Loketrætten

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Olaf Hansen: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Loketrætten

(Guderne er samlet til Gilde hos Ægir. Loke, der ikke har været indbudt, kommer til midt under Festen og giver sig i Samtale med Elder, en af Ægirs Tjenere, der staar udenfor Hallen. - Samlerens Indledning, der ikke vel lader sig forlige med Digtet, meddeles i Anmærkningerne.)

1.
Sig mig, Elder
- men uden at gaa
saa meget som et Fjed frem -:
Hvad sidder de store
Stridsdrotter og drøfter
herindenfor ved Øllet?

Elder:

2.
Vaaben og vakker
Vaabendaad
Stridsdrotterne drøfter.
Men ingen As
eller Alf derinde
siger andet end ondt om dig.

Loke:

3.
Saa gaar jeg ind
i Ægirs Hal
og ser paa deres Samlag.
Jeg vil pirke lidt
ved de prikne Aser,
blande dem Malurt i Mjøden.

Elder:

4.
Gaar du ind
i Ægirs Hal
for at se paa deres Samlag
og spyr Haan og Had
paa de hulde Guder,
aftørrer de Torten paa dig.

Loke:

5.
Gaar du, Elder,
ud paa at bruge
Ukvemsord mod mig,
skal du mærke, jeg ikke
bar Mangel paa Svar!
Pas derfor hellere paa!

Derpaa gik Loke ind i Hallen. Men da de andre saa ham, tav de alle.

Loke:

6.
Her er Lopt.
Langvejsfra
kom jeg tørhalset til Hallen
for at bede en
af jer Aser om lidt
af den dejlige Mjød med.

(Aserne tier.)

7.
Hvorfor holder I jer tavse,
I hovne Guder,
kan man ej slaa et Ord af jer ?
Byd mig Siddeplads
ved jert Samlag her,
eller bed mig pakke mig bort.

Brage:

8.
Siddeplads
ved et Samlag byder
Aserne dig aldrig.
De gør ikke Plads
for alle og enhver,
naar de sidder og fejrer en Fest.

Loke:

9.
Husker du, Odin,
de ældgamle Dage,
da vi blanded Blod med hinanden ?
Du sagde, at Øl
vilde aldrig du smage,
blev der ikke budt os begge.

Odin:

10.
Staa da op, Vidar,
og lad Ulvens Fader
sætte sig her hos os,
at vi kan faa Fred
for hans frække Tale,
mens vi er i Ægirs Hal.

Vidar rejser sig og skænker for Loke. Før denne drikker, siger han:

11.
Hil jer, Aser,
Hil jer, Asynjer,
hver høj og hellig Gud!
- undtagen ham
derhenne, inderst
inde paa Bænken, Brage.

Brage:

12.
Jeg giver dig, Loke,
en Ganger af mine
og et Sværd, jeg har baaret, i Bod,
at du ej skal spy Aserne
over med Galde -
Tir ikke Guderne op!

Loke:

13.
Gangere og Sværd,
min gode Brage,
faar du aldrig Overflod af.
Af alle Aser
og Alfer her
er ingen ømskindet som du.

Brage:

14.
Var jeg, saa sandt
som jeg sidder herinde,
udenfor Ægirs Hal,
saa holdt jeg dit Hoved
i min Haand nu,
og din Løgn var betalt med dit Liv.

Loke:

15.
Du er djærv dér,
men du dyer dig nok,
skønt du pynter paa Bænken, Brage.
Er du vred, saa kom
og kæmp. Af en Helt
tøved du lidt for længe.

Idun:

16.
Jeg beder dig, Brage,
*
at du nu lader
Loke i Fred
her i Ægirs Hal.

Loke:

17.
Ti heller, Idun,
Jeg ved ingen, der har
saa mandfolkesygt et Sind.
Du vandt dine rene,
hvide Arme
om din Brors Banemands Hals.

Idun:

18.
Jeg tænkte ikke
at tirre dig, Loke,
her i Ægirs Hal,
Jeg varer Brage,
der er varm af Øllet -
Jeg er ræd for, det kommer til Kamp.

Gefjon:

19.
Hvorfor skal I to
Aser slynge
Ukvemsord mod hinanden?
Lopt ved ikke,
det er ude med ham,
alt levende vil ham til Livs.

Loke:

20.
Ti heller, Gefjon!
Du husker jo nok,
hvor galt det gik dig engang.
Den smækre Svend,
du fik Smykket af,
har du lagt dine Laar over.

Odin:

21.
Vild er du, Loke,
og vanvidslagen,
gør du dig Gefjon gram.
Alverdens Skæbne
ved hun, tror jeg,
saa godt som jeg selv det gør.

Loke:

22.
Ti heller, Odin!
Du har altid uddelt
Sejr blandt Folk som et Fæ.
Ofte lod du dem,
der ikke skulde,
de slappe, vinde Slaget.

Odin:

23.
Lod jeg ofte dem,
der ikke skulde,
de slappe, vinde Slaget,
leved du i otte
Aar under Jorden
som Kvinde og malkede Køer.

Loke:

24.
Men der siges, du
drev Sejd paa Samsø
og trylled paa Vølvevis,
vandred som Heks
Alverden over -
Sligt gør ingen ordentlig Karl.

Frigg:

25.
Den Skæbne
skulde I aldrig
tale til andre om,
som I to Aser
fik i ældgamle Dage.
Sligt holder man helst for sig selv.

Loke:

26.
Ti heller, Frigg!
Du er Fjørgyns Datter
og mandfolkegal, skønt gift.
Vile og Ve
har du, Vidrers Viv,
taget i Favn begge to.

Frigg:

27.
Havde jeg herinde
i Ægirs Hal
en saadan Søn som Balder,
slap du ikke bort
fra Asernes Børn
trods din skrappe Mund uden Skrammer.

Loke:

28.
Du ønsker da flere
Finter, Frigg -
jeg har ogsaa nok endnu:
Det er min Skyld,
du ej mere ser Balder,
din Søn, ride til Salen.

Freya:

29.
Er du fra Sans
og Samling, Loke,
- at opregne al din Fortræd?
Frigg ved vist
Alverdens Skæbne,
skønt hun ikke siger det selv.

Loke:

30.
Ti heller, Freya!
Du er for godt kendt -
jeg har slemme Ting at fortælle.
Hver eneste As
og Alf herinde
har haft dig at hore med.

Freya:

31.
Du lyver, Loke!
Men din Løgnermund
skal blive saa tam, at den tier.
Vrede er dig Aserne
og alle Asynjer -
den ender galt, før du gaar.

Loke:

32.
Ti heller, Freya!
Heks som du er,
lede, lumske Kvind!
De milde Guder greb dig
engang med din Bror -
da vinded du voldsomt, Freya.

Njord:

33.
Det skader ingen,
om en ung Kvinde faar
en Mand, Boler - eller begge.
Men et Under er det,
at en As, der laa i
med Mænd og blev Mor, er her.

Loke:

34.
Ti heller, Njord!
Husk, du blev sendt
fra Østen som Gudegidsel.
Hymers Møer
løb hen til din Mund,
naar en skulde af med Vandet.

Njord:

35.
Den Trøst har jeg,
at da jeg blev sendt
langt bort som Gudegidsel,
avled jeg en Søn,
som ingen hader
og kan kaldes Asernes Konge.

Loke:

36.
Holdt nu, Njord!
Du gaar næsten for vidt,
men saa skal det ogsaa ud:
Den Søn har du faaet
med din Søster; dog -
værre kunde han været.

Tyr:

37.
Freyr er den bedste
i de favre Skarer
fra alle Asers Gaarde.
Han gør aldrig en Mø
eller Mands Viv ondt
og løser hver Fanges Lænker.

Loke:

38.
Ti heller, Tyr!
Betænk, du aldrig
har forligt to i dit Liv.
Din højre Haand
- og den højre er bedst -
rev Fenrisulven af.

Tyr:

39.
Jeg savner min Haand,
du den højtberømte Ulv;
vi længes, vi lider begge.
Ej heller Ulven
har det for godt -
den staar bunden til Ragnarok.

Loke:

40.
Ti heller, Tyr!
Det er hændt, din Viv
fik en Søn sammen med mig.
Du har aldrig faaet
hverken Alen eller Penning
for Skade og Skam, dit Skind.

Freyr:

41.
Ulven skal ligge
ved Aaens Munding,
til Asernes Magt ender.
Du skal selv bindes
ved Siden af,
hvis du ikke tier, Afskum.

Loke:

42.
Guld gav du
for Gymers Datter,
og dit Sværd hen for hende.
Men naar Muspels Sønner
over Mørkeskov rider,
da staar du vaabenløs, Stakkel.

Beyggver:

43.
Havde jeg Æt
som Ingunarfreyr
og saa herlig en Bolig som hans,
maled jeg Spottefuglen
mindre end Marv
og knuste hver Knokkel i ham.

Loke:

44.
Hvem er den lille,
som logrer der
og snapper saa snappevant?
Altid snuser du
om ved Freyr
og klynker ud fra Kværnen.

Beyggver:

45.
Beyggver jeg hedder,
hidsig jeg kaldes
af alle Aser og Mænd.
Her er jeg kry,
thi den Højes Sønner
drikke Øl med hinanden i Dag.

Loke:

46.
Ti heller, Beyggver!
Dine Hænder har aldrig
delt Mad ordentlig ud.
Du krøb til Bunds
i Bænkehalmen,
naar andre stod og stredes.

Heimdal:

7.
Du er drukken, Loke,
drukken og gal!
Lyd et godt Raad, Loke!
Drikker en Mand
for meget, ved
han ikke selv, hvad han siger.

Loke:

48.
Ti heller, Heimdal!
Til et Hundeliv
blev du dømt i ældgamle Dage.
Stivrygget
maa din Stakkel staa
og vaage som Gudernes Vagt.

Skade:

49.
Du er lystig, Loke,
men længe skal du ikke
gøre saa høje Hop.
Vi snører dig med Reb
af din rimkolde Søns
Tarme til en knivskarp Kant.

Loke:

50.
Snør mig med Reb
af min rimkolde Søns
Tarme til en knivskarp Kant
- jeg var dog paa Færde
fra først til sidst,
da Tjaze toges af Dage.

Skade:

51.
Var du paa Færde
fra først til sidst,
da Tjaze toges af Dage,
skal du kun mærke
Kulde og Had
fra hver min Stad og Vang.

Loke:

52.
Du lokked mer sødt
for Løvøs Søn,
da du sagde, hvor din Seng stod.
Skal vi opregne
alle vore Fejl,
vil vi ikke fordølge det.

Sif gaar frem og skænker Loke Mjød i en Glarkalk og siger:

53.
Hil dig, Loke!
Her er en Glarkalk
fuld af god, gammel Mjød,
at i al Fald eet
af Asernes Børn
maa finde Naade for dig.

Loke tager mod Hornet og tømmer det.

Loke:

54.
Har du været kysk
og kold mod Mænd,
har du og været ene om det.
Der var dog en,
saavidt jeg ved,
der laa hos Hlorrides Viv.
[og det var den lumske Loke.]

Beyla:

55.
Bjærgene ryster;
vi kan ret snart vente
Hlorride, tror jeg, hertil.
Han gør ham tavs,
som her har smædet
alle Aser og Mænd.

Loke:

56.
Ti heller, Beyla!
Du er Beyggvers Viv,
en led og lumpen Kvind
- det værste Udskud
blandt Asernes Børn.
Skam dig, saa skiden du er.

Tor kommer til og siger:

57.
Ti, Mandfolkedeje!
Min mægtige Hammer,
Mjølner, skal stoppe din Mund.
Jeg hugger dit Hoved
fra Halsbenet;
saa er dine Dage talt.

Loke:

58.
Se, er Jords
Søn kommet ind.
Hvad fnyser du for, Tor?
Saa kæk gaar du ikke
mod Ulven, naar den sluger
Kampfader med Hud og Haar.

Tor:

59.
Ti, Mandfolkedeje!
Min mægtige Hammer,
Mjølner, skal stoppe din Mund.
Jeg slynger dig op
og mod Østerled,
saa ingen ser dig siden.

Loke:

60.
Østerledsfarter
skal du ikke nævne
saa højt, at det høres af andre.
Husk, Kraftkarl, du sad
og krøb sammen i Handsken
og saa ud som alt andet end Tor.

Tor:

61.
Ti, Mandfolkedeje!
Min mægtige Hammer,
Mjølner, skal stoppe din Mund.
Min højre skal ramme
med Hrungners Bane,
saa hvert Ben i din Krop knuses.

Loke:

62.
Jeg tænker, jeg lever
længe endda,
trods at du truer med Hamren.
Skrymers Remme
var dig rigeligt seje,
Maden fik du ej fat.

Tor:

63.
Ti, Mandfolkedeje!
Min Mægtige Hammer,
Mjølner, skal stoppe din Mund.
Hrungners Bane
skal rende dig til Hel,
nedenfor Liglaagen.

Loke:

64.
Aserne bød jeg,
jeg bød Asernes Sønner
alt, der faldt mig ind.
Ingen uden du
fik mig ud herfra -
jeg ved, du slaar til, Tor.

65.
Du har brygget, Ægir,
nu bryggede du
til Gilde for sidste Gang.
Ild æde
alt herinde
og Branden brune din Ryg!

Derefter skjulte Loke sig i Lakseskikkelse i Franangers Fos, men der greb Aserne ham. Han blev bundet med sin søn Nares Tarme, men hans Søn Narfe blev til en Ulv. Skade tog en Giftslange og hængte den op over Lokes Ansigt. Der dryppede Gift ned fra den. Sigyn, Lokes Hustru sad hos ham og holdt en Skaal under Giften. Men naar Skaalen var fuld, bar hun Giften bort, og imens dryppede det ned paa Loke. Da farer han saa stærkt sammen, at hele Jorden ryster derved. Det kaldes nu Jordskælv.

Anmærkninger:
Samlerens Indledning : Om Ægir og Guderne. Ægir, der ogsaa kaldes Gymer, havde indbudt Aserne til Gilde, da han havde faaet den store Keddel, som der lige er fortalt. Odin og Frigg var med, men Tor var der ikke - han var i Østerleden. Men Sif, hans Hustru var, og ligesaa Brage og hans Hustru, Idun. Tyr var ogsaa med; han havde kun én Haand - den anden havde Fenrisulven revet af, dengang den blev bundet. Njord og hans Hustru, Skade, var ogsaa med, og Freyr og Freya, og Odins Søn Vidar. Loke var der ogsaa, og Freyrs Tjenestefolk, Beyggver og Beyla. Og der var mange Aser og Alfer. - Ægir havde to Tjenestefolk, Fimafeng og Elder. Der var oplyst med lysende Guld i Stedet for med rigtigt Lys. Øllet blev baaret om af sig selv. Der var et stort Fredssted dér. Gæsterne roste Ægirs Tjenestefolk meget for deres Flinkhed. Det kunde Loke ikke taale at høre, og han slog Fimafeng ihjel. Da rystede Aserne deres Skjolde, raabte til Loke og jog ham bort til Skoven. Derpaa gav de sig igen til at drikke. Men nu vendte Loke tilbage og traf Elder udenfor.
Vers 6:1. Lopt (”Luftvandreren”), andet Navn paa Loke.
Vers 8. Brage, Digtekunstens Gud, en ung Guddom (i Modsætning til f. Eks. Odin og Tor, der er gamle fællesgermanske Guddomme).
Vers 16. Idun, Brages Hustru, der opbevarede de Æbler, der foryngede Aserne. I den ældre Edda nævnes hun kun her.
Vers 19. Gefjon, Gudinden, der pløjede Sjælland løs fra Sverrig. I den ældre Edda nævnes hun kun her.
Vers 26:2. Fjørgyn (Fjørgynn Hak.), Friggs Fader. Hun selv kaldes ogsaa Fjørgyn (Fjørgyn, Huk.)
Vers 26:5. Vidrer (”Vejrherren”), Odin.
Vers 38:3,6. For at Guderne kunde faa lagt Lænke paa Ulven, maatte Tyr stikke sin højre Haand i dens Gab. Da den mærkede, Lænken holdt, bed den til.
Vers 40:2. En Hustru til Tyr bliver ellers aldrig omtalt.
Vers 43. Beyggver, se Samlerens Indledning.
Vers 49:3,6. Sønnen, se Prosaen efter Kvadet.
Vers 52:2. Løvø, Lokes Moder.
Vers 55. Beyla, se Samlerens Indledning.
Vers 61:5. Hrungners Bane, Mjølner.
Vers 62:4. Skrymer, Utgardeloke.