Landnamsfortællingen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Islændingesagaer

Landnamsfortællingen

fra Landnáma þáttr

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbók, Oxford og Kristiania, 1860-68

---

Præsten Bedas beretning

Ingolf tager Island i besiddelse
Maleri af Johan Peter Raadsig (1806-82)

Den hellige præst Beda siger i den bog om tidernes gang, som han skrev om verdens landes beliggenhed, at den ø, som i bogen kaldes Thule, ligger så langt borte i verdens nordlige halvdel, at det ikke bliver dag om vinteren, når nætterne er længst, og ikke nat om sommeren, når dagene er længst. Forstandige mennesker mener, at det er Island, der kaldes for Thule, for i store dele af dette land er det sådan, at solen ikke går ned om natten, når dagene er længst. Det er også vidt omkring i landet sådan, at man ikke ser solen om dagen, når nætterne er længst. Den hellige præst Beda døde 735 år efter Vorherre Jesu Kristi fødsel og mere end 100 år, før Island blev befolket af nordmænd. Men før Island blev befolket fra Norge, havde der på stedet været sådanne mennesker, som nordmænd kalder for paper. De var kristne og efterlod sig irske bøger, bjælder og krumstave og andre ting, hvoraf man kunne udlede, at det var kristne folk, der havde boet der og var kommet over havet fra vest. Engelske bøger fortæller også, at der på denne tid blev rejst mellem landene.

Da Island blev opdaget og befolket var Hadrian pave i Rom, mens Ludvig Ludvigson regerede nord for fjeldet og Leo og dennes søn Alexander i Miklagård. Dengang herskede Harald den Hårfagre over Norge, Erik Emundson og sønnen Bjørn over Sverige, Gorm den Gamle i Danmark, Alfred den Store og sønnen Edvard i England, Kjarval i Dublin og Sigurd den Mægtige, som var bror til Ragnvald Mørejarl, på Orkney.

Da vikingen Naddodd fandt landet

De mænd, der skrives om her, har opdaget Island. Som den første af dem omtales vikingen Naddodd, der sejlede fra Færøerne og agtede sig til Norge. Han drev langt vestpå i havet, og de opdagede et land, som var ukendt for dem, og kom til det på østsiden. De gik i land, men da de ikke så tegn på, at landet var beboet, blev de der kun i kort tid. Før de sejlede derfra, faldt der meget sne på jorden, og derfor kaldte de det Sneland. En mand hed Gardar Svavarson. Han ledte efter Sneland og fandt det og sejlede rundt om det og blev derved klar over, at det var en ø. Gardar blev ikke længe i landet, før han sejlede tilbage til Norge og sagde, at han havde fundet en holm. Så blev landet kaldt Gardarsholm. Gardar var far til Une, der var far til Hroar Tungegode. Floke Vilgerdson hørte Gardarsholm omtalt, og han drog ud for at lede efter dette land og fandt det. Da var alle søer og vandløb fyldt med fisk. Floke og hans rejsefæller opholdt sig på stedet om vinteren, men forsømte på grund af fiskeriet at tage sig af de husdyr, de havde medbragt, og alle dyrene døde, fordi de ikke fik foder. Derefter forlod de landet.

Ingolf kom ud til Island

En norsk mand hed Ingolf, en anden Leif; han blev kaldt Hjørleif. Ingolf var søn af Ørn, der var søn af Bjørnolf, og Hjørleif var søn af Hrodmar, der var søn af Hroald. Hroald og Bjørnolf var brødre og sønner af Hromund Gripson. Leif og Ingolf hørte, at Floke havde fundet et land, som han navngav efter jøklerne, som han havde set dér; han kaldte det Island. De to fostbrødre søgte efter landet og fandt det. De syntes godt om det og ville bosætte sig på stedet, men fordi de ikke havde husdyr med eller andet, som de behøvede til bosætningen, sejlede de tilbage til Norge og skaffede sig det fornødne dér. Det var i Harald den Hårfagres sjette regeringsår, at Ingolf og Hjørleif fandt Island, og syv år senere drog de ud for at bosætte sig i landet, som det lige blev fortalt. Det var i kong Haralds trettende år ved magten, og da havde han været enevældig konge i Norge i to år siden slaget i Hafrsfjord. Det var fire år efter kong Edmund den Helliges død i England. Der var da gået 6063 år fra verdens oprindelse og 864 år fra Vorherre Jesu Kristi fødsel.

Om landnamsmændene

Ingolf var den første og mest navnkundige af landnamsmændene. Han og Hjørleif bosatte sig som de første på Island. Siden kom mange stormænd dertil for at slippe væk fra kong Harald den Hårfagres ufred og overgreb. Ingolfs søn var Torstein, der var far til lovsigemanden Torkel Måne, og han var, så vidt man véd, den mest dannede blandt alle hedninge. Da han var dødeligt syg, lod han sig i afklarethed bære ud under solens stråler og overgav sig til den, der havde skabt solen. Torkels søn var Tormod, der var gode på Kølsnæs, da kristendommen kom til Island. Hans søn var Hamal, der var far til Mår, som var far til Tormod og Torfe.

Der var mange døbte blandt dem, der kom herud og tog land, men fordi der var mange flere landnamsmænd, som var hedenske og store blotmænd, og som af al kraft var modstandere af den rette tro og med onde gerninger hånede og fordømte kristne mennesker, som det skal blive fortalt, og fordi de andre endnu var unge i troen, og selv om nogle landnamsmænd ikke forkastede kristendommen fuldstændigt, så blev deres børn og efterkommere dog næsten alle hedninge, for der var ingen præster i landet til at lære folk de rette sæder. Men der er her skrevet om nogle islandske landnamsmænd, fordi det i denne fortælling ikke forekommer upassende at nævne nogle af dem, som troede på den sande Gud, før kristendommen blev lovfæstet på Island, og fortælle om deres slægtsforhold, som om dette var et tegn på eller et forvarsel om dette storslåede skifte, der siden skete, da hele landets befolkning vendte sig bort fra Fandens vildfarelse til den sande Herres tjeneste, således at kristendommen siden er blevet overholdt og har udviklet sig og aldrig er blevet ødelagt.

Om Ketils børn

En mand hed Ketil Fladnæse; han var søn af Bjørn Buna. Hans børn er nævnt: Bjørn Østmand og Helge Bjola var Ketils sønner, og hans døtre var Aud den Dybsindige og Torunn Hyrna. Ketil drog fra Norge til Suderøerne, således som sagaerne beretter. Han skulle vinde Suderøerne på kong Harald Hårfagers vegne. Dette skete, og han dræbte de vikinger, som havde haft magten på stedet, men betalte ikke skat til kong Harald, som det ellers var blevet aftalt mellem dem. Og da kong Harald erfarede dette, inddrog han Ketils ejendomme og bortjog sønnen Bjørn, som Ketil havde indsat som bestyrer. Bjørn rejste da over til sin far, men fandt sig ikke godt til rette dér, og han drog siden til Island og tog land ved Bredefjord. Han boede i Bjørnshavn til sin alderdom, og dér døde han. Han blev højlagt efter gammel skik, for han var som det eneste af Ketils børn ikke døbt, og han blev kaldt Bjørn Østmand.

Om biskop Patrek og Ørlyg

En søn af Bjørn Buna hed Hrapp; han var en bror til Ketil Fladnæse. Han havde en søn, der hed Ørlyg, som blev opfostret hos den hellige biskop Patrek. Han var dengang biskop på Suderøerne. Ørlyg var en god kristen. Han fik lyst til at rejse til Island og bad biskop Patrek om hjælp. Biskoppen svarer: »Jeg vil give dig min støtte, hvis du vil rette dig efter de råd, jeg giver dig. Sørg i Guds navn og efter min bøn for at overholde den tro, som jeg har lært dig, og anspor ofte alle de mennesker, som ved dine ord ønsker at vende sig til troen på den ene almægtige Gud. Og såfremt du tager land på Island efter den skik, man bruger på stedet, så lad du en kirke opføre dér til Guds pris og til ære for den berømte Columba, for han er en stor ven af Gud og vores særlige skytshelgen, det vil sige vores åndelige fader og talsmand hos Gud.« Biskoppen gav Ørlyg kirketømmer og en jernklokke og et plenarium og viet jord, som han bad ham lægge under kirkens hjørnestolpe.

Ørlyg stod til havs, men hans rejse gik ikke uden forhindringer. Da påkaldte han Gud og biskop Patrek, og ikke længe derefter fik han god og gunstig vind og kom i land i Patreksfjord. Dér opholdt de sig den første vinter, men det følgende forår klargjorde Ørlyg sit skib og sejlede sydpå langs landet, indtil han fandt den fjord, som går ind mellem to næs og hedder Hvalfjord. Han lagde til ved det søndre næs; det hedder Kølsnæs. Dér havde Helge Bjola, Ørlygs farbrors søn, taget land. Ørlyg opholdt sig den næste vinter hos sin frænde Helge, men om foråret byggede han en gård efter Helges anvisning. Han boede på Esjabjerg og lod dér opføre en kirke, sådan som han havde lovet biskop Patrek. Han overholdt den rette tro, som biskoppen havde lært ham, og det fortælles, at hans søn ikke ofrede til afguder. Der var mange andre mennesker, der kom herud som døbte og befolkede landet her.

Aud den Dybsindige kom ud til Island

Der var en hærkonge ved navn Olaf; han blev kaldt Olaf den Hvide. Han var søn af kong Ingjald, der var søn af Helge, søn af Olaf, søn af Gudrød, søn af Oplandskongen Halfdan Hvidben. Olaf den Hvide hærgede i vesterviking og vandt Dublin i Irland og blev konge dér. Olaf blev gift med Aud den Dybsindige, Ketil Fladnæses datter. Deres søn hed Torstein den Røde. Olaf faldt i kamp i Irland, og Aud og hendes søn, Torstein, rejste da til Suderøerne. Torstein blev dér gift med Turid, som var datter af Eyvind Østmand. Turid var en søster til Helge den Magre, som var gift med Torunn Hyrna Ketilsdatter. Turid og Torstein havde mange børn. Deres søn hed Olaf Feilan og deres døtre Groa, Oløf, Osk, Torhild, Torgerd og Vigdis.

Torstein blev hærkonge, og han indgik forbund med jarl Sigurd den Mægtige, der var søn af Eystein Glumra. De vandt Katanæs og Suderland, Ross og Moray og mere end det halve Skotland. Torstein blev konge over dette område, men skotterne sveg ham, og han faldt i kamp dér. Aud opholdt sig på Katanæs, da hun hørte om sin søns død. Hun lod i hemmelighed et skib bygge i skoven, og da hun var rejseklar, drog hun til Orkney, hvor hun bortgiftede Torstein den Rødes datter Torgerd. Derefter drog Aud ud mod Island. Hun havde 60 frie mennesker med sig på skibet. Deres anfører hed Koll, og han var særligt værdsat af Aud. Han og Aud bestemte det meste. Koll var søn af Vædder-Grim, der var søn af hersen Åse. Koll var gift med Torgerd, Torstein den Rødes datter. Aud sejlede først til Færøerne, hvor hun bortgiftede Torsteins datter Oløf. Fra hende stammer Gøtaskæggene på Færøerne.

Siden drog Aud ud mod Island. Hun nåede frem til landet sydpå, men forliste med sit skib. Aud opsøgte da sin bror Helge på Kølsnæs. Han tilbød hende vinterophold dér med halvdelen af sit følge. Hun fandt, at det var et godt tilbud, men sagde dog, at hun ikke vidste, hvordan han var blevet så smålig. Hun drog derfra vestpå til sin bror Bjørn i Bredefjord. Bjørn sagde, at han nok kendte sin søsters fornemme fremtræden og stolthed. Han gik hende i møde sammen med sine folk og tilbød hende ophold dér med hele sit følge. Aud tog imod det med tak. Hun var dér om vinteren med hele sit følge, og hun blev beværtet på stormandsvis. Men det følgende forår tog hun land ved Bredefjord og boede i Hvamm til sin alderdom.

Aud var kristen, og derfor lod hun kors rejse på nogle forhøjninger og kaldte stedet Korshøjene, og dér forrettede hun ofte sine bønner med stor fromhed. Aud satte større pris på sin frænde Olaf Feilan, Torstein den Rødes søn, end på alle andre. Olaf giftede sig og fik Aldis, der var datter af Konal, som var søn af Steinmod, søn af Ølver Barnekarl.

Aud var en kvinde med stor værdighed, og da hun var svækket af alderdom, indbød hun alle de stormænd, som var hendes bedste venner, og da dette gilde havde varet i tre dage, overdrog hun i alles påhør ejendommen i Hvamm og alle sine øvrige ejendele og de jorder, som hun ikke allerede havde givet til sine skibsfolk og frigivne trælle, og hele sin formue til sin frænde Olaf ved sin død. Derpå forærede hun sine venner udvalgte gaver og gav dem gode råd. Efter dette takkede hun alle sine indbudte gæster, fordi de var kommet, og sagde, at gildet skulle fortsætte endnu tre dage. Dette skulle være hendes arveøl, sagde hun. Natten efter døde hun.

Aud blev begravet i sand, som blev overskyllet ved højvande, således som hun havde ønsket det, for hun var døbt og ville derfor ikke ligge i jord, der ikke var viet. Men efter hendes død forvildede hendes frænder sig bort fra den rette tro, og der blev efterfølgende opført et gudehov på Korshøjene, da offerhandlingerne tog til på Island.

Om folkene i Lakseådalen

Dale-Koll var gift med Torgerd, Torstein den Rødes datter, som det tidligere blev skrevet. Deres børn var Høskuld og Groa, der var gift med Veleif den Gamle, og Torkatla, som var gift med Torgeir Gode. Høskuld Kollson boede i Lakseådalen efter sin far, og stedet har siden heddet Høskuldssted. Han var gift med Halfrid, der var datter af Torbjørn fra Vatn i Høgedal. Deres søn var Torleif, der var gift med Turid, som var datter af Asbjørn, der var søn af Snylte-Bjørn. Deres søn var Bolle, som var gift med Gudrun Osvifsdatter. Høskuld købte Melkorka, som var datter af den irske konge, der hed Myrkjartan. Deres søn var Olaf På. Olaf På var gift med Torgerd, som var Egil Skallegrimsons datter. De havde sønnerne Kjartan, Egil, Haldor og Steindor og datteren Torgerd. Kjartan var gift med Hrefna, som var datter af Asgeir Brushoved. Deres sønner var Asgeir og Skum. Olaf Pås datter var Turid, som var gift med Gudmund på Asbjørnsnæs. Gudmunds sønner var Hall og Viga-Barde. Høskuld Kollsons datter var Halgerd Vendebrog, som var gift med Gunnar på Liens Ende.

Helge den Magre kom ud til Island

En berømt mand i Gøtaland hed Bjørn; han var søn af Rolf fra Åm. Bjørns kone hed Hlif og var datter af Rolf, der var søn af Ingjald, som var søn af kong Frode. Deres søn hed Eyvind. Bjørn kunne ikke enes med Sigfast, der var svoger til gøternes konge, Sølvar, og han brændte ham og 30 mand inde. Bjørn rejste siden til Norge med tolv mand, og hersen Grim, Kolbjørns søn, tog imod ham. Bjørn opholdt sig hos ham én vinter. Så ville Grim dræbe Bjørn for vindings skyld. Bjørn rejste da hen til Øndot Krage, der boede i Kvinesfjord på Agder. Bjørn drog om sommeren i vesterviking, men tilbragte vintrene hos Øndot, indtil hans kone, Hlif, døde. Da kom hans søn, Eyvind, østfra og overtog faderens hærskibe og drog på hærtogt til Irland. Han blev gift med kong Kjarvals datter Ravarta og bosatte sig dér. Han blev kaldt Eyvind Østmand. Han og Ravarta havde en søn, der hed Helge, og ham sendte de til opfostring på Suderøerne, men da de kom derud to år senere, var han så udhungret, at de ikke kunne kende ham. De tog ham da med sig og kaldte ham Helge den Magre. Han voksede op i Irland, og da han var fuldvoksen, blev han en meget agtet mand. Han blev da gift med Torunn Hyrna, Ketils datter, og de fik mange børn. Deres sønner hed Rolf og Ingjald.

Helge den Magre drog til Island med sin kone og sine børn. Helge var så godt som kristen, men dog meget omskiftelig i sin tro; han hævdede, at han troede på Kristus, men han påkaldte dog Tor ved sejlads, og når der var fare på færde. Helge den Magre tog land langs hele Øfjord mellem Siglunæs og Reynisnæs og boede på Kristnæs. Helge gav sin søn Ingjald land østen for Øfjord fra Ørnehøj til Ydre Tværå. Ingjald boede ved Søndre Tværå og rejste dér et stort gudehov. Han var gift med Salgerd Steinolfsdatter, og deres søn var Eyjolf Dynge. Han var gift med Astrid, der var datter af Vigfus Herse fra Voss i Norge. Deres søn var Viga-Glum. Erik Bordskalle, der var far til kong Olav Tryggvesons mor, Astrid, og Vigfus fra Voss, der var far til Astrid, som var mor til Viga-Glum, var brødre og sønner af Vikinge-Kåre.

Her fortælles om slægtsrækker

En mand hed Ketil; han var søn af Jorunn Mandevidsbrink, som var datter af Ketil Fladnæse. Ketil drog til Island fra Suderøerne. Han var en god kristen, og hedningene kaldte ham derfor Ketil den Dumme. Tosse-Ketil tog land østpå i Vær. Han boede i Kirkjubær, hvor der nu er et nonnekloster; dér kunne hedenske mennesker aldrig bo. Ketil var far til Asbjørn, der var far til Torstein, som var far til Surt, der var far til Sighvat Lovmand.

Om Åsolf den Kristne

Der var en kristen mand ved navn Jørund; han var søn af Ketil, der havde taget land på Akranæs. Jørund boede i Gardar. Hans frænde Åsolf kom ud til Holtevandsosen og byggede sig et hus under Øfjeldene og bosatte sig dér, for han var en god kristen og ville ikke have noget med hedenske mennesker at gøre. Men de var fjendtlige imod ham og fandt ud af, hvor han boede. Men Gud havde givet ham så stor en gave, at bækken, der løb ved hans hus, var fuld af fisk, og de var så rolige, at Åsolf bare kunne tage dem, han ville, med hænderne. Dette opdagede hedningene, og de jog ham bort derfra og ville selv have fiskefangsten, for de var misundelige på ham. Så opførte Åsolf et hus ved en anden bæk, og alle fiskene fra det første vandløb kom derhen, så hedningene gik glip af dem. Da det gik op for dem, jog de Åsolf bort. Han byggede da et tredje hus, men alt gik igen på samme vis. Og da han indså, at han ikke kunne være i fred for dem, opsøgte han sin frænde Jørund. Han tog godt imod ham og henviste ham til Indre Holm, hvor han havde en anden gård. Dér endte Åsolf sit liv i stor anerkendelse.

Og det fortælles, at da Olav Tryggveson havde magten i Norge, havde han hørt meget om den førnævnte Åsolf, og kong Olav udtalte, at han ville have indbudt ham som gæst, såfremt de begge havde været i live, for kongen mente, at det ville gå den mand godt, som havde åndeligt samvær med Åsolf.

Det findes også skrevet i lærde bøger, at der på Indre Holm på Akranæs har boet en mand, der hed Haldor, som var søn af Illuge den Røde, der var søn af Rolf, søn af Hroald, søn af Ulf, søn af Grim den Håløgske, søn af Tore, søn af Gunløg, søn af Rolf, søn af Ketil Kølfarer. Haldor var godordsmand og en god kristen. Et forår drømte han, at en lysende og fornem mand kom til ham, mens han sov, og sagde dette til ham: »Det vil jeg lade dig vide — Haldor! — at jeg ikke synes om, at din tjenestekvinde tørrer sine fødder af på min grav, hver gang hun går fra malkepladsen. Og dette fortæller jeg dig, fordi du har til hensigt at opføre en kirke ved din gård, og det er mit ønske, at kirken bliver bygget over min grav.« I søvne spurgte Haldor denne mand, hvem han var. Han svarer: »Jeg hedder Åsolf. Jeg kom som en god kristen herud til Island i landnamstiden, som du nok har hørt. Derfor tillod Gud, at jeg fortalte dig om min grav.« I det samme vågnede Haldor, og han huskede sin drøm. Han mente, at det, han havde set, måtte være sandt, for han kunne huske, at hans far, Illuge, havde nævnt, at Åsolf var blevet begravet dér. Han afmærkede siden den tue, som tjenestekvinden tørrede sine fødder af på og forbød hende at gøre det igen. Tidligt den samme sommer sejlede Haldor til Norge og kom tilbage med kirketømmer om efteråret. Han lod kirken opføre lige hen over graven, således som Åsolf havde bestemt, og han regnes for hellig.

---

Noter: