Kyllikki (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kyllikki bortføres
Maleri af Johan Elis Kortman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II


Kalevala
Ferdinand Ohrt



Kyllikki



Nu er det Tid at Ahti nævnes,    XI. 1
Tid om den viltre Svend at synge.


Unge Ahti Saarelainen,
Lempisønnen, let i Sindet,
han i det høje Hus blev fostret
hjemme hos sin kære Moder,
hist hvor viden Vig har Ende,
ved en Krog af Kaukoniemi.


Fisk var den unge Kaukos Føde,
Aborre altid Ahtis Næring,    10
trives han da paa det bedste,
bliver saa rask og rød om Kinden,
Kærnekarl maa man kalde ham,
Svend som evner at svare for sig.
Dog kom Kauko let i Vaande,
til Fordærv hans Færd ham førte:
Altid dvæled han hos Kvinder,
gik sin Gang til Nattegilder,
hvor de glade Toner klinger,
lokket Mø sig lystig svinger.    20


Kyllikki var Saaris Jomfru,
Saaris Jomfru, Saariblomsten,
hun i højen Hus blev fostret,
voksed op i vakker Bolig,
sad i Fædrehjemmet ledig,
gynged over de bedste Bænke.


Lang Tid led der, langt det spurgtes,
langt fra kom der Folk at bejle,
kom til Pigens kendte Bolig,
hendes skønne Gaard at gæste.    30


Sol kom for sin Søn at bejle;
ikke gik hun dog til Solhjem
for som Solens Brud at skinne
i de travle Sommertider.


For sin Søn nu Maanen bejled;
ej til Maanehjem hun fulgte
for som Maanens Mø at lyse,
over Himlens Kres at haste.


For sin Søn nu Stjærnen bejled,
ej til Stjærnehjem hun fulgte    40
for ved Nattetid at tindre
paa den mørke Vinterhimmel.


Estere kom for at bejle,
andre kom fra Ingermanlandet:
ikke fulgte Møen med disse,
selv gav hun dem dette Gensvar:
»Guldet forgæves I giver,
uden Gavn paa jert Sølv I slider.
Jeg farer ikke til Estland,
ikke nu — ikke heller siden,    50
hen at ro paa Esternes Vande,
stages langs ad et Øhavs Strande,
hvor kun estiske Fisk man æder,
søber af estisk Suppekande; —
heller ikke til Ingrerlandet,
Bækkelandet, Bakkelandet,
dær er saa fattigt, alting fattes:
Træer fattes og Stikker fattes,
Vand fattes og Hvede fattes,
ja selv Rugbrød altid fattes.«    60


Det var muntre Lemminkäinen,
Kaukomieli selv, den skønne,
tog sig for afsted at fare
for til Saaris Blomst at bejle.


Men hans Moder vil det hindre,    67
gode Raad den gamle giver:
»Kære Dreng, du skal ej gæste
bedre Folk, end selv du regnes;    70
næppe vil som een af sine
Saaris stolte Stamme dig favne.« 


Mæled muntre Lemminkäinen,
sagde skønne Kaukomieli:
»Er mit Hjem end ikke prægtigt
og min Æt ej meget mægtig,
vil paa min ranke Vækst jeg regne,
paa mit blotte Ansigt jeg bejle.« 


Stadig stræber dog hans Moder
at forbyde Lemminkäinen    80
Saaris stolte Slægt at søge,
gæste denne store Stamme:
»Alle Piger dær vil dig drille,
alle Kvinderne leer kun ad dig.« 


Uforknyt var Lemminkäinen,
tog til Orde selv og sagde:
»Let jeg kuer Kvindelatter,
unge Døtres dulgte Fnisen,
skaffer dem en Dreng ved Barmen,
lidet Skødebarn paa Armen,    90
saa er det Slut med Spot og Latter,
selv den bedste Skæmt forglemmes.« 


Men hans Moder mæled dette:
»Ve mig arme for min Livsdag!
Hvis du gækker Saaris Døtre,
krænker fræk de kyske Piger,
vil der stande Strid af dette,
frygtelig Fejde vil fødes:
Alle Saaris Svende vil komme,
hundred Helte med Sværd ved Lænden,    100
frem imod dig, du stakkels Daare,
omringer dig, som er ene.« 


Uforknyt er Lemminkäinen,
agter ej sin Moders Tale,
men sin gode Hingst han tager,
spænder Folen for, den favre;
fremad kører han med Bulder,
frem til Saaris kendte Storbygd
for til Saaris Blomst at bejle,
Saaris herlig priste Pige.    110


Pigerne lo ad Lemminkäinen,
Spot og Latter lod de ham høre,
da han jaged saa vildt om Hjørnet,
aged saa sælsomt ind paa Gaarden,
vælted omkuld med Kurveslæden,
lod den løbe haardt imod Leddet.


Straks den muntre Lemminkäinen
vred sin Mund og vendte sit Hoved,
rev og sled i sin sorte Haardusk,
tog saa til Orde selv og sagde:    120
»Ingensinde saae jeg dog dette,
saae det ikke, hørte det ikke,
at over mig en Mø sig mored,
aldrig Pigernes Skæmt jeg prøved.« 


Uforknyt var Lemminkäinen,
taled nu det Ord og sagde:
»Har I Rum i Saarilandet,
har I Plads paa Saaris Marker,
Plads for mig, hvor jeg kan lege,
aaben Mark, hvor jeg kan danse,    130
mens paa Saari Spillet klinger,
lokket Mø sig lystig svinger?« 


Svared Saaris Møer og sagde,
ytred Oddens unge Piger:
»Vist er der Rum i Saari landet,
nok af Plads paa Saaris Marker,
Plads for dig, hvor du kan lege,
aaben Mark, hvor du kan danse —
mens du vogter Kvæget paa Svedjen,
driver som Hyrdedreng i Skoven!    140
Magre de Møer i Saari landet,
federe Hestenes Foler.« 


Uforknyt var Lemminkäinen,
tinged sig i Kost som Hyrde,
gik ved Dag og vogted Kvæget,
var ved Nat, hvor Spillet klinger.
Pigen glad i Dansen springer,
lokket Mø sig lystig svinger.


Det var muntre Lemminkäinen,
Koukomieli selv, den skønne,    150
kued nu snart de Kvinders Latter,
gjorde Slut paa Pigernes Gækken;
ej fandtes der nogen Pige,
ikke selv nok saa kysk en Kvinde
som ej Ahti slutted i Favntag,
ved hvis Side han ikke hviled.


Een blandt alle Piger fandtes,
een af Saaris stolte Stamme
agted aldrig Bejlertale,
ej hun føjed gæve Svende;    160
det var Kyllikki, den kække,
Saariblomsten selv, den skønne.


Det var den muntre Lemminkäinen,
Kaukomieli selv, den skønne,
sled vel hundred Par Støvler sønder.
roed vel hundred Aarer over
ved at fare til denne Pige,
ved efter Kyllis Hu at hige.


Det var Kyllikki, den kække,
hun til Orde tog og sagde:    170
»Hvorfor støver du, din Stymper,
strejfer rundt som Strandens Ryle,
lurer efter Landets Pige,
spejder efter Skørteflige?
Ej faar jeg Tid til at fare,
førend min Kværn er slidt i Splinter,
før min Morter er slidt i Stykker,
Morterstøderen helt i Stumper.


Hvad skal jeg med Dovenkroppe,
Dovenkroppe, Dvaskekroppe?    180
Jeg begær' et smækkert Legem
til mit eget smækre Legem
og en nok saa sikker Holdning
til min egen sikre Holdning
og et nok saa vakkert Ansigt
til mit eget vakre Ansigt.« 


Og en ringe Stund der svinder,
næppe Hælvten af en Maaned,
saa en skønne Dag det skete,
hændte sig en Aften silde:    190
Unge Møer i Leg sig glæder,
skønne Piger Dansen træder
paa en Plet i Læ af Lunden,
paa den herlig vide Hede —
Kyllikki ved Dansen øverst,
Saaris Blomst i Skaren ypperst.


Og den raske Skælm sig skyndte,
muntre Lemminkäinen kørte
med sin egen Hingst, den gode,
med sin unge favre Fole    200
lige løs paa Legens Klynge,
hvor de Møer i Dansen springe,
slængte Kyllikki paa Slæden,
kasted Pigen hen paa Kælken,
satte hende ned paa sit Tæppe,
hen over Kælkebundens Tremmer.


Hesten smækked han med Svøben,
smælded til med Piskesnærten,
farer saa fremad paa Færden,
siger, imens han farer fremad:    210


»Aldrig nogen Tid, I Piger,
skal I røbe nogen dette,
at jeg denne Daad har øvet,
at jeg denne Mø har røvet!
Om I mig ikke vil lyde,
brat skal Jer Ulykke times:
Eders Venner i Krig jeg kogler,
under Sværdet de unge Knøse,
I skal aldrig faa se dem siden,
medens Sol og Maane de skinner,    220
naar I røgter de Køer bag Stænge,
naar I vogter Kvæget i Enge!« 


Kylli klynked nu og klaged,
Saaris Blomst i Vaande sukked:
»Slip mig fri og lad mig være,
lad mig unge Barn dog fare,
lad mig slippe bort til Hjemmet,
hjem til min Moder kær, som græder!
Vinder jeg ikke min Frihed,
slipper jeg ikke bort til Hjemmet:    230
saa har jeg Brødre fem derhjemme,
Sønner syv har min Faders Broder,
de skal finde den Hares Fodspor,
kræve Hævn for Jomfruens Hoved.« 


Da hun stadig ikke slipper,
ud i sagte Graad hun brister,
taler saa det Ord og siger:
»Hvortil blev jeg født, jeg Stakkel,
hvortil født og hvortil fostret,
hvortil leved jeg min Livstid?    240
Til en daarlig Mand jeg kommer,
til en uforstandig Husbond,
faar en Kriger vild til Værner,
som i grumme Fejder færdes.« 


Mæled muntre Lemminkäinen,
sagde skønne Kaukomieli:
»Kylli, du min gyldne Kogle,
lille søde Bær i Skoven,
tag dig ikke det til Hjærte!
Haardt skal du ikke behandles:    250
Paa mit Skød, imens jeg spiser,
ved min Arm, imens jeg vandrer,
ved min Haand, den Stund jeg standser,
ved min Side, naar jeg hviler!


Dog maaske du græder over,    273
sørger over, mens du sukker,
at min Slægt er ikke ætstor,
og mit Hjem ej meget mægtigt?


Selv om ikke jeg er ætstor,
ikke mægtig i min Hjemstavn,
har jeg dog en flammende Klinge,
ejer et Sværd, som spruder Gnister:    280
Sværdel, det er af ædel Stamme,
det er af mægtig Storæt rundet,
thi det blev slebet hos Hiisi,
og det blev gnedet hos Guder;
ved det Sværd min Stamme jeg højner,
hele min Æt ved det jeg hæver,
ved mit Sværd med flammende Klinge,
stærke Staal, hvoraf Gnister springe.« 


Og den stakkels Pige sukked,
tog til Orde selv og sagde:    290
»Hør mig Ahti, Lempisønnen,
vil en Mø som mig du eje
Livet ud som Ægtemage,
ret som en Fugl, du bær' i Favnen,
skal en evig Ed du sværge,
at du ej til Fejde farer,
selv om Guldbegær dig drager,
eller Lyst til Sølv dig lokker.« 


Og den muntre Lemminkäinen
tog til Orde selv og sagde:    300
»Vel, en evig Ed jeg sværger,
ikke farer jeg til Fejde,
selv om Guldbegær mig drager,
eller Lyst til Sølv mig lokker!
Sværg du saa selv en Ed og lov mig
at du aldrig vil gaa til Gilde,
selv om en munter Dans dig drager,
eller et lystigt Lag dig lokker!« 


Saadan svor de deres Eder,
gav hinanden evigt Løfte    310
fremfor Gud, den aabenbare,
under Gud Almægtigs Aasyn:
Ahti ej til Kamp vil drage,
Kylli ej til Gilde tage.


Og den muntre Lemminkäinen
drev sin raske Hest med Svøben,
gav sin Hingst et Rap af Tømmen,
tog til Orde selv og sagde:
»Nu Farvel, I Saaris Enge,
Granerødder, Fyrrestubbe,    320
hvor jeg vandred sidste Sommer,
hvor jeg vanked den hele Vinter,
laa bag Skjul i skydækket Midnat,
iled afsted i onde Storme,
mens jeg jaged efter en Hjærpe,
var paa Fangst efter denne Vildand!« 


Nu er muntre Lemminkäinen    343
atter kommen til sin Hjemstavn,
til sin egen kære Moder,
vundet til Forældrehjemmet.
Og hans Moder tog til Orde,
selv hun ytred sig og sagde:
»Længe har, mit Barn, du biet,
længe fjærnt i andre Lande!«    350


Mæled muntre Lemminkäinen,
taled selv det Ord og sagde:
»Mange Møer jeg maatte gække,
hævne mig paa kyske Piger,
som med Spot og Spe mig mødte,
gækked mig med lystig Latter:
Op i Slæden med den bedste,
jeg paa Tæppet hende satte,
hen over Kælkebundens Tremmer,
hylled hende til med Dækket,    360
vandt mig Bod for de Kvinders Latter,
Hævn for de skønne Pigers Skæmten.


O min Moder, som mig fødte,
Moder kær, der har mig fostret,
hvad jeg søgte, har jeg fundet,
den jeg vilde, har jeg vundet:
Bær da frem det bedste Bolster,
bred da blødest Hovedpude,
at i Hjemmet jeg kan hvile
ved min unge Jomfrus Side!«    370


Og hans Moder tog til Orde,
selv hun ytred sig og talte:
»Vær nu takket, du vor Skaber,
priset, du vor Gud alene:
Du mig gav en Svigerdatter,
til min Ild en ivrig Puster
til min Væv en dygtig Væver,
til min Rok en rigtig Spinder,
til min Vask en trolig Tvætter,
til mit Blegetøj en Bleger!    380


Tak du selv din gode Lykke!
Godt du nemmed, godt du bjerged,
godt din Skaber dig forundte,
godt den naaderige gav dig:
Ren og skær er Spurven paa Sneen,
mere skær er dog den du favner,
hvidt er Skummets Skin over Havet,
mere hvid er dog den du hverver,
væn er den vilde And paa Voven,
mere væn er dog den du værner,    390
klar er Stjærnen oppe paa Himlen,
mere klar er dog den du kaarer.


Læg nu nye brede Gulve,
skaf os meget større Vindver,
giv os ganske nye Vægge,
gør vor hele Hytte bedre,
læg os Tærskler foran Stuen,
nye Døre over Tærsklen,
thi en Jomfru her du vandt dig,
thi en fager Mø du fandt dig,    400
runden af en større Stamme,
højere Byrd end din egen!« 



_________________________________



Det var Ahti Lemminkäinen,    XII. 1
det var skønne Kaukolainen,
stadig leved han frem i Tiden,
sad ved sin unge Jomfrus Side,
selv gaar han ikke til Fejde,
Kylli gaar ikke til Gilde.


Saa en skønne Dag det skete,
aarle Morgenstund det hændte:
Lemminkäinen selv, ung Ahti,
Rogn at skaffe sig begiver;    10
ikke kom han hjem til Kvælden,
naaed ikke hjem til Natten,
Kylli gik til Gildeglæde,
hvor de Pigen Dansen træde.


Hvem er det som bringer Buddet,
hvem er det hvis Tunge sladrer?
Ainikki, ung Ahtis Søster,
hun er den som bringer Buddet,
hun er den hvis Tunge sladrer:
»Ahti kære lille Broder;    20
Kyllikki er gaaet til Gilde,
frem til et fremmed Led hun vanked,
dær hvor Bygdens Piger springer,
lokket Mø sig lystig svinger.« 


Ahti Svenden, raske Svenden,
selve muntre Lemminkäinen,
gribes nu af Nag og græmmes,
hastigt han af Harme fyldes,
tager Ordet selv og siger:
»O min Moder, gamle Kvinde,    30
nu maa du min Skjorte dyppe
i den sorte Hugorms Ædder
og med Huj og Hast den tørre,
at jeg kan i Kampen drage
op til Pohjas Sønners Arner,
op til Lappefolkets Lande:
Kyllikki er gaaet til Gilde,
frem til et fremmed Led hun vanked,
hvor de unge Piger springer,
lokket Mø sig lystig svinger.«    40


Kylli skynder sig at sige,
Hustru haster med at svare:
»Ak min Ahti, lille kære,
du maa ikke gaa i Fejde!
Drømte mig en Nat paa Lejet,
som i dybest Søvn jeg hviled:
Flamme flakked som af Esse,
Lue vælted sig med Vælde
opad under Husets Vindu,
lige langs ad Murens Side,    50
derfra slog den ind i Stuen,
skød som Fossefald sig fremad,
gik fra Gulvet op til Taget,
hopped fra Vindu til Vindu.« 


Men den muntre Lemminkäinen
tog til Orde selv og sagde:
»Ikke tror jeg paa Kvindedrømme,
lige lidet paa Hustru-Eder!
O min Moder, du som mig fødte,
bring mig nu hid min Brynjetrøje,    60
kom nu hid med min Orlogsklædning!
Ligger mig Længsel i Sinde
atter Kampens Øl at faa drikke.
Kampens Mjød igen at faa smage.« 


Men hans Moder tog til Orde:
»Ak min lille Søn, min Ahti,
du maa ikke gaa i Fejde!
Vi har ogsaa Øl herhjemme
i en Elletøndes Gæmme,
bag en Tap af Egetømmer;    70
jeg skal bringe dig Øl at drikke,
om du saa drikker hele Dagen.« 


Mæled muntre Lemminkäinen:
»Jeg er ked ad Hjemmeøllet;
heller øser jeg Vand af Elven
i et tjæret Aareblads Hulning,
det er mig mere sødt at søbe
end alt Øl som brygges herhjemme.
Bring mig nu hid min Brynjetrøje,
kom nu hid med min Orlogsklædning!    80
Op til Kamp i Pohjola gaar jeg,    107
op til Dyst med Lappernes Sønner.


I mit Hjærtes Dyb jeg længes,
i min Hjærne Tanker trænges:    110
Vil med egne Øren høre,
see med disse mine Øjne,
om der dvæler en Mø i Pohja,
Pigelil udi Pimentola,
som ej agter paa Bejlertale,
som ikke føjer gæve Svende.


Sagde Lemminkäinens Moder:
»Hør dog lille Søn, min Ahti!
Du har Kyllikki herhjemme —
Hjemme-Hustru staar dog højest;    120
det er stygt, naar tvende Kvinder
skal paa een Mands Leje ligge.« 


Mæled muntre Lemminkäinen:
»Kylli er en Gildegængerske!
Lad til Legen hende haste
og i hver en Vraa sig kaste,
dær hvor Byens Piger springer,
lokket Mø sig lystig svinger!« 


Men hans Moder vil det hindre,
gode Raad den gamle giver:    130
»Kære Søn, du skal ej drage
langt af Led til Pohjas Gaarde,
uden at du veed en Viden,
uden at en Kunst du kender!
Let kan Lappen dær dig kogle,    137
Turjamanden ned dig trænge:
Munden i Kul, i Mudder dit Hoved,
Armene dybt i Glød og Gnister,    140
Næverne ned i Askeheden,
ned paa glohede Sten forneden.« 


Hende svarer Lemminkäinen:
»Mig har Troldpak stræbt at trylle.
Trold at trylle, Kryb at kogle:
stræbte trende Turjasvende
Sommernatten helt til Ende,
nøgne, paa en Sten i Jorden,
bælteløse, klædeløse,
uden mindste Trævl paa Kroppen;    150
agted alle mig at sænke,    159
trued alle mig at trænge
ned i Sumpen til et Spange,
til et Trædebrædt i Skarnet.
Men en Mand af mine Lige    165
tog sig ikke det til Hjærte;
selv jeg skabte mig til Sanger,
selv jeg gjorde mig til Maner,
sang hver Trold med samt hans Pile,
sang hver Skytte med samt hans Vaaben    170
ned i Túonis vilde Vandfald,    173
ned i aller frygteligst Fraade,
under aller mægtigste Malstrøm,
under de aller værste Hvirvler;
dær kan disse Trolde nu sove,
dær kan de avindsyge slumre,
lige til Græsset gror igennem —
gennem Ho'det, gennem Hatten,    180
gennem Heksemestrens Hærder,
tværs igennem Skulderkødet
dær paa de Trolde der slumre.« 


Og den muntre Lemminkäinen    201
Kaukomieli selv, den skønne,
stod og kæmmed just sit Hoved,
sine Hovedhaar han børsted.
Kammen kyled han i Væggen,
Børsten op mod Ovnens Stolpe,
taled saa det Ord og sagde,
selv han ytred sig og mæled:
»Da faar Lemminkäinen Bane,
denne gæve Søn sin Ufærd,    210
naar med Blod min Børste flyder.
Væde sig fra Kammen gyder.«