Vis kilden til Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Kvinden, som tog en stor Orm til Mand

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Kvinden, som tog en stor Orm til Mand]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Kaarali 08.jpeg|thumb|500px|<center>»Kvinden, som tog en stor Orm til Mand« <br>(Kaarali, 1921)</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>[[Myter og sagn fra Grønland – I (KR)|'''Myter og sagn fra Grønland – I''']]</big><br>'''Knud Rasmussen'''<br><br><br><big>'''Myter og sagn fra Angmagssalik'''<br><br><big><big>'''Kvinden,</big><br> som tog en stor Orm til Mand'''</big></big></center>



Der var engang en Kvinde, som vandrede ind i Landet. Her hørte hun en underlig Lyd mellem Fjældene, og da hun skulde til at se sig om, opdagede hun, at en Orm, der var saa stor som en Konebaad og havde et Hoved som et Menneskes, forfulgte hende. Hun flygtede, men den satte efter hende og naaede hende, og da den svang sin vældige Krop om hende som en Ring, var der ingen Steder, hvor hun kunde flygte hen, og her stod hun og vidste ikke sine levende Raad. Da fik hun Øje paa et lille Hus, og der lykkedes det hende at slippe hen; men Ormen lagde sig paa tværs foran Husindgangen og sagde: 

"Jeg jog dig netop hen til dette lille Hus, fordi jeg vil have dig til Kone." 

Saaledes talte den, og da Kvinden nu var klar over, at det ikke vilde lykkes hende at slippe ud, havde hun ikke andet at gøre end at være Ormen til Vilje. Derpaa sagde den store Orm til hende: 

"Du maa ikke forsøge paa at flygte, thi hvis du flygter, vil jeg kunne lugte dine Fodspor og finde dig igen; men hvis du vil blive hos mig, skal du aldrig komme til at lide Nød." 

Saa slog hun sig til Ro, og næste Dag gik hendes Mand, Ormen, paa Fangst og kom hjem med en Bjørn, og siden fangede han alle mulige Slags Fangstdyr, baade Rensdyr og Ræve. Saaledes gik der nogen Tid, saa blev Konen svanger. Hun fik Fødselsveer, og da hun fødte, var det Tvillinger, der havde Ansigt som et Menneske, men Krop som en Orm. Moderen fodrede dem efter Evne, og da de var bleven store og fede, spurgte Ormen en Dag sin Kone, om hun ikke havde Familie. Konen svarede, at hendes Forældre levede længere nede mod Kysten. Da Manden hørte det, sagde han: 

"Saa er det paa Tide, at du kommer ned og besøger dem." 

Men Konen svarede: "Nu da jeg har Børn at bære paa Ryggen, kan jeg ikke gaa saa langt." 

Da sagde Manden: "Du skal ikke gaa, du skal blot sætte dig op paa min Ryg, saa skal jeg bære dig derned." 

Konen indvilgede heri, og næste Morgen drog de af Sted. I Nærheden af Husene gemte Ormen sig i en Klippespalte, og Konen gik alene frem. Forældrene blev overraskede og gjorde store Øjne af Forundring over hendes Besøg, da de forlængst havde anset hende for død. De saa de Børn, hun bar paa Ryggen, og begyndte straks at spørge hende ud om hendes Mand. 

Jo, hun havde en, sagde Konen. 

"Men hvor er han da?" spurgte de. 

"Han venter deroppe i en Klippekløft, for han er for stor til at komme ind i Huset." 

Forældrene syntes nu, at hendes Børn havde saadanne søde Ansigter, og vilde trække dem op af Bæreposen; men Konen søgte at hindre det, idet hun sagde, at de ikke var saa smukke, naar man ikke havde vænnet sig til dem. 

"Saadan nogle søde Børn," sagde Forældrene, "tag dem dog bare ud." 

Saa tog Moderen fat i det ene af dem, men idet hun halede til for at faa det op, forsvandt det andet ned i Bæreposen, fordi de havde slynget deres Haler ind i hinanden. Og saa forskrækket blev Bedstemoderen, da hun trak Ormeungerne ud, at hun besvimede, og man maatte trække hende i Haaret for at faa hende til Bevidsthed igen. 

Saa sagde Datteren til hende: "I skal ikke være bange for dem; naar jeg siger til dem, hvad de skal gøre, er de meget lydige." 

Og saa talte Moderen til dem, og de gjorde alt, hvad hun sagde. Nu vilde de gamle Forældre op til Manden, og de gik alle ud af Huset. Da Ormen saa dem komme op imod sig, begyndte den at slaa med Halen af lutter Lyst til at æde dem, men Konen skyndte sig at raabe til den: 

"Dem maa du ikke gøre noget, det er dine Svigerforældre." 

Saa blev Ormen atter rolig og sagde til sin Kone: 

"Nu maa vi bryde op, og jeg vil denne Gang gaa med min fulde Fart; du maa sørge for at holde dig godt fast i Haarene paa min Ryg." 

Saa kravlede Konen op paa den, og den satte sig i Bevægelse ind over Land. Saa vældig en Fart havde den paa, at den var som en Falk, der slaar ned efter et Bytte. Saaledes forsvandt de ind over Land, og siden er der aldrig hørt noget til dem. 

Denne Historie foregik i de Tider, da Ormene havde Ansigt som Mennesker. Som en Rest af Ormenes Menneskeansigter ser man endnu hos mange Orme et lille Hoved, et rødt lille Hoved, der minder om et Menneskes.
<br> 

==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Myter og sagn fra Grønland'', bd. I, s. 148-150. København, 1921.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]