Kritiske bemærkninger

Fra heimskringla.no
Revisjon per 7. jul. 2020 kl. 16:00 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Kritiske bemærkninger





Vǫluspǫ́

1.

vildu må være 2. pers., hvad H klart viser. Vildu at ek V. er mærkelig ordstilling, men jfr. en linje som stęndr æ yfir grœnn v. 19. — fyrir (R fyr) er vel at foretrække for framm (H), jfr. tęlja fyrir Hávm. 159; her er da dat. mǫgum H. underforstået. — At Valfǫðr, nom., er rigtigere end Valfǫðrs (H) kan ikke være tvivlsomt; det måtte styres af spjǫll, men da var fira overflødigt. — vęl er af nogle forskere opfattet som vél, ‘list, listig (kunstfærdig) indretning’, men dette giver ingen god mening, vél bruges ellers ikke om en ‘indretning’, der her kunde være tale om (mindst af alt er ‘Odins list’ = digt). Et sådant subst. må man her helt se bort fra.


3.

Til l. 2 har SnE varianten: þar (þat) er ekki var. Med Müllenhoff må denne læsemåde betegnes som sekundær; hvad meningen angår, er den den samme i bægge tilfælde. Det er langt lettere at forstå, at R’s læsemåde kunde ændres til SnE’s end det omvendte. Hvorfor Ymir ikke skulde kunne nævnes her, er ikke til at se, da digtet dog skildrer kampen mellem jætter og guder og mennesker. Det var da naturligt, at den antydedes netop ved her at nævne Ymir.


5.

himinjǫður: dette er det eneste rigtige. Det ved fejllæsning opståede: jódyr, jódýr er meningsløst og umuligt. Verset består af 10 linjer. Rimeligvis er l. 7-8 om stjærnerne senere tilsatte af én, der mente, at også disse himmellegemer burde nævnes. I SnE, hvor l. 5-10 findes, står l. 7-8 tilsidst. At sol og måne hører nöje sammen, viser versets begyndelse på det klareste. Rimeligvis bör alle stedordene i l. 6, 8, 10 udelades.


6.

ok of þat gættusk (hds.): her må ordene omstilles, da hovedstaven (g) ikke kan stå så langt tilbage. — niðjum må komme af nið ‘næ’; niðjar giver ingen god mening her; nið kan både være a- og ja-st. (jfr. kið), og hertil hører vist niðja synir i Sól. 59. Ordet kunde også være påvirket af ja-st. ný, ný ok nið var konstant forbindelse.


17.

I bægge hds. står her þríar; det er blot en reminiscens fra v. 8 og viser mulig, at disse vers (17-18) oprl. fulgte direkte på 8, altså er et ældre indskud end v. 9 ff.


20.

Det er tvivlsomt, hvorledes disse 12 linjer bör opfattes; om som 4 (del af vers) + 8, eller om l. 1-4 og 9-12 hører oprl. sammen som ét vers. Det sidste er nok så tiltalende. L. 5-8 er også i et andet versemål. Bægge vers 19 og 20 er uden tvivl indskud; der er ingen logisk tilknytning til omgivelserne. Med de 3 tursemøer har disse møer intet at göre, men det er rimeligt, at tretallet og ‘møerne’ har bevirket indskudet. S. Nordal indrömmer, at versene står på et umuligt sted, og mener, at de bör flyttes til foran v. 27; men her synes de ikke at passe bedre: omflytningen kan ikke godtages.


21.

Verset består af 10 linjer. Hvis nogen linjer bör udskydes, bliver det de to sidste. De er ret overflødige og matte. Til fordel for dem kan siges, at den sidste l. siger, at völven — efter den 3. brænding — endnu lever. Men det var vel ikke nødvendigt udtrykkelig at fremhæve, at völven levede op (fødtes) for 4. gang.


29.

fekk: R har fe (verset mgl. H); rettelsen er gammel (Ettmüller); det er blot et c, der er overset (fec = fekk).


35.

For l. 1-4 har H det som 34 betegnede halvvers. vígbǫnd: drabsbånd; Vále er Lokes sön. Forståelsen af verset beror noget på interpunktionen; hvis l. 3-4 er én sætning, må Vála være dativ. Ifg. Snorre blev Vále forvandlet til en ulv, og han rev sin broder Narfe ihjæl, med dennes tarme blev Loke så bunden. Ifg. verset måtte det være Vále, der blev dræbt. Men der er al rimelighed for, at ór þǫrmum skal henføres til l. 1-2, så at Vála bliver gen., men så er det alligevel ham, der bliver dræbt. Vála kunde dog mulig være dat. og ‘tarmene’ måtte da være en andens, ɔ: Narfes. Indholdet bliver i alle tilfælde dunkelt og dårlig udtrykt.


45.

Består i R af 12, i H af 14 linjer. De 6 første linjer er uangribelige, og til dem slutter sig inderlig de to sidste: »kort sagt, ingen vil skåne den anden«. L. 7-10 er indskud; dog kunde det tænkes, at de var rest af et vers (sidste halvdel); indholdet passer godt i sammenhængen. Derimod er H’s to linjer (grundir gjalla | gífr fljúgandi) ubetinget uægte.


46.

hinu gamla: H; en galla R; dette har man tolket som gjalla ‘gjaldende’, men rimeligvis beror det på fejllæsning, idet forkortelsestegn (—) over a er overset.


55.

Verset er rimeligvis uægte, dets vidtløflighed strider ellers imod stilen her; det har så mange skaldiske kenninger og heiti; det mangler i H.


56.

ókvíðnum i R måtte henføres til naðri, men dette er fuldstændig ulogisk. Der foreligger her et tilfælde, hvor et adj. er rettet (af skriveren) efter det nærmest stående subst.


63.

hlautviðr (og ikke hlut- i H) er det eneste rigtige, = hlauttęinn, viðr og tęinn er enstydige.


66.

Indholdet af dette vers er höjst mærkeligt. I grunden kan det siges, at det ikke står i samklang med v. 39, hvor dragens virksomhed er en anden. Dog skal det ikke nægtes, at bægge dele kan kombineres. I sig selv er verset lidet naturligt. Jeg formoder nu, at det er en tildigtning. Hvor udmærket slutning vilde ikke v. 64 være? Det og de foregående vers indeholder alt, hvad der burde siges om det tilkommende liv, både hvad guder og mennesker angik. V. 64 er et fortrinligt punktum. Og så kommer Nidhug der pludselig som en ren deus ex machina, der intet nyt tilföjer i virkeligheden, selv om indholdets symbolske betydning anerkendes. Niedner anså verset for uægte.



Hávamǫ́l

19.

M. Olsen har (i MoM 1926) tolket haldit á kęri sål.: man skal »ikke holde (længe) på« (bægret) = man skal tömme det i ét drag, »man skal ikke længe sidde med karret i hånden og således tömme dets indhold én gang mens andre får sit fyldt flere gange«. Denne tolkning, så skarpsindig den end er, er dog ikke sikker.


44.

blanda tf. hds. efter þann i l. 4, men derved bliver linjen metrisk for lang.


53.

Hds. maðr af manni er urigtigt, af må udskydes; at i l. 5 er samtidig blevet rettet til af.


58.

L. 4-5 lyder i hds.: sjaldan liggjandi ulfr | lær um getr, hvilket i metrisk henseende er dårligt.


67.

L. 6: án við i hds. kan ikke være rigtigt i sproglig henseende; den læmpeligste rettelse er at skrive ok án.


69.

Hds. har i l. 2: oc sęl lifðom, hvilket er helt galt; der mangler forlydsrim. Der findes flere forsøg på rettelser, bl. a. den, der her er optaget.


71.

Hds. har: sjaldan bautasteinar | standa, linjerne er vel lange, jfr. v. 584-5, og må vist rettes som i teksten.


74.

aflavðrom i R l. 3 er meningsløst. Den sandsynligste rettelse er af aurum i henhold til Sólarlj. 34: margan hefr auðr apat; dette bestyrkes ved fortsættelsen; ǫðrum giver ingen god mening her.


97.

Hds. har einir, hvilket strider imod den regel, at ntr. altid bruges om mand og kvinde. Der er næppe tvivl om, at ordet beror på skrivefejl.


106.

Hds.s litar har man søgt at forklare, men alle tolkninger deraf er værdiløse; ordet giver, i hvilken betydn. det end tages, ingen fornuftig mening. — alda vés iarþar i hds., iarþar er forlængst rettet til iaðar (Bugge), hvad linjens udgang kræver. — alda vé: kunde måske bet. ‘menneskenes boliger’, men bruges ellers ikke herom. Derfor har jeg rettet stedet som i teksten; vés er opstået på grund af den følg. (skrevne) gen.; alda jaðarr = menneskenes fyrste = Odin.


110.

L. 7-11 er senere tillæg eller tildigtning. Deres uægthed ses allerede af, at der i dem tales om »runer«, der ingen rolle spiller i digtet; dernæst siges »det hørte« at være hørt i »Håves hal« ɔ: Valhal, men det er langt fra at være identisk med »ved Urds brönd«; dette er afgörende.


111.

Rǫ́ðumk, som R har, er umuligt. Meningen kræver den aktive form; ved et eller andet fejlagtigt tankeknyt er formen opstået. L. 3 og 4 er enstydende, og rimeligvis er den ene en senere tilföjelse.


123.

Efter vinr tf. R ǫðrum, der gör linjen for lang,


133.

Den ophobning af tavtologier, der her findes og 3 langlinjer ved siden af hinanden beror uden tvivl på senere tildigtning. At det sidste ord er vílmǫgum (af vílmǫgr) og ikke af et ellers ukendt vilmagi, skulde det synes overflødigt at bemærke.


134.

Hds. har hrǫkir, der kan forstås som hrøk(v)ir, til hrøkkva ‘drive’. Jeg mener dog, at det er at forstå som hrękir, af hrękja ‘drive, jage’.


136.

Om dette vers kan henvises til forskellige afhandlinger: W. Cederschiöld i Arkiv XXVI, B. M. Olsen sst. XXXI, Reichborn-Kjennerud i Maal og Minne 1923 og Arkiv XL, samt Gerings Kommentar. — Iøvrigt passer verset ikke godt her som afslutnings vers. Afslutningen findes i v. 134. Verset kunde have en passende plads efter v. 131.


146.

sǫkum ok sorgum i R må byttes om for metrums skyld.


152.

Her må sék være betonet, da det bærer hovedstaven. Dette har man fundet mærkeligt og foreslået ændringer, men det er næppe nødvendigt.


155.

Hds. har þeir villir, masc., hvilket ikke passer til túnriður, fem.; man har forklaret det ved, at der var tale om mandlige væsner, næppe med rette. Hvis det var tilfældet, kunde man lige så godt have haft et masc. túnriði, pl. túnriðar, men dette findes ikke. — L. 7 er uden tvivl blot en dublet af 6, men måtte egl. bet. det samme.

Vafþrúðnismǫ́l

8.

Gagnrádr har R, men der er al grund til at antage, at det er fejl f. Gang-, jfr. gǫngu i l. 2 og Odins-navneremsen v. 3.


38.

niðjum ása er rettelse for hds.s ása sonum, der mgl. her en hovedstav. — De to linjer, 6-7 er uden tvivl indskud, men indholdsmæssigt er de gode nok, jfr. Grímn. 16.


40-41.

Ufuldstændigt overleverede i R, 748. SnE har v. 41 som et helt vers; derefter er v. 404-6 suppleret. 748 har egl. v. 41, men mgl. 402-6.


49.

þioðar: sål. R og 748. (þjóðár ‘hovedelve’ kan ikke komme i betragtning); det er enten en oprl. form af ō-st. eller en dittografi af det foreg, -ar, snarest dette.



Grímnismǫ́l

2.

Dette vers er i fornyrðislag og kun ved vilkårlighed lader det sig rette til málaháttvers. Af v. 3 fremgår det tydelig, at Agnar har givet Odin en drik og Odin antyder tydeligt nok den lön, han skal få.


7.

Hds. har yfir glymja, men ordene må af metriske grunde ombyttes.


13.

Hds. har: þar Hęimdall, men mulig foreligger der fejl i l. 2 el. 3.


17. ok (i l. 6) er umuligt, og er forlængst rettet til at.


18.

við mgl. bægge hdss., men kan ikke undværes.


23.

ęinhęrja efter hundruð (l. 4) er vist en tilföjelse.


25-26.

Efter á (l. 2) tf. hdss. Hęrjafǫdrs, der gör linjen umulig lang og som uden tvivl er tilföjet for klarheds skyld, ligesom gęit i v. 25.


33.

ìkorni er en tilföjelse.


51.

Efter Óðins står hylli i hdss., men ved udeladelsen heraf er linjens form ikke reddet, ti Óðins er ikke den rette linjeudgang.


54.

I l. 9 står af i R, hvilket blot er en skrivefejl.

Skírnismǫ́l

1.

Hdss. gakk at bęiða, mangler forlydsrim (hovedstav); man har foreslået at indsætte skjótt efter gakk, mulig rigtigt.


7.

R har maɴ, 748 manni, men hvęim kræver genitiv (manna).


24.

Den overmåde lange linje: vígs ótrauðir at ykr vega tíði, hvor slutningen er metrisk gal, kan ikke være oprl. Her er gjort forsøg på at rette den.


31.

Her må hds.s vas þrunginn og ǫnn ofanverða byttes om af metriske grunde.


35.

þurs tf. R i l. 1.


38.

hinum þroska i R kan ikke være rigtigt; der kendes intet adj. þroskr, og så står þ som hovedstav for langt tilbage. Derfor den i teksten gjorte rettelse.

Hárbarðsljóð

30.

Ęinhęrju: må være det rigtige, her brugt som egennavn; ęin-hvęrja i R er så farveløst, at den læsem. må forkastes.


44.

haugum: en rettelse af S. Bugge; skogum R og skávgvm A; i næste v. har bægge hds. skoga. Rettelsen er utvivlsom træffende.

Hymiskviða

3.

orðbæginn står der i hdss., men dette passer dårlig om Tor i denne situation. Der foreligger vel her en af de sædvanlige fejl, hvor man har ment at adj. burde høre til det i linjen nærmest stående subst.


5.

faðir i hdss. kan ikke være rigtigt. Det er i og for sig utænkeligt, at der har været en myte om Tyr som en jættes sön. Andre steder i digtet peger mod det rigtige, sål. især faðir i v. 9, i A, hvor R har det forvanskede frí. Jfr. v. 8: ǫmmu. Det synes klart, at amma er Hymis hustru, deres datter er den skönne kvinde, der er Tyrs moder, faderen er Odin. Jfr. Gerd.


12.

aþr i R, aðr i A giver ingen mening; man har rettet det til afr, ‘stærk’ (der kun findes i afręndr); mulig er allr det rette, der her er optaget i teksten.


21.

upp sęnn eða tváa, eða mgl. R. Det er umuligt at sige, hvad der er det rigtige; sęnn må i hvert fald henføres til eða tváa.


24.

Bægge hds. har hręin-, men dette giver ingen mening; det rigtige må vel være hraun-.


35.

Fóru i RA må nødvendigvis rettes til Fórut (G. Pálsson).


37.

skiʀ har bægge hds., men dette er umuligt, da der intet ord kendes, der her kan passe; derfor er det blevet rettet til skær ‘hest’. Jfr. M. Olsen i Arkiv XLVII, 216 f. — banni i hdss. er også uforståeligt og er rimeligvis forvansket af bęini.



Lokasenna

12.

gręmjat: R skr. gremþv eigi, der næppe er oprl.


14.

Ægis o. s. v.; linjen mangler forlydsrim; noget galt må der være i den. Skal der læses Hlés? — lykak: rettelse for littec i R, der er meningsløst; ordet ser ud til at bero på fejlskrivning af c (i lyc-) som t, der i hds. ofte ikke el. næppe er til at skælne fra hinanden. létak er ikke en heldig rettelse.


16.

þik: mgl. R, men må vist indsættes (Sievers).


18.

Der mangler vist her et ord i 1. linje, da der ellers fremkommer metrisk dårlig formede verslinier.


18.

bjórręifan i R (3 stavelser) må rettes til bjóri ręifan.


19.

fiorgvall fria må læses og rettes til fjǫrg ǫll (vall f. avll) fía, fria giver her ingen mening.


33.

L. 2-3 lyder i R: þott sér varðir vers fái hós eða hvárs; denne tekst er umulig (også i metrisk hens.). Man væntede sådant noget som vers eða hós, hvárts, hvad der dog heller ikke, især ikke det sidste, er naturlig udtryksmåde.


38.

L. 4-6 lyder i R: handar ennar hǫgri | mun ec hinnar geta | er þér o. s. v., dette kan ikke være rigtigt, navnlig ikke dette mun ec; det oprindelige må vist være det i teksten optagne.


39.

Jfr. M. Olsen i Arkiv XLVII, 219 f.



Vǫlundarkviða

3.

Vǫlundar: R har her det uforståelige onondar, hvilket må bero på en el. anden idéassociation, jfr. at skriveren i Vǫls.kv. 50 først har skrevet bꜹþvildr, men selv rettet dette til hꜹþbroddr.


5.

veðręygr: vegr- R må rettes efter v. 10.


7.

lind bavga: sål. R; at forstå dette som ét ord er umuligt; af opfatte bauga som obj. for lukði giver ingen mening, ti så er der intet at stille op med lind; dette er åbenbart her identisk med bast ‘tråd af lindebast’ i v. 9; lind bruges, ligesom bast, om snoren, der er lavet deraf, ligesom lind også bruges om andre deraf lavede ting som spyd og skjolde. Der er sål. kun den udvej at rette bauga til baugum. Rimeligvis er fejlen fremkommet ved, at én har ment, at der skulde stå en kvinde-kenning. Den her givne tolkning er sproglig ganske naturlig, ikke i ringeste måde »kunstlet«.


11.

Gekk brátt inni: R har gecc brvɴi, som ikke kan være rigtigt; hold brúnni beru er ikke et naturligt udtryk; derfor har man villet rette til brúnnar og det vilde være bedre, men linjen er lige metrisk utilfredsstillende; brátt inni ligger ikke fjærnt fra R, helt tilfredsstillende er det dog ikke. — L. 3-4 lyder i R: har braɴ hrisi | allþvr fvra. Her mangler forlydsrim, noget må være galt; allþvr synes ikke at være andet end det rette; men så mangler et med vokal begyndende ord i den foregående linje. Forlængst har man derfor rettet har til ár ‘hurtig’, hvilket giver en god mening. Fura bet. ‘fyrretræ’, og der var i og for sig intet i vejen for, at ordet kunde være rigtigt; men man behøver ikke at tænke på en hel(!) stamme. Men hvad bet. så hrísi? Er det brugt til at tænde op med, til at tænde ild i fyrren? Det er dog ikke naturligt. Derfor har jeg rettet fura til fúrr ‘ilden’, hvoraf følgen er, at -þurr må rettes til -þurru; efter at fura var indkommet, var det en selvfølge, at -þurru måtte rettes til -þurr. Herved vindes en korrekt og logisk tekst. De Boors behandling i Acta Ph. S. II 103 f. er ikke antagelig. Han retter hrísi til eldi, beholder fura (fem.), og hár (masc.)!


13.

viljalauss, vaknaði: er omstillede i R, metrum viser det rigtige.


14.

besti bvr sima: sål. R; dette bvr er fuldkommen uforståeligt, og alle tolkninger deraf er lige uantagelige. Det bör helt udgå, som en af de mange fejl, R har af sm art som f. eks. tyr efter angan i Vsp.


22.

menja: i R, kan umulig være rigtigt, på grund af det følgende sýndisk.


24.

R har kallaþ og sęggr annan; kallaþ er enten fejl for kallaþi og så må der indsættes á foran annan, eller f. kallaþan (forkortelsestegnet glemt), men så må der indsættes et (hjælpe)verbum, lét (el. réð).


29.

íviðgjǫrnum: i R skrives nærmest -gianra, men der foreligger her en af de sædvanlige fejl, idet skriveren sætter et adj. i samme kasus som de nærmest stående ord.


32.

vilia ec lavss: i R er uden mening og forlængst rettet, men linjen bliver kun 3-stavet, så at der måske foreligger en stærkere fejl.


35.

þeirar er þú gęrðir har R, linjen må rettes som i teksten.


36.

senda i R må være galt f. sęldak, hvortil det forlængst er rettet.


40.

ganga i R må nødvendigvis rettes til gangi på grund af det følg. -varið nom.


42.

vinna i l. 8 mgl. R, men er sikkert det rigtige.



Alvíssmǫ́l

1.

skalat i R (l. 6) kan umulig være rigtigt, da meningen åbenbart kræver det modsatte.


3.

vęrz i R kan kun forstås som vers, af ver, ntr., hav, sø. Der er ingen grund til at søge nogen anden forståelse; et verðs giver ingen antagelig mening, vers af verr ‘mand’ kan heller ikke sammen med vagna være en kenning for Tor, og det så meget mindre, som det aldeles ikke var dværgens mening at have noget med Tor at göre. Dette fremgår af hele smhængen. — bregðit er rettelse for bregði ęngi.


4.

L. 6 kan ikke med sikkerhed restitueres. Af de fremkomne forslag er rimeligst: sás ęinn es gjǫf es með goðum, es (dativ) ‘for hvem’, gjǫf, ‘gaven’, ‘retten til at bortgive’.


10.

alfom i l. 2 er skrivefejl for asom; alfar nævnes jo i l. 7.


11.

erakendi: er fordærvet; det er rimeligt, at e- er rest af enn, og kęndi er vel det kendte adj., jfr. v. 29: en Nǫrvi kęnda, altså: enn . . . kęndi, men det mellemliggende ord er det vanskeligt at få fat i. Man kunde tænke sig et hríðkęndi, hręggkęndi ‘stormfulde’.


22.

vindzflot i R må være galt; det er forlængst rigtig rettet til vind-slot.



Baldrs draumar

2.

alda har A, men i v. 13 er skrevet alda og dette rettet til aldinn; det er ikke tvivlsomt, at dette må indsættes her; linjen har kun 3 stavelser og er måske forvansket; det vilde være let at læse enn aldni.


6.

sonr em ek Valtams i A, her må sonr flyttes til sidst. — floþ har A; dette beror på en mangelfuld læsning af en original. Der er næppe tvivl om, at herunder skjuler sig verbet flóa (-aða), dannet af fló, lag, flóa altså lægge lagvis. Der må læses flóuð og eru må nødvendigvis tilföjes.


11.

þværat: A har þvær, det er måske ikke nødvendigt at tilföje -at.


14.

ver hróðigr skr. A.



Hyndluljóð

2.

verðungu er rettelse f. verdugum.


4.

mun hon: hds. i l. 1 og 2.


9.

Sęnn í er rettelse f. sennum vit or.


19.

vá: mgl. hds.


21.

varðar: varði hds., men varðar i v. 22; men ordet er en forvanskning af vǫrumk i Vspásk., og har sål. intet med Hyndl. at göre.


23.

Hildi: er rettelse f. hinn eldri og Halfr i. Alfr.


24.

Efter l. 6 indskydes her linjerne kunnak báða | Brodd ok Hǫrvi, men disse kommer igen i v. 28, hvor de åbenbart hører hjemme.


26-28.

I hds. er ordningen: 281-4, 263-8, 27 (hvor begynd, lyder: Ani Omi | voru bornir), 285-8.


27.

vas mgl. hds.; bauls skr. hds.


29.

L. 1-2 står i hds. efter 338.


32.

Findes i hds. efter Vspá hin sk. v. 3.


33.

diupaudga skr. hds.


34.

reikna i hds. er naturligvis forlængst rettet til rękja.


35.

ęitr er rettelse for eitri.

Vǫluspá hin skamma

1.

síns bróður sló hann skr. hds.


3.

flęira har hds. her f. lęngra.


13.

úðgastan: auðgastan hds., men rettelsen er vel rigtig.

Rígsþula

4.

Hds. tf. her: vas kalfr soðinn | krása beztr, men denne ret kan ikke forudsættes hos dette ægtepar.


6.

L. 3-4 passer ikke her; fortsættelsen kommer rigtig i v. 20.


7.

I hds. beg. verset med 81-2. — lotr i hds. må skrives lútr.


9.

vas i l. 5 er rettelse af hds.s er.


23.

Efter l. 5 indskydes her to linjer ɔ: v. 50, der sandsynlig har tilhørt en anden smhæng.


33.

Efter l. 2 har hds. gekk hann o. s. v. — brautar, som sikkert er ved vanvare skrevne her.


39.

męy átti er en rettelse f. mætti. — hét sú er en ret indlysende rettelse for hetu i hds. — hvíta, horska er nødvendige rettelser f. hds.s hvitri, horskri; dativ er her umulig og uforklarlig.


42.

ęnn er rettelse fra ęinn.


44.

sæva ok svefja hds., ok må rettes til of el. udelades.

Gróttasǫngr

7.

L. 3-6 lyder i hds. sofið eigi þit (it) né of o. s. v., hvilket er uden mening.


9.

Hds. har þeim erum bornar, men hovedstaven står her for langt tilbage.


13.

snęiddum brynjur er Sophus Bugges rettelse for beiddum bjǫrnu; rettelsen er meget stærk, men bjǫrnu passer ikke godt i smhængen, med mindre det havde en lign. betydn. som angels. beorn ‘helt’, men den er i nordisk ganske ukendt, bęiddum: kausativ til bíða.


17.

létti: leiti i T er uden betydning. Der kan ikke være tale om noget (h)leyti, det vilde være den rene tavtologi. Derimod giver cod. reg. en logisk og fortræffelig mening.


18.

hǫndla er rettelse for hǫlða, der mangler ellers et verbum.


22.

vígs H.: hds. har vid halfdana, hvilket er uden mening. At -dana bör rettes til -danar er så evident, at derom kan ikke tvistes; -na er en af de sædvanlige dittografiske fejl, påvirket af det følgende (hef)na; við beror på en el. anden fejllæsning; da vígs er i overensstemmelse med andre kilder og det netop er et sådant ord, der savnes, kan der ikke være nogen berettiget tvivl om den gamle rettelses rigtighed.


24.

Hds. har: sem munum hætta; her er det meget påfaldende, at et ord som munum bærer forlydsrimet, da en stærk betoning af dette ord er meget unaturlig; sem er meningsløst; der foreligger her vist en dybere forvanskning; en rettelse er derfor meget vanskelig. For sem kunde man vænte et betonet ord, begyndende med f; f og (langt) s ligner hinanden.



Grógaldr

3.

kvæmtki er rettelse for det umulige kveðki.



Fjǫlsvinnsmǫ́l

13.

L. 4-6 er meget forvanskede i hdss.; den her givne, meget sandsynlige tekst, stammer fra S. Bugge.


19.

barmr er rettelse for þat barr (Bugge).


20.

es mangi vęit: gammel rettelse for en þat fáir vitu (her mangler rimbogstav).


38.

ęin mgl. hdss.


40.

Bjarga mgl. hdss. og svinnar er rett. f. sumur (Bugge).


47.

Hdss. skriver vindar kalda.


49.

ert aptr skriver hdss., men aptr er efter det hele ganske ubegrundet.



Vǫlsungakviða

9.

alms ǫ́rr er rettelse for almr itr (ɔ: ítrborinn); dette er umuligt; almr kan aldrig være andet end en halvkenning, og sådanne findes ikke i digtningen för omtr. 1300. ítrborinn med dativ er heller ikke sprogligt antageligt, herom se Arkiv 46, s. 334-35; arr og itr ligger grafisk hinanden meget nær.


23.

þinig er rettelse f. þing.


24.

Efter bęit har hds. her el. noget lign., men dette er en af skriverens mange fejl; ordet er meningsløst.


43.

stavþom skr. R; dette giver ingen mening; det kan opfattes som en gal skrivemåde f. stoþom.


49.

Mistar marr: sål. R, men ‘Mists (valkyrjens) hest’ er intet som helst. Det som ryster, må være jorden, jfr. Atlakv. 13: Hristisk ǫll Húnmǫrk, men ikke luften; marr giver ikke her nogen mening, hvilken betydn. så end ordet kan have (‘hest, hav’). Jeg har derfor rettet marr til mœrr ‘jord, land’ og henført Mistar til męgir = krigere, jfr. hęrmęgir og lign. Herimod har man indvendt, at det ikke er sandsynligt, at Mistar i l. 7 kunde høre sm med męgir i l. 8, men man glemmer da, hvor »skaldisk« digtet ellers er.


[Hrímgerðarmǫ́l]

14.

hęitir: er þik skal ęiga tf. R, men linjen bliver aldeles uforholdsmæssig lang; disse ord er sikkert senere tillæg. Andre sletter heitir es, hvilket kunde være rigtigt.


15-16.

161-4 er muligvis indskud, så at 15 og 165-7 havde oprl. udgjort ét vers. Men det er måske rimeligere, at 15 mangler den sidste halvdel. Da er 163 et indskud, ti l. 4 er forudsætningen for Helges ord i 175. Denne opfattelse er her fulgt.


15.

Helgi tf. R, men må vist slettes, da linjen bliver for lang.


19.

lofðungs er rettelse f. avþlings, som, hvis det var rigtigt, måtte rime med v(atni).


13.

L. 1-2 mgl. i R, men er med stor sandsynlighed indsatte.


15.

stęfnt er rettelse f. R’s steyct, der er en reminiscens fra v. 12.



Vǫlsungakviða hin forna

9.

R har: hrátt kjǫt eta, hvorved der fremkommer en metrisk anomali. Ganske vist er kjǫt ikke et ubetonet ord, men i smligning med hrátt, der bærer rimbogstavet og er det i smhængen vigtigste ord, er omstillingen uden betænkelighed, og linjen bliver metrisk rigtig.


13.

séim, hęfndum er rettelse af se og hefndoþ, bægge dele meningsløse.


23.

Dette vers er uægte, af den grund, at det taler om flere forskellige kampe, hvad der er ganske meningsløst i denne smhæng.


24.

Når R skriver iordán her, beror dette på et af de mærkelige tankeknyt, der findes i dette hds. (f. eks. angan | tyr i Vspá 53), og er naturligvis for længst blevet rettet til jǫrðu.


27.

óðli: eðli skr. R, hvis dette kan bet. ‘landejendom der er arv’, behøves ingen ændring, men det synes ordet ikke at kunne bet., derfor er det rimeligt at rette det til óðli.


28.

L. 3 lyder i R: sáttir saman, både hvad metrum og mening angår lige umuligt; ósáttir, hvad meningen kræver, er ikke helt tilfredsstillende; da skulde også sidste led (i en E-linje) være opløst, hvilket heller ikke er godt. Måske er linjen uhelbredelig forvansket.


49.

harmdǫgg: kan ikke være rigtigt, det skulde bet. ‘tårer’, men det er blodet, der må menes; derfor er ordet rettet til hræ-, jfr. val-dǫgg.


57.

Ordet dolgar skrives i R dolgms, men over g er — senere — skrevet et tegn, der vist skal bet. -ar. At opfatte mer her som mær ‘mø, kvinde’ er sikkert urigtigt. Der foreligger uden tvivl en af de mange skrivefejl, som R lider af og som til tider er vanskelige at forklare.



Grípisspǫ́

39.

L. 8 er forvansket; der mangler hovedstav; mulig bör der læses hyggsk f. sér, men tanken bliver ikke derved helt klar, »du tænker at intet er til hinder derfor?«


42-43.

I R står disse to vers i omvendt orden; S. Bugge har påvist det rigtige.



Reginsmǫ́l

1.

R tilf. sér efter kannat, — Hdss. skriver linar, lionar.


3.

ljúgask: rettelse f. hǫggvask; rettelsen fremgår klart af følgende vers; hǫggvask á orðum giver en helt anden — og i denne forbindelse meningsløs — mening, neml. ‘skælder hinanden ud i ord’. Fejlen kan være rent grafisk (ɔ: bero på fejllæsning).


10.

Far skr. R (for fa ɔ: fǫ́); r er blot dittografi af det foregående (þiar).


20.

at (el. v. l. af) skr. hds foran hrotta, men dette er umuligt og meningsløst.



Fáfnismǫ́l

11.

ørlǫ́g mgl. R, men er sikkert sål. indsat af S. Bugge.


13.

L. 2 lyder i R: hygg ek at nornir sé, men her mgl. forlydsrim (hovedstaven); segik findes i W (af SnE), her rimeligvis ved en (rigtig) konjektur; nornir vesa har U.


15.

brú: rettelse f. brot R.


24.

Efter l. 3 har R: sigtíva synir, hvilket naturligvis beror på et el. andet meningsløst tankeknyt; hverken Sigurd el. Reginn kunde kaldes således, og linjen er overflødig.


Pros. 15 og v. 31 findes i R foran v. 27, men er her flyttede.


43.

an: rettelse for R’s er.


45.

R læser hrafns hrælundir, som ikke kan være rigtigt; for det første er hrælundir ‘ligmörbrad’ et umuligt udtryk og uden sidestykke. Sagen er den, at (langt) s (i hræs) er blevet læst som l, hvad der let kunde ske (ganske som l er blevet læst som s i Sigrdr. 22), men dette havde atter til følge, at hrafn blev til hrafns, da hjǫrr så måtte være subj.; hrafns hrælundir kan heller ikke være nogen kenning. Denne rettelse er så evident som nogen kan være.



Sigrdrífumǫ́l

I R er rækkefølgen 3, 1, 2, men der kan ikke være tvivl om, at versene med Hęill o. s. v. må være digtets begyndelse.


9.

kunna: gera Vǫls.s.; R skr. blot r ɔ: rísta, men da der ellers altid står kunna, er det rimeligst at indsætte det her også. — L. 6: »at antænde åren« synes ikke at give nogen mening; ganske vist svides et stykke træ i ilden for at blive styrket og mere modstandsdygtigt; dette kunde passe på en åre, men da måtte man tænke på den tidligere tid, da åren blev lavet, men det passer ikke godt til det øvrige. Det er vel for dristigt at tænke på runenavnet elgr, der jo ellers ikke findes, men som må have været det ældre navn på runen Rúnakvæði maðr.png (R) (Die Runenschr. 133); det er ganske vist usikkert, hvad betydning denne rune i denne forbindelse har haft.


20.

vitir i R er vistnok galt; det bör vist rettes til vitak.


27.

sifja silfr, som R har, er intet som helst, der må foreligge en forvanskning; rettelsen ligger snublende nær (S. Bugge); det er klart, at der foreligger en kvindekenning, og denne frembringes ved at skrive sifjar silfrs, af Sif i plur.; det er sjældent, at gudindenavne bruges i plur., men det er en selvfølge, at dette kunde ske i de få tilfælde, det krævedes.



Sigurðarkviða hin meiri

9.

Verset står i R efter v. 15, hvor det aldeles ikke passer. Det er med rette blevet flyttet herhen.


13.

sá: rettelse f. svá (R), ɔ: Sigurðr (i v. 12).


14.

lęngi: rettelse f. vęl; der mangler en bistav; vęl er her indkommet fra v. 12.


16.

R læser: einn vakði Gunnarr ǫllum lengr, denne anomali (2 linjer på 5+3 stavelser) afhjælpes let ved den her foretagne omstilling.



Guðrúnarkviða (I)

7.

Er vist indskud; l. 2 og 6 består af 3 stavelser; sådanne linjer findes dog ellers nogle få gange, men ikke oftere end én gang indenfor ét vers.


8.

hrør: er en evident rettelse for R’s uforståelige herfor (hvor er er forkortet), hǫndla hrør R, metrum viser den rigtige rækkefølge.


9.

hlautk: nødvendig rettelse f. R’s varðk.


21.

R læser her: Svá ér um lýða | landi eyðið | sem ér unnuð o. s. v., men teksten er umulig, sprogstridig som den er; »således øder I landet m. h. t. folk« er en meget unaturlig udtryksmåde, »som I aflagde de svorne eder«, altså: »som I har aflagt eder, som I har brudt (må underforstås), således o. s. v.«. De foretagne rettelser må antages at være forholdsvis sikre.


27.

R’s elvi antages for at være fejl f. ęfli ‘styrke’, men ellers forekommer dette kun i smsætninger. Rettelsen kan ikke siges at være sikker. Næppe kan man tænke på et ord som elivn ‘udholdenhedskraft’, da det ikke synes at passe helt godt i smhængen.



Sigurðarkviða hin skamma

5.

Efter gingu har R: þer (er fork.), hverken þær el. þęir passer her; mulig er þer fejl f. þess.


13.

Dette vers består tilsyneladende af 14 linjer. Det er naturligvis ikke oprindeligt. De første 8 linjer udgör et godt og logisk vers. L. 9-10 er egl. kun tavtologi, og kunde være overleveringsdublet. L. 11-14 kunde tænkes at være sidste halvdel af et vers, hvis første halvdel var gået tabt; der er egl. intet, der viser en uægthed — ti vissi firðan bet. ‘vidste sig berøvet’ (hvis Sigurd blev dræbt). På den anden side er disse linjer i og for sig ret overflødige.


14.

árar i R er intet, og er sandsynligvis fejllæsning for afar (f læst som langt r); men linjen er da for kort; hǫ́num, hvilket synes ret krævet af meningen, er derfor indsat.


15.

Efter Buðla föjer R til: bróðir minn, dette er åbenbart reminiscens fra v. 56(!). Her passer ordene hverken logisk, syntaktisk el. metrisk.


22.

Grams i R kunde styres af éarn, men rimeligere er, at s her blot er en dittografi.


29.

sinni hęndi i R er åbenbart en fejl, der må rettes efter v. 25.


32.

R har: sæir brœðr þínum, ved at skr. bróður og flytte sæir bliver metrum helt i orden.


33.

Frýra o. s. v. er rettelse f. Frýra maðr þér engi i R. — bera er en evident rettelse f. vera i R.


34.

ǫngð er rettelse f. vng i R, der ingen mening giver (S. Bugge).


37.

aura er en evident rettelse af R’s ara.


38.

R har: hvárt skyldak vega, men vega er jo identisk med val fęlla og kan derfor ikke være rigtigt; Brynhild står vaklende over for to valg, enten at være valkyrje eller gifte sig; andet kan der ikke være tale om; i henhold hertil er teksten rettet.


42.

For þat—at har R þa—á, hvilket er meningsløst.


44.

mann tf. R efter léta, ligeså (maðr) efter letia i v. 46.


45.

R læser hvetja, hvilket er blevet rettet til hęita, jfr. v. 14.


50.

R skr. l. 2: hugðu at ráðum, dette er umuligt, da der mgl. forlydsrim. S. Bugge har vist truffet den rigtige ordlyd (efter Brot. 19).


61.

ykkur er en nødvendig rettelse for R’s occor. — L. 4 mgl. i R, men findes i papirsafskrifter.


62.

Ǫrt: R skr. Oavrt; at læse ó-ǫrt er åbenbart det modsatte af, hvad meningen kræver. Ordet er blevet til på den måde, at skriveren to gange har betegnet dets første vokal; jfr. v. 6.


63.

For l. 1-2 har R: ero i varvþom, som er fuldkommen meningsløst. Rettelsen er hovedsagelig Bugges og har sikkert truffet det rigtige. I l. 4 har R sonom.


68.

Efter l. 2 har R: malmr hringvariðr ‘ringforsynet sværd’, der ikke blot overfylder verset, men også er uden forlydsrimsforbindelse både for og bag.



Goðrúnarkviða hin forna

4.

af er rettelse f. at, R, und ligel. f. of.


8.

vegi: R har vega, men da teksten har Sigurð, obj. for lít, kan -vega ikke være rigtigt, det må rettes til -vegi; a er dittografi af det følg. þa (der iøvrigt er fejl f. þar).


11.

R’s (lesa)r er blot en dittografi af det følg. (lęifa)r.


12.

þottvz i R er umuligt, da man ikke kan sige så om ulve; men af denne fejl fulgte den anden: betri (f. betra).


17.

L. 3-4 er i R helt mangelfulde, komin og þrungin mgl. (jfr. sagaens niðr komin); R har hyggioþ.


26.

L. 1-4 er forvanskede i R: en þa gleymþv | er getit havfþo aull iofurs | iorbivg í sal. Det er forlængst set, at Gudrun her taler om sig selv, det er hende, der har glemt (ɔ: Sigurd og elskoven til ham) på grund af glemselsdrikken. gleymþv må rettes til gleymða(k); men det er også klart, at det er hende, der er subj. i haufþo, der skal læses hafða(k); fejlen er opstået efter at den første fejl var gjort; der mgl. et ord i l. 3; gleyma konstrueres med dativ og genitiv; det ligger da nær at skrive alls jǫfurs bǫls ‘Sigurds hele ulykke (og død)’. Værst er iorbivg i l. 4; alle tolkninger heraf er forfejlede (‘svineböjet’ f. eks.); bjórbjúg (Symons) er umuligt på grund af de to betonede b’er. På grundlag af de overleverede bogstaver mener jeg, at bjórvęig træffer det rigtige.


31.

vígrisnum er rettelse f. vígrisins.


38.

L. 4 lyder i R: hafið í vagna, men vagna må flyttes frem, det bærer hovedstaven, og rettes til vagn.


47.

R skr. legak, der må opfattes som lægak; hvis det er rigtigt, må det (på grund af konjunktiven) være Atle, der taler i verset. Men det synes at være Gudrun, ti adj. þrágjarn passer bedre på hende, ligesom hele versets karakter gör det. Men så må legak rettes til lágak og gjarn til gjǫrn.



Goðrúnarkviða (III)

5.

hrincto skr. R i l. 5 og 7; det er et ganske ukendt ord, der er blevet rettet (som i teksten) af S. Bugge.


10.

R skriver sva þa G. si ɴa harma, si ɴa kan både bet. sína og sinna; þá som imperf. til þiggja er meningsløst; Wisén indsatte hefnd efter þá, »således fik G. hævn for sine sorger« giver fortræffelig mening. Det i teksten satte svafði er en mindre rettelse.



Oddrúnargrátr

11.

gęrðak rękkju: R har gerðag drekku ‘gjorde jeg drik, blandede jeg drik’ (i horn el. bæger). Sligt var jo netop kvindens gærning ved drikkelag om aftenen; der kan således intet ondt have været deri; Oddruns ord (l. 5-8) kan aldeles ikke passe til en så uskyldig og naturlig færd. M. a. o. ordet må ændres som i teksten for at der fremkommer mening i smhængen. Der er her ikke tale om nogen »skamløshed«; de to veninder taler fortrolig med hinanden om ting, de bægge kendte.


15.

valmęy: R har óskmey, der ingen mening giver, ‘adoptivdatter’.


24.

L. 5-6 og 7-8 er i R i omvendt orden; rettelsen af Bugge.


25.

þvís: rettelse f. R’s þviat.



Atlakivða

9.

ulfs vǫ́ðum er en rettelse for vǫ́ðum hęiðingja i R; det sidste ord er kun en dittografi af det følg. og gör linjen uforholdsmæssig lang.


12.

gamlar granverðir skr. R; men rettelserne må betragtes som sikre nok. Plur. viser også, at der må læses ulfar munu.


29.

áskunnum er rettelse af -kunna i R; dette adj. giver ingen mening, når det henføres til elven (og så mgl. den bestemte art.), men passer udmærket til guldet.


31.

Glaumi mærum: R har glavmmavnom, at der foreligger hestenavnet Glaumr (‘larm’) er utvivlsomt, der må skrives Glaumi; mavnom har man opfattet som dativ af et — ellers ukendt — adj. manr ‘manket’; dette kan være rigtigt


36.

hvatir: R skr. hvarir.


42.

óðan er en indlysende rettelse f. R’s moþan.


44.

myrkviði er rettelse for R’s myrkheimi.



Atlamǫ́l hin grœnlenzku

4.

L. 7 skr. R: um fjorð Lima.


9.

stafi skr. R, altså orðstafi, men en sådan smsætning vilde være ret mærkelig; (staf)i er vel blot dittografi af det følg. (eld)i.


48.

tvęim: er i R skr. ii; R har svęinar og bróðir, dette er uden tvivl fejl, der beror på, at en afskriver mente, at det måtte være nom. i tilslutning til þęir.


49.

lifum i R synes at måtte rettes til lifa, regnestykket er ellers galt; de »elleve« må være de af Atles mænd endnu levende, han selv var den 12.

55.

brattara i R må rettes til brattan, da Högne aldrig kan have prøvet noget værre end døden; udtrykket i positiv er ellers kendt.


56.

halft yrkium i R er forvansket og meningsløst. Rettelsen giver sig af sig selv.


62.

íþrótta skr. R, hvilket er en umulig form; sagen er simpelthen den, at a blot er dittografi af det foregående.


98.

slíkt i R må rettes til slík, da der åbenbart er tale om Gjukes börn (ikke Gudrun alene), jfr. þęira i det følg.



Goðrúnarhvǫt

18.

R skr. er til hjarta fló, hvilket er umuligt og kun en af disse idiosynkrasier, der ellers findes, måske en reminiscens.


21.

ęikikǫstinn skr. R, men dette kan umulig være rigtigt; þann (l. 3) viser, at der er tale om to bål, et til Sigurd, et andet til Gudrun. Der må derfor skrives ęikikǫstu.



Hamðismǫ́l

10.

tvęggja mgl. R, men kan ikke godt undværes. — fyr rettelse for R’s at, hvilket er meningsløst og utolkeligt.


11.

R’s grát giver ingen god mening, og må sikkert rettes til grætr; er opstået under påvirkning af den følg. imper.


25.

L. 4 indledes med komit, der er metrisk overflødigt og syntaktisk unöjagtigt.


26.

fætr þina i R må nødvendig rettes til fótum þinum; skriveren troede, at der skulde foreligge objekt for sér.


27.

grýtið er á skr. R, men á er vist senere tilföjet.


29.

Efter bróðir tf. R okkarr, der gör linjen metrisk umulig. — varr inn viðfrækni skr. R, men der mgl. forlydsrim; derfor er varr rettet til hvárr; við- måtte læses víð-, ‘videnom tapper’, men en sådan smsætning er ikke naturlig, hvorfor man har rettet við- til víg-, hvilket formentlig er det rigtige. — gunnhęlgi skr. R; et sådant ord kan næppe være rigtigt, men må bero på en fejlskrift, et el. andet tankeknyt.


31.

L. 5-6 lyder i R: góðs hǫfum tírar fengit | þótt skylim nú eða í gær dęyja, men de er metrisk uforholdsmæssig lange og bör rettes, omtr. som det her er gjort. — maðr ekki skr. R.