Kvadet om Helge Hjørvardssøn (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 10. sep. 2013 kl. 11:06 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Kvadet om Helge Hjørvardssøn
(Helgakviða Hjörvarðssonar)


Hjørvard hed en Konge; han havde fire Koner: én hed Alfhild, deres Søn hed Hedin, en anden hed Særejd, deres Søn hed Humlung, og én hed Sinrjod, deres Søn hed Hymling. Kong Hjørvard havde gjort det Løfte, at han vilde eje den Kvinde, som han fik at vide var den væneste. Han spurgte, at Kong Svafne havde den allerdejligste Datter, hun hed Sigrlin. Idmund hed hans Jarl; Atle hed Jarlens Søn, som foer at bejle til Sigrlin for Kongen.


Atle stod en Dag ved en Lund, men en Fugl sad oppe i Grenene over ham, og havde hørt, at hans Mænd kaldte de Kvinder de skjønneste, som Hjørvard ejede. Fuglen: kviddrede, men Atle hørte, hvad den sagde; den kvad:


1. Saae du Sigrlin, Svafnes Datter?
ej i Munarhejm I finder
nogen Mø saa skjøn som hende;
dog er Hjørvards Kvinder fagre,
tækkes Mænd i Glases Lund.


Atle:
2. Sig, vil, vise Fugl, du tale
mer med Atle, Idmunds Ætling?
Fuglen:
Ja, om Drotten til mig offre
vil, og om jeg i hans Kongsgaard
kaare maa, hvad selv jeg vil.


Atle:
3. Ikke maa du kaare Hjørvard,
eller nogen af hans Sønner,
eller Drottens fagre Kvinder,
nogen Viv, som Hjørvard ejer:
vel og venlig skal vi tinge,
som det er blandt Venner Sæd.


Fuglen:
4. Hov og Hørg[1] vil jeg mig kaare,
Kør med gyldne Horn jeg kræver,
som min Løn fra Hjørvards Kongsgaard,
om han i sin Favn skal slutte
Sigrlin, ifald hun villig
følger Drotten til hans Bo.


Dette var førend Atle drog bort. Han dvælede om Vinteren hos Kong Svafne. Franmar hed Jarlen der, Sigrlins Fosterfader, hans Datter hed Aaløv. Jarlen raadede for, at Bruden blev nægtet, og Atle foer da hjem. Men da han kom hjem, og Kongen spurgte ham om Tidende, kvad han:


5. Møje voldte os vor Rejse,
ilde gik det med vort Ærind,
vore Hestes Kræfter glipped
paa de høje, stejle Fjelde,
vade maaatte vi i Sæmorn,
nægtet blev os Svafnes Datter,
Møen smykt med gyldne Ringe,
som vi krævede til dig,


Kongen bad dem at fare end en Gang, og foer han selv med dem. Men da de kom op paa et Fjeld, saae de i Svavaland, at Landet hærgedes af Ild, og de saae store Støvskyer af Heste. Kongen red ned af Fjeldet og frem i Landet og tog Natteleje ved en Aa. Atle holdt Vagt og foer over Aaen og fandt et Hus; en stor Fugl sad paa Huset og holdt Vagt, men den var sovet ind. Atle skjød Fuglen til Bane med sit Spyd; men i Huset fandt han Sigrlin, Kongens Datter, og Aaløv, Jarlens Datter, og han førte dem begge bort med sig. Franmar Jarl, var faret i en Ørneham og havde været der for Hæren med Trolddom. Hrodmar hed en Konge, Sigrlins Bejler; han dræbte Svavekongen og havde plyndret og brændt i Landet. Kong Hjørvard fik Sigrlin, men Atle fik Aaløv.


---


Hjørvard og Sigrlin havde en stor og skjøn Søn; han var tavs og intet Navn fæstede ved ham. Han sad paa en Høj; der saae han ni Valkyrjer ride og én var den ypperste; hun kvad:


6. Sént vil, Helge, stærke Kjæmpe,
for det røde Guld du raade,
eller eje Rødulsvolde
— Ørnen geller ung i Lunde —,
om du stedse kvær vil tie,
er dit Sind end haardt som Staal.


Helge:
7. Sig, du fagre, lyse Kvinde,
da med Navn du Helge nævner,
hvad han faaer i Navnefæste;
vel du hvert et Ord betænke,
ej jeg imod Navnet tager,
om du selv ej følger med.


8. Mange Sværd paa Sigarsholmen
gjemmes, véd jeg, under Mulde,
fire mangler der i femti;
ét af dem er fremfor alle
stærkt og hvast, en Skjoldets Fjende,
smykket med det røde Guld.


9. I dets Hjalte hænger Ringen,
Mod er gjemt i Klingens Midte,
Rædsel ligger gjemt i Odden
for den Mand, som mon det eje,
men en Orm sig snor langs Eggen,
farvet rød i Blod den slynger
Halen omkring Hjaltets Knap.


Ølime hed en Konge; hans Datter var Svava, hun var Valkyrje og red gjennem Luft og Hav. Det var hende, som gav Helge dette Navn og hun skjærmede ham ofte siden i Strid. Helge kvad:


10. Konning Hjørvard, ej du handler,
som du burde, Kampens Fyrste,
om end vidt dit Ry er fløjet;
rolig lod du Ilden hærge
grumt i bolde Drotters Bygder,
som dog aldrig voldte Mén.


11. Og du lader rolig Hrodmar
raade for de røde Ringe,
som engang var vor Frænders;
lidet frygter han for Fare,
tryg, han mener, kan han raade
for uddøde Ætters Arv.


Hjørvard svarede, at han vilde give ham Mænd, om han vilde hævne sin Morfader. Da søgte Helge efter Sværdet, som Svava havde talt til ham om; saa foer han og Atle ud og dræbte Hrodmar og øvede mangt et Manddomsværk.


---


Helge dræbte Jætten Hate, da han sad paa et Bjerg. Helge og Atle laa med deres Skibe i Hatefjord. Atle holdt Vagt den første Del af Natten. Hrimgerd, Hates Datter kvad:


12. Sig, hvem er de Mænd, hvis Snekker,
vugge sig i Hatefjorden,
tjeldede med blanke Skjolde?
kjække nok er eders Lader,
lidet vist til Frygt I kjende,
sig mig eders Konges Navn.


Atle:
13. Helge hedder han, og aldrig
skal den Konning Mén du volde,
Jernbord skjærmer Drottens Skibe,
Hexe kan ej skade os.


Hrimgerd:
14. Sig mig, Mand, hvad du vel hedder,
du, som er saa stærk og vældig;
vist maa Drotten paa dig lide,
siden han dig lader stande
i den fagre Snekkes Stavn.


Atle:
15. Atle hedder jeg, og farlig
skal jeg, lede Hex, dig vorde,
gram jeg er mod Jættekvinder;
ofte før jeg stod i Stavnen,
og slog mangen Hex ihjel.


16. Sig dit Navn mig, Jættekvinde,
graadig efter Lig at favne,
nævn mig, lede Hex, din Fader:
gid du laa dybt under Mulde,
mange Raster under Jorden,
høje Skoves dybe Rødder
suged Saften af dit Bryst.


Hrimgerd:
17. Hrimgerd hedder jeg, og Hate,
nævnedes min bolde Fader,
aldrig saae jeg slig en Jætte!
mangen Mø han til sig raned,
før ham Helge Bane hug.


Atle:
18. Det var dig, du Jættekvinde,
som for Snekkerne dig lagde,
spærrede os Fjordens Munding:
alle Drottens bolde Kjæmper
vilde nys til Ran du vie,
men en Bom kom dig paatværs.


Hrimgerd:
19. Nu du som en Tosse taler,
vist jeg tror, du staar og drømmer,
Bryn for Braa du lader synker,
det min Moder var, som lagde
sig for eders Konges Skibe,
Hlødvars Sønner drukned jeg.


20. Vrinske vilde du nu, Atle,
hvis du ikke var en Gilding:
nu slaar Hrimgerd op sin Hale.
Bagud sidder vist dit Hjerte,
skjøndt din Røst er som en Hingsts.


Atle:
21. Vist vil jeg en Hingst dig tykkes,
om du faar min Kraft at føle,
og jeg gaar iland fra Snekken;
hvert et Bén jeg i dig knuser,
hvis jeg tager fat for Alvor,
saa din Hale kommer ned.


Hrimgerd:
22. Gaa du kun fra Snekken, Atle,
hvis du stoler paa din Styrke;
jeg i Varinsvig dig møder,
der skal hvert af dine Ribbén
blive rettet ud, ifald du
kommer blot i mine Klør.


Atle:
23. Bort fra Skibet gaar jeg ikke,
før de andre Mænd er vaagne,
og kan holde Vagt om Drotten,
thi det skulde ej mig undre,
om du skjød dig op af Havet
under Snekken, lede Hex.


Hrimgerd:
24. Helge vaagn; thi Hrimgerd æsker
Bod, fordi du fælded Hate;
jeg en Nat vil sove hos dig,
saa er Skaden bødet, Drot.


Helge:
25. Lodin hedder Toløjætten,
som skal, lede Hex, dig eje,
led du er for Mænd i Midgaard;
han er ret en hundvís Jætte,
værst af alle fule Thurser,
han er ret en Mand for dig.


Hrimgerd:
26. Bedre Hu du har til hende,
Helge, som inat har været
her for om en Havn at spejde;
stærk mig tykkes fremfor andre
Møen med de gyldne Smykker;
her hun steg iland fra Havet,
gjorde Eders Flaade fast.
Hun, kun hun, er den som volder,
at Jeg ej formaar at bringe
Kongens Mænd den bedske Død.


Helge:
27. Hør nu, Hrimgerd, hvad jeg siger,
hvis jeg bøder dig din Harme,
vil du mig da nøje sige,
om den Kvinde var alene,
som beskjærmed Drottens Skibe,
eller fulgtes hun af fler?


Hrimgerd:
28. Tre Gang tre Gang trende Møer
vare sammen der i Flokken,
én dog red foran de andre,
under Hjelmen lys at skue;
Gangerne sig vælig rysted,
og af deres Manker drypped
Duggen i de dybe Dale,
Hagl paa Skovene de høje,
det gjør Aaret godt og frugtbart, —
ledt var Alt mig, hvad jeg saae!


Helge:
29. Se dig nu i Øster, Hrimgerd,
om ej Helges Stave virker,
og kan drive dig til Helhjem!
bjerget er nu Drottens Flaade,
Hav og Land ej mer vi frygte,
frelst er alle Kongens Mænd.


Atle:
30. Nu er Dagen oppe Hrimgerd;
Atle voldte, at du tøved,
saa du nu dit Liv maa lade;
Latter vækker du nu, Hrimgerd,
da du staar som Havnemærke,
som en vældig Kampsten!


---


Kong Helge var en stor Hærmand; han kom til Ølime og bejlede til Svava, hans Datter. Helge og Svava svore hinanden Troskab og elskede hinanden saare højt. Svava var hjemme hos sin Fader, men Helge var i Leding. Svava var Valkyrje endnu som før.


Hedin var hjemme hos sin Fader, Kong Hjørvard, i Norge. Hedin foer ene fra Skoven en Julekvæld og mødte en Troldkvinde; hun red paa en Ulv og havde Orme til Tømmer; hun bød Hedin sit Følgeskab, men han sagde nej. Hun sagde: »det skal du undgjælde ved Bragebægeret.« Om Kvæld blev der gjort Løfter; Sonegalten blev ført frem, og Mændene lagde deres Hænder paa den og gjorde Løfter ved Bragebægeret. Hedin gjorde Løfte om Svava, Glimes Datter, hans Broder, Helges, Brud, og det angrede han siden saa meget, at han gik bort ad vilden Sti sønder i Land, og der traf han sin Broder Helge. Helge kvad:


31. Hil dig, Hedin, har fra Norden
noget Nyt du mig at melde?
hvi foer du af Landet, Konning,
og kom ene hid til mig?


Hedin:
32. Svar var Brøden, som jeg øved,
thi ved Bragebægeret kaared
jeg din kongebaarne Brud.


Helge:
33. Ej du laste dig for Brøde,
hvad ved Bægeret vi loved,
snart vi begge holde vil.


34. Mig en Drot til Holm har æsket,
der om Nætter tre vi mødes;
Tvivl jeg har, om at jeg atter
kommer fra den Kamp tilbage;
da kan det til Baade vorde,
om det saadan er bestemt.


Hedin:
35. Der du, Helge, sagde, Hedin
værdig var til store Gaver,
og til godt af dig at nyde;
bedre det for dig sig sømmer,
Sværdet kjækt med Blod at rødne
end at give Fjender Fred.


Helge:
36. Ulven var den Kvindes Ganger,
som bød Hedin sig at følge,
da det sorte Mulm sig bredte:
vel om Sigrlins Søn hun vidste,
at han snart paa Sigarssletten
skulde ligge bleg og død.


Det kvad Helge, fordi han anede sin Død, og at hans Fylgje havde gjæstet Hedin, da han saae Kvinden ride paa Ulven.


Alf hed en Konge, Hrodmars Søn, som havde haslet Helge Holm paa Sigarssletten med trende Nætters Frist.


Der var en stor Kamp, og der fik Helge Banesaar.


36. Sendte Helge flux da Sigar
efter Konning Ølimes Datter,
snelt han bød ham Hesten spore:
»ile maa hun med at komme,
vil hun mig ilive se.«


Sigar:
37. Hid mig sendte Konning Helge,
Svava, for med dig at tale.
End engang, saa mæled Drotten,
vilde gjerne han dig skue,
før den ædle lod sit Liv.


Svava:
38. Hvad er Hjørvards Søn der hændet?
haardt mit Hjerte Sorgen knuger,
selv jeg skal min Kummer hævne,
om en Mand med Sværd ham fældte,
eller Dolken mod ham svang.


Sigar:
39. Her ved Frekastén imorges
aarle faldt den bolde Konning,
ypperst iblandt alle Drotter.
Alf har sejret, ej til Baade
var hans Sejr denne Gang.


Helge:
40. Hil dig Svava, ej du sørge
dette er det sidste Møde
her i Verden os imellem;
stærkt de dybe Vunder bløde;
nær mit Hjerte Sværdet stod.


41. Derom beder jeg dig Svava,
— ej du græde maa min Hustru —
om du nu mit Ord val lyde,
at du reder Hedins Leje,
elsker ham, den unge Drot.


Svava:
42. Alt i Munarhejm jeg loved,
dengang Helge gav mig Ringe,
aldrig med min gode Vilje
vilde anden Mand jeg favne,
naar, min Husbond, du er død.


Hedin:
43. Kys mig Svava, aldrig mere
kommer jeg til Rødulsfjelde,
aldrig mer jeg Roghejm skuer,
før jeg Hjørvards Søn har hævnet,
ham, som fremfor alle Drotter
var den ypperste paa Jord.


Om Helge og Svava siges, at de bleve gjenfødte.



Fodnoter

  1. Gudehuse.