Forskjell mellom versjoner av «Magnus Barfots saga»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(fotnoter til <ref>, kvad fra <blockquote> til ::)
(Fjernet tomme :: fra kvad)
Linje 143: Linje 143:
 
::rigdom og liv), sverdet
 
::rigdom og liv), sverdet
 
::rødt kongen farved’.
 
::rødt kongen farved’.
::
+
 
 
::Han stilled’ ørners hunger
 
::Han stilled’ ørners hunger
 
::og herjed’ paa ''Skid''<ref>Den store ø ''Sky''. [Skye].</ref> vide.
 
::og herjed’ paa ''Skid''<ref>Den store ø ''Sky''. [Skye].</ref> vide.

Revisjonen fra 21. feb. 2013 kl. 15:07

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Magnus Barfots saga.jpg


Magnus Barfots saga

[1093—1103]


1. Magnus, kong Olavs søn, blev strax efter kong Olavs død taget til konge i Viken over hele Norge. Men da Oplændingene spurgte kong Olavs død, da tog de til konge Haakon Toresfostre, Magnus’s søskendebarn. Siden fór de, Haakon og Tore, nord til Trondhjem; men da de kom til Nidaros, stævnede han Øre-ting, og paa det ting krævede Haakon sig kongenavn, og det blev tilstaaet ham, at bønderne tog ham til konge over det halve land, saaledes som hans fader kong Magnus havde havt. Haakon ophævede for Trønderne landørene[1] og gav dem mange andre rettebøder[2]; han ophævede julegaver for dem. Vendte da ogsaa alle Trønder sig til venskab med kong Haakon. Da tog kong Haakon sig hird og fór siden tilbage til Oplandene. Han gav Oplændingene alle slige rettebøder som Trønderne; de var ogsaa hans fulde venner. Da blev dette kvædet i Trondhjem:

Hid kom Haakon den unge
(han er af mænd den bedste);
den navnkundige fyrste
fór med Steige-Tore.
Olavs søn han siden
selv bød halve Norge,
gavmild; men Magnus vilde,
maalsnild, have det hele.


2. Kong Magnus fór om høsten nord til Kaupangen; men da han kom did, for han til kongsgaarden, var der i herberget og dvælte der i førstningen af vinteren. Han holdt syv langskibe i aaben vaag i Nidelven foran kongsgaarden. Men da kong Haakon spurgte, at kong Magnus var kommet til Trondhjem, da fór han østenfra [søndenfra] over Dovrefjeld og saa til Trondhjem og til Kaupangen og tog sig herberge i Skulegaarden nedenfor Klemenskirke; der var den gamle kongsgaard[3]. Kong Magnus likte ilde, at kong Haakon havde givet bønderne de store gaver for at vinde sig deres venskab; det syntes Magnus, at hans eiendom var givet bort i ikke mindre mon, og hans hug blev meget forarget over det, og han tyktes mishandlet af sin frænde, idet han vilde faa saa meget mindre indtægter end hans fader og forfædre, og gav Tore skylden. Kong Haakon og Tore merkede dette, og de var ængstelige for, hvad Magnus vilde tage sig til; det tyktes dem meget mistænkeligt, at Magnus havde paa vandet tjeldede og rustede langskibe. Om vaaren [1094] ved kyndelsmesse[4] lagde kong Magnus bort om mørke natten — de lagde ud med tjeldede skibe og med lys under tjeldene —, og styrede ud til Hevring[5], slog sig der ned for natten og gjorde der store ilder oppe paa land. Da troede kong Haakon og de hærmænd, som var i byen, at det var gjort til svig; han lod blæse sin hær ud, og alt Kaupangs-folket søgte til, og de var samlede om natten. Men om morgenen, da det tog til at blive lyst og kong Magnus saa hærmængden paa Ørene, da styrede han ud fra fjorden og derefter syd til Gulatingslag. Kong Haakon gjorde sig rede til sin færd og vilde øst i Viken; han holdt forud mót[6] i byen, talte der og bad mændene om venskab og lovede alle her sit venskab; han sagde, at han var uvis om sin frænde kong Magnus’s vilje. Kong Haakon sad tilhest og var rede til færden. Alle mænd lovede ham med god vilje venskab og følge, om det trængtes, og hele mængden fulgte ham ud under Steinbergene[7]. Kong Haakon fór op til Dovrefjeld; men da han fór over fjeldet, red han en dag efter en rype, som fløi unda ham; da blev han syg og fik banesott og døde der paa fjeldet; hans lig blev ført nordover og kom til Kaupangen en halv maaned senere, end han havde faret bort. Da gik hele bymængden kongens lig imøde, de fleste grædende, thi alle elskede ham heftig. Kong Haakons lig blev sat ned i Kristkirken. Kong Haakon blev lidt over fem og tyve aar af alder; han var en af de høvdinger, som havde været mest elsket af almuen. Han havde faret nord til Bjarmeland, holdt strid der og vandt seier.


3. Kong Magnus styrede om vinteren øster i Viken; men da det vaarede, fór han syd til Halland og herjede vide der. Da brændte han der Viskardal[8] og andre herreder; han fik der meget gods og fór siden tilbage til sit rige. Saa siger Bjørn den krephændte[9] i Magnus-draapa:

Vossingers herre lod fare
vide med sverd over Halland;
hordekongen brændte husene
(hidsig de fulgte de flygtende).
Siden Trøndernes Budlung
brændte herreder mange;
viskdalske enker vaaged’,
i veiret baalene flammed’.

Her nævnes det, at kong Magnus gjorde meget hærverk i Halland.


4. Svein hed en mand, søn af Harald Flette, en dansk mand af æt; han var den største viking og en stor hærmand og meget kraftig, en ætstor mand i sit land. Han havde været hos kong Haakon. Men efter Haakons død troede Steige-Tore ikke, at han kunde komme til forlig eller venskab med kong Magnus, hvis han fik magt over hele landet, paa grund af hans virksomhed og den modstand, Tore forud havde gjort imod kong Magnus. Derefter lagde Tore og Svein det raad, som siden fik fremgang, at de reiste en flok med Tores støtte og tilhængere. Men da Tore nu var en gammel og tungfør mand, da tog Svein imod flokkens styrelse og fik høvdingenavn. I dette raad var flere høvdinger med; den ypperste af dem var Egil, søn af Aslak paa Forland[10]. Egil var lendermand; han var gift med Ingebjårg, datter af Ågmund Torbergsøn, søster af Skofte fra Giske. Skjalg hed en mægtig og rig mand, som ogsaa kom til flokken; om det taler Torkel Hamarskald i Magnus-draapa:

Den storsindede Tore
sammen drog sine skarer
vidt med Egil (bønderne
ikke fandt raadet heldigt).
Skjalgs venner (jeg hørte)
haarde mén fik deraf,
at lendermænd over kræfter
kastede sten mod kongen.

Tore og Svein reiste flokken paa Oplandene og kom ned i Raumsdal og Søndmøre og skaffede sig der skibe; de styrede siden nord til Trondhjem.


5. Sigurd Uldstreng hed en lendermand, søn af Loden Viggeskalle[11]; han samlede hær ved at skjære op hærpil, saasnart han spurgte om Tores flok, og stævnede al den hær, han fik, til Vigg. Men Svein og Tore fór did med sin hær og kjæmpede med Sigurds flok og fik seier og gjorde stort mandefald, men Sigurd flyede og fór til kong Magnus. Men Tore og hans hær fór til Kaupangen og dvælte en stund der i fjorden, og der kom mange mænd til dem. Kong Magnus spurgte disse tidender og stævnede strax en hær sammen og styrede siden nord til Trondhjem. Men da han kom i fjorden og Tores mænd spurgte det — de laa da ved Hevring og var rede til at styre ud ad fjorden —, da roede de til Vagnvikestrand[12] og gik der fra skibene og kom nord i Teksdal i Seljukverve[13], og Tore blev baaret i baare over fjeldet. Siden fik de sig skibe og fór nord paa Haalogaland. Men kong Magnus fór efter dem, saasnart han var færdig i Trondhjem. Tore og hans mænd fór helt nord til Bjarkø, og der flyede Jon og hans søn Vidkunn unda. Tore rante der alt løsøre, men brændte gaarden og et godt langskib, som Vidkunn eiede. Da snekken brændte og heldede til siden, sagde Tore: «Mere til styrbord, Vidkunn!» Da blev dette digtet:

Midt i Bjarkø brænder
bøen, som herligst jeg vidste
(ilden tuder); fra Tore
ondskaben nok stammer.
Ikke vil Jon sig glæde
over ild og ran, naar det kvelder:
ved gaarden den lyse lue
leger, røg naar skyen.


6. Jon og Vidkunn fór dag og nat, indtil de fandt kong Magnus. Svein og Tore styrede ogsaa sydover med sin hær og rante vide om i Haalogaland. Men da de laa i den fjord, som heder Harm[14], da saa de kong Magnus’s seil, og Tore og hans flok tyktes ikke at have styrke til at stride, men roede unda og flyede. Tore og Egil roede til Hesjutuner[15], men Svein roede ud til havs, men nogle af deres flok roede ind i fjorden. Kong Magnus styrede efter Tore og Egil. Men da skibene rendte mod hverandre ved landingen, var Tore i forrummet paa sit skib. Da raabte Sigurd Uldstreng paa ham: «Er du rask, Tore?» Tore svarer: «Rask i hænderne, men skrøbelig i fødderne.» Da flyede Tores flok helt op paa land, men Tore blev fanget. Egil blev ogsaa fanget, thi han vilde ikke rende fra sin kone. Kong Magnus lod flytte dem begge til Vambarholm[16]. Men da Tore blev leiet op, vaklede han paa fødderne. Da sagde Vidkunn: «Mere til bagbord, Tore.» Siden blev Tore leiet til galgen; da sagde han:

Fire fæller var vi
fordum, én ved styret.

Og da han gik til galgen, sagde han: «Ilde er onde raad.» Siden blev han hængt; og da galgetræet svang op, var Tore saa tung, at halsen sledes og legemet faldt til jorden. Tore var en meget stor mand, baade høi og diger. Egil blev ogsaa leiet til galgen; men da kongens træler skulde hænge ham, da sagde Egil: «Ikke skulde I hænge mig af den aarsag, at jo enhver af eder fortjente vel saa meget at hænges.» Saaledes som det blev kvædet:

Jeg har, du fagre kvinde!
hørt, at Egil i munden
førte det sande ord
til sjøkongens utro træler:
høiere (kvad han) at hænge
hver af dem bedre fortjente
end han (sverd-krigeren
sørgelig skjæbne rammed’).

Kong Magnus sad nær, medens de blev hængte, og var saa vred, at ingen af hans mænd var saa djerv, at de turde bede om fred for dem. Da Egil hang i galgen, sagde kongen: «Ilde kommer de gode frænder dig til hjælp.» Deraf saa man, at kongen vilde, at man skulde have bedt ham om, at Egil fik leve. Saa siger Bjørn den krephændte:

Sogningers snare herre
sit sverd i Harm farved’
(vargen fik varm føde
vide) paa ransmændene.
Du hørte, hvorledes kongen
hemmede drottensvigen.
Grei var hærkongens færd;
det gik saa, at hængt blev Tore.


Wilhelm Wetlesen: Egil bliver hængt.


7. Kong Magnus styrede siden syd til Trondhjem og øvede der store refselser imod de mænd, som var aabenbare i landeraad imod ham; han dræbte nogle, men brændte for nogle. Saa siger Bjørn den krephændte:

Ravne-mætteren gjorde
ræd Trøndernes skarer,
da de merked’, at ilden
ødede deres bygder.
Jeg tror, at kongen for altid
endte to hersers liv.
Ulven sit huld fik atter;
ørnen fløi til de hængte.

Svein Haraldsøn flyede først ud til havs og derefter syd til Danmark og var der, indtil han kom til forlig med kong Øistein Magnussøn; han tog Svein til naade og gjorde ham til sin skutelsvend og holdt ham i venskab og hæder. Kong Magnus havde nu riget alene; han fredede vel for sit land og ødelagde alle vikinger og udeliggere; han var en rask, herjelysten og driftig mand, og han lignede af sindelag i alt mere sin farfader kong Harald end sin fader.


8. Kong Magnus gav sig paa færd fra landet og havde med sig en stor og vakker hær og gode skibe; med den hær styrede han vester over havet og først til Orknøerne [1098]. Han tog jarlene Paal og Erlend til fange og sendte dem begge øster til Norge, men satte sin søn Sigurd efter til høvding over øerne og gav ham raadgivere. Kong Magnus styrede med sin hær syd til Suderøerne; men da han kom did, tog han strax paa at herje og brænde bygden, men dræbte folkene overalt, hvor de fór. Landsfolket flyede unda ad vide veier, nogle ind i Skotlandsfjordene, men nogle syd til Saltire[17] eller ud til Irland; nogle fik grid og gik ham til haande. Saa siger Bjørn den krephændte:

Ilden over Ljodhus[18]
legte høit til himlen;
vide flygtede folket,
flammen stod op af husene.
Skjoldungen fór over Ivist[19]
med ild (bønderne misted’
rigdom og liv), sverdet
rødt kongen farved’.
Han stilled’ ørners hunger
og herjed’ paa Skid[20] vide.
Vargen glad sine tænder
paa Tyrvist[21] i blod mæsked’.
Møerne syd i øerne
sorg fik ved Grenlands herre.
Skoternes fiende herjed’,
folket paa Myl[22] flygted’.


9. Kong Magnus kom med sin hær til den hellige ø[23] og gav der grid og fred til alle mænd og deres gods. Det siger man, at han vilde lukke op Kolumkilles kirke den lille[24], men kongen gik ikke ind og lukkede strax døren igjen og i laas og sagde, at ikke skulde siden nogen være saa djerv, at han gik ind i den kirke; og saa har været gjort siden. Da lagde kong Magnus med sin hær syd til Il[25], herjede og brændte der; og da han havde vundet det land, gav han sig videre paa færd syd forbi Saltire, herjede derpaa til begge sider i Irland og Skotland og fór saa overalt med hærskjold syd til Man og herjede der som paa andre steder. Saa siger Bjørn den krephændte:

Paa slette Sandø[26] førte
den snare konge skjoldet.
Det røg over Il, der Magnus’s
mænd øgede branden.
Sønden for Satire
sank folket for sverdene,
den snilde seierherre
siden Manverjer fældte.

Lågmand hed søn af Gudrød, Suderøernes konge; Lågmand var sat til landevern i Norderøerne[27]. Men da kong Magnus kom til Suderøerne med sin hær, flyede Lågmand unda hæren og var her og der i øerne; men tilsidst tog kong Magnus’s mænd ham fangen med hans skibsmandskab, da han vilde fly til Irland; kongen lod ham sætte i jern og holde under vagt. Saa siger Bjørn den krephændte:

Intet gjemmested kunde
Gudrøds søn redde;
trønderkongen Lågmand
fra landet fik drevet.
Udenfor nesene Egdernes
unge konge fik fanget
endelig, der hvor sverde
blev svungne, guld-øderen.


Kortbilag til Magnus Barfots hærtog på Vesterlandene.

10. Siden styrede kong Magnus med hæren til Bretland[28]. Men da han kom til Ångelsøsund[29], kom en hær imod ham fra Bretland; for den raadede to jarler, Huge den prude[30] og Huge den digre[31], og de lagde strax til kamp. Det blev en haard strid. Kong Magnus skjød med bue, men Huge den prude var brynjeklædt, saa at intet var bart paa ham undtagen øinene alene. Kong Magnus og en mand fra Haalogaland, som stod nær kongen, skjød piler imod ham; de skjød begge paa én gang. Den ene pilen kom i hjelmens næseskjerm, og den lagde sig for den ud til siden, men det andet skud kom i jarlens øie og fløi tvers igjennem hovedet, og det skud er tillagt kongen. Der faldt Huge jarl, men siden flyede Breterne og havde mistet mange mænd. Saa siger Bjørn den krephændte:

I Ångel-sund, hvor spydene
sang og pilene fløi,
der fik høvdingen volde
Huge den prudes livstab.

Og fremdeles blev dette kvædet:

Pilene brød sig paa brynjen,
Bragningen skjød med vælde,
Egdernes konge buen
(blod flød paa hjelmene) spændte.
Fjenderne faldt, og haglende
fløi piler mod ringene,
men Hordernes konge jarlen
i haardt anfald fældte.

Kong Magnus fik seier i denne strid; da tilegnede han sig Ångelsø, saaledes som de forrige konger, som havde været i Norge, havde tilegnet sig rige længst syd. Ångelsø er en tredjedel af Bretland. Efter denne kamp vendte kong Magnus om med sin hær og styrede først til Skotland. Da fór mænd mellem ham og skotekongen Melkolm[32], og de gjorde forlig sig imellem: Kong Magnus skulde tilegne sig alle øer, som ligger vestenfor Skotland, alle slige, at man kunde fare med styrefast skib mellem dem og fastlandet. Men da kong Magnus kom nord til Saltire, da lod han drage en skute over Saltires-eid[33] og lægge styret i lag; kongen selv satte sig i løftingen og holdt om styrestangen og tilegnede sig saaledes landet, det som da laa paa bagbord. Saltire er et stort land og bedre end den bedste ø i Suderøerne, undtagen Man. Et smalt eid er det mellem det og fastlandet i Skotland; over det bliver langskibe ofte dragne.


11. Kong Magnus var om vinteren i Suderøerne; da fór hans mænd over alle Skotlandsfjorder indenfor alle øer, baade byggede og ubyggede, og tilegnede Norges konge alle ølande. Magnus fik til sin søn Sigurd Bjadmynja, datter af kong Myriartak Tjalvesøn, irekongen[34]; han raadede for Kunnakter[35]. Sommeren efter [1099] fór kong Magnus med sin hær øster til Norge. Erlend jarl døde sottedød i Nidaros og er jordet der, men Paal i Bjårgyn. Skofte, søn af Ågmund Torbergsøn, var en navnkundig lendermand; han boede i Giske paa Søndmøre; han var gift med Gudrun, datter af Tord Folesøn. Deres børn var Ågmund, Finn, Tord og Tora, som var gift med Aasolv Skulesøn. Skoftes sønner var meget haabefulde i ungdommen.


12. Steinkel sveakonge døde nær Haraldernes fald. Haakon hed den konge i Svitjod, som var nærmest efter kong Steinkel. Siden var Steinkels søn Inge konge, en god og mægtig konge, meget stor og sterk; han var konge i Svitjod, da Magnus var i Norge. Kong Magnus sagde, at det havde været landeskifte fra fortiden, at Gautelven havde skilt sveakongens og Norges konges rige, men derefter Væner indtil Vermeland. Magnus sagde, at han eiede al den bygd, som var vestenfor Væner; det er Sunndal[36] og Norddal[37], Vear[38] og Vardynjar[39] og alle Marker[40], som ligger der til; men det havde da i lang tid ligget under sveakongens rige og til Gautland med skylder; men Markemændene[41] vilde være under sveakongens rige som forhen. Kong Magnus red fra Viken og op i Gautland og havde en stor og vakker hær; men da han kom i skogbygden, herjede han og brændte og fór saaledes over alle bygder; folket gav sig under ham og svor landene til ham. Men da han kom op til vandet Væner, led det paa høsten. Da fór de til Kvaldensø[42] og gjorde der en borg af torv og trær og grov et dige om. Men da det virke var fuldført, blev det flyttet did mad og de andre varer, som trængtes. Kongen satte deri 300[43] mænd, og høvdinger for dem var Finn Skoftesøn og Sigurd Uldstreng, og de havde udvalgte folk; men kongen vendte da om og drog ud til Viken.


13. Men da sveakongen spurgte dette, da bød han sine mænd sammen, og de ord fór derom, at han vilde ride ned; men det drog i langdrag. Da kvad Nordmændene dette:

Længe Inge Laar-bred
ligger, inden han rider.

Men da isene lagde sig paa vandet Væner, da red kong Inge ned og havde nær 30 hundrede[44] mænd. Han sendte bud til de Nordmænd, som sad i borgen, og bad dem fare bort og tilbage til Norge med det hærfang, som de havde. Men da sendemændene bar frem kongens ord, svarede Sigurd Uldstreng og sagde, at kong Inge fik nok finde paa andet end at vise dem bort som en hjord til hagen, og at han nok først fik komme nærmere. Sendemændene bar disse ord tilbage til kongen. Siden fór kong Inge ud til øen med hele sin hær. Da sendte han anden gang mænd til Nordmændene og bød dem fare bort og tage med sine vaaben, klæder og hester, men lægge efter alt det ranede gods. De negtede det; men siden gik de imod og skjød paa hverandre. Da lod kongen bære sten og trær til og fylde diget; da lod han tage ankere og binde fast ved lange bjelker og føre det op paa tømmervæggen; der gik det mange mænd til og drog væggen sønder. Da blev store baal gjort, og man skjød luende brander imod dem. Da bad Nordmændene om grid, men kongen bød dem gaa ud uden vaaben eller overklæder; men da de gik ud, da fik hver af dem et slag af en lime. Efter slig medfærd fór de bort og tilbage til Norge; men alle Markemænd vendte sig atter under kong Inge. Sigurd og Finn og deres mænd søgte til kong Magnus og fortalte ham sit uheld.


14. Strax om vaaren [1100], da isene løstes, fór kong Magnus med en stor hær øster til Elven, styrede op efter den østre [søndre] arm og herjede overalt i sveakongens rige. Men da han kom op til Foxerne[45], gik de op i land fra skibene men da de kom over en aa, som flyder der, da kom Gauternes hær imod dem, og det blev der et slag, og Nordmændene blev overmandede og kom paa flugten, og mange blev dræbte ved en fos[46]. Kong Magnus flyede, men Gauterne fulgte dem og dræbte saa mange, de kunde. Kong Magnus var let kjendelig, stor som han var; han havde en rød trøie over brynjen og silkeblegt haar, som faldt ned over herderne. Ågmund Skoftesøn red ved siden af kongen, han var ogsaa stor og vakker; han sagde: «Giv mig trøien, konge!» Kongen siger: «Hvad skal du med trøien?» «Jeg vil have den,» siger han; «givet har du mig større gaver.» Der var det slig, at det var slette volder videnom, og da saa stadig Gauter og Nordmænd hverandre; men saa kom det klever og skogkrat, og da kom de ud af syne. Da gav kongen Ågmund trøien, og han tog den paa sig. Siden red de frem paa voldene; da vendte Ågmund og hans mænd sig bort ad en tvervei. Men da Gauterne saa det, troede de, det var kongen, og red alle efter dem. Da red kongen sin vei til skibet, men Ågmund drog med nød og neppe unda, men kom dog uskadt til skibene. Kong Magnus styrede siden ned efter Elven og derefter nord i Viken.


15. Den anden sommer efter [1101] blev aftalt kongestævne ved Konungahella i Elven, og did kom Magnus, Norges konge, og Inge sveakonge og Eirik Sveinsøn danekonge, og den stævne var bundet med grid. Men da tinget var sat, gik kongerne frem paa volden fra de andre mænd og taltes ved en kort stund. De gik saa tilbage til sin hær, og da var forliget gjort, at hver af dem skulde have det rige, som deres fædre forud havde havt, men hver af kongerne skulde bøde til sine mænd ran og mandskade, men hver siden jevne det med de andre. Kong Magnus skulde faa Margret, kong Inges datter; hun blev siden kaldt Fred-kolla[47]. Det var mænds tale, at man ikke havde seet høvdingeligere mænd, end de alle var. Kong Inge var størst og kraftigst, og han tyktes ærværdigst, kong Magnus tyktes kjækkest og raskest, men kong Eirik var aller fagrest; men alle var de smukke og store mænd, af gjævt udseende og veltalende, — og de skiltes efter saa udført sag.


16. Kong Magnus fik Margret til dronning; hun blev sendt østenfra Sverige til Norge, og det blev givet hende et hæderligt følge. Men kong Magnus havde forud flere børn, hvis navn er disse. Øistein hed hans ældste søn, og hans moder var af ringe herkomst. Den anden hed Sigurd, og han var én vinter yngre; Tora hed hans moder. Olav hed den tredje, og han var meget yngre; hans moder hed Sigrid, datter af Saxe i Vik[48], en gjæv mand i Trondhjem; hun var kongens frille. Saa siger mænd, at da kong Magnus kom fra vesterviking, da havde han og mange af hans mænd de seder og den klædedragt, som er almindelig i Vesterlandene[49]; de gik med bare legger paa gaden og havde korte kjortler og overkapper. Da kaldte man ham Magnus «Barfot» eller «Barben»; nogle kaldte ham Magnus «den høie», men nogle Styrjåld-Magnus[50]. Han var meget høi. Et merke var gjort paa hans høide paa Mariakirken i Kaupangen, den kirke, som kong Harald havde ladet gjøre. Paa dens nordre dør var det hugget i stenvæggen tre kors; ét viste Haralds høide, et andet Olavs og det tredje Magnus’s høide, og det var merket der, hvor det var bekvemt for dem at kysse paa; øverst var Haralds kors, lavest Magnus’s kors, men Olavs merke var lige nær begge.


17. Skofte Ågmundsøn blev uenig med kong Magnus, og de tvistede om en falden arv. Skofte holdt fast ved den, men kongen krævede den saa heftig, at det var nær kommet til strid. Det blev da holdt mange stævner, og Skofte gav det raad, at han og hans sønner skulde aldrig paa samme tid være i kongens vold, og sagde, at saaledes vilde det være tryggest. Da Skofte var hos kongen, førte han de ord frem, at det var nært frændskab mellem ham og kongen, og det tillige, at Skofte stadig havde været hans og hans faders kjære ven, og at deres venskab aldrig havde været brudt; han siger videre, at folk maatte kunne skjønne, at han var saa forstandig, «at jeg (siger han) ikke vil have trætte om den sag med dig, konge, om jeg havde uret; men deri slegter jeg paa mine forfædre, at jeg holder paa min ret for hver mand, og derom gjør jeg ingen forskjel paa mænd.» Kongen var den samme, og hans sind blev ikke mygere ved slige taler. Skofte fór hjem.


18. Siden fór Finn til kongen og talte med ham og bad kongen om, at han skulde lade ham og hans fader faa sin ret i denne sag. Kongen svarer kort og vredt. Da sagde Finn: «Andet ventede jeg af eder, konge, end at I vilde rane mig lov og ret, dengang jeg tog sæde i Kvaldensø og faa andre af eders venner vilde det og sagde, som sandt var, at de, som sad der, var solgte og dødsdømte, — om ikke kong Inge havde vist os større høvdingedaad, end du havde udseet for os, og dog vil mange synes, at vi bar skam derfra, om det var af nogen vegt.» Kongen lod sig ikke sige af slige taler, og Finn fór hjem.


19. Da fór Ågmund Skoftesøn til kongen. Men da han kom for kongen, bar han frem sit erende og bad kongen gjøre dem og deres fader ret. Kongen svarer, at det var ret, som han sagde, og at de var uhørt djerve. Da sagde Ågmund: «Du vil kunne sætte din vilje igjennem, konge, at du med din magt gjør os uret. Det vil her sandes, som sagt er, at de fleste lønner ikke eller med ondt, naar livet gives dem. Det skal ogsaa følge mine ord, at aldrig siden skal jeg komme i din tjeneste, og heller ikke min fader eller mine brødre, om jeg faar raade.» Ågmund fór siden hjem, og aldrig saaes de og kong Magnus siden.


20. Skofte Ågmundsøn gjorde sig om vaaren [1102] rede til at fare bort fra landet; han havde fem langskibe, alle vel rustede. Til denne færd slog sig med ham hans sønner Agmund og Finn og Tord. De blev temmelig sent færdige, seilede om høsten til Flæmingjeland[51] og var der om vinteren. Tidlig om vaaren [1103] seilede de vester til Valland[52], og om sommeren seilede de ud gjennem Nårvesund[53] og om høsten til Romaborg. Der døde Skofte; ogsaa alle hans sønner døde paa denne færd. Tord levede længst af dem; han døde i Sikelø[54]. Det er folks tale, at Skofte har først af Nordmændene seilet gjennem Nårvesund, og den færd blev meget navnkundig.


21. Det hændte i Kaupangen, der kong Olav hviler, at ild kom op i et hus i byen, og branden gik vide. Da blev kong Olavs skrin baaret ud af kirken og sat imod ilden. Siden løb en uvøren og uvittig mand til og bankede skrinet og truede den hellige mand; han sagde saa, at nu vilde alt brænde op, baade kirken og de andre huser, hvis han ikke hjalp dem med sine bønner. Nu lod den almægtige Gud hindre kirkens brand, men den uvittige mand sendte han øienverk om natten efter, og han laa nu der, indtil den hellige kong Olav bad om miskund for ham hos den almægtige Gud, og han blev helbredet i den samme kirke.


22. Det hændte ogsaa i Kaupangen, at en kvinde blev ført did til kirken, der kong Olav hviler; hun var saa ulykkelig, at hun var krympet ganske sammen, saa at begge fødder laa krogede op imod laarene. Og da hun laa idelig i bønner og grædende havde kaldt paa ham, da helbredede han hendes store vanhelse, saa at fødder og legger og andre lemmer rettede sig af bøiningen, og hvert led og lem fik siden sin rette stilling; hun kunde forud ikke krybe did, men derfra gik hun helbredet og glad til sit hjem.


23. Kong Magnus ruster sin færd fra landet [1102] og havde en stor hær; da havde han i ni vintre været konge i Norge. Da fór han vester over havet og havde de vakreste hærmænd, som til var i Norge. Ham fulgte alle stormænd, som var i landet, Sigurd Ranesøn, Vidkunn Jonsøn, Dag Eilivsøn, Serk fra Sogn, Øivind Ålboge, kongens stallare, Ulv Ranesøn, Sigurds broder, og mange andre. Med hele denne hær fór kongen vester til Orknøerne og havde derfra med sig Erlend jarls sønner, Magnus og Erling. Derpaa seilede han til Suderøerne, og da han laa ved Skotland, løb Magnus Erlendsøn om natten bort fra kongens skib, svømte til land og fór siden op i skogen og kom frem til skotekongens hird. Kong Magnus styrede med hæren til Irland og herjede der; da kom kong Myriartak til ham med en hær, og de vandt meget af landet, Dublin[55] og Dublin-skir[56]; og var kong Magnus om vinteren oppe i Kunnakter[57] hos kong Myriartak, men satte sine mænd til at styre det land, han havde vundet. Men da vaaren kom, fór kongerne med sin hær vester til Uladstir[58] og holdt der mange slag og vandt landet[59]. De havde vundet den største del af Uladstir; da fór Myriartak hjem til Kunnakter.


Christian Krohg
Da sol randt op, gik Magnus og hans mænd iland.

24. Kong Magnus gjorde da sine skibe rede og vilde fare øster til Norge; han satte sine mænd til at styre landet i Dublin. Han laa ved Uladstir med hele sin hær, og de var seilfærdige. De tyktes at trænge til strandhugg, og kong Magnus sendte sine mænd til kong Myriartak med bud, at han skulde sende ham strandhugg, og nævnte dagen, at det skulde komme dagen før Bartholomeusmesse[60], hvis sendemændene kom rigtig frem. Men aftenen før messedagen var de ikke komne. Messedagen[61], da solen randt op, gik kong Magnus paa land med den største del af sin hær og gik op fra skibene; han vilde lede efter sine mænd og strandhugget. Veiret var vindløst og solen skinte; veien gik over myrer og moser, og det var lagt klopper over, men det var kratskoger paa begge sider. Da de søgte frem, kom de til meget høie bakker; derfra saa de vidt om og saa en stor støvsky oppe i landet. De talte sig imellem, om det kunde være Irernes hær, men nogle sagde, at det der vel var deres mænd med strandhugget. De stansede der. Da sagde Øivind Ålboge: «Konge,» sagde han, «hvad mening har du med denne færd? Du tykkes mig at fare uvarlig. Du ved, at Irerne er svigefulde. Tænk nu ud et godt raad for eders hær.» Da sagde kongen: «Lad os fylke vor hær og være rede, om dette er svig.» Det blev da fylket; kongen og Øivind gik frem for fylkingen. Kong Magnus havde hjelm paa hovedet og et rødt skjold, derpaa var med guld lagt en løve; han var gjordet med et sverd, som kaldtes Leggbit, det bedste vaaben; dets hjalter var af hvalrostand og haandtaget viklet i guld. Han havde spyd i haanden og ovenpaa skjorten en rød silketrøie, deri var en løve indsyet med gul silke foran og bag; og det var mænds tale, at ikke havde man set en mandigere eller kjækkere mand. Øivind havde ogsaa en rød silketrøie, ganske slig som kongens; han var ogsaa en stor og vakker mand og af meget krigersk udseende.


25. Men da støvskyen kom nærmere, kjendte de sine egne mænd, og de fór med meget strandhugg, som Irekongen havde sendt dem; han holdt alle sine løfter til kong Magnus. Siden vendte de om ud til skibene, og da var det ved middagstid. Men da de kom ud paa myrene, gik det sent forbi moserne. Da brød Irernes hær frem fra hvert skoghjørne og gav sig strax i kamp, men Nordmændene fór spredt, og snart faldt mange. Da sagde Øivind: «Konge, det gaar uheldig for vore mænd; lad os nu raskt vælge et godt raad». Kongen sagde: «Kald med hærblæst hele hæren under merkerne; men de mænd, som her er, skal danne en skjoldborg. Derefter skal vi drage os unda ud over myrene; siden har det ingen fare, naar vi er paa fladlandet». Irerne skjød djervelig, men dog faldt de tykt, men stadig kom det mænd i mænds sted. Men da kongen var kommet til det næste dige, var det slemt at komme frem og kun paa faa steder farbart; der faldt det mange Nordmænd. Da raabte kongen paa Torgrim Skindhuva, sin lendermand (han var oplandsk), og bad ham fare over diget med sin skare: «men vi skal verge imens,» siger han, «saa at det ikke skal skade eder. Far siden til den holme, som ligger der, og skyd paa dem, medens vi farer over diget; dine mænd er gode buemænd.» Men da Torgrim og hans mænd kom over diget, kastede de skjoldene paa ryggen og rendte ned til skibene. Men da kongen saa det, sagde han: «Umandig skilles du ved din konge. Uklog var jeg, dengang jeg gjorde dig til lendermand og gjorde Sigurd Hund[62] utlæg; aldrig vilde han have faret saaledes!» Kongen fik et saar; han blev stukket med et spyd gjennem begge laar overfor knæet. Han greb spydskaftet mellem sine fødder, brød det over og sagde: «Saa bryder vi hver legg-sperrer, svender!» Kong Magnus fik derefter et hugg paa halsen af en øx, og det blev hans banesaar. Da flyede de, som var tilbage. Vidkunn Jonsøn bar sverdet Leggbit og kongens merke til skibene; de, som sidst flyede, var han, Sigurd Ranesøn og Dag Eilivsøn. Der faldt med kong Magnus Øivind Ålboge, Ulv Ranesøn og mange andre stormænd; mange faldt af Nordmændene, men dog mange flere af Irerne. Men de Nordmænd, som kom unda, fór strax om høsten bort. Erling, søn af Erlend jarl, faldt paa Irland med kong Magnus. Men da de mænd, som havde flyet fra Irland, kom til Orknøerne og Sigurd spurgte sin faders, kong Magnus’s fald, da slog han sig strax i færd med dem, og fór om høsten efter til Norge.


26. Magnus var konge over Norge i ti vintre, og det var i hans dager god fred indenlands, men folk havde det meget strævsomt og mange omkostninger ved hans ledingsfærder. Kong Magnus var meget vennesæl hos sine mænd, men bønderne syntes, han var haard. Det fortæller man om hans ord, at naar hans venner sagde, at han ofte fór uvarlig, naar han herjede udenlands, da sagde han saa: «Til hæder skal man konge have, men ikke til et langt liv.» Kong Magnus var henved treti aar af alder, da han faldt. Vidkunn dræbte i slaget den mand, som var kong Magnus’s banemand; da flyede Vidkunn og havde faaet tre saar. Af den aarsag viste kong Magnus’s sønner ham stor kjærlighed.


Slutvignet Magnus Barfots saga.jpg


Noter:

  1. Se side 262 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 43, note 76].
  2. Rettebod, d. e. forbedring af ret eller lov.
  3. d. e. den, som Olav den hellige byggede ved Klemenskirken, se side 269 [I Olav den helliges saga, kap. 53] og kartet side 525 [Kart over Nidaros i Kartarkivet].
  4. 2den februar.
  5. Nu Høvringen udenfor Ilsviken vestenfor Trondhjem.
  6. Se side 599 note 1. [I Harald Haardraades saga, kap. 44, note 76].
  7. Nu Stenberget, hvor fra gammel tid veien vestenfra til Nidaros gik og endnu gaar.
  8. Viskedal ved Viskaaen, se kartet side 550. [Kartet Danmark på Snorre Sturlasons tid i Kartarkivet].
  9. d. e. med knyttet haand (eller hænder).
  10. Forland, nu Folland, en stor gaard paa Averøen i Kverns herred, Nordmøre.
  11. Viggeskalle, d. e. bonden paa Viggen ved Orkedalsfjorden.
  12. Stranden ved Vagnvik, østligst i Stadsbygden, nu i Strinden.
  13. Nu Jøssund sogn i Aafjordens herred, dengang i Nordmøre, nu i Fosen fogderi i Søndre Trondhjems amt.
  14. Nu Velfjorden indenfor Brønøhalvøen i det sydlige Helgeland.
  15. Nu Hestun i Tjøtta herred paa Havnøen, nordenfor Velfjordens munding.
  16. Nu Vomba udenfor Havnøen.
  17. Halvøen Kintyre, sydvestligst i Skotland.
  18. Nu Lewis.
  19. Nu North Uist.
  20. Den store ø Sky. [Skye].
  21. Nu Tiree.
  22. Nu Mull.
  23. Nu Jona [Iona] eller Ikolmkill, Columbas hellige ø.
  24. Nu St. Orans kapel eller kirke; «Kolumkille» betyder «Columbas celle» og betegner egentlig cellen ved siden af kirken.
  25. Nu Isla. [Islay].
  26. Sanday [Sanda Island] søndenfor Kintyre.
  27. Snorre vidste ikke, at kong Gudrød var død i 1095, og at Lågmand var hans efterfølger som konge over Sudrøerne [Hebriderne] og Man. «Norderøerne» er her navn paa de nordlige Sudrøer.
  28. Wales.
  29. Se side 608 note 3. [I Harald Haardraades saga, kap. 55, note 84].
  30. d. e. Hugo af Montgomery, jarl af Shropshire.
  31. d. e. Hugo af Avranches, jarl af Chester.
  32. Kong Malcolm var død 1093, men hans søn Eadgar blev konge i 1098; det har været ham, som sluttede fred med Magnus.
  33. Eidet mellem East Loch Tarbert og West Loch Tarbert.
  34. Myriartak Tjalvesøn, d. e. Muirkertach, søn af Tirdelvagh, søn af Brian († 1014), konge i Munster 1086-1119 og tildels overkonge over Irland.
  35. Kunnakter, d. e. Connaught (det vestlige Irland); men Muirkertachs kongesæde var i Munster (det sydlige Irland).
  36. Se kartet side 301. [Kartet Sverige på Snorres tid i Kartarkivet].
  37. Se kartet side 301. [Kartet Sverige på Snorres tid i Kartarkivet].
  38. Nu Vedbo herred.
  39. Vardbo, nu Valbo herred.
  40. Nordmarka herred, nu i Vermeland.
  41. d. e. indbyggerne i de nævnte herreder eller Dalsland.
  42. Nu Kållandsø paa sydsiden af Vænern, se kartet side 301. [Kartet Sverige på Snorres tid i Kartarkivet].
  43. 360.
  44. 30 hundreder, d. e. 3600.
  45. Nu Fuxerna ved Lilla Edet i Flundre herred paa østsiden af Gøtaelven, se kartet side 301. [Kartet Sverige på Snorres tid i Kartarkivet].
  46. Antages at være ved Fors annexkirke.
  47. d. e. fredskvinde.
  48. Nu Saxvik paa Strinden, øst for Trondhjem.
  49. d. e. Skotland og Irland.
  50. Styrjåld, d. e. krigstid.
  51. Flandern.
  52. Frankrige.
  53. Gibraltar-strædet.
  54. Sicilien.
  55. Dette er urigtigt, da Muirkertach allerede siden 1094 herskede i Dublin; dog er det rimeligt, at Muirkertach har maattet overlade Dublin til Magnus.
  56. Dublin-skir, d. e. herredet (eng. shire) om Dublin.
  57. Se side 664 note 2. [Kap. 11, note 35].
  58. Uladstir, d. e. Ulster, den nordlige del af Irland.
  59. Kong Muirkertach gjorde om sommeren et tog til Ulster, men hans hær blev her slagen af Ulsterkongen (5te aug. 1103). Magnus har neppe været med paa dette tog, men hans mænd har taget del deri.
  60. 23de august.
  61. 24de august.
  62. Sigurd Hund var broder af Vidkunn Jonsøn paa Bjarkø. Tilnavnet «Hund» havde han arvet efter sin morfaders fader Tore Hund, se side 543. [I Magnus den godes saga, kap. 11].