (c. 1200) til Haddings Tog til Duna og Fridlevs til Dublin, Islændinger (c. 1220) til Harald haardraades Tog til Sicilien.
  8. Hidernisk 111 38, 39.
  9. Undtagelse herfra findes kun i V. 123, hvor hrunde rimer med hjuggu.
  10. Saxo v. 377-91
  11. FaS I 377-87.
  12. Se Notæ uberiores til Müllers Udg. af Saxo (p. 220) og N. M. Petersen, Danm. Hist. i Hedenold (I 264).
  13. Sml. Haquinus e villa Stangby paa Knut den stores Tid (Saxo p. 517).
  14. Den eneste Mand af dette Navn i Landnáma er en Nordmand fra 9de Aarhundrede, Bløingr Sótason af Sotanes (p. 169. 232).
  15. Saxos Thorny bør nemlig læses Torui, ikke med th, da det rimer med de følgende Tyrvingr og Teitr. En islandsk Skald af Navnet Skalda-Torfa (Torfi?) levede c. 1000, hans Søn var Bersi Skaldtorfuson eller Torfason (Möbius Catalogus p. 178).
  16. Teitr (Saxos Tatar) var et almindeligt Navn i Mosfells- (senere Haukadals-) Ætten; saa hed Gissur hvites Fader (10de Aarh.), en Søn af Biskop Isleiv og en Søn af Biskop Gissur. I Begyndelsen af 11te Aarh. nævnes endog en Teitr Tyrvingsson (Ldn. 266).
  17. Sml. Hjalti Skeggesøn, Gissur hvites Svigersøn.
  18. En Kong Gandalfr var samtidig med Halvdan svarte (Hskr. 41-50)
  19. Sml Hróaldr hryggr ok Hsddr hin harðdi, brøðr tveir at þélamörk, som kjæmpede mod Harald i Havrsfjord 872 (Hskr. 61).
  20. Sml. Thore Jarl af Møre c. 900, Haakon Ladejarls Morfader.
  21. Hafr-Bjørn, Landnamsmand fra Nordmøre c. 900 (Ldn. p. 271).
  22. Sigurdr svinhofdi fra Fjale, hvis Son Herjolv for til Island.
  23. Sml. Erling Skjalgsson fra Jæderen og Eivndr snákr paa Ormen lange (Hskr. 38).
  24. Sml. Alfr egfiski, Landnamsmand fra Agder (Ldn. 318).
  25. Sml. Glumr Geirason, Skald hos Harald Graafeld c. 960; han kunde med rette kaldes den gamle, da han levede til Erik Jarls Tid (SnE II 144).
  26. en Grani var Skald hos Harald haardraade (Möbius p. 182), en anden af dennes Skalde hed Illugi Bryndøla-skald (Mo. Mus p. 185).
  27. Sml. Bragi Boddason (Möbius p. 179).
  28. Sml. Hrafnkell, er Skald-Hrafn er kallaðr (Ldn. 346).
  29. (Odinkar fllius erat Toki ducis Winlandensis. Schol. 37.
  30. Paa Helnes-stenen fra Fyn staar rhuulfr, men paa den lidt senere Flemløse-sten kaldes den samme Mand ruulfr (begge fra 9de Aarhundrede); paa Læborg-stenen fra Jylland læses rhafnuka, men paa Bække-stenen rafnuka (begge fra Midten af 10de Aarhundrede); dette er de sidste kjendte Spor til h i Forlyden i Olddansk.
  31. Ubbo Fresicus præter undecim quos in acie vulneraverat, viginti quinque delectorum pugilum interfecit. li omnes Sueti sanguine fuere vel (iothi. Saxo p. 389.
  32. Tura demum per Throndos eøsque qui Dala provinciam colunt, ingens de Danis clades accepta est. Saxo p. 389.
  33. Det er ikke rimeligt, at han har selvstændig opfundet Begivenheden, thi i de lundske Annaler (p. 27) finde vi Slaget skildret i en rimeligvis ældre og enklere Sagnform: Cumqufi ad Swethiam (Haraldus) exigendorum tributorum causa proficisceretur, bello excepit eum Rex Ryng in carnpo nomine Brawel, ubi ex parte Haraldi vexilliferæ puellæ pugnasse feruntur, quarum una Heth, altera Wysna dicebatur. In congressu illo Haraldus occubuit, et ex permissu Ring regis Swethie Dani puellam Heth regem super se constituerunt. Que etiam Dacie imperans, civitatem svi nominis Hethæby apud Jutlandiam in portu statuit Sleswycenci.
  34. A. D. Jørgensen i Aarbøger f. nord. Oldk. 1869, 308
  35. Ex. p. 352: plenus superbiæ populus.
  36. Aralt, Sønnesønssøn af Ivar og Søn af Sitric, Herre over de Fremmede i Limerick. 4 Mestres Annaler a. 940.
  37. Se ovenfor Side 156.
  38. N. F. H. II 218
  39. Gesch. Englands I 421.
  40. Steenstrup p. 169.
  41. Vilhelm af Malmesbury, Gesta regum Anglorum p. 269—71.
  42. Hist. Norm. V 4—7.
  43. Munch X. F. H. II 503—4, Maurer Bekehrungsgeschichte I 510.