Kullervo hos Smeden (Kalevala)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Kullervo hos Smeden
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Ferdinand Ohrt
Kullervo hos Smeden
- Kullervo, Kalervosønnen, XXXII. 1
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- Ungersvenden med gule Lokker
- og med de skønne Sko af Læder,
- spurgte nu straks i Smedens Bolig,
- spurgte samme Kvæld om sit Arbejd,
- spurgte sin Husbond for Kvælden
- og for den næste Dag sin Madmor.
- Smeden Ilmarinens Hustru 13
- overvejer derpaa Sagen:
- Arbejd for Trællen, den unge,
- Værk for den hværvede Tjener;
- saa satte hun ham til Hyrde,
- Vogter over den store Kvæghjord.
- Og den skadefro Værtinde,
- Smedens lattermilde Kvinde 20
- bagte nu et Brød til Hyrden,
- laved ham en vægtig Kage,
- øverst Hvede, nederst Havre,
- midt i Kagen en Sten hun stikker.
- Og hun smurte Smør paa Kagen,
- strøg et Lag af Fedt paa Skorpen,
- gav saa Trællen det at tære,
- Karlen som hans Kost for Dagen.
- Ilmarinens unge Hustru 33
- skikked nu sit Kvæg paa Græsgang,
- førte derpaa denne Tale,
- disse Ord hun derved ytred:
- »Mine Køer til Skovs jeg skikker.
- Mælkegivernes Flok til Svedjen,
- hornet Skare til Aspelunden,
- Krumhornshjorden til Birkelunden, 40
- for at et Fedtlag tykt maa lægges,
- Køernes Skrog med Talg maa dækkes.
- Skærm dem, o skønne Gud i Himlen, 49
- vogt mit Kvæg, du trofaste Skaber,
- vogt du det vel for Farens Veje,
- mod alt ondt du venlig det værne,
- at det aldrig af Nød skal vide,
- slet ingen Skam og Skade lide!
- Lille Bjørn, du Lundens Æble, 315
- Honninglab, du kære Krumryg,
- lad et smukt Forlig os slutte,
- lad en Grænsepagt os gøre
- alt vort Liv og alt vort Levned,
- alle Døgn og alle Dage, 320
- at du ej knuser mine Klovdyr,
- at du ej myrder Malkekvæget
- hele denne store Sommer,
- Varmens Tid, som vor Skaber skabte.
- Naar du hører Klokken klinge
- eller Hyrdeluren lyde,
- læg dig da til Ro paa Tuen,
- ned paa Engen for at sove,
- bøj dit Øre ned i Græsset,
- tryk dit Hoved ned i Tuen, 330
- eller ty til Ødemarken,
- stig paa andre Bakketoppe, 334
- hvor ej Kvægets Klokke lyder,
- Hyrderaabet ikke høres.
- Baniselil, du dyrebare.
- Honninglab, du kønne, rare,
- ikke forbydes dig at vandre
- eller at strejfe rundt i Skoven, 340
- kun at røre mit Kvæg med Tungen
- og med din grimme Mund det gribe,
- søndre Dyrene mellem Tænder,
- eller lægge Labberne paa dem.
- Gaa i Buer udenom dem,
- gaa i Skjul paa Mælkesletten,
- gør omkring, naar Klokken klinger,
- far paa Flugt for Hyrdens Stemme!
- Som en gylden Gøg du ile, 361
- som en liden Sølverdue,
- som en Hælt forbi du haste,
- smut som Vandets Fisk til Side,
- flyv afsted saa let som en Uldtot,
- lig en Hørtot rundt maa du rulle!
- Gæm Kløerne godt bag Skindet,
- dine Tænder i Gummekødet,
- at dog Kvæget ikke skræmmes,
- at min lille Hjord ej ængstes! 370
- Kom i Hu din Ed fra fordum, 379
- den du svor ved Dødningfloden
- under stride Fraadefosser
- foran Skabermandens Fødder:
- Frihed fik du til at vandre
- trende Gange hver en Sommer
- hen hvor Hjordens Klokke lyder,
- Kvægets fine Bjælder klinger;
- men det blev dig ikke tilladt,
- ikke blev dig Frihed givet,
- noget grusomt Værk at vove,
- nogen skændig Daad at øve. 390
- Skulde Grumhed dog falde paa dig,
- lyster dine Tænder at bide,
- vend saa din Grumhed mod Krattet,
- led din onde Lyst imod Fyrren,
- hugg blot løs i de raadne Stammer,
- vælt de frønnede Birkestubbe,
- endevend de knækkede Graner,
- grav i grønne, bær-rige Tuer!
- Føler du Trang til din Føde,
- om du længes efter din Æde, 400
- da kan du æde Skovens Svampe,
- rode rundt i Myrernes Tuer,
- tage den røde Rørurts Rødder,
- slikke Skovenes Honningskiver —
- rør kun ej mine Foderplanter,
- ej mit levende Græs du græsse!
- Midt i Skoven stander et Mjødkar,
- Mjøden, den suser og syder,
- over en gylden Bakkeskraaning,
- højt paa en Sølverhøj i Lunden; 410
- dær er Mad saa hver graadig mættes,
- dær er Taar til at slukke Tørsten;
- Maden ej mindskes, mens du æder,
- Drikken ej svinder, skønt du drikker!
- Lad en stadig Pagt os slutte,
- lad en evig Fred os holde:
- Enigt vil vi leve sammen
- smukt i Fred den hele Sommer,
- Jorden er vort fælles Eje,
- men vor Føde har vi særskilt. 420
- Vil du saa endelig strides,
- vil du færdes i Krig og Fejde,
- lad os da slaas ved Vintertide,
- gøre Spræl, naar det sner og fryser!
- Kommer først Vaaren, smælter Mosen,
- varmer Solen Sumpenes Vande,
- maa du ikke nærme dig Stedet,
- naar mit herlige Kvæg du hører.
- Hvis du kommer her til Egnen,
- løber ind i disse Lunde, 430
- vil man altid skyde paa dig.
- Er der ingen Skytter hjemme,
- har vi duelige Kvinder,
- findes altid Husets Madmor,
- som fordærver dine Veje,
- standser dig paa dine Stier,
- saa du aldrig rører Kvæget,
- ikke mer dig grumt forgriber
- mod Vorherres Bud og Vilje,
- mod den Saliges Beslutning. 440
- Ukko, Herren i det høje,
- hører du det blive Alvor,
- maa du mine Køer forvandle,
- lade Kvæget skifte Skabning!
- Gør min egen Hjord til Stene,
- mine skønne Dyr til Stubbe,
- medens Bæstet hærjer Egnen,
- mens det store Udyr strejfer!
- Var jeg selv en Bjørn og vandred
- som en Honninglab i Lunden, 450
- ikke vilde jeg løbe saadan
- altid i Hælen paa Kvinder;
- der er dog Land paa andre Steder,
- der er vel Hjorder længer borte,
- hvor du løs og ledig kan springe,
- hvor du Dagdriver frit kan færdes,
- trampe Hul paa Fødderne dine,
- lamme de stærke Læggemuskler
- dybt i de grønne Skoves Gæmme,
- dybt i Ødemarkernes Indre. 460
- Skov og Vang, vær huld og venlig, 487
- vis dig blid, du grønne Løvsal,
- Fred du give mine Ungnød,
- hold Forlig med mine Klovdyr 490
- hele denne store Sommer,
- Hedens Tid, som Herren sender!
- Kuippana, du Skovens Konge,
- Skovens raske gamle Graaskæg,
- gæn dit Kobbel godt af Vejen,
- hold lidt Styr paa dine Hunde!
- Stik dem Svamp i Næseboret,
- put dem Agern ind i Næsen,
- saa de ingen Duft kan spore,
- ingen Lugt af Kvæget vejre! 500
- Bind dem Øjet til med Silke,
- dæk med Vindsel deres Øren,
- at de intet Trin kan høre,
- ikke skue hvem der færdes!
- Og gør ikke dette Fyldest,
- hvis de ikke agter dette:
- Gæm dit Kobbel i en Kule, 513
- tag din Hob af Hunde til dig,
- bind dem godt med gyldne Klaver,
- slut dem fast i Sølverremme,
- saa de ingen Skade volder,
- ingen skændig Gærning øver!
- Og gør ikke dette Fyldest,
- hvis de ikke agter dette, 520
- hør da Ukko, gyldne Konning,
- Ukko, sølverrene Hersker,
- hør de gyldne Ord jeg siger,
- hør de hjærterundne Bønner:
- Tryk et Baand af Rønnekviste
- rundt om deres stumpe Snude;
- dersom Rønnen ikke holder,
- lad af Kobber Baandet støbes;
- svigter Kobberbaandels Styrke,
- bør af Jærn du Baandet gøre! 530
- Men hvis ogsaa Jærnet brister,
- sønderslaar de ogsaa dette:
- stik i Hast en gylden Staver
- ind imellem deres Kæber,
- fæst dens Ender haardt i Ganen,
- fast og kraftigt du dem nitte,
- at de Kæben ej kan røre
- eller trykke til med Tænder,
- om med Jærn ej Stangen brydes
- og med Staal af Vejen rykkes, 540
- eller med Knive sønderskæres,
- rives løs med Hugg af en Økse!«
- Ilmarinens unge Hustru,
- Smedens dygtige Værtinde
- sendte nu sit Kvæg af Stalden,
- skikked sine Køer paa Græsgang,
- satte Hyrden til at følge,
- Trællen til at drive Hjorden.
- Kullervo, Kalervosønnen XXXIII. 1
- pakked Maden ned i sin Ransel,
- drev saa Køerne langs ad Mosen,
- selv iled han frem ad Heden.
- Satte sig siden ned paa Tue, 15
- ned paa en Skrænt hvor Solen skinned,
- lod han da dær sin Stemme lyde,
- og i sin Sang sagde han dette:
- »Du Guds Sollys, spred dine Straaler,
- skin med Varme, Vorherres Skive, 20
- ned paa den usselig Hyrde,
- ned over Smedens Hjordevogter,
- ikke paa Ilmarinens Stuer,
- men allermindst paa min Madmor!
- Hun kan leve højt derhjemme.
- Hvedekage hun sig bager.
- Postej putter hun i Munden,
- smører tykt Lag Smør paa Brødet —
- Hyrden tygger tørre Skorper,
- skær' i avneblandet Leve, 30
- drikker dertil af sin Øse 35
- en Slurk Vand fra vaade Tuer.«
- Sang der en Smaafugl i Skoven, 59
- liden Flyver kvidred fra Busken:
- »Nu er det Tid, du Træl, at spise,
- faa din Nadver, du faderløse.«
- Kullervo, Kalervosønnen
- driver da Kvæget hen at hvile, 69
- lader sin Hjord paa Heden lejres,
- sætter sig selv paa en Tue,
- ned paa det frodige Grønsvær,
- tager sin Ransel ned fra Ryggen,
- tager Brødet ud af sin Ransel,
- stirrer paa det, vender sin Leve,
- derpaa tager han selv til Orde:
- »Tidt er Kage skøn at skue,
- tidt er Skorpen glat og lækker,
- mens det Indre kun er Barkbrød,
- Avner skjules under Skallen.« 80
- Og han trak sin Kniv af Skeden
- for at tage Hul paa Brødet:
- Kniven glider af mod Stenen,
- Staalet støder haardt mod Klumpen,
- og paa Kniven brækkes Spidsen,
- Æggen brister paa Tællekniven.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- stirred paa sit gode Knivsblad,
- gav sig derpaa til at græde,
- taled selv det Ord og sagde: 90
- »Den Kniv var min Ven og Broder,
- eneste Ven som jeg elsked,
- den var min hele Arv fra Fader,
- bjærget ud af Forældrehjemmet —
- den har jeg brækket paa Stenen,
- hugget imod den haarde Stenklump
- i den onde Madmoders Leve,
- i den onde Husfrues Kage.
- Hvor faar jeg hævnet hendes Latter,
- hendes Latter, hendes Løjer, 100
- Brødet, den lede Kvind mig bragte.
- Kagen, den slemme Skøge bagte?«
- Kragen skreg fra Krattet til ham.
- Kragen skreg og Ravnen raabte:
- »Stakkels Svend med Gyldenspændet,
- sidste Mand af Kalervos Stamme,
- hvorfor er dog dit Hjærte sorgfuldt,
- hvi er dit Sind saa dybt bedrøvet?
- Tag dig en Vidje her i Lunden,
- bryd dig en Birkevaand i Dalen, 110
- jag saa det skidne Kvæg i Sumpen,
- spred du Køerne rundt i Mosen,
- giv de glubende Ulve Hælvten,
- Ødemarkernes Bjørne Resten!
- Blæs en Ulveskare sammen,
- alle Bjørne du forsamle.
- Spædekalv skal Ulven hedde,
- Bjørnen kan for Blis du kalde,
- driv dem saa som Kvæg til Hjemmet,
- ret som en broget Hjord til Gaarden! 120
- Hævn med dem din Madmors Ondskab,
- løn den lede Kvindes Latter!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- tog til Orde selv og sagde:
- »Vent, ja vent, du Hiisis Hore!
- Om jeg græder over Kniven,
- skal du selv faa Grund at græde,
- for dit Malkekvæg at græde.«
- Tog han en Vaand fra Vidjekrattet,
- Enebærkvist at ave Kvæget, 130
- jog saa sin egen Hjord i Sumpen,
- Kvæget kysed han ind i Skoven,
- gav de glubende Ulve Hælvten,
- Ødemarkernes Bjørne Resten.
- Ulve han til Køer fortrylled.
- Bjørne han til Kvæg forvandled.
- Spædekalv fik somme hedde,
- andre blandt dem Blis han nævned.
- Solen sænked sig mod Vester,
- halvt i Kvældens Skød den vandred, 140
- iled ned til Granekrattet,
- naaed frem til Malkningstimen.
- Og den stakkels hadske Hyrde,
- Kullervo, Kalervosønnen,
- drev de Bjørne bort til Hjemmet,
- Ulvehjorden hjem til Gaarden,
- laver sig en Lur af Koben, 153
- gør af Oksehorn en Pibe;
- og han lader Luren gjalde, 157
- blæser i sin Hyrdefløjte
- trende Stød paa Gaardens Bakke,
- seks ved Døren ind til Stalden. 160
- Det var nu Iimaris Hustru,
- Smedens Kone, statelig Kvinde,
- længst har hun længtes efter Mælken,
- længst har hun savnet Sommersmørret;
- hørte hun nu en Klang fra Mosen,
- hørte Hornets Lyd over Heden;
- førte derpaa denne Tale,
- disse Ord hun dernæst ytred:
- »Vær nu takket. Gud og Skaber!
- Luren lyder. Hyrden kommer. 170
- Hvor har dog Trællen taget Hornet,
- hvor har dog Hyrden hittet Luren,
- thi under Spil og. Klang han kommer,
- lader Luren larmende gjalde!
- Ind i mit Øre det tuder,
- skingrer vildt, saa mit Hoved værker.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled nu det Ord og sagde:
- »Trællen har taget Horn i Mosen,
- Luren hented han op fra Kæret. 180
- Kommet er nu dit Kvæg til Stalden,
- Hjorden alt staar paa Hjemmemarken;
- gør nu et rygende Baal til rede,
- kom og sæt dig saa til at malke!«
- Ilmarinens unge Kone
- bød sin Svigermoder malke:
- »Gaa du, Gammelmor, at malke,
- du kan røgte Kvæget for mig,
- jeg faar ikke Tid i Aften,
- jeg maa have Dejen æltet.« 190
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Altid vil en dygtig Madmor,
- vil en virksom Bondekone,
- aller først gaa selv at malke,
- selv hun sine Køer vil røgte.«
- Saa gik Ilmarinens Hustru
- selv af Sted at varme Badet,
- derpaa kom hun for at malke,
- syned end sin hele Kvæghjord, 200
- mønstred alle sine Ungnød,
- taled nu det Ord og sagde:
- »Kvæget har et herligt Ydre:
- Glatte Haar i hele Hjorden,
- hver er blød af Hud som Lossen,
- fin og myg som Faaret i Skoven,
- alle staar de med udspændt Yver.«
- Ned hun bøjed sig at malke, 209
- lade Mælk fra Yver rinde,
- een og tvende Gange trak hun,
- drog i Yveret tredje Sinde:
- Ulven styrted løs paa hende,
- Bjørnen slog sin Klo i hende;
- Ulven hende rev i Munden,
- Bjørnen sled i Benets Sener,
- bed det halve bort af Læggen,
- sled saa Hælen løs fra Foden.
- Ilmarinens stolte Hustru 223
- brister ud i Graad og Klage,
- taler saa det Ord og siger:
- »Ondt har du handlet, usle Hyrde,
- Ulve jaged du hid til Hjemmet,
- Bjørne hid til den brede Gaardsplads.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- gav hende dette til Gensvar: 230
- »Ondt handled jeg usle Hyrde,
- lidet bedre min usle Madmor,
- du som har bagt mig et Stenbrød,
- bagt mig til Kost en fjældhaard Kage,
- saa at jeg brød min Kniv mod Stenen,
- hugg den ind i den haarde Fjældklump.
- Faders bedste Kniv har jeg knækket,
- ødt det Staal jeg arved i Ætten.«
- Sagde Ilmarinens Hustru:
- »Lille Hyrde, kære Hyrde! 240
- Drag din Trolddomskraft tilbage,
- tag igen din Trylletale,
- fri mig ud fra Ulvebiddet,
- lad fra Bjørnens Klo mig bjærges!
- Skønne Skjorter skal jeg sømme,
- smykke dig med fine Bukser,
- Smør og Kage skal du spise.
- Sødmælk skal du faa at drikke,
- lønnes ett Aar uden Arbejd,
- end ett Aar helt løs og ledig! 250
- Hvis du ikke haster med Hjælpen,
- hvis du ikke iler med Frelsen,
- styrter jeg om og dør paa Stedet,
- og min Lød vil mørknes som Mulden.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Skal du dø, saa dø du bare,
- segn kun, er du ved at segne!
- Jorden har Plads til dem der falde,
- Kalma rummer sagtens dem alle: 260
- Mægtigste Mand i Mag kan ligge,
- selv den tykkeste trykkes ikke.«
- Ilmarinens Gaardværtinde, 285
- denne gæve Hamrers Hustru,
- faldt paa Stedet om og døde,
- hendes Lød blev sort som Soden,
- i sin egen Gaard hun segned,
- paa den snævre Bro hun blegned. 290